Beethoven og kreativitet, af Michelle Rasmussen

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

This article appears in the March 5, 2021 issue of Executive Intelligence Review.

Beethoven and Creativity

by Michelle Rasmussen

[Print version of this article]

View full size

Lithograph by August von Klöber, 1818

Ludwig van Beethoven

Feb. 23—If there was one principle at the center of Lyndon LaRouche’s life’s work, it was that the crucial factor in the progress of human civilization is human creativity. It is human creativity which distinguishes man, and woman, from the beast. It is, or ought to be, the mission of society to foster the potential creativity, which, like a seed, lies dormant in every child, just waiting for loving nourishment to cause it to bloom, to create the most beautiful flower, which, in turn, delights and inspires all others to, themselves, develop their own creative potential. But, you may ask, how do you learn about, and teach creativity?

There is perhaps no better creativity teacher than Ludwig van Beethoven, he who was born 250 years ago, in another time, in another place, whose life-long struggle to perfect his own creative powers, has been, is now, and will forever be a monumental source for the study of creativity. This he was for LaRouche, who would often listen to Beethoven to get his creative juices flowing before sitting down to write. And this he can be for you, dear reader, and all of us, so that we may, also, be creative, that we may “Think like Beethoven.”[fn_1]

And what is the purpose of such creativity? As Beethoven put it, “to work by means of my art for needy humanity.”[fn_2] Not art for art’s sake. Beethoven, like Friedrich Schiller, was conscious of great art’s ability to raise the moral level of humanity, to better enable human beings to form a more perfect society, one where, in Schiller’s immortal words, “All men become brothers,” the very words which Beethoven set to music in his Ninth Symphony.[fn_3]

Beethoven wrote that art and science, “Give us intimations and hopes of a higher life” to unite “the best and noblest people,” and to “raise men to the Godhead.”[fn_4]

To a female friend, urging her to devote herself entirely to music, he wrote: “You who have such feeling for all that is beautiful and good. Why will you not make use of this, in order that you may recognize in so beautiful an art the higher perfection which sheds its rays even on us.”[fn_5]

Concerning his immortal mass, the Missa Solemnis: “In writing this great Mass, it was my chief aim to awaken, and to render lasting, religious feeling as well in the singers as in the hearers.”[fn_6]

Plato wrote that music was the most important education for the soul—to fill the soul with beauty, and make it beautiful. People would then praise beauty, receive it with joy into their souls, and become beautiful souls.[fn_7]

Beauty, Schiller said, ennobles our emotions and our intellect. Not just raw emotions which dominate us, without intellect and reason. Not just intellect and reason, without compassion and agapē—love for our neighbor. But through the freedom of mind and heart, which arises while in the act of play, and especially when experiencing the beauty of great art, the two sides of our nature can be reconciled by rising to a higher, subsuming state of mind, which we call the aesthetical state of mind.

View full size

Friedrich Schiller, in a portrait by Ludovike Simanowiz.

Beethoven quoted Schiller’s play Don Carlos in a letter from 1797: “Wisdom is for the wise, Beauty for the feeling heart; and both belong to each other.” (Die Wahrheit is vorhanden für den Weisen, Die Schönheit für ein fülend Herz; Sie beide gehören für einander.)[fn_8]

Beethoven wielded his creative powers to touch our souls through the beauty of his music.

The Creative Process

To be creative is a process of perfecting the ability to imagine what no one before you has ever thought about. In modern terms, to think “outside of the box,” the box of “This is how it has always been done,” “These are the rules,” “These are the unquestionable doctrines.” And, to be self-conscious about how to do that. But how do you put yourself into a state of mind, where you can think freely? How can you become self-reflective about the creative process and look into your own mind?

The thought process we call the imagination, is not only the key to creativity in the arts, but, also, in scientific discovery. Lyndon LaRouche put it this way in a speech called “Creativity as Such,” in 2011:

And it’s in the process of metaphor, in which we acquire access to experimental knowledge and use of principles which lie outside the domain of sense-certainties, that mankind distinguishes himself from the beasts…. This is the special genius of Classical musical composition…. [Y]ou look at the question of irony, and you take the case of a Bach fugal composition as the perfect test to demonstrate this.… This aspect of the human mind is the location of human creativity. And the promotion of that aspect of the human experience, Classical artistic culture as an expression of the principle of metaphor, is the principle of ordinary discovery, principled discovery. And when you take this kind of thinking over into the department of the practice of physical science, the same thing! And there, you have an example of the role of Classical musical composition, as in the illustrative cases of both Max Planck and Albert Einstein, in particular—and [Vladimir] Vernadsky also! You get a demonstration that in the department of Classical artistic composition, in which the mind is experimenting with the attempt to discover principles, and expresses the yearning for that experimental result as the incentive of creativity for the human mind. That is creativity.[fn_9]

Albert Einstein, better known as a great scientist, lesser known as a devoted amateur violinist, made his greatest discoveries not in a laboratory, but through “thought-experiments.” He had an intriguing insight into the power of the imagination, which he used to make his discoveries, and, also, the power of music to stimulate his own imagination.

View full size

Photo by E.O. Hoppe

“The power of imagination is the ultimate creative power.”
—Albert Einstein.
When he became stuck in solving an intellectual problem, Einstein often played his violin to liberate his mental powers.


The power of imagination is the ultimate creative power … no doubt about that. While knowledge defines all we currently know and understand … imagination points to all we might yet discover and create. Imagination is more important than knowledge. Your imagination is your preview of life’s coming attractions.[fn_10]

Imagination embraces the entire world, stimulating progress, giving birth to evolution.[fn_11]

Imagination is the language of the soul.[fn_12]

Logic will get you from A to B. Imagination will take you everywhere.[fn_13]

Einstein recounted that when he became stuck in the process of solving an intellectual problem, he would play his violin, and that would often liberate his mental powers.[fn_14]

Beethoven wrote this about the challenge of writing fugues in his late quartets: “The imagination, too, asserts its privileges and today a different, truly poetic element must be manifested in conventional form.”[fn_15]

In 1823, Beethoven wrote suggestions on how to stimulate the imagination to Archduke Rudolph, one of his very few composition students, and an important financial and political supporter:

I hope that Your Imperial Highness will continue to acquire special practice in writing down your ideas straightaway at the piano; for this purpose there should be a small table next to the piano. Not only is the imagination strengthened in this way, but one also learns to pin down the remotest ideas at once, it is likewise necessary to write without a piano. Nor should it give Yr. Imperial Highness a headache, but rather the considerable pleasure of finding yourself absorbed in this art, to elaborate a simple melody at times, a chorale, with simple and, then again, with more varied figurations in counterpoint[fn_16] and so forth to more difficult exercises. This will certainly not give Your Royal Highness a headache, but rather, when one finds oneself absorbed in art, a great pleasure. Gradually we develop the [ability to] express just exactly what we wish to, what we feel within us, a need characteristic of all superior persons [noble-minded men in A.C. Kalischer’s translation].[fn_17]

This power of the imagination involves our ability to think about the future, about how something could be, not bound by what is, in the here and now.

The concept of the imagination is related to forecasting the future effects of current causes, as in LaRouche’s economic forecasts, in which he always proposed alternative courses of action to avoid the dangers stalking in the future as the result of current wrong policies. And, likewise, deciding what to do in the here and now, based on your vision of where you want to arrive in the long-term future, the “future determining the present,” as he put it.

In classical music, imagining the future requires, on the one hand, having an insight into the pregnant possibilities of a single new musical theme or motive, but, on the other hand, the ability to invent a musical idea, which is not a theme, but a generative, developmental process, a specific quality of change—the real subject of a unified composition, which acts upon the themes as objects of creative transformation.

The seed-crystal of this development process is in the mind of the composer from the very beginning.

Beethoven from 1815: “I have always a picture in my mind, when I am composing, and work up to it.”[fn_18]

Regarding his opera Fidelio, “my custom when I am composing even instrumental music is always to keep the whole before my eyes.”[fn_19]

There is a tension between what Plato called “the one and the many”: the one unifying musical idea, and the many motives, developments, and transitions—the unfolding of the unified idea. The great German conductor Wilhelm Furtwängler spoke of the tension between near-hearing (nahhören), the music heard at that moment as it is unfolding, and far-hearing (fernhören), the future, completed, composition.

View full size

EIRNS/Philip Ulanowsky

“The seed-crystal of the development process is in the mind of the composer from the very beginning.” Norbert Brainin, primarius of the Amadeus Quartet, described and demonstrated the process of motivic thorough composition, the subject of Beethoven’s enormously fruitful musical creativity. Here he is (right), with his long-time friend, Lyndon LaRouche, on December 4, 1987.

Beethoven was a master of this process, which we call motivic thorough composition or, in German, motivführung. Just think about the first movement of his Fifth Symphony, and how the first famous four notes—da, da, da, dum—became the object of Beethoven’s enormously fruitful musical creativity. Or the motivführung that traverses several of Beethoven’s late string quartets, as described by Norbert Brainin, the late Amadeus Quartet primarius, at a Schiller Institute seminar, where he started with Op. 132.[fn_20]

Paradoxically the one, unifying musical idea must subsume many free, independent voices. Beethoven wrote the following upon being asked by a composer to criticize his composition:

[N]ot indirectly, but frankly, as is my wont, I only tell you that you might pay a little more attention to the separate conduct of the parts in future works of this kind.[fn_21]

Creativity is not linear. LaRouche emphasized the role of surprise, paradox, metaphor, irony, even jokes, and puns, all of which Beethoven was a master. The listener is consciously led into a trap, where, suddenly, the unexpected occurs. A dramatic new element takes you by surprise, and you are forced to make a mental leap into the realm of the imagination, away from linear thinking. Afterwards, an emotional release occurs, for example, when you “get the joke.” In metaphor, there is a juxtaposition of seemingly unrelated elements in a surprising way, which can only be understood from a higher, subsuming level. (See box: Beethoven Thought
in Metaphor

In the process of unfolding the musical idea in a polyphonic (many-voiced) musical universe, sometimes the different individual voices come into conflict with each other, and dissonances emerge in the contrapuntal process, which urgently demand to be resolved, thus driving the unfolding process forward in a non-linear way.

This is similar to a human dialogue of cultures, where, sometimes, conflicts emerge. These conflicts, however, can be solved through the process of creating a higher unity, the which Nikolaus von Kues (Nicholas of Cusa) called the “coincidence of opposites.” This is actually a common metaphor in Danish known as things “going up in a higher unity” (at gå op i en højere enhed.) In music, the higher unity is the overall musical idea of that particular piece.

The creative process also entails great emotional tension in the midst of problem solving, as if you are hanging on a psychological cliff, or lost in no-man’s land. You begin to doubt if the problem can ever be solved. But the great thinker, whether in music, science, or elsewhere, develops a power of concentration, sometimes lasting years, based on an underlying consciousness of the importance of his or her endeavor, a striving passion, until a breakthrough occurs, as if in a flash of insight, and the problem is solved.

The creative struggle involves trying out new solutions, which are not in the rulebook, and not in your own past productions. To be self-reflective about the creative process requires not only being conscious about new methods of composition, as Beethoven sometimes explicitly wrote that he had invented, which Plato referred to as a “higher hypothesis,” but, also, to be self-conscious about the increasingly creative quality of compositional methods, which Plato called the “hypothesis of the higher hypothesis.”

From Beethoven to a publisher in 1802 regarding Piano Variations Op. 34 and 35:

Both sets are really worked out in a wholly new manner, and each in a separate and different way…. I myself can assure you that in both these works the method is quite new so far as I am concerned.[fn_22]

[W]hen feeling opens up a path for us, then away with all rules.[fn_23]

In fact, LaRouche wrote that Beethoven should be considered a physical scientist, because of his ability to make one creative breakthrough after another, to discover new worlds, new modes of musical expression. In science, we discover new physical principles of nature, even creating new states of matter, never before seen in nature. Opening your mind to the existence of a paradox, that which does not fit into the accepted theories, spurs the mind to seek new, higher, hypotheses, and design crucial physical experiments to prove, or disprove them.

In art, we use the same cognitive powers to discover new artistic principles, and, also, something new about our own creativity, which we can share with others, be they musicians or listeners. We can communicate the power of creativity, itself, to move men’s souls.

Beethoven was a master in making use of known musical forms (for example, the sonata form), and imbuing them with surprising, new, revolutionary content.

Beethoven’s Struggle to Approximate
Divine Creativity

Beethoven was self-conscious about his own divine spark of creativity, that which LaRouche devoted his life to better understand, that Götterfunken (godly spark), of Schiller’s “Ode to Joy”: Freude, schöne Götterfunken[fn_24], the which Beethoven set to music in his monumental Ninth Symphony. LaRouche pondered, what does it mean for man to be in the image of The Creator? It is this capacity for man, also, to be a creator. That, stressed LaRouche, is what separates men and women from beasts. (See the section on the divine spark in every individual in LaRouche’s article in this issue, “In the Garden of Gethsemane,” written in his prison cell in 1990.)

Beethoven wrote to publisher Breitkopf & Härtel in 1812: “my heavenly art, the only true divine gift of Heaven,” and in 1824: “I am free from all small-minded vanity: only the divine art, in it alone is the main-spring which gives me strength to devote the best part of my life to the heavenly Muses.”[fn_25]

After seeing a collection of Schubert’s songs, Beethoven’s friend Anton Schindler records him as saying: “Truly, this Schubert is lit by a divine spark.”[fn_26]

Resenting publishers who line their pockets with profits from an author’s work, treating them as “tasty brain-food,” Beethoven wrote:

The author [Beethoven] is determined to show that the human brain cannot be sold either like coffee beans or like any form of cheese which, as everyone knows, must first be produced from milk, urine and so forth—The human brain is inherently inalienable.[fn_27]

Beethoven was very conscious of his mission in life: to be as creative as he could be, in order to uplift needy humanity with the power of his music. To adopt the immortal mission of the artist: to ennoble the present, and future generations. There was no standing still or entropy, but, instead, what LaRouche called anti-entropy. Motivated by his love for mankind, Beethoven willfully became more and more conscious of his own creative powers, and constantly strove to leap up to the next higher level of creativity, with the explicit goal of more closely reaching the power of God’s own creativity. (See box: Beethoven: ‘To Spread the Rays of the Godhead’)

The Sublime

Beethoven’s passion to fulfill his mission gave him the power to rise above personal adversity, in the form of his increasing deafness. As he put it in his moving Heiligenstadt testament, he was in anguish about losing that very sense which he ought to have in perfection.

Schiller calls this the sublime—our ability to rise above sensual pain, for the purpose of a higher mission.

In 1813, Beethoven wrote: “Lend sublimity to my highest thoughts, enrich them with truths that remain truths forever!”[fn_28]

He copied from another source: “Everything that is called life should be sacrificed to the sublime and be a sanctuary of art.”[fn_29]

Beethoven wrote to his good friend Dr. Franz Wegeler, in about 1801, about his anxiety during the previous two years because of his increasing deafness, and recent happy moments due to a woman he was now in love with, continuing:

For me there is no greater pleasure than that of practicing and displaying my art. My strength, both in body and mind, for some time has been on the increase. Every day brings me nearer to the goal which I feel but cannot describe. And it is only in that condition that your Beethoven can live. There must be no rest—I know of none but sleep…. I will seize fate by the throat; it shall certainly not wholly overcome me. Oh! life is so beautiful. Would that I could have a thousand lives![fn_30]

A year later, in the testament Beethoven wrote in Heiligenstadt addressed to his brothers, but never sent, he penned that he was so desperate, that he had considered taking his own life. But he could not morally allow himself to do so, because he knew that he had so much more music to give humanity:

But what a humiliation for me when someone standing next to me heard a flute in the distance and I heard nothing, or someone heard a shepherd singing and again I heard nothing. Such incidents drove me almost to despair; a little more of that and I would have ended my life—it was only my art that held me back. Ah, it seemed to me impossible to leave the world until I had brought forth all that I felt was within me…. “Divine one, thou seest my inmost soul thou knowest that therein dwells the love of mankind and the desire to do good.” Ever since my childhood my heart and soul have been imbued with the tender feeling of goodwill; and I have always been inclined to accomplish great things.[fn_31]

This became Beethoven’s moral imperative—Beethoven, the musician, and Beethoven, the man.

On September 17, 1824 to publisher Schott, after writing that his health was poor:

Apollo and the Muses will not yet hand me over to the Scythe Man, for I still owe them much; and before my departure for the Elysian Fields I must finish what the spirit suggests to me [or, as another translation has it: what the Eternal Spirit has infused into my soul[fn_32]] and commands me to finish. It is to me as if I had only written a few notes.[fn_33]

In art, there is a seeming paradox. The artist’s thoughts are often light years ahead of the general population, yet the mission of the artist is to ennoble just those people through the aesthetical experience—to raise the sights of the people to the stars. Beethoven, especially, felt this paradox, but was determined to compose at the highest level he could, despite complaints that his works were either unplayable, or not understandable.

View full size

Beethoven, sculpted by Hugo Hagen in 1898.

Beethoven for Us, Today

Though he could not hear music with his ears, Beethoven heard music in his mind and felt it in his soul. He would go on to produce what many consider the greatest music in human history. That is why people all over the world still perform and listen to his music. That is also why we must strive to present Beethoven’s music to those, emphatically including young people, who don’t know the beauty they are missing. Let us give it to them, as Beethoven’s present to everyone, on the occasion of his 250th birthday.

Dear reader, take the opportunity to celebrate Beethoven’s birthday by immersing yourself in listening to, and even playing and singing, his works, so that you may better understand the creative beings that we are. Notes on paper represent not just tones, but the keys to Beethoven’s creative mind. Thereby, you can confirm a positive image of man, which also had a political dimension for Beethoven—the pursuit of freedom.

Six months after leaving Bonn, Beethoven quoted from Friedrich Schiller’s play, Don Carlos in the commemorative leaf that he wrote for a woman: “Do well where one can, love freedom above all, never renounce the truth, not even before the royal throne.”[fn_34]

As Schiller said, the road to Freedom goes through Beauty. That was Schiller’s solution after the French Revolution, which did not end like the American Revolution, but in a bloodbath.[fn_35] It is not rage and anger that will transform our society for the better, but reasoned future-oriented policy proposals based on the most noble image of man.

Beethoven characterized humanity as “we mortals with immortal minds.” His creativity can speak directly to you from his place in the “simultaneity of eternity,” the place LaRouche often spoke of, outside of space and time, where the emanations of the most creative people in history are found.

From a letter to a painter: “Continue to paint and I shall continue to write down notes, and thus we shall live—forever?—yes, perhaps, forever.”[fn_36]

“I would rather set to music Homer, Klopstock, Schiller, although even these would cause difficulties, but these immortal poets are worth it.”[fn_37]

To fellow composer Luigi Cherubini: “True art is imperishable, and the true artist feels inward pleasure in the production of great works.”[fn_38]

We can drink from this fountain of creativity, and nourish ourselves, so that, hopefully, we may contribute, each in his or her own way, to enriching the flow.

And ye musicians: strive to master Beethoven’s compositional principles so that we may rediscover the almost lost art of composing beautiful and profound music, and, maybe, even, go beyond.

Let Beethoven aid us in developing our own creative powers so that we may generate nothing less than a new global renaissance, for the sake of needy humanity.


Read the author’s other articles on culture at https://rasmussenmichelle.academia.edu/.

View full size

EIRNS/Sylvia Spaniolo

“The true artist feels inward pleasure in the production of great works.” —Beethoven. Here, the Schiller Institute NYC Chorus and orchestra in a concert on Schiller’s birthday, St. Bartholomew’s Church, New York, November 18, 2018. The Schiller Institute encourages members of the public to join the Chorus.

[fn_1]1. Lyndon LaRouche, Think Like Beethoven, paperback available here[back to text for fn_1]

[fn_2]2. Dr. A.C. Kalischer, Beethoven’s Letters, With Explanatory Notes, Dover, 1972, page 160. [back to text for fn_2]

[fn_3]3. Michelle Rasmussen, “ ‘All Men Become Brothers’: The Decades-Long Struggle for Beethoven’s Ninth Symphony,” EIR Vol. 42, No. 26, June 26, 2015, pages 38-51[back to text for fn_3]

[fn_4]4. Maynard Solomon, “Reason and Imagination: Beethoven’s Aesthetic Evolution,” in Historical Musicology: Sources, Methods, Interpretations, by Stephen A. Crist and Roberta Montemorra Marvin (editors), University of Rochester Press, 2008, page 189. [back to text for fn_4]

[fn_5]5. Kalischer, page 68. See note 2. [back to text for fn_5]

[fn_6]6. Kalischer, page 331. [back to text for fn_6]

[fn_7]7. From a more extensive footnote about Plato written by Edgar A. Poe in “The Colloquy of Monos and Una.” The Complete Tales and Poems of Edgar Allan Poe, Modern Library, 1938, page 446. [back to text for fn_7]

[fn_8]8. Written in Lenz von Breuning’s album, Kalischer, page 11. [back to text for fn_8]

[fn_9]9. Speech delivered to the Schiller Institute conference, “Classical Culture, an Imperative for Mankind,” held in Rüsselsheim, Germany, July 3, 2011. EIR Vol. 38, No. 27, July 15, 2011, pages 30-38. [back to text for fn_9]

[fn_10]10. Azquotes.com/quote/864207 [back to text for fn_10]

[fn_11]11. Albert Einstein, Einstein On Cosmic Religion and Other Opinions & Aphorisms. goodreads.com/quotes/423568. [back to text for fn_11]

[fn_12]12. www.azquotes.com/quote/831606. [back to text for fn_12]

[fn_13]13. brainyquote.com /quotes/albert_einstein_121643. [back to text for fn_13]

[fn_14]14. Read the article, “Einstein the Artist,” by Shawna Halevy, one of LaRouche’s collaborators. EIR Vol. 39, No. 19, May 11, 2012, pages 58-66 [back to text for fn_14]

[fn_15]15. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 194. See note 4. [back to text for fn_15]

[fn_16]16. Counterpoint is the art of writing two or more lines, or voices, of music designed to be in dialogue with each other, from “point against point,” writing a contrary note to a given note, or point. [back to text for fn_16]

[fn_17]17. Michael Hamburger (editor), Beethoven: Letters, Journals and Conversations, Thames & Hudson, 2007, page 199. [back to text for fn_17]

[fn_18]18. Maynard Solomon, Beethoven Essays, Harvard University Press, 1990, page 127. [back to text for fn_18]

[fn_19]19. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 194. [back to text for fn_19]

[fn_20]20. Over September 20-22, 1995, the Schiller Institute sponsored a series of seminars featuring Lyndon LaRouche’s close friend and collaborator Norbert Brainin, at the Dolná Krupá castle in Slovakia. Watch Mr. Brainin demonstrate the principle of motivic through composition in Seminar No. 4 here, or read more about it here[back to text for fn_20]

[fn_21]21. To Baron Carl August von Klein in 1826, Kalischer, page 365. [back to text for fn_21]

[fn_22]22. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 191. [back to text for fn_22]

[fn_23]23. Op. cit., page 192. [back to text for fn_23]

[fn_24]24. A word coined before Schiller, by Johann Georg Adam Forster in writing about Benjamin Franklin. [back to text for fn_24]

[fn_25]25. Kalischer, page 330. [back to text for fn_25]

[fn_26]26. Manuel Komroff, Beethoven and the World of Music, Dodd, Mead, 1961, page 164. [back to text for fn_26]

[fn_27]27. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 190. [back to text for fn_27]

[fn_28]28. Hamburger, Beethoven: Letters, page 122. See note 17. [back to text for fn_28]

[fn_29]29. Birgit Lodes, in William Kinderman (editor), The String Quartets of Beethoven, University of Illinois Press, 2020, page 186. [back to text for fn_29]

[fn_30]30. Kalischer, page 23. [back to text for fn_30]

[fn_31]31. Thayer’s Life of Beethoven, Vol. I, revised and edited by Elliot Forbes, Princeton University Press, 1991, page 305. [back to text for fn_31]

[fn_32]32. Maynard Solomon, Late Beethoven: Music, Thought, Imagination, University of California Press, 2004, page 93. [back to text for fn_32]

[fn_33]33. Kalischer, page 332. [back to text for fn_33]

[fn_34]34. To Theodora Johanna Vocke in Nuremberg, May 22, 1793. Joseph Schmidt-Görg, ”A Schiller Quote from Beethoven in a New Perspective,” in Günter Henle, Music, Edition, Interpretation, 1980, page 423. [back to text for fn_34]

[fn_35]35. Beethoven actually expressed his desire to travel to North America. “If only God will restore me to my health, which to say the least, has improved, I could do myself justice, in accepting offers from all cities in Europe, yes, even North America, and might still prosper.” Beethoven received a request for an oratorio from Boston’s Musical Society, which, in the end, he did not write. Kalischer, page 289. [back to text for fn_35]

[fn_36]36. Solomon, Late Beethoven, page 98. See note 32. [back to text for fn_36]

[fn_37]37. Kalischer, page 321. [back to text for fn_37]

[fn_38]38. Kalischer, page 296. [back to text for fn_38]

Beethoven Thought in Metaphor

Even when he was not composing, Beethoven thought in metaphor. In response to a letter from his brother which was proudly signed “landowner,” Beethoven signed his letter, “brain-owner.”a[fn_1]

From a remembrance by music critic and literary figure, Johann Friedrich Rochlitz: “Once he is in the vein, rough, striking witticisms, droll conceits, surprising and exciting paradoxes suggest themselves to him in a continuous flow.”b[fn_2][fn_3]

From his student Karl Czerny: “He could introduce a play on words anywhere.”c For example, “As regards Frau v. Stein [stone in English], I beg her not to let Herr v. Steiner be petrified, so that he may still be able to serve me.”d[fn_4]

Or he could make up funny words, calling a fugue “tone-flight-work.”e[fn_5]

Here is an example of the great fun Beethoven had when writing to Tobias Hasslinger, publisher Sigmund Anton Steiner’s assistant, who later became the publisher (Beethoven usually called Hasslinger the “little adjutant,” Beethoven being “Generalissimus”):

I dreamed that I was taking a far journey, as far as Syria, as far as India, back again as far as Arabia; finally I came indeed to Jerusalem. The Holy City prompted thoughts about the Holy Writ [Bible], when, and no wonder, I thought of the man Tobias [from the Bible], and naturally that led to my thinking of our little Tobias and our pertobias[sen] [making the name a verb, then a noun meaning to turn the name ‘Tobias’ into musicf[fn_6]]; now, in my dream journey, the following canon occurred to me:g[fn_7]

View full size

Beethoven then forgot the canon*[fn_8], and when he remembered it again, it had turned into a three-voice canon, which he held as strongly as Menelaus had held Proteus.

His letter to Tobias Hasslinger continues:

Soon I shall send in something about Steiner, too, just to prove that he hasn’t a heart of stone. Farewell, very dearest of friends, we wish you continually that you may never be true to the name of publisher and may never be publicly humiliated…. [The pun on Verleger (publisher) and verlegen (embarrassed, at a loss) was one of which Beethoven was especially fond.]h[fn_9]

Enclosed in a letter to a publisher in 1825 with some canons, Beethoven includes:

[A] supplement, a romantic description of the life of Tobias Hasslinger in 3 parts. First part: Tobias is an assistant of the celebrated authority, Capellmeister Fux—and holds the ladder to his Gradus ad Parnassum [steps to Parnassus, the mountain where the Muses live, the name of Fux’s pedantic book on counterpoint]. As he is now inclined to practical joking, through shaking and pushing the ladder he causes many of those who had got fairly high up to fall headlong and break their necks, &c. He now bids farewell to our clod of earth and reappears at the time of Albrechtsberger [a leading counterpoint teacher who gave Beethoven some lessons].

2nd part. The already existing Fuxian nota cambiata [changed note] is now treated in conjunction with A[lbrechtsberger]. and the changing notes thoroughly expounded; the art of creating a musical skeleton is carried on to the highest degree, &c. Tobias, now a caterpillar, is turned into a grub [butterfly larva], is developed, and appears for the third time on this earth.

3rd part. The scarcely formed wings now hasten to the Paternostergässl [the address of the publisher]; he becomes Paternostergässler Capellmeister, and having gone through the school of the changing notes [Wechselnoten] he retains nothing of them but the change [Wechsel], and so gains the friend of his youth, and finally becomes a member of several inland empty-headed societies, &c. If you ask him, he will certainly allow this account of his life to be published.i[fn_10]

[back to text]

[fn_1]a. Russell Sherman, Piano Pieces, Farrar, Straus and Giroux, September 30, 1997, page 114. [back to text for fn_1]

[fn_2]b. Oscar Sonneck (editor), Beethoven: Impressions by His Contemporaries, Dover Books, 1967, page 128. [back to text for fn_2]

[fn_3]c. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 223. [back to text for fn_3]

[fn_4]d. Kalischer, page 229. [back to text for fn_4]

[fn_5]e. Kalischer, page 356. [back to text for fn_5]

[fn_6]f. The Free Dictionary Language Forums, by Farlex, “Beethoven’s writing: question.” [back to text for fn_6]

[fn_7]g. Kalischer, page 281. [back to text for fn_7]

[fn_8]https://beethoven.ru/node/909 [WoO 182: O Tobias!, трехголосный канон Бетховен (beethoven.ru)] [back to text for fn_8]

[fn_9]h. The Unheard Beethoven website, “Canon, O Tobias, WoO 182.” [back to text for fn_9]

[fn_10]i. Kalischer, page 229. [back to text for fn_10]

View full size

Beethoven: ‘To Spread the Rays of the Godhead’

In a letter to Archduke Rudolph, Beethoven wrote:

There is nothing higher than to approach the Godhead more nearly than other mortals and by means of that contact to spread the rays of the Godhead through the human race.j[fn_1]

To Emilie, a girl of 8 to 10 years old, who had written to him in 1812:

Persevere, do not only practice your art, but endeavor also to fathom its inner meaning; it deserves this effort. For only art and science can raise men to the level of gods…. The true artist has no pride. He sees unfortunately that art has no limits; he has a vague awareness of how far he is from reaching his goal; and while others may perhaps be admiring him, he laments the fact that he has not yet reached the point whither his better genius only lights the way for him like a distant sun.

I should probably prefer to visit you and your family than to visit many a rich person who betrays a poverty of mind. If I should ever go to H., then I will call on you and your family. I know of no other human excellences than those which entitle one to be numbered among one’s better fellow creatures. Where I find people of that type, there is my home.k[fn_2]

In the 1790s, he wrote about the need “to strive towards the inaccessible goal which art and nature have set us.”l[fn_3]

When asked which of the string quartets opera 127, 130, 132 was the greatest: “Each in its way. Art demands of us that we shall not stand still…. You will find a new manner of part writing and thank God there is less lack of fancy than ever before.”m[fn_4]

For the artist “there is no more undisturbed, more unalloyed or purer pleasure” than that which comes from rising “ever higher into the heaven of art.”n[fn_5]

Freedom and progress are the aims throughout creation:

[T]he older composers render us double service, since there is generally real artistic value in their works (among them only the German Handel and Seb. Bach possessed genius). But in the world of art, and in the whole of our great creation, freedom and progress are the main objectives. And although we moderns are not quite as far advanced in solidity as our ancestors, yet the refinement of our customs has enlarged many of our conceptions as well.o[fn_6]

Dr. Kalischer commentsp[fn_7] on a letter of Beethoven to a court lawyer, Dr. Johann Baptist Bach: “We may recall the fact that the composer thought of writing an Overture on the name [B-A-C-H: B-flat, A, C, B-natural in German letter notation]; there are many sketches, the following is among some for the Tenth Symphony:

View full size

In a letter to the new directors of the Royal Imperial Court Theatre in Vienna, Beethoven wrote: “[T]he undersigned has always striven less for a livelihood than for the interests of art, the ennoblement of taste and the uplifting of his genius towards higher ideals and perfection.”q[fn_8]     [back to text]

[fn_1]j. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page189. [back to text for fn_1]

[fn_2]k. Emily Anderson (editor), Letter No. 376, in The Letters of Beethoven, Vol. 1, W.W. Norton, 1986, pages 380-381. [back to text for fn_2]

[fn_3]l. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 191. [back to text for fn_3]

[fn_4]m. Ibid., page 192. [back to text for fn_4]

[fn_5]n. Ibid., page 192. [back to text for fn_5]

[fn_6]o. Ibid., page 192. Words in parentheses from Kalischer, page 270. [back to text for fn_6]

[fn_7]p. Kalischer, page 326. [back to text for fn_7]

[fn_8]q. Thayer’s Life of Beethoven, revised and edited by Elliot Forbes, Vol. I, Princeton University Press, 1991, page 426. [back to text for fn_8]



[back to text]

Back to top    Go to home page

This article appears in the March 5, 2021 issue of Executive Intelligence Review.

January 17, 1990

In the Garden of Gethsemane

by Lyndon H. LaRouche, Jr.

[Print version of this article]

Editor’s Note: This essay was first published in EIR Vol. 44, No. 37, September 15, 2017, pages 19-21.

A prophet is not without honor, save in his own country.

—Matthew 13:57

Those of us who find ourselves in Gethsemane—a Gethsemane where we are told that we must take a role of leadership with our eye on Christ on the Cross—often experience something which, unfortunately, most people do not. We tend to look at things from a different standpoint. Before trying to situate how I see the recent period, and the period immediately before us, I should try to communicate what my viewpoint is, a viewpoint which I know is shared in some degree of very close approximation by everyone who has gone to Gethsemane with the view of the Cross in his eyes, saying, “He did it, I am now being told that I must, too, walk in His way.”

What I suggest often, in trying to explain this to a person who has not experienced it, is to say: “Imagine a time 50 years after you’re dead. Imagine in that moment, 50 years ahead, that you can become conscious and look back at the entirety of your mortal life, from its beginning to its ending. And, rather than seeing that mortal life as a succession of experiences, you see it as a unity. Imagine facing the question respecting that mortal life, asking, “Was that life necessary in the total scheme of the universe and the existence of mankind, was it necessary that I be born in order to lead that life, the sum total of that number of years between birth and death? Did I do something, or did my living represent something, which was positively beneficial to present generations, and implicitly to future generations after me? If so, then I should have walked through that life with joy, knowing that every moment was precious to all mankind, because what I was doing by living was something that was needed by all mankind, something beneficial to all mankind.”

If I am wise, then 50 years after my death, in looking back at my mortal life, I know that from the beginning with my birth, to the end with my death, that my truest self-interest was the preservation and enhancement of that which made my having lived important to those around me and those who came after me.

That is the beginning, I think, of true wisdom; that is the beginning of the Passion, which sometimes enables each of us when called, to walk through our own peculiar kind of Gethsemane. It is from this standpoint, that the mind of an individual such as our own, can efficiently comprehend history in the large.

A second point, which I often raise, I think is essential to understand the few simple observations I have to make here. It is that, in human reason, in the power, for example, to effect a valid, fundamental scientific discovery, which overturns, in large degree, previous scientific opinion, we see a fundamental distinction between man and all beasts. This power of creative reason, typified by the power to make a valid, fundamental scientific discovery, and also the power to transmit and to receive such a discovery, is that which sets man apart from and above the beasts.

The emotion associated with that kind of human activity, whether in physical science, in the development of creative works or performance of creative works of classical culture or simply in the caring for a child to nurture that quality of potential for discovery in the child, is true love. Creative activity is human activity, and the emotion associated with that kind of activity, is true love.

We start from that and say that society must be based on these considerations, that. every human being, being apart from and above the animals, has the right and the obligation to live an important life. Every human being has the right to do something, such that if one looked back 50 years after the death of that person at his or her whole mortal life, one could have said, that life was necessary to all humanity. At the same time, one could distinguish some use of this creative power of reasoning as the activity which made that life important, simply, sometimes, the development of that creative power.

View full size

Lyndon H. LaRouche, Jr.

Two Conflicting Views of Mankind

We have, in the entirety of the approximately 2,500 years of Western European history, which includes the history of the Americas, two conflicting views of mankind. One view shares more or less the standpoint I’ve just identified: We view the human individual as bearing the divine spark of potential for reason, as a sacred life; a spark of reason which must be developed by society, nurtured by society, given opportunity for fruitful expression by society; a quality of activity whose good works must be adopted by society, protected by society, and preserved by society, for the benefit of present and future generations. That is the republic, the republic as conceived by Solon’s constitution of Athens—a notion of republic, which, in our time, is made nobler by the Christian understanding, which transforms and elevates the contributions of Solon and Socrates after him.

On the other side, there is the conception of Sparta, a privileged oligarchy, brutalizing the helots, the slaves, the so-called lower classes. That, too, is a model society, not a republic, but an oligarchy.

The struggle between these two views of mankind is epitomized by the struggle between President and General George Washington, on the one side, and King George III on the other. George Washington was a soldier and statesman of the republic, not a perfect one, but a good one. On the opposite side was poor King George III, the puppet of the evil Earl of Shelbourne, and the epitome of oligarchism, the heritage of Sparta. The tradition of King George III, which deems that some men must be kept slaves, is an oligarchical view, which hates the idea of the equality of the individual in respect to the individual human being’s possession of that divine spark, the individual human being’s right to the development of that spark, the nurture of its activity, and the defense and perpetuation of its good works.

Such is the conflict. In our time, the great American Republic, by virtue of the cultivation of ignorance and concern with smallness of mind, and neglect of the importance of what comes after us in the living of our mortal lives, has been so undermined, degraded, and corrupted, that we as a nation no longer are the nation we were conceived to be, but instead have become a nation brain-drained in front of our television sets, thinking with greater passion about mere spectator sports or mere television soap-opera than we do about urgent events in real life. We are a nation seeking gratification in drugs, in sordid forms of sexual activity, in other sordid entertainments, in that kind of pleasure-seeking, which echoes the words Sodom and Gomorrah.

And so, oligarchism, that which George III of England represented back in the eighteenth century, has taken over and rules the land which was once George Washington’s.

What this leads to is this. Today, there is a great revolution around the world against tyranny in all forms. So far, this revolution has manifested itself within the communist sector against communist tyrannies. But it is coming here, too. Wherever the divine spark of reason is being crushed by oligarchical regimes, with all their cruelties, the divine spark of reason within human beings inspires them to arise, to throw off the tyranny—not out of anger and rage against tyranny, but because the divine spark of reason in each person must be affirmed. We seek not merely to be free from oligarchy; we seek to be free from oligarchy, because not to do so would be to betray the divine spark of reason in ourselves and in others.


The secret of great revolutions, of great civil rights movements, as Dr. King’s example illustrates, is this capacity, which the Greek New Testament called agapē, which Latin called caritas, which the King James version of the Bible calls charity, which we otherwise know as love. Whenever this power of love, this recognition of that divine spark, setting us above the beasts, prevails, wherever people can approximate that view of the sum total of their lives, as if from 50 years after their deaths, whenever movements arise which, out of love, produce people who are willing, not fruitlessly, but for a purpose, to lay down their lives, so that their lives might have greater meaning, for this purpose—there you have the great revolutions of history.

If we were to project events on the basis of what is taught in the schools about revolutions and other struggles of the past, then the human race at present were doomed. If we say that people struggle against this and that oppression, and so forth, and out of rage or whatnot, overthrow their cruel oppressor, we should lose; the human race would lose. However, if we touch the force of love, the spark of divine reason, we unleash a force, a creative force, a divine force, which is greater than any adversary, and we win. Those revolutions, which are based upon the appeal to this divine spark of reason within the individual, prevailed. Those which worked otherwise produced abominations, or simply failed.

Yes, we must struggle against injustice. But it is not enough to struggle out of anger. We must struggle out of love. And that we learn best, who have had to walk as leaders of one degree or another, through our own Gethsemane, with the image of the Cross before us.

That is the best I can say. I might say it better, but what I try to say with these poor words, is the best I can say summarily, on the subject of current history. I believe, that the great upsurge of humanity, implicit in the optimism I express, is now in progress. I am persuaded that we shall win, provided that each of us can find in ourselves that which makes us the right arm of the Creator, a man, a woman of providence, within the limits of our own capacities and opportunities.

Lyndon H. LaRouche, Jr.

Dictated from prison

Rochester, Minnesota

January 17, 1990



Den britiske liberalismes forbrydelser og undergang og ’Det Nye Paradigme’ for menneskehedens fremtid.
Helga Zepp-LaRouche hovedtale ved Schiller Instituttets internationale internetkonference den 25. april 2020.

Helga Zepp-LaRouche: Jeg hilser alle jer, der ser denne internetkonference fra hele verden, og jeg tror, at I alle er klar over, at menneskeslægten lige nu er konfronteret med en hidtil uset krise. Den truer ikke alene med at koste mange millioner menneskeliv på grund af sygdom og sult, med at feje mange af de institutioner, som folk har taget for givet indtil nu, af banen, og med at kaste store dele af verden ind i en ny mørk tidsalder, herunder kulturelt, men den kunne også føre til termonuklear krig, der potentielt ville udslette hele menneskeheden.

Denne krise er mere vidtgående end i det 14. århundrede, da den Sorte Pest udslettede en tredjedel af befolkningen fra Indien til Island. Det er mere alvorligt end Den store Depression i 1930’erne, fordi den potentielt kan ødelægge mere økonomisk substans. Og hvis der udbryder krig, vil det bestemt have værre følger end verdenskrigene i det 20. århundrede, fordi det sandsynligvis vil involvere brugen af termonukleare våben.

På grund af globaliseringen og internationaliseringen af mange systemer, herunder internettet, atomvåben, er vi alle i den samme båd. Og i modsætning til tidligere epoker, da en del af planeten blomstrede mens en anden kollapsede, vil der denne gang ikke være nogen delvise løsninger. Mere end nogensinde før i vores historie udfordres vi som samfund, som én menneskehed, til at nå til enighed om nye principper, der kan garantere menneskehedens langsigtede evne til at overleve. Det er pointen med denne konference: Hvordan kan vi identificere årsagerne til denne krise, eliminere dem og åbne et nyt kapitel i universalhistorien, der fører vores eksistens ud af geopolitisk konfrontation, ind på et niveau af fornuft, der sømmer sig for menneskehedens identitet som en kreativ art?

Nogle mennesker spekulerer på, hvorfor jeg midt i en pandemisk og finansiel krise også rejser spørgsmålet om faren for atomkrig? Fordi de skandaløse og ondsindede beskyldninger mod Kina fremsat af de britiske hemmelige tjenester MI6 og MI5 og deres propagandaapparat – Henry Jackson-Selskabet i London, Atlanterhavsrådet og forskellige “klyngeagenter” på begge sider af Atlanterhavet – beskylder Kina for COVID-19-pandemien, fordi man angiveligt enten forsinkede informationen om den, eller endog brugte biologisk krigsførelse mod Vesten. Dette drejer sig om opbygningen af et fjendebillede med henblik på krig. Den uforskammethed med hvilken Henry Jackson-Selskabet – den hårde kerne blandt de liberale neokonservative og den britiske krigsfaktion på begge sider af Atlanterhavet – kræver milliarder af dollars i erstatning, kan kun ses som en provokation, beregnet på at gøde jorden for et strategisk slutopgør.

 Det er den hysteriske, men i sidste ende desperate reaktion fra et imperium, der er klar over, at det hele er ovre, og at verden aldrig mere vil vende tilbage til den allerede udrullede strategiske orientering for en unipolær verden, den såkaldte “Washington Consensus” og “regelbaserede orden”, som man var i stand til at opretholde, i det mindste som en facade, indtil udbruddet af COVID-19. Krigspartiets beregninger var forkerte; den erklærede forhastet ”historiens afslutning” efter Sovjetunionens sammenbrud, hvilket også var knyttet til illusionen om, at Kina ville udvikle sig til et liberalt demokrati i britisk stil, hvis blot det fik medlemskab af WTO; og at alle andre lande også ville blive omdannet til vestlige demokratier via en politik for regimeskifte, enten gennem farverevolutioner eller interventionskrige.

Kinas enestående verdenshistoriske kulturelle bedrifter – ikke alene at løfte 850 millioner af sine egne mennesker ud af fattigdom, men også, med den Nye Silkevej, at give udviklingslande muligheden for første gang at overvinde såvel den kolonialistiske politik, der stadig i dag gennemføres af IMF, såvel som den deraf forårsagede fattigdom – blev mødt med vantro og rædsel af de forskellige talerør for det britiske imperium. Efter at de vestlige medier i omkring fire år havde ignoreret det største infrastrukturprogram i historien, blev angreb på såkaldte “autokratiske regimer”, som Kina, Rusland og andre, pludselig optrappet af de samme medier, som siden 2015 har profileret sig i ”Heksejagten” mod præsident Trump, i aftalt spil med kupforsøget fra de britiske hemmelige tjenester.

 Men da først tallene for marts og april blev frigivet, der viste, at Kina ikke blot har været i stand til at knuse pandemien mere effektivt, men også at overvinde de økonomiske konsekvenser af krisen meget lettere end de vestlige lande, som på grund af privatisering af sundhedssektoren var helt uforberedt på pandemien, blev tonen imod Kina skingrende. De vestlige demokratiers “regelrette orden”, den eneste “demokratiske legitimitet”, har været på gyngende grund i lang tid, og truer nu med at kollapse, mens det hævdes, at Beijing forfølger en “strategi for ubegrænset krigsførelse”. Kendsgerningen er, at det liberale system knyttet til det britiske imperium har slået fejl. Men det betyder ikke, at de styrker der er allieret med imperiet ikke stadigvæk, i deres kvaler, kan påføre enorme skader, for eksempel ved at indlede en verdenskrig.

 Det er på høje tid at rette på navnene, som Konfutse ville sige. Hvis ideen er at udarbejde en liste over skyldige parter og erstatningskrav på grund af den aktuelle krise, så må det være listen over virkningerne af den britiske liberalisme, hvis ledende skikkelse, Winston Churchill, bærer hovedansvaret for udeladelsen af det vigtigste aspekt i det Bretton Woods-system, som Franklin D. Roosevelt havde til hensigt for efterkrigstiden: nemlig en kreditmekanisme til at overvinde kolonialismen og industrialisere udviklingssektoren. På grund af denne mangel blev det britiske imperiums kontrol over den såkaldt Tredje Verden foreviget i efterkrigstiden. Denne situation blev derefter forværret, efter at præsident Nixon afsluttede Bretton Woods-systemet i august 1971, hvilket førte til en række af dereguleringer af de finansielle markeder, den berygtede ‘outsourcing’ til lande med billig arbejdskraft og IMF’s betingelser (‘conditionalities’, red.). Det eneste formål med hele denne politik var at opretholde en kolonialistisk udplyndring og forhindre enhver seriøs udvikling i disse lande.

 Hvordan kunne nogen i de såkaldt “avancerede lande” – og vi ser nu med coronavirus-pandemien, præcis hvor avancerede de er – antage i så meget som et minut, at den brutale fattigdom i Afrika, Latinamerika og nogle asiatiske lande er selvindlysende eller selvforskyldt? Hvis Vesten i de sidste 70 år havde gjort, hvad Kina har udrettet i Afrika siden 1960’erne, men især i de sidste 10 år nu, nemlig at bygge jernbaner, dæmninger, kraftværker og industriparker, ville hele Afrika nyde godt af et udviklingsniveau, som man ser i Sydkorea eller Singapore i dag – eller bedre! Afrika har som følge af denne politik stort set intet sundhedssystem, ingen infrastruktur; halvdelen af befolkningen har ikke adgang til rent vand, sanitet eller elektricitet, fordi det britiske imperium bevidst undertrykte dem ved at arbejde gennem IMF og Verdensbanken… gennem Verdensnaturfonden, der i tvivlstilfælde betragter beskyttelsen af en insektart som vigtigere end millioner af menneskers liv! Hvis man tager højde for den samlede virkning af denne politik, vil der fremkomme et tal på millioner af mennesker, hvis liv er blevet forkortet af sult og ubehandlede sygdomme! I modsætning til myten om at det britiske imperium ophørte med at eksistere en gang for alle med koloniernes uafhængighed og overleveringsceremonien i Hongkong den 30. juni 1997, eksisterer det stadig i form af neoliberal monetaristisk kontrol over verdens finansielle system; en kontrol, der altid har været indbegrebet af imperialisme.

 Et andet eksempel på ren propaganda fra imperiet er at sige, at lande i den Tredje Verden simpelthen ikke ønsker at udvikle sig. Virkeligheden er, at selv ideen om FN’s udviklings-årtier de facto blev elimineret med afslutningen på Bretton Woods, og dets erstatning med ideen om befolkningsreduktion, Romklubbens grove ideer om de formodede grænser for vækst og John D. Rockefeller III’s misantropiske forestillinger, som han præsenterede dem på FN’s befolkningskonference i Bukarest i 1974, eller Henry Kissingers skandaløse NSSM 200 fra samme år; der blot var gammel skimmelsvamp fra påstandene af den onde pastor Malthus’, det Britiske østindiske Selskabs bladsmører, som for sin del plagierede ideerne fra den venetianske “økonom” Giammaria Ortes.

 Lyndon LaRouche reagerede på dette paradigmeskifte, da han i 1973 i forbindelse med en række undersøgelser om virkningerne af IMF-politikken, begyndte at advare om, at den voksende underernæring, svækkelse af immunsystemet, manglende hygiejne osv. ville føre til fremkomsten af globale pandemier. Efter tusindvis af taler og skrifter fra LaRouche, der har cirkuleret i de mellemliggende fem årtier over alle fem kontinenter, er der ingen der kan sige, at den aktuelle pandemi ikke var forudseelig! Især da LaRouches hele livsværk var dediceret til, blandt andet, at udarbejde udviklingsprogrammer, der netop ville have forhindret det!

 Den grundlæggende årsag til at det liberale paradigme og den nuværende underliggende, transatlantiske “regelrette orden” har fejlet, og hvorfor etablissementet har vist sig at være så fuldstændig ude af stand til at reflektere over årsagerne til denne fiasko, er knyttet til det aksiomatiske grundlag og generelt accepterede antagelser om dette paradigmes menneskesyn, såvel som dets begreb om stat og videnskab.

 Efter den første opkomst, under den italienske renæssance, af ideer og former for en statsdannelse, der bevidst fremmer de kreative åndsevner hos en voksende andel af befolkningen, og rollen af videnskabelige fremskridt som kilde til social rigdom, lancerede det daværende feudale oligarki knyttet til det daværende førende imperium, Venedig, en bevidst modoffensiv, hvor Paolo Sarpi, som den førende tænker i det venetianske oligarki, fremførte sin lære, hvorfra Oplysningstiden og liberalisme i sidste ende udviklede sig. Ideen var at kontrollere den videnskabelige debat, men at fornægte evnen til at erkende og opdage reelle universelle principper, at undertrykke potentialet for ‘Prometheus’ (der ifølge sagnet gav mennesket ilden, red.) – om nødvendigt med magt – at reducere mennesker til niveauet for sansemæssig oplevelse, og dogmatisere det tilbagestående i ”den menneskelig natur”.

 Fra denne tradition udsprang den mekanistiske videnskabelige tradition forbundet med Galilei Galileo og Isaac Newton, John von Neumanns og Norbert Wieners spil- og informationsteori, og for nyligt de algoritmer, der ligger til grund for derivathandlen i dagens kasinoøkonomi. Det empiriske og materialistiske dogme og dekadente menneskebillede, der blev bragt til torvs af Thomas Hobbes, Thomas Malthus, Jeremy Bentham, John Locke og John Stuart Mill, er stadig den dag i dag grundlaget for den britiske liberalisme, og den virus, der mere end noget andet, har bidraget til den nuværende tilstand i verden.

 Det britiske imperiums oligarkiske tankegang, der benægter alle mennesker, men især alle farvede mennesker, den guddommelige gnist af kreativitet bliver udtrykt i fuld klarhed i adskillige skrifter og udsagn, hvis blot folk bryder sig om at se efter det, fra prins Phillips berygtede ønske om blive reinkarneret som et dødbringende virus for at hjælpe med at reducere overbefolkningen af den menneskelige race, til det foragtelige syn der blev udtrykt af Adam Smith i hans ”Theory of the Moral Sentiment” fra 1759:

 ”Administrationen af universets store system… omsorgen for rationelle og fornuftige væseners universelle lykke er Guds – og ikke menneskets – afdeling. Mennesket er tildelt en langt mere ydmyg rolle, hvilken meget bedre svarer til svagheden af hans evner, og hans begrænsede forståelse; menneskets rolle vedrører hans egen lykke, og den af hans familie, hans venner, hans land … Naturen leder os til størstedelen af dette med oprindelige og øjeblikkelige instinkter. Sult, tørst, den lidenskab der forener kønnene, kærligheden til glæde og frygt for smerte, får os til at opfylde disse mål for deres egen skyld og uden nogen overvejelser vedrørende deres tilbøjelighed til at gavne de større mål, som ‘naturens store dirigent’ havde til hensigt at opnå med dem.”

 Eftersom alle disse egenskaber gælder lige såvel for dyr, er det åbenlyst også i orden at ‘udrense flokken’ med jævne mellemrum, ligesom spartanerne dræbte heloterne, da de troede, de ville blive for mange. Dette misantropiske billede af mennesket forstærkes gennem ren racisme, som Bertrand Russell udtrykte det så skamløst i The Prospects of Industrial Civilization:

 ”Den hvide befolkning i verden vil snart ophøre med at vokse. De asiatiske racer vil blive flere, og negrene endnu flere, før deres fødselsrate falder tilstrækkeligt til at gøre deres antal stabilt uden hjælp af krig og pest… Indtil det sker, kan fordelene, som socialismen sigter mod, kun delvist realiseres, og de mindre frugtbare racer bliver nødt til at forsvare sig mod de mere frodige ved metoder, der er modbydelige, omend de er nødvendige.”

 Det er netop denne racistiske ideologi, der var retfærdiggørelsen af kolonialisme, slavehandelen, opiumskrigene, og for at være ærlig, er det i sidste ende også årsagen til den monumentale ligegyldighed, som store dele af befolkningen i Vesten viser, når de hører nyheden om græshoppesværme i Afrika og i nogle asiatiske lande, som kunne have været elimineret for to måneder siden til en omkostning af kun 75 millioner dollars.

 Og intet har ændret sig i den grundlæggende støtte til eugenik (racehygiejne –red.) blandt repræsentanter for imperiet. Dette blev endnu en gang understreget af en skribent i Daily Telegraph, i en artikel af Jeremy Warner i begyndelsen af marts:

”Ikke for at gå i detaljer, men fra et ganske uengageret økonomisk perspektiv, kunne COVID-19 sågar vise sig at være en smule gavnlig i det længere løb, ved uforholdsmæssigt at rense ud blandt ældre pensionister).”

Det er disse barbariske præmisser for det liberale dogme, selv hvis det næppe er moderigtigt at indrømme deres eksistens i de såkaldte udviklede lande, som for mange år siden førte Lyndon LaRouche til at insistere på, at en kombination af de fire økonomisk og militært vigtigste lande i verden – USA, Kina, Rusland og Indien – var nødvendig for at gennemføre den bydende nødvendige reorganisering af verdensordenen. Denne reorganisering må dog begynde med den utvetydige og bestemte afvisning af dette liberale dogmes menneskesyn samt dets politiske implikationer. Det britiske imperium i alle dets fremtoninger, men mest af alt dets kontrol over finanssystemet må tilendebringes.

Disse fire nationer – USA, Kina, Rusland og Indien – må øjeblikkeligt sammenkalde en hastekonference og indføre et nyt Bretton Woods-system, der realiserer Franklin Roosevelts fulde intention ved at skabe et kreditsystem, som garanterer, en gang for alle, industrialiseringen af udviklingssektoren. Det må begynde med virkeliggørelsen af et verdenssundhedssystem, der opbygger et sundhedsvæsen i hvert eneste land på denne klode. Først og fremmest med et lynprogram for at bekæmpe coronavirusset, men derefter at opnå den samme standard, som fandtes under Hill-Burton-loven i USA, eller som den var i Tyskland og Frankrig, før privatiseringen i 1970’erne. Som Roosevelt formulerede det i sin Tale til Nationen i 1941, i sin berømte erklæring om de ”Fire Friheder”, hvor han sagde: ”Den tredje [frihed] er friheden for mangel – hvilket oversat i globale vendinger betyder en økonomisk forståelse, der garanterer enhver nations indbyggere et sundt og fredeligt liv – over alt i verden”. Førstedamen, Eleanor Roosevelt, gjorde det til sin personlige mission at sikre, at disse Fire Friheder blev indlemmet i FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne.

I Lyndon LaRouches ”Udkast til Samarbejdsaftale mellem USA og Sovjetunionen” fra 1984, der definerede principperne og grundlaget for det Strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som han foreslog, og som blev erklæret for USA’s officielle politik af Præsident Reagan d. 23. marts, 1983, og som gentagne gange blev tilbudt Sovjetunionen for at samarbejde om et omfattende nedrustningsprogram, definerede LaRouche den overbevisning, der repræsenterede et absolut afgørende aspekt af hans livs arbejde og denne organisations mission. Den første del af dette skrift, hvis principper også gælder for samarbejdet mellem de fire nationer og alle andre, som beslutter sig for at deltage i dette nye partnerskab, lyder:

”Det politiske grundlag for varig fred må være: a) den uforbeholdne suverænitet for hver eneste og alle nationalstater, og b) samarbejde blandt suveræne nationalstater for at fremme ubegrænsede muligheder for at deltage i fordelene af teknologisk fremskridt, til fælles gavn for alle og enhver. Den mest afgørende del af en sådan permanent fredspolitiks gennemførelse nu, er en dybtgående forandring i de monetære, økonomiske og politiske relationer mellem de dominerende nationer, og de relativt underordnede nationer, ofte klassificeret som ’udviklingslande.’ Medmindre de vedblivende uligheder i kølvandet på den moderne kolonialisme i stigende grad løses, vil ingen vedvarende fred på denne planet være mulig. Såfremt USA og Sovjetunionen anerkender, at fremskridt for de produktive arbejdskræfter på hele planeten er i hver og begge parters vitale interesse, er de to stormagter forbundet i denne grad og på denne måde af en fælles interesse. Dette er kernen af den praktiserede politiske og økonomiske politik, uundværlig for at fostre en vedvarende fred mellem disse to stormagter.”

I betragtning af den eskalerende anti-Kina-kampagne, igangsat af britisk efterretningsvæsen, som har folk i Præsident Trumps følge, der forsøger at overgå hinanden, nærmest time efter time, i deres anklager mod Kina, inklusive udenrigsminister Pompeo, [direktør for Handels- og Industripolitik] Peter Navarro, [senator] Lindsey Graham, og [FoxTV-værten] Tucker Carlson, mens diverse magtdemonstrationer af USA og NATO blot synes at være begrænsede af antallet af COVID-19-smittede blandt nogle af deres mandskaber, er det eksistentielle spørgsmål, hvordan verden kan komme fri af denne farlige optrapning. Er vi dømt til at genopleve hvordan den næststærkestes magtovertagelse af herredømmet fører til krig, som allerede er hændt tolv gange i historien?

Kombinationen af corona-pandemien, verdens hungersnødskrise, den kommende finansielle, hyperinflationære eksplosion og depressionen af den globale, reelle økonomi er så overvældende, at det burde være klart for ethvert tænkende menneske, at menneskeheden kun kan overvinde denne krise, hvis USA’s og Kinas økonomiske potentiale – understøttet af andre industrielle lande – forenes i fælles indsats og forøges, således at de fornødne kapaciteter kan skabes for at sikre sundhedspleje, infrastruktur og industri- og fødevareproduktion. Det er den eksistentielle interesse af hvert individ og af hver nation på denne planet at arbejde hen imod dette mål. Vi bliver nødt til at skabe et globalt kor blandt alle andre nationer og mange millioner af mennesker for at kræve præcist dette!

Konflikten mellem USA og Kina eksisterer kun, hvis de kræfter i begge partier i USA sejrer, som er i traditionen fra H.G. Wells’ ”Åbne Konspiration”, med den idé at USA accepterer det britiske imperiums model som grundlag for en anglo-amerikansk kontrolleret unipolær orden til at kontrollere verden. Denne vision af H.G. Wells blev videreført af William Yandell Elliot, mentor til Kissinger, Brzezinski, Samuel Huntington, og til og med de neokonservative fra Projektet for et Nyt Amerikansk Århundrede (PNAC). Hvis, på den anden side, USA vender tilbage til sin sande tradition fra Uafhængighedserklæringen imod det Britiske Imperium, og Alexander Hamiltons Amerikanske økonomiske System, da vil der være et stort åndsslægtskab med Kinas økonomiske model, som indeholder mange af Alexander Hamiltons, Friedrich Lists og Henry C. Careys principper. På samme måde var Sun Yat-sen, grundlæggeren af det moderne Kina, præget meget af det Amerikanske System.

På det presserende hastetopmøde med USA, Kina, Rusland og Indien, og på den dernæst umiddelbart nødvendige stiftende konference af et Nyt Bretton Woods-system, kan statslederne genoplive ånden fra den oprindelige Bretton Woods-konference, hvor lederen af den kinesiske delegation, H.H. Kung, indsendte Sun Yat-sens forslag for en ”International Udviklingsorganisation.” Kung, en af Sun Yat-sens svogre, sagde i sin tale i Bretton Woods:

”Kina ser frem til en periode med stor økonomisk udvikling og ekspansion efter krigen. Dette inkluderer et program for omfattende industrialisering, udover udviklingen og moderniseringen af landbruget. Det er min faste overbevisning, at et økonomisk stærkt Kina er en uundværlig betingelse for fredens bevarelse og en forbedring af verdens trivsel. Efter den 1. Verdenskrig foreslog Dr. Sun Yat-sen en plan for det han kaldte ’den internationale udvikling af Kina.’ Han understregede princippet for samarbejde med venligsindede nationer og brugen af udenlandsk kapital til udviklingen af Kinas ressourcer. Dr. Suns lære udgjorde grundlaget for Kinas nationale politik. Amerika og andre i de Forenede Nationer, håber jeg, vil tage aktiv del i at medvirke til udviklingen af Kina i efterkrigstiden.”

Som sagt støttede Roosevelt internationaliseringen af denne udviklingspolitik under forhandlingerne, og han betragtede forhøjelsen af levestandarden over hele verden som nøglen til global stabilitet. Og han så internationaliseringen af New Deal-politikken som vejen til at gøre det.

 De fire vigtigste nationer i verden – USA, Kina, Rusland og Indien – må nu etablere et nyt Bretton Woods-system, og sammen med alle nationer, der ønsker at tilslutte sig, et nyt paradigme for internationalt samarbejde mellem nationer, der styres af menneskehedens fælles mål. Den fjerde af Lyndon LaRouches fire love definerer den kvalitativt højere økonomiske platform, det højere niveau af fornuft, af ‘Coincidentia Oppositorum’ (modsætningernes sammenfald) som udviklet af Nicholas Cusanus (1401–1464, tysk filosof, teolog, jurist og astronom; nøglefigur i den europæiske renæssance –red.), hvorpå modsætningerne forbundet med geopolitisk konfrontation kan overvindes.

 Internationalt samarbejde mellem videnskabsfolk, der udelukkende baserer sig på verificerbare universelle fysiske principper, må erstatte forrang for politik baseret på ideologi og interesser. Forskning i “livsvidenskaber”, en bedre forståelse af hvad der forårsager livets egenskaber og dets oprindelse i universet, er forudsætningen for at bekæmpe coronavirus og alle andre potentielle virologiske, bakterielle og andre sygdomsprocesser. Som en del af verdenssundhedssystemet er vi nødt til at opbygge samarbejdende medicinske forskningscentre internationalt, hvor også unge forskere fra alle udviklingslande kan blive uddannet. Den dybtgående lære af coronavirus-pandemien er, at levering af sundhedspleje skal være et fælles gode og ikke tjene til at maksimere overskuddet for private interesser. Resultaterne af denne forskning skal derfor straks leveres til alle universiteter, hospitaler og medicinsk personale i alle nationer.

 Et andet område, hvor internationalt samarbejde i retning af de fælles mål for menneskeheden er uundværlig, er opnåelsen af energi- og råmaterialesikkerhed, hvilket vil være muligt med beherskelsen af termonuklear fusion og den tilhørende udvindingsproces for grundstoffer (‘fusion torch’). Det internationale ITER-projekt på Cadarache-anlægget i det sydlige Frankrig, en tokamak-kernefusionsreaktor og internationalt forskningsprojekt, der allerede involverer samarbejde fra 34 lande, er en god start, men finansieringen af ITER og andre modeller for nuklear fusion må forøges massivt. En af LaRouches centrale opdagelser er sammenhængen mellem energi-gennemstrømningstætheden, som anvendt i produktionsprocessen, og den relative potentielle befolkningstæthed. Beherskelse af nuklear fusion er bydende nødvendigt, ikke kun for den levende befolkning, men især for bemandet rumfart.

 Rumforskning i sig selv er et område, der er utænkeligt uden internationalt samarbejde, og som mere end nogen anden videnskabsgren på en positiv måde påviser, hvad pandemien demonstrerer negativt: At vi faktisk er den ene art, der er bestemt af dens fremtid, og hvis langsigtede overlevelsesevne afhænger af vores evne til at lære at forstå og beherske universets love – inklusive de mindst 2 billioner galakser, som Hubble-teleskopet har været i stand til at verificere. Forsvar mod asteroider, meteorer og kometer er kun et blandt mange vigtige elementer i dette. For udviklingslandene er ubegrænset deltagelse i forskningsprojekter den bedste måde – gennem videnskabelig og teknologisk ‘kvantespring’ – at skabe forudsætningerne for økonomier, der er i stand til at give alle borgere et godt og sikkert liv.

 Nicholas fra Cusa skrev allerede tilbage i det 15. århundrede, at alle opdagelser inden for videnskab straks skulle stilles til rådighed for repræsentanter for alle lande, for ikke unødvendigt at holde udviklingen af nogen af dem tilbage. Han fandt også, at konkordans, harmoni, i makrokosmos kun er mulig, når alle mikrokosmos udvikler sig bedst muligt. Det nye paradigme, som vi er nødt til at forme for samarbejdet mellem nationer, må tage udgangspunkt i hele menneskehedens fælles interesse, således at alle nationer og kulturer – som i kontrapunkt, som i en fuga – er sammenflettet og stiger dynamisk til højere stadier af anti-entropisk udvikling.

 Er vi, som menneskelig civilisation, på dette sene stadium af begivenhederne i stand til at afværge tsunamien af pandemier, hungersnød, finanskrise, depression og faren for en ny verdenskrig? I så fald har verden brug for dette topmøde mellem de fire nationer nu! Hvis et sådant topmøde ville bekendtgøre alle disse ændringer – et nyt Bretton Woods-system, at de fire stormagter står skulder ved skulder i opbygningen af et globalt udviklingsprogram i form af en ”Ny Silkevej bliver til Verdenslandbroen”, et verdenssundhedssystem, et internationalt lynprogram for fusion og beslægtet forskning, en massiv opgradering af internationalt rumforskningssamarbejde, og sidst men ikke mindst, en dialog mellem alle nationers klassiske traditioner, med det formål at udløse en ny renæssance af klassiske kulturer på lignende, men endnu smukkere, vis, som den store italienske renæssance overvandt rædslerne fra den mørke tidsalder i det 14. århundrede – så kan en ny æra af menneskeheden fødes!

 Er der et rimeligt håb om, at vi kan overvinde menneskehedens nuværende dybe krise?  Absolut! vil jeg sige. Vi er den hidtil eneste kendte kreative art i universet, som har evnen til at opdage nye principper for vores univers igen og igen; hvilket indebærer, at der er et åndsslægtskab mellem vores kreative mentale processer og disse fysiske love.

 En tanke, der belyser dette optimistiske perspektiv, vedrører et aspekt af rumforskningen; nemlig den tilsyneladende accelererede aldringsproces under betingelse af vægtløshed og ændringen af denne proces i hyper-tyngdekraft. En bedre forståelse af denne ”rum-gerontologi” (alderdomsforskning –red.) er åbenlyst afgørende for fremtidig bemandet rumfart til Mars og i interstellart rum, og det forventes, at det væsentligt vil øge menneskets evne til at have et længere, sundt liv.

 Hvis man tager i betragtning, at Schubert kun blev 31 år gammel, Mozart 35, Dante 36, Schiller 45, Shakespeare 52 og Beethoven bare 56, har man en idé om, hvor meget fremtidens genier med en forventet levealder på 120 eller 150 år vil være i stand til at bidrage til menneskehedens udvikling!

 Derfor, slut jer til os for at bringe det britiske imperium til ophør! Og lad os skabe en ægte menneskelig fremtid for hele menneskeheden! Tak.


Fra arkivet: »Beethovens årtier lange kamp
for den Niende Symfoni«
Kun sjældent i menneskehedens historie
har der været en dialog og en syntese
mellem to, store intellekter på
Friedrich Schillers og Beethovens niveau,
endskønt de aldrig mødtes.
Resultatet heraf blev den 9. Symfoni.

Lad os begynde med Beethovens Niende Symfoni, der slutter med en overraskelse – menneskelige stemmer, der stemmer i med idéerne i Friedrich Schillers digt, Ode til glæden, indflettet i orkesterstemmerne, som dermed skaber et af historiens mest bevægende kunstværker. Lad os dernæst, ved at gå baglæns i tiden, gå igennem Beethovens tredive år lange søgen for at opnå dette og standse ved nogle af de musikalske milepæle, der førte til dette udødelige mesterværk i bevidstheden om den kendsgerning, at vi kun kan lytte til disse forløbere med deres efterfølgeres toner klingende i vore ører.

Rapporten er oversat fra engelsk. Den originale engelske rapport kan læses her. 

Download (PDF, Unknown)

Berlinmurens fald, anden chance for en gunstig mulighed
Schiller Instituttets konference, 9. november 2019
1989 – Berlinmurens fald og en mistet mulighed
2019 – En anden chance for en stor mulighed

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Vi fejrer i dag et tredobbelt jubilæum: 30-årsdagen for Berlinmurens fald; Friedrich Schiller, den store tyske frihedsdigters 260-års fødselsdag; og 35-årsdagen for grundlæggelsen af Schiller Instituttet. Og når sådanne tre jubilæer falder sammen, er det faktisk værd at se tilbage på, hvordan de hænger sammen.

Nu om dage kan mange mennesker ikke engang huske murens fald, fordi de enten ikke var født endnu, eller fordi de var for unge til at følge med i det. Men det er virkelig vigtigt at lære lektien om hvad der skete dengang, og hvad der gik galt, i forhold til den situation som vi har i dag.

Jeg kan huske mange af begivenhederne, som om det var i går, fordi vi ikke bare stod på sidelinjen og så på, men vi befandt os midt i disse begivenheder og prøvede på at forme dem med vores ideer.

Der gives næsten ikke eksempler på en større forskel mellem den officielle fortælling om, hvad der skete i forbindelse med den tyske genforening og murens fald, [og hvad der egentligt skete]: Den officielle fortælling er en ting, og hvad der virkelig skete er noget ganske andet. For hvis man lytter til den officielle fortælling, så var dette demokratiets sejr over kommunismen, friheden over diktaturet, og Fukuyama, historikeren, sagde to år senere, da Sovjetunionen faldt sammen, at dette var slutningen på [verdens-]historien. Og opfattelsen var generelt, at hele verden ville tage den vestlige model for “demokrati” til sig, herunder menneskerettigheder og det parlamentariske system, og at det simpelthen bare ville gå den vej.

Imidlertid advarede jeg i mange taler i 1990 om, at hvis man agtede at presse en ligeså falleret vestlig liberal model ned over det sammenbrudte kommunistiske økonomiske system, vil man over en vis periode kunne opleve et opsving, men at det til sidst ville føre til et meget, meget større sammenbrud af systemet. Og jeg tror, at det er præcist der hvor vi er i dag.

Hvis man betragter verden rundt om på hele kloden, har man et system i fuldstændig uorden: Se på massedemonstrationerne i Chile, i Irak, i Libanon, se på de ‘gule veste’ i Frankrig; se på hvad der foregår med Brexit; de tyske landmænd er i totalt oprør. Efter min mening er det faktisk første gang i historien, at det sker samtidigt i alle hjørner af verden. Og jeg tror virkelig, at det i dag er sandt hvad Leibniz sagde i slutningen af 1600-tallet: Han sagde, at hvis hele verden på et tidspunkt bliver domineret af utilitarisme, vil det komme til en verdensrevolution.

Det vestlige etablissements intentioner i ’89 – og især efter Sovjetunionens sammenbrud i ’91 – om at påtvinge verden en unipolær orden, hvilket var denne idé om “demokrati-som-det-eneste”, har åbenlyst givet tilbageslag. De prøvede at påtvinge denne unipolære verdensorden med regimeskifte-operationer, med farverevolutioner, med interventionskrige; og ideen om at historien op til dette punkt, i det væsentlige, kun drejer sig om den atlantiske sektor. Men tilbageslaget mod denne indsats for at påtvinge en unipolær verden har ført til fremgangen for en hel række forskellige nationer, Rusland, Kina, Indien, og andre asiatiske nationer. Det har ført til en helt anden selvforståelse i Afrika. Det har øget kløften mellem de rige og de fattige på en sådan måde, at det ikke længere er bæredygtigt. Middelklassen forsvinder.

Så hvis man tager dette i betragtning, og spørger sig selv hvordan vi er nået til den såkaldte ”enden på historien”, demokrati overalt, og så de gigantiske omvæltninger, som finder sted lige nu?  Nuvel, ’89 var det man på tysk med rette kunne kalde en “Sternstunde der Menschheit”, hvilket betyder en enestående chance [for forandringer] i historien, en “stjernestund for menneskeheden.” Og det var et af disse store øjeblikke, hvor man faktisk kunne forme historien, fordi kommunismen var forsvundet, og man kunne have indført en fredelig verdensorden i det 21. århundrede. Og den vision havde vi:

Allerede i ’84, da Sovjetunionen afviste hans tilbud om SDI (Strategiske Forsvarsinitiativ –red.), efter at præsident Reagan havde gjort det (SDI) til den officielle amerikanske politik, forudsagde Lyndon LaRouche, at hvis Sovjetunionen ville fastholde deres daværende politik, hvilket var en indsats for militær dominans, og ‘primitiv akkumulation’ imod deres egen økonomi, ville Sovjetunionen kollapse i løbet af fem år. Og det skete: Lyndon LaRouche, der også iagttog de økonomiske vanskeligheder i Comecon-landene, forudsagde i 1988 den snarlige tyske genforening, samt at det [gen-]forenede Tyskland skulle udvikle Polen med vestlig teknologi som en model for at omdanne hele Comecon.

Da muren faldt – i grunden efter de tiltagende mandagsdemonstrationer – var vi faktisk de eneste, der havde en forestilling [om det]. Husk tilbage på den utrolige glæde – folk dansede på Berlinmuren, da den blev åbnet, og det var et utroligt øjeblik med en potentiel forandring i historien. De officielle dokumenter fra den tyske regering, der blev offentliggjort et par år senere, viser, at til trods for at tysk genforening var det primære mål for tysk politik, havde man ingen beredskabsplan! De troede i virkeligheden ikke, at det nogensinde ville ske! Ingen troede for alvor på, at Sovjetunionen ville forsvinde. Men vi havde en idé om det, og hr. LaRouche foreslog første gang i 1988, at det genforenede Tyskland skulle udvikle Polen, og jeg skrev en løbeseddel, der blev offentliggjort i midten af november 1989, “Kære Tyskland, gå videre med selvtillid,” og jeg foreslog nøjagtigt dette, at vi med vestlig teknologi skulle udvikle Polen og de andre Comecon-lande.

Dette var naturligvis endnu ikke blevet til politik, men Helmut Kohl, Tysklands kansler på det tidspunkt, tog et første ‘baby-skridt’ i retning af suverænitet, ved den 28. november, et par dage efter min løbeseddel, at offentliggøre et 10-punkts program, som endnu ikke var ideen om genforening, men en konføderation af de to tyske stater.

To dage derefter, den 30. november, blev Alfred Herrhausen, lederen af Deutsche Bank på det tidspunkt, myrdet af en meget tvivlsom – sandsynligvis ikke eksisterede – ”tredje generation” af terrororganisationen Røde Armé Fraktion. Det er i det mindste et spørgsmål, der stadig skal undersøges af historikere. Men det var et budskab til Kohl, “vov ikke på at gå i retning af tysk suverænitet.”

På det tidspunkt kom der en voldsom reaktion: [Den daværende britiske premierminister] Margaret Thatcher igangsatte denne kampagne for “Det fjerde Rige”; den franske præsident Mitterrand krævede, at Tyskland skulle opgive D-marken og indføre Euroen; Bush Sr. krævede selvbegrænsning af Tyskland gennem yderligere integration i NATO og EU, accept af Maastricht-traktaten, og dermed det regime med nedskæringer der nu fører til sprængningen af EU, spændingerne mellem øst og vest, nord og syd.

Vi foreslog den produktive ‘Paris-Berlin-Wien-trekant’, som var ideen om at bruge vestlig teknologi til at transformere landene i Østeuropa, og dybest set bruge deres produktive potentialer til at modernisere og integrere med Europa. Det første sådant forslag offentliggjorde vi i januar 1990, og da Sovjetunionen kollapsede i ’91 udvidede vi straks idéen om den produktive trekant til hele Eurasien for at forbinde de produktive befolkningscentre i Europa med dem i Asien gennem udviklingskorridorer, og vi kaldte det for ‘Den eurasiske Landbro’, Den nye Silkevej. Dette skulle også [danne basis for] den fredelige verdensorden i det 21. århundrede.

Naturligvis brød de neo-konservative, som ønskede at påtvinge deres unipolære verdensorden, løfterne de havde givet til Gorbatjov, om, at NATO aldrig ville blive udvidet til Sovjetunionens grænser. I ’91 offentliggjorde CIA ifølge en tysk avis en rapport om, at Rusland havde en bedre uddannet arbejdsstyrke og flere naturressourcer end USA, og at landet derfor ville blive en konkurrent på verdensmarkedet, hvis man tillod økonomisk udvikling. Derfor skulle den økonomiske udvikling afværges.

Hvad der trådte i kraft var chokterapien fra Jeffrey Sachs, den samme Jeffrey Sachs, der nu befinder sig midt i den grønne klima-finansieringssvindel.
George Soros var involveret i en enorm hjerneflugt fra Rusland og de øvrige tidligere sovjet-lande, og i Tyskland forsøgte de virkeligt at sprænge potentialet for et godt forhold til Rusland på det tidspunkt. Den 8. marts 1990 var den sidste samling i DDR’s ‘Volkskammer’ [parlamentet i Østtyskland]. De skabte ‘Treuhand Anstalt’, som senere skulle blive til den største industrielle bedrift i verden. Og de skulle angiveligt beskytte DDR’s statsejede ejendom, men et ‘koldt kup’ blev udført: Allerede den 26. juni 1990 offentliggjorde De Maizière-regeringen vedtægter, der alene handlede om “privatisering” og “omorganisering” af de statsejede industrier.

I august 1990 blev Detlev Karsten Rohwedder, som var en meget god og effektiv industrialist, udpeget til at foretage en omlægning af førnævnte ‘Treuhand’, og han havde en fremragende forståelse af kravene til realøkonomien, så han satte genopretning før privatisering med det primære formål at beskytte arbejdspladserne fra de tidligere statsejede virksomheder. Straks kom han under ondskabsfulde angreb fra de britiske og amerikanske investeringsbanker, der beskyldte ham for at blokere for udenlandske investeringer. Den 1. april 1991 blev han skudt af den samme tvivlsomme, sandsynligvis ikke eksisterende, “tredje generation” af ‘Rote Armé Fraktionen’ af den terroristiske Baader-Meinhof-gruppe. Han blev erstattet af Birgit Breuel, en datter af Alvin Münchmeyer, hvis bank har en meget dyster historie, idet den var med til at finansiere NSDAP [nazist-partiet] i 30’erne sammen med Harriman i USA og Montagu Norman, bankdirektør for Bank of England.

Hvad der skete, var en gigantisk ekspropriation af den østtyske befolknings ejendom. Pludselig betød alle disse menneskers livsværk intet; det blev erklæret værdiløst; og dette er et chok, som disse mennesker i det tidligere Østtyskland ikke er kommet sig over den dag i dag. Og jeg vil sige, at denne ekspropriation har spillet meget ind på det faktum, at vi nu har fået fremkomsten af Alternativet for Tyskland (AfD), en populistisk organisation som imidlertid har en masse af alle de onde elementer, højreekstremisme, hvis ikke værre – fascistiske elementer – i sig.

Se, etablissementet udnyttede grundlæggende det faktum, at kommunismen var forsvundet, og der skete noget nyt. Da Sovjetunionen stadig eksisterede, så oligarkiet i Vesten stadig et vist behov for videnskabelig og teknologisk fremgang, for dybest set at holde trit med våbenkapløbet i Den kolde Krig, af årsager, der allerede var blevet formuleret af Machiavelli: At man altid skal forblive på samme teknologiniveau som ens modstander, eller være foran.

Men med Sovjetunionens sammenbrud gik det britiske imperium ind i en absolut ubændig deregulering af de finansielle markeder, og de gik tilbage til den gamle oligarkiske tankegang om befolkningsreduktion, og at holde befolkningen i tilbageståenhed, og især efter at det lykkedes at eliminere Glass/Steagall-loven i USA i 1999, fik vi en fuldstændig, uhæmmet deregulering af de finansielle markeder på bekostning af industrien og velfærden, til fordel for spekulanternes profitmaksimering.

I juli 2007, da den anden ejendomsmarkedskrise brød ud – faktisk en uge før – optog Lyndon LaRouche en verdensberømt video, hvor han sagde, at ”Dette system er absolut færdigt, og alt hvad vi vil se nu er, hvordan de forskellige aspekter kommer til at manifestere sig”. Og som et resultat af det faktum, at folk ikke lyttede til ham, fik vi så det store systemiske nedbrud i 2008. Intet blev gjort af centralbanker for at eliminere de grundlæggende årsager til dette nedbrud, og derfor står vi nu, ca. 11-12 år senere, overfor en endnu værre krise, fordi det eneste man lavede var kvantitative lempelser, nulrenter, negative renter, og i dag ser man et sammenbrud af hele systemet, i meget, meget værre grad end i 2008.

Men i mellemtiden udviklede sig også en anden tendens: I forbindelse med vores forslag til den ‘Eurasiske Landbro’, arrangerede vi konferencer og seminarer på fem kontinenter. I ’96 var der en stor konference i Beijing, hvor jeg forelagde vores forslag om at bruge den Eurasiske Landbro som hjørnesten for en ny verdensøkonomisk orden, og på det tidspunkt erklærede Kina, at den Eurasiske Landbro skulle være det strategiske mål inden år 2010. Men så kom naturligvis krisen i Asien i ’97. I ’98 kom den russiske statsbankerot, og disse lande – de asiatiske lande – blev tvunget til at udvikle et alternativ for at forsvare sig selv. Og siden da har der udviklet sig en hel række organisationer: BRICS, Shanghai Cooperation Organization, Global South; og Schiller Instituttet fortsatte med at afholde konferencer med forslag om, at den Eurasiske Landbro skulle blive til en ‘Verdenslandbro’, der forbinder alle fem kontinenter.

I 2013 i Kasakhstan annoncerede præsident Xi Jinping så den Nye Silkevej. Og i de forløbne seks år siden da, er dette blevet det største infrastrukturprojekt nogensinde i historien. Det har allerede fået tilslutning fra 157 nationer og 30 store internationale organisationer. De har skabt et nyt paradigme, der er baseret på respekten for national suverænitet og ikke-indblanding i de andres landes sociale system. Det er en model for samarbejde, som ifølge præsident Xi Jinping er åben for samarbejde med enhver nation på planeten.

Når man ser rundt omkring på kloden er der demonstrationer i mange lande, mange af dem er større end ‘mandags-demonstrationerne’ i DDR. i ’89, og nogle af dem er ikke så fredelige som de var. Vi konfronteres også med eksistentielle farer: Det udgår især fra narkokartellerne, hvis man betragter situationen i Mexico, eller hvis man ser på de overvejende Soros-sponsorerede farverevolutioner, såsom i Hongkong og andre destabiliseringer rundt om i verden. Det er i realiteten de samme kræfter, der står bag kuppet mod præsident Donald Trump, siden 2016. Men der er også en modbevægelse. Den kriminelle efterforskning af kupmagerne mod Trump ledes af justitsminister William Barr.

Så 30 år efter murens fald er vi præcist på det punkt, som jeg har påpeget i mange taler, at hvis man påtvinger det liberale system, så vil man få et langt større sammenbrud, og det er præcis, hvad vi ser i dag. Men vi har også den nye konstellation med Bælte- og Vejinitiativet og præsident Trump, som mange gange har sagt, og bevist gennem sine handlinger, at han ønsker at forbedre forholdet til Rusland og Kina. Så faktisk oplever vi lige nu den store chance igen i 2019, men hvad der [nu] må ske, for at tage ved lære af hvad der gik galt for 30 år siden, er, at de fire [stor-]magter – USA, Rusland, Kina og Indien – skal gennemføre Lyndon LaRouches recept:

– Vi skal have en global Glass-Steagall, adskillelse af bankerne. Kasinoøkonomien må slutte, og dette bør ske inden sammenbruddet for alvor kaster verden ud i kaos.
– Derefter har vi i brug for en nationalbank efter Alexander Hamiltons principper i ethvert land.
– Der er brug for en ny Bretton Woods-aftale, et nyt kreditsystem til at finansiere internationale projekter under Bælte- og Vejinitiativet.
– Og vi er nødt til at have en forøgelse af produktiviteten i økonomierne gennem et fælles lynprogram til realisering af fusionskraft, samt internationalt samarbejde om rumfart og -forskning.

Nu må disse lande – de fire stormagter – gå sammen med andre lande om den økonomiske genopbygning af Sydvestasien, som er blevet ødelagt af disse interventionskrige; og vi har brug for industrialiseringen af Afrika, fordi dette er den store udfordring for hele menneskeheden. Vi må få bugt med geopolitik, og vi må samtykke i hvad præsident Xi Jinping har foreslået igennem mange år: Et fællesskab for hele menneskehedens fremtid.

Dette skal dog kombineres med en renæssance af klassisk kultur, og det er derfor at Schiller Instituttets rolle og ideerne fra Friedrich Schiller er så absolut uundværlige. Det var principielt for Schiller Instituttet, da det blev grundlagt i 1984, at en ny økonomisk verdensorden i virkeligheden kun kan lykkes, hvis den kombineres med en klassisk renæssance. Vi har brug for en dialog mellem de bedste traditioner indenfor alle kulturer, og for europæisk civilisation betyder det, at det smukke menneskebillede, som det blev udtrykt af Friedrich Schiller, og som det blev fejret af Beethoven i ‘Ode til Glæden’ i den niende symfoni, må blive grundlaget for vores uddannelsessystem og vores sociale liv. Fordi hvert menneske, ifølge Schiller, har potentialet til at blive en smuk sjæl, og hans definition af dette er, at ethvert menneske potentielt kan blive et geni. Han har en idé om, at ethvert menneske har en ubegrænset evne til selvforbedring, intellektuelt og moralsk.

Så hvis man ser på det, har den liberale model ikke bare fejlet økonomisk, men også kulturelt. Hvis man ser på narkotikaepidemien, for eksempel i USA, grimheden i ungdomskulturerne, volden i den såkaldte ”underholdning”, skoleskyderier og lignende ting, er det meget, meget tydeligt, at hvis Vesten ønsker at overleve, er der brug for en æstetisk uddannelse. Præsident Xi Jinping har sagt ved mange lejligheder, hvor vigtig han betragter den æstetiske uddannelse, fordi den fører til et smukt sind og en smuk sjæl, og det er kilden til skabelsen af store kunstværker.

Så, I USA og Europa må vi til at genskabe de bedste traditioner for humanisme og klassisk kunst; i traditionen fra den italienske renæssance, de tyske klassikere, musikken fra Bach, Mozart, Beethoven, Schubert, Schumann, Verdi og andre. Dette er ikke en mulighed: Det er en nødvendighed. Civilisationer er forsvundet, og hvis man går til museerne, er de fulde af eksempler på nationer, kulturer og civilisationer, som moralsk var for anløbne til at klare sig. Europa og USA kunne muligvis helt forsvinde! Og dette siger jeg ikke som en pessimistisk prognose, men som et incitament for os til at ændre vores vaner og antagelser. Vi er nødt til at genskabe vores civilisation baseret på de høje idealer fra de store digtere, som Schiller, hvis 260 års fødselsdag vi fejrer i dag.

Video og afskrift: Fejring af Berlin murens fald og Friedrich Schillers fødselsdag.
Konference i NYC med Helga Zepp-LaRouche som hovedtaler den 11. november 2019 (på engelsk)

A Three-Fold Anniversary
Address by Helga Zepp-LaRouche (Se afskriftet nedenunder)

Excerpt from video: “The Lost Chance of 1989”
Schubert/Schiller: Die Hoffnung
Michelle Erin, soprano – Margaret Greenspan, piano – Elliot Greenspan, speaker

Schubert/Schiller: An Emma
John Sigerson, tenor – Margaret Greenspan, piano

Shakespeare: Luciana’s Monologue from Comedy of Errors, Act 3, Scene 2
Leah DeGruchy

Max Caspar on Kepler as a Philosophical Mind
John Sigerson

Schiller: “Die Teilung der Erde”
Frank Mathis

Schubert/Schober: “An die Musik”
Lisa Bryce, soprano – Richard Cordova, piano

Download (PDF, Unknown)

Helga Zepp-LaRouche: “USA bør genoplive forestillingen om “Dette skønne land, USA”

Den 23. januar 2019 (EIRNS) —Helga Zepp-LaRouche gjorde de følgende bemærkninger i dag til den amerikanske afdeling af LaRouche-bevægelsen:

Vi befinder os i den begyndende fase af en fuldkommen ny era i den menneskelige civillisation, og alt vi skal, er at udrydde konceptet om at geopolitiske interesser skal forsvares under alle omkostninger, selv hvis det betyder tredje Verdenskrig og menneskehedens udryddelse. Der er et alternativ og det hedder et nyt paradigme for nye relationer mellem nationer; win-win samarbejde.

Den eneste forskel er, at formålet er at kultivere en befolkning med fremragende egenskaber. Jeg har læst en artikel, hvori alle bidragyderne siger, at den eneste årsag til, at Kina er fremstående i rumfart, er at partiet kontrollerer videnskab og teknologi. En kinesisk lærd person besvarede denne udtalelse ved at sige: Nej, det er fordi vi er fuldstændigt fokuserede på opdagelser, fremragende uddannelse og fordi vi har en stor og talentfuld befolkning på 1,4 milliarder mennesker og man kan ikke frembringe videnskabelige opdagelser gennem diktatur. Det er netop hvad Friedrich Schiller har uddybet ved mange lejligheder.
Der er ingen grund til at disse idéer ikke skulle kunne genoplives i det smukke land, Amerika, det land, som havde til formål at tjene som et håbets fyrtårn og som frihedstempel for verden.
Lige nu er dette ikke tilfældet. Vi har en verden i kaos. Men hvis folk har en idé om, at USA er nøglen til at løse krisen i verden — og på en vis måde kan USA’s bedste tradition genoplives. Men det skal genoplives i form af en republik. Som både George Washington, Benjamin Franklin og mange andre store præsidenter sagde: “Vi giver jer en republik, men det er jeres opgave at forsvare den.” Og det er netop hvad der står på spil i dag.
Med det på sinde mener jeg, at folk bør have en patriotisk kærlighed overfor Amerika fordi det netop er dét, som er påkrævet. Det betyder dog ikke, at man skal være chauvinistisk og fokusere på ét land alene, man bør efterstræbe at være det som Friedrich Schiller kalder “en patriot og en verdensborger.” Det er på ingen måde en modsætning. Man skal lade sig inspirere af en lidenskabelig kærlighed for menneskeheden, og det vil give en vinger, gøre en til en krigsengel, så man kan opnå mirakler og overkomme den lille indvendige stemme som siger “åh nej, det vil jeg ikke, jeg har en anden agenda, og det er ovenikøbet for svært!” Derved kan man blive en gigant som kan “hoppe over egen skygge” som det tyske ordsprog siger. Således kan du transformere dig selv til den krigsengel, som verden har brug for lige nu.

Hvorfor »Schiller Instituttet«?
Om Konfutses og Schillers
æstetiske opdragelse af mennesket.
Helga Zepp-LaRouches budskab i anledning
af Schillers fødselsdag 10. nov., 2017

Tom Gillesberg: … Hvis Schiller var her i dag, hvad mener du så, han ville bidrage med, og hvad kan vi bruge Schiller til i dag?

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at Schiller ville være meget glad, for grunden til, at Schiller Instituttet hedder Schiller Instituttet …  jeg har altid ment, at Friedrich Schillers menneskebillede var det mest ædle: Ideen om, at alle mennesker kan blive skønne sjæle.

Leder,  Schiller Instituttet og LaRouche PAC, 11. nov., 2017 – Følgende er et svar, Helga Zepp-LaRouche gav på et spørgsmål, stillet af formand for Schiller Instituttet i Danmark, Tom Gillesberg, under diskussionen, der fulgte efter Helgas briefing til Schiller Instituttets Venners valgarrangement i København, 10. nov.

Hendes svar udgør hendes lykønskningsbudskab til festlighederne 11. nov. i anledning af Schillers fødselsdag.

Tom Gillesberg: Da vi begyndte mødet, Helga, kommenterede jeg det faktum, at det i dag er Friedrich Schillers fødselsdag [10. nov. 1759 – 9. maj 1805]. Så jeg mener, det er meget passende at tænke over dette. Og jeg vil gerne spørge dig, Helga: Hvis Schiller var her i dag, hvad mener du så, han ville bidrage med, og hvad kan vi bruge Schiller til i dag?

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at Schiller ville være meget glad, for grunden til, at Schiller Instituttet hedder Schiller Instituttet – jeg kunne have en indsats for at etablere en bedre relation mellem relationer; jeg kunne have fundet en anden tænker: Leibniz, Cusanus, der er mange, der har gjort utrolige ting. Men jeg har altid ment, at Friedrich Schillers menneskebillede var det mest ædle: Ideen om, at alle mennesker kan blive skønne sjæle.

Som jeg for nylig skitserede i en tale, jeg holdt i New York, så er ligheden mellem konfutsiansk æstetisk opdragelse og Friedrich Schillers æstetiske opdragelse, forbløffende stor. Konfutse, der trods alt levede for 2.500 år siden, og Friedrich Schiller, der levede for over 200 år siden, kom imidlertid begge på den samme idé. Nemlig, at ethvert menneske har potentialet til ubegrænset selv-fuldkommengørelse; til at blive et geni. Og Schillers definition af geni var en skøn sjæl. Hermed mente Schiller, at man finder frihed i nødvendighed, og man gør sin pligt med passion. Ikke som én, der følger Kant, og som siger, »jeg må gøre min pligt« og ser rasende ud, og man er moralsk, men man hader det. Men derimod, at man glæder sig over at gøre det gode.

Jeg finder, at Xi Jinping er i besiddelse af denne egenskab. Jeg har studeret ham, studeret hans taler, hans bog med taler, The Governance of China, som I bør læse, som er udgivet dér; men man kan også finde alle hans taler på Google. Jeg kom til den konklusion, at han er en filosof; at han er et konfutsiansk renæssancemenneske. Og jeg mener, at Schiller ville have været utrolig glad over, at et sådant menneske er statsoverhoved, og at han har strømlinet hele det kinesiske samfund i overensstemmelse med disse ideer.

Jeg er meget optimistisk med hensyn til dette. Jeg mener, den vestlige propaganda er selvfølgelig flippet ud som bare pokker. De siger, »Åh! Xi Jinping er en ny Mao Zedong, endda en ny Stalin. Han koncentrerer al denne magt i sine egne hænder.«

Men undersøger man dette, ser man, at det ikke er tilfældet. Vist er det et meget centraliseret system, men det er et meritokrati; det er helliget folkets almene velfærd, og ikke kun det kinesiske folks, men udtrykkeligt også alle de deltagene landes [i Bælte & Vej]. Så jeg mener, Schiller ville genkende denne idé med at have en vision om en bedre verden, for, når man læser hans Æstetiske Breve, siger han: Man må give sine samtidige mennesker det, de har brug for, og ikke det, de begærer.[1] Man må være en tjener for sit århundrede, men ikke dets slave. Og andre, lignende begreber. Jeg mener, man må have en vision for, hvor man ønsker, menneskeheden skal være i fremtiden.

Det er ideen om, at den menneskelige art har muligheden for at blive forædlet, og dette var en udbredt idé hos Konfutse, og det var ligeledes absolut Friedrich Schillers idé.

Jeg mener, at dette er to meget gode udgangspunkter for at starte en debat om, hvad der er galt med den nuværende liberalistiske kultur, hvor »alt er tilladt«. [i modsætning til] ideen om, at kunst må være skøn. For kun, hvis kunst er skøn, kan den bevæge hjertet og forædle mennesket. Jeg mener, vi har et presserende behov for dette, for, ser man på vore samtidige mennesker, så har de et presserende behov for en æstetisk opdragelse. Og jeg mener, at det er, hvad Schiller Instituttet forsøger at gøre, og man kan ikke nægte, at det, vi hørte i begyndelsen, denne arie, der blev sunget [af Lena Malkki], er skønnere end det, man kan høre af Madonna. Hun er faktisk det modsatte af det, hendes navn siger; men det vil jeg overlade til jeres bedømmelse.

[1] Se også: »Vi behøver Schillers Æstetiske Breve i dag«, af Feride Istogu Gillesberg.

Friedrich Schillers indflydelse på
grundlæggelsen af Norge som nation

Hæftet blev skrevet af William C. Jones fra Schiller Instituttet for mange år siden.

Download (PDF, Unknown)

Er skønhed en politisk nødvendighed?
Helga Zepp-LaRouche

Det var en anden af Schillers ideer, hvor han sagde, »Hvert menneske har et ideelt menneske i sig, og det er hans eller hendes store opgave i livet at opfylde dette store potentiale og gøre dette ideelle menneske, der potentielt set findes i enhver, identisk med det faktiske menneske.« Jeg finder også, at dette er et meget smukt svar på ideen om, hvorfor er vi her? Hvorfor er vi på planeten Jord? Hvad er formålet med vores eksistens?

Download (PDF, Unknown)



Helga Zepp-LaRouche sender en hilsen til musikaften på
Manhattan i anledning af Friedrich Schillers fødselsdag

De fleste mennesker er så bebyrdet med at sørge for deres elementære livsfornødenheder, at de ikke ønsker, og ikke kan klare den yderligere byrde, det er, at tænke. De er derfor tilbøjelige til at overtage deres meninger fra en eller anden gruppe, som de tilhører, det være sig kirke, præst, klub, deres samfundsklasse, medier eller en hvilken som helst anden gruppe. For at være i besiddelse af visdom, være klog, og for at elske visdom, må man allerede være i besiddelse af visdom for at påskønne den.

GDE Error: Requested URL is invalid




Friedrich Schiller:
Oversigt over danske artikler om Schiller
– Schiller på andre sprog
– Schiller på dansk

»Den danske hjælp til Schiller«

af Tom Gillesberg

Relaterede artikler:

»Friedrich Schiller – Alle landes frihedsdigter«

af Tom Gillesberg

Uddrag af Friedrich Schillers skuespil »Don Carlos«, 3. akt, scene 10

»Timoleon og Immanuel«

af Tom Gillesberg

»Schiller og Historiens Dynamik«

af Michelle Rasmussen

»Vi behøver Schillers æstetiske breve i dag«

af Feride Istogu Gillesberg

Links til Schillers foredrag: »Hvad er, og til hvilken formål studerer vi universalhistorie?«:

 På originalsproget på det tyske Schiller Instituts side:

klik paa “antrittsrede” på venstre side for at komme til

“Was heisst und zu welchem Ende studiert man Universalgeschichte?“

På engelsk på det amerikanske Schiller Instituts side:

“What is, and to what end, do we study Universal History?”

Artikler om Friedrich Schiller på Schiller Instituttets hjemmesider i andre lande:


»Vårt behov av Schiller i dag«, af Helga Zepp-LaRouche

Svensk oversættelse af Schillers udvalgte værker

Tysk side

Amerikansk side

Friedrich Schiller på dansk:

Udvalgte Skrifter, oversat af Frederik Schaldemose (1833).

Indeholder :

Kabale og Kærlighed side 1 (13) og

Maria Stuart side 147 (159)

Schillers udvalgte værker bind 3, oversat af Johannes Magnussen (1896).


Jomfruen fra Orleans

Schillers udvalgte værker bind 8, oversat af Johannes Magnussen (1896).



10 digte oversat af Uffe Birkedal (1906).

Indeholder bl.a. Ibykus’s Traner.


Friedrich Schiller 255 år 10. nov. 2014:
Helga Zepp-LaRouche:
Friedrich Schillers strategiske betydning i dag

For at fejre Friedrich Schillers 255. fødselsdag (10. november, 2014), og 30-års jubilæet for grundlæggelsen af Schiller Instituttet (SI), anførte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en lidenskabelig diskussion om Schillers unikt skabende intellekt og Schiller Instituttets historiske betydning. Idet hun indledte med en opdatering af den strategiske situation, sagde Helga, at verden i dag »hænger mellem Himmel og Helvede«, med truslen om en akut fare for krig (Ukraine og ISIS), men med BRIKS-nationernes nye »dynamik med maksimal økonomisk integration« på dagsordenen.

Hvad er nødvendigt for at vippe balancen over i vores favør? Dette spørgsmål førte til en meget fascinerende diskussion, som startede med en meget personlig rapport fra Helga om den store lykke, hun havde, da hun som skolepige opdagede Schiller. Hos Schiller mødte hun det skønneste billede af mennesket og idéen om, at man, gennem udviklingen af skønne sjæle, kan opnå et skønt samfund. Hun havde lejlighed til at genlæse Schillers værk i 1978, hvor den strategiske spænding mellem USA og Tyskland blev mere intens pga. atompolitikken; i begyndelsen af 1980’erne stiftede hun Schiller Instituttet for at skabe et nyt grundlag for relationerne mellem nationer.

I løbet af de forgangne 30 år har vi, i mange landes øjne, gjort Schiller Instituttet til en modsætning til den nuværende verden, som den domineres af imperiet. En betydelig del af denne indsats for at organisere folk har været at få folk til at lære Schillers intellekt at kende, at udvikle et niveau af tænkning som hans og at »opøve følelserne«.

Under denne diskussion benyttede hun lejligheden til at tale om Schillers poetiske metode og hans brug af tragedien som midler til at opløfte et publikum. Frem for alt, sagde hun, kommer behovet for at kæmpe for skønhed. Forespurgt om, hvad der kunne gøres for at reformere den dystre uddannelsesproces i USA, svarede hun, at det måtte begynde med at genindføre klassisk musik i skolerne. Hun sammenlignede Marion Andersons skønne værdighed, når hun sang nationalhymnen, med Beyonces skammelige læbe-synkroniserede version, som et eksempel på forskellen mellem de ægte følelser, som en klassisk opførelse fremkalder, med Hollywoods degenererede forlorenhed.

Det var en meget indholdsrig, livlig fremstilling, som tog sigte på den almene befolknings smålighed, og som opmuntrede folk til at hæve sig op til det niveau for statsmandsskab, som er nødvendigt for at gå ind i æraen efter Obama – en meget passende måde at ære Schiller på, i den sarte alder af 255 år!

Der vil senere komme et udskrift af hele diskussionen.

(Billede: Statue af Friedrich Schiller, Belle Isle, Detroit, Michigan, USA. Denne statue af den tyske poet og skuespilforfatter blev bestilt af Detroits tysk-amerikanske samfund i 1908 til en pris af 12.000 dollars; kunstneren er Herman Matzen.) 

Helga Zepp-LaRouche: Om Schillers digt ‘Nänie’,
klassisk kultur og sjælens udødelighed. Aug. 2014

Den store betydning, som Schiller Instituttet tillægger klassisk kultur, har alt at gøre med håbet om at komme ud af denne civilisationskrise, for vi har ikke blot en finanskrise, en politisk krise og en militær krise, men vi har i bund og grund en kulturkrise, og hvis vi ønsker at komme ud af den, må vi sørge for, at befolkningen i almindelig-hed får adgang til klassisk musik og klassisk poesi, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan sørge for, at mennesker får adgang til deres indre kilde til deres egne, skabende evner, og der er næsten intet andet ud over klassisk musik og klassisk poesi, som kan gøre dette.

Download (PDF, Unknown)

Den danske hjælp til Schiller.
Af Tom Gillesberg

af Tom Gillesberg

Efter Den amerikanske Revolution (1776-1783) var blevet kronet med succes i form af USA’s forfatning i 1789, og Den franske Revolution (1789-1791) havde udviklet sig til et jakobinsk blodbad fulgt af kaos og krig, arbejdede en gruppe af højtstående danskere energisk på at redde Danmark fra en dobbelt fare: Kaos og anarki, som man havde fået det i Frankrig, på den ene side; et tilbagefald til tyrannisk enevælde på den anden.

Det projekt for at redde frihedspoeten Friedrich Schiller og få ham til Danmark, som vi vil beskrive i denne artikel, ledte til en omfattende brevveksling mellem Schiller og den danske prins Frederik Christian af Augustenborg. Disse breve om menneskets æstetiske opdragelse og den danske elites intensive engagement i Schillers ideer var i høj grad medvirkende til at skabe en reform af det danske uddannelsessystem og en opblomstring i det intellektuelle liv i Danmark – centreret omkring en genoplivning af ideerne i den græske klassik, ideen om det Sande, det Skønne og det Gode, og det heraf følgende positive menneskesyn.
Trods »statsbankerotten« i 1813 og det smertelige tab af Norge oplevede vi i Danmark en renæssance, den såkaldte Guldalder, fra 1800-tallets begyndelse, med en mangfoldighed af store ånder indenfor kunst, filosofi og videnskab, alt imens det øvrige Europa sank ned i en åndelig stenalder under Wienerkongressens tunge åg.

H.C. Andersens metaforiske eventyr, de indsigtsfulde filosofiske skrifter fra Kierkegaards hånd, de græsk-inspirerede statuer af Bertel Thorvaldsen, de fængslende malerier af C.A. Jensen, Constantin Hansen og Kristian Købke, de humoristiske kompositioner af Frederik Kuhlau, de yndefulde balletter af August Bournonville, Brønsteds genopdagelse af det virkelige klassiske Grækenland og H.C. Ørsteds banebrydende videnskabelige opdagelser er blot nogle få eksempler på Guldalderens overflod af menneskelig kreativitet og skaberkraft.

Denne artikel lader det danske Guldaldereventyr begynde med historien om, hvorledes danske verdensborgere frelste Friedrich Schiller fra en ulykkelig skæbne.

Der kommer en tid, hvor ethvert ungt menneske må spørge sig selv: »Skal jeg handle ud fra de normer og værdier, jeg har fået fra traditionen, min familie, min position og samfundet – nutidens aksiomatiske grundsætninger – eller er der nogle højere principper, som nødvendiggør, at jeg ikke blot dvask flyder med tidens strømninger?«

Spørgsmålet kunne også formuleres: »Skal jeg gøre, hvad min tid og mine omgivelser kræver af mig, eller skal jeg handle ud fra de kommende generationers behov?« Svaret afgør, om man vælger at være en tragisk figur eller en ophøjet personlighed på verdenshistoriens skrå brædder.

I det følgende vil vi beskæftige os med en konkret historisk begivenhed, hvor en stor tænker med et stort hjerte, Friedrich Schiller (1759-1805), ved hjælp af sine magtfulde ideer var i stand til at bevæge frugtbare sind og hjerter hos sin tids unge, og formå dem til at droppe smålig, selvcentreret egoisme, og i stedet se sig selv som verdensborgere. Denne ungdomsbevægelse, der var kaldet til handling af tidens dramatiske omvæltninger og Schillers ideer, inspirerede andre jævnaldrende unge og genvakte ungdommens brændende sandhedssøgen hos mange i den ældre generation.

Vor tids politisk engagerede mennesker og bekymrede medborgere vil i det følgende blive mindet om, at politiske mirakler kun finder sted, hvis man bliver ved med at kæmpe for at uddanne, opløfte og inspirere sig selv og sine medmennesker, uanset rang og status. Man må være villig til, som De forenede Staters grundlæggere så smukt udtrykte det, at dedikere sit liv, sin formue og sin ære til sikringen af de kommende generationers vé og vel. Og de kommende generationer refererer ikke nødvendigvis til ens egen familie, ens eget land eller ens egen tid. Som det bliver præsenteret i Schillers skuespil Don Carlos, og genspejlet i denne historie fra det virkelige liv, kan de handlinger i nuet, som har størst betydning for menneskeheden, for vores land og vores nuværende og tilkommende familie, sagtens ligge i et engagement i en international politisk forandring, som påvirker fremtiden for os alle.

På menneskehedens vandring gennem årtusinderne har der været mange mørke tidsaldre. Disse er blevet overvundet af små håndfulde målbevidste mennesker, som satte sig for at skabe lys i mørket, en renæssance. Og en sådan renæssance, den eneste redning for et ellers dekadent og degenereret samfund, har aldrig været begrænset til en simpel genoplivning af gamle skrifter og glemt kundskab. Den glemte kundskab må have nyt liv. Individer må levendegøre den og forfine den.

Det krævede, og kræver, tilstedeværelsen af et geni, der fra et højere standpunkt kan genskabe en forståelse af menneskets sandere, dybere natur. En natur, der sjældent får udtryk i almindelige menneskers normale dagligdags aktiviteter, men som findes i forestillingen om, hvad menneskene kan og bør blive til. Geniet må være i stand til at fastholde og videreudvikle dette positive ophøjede menneskesyn, uanset hvor skuffende og frustrerende samtidens mennesker måtte optræde og handle. Med udbredelsen af det positive menneskesyn forandres den sørgelige nutid til en bedre, lysere fremtid. Friedrich Schiller var sin samtids enestående geni, som Lyndon LaRouche er det for vor tid.

Det var lignende dybe overvejelser, der satte scenen for de begivenheder i 1791, vi skal beskrive i det følgende. To højtstående personer i det danske politiske liv, den fungerende konges svoger og finansministeren, begge medlemmer af det danske statsråd, brød med traditionen og omgivelsernes pres. De valgte bevidst at spendere en anseelig del af deres formuer og sætte deres politiske positioner på spil for at støtte rebellen Friedrich Schiller.

Den danske digter
I slutningen af 1780’erne kom den unge digter Jens Baggesen (1764-1826) til København, fattig på guld men rig på ånd. Han blev hurtigt en yndet gæst i den tids fineste selskab: De sociale sammenkomster hos finansminister grev Ernst Schimmelmann (1747-1831), medlem af statsrådet og en af de rigeste personer i Det danske Kongerige. Det var grevinde Schimmelmann, der arrangerede selskaberne, og hun kastede sig med stor iver over opgaven med at hjælpe den unge danske poet, som tryllebandt selskabet med sine entusiastiske oplæsninger. Og det er ved disse sammenkomster, at Baggesen møder sin fremtidige velgører, Frederik Christian af Augustenborg, prins af Danmark og arvehertug til Slesvig-Holsten. Efter sit giftermål med kronprins Frederiks søster, Louisa Augusta, i 1786 var Frederik Christian, i en alder af bare 20 år, trådt ind i det danske statsråd. På grund af kong Christian VII’s sindssygdom var kronprins Frederik landets faktiske regent, og prinsen af Augustenborg blev den næsthøjeste rangeret i statsrådet.

Trods sin unge alder var Frederik Christian en yderst belæst herre. Han var kun 13 år, da giftermålet med kronprinsens søster blev arrangeret, og gennem hele sin tidlige ungdom kastede han sig med energisk iver over al kundskab, der kunne blive nyttig i hans fremtidige virke for det danske rige. Udover at tale og skrive flydende tysk, dansk og fransk, læste han engelsk og latin, og mestrede en del italiensk. Han fik en omfattende skoling i statskundskab, historie, jura, økonomi m.m., dels af privatlærere på slottet i Augustenborg, dels under et studieophold i Leipzig. I 1788 blev Frederik Christian så udnævnt til protektor for Københavns Universitet og indledte en livslang kamp for at forbedre de højere uddannelser i Danmark.

For Frederik Christian af Augustenborg er Jens Baggesen en talentfuld ung mand, der kan blive til god nytte for Danmark. Men den unge digter er fysisk og psykisk slidt ned, så prinsen arrangerer et statsbidrag på 800 rigsdaler, så Baggesen kan tage på en større udlandsrejse, slappe af og få helbredet bragt i orden igen.

I 1790 er den 26-årige Baggesen i Schweiz. Her gør han ivrigt kur til Sophie von Haller, barnebarn af den berømte forfatter Haller, og under kurmageriet falder han over Schillers skuespil Don Carlos. Baggesen har selvfølgelig læst andre tidligere værker af Schiller, men Don Carlos gør et særligt dybt indtryk, og han bliver en begejstret Schiller-fan. »Schiller er uden tvivl den fremste blandt Shakespeare-sønnerne – Josef blandt sine dramatiske brødre«1, skriver han i sin dagbog.

I Schillers drama forsøger den unge fritænker markis de Posa at mobilisere sin barndomsven, den spanske kronprins Don Carlos, til at forlade sit fædreland og kæmpe for Flanderns frihed – en tydelig reference til de mange unge europæere, der forlod Europa for at deltage i den amerikanske befrielseskrig og rejse »frihedens tempel« på den anden side af Atlanterhavet. Det er i Don Carlos, vi finder markis de Posas berømte, storladne appel til kong Fillip om at tillade tros- og tankefrihed. Netop, hvad alle datidens frihedselskende europæere håbede for deres egne kongeriger: At de ville blive omdannet til moderne, frie stater, hvor man kunne tænke og tale frit.

Da Den franske Revolution brød ud i 1789, græd Europas unge af glæde. Nu skulle det amerikanske mirakel gentages i Europa – troede og håbede man. Senere græd man af rædsel, da håbet blev gjort frygteligt til skamme under det jakobinske terrorregime.

Ved alle sociale lejligheder læste Baggesen op af Don Carlos. Og dramaet var ham en stor hjælp i kurmageriet, for Sophie så markis de Posas »ædle gestalt« i den unge danske digter. Baggesen får sin Sophie – med lidt hjælp fra grev Schimmelmann, der indvilger i at garantere Sophie en enkepension. Det havde Sophies far forlangt for at give sin datter til en fattig digter.

På turen tilbage til Danmark besøger de nygifte først den tyske Shakespeare-oversætter og digter Christoph Martin Wieland (1733-1813), inden de tilbringer et par uger i Jena hos Wielands svigersøn, Kant-professoren Carl Leonhard Reinhold (1777-1851), en god ven til Schiller. Reinhold arrangerer et besøg hos Schiller. Desværre lider den store digter af en gevaldig tandpine, så besøget bliver kort. Ikke desto mindre styrker det Baggesen i sin beslutning om, at Schiller er et enestående geni, der på alle måder må støttes.

Den 31-årige Schiller, der ni måneder forinden var blevet gift med Charlotte von Lengefeld, led af alvorlige kroniske helbredsproblemer. I halvandet år havde han været professor ved universitet i Jena, og han havde da også fået den fine titel af hofråd. Desværre fulgtes de fine titler ikke af en løn, han kunne leve af. I sin professorstilling, hvor han holdt flere udødelige forelæsninger, som f.eks. Hvad er, og hvorfor studerer man universalhistorie?, som stadig studeres den dag i dag, modtog han sølle 200 thalers om året, rundt regnet en sjettedel af det, der behøvedes, for at han kunne forsørge sin familie.

Schiller var derfor tvunget til at arbejde dag og nat. Han producerede et utal af skrifter, der blev solgt for at brødføde digteren og hans familie. Men trods sin heroiske indsats var han ved at tabe kampen. Hans helbred svækkedes lige så hurtigt, som gælden voksede. Don Carlos’ stolte fader, som inspirerede unge over hele Europa til at kæmpe for frihed og genskabe den nyligt vundne amerikanske frihed overalt i verden, var ved at lide samme sørgelige skæbne, som håbene om en fri fransk republik led i den efterfølgende tid.

Da Baggesen holder sit indtog i København, er han blevet en »Schiller-aktivist«. Overalt hvor han kommer, snakker han om Schiller, Schiller og Schiller. Uheldigvis er hans velgører, Frederik Christian, ikke just Schiller-fan. Baggesen fortæller selv: »Prinsen af Augustenborg var forudindtaget mod Schiller og mente slet ikke, at han havde geni. Med meget besvær fik jeg i stand, at han tillod mig at læse Don Carlos højt for ham. »Jeg tvivler meget på«, sagde han, »at vi vil læse bogen til ende; men – da De har væddet på det« – Jeg læste. Jeg havde på forhånd krævet, at han i det mindste måtte høre første akt til ende. Han blev revet fuldstændigt med – jeg læste ikke blot Don Carlos færdig – men dagen efter, da jeg skulle læse igen, havde han i løbet af natten læst resten. Nu kunne han de fremste scener udenad. Så læste vi alt, vi havde af Schiller igen og igen. Hvad er mere naturligt? Hvilke salige stunder har ikke Don Carlos,Historien om Nederlandenes Frafald osv. fremtryllet for os!«2
Frederik Christian, der, som andre unge, havde grædt af glæde ved nyheden om Den franske Revolution i sommeren 17893, blev rekrutteret til Schiller-projektet. Baggesen skriver til Reinhold: »Hvis ikke vi kan vinde denne prins for os, så kan alle Posa’er i det nuværende og kommende århundrede godt begive sig til galehuset; for en sjæl som hans gentager naturen sjældent blandt millioner, og måske aldrig blandt hundreder. – Men hvornår var verdensborgeren, der ihærdigt elsker frihed og lighed, oplysning og lykke for alle mennesker, veltilpas ved et hof?«4

Gennem denne opdagelsesrejse ind i Schillers skrifter, genspejlet i lyset fra Don Carlos, omdannes forholdet mellem Frederik Christian og Baggesen, fra et forhold mellem en fyrste og en fattig digter til et venskab, inspireret af det tilsvarende mellem Don Carlos og markis de Posa. De to har forskellig social rang, men som frihedselskende mennesker, der er fast besluttet for at handle til menneskehedens bedste, er de ligeværdige.

I sommeren 1791 tager Frederik Christian sammen med sin hustru på et kurophold i Karlsbad, blandt andet i håb om at træffe Schiller. Denne havde meddelt, at han også vil tage på kur i Karlsbad, men er endnu ikke ankommet, da Frederik Christrian når frem. Men prinsen møder flere af Schillers venner, heriblandt Dora Stock, hvis søster er gift med Schillers gode ven Körner. Der opstår mange intense diskussioner om Schiller, hans ideer, og hans sørgelige helbredsmæssige og økonomiske omstændigheder. På vej hjem til Danmark besøger Frederik Christian så Jena, men uheldigvis er Schiller netop rejst, med kurs mod Karlsbad. I stedet for at møde digteren personligt, bliver prinsen under tre møder med Reinhold grundigt sat ind i alle detaljer angående Schillers situation.


I mellemtiden har Baggesen vakt ægteparret Schimmelmanns begejstring for Schiller. Det begyndte med en uskyldig sommerudflugt til Schimmelmanns sommersted i Hellebæk. Greveparret havde inviteret Baggesen og Sofie samt grevindens svoger Schubart, der var Danmarks gesandt i Haag, og dennes kone. Baggesen blev bedt om at forberede nogle oplæsninger i tilfælde af dårligt vejr. Dagen inden udflugten nåede den sørgelige nyhed imidlertid København, at den store tyske digter Friedrich Schiller var afgået ved døden. Baggesen var totalt knust, men i sin rastløse sorg overtalte han Schimmelmann til at gennemføre udflugten alligevel – nu som en sørgefest for Schiller.

I tre dage fejrede de tre ægtepar (selvfølgelig med hjælp fra tjenestefolk) Schiller. Gennem tårer af sorg og glæde oplæste de dele af Don Carlos og andre af hans skuespil, reciterede Schillers digte og diskuterede hans opløftende filosofi. Baggesen havde arrangeret en overraskelse som festens højdepunkt. Da de sang Schillers digt Ode an die FreudeHymne til Glæden, lød pludseligt musikinstrumenter, og tjenestefolkenes børn kom dansende, klædt som yndefulde græske gratier. Baggesen havde tilføjet et ekstra vers til Schillers digt:

Unser todte Freund soll leben!
Alle Freunde stimmet ein!
Und sein Geist soll uns unschweben
hier in Hellas Himmelhain. 

Jede Hand emporgehoben!
Schwört bei diesem freien Wein:
Seinem Geiste treu zu sein
Bis zum Wiedersehn dort oben!

På dansk (egen oversættelse):

Vores døde ven skal leve!
Alle venner stemme i!
Og hans ånd skal os omsvæve
her i Hellas himmerige. 

Hver en hånd som er opløftet!
Sværger ved den frie vin:
Tro at være mod hans ånd
til vi atter ses deroppe!

Efter de tre dages sørgefest skrev Baggesen et brev til Reinhold, i hvilket han, blandt sorgfulde ord om Schiller, fortalte i detaljer om sørgefesten. Rystet skrev Reinhold tilbage, at Schiller endnu ikke var død, blot syg og bekymret. Ingen medicin havde kunnet forbedre hans tilstand.

Ifølge Reinhold, var beskrivelsen af sørgefesten i Hellebæk faktisk den eneste opmuntring og kilde til glæde og lindring, den store digter havde oplevet i meget lang tid. Schiller var blevet meget bevæget, da han hørte, at så fornemme folk så langt borte, var så begejstrede for hans ideer. Og det havde givet ham ny energi til at fortsætte kampen. Men han var stadig meget syg og i en håbløs situation.

En plan sættes i værk

Ved modtagelsen af brevet i København, skrider Baggesen og Augustenborg til handling med en plan, der har simret et stykke tid. Schiller må reddes. Hvis ingen af hans egne landsmænd er villige til at hjælpe ham, så må verdensborgere udefra træde hjælpende til. Denne ledestjerne for menneskeheden må ikke gå tabt. Frederik Christian tænkte endda videre: Hvis Schillers landsmænd ikke forstår at påskønne hans geni, hvorfor skulle han så blive der? Hvorfor skulle han ikke komme til Danmark? Så skulle han nok se til, at Schiller kunne genvinde sit kostbare helbred.

Når først Schiller er bosat i Danmark, hvad kan man så ikke udrette? Prinsen har i sit eget hjerte og sind følt den enorme kraft i Schillers ideer. Hvad nu hvis Schiller bliver det intellektuelle samlingspunkt i København? Er der en bedre måde, at omdanne et enevældigt Danmark til en moderne nation, som reflekterer de høje principper, der er udtrykt i De forenede Staters forfatning?

Frederik Christian af Augustenborg sender brev til Schiller. Efterfølgende skriver prinsen til sin søster: »Jeg vil lade Schillers digt [Die Künstler] afskrive til dig… I dag om otte dage venter jeg svar fra ham på invitationen, der er sendt til ham, om at komme til Danmark og her pleje sin sundhed i uforstyrret ro.«6

Selv om Frederik Christian brændende ønsker, at Schiller skal komme til Danmark, er han meget påpasselig med ikke at lade det stå som en egoistisk betingelse for den hjælp, han tilbyder ham. »Men vi er ikke så småligt egennyttige at gøre denne ændring i Deres opholdssted til en betingelse. Det overlader vi til Deres eget frie valg. Vi ønsker, at menneskeheden skal beholde en af sine lærere, og dette ønske må gå frem for alle andre betragtninger«, står der i brevet til Schiller.

Prinsen har truffet sin beslutning. Schiller skal hjælpes, men spørgsmålet er hvordan. Normalt ville en person, der var værdig til at få understøttelse, blive støttet af den danske stat. Frederik Christian ville så gå til kronprinsen og argumentere for, hvorfor det er vigtigt og nødvendigt. Men det er helt utænkeligt i denne sag. For det første er Schiller ikke dansk, og i kølvandet på den såkaldte »tyskerfejde« i København i 1789 var det let at falde i folkets unåde, hvis man fremstod som alt for »tyskervenlig«. For det andet er Schiller i manges øjne en farlig revolutionær, og efter Den franske Revolution betragtede man sådanne revolutionære personligheder som en dødelig trussel mod et enevældigt monarki som det danske (af samme årsag blev ingen af Schillers skuespil opført i Danmark før 1817. Det første var Marie Stuart. Røverne blev først opført i 1823 og Don Carlos i 1831. Man sagde åbent, at det skyldtes Schillers farlige revolutionære ideer).

Selv om Frederik Christian havde en høj position og var en hårdtarbejdende tjener for den danske stat, havde han ikke nogen privat formue af betydning. Efter giftermålet med prinsesse Louise Augusta, var de nødt til at flytte ind hos kronprins Frederik på Christiansborg. Frederik Christian havde simpelthen ikke midlerne til at opretholde en selvstændig husholdning i København. Kronprinsen måtte endda betale lønningerne for sin søsters tjenestefolk, så hun kunne leve standsmæssigt.

Prins Frederik Christian kan altså ikke på egen hånd klare at finansiere Schiller. Han og Baggesen må få andre med i projektet. De bliver hurtigt enige om en indlysende kandidat; en person, der både moralsk og finansielt er velkvalificeret til at deltage i projektet: Deres gode ven greve Ernst Schimmelmann. Nok er Schimmelmann både greve og finansminister, men han er også en veluddannet humanist, filantrop og forkæmper for det almene vel. Han var en af nøglepersonerne i ophævelsen af stavnsbåndet og forbuddet mod slavehandel (vel at mærke som den største slaveejer på de Dansk-vestindiske Øer. En ubehagelig arv fra faderen, han var glad for at slippe af med). Men Schimmelmann er også en loyal undersåt til kronprins Frederik og bange for at fremstå som en revolutionær og en tyskerven, hvilket utvivlsomt vil underminere hans position ved hoffet og hos folket. Så kan Schillers venner få Schimmelmann med i projektet?

Frederik Christian skriver til Baggesen: »Efter grundige overvejelser mener jeg, at det er bedst, hvis De Baggesen vil være Schillers fortaler i det schimmelmannske hus. Schiller må sikres en sådan indkomst, at han kun behøver at udføre et rimeligt stykke arbejde dagligt for at have sit udkomme. Jeg ser ingen mulighed for, at netop nu at give ham en offentlig stilling, staten kan altså intet bidrage; hvad der sker, må ske gennem privatpersoner. Vil Schimmelmann for en bestemt årrække bidrage med noget årligt? Det er spørgsmålet, som jeg ønsker, De får svar på.«7

Baggesen arbejder hårdt for at få hvervet Schimmelmann, men beklager i et brev til Frederik Christian den 11. november, hvor umulig opgaven virker. Han har allerede mindst 20 gange nævnt Schillers umulige omstændigheder, og alt greveparret gjorde, var at fortælle, hvor dårlige tiderne var, og hvorledes de, af den årsag, var tvunget til at holde igen med udgifterne. »Jeg venter på en belejlig dag, hvor jeg kan få Schimmelmann med på i det mindste at stå for halvdelen – for at få noget gjort ved sagen. Hos hende [grevinden -red.] er der intet at gøre. Hun finder, at alle nødlidende her i landet må hjælpes først«.8

Grevinden vil ikke støtte Schiller, da han er en udlænding, og Schimmelmann er, udover at beklage sig over det økonomiske, bange for de politiske konsekvenser, hvis han deltager i projektet. På trods af disse vanskeligheder, lykkes det Baggesen, med sin unge entusiastiske ihærdighed, at opløfte greveparret til at medvirke i det vigtige projekt. Schimmelmann går med til at finansiere halvdelen af underholdet til Schiller, på betingelse af at hans identitet ikke bliver røbet.9 (Trods deres oprindelige tøven blev greveparret nære personlige venner med Schiller-familien for resten af livet. Schimmelmann blev tilmed gudfader for Schillers anden søn Ernst. Alt, der blev publiceret fra Schillers hånd, blev sendt til greveparret, og grevinden takker hver gang med et personligt brev til Schiller eller hans kone Charlotte. Denne korrespondance fortsatte efter Schillers død i 1805, hvorefter Schimmelmann sendte en årlig støtte til Charlotte på 300 thaler.)

Den 27. november 1791 kan det historiske brev fra Frederik Christian og Schimmelmann sendes til Friedrich Schiller:

To venner, der som verdensborgere er knyttede til hinanden, sender Dem denne skrivelse, ædle mand! De kender dem ikke, men begge ærer og elsker Dem. Begge beundrer Deres genis høje flugt, som har præget forskellige af Deres nyere værker som de mest ophøjede af alle menneskelige. I disse værker fandt de den tænkemåde, det sind, den begejstring, som knyttede deres venskabsbånd, og vænnede sig, da de læste dem, til den ide, at betragte forfatteren af disse som et medlem af deres venskabsforbund. Stor var derfor også deres sorg, da de hørte nyheden om hans død, og de fældede ikke færrest tårer blandt det store antal af gode mennesker, der kendte og elskede ham.

Denne levende interesse, som De, ædle og højtærede mand, vækker i os, forhindrer, at De skulle anse os for at være ubeskedne og påtrængende. Den må fjerne enhver misforståelse af hensigten med dette brev. Vi affatter det med den ærbødige tilbageholdenhed, som Deres finfølelse vækker hos os. Vi ville i så henseende tilmed være bekymrede, hvis vi ikke vidste, at der også er sat en vis grænse for ædle og fintdannede sjæles dyd, som det ikke går an at overskride, uden at fornuften modsætter sig det.

Deres helbred, som er blevet ødelagt af alt for stor anstrengelse og arbejde, fordrer, har man fortalt os, at få absolut hvile et stykke tid, så det kan genoprettes, og så den fare, der truer deres liv, kan afværges. Alene Deres omstændigheder, Deres nuværende skæbne, forhindrer Dem i at tillade Dem denne hvileperiode. Vil De gøre os den glæde, at gøre dette muligt for Dem? Vi tilbyder Dem de næste tre år en årlig gave på et tusinde thaler.

Tag imod dette tilbud, ædle mand! Lad ikke synet af vore titler forlede Dem til at afslå det. Vi kender disses værd. Vi kender ingen anden stolthed end den at være menneske og borger i den store republik, hvis grænser omfatter mere end enkelte generationers liv og mere end en klodes grænser. De har her kun mennesker, Deres brødre, foran Dem, ikke indbildte stormænd, som ved en sådan anvendelse af deres rigdomme kun nyder en noget ædlere slags hovmod.

Det afhænger af Dem, hvor De vil nyde denne ro. Her hos os ville De ikke savne tilfredsstillelse for Deres sjæls behov i en hovedstad, der både er regeringssæde og en stor handelsplads og har meget kostbare bogsamlinger. Højagtelse og venskab fra mange sider ville konkurrere om at gøre Deres ophold i Danmark så behageligt som muligt, for vi er ikke de eneste her, der kender og elsker Dem. Og hvis De, når De atter er rask, skulle ønske at få en statsansættelse, så ville det ikke falde os svært at opfylde dette ønske.

Men vi er ikke så småligt egennyttige at gøre denne ændring i Deres opholdssted til en betingelse. Det overlader vi til Deres eget frie valg. Vi ønsker, at menneskeheden skal beholde en af sine lærere, og dette ønske må gå frem for alle andre betragtninger.

København den 27. november, 1791
Frederik Christian, prins af Slesvig-Holsten
Ernst Schimmelmann

Schiller blev tilbudt en årlig understøttelse på 1000 thaler, en understøttelse, som vil sætte ham i stand til mageligt at brødføde sig selv og sin familie. Det blev tilbudt uden nogen form for betingelser i tre år. Alt Schiller skal gøre, er at genvinde sin sundhed. Han kan anvende pengene og sin tid, som han finder bedst. Men han får også tilbuddet om at komme til København med det samme, genvinde sin sundhed i Københavns behagelige omgivelser, og efter de første tre år få en fast statsansættelse med en god løn.

Dette bliver tilbudt Schiller, ikke som velgørenhed fra et par rige danskere, der har ondt af en fattig digter, men som et indskud fra to danske borgere »i den store republik«. De så det selv som deres bidrag til verdens og menneskehedens opblomstring, hvor Schillers geni har sin egen helt unikke rolle. Frederik Christian håber så også, at Schiller kan komme med det afgørende anstød, der vil omdanne Danmark fra et enevældigt monarki til en moderne nation; et hjemsted for frihed og fornuft.

Schillers svar

I et brev til Jens Baggesen, han skriver tre dage efter, at han har modtaget det storslåede tilbud, beskriver Schiller det overvældende brev, han just har modtaget, og den enorme betydning, det har for ham og hans mission:

Jena den 16. december 91.

Hvordan skal jeg begynde, min dyrebare og højt skattede ven, med at beskrive de følelser, der siden modtagelsen af disse breve er blevet levende i mig? Så bedøvet og overrasket, som jeg blev over indholdet og stadig er det, skal De ikke forvente meget sammenhængende fra mig. Kun mit hjerte kan stadig tale, og selv det finder kun ringe støtte i et hoved, der stadig er så sygt, som mit endnu er det. Et hjerte som Deres kan jeg ikke belønne smukkere, for den kærlige interesse, som det har i min sjæls ve og vel, end ved at jeg ophøjer den stolte fornøjelse, som Deres fortræffelige venners ædle og enestående handlemåde i sig selv må berede Dem – i glad overbevisning om en fuldstændig opnået hensigt – til den lifligste glæde. Ja, min dyrebare ven, jeg tager imod tilbuddet fra prinsen af H. og grev S. med taknemmeligt hjerte – ikke, fordi den smukke måde, hvorpå det blev fremsat, overvinder alle mine betænkeligheder, men fordi en forpligtelse, der er hævet over enhver mulig betænkelighed, byder mig det. At yde og være alt, som jeg med de mig tildelte kræfter kan yde og være, er for mig den højeste og mest uundværlige af alle pligter. Men mine ydre omstændigheder har desværre indtil nu gjort det aldeles umuligt, og kun en fjern og stadig uvis fremtid giver mig større forhåbninger. Den storslåede hjælp fra Deres ophøjede venner sætter mig pludselig i stand til at udfolde alt, hvad der slumrer i mig, at gøre mig til det, som jeg kan blive til – hvilket andet valg har jeg altså? …

[Schiller forklarer i det følgende udførligt om de store kvaler han pga. sin uafklarede økonomiske situation har måttet gennemlide i de seneste ti år, og den ubeskrivelige glæde og taknemmelighed, han derfor føler over det indtrufne -red.]

Tilgiv mig, dyrebare ven, denne udførlighed om mig selv; jeg vil derved blot sætte Dem i stand til at forestille Dem det indtryk, som prinsens og grevens ædelmodige tilbud har haft på mig. Jeg ser mig derved pludselig sat i stand til at realisere den plan, som min fantasi i sine lykkeligste stunder forudbestemte. Jeg opnår endelig den længe og hedt begærede åndens frihed, det fuldkomment frie valg for mit virke. Jeg får ledige stunder, og gennem dem vil jeg måske generobre min mistede sundhed; og hvis ikke, så vil sindets nedtrykthed for fremtiden ikke længere give næring til min sygdom. Jeg ser lyst på fremtiden – og selv om det skulle vise sig, at mine forventninger til mig selv blot var skønne illusioner, hvormed min kuede stolthed hævnede sig på skæbnen, så skal det i det mindste ikke skorte på min udholdenhed for at retfærdiggøre de forhåbninger, som to af dette århundredes fortræffelige borgere har næret til mig. Da min skæbne ikke tillader mig at virke velgørende på samme måde som dem, så vil jeg dog forsøge det på den eneste måde, som er mig tilstået – og måtte det frø, som de såede, folde sig ud i mig til en smuk blomst for menneskeheden.11

Schiller slutter brevet med at beklage, at han ikke kan opfylde Baggesens ønske om, at han kommer til København. Hans helbred tillader det ikke, og af samme årsag regner han med at tilbringe sommeren i Karlsbad. Han har også stadig sine forpligtelser ved universitetet. Men han håber snart at kunne komme til København, og møde disse fantastiske mennesker, der har gjort så meget for ham.

Den 19. december 1791 sender Schiller så sit svar til Frederik Christian af Augustenborg og grev Ernst Schimmelmann. Han skriver:

Tillad, I mest tilbedelsesværdige, at jeg sammenfatter to ædle navne i ét, nemlig i dét, som De selv i hensynet til mig har forenet Dem i. Anledningen til, at jeg tager mig denne frihed, er allerede i sig selv en så overraskende undtagelse fra alt almindeligt, at jeg må frygte, at jeg skulle komme til at nedværdige det rent ideale forhold, hvorunder De har henvendt Dem til mig, gennem enhver hensyntagen til tilfældige forskelle.

På et tidspunkt, da en sygdom stadig omtågede min sjæl og truede mig med en dyster og sørgelig fremtid, rækker De mig, som to beskyttende genier, en hånd fra skyerne. Det storsindede tilbud, som De kommer med, opfylder ja overgår mine dristigste ønsker. Den måde, De gør det på, befrier mig for frygten for at vise mig uværdig til Deres godhed, idet jeg accepterer dette bevis på det. Jeg måtte rødme, hvis jeg ved et sådant tilbud kunne tænke på andet end på den skønne humanitet, som det udspringer fra, og på den moralske hensigt, som det skal tjene. Sådan som De giver – rent og ædelt – mener jeg at kunne modtage. Deres hensigt med dette er at fremme det gode; hvis jeg kunne føle skam over noget, så var det, at De har taget fejl mht. redskabet i den forbindelse. Men den bevæggrund, med hvilken jeg tillader mig at tage imod det, retfærdiggør mig over for mig selv og lader mig – selv i den højeste forpligtelses lænker – fremstå for Dem med følelsens fuldstændige frihed. Ikke over for Dem, men over for menneskeheden skal jeg afdrage min skyld. Dette er det fælles alter, hvorpå De nedlægger Deres gave og jeg min tak. Jeg ved, I meget ærede, at kun overbevisningen om at være forstået af mig, fuldender Deres tilfredshed; derfor og kun derfor tillod jeg mig at sige dette.

Men den nære deltagelse, som en alt for hildet velvilje i Deres storsindede beslutning kommer til udtryk over for mig, det fortrin, som De frem for så mange andre tildeler mig, idet De mener, at jeg skal være et redskab for Deres skønne hensigter, den godhed hvormed De kommer en fremmed verdensborgers små behov i møde, pålægger mig de mest personlige pligter over for Dem og fylder mig – foruden med ærefrygt og beundring – med den inderligste kærligheds følelser. Hvor stolt gør De mig, at De forestiller Dem mig i et forbund, som det ædleste af alle formål helliger, nemlig entusiasmen for det gode, for det store og skønne har forbundet. Men hvor langt er den begejstring, som ytrer sig i handlinger, ophøjet over den, som må begrænse sig til at have vakt handlinger. At udruste sandhed og dyd med den sejrende kraft, hvormed de underkaster sig hjerter, er alt hvad filosoffen og den fremstillende kunstner formår – hvor meget anderledes er det at realisere begges idealer i et skønt liv. Jeg må her svare Dem med ordene, hvormed han affærdiger en kunstners stolthed: »De har gjort, hvad jeg blot kunne male!«

Men selv om jeg skulle kunne glemme, at det er mig, der er genstand for Deres godhed, at det er Dem, jeg kan takke for den skønne udsigt til at kunne fuldende mine skitser, så ville jeg stadigvæk være Dem megen tak skyldig. En åbenbaring, som De har været for mig, genopretter troen på den rene og ædle menneskehed, en tro, som så talrige eksempler på det modsatte nedslår i den virkelige verden. Usigelig vellyst er det for meneskehedens maler i det virkelige liv at møde træk af det billede, som lyser klart i hans indre og må ligge til grund for hans skildringer. Men jeg føler, hvor meget jeg mister ved at tage den store forbindtlighed på mig, som De pålægger mig. Jeg mister via den søde frihed, det er at give min beundring udtryk og at forherlige en så uegennyttig og skøn adfærd med en lige så uegennyttig følelse.

Muligheden for at fremstille den som person for Dem, som De har forpligtet så dybt, vil blive resultatet af Deres storsindede understøttelse. Via denne vil jeg se mig i stand til efterhånden at genvinde mit helbred og at udholde en rejses besværligheder og skiftet i levemåde og klima. For øjeblikket er jeg stadigvæk udsat for tilbagefald til en sygdom, som forringer nydelsen for mig ved de reneste livsglæder, og som kun meget langsomt – ligesom den kom – vil kunne bringes til ophør. Blandt de mange afsavn, som De pådrager mig, er dette ikke et af de ringeste, nemlig at De udskyder det lykkelige tidspunkt, hvor syn og omgang vil knytte mig med tusind ubrydelige bånd til to hjerter, som allerede nu – ligesom guddommen – henrykker fra det usynlige fjerne, og ligesom denne er uopnåelig for min tak. At leve i denne skønne fremtid og ile forud for dette tidspunkt med sine ønsker og drømme vil indtil da være den kæreste beskæftigelse for Deres dybt forpligtede og evigt taknemmelige

Friedrich Schiller12

Schillers danske eftermæle

Schiller lever op til sit løfte. I løbet af de næste seks år (den oprindelige støtte til Schiller bliver forlænget yderligere tre år, den sidste pengeoverførsel finder sted i november 1796), hvor han er finansieret af Frederik Christian og Schimmelmann, genvinder han ganske vist ikke fuldt sit helbred, men så meget desto mere sit poetiske og filosofiske geni. Han når aldrig til Danmark, men i februar 1793 skriver Schiller det første af en række breve til prins Frederik Christian, der, brev for brev, cirkulerer i hele den danske elite.

Brevene tager udgangspunkt i den fejlslagne franske revolution, hvor de store forhåbninger er endt i et bestialsk blodbad. Schiller skriver, at »et stort øjeblik fandt et fordærvet folk« og at årsagen til den franske katastrofe er at finde i de franske hjerter, ikke i de veluddannede, oplyste hoveder.

Derfor er medicinen, der kan sikre en mere lykkelig udgang på senere revolutioner her i Europa, menneskenes æstetiske opdragelse. Der må vækkes en trang i hjerterne efter det sande, det skønne og det gode. Det er, for digteren Schiller, kunstens formål. Borgerne må også uddannes ved at leve sig ind i den klassisk-græske filosofiske og politiske verden, vænne sig til at leve og virke med udgangspunkt i hele menneskeheden og i hele dens historie. Oplysningstidens kynisme må erstattes af græsk idealisme. Sådan lægges grunden for fremtidig succes.

I en renæssance, som den efterfølgende danske guldalder, søger de ledende personer at genoplive og forbedre det sande, det skønne og det gode fra tidligere tider, i deres kamp for det almene vel – med en ungdommelig, idealistisk tro på det gode i mennesket, og det positive bidrag vi hver for sig kan yde.

Ideerne, der bliver udviklet i Schillers breve til prins Frederik Christian, bliver siden omskrevet og publiceret som Schillers afhandling: Om Menneskets Æstetiske Opdragelse. Andre dele af diskussionen i brevene genspejles i andre af Schillers æstetiske skrifter, som f.eks.: Om Faren ved æstetiske vanerOm skønhedens nødvendige begrænsning, specielt når det gælder filosofiske sandhederOm det ophøjedeTanker over brugen af det gemene og nedrige i kunsten og Om det Naive.13

I sidste øjeblik fik en svækket Schiller hjælp fra Jens Baggesen, prins Frederik Christian af Augustenborg og greve Ernst Schimmelmann. Han blev bevaret som en lærer for menneskeheden. I slutningen af 1791 skriver Schiller til sin gode ven Körner: »Nu har jeg endelig mulighed for at lære og for at samle og arbejde for evigheden.«14

Trods sit dårlige helbred, har Schiller endnu 14 meget produktive år til gode, inden han i 1805 dør alt for tidligt, 45 år gammel. Foruden sine æstetiske skrifter, var han i stand til at skrive dramatiske mesterværker som Wallenstein,Maria StuartJomfruen fra Orleans og Wilhelm Tell, digte som Dykkeren ogIbykus’ Traner og mange andre smukke poetiske værker. Værker, der både på tysk og i dansk oversættelse, fandt et stort og trofast publikum i alle dele af det danske rige.

Tænk, hvor meget fattigere vi ville have været, hvis ikke hjælpen fra Danmark var nået frem i tide!

1. Schiller und der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz. Jena, 1905, s. 6.
2. Ibid s. 9-10.
3. Ibid s. 10.
4. Ibid s. 10.
5. Ibid s. 18.
6. Briefwechsel des Herzogs Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg mit König Friedrich VI von Dänemark. Herausgegeben von Hans Schulz, Leipzig, 1908, s. 34.
7. Timoleon und Immanuel. Dokumente einer Freundschaft. Briefwechsel zwischen Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein und Jens Baggesen. Herausgegeben von Hans Schulz. Leipzig, 1910, s. 69.
8. Ibid s. 70.
9. Schillers gode ven Körner, som ikke var informeret om, at bidragsydernes identitet skulle holdes hemmeligt, fortæller pressen den glade nyhed. Frederik Christian kan derfor, til sin store overraskelse, læse om tilbuddet til Schiller i de tyske aviser samtidigt med, at han får Schillers svar. Da Schiller bliver klar over brøleren, skynder han sig at skrive til Baggesen, og beder ham beklage det skete og undskylde mange gange. Det gør Baggesen med stor succes. Det hjælper nok også, at offentligheden tog godt imod nyheden om prinsens og grevens hjælp til Schiller.
10. Schiller und der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz. Jena, 1905, s. 24-26.
11. Ibid s. 34-38
12. Ibid s. 41-44
13. Ibid s. 138-139.
14. Ibid s. 33.