Med formand Tom Gillesberg

Man har moderniseringen af taktiske atomvåben i Europa, B61 og B61-12, hvilket kunne pege på et angreb på det russiske territorium udført af F-35 Stealth bombefly, og der er mange mennesker, der er ekstremt bekymrede over, at dette er forberedelsen til en regional atomkrig med Europa som krigsskueplads. Hertil må man føje, at USA ikke stoppede opstillingen af det amerikanske missilforsvarssystem i Østeuropa, efter at man nåde frem til en heldig afslutning på P5+1-aftalen med Iran, og dette bekræfter, hvad Rusland har sagt mange gange: at dette amerikanske missilforsvarssystem aldrig var tiltænkt missiler fra Iran, men altid var rettet mod Rusland.

7. august 2015 – I anledning af 70-året for bombningerne af Hiroshima og Nagasaki publicerede Sputnik International, under overskriften »Amerikansk politisk analytiker hævder, geopolitik kunne føre til udslettelsen af den menneskelige art«, den 7. august et interview med Helga Zepp-LaRouche, hvor hun understregede Lyndon LaRouches advarsel om, at et »Augusts Kanoner«-scenarie, der fandt sted i dag, ville føre til en atomkrig.

Med henvisning til afslutningen af Anden Verdenskrig citerer Sputnik Zepp-LaRouche for at sige,

»Der var absolut ingen grund til denne bombenedkastning, da der allerede var fredsforhandlinger i gang mellem Kejseren og Vatikanet på det tidspunkt. Bombenedkastningerne blev udført af Truman for at indgyde rædsel og ærefrygt, så han kunne fortsætte æraen med imperialisme.«

Dernæst, mht. den aktuelle, strategiske situation,

»der er mange mennesker, der har advaret om, at USA og NATO er i færd med at forberede en ny krig imod Rusland og Kina. Der er en meget alvorlig optrapning af situationen, der gør august måned ekstremt farlig, da historien viser, at de fleste krige begyndte i august, og det amerikanske militær har ændret taktik i Syrien i sidste uge, og den amerikanske hær holder ferie.«

Helga Zepp-LaRouche, præsident for det Internationale Schiller Institut, udstedte tidligere på ugen en »Appel om at stoppe den umiddelbare fare for Tredje Verdenskrig!«, som et opråb, til international cirkulation.

Hele interviewet og artiklen med Helga kan læses her. 

Her følger et udskrift af interviewet:

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at det rent historisk nu er veletableret, at der absolut ingen grund var til nedkastningen af denne bombe, fordi der allerede fandt fredsforhandlinger sted imellem Kejseren og Vatikanet på det tidspunkt. Og argumentet med, at det var for at redde amerikanske soldaters liv, er fuldstændigt svigagtigt. Jeg mener, at bombenedkastningen skete for at etablere en aura af Schrecklichkeit, af rædsel, af ærefrygt, grundlæggende set med det formål – dette var Truman, og det var en måde, hvorpå han kunne begynde at etablere en orden efter krigen med det formål at fortsætte kolonialismens og imperialismens herredømme, hvilket ikke ville være sket, hvis Franklin D. Roosevelt havde levet.

Sputnik: Lad os se på disse opinionsundersøgelser fra Japan. Flertallet af japanere er ikke enige i det synspunkt, der lægges frem i udenrigspolitikken, så spørgsmålet her, Helga, er, hvem og hvorfor er der nogen, der forsøger at skrive historien om?

Zepp-LaRouche: Ja, men jeg mener, at det er en del af den nuværende logik. Jeg mener, at der er mange mennesker i den seneste periode, der er kommet med advarsler om, at USA og NATO er i færd med at forberede en ny krig, denne gang imod Rusland og Kina. Selv Observer bringer en artikel med denne konklusion. Min mand, hr. Lyndon LaRouche, advarede allerede i slutningen af juni måned om, at den farligste periode ville blive i august. Først og fremmest, fordi alle verdenskrige i det forgangne århundrede er begyndt i august, og han sagde, at den farligste periode er, når den amerikanske Kongres går på sommerferie. Dette blev ulykkeligvis fuldstændigt bekræftet, for den amerikanske Kongres gik på sommerferie sidste onsdag, for en uge siden, og fredag ændrede USA reglerne for at gå i ildkamp for det amerikanske luftvåben i Syrien, og dette blev gjort uden nogen meddelelse, uden nogen godkendelse fra Kongressen og blev først lækket til offentligheden den følgende søndag af Wall Street Journal.

Dette betyder imidlertid en meget alvorlig optrapning, for det bringer verden tilbage til nøjagtig den situation, den befandt sig i for to år siden, da den amerikanske Kongres nedstemte militære luftangreb imod Syrien. Så denne gang er Kongressen altså ikke sammenkaldt (dvs., er gået på ferie), og så blev dette ændret – dette er ulykkeligvis kun et enkelt aspekt. Man må se på situationen som helhed.

Man har moderniseringen af taktiske atomvåben i Europa, B61 og B61-12, hvilket kunne pege på et angreb på det russiske territorium udført af F-35 Stealth bombefly, og der er mange mennesker, der er ekstremt bekymrede over, at dette er forberedelsen til en regional atomkrig med Europa som krigsskueplads. Hertil må man føje, at USA ikke stoppede opstillingen af det amerikanske missilforsvarssystem i Østeuropa, efter at man nåde frem til en heldig afslutning på P5+1-aftalen med Iran, og dette bekræfter, hvad Rusland har sagt mange gange: at dette amerikanske missilforsvarssystem aldrig var tiltænkt missiler fra Iran, men altid var rettet mod Rusland.

Dernæst har den russiske udenrigsminister Lavrov netop, under det nylige og aktuelle ASEAN-forum i Malajsien, korrekt advaret om, at der finder en enorm militæroprustning sted i Stillehavet. Og selvfølgelig, hvad er formålet med disse hangarskibe og andre systemer, der bringes dertil?

Så jeg mener, at der er overvældende tegn på, at der finder en forberedelse til krig sted, og jeg mener, der vil finde en militærøvelse sted i september måned, der grundlæggende set – den hedder Trident Juncture 15 – vil foretage prøver på anvendelsen af atomvåben imod Rusland.

Alle disse tegn er voldsomt bekymrende, og jeg mener, at vi virkelig må have en total mobilisering af verdensoffentligheden, for dette er tærsklen til Tredje Verdenskrig, og det må stoppes. For hvis det sker, mener jeg ikke, at det bliver begrænset til en regional krigsskueplads; jeg mener, at det, som følge af atomvåbnenes natur, bliver en global atomkrig, i hvilket tilfælde der sandsynligvis ikke bliver nogen tilbage i live. Så vi har helt bogstaveligt tilintetgørelsen af menneskeheden foran os, og dér er vi nu.

Sputnik: Helga, hvad skal der gøres på nuværende tidspunkt? Hvem skal sætte sig sammen og forhandle?

Zepp-LaRouche: Jamen, jeg mener, at man absolut må gøre en indsats, hvor USA, Rusland og Kina sætter sig sammen ved bordet, og alle de andre verdensledere, der er involveret, skal udøve maksimalt pres for, at dette sker. Europa kunne spille en stor rolle, hvis Europa ville sige, vi tager ikke del i en sådan krig, og vi insisterer på, at USA, Rusland og Kina, lederne, sætter sig sammen og diskuterer den nye, internationale sikkerhedsarkitektur.

Jeg mener, at den kinesiske præsident Xi Jinping har givet et meget godt eksempel, da han under det nylige APEC-topmøde sidste år i Beijing, til præsident Obama kom med et tilbud om at gå med i win-win-politikken med samarbejde om den Nye Silkevej. 

Og jeg mener, og hvis vi har lært noget som helst af det tyvende århundredes geopolitiske krige, så må det være, at hvis vi ikke ønsker at udslette os selv som art, så må vi overvinde geopolitik. Det er geopolitik, der er årsag til verdenskrige. Og at vi må gå over til et nyt paradigme i civilisationens historie, en ny æra, der defineres af menneskehedens fælles mål, som en samlet menneskehed, frem for alt, og dernæst kan man afgøre regionale spørgsmål efter, at man har indgået aftale om disse menneskehedens fælles mål.

Og dette er det altdominerende spørgsmål i øjeblikket.

NYT! Sputnik Danmark udgiver Sputnik News’ interview med Helga Zepp-LaRouche, og et link til Schiller Instituttets nye appel “Stop den akutte fare for 3. Verdenskrig”

Sputnik Danmark udgav den 13. august Schiller Instituttets danske oversættelse af Sputnik News’ interview med Helga Zepp-LaRouche med titlen “Schiller Instituttet: Stop den akutte fare for 3. verdenskrig”. I introduktionen er der et link til den danske version af Schiller Instituttets nye appel, med samme titel, på Schiller Instituttets hjemmeside, og et link til hele interviewet med Helga Zepp-LaRouche på engelsk.

Desuden, i selve interviewet, er der links til Schiller Instituttets seminar i København i april 2015 om “Kinas ‘Et Bælte, En Vej’-Politik”, med Helga Zepp-LaRouche som hovedtaler, samt flere kinesiske talere; og til en kort video om BRIKS-landenes nye paradigme, præsenteret af Helga Zepp-LaRouche.

Se Sputnik Danmarks artikel her.

I sin artikel fra 8. aug. sammenligner Smith de aktuelle dage med den »forlorne krig« fra september 1939, da Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig­, og frem til maj 1940, da Tyskland invaderede Nederlandene. Ikke, fordi der er noget »forlorent« ved denne aktuelle krig – tværtimod. Men fordi denne periode, i lighed med den daværende, udgør en blot tilsyneladende stilhed med en nedtælling til det i forvejen beordrede udbrud af total krig, hvilket i dag vil sige, atomkrig.

Leder fra LaRouche-bevægelsen 10. august 2015

– Patrick L. Smith, udenrigspolitisk skribent for Salon Magazine, skrev i søndags, at

»Enten befinder vi os på denne side af en åben konflikt mellem de to stormagter, ved et uheld eller med overlæg, og sandsynligvis, men ikke nødvendigvis, på ukrainsk jord, eller også står vi over for en genoprettelse af den Kolde Krig, der vil vare lige så længe som den oprindelige.«

Men Smith må vide, at sidstnævnte alternativ blot er ønsketænkning; der kan ikke komme en gentagelse af den Kolde Krig, og at forestille sig én er at overse årsagerne bag Londons ordre til Obama om at gå frem med en øjeblikkelig krig med Rusland. Med mindre Moskva overgiver sig, hvilket ikke vil ske, eller Obama fjernes, så vil sidstnævnte beordre lanceringen af et atomangreb, sandsynligvis før Lyndon LaRouches 93. fødselsdag, den 8. september.

I sin artikel fra 8. aug. sammenligner Smith de aktuelle dage med den »forlorne krig« fra september 1939, da Storbritannien og Frankrig erklærede Tyskland krig­, og frem til maj 1940, da Tyskland invaderede Nederlandene. Ikke, fordi der er noget »forlorent« ved denne aktuelle krig – tværtimod. Men fordi denne periode, i lighed med den daværende, udgør en blot tilsyneladende stilhed med en nedtælling til det i forvejen beordrede udbrud af total krig, hvilket i dag vil sige, atomkrig.

I en tidligere artikel bemærkede Smith, at de amerikansk-russiske relationer var styrtdykket siden april måned.

Udenrigsminister Kerry tog til Sotji (Rusland) i maj måned for at mødes med den russiske udenrigsminister Lavrov og holde et langt møde med præsident Putin, men Washington (dvs., Obama) har rasende pumpet spændingerne med Rusland op lige siden. Samme Obama roste Putin for hans samarbejde mht. at nå frem til Iran-aftalen, da han annoncerede denne den 14. juli, men blot to uger og to dage senere føjede det amerikanske Finansministerium yderligere 26 russiske individer og selskaber til dets sanktionsliste. Pentagon og Udenrigsministeriet har forstærket deres »indsats for at opmuntre Porosjenko-regeringen til at løse dens krise med oprørske borgere i det østlige Ukraine på slagmarken.«

»For et par uger siden fejede forsvarsminister Carter igennem frontlinjenationerne, hvor NATO nu vil opretholde kampklart udstyr. Her er tallene bag udstillingen: NATO har forøget de militære øvelser i umiddelbar nærhed af Ruslands vestlige grænse fra færre end 100 sidste år – allerede et aggressivt tal – til flere end 150. Rekognosceringsflyvninger og øvelser med flyvevåbnet, der støder direkte op til russisk luftrum, er steget med næsten ti gange.«

At Ashton Carter nævnes bør minde os om, at Obama benytter en udskiftning med nye folk til at gennemtvinge sin tilintetgørelseskrig. Carter er den nye forsvarsminister, og general Dempsey, formand for Generalstabscheferne, er i transit til udskiftning den 1. oktober.

»NATO’s europæiske missilforsvarssystem, der blev ændret under Obamas første embedsperiode, går hastigt fremad – hvis man ellers kan tro på det, stadig under påskud af, at det har til formål at beskytte kontinentet mod kortdistancemissiler, der affyres fra Iran. Hvem mon dette figenblad skal narre, undrer man på«, spørger Smith.

Nedtællingen er begyndt. Det eneste, der har nogen som helst grad af sikkerhed for at standse den, er fjernelsen af Obama fra præsidentskabet.

Som Lyndon LaRouche diskuterede med et Manhattan-møde i går, så blev Sektion Fire af det 25. Forfatningstillæg vedtaget i 1967 med det formål at gennemføre en ufrivillig fjernelse af enhver præsident, der er »ude af stand til at bestride embedets beføjelser og pligter« af psykologiske eller andre grunde. Den må nu anvendes for at fjerne Obama.

Det er en almindelig misforståelse, at anvendelsen af Sektion Fire må indledes af vicepræsidenten, men det er ikke tilfældet. Den kræver snarere blot, at vicepræsidenten tilslutter sig et flertal af »hovedofficererne i de eksekutive afdelinger« i konklusionen af, at præsidenten er uegnet. Joe Biden bliver ikke et problem, sagde Lyndon LaRouche i dag. Han vil blive konfronteret med valget mellem enten at tilslutte sig, eller begå selvmord, eftersom han vil være blandt de første, der bliver dræbt i den kommende atomkrig.

UNDERBYGGENDE MATERIALE:

Den japanske premierminister Abe personligt fordømt

ved mindehøjtidelighed for 70-året for atomødelæggelsen i Nagasaki.

For halvfjerds år siden i dag, den 9. august, tre dage efter, at et atomvåben for første gang blev anvendt over Hiroshima, satte den amerikanske præsident Harry Truman og hans britiske controllers yderligere 70.000 civile eller så i brand i Nagasaki, uden nogen militær begrundelse, men udelukkende ud fra hensigten om at vise verden, at USA og briterne var tilstrækkeligt sindssyge til at begå folkemord som en politik.

I dag beskrev overlevende fra denne grusomhed, der talte ved den officielle ceremoni, hvor premierminister Shinzo Abe var til stede, denne ødelæggelses rædsel og henvendte sig dernæst til Abe med krav om, at han skulle afslutte sit vanvittige fremstød for at genoprette Japans militære fortid med tilslutning til de amerikanske forberedelser til krig med Kina, med den hensigt at slutte sig til en sådan udslettelseskrig.

Borgmesteren af Nagasaki opfordrede, lige som borgmesteren af Hiroshima for tre dage siden, direkte Abe til at lytte til den overvældende stemme fra befolkningen, der er imod hans politik med »kollektivt forsvar« og dumpingen af den pacifistiske forfatning.

Dernæst beskrev en overlevende fra Nagasaki-angrebet, 86-årige Sumiteru Taniguchi, de forfærdelige skader, han havde fået, og vendte sig dernæst for at stå ansigt til ansigt med Abe, der sad i nærheden. »Bland Dem ikke i Japans pacifistiske forfatning«, sagde han og fremkaldte et udbrud af højlydte klapsalver blandt tilhørerne, iflg. alle presseberetninger. BBC skrev: »Hr. Abe så ligeud og viste ingen følelser.«

Foto: Obama i fængsel 

Menneskeheden har endnu aldrig befundet sig så nær ved randen af sin egen, potentielle udslettelse. Det er livsvigtigt, at Tyskland og alle andre europæiske nationer med al tydelighed gør det klart, at de ikke har nogen andel i en eventuel krig imod Rusland og Kina.

Der er en hel del forholdsregler, der kan gribes til. Til disse hører det omgående ophør af sanktionerne mod Rusland, den omgående bandlysning og afrustning af atomvåben – og frem for alt de atomvåben, der er opstillet i Europa – og en ærlig diskussion om den mislykkede politik i Sydvestasien i betragtning af DIA’s memo.

Download (PDF, Unknown)

Med formand Tom Gillesberg

Lyd:

Her er Sputnik News Danmarks artikel, som også blev udgivet i Rusland og mange andre nationer. RT (Russia Today), pravda.ru, og andre media bragte også artikler og henvendelser til interviewet med Helga Zepp-LaRouche.

“En konfrontation mellem Nato og Rusland og Kina er farlig for verden”

Se artiklen på Sputnik News Danmarks side

Hør den 2 min. lange udgave af lydfilen på engelsk, som der refereres til i artiklen.

Hør hele det 16 min. lange interview her:

“I dagene op til BRIKS-landenes topmøde i Rusland den 8. – 9. juli er der i USA blevet udsendt en skrivelse, der opfordrer Washington til at samarbejde med landene i denne gruppe af hensyn til den økonomiske udvikling i verden.

Over 2.000 personer har allerede underskrevet opfordringen — der er tale om amerikanske statsborgere og repræsentanter for internationale organisationer.

 

En spådom om EU’s undergang

Formålet med denne skrivelse om samarbejde med BRIKS-landene er at henlede opmærksomheden på, hvor farlig en konfrontation med Rusland og Kina vil være. Det har formanden for den tyske Bevægelse for Borgerrettigheder, grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, udtalt i et interview til Radio Sputnik.

 

(https://soundcloud.com/radiosputnik/reject-geopolitics-cooperate-with-brics-helga-zepp-larouche).

Verden står i dag over for to alvorlige trusler, der er indbyrdes forbundne: et sammenbrud i det transatlantiske system og truslen om en atomkrig. Disse trusler skyldes Natos nuværende politik over for Rusland, mener Helga Zepp-LaRouche.

Geopolitikken har allerede været årsag til to verdenskrige. Hvis den fremprovokerer en tredje verdenskrig, nu hvor der findes atomvåben, så vil det betyde menneskehedens tilintetgørelse. Derfor er det vigtigste spørgsmål, hvordan vi kan overvinde den geopolitiske tankegang. Vi må frem til en ny måde at tænke på, der bygger på menneskehedens fælles mål. Tingene skal ikke betragtes fra ét lands, eller én gruppe landes interesser, men ses fra et almenmenneskeligt synspunkt. Vi skal lære at tænke på den samlede menneskehed, og forsøge at løse alle konflikter her og nu.

Realiteterne er, at BRIKS-landene efter topmødet i Brasilien i 2014 har taget fat på at opbygge et helt nyt økonomisk system — et system, der siger nej til det transatlantiske finanssystem, fordi det har spillet fallit. Det har vi kunnet konstatere efter grækernes tapre folkeafstemning. Dette system kan bryde sammen når som helst. Så vil USA og Europa kunne samarbejde med BRIKS-landene. Et samarbejde mellem Eurasien og Europa vil kunne afføde en ny økonomisk verdensorden, til gavn for alle deltagende lande.

 

© FOTO: NATO

Østrigsk politiker: Nato planlægger at angribe Rusland

Helga Zepp-LaRouche understregede i interviewet til Radio Sputnik, at BRIKS-landene — Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydamerika — fremviser en ny model for internationale relationer, det bygger på gensidigt samarbejde”.

Der er en meget reel og umiddelbart tilgængelig løsning på denne krise: Den »Win-win«-strategi, som Kina har tilbudt, dvs. samarbejde om opbygningen af den Nye Silkevej, den såkaldte »Et bælte, en vej«-politik, som den kinesiske præsident Xi Jinping, under APEC-topmødet i Beijing i oktober sidste år, inviterede præsident Obama og andre vigtige nationer til at deltage i, og som tilbyder et virkeligt perspektiv om at overvinde geopolitikkens onde.

Download (PDF, Unknown)

Video:

Lyd:

– For dette er ikke en akademisk konference. Dette er en reel indsats for at intervenere på et tidspunkt, hvor det er meget tydeligt, at de ledende institutioner i G7, for eksempel, og som netop har afholdt et topmøde, er totalt mislykkedes i at løse disse for civilisationen eksistentielle farer.

Download (PDF, Unknown)

Se hele konferencen her.

Det glæder mig at tale med jer i dag, på denne særlige dag, som er D-dag, og det bør fylde os alle med håbet om, at faren for en ny fascisme, der er ved at vokse frem i verden, kan besejres – men forhåbentlig med færre tab. Jeg siger dette, fordi vi netop nu befinder os på randen af Tredje Verdenskrig, og det gør vi af nøjagtigt de samme grunde, der forårsagede Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig: en imperiemagts interesser imod nationers velfærd og almene vel.

Se hele konference-videoen med den fantastisk spændende diskussion:

Download (PDF, Unknown)

Helga Zepp-LaRouche holdt følgende tale ved seminaret om ”Kinas politik for Et bælte, En vej” i København den 27. april 2015. Omkring 80 mennesker deltog i seminaret, som blev holdt på Copenhagen Business Confucius Institute under Copenhagen Business School. Følgende personer var talere på seminaret:
Li Xiaoguang, kinesisk meddirektør for Copenhagen Business Confucius Institute – velkomsttale.
H.E. hr. Liu Biwei, Den kinesiske Folkerepubliks ambassadør til Kongeriget Danmark – åbningstale.
Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og international præsident for Schiller Instituttet og en betydningsfuld medforfatter af »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«; mangeårig leder i LaRouche-bevægelsen og gift med den amerikanske statsmand, økonom og filosof Lyndon LaRouche; forkvinde for det tyske politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), BüSo. Introduktion v/Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.
Liu Chunrong, PhD., associeret professor, School of International Public Affairs, Fundan Universitetet; eksekutiv vicedirektør for Fundan-European Centre for China Studies, Københavns Universitet.
De ca. 80 deltagere inkluderede fem ambassadører samt diplomater fra seks andre ambassader, mange medlemmer og kontakter af Schiller Instituttet, og andre interesserede som har speciel tilknytning til Kina.

Download (PDF, Unknown)

Mandag, 1. juni 2015 – BRIKS-perspektivet for global udvikling »er et alternativ til Bretton Woods-systemet«, sagde Alicia Barcena, chefsekretær for FN’s Økonomiske Kommission for Latinamerika og Caribien (ECLAC) i dag under en tale ved et velbesøgt arrangement, sponsoreret af Inter-American Dialogue med hjemsted i Washington, D.C.

Fr. Barcena, der netop har været vært for et ECLAC-arrangement den 25. maj i Santiago, Chile, hvor den kinesiske premierminister Li Keqiang var hovedtaler, svarede på et spørgsmål fra Executive Intelligence Review om Li Keqiangs ni dage lange rundrejse til fire nationer i regionen i sammenhæng med BRIKS’ fantastiske paradigme for global udvikling, der fuldstændigt har overskygget det transatlantiske systems destruktive politik.

I sin egen velkomsttale til Li Keqiang under Santiago-arrangementet den 25. maj fremførte fr. Barcena, at »efterkrigstidens orden, der udsprang af Bretton Woods, reflekterer ikke længere den nye, økonomiske og politiske virkelighed«, især med hensyn til udviklingslandene. Hun pegede på Asiatisk-Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og BRIKS’ Nye Udviklingsbank som initiativer, der »er en refleksion af en ny styrelse, der er vokset frem« og tilføjede, at »projektet, kendt som det Nye Land [sic – Det økonomiske Silkevejsbælte] og den Maritime Silkevej« er et projekt, som »vi i regionen iagttager med største interesse … vi er vidne til en ny æra«, sagde hun.

I dagens begivenheder forklarede hun dette yderligere og understregede, at Kina »havde fortrængt USA« i Latinamerika og var indtrådt i det »vakuum«, som var blevet skabt af USA’s manglende, produktive investeringer i regionen. Som resultat af den globale, økonomiske krise har regionens økonomier nået en »stilstand«, sagde Barcena, og USA’s økonomiske genrejsning er »middelmådig«. Der er således stor usikkerhed i regionen, og initiativer som Trans-Pacific Partnership (TPP), der tilbydes som løsning, »har mange problemer«.

Det er i denne sammenhæng, at Li Keqiangs besøg fandt sted, sagde fr. Barcena. Idet hun aflivede en spørgers antydning af, at Kina blot er engageret i at hamstre råmaterialer, der fremkalder minder om det 19. århundredes britiske imperialisme, fastslog hun bestemt, at »en ægte forandring er ved at finde sted«, og den fremgangsmåde, som den kinesiske premierminister brugte ved sit besøg, »var helt anderledes end tidligere tiders«.

Hun gentog som svar på EIR’s spørgsmål, at BRIKS, med deres nye finansinstitutioner, »er alternativet til Bretton Woods-systemet«. Den internationale Valutafond har nægtet at gennemføre reformer, som udviklingslandene har krævet, og disse lande søger også alternativer til dollarens dominans, sagde hun. Vi er som region totalt afhængige af Federal Reserves beslutninger, og »sådan bør det ikke være«.

Barcena understregede vigtigheden af, at Kina er ved at oprette en afdeling af China Construction Bank i Santiago, der skal fungere som clearingbank for renminbi for at fremme dens anvendelse i hele regionen til finansiering af infrastrukturprojekter og andre udviklingsprojekter.

Læs også: EIR: BRIKS i bevægelse for at skabe et nyt, internationalt samfund

Foto: Den kinesiske premierminister Li Keqiang og Alicia Barcena, Chile, 25. maj 2015

Med formand Tom Gillesberg, kandidat i Københavns Storkreds uden for partierne
video:

lyd:

31. maj 2015 – Kina er i færd med, i en bjergtagende skala, at skitsere store projekter til forøgelse af 60 landes videnskabelige platform i planen for Ét bælte, én vej, og som indledningsvis kunne beløbe sig til over $1 billion.

Ifølge China Daily fra 28. maj annoncerede den kinesiske viepremierminister Zhang Gaoli, at Kina har planer om at investere $900 mia. i planen for Ét bælte, én vej, som vil udvikle nationerne langs med og imellem ruterne. Zhang kom med denne meddelelse den 27. maj ved åbningsceremonien for en todages konference i Asien-Europa-mødet (ASEM), der blev afholdt i Chongqing med titlen, Dialog i industrien om konnektivitet.  ASEM repræsenterer 53 europæiske og asiatiske nationer og organisationer.

Zhang sagde, iflg. China Daily, at Kina overvejer at udvikle op til seks store korridorer: Kina-Mongoliet-Rusland; Nye Eurasiske Landbro; Kina-Central- og Vestasien; Kina-Indokinesiske Halvø; Kina-Pakistan; og Bangladesh-Kina-Indien-Myanmar. Disse korridorer ville stråle ud i flere retninger og frembringe en enorm, økonomisk transformation. Iflg. artiklen vil Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Silkevejsfond, der er i færd med at blive skabt, blive tappet som en kilde til finansiering. AIIB vil tilsyneladende bruge en stor del af sin kapital til finansieringen.

Kinas handelsvolumen for varer med de 64 lande langs med de afstukne ruter, hvoraf mange er udviklingslande, har været voksende med gennemsnitligt 22 % hvert år siden 2001.

Ifølge World Industrial Reporter den 29. maj, »vil Kinas Udviklingsbank sandsynligvis også spille en mere aktiv rolle i Ét bælte, én vej, og bankens viceguvernør Li Jiping har erklæret, at banken har etableret en database med over 900 projekter i 60 lande, der involverer investeringer for over $890 mia., rapporterede 21st Century Business Herald torsdag.« EIR undersøger i øjeblikket, om Kinas Udviklingsbanks forventelige portefølje af potentielle investeringer i 60 lande er adskilt fra de projektlån, som vicepremiermin. Zhang forestiller sig, at den kommende AIIB og Nye Silkevejsfond vil finansiere, eller om der er nogen, eller en del, overlapning.

Men som sagt har Kina til hensigt at indledningsvist investere sandsynligvis $1 billion eller mere i planen for Ét bælte, én vej, med yderligere betydelig finansiering fra den fremvoksende BRIKS’ Nye Udviklingsbank, der kunne danne kernen i et nyt, økonomisk verdenssystem.

 Kinas officielle plan over det ‘Nye, økonomiske Silkevejsbælte’.     

30. maj 2015 – Den kinesiske ambassadør til USA, Cui Tiankai, gik med til et interview med Wall Street Journal, der i den seneste tid har offentliggjort flere krav om militær konfrontation med Kina, og han modsagde kraftigt de amerikanske løgne om situationen i det Sydkinesiske Hav og identificerede den amerikanske trussel om krig som en trussel mod hele verden.

Ambassadør Cui begyndte:

»Det var en stor overraskelse for os, at USA har overreageret på situationen og optrapper den. USA sendte militære rekognosceringsfly til området med reportere om bord, hvilket tydeligvis var et forsøg på at provokere og optrappe situationen.«

Han bemærkede, at Kina mere end nogen anden nation ønsker fri sejlads for at beskytte sine massive handelsruter. Han sagde:

»Det, som USA foretager sig, har givet anledning til en masse spørgsmål i Kina. Hvorfor overreagerer de? Hvorfor reagerer de på denne måde? Hvorfor sender de flere og flere militære fartøjer, fly og rekognosceringsaktiviteter på så nært hold af Kina? Hvad er den virkelige hensigt? Er der et forsøg på at gentage den Kolde Krig i Asien? For hvis den regionale stabilitet ødelægges, hvis det gode momentum af økonomisk vækst svækkes, hvis de gode udsigter til regionalt, økonomisk samarbejde formindskes, ville alle lide skade. Det er konsekvensen. Jeg ved ikke, om folk i Washington, D.C. nogen sinde har skænket disse konsekvenser en tanke. Vi taler ikke om Den mexicanske Golf. Vi taler ikke engang om Hawaii. Vi taler om det Sydkinesiske Hav, der er så tæt på Kina. Hvis I ikke har fjendtligtsindede planer, hvorfor gør I så dette?«

Særdeles interessant er Cuis modsigelse af Wall Street Journals påstand om, at USA handler i forsvar for USA’s »alliancer med Kinas naboer, der også har en interesse i denne region«. Cui svarede:

»Det ville antyde, at disse alliancer af natur er anti-kinesiske, hvis dette er forklaringen … Og jeg mener, at det vil være højst kontraproduktivt og endda dumt at have en sådan politik, en sådan anti-Kina politik og forsøge at danne militære alliancer, der er rettet mod Kina.«

Han konkluderede anerkendende:

»Kinas voksende militære styrke og mulige tilstedeværelse drives, ikke af en eller anden storslået strategi, men af de voksende økonomiske og andre behov, eftersom Kinas økonomi er i færd med at blive stadigt tættere integreret i den globale økonomi. Jeg mener ikke, folk bør se dette som en slags trussel … Det vil åbne op for en god mulighed for, at Kina, USA og andre kan samarbejde med hinanden, fordi der er så mange globale spørgsmål. Jeg mener ikke, at noget land kan håndtere alle disse spørgsmål på egen hånd. Bestemt ikke Kina, og heller ikke USA. Vi må samarbejde om dette.«

Hele interviewet kan læses på http://en.people.cn/n/2015/0530/c90883-8899872.html

Foto: Den kinesiske ambassadør til USA, Cui Tiankai, giver et interview til Wall Street journal om det Sydkinesiske Hav.

29. maj 2015 – I en leder i dag vurderer Peoples Daily det væld af USA’s fælles militærøvelser i hele verden og erklærede, at det er »uklogt af USA at etablere Kina og Rusland som to betydningsfulde fjender og at forstærke sin mærkbare tilstedeværelse gennem militærøvelser«.

De undersøger de seneste øvelser, »fra Det caribiske Hav til Nordafrika, Kaukasus, Centralasien, Sydasien, Sydøstasien og Den koreanske Halvø, som falder sammen med den ustabile bue [omkring Rusland og Kina, -red.], som det amerikanske militær har foreslået«.

De advarer om, at »USA’s forsøg på at involvere Kina og Rusland i en militær kappestrid kunne give bagslag, når USA opdager, at det er fanget i en ond cirkel af militær ekspansion«.

»Efter først at have viklet sig ind i krigene i Irak og Afghanistan«, tilføjer de, »og dernæst kæmpe med en utilstrækkelig, økonomisk genrejsning, er det kun ved hjælp af disse øvelser, at USA kan bevare sit allerede vaklende overherredømme.«

Lederartiklen bemærker, at Kina og Rusland er fuldstændigt enige i disse spørgsmål og faktisk gennemførte deres egen, fælles øvelse i Middelhavet den 17. maj og således »sendte et signal om, at de to lande vil gøre en fælles indsats i respons til USA«.

29. maj 2015 – I en videooptagelse talte Helga Zepp-LaRouche den 28. maj til Sammenslutningen af gamle elever fra Perus Center for Højere Militærstudier, i Lima, Peru, om »Silkevejen bliver til Verdenslandbroen«.

For et overblik over hele konferencen, læs »Peru hosts BRICS Seminar, Featuring Helga Zepp-LaRouche«.

Her følger en dansk oversættelse af hendes tale:

Kære konferencedeltagere,

Lad mig begynde med mine helhjertede lykønskninger i anledning af den nylige beslutning om at bygge en transkontinental jernbane, hvor, efter den kinesiske premierminister Li Keqiangs besøg, et forståelsesmemorandum netop er blevet underskrevet af Peru, Brasilien og Kina om at foretage en forundersøgelse til den 3.300 mil lange, transkontinentale jernbane. Dette vil forbinde Perus Stillehavskyst med Brasiliens Atlanterhavskyst, og det betyder, at denne meget vigtige infrastrukturforbindelse vil transformere hele det sydamerikanske kontinent og forøge produktionsprocessens, og hele Latinamerikas befolknings, produktivitet og således øge befolkningens levestandard og bygge en håbefuld fremtid. Og dette bliver blot det første skridt.

Det betyder, at Peru nu vil være koblet til den betagende, optimistiske transformation af store dele af verdensøkonomien, der i realiteten begyndte fra det tidspunkt, hvor præsident Xi Jinping annoncerede en politik for Den nye Silkevej i september 2013 i Kasakhstan, og som begyndte at træde i kraft i fuldt omfang med BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, sidste juli.

Siden da er et fuldstændigt parallelt, økonomisk og finansielt system begyndt at vokse frem, som er baseret på totalt anderledes principper, end det nuværende, endnu dominerende, transatlantiske finanssystem; IMF/Verdensbanken, Wall Street og City of London. Den nye Silkevej, eller Det 21. århundredes Maritime Silkevej, er blevet synonymt med det, som Bevægelsen af Alliancefri Nationer for mange år siden kaldte en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, hvor mennesket, og befolkningens almene vel, og ikke profit for de få, atter er sat i centrum for økonomien.

Denne nye udvikling er virkelig noget stort. Efter at alle de vestlige, etablerede medier totalt har mørklagt denne nye udvikling i næsten to år, så er der nu en pludselig erkendelse af, at dette er i færd med at blive til en realitet i verden, og der er en strøm af artikler, såsom en artikel for nylig i magasinet Time, som har skabt en del postyr, med titlen: »Nye Silkevej kunne ændre global økonomi for evigt«; »Kina og en stor del af verden har til hensigt at udvikle historiens største udviklingsprojekt«.  Og det er sandelig lige præcis, hvad det er.

For, Den nye Silkevej og Den maritime Silkevej er slet ikke begrænset til Eurasien. Schiller Instituttet og EIR har for ikke så længe siden udarbejdet en 370-siders rapport med titlen »Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og fra hvilken rapport man ser et kort her bag mig. Det er faktisk en detaljeret plan for de næste årtier, og den omfatter mange, mange infrastruktur-korridorer, der forbinder alle kontinenterne. Det vil sige, at man meget snart vil kunne rejse med maglev-tog (magnetisk levitation, -red.), eller med et andet system for højhastighedstog, fra Punta Arenas i Chile, eller fra Ushuaia i Argentina, og hele vejen nordpå, via jernbaneforbindelsen mellem Syd- og Nordamerika, gennem Central- og Nordamerika, krydse over Beringstrædet via en tunnel, hele vejen over Eurasien, videre gennem en tunnel over Gibraltarstrædet fra Spanien til Afrika og hele vejen til Sydafrika og Kap Det Gode Håb.

Jeg tror, de fleste af os kunne tænke sig at foretage en sådan rejse meget, meget snart.

Der er allerede nu, med det kinesiske lederskab og BRIKS, en enorm bevægelse med infrastruktur-korridorer, nye kanaler, som Nicaragua-kanalen, den sekundære Panama-kanal gennem Nicaragua, tunneler, broer, store vandprojekter; samt samarbejde inden for atomkraft- og rumfartsteknologi. Men sammen med alt dette er et nyt finanssystem ligeledes ved at vokse frem, med BRIKS’ Nye Udviklingsbank, AIIB, der allerede har 58 grundlæggende medlemmer – heriblandt 12 NATO-medlemslande; dernæst er der Den Nye Silkevejs-Udviklingsfond; Shanghai Samarbejdsbanken; SAARC-banken, dvs. banken for de sydasiatiske lande. Som Sergei Glazyev, der er rådgiver til præsident Putin, for nylig sagde under BRIKS’ Syvende Akademiske Forum, der netop har fundet sted i Moskva:

»Den Nye Udviklingsbank er ikke et alternativ til IMF og Verdensbanken, den er et supplement, fordi den imødegår de udfordringer, som er blevet ignoreret af de vestlige finansinstitutioner. IMF har udelukkende arbejdet for spekulanternes interesser, og den enorme mængde af dollar, euro, pund og yen, der kommer fra seddelpressen, kommer nu i bølger til BRIKS-landene og destabiliserer deres økonomier. Det er derfor nødvendigt, at BRIKS udvikler deres egne finansinstitutioner for at finansiere langsigtede udviklingsprojekter. En del af dette nye finanssystem er Contingent Reserve Arrangement (valutareservefond), der kort fortalt drager lektien af krisen i Asien i 1997, hvor asiatiske landes valutaer i løbet af en enkelt uge blev spekuleret ned med 80 %, eller som også er svaret på de nylige ondsindede angreb på latinamerikanske lande fra hedgefonde.«

Dette parallelle system kunne også meget hurtigt blive en redningsbåd for det kollapsende, transatlantiske finanssystem, for dette kunne krakke når som helst, og blive meget større end i 2008 under Lehman Brothers-krisen. Et sådant krak kunne blive udløst af den såkaldte »Græxit«, altså EU-Trojkaen (EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank, IMF -red.), der sparker Grækenland ud af euroen, hvilket dernæst ville kollapse hele det europæiske og sandsynligvis også det amerikanske banksystem; det kunne udløses af Ukraines bankerot; eller bare af en nedsmeltning af derivatboblen, der i øjeblikket har en udestående gæld på 2 billarder dollar, en gæld, der aldrig vil kunne betales.

Så BRIKS-landene skal tage sig i agt. Selv om det er godt, at AIIB har fået tilslutning fra 58 grundlæggende medlemmer, så mener jeg, at folk virkeligt må tage sig i agt for ikke at tillade højrisiko-spekulationen eller derivatboblen at trænge ind i det nye system.

Men denne Nye Silkevej og denne Nye Maritime Silkevej er ikke blot et økonomisk og finansielt system. Det er i realiteten den eneste politik til at undgå krig, og på nuværende tidspunkt er vi meget tæt på krigsfaren, pga. Ukraine-krisen og NATO’s fremskudte udstationering til Østeuropa og til Ruslands grænser.

Præsident Xi Jinping har skabt en politik, der er opskriften på at overvinde geopolitik ved at inkludere alle parter: Han kalder det en »Win-win«-politik. Kinas kritikere siger, »Jamen, det er bare et forsøg fra Kinas side på at erstatte den anglo-amerikanske imperialisme. Det bliver bare et nyt, kinesisk forsøg på at overtage verden. De må have en hemmelig dagsorden. De må ønske at få fat i råmaterialer.«

Men jeg kan sige til jer, »Nej!« Det, som »win-win« betyder, er, at begge parter vil få et udbytte, og som man ser i Afrika, så vil Kina selvfølgelig på sin side få forsyninger af råmaterialer til en langsigtet råmaterialesikkerhed, som landet har brug for, eftersom en sjettedel af verdens befolkning er kinesere. Men de udvikler samtidigt infrastruktur for Afrika; dæmninger, jernbaner og andre ting. Hver eneste afrikaner, jeg har talt med, fortalte mig, at de meget hellere vil have dette »win-win«-samarbejde og få gavn af det, end de vil have repræsentanter for EU, der kommer og holder søndagsprædikener og taler om menneskerettigheder, men som ikke giver nogen infrastruktur.

Det følgende spørgsmål stilles ofte: Kan man stole på Kina? Jamen, døm selv: Hvordan tror man, det var muligt for Kina at realisere en økonomisk udvikling på 30 år – det verdensberømte kinesiske, økonomiske mirakel – som det tog normale lande i Vesteuropa og USA 150-200 år at opnå? Hvordan tror man, det var muligt for Kina at gå fra ekstrem fattigdom under Kulturrevolutionen og til at transformere livet for 600 eller endda 800 millioner mennesker til at få en relativt anstændig levestandard? Med Den nye Silkevej er det Kinas plan også at overvinde den tilbageværende fattigdom i Kinas interne regioner.

Nøglen hertil er den konfucianske tradition i Kina. Jeg kan ligesom forbinde dette med mit eget livs historie, eller min livserfaring, for jeg rejste til Kina første gang i 1971, og det var midt i Kulturrevolutionen, og jeg har derfor en førstehåndsviden om, hvor fattig den kinesiske befolkning var. Under Kulturrevolutionen var der et ondsindet angreb på konfucianisme.

Så rejste jeg tilbage til Kina 25 år senere, i 1996, med forslaget til en Eurasisk Landbro og Den nye Silkevej, og jeg deltog i en konference i Beijing. Og allerede dengang kunne man begynde at se resultatet af reformerne, indført af Deng Xiaoping, der var begyndt at genintroducere konfucianismen, som trods alt havde været Kinas statsfilosofi i 2.500 år. Og for nylig, sidste år, rejste jeg atter to gange til Kina, og jeg var totalt forbløffet over de seneste 20-30 års endnu større udvikling, hvor folk simpelt hen var ekstremt optimistiske og glade og virkeligt havde en god idé om deres egen fremtid.

Idéen i den konfucianske filosofi, som jeg for øvrigt mener nu må være i det kinesiske folks gener, er den, at samfundet må have en harmonisk udvikling. Samfundet må baseres på nøglebegrebet ren, som man ville oversætte til det engelske »benevolence« (godgørenhed), eller agape (fra oldgræsk; kærlighed til medmennesket, -red.), hvilket vil sige, at samfundsstyrelsen må rettes imod hele befolkningens almene vel. Og det må være baseret på li, hvilket betyder, at hver nation og hver person bør opfylde sin rette plads på bedst mulig vis, og udvikle sit fulde potentiale. Og hvis alle nationer og alle mennesker udvikler deres bedste kapacitet, så har man harmoni i samfundet som helhed.

Regering må finde sted ved de mest vise og mest moralske personer. Det er idéen om Himlens Mandat, hvilket betyder, at regeringen må følge love på et højere plan end blot opfyldelsen af almindelige daglige behov, men må være ledet af en form for idé om kosmos. Og hvis regeringen ikke længere har Himlens Mandat, må den erstattes af de vise, Chun-Tzu, de ædle vismænd.

Med Xi Jinping mener jeg, at Kina i særdeleshed har en leder, hvis politik er fuldstændigt baseret på konfucianisme, og jeg kan kun tilskynde jer til at læse hans taler, som er fuldstændigt fascinerende; taler, som han holder, når han rejser til Indien eller andre lande, til Europa, Frankrig, Tyskland, og hvor han altid ikke alene fremmaner Kinas konfucianske tradition, men også relaterer til de bedste traditioner i det land, han besøger.

Nogle citater fra hans taler genspejler en enorm optimisme.

»Folk skabte historie og arbejde skaber fremtiden. Arbejde er den fundamentale kraft, der driver fremskridtet i samfundet. Lykken daler ikke ned fra himlen, ej heller går drømme automatisk i opfyldelse, men det sker gennem arbejde, flittigt, ærligt og skabende arbejde. Arbejde er det mest ærefulde, ophøjede, storslåede og skønne. Det udløser det skabende potentiale til at skabe en bedre fremtid for alle. Innovation er sjælen i en nations fremskridt. Videnskab og teknologi er den primære, drivende kraft. Det er grunden til, at Kina er ved at uddanne et så stort antal skabende videnskabsmænd og ingeniører på så højt et niveau af ekspertise. Vi er stolte af at have de fleste videnskabsfolk og ingeniører i hele verden.«

Så jeg mener, at det kinesiske begreb, ’Fremstillet i Kina’ i den aktuelle periode erstattes af ’Skabt i Kina’, hvilket skal sige, at Kina ikke kun producerer, men at Kina er innovativ; Kina udvikler nye teknologier og forvandler dem til de mest avancerede produkter i verden. Kina befinder sig i en proces, hvor det går i retning af at blive en totalt innovationsbaseret økonomi, og det er idéen om, at den eneste, virkelige kilde til rigdom er landets egen befolknings skabeevne. Den kinesiske Drøm er idéen om at skabe en bedre fremtid for hele samfundet, baseret på den mest optimale udvikling af hvert eneste samfundsindivids skabende potentiale.

Efter at have arbejdet sammen med min mand, Lyndon LaRouche, i over 40 år, kan jeg sige, at Kina i øjeblikket er nærmest til at repræsentere det, hr. LaRouche kalder »fysisk økonomi, baseret på menneskehedens identitet som den eneste, skabende art«. Den Nye Silkevej betyder simpelt hen at gøre det kinesiske, økonomiske mirakel opnåeligt for alle andre nationer, der deltager i denne kinesiske drøm ved at udvikle deres eget potentiale, i deres egne, gensidige interesser og til deres egen, gensidige gavn.

Xi Jinping sagde på et tidspunkt,

»selv om der er vidtstrakte oceaner mellem Kina og Latinamerika, så er de stadigt forbundne i hjerte og sjæl, og de bør have deres fælles stræben efter deres skønne drømme sammen.«

Det er præcist det, som nu er på dagsordenen med den transkontinentale jernbane. Og ligesom admiral Zhou Man i det 15. århundrede bragte sin flåde til Perus kyster og bragte vigtige teknologier til Peru, så lad i dag hele det peruvianske folk inspireres af bygningen af den transkontinentale jernbane som begyndelsen til transformationen af hele det latinamerikanske kontinent.

Lad mig slutte med et citat af Konfucius, der altid opmuntrede især unge mennesker til at have modet til at være innovative. Han sagde:

»Unge mennesker burde have viljestyrken til at skære passager gennem bjergene og bygge broer over floderne.«

Og det er netop den ånd, der vil oplyse bygningen af den transkontinentale jernbane, og det vil blive løftet om en ny æra for hele menneskeheden.  

»Kina er hastigt i færd med at ændre det verdensøkonomiske landkort … og at bidrage til en vækstcyklus uden fortilfælde«, erklærede Alicia Barcena, direktør for FN’s Økonomiske Konference om Latinamerika og Caribien (ECLAC), i går entusiastisk, som vært for en konference om ECLAC i Santiago, Chile, med deltagelse af Chiles præsident Michelle Bachellet og den besøgende, kinesiske premierminister Li Keqiang. Konferencen havde den passende titel: »Mod en ny æra af økonomisk samarbejde.«

Chile var det sidste ben på Lis tourné til fire lande i Sydamerika, og han meddelte, at hans regering ville opfordre kinesiske selskaber til at deltage i bygningen af en »tunnel mellem to oceaner«, der forbinder Chile og Argentina, under Andesbjergene, og som ville være nøgleelementet i en transkontinental jernbane, der forbinder Atlanterhavet og Stillehavet gennem Chile, Argentina, Paraguay og Brasilien. Blot få dage forinden havde Kina, Peru og Brasilien underskrevet et forståelsesmemorandum om en forundersøgelse af en anden, mere nordligt beliggende transkontinental jernbane tværs over Sydamerika.

Det bør bemærkes, hvor langt, og hvor hurtigt, tingene har udviklet sig i Sydamerika på under et år, siden BRIKS-Unasur-topmødet fandt sted i Brasilien i juli 2014. Som vi dengang bemærkede, havde Argentina anført vejen tidligere i foråret ved at være det første land, der brød med det synkende, transatlantiske system og ved at alliere sig med BRIKS, og nu følger størstedelen af Sydamerika efter.

Det britiske Imperium og deres marionet Obama ’are not amused’, men de har ikke ret mange kort på hånden, som de kan spille ud med for at standse dette fremvoksende Nye Paradigme, bortset fra at lancere en atomar, Tredje Verdenskrig – og naturligvis ved at bruge den totalt miskrediterede, såkaldte »Duggan-affære« i forsøg på at bagtale Lyndon LaRouche, der har været en af de drivende, intellektuelle kræfter bag Verdenslandbroen, der nu er under opførelse af BRIKS og deres allierede.

Som optakt til indeværende års BRIKS-topmøde i Ufa, Rusland, den 8.-9. juli, tager lignende, strategiske udviklinger nu form omkring Grækenland og Europa – men forløbet vil blive anderledes end i Sydamerikas situation, erklærede Lyndon LaRouche i dag. Denne udvikling involverer USA direkte – samt faren for, at præsident Obama vil lancere en atomkrig på kort sigt.

Grækenlands regering gør det fortsat klart, at de har valgt at udbetale lønninger og pensioner til deres forarmede befolkning snarere, end de vil fortsætte med at betale IMF og landets øvrige kreditorer for gæld, der for størstedelens vedkommende er illegitim. Hvis Grækenland virkelig ikke betaler sit 300 million euro store afdrag til IMF den 5. juni, så vil landets 30-dages afdragsfri periode – efter hvilken en officiel betalingsstandsning kunne blive erklæret – udløbe den 5. juli … tre dage før BRIKS-topmødet åbner i Ufa!

Vil Angela Merkel og kompagni virkeligt være dumme nok til at skubbe Grækenland ud af Eurozonen? Hvis ja, så har Lyndon LaRouche gentagne gange advaret om, at det vil blive ikke Grækenlands, men hele det transatlantiske finanssystems død, som vel at mærke under alle omstændigheder er totalt bankerot.

I dag understregede LaRouche, at verden befinder sig på lynnedtælling til en potentiel atomkrig, hvis Obama ikke bliver fjernet fra embedet. Når Eurozone-systemet nedsmelter, vil dette tvinge krisen til USA som hovedscenen. Wall Street og relaterede institutioner vil gå ned, og hvis Obama fortsat sidder i præsidentembedet, vil verden have kurs mod krig.

Martin O’Malleys kommende annoncering den 30. maj af sit kandidatur til USA’s præsident, understregede LaRouche, vil forandre alt i dette land.

Hillary Clinton vil ikke klare det; hendes kandidatur vil ikke fungere. Republikanerne har også store problemer. Så når sammenbruddet af det europæiske system kommer, vil spørgsmålet blive udfordret i USA. Hvilket betyder, at de næste par uger bliver afgørende.

I løbet af de næste tre uger vil nationer på diverse kontinenter blive direkte præsenteret for Lyndon LaRouches programmatiske alternativ til det nuværende folkemorderiske system: den 28. maj, på konferencen i Lima, Peru, hvor Helga Zepp-LaRouche og Kinas dr. Liu Youfa vil være talere; den 6. juni, på vores næste, store konference i New York City; osv.

Så nyd Det britiske Imperiums nederlag.

Med formand Tom Gillesberg

Wiesbaden, 23. maj 2015 – Modsætningen kunne næppe være større: BRIKS-nationerne, og her især Kina, såvel som de stater, der flokkes omkring dets nye økonomiske system og finanssystem, koncentrerer sig om opbygning, udvikling og forbedring af befolkningens livsbetingelser. De transatlantiske regeringer forsumper derimod i et morads af skandaler og begår oven i købet den eneste synd, der selv i de skrupelløses rige er utilgivelig: De bliver taget i deres intriger – som præsident Obama i affæren om attentatet i Benghasi i 2012, drabet på Bin Laden eller NSA-affæren med forbundskansler Merkel, eller storbankerne med deres bedragerier.

Præsident Putins rådgiver Sergei Glasjev kom med en præcis opsummering den 22. maj på BRIKS’ VII. Akademiforum i Moskva: BRIKS’ Nye Udviklingsbank er ikke et alternativ til IMF og Verdensbanken, men et supplement til dem; BRIKS-banken tager de udfordringer op, som i øjeblikket bliver ignoreret af de vestlige finansinstitutioner. IMF fremmer udelukkende spekulanternes interesser, idet barriererne for spekulativ kapital bliver afskaffet. Den enorme mængde af spekulativ kapital, der via seddelpresse for dollar, euro, pund og yen når frem til BRIKS-staterne i form af spekulative bølger, destabiliserer disse nationaløkonomier snarere, end de gavner deres tilbagestående udvikling. Derfor måtte BRIKS-staterne slå deres finansinstitutioner sammen for at finansiere deres langsigtede udviklingsprogrammer.

I mellemtiden er Kina, inden for rammerne af politikken for Den nye Silkevej, i færd med at investere de enorme valutareserver, som det pga. en restriktiv eksportpolitik frem for alt fra USA’s side – og her især vægringen ved at eksportere den såkaldte »Dual-Use-Teknologi« – har samlet sammen, i sammenhæng med multilaterale aftaler. Sammen med Pakistan investerer Kina 46 mia. dollar i en fælles udviklingskorridor; under den indiske premierminister Modis seneste besøg afslørede Kina projekter i størrelsesordenen 32 mia. dollar, og under premierminister Li Keqiangs besøg i Brasilien, projekter i størrelsesordenen 73 mia. dollar, efterfulgt af andre projekter med andre latinamerikanske stater. Især var den kinesiske premierminister Lis besøg i stand til, på få dage, at neutralisere storangrebet på præsident Dilma Rousseff, som havde til formål at brække Brasilien ud af BRIKS-alliancen og sabotere Brasiliens deltagelse i den Nye Udviklingsbank, og i stedet for dette, at intensivere det kinesisk-brasilianske samarbejde.

Kinas og BRIKS-staternes politik viser vejen til fremtiden; det er tydeligvis også den tyske ambassadør i Beijing, Michael Clauss’ mening. Til South China Morning Post erklærede han, under AIIB’s, Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbanks, tredages stiftelsesmøde i Singapore, at Tyskland ville være medlem af bestyrelsen for AIIB, og at Frankfurt skulle være hjemsted for den europæiske AIIB-filial.

Hvor let ville det ikke være for Tyskland og de andre europæiske nationer at overvinde den umiddelbart truende detonering af euroen! I stedet for at holde fast på, at Grækenland fortsat skal massakrere sin egen befolkning for at betale sin gæld, som for 97 % ’s vedkommende har vist sig at være til gavn for de europæiske banker, kunne de, efter en gældsnedskrivning som den, der blev aftalt for Tyskland under Gældskonferencen i London i 1953, udstede lignende kreditter til Grækenland til udvikling af landets realøkonomi, som Kina i øjeblikket gør det til dusinvis af nationer. Men, så længe den tyske regering ser sig selv som statholder for det anglo-amerikanske imperium (med EU som dette imperiums regionale udtryk), vil den i stedet holde fast ved sin politik, der risikerer at styrte os ud i kaos.

Med en noget forsinket reaktion hidser den amerikanske finansanalytiker Robert Berke i magasinet Time sig nu op over Kinas to år lange Silkevejspolitik, der kunne føre til et »revolutionært skift« mht. det globale, økonomiske landkort og til en alvorlig øst-vest-konfrontation. Han fremfører dernæst, så det ikke er til at tage fejl af, som talerør for den britiske imperie-faktion, den trussel, at det store skakspil mellem øst og vest om overherredømmet i Eurasien fortsætter, og at geopolitiske konflikter over det Nye Silkevejsprojekt kunne igangsætte en ny Kold Krig, hvis udgang er helt åben.

Deutschlandrundfunk har tilsyneladende også stået på sidelinjen i to år mht. betydningen af den Nye Silkevej. Men nu har Duetschlandrundfunk samtidigt med artiklen i Time bragt en udsendelse, der absolut ikke står tilbage for denne mht. geopolitisk ophidselse. I stedet for at begribe den chance, der med Xi Jinpings inkluderende »win-win-politik« netop består i overvindelsen af en geopolitik, der har beskåret det 20. århundrede to verdenskrige, opremser denne udsendelse de samme, gennemtyggede påstande, som Det britiske Imperium til enhver tid tygger drøv på, om, hvorfor Silkevejen angiveligt ikke vil fungere. Samtidigt bliver de virkeligt nye elementer, der vækker begejstring, om en vision for fremtiden, og den strategiske forståelse, som er uden fortilfælde, mellem BRIKS-staternes statschefer, fuldstændigt udeladt – en for massemedierne desværre så typisk tilsløring gennem udeladelse og vildledende sammensætning af kendsgerninger.

I mellemtiden finder der i USA’s regeringsinstitutioner et oprør sted imod Obamaregeringen, der meget hurtigt kunne ændre den strategiske situation. Fra Seymour Hersh’ højeksplosive artikel, der præsenterer omstændighederne ved Osama Bin Ladens mord, som står i diametral modsætning til Obamaregeringens officielle version, og til den militære efterretningstjeneste DIA’s, Defense Intelligence Agency, frigivne dokumenter om de faktiske hændelser i forbindelse med angrebet på den amerikanske ambassadør Stevens og tre medarbejdere i Benghasi i Libyen den 11. september 2012, er der nu kommet fakta på bordet, der kun tillader den ene konklusion, at Obama har løjet. Disse dokumenter afslører, at der allerede en dag senere, den 12.9.2012, forelå beviser for, at 1. angrebet foregik for al-Qaedas regning og altså på ingen måde var en »spontan protest« over en anti-islamisk video; at 2. det drejede sig om våbenleverancer fra Libyen til de syriske oprørere; og at 3. man allerede på det tidspunkt vidste, at disse oprøreres mål var at oprette et islamisk kalifat. I betragtning af IS’ nylige, »overraskende« successer i Ramadi og Syrien er denne vurdering fra 2012 højeksplosiv.

Alle disse baggrundsomstændigheder, der nu er blevet kendt, undersøges af formanden for Den amerikanske Kongres’ Benghasi-komite, republikaneren Trey Gowdy, så vel som også daværende udenrigsminister Hillary Clintons rolle i affæren, der vel burde høre til hendes største bekymringer med hensyn til hendes ambitioner om at blive præsidentkandidat. Forfatteren Ed Klein har i sin bog om konflikten mellem Obama-parret og Clinton-parret hævdet, at Obama lagde pres på Hillary, til fordel for hans daværende præsidentvalgkamp, for at hun skulle lyve om Benghasi.

Bag dette oprør i regeringsinstitutionerne skjuler der sig endnu mere end disse skandaler, hvor oprørende de end i sig selv er. I virkeligheden drejer det sig om USA’s identitet: Handler USA, militært og som finansmagt, som Det britiske Imperiums udøvende organ, hvilket bl.a. kommer til udtryk i konfrontationsstrategien over for Rusland og Kina, og som fremmaner en umiddelbar fare for en atomar verdenskrig, udløst gennem Ukraine – eller kan USA atter bringes tilbage til den vej, hvor det begyndte sin historie, nemlig som en republik, der var forpligtet over for det almene vel? Bevarelsen af verdensfreden afhænger af udfaldet af denne debat.

Det var ligeledes i Richard Nixons tilfælde, hvor det rent overfladisk drejede sig om noget helt andet i Watergate-affæren, slutteligt en beslutning i regeringsinstitutionerne om at stille ham en rigsretssag i udsigt, der dernæst bevægede ham til at træde tilbage. På samme måde blev det nu, efter offentliggørelsen af DIA-dokumenterne, for første gang heftigt diskuteret at stille Obama for en rigsret, og det i begge de politiske lejre.

Hele krisen – fra Grækenland, Ukraine, finanssystemet og til skandalerne i USA – der tilspidses frem til beslutningstidspunktet, reduceres ned til det altafgørende spørgsmål, om menneskeheden i rette tid kan præstere det spring at befri sig fra geopolitikkens selvdestruktive dynamik og hæve sig op på menneskehedens fælles måls højere plan. Til dette formål byder Kinas og BRIKS-staternes tilbud om at samarbejde om virkeliggørelsen af den Nye Silkevej på en gylden – og eneste tilgængelige – lejlighed.

Det er en uigendrivelig kendsgerning, at Schiller Instituttet i 25 år har foreslået og grundigt udarbejdet denne politik med Den eurasiske Landbro eller Den nye Silkevej; den blev for nylig atter aktualiseret i form af en omfattende rapport på 370 sider, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge (»Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«)[1]. Programmet for overvindelsen er der altså – det, vi har brug for, er modige medkæmpere, der hjælper med at bringe de europæiske nationer om bord!

[1] http://schillerinstitut.dk/si/?p=3777

20. maj 2015 – Kinas Statsråd har afsløret en national plan, »Made in China 2025«, der fokuserer på at gøre Kina til en produktions-supermagt. Xinhua rapporterer, at planen er blevet godkendt af premierminister Li Keqiang. Rapporten siger også, at denne plan vil blive efterfulgt af yderlige to planer for transformeringen af Kina til verdens førende vareproduktionsmagt i 2049, som er 100-året for republikkens grundlæggelse.

Handleplanen stiller krav om en »omstrukturering af vareproduktionssektoren« og den sandsynlige fjernelse af overkapacitet, der findes i nøgleindustrier som stål, rapporterer The Diplomat i dag. For at opnå målet identificerer rapporten ni prioritetsopgaver: forbedring af innovation inden for varefremstilling, en integration af informationsteknologi og industri, en styrkelse af det industrielle grundlag med fremme af kinesiske mærker, gennemtvingelse af grøn varefremstilling, promovering af gennembrud inden for 10 nøglesektorer, fremme af omstrukturering inden for varefremstillingssektoren, promovering af serviceorienteret varefremstilling og serviceindustrier, der er relateret til varefremstilling, og internationalisering af varefremstilling.

De 10 nøglesektorer, inden for hvilke Kina søger gennembrud, er: ny informationsteknologi, numeriske kontrolredskaber og robot-teknik, rumfartsudstyr, teknisk udstyr til brug på havet og højteknologiske skibe, jernbaneudstyr, redskaber til energibesparelse og ny energi, elektricitetsudstyr, nye materialer, biologisk medicin og medicinsk udstyr, samt landbrugsmaskiner.

For at opfylde disse opgaver, rapporterer Xinhua, vil »Made in China 2025« fokusere på fem store projekter, inklusive etablering af et center for innovation af varefremstilling og introduktion af en række politikker for at intensivere reformer af institutioner med det formål at styrke den finansielle støtte.

Med premierminister Lis ord, skriver The Diplomat, ønsker Beijing at gå fra »Fremstillet i Kina« til »Opfundet i Kina«.

Med formand Tom Gillesberg

19. maj 2015 – I dag erkendte Gideon Rachman fra Londons Financial Times, talerør for City of London, at TPP (Trans Pacific Partnership) ikke har noget med handel at gøre og har alt at gøre med at konfrontere Kina, men han advarede også om, at det ikke er tilstrækkeligt, og at strategiske forholdsregler også vil være nødvendige.

Rachman begynder med at angribe den i stigende grad overflødige Barack Obama: »Hvorfor er Barack Obama så desperat for at sikre en TPP-handelsaftale? Den langtrukne, officielle forklaring er, at den amerikanske præsident mener, at det ville nedbryde barriererne mellem 12 førende økonomier i Stillehavsområdet og således øge rigdommen. Den korte, sande version er: Kina … hr. Obamas og den japanske premierminister Shinzo Abes underliggende motivationer er strategiske.«

Rachman siger, at Obama i realiteten indrømmede dette, da han sagde: »Hvis vi ikke skriver reglerne [gennem TPP], så gør Kina«, alt imens Abe indrømmede det i sin tale til Den amerikanske Kongres ved at sige, at TPP handlede om »demokrati og frihed«, og at »dets strategiske værdi er ærefrygtindgydende«.

Det mest afslørende er dog Rachmans indrømmelse af, at det virkelige mål er Den nye Silkevej: »Amerikas nylige mislykkede forsøg på at forhindre vigtige allierede i at tilslutte sig en Kina-sponsoreret Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank udviklede sig til en ydmygelse for USA. Det frygter nu, at AIIB kunne blive instrumentalt i promoveringen af Kinas politik med ’Et bælte, En vej’ – indsatsen for at bygge nye infrastrukturnetværk i hele det asiatiske Stillehavsområde, centreret omkring Kina.«

Men, klynker Rachman, »det er for sent til at forhindre Kina i at blive hjertet i den asiatiske økonomi«, og han antyder, at militærmagt vil være en nødvendighed: »Men alt imens USA stadig er den dominerende militærmagt i det asiatiske Stillehavsområde, så er Kina nu den fremherskende, økonomiske magt. En TPP-aftale vil gøre for lidt, og komme for sent, til at ændre dette.«

Billede: TPP-kort

Mit dilemma stammer fra den kendsgerning, at jeg … med det samme må fortælle jer … , at verden er langt tættere på en ny, global krig, end de fleste mennesker har nogen anelse om. Denne nye politik for Den nye Silkevej … , er den eneste politik til at undgå krig, der er til rådighed.  

Download (PDF, Unknown)

Den forgangne weekends begivenheder fremstiller skarpt den strategiske situation. På den ene side, en massiv fremvisning af magt, demonstreret ved Moskvas højtideligholdelse af 70-års dagen for sejren i Anden Verdenskrig, med den russiske præsident Vladimir Putin i spidsen. Flertallet af menneskeheden deltog, repræsenteret ved militære enheder fra Rusland, Kina, Indien og andre BRIKS-nationer. Ved Putins side sad den kinesiske præsident Xi Jinping, der var i Moskva i de to foregående dage for at underskrive aftaler, der integrerer Kinas Et bælte, En vej-politik med Putins Eurasiske Union. På den anden side, de bemærkelsesværdigt fraværende, affældige ledere af det døende, transatlantiske system, der som ledere af en kollapsende, bankerot økonomi var hunderædde over, hvad Putin havde gennemført.

Dette kom tydeligt til udtryk gennem opførslen hos den tyske kansler Angela Merkel, der, sammen med Obama og den franske præsident Hollande, boykottede højtidelighederne den 9. maj. Men hun rejste til Moskva dagen efter, for at forsøge at forhandle med Putin.

Merkel er i klemme, sagde LaRouche til sine medarbejdere i går. Den tyske situation befinder sig i krise. Det kan ikke fortsætte ad den nuværende vej. Måske er der andre folk i Tyskland, der vil være mere seriøse end Merkel, som jeg ikke stoler det mindste på.

LaRouche fortsatte: Merkel, der allerede har problemer, fosøger at finde en forhandling, der vil give Tyskland mulighed for at give efter på visse krav, som hun ønsker skal forhandles. Og det vil ikke virke. Det vil Rusland ikke acceptere.

Det, vi taler om her, er truslen om generel atomkrig. Og hele spørgsmålet frem til det aktuelle punkt har drejet sig om idéen om at få Rusland til at miste sin mulighed for at forsvare sig, og således forhandle ud fra disse betingelser. Det har været planen, og det har været politikken.

Der er utvivlsomt personer i Tyskland, der seriøst forsøger at skabe en endelig fred. Man behøver ingen forhandlinger; alle betingelserne for fred findes. Det er ikke nødvendigt med indrømmelser fra Rusland for at opnå dette. Det, der må ske, er, at der i Tyskland er folk, der forsøger at ødelægge grækerne, og en af betingelserne er, at Tyskland dropper angrebet på Grækenland. Det er prøven.

Vi er ved at vinde. Og derfor bliver de bange. De prøver på at forhandle. Og de håber, de kan få et smuthul, som Rusland ikke vil give dem …

Se på det ud fra magtbalancen. Se på, hvad der er sket i Rusland i løbet af de seneste to uger. Hvad Rusland har gjort med støtte fra Indien og Kina direkte, med en massiv militæropvisning. Hvad har de gjort? De har skræmt livet af Vesteuropa. Rent teknisk lever briterne på lånt tid. Men det, der skete, er, at den skotske historie ikke er forbi. Den såkaldte engelske sejr over den skotske frækhed vil ikke virke. Storbritannien er bankerot. Tyskland er på randen at bankerot pga. kollapset i den tyske økonomi. Frankrig er i en tilstand af kaos. Italien er næsten helt til rotterne. Og nu har vi en magt, Rusland, Kina, Indien med mere, dvs. også Egypten, hvilket betyder andre ting. Det, som det er lykkedes Putin at gennemføre, ikke som et nummer, men som politik, har truet og skræmt Vesteuropa fra vid og sans.

Det, vi må gøre, er simpelt hen at anerkende, at Rusland er gået af med sejren. Lad være med at prøve at udtænke nogle forhandlinger. Hvis Tyskland nu giver efter for Rusland, betyder det, at Tyskland måtte bryde med Storbritannien og Obamaregeringen. Og Kina ville kræve det samme. For Kina trues også.

Det britiske monarkis svækkede stilling indikeres også af afstemningen til fordel for det Skotske Nationalparti (SNP) i de nyligt afholdte valg til Det forenede Kongeriges nationale parlament. I dette valg fik SNP 56 af de i alt 59 skotske pladser og fejede fuldstændig det Britiske Labourparti af bordet. I et interview søndag sagde Nicola Sturgeon, lederen af SNP, at SNP vil udgøre hovedoppositionen til de Konservatives nedskæringspolitik, og at hun vil arbejde for en ny uafhængighedsresolution så tidligt som i 2017.

Det kunne ske meget tidligere, sagde LaRouche. Man må tænke på en ting. Det britiske Imperium er i fiaskoens gab. Hvad er Det britiske Imperium, der kontrollerer alt muligt, mht. onde mennesker, i alle dele af verden. Hvad er deres problem? Problemet er, at deres magt er i færd med at blive knust. Se! Vi befinder os i en strategisk situation, hvor vi har vundet en margin af indflydelse, vi ikke har haft i årevis. Og pludselig er det tilfaldet os, og nøglen ligger i den nylige fejring, centreret omkring Rusland. Fejringen centreret omkring Rusland, med disintegrationen af Ukraine, økonomisk og på anden vis, og det store sammenbrud, der er på vej i Tyskland, og Italiens knuste økonomi, og krisen i Frankrig. Hvad fanden tror I, problemet er? At Putin repræsenterer en magt, der strategisk er ved at vinde.

Nøglen er, hvad vi gør. Den ekstremt fremtrædende og hurtige respons, med hvilken Sputnik News udsendte LaRouches bemærkninger om fejringen i Moskva, er særligt vigtig.

Og den måde, de responderede på mig (LaRouche), fra Rusland i denne weekend, omgående, og som blev offentliggjort af Rusland til os, og om os. Det siger noget, eller burde sige noget.

Vi er de eneste, der har en betydningsfuld respons i denne situation. Så lad os ikke ødelægge det. Lad os ikke begå nogen fejltagelser ved at skabe nogen fantasier. Situationen er fuldstændigt forståelig. Se på udstillingen af de russiske styrker og den måde, de blev fremstillet, samt de internationale styrker. Flertallet af den menneskelige befolkning marcherede i Moskva gennem deres repræsentation. Spørgsmålet er, at der er to alternativer til dette. Det ene er at forsøge at få Rusland til at trække sig selv ned. Det andet er at ødelægge alting og gå direkte til international krig. Situationen nu er den, at der lægges hindringer i vejen for Obamaregeringen, der er hovedinstrumentet i det internationale krigspotentiale. Og på den anden side er resten af planeten ikke parat til at gøre noget. De styrker, der marcherede i Rusland ved denne begivenhed, udgjorde den største alliance af styrker på denne planet, den, der har den militære kapacitet, der matcher den politiske styrke. Så vi bør ikke tænke, at vi kan behandle dette, som om der kommer et svar fra de tyske kræfter generelt. For de finansielle interesser i Tyskland vil blive udslettet, hvis de bøjer sig.

Under disse betingelser, på nuværende tidspunkt, vakler Det britiske Imperium stadig, klar til at falde. Sagen om Skotland er en udløsermekanisme, der har knust Englands interne magt som en enhed, økonomisk og politisk. Reaktionen er, at det, vi har gjort, har virket. Det er ikke noget stort. Det er en lille ting. Men det er en vægtstang. Og vægtstangen er Manhattan.