Helga Zepp-LaRouche i Pakistan TV-program World This Morning Show, 7. oktober

Vært: Vi går nu videre til et mere alvorligt emne vedrørende den igangværende humanitære krise i Gaza. En 20-punkts fredsaftale er under forhandling, og alle øjne er rettet mod Kairo, hvor mæglere fra USA, Qatar og Egypten signalerer et muligt gennembrud mellem Israel og Hamas. Kan disse forhandlinger føre til en våbenhvile?
For at tale mere om dette emne har vi i dag en meget informativ gæst: Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og præsident for Schiller Instituttet. Mange tak, fordi du er med os i dag.

Lad os gå videre til vores første spørgsmål: Delegationer fra Israel og Hamas samt USA, sammen med mæglere fra Qatar og Egypten, holder møder. Vi ser globale protester og vrede over Gaza-spørgsmålet, og det diplomatiske pres for en våbenhvile fortsætter og øges. Tror du, at dette vil ende med en våbenhvile, der stopper folkemordet og endelig bringer det til ophør?

Helga Zepp-LaRouche: Ja, det håber jeg bestemt, og jeg tror, at mange lande og mennesker rundt om i verden håber det samme. Det, der er sket de sidste to år, ligger så langt ud over, hvad man kan forestille sig, at det palæstinensiske folk har måttet udholde. Jeg kan kun håbe, at præsident Trumps plan vil lykkes. Der er naturligvis stor bekymring, men der står også meget på spil for Israel. Hvis jeg var israelsk statsborger, ville jeg være bekymret for at have en fremtid—en fremtid, der ikke konstant trues af angreb og vedvarende terrorisme. Israel kan ikke ønske sig en sådan situation, for hvis dette mislykkes, vil stemningen blandt de arabiske og islamiske befolkninger i nabolandene forværres betydeligt. Israel må være bekymret for sin egen fremtid. Man kan ikke have naboer, der hader én så meget, at de truer ens eksistens.

Jeg håber virkelig, at den voksende fredsbevægelse i Israel vil få indflydelse—der har været mange mennesker på gaden, som kræver en afslutning på krigen, ikke kun frigivelse af gidslerne, men i stigende grad en afslutning på denne grusomhed. Jeg ved, at situationen i regeringen er meget vanskelig, men jeg kan kun håbe, at den fornuftige del af Israel sejrer.

Vært: Præcis. Når du nævner aktivisterne fra flåden, er der noget, jeg gerne vil have dig til at kommentere. Alle de 171 tilbageholdte aktivister er nu blevet deporteret. Aktivisterne har fortalt om forfærdelige og barske forhold, de blev holdt under. Hvordan ser du på denne tilgang—særligt som en person, der fortaler for fred og dialog gennem Schiller Instituttet?

Zepp-LaRouche: Det er desværre ikke nogen overraskelse. Hvis man har en hær, der er trænet til ikke at betragte visse mennesker—på grund af deres etnicitet—som fuldgyldige mennesker, så dehumaniserer det hæren. Jeg tror, at deltagerne i Freedom Flotilla måtte lide under netop den holdning.

Vært: Tak for at fremhæve det. I forlængelse heraf har Egyptens præsident understreget, at ægte fred i Mellemøsten kun kan opnås, hvis den palæstinensiske stat anerkendes som en uafhængig stat, og at vi må bevæge os mod en våbenhvile. Men i betragtning af det globale klima og den geopolitiske situation—tror du, at en våbenhvile kan opnås?

Zepp-LaRouche: Det bliver meget vanskeligt, hvis diskussionen forbliver på det nuværende niveau, for der er stærke kræfter—herunder premierminister Netanyahu selv—som praktisk talt har udelukket en palæstinensisk stat. Og der er endnu mere radikale elementer end ham. Vi har derfor brug for en yderligere tilgang—og det hurtigt. Schiller Instituttet har fremmet noget, vi kalder Oase-planen. Det er et økonomisk udviklingsprogram, ikke kun til genopbygning af Gazastriben, men til at udvikle hele regionen ved at skabe store mængder ferskvand gennem et kanalsystem: en kanal mellem Det Døde Hav og Det Røde Hav, en anden forbindelse herfra og forgreninger, så man i sidste ende skaber kunstige nye floder; desuden afsaltning af store mængder havvand og grøngøring af ørkener.

Min vision er, at man om få år har hele regionen fra Indien til Middelhavet—fra Kaukasus til Golfstaterne—gjort grøn. Lige nu er store områder ørken. Jeg fløj engang fra Khartoum til Amman, og i tre en halv time så man kun brunt, brunt, gult, brunt—ingen oaser. Hvis man vil ændre dynamikken, behøver man en fremtidsvision, hvor især de unge får en grund til at blive forskere og ingeniører, stifte familie og have visheden om, at dette rædselsscenarie, som har varet langt længere end to år, til sidst stopper—og at der kan bygges en fremtid for alle landene i regionen.

Jeg mener, det er muligt, for Kina har netop meddelt, at de har afsluttet det største vandforvaltningsprojekt i historien. Vi havde en konference i Schiller Instituttet, hvor professor Zhang Weiwei sagde, at Kina har kapaciteten til at hjælpe med at gennemføre Oase-planen.

Hvis alle nabolande—med USA, Rusland, Kina, Indien og andre—ville sige, at tiden er inde til virkelig at udvikle regionen og skabe en fredelig fremtid for alle, så er det efter min opfattelse den eneste måde at ændre dynamikken på. Derfor bør vi gøre alt for at få Oase-planen på bordet nu.

Vært: Præcis. Samtidig ser vi, at det internationale pres øges, og at der har været mange gengældelsesaktioner. Forestil dig 250.000 demonstranter i Amsterdam; i Tyrkiet marcherede folk med bannere som “Sult er et krigsvåben” og “Gaza er den største kirkegård for børn.” Israels krigsforbrydelser har skabt ufattelige levevilkår. Tror du, at de globale protester vil fortsætte med at påvirke stormagterne til at handle hensigtsmæssigt i retning af en våbenhvile?

Zepp-LaRouche: Ja, det tror jeg bestemt. I Italien var der for eksempel over en million mennesker på gaden, og man indkaldte til generalstrejke, hvilket i praksis lukkede store dele af økonomien. Vi er vidne til et jordskælv, der antager mange former. Det er en prøve på menneskehedens moral: Hvis vi som art ikke kan stoppe så forfærdelige grusomheder, mister vi evnen til at overleve som art. Det begynder folk at fornemme helt grundlæggende. Jeg er overbevist om, at verdenssamfundet er blevet politiseret på en måde, vi ikke har set før i vores livstid.

Vært: Desværre ser vi også, at de ultranationalistiske, zionistiske partier i Israel ønsker at fortsætte krigen. De ledes af finansministeren og ministeren for national sikkerhed, som har advaret om, at hvis regeringen ikke opnår “total sejr” i Gaza, vil de vælte regeringen. Er der en chance for, at premierminister Netanyahu vil afspore fredsaftalerne, når gidslerne er udvekslet, og genoptage krigen?

Zepp-LaRouche: Der var mindst to ministre, der truede med at træde tilbage; oppositionslederen vil muligvis tilslutte sig regeringen. Jeg ved ikke præcis, hvad der vil ske internt i Israel. Men svaret er det, jeg sagde fra begyndelsen: Israel må tænke på sin langsigtede overlevelse i et miljø, hvor man ikke kan leve med forventningen om, at USA altid bakker én op, samtidig med at alle naboer er fjendtlige. I USA er der også forandringer; stemningen i befolkningen skifter hurtigt. Mange, der tidligere var hardcore zionister—kristne fundamentalister, som fuldt ud støttede Israel—ændrer holdning. Det påvirker naturligvis, hvordan Trump må manøvrere. Israel ville klare sig langt bedre ved at bevæge sig i retning af Oase-planen. Trumps plan rummer elementer af det—jeg synes ikke, den går langt nok—men faren er, at man fortsætter krigen. Der er dog mange tænkende mennesker, som forstår, at dette ikke er en kamp, der afgøres på en dag; man må tænke på, hvordan fremtiden ser ud på lang sigt, og man kan ikke risikere Israels eksistens ved at skabe en sådan rædsel, at helvede bryder løs.

Og til et andet spørgsmål: Ville Israel være i stand til at føre endnu en krig mod Iran? Det tror jeg ikke. Der er sket en enorm forandring siden angrebene mod Iran i juni. Mange flere støtter nu Iran—bl.a. Rusland og Kina. Situationen er meget kompleks, og man kan ikke fortsætte en konfrontationspolitik, der i sidste ende sætter ens egen eksistens på spil.

Vært: Mange tak, fru Zepp-LaRouche, fordi De var med os. Vi har talt med grundlæggeren og præsidenten for Schiller Instituttet i Tyskland om våbenhvileforhandlingerne.