Lad os støtte FN’s resolution 377 for at standse folkemordet i Gaza

Ikke korrekturlæst

Følgende appel og følgebrev blev sendt til alle EU parlamentarikere af Schiller Instituttet i Frankrig:

Kære fru eller hr., medlem af EU parlamentet,
I det øjeblik, hvor FN’s Generalforsamling mødes i New York, er Netanyahus regime i gang med en operation, der har til formål at ødelægge Gaza fuldstændigt og udrydde dens befolkning. Behøver vi minde om, at de israelske angreb den 9. september i Doha havde til formål at udrydde enhver mulighed for forhandlinger, uanset hvor lille den var?

Den 16. september offentliggjorde FN’s Menneskerettighedsråds undersøgelseskommission sine konklusioner, hvor den utvetydigt fastslog, at Israel i øjeblikket begår folkemord på palæstinenserne.

I denne sammenhæng er det mere presserende end nogensinde, at delegaterne fra de enkelte medlemsstater, der er til stede i New York, gennemfører resolution 377 (V), som blev vedtaget af FN den 3. november 1950. Denne resolution er en af de få mekanismer, der kan tilsidesætte ethvert lands veto – i dette tilfælde USA’s – mod ethvert forsøg på at standse folkemordet ved at give Generalforsamlingen beslutningsmagten.

Den ekstremt presserende situation i Gaza og de katastrofale konsekvenser, som det internationale samfund vil lide, hvis det fortsætter med at forholde sig passivt, kræver, at der straks træffes passende foranstaltninger, inden det er for sent. For ALLE.
Dette er formålet med nedenstående erklæring. (Lad os støtte FN’s resolution 377 (v) for at standse folkemordet i Gaza.

Vi beder Dem venligst, fru, hr., modtage vores højeste hilsener.
Med venlig hilsen
(En repræsentant for Schiller Institutte i Frankrig.)

FN fejrer i 2025 80-årsdagen for sin oprettelse. Lad os huske, at den blev grundlagt i 1945, umiddelbart efter sejren over nazismen, på de stadig rygende ruiner og ligene af de millioner af døde, som krigen havde forårsaget, med det formål at opretholde fred og sikkerhed. Hvis den var tro mod sin eksistensberettigelse, ville den for længst have fundet en måde at handle mod det folkemord, der finder sted i Gaza. Det er ikke tilfældet.

Kan man stadig benægte dette folkemord i dag? Fakta taler for sig selv, og de få isolerede stemmer fra nogle få personligheder, der har haft modet til at bryde tavsheden og fordømme det for det, det er, er blevet tilføjet mange andre. Den 31. august vedtog den internationale sammenslutning af akademikere med speciale i folkemord (International Association Genocide Scholars) [1] med overvældende flertal (86 %) en resolution, der fastslår, at Israels militære kampagne i Gaza, der har varet i næsten to år, opfylder »den juridiske definition af folkemord«. Resolutionen tilføjer, at Israel har overtrådt de fem betingelser, der er fastsat i FN’s folkedrabskonvention fra 19482, og præciserer, at overtrædelse af blot én betingelse er tilstrækkeligt til at betegne disse handlinger som folkedrab.

De voksende borgerbevægelser rundt om i verden har spillet og spiller fortsat en fremtrædende rolle i denne udvikling, som suppleres af erklæringer eller foranstaltninger truffet af en række lande. Selvom disse tiltag skal hilses velkommen, må det konstateres, at de fleste af dem, i hvert fald hvad angår det, der er blevet offentliggjort, forbliver på et symbolsk eller retorisk niveau. Indtil videre er det kun fem lande, der har taget konkrete skridt: Irland i juni 2025 [2], Slovenien [3], Tyrkiet [4], Belgien [5] og senest Spanien [6].

Selvfølgelig vil den anerkendelse af staten Palæstina, som flere lande (herunder Frankrig) har annonceret i forbindelse med FN’s Generalforsamling i New York fra 9. til 23. september, spille en afgørende rolle, som den israelske reaktion over for vores land illustrerer på negativ vis. I dag anerkender 148 af FN’s 193 medlemsstater Palæstina, heraf 9 i 2024. På trods af dette blokeres FN’s beslutninger til fordel for Palæstina systematisk af USA, som er en magt, der er engageret i politisk, økonomisk og logistisk støtte til folkemordet.

Men i en situation, hvor det haster med at redde to millioner menneskers liv, vil selv det ikke være nok, da det er åbenbart, at kun tvangsmæssige foranstaltninger nu kan have en effekt. Derfor må FN ty til resolution 377 (V), kendt under navnet Uniting for Peace (Forening for fred) [7].

Denne mekanisme fastsætter, at hvis Sikkerhedsrådet befinder sig i en fastlåst situation, overføres beføjelsen til at handle til Generalforsamlingen. Efter et møde i Sikkerhedsrådet og det næsten uundgåelige veto fra USA forelægges spørgsmålet derefter for FN’s Generalforsamling. Denne kan derefter med to tredjedeles flertal og uden vetoret (i dette tilfælde fra USA) godkende udsendelsen af en beskyttelsesstyrke som svar på en presserende anmodning fra Staten Palæstina. Den kan anbefale, at leverancer af våben, økonomisk støtte og handel med staten Israel indstilles, hvorved dens regering officielt bliver udstødt af det internationale samfund.

Denne beskyttelsesstyrke kunne derefter, på opfordring fra Palæstina, trænge ind i Gaza for at yde befolkningen den nødhjælp, den har brug for. Hvis Israel angriber FN’s beskyttelsesstyrke, vil denne have ret til at forsvare sig selv og indbyggerne i Gaza. Det er legitimt at spørge sig selv, hvordan USA ville reagere, og om USA ville gå så langt som til en konfrontation i sin støtte til Netanyahus kriminelle regime, men gennemførelsen af resolutionen »Union for fredsbevarelse«, støttet af en international mobilisering, vil gøre det muligt at vende situationen på stedet. I betragtning af at de lande, der nu udgør verdens flertal, har forpligtet sig til at skabe en mere retfærdig og retsrespektfuld international orden [8], er situationen ændret på verdensplan.

På den anden side skal FN’s Generalforsamling, i lighed med den foranstaltning, der blev truffet mod Sydafrika under apartheid, straks suspendere Israels deltagelse i sine arbejder, så længe folkemordet i Gaza og den ulovlige koloniseringspolitik i de besatte områder fortsætter.

Det internationale samfund har i vid udstrækning givet udtryk for sin afsky over den sadisme, som staten Israel udviser uden skrupler, samt sin urokkelige modstand mod det igangværende folkemord. De nationale og internationale institutioner må endelig komme ud af deres afventende holdning og gøre brug af de redskaber, de har til rådighed, for at genoprette en retsorden, retfærdighed og sikkerhed for alle i verden.

Schiller-instituttet fordømmer uophørligt folkemordet i Gaza og koloniseringspolitikken på Vestbredden, men fastholder samtidig, at der aldrig kan finde en fredelig løsning på den tragedie, som Palæstina gennemlever, hvis den ikke ledsages af et fælles økonomisk udviklingsprojekt mellem israelere og palæstinensere, som også involverer alle andre lande i regionen. Der er imidlertid intet, der er mere afgørende for Mellemøsten end vand.

Allerede i 1975 rejste Lyndon LaRouche dette vigtige spørgsmål ved at foreslå »Oasis-planen«, der skulle imødekomme landene i regionens behov og samle deres vitale interesser i et projekt, der ville være til gavn for alle. »Oasis-planen« er grundpillen i Schiller-instituttets forslag til Mellemøsten. Ethvert perspektiv på en potentiel fredsaftale vil, hvis det forbliver rent politisk, kun være et sandslot.

Billede: Schiller Instituttet i Frankrig.