Titelbillede: Dr. Liu Chunrong og Helga Zepp-LaRouche

Schiller Instituttets seminar fandt sted på Copenhagen Business Confucius Institute under Copenhagen Business School.

The Schiller Institute seminar was held at the Copenhagen Business Confucius Institute, Copenhagen Business School.

Hr. Li Xiaoguang, kinesisk meddirektør for Copenhagen Business Confucius Institute, holdt en velkomsttale.

Mr. Li Xiaoguang,  the Chinese co-director of the Copenhagen Business Confucius Institute, welcomed the participants to the Institute.

H.E. Ambassador Liu Biwei (right)

HE hr. Liu Biwei, Den kinesiske Folkerepubliks ambassadør til Kongeriget Danmark holdt åbningstalen.

His Excellency Mr. Liu Biwei, Ambassador of the People’s Republic of  China to the Kingdom of Denmark delivered opening greetings to the seminar.

Helga Zepp-LaRouche, stifter og formand for det Internationale Schiller Institut, holdt en tale om ‘Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, med introduktion v/Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Helga Zepp-LaRouche, founder and president of the international Schiller Institute spoke about The New Silk Road becomes The World Land-bridge. Introduced by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark:

Video af Zepp-LaRouches tale, med dia-billeder; en dansk oversættelse følger lige under videoen.

(Video of Zepp-LaRouches speach, with the slides included. An english transcript can be found further down the page)

Download (PDF, Unknown)

Audio:

Hr. Liu Chunrong, PhD., associeret professor, School of International Public Affairs, Fundan Universitetet; eksekutiv vicedirektør for Fundan-European Centre for China Studies, Københavns Universitet, præsenterede Kinas “En Bælte, En Vej” politik.

Dr. Liu Chunrong, PhD, Associate Professor, School of International Relations and Public Affairs, Fudan University, and Executive Vice Director Fudan-European Centre for China Studies, NIAS,  University of Copenhagen, presented China’s One Belt, One Road policy.

Video:

Audio:

Discussion period:

Video:

Audio:

(See English report below.)

Stor succes for Københavner-seminar om Kinas politik for »Et Bælte, En Vej«

København, 27. april 2015 – Omkring 80 mennesker deltog i dag i et seminar, som blev holdt på Copenhagen Business Confucius Institute under Copenhagen Business School.

Følgende personer var talere på seminaret:

Velkomsttale: Hr. Li Xiaoguang, kinesisk meddirektør for Copenhagen Business Confucius Institute.

HE hr. Liu Biwei, Den kinesiske Folkerepubliks ambassadør til Kongeriget Danmark – åbningstale.

Fr. Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og international præsident for Schiller Instituttet og en betydningsfuld medforfatter af »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«; mangeårig leder i LaRouche-bevægelsen og gift med den amerikanske statsmand, økonom og filosof Lyndon LaRouche; forkvinde for det tyske politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), BüSo. Introduktion v/Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Hr. Liu Chunrong, PhD., associeret professor, School of International Public Affairs, Fundan Universitetet; eksekutiv vicedirektør for Fundan-European Centre for China Studies, Københavns Universitet.

De ca. 80 deltagere inkluderede fem ambassadører samt diplomater fra seks andre ambassader, mange medlemmer og kontakter af Schiller Instituttet, og andre interesserede som har specielle tilknutning til Kina.

Denne konference er den tredje i rækken af ’Manhattan-projekt’-konferencer i København siden januar, som Schiller Instituttet har arrangeret. En mere udførlig rapport vil følge, inkl. links til video- og audiooptagelser.

English:

Very Successful Copenhagen Seminar on “China’s ‘One Belt,
One Road’ Policy”

The Schiller Institute in Denmark held a very successful seminar about China’s “One Belt, One Road” policy, at the Copenhagen Business Confucius Institute, attended by approximately 80 people. Video and audio recordings can be found at:  http://schillerinstitut.dk/si/?p=6387

Li Xiaoguang, the Chinese co-director of the Copenhagen Business Confucius Institute, welcomed the speakers and attendees.

The seminar participants had the honor to have opening remarks by His Excellency Mr. Liu Biwei, Ambassador of the People’s Republic of China to the Kingdom of Denmark.

The next speaker was Helga Zepp-LaRouche, founder and president of The Schiller Institute, and a major author of the EIR Report “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” She was introduced by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark. Mrs. Zepp-LaRouche presented the world land-bridge policy and the new BRICS paradigm, as the alternative to the danger of economic and financial collapse, and nuclear war. One area of special emphasis was the growing crisis of fresh water scarcity, counterposing the lack of action in the U.S., with the great infrastructure project approach in China.

The Chinese point of view of the “One Belt, One Road” policy was presented by Dr. Liu Chunrong, PhD, Associate Professor, School of International Relations and Public Affairs, Fudan University, and Executive Vice Director Fudan-European Centre for China Studies, NIAS, University of Copenhagen.

Among the audience were: five ambassadors, plus diplomats from another six other embassies; people who have a special connection to China representing a Danish think tank, academia and businesses; plus many Schiller Institute members and contacts.

This seminar was the third in a series of Manhattan project-style Schiller Institute conferences held in Copenhagen since January.

English transcript of Helga Zepp-LaRouche’s speech, and Tom Gillesberg’s introduction:

HELGA ZEPP-LAROUCHE ADDRESSES “CHINA’S ‘ONE BELT, ONE ROAD’
POLICY’ SEMINAR IN COPENHAGEN, April 27, 2015

Here is the transcript of Helga Zepp-LaRouche’s address to the
Schiller Institute seminar in Copenhagen, which was held
Copenhagen Business Confucius Institute, Copenhagen Business
School. Click her for the audio and video from Helga Zepp-LaRouche’s speech and the other speeches from the seminar.

TOM GILLESBERG: I have the great honor of introducing Helga
Zepp-LaRouche, who has come here from a rather busy schedule both
in Germany and the United States, but also the whole world she’s
intervening to. Just as a short introduction, Mrs. Zepp-LaRouche
has been since 1977 the wife and very close collaborator of
Lyndon LaRouche in the United States, the economist, philosopher,
statesman who is giving leadership in the U.S., for the U.S. to
return to the intentions of its founders, to be a promoter of
sovereign nations that can collaborate on an equal footing to
secure the benefits for all nations and peoples.
And Helga has a very, I think, close connection to China.
As a young journalist she traveled to China in 1971, in the
height of the Cultural Revolution as one of the first Western
journalists and actually saw on the spot what was going on. She
then became politically active with the LaRouche movement and
embarked on a life-long battle for a new just world economic
order, for the possibilities of development for all nations and
peoples.
She then founded, among many other things, the Schiller
Institute, in 1984. She is presently the chairwoman of the
German political party, the BüSo — the Bürgerrechtsbewegung
Solidarität, or Civil Rights Soliarity Movement. She was vry
active after the Fall of the Berlin Wall and one of the authors
of the Schiller Institute program for the development of the
world after the Iron Curtain had fallen of the program the
Paris-Berlin-Vienna Productive Triangle, a Locomotive for the
World Economy. And when that did not materialize, she was very
active in extending that program to the program for the Eurasian
Land-Bridge, going from China and Asia to Europe and having a
development of the whole region. And as part of that, she then
became a visitor many times to China to speak on the need for a
New Silk Road and actually earned her nickname in China as the
“Silk Road Lady,” for her efforts to have China embark on this
policy.
And since then, she has been also the driving force in
holding many scores of conferences in Europe and the United
States on the need for creating a paradigm shift, to get the
Western world out of its long-term economic, strategic, and
cultural crisis. And, over the last couple of years, she has
been one of the architects of this report, “The New Silk Road
Becomes the World Land-Bridge.” She has also been leading the
campaign to stop the present geopolitical games that threaten to
detonate thermonuclear war and instead get the United States and
Europe to accept the offer of the BRICS countries to join forces
in an inclusive world order, where all nations of the world, on
an equal footing, collaborate to secure the peace and development
of all nations.
So I think it’s very appropriate that you are here to
directly lay what’s going on, so please, welcome. [applause]

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Thank you, Tom, for these kind words of
introduction.
Well I have a certain dilemma, because I want to present to
you the potential, which lies in this program, and given the fact
that the Western media have reported very little about it, I have
a dilemma, that I need to tell you, that this is {the} most
important political initiative on the planet right now. The
dilemma comes from the fact that, by introducing this idea, have
to tell you immediately why this is the case, and that is the
reality, that the world is much more close to a new global war,
than most people have an inkling of. And this New Silk Road
initiative, which comes from China, but which in the meantime has
been joined by many countries, is the only available
war-avoidance policy.
Now there was just on the April 18- 19 in Moscow the Fourth
Moscow International Security Conference, and the main subject of
this conference was the danger of nuclear war. And this is a
reaction to the fact that NATO has been expanding eastward, up to
the borders of Russia. You have a whole bunch of strategic
doctrines which Russia regards as a threat to their security
interests, and naturally you have the horrendous situation in
Ukraine, which contrary to what the Western media have been
reporting on — or not reporting actually — is it’s really
something which the West must make up. I just participated in the
last two days, or Friday and Saturday in a conference in
Baden-Baden in Germany, the German-Russian Cultural Days. It’s an
annual conference, and there was a large gathering of German
industrialists and Russian speakers and Russian people. And we
had the fortune to have a videoconference connected to this
conference, which brought in a live program from the former Prime
Minister of Ukraine, Mr. [Mykola] Azarov. And he gave an
absolutely hair-raising report about the conditions in Ukraine,
the fact that the country is being torn apart. Political leaders
are either forced to go into exile or are threatened to be
assassinated; journalists are being killed openly in the street;
trenches are being built; and, as you know, American soldiers are
now training the National Guard, which has a lot of Nazi
components in it. And for the Russians this is extremely severe,
because we are shortly before the 70th anniversary of the end of
Nazism and the end of the Second World War, and the mood of the
people were really horrified to see this endorsement of Nazis 70
years after the Second World War.
Now, I don’t want to go into this in depth, we can do that
in the discussion if people have questions about it, but I think
this crisis, in Ukraine in particular, I could also point to the
Middle East, which is in a similar horrible condition, makes
very, very clear, that if we as humanity cannot move away from
geopolitics — geopolitics was the reason for two world wars in
the 20th century, and right now the continuation of geopolitics
is threatening a new global war. I just want to mention an
article in {New York Times} from 19th April, where two generals,
Gen. James Cartwright, who is former head of the U.S. Strategic
Command, and Gen. Vladimir Dvorkin, who is the chief of
intelligence of the Russian Strategic Nuclear Forces, they penned
together an article, In which they said that the world has never
been so close to the danger of nuclear war globally, and
therefore extinction, as right now. And the reason is obviously
that even the normal code of behavior among nations, which
existed in the Cold War, that you had a red telephone between
Kennedy and Khrushchev, this no longer exists; and you have the
two nuclear forces, from NATO and the West and Russia, all the
time on launch on warning. And launch on warning means there are
only a few minutes time, if one side perceives a launch, either
by intention or by accident, they have a few minutes, actually
it’s estimated three minutes’ time, to respond or be eliminated.
So that shows you how extremely close we are to the danger
of a global extinction of civilization. Because if this would
happen, we would not exist as humanity. And I’m saying it with
that gravity, to say that this calls all the more urgently, for a
different approach. And the different approach must be to move
away from geopolitics and move in the direction of the common
aims of mankind.
And it just happens to be, that the policies which are
proposed by President Xi Jinping, which he calls a “win-win”
policy, is exactly that. It’s the idea, that with the New Silk
Road, you have a policy where every country which participates in
it, will have a benefit for it. The New Silk Road, Maritime Silk
Road policy by China is {not} a new imperial policy replacing the
Anglo-American imperial policy, but it is a completely new model
of the nations among nations, where the enormous example of the
Chinese economic miracle, which China was able to develop in the
last 30 years — you know, where China in {30 years}, developed
as much as most industrial nations needed 100 or 200 years to
develop — and China is now offering to export that model and
have other countries benefit in a similar way from that kind of
economic miracle, which China did.
Can you move to the first slide?
So the world has changed since July last year, the summit of
the BRICS countries in Fortaleza in Brazil. And this is a
picture which was made at this occasion, showing the leaders of
Russia, India, Brazil, China and South Africa. And they basically
concluded a new strategic alliance — economic alliance, which
Prime Minister Modi characterized in the following way: He said,
“This is the first alliance of nations, which are not defined by
their current capacity, but by their future potential of
development.” And at another occasion, Modi said that the biggest
potential of India is, that 60% of its people are below 30 years
of age, and therefore, if they are well-educated and developed,
they can come to the help of other nations, which has demographic
problems, like Germany, for example.
What these countries did, is they concluded an enormous
amount of economic treaties, of economic cooperation, including
peaceful development of inherently safe nuclear energy, the
development of fusion energy, joint space projects, space travel,
and numerous other high-tech cooperation areas.
Then, the next day, they met with the leaders of South
America, the organizations of CELAC [Community of Latin American
and Caribbean States] and Unasur [Union of South American
Nations]. Then a little bit later they also had meetings with
countries of ASEAN [Association of Southeast Asian Nations] and
actually you have now a completely parallel system of economics,
which is really going to be the infrastructure development of the
world.
Now this here is an official picture of the New Silk Road
and the Maritime Silk Road, which shows you the old Silk Road
from Xi’an, actually it goes even farther to the west,
Lianyungang, where the end of that Silk Road is on the China Sea,
all the way through Urumqi, then Central Asia into Europe; and
then Maritime Silk Road is actually connecting even Africa and
much of the Pacific also into Europe. And this is modelled on the
famous Maritime Silk Road of the 15th century, which connected
the nations of the world already at that time.
Now, I want to very quickly say that this made us very
happy, when Xi Jinping announced the New Silk Road in Kazakhstan
in 2013, we jumped that high — you know, in the Schiller
Institute — because we had promoted this idea. This was our
proposal when the Berlin Wall came down, in ’89, and the wall no
longer was there. So we said let’s connect Paris with Berlin and
Vienna, which is a triangular area of the size of Japan, and has
the highest concentration of industrial capacity in the world;
and let’s make corridors to Warsaw, to Kiev, to the Balkans. And
it would have been a perfect way to intervene.
Unfortunately at that time, despite the fact there was a
very good resonance, you had Bush Sr., you had Margaret
Thatcher, and they had completely different ideas: They wanted to
reduce Russia from a superpower to at Third World, raw
materials-exporting country, and therefore they introduced the
shock-therapy, instead, which dismantled the Russian industrial
potential between ’91-’94, to only 30% left.
But then, when in ’91, the Soviet Union collapsed, we
connected this triangle, Paris-Berlin-Vienna, and we said: OK,
now the Iron Curtain is gone, now we can have development
corridors connecting the population and industrial centers of
Europe with those of Asia, through corridors. And then we looked
at the best geographical conditions. I should say, we were
inspired very much by the railway program of Sun Yat-sen, the
founder of modern China, who had developed a whole network of
Chinese railways, and that went into this program. So, at that
time we said let’s look at the best geographical preconditions,
and we found, not so accidentally, that the old Trans-Siberian
Railroad and the old Silk Road, the ancient Silk Road, had the
best geographical conditions to build such infrastructure.
So at that point the shock therapy started to destroy
Russia’s economy, but we kept holding seminars — we had hundreds
of seminars, in Europe, in United States, and then, eventually,
in Warsaw, in Budapest, in Moscow. And in ’96 even in Beijing,
where the Chinese government had responded to our proposal to all
the governments, to hold a big conference promoting the regions
along the Silk Road. And I was there as a speaker, but then came
the Asia Crisis in ’97, and China, at that conference said, that
this will be the long-term strategy for China until 2010. But
then the Asia crisis brought chaos and then the Russian GKO
crisis [in ’98].
So in the mean time we kept working on this initial proposal
which grew. And the latest of this, is this report: It’s a
370-page study which is really the idea of connecting the world
through infrastructure corridors.
Now, here you see some of these projects, which are already
being built, by the BRICS, by some of the other countries — for
example China is now building a transcontinental railroad from
Brazil to Peru, this is letter A [on the map]. This has already
started — you know, Latin America does not have an
infrastructure network! It is still in the colonial condition,
where you have little railroads from the iron ore mountain to the
coast, but if you want to travel from Peru to Brazil, you have to
go via Miami. So this is the idea, to develop a continental
railroad system.
Then number 1 there is the canal built in Nicaragua, it will
be the second Panama Canal, which obviously is an extremely
important project, which will mean that Nicaragua has a very good
chance to become an industrial country, with improving living
standards of its population. Naturally the Greenies are going
crazy and they say there are two fishermen who have to be
resettled. But, first of all, these people will be compensated,
and secondly without infrastructure, there is {no} industrial
development; without infrastructure there is not even
agriculture, because without infrastructure you cannot transport
and process food.
So then, naturally you have the Bering Strait, this number
2. This has been recently announced by Vladimir Yakunin, who is
the head of Russian Railways. And he proposed (I don’t think I
have that slide), a fast train connection from London all the way
through the Bering Strait to New York. A couple of years ago, Mr.
LaRouche and I participated in a conference in Moscow where the
fathers of the Bering Strait Project were present. These were all
older men over 80, and they said: “Oh, in 20 years, we can go
with a maglev train from Acapulco through the Bering Strait to
Mumbai, and this will be much faster than you can go by ship
today,” and they had a very pioneering spirit.
So this is very important because this connection not only
would connect the transport lines of North America with those of
Eurasia, but it would be absolutely crucial to open up the Arctic
Region. In the Far East of Russia you have all the raw materials
which are in the periodic table of Mendeleyev, and they represent
for the next 100 years a very important raw-material potential
which will be important not only for Russia, but for Europe, for
the United States, for China, for Japan, for Korea. So this will
be the way to develop it, because these raw-material are in
permafrost conditions, and you have to build, you have to build
cities, which have a dome, because people have to live — you
cannot live in permanfrost conditions like that, you have to have
a special way of developing it.
Now, I could go into many other projects — the Seikan
tunnel between the Japanese islands does already exist, it
connects the two important islands in Japan. Then the Bohai
Tunnel will connect two Chinese cities and shorten the transport.
The brown line there, this is the actual Silk Road [Silk Road
Economic Belt], which is now being promoted by China; this larger
gray line is the [21st-Century] Maritime Silk Road; but as you
can see, it stretches all the way to Europe and into Africa.
Prime Minister Li Keqiang was several times last year in Africa,
and he proposed to connect all African capitals through a fast
train system. And I know from many Africans, leaders and leading
politicians, they are very happy about that, because Africa right
now urgently needs development. And I think, if you look at the
horrendous refugee crisis, the people drowning by the thousands
in the Mediterranean, it makes it {so} clear that to bring
development to Africa is the only way how you can overcome this
unbelievable tragedy. And if Europe would have a right mind, they
would join! You know, rather than sending the Triton boats to
chase the refugees back, which is a complete moral bankruptcy of
Europe.
Now this is very interesting, because the big question
always comes, “who should finance all of this?” As you know,
already at the Brazil Fortaleza summit, the BRICS countries
agreed, together with some of the other countries, to create new
financial institutions: the New Development Bank of the BRICS,
the AIIB [Asian Infrastructure Investment Bank] was already
founded in last October, but also a whole set of other banks.
And it came from the idea, that when the Asia crisis happened in
’97, in which speculators like George Soros speculated against
the currencies of countries like Korea, Philippines, Thailand, in
one week up to 60-80% downward, and these countries had no
defense; so they concluded, “OK, we have to protect ourselves,”
so they created the Contingency Reserve Arrangement [CRA], which
is a pool of currencies of a $100 billion, which will defend all
of the participating countries against speculative attacks.
Now, the AIIB, the New Development Bank, the New Silk Road
Fund, the Maritime Silk Road Fund, the bank of the Shanghai
Cooperation Organization [SCO Development Bank], and the SAARC
[South Asian Association for Regional Cooperation] Development
Fund, are all new banks which follow a completely different
principle than Wall Street and the City of London, or Frankfurt,
for that matter. They say, we do not participate in speculation,
but we will use these funds only for investment in the real
economy, into these projects. And this is urgently needed,
because as you know, despite all of the quantitative easing of
the Federal Reserve, and now [ECB President] Mr. Draghi, who are
printing money as if there would be no tomorrow, the money does
not arrive at the industries! Because the banks, the speculators
prefer to keep the casino going, and this is actually reaching a
point where at the IMF annual spring meeting which just took
place in Washington, the IMF itself put out a report saying that
we are facing a collapse {bigger} than 2008 with the collapse of
Lehman Brothers. And several economists from J.P. Morgan and
other banks warned that you could have a simultaneous stock and
bond crisis, causing a meltdown of the system; or, if the Federal
Reserve would increase the interest rate only by a tiny, tiny
amount it could blow up the whole derivatives bubble of $2
trillion. And if the Troika and the ECB are pushing Greece out
of the Eurozone, that could also trigger a collapse, because it
would not so much hurt Greece, but it would blow up the European
banks.
So therefore, the existence of these banks are de facto a
lifeboat in the face of the immediate danger of a collapse.
Now, as you probably have noticed, when the question came,
who would be a founding member of the Asian Infrastructure
Investment Bank, which was already constituted last October, but
the date until which countries could join as founding members was
end of March [2015]. And the United States put a lot of pressure
on the allies, not to join; they didn’t want Korea to join;
naturally, they didn’t want Europe to join, and they put maximum
pressure on Asian countries not to join. But then, it just so
happened, that the best ally of the United States, Great Britain,
was the first European country to join, and that caused a kind of
a dam break, and then Germany, France, Italy, Switzerland,
Austria, and all the Scandinavian countries joined. And the
actual founding members included 57 countries. And they
basically participate in different degrees in this new bank,
which obviously people realize that what China is offering with
the economic cooperation in these projects, is much, much more
attractive than to participate in more speculative bubbles which
eventually will pop. So, this was from the founding meeting in
October, already, but in the meantime, it become many more
states.
Now, this is also very interesting, because this is a
proposal which my husband made in 1975. It was called the
International Development Bank, and it was basically the same
idea as the AIIB, today, saying that the IMF and the World Bank
do not provide enough credit for Third World development. This
was a proposal he made in ’75, and it went into the final
resolution of the Non-Aligned Movement in 1976 in Colombo, Sri
Lanka, and it had the same idea as the AIIB.
The World Bank only spends per year $24 billion for
projects. But the actual requirement of the developing
countries, is about $8 trillion in the next years! So there is
no way the World Bank can manage that, and this bank, on the
other side, the AIIB, and the other banks will grow and will
become more productive.
Now, this is very important because what the AIIB and the
New Development Bank and this new economic system which is
emerging represent, is something completely different than
monetarism. Monetarism is the idea that you have to have maximum
profit, the real economy doesn’t count; as a matter of fact, you
all know, that if you have an industrial firm which lays of
10,000, the stock goes up! It doesn’t make any sense. In the
realm of monetarism, this is explained by the idea that the firm
becomes “more productive” because fewer workers work more, and
therefore the profit is greater; but from the standpoint of the
real economy this makes no sense at all.
And it is exactly that philosophy which has caused the
Troika to destroy Greece. What they managed to do is to reduce
the Greek economy by one-third, to increase the youth
unemployment to 65%, and people are extremely unhappy, not only
in Greece, but also in Italy, in Spain, Portugal and so forth.
What we propose, both the IDB and these new banks, is really
going back to a completely different model. It’s based on the
idea of this man, whom you all recognize, I’m sure — he is
Alexander Hamilton, the first Secretary of the Treasury of the
United States. And he created, actually, the United States, by
creating the National Bank and the credit system, because, what
he did, was after the War of Independence, the different states
in the United States were totally indebted. So he unified the
United States by taking over the debt obligations of these
states, and basically saying, it’s no longer your business, we’ll
take these debts as a Federal state, as a national state, and we
will transform that into a credit mechanism, only aimed at areal
production.
And that was really the actual founding of the United
States. And this idea of a credit system which is not
monetarism, but it is the idea that credit can only be given for
future production in the real economy, not for speculation, that
model was what made the United States a great industrial power.
Because, despite the fact that some following Presidents then
tried to dismantle it, the United States went back to it, again
and again. It was the policies of John Quincy Adams; it was the
policy of Abraham Lincoln with the greenbacks; it was the policy
of Franklin D. Roosevelt. This is how Roosevelt brought the
United States out of the Depression of the ’30s by building the
Reconstruction Finance Corp. which financed the New Deal, and
that’s how America got out of the Depression. And, also, it was
the basis for the German Kreditanstalt für Wiederaufbau, the
state bank, which help to finance the reconstruction and the
economic miracle of Germany in the postwar period — which was
modeled on the Reconstruction Finance Corp.
So this is therefore, not something new. It’s a tested
model, it has always been the basis when there was progress in
the real economy, as compared to the financial markets. I’m not
talking about the financial markets, I’m talking about real
production for the livelihood and the common good of the people.
So the first step there, we have called for — Tom
mentioned it — that we think it is an absolute matter, actually
of war and peace, if we succeed to get the European nations {and}
America to join with this “win-win,” all-inclusive,
non-geopolitical system. And, as I said, the financial system of
Wall Street and the City of London {is} about to blow up, bigger
than 2008, and the only way how that can be avoided from leading
to a chaotic collapse, is by going back to the Glass-Steagall
legislation which was introduced by Franklin D. Roosevelt in
1933, which was his answer to the collapse of ’29-’33 period.
And he separated the banks, by making the commercial banks
separate from the investment banks, so that the investment bank
could not have access to assets of the commercial banks.
And this exist from 1933 until 1999 in the United States,
and in Europe you had practically the same thing, because you had
a very regulated banking sector. But the Wall Street forces did
not like it, because naturally it reduced their profit, so they
worked very hard to eliminate it, which they were able to do in
1999, and the whole super-expansion of the speculative area only
occurred after this law was eliminated. And the good news, is
that there is a right now a Presidential candidate in the United
States, who has said that his first act if he would move into the
White House, would be to reintroduce this Glass-Steagall law: And
that is the former Maryland Gov. Martin O’Malley, about whom many
papers are writing that he has a very good chance to take the
Democratic nomination, because many people think Hillary Clinton
has made too many compromises with bad policies, when she was
Secretary of State. But, O’Malley is not alone, but you have a
whole bunch of people around him, who say the United States must
go back to being a Republic; it must go back to putting the
common good above the interests of Wall Street. And that is
really the “to be or not to be” question of the whole world.
Now, if this reorganization would take place, then, the
United States could easily join with the BRICS countries in such
efforts as the AIIB and other such things. And, as you know, the
Greek government has also demanded that there is no way how they
can pay their debt, because as you know, of all the rescue
packages which went to Greece, only 3% of that money remained in
Greece, while all the rest really went to the European banks.
And therefore, to demand that Greece should pay back these debts,
it’s just impossible! And the Greek government has made the
point that they want to have a European Debt Conference, like
Germany in 1953, without which the German economic miracle would
never have taken place. So if this all happens, and that could
happen in the short term, Europe could easily participate in
that.
Now, I just want to say, the ancient Silk Road was not only
an exchange of silk, and porcelain, and paper, printing,
gunpowder, and many, many other goods, but much more important
than that, it was an exchange of ideas and technologies: Silk
making is more important than silk; how to print books is more
important than the book. So the ancient Silk Road was an
extremely important exchange of goods and culture, and ideas, and
understanding among people — and so will be the New Silk Road,
just with modern means.
Now, if you go back to the picture, this is why we have
said, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” where we
have the camels, sort of symbolizing the old Silk Road, and here
you see a maglev train, and here you see a rover on the Moon, to
give you an idea that the exchange of technologies and goods in
the modern world will be the most advanced technologies to the
benefit of all of mankind.
So going back to the problem here, is, obviously, if you
look at that map, you see, these are the deserts of the world: A
very broad desert band which goes from the Atlantic coast of
Africa, through the Sahara-Sahel zone, the Arab Peninsula, the
Middle East, all the way to China. And that desert is growing.
It’s expanding. And then you have the desert in the West of the
United States, which is right now ruined by a big drought in
California, in Texas, in all the states west of the Mississippi;
and naturally, Brazil has a drought.
In the United States this is very severe. Here you have a
global water scarcity map; here you have the water stress
indicator. In the United States, just to mention that, Governor
Brown of California has just announced that the water consumption
will be cut by 25% up to 36%! Now that is the death to
Californian agriculture; in the south of California, for example,
in the Central Valley, in this region, 40% of the entire
agriculture of the United States is produced, and this is now
being completely destroyed. Here you see, this is a former
reservoir, which is almost dried up. This is the snowpack: in
2013, it was relatively, a lot of snow, and last year, no snow,
so the drought is expanding, and obviously, to cut consumption
means you kill people. I mean, you cannot cut water — where
should these people go? There are already cities and towns where
people are — it’s not just not watering their lawn — it’s
taking public showers, of getting water rations, and then
eventually people have to move away, because if there is no water
there is no life. There were already herds being transformed, of
hundreds of thousands of head of cattle, and the idea to just
accept that, and as Governor Brown said, “California historically
has only a carrying potential of 400,000 people,” is ridiculous,
because there are presently 39 million people living in
California! And the idea to say there’s only room for 400,000 is
completely ahistorical about what is the role of human beings,
who differentiate themselves from animals by being able to
increase the living capability for more people by improving
productivity, by transforming the industry, the infrastructure,
and in that way, developing the planet.
So obviously, China has taken a completely different
approach. Here you see, China is actually the only country which
has taken a very big water diversification: There is on the one
side, the Three Gorges Dam, which is now producing, I think 22
gigawatts of electricity per year, and it has eliminated flooding
which killed many thousands of people in the past; and even more
important, is the water diversification project from the southern
area of the Yangtze River through a Northern Route into the
Yellow River and the desert area of China; and the Middle Route
to the region around Beijing.
So this is actually a model which is now being followed by
Narendra Modi for India, who just agreed to make gigantic water
projects to tame the water coming down from the Himalayas, and
also making canals out of 101 Indian rivers.
Now, what most people don’t consider is, that water is not a
natural resource like iron ore, or gold, or whatever: You can’t
use up, because water is organized in global cycles, where 90% of
the precipitation rains down over the ocean, only 10% rains down
over the land. And that water, the Sun causes evaporation, this
leads to cloud formation, and then the water rains down, and it
is human activity, which can make these cycles more efficient.
It’s not just, that it rains down over land and then flows back
into the ocean. You can use it in agriculture, you can use it in
industrial production, you can use it in other urban activities,
and it is actually the ability of man to make that more
efficient.
Here you see a very interesting comparison — you see here
the water diversion of the United States. Even though the water
diversion of China has started much more recently, it’s almost
double, which shows you the completely different philosophy.
This is a very important project, which is part of the
approach to fight the desert, and this is the Lake Chad Transaqua
project, which is the idea, that you could eliminate a lot of the
drought in the Sahel zone and around Lake Chad by bringing some
of the surplus water from the headwaters region of the Congo on
the one side, through rivers and canals into Lake Chad, which has
been reduced to less than 10% right now; and also through a
second canal along the Nile to increase the agricultural land in
Africa tremendously. And also now to bring real development to
these countries, without which you will have more people running
away from Boko Haram, which is now at Lake Chad and Nigeria. And
without a real development perspective, there is no way how you
can contain these projects.
Human beings are the only species, which can improve the
conditions of mankind again and again and again, and the last
10,000 years, or 20,000 years since the last Ice Age, just think,
what an enormous development mankind has made. We have increased
the population potential of the Earth from about 5 million at
most, to presently around 7 billion. This is due to the fact that
man, unlike animals, can make new discoveries, discovers the
universal principles of our physical universe, and think things,
which have never been thought before.
Therefore, the attack on the water crisis is not just a
question of using the aquifers, because the aquifers can — they
replenish, but this goes much too slowly. It’s not only
re-diverting the rivers, dams, but it’s especially influencing
the global cyclical process of water. There is a relationship
between what happens in our Solar System and the rain. Because
the Sun, which shines on the oceans, causes evaporation, but the
Sun is not the only solar impact on the weather; it’s also the
cosmic radiation, which comes from our galaxy, which leads to
cloud formation, ionization of moisture, and therefore to rain.
That is not just something where we have to wait passively until
it happens, but we can study, for example, what is happening in
our galaxy, which influences the weather, and then understand
better, how we can create more water.
Here, you see our Solar System in a 32 million year cycle,
moving along the Milky Way. The Milky Way is basically a flat
plateau, in which our Solar System is moving up and down in
cycles, and you have a complete change in the weather patterns,
which comes from the position of our Solar System in our galaxy.
I’m not saying, that we know everything about that yet. We
know, that there is a lot of connection between the Solar System,
the galaxy and the weather patterns on our Earth, and I can
assure you, that if you look at the long-term changes in our
weather patterns, then {these} things are a lot more important,
than whatever you use in your little car as CO2 production.
Because these are forces, which are of a completely different
magnitude, and naturally, the climate is changing, but galactic
processes are really what is the cause of it.
Anyway, the idea of using cosmic rays and ionization of
moisture is already successfully being done by Israel and by some
of the Gulf States; Russia is doing a lot of research on this,
and this is, what we have to do. The reason, why I’m saying this,
is, the Silk Road is not just building railways from Dunhuang to
Lisbon or wherever; it’s not just building roads, it’s not just
building canals. The modern Silk Road, the New Silk Road is,
exactly as the old Silk Road was, {an exchange of ideas, of
technology, for the common good of all.}
Obviously, today the big challenges are world poverty, are
the danger of war, are the danger of water scarcity, which could
become the reason for new wars. So the New Silk Road — and this
is what we understand with it, and I’m sure that our Chinese
friend will show his perspective — but that is the philosophy,
which we have taken as a basis in our approach, that the New Silk
Road is {a vision}, of how humanity can move away from
geopolitics and the stupid idea that we have to fight over scarce
resources, that we have to create wars because we don’t like
another system, that we have to eventually self-destruct, but
that we have to make the evolutionary jump to the idea of the
common aims of mankind and to define the next phase of evolution
in the interest of all.
If you look at this, the Deputy Prime Minister Dmitry
Rogozin of Russia just two days ago, pointed to the fact, that
the BRICS countries are all space travelling nations. China is
the leader in space travel. When China in December 2013 landed
the Yutu rover on the Moon, with was the idea, that in a few
missions later, I think it was in 2017, this Yutu — “Jade
Rabbit” — that they will bring back helium-3. Helium-3 is an
isotope, which is actually a fuel for fusion power. It’s much
more efficient than deuterium or tritium, because with this heavy
deuterium and tritium in the fusion process, you are still using
turbines, and you use turbines to create electricity in the old
way. But with helium-3 you can directly gain electricity from the
physical process of fusion power, and therefore, naturally, the
energy efficiency is much, much higher. And once we have fusion
power, for example, this will create for the first time energy
and raw materials security for the Earth. Energy security,
because on the Moon, you have several tons of helium-3, which
will be sufficient for many tens of thousands of years of energy
security on the Earth; and raw materials security, because with
the high heat of the plasma torch, you can take any waste,
including nuclear waste, including waste in your household, and
turn it back into isotopes, which you then can reconstruct and
make new raw materials.
So this is the vanguard of where mankind must go, and China
has made that its national pride. And China, contrary to Germany,
which is very stupid with respect to energy — you know, this
stupid exit from nuclear energy without having an alternative, is
completely crazy — but China has basically created a situation,
where they are in the right position to solve this problem, and
Rogozin, the Deputy Prime Minister of Russia, has said, that the
BRICS countries will cooperate in space to solve these problems.
So this is extremely important, because if mankind makes
that jump to not have war as a conflict resolution, which in a
time of nuclear energy, it should be obvious that we must move to
a different regime, that we must define the common aims of
mankind, that which is, — if you have seen these pictures with
astronauts and cosmonauts and taikonauts, they all report the
same: When they are in space and look at our little planet, this
blue planet, they realize that there are no borders. They also
realize that our planet is extremely small in a very big Solar
System, in an even bigger galaxy, and there are {billions} of
galaxies. So, there are dangers from space, like cosmic
radiation, like asteroids; there are all kinds of dangers, which
we don’t manage right now. But if we don’t want to have the same
fate as the dinosaurs, who became eliminated 65 million years
ago, because probably a meteorite hit the Earth and created so
much cloud cover, that all the vegetation stopped, and then the
dinosaurs, and 96% of all other species were eliminated; if we
as a creative species, {are} really the creative species, we
should put our efforts together and defend against common dangers
to our planet, common dangers to our civilization, and unite.
And there is no better image for that than space collaboration.
This whole question also has a philosophical dimension.
Because people think, China is just doing an imperial expansion,
they want to have their interests. Well, I have the deepest
conviction that what is working in China right now, especially
with President Xi Jinping, {is} the 2,500-year-old Confucian
tradition in China. And I go even so far to say the Chinese
people have Confucius in their genes. Confucius was a
philosopher, who reacted to a historical period in China, which
was characterized by war, by great unrest, by turmoil. And he
developed the Confucian philosophy, which is beautiful. I can
only advise you, in case you are not doing it, study Confucius.
Because Confucius has this idea that there must be harmony in the
world, on the planet. And that, for example, the best way to
have harmony is, there is one key notion, which is {li}, which is
the idea, that each person, each nation, should take its proper
place, and develop in the best possible way, and then you have
harmony. Because if everybody develops their creative potential
and their best maximum capacity, and takes the development of the
other as their own interest, and vice versa, then you have peace.
And that should also be based on the other notion of {ren}.
{Ren} basically means the same thing as love, or {agapë}, or the
Christian idea of charity.
And it happens to be that these ideas are also in the
European best tradition. There is a very important philosopher of
the 15th century, called Nicolaus of Cusa, who was the founder of
modern science, the founder of the modern nation-state, and he
was very important: He broke through the barrier from the Middle
Ages to modern times. Because he was actually the person, who
brought the Council of Florence into being by first finding
handwritings in Byzantium, which were then the basis for the
unification of the Orthodox Church with the Roman Church; but
when he brought the Orthodox delegation in 1453 to the Council of
Florence, he had a stroke of genius: He said, now, I am thinking
something, which no human being has ever thought before. He then
wrote his {De Docta Ignorantia}, and he developed this notion of
the coincidence of opposites, the {coincidentia oppositorum},
which was the idea, that the One has a higher quality than the
Many, and that the human mind is capable of synthesizing some
hypothesis, which gives you a deeper insight into the laws of the
universe, into Classical art — in other words, it’s the
creativity of the human mind, which is the driving force in the
development of the universe. And that’s for example, what the
Russian philosopher Vladimir Vernadsky called, that the
creativity of man is a geophysical force in the universe. Now,
what he did basically, is to say — he didn’t say it in this way,
but the effect of it was — that in order to move away from the
Middle Ages, from the Scholasticism, from the Neo-Peripatetics
and the Aristotelean ideas, you had to basically break with the
axioms of the Middle Ages thinking, and that you had to create
something basically completely new, a new method of thinking.
And I’m saying, that with the New Silk Road, we have to do
exactly that: We have to break away from money, greed,
monetarism, all of these things, which really are a decaying
culture. If you look at the European, American, Western culture,
it {is} a decaying culture. Just look at the youth culture. Look
at what our young people watch in terms of pop music, video
games, the violence, just the popular entertainment has become
really degenerate. And we have to break with that, and we have to
combine the New Silk Road economic model — which I did not go
into so much today, because I already spoke about it two months
ago here in Copenhagen — but we have to break with the whole
axiomatic of globalization and basically go for a New
Renaissance, a new cultural renaissance of thinking, which will
build on the best traditions of each country: on Confucianism,
on Vedic tradition of India, on Avicenna [Ibn Sina], and other
thinkers, Al-Farabi, Abu Al-Kindi in the Arab world; in Europe,
the great Classical music tradition, the Italian Renaissance, the
German Classical music. We just have to take the high points of
all civilizations, and study that, and start to love the culture
of the other countries, and then we will create out of this a
completely New Renaissance, which will bring mankind into a
completely new phase of evolution.
Because I do not believe, that the present condition of
mankind is, what we are here for! We are not here to kill each
other; we are not here to eat caviar, until we have it coming out
of our ears. We are here to be creative! We are here to discover
the laws of the universe, to write beautiful poems, to write
beautiful music, to celebrate the creativity of civilization. And
I think, that the idea of man in space, man going into the next
phase of the evolution of man, is really what will get us out of
this crisis. So that is, what the New Silk Road is all about.
[ovation]

Slides from the presentation (click to enlarge):

med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg

10. april 2015 – Forsvarsministrene for de fem Nordiske Lande – Sverige, Finland, Norge, Danmark og Island – udstedte i går en erklæring, der sagde, at Rusland var den største udfordring mod europæisk sikkerhed. »Ruslands ledere har vist, at de er parat til at gøre praktisk og reel brug af militære midler for at opnå deres politiske mål, selv, når dette indebærer krænkelse af international lov«, skrev forsvarsministrene i erklæringen, der blev publiceret i den norske avis Aftenposten. »Der er voksende militær- og efterretningsaktivitet i Baltikum og andre nordlige områder«, sagde ministrene. »Det russiske militær udfordrer os langs vore grænser, og der har været flere grænseoverskridelser i Baltikum.«

»Ruslands handlinger er den største udfordring til europæisk sikkerhed«, sagde ministrene. »Ruslands propaganda og politiske manøvrering bidrager til at så splid mellem nationer, og inden for organisationer som NATO og EU.«

Der er modstridende synspunkter blandt ministre blandt i det mindste nogle af De nordiske Lande således, at forsvarsministrenes erklæring måske ikke reflekterer en forenet holdning for alle regeringerne.

Indlægget i den norske avis Aftenposten 10. april kan læses her.

Foto: Forsvarsministrene fra de fem Nordiske Lande: (fra venstre) Peter Hultquist, Sverige, Nicolai Wammen, Danmark, Gunnar Bragi Sveinsson, udenrigsminister Island, Ine Eriksen Søreide, Norge, og Carl Haglund, Finland. (Island har ikke noget selvstændigt forsvar, -red.)

I sidste uge besluttede alle regeringerne i Norden at gå med i den potentielt største jobsatsning nogensinde – Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Silkevej. Den betydning, som denne beslutning har for, at landene nu kan nå deres mål for beskæftigelse og økonomisk udvikling, kan ikke overvurderes. Hvis regeringerne følger op på deres ansøgninger og bruger de muligheder, der åbnes op for gennem AIIB, så kan Nordens eksport af maskiner, andre varer og tjenesteydelser blive den motor, som sætter gang i økonomien, både i samarbejdslandene og på hjemmefronten – en Win-Win-kombination.

Følgende er en rapport fra Schiller Instituttets svenske søsterorganisation, LaRouche-bevægelsen i Sverige (EAP).

Vi har tilføjet vigtige links til vore danske artikler/brochurer, så man kan informere sig om Verdenslandbroen, BRIKS og AIIB.

Vi anbefaler desuden, at du kommer til Politisk Orientering på lørdag, 11. april, se opslag her på siden. 

I sidste uge besluttede alle regeringerne i Norden at gå med i den potentielt største jobsatsning nogensinde – Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Silkevej. Den betydning, som denne beslutning har for, at landene nu kan nå deres mål for beskæftigelse og økonomisk udvikling, kan ikke overvurderes. Hvis regeringerne følger op på deres ansøgninger og bruger de muligheder, der åbnes op for gennem AIIB, så kan Nordens eksport af maskiner, andre varer og tjenesteydelser blive den motor, som sætter gang i økonomien, både i samarbejdslandene og på hjemmefronten – en Win-Win-kombination. Det er derfor af største vigtighed, at kendskabet til AIIB og Kinas hensigter med AIIB bliver udbredt så hurtigt som muligt. Informer dig derfor, og se nedenstående links.

Sverige, Finland, Norge og Island besluttede sig, kort tid efter Danmark, til at ansøge om medlemskab i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som grundlæggende medlemmer. Der var tale om, at isen blev brudt i sidste øjeblik, eftersom hele den vestlige verden i over et år havde stillet sig afvisende over for AIIB, som Kina og 20 andre asiatiske lande initierede. Det store omsving skete først den 17. marts i år, blot to uger inden sidste ansøgningsdag for lande, der ønskede at blive grundlæggende medlemmer i AIIB, da Storbritannien brød isen i Vesten og ansøgte, tæt fulgt af Frankrig, Tyskland, Italien, Schweiz og Luxembourg. Dernæst gik så Østrig, Sydkorea og Australien med, på trods af USA’s fortsatte pres mod dem om at holde sig væk. I Norden brød Danmark isen den 27. marts, Sverige og Finland fulgte efter den 30. marts og den 31. marts, den sidste dag for ansøgning om at blive grundlæggende medlem, besluttede Norge og Island at indsende deres ansøgning. De enorme projekter, som vil blive startet op med AIIB, og de enorme summer, blev helt enkelt for store til, at disse vestlige lande kunne holde sig væk. Nu står USA med sin vasal Japan alene i sit forsøg på fortsat at dominere det globale finanssystem på sine vilkår.

AIIB blev foreslået af Kinas præsident Xi Jinping i oktober 2013 for at finansiere opbygningen af den Nye Silkevej gennem Asien til Europa, som indgår i Kinas store strategi »Et Bælte, en Vej«. Samtidigt lanceredes også »det 21. århundredes Maritime Silkevej« over havet syd om Asien. AIIB drejer sig derfor om al slags infrastruktur for udviklingen af disse transportkorridorer og de omkringliggende områder. AIIB vil i begyndelsen få 100 milliarder dollar i grundkapital, hvoraf Kina tegner sig for 50 milliarder dollar. En beregning viser, at med en sådan grundkapital kan man udlåne 1.300 milliarder. Det rækker et pænt stykke hen ad vejen til det beregnede direkte investeringsbehov for infrastruktur og opbygning af civilisation omkring den Nye Silkevej på 10.000 milliarder dollar. AIIB vil kun komme til at finansiere halvdelen af hvert projekt, man engagerer sig i, så derfor kan man regne med, at projekterne bliver endnu større. Den anden halvdel vil blive finansieret af andre finansinstitutioner, som BRIKS’ Nye Udviklingsbank, Shanghaiorganisationens infrastrukturfond og Asean-fonden, men også gamle, betydeligt mindre institutioner som Verdensbanken, Asiatisk Udviklingsbank, IMF og andre fonde på det almindelige kapitalmarked.

AIIB vil således ikke satse på nogle virtuelle investeringer, men vil derimod flytte tonsvis af bjergmateriale, jord, stål og cement, for at der skal blive veje, jernbaner, vand, energi, byer og telekommunikation i et bælte, der skal knytte Asiens forskellige dele sammen med hinanden, og med Europa, Afrika og Amerika. Det drejer sig om at sætte hundreder af millioner mennesker i produktiv beskæftigelse og bygge fattigdommen væk så hurtigt, der kan lade sig gøre. Isen er brudt for de lande i den Tredje Verden, der længe har kæmpet imod den nuværende, uretfærdige verdensorden.

Kina ser det som virkeliggørelsen af det, som landet har kæmpet for siden verdenskrigens sejr over fascismen og FN’s grundlæggelse for 70 år siden, og den Alliancefri Bevægelses Bandung-konference for 60 år siden, som præsident Xi Jinping sagde på det store Boao-forum for Asien den 28. marts i år. Titlen på hans tale var ’Towards a Community of Common Destiny and a New Future for Asia’ (Mod et samfund for vor fælles bestemmelse og en ny fremtid for Asien), og her beskrev han igen Kinas udgangspunkt for sin politik i dag. Præsident Xi sagde:

»Den kinesiske nation elsker fred og har, fra gammel tid, højagtet sådanne filosofier som »harmoni er det mest værdifulde«, »fred og harmoni bør herske« og »alle mennesker under himmelen er brødre«. Kina har lidt under uroligheder og krig i mere end et århundrede i moderne tid, og det kinesiske folk ville aldrig ønske at påføre andre lande eller folkeslag den samme tragedie …

I 2013 fremlagde jeg, under mit besøg i Kasakhstan og Indonesien, initiativet for opbygningen af et økonomisk Silkevejsbælte og det 21. århundredes Maritime Silkevej. Initiativet med »Bæltet og Vejen«, der imødekommer Kinas udviklingsmæssige behov og de udviklingsmæssige behov hos landene langs ruterne og i regionen som helhed, vil tjene de relevante parters fælles interesser og besvare vor tids krav om regionalt og globalt samarbejde.

Det vil blive et veritabelt kor, der omfatter alle lande langs ruterne, ikke en enegang kun for Kina.

Både »Bæltet og Vejen« og AIIB er åbne initiativer. Vi indbyder alle lande langs ruten og i Asien, såvel som også alle vore venner og partnere i hele verden, til at tage aktivt del i disse bestræbelser.«

Præsident Xi Jinpings tale om harmoni og samarbejde viser, hvordan Kinas gamle visdomslærer, Konfucius’ idéer gennemsyrer den nuværende, kinesiske politik og AIIB. Xi citerede Mencius, den store filosof i det gamle Kina, der sagde, »Ting fødtes til at være forskellige«. Xi fortsatte:

»Civilisationer er blot unikke, og ingen er den anden overlegen. Der må være mere udveksling og dialog mellem civilisationer og udviklingsmodeller, så hver af dem kan trække på den andens styrke, og alle kan trives og få fremgang gennem gensidig læring og fælles udvikling.«

Ved hjælp af denne visdomslære, der ligger dybt indlejret i den kinesiske kultur, mobiliserer Kina nu den næste fase af økonomisk udvikling, der skal være drevet af innovation. Det indebærer, at Kina samler, og satser stort på at lægge sig i frontlinjen for, verdens videnskaber med de mest avancerede, økonomisk-tekniske projekter, som verden nogen sinde har set. Det hidtil mest storslåede er det kinesiske rumprogram, der indebærer anlæggelsen af baser og udvindingsanlæg på Månen for at udvinde helium-3, der skal bruges på Jorden til den langt mere effektive fusionskraft. Med dette program er, som Lyndon LaRouche siger, menneskeheden definitivt på vej til at begynde at leve op til Johannes Keplers udfordring med at placere sig i relation til hele Solsystemet.

Kinas økonomiske politik er, ligesom alle BRIKS-landenes, orienteret mod det, der behøves i fremtiden. Dette er den nye måde at tænke på inden for den nye, økonomiske politik, de er i færd med at skabe, i LaRouches ånd. Med sin satsning på universel videnskab er BRIKS-landene, med Kina i spidsen, i færd med at skabe en form for samarbejde mellem civilisationer, hvor tænkningen, kundskabsudbyttet og det sande menneskelige sættes i fokus.

I 25 år har LaRouche-bevægelsen i Sverige (EAP) og internationalt kæmpet for, at Sverige, Norden og hele verden satser på strategien for udvikling af den Nye Silkevej. I 40 år har Lyndon og Helga LaRouche samarbejdet med den Tredje Verden for denne politik, som nu omfattes af BRIKS-landene, og dermed en tredjedel af verdens befolkning. Gennem Sveriges ansøgning om medlemskab i AIIB har man de facto meldt sin interesse for den Nye Silkevejs storslåede, økonomiske udviklingspolitik. Det er uvist, om den svenske regering kender til dette, selv om det tydeligt fremgår af den AIIB-rapport, som er skrevet af myndigheden Tillväxtanalys under Näringsdepartementet.

Det er et stort skridt, at en række vestlige lande har set sig nødsaget til at orientere sig mod den Nye Silkevejsstrategi og mod de lande, som er kernen i BRIKS, et skridt, der er så stort, at de fleste i de vestlige lande, som er gået med, endnu ikke ved, hvad det er, de er gået med i. Det går direkte imod de vesterlandske ny-kolonialistiske magtstrukturer, som hidtil ensidigt har dikteret det globale finanssystems betingelser. Hvis politikken gennemføres, kan det blive det definitive skridt bort fra den vestlige verdens krigspolitik, monetarisme, arbejdsløshed og nedskæringer.

Sverige og mange vestlige lande har dog signaleret, at de tænker tage deres syge virusser med ind i AIIB, for at den gamle, vestligt dominerede, økonomiske politik skal styre selv denne nye institution. Der vil blive en fortsat, stor strid om dette, og det er derfor nødvendigt at vide, hvorfor Kina tog initiativ til AIIB.

Se også:

Specialrapport: Helga Zepp-LaRouche: »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, med en udførlig gennemgang af de vigtigste storprojekter.

Trailer: »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«

Nyhedsorientering februar 2015: »Byg Verdenslandbroen for Verdensfred«

Brochure: »HVORFOR USA OG EUROPA MÅ GÅ MED I BRIKS: En ny, international orden for menneskeheden«

EIR: »BRIKS er det eneste alternativ til truslen om Tredje Verdenskrig«

EIR: »Mens europæerne tilslutter sig AIIB: Kina spørger Washington: Hvad venter I på?«

Xi Jinpings hovedtale på Boao Forum: »Mod et samfund for vor fælles bestemmelse og en ny fremtid for Asien«

LaRouchePAC, World Land Bridge, med interaktivt kort

29. mrs. 2015 – Samtidig med, at det historiske Boao Forum for Asien fandt sted i den forløbne weekend, hilste den kinesiske regering Australiens og Danmarks ansøgning om tilslutning til AIIB »velkommen«, rapporterede Xinhua.

Med lovord til Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som »en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen« meddelte den danske regering, gennem sit Udenrigsministerium, i en pressemeddelelse i går stolt: »Danmark ansøger om tilslutning til AIIB som det første, nordiske medlem«.

Samme dag meddelte den australske premierminister Tony Abbott, at Australien ville »indgå et aftalememorandum« om Australiens tilslutning som grundlæggende medlem, der af Sydney Morning Herald rapporteres som »Premierminister giver grønt lys til AIIB’s 100 mia. dollar«.

Alt imens Abbotts udtalelser til pressen om beslutningen rapporteres som reserverede, så var den australske finansministers bemærkninger entusiastiske, med udtalelser som »banken er det rigtige for Australien, og det er det rigtige for Australien at være en del af en multilateral bank, som kommer til at udstede lån til en pålydende værdi at et titals milliard dollar til vore naboer i regionen«. Hockey afviste også tanken om et brud med USA og forudsagde, at »sluttelig tror jeg, USA vil gå med« i AIIB.

Danmarks entusiasme var mærkbar i den erklæring, som Udenrigsministeriet udstedte.

»Det er en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen, at Kina nu etablerer Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Eftersom mange danske handelsinteresser, såvel som også interesser mht. samarbejde om udvikling, står på spil i AIIB, er der mange grunde til lige fra begyndelsen at være engageret i og få indflydelse på AIIB’s investeringsbeslutninger«, sagde hr. Mogens Jensen, den danske minister for handel og udvikling.

Den danske ambassadør til Kina hr. Friis Arne Petersen blev også citeret for at sige: »Jeg er meget glad for, at vores regering har taget dette skridt. Jeg finder det både naturligt og logisk. I år fejrer Danmark og Kina vores 65. jubilæum for etableringen af diplomatiske forbindelser, og allerede i 2008 skrev de to lande under på et omfattende, strategisk partnerskab«.

Erklæringen sagde også, at den danske statsminister har besøgt Kina to gange i de forløbne to år og omtaler projekter, som de to lande har arbejdet på i fællesskab i Afrika.

Med formand Tom Gillesberg

Video udlægges senere i dag, mandag.

28. mrs. 2015 – Rusland, Brasilien, Danmark, Georgien, Holland og Spanien meddelte alle i går og i dag, at de vil tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som grundlæggende medlemmer, og den kinesiske regering byder dem velkommen om bord. Oven i det halve dusin europæiske lande, der allerede havde brudt med Obama om dette spørgsmål, ligner det, der nu sker, en lavine – en lavine, som USA burde gå med i, men det kan kun ske ved at fjerne Obama fra præsidentembedet.

Der er nu over 40 lande, der allerede har tilsluttet sig, eller ansøgt om at tilslutte sig, som grundlæggende medlemmer af AIIB.

Den russiske vicepremierminister Igor Shuvalov sagde til pressen på Boao Forum for Asien (BFA) i dag: »Jeg vil gerne informere jer om beslutningen om at gå med i AIIB«, som Putin har taget, rapporterer RT. »Vi er henrykte over at kunne optrappe samarbejdet inden for den Eurasiske Økonomiske Union (EØU) og Kina … varernes og kapitalens frie bevægelighed bringer Europas og Asiens økonomier tættere sammen. Dette er sammenflettet med initiativet om Det Nye økonomiske Silkevejsbælte, som det kinesiske lederskab har lanceret«, sagde han.

RT rapporterede også, at Brasilien den 27. marts meddelte, at landet ville tilslutte sig AIIB. Præsident Dilma Rousseffs kontor meddelte i en kort erklæring: »Brasilien er meget interesseret i at deltage i dette initiativ.« Dette er meget betydningsfuldt, ikke kun, fordi Brasilien er et BRIKS-medlem, men fordi landet nu bliver den første nation på den vestlige halvkugle til at gå med i AIIB. Flere vil utvivlsomt følge efter.

Det var Spaniens vicepræsident Soraya Saenz de Santamaria, der meddelte Spaniens beslutning om at gå med i AIIB, et initiativ, som spansk erhvervsliv siges at se som et enormt potentiale.

Danske regeringsfolk meddelte oplagt deres beslutning. Kommunikeet, der blev udsendt af handels- og udviklingsminister Mogens Jensen, kaldte Kinas etablering af AIIB for en betydningsfuld og spændende begivenhed for verdensordenen. Danmarks ambassadør til Kina, Friis Arne Petersen, sagde: »Jeg er meget glad for, at vores regering har taget dette skridt« og tilføjede, at, ved at gå med i AIIB, kan Danmark være med til at fjerne fattigdom i området.

Foto: Den russiske første-vicepremierminister Igor Shuvalov taler ved åbningsceremonien for Boao Forum for Asiens årlige 2015-konference i Boao i den kinesiske, sydlige Hainan-provins, den 28. marts 2015. Shuvalov sagde, at Rusland lørdag havde besluttet at gå med i AIIB

Den 28. marts bekræftede Danmark, at landet har til hensigt at tilslutte sig Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) som grundlæggende medlem og hermed blive det første, nordiske land i denne internationale finansinstitution.

»Det er en betydningsfuld og spændende udvikling i verdensordenen, at Kina nu etablerer Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB). Eftersom mange danske handelsinteresser, såvel som også interesser mht. samarbejde om udvikling, står på spil i AIIB, er der mange grunde til lige fra begyndelsen at være engageret i og få indflydelse på AIIB’s investeringsbeslutninger«, sagde hr. Mogens Jensen, den danske minister for handel og udvikling.

»Den danske regering har derfor i dag adviseret den kinesiske regering om, at Danmark er parat til at sidde blandt de grundlæggende medlemmer af AIIB for yderligere at diskutere etableringen af banken. Det er vigtigt, at den nye finansinstitution bekender sig til den internationale standard for udviklingsbanker, og at den vil støtte vore prioriteter inden for udviklingspolitik. Den endelige beslutning om Danmarks medlemskab vil blive truffet på et senere stadium, sammen med den præcise, danske finansielle støtte til bankens aktiviteter«, tilføjede hr. Jensen.

»Jeg er meget glad for, at vores regering har taget dette skridt. Jeg finder det både naturligt og logisk. I år fejrer Danmark og Kina vores 65. jubilæum for etableringen af diplomatiske forbindelser, og allerede i 2008 skrev de to lande under på et omfattende, strategisk partnerskab«, sagde den danske ambassadør til Kina, hr. Arne Friis Petersen.

»Det er derfor også naturligt, at vi fortsætter denne linje med anmodningen om tilslutning til AIIB, så den økonomiske udvikling i Asien kan oppebæres, og vi kan hjælpe med fjernelse af fattigdom i området.«

»Der har været to statsbesøg mellem Danmark og Kina i løbet af de seneste to år, med tidligere præsident Hu Jintaos besøg i Danmark i 2012 og Hendes Majestæt Dronning Margrethe II’s besøg i Kina i april 2014 efter invitation fra præsident Xi Jinping. Hertil kommer den danske statsministers besøg to gange i løbet af de seneste to år, og utallige kinesiske lederes besøg i Danmark«, tilføjede hr. Petersen.

Danmark har i mange år været en verdensleder med sin forpligtelse over for udviklingshjælp og -samarbejde. Forskellige danske regeringer har været dedikeret mht. udvikling af en win-win-relation med udviklingslande. Dette har resulteret i succesfulde udviklingsprojekter i Afrika, Asien og Sydamerika.

Danmark og Kina har tidligere arbejdet sammen om en række udviklingsprojekter, inklusive en aftale om et udviklingsprogram i FN-regi om fremme af overførsel af teknologi for vedvarende energi, der blev underskrevet i august 2014 mellem Kina, Ghana og Zambia. Projektet blev hovedsageligt finansieret af Danmark.

(Oversat fra pressemeddelelse fra Den danske Ambassade i Beijing, på hjemmesiden ‘Danmark i Kina’)

http://kina.um.dk/en/about-us/press/press-releases/newsdisplaypage/?newsID=CE41C85C-8E7D-46A4-8743-D6CA6D507E8F

Se også: Schiller Instituttet sender åbent brev til regering og Folketing: Danmark skal gå med i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank 

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jingping og statsminister Helle Thorning-Schmidt, fra dennes besøg i Kina i september 2014.

For English, see the bottom of the page.

København, den 28. marts 2015 – Henved 85 personer deltog i gårsdagens debatmøde, der blev arrangeret i fællesskab med Russisk Selskab i Danmark og Schiller Instituttet, om spørgsmålet om krig eller samarbejde med Rusland og BRIKS-landene. Talerne ved mødet var:

Jens Jørgen Nielsen, journalist, Ruslandsekspert, foredragsholder og forfatter. Tidligere journalist for Politiken i Rusland, og forfatter til bogen: »På egne præmisser; Putin og det nye Rusland« (2013, forlaget Frydenlund).

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet og LaRouche-bevægelsen i Danmark, og uafhængig Folketingskandidat.

De vigtigste elementer i Jens Jørgen Nielsens foredrag var:

1. Hvorfor vi muligvis står over for atomkrig pga. Vestens fejltagelser, inklusive udvidelsen af NATO og EU, planenerne om at opbygge et missilforsvarssystem rettet mod Rusland; samt resultaterne af kuppet i Ukraine, og
2. En af-dæmonisering af Putin ved at beskrive Ruslands bankerotte tilstand, som Putin arvede efter Jeltsins udplyndringspolitik, og Putins bestræbelser for at genrejse Rusland til atter at blive en stor nation, der ønskede at samarbejde med USA, EU og NATO, men som nu føler, at det må trække en streg.

Tom Gillesberg beskrev de enorme muligheder, som BRIKS-landenes lederskab præsenterer, de europæiske landes flugt for at tilslutte sig den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), samt Schiller Instituttets kampagne for at få Europa og USA til at samarbejde med BRIKS og opnå fred gennem udvikling.

Diskussionsperioden var meget spændende med spørgsmål og kommentarer fra tilhørerne, der blev besvaret af begge talere, og som skabte en virkelig god dialog mellem de forskellige synspunkter hos både talere og blandt tilhørerne.

Mødets betydning blev markant forstærket efter, at spørgsmålet om atomkrig blev sat på dagsordenen i Danmark af erklæringer fra den russiske ambassadør til Danmark for en uge siden. I et interview erklærede han, at hvis Danmark aktivt tager del i missilforsvarssystemet, vil landets skibe blive mål for russiske atomstyrker. Faktisk ringede en af de nationale Tv-kanaler i Danmark til Schiller Instituttet på selve dagen for mødet for at sige, at de sandsynligvis ville sende en reporter for at lave et 10 minutters direkte indslag med interviews af de to talere, men umiddelbart før mødet skulle begynde, sendte de besked om, at det alligevel ikke var muligt for dem at komme.

Seks diplomater fra fire europæiske og asiatiske lande deltog i mødet, inklusive en ambassadør, henved 40 medlemmer eller venner af Schiller Instituttet, medlemmer og venner af Russisk Selskab, samt øvrige interesserede.

Schiller Instituttet i Danmark vil, i ånden fra Manhattanprojektet, nu begynde planlægningen af den næste, store begivenhed.

Flere detaljer om talernes indhold vil følge senere.

Se optagelserne fra Mødet Her

English:

VERY SUCCESSFUL JOINT EVENT IN COPENHAGEN: Are We Headed for
Nuclear War with Russia, or Cooperation with the BRICS?

COPENHAGEN, March 28 — Around 85 people attended
yesterday’s debate meeting on the question of war or cooperation
with Russia and the BRICS countries, which was arranged jointly
by the Russian Community in Denmark, and the Schiller Institute.
The speakers were:
Jens Jørgen Nielsen, journalist, Russia expert, lecturer and
author. Former journalist for the Copenhagen newspaper
{Politiken} in Russia, and author of the book, {Based on His Own
Premises, Putin and the New Russia} (in Danish)

Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute and the
LaRouche movement in Denmark, and independent candidate for the
Danish parliament.
The most important elements of Jens Jørgen Nielsen’s speech
were:
1. Why we are possibly facing nuclear war because of the
mistakes of the West, including the expansion of NATO and the EU,
the intention to build up a missile defense system directed
against Russia; and the results of the coup in Ukraine, and
2. De-demonizing Putin by describing the bankrupt state of
Russia which Putin inherited after the looting policy under
Yeltsin, and his efforts to raise Russia up to be a great nation
again which wanted to cooperate with the U.S., EU and NATO, but
now feels that it has to draw the line.
Tom Gillesberg described the tremendous opportunities
presented by the leadership of the BRICS countries, the flight of
European countries to join the AIIB, and the campaign of the
Schiller Institute to get Europe and the U.S. to cooperate with
the BRICS and achieve peace through development.
The discussion period was very exciting with questions and
comments from the audience addressed by both of the speakers,
which made for an extremely good dialogue between the different
vantage points of both the speakers and members of the audience.
The importance of the meeting was significantly heightened
after the question of nuclear war was put on the agenda in
Denmark statements by the Russian ambassador to Denmark a week
ago. He stated in an interview that if Denmark actively joined
the missile defense system, its ships would be targets of the
Russian nuclear forces. In fact, the one national TV news network
had called in on the day of the meeting to say that they would
probably send a reporter to make a 10-minute live interview with
the speakers, but then, just before the start of the meeting,
sent a message that they would not be able to come after all.
There were six diplomats from four European and Asian
countries in attendance, including one Ambassador, about 40
Schiller Institute members or friends, plus members and friends
of the Russian Community group, and other interested people.
The Schiller Institute in Denmark, following the Manhattan
project spirit, will now commence planning for the next big
event. More details on the content of the speeches will come
later.

24. mrs. 2015 – NATO har russiske atomvåben på hjernen, især efter den russiske ambassadør til Danmarks bemærkninger i weekenden om, at hvis Danmark bliver en del af NATO’s missilforsvarssystem, kunne de danske skibe blive mål for russiske atomvåben. Storbritanniens forsvarsminister Michael Fallon er i Bukarest, hvor han erklærede, at »hverken Rumænien eller Storbritannien vil lade sig intimidere af trusler mod deres alliance eller dens medlemmer.«

Den russiske forsvarsekspert Igor Korotchenko, chefredaktør for Ruslands Nationale Forsvarsmagasin, sagde imidlertid til TASS, at han ikke tror, Danmark virkelig har noget at frygte, eftersom han alligevel ikke tror, Danmark bliver en del af NATO’s BMD-system.

»Jeg tror, at det danske politiske og militære lederskab vil afveje alle potentielle risici og sluttelig ikke vil indgå i de programmer, der har en destabiliserende virkning på den internationale strategiske stabilitet«, sagde han. »Ethvert NATO-medlemsland, der indgår i Det europæiske Missilforsvarssystem (’Missilskjoldet’, -red.) ved at opstille på dets territorium infrastruktur (kommandocentre, interceptor-anlæg, radarer), og som ligeledes har flådefartøjer, der er udstyret med Aegis-systemet, bør være klar over, at disse faciliteter vil blive anset for at være potentielle mål for de Russiske Bevæbnede Styrker«, sagde Korotchenko, hvilket er en gentagelse af de erklæringer, som Rusland i årevis er kommet med, mht. NATO’s missilskjold.

Foto: HDMS Absalon, (L 16), støtteskib. Søværnet har to sådanne skibe, L 16 og L 17, HDMS Esbern Snare. Skal disse skibe indgå i Det europæiske Missilskjold?     

Frederiksberg, den 23. marts 2015

Åbent brev til den danske regering og Folketinget

Følgende brev blev sendt til en række ministre og Folketingsudvalg:

I løbet af de seneste 10 dage har Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Schweiz og Luxembourg tilmeldt sig som grundlæggende medlemmer af Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB, sammen med 25-30 asiatiske lande. Der er nu kun en uge til, at fristen for, at lande kan tilmelde sig som grundlæggende medlemmer udløber den 31. marts 2015, så Danmark bør få sin ansøgning af sted hurtigt.

Mens den transatlantiske økonomi og finansverden synker stadig dybere ned i depressionen, har BRIKS og Asien med Kina i spidsen stået for et stadig tættere samarbejde om økonomisk vækst og udvikling. Kina spiller en voksende rolle som kreditskaber til store infrastrukturprojekter og har været drivkraften i etableringen af AIIB som et nøglested til at diskutere fælles projekter mange lande imellem. Er man med i AIIB som grundlæggende medlem, har man pludselig en fuld stemme i et af de vigtigste økonomiske fora, verden har i den kommende tid.

Danmark skal sørge for at komme om bord, inden skibet lægger fra kaj. Vi må inden for den næste uge gøre Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien, Schweiz og Luxembourg selskab sammen med de mange asiatiske lande i AIIB. Vi kan jo så håbe, at USA beslutter sig for også at tage imod det gode tilbud, men det ville være tåbeligt at lade vores deltagelse være betinget af den amerikanske holdning.

Med Venlig Hilsen

Tom Gillesberg

Formand for Schiller Instituttet i Danmark

Med formand Tom Gillesberg

København, 21. mrs. 2015 – I yderligere reaktioner i diskussionen, der blev fremprovokeret af den russiske ambassadør Vanin i en artikel i Jyllandsposten, sagde Karsten Jakob Møller, emeritusforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og tidligere militærattaché i Rusland, Hviderusland og Ukraine: »Retorikken bliver mere og mere skinger, og hvis der bliver optræk til en ny krise, kan tingene meget let komme ud af kontrol. Hvis Vesten f.eks. begynder at støtte Ukraine med våben og sende militærinstruktører, vil russerne se det som en åben krigserklæring. Så kan det hurtigt udvikle sig til noget, ingen kan kontrollere.«

Søren Riishøj fra Syddansk Universitet frygter, at konflikten med Rusland kan føre til krig. Der foregår en propagandakrig, der eskalerer fra begge sider. Alt imens han erklærede, at Rusland er svagere og mere isoleret, og forsøger at true med at bruge atomvåben, så »må vi håbe, at man holder sig til propagandakrigen, så det hele ikke eksploderer, sådan som vi så ved starten på Første Verdenskrig, der begyndte med et mord i Sarajevo. Men hvis der sker et sammenstød i luften mellem et russisk og et vestligt fly, kan situationen hurtigt eskalere. I værste fald kan man ende med at udløse en atomkrig i Europa.«

Se også: 20. mrs.: »Russiske Iskander-missiler til Kaliningrad bør ikke overraske nogen« 

Foto: Russiske Iskander-missiler

København, 21. mrs. 2015 – En kronik, der advarer om Danmarks deltagelse i NATO’s missilforsvarssystem, skrevet af den russiske ambassadør til Danmark, Mikhail Vanin, med titlen »Danmark og missilforsvar: Helliger målet midlet?«, samt et interview med ambassadøren om hans kronik, har gjort truslen om atomkrig til forsidehistorie i Danmark i dag. Både kronikken og interviewet blev publiceret i Jyllandsposten.

I kronikken erklærede Vanin, at alt imens det ikke er sandsynligt, at en ’slyngelstat’ ville angribe Europa med atomvåben, så burde der, såfremt systemet virkelig var rettet mod angreb fra ’slyngelstater’, være et fælles russisk-NATO-system. Han fremførte, at missilforsvaret hverken var kun regionalt eller kun til forsvar. Enhver opbygning af et »forsvarspotentiale« ville ændre den strategiske stabilitet i Europa og udgøre en »direkte trussel mod den eksisterende atomvåbenbalance«. Han opfordrede den danske befolkning til at lægge pres på sine politikere for at omstøde beslutningen om at blive en del af missilforsvarssystemet – der ville gøre et par af flådens skibe til radarstationer i systemet.

Det var imidlertid den del, der handlede om interviewet om kronikken, der har fremkaldt en reaktion – det afsnit, hvor ambassadør Vanin erklærede: »Hvis Danmark tilslutter sig missilskjoldet, der er styret af USA, betyder det, at danske krigsskibe vil blive mål for russiske atomvåben. Det er meget vigtigt at vide dette. Jeg tror ikke, danskerne fuldt ud forstår situationen. Det vil være skadeligt for relationen mellem vore lande, og der vil være konsekvenser, hvis I bliver en del af det globale missilforsvarssystem under amerikansk lederskab. Alle, der bliver en del af dette system, vil efterfølgende blive mål for russiske, ballistiske missiler. I vil blive en del af truslen mod Rusland.«

Han sagde, at Rusland har avancerede atomvåben, der kan gennemtrænge både det nuværende system og fremtidige systemer. Ambassadør Vanin besvarede et spørgsmål med, at han ikke mener, vi er på vej ind i en ny kold krig, men at »det er et spørgsmål om geopolitisk indflydelse, og et spørgsmål om, hvad der er rimeligt mht. internationale relationer – et spørgsmål om, hvordan verden skal organiseres.«

Den danske udenrigsminister Martin Lidegaard erklærede, at ambassadørens erklæringer er fuldstændig uacceptable, men han ville ikke kalde ham til møde. Udenrigsministeriet har videregivet ministerens reaktion til den Russiske Ambassade.

Der er kommet erklæringer fra russiske eksperter, militæreksperter og andre politikere hele dagen. En militærekspert sagde, at der ikke er nogen umiddelbar trussel om atomkrig, og at ambassadøren blot sagde, hvad man allerede vidste. Tidligere danske udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen sagde, at situationen er farligere nu end under den kolde krig. I en diskussion med tidligere danske udenrigsminister Mogens Lykketoft, erklærede en af dem, at [tidl. amerikanske præsident] Reagans forslag til et missilforsvar forårsagede Sovjetunionens sammenbrud. (Det blev ikke sagt at Reagans SDI forslag var faktisk for en fælles USA-Sovjet program. Denne gang blev det afvist af Sovjetunionen.) Der har også været en debat i medierne om, hvorvidt ambassadøren selv har taget dette initiativ, eller, hvad der er mere sandsynligt, at han udfører direktiver fra Moskva.

Schiller Instituttet har advaret om, at kombinationen af etableringen af NATO’s missilforsvarsystem i Europa, NATO’s og EU’s udvidelse mod øst og krisen i Ukraine har skabt en konfrontationskurs mod Rusland, der kunne ende i krig – endda atomkrig.  Vi må ændre denne politik, der er i færd med at føre direkte til økonomisk kollaps og atomkrig, og erstatte den med Schiller Instituttets politik for fred gennem økonomisk udvikling.

Foto: Forsvarets tre fregatter, F 361 Iver Huitfeldt, F 362 Peter Willemoes og F 363 Niels Juel, er de største, hurtigste og mest slagkraftige i Søværnet nogensinde.

The following article was published in the March 20, 2015 issue of Executive Intelligence Review. www.larouchepub.com/eiw

Download (PDF, Unknown)

China’s “Economic Belt along the Silk Road” and

“Maritime Silk Road of the 21st Century.”

Speech by a Chinese diplomat.

This speech was held at the EIR and Schiller Institute’s diplomatic seminar in Copenhagen on January 30, 2015. The Russian Cultural Center was the venue for the seminar entitled, “Economic development, and cooperation among nations, or, economic collapse, war and terror? The New Silk Road Becomes the World Land Bridge.” Mrs. Helga Zepp-LaRouche held the keynote speech [see http://schillerinstitut.dk/si/?p=4818 ], and diplomats from two other BRICS countries, Mr. Alexey Kolesnikov from Russia, and Mr. Machiel Renier van Niekerk from South Africa [see EIR…], also gave speeches.

In 2013, President Xi Jinping of China called for joint development of an “Economic Belt along the Silk Road” and a “Maritime Silk Road of the 21st Century.” The “Belt” and the “Road” are two major initiatives that China has made to deepen reform, and open up and advance its neighborhood diplomacy. They have been written into the documents of the Third Plenum of the 18th CPC Central Committee, the Meeting on Neighborhood Diplomacy, and the Central Economic Work Conference, and have been enthusiastically received both at home and abroad.

1. The “Belt” and the “Road” initiatives are the continuation and development of the spirit of the ancient Silk Road.

Over 2000 years ago, the industrious and brave people on the Eurasian continent opened several trade routes connecting major civilizations across Asia, Europe and Africa. Together, they are referred to as the “Silk Road” by succeeding generations. Despite repeated strife and wars in Eurasia, traffic on the Silk Road never completely stopped. Such links of mutual emulation via the Silk Road made exchanges of goods, know how, people and ideas possible, promoted the economic, cultural and social progress in the various countries, facilitated dialogue and integration of different civilizations, and left behind brilliant pages in human history.

Moving into the 21st century, an era that is dominated by the themes of peace, development and cooperation, but continues to feature a complex international and regional landscape, the Silk Road has become all the more important and precious as a symbol of peace, cooperation, openness, inclusiveness, mutual learning and resilience.

2. Working jointly for the “Belt” and the “Road” initiatives meets the trend of the times for regional cooperation.

Asia, known as the engine of global growth, and a key driver for world multi-polarization and economic globalization, plays a critical and increasing role in the shaping of the international landscape. Meanwhile, Asia faces multiple challenges, old and new, including mounting pressures to stay vibrant. The “Belt” and the “Road” initiatives linking the past with the present, and covering China and other countries, have a highly inclusive scope that bears witness to the history of great glory in Asia, provide an important source from which Asians draw confidence and pride for their history and cultures, and stand as a banner of Asian unity and commitment to cooperation.

Regional integration is an unavoidable phase towards economic globalization. The flourishing cooperation in Asia has boosted peace and development in the region. The “Belt” and the “Road” initiatives, by linking Central Asia, South Asia, Southeast Asia and West Asia, will contribute to greater connectivity and complementarity across the sub-regions, and help the establishment and improvement of Asia’s supply chain, industrial chain and value chain, thus bringing Pan-Asian and Eurasian regional cooperation to a new level.

The “Belt” and the “Road” initiatives foresee infrastructure development and systemic innovation, which is conducive to an improved business environment in relevant countries and the region as a whole, to an orderly and unimpeded flow of production factors and their improved distribution, to the development of landlocked countries and the remote areas of various countries, to lowering costs and trade and investment barriers, and to providing greater drive for reform and opening-up in the various countries.

3. The “Belt” and the “Road” initiatives are for open and inclusive economic cooperation.

Both the “Belt” and the “Road” initiatives have been anchored on economic cooperation, and built on cultural and people-to-people exchanges. They foresee no interference in the internal affairs of the countries involved, nor do they seek to dominate the regional affairs or secure spheres of influence in the region.

The “Belt” and the “Road” initiatives look at ideas and suggestions for cooperation and development. They are not about building an entity or creating new mechanisms. The initiatives will rely on existing bilateral and multilateral mechanisms between China and other countries, and use existing platforms of regional cooperation that have proven effective. They will not overlap or compete with existing cooperation mechanisms of the Shanghai Cooperation Organization, the Eurasian Economic Community or ASEAN plus China. If anything, they will enrich and enliven those mechanisms. We should open our mind and heart for the various cooperation initiatives and mechanisms, take a more pragmatic approach, and make them more effective and mutually reinforcing.

The “Belt” and the “Road” initiatives foresee complete openness in geographical and country-specific reference. They may trace, but not be limited, to the past Silk Road, and all countries along the land and the maritime Silk Roads, as well as all friendly neighbors of China, can get involved. Central Asia, Russia, South Asia and Southeast Asia will be the priority direction. So will the Middle East and East Africa, since they are where the Belt and Road join. Countries in Europe, CIS and Africa may also be included in the long run. What is more, the initiatives, as they make progress in the future, may involve a lot more projects, countries or entities, which can only ensure their increasing openness.

4. The “Belt” and the “Road” initiatives feature “links” and focus on result-oriented and project-based cooperation, all aimed at bringing tangible benefits to the people in the region.

The first of the “five links” is policy. Countries can discuss strategies and policies on economic development and in the spirit of seeking common ground while shelving differences, harmonizing their positions through consultation, formulate corresponding plans and measures for cooperation, and give regional economic integration their policy and legal “green light”.

The second Link is road. We have a saying in China that goes “if you want to get rich, start by building roads.” There is need for China and its neighboring countries to improve their cross-border transportation infrastructure, put in place a transportation network linking Asia’s sub-regions and connecting Asia with Europe and Africa, and effectively address the existing inadequacies of connectivity and transportation in regions targeted by the project.

The third Link is trade. We should study issues of trade and investment facilitation while making proper arrangements accordingly, remove trade and investment barriers, promote economic circulation and improvement in the region, unleash still greater trade and investment potential of participating countries and make the regional cooperation “pie” still bigger.

The fourth Link is currency. We should promote greater trade settlement in local currencies and more currency swap schemes, strengthen bilateral and multilateral financial cooperation, set up financial arms for regional development, bring down transaction costs, enhance capacity to fend off financial risks through regional arrangements that make the region’s economy more competitive globally.

The fifth Link is people. Amity between peoples holds the key to sound relations between states. China and the neighboring countries need to shore up popular support for their state-to-state relations, promote inter-civilization dialogue, enhance exchanges, understanding and friendship among different peoples, especially those at the grassroots level.

Throughout this process, China will follow the right approach of upholding justice first and pursuing justice and interests simultaneously, providing developing countries and friendly neighbors with assistance as their abilities permit, and earnestly help them to achieve speedier growth. China will step up its input in the neighborhood, actively enhance connectivity there, explore the establishment of a regional infrastructure investment and financing platform, and strive to turn the neighboring land and sea areas into those of peace, friendship and harmony. Not only will China upgrade its own economy, it will go for an upgraded version of opening-up through such schemes as the “Belt” and the “Road” initiatives, and expand its mutually-beneficial cooperation with all countries, neighboring countries in particular.

Med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg

 Politisk Orientering v/formand Tom Gillesberg, 5. mrs. 2015:

Gå ikke ned med den vestlige Titanic!

Der er nu ved at blive skrevet et nyt kapitel i historien om menneskets storhed og fald, eller i hvert fald snublen, inden vi forhåbentlig får menneskets genrejsning og storhed i en snarlig fremtid. Vi befinder os på et afgørende punkt, hvor det, som vi længe har talt om, er nødvendigt med et paradigmeskifte. Den autopilot, som den vestlige verden bliver styret efter, både finansielt og strategisk, fører på begge områder til en total katastrofe selv på den relativt korte bane. Det bliver mere og mere åbenlyst dag for dag, og det er derfor spørgsmålet, om det kan få nok personer i ledende og ansvarlige positioner til at erkende den forestående katastrofe og i tide være med til at få kursen lagt om.

Det er lang tid siden, at det vestlige finanssystem i lighed med Titanic sejlede på et isbjerg. Der har været mange ulykkelige kollisioner gennem tiderne, men i 2007-2008 ramte man i hvert fald et kæmpe isbjerg, men i stedet for at gøre redningsbådene klar til at blive sat i søen og forberede sig på at redde, hvad reddes kan, så har man hugget redningsbådene op for at kunne fyre ekstra op i kedlerne. Når vandet fosser ind på underdækket, så kan det jo godt sænke tempoet, Titanic sejler med, men i stedet for at løse problemerne, så ville man bare have mere fart på skibet, koste hvad det vil.

Når så andre skibe har nærmet sig den synkende, vestlige skude og tilbudt deres hjælp, så har vesten i stedet klargjort store kanoner på dækket, der kan sænke de skibe, som f.eks. BRIKS-samarbejdet, der forsøger at tilbyde vesten en hjælpende hånd, men som svar får krig og vestlige forsøg på regimeskifte, der kan lede til en underkastelse ind for den vestlige overhøjhed. Man accepterer intet alternativ til den politik, der bliver udstukket på Titanic. Som en fransk konge engang udtrykte det: ”Après moi, le déluge”. Hvis vi ikke har magten, kan det hele være ligegyldigt. Så kan verden, og menneskeheden, lige så godt gå under.

Natten mellem den 27. og 28. februar blev Boris Nemtsov myrdet i Moskva. De fleste kunne nok ikke nævne navnet, hvis ikke det var, fordi mordet på ham har været forsidestof i de vestlige medier i mange dage, hvor man kaldte ham lederen af den liberale opposition i Rusland og en trussel imod Putins regime. Hans betydning er nok blevet overdrevet en del, for en opbakning fra 40-50.000 mennesker ud af en befolkning på over 140 millioner er ikke specielt imponerende, og udgjorde da heller ikke, på trods af, hvad visse medier siger, nogen form for trussel imod Putin.

Meningsmålinger siger, at omkring 87 % af russerne støtter Putin som præsident, 2 % ved ikke, hvad de mener, og 11 % støtter ikke Putin, fordi de mener, at han er alt for blødsøden over for Vesten.

Det første, som alle, der ved, hvad der foregår i Rusland, konkluderede, var, at det i hvert fald ikke var Putin, der stod bag mordet. Ikke desto mindre udtalte USA’s præsident i en officiel udtalelse i forbindelse med mordet på Boris Nemtsov, at ”Putin er ansvarlig for at forværre borgerrettighedsklimaet i Rusland”. I lighed med de fleste vestlige medier, så fremstillede Obama det, som om Putin var ansvarlig for mordet uden dog at sige det direkte, og uden på nogen måde at føre bevis for sin påstand eller forsøge at sandsynliggøre den. På samme måde, som man konstant giver indtryk af, at konflikten i Ukraine udelukkende skyldes en utidig indblanding fra Putins side.

Dette er en alvorlig sag, for det sker på baggrund af, at vi har haft en proces, hvor Tyskland og Frankrig i samarbejde med Rusland har forsøgt at deeskalere situationen i Ukraine og forhindre, at kampene mellem de ukraineske styrker under kontrol fra Kiev og de pro-russiske rebeller i Østukraine, der ønsker øget selvstyre, eskalerer yderligere gennem vestlig militær hjælp fra USA til Kiev, og en fremtidig direkte konfrontation mellem USA og Rusland på ukrainsk jord.

Mens der har været våbenhvile og en fredsproces i gang i et samarbejde mellem Merkel, Hollande, Putin og Ukraines præsident Poroshenko, så har Storbritannien og USA gjort alt, hvad de kunne, for at underminere og smadre muligheden for fred og i stedet presset på for en eskalation af krigen. Deriblandt diskussionen om at sende våben fra USA til Ukraine.

Hver gang presset for en konfrontation med Rusland er ved at miste momentum, og folk i Europa spørger sig, hvorfor man skal have ødelæggende og selvdestruktive sanktioner imod Rusland, så sker der noget dramatisk, der lige kan bevise, at vi må stå fast og komme efter ham Putin. EU kunne ikke være blevet enige om sanktionerne imod Rusland, hvis det ikke var, fordi et Malaysisk passagerfly meget belejligt blev skudt ned over det østlige Ukraine. I de vestlige medier kunne man læse, at det selvfølgelig var rebellerne, der stod bag, og at det i virkeligheden var Putin og hans våben, der var ansvarlige. Anklagerne førte til, at man fik sanktionerne imod Rusland vedtaget, men efterfølgende forsvandt sagen, og der er stadig ikke blevet fremlagt nogen form for beviser for, hvem der stod bag nedskydningen. De mange indicer på, at det i virkeligheden var Ukraine, der skød flyet ned, er ikke noget, man har lyst til at beskæftige sig med.

På samme måde forsøger man nu at bruge Boris Nemtsovs blodige skjorte til at forsøge at destabilisere Rusland og komme efter Putin. En række efterretningseksperter er derfor kommet ud i offentligheden og har påpeget, at det ikke blot er en absurd tanke, at Putin skulle have stået bag mordet, men at likvideringen af Boris Nemtsov blev iscenesat og udført på en bestemt måde, der havde til formål at ramme Putin. Så kunne man veksle en upopulær og utroværdig russisk oppositionsleder, der ingen trussel var imod Putin, til en blodig skjorte, man kan hænge om halsen på ham.

Den franske økonom og Ruslandsekspert Jacques Sapir kom på sin meget læste internetblog www.russeurope.hypotheses.org med en detaljeret analyse af sagen den 3. marts med titlen: ”Hvem fabrikerede beviserne imod Vladimir Putin?”. I analysen slår Sapir fast at drabet på Nemtsov var en decideret likvidering, hvor han blev skudt ned bagfra med minimum 8 skud. Men likvideringen forbrød sig imod en lang række ting, der normalt kendetegner en sådan likvidering. For det første er nedskydning bagfra en meget usikker metode, da man jo så ikke kan være helt sikker på ofrets identitet, med mindre Nemtsovs ukrainske veninde, der var ved hans side og slap uskadt fra begivenhederne, blev brugt til at bekræfte Nemtsovs identitet.

Sapir fortæller, at den klassiske likvidering foregår ved ofrets bopæl, når han kommer eller går, ikke på et meget offentligt sted midt i Kreml. Den anden oplagte mulighed var, da Nemtsov lidt tidligere havde forladt en restaurant. Der havde man et klart blik på Nemtsov og en gylden mulighed for et direkte og dræbende skud. Sapir konkluderer derfor, at morderen tog en meget stor risiko ved at skyde Nemtsov ned bagfra, hvor det kræver stor øvelse at påføre ofret et dræbende skud, men til gengæld opnåede en maksimal, propagandistisk effekt ved at begå mordet på gaden midt i Kreml. Når man så bringer billeder af gerningsstedet, så ser man Moskvas symboler på billederne, og man kan let hævde, at det må være Putin, der står bag.

Han pointerer også, at man skal bide mærke i, at Nemtsovs ukrainske veninde kunne forlade drabsstedet helt uskadt. Man kunne jo tænke sig, at hun også ville blive likvideret, så hun ikke kunne udpege potentielle gerningsmænd. Hun skyndte sig efter mordet at tage hjem til Ukraine, og det er uklart, hvilken rolle hun egentlig spiller i historien, og om der eventuelt er en ukrainsk involvering i hele sagen. Nemtsov var tidligere involveret i en række russiske regeringer i 90’ernes katastrofale russiske politik og har siden 2004 været rådgiver til regeringerne, der blev bragt til magten i Ukraine ved den Orange Revolution. Der var mange, der havde et ondt øje på Nemtsov, inklusive ekstremistiske elementer, der direkte havde truet ham på livet.

Men at man så tydeligt forsøger at gøre Putin ansvarlig for mordet, og det faktum, at den amerikanske præsident personligt deltager i tilsmudsningen af Putin, er en alvorlig affære. Den amerikanske statsmand Lyndon LaRouche sagde i en officiel udtalelse, at dette må være dråben, der får bægeret til at flyde over. Man må få afsat Obama som præsident, inden tingene eskalerer yderligere og verden befinder sig i en altødelæggende atomkrig, for hele sagen afslører en tydelig intension fra Obamas side om, at han og USA under hans ledelse er ude efter Putin og Rusland, uanset prisen. Det tyder også på, at USA har tænkt sig at fortsætte med at være direkte involveret i Ukraine, sandsynligvis med leverancer af våben, for hele den nuværende krise i Ukraine begyndte jo som bekendt, da man i februar sidste år gennemførte et statskup imod den siddende folkevalgte præsident i Ukraine. Statskuppet var iscenesat af Victoria Nuland, USA’s viceminister for europæiske anliggender, som den dag i dag er en afgørende faktor i at sikre fortsat krig i Østukraine, og at man kan bruge Ukraine som en rambuk imod Rusland, og alt tyder på, at Nuland opererer på direkte ordre fra Det Hvide Hus.

Mordet på Nemtsov er en del af et mønster. Den 19. januar blev statsanklager Alberto Nisman fundet død i sin lejlighed i Buenos Aires. Nisman havde uden held gennem lang tid forsøgt at skade den argentinske præsident Cristina Kirchner gennem at anklage hende for at have forhindret, at man kunne afsløre, at det måske var Iran, der stod bag et terrorangreb på et jødisk kulturcenter i Buenos Aires i 1994. Nisman havde i lighed med Nemtsov mistet sin nytteværdi i levende live, for han stod frem for at skulle fremlægge sine ”beviser” for sine påstande, og der var ingen substans i dem. Gennem, at han i stedet begik selvmord under suspekte omstændigheder, så kunne man bruge hans død til at køre en massiv kampagne imod Kirchner gennem at spekulere i, at hun stod bag mordet, og måske få startet er farvet revolution i Argentina, der kunne sikre det regimeskifte, som finansverdenen, Storbritannien og USA ønsker der. Det har i hvert fald ikke skortet på medieskriverier om sagen, og penge og støtte udefra til at fjerne præsident Kirchner.

Kirchner har udtalt, at hun selv stiller spørgsmålstegn ved, om Nisman begik selvmord, for han var for visse efterretningskredse mere værd død end levende. Nismans store dossier er efterfølgende blevet gennemset af en dommer, der hovedrystede måtte meddele, at der ingen substans er i det, bortset fra mudderkastning mod præsidenten.

Problemet med at lave nye, farvede revolutioner som dem, man så fremgangsrigt iscenesatte med vestlig støtte gennem et hav af NGO’ere i Ukraine, Georgien og andre steder, er, at de lande, man anvender dem imod, nu er blevet opmærksom på, hvordan det foregår.

Det gælder også Brasilien, hvor man har forsøgt at bruge undersøgelser af korruption i det statslige brasilianske olieselskab Petrobas til at igangsætte en kampagne for at få afsat præsident Dilma Rousseff, der netop blev genvalgt for et par måneder siden. Hun er netop blevet renset for anklager om at have været involveret, men ikke desto mindre vil man fra vestlig side forsøge at bruge sagen til at skaffe sig af med hende, eller i det mindste svække hende.

I England er det ikke mere end to uger siden at Malcolm Rifkind, der tidligere var både britisk forsvars- og udenrigsminister, blev tvunget til at træde tilbage som formand for det britiske parlaments efterretnings- og sikkerhedsudvalg. Rifkind var i stigende grad bekymret over den vestlige konfrontationspolitik over for Rusland og var en af få røster, der efterlyste et skifte i politikken. I stedet kom der et skifte i hans personlige situation, da han blev narret i en fælde af britiske journalister, der udgav sig for at være kinesiske forretningsfolk. De ville gerne betale Rifkind for, at han skulle hjælpe dem i kontakt med britiske ambassadører, og det ville Rifkind gerne. Belønningen var dog i stedet store forsideartikler med Rifkinds tilbagetræden som konsekvens.

Med i sådanne iscenesatte begivenheder, f.eks. mord og blodige skjorter, som man kan hænge om halsen på sine modstandere, forme offentlighedens billeder af, hvad der foregår, og efterfølgende bruge til at skabe et politisk skifte, bør også regnes de blodige begivenheder på Maidanpladsen i Kiev.

Viceformanden for det ukrainske parlamant, Andriy Parubiy, der netop har været på en uges besøg til Washington for at propagandere for, at USA skal sende våben til Ukraine og lægge nye intriger sammen med Victoria Nuland, og alle steder blev modtaget som en værdig repræsentant for en tæt allieret til USA i kampen imod Rusland, var sidste år leder for en lignende begivenhed, der var afgørende for statskuppet i Ukraine.

I sin rolle som ”Kommandanten”, der ledte selvforsvarsstyrkerne på Maidan-pladsen, var han samtidig arkitekten bag den famøse massakre på pladsen, hvor såvel aktivister, der demonstrerede imod regeringen, som politifolk fra specialstyrkerne blev skudt. Senere undersøgelser viste, at kuglerne, man fandt i ofrene, var ens, og at de var blevet affyret fra højtbeliggende bygninger, der var under kontrol af Parubiys væbnede styrker. Der har tilmed været interviews af enkeltpersoner, der fortalte, at de havde fået ordre til at skyde fra bygninger. Det var med disse mange blodige skjorter, at man retfærdiggjorde det efterfølgende statskup i Ukraine, hvor man afsatte den folkevalgte præsident.

Hvem er denne Andriy Parubiy, der nu er vestens bedste ven? Han grundlagde i 1991 det Social-nationale Parti i Ukraine (der senere blev omdøbt til Svoboda). Navnet spiller direkte på det tyske forbillede Nationalsocialismen, for blandt disse ukrainere, så var Hitler ikke en fjende, men derimod ukrainernes ven, der hjalp dem i kampen imod russerne. Deres store forbillede Stepan Bandera, og hans bevægelse OUN var energisk medkæmper for SS under krigen, organiserede frivillige til at kæmpe på den tyske side imod russerne og stod i spidsen for en række massakrer på jøder og polakker i Ukraine.

I tiden 1998-2004 var Parubiy leder af den paramilitære organisation Ukrainsk Patriot, som han så officielt droppede for at være en af lederne for den ”fredelige” Orange Revolution i 2004. Han forsøgte på et tidspunkt at få EU til at ophøre med sin modstand imod en forherligelse af nazisten og morderen Bandera. Parubiy mente, at EU, i stedet for at betragte Bandera som nazist, i stedet skulle se ham som en stolt anti-kommunist og en anti-russisk, ukrainsk og europæisk frihedshelt.

Fra december 2013-februar 2014 var han så ”Kommandanten”, der organiserede de paramilitære enheder i selvforsvarsstyrkerne på Maidan-pladsen, og efter at have iscenesat myrderierne på pladsen, som man brugte til gennemførelsen af det efterfølgende statskup, blev han leder af Ukraines Nationale Sikkerhedsråd. Han har senere forladt den post, men spiller en nøglerolle i rekrutteringen og organiseringen af den nye Nationalgarde og andre grupperinger, hvor man samler frivillige til den militære kamp imod rebellerne i Østukraine og andetsteds.

Den ukrainske hær har ikke været særlig entusiastisk i kampen imod sine ukrainske brødre i Østukraine, så Parubiy har været en af arkitekterne til at samle frivillige fra hele verden, der ingen hæmninger har, når det drejer sig om at kæmpe imod befolkningen i Østukraine, fordi de blot ser russere, der skal fordrives eller slås ihjel. Nu er han som sagt også parlamentsmedlem og viceformand for det ukrainske parlament.

Parubiy fik den store tur i Washington af Victoria Nuland, hvor han på utallige møder skulle overbevise amerikanske folkevalgte om, at USA skal bistå Ukraine med alle midler, deriblandt amerikanske våben, i Ukraines kamp imod Rusland.

Men hvad så med Minsk-aftalen? Blev der ikke netop indgået en våbenhvile, der skridt for skridt skal få til en varig fred i Ukraine? Der var til at begynde med problemer med våbenhvilen, fordi det var uklart, hvilken status Debaltseve skulle have, men efter at rebellerne vandt det slag, så er våbenhvilen faldet på plads, og rebellerne har netop annonceret, at de nu har trukket alle deres tunge våben tilbage inden for den tidsfrist, der blev angivet i aftalen. Det ser ud til, at fredsaftalen virker. Hvorfor forbereder man så nu at eskalere krigen?

De, der udvirkede denne fredsaftale – Tyskland, Frankrig, Rusland og Ukraines præsident under tysk og fransk pres – gjorde det netop, fordi de så faren for, at USA ville begynde at levere våben direkte til Ukraine, og dermed risikere en direkte konfrontation mellem USA og Rusland i Ukraine, men de interessenter, der ikke deltog i forhandlingerne, ukrainske nationalister, Storbritannien og USA, er fortsat opsat på, at krigen skal fortsætte, og at man skal bruge Ukraine som en rambuk imod Rusland. De ønsker at sabotere Minsk-aftalen og med amerikansk og vestlig hjælp at fordrive eller dræbe alle dissidenter i Østukraine og andre steder, for derefter at erobre Krim-halvøen tilbage fra Rusland.

Samtidig med at der er dette pres for at komme videre til næste fase i Ukrainekrigen, så er Israels statsminister Benjamin Netanyahu nu på besøg i Washington med samme krigsdagsorden.

Netanyahu holdt netop en meget kontroversiel tale til den samlede Kongres i Repræsentanternes Hus i USA, på trods af, at præsident Obama og hans rådgivere havde bedt ham om ikke at gøre det. Ved hjælp af formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, kunne han alligevel holde talen, på trods af protesterne fra Udenrigsministeriet og Det Hvide Hus, og det havde to formål: For det første at sabotere og forhindre en aftale med Iran om Irans atomprogram, som ville betyde, at Iran kunne forlade skammekrogen og sanktionerne imod landet kunne ophæves, imod udenlandsk kontrol med, at den fredelige brug af kernekraft i landet ikke vil føre til bygningen af atomvåben.

Disse P5+1-forhandlinger har stået på i lang tid, og man er grundlæggende set enige, men der er en stor mobilisering blandt republikanske beslutningstagere imod det, og Netanyahu leverede så sit bidrag gennem en forudsigelig og propagandistisk tale, hvor han hævdede, at Iran om kort tid ville få atomvåben og forsøge at udrydde Israel med dem, hvis man lavede en aftale med dem. En vurdering, som åbent modsiges af både tidligere og nuværende ledende medlemmer af den israelske efterretningstjeneste. Briterne og Netanyahu ønsker ikke blot at forhindre en aftale, men at få verden samlet i kamp mod Iran, gerne gennem en direkte krig mellem sunni- og shia-muslimerne.

Officielt er Vesten i krig med ISIS og Islamisk Stat, men de, der gør den største indsats, er Iran og Syrien. Samtidig lader Vesten vore gode venner i Saudi-Arabien og Qatar finansiere ISIS, Islamisk Stat og ekstremistiske fundamentalister verden rundt, der ønsker at smadre civilisationen, hvad enten det er historiske monumenter i Afghanistan, Libyen eller Syrien, eller det er med terroranslag i Paris eller København. Der går samtidig rygter om, at der er lavet en underhåndsaftale mellem Saudi-Arabien og Israel om, at israelske fly kan få lov til at overflyve Saudi-Arabien, hvis de ønsker at bombe mål i Iran.

Netanyahus tale havde til formål at forhindre, at Iran kom ud af skammekrogen og muliggørelsen af en samarbejds- og fredsproces i Mellemøsten, hvor Iran ville være en vigtig del af et samarbejde om at bekæmpe ISIS og Islamisk Stat. Samtidig var talen en del af Netanyahus valgkamp frem imod det israelske parlamentsvalg den 17. marts. Netanyahu forsøger at sælge historien om, at han er den store leder, der kan forsvare Israel mod truslen fra Iran, men det er uklart, om den israelske befolkning køber den fortælling. Der er delte meninger om, hvorvidt Netanyahus besøg har styrket eller svækket hans chancer for at generobre magten. Der er mange, der siger, at Netanyahu har risikeret forholdet til USA, landets vigtigste allierede, og at det viser, at manden må afsættes hurtigst muligt.

Det er uklart, hvad der vil komme ud af disse begivenheder, men det, der allerede er kommet ud af dem, er et øget spændingsniveau i Rusland og Kina, hvor man konkluderer, at faren for krig – og faren for en kommende atomkrig – er kraftigt stigende. Den 1. marts kom generalmajor Andrej Burbin, der er leder af den centrale del af De Strategiske Missilstyrker i Rusland, dvs. de folk, der skal sørge for, at de russiske atomvåben er klar til at bringe deres dødelige last verden rundt i tilfælde af et angreb på Rusland, med en meget klar udmelding, der fik stor dækning i de russiske medier. Både i militære tidsskrifter, regeringsorganer, men også de russiske medier, som Sputnik News og Russia Today, der har den største spredning både inden for og uden for Rusland.

Burbin fortalte, at Rusland er bekymret over den voksende vestlige trussel, f.eks. Promt Global Strike (Umiddelbar Globalt Angreb), hvor fantaster i Vesten tror, at man kan lave et lammende angreb på Rusland, der ville forhindre Rusland i at være i stand til at slå tilbage. Derfor har Rusland reorganiseret sine atomstyrker, så man altid vil være i stand til at modstå et angreb og svare tilbage. Man har arbejdet på at forny og forbedre de russiske atomvåben, og i 2020 vil 98 % af de russiske missiler være helt nye. Burbin fremhævede, at Rusland er en troværdig atommagt, og at man altid vil være i stand til at udradere dem, der måtte angribe Rusland.

Hvad er så Promt Global Strike? Det blev fremlagt i forbindelse med USA Posture Review i 2002, der markerede et skifte i USA’s strategiske tankegang. Siden har man arbejdet med muligheden for, at USA ville være i stand til at lamme sine modstandere med et konventionelt/taktisk atomvåben-angreb, der ville sætte fjenden ude af stand til at slå tilbage. Man vil altså sige farvel til MAD-doktrinen, doktrinen om Gensidig Garanteret Ødelæggelse, og går ud fra, at omfattende, men stadig begrænsede krige, mellem atommagterne kan finde sted. Dette vil muliggøre, at USA kan tvinge de andre atommagter til at underkaste sig amerikansk overhøjhed.

Man er som en del af denne proces begyndt at fjerne den klare adskillelse mellem konventionelle våben og atomvåben. Tidligere var der en forståelse af, at atomvåben var på en hylde for sig selv og ikke kunne komme i spil, med mindre man selv blev udsat for et angreb med atomvåben. Det har ændret sig. USA har moderniseret de taktiske atomvåben, man har i Vesteuropa og Tyrkiet, så de i realiteten er blevet forandret fra taktiske atomvåben, der skal bruges lokalt, til at blive mellemdistance-atomvåben, der f.eks. kunne affyres mod Rusland imod de russiske atomstyrker.

Samtidig har man udviklet en ny generation af atombomber, B61-12 atombomber, der er mere præcise og har længere rækkevidde. Det er nu meningen, at de atomvåben, man har i Belgien, Tyskland, Holland, Italien og Tyrkiet, skal erstattes med disse, noget, som visse eksperter allerede har kaldt et brud med Traktaten om ikke-spredning af atomvåben. Samtidig har USA set stort på ønsket fra de lande, deriblandt Tyskland, der ønsker, at atomvåbnene fjernes fra deres territorium.

På lignende vis har USA skiftet sin doktrin over for Kina til den såkaldte Air Sea Battle (Kamp i luften og til havs), hvor man forsøger at være i stand til at rette et lammende konventionelt angreb på Kinas styrker, så deres atomvåben aldrig kommer i spil. Det er også i lyset af dette, at man skal se den store modvilje imod den amerikanske opbygning af et ABM-system (anti-ballistisk-missilsystem) i Europa, og USA’s pres på Sydkorea for at få lov til at opsætte et ABM-system der.

Der er netop nu en ledende, politisk gruppering i Vesten, der tilsyneladende styrer Barack Obama, som mener, at de kan vinde den store krig. De mener, at MAD-doktrinen er fortid, og at man nu har så smarte våben, at man kan neutralisere det modangreb, der vil komme i tilfælde af et angreb på Rusland eller Kina. Derfor tror de, at man kan vinde en krig, og hvis man tror det, så er det jo næsten en forbrydelse ikke at forsøge.

En anden version af samme galskab er, at man tror, at man kan have en krig imod Rusland på det eurasiske kontinent, uden at Storbritannien eller USA vil blive direkte ramt. Så kan de europæiske og asiatiske lande ødelægge hinanden (som Rusland, Tyskland og Frankrig gjorde det i første verdenskrig), mens Storbritannien og USA kan have det godt og regere verden. En idé Lyndon LaRouche har advaret imod som en fantasi, der aldrig vil kunne lade sig gøre. Kommer krigen, så vil den sprede sig til alle dele af verden og gøre brug af alle typer våben. Det er en tankegang, der vil føre til atomkrig.

Grunden til, at krigstruslen er blevet så akut, skal findes i det igangværende sammenbrud af det vestlige finanssystem. Finanssystemet kan ikke overleve i sin nuværende form, og der er derfor en berettiget diskussion rundt omkring i verden, om det ikke ville være en god idé at erstatte det bankerotte system med noget, der er langt bedre.

Vi har Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, der er gået sammen i BRIKS og direkte fremlagt et alternativ i form af BRIKS’ Ny Udviklingsbank og etableringen af CRA, en fond til at imødegå spekulation imod landenes valutaer, og en lang række tiltag, der skal finansiere projekter, som kan sikre en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden og muligheden for udvikling og forbedrede levevilkår for alle lande og alle dele af befolkningen.

Kina er netop nu den største udenlandske investor i Sydamerika, og investerede flere penge i infrastrukturprojekter der, end resten af omverdenen tilsammen. De er i gang med det samme i Asien, og det er formålet med etableringen af AIIB, Den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank. I Afrika er Kina allerede i gang med mange projekter, men mange, mange flere er på tegnebrættet.

Der er stor interesse fra europæiske firmaer for at være med i denne udvikling og alle de forskellige projekter. Samtidig er der jo også et utal af infrastrukturprojekter i Europa, der bare venter på at blive sat i gang, men hvor der ikke har været den nødvendige finansiering. Det er derfor indlysende, at vi burde samarbejde med BRIKS.

Men på samme måde, som man har fravalgt at samarbejde med Rusland og Kina om at løse de strategiske udfordringer vi har, deeskalere krisen i Ukraine og finde en løsning, der kan holde på lang sigt, løse problemerne i Mellemøsten, så det ikke kan være en fortsat kilde til krig og destabiliseringer, så ser man ikke BRIKS som en mulig samarbejdspartner, men som en trussel imod den vestlige magtposition i verden, der skal smadres hurtigst muligt.

Det samme ser vi på den økonomiske front, hvor man betragter BRIKS som en trussel. USA forsøger at etablere frihandelsaftaler, hvor man vil holde Kina ude.

På lignende vis har man i EU insisteret på at holde fast i en økonomisk politik, som helt tydeligt ikke fungerer. Behandlingen af Grækenland er det tydeligste eksempel på det. Man har insisteret på, at Grækenland for at vedblive en del af eurosamarbejdet skulle fortsætte med at underkaste sig såkaldte reformer og nedskæringsprogrammer, der i stedet for at hjælpe Grækenland har ført til, at pensionerne, lønningerne og levestandarden er faldet dramatisk, mens arbejdsløsheden er eksploderet. Samtidig er den græske statsgæld vokset til nye højder og er blevet langt mere ubetalelig.

Den græske befolkning har så valgt en ny regering bestående af Syriza og Uafhængige Grækere, som har fået mandat til at skifte politikken grundlæggende. Ikke flere underskrifter på utopiske aftaler og at lade som om, at det går fremad, mens det i virkeligheden bare bliver værre og værre. Der skal iværksættes programmer, der faktisk kan forandre tingene til det bedre. I stedet for nedskæringer skal der bruges penge på sociale programmer for den fattige del af befolkningen, og der skal investeres fra det offentliges side for at sætte gang i økonomien. Langt hen ad vejen skal man gøre det modsatte af det, man har gjort under ordre fra Bruxelles, bortset fra, at man kan øge skatteindtægterne ved at sætte stop for, at den rige del af befolkningen snyder for at betale deres del af skatterne.

EU har stået stejlt på, at den nye regering ikke har lov til at forandre politikken. Kun en forsættelse af den tidligere politik accepteres, selv om den helt klart ikke har fungeret. Der er så blevet indgået en midlertidig våbenhvile mellem Grækenland og EU, hvor Grækenland accepterer at fortsat modtage penge de næste 4 måneder, men ikke vil fortsætte nedskæringerne. Til gengæld lader Grækenland være med at erklære, at de ikke vil betale gælden tilbage, så man kan opretholde illusionen om, at gælden stadig har værdi. Men denne våbenhvile vil sandsynligvis ikke holde 4 måneder, og så er man tilbage til det opgør, der næsten kun kan ende med, at euroen sprænges.

Kostas Lavitsas, der er et nyvalgt medlem af Syriza, men også gennem mange år har været økonom ved Londonskolens Universitet for Orientalske og Afrikanske Studier, havde den 2. marts en artikel i den britiske avis The Guardian, hvor han skriver, at den nye græske regering har haft fire ugers diskussioner, hvor man intet har opnået ud over at købe lidt tid.

Lyt selv til resten af orienteringen efter de første 40:00 minutter på http://schillerinstitut.dk/si/2015/03/politisk-orientering-den-5-marts-2015-video-og-audio-med-formand-tom-gillesberg/

Helga Zepp-LaRouche var taler ved et seminar for diplomater, der blev afholdt i Det russiske Kulturcenter i København den 30. januar 2015, med titlen:  »Økonomisk udvikling og samarbejde mellem nationer, eller økonomisk kollaps, krig og terror? Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«. Nyhedsorientering febr. 2015.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

EIR’s spørgsmål om Silkevejen kommer 25 min. 32 sec. inde i optagelsen; og financiering af terrorisme 50 min. 35 sec.

video playlist (i 3 del):

Med formand Tom Gillesberg

Med formand Tom Gillesberg