Den 4. august 2024
af Jason Ross (EIRNS) – 3. august 2024
Den forfærdelige udsigt til nært forestående krigshandlinger bør skræmme enhver med et klart syn på verden. Kun et enormt gode kan modvirke den iboende ondskab i den nuværende situation.
Mordet på Hamas’ leder og forhandler Ismail Haniyeh i Teheran den 31. juli sender to budskaber: Israel er ikke interesseret i at forhandle om en fredsaftale, og de er villige til at begå et mord midt i Teherans hovedstad. Ligesom Israels angreb i april på en iransk diplomatisk facilitet i Damaskus, Syrien, er dette mord en provokation: Det er beregnet til at fremkalde et svar fra Iran, som derefter vil blive behandlet, som om det var et nyt, uprovokeret angreb.
I en optræden på “Dialogue Works” advarede den tidligere CIA-analytiker Larry Johnson om, at USA ser ud til at være klar til at støtte Israels optrapning af krigen mod Iran, som kan opsluge regionen og verden i hurtigt stigende krigsførelse.
Lad os sætte mordet ind i en sammenhæng:
Den 24. juli rejste Israels premierminister Benjamin Netanyahu til Washington, hvor han talte til en samlet kongres og modtog klapsalver og stående bifald med en begejstring, der ville gøre selv en nordkoreansk leder misundelig.
Den 29. juli stormede højreorienterede israelske galninge to fængsler for at befri soldater, som var blevet tilbageholdt efter rapporter om, at de torturerede og voldtog palæstinensiske fanger.
Selv om der blev udtrykt en vis bestyrtelse på et regeringsmøde, forblev angrebet på militære installationer ikke kun ustraffet, men faktisk rost af medlemmer af det israelske kabinet, hvilket rejser spørgsmål om, hvem der styrer staten, og om retsstatsprincippet overhovedet betyder noget.
Den 31. juli blev Haniyeh dræbt i Teheran i IRGC’s gæstehus, hvor han boede under sit besøg i forbindelse med indsættelsen af den nye præsident, Masoud Pezeshkian.
“De, der står bag dette politiske mord, må have indset, hvor farlige konsekvenserne kan være for hele regionen,” sagde den russiske diplomat Dmitry Polyanskij til FN’s Sikkerhedsråd på dagen for angrebet. “Sådanne forsøg på at trække Iran ind i en regional konfrontation har en tendens til at destabilisere den i forvejen højspændte atmosfære i regionen. Den ondskabsfulde praksis med målrettede drab på højt profilerede politiske og militære personer bringer Mellemøsten på randen af en krig i hele regionen.” Repræsentanter for BRIKS-medlemmerne, Kina og Brasilien, kom også med udtalelser.
Valget af Haniyeh som mordoffer gør det klart, at målet er selve fredsforhandlingerne, og at man dermed skyder budbringeren. Medierapporter fra et israelsk kabinetsmøde fortæller historien om frustrerede forhandlere og en uforsonlig premierminister.
Iran beskyldte straks USA for at være medskyldig i mordet.
USA’s påstande om, at de ikke kendte til det planlagte drab, er svære at få til at stemme overens med den prompte reaktion for at styrke Israels ønske om en udvidet krig: Senator Lindsey Graham introducerede den 31. juli en fælles resolution, der gav tilladelse til et angreb på Iran på baggrund af landets udvikling af et atomvåben.
Den 1. august ringede præsident Biden til Netanyahu for at rette hårde henstillinger til ham … og sende yderligere militære styrker. Pentagon arbejdede hurtigt og meddelte den 2. august “justeringer af USA’s militære holdning, der skal forbedre USA’s styrkebeskyttelse og øge støtten til Israels forsvar” i form af udstationering af militært udstyr og tusindvis af ansatte i de væbnede styrker.
Verden ser nu på Iran for at se, hvordan landet vil reagere. Larry Johnson mener, at svaret vil være mere omfattende end det, der fulgte efter angrebet på anlægget i Damaskus i april. Dengang sendte Iran hundredvis af droner og missiler af sted mod israelske militæranlæg, og næsten alle blev skudt ned. Vil Iran handle på samme måde i dag? Er verden virkelig afhængig af, at Iran udviser tilbageholdenhed efter et angreb på sit eget territorium på selve dagen for præsidentens indsættelse? Vil Israel angribe Iran forebyggende? Situationen er klar til at eksplodere, og enhver gnist kan betyde enden.
Som om den umiddelbare trussel ikke var nok, så overvej konsekvenserne af den fælles erklæring fra USA og Tyskland den 10. juli, som blev udsendt i forbindelse med NATO-topmødet. Den korte erklæring lyder i sin helhed:
“USA vil begynde episodiske udstationeringer af de langtrækkende affyringskapaciteter i sit såkaldte Multi-Domain Task Force i Tyskland i 2026 som led i planlægningen af en varig udstationering af disse kapaciteter i fremtiden. Når de er fuldt udviklede, vil disse konventionelle langtrækkende affyringsenheder omfatte SM-6, Tomahawk og hypersoniske våben under udvikling, som har betydeligt længere rækkevidde end de nuværende landbaserede affyringsenheder i Europa. Udøvelsen af disse avancerede kapaciteter vil demonstrere USA’s engagement i NATO og dets bidrag til europæisk integreret afskrækkelse.”
Placeringen af hypersoniske langdistancemissiler i Tyskland kan efterlade Moskva med kun tre eller fire minutters advarsel om et atomart angreb, advarede MIT-professor Ted Postol, som sammenlignede det med en ny Cuba-krise, men en, som det måske ville være umuligt at komme sig over. “Det er virkelig vanvittigt,” sagde han.
Postol har ret.
Men hvordan ville sund fornuft se ud i dag?
Årsdagene den 6. og 9. august for atombomberne over Japan i 1945 giver mulighed for meningsfuld refleksion.
“Jeg er helt overbevist om, at menneskeheden er i stand til at tænke fornuftigt!” udbrød Helga Zepp-LaRouche på Den Internationale Fredskoalitions møde den 2. august. “Vi er den intelligente art; vi har produceret en utrolig rigdom af opdagelser. Vi har bragt menneskeheden op fra et meget lavt niveau af befolkningstæthed på måske 1 million mennesker på planeten, og nu er vi 8 milliarder. Tænk hvis hver af disse 8 milliarder, hvis de udvikles ordentligt, kunne blive et geni som Beethoven, Einstein, Konfucius og så mange andre store begavelser. Jeg tror på kraften i den menneskelige arts kreativitet, at vi er på nippet til enten at ødelægge os selv eller skabe en orden, som gør det muligt for hvert eneste land på planeten at overleve, hvis vi bliver enige om begrebet suverænitet og lighed for alle disse lande.
“Så selv om det ser meget desperat ud lige nu, tror jeg, det er meget vigtigt at fastholde denne vision om, hvor vi skal hen for at løse disse problemer….”
Menneskearten er helt unik blandt alt kendt liv, og dens økonomiske, sociale og øvrige organisation bør afspejle denne menneskelige karakter. Uendelige fremskridt – videnskabelige, økonomiske, kulturelle og moralske – er vores sande skæbne. Ved for altid at overvinde menneskehedens oligarkiske ungdomsfase kan vi nå frem til en fremtid i stjernerne og bygge en bedre morgendag, i stedet for at kæmpe om de ressourcer, der er skabt af fortidens gerninger.
Mere end tusind byer er vært for demonstrationer den 6. august. Deltag i en af dem. Og organisér for at det næste møde i Den Internationale Fredskoalition den 9. august bliver et rigtigt gennembrud. Kom til den diskussion forberedt med rapporter om jeres aktiviteter og en vilje til at forpligte jer til at handle.
Verden som helhed, gennem FN selv, kan agere via Generalforsamlingen under FN’s resolution 377, “Uniting for Peace”. LaRouche-bevægelsen arbejder på at fokusere en sådan indsats.
Foto: Creative Commons
