1

Fra LaRouche-bevægelsen 27. august 2014:
Endelig en tilgang til et system for samarbejde mellem nationer

26. august 2014 – Hele systemet, som vi hidtil har kendt det, er grundlæggende set i færd med at disintegrere. USA står umiddelbart foran en gennemgribende, håbløs bankerot: det hele vil snart være overstået. Inden for nogle få uger vil der formentlig ikke være nogen i USA, som ikke sulter; og hvis man ikke er rede til at gøre noget ved det, nu – at ændre måden, tingene gøres på, så er det formentlig allerede ude med dig. Er I klar over, at vi befinder os på randen af den menneskelige arts udslettelse? Med mindre det, vi arbejder på, lykkes, er I døde!

Men vi har en kombination, som kan fungere. Den er svag; den er sårbar som bare Helvede, men den kan fungere – det skal den! Det, vi taler om, er en form for udvikling, som forhåbentlig ikke inkluderer disintegration, og som vil føre til en tilgang til et system for samarbejde mellem nationer.

 »Jeg mener, at vi er på randen til, at det kunne være muligt at gøre dette«,

sagde Lyndon LaRouche. Og det vil sandelig være en ting at gøre, som er godt værdsat. Vi har ikke længere brug for Helvede.

Titusinder, eller sandsynligvis snarere hundredetusinder af palæstinensere fejrer i gaderne i Gaza og på Vestbredden her til aften, efter at en tidsubegrænset våbenhvile i Gaza blev forhandlet igennem af den egyptiske regering med ikrafttræden kl. 19,00 Kairo-tid, efter 50 dages forfærdelig nedslagtning, og den blev annonceret af den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas fra Ramallah. Kun Egypten vil overvåge våbenhvilen.

Samtidig gjorde Egypten en indsats andetsteds for at dræne Mellemøstens sumpe. I går var Kairo vært for et møde om Libyen med naboregeringer (Libyen, Algeriet, Sudan, Tunesien, Tchad samt generalsekretæren for den Arabiske Liga), og Egyptens udenrigsminister forlod mødet med en opfordring til alle de libyske militser om at nedlægge våbnene.

 »Mon ikke det vil give Hillary Clinton en sort dag?«,

spurgte Lyndon LaRouche; hun, som jublede over den libyske præsident Gaddafis død. Er det ikke en trussel imod alt, hvad Obama har gjort i Libyen? På tidspunktet, hvor mødet fandt sted, var Obamaregeringen i færd med at rette fingeren mod Egypten som værende skyldig i at have bombet islamist-militser i Libyen. Regeringens anklage mod Egypten er ikke bevist, men dens vrede mod Egypten for at have forsøgt at løse krisen dér uden Obamas tilladelse, er reel nok.

Søndag, den 24. august, deltog Egypten i et møde om ISIS og Syrien i Jeddah, med deltagelse af udenrigsministrene fra Saudi Arabien, Jordan, Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Samme dag samlede Egyptens præsident al-Sisi chefredaktørerne for Egyptens førende aviser og fortalte dem, at Egypten hverken støtter det syriske regime eller den syriske opposition. I stedet sagde han, at Egyptens bestræbelser har fokus på at modarbejde enhver plan, der går ud på at dele Syrien. Egyptens eneste interesse i spørgsmålet er at bevare Syriens territoriale enhed og beskytte den fra faren for en opsplitning. Egypten arbejder på at nå frem til en fredelig løsning på situationen i Syrien. Ligeledes samme søndag besøgte stormuftien af Damaskus Kairo, hans første besøg siden 2011, for at mødes med storimamen for Kairos Al-Azhar-universitet.

Obama insisterer på at forfølge en privat, ulovlig, ikke-erklæret krig imod Syrien selv, mens han samtidig søger at forfølge en anden privat, ulovlig, ikke-erklæret krig imod ISIS. DagensNew York Times lækker en historie fra Det hvide Hus om, hvordan man skal angribe ISIS i Syrien uden at samarbejde med den syriske regering: få et jagerfly til at snige op til den syriske grænse og affyre et standoff-missil[1], mens det foretager en loop-manøvre tilbage til irakisk territorium. Denne masturbations-illusion skal angiveligt tilintetgøre de ISIS-militanter, som måtte befinde sig dér tæt på grænsen. I kontrast hertil kræver generalstabscheferne, sammen med Lyndon Larouche og andre patriotiske amerikanere, at Obama går med i en gennemskuelig alliance med alle de regeringer, som bekæmper ISIS, og at han forelægger hele planen for Kongressen til afstemning, som loven kræver.

Generalstabscheferne, som er på bølgelængde med Egyptens bestræbelser, rapporteres at udveksle deres efterretninger om ISIS med Syrien via Berlin, Moskva og Bagdad.

Mønstret er klart. Mønstret er, at de hidtidige systemer, som har domineret planeten, nu bliver omarrangeret: »at blande kortene på ny« er sandsynligvis det rette udtryk: hvilket vil føre til en ny og bedre verden.

Tag f.eks. Egypten. Tag Indien: Indien er også et land, som er i færd med at genopbygge sine karaktertræk.  Og så kigger man på alle de andre steder, og man finder, at der er et mønster med nationer, som fører hen imod alle mulige former for samarbejde med hinanden, vel vidende, at resultatet ville blive en katastrofe, hvis de ikke gør det. Det er en fremragende situation.

Det, der er færdigt, er Det britiske Imperium, og en hel del af Det amerikanske Imperium. Disse artister udi nonsens er færdige.

 

 
[1] Et missil, som er i stand til at angribe et fjernt mål ved affyring fra et fly, som er uden for rækkevidde af missilforsvaret.




General Dempsey: USA vil ramme ISIS i Syrien, når den truer USA

 

 

25. august 2014 – Formanden for generalstabscheferne, general Martin Dempsey, fortalte journalister, der rejste sammen med ham til Afghanistan i går, at skulle hans vurdering være den, at ISIS var blevet en direkte trussel imod USA, ville han anbefale det amerikanske militær at gå direkte imod dem i Syrien, rapporterede Associated Press her til morgen. Dempsey sagde, at han mente, visse hovedallierede i området, heriblandt Jordan, Tyrkiet og Saudi Arabien, ville gå sammen med USA for at knuse gruppen.

 »Jeg tror, at ISIS har været så brutal og har indhyllet sig selv i en så radikal religiøs legitimitet, som klart truer alle dem, jeg lige har nævnt«, sagde han, »at jeg mener, de vil være villige partnere.«

 Dempsey skelnede mellem ISIS og Al-Qaeda på den arabiske halvø, idet AQAP har forsøgt at udføre angreb på USA, hvorimod der, i det mindste hidtil, ikke har været tegn på, at de militante fra Islamisk Stat er engageret i at

»lægge aktive planer imod vores hjemland, så det er anderledes end det, vi ser i Yemen.«

 »Jeg kan med stor tydelighed og sikkerhed fortælle jer, at hvis en sådan trussel eksisterede i Syrien, ville det på det bestemteste være min anbefaling, at vi skulle gøre noget ved det,« sagde Dempsey. »Jeg har absolut tiltro til, at USA’s præsident ville gøre noget ved det.«

 

 

 




Syrien åben for samarbejde om bekæmpelse af ISIS,
så længe syrisk suverænitet respekteres

25. august 2014 – På en pressekonference i Damaskus her til morgen annoncerede Syriens udenrigsminister Walid al-Moallem, at hans regering var villig til at samarbejde med andre lande om bekæmpelse af ISIS i Syrien og Irak forudsat, at Syriens suverænitet respekteres.

 »Syrien er rede til at samarbejde og koordinere på regionalt og internationalt niveau i krigen mod terror«,

sagde al-Moallem ifølge Associated Press.

 »Men alle tiltag til bekæmpelse af terrorisme bør koordineres med den syriske regering.«

 Han advarede om, at

 »ethvert luftangreb, som ikke er koordineret med regeringen, vil blive betragtet som aggression.«

 Moallem pointerede, at luftangreb imod ISIS og al-Nusra ikke i sig selv er tilstrækkeligt. Han opfordrede til »udtørring« af deres støttekilder, inklusive afskæring af strømmen af penge og våben fra bidragsydere i regionen, herunder Tyrkiet og Qatar, som han begge nævnte ved navn.

Moallems kommentarer her til morgen kom, efter at den syriske luftbase i Tabka i det østlige Syrien faldt til ISIS-styrker i går. Luftbasen har i flere dage været omringet, men et antal syriske soldater, sammen med køretøjer og fly fra basen, var i stand til at undslippe, og har nu omgrupperet sig i andre områder.

 

 

 




Polen og de Baltiske Stater ønsker NATO’s BMD-system rettet mod Rusland

 

25. august 2014 – Tysklands Der Spiegel rapporterede til morgen, at Polen og de Baltiske Stater Litauen, Estland og Letland presser på, for at NATO skal ændre retningen af det ballistiske missilforsvarssystem, som det er i færd med at installere i Polen og Rumænien, så det peger mod Rusland.

 »I optakten til næste uges NATO-topmøde opfordrede de fire lande de øvrige medlemmer til at enes om, at sproget ved topmødet vil bane vejen for denne plan, rapporterer Der Spiegel. »De føler sig truet af Ruslands intervention i Ukraine.«

 Tyskland og andre NATO-medlemmer siges imidlertid at være imod, fordi de mener, at en sådan forandring vil modsige, hvad NATO allerede har sagt om systemet – at det bliver installeret for at imødegå truslen fra Iran, og ikke kan imødegå Ruslands atomafskrækkelsespotentiale – og derfor unødvendigt provokere Rusland. Ria Novostitilføjer, at de fire lande

 »indtrængende har opfordret militærblokken til at nævne Moskva som en potentiel aggressor i dets kommuniké fra topmødet og til at indkode forholdsregler mod Rusland i dokumentet, som de gjorde det med Iran.«

 

 

 




Manuel Valls præsenterer ny regering i Frankrig, udrenset for antinedskærings-oprørere

Paris, 26. august 2014 – (Kilde: Nouvelle Solidarité): Den nye, franske regering er netop blevet annonceret. Der er kun få personændringer, men næsten alle »oprørerne« imod den strenge nedskæringspolitik, gennemtvunget af EU-ECB-IMF-Trojkaen, er blevet sparket ud til fordel for top-til-bund-strømlining på vegne af nedskæringspolitikken, og den udbudsside-økonomi, som præsident Francois Hollande har vedtaget som sin hovedreform.

Tidligere minister for produktiv genopbygning, Arnaud Montebourg, som præsenterede sig selv som en moderne Colbert, pro-industri og kritisk over for ’europæiseringspolitik’, alt imens han aldrig stillede spørgsmålstegn ved nogle af fundamenterne for euroen og den Europæiske Monetære Union, er ude, ligesom også to af hans nære allierede: uddannelsesminister Benoit Hamon og kulturminister Aurelie Filipetti. Blandt »oprørerne« er kun justitsminister Christiane Taubira tilbage.

Montebourg blev erstattet i Økonomiministeriet af en ung bankier, Emmanuel Macron, som indtil for et par måneder siden var Hollandes generalsekretær i Elysée-paladset. Han var ophavsmanden til »Pagten om Ansvarlighed«, som til dels er kernen i regeringskrisen. Macron er den rådgiver, som overbeviste Hollande om, at årsagen til, at selskaber ikke investerer i økonomien og skaber jobs er, fordi deres profitmarginer er for små. Han hævdede, at ved drastisk at reducere selskabernes bidrag til arbejdsstyrkens sociale omkostninger (pension, arbejdsløshed, sundhedsforsikring osv.) og andre skatter, til musikken fra 41 mia. euro, ville selskabernes profitter vende, og de ville investere og skabe jobs. Dette, uden at stille nogen betingelser om, at de skal gøre det.

Bemærk, at, i andet kvartal opnåede Frankrig rekorden i at være det land, hvis erhverv udbetalte de højeste dividender til aktieindehavere: 40,7 mia. dollars, en stigning på 30 % siden første kvartal.

 

 

 




Frankrig vil nedlukke forsøgsreaktoren Osiris’ hovedanlæg
til produktion af isotoper til medicinske formål

26. august 2014 – Paris (Nouvelle Solidarité): Den franske regering bekræftede sin vanvittige beslutning den 4. august om at nedlukke den lille forskningsreaktor Osiris (70MW), med ikrafttræden 31. december 2015.

Osiris, der har været i drift siden 1966, er en af de ni forskningsreaktorer i verden, som producerer technetium-99 (Tc-99), den mest anvendte og uerstattelige radioaktive isotop, som bruges i scintigrafi og andre medicinske billedbehandlingsteknikker for at diagnosticere frem for alt cancer. Osiris er et hovedanlæg for verdenssundheden; beslutningen om at nedlukke det er tæt på at være en kriminel handling.

For eksempel producerede Osiris i 2010, da produktionen af medicinske isotoper midlertidigt var utilgængelig i både Canada og Holland, 20 % af verdens forsyninger. (Under normale omstændigheder producerer anlægget 5 til 7 % af verdens årlige forsyninger.) Alene i de første fem måneder af 2013 muliggjorde Osiris 1,2 mio. medicinske procedurer over hele Europa. At nedlukke det nu vil skabe en akut mangelsituation, eftersom dets erstatning, forskningsreaktoren Jules Horowitz (RJH), som er ved at blive bygget i Cadarache, Frankrig, først kommer i drift i 2018-2020.

Produktionen af isotoper er generelt blot et biprodukt af atomforskningsreaktorer, hvis hovedformål det er at teste og undersøge nye materialers opførsel ved at udsætte dem for bestråling. Nye metallegeringer, som overvejes til anvendelse under missioner i rummet, eller til fusionskraftværker, især for ITER, skal først testes i sådanne forskningsreaktorer.

Siden kæmpejordskælvet og tsunamien i Japan i marts måned 2011 har tilsyn med atomkraftværker krævet, at alle atomkraftværker skal forstærkes med henblik på at kunne modstå jordskælv og nedslaget af en flyvemaskine. At opgradere Osiris ville kræve henved 50 mio. euro. Men Frankrigs førende offentlige atomoperatør, Kommissionen for Atomkraft (CEA), var ude af stand til at skaffe finansiering og appellerede til regeringen om hjælp, alt imens selve regeringen er bankerot.

Fagforeninger og lokalvalgte embedsmænd er rasende over nedlukningen. Men regeringen gennemtrumfede sin beslutning til trods for den kendsgerning, at både det Franske Medicinske Akademi og det Franske Farmakologiske Akademi advarede om, at denne snarlige lukning af Osiris ville være en trussel mod kvaliteten af patientbehandlingen. Et af regeringens argumenter er, at, indtil RJH kommer i drift, er positron-emissionstomografi (PET) en acceptabel, alternativ diagnosticeringsprocedure.

Professor André Aurengo, chefen for nuklearmedicin ved Pitié-Salpêtrière Hospitalet i Paris, kritiserede voldsomt denne løgn og demonstrerede, at den er videnskabeligt usand. Visse sygdomme, som kan diagnosticeres af Tc-99, kan simpelt hen ikke detekteres af PET. Endvidere iflg. fagforeningerne har yderst få medicinske faciliteter adgang til PET, og det ville koste 600 mio. euro at give dem mulighed for at anskaffe det nødvendige udstyr – ti gange det beløb, som en opgradering af Osiris vil koste! Professor Aurengo understregede regeringens »tunge ansvar«, hvis beslutning vil være årsag til »et virkeligt tab af chancer« for cancerpatienter, især børn.

 

Foto: Osiris forsøgsreaktoren

 

 

 




Ny undersøgelse offentliggjort:
46 millioner amerikanere afhængige af fødevarebanker sidste år

26. august 2014 – I februar måned i år underskrev Obama en lov, som beskar det statslige program for madkuponer, SNAP, med 8,7 mia. dollars. Nedskæringerne i februar følger efter Obama-regimets nedskæringer i november sidste år, som beskar fødevarehjælpen til en typisk familie på tre personer med 319 dollars om året.

Så en nyligt offentliggjort undersøgelse, produceret for Feeding America, og som er baseret på undersøgelser, der er udført fra april til august sidste år, tager ikke højde for virkningen af disse nedskæringer.

Denne undersøgelse fandt, at, på daværende tidspunkt var 46 mio. amerikanere (ud af en befolkning på 320 mio.) afhængige af fødevarebanker for deres daglige livsopretholdelse. Dette tal inkluderer 12 mio. børn og 7 mio. seniorer.

Resultaterne er baseret på svar fra en undersøgelse af 60.000 modtagere af fødevarehjælp fra de 200 fødevarebanker, som er tilknyttet Feeding America.

Hele rapporten, ’Hunger in America 2014’, findes på FeedingAmerica.org

 

 

 

 




Israel: Palæstinensere indvilger i længerevarende våbenstilstand

 

26. august 2014 – En længerevarende våbenstilstand mellem Israel og de militante, palæstinensiske grupper i Gaza trådte i kraft i dag kl. 19,00 lokal tid. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas annoncerede våbenstilstanden på fjernsynet, og Hamas og egyptiske regeringsfolk bekræftede efterfølgende meddelelsen. Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu rapporteredes af Ha’aretz at have givet regeringen besked, men, mens dette skrives, har han ikke udstedt nogen offentlig erklæring. Tre medlemmer af regeringen, udenrigsminister Avigdor Lieberman, økonomiminister Naftali Bennet og minister for intern sikkerhed Yitzhak Aharonovich har imidlertid alle meddelt deres opposition til aftalen.

Under sin fjernsynsmeddelelse sagde Abbas, at FN med det samme ville begynde at overføre hjælp til Gaza, og at han forventede, at andre nationer også gav bidrag. Han sagde også, at de palæstinensiske myndigheder ville indføre forandringer i deres måde at føre diplomati med Israel, og han planlagde at forelægge et detaljeret forslag for FN, som tilsigtede at afslutte besættelsen og oprette en palæstinensisk stat baseret på linjerne fra 1967.

»Vi vil ikke igen gå ind i vage forhandlinger«, sagde han.

Betingelserne for våbenhvilen er ikke blevet frigivet til offentligheden, men iflg. Ma’an Nyhedsbureaet sagde den højtplacerede Hamas-leder Mousa Abu Marzouq, at Israel havde indvilget i at åbne Gaza-overgangene for at tillade strømmen af humanitær hjælp og byggematerialer ind i Gaza. Han sagde også, at fiskere fra Gaza ville få lov at fiske seks mil fra Gazas kyst, som gradvist ville blive udvidet til 12 mil ved slutningen af 2014. Endvidere er israelske, europæiske og amerikanske restriktioner og modstand mod pengeoverførsler til Gaza til lønninger til ansatte af den tidligere regering i Gaza under Hamas’ ledelse blevet annulleret, rapporterer Ma’an. Hamas-regeringsfolk understreger, at Egypten alene vil støtte våbenhvilen.

 




Fremtiden Tilhører BRIKS’ Ny Verdensorden

Ved BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, den 15. juli blev en ny finansiel, økonomisk og politisk verdensorden etableret, der er et levedygtigt og langt mere udviklingsfremmende alternativ til det City of London og Wall Street-baserede vestlige finanssystem, der er ved at kollapse. USA og EU lyver om nedskydningen af MH17 og situationen i Ukraine, og forsøger at knække Rusland med sanktionskrig, men Rusland vil i stedet afkoble sig fra Vesten og handle med de andre BRIKS-lande og Sydamerika. USA og Europas økonomi og banker er på vej til samme sammenbrud, som den portugisiske storbank Banco Espírito Santo. Kun et samarbejde med BRIKS og et paradigmeskifte, med en overgang til en helium-3-baseret fusionsøkonomi, kan sikre vor langsigtede overlevelse.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Australien viser vejen ud af svindelnummeret med global opvarmning

Klimaforandringskliken over hele verden er forvirret. Den 17. juli stemte et flertal i det australske parlament for en ophævelse af klimaskatteloven fra 2011. Loven er blevet hyldet af aggressive, økologiske grupper som den globalt set mest avancerede, siden klimatopmødet i København i 2009. Faktisk var afgiften på CO2-udslip – på 24 amerikanske dollars per ton af mine- eller industriprodukter – tre gange så høj som den gennemsnitlige skat Europa, og den højeste i verden.

Det australske initiativ vil få en afgørende indvirkning på dagsordenen for G20-nationernes næste møde, som skal afholdes med den australske premierminister Tony Abbot som vært, eftersom Europa og USA har ønsket at få klimapolitikken sat øverst på dagsordenen! Abbot vandt det nationale valg sidste år efter at han lovede at ophæve »giftskatten«, der belastede private husholdninger med 550 australske dollars om året, og som sinkede investeringer i specielt mineindustrien. Under valgkampagnen kaldte den nuværende PM klimadebatten for »totalt nonsens« og tilskyndede til en tilbagevenden til en meteorologi, baseret på et sundt, videnskabeligt grundlag. Ophævelsen af skatten på kulstof er blevet hilst velkommen i en fælles udtalelse fra den Australske Industrigruppe, Det australske Industriråd og Australiens Mineralråd.

Således er det ikke i EU, der »beklager ophævelsen af Australiens mekanisme til prissætning af kulstof netop, som nye initiativer til prissætning af kulstof dukker op over hele verden«, som EU-klimakommissær Connie Hedegaard har udtalt. EU havde planlagt at forbinde dets udlednings-handelssystem, det største i verden, med det, der skulle lanceres i Australien næste år. Ikke alene må disse planer skrottes, men andre lande vil muligvis snart følge Australiens eksempel.

 

 

 

 

 




Nyhedsorientering juli 2014:
Støt Argentinas kamp imod gribbefondene

USA’s højesteret nægter at gribe ind over for en domstols kendelser imod Argentina og til gavn for »gribbefonde«, som truer med at forårsage en argentinsk statsbankerot. Verden mobiliseres til støtte for Argentina, og Ruslands og Kinas præsidenter forbereder besøg til landet. Sydamerika og G77 er på vej ind i Kina-Rusland-Indien-alliancen. Afsløringer fra Hillary Clinton i den nye bog Blodfejde afdækker Obama løgne om Benghaziangrebet, som kan føre til Obamas afsættelse. Rusland vil ikke hoppe i krigsfælden, men afstår i stedet fra at bruge militær i Ukraine. ISIS/ISIL’s fremgang i Irak er det forudsigelige resultat af Tony Blairs anti-nationalstats-politik. Vil Obama starte en ny Irakkrig?

Download (PDF, Unknown)




Møde med Leni og Phil Rubinstein fra USA:
Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed;
Hvad er Schiller Instituttets rolle?

Streamed live on Jul 3, 2014

* Den eurasiske Landbro bliver til virkelighed: Hvad er Schiller Instituttets rolle?
* Hvor står verden set fra USA?
* LaRouches videnskabelige triade: Planck, Einstein og Vernadskij

på Schiller Instituttets kontor




Lyndon H. LaRouche:
Fire Nye Økonomiske Love
til USA’s – og verdens – omgående redning!

 

IKKE EN VALGMULIGHED, MEN EN UOPSÆTTELIG NØDVENDIGHED:

1.   KENDSGERNINGERNE:

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. 

GDE Error: Requested URL is invalid

10. juni 2014 – Følgende erklæring er udstedt for omgående handling af alle medarbejdere i alle afdelingerne af National Caucus of Labor Committees og dets tilknyttede virksomheder. Førsteprioritet har alle midler og forholdsregler i forbindelse med offentlige aktioner, nationalt og internationalt, uden forbehold. Denne prioritering er eksistentiel for vor republiks politik, og for den almindelige informering af, og ved, alle relevante kredse over hele verden, at regne fra denne dag, den 8. juni 2014.

 

1.   KENDSGERNINGERNE

De forenede Staters, og ligeledes planetens transatlantiske, politisk-økonomiske områders, økonomi befinder sig nu i den umiddelbart forestående livsfare, som udgøres af en generel, fysisk-økonomisk, kædereaktionsagtig sammenbrudskrise af dette område af planeten som helhed. Navnet på denne direkte sammenbrudskrise over alt i disse nævnte områder af planeten er den aktuelt igangværende introduktion af den generelle »Bail-in«-handling under flertallet, eller flere endnu, af dette områdes regeringer: virkningen på disse områder vil være sammenlignelig med det fysisk-økonomiske kollaps af det generelle kollaps efter »Første Verdenskrig« af den tyske Weimarrepubliks økonomi: men denne gang vil virkningen i første omgang ramme alle nationaløkonomierne i det transatlantiske område, snarere end enkelte, mislykkede økonomier i Europa.

Et kædereaktionslignende sammenbrud med en sådan virkning accelererer allerede og indvirker på pengesystemerne i dette områdes nationer. Den aktuelle accelerering af en »Bail-in«-politik i hele det transatlantiske område, som nu er i gang, betyder, at massedød pludselig vil ramme befolkningerne i alle nationerne i det transatlantiske område: enten direkte, eller gennem et »overløb«.

Virkningerne af denne handling, som allerede er forberedt af de monetaristiske interesser i dette område, der således er udpeget, vil, med mindre det stoppes bogstavelig talt nu, omgående frembringe som virkning en accelererende rate af folkemord i hele den nævnte del af planeten, men vil også få katastrofale »bivirkninger« af lignende betydning i de eurasiske områder.

 

De midler, som står til rådighed

Det eneste sted, hvor den umiddelbart nødvendige handling, som kunne forhindre et sådant umiddelbart folkemord i hele den transatlantiske sektor af planeten, kræver, at USA’s regering omgående tager beslutning om at indføre fire specifikke forholdsregler af grundlæggende betydning: forholdsregler, som må være i fuld overensstemmelse med den specifikke hensigt i den oprindelige amerikanske Forfatning, som det blev specificeret af den amerikanske finansminister Alexander Hamilton, mens han besad dette embede:

1)    Den omgående genindsættelse af Glass/Steagall-loven, som blev indført af den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, uden ændringer, som princip for handling.

2)   En tilbagevenden til et oppefra styret Nationalbanksystem, der er detaljeret defineret som et sådant.
Den faktisk afprøvede, succesrige model, som må autoriseres, er den, som, under politikken for et nationalbanksystem, faktisk var blevet indført med succes, da præsident Abraham Lincoln indførte en gyldig, afløsende valuta, som var skabt af USA’s præsidentskab (dvs. »Greenbacks«) (den grønne dollar, -red.), som blev gennemført som et nationalt bank- og kreditsystem under tilsyn af USA’s Finansministerium.

Under de aktuelle betingelser må alle andre banksystemer og valutapolitikker erstattes, eller ganske enkelt bringes til ophør, som følger: Banker, som er kvalificeret til at operere under denne bestemmelse, skal underkastes en vurdering af deres beviselige kompetence til at operere under den statslige beføjelse til at skabe og udgøre elementerne af denne afgørende praksis, som iflg. traditionen var blevet overgivet det oprindelige Finansministerium under Alexander Hamilton. Dette betyder, at de enkelte delstater i USA er underlagt nationale standarder for praksis, og ikke en af de enkelte af vor nations delstaters standarder.

3)   Hensigten med at anvende et Føderalt Kreditsystem er at generere en retning med højproduktive forbedringer i arbejdskraften, med den medfølgende hensigt at forøge den fysisk-økonomiske produktivitet, samt levestandarden for individer og husstande i USA. Kreditskabelse til forøgelse af den relative kvalitet og kvantitet af den produktive arbejdskraft, som nu er tvingende nødvendig, må, på nuværende tidspunkt, atter engang sikres, som det med succes skete under præsident Franklin D. Roosevelt, eller gennem en tilsvarende standard for føderal praksis, der anvendes til at skabe en generel økonomisk, national genrejsning, pr. person, og for raten af nettoeffekten i produktiviteten, og ved at hvile på det essentielle, menneskelige princip, som adskiller menneskets personlighed fra de systemiske karaktertræk hos de lavere livsformer: nettoraten af forøgelsen af den effektive energigennemstrømningstæthed pr. person, og for den menneskelige befolkning, betragtet som hver og én som en helhed. Den uophørlige forøgelse af arbejdskraftens fysiske produktivitet, med de medfølgende fordele for det almene vel, er et princip i den Føderale Lov, som må udgøre den altafgørende standard for nationens og individets præstation.[1]

4)   »Vedtagelse af et ’Forceret Program’ for fusionskraft som drivkraft.« Den afgørende forskel på mennesket og alle lavere livsformer er således, i praksis, at det frembyder midlerne til fuldkommengørelsen af det individuelle og sociale menneskelige livs specifikt bekræftende mål og behov. Derfor: Spørgsmålet om mennesket i skabelsesprocessen som en bekræftende identifikation af et bekræftende udsagn om en absolut naturlig tilstand, er den tilladte udtryksform. Principper om naturlove er enten udelukkende bekræftende, eller også kunne de ikke erklæres bekræftende i det civiliserede, menneskelige sind.

 

I betragtning af de forhold, som har hersket i USA, i særdeleshed efter mordene på præsident John F. Kennedy og hans broder, Robert, vil, efter denne tid, den hastige forøgelse, som kræves for en genrejsning af nogen art af USA’s økonomi, kræve intet mindre end forholdsregler, der blev taget og udført af præsident Franklin D. Roosevelt under hans faktiske embedsperiode. Ofrene for det onde, der er blevet påført USA og dets befolkning, siden præsident Hardings mystiske død, og under præsidenterne Calvin Coolidge og Herbert Hoover (ligesom de forfærdelige virkninger af Bush-Cheney- og Barack Obama-regeringerne, i nutiden), kræver midler til afhjælpning lig dem, der indførtes under præsident Franklin Roosevelt, mens han bestred embedet.

Dette betød indførelsen af hasteforanstaltninger til afhjælpning, inklusive fornuftige, midlertidige genrejsningsforanstaltninger, som krævedes for at dæmme op for det dødbringende tidevand, som Coolidge-Hoover-regimerne efterlod sig: foranstaltninger, som krævedes for at bevare værdigheden hos dem, som i modsat fald var arbejdsløse, alt imens man opbyggede de mest magtfulde, økonomiske evner og evne til at føre krig, som blev samlet under præsident Franklin Roosevelts præsidentskab lige så længe, som han forblev i live i embedet. Dette betød mønstringen af kraften i atomkraft, dengang, og i dag betyder det termonuklear fusionskraft. Uden denne hensigt, og opnåelsen af den, står USA’s befolkning i særdeleshed nu, umiddelbart, over for den grusomste katastrofe i sin hidtidige historie. I princippet, uden et præsidentskab, der er skikket til at fjerne og skrotte de værste, nu mærkbare virkninger, de virkninger, som nu er skabt af Bush-Cheney- og Obama-præsidentskaberne, ville De forenede Stater snart være færdig, begyndende med en massedød i den amerikanske befolkning under Obama-regeringens nylige, og nuværende optrappede, praktiske politik.

Der er visse politikker, som, med hensyn til dette, nu i særdeleshed kræves, som følger:

 

Vernadskij om Mennesket og Skabelsen

V.I. Vernadskijs systemiske princip om den menneskelige natur er et universelt princip, som er unikt specifikt for den afgørende faktor for den menneskelige arts eksistens. For eksempel: »tid« og »sted« eksisterer faktisk ikke som målbare principper i Solsystemet; den eneste anvendelse, som indrømmes dem, til kommunikationsmæssige formål, er, grundlæggende set, nominelt en antagelse. Eftersom kompetent videnskab for nutiden udelukkende kan udtrykkes i forhold til det karaktertræk, som er unikt med hensyn til den menneskelige arts rolle i universets kendte aspekter, er det menneskelige princip det eneste sande, af os kendte princip, der kan praktiseres: begreberne om rum og tid er blot nyttige forestillinger:

Den menneskelige arts afgørende karaktertræk er det, som adskiller den fra alle andre levende arter: som, med hensyn til al kompetent, moderne videnskab, som noget principielt er videnskabeligt rodfæstet i fundamentet for de principper, som Filippo Brunelleschi (der opdagede det ontologiske minimum,) gik frem med, som Nicolaus Cusanus (der opdagede det ontologiske maksimum) gik frem med, og Johannes Keplers positive opdagelse af et princip, der faldt sammen med den perfekte, klassiske, menneskelige sangstemme-skala, som Kepler antog, og Solsystemets elementære mål inden for Galaksens stadigt større univers, og universets højere ordener.

Eller senere, på lignende måde, den moderne, fysisk-videnskabelige standard implicit i Bernhard Riemanns argment, det faktiske minimum (som gentager Brunelleschis princip), og hos Max Planck, det faktiske maksimum af det nuværende maksimum, Albert Einsteins; og i de relativt seneste, resulterende implikationer af Vladimir Ivanovich Vernadskijs definition af menneskeligt liv. Hver af disse værdier er absolutte målestokke for menneskets rolle inden for viden om universet.

Disse kendsgerninger vedrører det iboende falskneri hos dem, der blot og bart er matematikere, og de modernistiske »musikere«, der er kommet efter standarden for prøvestenen for musik, Johannes Brahms (forud for de moralsk forringede [matematikere], såsom David Hilbert, samt den sande model for enhver moderne Satan, såsom Bertrand Russel eller Tony Blair).

Den målestok, som det er muligt at kende, som et princip, for forskellen mellem mennesket og alle andre lavere livsformer, findes i det, som på brugbar vis er blevet anset som den naturligt, opadgående evolution af den menneskelige art, i modsætning til alle andre kendte kategorier af levende arter. Standarden for måling af disse sammenlignede forhold er, at menneskeheden er i stand til at udvikle sig opad, og det på kategorisk vis, gennem de viljemæssige, noëtiske evner i den individuelle, menneskelige vilje.

Med menneskets tilsynekomst i en moralsk og fysisk degenereret tilstand af opførsel, såsom inden for tyrannerne Zeus’, Det romerske Imperiums og det nuværende Britiske Imperiums kulturer, som undtagelse: Alle faktisk mentalt sunde, menneskelige kulturer er hidtil kommet til syne som en bestemt faktor af evolutionært fremskridt, fra en kvalitet af en laverestående til en højerestående art. Når dette betragtes som effektive virkninger, inden for domænet af en levende, menneskelig praksis af kemi, svarer det til en form for systemiske fremskridt, og nu endda spring, af den kemiske energigennemstrømningstæthed af samfundets forøgelse af den effektive energigennemstrømningstæthed i videnskabelige og lignende udtryk for spring i selve artens fremskridt: kort sagt, et universelt, fysisk princip for menneskeligt fremskridt.

Den sunde, menneskelige kultur, såsom de kristne kulturer, hvis de gør sig fortjent til en bekræftelse af en sådan fromhed, for eksempel, repræsenterer et samfund, som forøger indflydelsen af sine produktive evner til fremskridt til at bevirke et stadigt højere niveau af eksistens pr. person. De modsatte tilfælde, »de såkaldte nul-vækst«-svøber, såsom det nuværende Britiske Imperium, er, systemisk, en sand model, der svarer til en Zeus’, eller et Romersk Imperiums, eller et Britisk (bedre udtrykt) brutalt Imperiums tyranni, ligesom, for os i USA, de typer, som udgøres af Bush-Cheney- og Obama-regeringerne, hvis karaktertræk, i overensstemmelse med sådanne rent ud sagt sataniske modeller som det Romerske og det nuværende Britiske Imperium, har været en skrumpende, menneskelig befolkning på planeten med hensyn til dets intellektuelle og fysiske produktivitet, som under disse seneste, amerikanske præsidentskaber.

 

Kemi: Historiens målestok

Vi kalder det »kemi«. Menneskehedens fremskridt, relativt simplet målt som art, er typisk udtrykt i det menneskelige livs princips voksende magt, op over det dyriske livs evner generelt, og i den relativt absolutte overlegenhed over evnerne i de ikke-levende processer til, inden for menneskehedens viljemæssige intervention, at opnå denne tiltænkte virkning. Fremskridt eksisterer udelukkende på denne måde under en fortsat, fremadskridende forøgelse af den menneskelige arts produktive og relaterede evner. Dette fremskridt definerer den absolutte skelnen mellem den menneskelige art og alle andre arter, som vi i øjeblikket har kendskab til. Et folks regering, baseret på en politik med »nulvækst i befolkningstal og standarden pr. person af det menneskelige liv«, er en moralsk og praktiseret vederstyggelighed.

Mennesket er menneskehedens eneste sande målestok for vort Solsystems historie, og det, som ligger inden for det. Det er det samme som den højest ærede mening med og præstation af den menneskelige art, nu inden for det nære rum omkring Solen, med en opadgående retning imod beherskelsen af Solen og dens Solsystem, det Solsystem, som blev opdaget (udelukkende, faktisk) af Johannes Kepler.

En fusionsbaseret økonomi er det aktuelt tvingende nødvendige næste skridt, og den næste standard, for at vinde magt inden for Solsystemet, og senere, videre endnu.

——————————————————————–

[1] Indførelsen af »3. Annuller den Grønne politik« til erstatning for det korrekte »Et Føderalt Kreditsystem« er en parodi på principperne for ethvert rent faktisk videnskabeligt princip. Udelukkende kun bekræftende identifikationer af »Videnskab« kan nogensinde tillades. Udelukkende kun den forudgående titel: »Anvendelsen af et Føderalt Kreditsystem« er tilladt. Eliminer anvendelsen af alle referencer til »Grøn Politik«: den blotte anvendelse af sidstnævnte reference er en falsk fremstilling.




Lyndon LaRouche: Angrebet på Argentina betyder,
Det britiske Imperiums Bail-in-politik udspiller sig fuldt ud

24. juni 2014 – Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche benyttede sin deltagelse i LaRouchePAC Policy komiteens diskussion den 23. juni til at komme med en skarp advarsel om, hvad der står på spil med det aktuelle angreb på den argentinske nation fra gribbefonde, med opbakning fra Den amerikanske Højesteret.
”Bailout/bail-in politikken udspiller sig nu fuldt ud, og dette angreb på Argentina har sat det i gang”, sagde LaRouche. Det britiske Imperiums transatlantiske finanssystem er i bund og grund bankerot, sagde LaRouche, og situationen er moden til at ”eksplodere eller implodere omgående. Så det, vi er på vej imod, er en verdenskrig, en global verdenskrig.” I denne kamp om liv og død, sagde LaRouche, kan Argentina ”ikke kapitulere, det er udelukket. Uruguay har sluttet sig til dem – de agter at blokere. Over hele Sydamerika vil de alle sammen, mere eller mindre, blokere. Det her bliver en international blokering”, sagde LaRouche.
”For Argentina kan ikke underkaste sig: landet ville uddø”, understregede LaRouche. ”Det indser det meste af Sydamerika. De må bakke Argentina op. Ikke for Argentinas skyld, men for hele kontinentets skyld.”
Den 16. juni kom Den amerikanske Højesteret med en afgørelse, der var skrevet af den retarderede dommer Antonin Scalia, som gav de blodigste af alle gribbefonde, NML Capital og Aurelius Capital Management, ret i deres forsøg på at bruge amerikanske domstole til at opdage alle argentinske, finansielle bevægelser over hele verden med henblik på at beslaglægge landets aktiver som betaling for forfaldne obligationer.
Højesteret stadfæstede samtidig en lavere domstols afgørelse, som var truffet af den føderale dommer Thomas Griesa, om, at Argentina omgående skulle betale 1,5 mia. dollars til NML Capital og andre ”aftale-nægtere” imod Argentinas omstrukturering af statsgælden i 2005, og at argentinske aktiver over alt i verden kunne beslaglægges for at erlægge denne betaling – inklusive de 900 mio. dollars, som Argentina skal betale den 30. juni til sine andre kreditorer, som genforhandlede i god tro.
Argentina har gentagne gange advaret om, at en sådan dom kunne føre til misligholdelse af betalinger på gælden. Faktisk truer denne dom med at få hele det transatlantiske finanssystem til at gå ned i et orgie at rovgrisk udplyndring af nationer, deres befolkninger og ressourcer – netop den dødbringende ”bail-in”-politik, som så højlydt udbasuneres af Det britiske Imperium som deres ”endelige løsning” på den bankerot, som er i færd med at sænke deres system.
LaRouche bemærkede også den kendsgerning, at den russiske præsident Vladimir Putin, som ikke er ubekendt med finansiel krigsførelse imod sit land, har inviteret den argentinske præsident Cristina Fernandez de Kirchner til at deltage i det kommende møde mellem BRICS-nationerne (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) i Fortaleza, Brasilien, hvor han også har planlagt et bilateralt møde med den argentinske statsleder. De asiatiske Stillehavsnationer, understreger LaRouche, befinder sig på en opadgående økonomisk kurs baseret på videnskabelig og teknologisk fremskridt, hvorimod Det britiske Imperiums transatlantiske system hastigt synker.
LaRouche erklærede: ”Rusland agter ikke at kapitulere. Eurasien agter ikke at kapitulere! Så, på en måde, har vi kurs mod en meget snarlig termonuklear krig, globalt set! Den eneste løsning er at smide Obama ud af embedet nu; lad Wall Street gå bankerot, hvad det i virkeligheden i princippet er. Og vi kan omgående fortsætte i USA med at sætte nyt program i gang, nye rammer for relationer, og al rodet vil komme under kontrol.”
LaRouche har fremlagt de væsentlige punkter i et sådant program for en global genrejsning i sit dokument fra 10. juni, ”De fire love til USA’s redning nu! Ikke en valgmulighed: en omgående nødvendighed.”

 




USA: Lyndon LaRouche: Hillary Clintons Benghazi-afsløringer betyder,
Obama omgående må stilles for en rigsret

24. juni 2014 (LPAC) – Lyndon LaRouche krævede i dag, at Repræsentanternes Hus omgående indleder en rigsretsprocedure imod præsident Barack Obama, baseret på Hillary Clintons førstehåndsberetning af præsidentens løgnagtige mørklægning af terrorangrebet i Benghazi i Libyen den 11. september 2012, hvor den amerikanske ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske regeringsembedsmænd blev myrdet i koldt blod af den al-Qaeda-tilknyttede Ansar al-Sharia terror-organisation. 
… ”Obama løj for at mørklægge mordene på fire amerikanske regeringsembedsmænd, og dette gør ham til en de facto medskyldig i disse mord”, erklærede LaRouche.

”Præsidenten løj. Han er ikke skikket til at være præsident, og han må omgående stilles for en rigsret.”

——————————————————-

24. juni 2014 (LPAC) – Lyndon LaRouche krævede i dag, at Repræsentanternes Hus omgående indleder en rigsretsprocedure imod præsident Barack Obama, baseret på Hillary Clintons førstehåndsberetning af præsidentens løgnagtige mørklægning af terrorangrebet i Benghazi i Libyen den 11. september 2012, hvor den amerikanske ambassadør Christopher Stevens og tre andre amerikanske regeringsembedsmænd blev myrdet i koldt blod af den al-Qaeda-tilknyttede Ansar al-Sharia-terrororganisation.
Hillary Clintons afsløringer findes i den netop udgivne bog, Blood Feud, af Edward Klein (Regnary Publishing, Washington, D.C., 2014). Ifølge Kleins beretning, som er overleveret af en nærtstående medarbejder og advokat til Hillary Clinton, så modtog hun, kl. 22 om aftenen den 11. september 2012, efter at hun havde modtaget detaljerede rapporter om terrorangrebet i Benghazi og vidste, at det al-Qaeda-tilknyttede Ansar al-Sharia havde indledt et overlagt, tungt bevæbnet angreb, en personlig opringning fra præsident Obama, som beordrede hende til at udstede en falsk erklæring, der hævder, at angrebet var en spontan demonstration som protest mod en video, der krænkede profeten Muhammed.
Efter at hun over for præsidenten protesterede over, at der fandtes klare efterretninger, der sagde, at angrebet var et al-Qaeda gengældelsesangreb på årsdagen for de oprindelige 11. september-angreb, insisterede Obama og forlangte, at udenrigsminister Clinton omgående udstedte Obamas falske erklæring til det amerikanske folk og verden.
Både Hillary Clinton og tidl. præsident Bill Clinton konkluderede, at præsident Obama, som frygtede, at hans genvalg ville være i fare, hvis sandheden om Benghazi-angrebet kom frem, beordrede, at den falske historie skulle udstedes. Kl. 22.30 udstedte udenrigsminister Clinton, på præsident Obamas ordre, den falske beretning.
LPAC har fra to særdeles kvalificerede kilder, inklusive en, der har førstehåndskendskab til begivenhederne den 11. september 2012, fået bekræftet, at Kleins beretning om telefonsamtalen mellem præsidenten og udenrigsminister Clinton er korrekt.
Baseret på denne solide bekræftelse af Clintons beretning, har Lyndon LaRouche i dag krævet, at præsident Obama omgående stilles for en rigsret for at have løjet over for det amerikanske folk og mørklagt en af de hæsligste forbrydelser imod amerikanske regeringsembedsmænd, siden de oprindelige angreb 11. september [2001].
”Obama løj for at mørklægge mordene på fire amerikanske regeringsembedsmænd, og dette gør ham til en de facto medskyldig i disse mord”,
erklærede LaRouche.
”Præsidenten løj. Han er ikke skikket til at være præsident, og han må omgående stilles for en rigsret.”
Hillary Clintons afsløringer anbringer præsident Obama personligt midt i løgnene og mørklægningen. Der er ikke længere nogen tvivl om præsidentens medskyldighed i mørklægningen.
”Hillary Clinton har bekræftet, at præsidenten løj. Præsidenten kan ikke længere benægte sin egen personlige rolle i at lyve over for den amerikanske befolkning”,
erklærede LaRouche.
”Nu må Kongressen handle. Det særlige Benghazi-udvalg i Repræsentanternes Hus har intet andet valg end omgående at indlede en rigsretssag imod præsident Obama. Tiden er ikke til partisk opportunisme. Med mindre præsident Obama omgående underkastes reglerne for en rigsretssag, vil selve fundamentet for vor Forfatningsmæssige Republik blive splintret. Præsident Obama har ikke længere nogen skjulesteder at gemme sig. Alle amerikanske patrioter må stå frem og stille Kongressen til ansvar for, omgående at stille præsidenten for en rigsret.”




Trekantsamarbejde for fremtiden: Rusland – Kina – Indien

LaRouche-kandidat Kesha Rogers mobiliserer vælgere til at afsætte præsident Obama. De traditionelt regeringsbærende partier blev undsagt ved EU-valget i Frankrig, England, Danmark og Grækenland. De etablerede partier kan miste deres rolle, hvis ikke de tager deres nationale ansvar alvorligt. Et stadigt tættere samarbejde mellem Rusland og Kina står til at få deltagelse af Indien efter det nylige parlamentsvalg. Den strategiske trekant: Rusland-Indien-Kina vil ikke være slave til et vestligt imperium. Voksende modstand i Tyskland, Frankrig og Italien imod konfrontations- og krigspolitikken over for Rusland og Asien.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Lær af Historien: Franklin D. Roosevelt, russerne og D-dag

6. juni 2014 – Af Anton Chaitkin:

I begyndelsen af juni 1944 var de allierede endelig klar til at lancere invasionen af Frankrig. General George Marshall (USA), hvem præsident Franklin Roosevelt havde givet det øverste ansvar for den militære planlægning, havde på frygtløs vis kæmpet mod britisk modstand mod og sabotage af åbningen af den anden front. Dens mål: at aflaste de sovjetiske styrker og gøre det af med nazisterne fra både øst og vest.

Mandag, den 5. juni befandt ca. tre fjerdedele af en million sovjetiske tropper sig på den 58. dag af deres Jassy-Kishinev-offensiv for at drive tyskerne ud af Rumænien. Rasende modoffensiver fra nazisterne, fra styrker anført af tanks, havde kostet de sovjetiske tropper 150.000 tab. Byen Jassy (nutidens Iasi) havde en stærk, følelsesmæssig betydning: Nazistiske rumænere havde massakreret mere end 13.000 jøder, en tredjedel af byens jødiske samfund, på en uge i 1941, umiddelbart efter, at rumænske og tyske styrker havde angrebet Sovjetunionen.

Mandag aften den 5. juni 1944 talte general Marshall til en forsamling i Den sovjetiske Ambassade i Washington, hvor han modtog Suvorov-ordenen af Første Grad, Sovjetunionens højeste æresbevisning. Med invasionen af Normandiet, som skulle starte den næste morgen, præsenterede Marshall krigen som ét enkelt slag: den endelige aktion i denne forfærdelige, europæiske krig er nu fokuseret omkring ét enkelt slag, i hvilket hver eneste af de allierede styrker vil være repræsenteret. Det skal blive en kamp indtil døden for nazisterne, og en kamp indtil sejr for de allierede.

General Marshall blev

”æret for fremragende militære aktiviteter og fortjenester i ledelsen af de amerikanske, væbnede styrker i kampen mod den fælles fjende … Hitler-Tyskland”.

Da han modtog den sovjetiske æresbevisning, sagde Marshall:

”Jeg er dybt beæret, for den er tildelt af et land, som udviste et historisk forsvar imod det titanske angreb fra den tyske hær, da denne var på sit højeste mht. sin effektivitet og sit antal.”

New York Times, 6. juni 1944, s. 7:

Præsident Roosevelt blev repræsenteret ved Den sovjetiske Ambassade af krigsminister Henry Stimson.

Den foregående fredag, den 2. juni, repræsenterede vicepræsident Henry Wallace FDR, da han talte for en forsamling i operahuset i Irkutsk, Sibirien. Idet han holdt talen på russisk, sagde Wallace:

”Nu, hvor den fremtidige efterkrigsverdens tidlige morgengry langsomt stiger over horisonten, bliver det ganske klart, at kun det fulde samarbejde mellem vore to store lande og deres allierede kan sikre for verden en stabil fred og sand udvikling.”

Wallace opfordrede til et partnerskab for opbygningen af det nordvestlige Amerika, Canada, Alaska og sovjetiske Sibirien:

”Disse enorme, tyndt befolkede områder er i vor tid blevet erobret af luftfarten. Nu har deres landbrug og industri behov for udvikling.”

Wallace havde tidligere besøgt Sibiriens Uelkal-Seymchan, Magadan og Komsomolsk.

New York Times, den 3. juni 1944, s. 5:

Torsdag morgen, den 6. juni, landsattes historiens største invasion fra havet i Normandiet.

General Dwight Eisenhower rapporterede via telegraf til general Marshall kl. 8,00, at operationen gik godt. Den dag stod præsident Roosevelt i spidsen for en bøn fra hele nationen. Elleve måneder senere, med styrkerne under anførelse af Eisenhower brasende ind fra vest, og de sovjetiske styrker, som fejede ind over Berlin, overgav nazisterne sig til de allierede.

 

Foto: General George Marshall, nr. to fra højre.




Interview med Tom Gillesberg om vores valgplakater i Designskolens EU-valgavis

EMBED PDF HERE




Tom Gillesberg på Radio 24syv

Formand Tom Gillesberg var på Forfra med Jeppesens åben mikrofon om:

  • Trussel om atomkrig
  • Obama som britisk agent
  • Gillesbergs samarbejde med Lyndon LaRouche
  • Schiller Instituttets løsning på den økonomisk krise: 1) Glass/Steagall-bankopdeling; 2) Nyt kreditsystem; 3) Store infrastrukturprojekter
  • Et fup EU-valg
  • Stem nej til bankunion og bail-in
  • Nej til patentdomstolen
  • Byg en modstandsbevægelse
  • Kontakt Schiller Instituttet



Lyndon LaRouche: »Kablet er skåret over«

Det britiske Imperies Bail-in driver verden frem mod termonuklear Tredje Verdenskrig

April 2014 – »Præsidenten for De forenede Stater leger nu med en termonuklear krig, som vil involvere USA og andre imod Rusland og Kina«, lød Lyndon LaRouches anklage den 4. april. »Og derfor må præsidenten for De forenede Stater af denne grund stilles for en rigsret.«

Obama er intet andet end en marionet for den britiske Dronning og det finansimperium, hun repræsenterer, og som er fast besluttet på at tvinge de større magter i Eurasien til at underkaste sig – som Europa har gjort – en udplyndring, som fører til udslettelse, eller også stå over for en termonuklear konfrontation af den slags, som de nu forsøger at iscenesætte omkring krisen i Ukraine, som de oprindeligt skabte.

Drivkraften bag dette krigsfremstød er, som LaRouche gentagne gange har forklaret, hele det transatlantiske finanssystems sammenbrud, som er fremskyndet af beslutningen om at skifte over til fremgangsmåden med »bail in« for global bankreorganisering.

LaRouche har sammenlignet denne aktuelle »bail-in«-iscenesættelse med en elevators frie fald fra en skyskrabers 70. etage. »Kablet er allerede skåret over«, erklærede LaRouche.

Under en diskussion den 5. april forklarede LaRouche: »Man kan bruge en meget simpel tommelfingerregel: Tag den inflation, der er fremkommet, dvs. væksten af Wall Streets spekulation, siden Bill Clinton forlod præsidentembedet. Tag samtlige regnskaber i USA, siden Bill Clinton forlod embedet som præsident. Alt det, der er forøget mht. Wall Street, er falsk.

Når bail-in derfor begynder – og husk, der fandtes aldrig nogen virkelig nettovækst i USA’s fysiske økonomi, faktisk siden Bill Clinton, men selv tidligere. Den nedadgående kurve i USA, mht. arbejdskraftens produktive evne, begyndte grundlæggende set med indledningen af krigen i Indokina. Det kollapsede på det tidspunkt. Siden da har USA ikke haft nogen faktisk nettovækst i den fysisk-økonomiske produktivitet.

Se nu på tallene dengang, og se på stigningen: Det er stigningen i den opadgående bail-out. Alle bail-outs udgår fra det niveau, faktisk. Når bail-in kommer til, er det, man gør, faktisk, at man kollapser hele den nominelle værdi, som er involveret i bail-out-systemet. Og det styrtdykker i en hyper-accelereret hastighed. Det er nøglen til at forstå dette spørgsmål. Når det først begynder, med bail-in-processen, som London forstår det, er sammenbruddets accelererende hastighed uundgåelig.

Så hvis briterne ikke kan gennemføre nummeret med en succesfuld krigsoperation, imod planeten, er det ude med dem (’screwed’). Og det er, hvad spørgsmålet drejer sig om: Det er, hvad krigen drejer sig om. 

Se, hvis briterne kom ud af sammenbruddet – lasede og forslåede osv. – midt under en krig, så skylder de ikke noget! Det, der slår dem ihjel, er den gæld, de skylder! Den eneste måde, hvorpå de kan annullere den gæld, de skylder, nu, under bail-in-betingelserne, er ved at gå i krig! Og det er Det britiske Imperium, og ingen andre, som er i færd med at starte denne krig.«

Den pædagogiske, grafiske fremstilling af LaRouches »Typiske Kollapsfunktion« giver os det bedste redskab til at forstå den proces, der nu er i gang. Siden mordet på John F. Kennedy og lanceringen af Vietnamkrigen har vækstraten i USA’s fysiske økonomi været negativ. I modsætning hertil er en hyperbolsk stigende vækst af de totale, finansielle aggregater (såsom derivater) blevet støttet af voksende monetære midler. Under denne fase i væksten af den spekulative finansboble måtte de monetære aggregaters vækstrate på et vist tidspunkt overstige de finansielle værdipapirers vækstrate, for blot at afholde denne værdipapirsboble fra at briste – en politik, der undertiden kendes som »bail-out« eller »kvantitativ lempelse«.

Med skiftet over til Det britiske Imperiums forsøg på at indføre en »bail-in«-politik er en proces med ukontrollabel implosion af finansielle aggregater blevet udløst – ligesom en elevator i frit fald fra 70. etage i en bygning. Og Wall Street og City of London er så bankerotte og så desperate, at de er begyndt at markedsføre det, de selv kalder »bail-in-obligationer« – obligationer, som vil blive værdiløse, når bail-in indtræder. Det er ligesom at købe og sælge siddepladser til en elevator i frit fald – med en fornemmelse af på en eller anden måde at kunne hoppe af i sikkerhed ved tiende etage.

Hvilken størrelsesorden taler vi om med hensyn til den spekulative boble, der er ved at kollapse? I 1999, på det tidspunkt, hvor Glass-Steagall blev ophævet til fordel for Gramm-Leach-Bliley-Lewinsky-loven, stod de anslåede totale finansielle aggregater i hele verden i blot 275 billioner dollars. I dag er denne boble vokset hyperbolsk til henved 1.7 billiarder dollars – en seksdobling på 14 år! Som resultat af Det britiske Imperiums bail-in-politik kan man forvente, at værdiløse finanselle værdipapirer til henved 1,5 billiarder dollars vil gå op i røg.

Det er den drivende kraft bag en termonuklear krig. Og det er derfor, Obama omgående må stilles for en rigsret, og Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-lov genindføres.




Lær af historien:
John Quincy Adams om den amerikanske kontinentale
republiks mission og dens forhold til Rusland

Af Renee Sigerson – 12. april 2014 – I et brev fra Skt. Petersborg i 1811 understregede den amerikanske ambassadør til Rusland, John Quincy Adams, vigtigheden af etableringen af en amerikansk, kontinental republik, som skulle oprettes som en ny idé om opbygningen af en nation, oprettet på et højere niveau end det krigsbeherskede og imperiekontrollerede Europa; en Republik, der var befriet for den gentagne, despotiske leg, der gik ud på at slynge den ene befolkningsgruppe imod den anden til gavn for Imperiets magt. I breve skrev Adams til USA, mens Rusland, hvortil han var udsendt, samlede sig sammen som forberedelse til det, som man erkendte var en uundgåelig invasion af Napoleon:

»Hvis det parti (dvs. Føderalisterne) ikke slås effektivt ned … vil Unionen være tabt. I stedet for en nation, der har samme udstrækning som det nordamerikanske kontinent, forudbestemt af Gud og naturen til at blive det mest folkerige og mest magtfulde folk, der nogen sinde er sammensat under en social enhed, vil vi få en mangfoldighed uden ende af små, ubetydelige klaner og stammer, som evig og altid ligger i krig med hinanden om en klippe, eller en fiskedam, de europæiske herrers og undertrykkeres leg og legendariske fortælling.«

I en anden brevveksling skrev han:

»Hele det nordamerikanske kontinent synes af det Guddommelige Forsyn at være forudbestemt til at befolkes af en nation, som taler ét sprog, som bekender sig til et overordnet system af religiøse og politiske principper, og som er tilpasset én overordnet, grundlæggende kvalitet af sociale praksisser og skikke.«

Bemærk hans anvendelse af udtrykket »system … af principper«, som er typisk for hele Adams’ tankegang. Hans understregning af amerikansk enhed var på ingen som helst måde udryk for fordomme over for andre nationer eller sprogkulturer: dette er manden, som forsvarede Latinamerika mod invasion fra Imperiet; som talte flydende fransk, fra han var barn; lærte sig selv klassisk tysk så godt, at han kunne oversætte klassiske værker; som levede i Rusland, ikke blot som ambassadør, men også som en ven af førende, videnskabelige kredse; og som forsvarede afrikanere mod det globale slavesystem ved amerikanske domstole. Han ledtes i sine idéer om regeringsform af en reference til et guddommeligt forsyns hensigt med hele menneskehedens eksistens, som så smukt beskrives i Lyndon LaRouches seneste artikel. Han havde således idéen om en amerikansk kultur, bygget på et højere princip end den imperiekultur, som beherskede Europa.

Adams’ arbejde med at forhandle den nordvestlige grænse af et kontinentalt USA med den russiske regering begyndte med det samme, han ankom i 1809. Hans primære samtalepartner om denne indsats var den strengt anti-britiske, pro-udviklingsrådgiver Rumiantsov (undertiden stavet Romanzoff), som, iflg. Adams, sagde til denne kort efter hans ankomst: Ruslands

»tilknytning til De forenede Stater er stædig, mere stædig end De er klar over.«

Umiddelbart inden Napoleons invasion arrangerede Rumiantsov et tilbud til USA om, at Rusland skulle optræde som mægler mellem USA og Storbritannien for at undgå det, der skulle blive til Krigen i 1812. Rusland ønskede at være i stand til at bevare relationerne med USA intakte, til trods for, at Napoleons angreb tvang dem ind i en alliance med Storbritannien. Hvis USA og Storbritannien kom i krig, ville Rusland være nødsaget til at nedgradere sine relationer med USA. Præsident Madisons klodsethed bidrog til, at dette tilbud aldrig blev taget op, og da Krigen i 1812 begyndte, blev Rumiantsov i stigende grad skubbet til side som toprådgiver til Tsaren, med den pro-britiske Nesselrode som hans erstatning.

Den pro-amerikanske Rumiantsov vendte sig mod andre bestræbelser for at forsvare sit synspunkt om en russisk-amerikansk alliance omkring økonomisk fremskridt. Han finansierede af egne midler en ny søfartsekspedition til Alaskas kyst. I mellemtiden forlod hans gode ven Adams snart Rusland for at forhandle Traktaten i Gent, som afsluttede Krigen i 1812, og han blev for en kort tid ambassadør til Storbritannien på sin vej til at blive udenrigsminister. Deres samarbejde resulterede senere i Præsident Adams’ 1824-traktat med Rusland (til trods for den britiske premierminister Castlereagh’s bestræbelser på at overbevise USA om, at det post-napoleonske Rusland var en imperial fjende af de amerikanske lande), en traktat, som fastlagde den første internationalt anerkendte afgrænsning på De forenede Staters nordlige grænse på vestkysten.

 

Billede: John Quincy Adams (1767 – 1848)




Lad ikke krisen i Ukraine føre til 3. Verdenskrig!

Den amerikanske økonom og statsmand Lyndon LaRouche advarede i begyndelsen af februar om, at verden befandt sig i en nedtælling til atomkrig, der kunne udløses fra slutningen af februar og fremefter, hvis ikke det lykkedes at vriste USA ud af Storbritanniens geopolitiske kløer, og erstatte konfrontationspolitikken over for Rusland og Kina med en politik baseret på gensidig respekt og samarbejde. Et kursskifte, der bedst kunne effektueres, hvis præsident Barack Obama blev fjernet som præsident under trussel om en rigsretssag.
LaRouche begrundede sin advarsel med, at de mange bankhjælpepakker efter finanskrisen i 2008 ikke har reddet det transatlantiske finanssystem, som stadig er i dyb krise, og at den planlagte bail-in-proces – dvs. at man bruger bankkundernes penge til at redde bankerne – ikke vil redde systemet, men tværtimod medføre panik. Det vestlige finanssystem synger altså på sidste vers, og man har desperat brug for at undertvinge sig Rusland og resten af Eurasien, så man kan fjerne den eneste reelle udfordring til Storbritannien og USA, og plyndre det økonomiske potentiale, der er opbygget i Asien over de seneste årtier.

GDE Error: Error retrieving file - if necessary turn off error checking (404:Not Found)




Det er Det britiske Imperium, fæhoved!

Flyveblad fra LPAC uddelt over hele USA.

Download (PDF, Unknown)




Seneste rapporter om ’Klimaforandringer’: USA og Obama:
Hold op med at spise for at redde planeten;
Væk med mejeriprodukter og oksekød!

4. april 2014 – Seneste kapitel i rækken af onde rapporter om global opvarmning fra FN’s Internationale Klimapanel (IPCC) udkom den 31. marts; forud for publiceringen udstedte Obamas Hvide Hus en erklæring den 28. marts, der hævdede det samme: Jordens klima er ved at blive ødelagt af menneskelige aktiviteter. Mennesket må begrænse sig selv ihjel. Uanset indpakningen, så er budskabet dekretet om folkemord, som det er blevet udstedt af Dronning Elizabeth og hendes kohorter, at verden er overbefolket. Mindst seks milliarder af de godt syv milliarder mennesker i verden bør elimineres.

En sikker måde at opnå dette på – bortset fra atomkrig – er at skabe hungersnød, som mange gange er blevet gjort af Det britiske Imperium. Denne udvikling er nu i gang på de amerikanske kontinenter, i tilslutning til Afrika og dele af Asien. Manglen på vand i Californien, Texas og andre vestlige delstater, nedskæringerne inden for landbrugsområdet, kombineret med mangel på handling for at lukke Wall Street ned, resulterer nu i massiv nedgang inden for fødevareproduktion.

Dette er godt, siger de, der bakker op om IPCC, fordi »landbrugsforurening« må stoppe. En ny svensk undersøgelse siger, at de værste til at slippe drivhusgasser ud inden for fødevareproduktion, er kød- og malkebestande, hvis metangas skader klimaet. Chalmers University-gruppen har udgivet en forskruet analyse, som hævder, at, med mindre det stoppes, vil produktionen af okse- og lammekød tegne sig for halvdelen af alt udslip af drivhusgasser fra landbruget i 2070. Ost og andre mejeriprodukter vil tegne sig for ca. 25 % af den totale klimaforurening fra landbruget.

Hvad skal vi gøre? Vi skal opgive kød og mejeriprodukter. Undersøgelsesteamet fastslår, at okse- og lammekød tilsammen kun tegner sig for 3 % af verdens kalorieindtag, så det vil ikke være et tab at ophøre med at producere det.

Den svenske rapport lyder som en parodi af Dean Swift, men en dødbringende af slagsen.

»Vi har vist, at reduktion af forbruget af kød og mejeriprodukter er nøglen til at bringe klimaforurening fra landbruget ned til et forsvarligt niveau«, skrev Fredrik Hedenius, medlem af undersøgelsesteamet. Undersøgelsen advarer mod den vrangforestilling, at der skulle være nogen anden måde at nedskære forureningen fra dyrehold på. »Disse [forurenende] udslip kan reduceres med effektiv nytte inden for produktionen af kød og mejeriprodukter, så vel som ved hjælp af nye teknologier. Men de potentielle reduktioner fra disse forholdsregler er forholdsvis begrænsede og vil formentlig ikke være tilstrækkelige til at holde os inden for klimabegrænsningen, hvis forbruget af kød og mejeriprodukter forsat vokser.«

 

Stop kvægprutterne – »Biofordøjelse«

Det amerikanske kvæghold er, under den aktuelle Wall Street/London-politik, allerede skrumpet ind til henved 87 million stk. i alt (det samme som i 1951, hvor toppen lå på 110 millioner). Der har været drastiske reduktioner i antal kvæg i Texas. Det amerikanske forbrug af oksekød per person falder i øjeblikket dramatisk. Dette er Det britiske Imperiums politik, som udfolder sig.

Ikke desto mindre nægter kongresmedlemmer, som er imod global opvarmning, nominelt imod Obama, at tage initiativ til en rigsretssag. Det hvide Hus udsteder den ene sindssyge eksekutive ordre efter den anden, som ødelægger fødevareforsyningen og basale eksistensmidler.

Det hvide Hus’ erklæring om klimaforandringer fra 28. marts indeholdt en liste over opdaterede, gale planer for at »afbøde klimaforandringer« ved at nedskære metangas og anden »kulstofforurening« (som det fremlagdes i »Præsidentens Klimahandlingsplan« fra juni 2013). Den nye erklæring anviser en liste over tiltag, opdelt efter kategori – energi, transport, landbrug. For eksempel reduktion af metangas på lokaliteterne med fracking-brønde. Og at gå efter kvæg-flatulens og dampe fra møddinger.

»Denne metan-strategi er en enkelt komponent i en serie af tiltag« for at opnå Obamas mål med at sænke udslip af drivhusgas med 17 % af 2005-niveauet, i år 2020, iflg. Dan Utech, særlig assistent til Obama for energi og klimaforandring, som talte med reportere den 28. marts.

Med hensyn til landbruget skal et nyt »biogas vejkort« bekendtgøres af Landbrugs- og Energiministeriet og Regeringskontoret for Miljøbeskyttelse. Planen er at anvise veje til at fremskynde anvendelsen af »metan-fordøjere« – maskiner, der nedbringer kvægprutter – med det mål at skære udslippet af drivhusgasser fra mejerisektoren ned med 25 % i 2020.

 

 

 

 

 

 




I anledning af årsdagen for mordet på Martin Luther King, 4. april 1968

»Du er måske 38 år gammel, som jeg tilfældigvis er. Og en dag ligger der en stor udfordring foran dig og opfordrer dig til at gå i brechen for et storslået princip, et storslået spørgsmål; en storslået sag. Og du nægter at gøre det, fordi du er bange … Du nægter at gøre det, fordi du ønsker at leve længere … Du er bange, fordi du vil miste dit job, og du er bange for at blive kritiseret og miste din popularitet; eller du er bange for, at nogen vil stikke dig ned, eller skyde dig, eller bombe dit hus; så du nægter at tage det ansvar … «

»Ja, du vil måske leve videre til du er 90, men du vil være lige så død som 38-årig, som du vil være ved de 90. Og at du ophører med at drage livets ånde er kun en forsinket bebudelse af åndens forudgående død. Du døde, da du nægtede at gå i brechen for retten. Du døde, da du nægtede at gå i brechen for sandheden. Du døde, da du nægtede at gå i brechen for retfærdigheden.«

– Martin Luther King, Ebenezer Baptist Church, Atlanta, november 1967.

 

Nøjagtig ét år før sin død ved morderhånd holdt dr. Martin Luther King en tale i New York City’s Riverside Church, hvori han bebudede sin moralske fordømmelse af Vietnamkrigen. I det øjeblik, den 4. april 1967, trådte King tilbage fra at være talsmand og katalysator for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse og påtog sig det moralske ansvar for USA’s præsidentskabs globale og udenrigspolitiske handlinger. Han blev mødt med den mest intense ildstorm af kritik, han havde været ude for i sit liv. I et interview/dialog den 5. juli 2013 med kongresmedlem John Lewis, en medstifter af Studenternes Ikke-volds-koordinationskomite i 1960, og den sidste, levende person, som talte ved Marchen mod Washington i 1963, fremhævede journalist Amy Goodman:

»På daværende tidspunkt kaldte Time magasinet [Kings] tale for ’demagogisk bagvaskelse, der lød som et manuskript til Radio Hanoi.’ Det er dr. Kings tale imod Vietnamkrigen i 1967. Washington Post erklærede, at King havde, citat, ’forringet sin nyttighed for sin sag, sit land, sit folk.’« Kongresmedlem John Lewis’ respons var: »Jeg mener, at det er meget uheldigt med sådanne publikationer som Time magasinet og Washington Post? Hvis de skulle skrive de artikler om i dag, ville det være en helt anden historie. Dr. King havde ret. Han havde ret – ligesom så mange andre, der offentligt gik imod krigen, hvad enten det var Eugene McCarthy eller andre, og senere Bobby Kennedy. Det, som krigen var med til at ødelægge: så mange menneskers håb, drømme og ønsker.«

 Alt imens John Lewis kommer med en velfortjent lovprisning af Kings Riverside Church-tale, så er Kings tale fra 3. april 1968 unik i amerikansk histories og verdenshistoriens optegnelser. (Man hævder blandt kristne teologer, at Jesu Kristi accept, i Gethsemane Have, af prisen for sin genløsningsmission for menneskeheden – at han ville blive korsfæstet – er en handling, der ikke kan gentages. »Kristi efterfølgelse« – at tale sandt imod magten, selv med sit liv som indsats – er, imidlertid, en gentagelse af Gethsemane-princippet, et »udødeligt vidnesbyrd« om princippets sandhed. De fire ny-testamentelige evangelister fortæller, at Jesu Kristi accept af Gethsemanes bitre kalk omgående efterfølges af hans korsfæstelse næste dags middag. Kings bevidste accept af »prisen for discipelskab« skulle blive efterfulgt af hans død mindre end fireogtyve timer senere, kl. 6.01 den 4. april.)

King benyttede sig af profetisk forudviden. Han besluttede at konfrontere sine nærmeste medarbejdere, og sine tilhængere, i form af et møde i Bishop Charles Mason Temple i Memphis, Tennessee, med deres naturs sande udødelighed. Mange mennesker citerer ofte talens inspirerende slutning, men metaforen i begyndelsen af talen gør det ekstremt klart, at helheden er en gennemkomponeret enheds-idé. Alt imens talen fremstår som improviseret, er den imidlertid, fra første til sidste sætning, komponeret over ét, og kun ét tema: udødelighed. Dette er virkelig Martin Luther Kings »Gethsemane«-tale.

Uden at spilde tiden genskaber King først, visuelt og verbalt, den historiske rum-tids bue og brise, i hvilken hans bemærkninger, renovationsarbejdernes sag og Kings sidste nat på Jorden, ville være placeret:

 »Noget er i ved at ske i Memphis; noget er ved at ske i vores verden. Og ved I hvad, hvis jeg stod ved tidens begyndelse, med mulighed for at tage et slags generelt og panoramisk overblik over hele menneskehedens historie frem til i dag, og Den Almægtige sagde til mig, »Martin Luther King, i hvilken tidsalder ønsker du at leve?«

Så ville jeg foretage en mental flyvning til Egypten, og jeg ville betragte Guds børn og deres storslåede udvandring fra Egyptens mørke fangekældre igennem, eller rettere tværs over Det røde Hav, gennem ødemarken og videre frem til Det forjættede Land. Og på trods af det storslåede syn ville jeg ikke standse dér.«

 »Jeg ville rejse videre til Grækenland og i mit sind drage til Olympen. Og jeg ville se Platon, Aristoteles, Sokrates, Euripides og Aristofanes samlet rundt om Parthenon. Og jeg ville iagttage dem rundt om Parthenon, mens de diskuterede virkelighedens store og evige spørgsmål. Men jeg ville ikke standse dér.«

 »Jeg ville rejse videre, selv frem til Det romerske Imperiums velmagtsdage. Og dér ville jeg se udviklinger, gennem forskellige kejsere og ledere. Men jeg ville ikke standse dér.«

 »Jeg ville endda nå frem til Renæssancens tid og få et hurtigt billede af alt det, som Renæssancens gjorde for menneskets kulturelle og æstetiske liv. Men jeg ville ikke standse dér.«

 »Og jeg ville endda rejse videre til den mand, efter hvem jeg er opkaldt, og hans levested. Og jeg ville betragte Martin Luther, mens han fastgjorde sine femoghalvfems teser på døren til Wittenberg kirke. Men jeg ville ikke standse der … «

 »… Mærkeligt nok ville jeg vende mig mod Den Almægtige og sige, »Hvis Du vil tillade mig at leve blot nogle få år i anden halvdel af det 20. århundrede, vil jeg være tilfreds.«

 Mod slutningen af sin tale reflekterede King også over sit nær-mord som følge af et knivstikkeri i New York City i 1958:

»Der stod i New York Times den næste morgen, at hvis jeg havde nyst, ville jeg være død. Nå, men ca. fire dage senere, efter operationen, efter at mit bryst var blevet åbnet og knivsbladet var blevet fjernet, gav de mig lov til at bevæge mig rundt på hospitalet i en kørestol. De gav mig lov til at læse noget af den post, der var kommet, fra hele landet og fra hele verden kom der venlige breve. Jeg læste nogle få af dem, men der var ét, som jeg aldrig vil glemme. Jeg havde fået brev fra præsidenten og fra vicepræsidenten. Jeg har glemt, hvad der stod i de telegrammer. Jeg havde fået besøg og et brev fra New Yorks guvernør, men jeg har glemt, hvad der stod i det brev. Men der var et andet brev, der kom fra en lille pige, en ung pige, som var elev på White Plains High School. Og jeg så på et brev, og jeg vil aldrig glemme det. Det sagde ganske enkelt,

 ’Kære dr. King,

Jeg er en elev i niende klasse på White Plains High School.

Det burde ikke betyde noget, men jeg vil gerne nævne, at jeg er en hvid pige. Jeg læste i avisen, hvad der var sket med Dem, og om Deres lidelser. Og jeg læste, at hvis De havde nyst, ville De være død. Og jeg skriver ganske enkelt for at sige, at jeg er så glad for, at De ikke nyste.’

 Og i aften vil jeg gerne sige – i aften vil jeg sige, at jeg også er glad for, at jeg ikke nyste.«

Efter at have fortalt om alle de ting, som det var lykkedes ham at sætte gang i, være en del af og opnå – Birmingham, Marchen mod Washington, Loven om Borgerrettigheder (1964), Nobels Fredpris (1964), Selma, Loven om Retten til at Stemme (1965), oppositionen til Vietnamkrigen – »fordi jeg ikke nøs«, hævder King, »det betyder faktisk ikke noget nu, for jeg har været på Bjergets Top«, med en reference til Moses, som ikke kom ind i Det forjættede Land efter at have ført hebræerne igennem ørkenen i fyrre år, men klatrede op på toppen af Nebobjerget og af Gud fik lov at se det. King talte om, hvordan han havde set fremtiden, levede i fremtiden, og var udødelig i den forstand. King talte ikke ud fra en forudanelse om døden; han talte ud fra sin accept af prisen for discipelskab.

 »Jeg ved ikke, hvad der vil ske nu. Vi har en vanskelig tid foran os. Men det er lige meget med mig nu, for jeg har været på bjergets top.

 Og det gør mig intet.

Ligesom alle andre vil jeg gerne leve et langt liv. Et langt liv har sin berettigelse. Men det bekymrer jeg mig ikke om nu. Jeg ønsker kun at gøre Guds vilje. Og han har givet mig lov til at gå op ad bjerget. Og jeg har kigget ud over det. Og jeg har set Det forjættede Land. Men jeg vil gerne have, at I ved i aften, at vi, som et folk, vil nå frem til Det forjættede Land!«

Foto: Martin Luther King holder sin berømte tale, ‘I have a dream’ på trapperne til Lincoln Memorial i den amerikanske hovedstad Washington D.C. den 28. august 1963 i forbindelse med den store borgerrettighedsmarch “March on Washington for Jobs and Freedom”.