Se Beethovens eneste opera Fidelio i Malmø. Schiller Instituttet anbefaler.
Den 1.,3.,5.,6. marts

Fidelio – en opera om kærlighed og frihed
Operafabriken opfører Beethovens mesterværk og eneste opera

Leonore har taget et job som fængselsbetjent i et statsfængsel under dæknavnet Fidelio for at lede efter sin mand, Florestan, som er blevet kidnappet og fængslet som politisk fange i to år uden et spor. Vil hun finde sin mand, er han stadig i live? Hendes stærke kærlighed til Florestan giver hende mod og håb på trods af modgangen.
En opera om kærlighed og frihed.

Instruktør: Stig Fogh Andersen
Dirigent: Jochen Heibertshausen
Medvirkende: Leena Malkki, Andreas Bigom, Sofia Warden, Anders Neldeborg, Joar Sörensson, Morten Frank Larsen m.fl.

Forestillingerne gives på den charmerende Lokstables i Malmø den 1.,3.,5.,6. marts!
Matverkstaden, Lokstallarna på Kirseberg, Södra Bulltoftavägen 51, Hus J, Port B, Malmø

Billetter:  Link: Kan købes her eller kulturcentralen.nu
Ønsker du en pakke med rejse og hotel inkluderet: nojesresor.se

Hjertelig velkommen til en magisk forestilling!



Et gennembrud i amerikansk tankegang: “Houston, vi har en løsning!

Den 19. februar 2023 (EIRNS) – Denne uge markerer en vending i verdenssituationen, hvor folk i de “fangne transatlantiske nationer” bevæger sig for at afvise den tåbelige march mod atomar ødelæggelse. Har menneskeheden brug for krig? Menneskeheden har hverken brug for eller råd til krig. Krige er blevet sværere at vinde, selv om de er blevet lettere at føre. Nu er krigens umenneskelighed i det større perspektiv blevet den daglige oplevelse af umenneskelighed i det mindre perspektiv i form af masseskyderier, mord og selvmord i USA, herunder nedskydningen af en katolsk biskop i Los Angeles i går.

Det våben vi må anvende er ikke krig eller vold, men sandheden, som kan “jage løgnens ondskab ud sindet”. Og vi skal bruge det uafladeligt. I denne uge har Schiller Instituttet iværksat en række “eksperimenter med sandheden”, en kombination af symposier, publikationer og gadeorganisering, hvorved først tusinder og siden titusinder inddrages i en folkeoplysende masseuddannelse på det højest mulige niveau, under de for nogle måske mest usandsynlige omstændigheder.

Et eksempel: I Washington, D.C., ved afslutningen af søndagens “Rage Against the War Machine”-møde, blev en samtale mellem en arrangør fra Schiller Instituttet og en tilsyneladende mangeårig modstander af LaRouche vendt på hovedet via en diskussion om, hvorfor Gottfried Leibniz, og ikke den tidlige Karl Marx, var kilden til den revolution i videnskaben om fysisk økonomi, som var det rette grundlag for at fremme menneskehedens udvikling. “Modstanderen” havde netop skrevet en bog indeholdende en diskussion om Leibniz og hans Theodicy, som organisatoren, uden at vide det, havde bragt på bane over for ham et øjeblik forinden. “Ingen har nogensinde diskuteret Leibniz i denne økonomiske kontekst med mig før”. Ved at fastslå denne uerkendte betydning af Leibniz, som også var den vigtigste filosofiske indflydelse på Den amerikanske Frihedskrig, blev de tilsyneladende “forskelle” med LaRouche, der “går næsten fem årtier tilbage”, pludselig omsat til en helt ny sammenhæng.

Denne “coincidentia oppositorum” – “sammenfald af modsætninger”, som blev løst på et højere plan – var det optimistiske syn og ønske hos de fleste af deltagerne blandt de over 3.500 mennesker, der deltog i søndagens demonstration. Den nationale, alders- og generationsoverskridende og politisk mangfoldige begivenhed var enestående. Ingen havde deltaget i noget lignende før. Det begejstrede og opløftede flere af talerne ved demonstrationen. Selve arrangementets særlige karakter neutraliserede de skrøbelige forsøg på at forstyrre, gav mange af talernes indhold en følelse af ikke blot lettelse og begejstring, men også af “noget bedre”, som forsamlingen både bebudede og repræsenterede. Der er et nyt potentielt reservoir af god vilje og solidaritet blandt amerikanerne, hvis vi ønsker det, med resten af verden.

Blandt de festlige bannere, som blev fremvist under hele livestreamingen af demonstrationen, var der et banner med et verdenskort. Det proklamerede: “Peace Through Development-Schiller Institute” med illustrationer af World Land-Bridge, North American Water And Power Alliance Project (NAWAPA), Transaqua Project for Africa osv. Et andet banner proklamerede: “Join the Chorus for Peace-Dona Nobis Pacem” med billeder af pave Frans og Brasiliens præsident Lula. Et tredje viste billeder af lederne af BRICS-landene, herunder Vladimir Putin og Xi Jinping, med overskriften: “Helga Zepp-LaRouche siger: For at stoppe 3. verdenskrig må USA tilslutte sig det nye paradigme-Schiller Instituttet.” Under livestreamet var det sidste banner særligt fremtrædende i baggrunden bag hver taler, og alle tre bannere blev fremvist under hele forløbet.

“Dona Nobis Pacem”, som blev sunget af omkring 30 medlemmer af den 70-personer store Schiller-delegation, gav genlyd, da omkring 700 mennesker marcherede fra Lincoln Memorial til Det Hvide Hus. Dette var overraskende nyttigt til at afværge i hvert fald et delvist organiseret forsøg på at forstyrre. Da andre demonstranter hørte sangen, kommenterede de til de øvrige, herunder medlemmer af Schiller Instituttet: “Det er præcis, hvad vi skal gøre”. Skab et glædeligt postyr, ja, men med et optimistisk indhold og i bel canto-form. Så giver det genlyd og udstråler derfor den optimisme, uden hvilken det ikke er tænkeligt, endsige muligt at stoppe krigen.

Selve tanken om at de ti principper for en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der bygger på ideer fra Nikolaus af Cusa fra det 15. århundrede, bliver grundlaget for en folkelig massebevægelse for social forandring, er så dristig og så indlysende rigtig, at den kan og vil kunne fungere.

NATO’s terrorbombning af Nord Stream imod Tyskland og Rusland; opretholdelsen af dødbringende “Caesar-sanktioner” mod syriske børn og familier, der går så vidt som til at bruge de nylige jordskælv som våben mod dem; den ufølsomme indrømmelse fra flere fejlagtige ledere om, at “vi aldrig har haft til hensigt at forhandle fred med Rusland, selv om vi fortalte både russerne og offentligheden det modsatte”; og den bevidste affolkning af Ukraine ved fortsat britisk/amerikansk støtte til en krig, som de ikke kan vinde, hvilket gør dem til en militær stedfortræder i en total finansiel krig mod Bælte- og Vej-Initiativet og den nye globale udviklings-, sundheds- og sikkerhedsarkitektur, der er ved at blive omfavnet i Sydamerika, Afrika og Asien i en genopstået “Bandung-ånd” – alt dette afslører, at de nuværende regeringer i alle de transatlantiske nationer, hver og en, er “blevet kontrolleret på vægten og fundet utilstrækkelige”. Det råber på det nye lederskab, der dukkede op som en spirende kim ved søndagens Lincoln Memorial-møde.

I denne uge, startende med gårsdagens Washington-møde; tirsdagens (21. februar) Schiller-symposium: “Syriens sanktioner må ophæves!”; torsdagens (23. februar) “Undersøg Nord Stream afsløringerne”: Stop Nuclear World War Three!” og lørdagens kulminerende serie af verdensomspændende demonstrationer, herunder måske op til 200 demonstrationer i de næste dage alene i Tyskland, udgør samlet set et forslag til en måde at ændre hele den nuværende banale “aktivistiske politik”.

Vi kan sige farvel, hvis vi vælger det, til den mediedrevne “mangel på identitets”-politik, til venstre-højre-stilstand, til FBI’s orkestrerede “vold er din ven”-ungdomsstunts. Den tidligere præsidentkandidat Tulsi Gabbards skarpe karakteristik af realiteten af atomkrig og Helga Zepp-LaRouches overraskende præsentation på skærmen i slutningen af atomvåbeneksperten Steve Starrs skarpe videopræsentation viste både situationens alvor samt de omhyggelige foranstaltninger for at komme væk fra ragnarok. “Der kan være noget, der er for sent”, formanede Martin Luther King Amerika. Måske vil tiden i denne uge begynde at ændre sig, når vi nu skynder os at bevæge det moralske univers i retning af retfærdighed.




Retfærdighed for LaRouche

Den 12. februar 2023 (EIRNS) – På denne 12. februar, fire-årsdagen for Lyndon LaRouches død, viede LaRouche-Organisationen og Schiller Instituttet deres websteder til at levere et “maraton” af hans videoer for at hjælpe seerne med at uddanne såvel deres sind som deres følelser til de alvorlige udfordringer, der ligger forude. (https://laroucheorganization.com/article/2023/02/12/lyndon-larouche-true-principle-power-video-marathon)

Blot to uger forud for LaRouches død, den 28. januar 2019, havde den internationale LaRouche-bevægelse udsendt en fornyet opfordring til at rense LaRouches navn, og hans ideer. Denne opfordring mindede læserne om:

“Med LaRouches fængsling blev Amerika og verden berøvet deres mest fremragende statsmand og økonom.

“Fordi LaRouches politik til erstatning af Wall Streets og City of Londons dødbringende plyndringer med en retfærdig ny økonomisk verdensorden med universel, højteknologisk udvikling ikke blev gennemført, forblev hundredvis af millioner af mennesker rundt om i verden i fattigdom, og tocifrede millioner af mennesker omkom uden grund. Det er først med Kinas nylige vedtagelse af politikker, der minder meget om dem som LaRouche foreslog for op til 50 år siden, at folkemordet er bragt til ophør i det mindste på store dele af planeten.

“Fordi LaRouches SDI-politik, som blev vedtaget og foreslået af præsident Ronald Reagan i 1983, blev saboteret og ikke gennemført, balancerer verden i dag på kanten af en atomar konfrontation….

“Fordi LaRouches forslag om samarbejde mellem Øst og Vest efter Berlinmurens fald og Tysklands genforening – som LaRouche på berømt vis forudsagde i oktober 1988 – blev afvist, og LaRouche blev tvunget i fængsel knap tre måneder senere, blev Rusland hærget og Vesten plyndret under Thatcher, Bush og Mitterrand. Og der blev indledt en bølge af permanente krige, som vi stadig oplever i dag.

“Fordi LaRouches foreslåede krig mod narkotika overfor Londons A/S Narkotika, bank-apparatet Dope, Inc., aldrig blev gennemført, forgifter en narkotikaepidemi i dag vores nation og verden.

“Og fordi LaRouches politik til at skabe en ny renæssance for klassisk kultur og videnskab blev fejet til side, stirrer vi nu ind i helvedes afgrund af en ny mørk tidsalder hvor især vores ungdom er ved at blive opslugt….

“Faktisk omhandler LaRouches samlede livsværk og hans omfattende videnskabelige skrifter netop dette centrale spørgsmål: den rolle, som menneskets unikke kreativitet spiller i udformningen af dets egen historie og det fysiske univers omkring det. Læs og studer LaRouche, hvis du ønsker at forstå, hvorfor det Britiske Imperium frygter netop ham….

“Hvilken bedre måde at forsvare USA og hele menneskeheden på end at rense LaRouches navn, sikre at hans politik endelig bliver vedtaget, og anerkende hans ideer for det de er, nemlig gerningerne fra et af historiens største genier, og give ham den plads i historien han fortjener?”

Helga Zepp-LaRouche fremsatte i en kort skriftlig indledning til denne opfordring til at få sin mands navn renset, den centrale pointe som vi mindes om i dag, på denne fjerde årsdag for hans død:

“Der er ingen større kontrast, end den vi ser mellem statsmanden, økonomen, videnskabsmanden og mennesket Lyndon LaRouche og det billede, som det Britiske Imperiums ondsindede håndlangere maler og spreder om ham. … Om dette omdømme vil blive rettet op, om denne hidtil usete krænkelse af menneskerettighederne og friheden vil blive straffet, og om borgerne i USA og resten af verden vil få uvildig adgang til Lyndon LaRouches idéer: Det er efter min dybe overbevisning det der vil afgøre, om freden i det 21. århundrede kan sikres og opretholdes, og om USA atter kan blive et håbets fyrtårn for hele verden.”




Kan ethvert barn blive et musikalsk geni? Sagen om den unge komponist Alma Deutscher.

Her er et foredrag, som jeg holdt for “Forældre for klassisk kultur” om den undervisningsmetode i klassisk musik komposition, som den unge komponist Alma Deutscher lærte for at udvikle sin musikalske kreativitet.
Det var den metode, der blev brugt til at undervise forældreløse drenge i Italien fra slutningen af 1600-tallet til slutningen af 1800-tallet, kaldet partimenti, og som nu er ved at blive genoplivet.
God fornøjelse!  

Og her er en baggrundsartikel, som jeg har skrevet:

Den dybereliggende proces bag Alma Deutschers musikalske geni




Dona nobis pacem. Giv os fred. Sunget ved folketingskandidat Tom Gillesbergs valgfest 5. nov. 2022

København 7. november

Schiller Instituttet vil gerne gøre Dona Nobis Pacem til temasang for den voksende bevægelse imod faren for atomkrig og for fred i verden.




Panel 4: Optimismens kunst: Anvendelse af det klassiske princip til at ændre verden

Den 11. september 2022 (EIRNS) – Dennis Speed indledte det afsluttende panel i LaRouches 100-års jubilæumsprogram med en diskussion om, hvordan kulturen i Nordamerika og “Vesten” i løbet af de sidste mere end tre århundreder har bevæget sig frem og tilbage. Han oplæste en udtalelse fra kolonileder Cotton Mather fra 1696, hvori han sagde: “Vi vokser lidt…. Vi svinder ind til ingenting.” Derefter fremviste han en video af den indædte kolonialist Lord Bertrand Russell fra 1952, der blev interviewet i anledning af sin 80-års fødselsdag. [https://www.youtube.com/watch?v=xL_sMXfzzyA] Russell beskrev forholdene dengang ved at ytre: “Imperier forsvinder til støv”, og Asien var præget af “pessimisme”.

Speed vendte derefter tilbage til slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede for at forklare, hvordan den store matematiker, fysiker, fysiske økonom, filosof og politiske leder Gottfried Wilhelm Leibniz var blevet leder af en gruppe “patrioter”, dvs. dissidenter fra det engelske kongehus, fra Irland, Skotland og andre lande. Leibniz var i en position, hvor han kunne have fungeret som premierminister under dronning Anne, men ved Annes død i 1714 blev Georg Ludwig af Hannover efterfølger som kong Georg I og kappede alle bånd til Leibniz.

Ikke desto mindre fortsatte Leibniz sin udvikling af en videnskab om fysisk økonomi, som i sidste ende blev anvendt af USA. Han var en skarp modstander af John Locke, som var blevet oplært af de hollandske monarker i Storbritannien, William og Mary, og som mange amerikanere, den dag i dag mener, er hjernen bag uafhængighedserklæringen, som blev udarbejdet mere end 70 år efter Lockes død. Det vigtigste element, som de greb fat i, var Lockes formulering “Liv, frihed og ejendom”, en sætning, der blev brugt i kolonialisternes forfatninger og senere i Konføderationen. Underskriverne valgte imidlertid Leibniz’ idé, “Liv, frihed og stræben efter lykke”, med den forståelse, at “lykke” ikke blot er ren nydelse, men en vedvarende og forbedrende tilstand, der kendetegner menneskehedens fremskridt.

Megan Dobrodt fulgte op med en præsentation om “harmoni”, baseret på Keplers forståelse af solsystemets harmoniserende karakter og dets relation til den veltempererede musikalske skala. Hun forklarede, hvordan Kepler kunne påvise, at planeterne havde elliptiske og ikke cirkulære baner ved at måle deres vinkelbevægelser. Hun forklarede, at der faktisk ikke var nogen matematisk beregning, som kunne benyttes til at definere banerne på en lineær facon, men at forskellige brøkformede multiplikationer kunne fastlægge varierende tilnærmelser. Det viser sig, at “matematikken” for banerne er den samme som matematikken for musikalske skalaer, og at de samme matematiske justeringer, der anvendes til banerne, kaldes “temperering”, når de anvendes musikalsk.

Jacques Cheminade, formand for det franske politiske parti Solidarité et Progrès, kom med en finurlig redegørelse for “optimisme” med udgangspunkt i Lazare Carnots digt {Ode til entusiasmen}. Han beskrev entusiasme som den mest avancerede form for optimisme og pegede på NATO, Liz Truss, Volodymyr Zelenskyj, præsident Joe Biden og Emmanuel Macron som udsøgte eksempler på pessimisme.

Ungdomsarrangør Anastasia Battle, chefredaktør for magasinet {Leonore}, afsluttede præsentationerne ved at anmode tilhørerne om at tænke grundigt over det de havde hørt, og hvad de mener, der bør gøres for at bistå dem i at udvikle deres lykke og færdigheder.

Helga Zepp-LaRouche sluttede sig til panelet i en afsluttende diskussion. Hendes formål er at sikre, at menneskeheden {er} den udødelige art. Hun påpegede, at udviklingssektoren og andre nationer vil rejse sig for at gøre en ende på kolonialismen (slaveriet) for evigt, en ny ånd fra Bandung, Den alliancefrie Bevægelse, og at gøre det ved hjælp af Mahatma Gandhis ikke-voldelige metoder.

 




Maratonvideo hylder LaRouches 100-årsdag: Sandhedens triumf

Den 8. september 2022 (EIRNS) – I dag fejrer den internationale LaRouche-bevægelse årsdagen for det, som ville have været Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, hvis han havde været i live. Der afholdes talrige demonstrationer og lignende aktiviteter til ære for LaRouche. En hel dag med et væld af videooptagelser, herunder individuelle vidneudsagn af så kort varighed som et minut, og optagelser af begivenheder i LaRouches historie på op til tre timer. Dagens overordnede budskaber består for det første af, at LaRouche vidste, hvordan man kunne overvinde spændingerne mellem NATO og Sovjetunionen, ved at forenes som allierede for at neutralisere atomvåben og genoprette økonomisk vækst og teknologisk fremskridt i hele verden. Dernæst fortsætter vi den kurs, som han og hans kone Helga fulgte på det tidspunkt, hvor han døde. For det tredje kan vi sejre, hvis borgerne i Amerika og Europa handler i deres egne interesser i samarbejde med Kina, Indien og udviklingslandene i Asien og Afrika.

Dagen begyndte kl. 6.00 EDT med en tre timers udsendelse af mindeprogrammet fra 2019 med titlen: “The Triumph of Lyndon LaRouche”. Det blev indledt af hans hustru, nærmeste medarbejder og efterfølger til hans lederskab, Helga Zepp-LaRouche. Det blev tillige afsluttet af Helga, efterfulgt af et musikalsk arrangement, bl.a. med Mozarts Ave Verum Corpus, der var dedikeret til den indflydelse, som Kristus’ død har haft på alle kommende tider. Programmet afspejlede Helgas initiativ, som var fuldt ud dedikeret til hendes mands engagement i at inspirere hele menneskeheden gennem direkte og indirekte kontakt med tusinder og millioner af mennesker, for at indgyde dem en forståelse af, at udelukkende menneskelig kreativitet kan tilvejebringe en bedre fremtid for menneskeheden. På nuværende tidspunkt indebærer dette, at kun en umiddelbar udvidelse af direkte kreativ handling vil gøre menneskehedens fremtid mulig.

Et bemærkelsesværdigt træk ved programmet var, at betydeligt mere end halvdelen af tiden bestod af klassisk musik fra Bach til Brahms, herunder en omfattende fremførelse af spirituals. I sine afsluttende bemærkninger fortalte Helga, der roste sin mand som det mest humane og kærlige menneske, hun nogensinde havde kendt, at hun svarede Lyn på hans sidste ord til hende: “Ich liebe dich”, på samme måde. Denne udveksling mellem de to kan opfattes som et bånd, der ikke kun binder de to, men som en påmindelse om deres gensidige forpligtelse over for hele menneskeheden. En forpligtelse, som de gerne ser, at vi alle sammen tilslutter os.

Mindehøjtideligheden blev efterfulgt af en serie i fem dele, “The Power of Labor”, udarbejdet og udsendt første gang af LaRouches organisation i forbindelse med LaRouches præsidentkampagne i 1984, som skulle benyttes sammen med LaRouches lærebog “So, You Wish to Learn All About Economics? Han indledte sit foredrag med at opregne de store genier fra den gyldne renæssance og deres efterfølgere. Heriblandt var Nicolaus af Cusa, Leonardo da Vinci, Gottfried Leibniz og Carl Gauss. Den første af disse, langt den mindst kendte af de fem i det 21. århundrede, kaldte LaRouche “det mest betydningsfulde sind i de sidste 600 år”. Kernen i LaRouches forståelse af økonomi består i, at al virkelighed er baseret på handling. At identificere et objekt som en kendsgerning, hvilket er almindeligt, er ikke videnskabeligt. Alt, der erkendes i universet, er under forandring og følger specifikke regler for forandring, og bevægelse. Den gamle grundlægger af videnskabens sprog, Panini, formidlede dette ved at fastslå, at alt sprog er baseret på transitive verber, dvs. verber, der beskriver handling. I overensstemmelse med hans forståelse, er de fem økonomiske lektioner, der præsenteres, baseret på de moderne fysiske love, som blev udarbejdet af Nicolaus af Cusa og den række af videnskabsmænd, der fulgte hans initiativer.

LaRouche sporede en forståelse af økonomi tilbage, ved at forstå årsagssammenhængen på den måde der formidles i 1. Mosebog kapitel 1, vers 28. Det er det vers, som beretter om Guds velsignelse og råd til Adam og Eva, og som gælder for hele menneskeheden: “Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden og gør jer den underdanig, og hersk over havets fisk og over luftens fugle og over alt levende, der kryber på jorden.” Det betyder, at der er en proces i menneskelivet, som indebærer, at man tager ansvar for en sammenhængende udviklingsproces, der til stadighed tilvejebringer den fremtidige eksistens.

Herefter fulgte en optagelse af LaRouches første foredrag ud af fire om emnet: “Beyond Psychoanalysis”. Heri påpegede LaRouche, at i perioden efter Første Verdenskrig, og som faktisk går tilbage til den situation, som Percy Shelley diskuterede i værket “Defense of Poetry”, at samfundets forståelse af, hvorledes faktuelt organiserede strukturer skal fungere, er afhængig af poetisk kommunikation. Det er ensbetydende med, at poesien er det medium, gennem hvilket en kontinuerlig udviklingsproces kan formidles til menneskeheden. Dette fungerer, for hvis poesien er digterkunst, udtrykker det det faktiske forhold mellem den kreative forståelse og virkeligheden af både social og fysisk handling.

Efter optagelsen af “Beyond Psychoanalysis” blev der fremført en optagelse af LaRouches video “Storm over Asien”. Heri gennemgik LaRouche sin intervention i finansielle og økonomisk-politiske spørgsmål, som går tilbage til 1977 og fortsætter frem til 1999. Hans advarsler om konsekvenserne af Nixons beslutning i 1971 om at skrotte de internationale finansielle aftaler fra Bretton Woods og fjerne guldreserve-støtten til den amerikanske dollar, forekom præcis som han havde advaret om, at de ville indtræffe. Det samme gælder hans advarsel til den sovjetiske regering om Sovjetunionens undergang, hvis landet undlod at slutte sig til USA i Det strategiske Forsvarsinitiativ (SDI), som han havde udformet under præsident Ronald Reagans ledelse. Efter LaRouches hovedpræsentation uddybede Lothar Komp fra LaRouche-bevægelsen i Tyskland og John Hoefle i USA, hvordan den globale finansielle struktur fremskyndede det russiske finansielle systems, den teknologiske vækst og økonomiens undergang. Efter LaRouches afslutning berettede Debra Freeman fra LaRouche-bevægelsen om, hvordan Kongressen og præsident Clinton og hans stab reagerede på LaRouches forslag, og forklarede hvorfor de borgere hun talte til måtte tage ansvar for fremtiden.

Efter et par korte meddelelser fremvistes en video af LaRouche, der talte på seminaret den 17. juni 1997 om Afrikas dystre skæbne. Han startede med at forklare, at det ikke kun er Afrikas problem, fordi “det, som påvirker Afrika, påvirker også dig”.

Dernæst præsenterede pastor Richard C. Boone fra Louisiana, Lyn som fuldstændig troværdig og aldeles pålidelig ved et møde den 8. september 1996 i Monroe, Louisiana. Lyn talte i høj grad om strategi til at stække politikere ved at anvende deres egne holdninger og handlinger imod dem, for at få de nuværende pessimistiske borgere til at bakke op om hans ideer. Han beskrev succeser mod en række personer og oplyste, at hans primære mål var George H.W. Bush.

Det sidste hovedafsnit var Lyndons og Helgas vidneudsagn for det borgerpanel, der havde til opgave at undersøge sagen mod ham.

Der blev vist korte klip fra offentlige demonstrationer for at gøre opmærksom på Lyndons 100-års fødselsdag. Diane Sare, der er kandidat til det amerikanske senat, og som udfordrer spytslikkeren fra Wall Street, Charles Schumer, ledede en demonstration i Zuccotti Park i New York City. Arrangør Feride Gillesberg rapporterede fra en demonstration i Danmark. Jen Pearl rapporterede fra sin organisering på Park Street Station i Boston.

I løbet af dagen blev der udsendt optagelser af forskellige personer. Hulan Jack, der havde været den første sorte borgmester på Manhattan fra 1953-1961 og senere var medlem af bestyrelsen for LaRouche-bevægelsens National Democratic Policy Committee, fremsatte kortfattede bemærkninger. Jack døde i 1979, og der blev afspillet en optaget udtalelse, hvori han anførte, at der var to problemer i Det demokratiske Parti. “Det første er, at Det demokratiske Parti er i ruiner.” Det andet er, at der kun er én mand, som partiledelsen er bange for: Lyndon LaRouche. Partiet har stadig ikke løst det problem, men vi gør en stor indsats under ledelse af Diane Sare for at gøre en ende på deres bekymringer.

Jacques Cheminade, leder af det franske “LaRouche”-parti, Solidarité et Progrès, afgav en kort erklæring, hvor han sammenlignede LaRouche med De Gaulle og henviste til Lyns bog, France After DeGaulle.

Benoit fra Frankrig meddelte, at han er i færd med at lave en video om Lyndon LaRouche, vor tids geni, for at hjælpe sine medborgere til at blive ”LaRouche’ere”.

Karel Vereycken, næstformand for Solidarité et Progrès, fortalte historien om sin opdagelse af, hvad kunst handler om gennem LaRouche, og viste et eksempel på en af sine frembringelser.

Ephraim Haile fra Eritrea fortalte om sin historie i LaRouche-bevægelsen, der går tilbage til 1974.

Senator Bill Owens fra Massachusetts fremførte en hyldest til LaRouche.

LaRouche-aktivisten og landbrugsspecialisten Marcia Merry Baker beretede om sin erfaring med LaRouche siden slutningen af 1960’erne og sagde: “Lyndon LaRouche fik verden til at hænge sammen.”

Bob Baker, landbrugsspecialist i LaRouche-bevægelsen, præsenterede en kort indspillet tak til LaRouche.

Isaiah Madrigal fra Zimbabwe takkede LaRouche og hans bevægels

LaRouche-bevægelsens aktivister Kevin og Jen Pearl aflagde korte beretninger om deres arbejde med LaRouche i forbindelse med udførelsen af deres organisatoriske ansvar.

Michelle Erin, en vidunderlig sopran og organisator i LaRouche-bevægelsen, forklarede, hvordan LaRouche ændrede hendes opfattelse af, hvordan hun kan forme egen fremtid.




Panel 4: Klassisk kultur og dialogen mellem civilisationer

Den 19. juni 2022 (EIRNS) – Ordstyrer Dennis Speed åbnede panelet med bevægende og tankevækkende eksempler på de virkemidler, hvormed kulturen kan levere løsninger på nutidens dybe globale krise. En opførelse af Kyrie fra Wolfgang Mozarts Requiem, der blev opført den 19. januar 2014 i Boston af Schiller Instituttets kor, satte dagsordenen, hvorefter en video af en kort mundtlig præsentation og derefter den afdøde operatenor George Shirleys opførelse af den spirituelle Little Boy behandlede det, som Shirley kaldte den ærlighed og enkelhed, der er fælles for store klassiske sange som Schuberts og Negro Spirituals. “Det klassiske princip”, sagde Shirley, “er universelt overalt”, og klassisk kultur er en opdagelsesproces.

Herefter fulgte et kort videouddrag af Lyndon LaRouche, som svarede på et spørgsmål på den samme konference, hvor Shirley talte, og præsenterede Den amerikanske Frihedskrigs sande natur som manifesteret i 1876, hvor den amerikanske økonomiske udvikling og det historiske vendepunkt, hvor forsøget på at undergrave den, fik nye ben at gå på. Speed fremhævede aspekter af historien, som er chokerende for dagens publikum, nemlig at Storbritannien havde været fjenden og Rusland Amerikas første store allierede.

Jacques Cheminade forklarede sit valg af nysgerrighed og udholdenhed i titlen på sin præsentation: disse to egenskaber var blevet valgt af amerikanske børn i konkurrencer om navne til de to rumvogne fra NASA. Cheminade talte om et “skatkammer af optimisme” i USA, som dette afspejlede. For at bringe det døende, men stadig eksisterende finanssystem i konkurs kræver det en personlig forandring, der kræver både nysgerrighed og udholdenhed. Friedrich Schiller insisterede på, at man må se realiteten af truende farer i øjnene for at være fri på det tidspunkt, hvor man beslutter sig for at udforske det, der synes at være en situation, som det er umuligt at undslippe fra, og hvor løsninger til forbedring af menneskeheden synes umulige. Udfordringen består i at komme ud af det manipulerende net, som de altomfattende “sociale medier” og de såkaldte mainstream-nyhedsmedier repræsenterer, for at blive fri på denne måde. Humor er et vigtigt redskab til at åbne og frigøre sindet fra den tilsyneladende almagt, som de “fyrster og magter”, der dominerer livet, tilsyneladende har. Men tiden til at opnå det “umulige” er knap.

Professor Felipe Maruf Quintas fremlagde et syn på Brasilien som en modpol til kulturens dekadence i det “angelsaksiske nordatlantiske område”. Med henvisning til Brasilien som verdens femtestørste nation i areal (større end det amerikanske fastland) og 12. største økonomi samt en af de fem BRIKS-nationer, bemærkede han, at landets befolkning på grund af dets historie udgør en virkelig global smeltedigel. Der har aldrig eksisteret etnisk apartheid i Brasilien, sagde han. Denne kultur søger at bygge bro.

Brasilien har sine egne energikilder, herunder nogle af de største vandkraftværker i verden, med de mest omfattende transmissionsledninger i verden, samtidig med at landet har en stor biodiversitet. Landet er potentielt økonomisk selvforsynende og kan blive førende på verdensplan. Han nævnte landets adskillige atomkraftværker som en sejr for suverænitet over slaveriet, der fysisk er placeret der, hvor slaveriet engang dominerede, og hvor slaverne boede. Kinas bistand til opførelsen af en transkontinental jernbane vil åbne Brasiliens adgang til Asien, erklærede han, og Brasiliens udvikling er afgørende for BRIKS-landenes udvidelse af de afrikanske forbindelser og for “at bryde det Sydatlantiske Atlanterhav fra den angelsaksiske imperialisme” og den neokoloniale elite i Nordatlanten. BRIKS, sagde han, ligesom Brasilien, er i praksis en dialog mellem civilisationer, en union af forskellige folkeslags sameksistens.

Dr. Zaher Wahab indledte sin præsentation med at sige, at han er ” smertefuld over mit adoptivlands, USA’s, opførsel” og bekymret over situationen i sit fødeland, Afghanistan, som nu “stort set er ødelagt af USA”. Vesten fortsætter sin arrogante magtpolitik med dominans og magtmisbrug midt i alle de påtrængende problemer i verden. Det gamle paradigme er imidlertid blevet miskrediteret og er ved at gå i opløsning. Vi har “desperat brug for en ny dialog mellem civilisationerne” og et nyt sprog, et nyt paradigme. I modsætning til Samuel Huntingtons tese om “civilisationernes sammenstød” har vi brug for en orden af gensidig respekt og samarbejde, “en ny livsform”.

Den vestlige imperialisme må påtage sig ansvaret for sine forbrydelser, sagde han, og indgå i et samarbejde med hinanden på grundlag af lighed. Alle lande har brug for fred, udvikling, retfærdighed, demokrati og sikkerhed. USA skal holde op med at opføre sig som et imperium og tilslutte sig nationernes fællesskab. Det nye paradigme er allerede ved at opstå, bemærkede han.

Dr. George Koo indledte med at fastslå, at USA “åbent har proklameret sit ønske” om at forblive verdens overherre. I modsætning hertil har Kina erkendt sin position, men i stedet for at udfordre den har det tilbudt samarbejde om projekter til gensidig gavn for begge parter og global udvikling. Erklæringer fra Det Hvide Hus og en lang række andre relevante amerikanske regeringskontorer gentager, at USA ønsker at konkurrere med Kina, men nævner derefter Kina som den største trussel mod USA. I mellemtiden “er USA kun fokuseret på penge og personlige problemer”, sagde Koo. Hvad med de svære beslutninger, der skal træffes til gavn for landet?

Mange lande er klar over, at det at omgås USA er som at gå i seng med en tiger – man kan blive “undværlig” når som helst. Multipolaritet er ved at opstå med en anden hensigt.

Dr. Koo advarede om, at Washington opmuntrer Taipei til at gå mod de røde streger; mange taiwanesere tvivler i stigende grad på USA. Nogle siger, at Taiwan er ligesom den nuværende ukrainske stedfortræderkrig mod Rusland, som allerede forårsager store tilbageslag for Europa og USA, som er på vej mod en katastrofe.

Mike Robinson, medstifter og medredaktør af UKColumn, præsenterede, hvad han kaldte et mørkt kig på projekter og forskning, der er i gang med henblik på at anvende elektroniske teknologier til at afhumanisere samfundet. Han viste overskrifter fra artikler som: “Is Nanotech Making Humans Unnecessary?” og en, der citerede den nylige Google-ingeniør, som hævdede at have skabt et “system med egne følelser”, og han nævnte et spektrum af udviklinger på dette område, som omfatter bioniske implantater og eksperimenter med hjerne-computer-interaktion, som f.eks. hjerne-computer-systemet Neuralink, der falder ind under den nye undersøgelse af det, der kaldes “transhumanisme”. Robinson indkapslede kernen i faren og viste en overskrift om “Elevating the Human Condition” – ikke gennem klassisk kultur, understregede han, men ved at betragte mennesket som blot en samling af manipulerbare sanseopfattelser.

Facebooks omdøbning til Meta, der henviser til dette ” metavers”, er en del af dette domæne, der erstatter begrebet om et virkeligt menneske med en forestilling om ligestilling mellem ens avatar i et videospil og det virkelige faktiske væsen.

Under spørgerunden blev mange af disse områder taget op, og de fleste talere understregede, at det gamle paradigme har mistet sin troværdighed og allerede er ved at blive erstattet af et paradigme, der handler om gensidig udvikling og problemløsning mellem ligeværdige nationer.

 




Historisk begivenhed i København – En albansk musikskat genoplivet, af Feride Istogu Gillesberg

Indledningen og interviews er på albansk, men nød musikken.
Read the English version below the Danish.

3. januar 2021 – En delegation af fantastiske albanske kunstnere fra Tirana, Albanien, gik sammen med en schweizisk-albansk pianist og to danske sangere om at indspille 50 albanske traditionelle sange, der var arrangeret af Lola Gjoka (Aleksi), den første albanske pianist. Lola Gjokas sange er en sammensmeltning af autentiske albanske folkesange og klassisk musik – en kulturskat, som nu efter syv årtier vil gense dagens lys.
Lola Gjoka (Aleksi) 1910-1985, var den første albanske pianist, og spillede en afgørende rolle for at bringe klassisk musik til Albanien. Lola arrangerede 50 albanske sange, baseret på autentiske albanske folkesange, der stadig var levende, som de blev sunget af lokalbefolkningen rundt om i landet. Lola Gjoka (Aleksi) skrev melodierne ned og komponerede derefter klaverakkompagnement til sangene, så det var så tro mod sangenes autenticitet som muligt. Disse sange blev en del af de klassiske koncerter, som hun gav sammen med de første bel canto-operasangere i Albanien.

I 1912 fik Albanien endelig sin uafhængighed efter 500 års brutal besættelse af Det Osmanniske Rige – en uafhængighed, der blev opnået mod alle odds. Da tyrkerne endelig var ude, forsøgte nabolandene alt, hvad de kunne, for at dele Albanien mellem sig, hvilket til dels lykkedes. Da vi endelig fik en nation, var ønsket om at komme ud af den ekstreme politiske, økonomiske og kulturelle tilbageståenhed levende i Albaniens sjæl og ånd.

Hvordan den klassiske musik fandt vej til Albanien
Lola Gjoka (Aleksi) blev født i Sevastopol på Krim. Hendes forældre var albanske indvandrere. Hendes far elskede at synge albanske folkesange, og han var en passioneret mandolinspiller. Han elskede musik og ønskede, at hans datter skulle have mulighed for at spille klaver, så han købte et klaver til Lola. Da hun var 9 år gammel, begyndte Lola at få klaverundervisning i skolen, og hendes klaverlærer var meget begejstret for Lolas musikalske talent. Lola Gjoka studerede på musikkonservatoriet i Sevastopol og havde et år tilbage, da hendes studier blev afbrudt. I 1932 blev der udstedt et ultimatum i form af en lov til indvandrerne: enten skulle de blive statsborgere i Sovjetunionen eller forlade landet. Familien var for patriotisk til at opgive deres albanske identitet, da de vidste, hvor hårdt det havde været for deres folk at opnå uafhængighed.
Derfor besluttede familien at vende tilbage til Albanien. Lola var 21 år gammel da hun ankom til Albanien som den første albanske pianist. Senere afsluttede hun sin uddannelse i Athen efter at have vundet en klaverkonkurrence i Wien.

Da Lolas familie forlod Krim, tog de klaveret med, da de vidste, at der ikke fandtes klaverer i Albanien. Turen endte tragisk, da Lolas lillebror døde på rejsen. Da de ankom til Korca i Albanien, hjalp gamle venner familien med at slå sig ned, og Lola begyndte at give undervisning til piger og drenge fra mere velhavende familier for at tjene til livets ophold for familien, som havde mistet hele deres opsparing på grund af hyperinflation.

Da Lola kom til Korca, var kimen til en kulturel renæssance allerede blevet lagt af den første albanske lyriske operasanger, Mihal Ciko, som var kommet tilbage fra udlandet i 1920’erne. Han var den første albaner, der studerede i Milano på Guiseppe Verdi-konservatoriet. Mihal skabte stor begejstring, og ikke kun i Albanien. Han deltog i den internationale folkesangskonkurrence på Fiera di Milano i 1924, hvor han fremførte albanske folkesange. Sange som aldrig var blevet sunget uden for Albanien før. Mihal Cikos fortolkning var så bevægende, at han vandt konkurrencen.

Lola Gjoka og Mihal slog sig sammen og flere operasangere kom tilbage til Albanien – sopranerne Jorgjia Felice Truja, Tefta Tashko, Maria Kraja, tenoren Kristaq Antoniu og barytonen Kristaq Koco. Kimen til en kulturel renæssance blev dannet, med Lola Gjoka i epicentret.

Den store pianist akkompagnerede alle sangerne i Verdi- og Puccini-arier, tyske sange og meget mere og albanske folkesange var ligeledes en vigtig del af koncerterne. Tefta Tashko og de andre sangere kom til Lola med sange fra forskellige dele af Albanien, så Lola kunne skrive dem ned og arrangere klaverakkompagnement til dem, med respekt for folkesangenes autenticitet. Lola Gjoka (Aleksi) og Tefta Tashko blev beskrevet som bier, der samlede honning fra alle de forskellige blomster i den albanske have.

Disse sange blev en kulturel skat, der fyldte folkets hjerter med skønhed, kærlighed, optimisme og håb om en bedre fremtid. Dette var starten på en kulturel renæssance i 30’erne og 40’erne, som varede i flere årtier.

I 1970’erne omarbejdede Lola sine sange endnu en gang, og hendes sidste ønske, inden hun døde i 1985, var, at disse sange skulle være tilgængelige for den nye generation. På grund af helbredsproblemer udgav Juki, Lolas eneste barn, først en bog med sin mors 52 sange i 2007, men de blev aldrig indspillet.

Jeg blev først introduceret til nogle af Lola Gjokas (Aleksi) sange af den schweizisk-albanske pianist Ermira Lefort, som kom til Danmark i 2019 for, sammen med mig, at opføre to af Lola Gjokas sange ved koncerten »A Musical Dialogue of Cultures«, arrangeret af Schiller Instituttet, Russisk-Dansk Dialog og Det Kinesiske Kulturinstitut. Ermira og jeg blev derefter af det danske konsulat i Tirana inviteret til at give en koncert med et dansk-albansk program. På grund af Corona blev koncerten udsat til den 5. juni 2021. Skæbnen ville, at Ermira ikke var i stand til at komme til Tirana, og jeg derfor havde brug for en erstatning. Det blev pianisten Rudina Ciko, og det var virkelig held i uheld.

Da jeg i maj havde mødt Rudina i Tirana, havde hun givet mig bogen med de samlede sange af Lola Gjoka (Aleksi). Det var nogle uger før vores koncert og indimellem havde jeg tid til at kigge på sangene og opdagede, at hver enkelt af dem var både speciel og meget smuk. Efter koncerten i Tirana, på vej tilbage til Danmark, fik jeg den idé, at disse sange burde indspilles. Hver sang var som en perle i en række af perler, der tilsammen udgjorde en smuk halskæde, Folk burde have tilgang til denne skat.

Gnisten, der ventede på at blive til rigtig ild
Jeg besluttede mig for at gøre mit for at få disse sange indspillet. Gennem Rudina Ciko mødte jeg hendes mand, dirigenten Zhani Ciko, søn af den berømte bel canto-sanger Mihal Ciko, Lola Gjokas (Aleksi) veninde. Zhani Ciko var et barn af den kulturelle renæssance og bar den levende arv fra den albanske kulturelle renæssance i sit hjerte og sind. Zhani Ciko organiserede også den første opførelse af Beethovens 9. symfoni i Albaniens historie i 1970’erne.

Da jeg fortalte Zhani idéen om at indspille alle Lola Gjoka (Aleksis) sange, blev han meget begejstret og begyndte straks at arbejde på at realisere den. Zhani organiserede en gruppe af talentfulde sangere, herunder den meget kendte sopran Mariana Leka, sopranen Erlinda Agolli, tenoren Gerald Murraj, barytonen Antonio Zefi og Rudina Ciko, der akkompagnerede på klaver. Sammen med den store pianist Ermira Lefort, den kendte danske tenor Stig Fogh Andersen og mig selv, en dansk-albansk sopran, blev der dannet en gruppe, som kunne realisere ideen.
Vi mødtes alle i Danmark for at gennemføre projektet. Takket være Knud Rasmussen, organist i Virum Kirke, så åbnede Virum Kirke sine døre for os, så vi kunne lave optagelserne der. Og takket være Stig Fogh Andersen, hans søn Ask og Stigs gode veninde Heidrun Beer, så fik vi gennemført optagelserne. Det lykkedes at indspille de 50 sange på mindre end fire dage den 27.-30. december 2021. Vi afsluttede optagelserne med at filme en lille koncert i kirken, da Corona gjorde publikum umuligt.

Indspilningen af disse 50 sange er en historisk begivenhed, da det aldrig er sket før. Udgivelsen af de samlede sange på en dobbelt-cd vil finde sted i slutningen af februar i år og vil ikke kun være en skat, der atter vil blive en del af den albanske kulturarv, men også en perle, der vil blive indføjet i den europæiske kulturskat.

Må cd’erne så være en inspiration til at holde mange koncerter og kulturelle udvekslinger mellem Albanien og mange andre nationer.

For at bestille kopier af cd’erne kan man kontakte Feride Gillesberg på: feridegillesberg@gmail.com.
———————
Udgivet i Executive Intelligence Review Volume 49, Number 6, February 11, 2022.

Download (PDF, Unknown)

Earlier article:

Historic Event in Copenhagen – An Albanian Musical Treasure Revived

By Feride Istogu Gillesberg

January 3, 2021 — A delegation of fantastic Albanian artists from Tirana, Albania, joined forces with a Swiss-Albanian pianist, and Danish musicians, to record 50 Albanian traditional songs, arranged by the first Albanian pianist, Lola Gjoka (Aleksi). Lola Gjoka`s songs are a fusion of authentic Albanian folk songs and classical music — a cultural treasure that will now see daylight, after seven decades.

Lola Gjoka (Aleksi) 1910-1985, was the first Albanian pianist, who played a crucial role in bringing classical music to Albania. Lola arranged 50 Albanian songs, based on authentic Albanian folk songs that were still alive, as sung by local people around the nation. Lola Gjoka (Aleksi) wrote down the notes, and composed the piano accompaniment to the songs, as truthful to the authenticity of the songs as possible. These songs became a part of the classical concerts she gave, together with the first bel canto opera singers in Albania.

In 1912, Albania finally got its independence, after 500 years of a brutal occupation by the Ottoman Empire — an independence achieved against all odds. When, finally, the Turks were out, the neighboring countries tried everything they could to divide Albania among them, which partly succeeded. When we finally had a nation, the desire for rising out of extreme backwardness, politically, economically, and culturally, was vividly in the soul and spirit of the people of Albania.

How classical music made its way to Albania

Lola Gjoka (Aleksi) was born in Sevastopol, Crimea. Her parents were Albanian immigrants. Her father loved singing Albanian folk songs, and he was a passionate mandolin player. Lola Gjoka’s father loved music and wanted his daughter to have the possibility of playing the piano, so he bought a piano for Lola. When she was 9-years-old, Lola started getting piano lessons at school, and her piano teacher was very excited about Lola’s musical talent. Lola Gjoka studied at the music conservatory in Sevastopol. She had one year left, when her studies were disrupted. In 1932, an ultimatum, in the form of a law, was issued to the immigrants: either become Soviet Union nationals, or leave the country. The family was too patriotic to give up their Albanian identity, knowing how hard the achievement of independence had been for their people. So, the family left to go back to Albania. Lola was 21 years old. She arrived in Albania as the first Albanian pianist. Later, she finished her diploma in Athens, after winning a piano competition in Vienna.

When Lola’s family left the Crimea, they took the piano along, since they knew that there were no pianos in Albania. The tour ended tragically, when Lola`s little brother died on their journey. Arriving in Korca, Albania, old friends helped the family settle down, and Lola began giving lessons to girls and boys of wealthier families, to make a living for their family, which had lost all their savings due to hyperinflation.

When Lola came to Korca, a seed for a cultural renaissance had already been planted by the first Albanian lyric opera singer, Mihal Ciko, who had come back from abroad in 1920s. He was the first Albanian who studied in Milan at the Guiseppe Verdi Conservatory. Mihal created a lot of excitement, not only in Albania. He took part in the international folk song competion in “Fiera di Milano” in 1924, where he performed Albanian folk songs, songs that had never been sung outside Albania before. Mihal Ciko’s interpretation was so moving, that he won the competion.

Lola Gjoka and Mihal joined forces. More opera singers came back to Albania — the sopranos Jorgjia Felice Truja, Tefta Tashko, Maria Kraja, tenor Kristaq Antoniu, and baritone Kristaq Koco. The seed of a cultural renaissance was formed, with Lola Gjoka in the epicenter.

The great pianist accompanied all the singers in Verdi and Puccini arias, German Lieder, and much more. Albanian folk songs were an important part of the concerts. Many traditional Albanian folk songs were written down by Lola Gjoka (Aleksi) who arranged piano accompaniments, carefully keeping the authenticity of the old folk songs. Tefta Tashko and the other singers would come to her with songs from different parts of Albania, so Lola could write them down and arrange piano accompaniments. Lola Gjoka (Aleksi) and Tefta Tashko were described as bees that collected the honey from all the different flowers in the Albanian garden.

These songs became a cultural treasure that filled the hearts of the people with beauty, love, optimism and hope for a better future. This was the start of a cultural renaissance in the 30s and 40s, that lasted for several decades.

In the 1970s, Lola reworked her songs once again. Her last wish before she died in 1985, was to have these songs available for the new generation. Due to health problems, Lola’s only child, Juki, first published a book of her mother’s 52 songs in 2007, but they were never recorded.

I was first introduced to some songs by Lola Gjoka ( Aleksi) by the Swiss-Albanian pianist Ermira Lefort, who came to Denmark in 2019 to perform two of Lola Gjoka’s songs with me at the concert, “A Musical Dialogue of Cultures,” organized by the Schiller Institute, Russian-Danish Dialogue, and the Chinese Cultural Center. Ermira and I were invited by the Danish consul in Tirana to give a concert with a Danish-Albanian program. Due to corona, the concert was postponed to June 5, 2021. As destiny played out, Ermira was not able to come to Tirana, and I needed a replacement. The pianist Rudina Ciko was her replacement, a blessing in disguise.

When I met Rudina in May in Tirana, she had given me the book with the collected songs of Lola Gjoka (Aleksi), some weeks before our concert. In between, I had the time to look through the collected songs, and discovered that each of them was very special and beautiful. After the concert in Tirana, on my way back to Denmark, I was thinking that these songs ought to be recorded. Each song is like a pearl in the row of a treasure necklace, and people should have access to this treasure.

The spark that waited to be transformed into fire

I decided to do my part to get these songs recorded. Through Rudina Ciko, I met her husband, the conductor Zhani Ciko, the son of the famous bel canto singer Mihal Ciko, Lola Gjoka ( Aleksi’s) friend. Zhani Ciko was a child of the cultural renaissance, and carries the living heritage of the Albanian cultural renaissance in his heart and mind. Zhani Ciko also organized the first performance of Beethoven’s 9th Symphony in the history of Albania, in 1970s.

When I spoke to Zhani about the idea of recording all of Lola Gjoka (Aleksi’s) songs, he became very excited. He immediately began working on realizing this idea. Zhani organized a group of great singers, including the very well-known soprano Mariana Leka, soprano Erlinda Agolli, tenor Gerald Murraj, baritone Antonio Zefi and Rudina Ciko playing the piano. Together with the great pianist Ermira Lefort, Stig Fogh Andersen, a very well-known Danish tenor, and myself, a Danish-Albanian soprano, a group was formed that could realize the idea. We all met in Denmark to carry out the project.

Thanks to Knud Rasmussen, the organist at Virum Church, the church opened their doors for us to make the recordings there. And thanks to Stig Fogh Andersen, his son Ask, and his good friend Heidrun Beer, we were able to make the recordings. Thanks to all the musicians, we succeeded in recording the fifty songs in less than four days (December 27- 30, 2021).

We concluded by holding a little concert.

This recording is an historical event, as it has never been done before. Publishing Lola Gjoka (Aleksi’s) collected songs on a double CD in the spring of this year will not only be a treasure that will be given back to the Albanian cultural heritage, but, also, be a pearl to be added to the European cultural treasure.

May the CDs be an inspiration for many concerts and cultural exchanges between Albania and many nations.

To order the CDs, contact Feride Gillesberg at: feridegillesberg@gmail.com




Interview med pianist Lejla Pula fra Kosova og sanger Josipa Bainac fra Kroatien, på tysk af Feride Gillesberg

Billede: Lejla Pula, klaver, med Kosovar Philharmonics (Trincoll2014, CC BY-SA 3.0 via Wikimedia Commons)

På tysk:

Neue Solidarität

Nr. 9, 26. Februar 2014

„Kosovo eine Brutstätte musikalischer Talente“

Interview mit der Pianistin Lejla Pula aus Prishtina

Mag. Lejla Pula, Pianistin und Klavierprofessorin an der Kunstfakultät in Prishtina, ist sowohl Präsidentin der „Kosovo Chopin Assoziation“ als auch Künstlerische Leiterin des „Chopin Piano Fest“ in Prishtina.

Feride Gillesberg: Bei meinem letzten Besuch in Kosovo hat es mich sehr positiv überrascht, daß es in Kosovo eine Handvoll Musiker gibt, die für die klassische Musik brennen. Eine von diesen bist du. Was möchtest du dazu sagen?

Lejla Pula: Es ist schön und hoffnungsvoll, wenn man so eine Aussage hört. In Kosovo haben wir eine Grundbasis von 40 Jahren höherer Ausbildung im Bereich der klassischen Musik und Kunst, und man kann sagen, daß wir heute Fachschulen für verschiedene Bereiche der musikalischen Künste haben, wie die Interpretation verschiedener Instrumente, die Komposition, das Dirigieren, Musikalische Pädagogik usw. Seit der Studienzeit und danach ab den 80er Jahren als Teil der Unterrichtsgruppe der Kunst-Akademie in Prishtina bin ich bis heute aktiver Teilnehmer an der Ausbildung der Künste. Als Pianistin und Interpret der klassischen Musik war und bin ich fortwährend auf der Bühne in Kosovo präsent, habe aber auch Kosovo auf der internationalen Bühne vertreten.

Gillesberg: Kannst du uns einen Überblick geben, wie es mit der klassischen Musik in Kosovo aussieht?

Pula: Die Realität in der Gesellschaft in Kosovo ist leider so, daß noch die notwendige Offenheit fehlt, welche ermöglichen würde, daß die Künstler, insbesondere die der klassischen Musik, frei atmen können – in dem Sinne, daß die echte Kunst nicht ihren Platz in unserer Gesellschaft bekommt, den sie verdient. Die professionelle Kunst verlangt bestimmte Bedingungen für die szenische Aufführung, die Ausstattung mit Instrumenten, angemessene Konzertsäle sowie andere Arbeitsmittel, die nicht garantiert werden, weil es die erforderliche Bereitschaft, Verständnis und Bewußtsein dafür nicht gibt. Die kulturellen Institutionen bemühen sich um ihre Arbeit. Sie betrachten es als machbar und notwendig, im Rahmen unserer Gesellschaft, wie auch der kulturellen Entwicklung als ganzes, Unterstützung für die Künstler zu finden – diese Hilfe ist jedoch minimal und unzureichend.

Klassische Musik, das künstlerische Schöpfen und Kunst im allgemeinen, spiegelt die Ebene der kulturellen Entwicklung einer Gesellschaft und eines Volkes wider, und es sind sehr wichtige Segmente für die Gesamtstruktur einer Gesellschaft.

Diese verlangen auf jeden Fall eine besondere Achtung, denn Errungenschaften werden als Teil des kulturellen Erbes einer Nation zurückbleiben.

Gillesberg: Was für eine Rolle hat die klassische Musik für Kultur?

Pula: Mein Volk hat eine Ader und besondere Sensibilität für Musik im allgemeinen, aber auch für klassische Musik. Ich arbeite seit über 30 Jahren als Konzertpianistin, aber auch Ausbilder in diesem Bereich. Ich kann Ihnen sagen, daß Kosovo ein Schatz, eine Brutstätte musikalischer Talente ist. Da ist eine große Begeisterung bei Lehrern im Bereich der Kunst, so wie auch bei den Studenten. Trotz der schweren Bedingungen, dem Mangel an Instrumenten, der perspektivlosen Aussichten dieses Berufs, versuchen wir Festivals und verschiedene Konzerte zu organisieren. Das Epizentrum dieser musikalischen Aktivitäten sind bis heute begeisterte professionelle Musiker, die viele Künstler aus aller Welt einladen, in unserer Hauptstadt zu spielen. Für jedes Festival werden Dutzende von Konzerten mit einheimischen und ausländischen Künstlern mit großer Mühe, Opferbereitschaft und unter großen Schwierigkeiten organisiert. Dieses Mitwirken im Organisieren unseres kulturellen Lebens ist für uns sehr wertvoll und unersetzlich. Eines davon ist auch das Festival „Chopin Piano Fest“, das ich mit meinen Kollegen leite und das jedes Jahr in April statt findet.

Gillesberg: Welche Rolle spielt die klassische Musik für den Aufbau einer Nation?

Pula: Gerade die Pflege der kulturellen Werte einer Gesellschaft ist der Zeiger, der am glaubwürdigsten die Entwicklungsebene einer Zivilisation anzeigt. Es ist bekannt, daß das stolze Volk Kosovos eine sehr schwere Zeit und schwere Ereignisse durchgemacht hat. Wir haben sehr viel in unserem Bereich gelitten [1991-99]. Alle Unterrichtsgebäude waren geschlossen und wir mußten mit allem improvisieren. Wir haben aber „überlebt“ als Akademie und als Gesellschaft und erfreuen uns des Lebens in unserem unabhängigen Staat. Dank unserer Kriegshelden, aber auch der Arbeitenden, denn wir haben alle unsere Arbeit mit Hingabe, Aufopferung und Selbstlosigkeit unter diesen rauhen Umständen gepflegt.

Ich bin aus persönlicher Prüfung, aber auch aus meinen inneren Glauben an den Menschen, fest davon überzeugt, daß man mit gutem Willen, Hingabe und Beharrlichkeit erreichen kann, was unmöglich erscheint.

Gillesberg: Was würdest du gerne den Menschen in Deutschland sagen, denn die meisten dort kennen Kosovo nur aus politischer Sicht?

Pula: Optimismus und Hoffnung sind die Eigenschaften, welche die Künstler ausmachen, denn so eine Kunst ist seelische Nahrung und entwickelt die erhabenen Gefühle der Menschen.

Ich bin davon überzeugt, daß unsere Gesellschaft, und auch unsere Künstler in Kosovo, auf bessere Tage zugehen, weil sie es sich durch harte Arbeit und selbstlose Hingabe verdienen.

———————————–

Neue Solidarität

Nr. 3, 20. Januar 2016

Klassische Musik richtet sich nach Naturprinzipien

von Feride Istogu Gillesberg

Am 11.-12. Dezember 2015 fand in der dänischen Hauptstadt Kopenhagen ein Symposium statt zum Thema „Fortgeschrittene Einschätzung der Stimmfunktionen in Europa: Resonanz der menschlichen Stimme & Neurowissenschaft und Stimme“ („Advanced Voice Functions Assessement in Europe – Resonance of the human voice & Neuroscience and voice“). Es war das sechste Symposium dieser Art, das von der Europäischen Kooperation in Wissenschaft und Technologie (European Cooperation in Science and Technology, COST Action 2103) veranstaltet wurde. Ärzte, Künstler und Musiker aus verschiedenen Nationen waren vertreten. Das Programm war sehr kompakt. U.a. hielt dort Josipa Bainac einen Vortrag über die wissenschaftliche Stimmung, die ein wichtiger Bestandteil der menschlichen Stimme ist. Ihre Rede beruhte auf zweijährigen Untersuchungen der Autorin. Ich hatte die Freude, Frau Bainac für die Neue Solidarität interviewen zu können.

Neue Solidarität: Frau Josipa Bainac, ich hatte die Möglichkeit, Ihren spannenden Vortrag auf dem Symposium in Kopenhagen anzuhören. Wollen Sie sich kurz vorstellen?

Josipa Bainac: Vor ungefähr zwei Jahren habe ich meinen Abschluß an der Universität für Musik in Zagreb, Kroatien, als klassische Sängerin und Pädagogin gemacht. Seit 2014 studiere ich Lied und Oratorium im Masterstudium an der Universität für Musik und darstellende Kunst Wien. Seit meinen Studien in Kroatien habe ich mich intensiv für verschiedene Interpretationstechniken interessiert und mich viel mit Stimmeigenschaften und Gesangstechnik beschäftigt.

Neue Solidarität: Wie sind Sie darauf gekommen, mit der wissenschaftlichen Stimmung zu arbeiten?

Bainac: Als klassische Gesangsstudentin habe ich viele Konzerte gesungen, von Orchestern, Klavier, Cembalo oder Orgel begleitet. Nach jahrelangen Erfahrungen habe ich bemerkt, wie sich das subjektive Gefühl für die Stimme und die Gesangstechnik ändert, wenn ich mit verschiedenen Begleitinstrumenten oder Ensembles auftrete. Bald habe ich erfahren, welche Rolle die Stimmung und die Standardtonhöhe in der historische Musikpraxis hat, und durch Gespräche mit meinen Kollegen – Sänger und Sängerinnen – habe ich erfahren, daß sie manchmal bei der Interpretation unter verschiedenen Stimmschwierigkeiten leiden, z.B. wegen der zu hohen Standardtonhöhe -, wenn der Künstler lange Proben oder Auftritte singen muß.

Als mein Masterarbeitsthema habe ich deswegen geschrieben über „Die historische Entwicklung der Temperatursysteme und die Standardtonhöhenauswahl im Zusammenhang mit der Gesangstechnikentwicklung und Stimmgesundheit“. Am Anfang war ich leider in den Untersuchungsmöglichkeiten begrenzt. Das war aber nur der Anfang meiner Arbeit zu dieser Frage, die ich als eine Pilotstudie in Kopenhagen präsentiert habe.

Neue Solidarität: In Ihrem Vortrag wurde erwähnt, daß in Kroatien Aufnahmen gemacht wurden, um den Unterschied der verschiedenen Stimmungen zu demonstrieren. Warum findet so ein Prozeß in Kroatien statt, gibt es ein besonderes Interesse in diesem Feld?

Bainac: Ich habe mit dem Studium dieses Themas in Kroatien angefangen. Und während des Studiums war ich im Kontakt mit Wissenschaftlern und Persönlichkeiten, die die technischen Möglichkeiten haben, wissenschaftliche Untersuchungen zu machen. Leider gibt es in Kroatien nicht so viel Interesse zu diesem Thema, und deswegen war es kompliziert, meine Arbeit wirklich zu entwickeln, aber hier in Wien habe ich mehr Unterstützung.

Neue Solidarität: Das Schiller-Institut führt seit Jahrzehnten eine Kampagne für die wissenschaftliche Stimmung. Wie sehen Sie die Bedeutung der Verdi-Stimmung?

Bainac: Wenn man über die Stimmung spricht, muß man zwei wichtige musikalische Aspekte ins Auge fassen: die Standardtonhöhe („Kammerton“) und das Temperationssystem. Beide haben sich im Lauf der Zeit unabhängig voneinander entwickelt und oft gewechselt.

Man sagt oft, im Zusammenhang mit der historischen Interpretation, daß das Temperationssystem eine große Bedeutung für das Verständnis der harmonischen Struktur und anderen Musikkomponenten hat.

Leider vergessen wir oft die Bedeutung der Standardtonhöhe. Die Instrumente wurden im Laufe der Zeit für die neuen, oft höheren Standardtonhöhen umgebaut oder optimiert. Mit der Stimme ist es leider nicht so einfach, und bei der Interpretation von Repertoire, das für eine andere Standardtonhöhe komponiert war, kann dies zu Schwierigkeiten und in extremen Fällen zu Verletzungen führen. Die ästhetischen Fragen werden heute, aufgrund der Art, wie heute Musik konsumiert wird, übersehen.

Giuseppe Verdi war nicht nur Komponist, sondern auch Sänger – ein Bariton, der die Gesangstechnik gemeistert hat und mit diesem Wissen sehr sorgfältig die Musik für Sänger geschrieben hat. Es ist bekannt, daß er auch sehr genau und streng mit seinen Mitarbeitern – Librettisten usw. – gearbeitet hat.

Während den Überlegungen, was die universale Standardtonhöhe sein sollte, hat sich Verdi für die französische Standardtonhöhe (a’ = 435 Hz) eingesetzt. Er wurde aber kurz danach für die Standardtonhöhe a’ = 432 Hz gewonnen, wegen ihrer wissenschaftlicher Genauigkeit, wie in seinem Briefwechsel nachzulesen ist.

Nach vielen Besprechungen mit Wissenschaftlern und Mathematikern kam ich zu der Meinung, daß es wirklich keine wissenschaftlichen Beweise gibt, die bestätigen könnten, daß eine Frequenz gegenüber einer anderen Vorteile hat.

Ich habe dann mit renommierten Sängern und ihrem Repertoire experimentiert. Und aufgrund von objektiven und subjektiven Bewertungen habe ich dann festgestellt, daß die Standardtonhöhe von 432 Hz, wenn sie z.B. bei der Interpretation von Verdis und Mozarts Opernarien verwendet wird, viele Vorteile vor den heutigen 443 Hz hat.1 Für ausgezeichnete Sänger, die keine technischen Probleme haben, sind auch immer die Passaggionoten zwischen den Stimmregistern problematisch. Wenn man den Kammerton von 432 Hz nimmt, werden die Vokale runder und natürlicher gesungen – coperto. Das verschiebt die Formanten tiefer und macht den Weg zu den Passaggionoten günstiger, denn die Stimmqualität des Passaggiobereichs zwischen den Stimmregistern kommt in dieser Stimmung früher. Das ist natürlich auch mit dem Text verbunden, der so vertont ist, daß die Bedeutung durch Registerwechsel unterstrichen ist.

Bei 443 Hz kommt die Passaggio in der Stimme abrupt, weil die Sänger oft in dieser Stimmung hellere Vokale – auch in der Passaggiotransition – singen. Natürlich versuchen die Sänger immer, den Formantenbereich mit den Obertönen zu verbinden, aber in der tieferen Stimmung macht der Körper das unbewußt und ganz natürlich durch die Rundung des Vokaltrakts. Die Sänger bewerten diese Standardtonhöhe von 432 Hz als die, die ihnen mehr Stimmfreiheit, Flexibilität, schönere Farbe, Stimmleichtigkeit anbietet. Bei 443 Hz macht der Sänger das alles bewußt – mehr oder weniger erfolgreich.

Neue Solidarität: Unsere Organisation legt großen Wert auf die klassische Kultur. Wie sehen Sie die Rolle der klassischen Musik, welche Bedeutung hat sie für die Entwicklung einer Gesellschaft?

Bainac: Musik ist immer ein bedeutender Aspekt jeder Zivilisation, ob man über Ritualmusik oder über unsere raffinierte und durch Jahrhunderte entwickelte europäische Musik spricht. Das sind alles im einfachsten Sinne Kombinationen von Frequenzen, die nach der Kenntnis des Komponisten so arrangiert sind, daß sie eine gewisse Wirkung auf den Zuhörer haben. Meiner Meinung nach werden diese Grundprinzipien der europäischen Musik heute von den Interpreten und auch von den Komponisten ignoriert. Man kann auch oft die sinnlose Phrase hören, daß im Bereich der klassischen Musik schon alles gesagt sei, alles schon komponiert sei, und deswegen muß der Zuhörer heute verschiedenste intellektuelle Durchfälle von den Komponisten dulden. Das kommt leider seit dem 20. Jahrhundert aus dem Bedürfnis, alles zu quantifizieren – am besten gleich auf Profit umrechnen. Und die Komponisten und Interpreten haben sich nur auf den leichtgewonnenen Affekt des Publikums und persönlichen Erfolg ausgerichtet.

Die Tatsache, daß Musik ein Naturphänomen ist, das schon lange vor der Menschlichkeit existiert hat, muß man wieder entdecken. Dann sehen wir, daß diese Quelle unerschöpflich ist. Deswegen würde ich klassische Musik nicht nur als Musik aus einer gewissen Periode bezeichnen, sondern als Musik, die sich nach Naturprinzipien richtet, die eine objektive und positive Wirkung auf uns hat.

Neue Solidarität: Haben Sie noch eine paar abschließende Gedanken für unsere Leser?

Bainac: Wie immer haben auch wir in unserer Zeit gewisse kulturelle Probleme und Fragen. Die klassische Musik ist heute ganz populär und für die Massen zugänglich geworden. Das könnte auf den ersten Blick auf die Welt der klassischen Musik eine gute Wirkung haben. Leider hat es sich aber gezeigt, daß das breite Publikum sich nur auf die oberflächlichen Aspekte der Musik orientiert. Und die natürliche Wahl der Künstlern – Interpreten oder Komponisten – ist damit verschwunden. Deswegen liegt heute bei uns, wie wir Musik und alle anderen Künste unterstützen; daß wir wirklich nur das hinterlassen, was wir für die nächsten Generationen wertvoll finden.

Neue Solidarität: Vielen Dank für das Interview!


Anmerkung

1. International sind z.T. noch höhere Stimmungen üblich, aber bei den Untersuchungen in Wien wurden akustisch nur 432 Hz und 443 Hz detailliert analysiert.




Beethoven og kreativitet, af Michelle Rasmussen

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

This article appears in the March 5, 2021 issue of Executive Intelligence Review.

Beethoven and Creativity

by Michelle Rasmussen

[Print version of this article]

View full size

Lithograph by August von Klöber, 1818

Ludwig van Beethoven

Feb. 23—If there was one principle at the center of Lyndon LaRouche’s life’s work, it was that the crucial factor in the progress of human civilization is human creativity. It is human creativity which distinguishes man, and woman, from the beast. It is, or ought to be, the mission of society to foster the potential creativity, which, like a seed, lies dormant in every child, just waiting for loving nourishment to cause it to bloom, to create the most beautiful flower, which, in turn, delights and inspires all others to, themselves, develop their own creative potential. But, you may ask, how do you learn about, and teach creativity?

There is perhaps no better creativity teacher than Ludwig van Beethoven, he who was born 250 years ago, in another time, in another place, whose life-long struggle to perfect his own creative powers, has been, is now, and will forever be a monumental source for the study of creativity. This he was for LaRouche, who would often listen to Beethoven to get his creative juices flowing before sitting down to write. And this he can be for you, dear reader, and all of us, so that we may, also, be creative, that we may “Think like Beethoven.”[fn_1]

And what is the purpose of such creativity? As Beethoven put it, “to work by means of my art for needy humanity.”[fn_2] Not art for art’s sake. Beethoven, like Friedrich Schiller, was conscious of great art’s ability to raise the moral level of humanity, to better enable human beings to form a more perfect society, one where, in Schiller’s immortal words, “All men become brothers,” the very words which Beethoven set to music in his Ninth Symphony.[fn_3]

Beethoven wrote that art and science, “Give us intimations and hopes of a higher life” to unite “the best and noblest people,” and to “raise men to the Godhead.”[fn_4]

To a female friend, urging her to devote herself entirely to music, he wrote: “You who have such feeling for all that is beautiful and good. Why will you not make use of this, in order that you may recognize in so beautiful an art the higher perfection which sheds its rays even on us.”[fn_5]

Concerning his immortal mass, the Missa Solemnis: “In writing this great Mass, it was my chief aim to awaken, and to render lasting, religious feeling as well in the singers as in the hearers.”[fn_6]

Plato wrote that music was the most important education for the soul—to fill the soul with beauty, and make it beautiful. People would then praise beauty, receive it with joy into their souls, and become beautiful souls.[fn_7]

Beauty, Schiller said, ennobles our emotions and our intellect. Not just raw emotions which dominate us, without intellect and reason. Not just intellect and reason, without compassion and agapē—love for our neighbor. But through the freedom of mind and heart, which arises while in the act of play, and especially when experiencing the beauty of great art, the two sides of our nature can be reconciled by rising to a higher, subsuming state of mind, which we call the aesthetical state of mind.

View full size

Friedrich Schiller, in a portrait by Ludovike Simanowiz.

Beethoven quoted Schiller’s play Don Carlos in a letter from 1797: “Wisdom is for the wise, Beauty for the feeling heart; and both belong to each other.” (Die Wahrheit is vorhanden für den Weisen, Die Schönheit für ein fülend Herz; Sie beide gehören für einander.)[fn_8]

Beethoven wielded his creative powers to touch our souls through the beauty of his music.

The Creative Process

To be creative is a process of perfecting the ability to imagine what no one before you has ever thought about. In modern terms, to think “outside of the box,” the box of “This is how it has always been done,” “These are the rules,” “These are the unquestionable doctrines.” And, to be self-conscious about how to do that. But how do you put yourself into a state of mind, where you can think freely? How can you become self-reflective about the creative process and look into your own mind?

The thought process we call the imagination, is not only the key to creativity in the arts, but, also, in scientific discovery. Lyndon LaRouche put it this way in a speech called “Creativity as Such,” in 2011:

And it’s in the process of metaphor, in which we acquire access to experimental knowledge and use of principles which lie outside the domain of sense-certainties, that mankind distinguishes himself from the beasts…. This is the special genius of Classical musical composition…. [Y]ou look at the question of irony, and you take the case of a Bach fugal composition as the perfect test to demonstrate this.… This aspect of the human mind is the location of human creativity. And the promotion of that aspect of the human experience, Classical artistic culture as an expression of the principle of metaphor, is the principle of ordinary discovery, principled discovery. And when you take this kind of thinking over into the department of the practice of physical science, the same thing! And there, you have an example of the role of Classical musical composition, as in the illustrative cases of both Max Planck and Albert Einstein, in particular—and [Vladimir] Vernadsky also! You get a demonstration that in the department of Classical artistic composition, in which the mind is experimenting with the attempt to discover principles, and expresses the yearning for that experimental result as the incentive of creativity for the human mind. That is creativity.[fn_9]

Albert Einstein, better known as a great scientist, lesser known as a devoted amateur violinist, made his greatest discoveries not in a laboratory, but through “thought-experiments.” He had an intriguing insight into the power of the imagination, which he used to make his discoveries, and, also, the power of music to stimulate his own imagination.

View full size

Photo by E.O. Hoppe

“The power of imagination is the ultimate creative power.”
—Albert Einstein.
When he became stuck in solving an intellectual problem, Einstein often played his violin to liberate his mental powers.

Einstein:

The power of imagination is the ultimate creative power … no doubt about that. While knowledge defines all we currently know and understand … imagination points to all we might yet discover and create. Imagination is more important than knowledge. Your imagination is your preview of life’s coming attractions.[fn_10]

Imagination embraces the entire world, stimulating progress, giving birth to evolution.[fn_11]

Imagination is the language of the soul.[fn_12]

Logic will get you from A to B. Imagination will take you everywhere.[fn_13]

Einstein recounted that when he became stuck in the process of solving an intellectual problem, he would play his violin, and that would often liberate his mental powers.[fn_14]

Beethoven wrote this about the challenge of writing fugues in his late quartets: “The imagination, too, asserts its privileges and today a different, truly poetic element must be manifested in conventional form.”[fn_15]

In 1823, Beethoven wrote suggestions on how to stimulate the imagination to Archduke Rudolph, one of his very few composition students, and an important financial and political supporter:

I hope that Your Imperial Highness will continue to acquire special practice in writing down your ideas straightaway at the piano; for this purpose there should be a small table next to the piano. Not only is the imagination strengthened in this way, but one also learns to pin down the remotest ideas at once, it is likewise necessary to write without a piano. Nor should it give Yr. Imperial Highness a headache, but rather the considerable pleasure of finding yourself absorbed in this art, to elaborate a simple melody at times, a chorale, with simple and, then again, with more varied figurations in counterpoint[fn_16] and so forth to more difficult exercises. This will certainly not give Your Royal Highness a headache, but rather, when one finds oneself absorbed in art, a great pleasure. Gradually we develop the [ability to] express just exactly what we wish to, what we feel within us, a need characteristic of all superior persons [noble-minded men in A.C. Kalischer’s translation].[fn_17]

This power of the imagination involves our ability to think about the future, about how something could be, not bound by what is, in the here and now.

The concept of the imagination is related to forecasting the future effects of current causes, as in LaRouche’s economic forecasts, in which he always proposed alternative courses of action to avoid the dangers stalking in the future as the result of current wrong policies. And, likewise, deciding what to do in the here and now, based on your vision of where you want to arrive in the long-term future, the “future determining the present,” as he put it.

In classical music, imagining the future requires, on the one hand, having an insight into the pregnant possibilities of a single new musical theme or motive, but, on the other hand, the ability to invent a musical idea, which is not a theme, but a generative, developmental process, a specific quality of change—the real subject of a unified composition, which acts upon the themes as objects of creative transformation.

The seed-crystal of this development process is in the mind of the composer from the very beginning.

Beethoven from 1815: “I have always a picture in my mind, when I am composing, and work up to it.”[fn_18]

Regarding his opera Fidelio, “my custom when I am composing even instrumental music is always to keep the whole before my eyes.”[fn_19]

There is a tension between what Plato called “the one and the many”: the one unifying musical idea, and the many motives, developments, and transitions—the unfolding of the unified idea. The great German conductor Wilhelm Furtwängler spoke of the tension between near-hearing (nahhören), the music heard at that moment as it is unfolding, and far-hearing (fernhören), the future, completed, composition.

View full size

EIRNS/Philip Ulanowsky

“The seed-crystal of the development process is in the mind of the composer from the very beginning.” Norbert Brainin, primarius of the Amadeus Quartet, described and demonstrated the process of motivic thorough composition, the subject of Beethoven’s enormously fruitful musical creativity. Here he is (right), with his long-time friend, Lyndon LaRouche, on December 4, 1987.

Beethoven was a master of this process, which we call motivic thorough composition or, in German, motivführung. Just think about the first movement of his Fifth Symphony, and how the first famous four notes—da, da, da, dum—became the object of Beethoven’s enormously fruitful musical creativity. Or the motivführung that traverses several of Beethoven’s late string quartets, as described by Norbert Brainin, the late Amadeus Quartet primarius, at a Schiller Institute seminar, where he started with Op. 132.[fn_20]

Paradoxically the one, unifying musical idea must subsume many free, independent voices. Beethoven wrote the following upon being asked by a composer to criticize his composition:

[N]ot indirectly, but frankly, as is my wont, I only tell you that you might pay a little more attention to the separate conduct of the parts in future works of this kind.[fn_21]

Creativity is not linear. LaRouche emphasized the role of surprise, paradox, metaphor, irony, even jokes, and puns, all of which Beethoven was a master. The listener is consciously led into a trap, where, suddenly, the unexpected occurs. A dramatic new element takes you by surprise, and you are forced to make a mental leap into the realm of the imagination, away from linear thinking. Afterwards, an emotional release occurs, for example, when you “get the joke.” In metaphor, there is a juxtaposition of seemingly unrelated elements in a surprising way, which can only be understood from a higher, subsuming level. (See box: Beethoven Thought
in Metaphor
)

In the process of unfolding the musical idea in a polyphonic (many-voiced) musical universe, sometimes the different individual voices come into conflict with each other, and dissonances emerge in the contrapuntal process, which urgently demand to be resolved, thus driving the unfolding process forward in a non-linear way.

This is similar to a human dialogue of cultures, where, sometimes, conflicts emerge. These conflicts, however, can be solved through the process of creating a higher unity, the which Nikolaus von Kues (Nicholas of Cusa) called the “coincidence of opposites.” This is actually a common metaphor in Danish known as things “going up in a higher unity” (at gå op i en højere enhed.) In music, the higher unity is the overall musical idea of that particular piece.

The creative process also entails great emotional tension in the midst of problem solving, as if you are hanging on a psychological cliff, or lost in no-man’s land. You begin to doubt if the problem can ever be solved. But the great thinker, whether in music, science, or elsewhere, develops a power of concentration, sometimes lasting years, based on an underlying consciousness of the importance of his or her endeavor, a striving passion, until a breakthrough occurs, as if in a flash of insight, and the problem is solved.

The creative struggle involves trying out new solutions, which are not in the rulebook, and not in your own past productions. To be self-reflective about the creative process requires not only being conscious about new methods of composition, as Beethoven sometimes explicitly wrote that he had invented, which Plato referred to as a “higher hypothesis,” but, also, to be self-conscious about the increasingly creative quality of compositional methods, which Plato called the “hypothesis of the higher hypothesis.”

From Beethoven to a publisher in 1802 regarding Piano Variations Op. 34 and 35:

Both sets are really worked out in a wholly new manner, and each in a separate and different way…. I myself can assure you that in both these works the method is quite new so far as I am concerned.[fn_22]

[W]hen feeling opens up a path for us, then away with all rules.[fn_23]

In fact, LaRouche wrote that Beethoven should be considered a physical scientist, because of his ability to make one creative breakthrough after another, to discover new worlds, new modes of musical expression. In science, we discover new physical principles of nature, even creating new states of matter, never before seen in nature. Opening your mind to the existence of a paradox, that which does not fit into the accepted theories, spurs the mind to seek new, higher, hypotheses, and design crucial physical experiments to prove, or disprove them.

In art, we use the same cognitive powers to discover new artistic principles, and, also, something new about our own creativity, which we can share with others, be they musicians or listeners. We can communicate the power of creativity, itself, to move men’s souls.

Beethoven was a master in making use of known musical forms (for example, the sonata form), and imbuing them with surprising, new, revolutionary content.

Beethoven’s Struggle to Approximate
Divine Creativity

Beethoven was self-conscious about his own divine spark of creativity, that which LaRouche devoted his life to better understand, that Götterfunken (godly spark), of Schiller’s “Ode to Joy”: Freude, schöne Götterfunken[fn_24], the which Beethoven set to music in his monumental Ninth Symphony. LaRouche pondered, what does it mean for man to be in the image of The Creator? It is this capacity for man, also, to be a creator. That, stressed LaRouche, is what separates men and women from beasts. (See the section on the divine spark in every individual in LaRouche’s article in this issue, “In the Garden of Gethsemane,” written in his prison cell in 1990.)

Beethoven wrote to publisher Breitkopf & Härtel in 1812: “my heavenly art, the only true divine gift of Heaven,” and in 1824: “I am free from all small-minded vanity: only the divine art, in it alone is the main-spring which gives me strength to devote the best part of my life to the heavenly Muses.”[fn_25]

After seeing a collection of Schubert’s songs, Beethoven’s friend Anton Schindler records him as saying: “Truly, this Schubert is lit by a divine spark.”[fn_26]

Resenting publishers who line their pockets with profits from an author’s work, treating them as “tasty brain-food,” Beethoven wrote:

The author [Beethoven] is determined to show that the human brain cannot be sold either like coffee beans or like any form of cheese which, as everyone knows, must first be produced from milk, urine and so forth—The human brain is inherently inalienable.[fn_27]

Beethoven was very conscious of his mission in life: to be as creative as he could be, in order to uplift needy humanity with the power of his music. To adopt the immortal mission of the artist: to ennoble the present, and future generations. There was no standing still or entropy, but, instead, what LaRouche called anti-entropy. Motivated by his love for mankind, Beethoven willfully became more and more conscious of his own creative powers, and constantly strove to leap up to the next higher level of creativity, with the explicit goal of more closely reaching the power of God’s own creativity. (See box: Beethoven: ‘To Spread the Rays of the Godhead’)

The Sublime

Beethoven’s passion to fulfill his mission gave him the power to rise above personal adversity, in the form of his increasing deafness. As he put it in his moving Heiligenstadt testament, he was in anguish about losing that very sense which he ought to have in perfection.

Schiller calls this the sublime—our ability to rise above sensual pain, for the purpose of a higher mission.

In 1813, Beethoven wrote: “Lend sublimity to my highest thoughts, enrich them with truths that remain truths forever!”[fn_28]

He copied from another source: “Everything that is called life should be sacrificed to the sublime and be a sanctuary of art.”[fn_29]

Beethoven wrote to his good friend Dr. Franz Wegeler, in about 1801, about his anxiety during the previous two years because of his increasing deafness, and recent happy moments due to a woman he was now in love with, continuing:

For me there is no greater pleasure than that of practicing and displaying my art. My strength, both in body and mind, for some time has been on the increase. Every day brings me nearer to the goal which I feel but cannot describe. And it is only in that condition that your Beethoven can live. There must be no rest—I know of none but sleep…. I will seize fate by the throat; it shall certainly not wholly overcome me. Oh! life is so beautiful. Would that I could have a thousand lives![fn_30]

A year later, in the testament Beethoven wrote in Heiligenstadt addressed to his brothers, but never sent, he penned that he was so desperate, that he had considered taking his own life. But he could not morally allow himself to do so, because he knew that he had so much more music to give humanity:

But what a humiliation for me when someone standing next to me heard a flute in the distance and I heard nothing, or someone heard a shepherd singing and again I heard nothing. Such incidents drove me almost to despair; a little more of that and I would have ended my life—it was only my art that held me back. Ah, it seemed to me impossible to leave the world until I had brought forth all that I felt was within me…. “Divine one, thou seest my inmost soul thou knowest that therein dwells the love of mankind and the desire to do good.” Ever since my childhood my heart and soul have been imbued with the tender feeling of goodwill; and I have always been inclined to accomplish great things.[fn_31]

This became Beethoven’s moral imperative—Beethoven, the musician, and Beethoven, the man.

On September 17, 1824 to publisher Schott, after writing that his health was poor:

Apollo and the Muses will not yet hand me over to the Scythe Man, for I still owe them much; and before my departure for the Elysian Fields I must finish what the spirit suggests to me [or, as another translation has it: what the Eternal Spirit has infused into my soul[fn_32]] and commands me to finish. It is to me as if I had only written a few notes.[fn_33]

In art, there is a seeming paradox. The artist’s thoughts are often light years ahead of the general population, yet the mission of the artist is to ennoble just those people through the aesthetical experience—to raise the sights of the people to the stars. Beethoven, especially, felt this paradox, but was determined to compose at the highest level he could, despite complaints that his works were either unplayable, or not understandable.

View full size

Beethoven, sculpted by Hugo Hagen in 1898.

Beethoven for Us, Today

Though he could not hear music with his ears, Beethoven heard music in his mind and felt it in his soul. He would go on to produce what many consider the greatest music in human history. That is why people all over the world still perform and listen to his music. That is also why we must strive to present Beethoven’s music to those, emphatically including young people, who don’t know the beauty they are missing. Let us give it to them, as Beethoven’s present to everyone, on the occasion of his 250th birthday.

Dear reader, take the opportunity to celebrate Beethoven’s birthday by immersing yourself in listening to, and even playing and singing, his works, so that you may better understand the creative beings that we are. Notes on paper represent not just tones, but the keys to Beethoven’s creative mind. Thereby, you can confirm a positive image of man, which also had a political dimension for Beethoven—the pursuit of freedom.

Six months after leaving Bonn, Beethoven quoted from Friedrich Schiller’s play, Don Carlos in the commemorative leaf that he wrote for a woman: “Do well where one can, love freedom above all, never renounce the truth, not even before the royal throne.”[fn_34]

As Schiller said, the road to Freedom goes through Beauty. That was Schiller’s solution after the French Revolution, which did not end like the American Revolution, but in a bloodbath.[fn_35] It is not rage and anger that will transform our society for the better, but reasoned future-oriented policy proposals based on the most noble image of man.

Beethoven characterized humanity as “we mortals with immortal minds.” His creativity can speak directly to you from his place in the “simultaneity of eternity,” the place LaRouche often spoke of, outside of space and time, where the emanations of the most creative people in history are found.

From a letter to a painter: “Continue to paint and I shall continue to write down notes, and thus we shall live—forever?—yes, perhaps, forever.”[fn_36]

“I would rather set to music Homer, Klopstock, Schiller, although even these would cause difficulties, but these immortal poets are worth it.”[fn_37]

To fellow composer Luigi Cherubini: “True art is imperishable, and the true artist feels inward pleasure in the production of great works.”[fn_38]

We can drink from this fountain of creativity, and nourish ourselves, so that, hopefully, we may contribute, each in his or her own way, to enriching the flow.

And ye musicians: strive to master Beethoven’s compositional principles so that we may rediscover the almost lost art of composing beautiful and profound music, and, maybe, even, go beyond.

Let Beethoven aid us in developing our own creative powers so that we may generate nothing less than a new global renaissance, for the sake of needy humanity.

mich.ras@hotmail.com

Read the author’s other articles on culture at https://rasmussenmichelle.academia.edu/.

View full size

EIRNS/Sylvia Spaniolo

“The true artist feels inward pleasure in the production of great works.” —Beethoven. Here, the Schiller Institute NYC Chorus and orchestra in a concert on Schiller’s birthday, St. Bartholomew’s Church, New York, November 18, 2018. The Schiller Institute encourages members of the public to join the Chorus.


[fn_1]1. Lyndon LaRouche, Think Like Beethoven, paperback available here[back to text for fn_1]

[fn_2]2. Dr. A.C. Kalischer, Beethoven’s Letters, With Explanatory Notes, Dover, 1972, page 160. [back to text for fn_2]

[fn_3]3. Michelle Rasmussen, “ ‘All Men Become Brothers’: The Decades-Long Struggle for Beethoven’s Ninth Symphony,” EIR Vol. 42, No. 26, June 26, 2015, pages 38-51[back to text for fn_3]

[fn_4]4. Maynard Solomon, “Reason and Imagination: Beethoven’s Aesthetic Evolution,” in Historical Musicology: Sources, Methods, Interpretations, by Stephen A. Crist and Roberta Montemorra Marvin (editors), University of Rochester Press, 2008, page 189. [back to text for fn_4]

[fn_5]5. Kalischer, page 68. See note 2. [back to text for fn_5]

[fn_6]6. Kalischer, page 331. [back to text for fn_6]

[fn_7]7. From a more extensive footnote about Plato written by Edgar A. Poe in “The Colloquy of Monos and Una.” The Complete Tales and Poems of Edgar Allan Poe, Modern Library, 1938, page 446. [back to text for fn_7]

[fn_8]8. Written in Lenz von Breuning’s album, Kalischer, page 11. [back to text for fn_8]

[fn_9]9. Speech delivered to the Schiller Institute conference, “Classical Culture, an Imperative for Mankind,” held in Rüsselsheim, Germany, July 3, 2011. EIR Vol. 38, No. 27, July 15, 2011, pages 30-38. [back to text for fn_9]

[fn_10]10. Azquotes.com/quote/864207 [back to text for fn_10]

[fn_11]11. Albert Einstein, Einstein On Cosmic Religion and Other Opinions & Aphorisms. goodreads.com/quotes/423568. [back to text for fn_11]

[fn_12]12. www.azquotes.com/quote/831606. [back to text for fn_12]

[fn_13]13. brainyquote.com /quotes/albert_einstein_121643. [back to text for fn_13]

[fn_14]14. Read the article, “Einstein the Artist,” by Shawna Halevy, one of LaRouche’s collaborators. EIR Vol. 39, No. 19, May 11, 2012, pages 58-66 [back to text for fn_14]

[fn_15]15. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 194. See note 4. [back to text for fn_15]

[fn_16]16. Counterpoint is the art of writing two or more lines, or voices, of music designed to be in dialogue with each other, from “point against point,” writing a contrary note to a given note, or point. [back to text for fn_16]

[fn_17]17. Michael Hamburger (editor), Beethoven: Letters, Journals and Conversations, Thames & Hudson, 2007, page 199. [back to text for fn_17]

[fn_18]18. Maynard Solomon, Beethoven Essays, Harvard University Press, 1990, page 127. [back to text for fn_18]

[fn_19]19. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 194. [back to text for fn_19]

[fn_20]20. Over September 20-22, 1995, the Schiller Institute sponsored a series of seminars featuring Lyndon LaRouche’s close friend and collaborator Norbert Brainin, at the Dolná Krupá castle in Slovakia. Watch Mr. Brainin demonstrate the principle of motivic through composition in Seminar No. 4 here, or read more about it here[back to text for fn_20]

[fn_21]21. To Baron Carl August von Klein in 1826, Kalischer, page 365. [back to text for fn_21]

[fn_22]22. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 191. [back to text for fn_22]

[fn_23]23. Op. cit., page 192. [back to text for fn_23]

[fn_24]24. A word coined before Schiller, by Johann Georg Adam Forster in writing about Benjamin Franklin. [back to text for fn_24]

[fn_25]25. Kalischer, page 330. [back to text for fn_25]

[fn_26]26. Manuel Komroff, Beethoven and the World of Music, Dodd, Mead, 1961, page 164. [back to text for fn_26]

[fn_27]27. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 190. [back to text for fn_27]

[fn_28]28. Hamburger, Beethoven: Letters, page 122. See note 17. [back to text for fn_28]

[fn_29]29. Birgit Lodes, in William Kinderman (editor), The String Quartets of Beethoven, University of Illinois Press, 2020, page 186. [back to text for fn_29]

[fn_30]30. Kalischer, page 23. [back to text for fn_30]

[fn_31]31. Thayer’s Life of Beethoven, Vol. I, revised and edited by Elliot Forbes, Princeton University Press, 1991, page 305. [back to text for fn_31]

[fn_32]32. Maynard Solomon, Late Beethoven: Music, Thought, Imagination, University of California Press, 2004, page 93. [back to text for fn_32]

[fn_33]33. Kalischer, page 332. [back to text for fn_33]

[fn_34]34. To Theodora Johanna Vocke in Nuremberg, May 22, 1793. Joseph Schmidt-Görg, ”A Schiller Quote from Beethoven in a New Perspective,” in Günter Henle, Music, Edition, Interpretation, 1980, page 423. [back to text for fn_34]

[fn_35]35. Beethoven actually expressed his desire to travel to North America. “If only God will restore me to my health, which to say the least, has improved, I could do myself justice, in accepting offers from all cities in Europe, yes, even North America, and might still prosper.” Beethoven received a request for an oratorio from Boston’s Musical Society, which, in the end, he did not write. Kalischer, page 289. [back to text for fn_35]

[fn_36]36. Solomon, Late Beethoven, page 98. See note 32. [back to text for fn_36]

[fn_37]37. Kalischer, page 321. [back to text for fn_37]

[fn_38]38. Kalischer, page 296. [back to text for fn_38]

Beethoven Thought in Metaphor

Even when he was not composing, Beethoven thought in metaphor. In response to a letter from his brother which was proudly signed “landowner,” Beethoven signed his letter, “brain-owner.”a[fn_1]

From a remembrance by music critic and literary figure, Johann Friedrich Rochlitz: “Once he is in the vein, rough, striking witticisms, droll conceits, surprising and exciting paradoxes suggest themselves to him in a continuous flow.”b[fn_2][fn_3]

From his student Karl Czerny: “He could introduce a play on words anywhere.”c For example, “As regards Frau v. Stein [stone in English], I beg her not to let Herr v. Steiner be petrified, so that he may still be able to serve me.”d[fn_4]

Or he could make up funny words, calling a fugue “tone-flight-work.”e[fn_5]

Here is an example of the great fun Beethoven had when writing to Tobias Hasslinger, publisher Sigmund Anton Steiner’s assistant, who later became the publisher (Beethoven usually called Hasslinger the “little adjutant,” Beethoven being “Generalissimus”):

I dreamed that I was taking a far journey, as far as Syria, as far as India, back again as far as Arabia; finally I came indeed to Jerusalem. The Holy City prompted thoughts about the Holy Writ [Bible], when, and no wonder, I thought of the man Tobias [from the Bible], and naturally that led to my thinking of our little Tobias and our pertobias[sen] [making the name a verb, then a noun meaning to turn the name ‘Tobias’ into musicf[fn_6]]; now, in my dream journey, the following canon occurred to me:g[fn_7]

View full size

Beethoven then forgot the canon*[fn_8], and when he remembered it again, it had turned into a three-voice canon, which he held as strongly as Menelaus had held Proteus.

His letter to Tobias Hasslinger continues:

Soon I shall send in something about Steiner, too, just to prove that he hasn’t a heart of stone. Farewell, very dearest of friends, we wish you continually that you may never be true to the name of publisher and may never be publicly humiliated…. [The pun on Verleger (publisher) and verlegen (embarrassed, at a loss) was one of which Beethoven was especially fond.]h[fn_9]

Enclosed in a letter to a publisher in 1825 with some canons, Beethoven includes:

[A] supplement, a romantic description of the life of Tobias Hasslinger in 3 parts. First part: Tobias is an assistant of the celebrated authority, Capellmeister Fux—and holds the ladder to his Gradus ad Parnassum [steps to Parnassus, the mountain where the Muses live, the name of Fux’s pedantic book on counterpoint]. As he is now inclined to practical joking, through shaking and pushing the ladder he causes many of those who had got fairly high up to fall headlong and break their necks, &c. He now bids farewell to our clod of earth and reappears at the time of Albrechtsberger [a leading counterpoint teacher who gave Beethoven some lessons].

2nd part. The already existing Fuxian nota cambiata [changed note] is now treated in conjunction with A[lbrechtsberger]. and the changing notes thoroughly expounded; the art of creating a musical skeleton is carried on to the highest degree, &c. Tobias, now a caterpillar, is turned into a grub [butterfly larva], is developed, and appears for the third time on this earth.

3rd part. The scarcely formed wings now hasten to the Paternostergässl [the address of the publisher]; he becomes Paternostergässler Capellmeister, and having gone through the school of the changing notes [Wechselnoten] he retains nothing of them but the change [Wechsel], and so gains the friend of his youth, and finally becomes a member of several inland empty-headed societies, &c. If you ask him, he will certainly allow this account of his life to be published.i[fn_10]

[back to text]


[fn_1]a. Russell Sherman, Piano Pieces, Farrar, Straus and Giroux, September 30, 1997, page 114. [back to text for fn_1]

[fn_2]b. Oscar Sonneck (editor), Beethoven: Impressions by His Contemporaries, Dover Books, 1967, page 128. [back to text for fn_2]

[fn_3]c. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 223. [back to text for fn_3]

[fn_4]d. Kalischer, page 229. [back to text for fn_4]

[fn_5]e. Kalischer, page 356. [back to text for fn_5]

[fn_6]f. The Free Dictionary Language Forums, by Farlex, “Beethoven’s writing: question.” [back to text for fn_6]

[fn_7]g. Kalischer, page 281. [back to text for fn_7]

[fn_8]https://beethoven.ru/node/909 [WoO 182: O Tobias!, трехголосный канон Бетховен (beethoven.ru)] [back to text for fn_8]

[fn_9]h. The Unheard Beethoven website, “Canon, O Tobias, WoO 182.” [back to text for fn_9]

[fn_10]i. Kalischer, page 229. [back to text for fn_10]

View full size

Beethoven: ‘To Spread the Rays of the Godhead’

In a letter to Archduke Rudolph, Beethoven wrote:

There is nothing higher than to approach the Godhead more nearly than other mortals and by means of that contact to spread the rays of the Godhead through the human race.j[fn_1]

To Emilie, a girl of 8 to 10 years old, who had written to him in 1812:

Persevere, do not only practice your art, but endeavor also to fathom its inner meaning; it deserves this effort. For only art and science can raise men to the level of gods…. The true artist has no pride. He sees unfortunately that art has no limits; he has a vague awareness of how far he is from reaching his goal; and while others may perhaps be admiring him, he laments the fact that he has not yet reached the point whither his better genius only lights the way for him like a distant sun.

I should probably prefer to visit you and your family than to visit many a rich person who betrays a poverty of mind. If I should ever go to H., then I will call on you and your family. I know of no other human excellences than those which entitle one to be numbered among one’s better fellow creatures. Where I find people of that type, there is my home.k[fn_2]

In the 1790s, he wrote about the need “to strive towards the inaccessible goal which art and nature have set us.”l[fn_3]

When asked which of the string quartets opera 127, 130, 132 was the greatest: “Each in its way. Art demands of us that we shall not stand still…. You will find a new manner of part writing and thank God there is less lack of fancy than ever before.”m[fn_4]

For the artist “there is no more undisturbed, more unalloyed or purer pleasure” than that which comes from rising “ever higher into the heaven of art.”n[fn_5]

Freedom and progress are the aims throughout creation:

[T]he older composers render us double service, since there is generally real artistic value in their works (among them only the German Handel and Seb. Bach possessed genius). But in the world of art, and in the whole of our great creation, freedom and progress are the main objectives. And although we moderns are not quite as far advanced in solidity as our ancestors, yet the refinement of our customs has enlarged many of our conceptions as well.o[fn_6]

Dr. Kalischer commentsp[fn_7] on a letter of Beethoven to a court lawyer, Dr. Johann Baptist Bach: “We may recall the fact that the composer thought of writing an Overture on the name [B-A-C-H: B-flat, A, C, B-natural in German letter notation]; there are many sketches, the following is among some for the Tenth Symphony:

View full size

In a letter to the new directors of the Royal Imperial Court Theatre in Vienna, Beethoven wrote: “[T]he undersigned has always striven less for a livelihood than for the interests of art, the ennoblement of taste and the uplifting of his genius towards higher ideals and perfection.”q[fn_8]     [back to text]


[fn_1]j. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page189. [back to text for fn_1]

[fn_2]k. Emily Anderson (editor), Letter No. 376, in The Letters of Beethoven, Vol. 1, W.W. Norton, 1986, pages 380-381. [back to text for fn_2]

[fn_3]l. Solomon, “Reason and Imagination,” in Historical Musicology, page 191. [back to text for fn_3]

[fn_4]m. Ibid., page 192. [back to text for fn_4]

[fn_5]n. Ibid., page 192. [back to text for fn_5]

[fn_6]o. Ibid., page 192. Words in parentheses from Kalischer, page 270. [back to text for fn_6]

[fn_7]p. Kalischer, page 326. [back to text for fn_7]

[fn_8]q. Thayer’s Life of Beethoven, revised and edited by Elliot Forbes, Vol. I, Princeton University Press, 1991, page 426. [back to text for fn_8]

     

SUBSCRIBE TO EIR

[back to text]

Back to top    Go to home page

This article appears in the March 5, 2021 issue of Executive Intelligence Review.

January 17, 1990

In the Garden of Gethsemane

by Lyndon H. LaRouche, Jr.

[Print version of this article]

Editor’s Note: This essay was first published in EIR Vol. 44, No. 37, September 15, 2017, pages 19-21.

A prophet is not without honor, save in his own country.

—Matthew 13:57

Those of us who find ourselves in Gethsemane—a Gethsemane where we are told that we must take a role of leadership with our eye on Christ on the Cross—often experience something which, unfortunately, most people do not. We tend to look at things from a different standpoint. Before trying to situate how I see the recent period, and the period immediately before us, I should try to communicate what my viewpoint is, a viewpoint which I know is shared in some degree of very close approximation by everyone who has gone to Gethsemane with the view of the Cross in his eyes, saying, “He did it, I am now being told that I must, too, walk in His way.”

What I suggest often, in trying to explain this to a person who has not experienced it, is to say: “Imagine a time 50 years after you’re dead. Imagine in that moment, 50 years ahead, that you can become conscious and look back at the entirety of your mortal life, from its beginning to its ending. And, rather than seeing that mortal life as a succession of experiences, you see it as a unity. Imagine facing the question respecting that mortal life, asking, “Was that life necessary in the total scheme of the universe and the existence of mankind, was it necessary that I be born in order to lead that life, the sum total of that number of years between birth and death? Did I do something, or did my living represent something, which was positively beneficial to present generations, and implicitly to future generations after me? If so, then I should have walked through that life with joy, knowing that every moment was precious to all mankind, because what I was doing by living was something that was needed by all mankind, something beneficial to all mankind.”

If I am wise, then 50 years after my death, in looking back at my mortal life, I know that from the beginning with my birth, to the end with my death, that my truest self-interest was the preservation and enhancement of that which made my having lived important to those around me and those who came after me.

That is the beginning, I think, of true wisdom; that is the beginning of the Passion, which sometimes enables each of us when called, to walk through our own peculiar kind of Gethsemane. It is from this standpoint, that the mind of an individual such as our own, can efficiently comprehend history in the large.

A second point, which I often raise, I think is essential to understand the few simple observations I have to make here. It is that, in human reason, in the power, for example, to effect a valid, fundamental scientific discovery, which overturns, in large degree, previous scientific opinion, we see a fundamental distinction between man and all beasts. This power of creative reason, typified by the power to make a valid, fundamental scientific discovery, and also the power to transmit and to receive such a discovery, is that which sets man apart from and above the beasts.

The emotion associated with that kind of human activity, whether in physical science, in the development of creative works or performance of creative works of classical culture or simply in the caring for a child to nurture that quality of potential for discovery in the child, is true love. Creative activity is human activity, and the emotion associated with that kind of activity, is true love.

We start from that and say that society must be based on these considerations, that. every human being, being apart from and above the animals, has the right and the obligation to live an important life. Every human being has the right to do something, such that if one looked back 50 years after the death of that person at his or her whole mortal life, one could have said, that life was necessary to all humanity. At the same time, one could distinguish some use of this creative power of reasoning as the activity which made that life important, simply, sometimes, the development of that creative power.

View full size

Lyndon H. LaRouche, Jr.

Two Conflicting Views of Mankind

We have, in the entirety of the approximately 2,500 years of Western European history, which includes the history of the Americas, two conflicting views of mankind. One view shares more or less the standpoint I’ve just identified: We view the human individual as bearing the divine spark of potential for reason, as a sacred life; a spark of reason which must be developed by society, nurtured by society, given opportunity for fruitful expression by society; a quality of activity whose good works must be adopted by society, protected by society, and preserved by society, for the benefit of present and future generations. That is the republic, the republic as conceived by Solon’s constitution of Athens—a notion of republic, which, in our time, is made nobler by the Christian understanding, which transforms and elevates the contributions of Solon and Socrates after him.

On the other side, there is the conception of Sparta, a privileged oligarchy, brutalizing the helots, the slaves, the so-called lower classes. That, too, is a model society, not a republic, but an oligarchy.

The struggle between these two views of mankind is epitomized by the struggle between President and General George Washington, on the one side, and King George III on the other. George Washington was a soldier and statesman of the republic, not a perfect one, but a good one. On the opposite side was poor King George III, the puppet of the evil Earl of Shelbourne, and the epitome of oligarchism, the heritage of Sparta. The tradition of King George III, which deems that some men must be kept slaves, is an oligarchical view, which hates the idea of the equality of the individual in respect to the individual human being’s possession of that divine spark, the individual human being’s right to the development of that spark, the nurture of its activity, and the defense and perpetuation of its good works.

Such is the conflict. In our time, the great American Republic, by virtue of the cultivation of ignorance and concern with smallness of mind, and neglect of the importance of what comes after us in the living of our mortal lives, has been so undermined, degraded, and corrupted, that we as a nation no longer are the nation we were conceived to be, but instead have become a nation brain-drained in front of our television sets, thinking with greater passion about mere spectator sports or mere television soap-opera than we do about urgent events in real life. We are a nation seeking gratification in drugs, in sordid forms of sexual activity, in other sordid entertainments, in that kind of pleasure-seeking, which echoes the words Sodom and Gomorrah.

And so, oligarchism, that which George III of England represented back in the eighteenth century, has taken over and rules the land which was once George Washington’s.

What this leads to is this. Today, there is a great revolution around the world against tyranny in all forms. So far, this revolution has manifested itself within the communist sector against communist tyrannies. But it is coming here, too. Wherever the divine spark of reason is being crushed by oligarchical regimes, with all their cruelties, the divine spark of reason within human beings inspires them to arise, to throw off the tyranny—not out of anger and rage against tyranny, but because the divine spark of reason in each person must be affirmed. We seek not merely to be free from oligarchy; we seek to be free from oligarchy, because not to do so would be to betray the divine spark of reason in ourselves and in others.

Agapē

The secret of great revolutions, of great civil rights movements, as Dr. King’s example illustrates, is this capacity, which the Greek New Testament called agapē, which Latin called caritas, which the King James version of the Bible calls charity, which we otherwise know as love. Whenever this power of love, this recognition of that divine spark, setting us above the beasts, prevails, wherever people can approximate that view of the sum total of their lives, as if from 50 years after their deaths, whenever movements arise which, out of love, produce people who are willing, not fruitlessly, but for a purpose, to lay down their lives, so that their lives might have greater meaning, for this purpose—there you have the great revolutions of history.

If we were to project events on the basis of what is taught in the schools about revolutions and other struggles of the past, then the human race at present were doomed. If we say that people struggle against this and that oppression, and so forth, and out of rage or whatnot, overthrow their cruel oppressor, we should lose; the human race would lose. However, if we touch the force of love, the spark of divine reason, we unleash a force, a creative force, a divine force, which is greater than any adversary, and we win. Those revolutions, which are based upon the appeal to this divine spark of reason within the individual, prevailed. Those which worked otherwise produced abominations, or simply failed.

Yes, we must struggle against injustice. But it is not enough to struggle out of anger. We must struggle out of love. And that we learn best, who have had to walk as leaders of one degree or another, through our own Gethsemane, with the image of the Cross before us.

That is the best I can say. I might say it better, but what I try to say with these poor words, is the best I can say summarily, on the subject of current history. I believe, that the great upsurge of humanity, implicit in the optimism I express, is now in progress. I am persuaded that we shall win, provided that each of us can find in ourselves that which makes us the right arm of the Creator, a man, a woman of providence, within the limits of our own capacities and opportunities.

Lyndon H. LaRouche, Jr.

Dictated from prison

Rochester, Minnesota

January 17, 1990

clearclear

clear




Live streaming 24-timers Beethoven 250 års fødselsdag fest! 16.-17. december

Videoarkivet bliver klart om 2 dage. Klik her på FFRCC’s hjemmeside.

Vi inviterer dig til at nyde en 24-timers international fejring af Ludwig van Beethoven, fra den 16.-17. december 2020, datoen for hans 250 års fødselsdag. Fejringen blev præsenteret af Schiller Instituttets Venner, The Foundation for the Revival of Classical Culture (Fond for genoplivning af klassisk kultur). Deltag! De delte hilsner fra hele verden; videohyldest af forskellige typer; og for det meste hans herlige musik, der fejrer hans sind, kunstneriske vision og mission. Det var levende arrangeret med særlige gæster, kommentarer og sjældne optagelser af Beethovens værker.

”Jeg vil tage skæbnen i kraven; den vil aldrig bøje mig helt efter dens vilje.”
– Ludwig van Beethoven




Beethoven 250 år og menneskehedens æstetiske opdragelse

Afskrift af en tale Michelle Rasmussen, næstformand for Schiller Instituttet i Danmark, holdt ved Schiller Instituttet i Danmarks videokonference: Verden efter valget i USA, den 8. december 2020

Se hele konferencen her.

Vi har en civilisationskrise: en konfrontationspolitik, som kan føre til krig med Rusland og Kina, en COVID-19-pandemi, økonomiske og finansielle kriser og en voksende sultkatastofe i Afrika.
Vil vi etablere en ny retfærdig økonomisk verdensorden eller vil det ende i kaos og krig?

Det er en kamp mellem helt forskellige menneskesyn.
LaRouche understregede altid: hvad er forskellen mellem mennesker og dyr?
Er vi dyriske?
Eller har vi en iboende kreativ erkendelsesevne, som gør os i stand til at opdage nye principper — noget nyt, som ingen andre har tænkt på.
I videnskab opdager vi nye naturvidenskabelige principper.
I kunst opdager vi nyt om vores egne kreative evner, som kan deles med andre, som i et orkester eller kor eller med tilhørerene.

Skønhed, som Schiller sagde, forædle vores følelser og vores intellekt —
ikke kun rå følelser som dominerer os uden intellekt,
ikke kun intellekt uden medfølelse og næstekærlighed.

Men gennem at lege, speciel gennem kunst, at spille, kan de to går op i en højere enhed, som vi kalder en æstetisk tilstand, når vi er omfavnet af skønhed.

Det var Schillers løsning efter den franske revolution, som ikke endte som den amerikanske, men i et blodbad.

Platon skrev, at den vigtigste uddannelse for sjælen var musik — at fylde sjælen med skønhed og gøre den skøn.
Mennesket ville så lovprise skønhed, modtage den med glæde i sin sjæl, og blive til en skøn sjæl.

Den 16. december fejrer vi Beethoven 250-års fødselsdag.
Vi fejrer ham, som en af de mest kreative sjæle i historien, men vi fejrer også menneskehedens erkendelsesmæssige evner.

Studér Beethoven for bedre at forstå, hvad vi mennesker er.
Beethoven, selv da han ikke var i stand til at høre sin egne musik, hørte den alligevel i sit sind, og udfordrede sig selv til at lave det ene gennembrud efter det anden.

Der var ingen stilstand eller entropi, men hvad LaRouche kalder ikke-entropi.

At viljemæssigt blive mere og mere bevist om, at kende sine egne erkendelsesmæssige evner, og presse dem til det yderste for at kunne stige op til det næste niveau, og som han skrev, at nærme sig Guds egen skaberkraft.

Og han havde et formål: at opløfte den trængende menneskehed.
Han var bevidst om musikkens rolle med at forædle menneskene.

Gennem at spille, synge eller lytte, kan Beethovens kreativitet deles med andre —
noderne på papiret, er ikke kun toner, men nøglen til Beethovens kreative sind.

Og dermed kan andre mennesker bekræfte et positivt menneskesyn, som også havde en politisk dimension for Beethoven — stræben efter frihed.
Som Schiller sagde, vejen til frihed går gennem skønhed.

For at fejre Beethoven så lyt til eller syng og spil hans værker. Genoplev hans åndelige gennembrud, bekræft den menneskelig kreativitet, skab et samfund, hvor vi kan genopdage den tabte kunst at skabe skøn musik,
måske endnu mere kreativ end Beethoven, og udvikle vores erkendelsesmæssige evner, for hele menneskehedens skyld.

Så blev der spillet den første del af 2. sats af Beethovens 7. symfoni, dirigeret af Wilhelm Furtwängler, som eksempel.
Ud fra en enkel begyndelse tilføjes flere og flere stemmer for at skabe noget stort og opløftende.

Se også Deadlines indslag om Beethoven 250 år den 7. december 2020 14,

Klik her og så 14:46 minuter inde i programmet




Videoerne fra Schiller Instituttets internationale konference
lørdag og søndag den 12.-13. december
Verden efter det amerikanske valg:
Skabelsen af en verden baseret på fornuft

Panel 1, lørdag den 12. december kl. 15 dansk tid:

”Hold sammen eller hver for sig”: Frie og suveræne republikker, eller digitalt diktatur. (Se beskrivelsen nedenunder.)

Panel 2: lørdag den 12. december kl. 19 dansk tid:

Undgå faren for 3. verdenskrig: En strategisk orden baseret på menneskehedens fælles mål. (Se beskrivelsen nedenunder.) 

Panel 3: søndag den 13. december kl. 15 dansk tid:

Overvind den globale sundhedskrise og den pandemiske hungersnød: Tænkning på niveauet af modsætningernes sammenfald. (Se beskrivelsen nedenunder.)

Panel 4: søndag den 13. december kl. 19 dansk tid:

En menneskelig fremtid for ungdommen: En renæssance drevet af Beethovens klassiske kultur. (Se beskrivelsen nedenunder.)

1 minute lang video invitation:

Lørdag-søndag den 12.-13. december kl. 15 dansk tid begge dage afholder Schiller Instituttet en international konference via internettet for at behandle det presserende spørgsmål, som hele menneskeheden står over for: “Verden efter det amerikanske valg: Skabelsen af en verden baseret på fornuft.” Grundlægger og præsident for Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, meddelte, at en fuld invitation og foreløbig liste over talere snart vil være tilgængelig, og at konferencens indhold vil fokusere på følgende:

Uanset udfaldet af den uhørte kamp omkring det nylige amerikanske valg, står det allerede klart, at det ikke kun er en intern amerikansk affære, men også en begivenhed af højeste internationale strategiske betydning. Efter fire år med en fuldstændig synkroniseret international dæmoniserings-kampagne imod præsident Donald Trump, men samtidig også mod præsident Vladimir Putin i Rusland og præsident Xi Jinping i Kina, Russiagate, en fejlslagen rigsretssag, åbent oprør og nu skamløs valgsvindel – er det vigtigt, at verden hurtigt forstår: Udfaldet af denne kamp er valget mellem 3. verdenskrig eller fred.

Trump har tiltrukket sig den ubændige vrede fra det som præsident Eisenhower identificerede som det militærindustrielle kompleks – det permanente bureaukrati, den såkaldte ‘Deep State’ og de økonomiske interesser, der kontrollerer dem, såsom City of London og Wall Street – fordi han vovede at bekendtgøre, at han ønskede at ‘afslutte de endeløse krige’, og at han mente, at et godt forhold til Rusland og Kina ‘er en god ting, ikke en dårlig ting!’.

Hvis en mentalt svækket Joe Biden blev indsat som symbolsk præsident i et par uger, for sidenhen at blive erstattet af Kamala Harris og Obama-Bush’s intervenerende krigsapparat, kunne verden på kort sigt blive trukket ind i en krig mod Rusland og Kina, hvilket ville omfatte en udvidelse af den politiske konfrontation til verdensrummet.

De to dages dialog og drøftelser med simultantolkning på forskellige sprog, herunder spansk, fransk og tysk, vil omfatte følgende paneldiskussioner:

PANEL I. ”Hold sammen eller hver for sig”: Frie og suveræne republikker, eller digitalt diktatur (lørdag d. 12. december, kl. 15 dansk tid): Dette panel vil diskutere konsekvenserne af det nuværende drama, der udspiller sig i USA, den globale kamp for at erstatte det nuværende bankerotte finanssystem med et nyt paradigme, skitseret over fem årtier af Lyndon LaRouche. Konferencen afholdes på tærsklen til Valgkollegiets møde den 14. december, hvor det besluttes hvem der bliver den næste præsident for USA. På det tidspunkt vil beviserne for klagerne om valgsvindel – påstanden fra præsident Trumps advokater om, at de har dokumenteret bevis for, at han vandt valget; metoderne til valgsvindel som rapporteret af ”whistleblowere”, og afsløringen af andre kapaciteter og handlinger, som er en del af det statskup der truer USA – stå klart, før valgmændene skal træffe deres valg. Konferencepanelet vil samle fremtrædende eksperter indenfor områderne af den amerikanske forfatning, lovgivning og efterretningsvirksomhed, og vil understrege den dramatiske relevans i dag af Benjamin Franklins svar på spørgsmålet om, hvilken slags regering USA havde modtaget fra ham: “En republik – hvis vi kan beholde den.”

Panel I speakers:
Moderator’s Welcoming Remarks
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Institute President: Introduction
Marino Elsevyf (Dominican Republic), Attorney-at-Law, Member of the 1995 Martin Luther King International Tribunal: Report from the International Investigative Commission on Truth in Elections
David Meiswinkle (US), Attorney-at-Law; Report from the International Investigative Commission on Truth in Elections
Viktor Dedaj (France), citizen-journalist, “The Crucifixion of Julian Assange: A Journalist Committed to Truth and Peace.”
Harley Schlanger (US), Board of Directors, Schiller Institute, Inc., “What Are the Principles and Facts Concerning the Recent US Election”
David Christie (US): ”The British Empire’s Digital Dictatorship: Censorship and Mass Social Control”
Q & A Session

PANEL II. Undgå faren for 3. verdenskrig: En strategisk orden baseret på menneskehedens fælles mål (lørdag d. 12. december, kl. 19 dansk tid): Hvad der må gøres for at sætte en ny international sikkerhedsarkitektur på den internationale dagsorden; en, som sikrer overlevelsen af den menneskelige art. Paneldeltagerne vil lokalisere krigsfaren i sammenhæng med det verserende nedbrud af det transatlantiske finansielle system og diskutere de potentielle konsekvenser af planerne, som dette systems centralbanker har for digitaliseringen af betalingsmidler. Indførslen af de fire love, der er foreslået af Lyndon LaRouche, er fortsat påtrængende nødvendigt, herunder kravet om at etablere et internationalt kreditsystem i form af et Nyt Bretton Woods-system, samt behovet for internationalt samarbejde inden for rumforskning og en fusionsbaseret økonomi. Det er derfor yderst påtrængende, at P5-topmødet, foreslået af præsident Putin, med de fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, straks indkaldes, for på dette fremskredne tidspunkt i krisen er det en pligt for de mest magtfulde nationer i verden at handle i fællesskab for at undgå en geopolitisk katastrofe. Dette topmøde, eller bedre, række af topmøder, må definere løsninger på de eksistentielle udfordringer menneskeheden står over for, samt definere områderne for menneskehedens fælles mål, såsom at opnå nye økonomiske platforme for verdensøkonomien ved kommerciel anvendelse af termonuklear fusionsenergi, og internationalt samarbejde inden for rumforskning.

Panel II Speakers
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Institute President
Yan Wang, PhD, “The Chinese Economic Model”
Marcelo Muñoz (Spain), Founder and President Emeritus, Cátedra China, “China and the US: Rivalry, Confrontation, or Cooperation”
Ole Doering, PhD (Germany), Karlsruhe Institute of Technology: “A Salutogenic Symphony with Ancient Chinese Philosophy: Harmony as Polyphonic Accord and Peace as Expressive Equilibrium. Can We Make It Work?”
Prof. Emmanuel Dupuy (France), Founder and President, Institute of European Prospective and Security (IPSE): “What is at Stake in the on-going Renovation of Nuclear Doctrines and Ballistic Treaties: What Agenda for the European Countries in the Context of a Strategic Autonomy of Europe.”
Col. Richard H. Black (USA Ret.), former head of the Army’s Criminal Law Division of The Pentagon, former State Senator (Va.): “NATO Must Be Dissolved”
Q & A Session
Paul Gallagher, (US), Executive Intelligence Review, Editorial Board, “LaRouche’s New Bretton Woods and the Central Banks —
There’s Not Enough Room in this World for Both of Them”
Marc-Gabriel Draghi (France), Economist: “Orderly Debt Cancellation: Historical Precedents and Present Relevance.”
Q & A Session

PANEL III. Overvind den globale sundhedskrise og den pandemiske hungersnød: Tænkning på niveauet af modsætningernes sammenfald (søndag d. 13. december, kl. 15 dansk tid): At overvinde de ødelæggende konsekvenser over hele verden af 50 års neoliberal økonomiske politik, hvoraf COVID-19-pandemien blot er det mest oplagte eksempel. Hvis COVID-19 og faren for fremtidige pandemier skal overvindes, må verdenssamfundet enes om at etablere et globalt sundhedssystem, hvilket betyder et moderne sundhedssystem i hvert eneste land på planeten. Der må også være et nyt niveau af internationalt samarbejde inden for biovidenskab for at finde kure mod hidtil uhelbredelige sygdomme samt bedre forståelse af livet i universet som sådan. Som chefen for Verdensfødevareprogrammet, David Beasley, har bekendtgjort, er 7 millioner mennesker allerede døde af sult i år, hvilket let kunne have været forhindret. I lyset af den umiddelbare fare for at 30 millioner mere dør af sult i løbet af de næste par måneder, og 260 millioner forventes at lide den samme skæbne i det kommende år, må der være en fuldstændig ændring i landbrugspolitikken. Målet skal være at opnå fødevaresikkerhed i enhver nation og en fordobling af fødevareproduktionen på verdensplan. For at finde svar på disse eksistentielle trusler mod menneskeheden kræves en tankegang i et nyt paradigme. I stedet for profitmaksimering til et privilegeret finansoligarki, må menneskehedens fælles interesser sættes først: menneskehedens fælles mål. Til dette formål er der dannet en “en komité af modsætningernes sammenfald”, et begreb udviklet af den store renæssancetænker Nicholas af Cusa, hvis mål det er, at have mennesker af god vilje i mange nationer til at arbejde sammen for at løse disse kriser.

Moderator: Dennis Speed
1. Helga Zepp-LaRouche, “The Role of the Committee for the Coincidence of Opposites”
2. Dr. Joycelyn Elders (US), Former Surgeon General of the United States [8 min.]
3. Many members of the Committee for the Coincidence of Opposites, mostly doctors from the U.S. and one retired military officer.
4. Q & A Session
6. Hon. Joseph Maxwell (US), former Lt. Governor of Missouri, Hog Farmer: “To Feed All
Humanity: Break-up the International Food Cartels”
7. Jason Ross (US), Science Advisor, Schiller Institute: “Cusa’s Method: The Coincidence of
Opposites”
8. Q & A Session

PANEL IV. En menneskelig fremtid for ungdommen: En renæssance drevet af Beethovens klassiske kultur (søndag d. 13. december, kl. 19 dansk tid): Det fjerde panel vil være tilegnet behovet for en renæssance af klassisk kultur og ungdommens særlige rolle i gennemførelsen heraf. I dette øjeblik af historien, hvor hele samfundets fundament er rystet i sin grundvold, er der en enorm appetit på skønheden ved stor kunst, efter menneskehedens høje idealer, som de udtrykkes i de store kompositioner af klassisk musik og poesi. I alle større civilisationer er der digtere, komponister og filosoffer, som har hyldet menneskeheden som en kreative art, og det vil være dialogen mellem disse kulturer, der kan og vil skabe en ny æra for menneskeheden. I denne ånd vil hele konferencen blive viet til Beethovens år, komponisten, hvis kompositioner giver folk et håb, fordi de udtrykker hvad mennesket er i stand til.

Moderator: Diane Sare, Founder, Schiller Institute NYC Chorus
1. Jacques Cheminade (France), President, Solidarite et Progres, “The Necessity and Pathway
of a New Classical Renaissance”
2. Helga Zepp-LaRouche, President, Schiller Institute: “Bring Schiller and Beethoven to
Today’s Youth”

3. David Shavin, Schiller Institute, about his article about Beethoven’s opera Fidelio being based on the real story of the imprisonment of the Marquis de Lafayette.
4. John Sigerson (US), Schiller Institute National Music Director, “What Does It Take to
Really Understand Beethoven?”
5. Jose Vega (US), “Romeo and Juliet in Your Society”
6. Anastasia Battle (US), “A Tale of Two Revolutions”
7. Carolina Dominguez (Mexico), “Schiller in a Time of Pandemic”
8. Q & A Session




Schiller Instituttets internationale hjemmeside fejrer
Beethovens 250-års fødselsdag med en Beethoven-serie

Den 16. december 2020 markerer Ludwig van Beethovens 250-års fødselsdag. Som en del af de internationale festligheder i år og næste år til ære for Beethoven, er Schiller Instituttet glad for at indvie en ny serie på vores internationale hjemmeside (www.schillerinstitute.com) . Vi vil regelmæssigt sende videoer af Beethovens musik med korte diskussioner af stykkerne.

Friedrich Schillers smukke ord fra hans digt “Ode til Glæden” bliver storslået udødeliggjort i den sidste sats af Beethovens 9. symfoni:

Freude, schöner Götterfunken,
Tochter aus Elysium,
Wir betreten feuertrunken,
Himmlische, den Heiligtum.
Deine Zauber binden wieder,
Was die Mode streng geteilt,
Alle Menschen werden Brüder,
Wo dein sanfter Flügel weilt.

Seid umschlungen Millionen!
Diesen Kuß der ganzen Welt!
Brüder – überm Sternenzelt
Muß ein lieber Vater wohnen.

Til Glæden (dansk oversættelse):

Glæde, skønne gudegnist,
Datter af Elysium,
Vi betræder, berusede af ild,
Himmelske, din helligdom!
Din trolddom genforener,
Hvad vanen strengt har delt;
Alle mennesker bliver brødre,
Hvor din blide vinge dvæler.

Vær omfavnet, millioner,
Dette kys til hele verden! Brødre!
Over stjerneteltet
Må en kærlig fader bo.

Oversat af Werner Knudsen, akademisk.kor.dk

Schillers ord og Beethovens musik taler endnu mere lidenskabeligt og kraftfuldt til os i dag i disse tider med pandemiske sygdomme, hungersnød, økonomisk krise, social uro og trussel om krig. Lad os tage Schiller og Beethoven til vore hjerter og sind og skabe et nyt paradigme for fred og udvikling for hele menneskeheden.

Lyt, og lad Beethoven instruere os!

Læs og lyt til de daglige Beethoven indlæg her.




Dansk videokonference søndag den 8. november:
Verden efter valget i USA

Talere:

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark:
Kan Trump og den amerikanske befolkning forsvare Trumps valgsejr imod valgsvindlen? (på dansk)

Gæstetaler: Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, bestyrelsesmedlem, Bælte- og Vejinitiativ Institut i Sverige (brixsweden.org):
Nu skal USA og Europa tilslutte sig Kinas nye Silkevej, og mobilisere fødevareressourcer til bekæmpelse af sult i Afrika. (på engelsk)

Michelle Rasmussen, næstformand for Schiller Instituttet i Danmark:
Beethoven 250 år. (på dansk)

Lyd:

Hussein Askarys præsentation som skærskilt video:

Hussein Askary’s presentation as a separate video in English:

Kan Trump og den amerikanske befolkning forsvare Trumps valgsejr imod valgsvindlen?

Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark

Resumé
USA: Valgsvindel med stemmerne i svingstaterne for at få Joe Biden valgt som USA’s præsident er en del af den farvede revolution i USA for at få et regimeskifte og få afsat Donald Trump.

Dette regimeskifte har været fokus for efterretningstjenesterne og deres partnere i medierne siden Trump vandt præsidentvalget i 2016. Først med beskyldningerne om tråde til Rusland (Steel-rapporten fra britiske efterretningstjeneste, der kom med falske beskyldninger), så løgnen om Russigate, der er blevet modbevist, rigsretssagen og 4 års angreb fra medierne.

Mediernes erklæring af, at Biden har vundet valget og NATO-landes lykønskning af Biden, er et forsøg på at etablere et fait accompli og forhindre at valgsvindlen bliver afsløret.

Trump forsøger at få valgene i delstaterne undersøgt så valgsvindlen kan blive afdækket og retfærdigheden ske fyldest. Mobilisering af vælgerne for at forsvare demokratiet og beskytte Trumps valgsejr.

Massiv censur i medierne og på sociale medier for at forhindre præsident Trump i at tale til befolkningen.

Trump fik over 7 millioner flere stemmer end i 2016 selvom ikke alle stemmerne på ham er blevet tilskrevet ham.

Konkrete historier om valgsvindelen begynder at komme frem.

Tidligere NSA tekniker beskriver hvorledes programmet “Scorecard” kan bruges til at ændre stemme rapporterne fra valgstederne.

Vil USA’s befolkning lykkes med at forsvare den demokratiske proces og Trumps valgsejr?

Hvis kuppet lykkes vil demokraterne forsøge at vinde de to sidste senatspladser i Georgia så Bidens kontrollører også kan kontrollere Senatet, udvide Højesteret og få magten der.

Hvis Biden bliver præsident er der konfrontation med Rusland og Kina på dagsorden. Vil vi få krig? Atomkrig?

Oveni COVID-19 krisen i USA og dens økonomiske effekter venter en nedsmeltning af finanssystemet. Med en grøn New Deal vil utilfredsheden i befolkningen blive enorm. Hvad følger efter den censur imod dissidenter, der allerede er i gang?

Topmøde i Davos 9.-11. november med blandt andet Mark Carney, den nye chef for Bank of England Andrew Bailey, Blackrocks Fink, IMF, ECB, Bill Gates etc. om at gennemtvinge kredittørke imod alle investeringer, der ikke er “grønne”. Digitale valutaer så centralbankerne får den fulde økonomiske magt.

Der er en verden uden for Vestens og NATO’s kontrol. Kina og Rusland er ikke kuede.

COVID-19 var et lille bump på vejen for Kina. Man har igen vækst og Bælte- og Vej-Initiativet og international økonomisk opbygning fortsætter.

Vesten kan ikke stoppe Kina. Vil man forsøge krig? En atomkrig kan ikke vindes, men vil gale hoveder i Vesten forsøge alligevel?

Vil vi i stedet få en “Sputnik-effekt”, hvor Vesten må skifte kurs tilbage til økonomisk, videnskabeligt og teknologisk fremskridt for at kunne konkurrere med Kina og alle de, der vil samarbejde med Kina? Eller vil Vesten blive irrelevant?

De, der satser på økonomisk vækst drevet af menneskelig kreativitet og videnskabeligt og teknologisk fremskridt vinder i det lange løb.

Vi lever i farlige tider men står også potentielt over for det største spring fremad i menneskehedens historie.

Lyt til hele talen her.

 

Nu skal USA og Europa tilslutte sig Kinas nye Silkevej, og mobilisere 
fødevareressourcer til bekæmpelse af sult i Afrika.

Gæstetaler: Hussein Askary, Schiller Instituttets koordinator for Sydvestasien, bestyrelsesmedlem, Bælte- og Vejinitiativ Institut i Sverige (brixsweden.org):

Hussein Askary præsenterede den akutte voksende sultekatastrofe i Afrika og hvordan den kan løses. Dels gennem en nødaktion for at fragte fødevarer fra USA, Europa, Rusland og Kina, men også gennem at opbygge Afrikas egne fødevareproduktion og skabe økonomisk udvikling, især infrastrukturprojekter og industrialisering i samarbejde med Kinas Bælte- og Vej-Initiativ. 

Hussein Askary præsenterede Afrikas egne udviklingsplaner, Kinas rolle i at virkeliggøre dem, og hvorfor USA og Europe skal deltage.  

Hussein Askary brugte en Powerpoint præsentation til illustration under talen, som også findes, som en særskilt video på engelsk her.

 

Beethoven 250 år og menneskehedens æstetiske opdragelse

Michelle Rasmussen, næstformand for Schiller Instituttet i Danmark

Vi har en civilisationskrise: en konfrontationspolitik, som kan føre til krig med Rusland og Kina, en COVID-19-pandemi, økonomiske og finansielle kriser og en voksende sultkatastofe i Afrika.  
Vil vi etablere en ny retfærdig økonomisk verdensorden eller vil det ende i kaos og krig? 
  
Det er en kamp mellem helt forskellige menneskesyn. 
LaRouche understregede altid: hvad er forskellen mellem mennesker og dyr? 
Er vi dyriske? 
Eller har vi en iboende kreativ erkendelsesevne, som gør os i stand til at opdage nye principper — noget nyt, som ingen andre har tænkt på. 
I videnskab opdager vi nye naturvidenskabelige principper. 
I kunst opdager vi nyt om vores egne kreative evner, som kan deles med andre, som i et orkester eller kor eller med tilhørerene. 
  
Skønhed, som Schiller sagde, forædle vores følelser og vores intellekt — 
ikke kun rå følelser som dominerer os uden intellekt,  
ikke kun intellekt uden medfølelse og næstekærlighed. 
  
Men gennem at lege, speciel gennem kunst, at spille, kan de to går op i en højere enhed, som vi kalder en æstetisk tilstand, når vi er omfavnet af skønhed.  
  
Det var Schillers løsning efter den franske revolution, som ikke endte som den amerikanske, men i et blodbad. 
  
Platon skrev, at den vigtigste uddannelse for sjælen var musik — at fylde sjælen med skønhed og gøre den skøn. 
Mennesket ville så lovprise skønhed, modtage den med glæde i sin sjæl, og blive til en skøn sjæl. 
  
Den 16. december fejrer vi Beethoven 250-års fødselsdag. 
Vi fejrer ham, som en af de mest kreative sjæle i historien, men vi fejrer også menneskehedens erkendelsesmæssige evner.  
  
Studér Beethoven for bedre at forstå, hvad vi mennesker er. 
Beethoven, selv da han ikke var i stand til at høre sin egne musik, hørte den alligevel i sit sind, og udfordrede sig selv til at lave det ene gennembrud efter det anden. 
  
Der var ingen stilstand eller entropi, men hvad LaRouche kalder ikke-entropi.  
  
At viljemæssigt blive mere og mere bevist om, at kende sine egne erkendelsesmæssige evner, og presse dem til det yderste for at kunne stige op til det næste niveau, og som han skrev, at nærme sig Guds egen skaberkraft. 
  
Og han havde et formål: at opløfte den trængende menneskehed.  
Han var bevidst om musikkens rolle med at forædle menneskene.  
  
Gennem at spille, synge eller lytte, kan Beethovens kreativitet deles med andre —  
noderne på papiret, er ikke kun toner, men nøglen til Beethovens kreative sind.  
  
Og dermed kan andre mennesker bekræfte et positivt menneskesyn, som også havde en politisk dimension for Beethoven — stræben efter frihed.  
Som Schiller sagde, vejen til frihed går gennem skønhed. 
  
For at fejre Beethoven så lyt til eller syng og spil hans værker. Genoplev hans åndelige gennembrud, bekræft den menneskelig kreativitet, skab et samfund, hvor vi kan genopdage den tabte kunst at skabe skøn musik,  
måske endnu mere kreativ end Beethoven, og udvikle vores erkendelsesmæssige evner, for hele menneskehedens skyld. 
  
Så blev der spillet den første del af 2. sats af Beethovens 7. symfoni, dirigeret af Wilhelm Furtwängler, som eksempel.  
Ud fra en enkel begyndelse tilføjes flere og flere stemmer for at skabe noget stort og opløftende. 

 

 

Billede af det amerikanske flag. WikiImages fra Pixabay 




Schiller Instituttets videokonference
PANEL IV d. 6. sept. 21:00 – 24:00):
Opbygning af tillid i internationale relationer:
Klassisk kulturs rolle og bekæmpelse af global hungersnød

1. Jacques Cheminade (Frankrig), leder af Solidarite & Progres, tidligere præsidentkandidat

2. Marcia Merry Baker (USA), EIR-redaktionen

3. Bob Baker og amerikanske landbrugsledere:

Ron Wieczorek, South Dakota cattle rancher, LaRouchePAC
Nicole Pfrang, Kansas Cattlemen’s Association Secretary-Treasurer, cattle rancher
Mike Callicrate, Colorado, cattle rancher, Owner, Ranch Foods Direct:
4. Paul Gallagher (U.S.), EIR Editorial Board

5. Fred Haight (Canada), Schiller Instituttet

6. Michael Billington (US), chef for asiatiske anliggender, Executive Intelligence Review

7. Spørgsmål og svar

8. Beethoven-messe i C-dur, opførelse af Schiller Instituttets kor i New york
City.




Schiller Instituttets videokonference d. 5 -6. september, foreløbigt program den 1. sept.

31. august (EIRNS) – Påmindelse: begivenheden udsendes live på Zoom og YouTube. Der vil være simultantolkning på spansk, fransk og tysk på Zoom-platformen.

Dette opdaterede program udgives også på Schiller Instituttets NationBuilder-websted:  https://schillerinstitute.nationbuilder.com/20200905_conference#program

Bevægelse hen imod krig og Armageddon – eller et nyt paradigme mellem  suveræne nationer, der er forenet af menneskehedens fælles mål?

PANEL I (lørdag 16:00 – 22:00): At overvinde geopolitik: Hvorfor et P-5-topmøde er
presserende nødvendigt nu
1. Helga Zepp-LaRouche (Tyskland), grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

2. Andrey Kortunov (Rusland), generaldirektør for Det russiske råd for internationale Anliggender

3. Zhu Feng (Kina), professor i internationale relationer og administrerende direktør, China Center for Collaborative Studies of the South China Sea, Nanjing
University

4. Dr. Edward Lozansky (US), American University i Moskva; Moskow State University

5. Martin Sieff (USA), senior korrespondent for udenrigsanliggender, UPI; Senior Fellow, American University i Moskva

6. James Jatras (USA), tidligere rådgiver, det amerikanske senats republikanske lederskab

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Marco Zanni (Italien), formand, Europa-Parlamentets gruppe for identitet og demokrati

9. Oberst Richard H. Black (USA ret.), Tidligere leder af hærens strafferetlige afdeling i Pentagon; tidligere statssenator, Virginia

10. William Binney (USA), tidligere teknisk direktør, National Security Agency og andre

11. Spørgsmål og svar, del 2

 

PANEL II (21:00 – 24:00 ): Videnskabens rolle i skabelsen af menneskehedens fremtid
1. Jason Ross (USA), videnskabsrådgiver ved Schiller Instituttet

2. Dr. Bernard Bigot (Frankrig), generaldirektør for den internationale termonukleare eksperimentelle reaktor (ITER), tidligere direktør for den franske
kommission for alternativ energi og atomenergi (CEA)

3. Sergey Pulinets (Rusland), Principal Research Scientist, Space Research Institute, Det Russiske Videnskabsakademi

4. Dr. Stephen O. Dean (USA), præsident, Fusion Power Associates (10)

5. Michael Paluszek (USA), Princeton Satellite Systems

6. Spørgsmål og svar

 

PANEL III (16:00 – 20:00): Bælte- og Vejinitiativet bliver til 'Verdenslandbroen': Franklin D.
Roosevelts uafsluttede projekt
1. Dennis Small (USA), latin-amerikansk redaktør, EIR

2. Dr. Natalia Vitrenko (Ukraine), præsident for Progressive Socialist Party, tidligere parlamentsmedlem og præsidentkandidat

3. Michele Geraci (Italien), tidligere minister for økonomisk udvikling

4. Hassan Daud Butt (Pakistan), tidligere projektdirektør, CPEC; Administrerende direktør for Khyber Pakhtunkhwa Provincial Board of Investment & Trade

5. Marcelo Muñoz (Spanien), grundlægger og præsident emeritus for Cátedra China, dekan for spanske forretningsmænd i Kina

6. Dr. Björn Peters (Tyskland), fysiker, iværksætter og politisk rådgiver inden for energi, bæredygtighed og råvarer

7. Spørgsmål og svar, del 1

8. Dr. Joycelyn Elders (USA), tidligere chef for USA's sundhedsvæsen m.m.

9. Marlette Kyssama-Nsona (Republikken Congo), farmaceutisk kemiker, politisk leder af Panafrican League UMOJA og specialist i folkesundhedsspørgsmål

10. Spørgsmål og svar, del 2

 

PANEL IV 21:00 – 24:00): Opbygning af tillid i internationale relationer: Klassisk kulturs
rolle og bekæmpelse af global hungersnød
1. Jacques Cheminade (Frankrig), leder af Solidarite & Progres, tidligere præsidentkandidat

2. Marcia Merry Baker (USA), EIR-redaktionen

3. Bob Baker og amerikanske landbrugsledere

4. Fred Haight (Canada), Schiller Instituttet

5. Michael Billington (US), chef for asiatiske anliggender, Executive Intelligence Review

6. Spørgsmål og svar

7. Beethoven-messe i C-dur, opførelse af Schiller Instituttets kor i New york City.




Schiller-Konference – En ny måde at tænke på bringer verden sammen for et Nyt Paradigme

Den 27. april (EIRNS) – Efter det vestlige finanssystems sammenbrud i 2008, præsenterede Lyndon LaRouche de nødforanstaltninger, påkrævede for at gøre en ende på den britisk imperiale finanspolitik, som skabte boblen til at begynde med, men advarede om at kun en kombination af verdens fire største nationer – Rusland, Kina, Indien og USA – i et fælles samarbejde kunne skabe den nye finansielle arkitektur, der kunne erstatte det bankerotte, monetære system, centreret i City of London og Wall Street. Disse forslag blev afvist til fordel for massive redningsaktioner af ”too big to fail”-bankerne, som forårsagede skabelsen af en boble dobbelt så stor i dag – omtrent 2 billiarder $, for det meste af værdiløs derivat-spillegæld. Denne idioti blev forenet med indførelsen af ondskabsfulde nedskæringer i de transatlantiske nationer samt i udviklingssektoren i Afrika og Sydamerika.

I denne sidste weekend afholdt Schiller Instituttet en todages konference med titlen ”Menneskehedens Eksistens afhænger nu af Skabelsen af et Nyt Paradigme!” Over 2500 personer skønnes at have deltaget i konferencen over internettet gennem de to dage, fra over 55 lande fra Europa, Asien, Afrika, og Amerika. Mandag eftermiddag var det samlede antal seere af det første panel på YouTube allerede oppe på 5300. Blandt de mere end 40 talere, blev hovedtalerne givet af grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, den første permanente stedfortrædende repræsentant for den Russiske Føderation til FN og af Folkerepublikken Kinas generalkonsul i New York. Kombinationen af disse taler demonstrerede både muligheden, og den presserende nødvendighed, for at ”Østen” og ”Vesten” kan arbejde sammen for at gøre en ende på den imperiale opdeling af verden i stridende blokke, og for at takle de eksistentielle trusler som nu konfronterer menneskeheden, både i form af coronavirusset og i form af finanskatastrofen udløst af pandemien.

Over 200 spørgsmål blev indsendt i løbet af konferencen, fra flere afrikanske og sydamerikanske ambassadører, fra landmænd, fra politikere, og fra patrioter og borgere rundt om i verden. Talerne blev oversat til adskillige sprog.

Det fungerede, fordi konferencen demonstrerede en anderledes måde at tænke på, i modsætning til den geopolitiske nul-sums-tænknings atomiserede, usammenhængende strukturer, påduttet af imperiets medier og korrupte uddannelsesinstitutioner. I stedet blev de fire paneler – om strategi, videnskab, klassisk kultur og fysisk økonomi – præsenteret som en ”Enhed”, på den måde som var tilsigtet af de tænkere, hvis idéer skabte historiens største nationer – Platon, Konfutse, Nicolaus Cusanus og Gottfried Leibniz, som alle indså at ”Enheden” er større end summen af de enkelte dele.

Verden vil aldrig blive den samme efter COVID-19-pandemien. ”Årsagen” til pandemien kan ikke skjules bag ”Kina-Kina-Kina”-hysteriet (en genafspilning af den forfejlede ”Rusland-Rusland-Rusland”-kampagne, som forsøgte at fjerne Donald Trump fra embedet, og sabotere hans forsøg på at etablere venskabelige relationer med Rusland og Kina). Årsagen var ikke et land eller en person, men ødelæggelsen af det Amerikanske System efter mordet på John Kennedy, og de 50 års nedskæringer, som ødelagde både Vestens og udviklingssektorens infrastruktur og industrier – og specielt nedlæggelsen af de offentlige sundhedsvæsener, for at maksimere profitten for de Wall Street-firmaer, der kontrollerede de private sygehusselskaber.

Men verden blev også forandret for altid af denne historiske Schiller Institut-konference. En ”bestemt tone” har lydt, i dette Beethoven-år, og den tone genlyder internationalt, resonerer med den Nye Silkevej og med den nødvendige fremkomst af en Ny Bretton Woods-konference, ledt af Vladimir Putin, Xi Jinping, Narendra Modi og Donald Trump, og andre velmenende ledere, for at erstatte imperiets og de geopolitiske kriges afdankede idéer én gang for alle, og etablere et nyt retfærdigt kreditsystem, dedikeret til at give hvert barn på denne Jord en mulighed for at udvikle hendes eller hans iboende kreative potentiale til fulde.

Vi opfordrer alle, som læser denne rapport, til at blive medlemmer af Schiller Instituttet, og til at købe det første bind (af dusinvis, hvis ikke hundredvis, af kommende bind) af Lyndon LaRouches Samlede Værker, udgivet denne uge af Stiftelsen for LaRouches Eftermæle.

 




Panel 3: “Kreativitet som den markant karakteristiske egenskab ved menneskelig kultur:
Behovet for en klassisk renæssance.
Schiller Instituttets internationale videokonference den 26. april 2020

Schiller Instituttets konference Panel 3: “Kreativitet som det karakteristiske træk ved den menneskelige kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance”

 

Talere ved Panel 3, kl. 17 -20:15 – ordstyrer: Dennis Speed

Beethoven, “An die ferne Geliebte” (Op. 98,) John Sigerson, tenor, Margaret Greenspan, piano

Lyndon LaRouche: “Jeg har insisteret på, at musik er forståeligt”

Helga Zepp-LaRouche – grundlægger og præsident, Schiller Instituttet

William Warfield – ‘A Poetic Musical Offering’ (‘En poetisk musikalsk gave)

Eugene T. Simpson – Professor Emeritus i stemme og kor-litteratur, Rowan University of New Jersey; grundlæggende konservator af the Hall Johnson Collection “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang”

Willis Patterson – bas-bariton, professor emeritus/dekan ved the University of Michigan School of Music, Theatre & Dance – “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik”

John Sigerson – musikchef for Schiller Instituttet, medforfatter af ‘A Manual on the Rudiments of Tuning and Registration’ – “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik”

Diane Sare – grundlægger og meddirektør, Schiller Instituttet NYC Kor; Leah DeGruchy, Schiller Instituttet: “Om brugen af kor i politik”

Konferencehilsener, Gregory Hopkins – grundlægger og kunstnerisk direktør, Harlem Opera Theater.

 

RAPPORT: Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Panel 3 af Schiller Instituttets Konference, 26. april, 2020

Kreativitet som det karakteristiske træk ved menneskelig kultur: Nødvendigheden af en klassisk renæssance

Det tredje panel på Schiller Instituttets idéfyldte konference begyndte med en introduktion af Dennis Speed, der dedicerede panelet til Lyndon LaRouche (1922-2019) og William Warfield (1920-2002.) Dette blev efterfulgt af en fremførelse af Beethovens sangcyklus, “An die ferne Geliebte,” udført af tenor John Sigerson og pianist Margaret Greenspan.

Dernæst blev der vist et mægtigt videoklip med Lyndon LaRouche, der talte på en koncert på Howard University i 1990’erne. Han talte om det nødvendige forhold mellem klassisk videnskab og klassisk kunst, hvilket derfor betyder, at al kunst er forståelig og ikke kun magisk; og at det er universelt.

Helga Zepp-LaRouche drøftede Friedrich Schillers storslåede menneskesyn og hans anskuelse om at måden til at opnå genialitet er gennem æstetisk uddannelse. Hun diskuterede sit eget studium af Schiller som ung studerende, og den dybe indflydelse han havde på udformningen og styrken i hendes karakter og verdensanskuelse. Hun sagde, at man i dag kan få et indblik i den aktuelle kultur ved at se på, hvordan folk har reageret på nedlukningen i forbindelse med COVID-19. Mange mennesker er henfaldet til de værste former for hedonistiske impulser som en reaktion, og atter andre har vendt sig til klassisk musik i højere grad end før. Dette er typisk i Italien, hvor folk sang opera fra deres altaner, og det samme andre steder.

Zepp-LaRouche tog derefter publikum med gennem forskellige uddrag af Schillers ‘Æstetiske Breve’ for at demonstrere, hvorfor kunstneren selv skal være på højeste niveau, og at ens individuelle mål skal være i harmoni med de større menneskelige mål.

To digte blev derefter præsenteret gennem et videoklip af en koncert-recitation af William Warfield af Paul Laurence Dunbars “Prometheus” og “When Malindy Sings.” (Prometeus og Når Malindy Synger).

Dr. Eugene Thamon Simpson gennemgik i sin præsentation, “Hall Johnson og Dvorak-drømmen: Fra ‘spiritual’ til kunstsang,” nogle væsentlige historier om den afroamerikanske ‘spiritual’, herunder kampen for at få den smukke musik ind på den etablerede koncertscene. Han demonstrerede forholdet mellem den tyske kunstsang og den afroamerikanske ‘spiritual’. Mens ‘spirituals’ tidligt blev marginaliseret og endda latterliggjort, blev ‘spirituals’ ophøjet og befriet ved Antonin Dvoráks ankomst til De Forenede Stater og hans opdagelse af dem. Afgørende i den forbindelse var Harry Burleighs rolle og hans forhold til Dvorák. Simpson demonstrerede forskellen mellem de mere forenklede opsætninger af ‘spirituals’ af Harry Burleigh, og de mere udviklede opsætninger af Hall Johnson, der også skrev ”originale” ‘spirituals’ og kompositioner. Simpson gennemgik en interessant pædagogik om Hall Johnsons kompositoriske evner ved at bruge eksemplet “Am Meer” af Schubert og “Oh, Glory” af Hall Johnson, og hvordan Johnson brugte metoden for klassisk komposition til hans opsætninger.

John Sigerson præsenterede: “Den fysiske kraft af klassisk poesi og musik.” Han gik i polemik imod klassisk musik som blot værende en “beherskelse af stil”, i modsætning til et fysisk princip. Klassisk musik handler om musik med formål, i modsætning til bare øjeblikkelige effekter. Gennem en diskussion af Max Planck og Albert Einstein, sidestillede Sigerson ”agapē” med sult efter at opdage sandheden. Han sagde, at dette er et handlingsprincip, der findes både i klassisk musik og klassisk videnskab. Han udfordrede nuværende musikere til: ‘Ændre om nødvendigt din tro, hvis din tro forhindrer dig i at være en fysisk kraft for det gode i universet.’

Dr. Willis Pattersons tale om “Tilstedeværelsen af det klassiske princip i folkemusik” var en bevægende diskussion om folkesangens forbedrende indvirkning på ens sjæl, om hvordan den er en kilde til trøst, og om den grelle kendsgerning, at det er mere produktivt end at have flere krige. Han henviste til sin egen transformation og styrke ved at studere folkemusik og ‘spirituals’, på samme måde som Zepp LaRouche havde talt om sin undersøgelse af Schiller for at styrke sin egen karakter. Dr. Patterson afsluttede sin præsentation med at henvise til Schiller og spille en optagelse af sig selv (bas-bariton) som solist i Beethovens ‘Ode til Joy’ fra 9. symfoni.

Teng Jimeng, professor i amerikanske studier ved Universitetet for Udenlandske Studier i Beijing, henviste til præsident Xi Jinpings breve om dyd og kunst, og forklarede at dette er en del af den æstetiske uddannelse i Kina sammen med altruisme og patriotisme. Teng diskuterede konfucianisme og kinesernes forpligtelse til at sætte de ældre først og hjælpe verden, og dem der lider.

 Diane Sare og Leah DeGruchy behandlede: “Om brugen af kor i politik.” Sare begyndte med at udfordre lytteren til at sikre, at denne krise aldrig sker igen, og spurgte hvorfor vi tillod disse kriser at opstå, inklusive det seneste COVID-19-udbrud, da vi vidste, at det var på vej. Hun spurgte, hvorfor er vi så hurtige til at bebrejde andre og så tøvende med at se på os selv? Degruchy tog dette op ved en meget effektiv diskussion af Shakespeares “Købmanden i Venedig”, om korets rolle i tragedien. Degruchy reciterede Portias berømte tale: “Kvaliteten af nåde er ikke anstrengt”. Sare fokuserede derefter diskussionen på nødvendigheden af selvtransformation. Hun citerede Beethovens “Missa Solemnis”, der, som hun påpegede, helt flettes sammen koret og solisterne, og hun citerede Bachs Passions-messer, som værker, der effektivt opløfter publikum til et bedre forhold til skaberen.

En entusiastisk hilsen til konferencen kom fra dirigent og tenor Gregory Hopkins. Han fortalte om sit mangeårige samarbejde med Schiller Instituttet, indbefattet turen som han foretog til Europa i 1990’erne med Schiller Instituttet. Han fortalte, hvordan det lige nu er en meget vanskelig tid for musikere, så mange af dem har mistet deres job, sundhedsforsikring og midler til at klare sig igennem. Men ifølge kineserne kan “en krise” være en “mulighed”, og det er gennem stor kunst, at vi kan blive inspireret. Som [en] ‘spiritual’ siger: “Jeg er så glad for, at problemer ikke varer ved for altid …”

 En meget intens spørgerunde fulgte præsentationerne, hvilket bedst kan værdsættes på video. Vigtigst af alt, opfordrede Zepp LaRouche alle der lyttede og alle talerne til at slutte sig til hende i en verdensomspændende renæssancebevægelse. Hun opfordrede også Dr. Willis Patterson, Dr. Simpson og Dr. Jimeng til at tale mere dybtgående, da de alle diskuterede princippet om ”altruisme” i musik/kultur.

 

The Physical Power of Classical Poetry and Music

by John Sigerson

As I reflected on this Year of Beethoven, and on how to seize its opportunity, I recalled a debate of sorts that I had in 1972 or 1973, shortly after I had joined up with Lyndon LaRouche after attending a series of classes devoted to two topics: Classical music on the one side, and, on the other side, the only economics I had found which addressed my obsession with economic progress, especially in Africa—two subjects which my college teachers had insisted were completely unrelated.

I was talking at that time with a Columbia student of music composition whom I was attempting to recruit to the idea that the world would be a better place if composers would take up the challenge that Beethoven had thrown down in his late works, especially his late string quartets. “Can you compose works like Beethoven did?” I asked him. “Yeah, sure I could, no problem,” he replied with a little swagger. “Well, then,” I pressed, “why don’t you just do so?” To which he breezily answered, “Because I don’t choose to do so!” and quickly scuttled away.

And that’s still the problem today.

This challenge, not only to transmit Beethoven’s ideas through honest performance, but to reach beyond Beethoven, has haunted human civilization ever since the composer’s death in March of 1827. A very few, such as Schumann and Brahms, have accepted the challenge, while so many others, such as Wagner and the Romantics, Stravinsky and the Modernists, not to mention the purveyors of mass popular entertainment, have “chosen not to do so.”

How can we take up this challenge today? Certainly the study, singing, and playing of great Classical works is essential for our survival. Yet we cannot fall into the trap which so many artists do, of believing that mastering the style of Classical music does justice to the composer, or to us. Great Classical music has never been a matter of style, but rather of an unquenchable yearning to transmit universal Platonic ideas, universal principles, concerning the true nature of mankind, that which distinguishes him from all other creatures known to us so far, on our journey through universal space-time.

Lyndon LaRouche threw us a lifeline for grappling with this challenge, when he characterized the Classical Lied, the Classical art-song, as the “Rosetta Stone” of music. He said that the singing of poetry is a never-failing source of inspiration to the composing mind. All great Classical poetry, from the Vedic hymns, to Homer, to Dante, to Shakespeare, Schiller, Shelley, and Poe, is sung poetry; and conversely, all great music, whether performed by singers, by instruments, or combinations of both, must be sung—and sung with beauty, and grace—if it is to have its intended effect to uplift and transform performers and audience alike.

Poetry, like music, is never a matter of style, but a matter of purpose. Particularly in troubled times, composers have taken up the songs and poems of unknown bards of the people, so-called folk songs, as a means of enriching and ennobling popular culture, by raising these songs of life and love to the highest level of moral and artistic perfection. The elevation of the African-American Spiritual, as discussed by my colleagues here, is a unique, precious example in American culture. Similarly, during the 19th century, the folk songs of many European cultures were brought to a high level of perfection by Beethoven himself, and especially by Johannes Brahms and Antonín Dvorák. In China, which has a rich trove of songs of the people, I believe that composers have yet to accomplish this to the same level as, say, Brahms, yet I’m confident that if China is not destroyed in a nuclear holocaust so desperately hoped for by the Old Paradigm dinosaurs, this will not be long in coming.

And yet, in our Western culture today, the resonance of these songs of life and love among the broad masses of our population, has been fading away under the onslaught of the brutal, bestial, rigid, largely sex-driven “pop” culture, to such an extent that if you ask a young American today if they know a simple folk song they have sung from childhood, more likely than not they will remain silent, looking at you in perplexity.

So, can true Classical composition, on the order of a Bach, Beethoven, and Brahms be revived in the face of this brutalization of our people’s culture, where the resonances of history have been supplanted by the futile quest for the here and now? I believe it can, but only if poets and composers agree to submit themselves to a struggle, not just to create beautiful melodies or clever musical juxtapositions, but to deliberately shape the intended physical effect of their own creations.

In a second I’m going to illustrate what I mean by this, with the example of two fine musicians, Max Planck and Albert Einstein.

But first, what do I mean by “physical”? Well, I mean it in the same way that Lyndon LaRouche discusses physical economy. Anyone familiar with LaRouche’s discussions and writings, must realize that by physical, he’s not referring to things, whether these be pieces of plant and equipment, or human beings, but rather to validated universal physical principles which man can discover, by means of creative acts, for the benefit of mankind’s future existence, and for the increased happiness of the universe itself.

The musicians Planck and Einstein, of course, also happened to be gifted theoretical physicists. As the fruit of their struggle, they discovered the quantized nature of electromagnetic energy—a discovery which led directly into our still very partial mastery of nuclear power. And please pardon me if I skip over many technical details, crucial though they may be.

Max Planck grew up in Germany during the latter half of the 19th century. When he announced to his friends that he was going to become a physicist instead of a pianist and composer, some of his associates told him that he was wasting his time, because all of the basic laws of discrete matter, on the one side, and of perfectly continuous electromagnetic energy on the other, had already been discovered.

Nevertheless, a problem that continued to confound physicists was the so-called black-body problem. The challenge was to pin down the distribution of power and frequencies of substances, especially metals, which, when they become hotter, emit light at various frequencies, first in the lower red frequencies, as you see when piece of metal begins to glow red, and then, as the temperature increases, going toward white. The so-called black body was a device for testing this with great precision.

The practical problem was that no one had been able to work out a formula for the distribution of the frequencies. This had become a matter of some urgency for industrial production, since the fabrication of reliable light bulbs required such a calculation, and indeed the electric firm Siemens funded an entire institution in Berlin devoted to solving this problem.

After seeing many others fail, Planck decided to take this up, and succeeded in working out an equation that seemed to account for the exact distribution of energy. However—and this is the crucial feature of his integrity—he remained dissatisfied with his own equation, and he even refused to present it to his colleagues, because he had not yet discovered its physical significance. What caused it to work that way, and no other way? he asked. Thus, he was confronted with the same kind of challenge confronting Johannes Kepler, who studied Ptolemy’s planetary epicycles, and the circular orbits of Copernicus and Tycho Brahe, and concluded that, however accurate their models might seem to be, they could not possibly be valid, because they merely described a natural phenomenon without any concern about discovering its physical cause.

Planck embarked upon a voyage which ended up challenging his own gripping, axiomatic belief in the existence of perfect continuity in nature. For, how could light, for example, be anything but a continuous wave? How could God’s creation be merely the sum of a myriad of little parts? In this, Planck was constantly at odds with morally compromised reductionists such as Ludwig Boltzmann and Ernst Mach, who argued that scientists should abandon all effort to actually understand the causality of complex phenomena such as the behavior of gases, and should be satisfied with a mere statistical likelihood that a given phenomenon be this way, and not another way.

But after trying all sorts of black-body thought-experiments, and failing to find a cause, Planck, in what he himself described as “an act of desperation,” reached into Boltzmann’s work and hypothesized a model which involved a myriad of little bouncing springs from within the black body, emitting light at frequencies all of which were whole-number increments of an extremely tiny constant value—what only later became known as the Planck quantum of action. Planck had discovered a true physical cause, even though it was squarely at odds with his own most cherished axiom of continuity.

But the story does not end there! Planck had grasped a new principle, but only incompletely. Clinging to his conviction that light itself was continuous, he thought that it was only the light’s interaction with the tiny discrete receptors in the black body which was causing his quantized effect. His paper announcing his discovery then fell into the hands of a younger third-class patent official in Switzerland named Albert Einstein, who said, in effect: “Wait a minute! What if the light itself is quantized? And what if the wave nature of light can in fact be ultimately reconciled with its quantized nature, according to a higher principle?

As they say, the rest is history. And since then, to the day he died, Einstein never abandoned his quest for that higher principle, resisting all efforts of Machians such as Werner Heisenberg, to reduce quantum physics to a statistical game which only “seems to work,” but which does not choose to investigate causes. As Einstein famously retorted to these demented fellows: “God doesn’t play dice.”

But back to music and poetry! I’d like to quote from another fine musician, namely Lyndon LaRouche. In January 1993, I, my wife Renée, and Mindy Pechenuk visited Lyndon in prison in Rochester, Minnesota, for a number of hours, where we discussed all matters musical, against the sometimes raucous background of the prison visiting-room. From the transcribed recording, which we plan to publish someday, let me read you the following, to give you a glimpse of LaRouche’s thinking:

“The equivalences of music are not ordinal, they’re not quantitative—they’re not qualitative, for example. They are in an analysis situs form. And the key to this, is two things.

“First of all, the musical domain is a quantized field. Notes exist. And space is Keplerian. Because you have the notes, they exist in certain locations, there are certain harmonics that exist, they’re ordered. And no matter what notes you’re playing, the next one is going to be there. You can change your sequence as much as you please, but the next one is going to be there. It’s all predetermined for you. And this is not alterable. And an approximation of the note, only to the extent that you’re not cheating, is the note. The note that is sung or performed is not the note. It’s the best approximation of the note. The tone is absolute; and the performer merely approximates that. And if they don’t approximate that rather well, we get unhappy; we get disturbed. But it’s analysis situs.

“The key thing is note, number one. Registration, second. And registration comes in many different varieties. It comes in aspects of instrumental colors of all kinds, or the generic term color is sometimes used. But you have many kinds of colors. You can create instruments; they have colors which are not human voice-colors. But they become a dimensionality of color. And it’s precise, it’s determined. You make a string of such-and-such a type, such-and-such a type, it’s stuck. You’ve got a color. You can modify it, but it’s there; it’s going to haunt you. And you won’t get away from it. You have to jump to another string to get to a different part of your color.”

And now, I hope you will bear with me when I cite this passage from Einstein’s Introduction to Planck’s 1932 book Where Is Science Going?:

“… The supreme task of the physicist is the discovery of the most general elementary laws from which the world-picture can be deduced logically. But there is no logical way to the discovery of these elemental laws. There is only the way of intuition, which is helped by a feeling for the order lying behind the appearance, and this Einfühlung is developed through experience….

[Einfühlung roughly means “empathy,” which is also happens to be Helga Zepp-LaRouche’s best English approximation of Schiller’s term Empfindung. Einstein continues:]

“In every important advance, the physicist finds that the fundamental laws are simplified more and more as experimental research advances. He is astonished to notice how sublime order emerges from what appeared to be chaos. And this cannot be traced back to the workings of his own mind, but is due to a quality that is inherent in the world of perception. Leibniz well expressed this quality by calling it a pre-established harmony.

“Physicists sometimes reproach the philosophers who busy themselves with theories of knowledge, claiming that the latter do not appreciate this fact fully. And I think that this was at the basis of the controversy waged a few years ago between Ernst Mach and Max Planck. Planck probably felt that Mach did not fully appreciate the physicist’s longing for perception of this pre-established harmony. This longing has been the inexhaustible source of that patience and persistence with which we have seen Planck devoting himself to the most ordinary questions arising in connection with physical science, when he might have been tempted into other ways which led to more attractive results.

“I have often heard that his colleagues are in the habit of tracing this attitude to his extraordinary personal gifts of energy and discipline. I believe they are wrong. The state of mind which furnishes the driving power here resembles that of the devotee or the lover. The long-sustained effort is not inspired by any set plan or purpose. Its inspiration arises from a hunger of the soul.

“I am sure Max Planck would laugh at my childish way of poking around with the lantern of Diogenes. Well! why should I tell of his greatness? It needs no paltry confirmation of mine. His work has given one of the most powerful of all impulses to the progress of science. His ideas will be effective as long as physical science lasts.”

So, what is the lesson to be learned here? By way of this, I throw out the following challenge to poets and composers today, especially young poets and young composers, who may also be working in a scientific field:

You poets and composers: You know who you are! (Because if you have to ask, you probably aren’t one, or at least not yet.) Take up the challenge set forth before you, not just by Planck and Einstein, but by Lyndon LaRouche, and by the speakers at this conference, to dedicate your life to changing your own axioms if need be, even your most cherished ones, if you find that those axioms are preventing you from discovering a means of crafting your compositions to become a physical cause in the universe. Are you, for example, certain that what you have created will, in fact, inspire action resulting in increases in the rate of growth of humanity’s relative potential population density? Or put more simply, along with Friedrich Schiller: Will your audience become better people as a result of experiencing your work?

That is the true content of that “hunger of the soul” in Einstein’s words, or, in the words of St. Paul to the Corinthians, Love. Be not satisfied with merely pretty, pleasant, childish things. Put yourselves through this necessary struggle, and all mankind will be forever thankful.

Or as Percy Bysshe Shelley sang to his skylark:

… We look before and after,

And pine for what is not:

Our sincerest laughter

With some pain is fraught;

Our sweetest songs are those that tell of saddest thought.

Yet if we could scorn

Hate, and pride, and fear;

If we were things born

Not to shed a tear,

I know not how thy joy we ever should come near.

Better than all measures

Of delightful sound,

Better than all treasures

That in books are found,

Thy skill to poet were, thou scorner of the ground!

Teach me half the gladness

That thy brain must know,

Such harmonious madness

From my lips would flow

The world should listen then, as I am listening now.

Thank you.

PANEL 3: TENG JIMENG, Professor of American Studies, Beijing Foreign Studies University

TENG JIMENG: First of all, thank you very much to the Schiller Institute to invite me to speak at this very great conference and to join the distinguished panel of this very great conference. I think this is a very timely conference, especially under the general background of the coronavirus which is now running rampant worldwide.

I would begin, for example, with a presentation given by President Xi back in 2008 when he was responding to a letter to eight professors teaching traditional Chinese aesthetics at this very university called the Central Academy of Fine Arts. In that letter, President Xi mentioned several notions. Two of the notions I’d like to quote here. The first one being  and . In Chinese  means virtue, and  meaning art. So, both  and  are supposed to be an integral of the Chinese traditional aesthetic education. The second notion I’d like to quote here is patriotism and also altruism; both altruism and patriotism are supposed to be the central tenets of Confucius teaching or Confucius learning. In China, this aesthetic education has been so very deeply rooted in the curriculum in high schools, in primary schools, and also in universities. Virtue has always been part of official training here in China; training officials with virtue. Once again, virtue means the skill set, the ability to communicate, compassion, and also the love of one’s people, public spirit mostly. And  meaning art, the art, for example, to communicate, the art to convey the message, the message of the redeemed, the message of the ruler. In this sense,  has played a very large role in communicating and connecting the people in the family, the community, and even people beyond the border.

The second notion, as I always cite it in my teaching, which is altruism. China has been strongly committed to this very notion of altruism. Back in the 1960s, for example, China has been even exporting food to the outside world — for example, to Africa, and committing medical teams to Africa, helping with malaria and building railroads in Africa. In fact, it was railroads in a sense which were built by China in the 1970s and the late 1960s. China actually at the time was suffering its greatest famine, the worst famine actually in its own history. So, when Chinese government has always been in a sense committed to this very principle, this Confucian principle of saving lives; saving children, saving the critically ill elderly patients in ICUs. Look at all these elderly patients being saved, and sent back home healthily out of their critical conditions previously.

These two great notions have been deeply rooted in the psyche of the Chinese people. And like a famous scholar I admire by the name of Tu Weiming, who has been teaching Confucianism worldwide. He actually quoted a lot of Confucianism, this very central value in Confucianism — the public spirit, the devotion to work for the public community, and also the people beyond the borders and out there in the cosmic community. To this very extent, I think that China shall continue to be committed to helping the world, and helping the people around the world on this planet, now suffering this very pandemic.

And lastly, let me just quote the great philosopher Confucius that “All roads that lead to prosperity are the road that we must follow. The road that leads to all under Heaven.” So, all under Heaven, in a sense, is the philosophy of Confucianism, now translated into contemporary Chinese politics. As President Xi has also in a sense said that we need to work together for the community of a shared future of all mankind. Thank you very much.




VIDEO ARKIV: INTERNATIONAL VIDEOKONFERENCE den 25.-26. april:
Menneskehedens eksistens afhænger af etableringen af et nyt paradigme nu! 

HARLEY SCHLANGER d. 22. april, 2020:  Jeg opfordrer dig til at slutte dig til os ved denne konference, da vi klart står over for et øjeblik i menneskets historie, hvor din kreative aktivitet, og din stemme er vigtig, fordi du kan nu spille en rolle i historien.

Der er ingen tvivl om, at vi er ved et vendepunkt. Den kombinerede effekt af coronavirus-pandemien og det økonomiske krak gør, at vi befinder os i ukendt farvand, og vi ser, at der vedtages en politik, som er det nøjagtig modsatte af, hvad der burde gøres. Især i forhold til økonomien, med redningspakkerne, med den stigende mængde af likviditet der pumpes ud af Federal Reserve, den amerikanske centralbank. Men endnu farligere, som Helga påpegede i vores diskussion i sidste uge, er det rablende anti-kinesiske hysteri, der kommer fra de selvsamme mennesker, der bragte Russiagate, og de selvsamme mennesker som er ansvarlige for den økonomiske krise. Især har vi identificeret Henry Jackson-Selskabet og Atlanterhavsrådet, der havde en konference for to dage siden for at diskutere, hvorfor vi er ‘i krig med Kina’, og hvorfor vi taber, og nu opfordrer den vestlige alliance til at opgradere dets aktivitet for at besejre Kina.

I stedet for skal vi samarbejde! Stillet over for denne krise bør vi hæve vores blik såvel som vores hjerter til at omfavne menneskeheden, og samarbejde for at komme med løsninger. Og i weekenden 25.-26. april – lørdag og søndag – vil vi præsentere en konference, som er åben for dig her på siden, eller på

Schiller Instituttets internationale hjemmeside

Men lad mig give dig en fornemmelse af programmet, så du kan se, hvad vi skal diskutere, og dets vigtighed. Det vil forresten være online, så det vil være tilgængeligt for alle jer, der har adgang til internettet.

 

I dag lørdag kl. 16 dansk tid
Panel 1: “Det presserende behov for at erstatte geopolitikken med et nyt paradigme i internationale relationer”.

Panel Moderator: Dennis Speed

10:00 USA østkysttid— Opening Remarks & Introduction
Dennis Speed, Schiller Institute 

10:15 — Keynote Address
Helga Zepp-LaRouche
Founder and Chairman, Schiller Institute 

10:55 — Dmitriy Polyanskiy, 1st Deputy Permanent Representative
The Permanent Mission of the Russian Federation to the United Nations

11:10 —H.E.  Ambassador Huang Ping
Consul General of the People’s Republic of China in New York
“For a Better Future: Proposed Principles Needed to Ensure Peaceful and Productive Relations Between China and the United States”

11:25–12:00 — Q&A with Zepp-LaRouche and representatives of Russia and China

12:00 — Jacques Cheminade
Chairman, Solidarité et Progrès, former French Presidential Candidate
“A Europe Not To Be Ashamed Of”

12:20 — Michele Geraci
Economist from Italy, former Undersecretary to the Development Ministry in Rome 

12:35–1:15 — Q&A with Zepp-LaRouche, Cheminade, and Geraci

1:15 — Helga Zepp-LaRouche
“Introducing the LaRouche Legacy Foundation”

1:30–2:00 — Q&A continued

Dette vil tage udfordringen op, som Lyndon LaRouche foreslog for mere end et årti siden, at de fire stormagter – Rusland, Kina, Indien og De Forenede Stater – mødes for at diskutere et nyt paradigme, herunder en Ny Bretton Woods-aftale, og inkluderende et samarbejde om LaRouches Fire Love for at muliggøre en global økonomisk genoplivning. Samarbejde, ikke konfrontation, ikke geopolitik, som er en britisk opfindelse. Vi er nødt til at afslutte regimeskiftekup, gøre en ende på de uendelige krige og i stedet arbejde sammen. Dette var præsident Trumps erklærede intention, da han blev valgt; dette er grunden til, at han blev angrebet med Russiagate, og til at der i dag er en samordnet indsats fra begge partierne, fra efterretningssamfundet og fra medierne for at vende præsident Trump mod Kina og mod Xi Jinping. Så i det første panel diskuterer vi, hvordan vi kan overvinde geopolitikken.

I dag lørdag kl. 21.00 dansk tid,
Panel 2: “For en bedre forståelse af hvordan vores univers fungerer.”

LaRouchePAC Science Team: Megan Beets, Benjamin Deniston, Jason Ross: “In Defense of the Human Species”

Plus additional experts

Dette er afgørende, fordi vi har set en forandring på områder inden for videnskabelig forskning, i mange tilfælde, som i tilfældet med den såkaldte “grønne” politik, til en anti-videnskabelig tilgang, der igen er designet til at beskytte det finansielle system, men ikke til at skabe fremgang for den menneskelige art. Og så vil vi tage spørgsmål op fra skikkelser som Kepler og Leibniz, Einstein, Vernadsky – hvad er i grunden videnskab? Og hvad er menneskets forhold til universet, det ikke-levende til det levende og det levende til noösfæren, fornuftsfæren, det vil sige domænet for menneskelig kreativitet.

Søndag 26. april kl. 17 dansk tid
Panel 3: “Kreativitet som den markant karakteristiske egenskab ved menneskelig kultur: Behovet for en klassisk renæssance.”

Beethoven, An die ferne Geliebte, John Sigerson accompanied by Margaret Greenspan

Lyndon LaRouche “I Have Insisted that Music is Intelligible!”

Helga Zepp-LaRouche, founder and and chairwoman, Schiller Institute

William Warfield, “A Poetic Musical Offering”

John Sigerson, “The Physical Power of Classical Poetry and Music”

Diane Sare, “On the Employment of Chorus in Politics”

and other experts

Sandsynligvis et af de vigtigste paneler, vi nogensinde har haft, Hvis man ser på alt det rænkespind og den dårskab der breder sig, hvilket i store træk ikke er uventet, i betragtning af fordummelsen af befolkningen, og også det virkelige stress og angst, som folk står overfor, idet vi ser civilisationen, som vi kender den, falde sammen, må folk have noget dybere at falde tilbage på for at komme med løsninger. Og en af de ting vi vil gøre, er at se på hvad det var, der gjorde det muligt for Renæssancen at opstå, den håndfuld af enkeltpersoner, videnskabsfolk, kunstnere, digtere, mennesker, der kiggede på menneskets forhold til universet og gjorde fremskridt gennem kreative opdagelser – i et øjeblik af dyb fortvivlelse, fordi Renæssancen kom efter, at den Sorte Pest havde fejet hen over Europa i midten af det 14. århundrede, og udslettet fra en tredjedel til halvdelen af befolkningen på hele kontinentet.

Så i dag, hvor vi står over for lignende kriser, kan vi ikke “vende tilbage til normalen”, fordi ‘business as usual’ var det der fik os ind i denne krise. Så ved at ændre den måde mennesket ser på sig selv, og vi ser på hinanden, som vi ser på andre nationer, at vi legemliggør Schillers princip om, at man skal være en patriot i forhold til ens eget land, men samtidig en verdensborger: Hvis vi ser på dette udtryk gennem kreativitet og musik og kunst, kan vi finde en bedre version af os selv, så vi kan arbejde på at løse disse problemer.

Søndag kl. 21 dansk tid på søndag
Panel 4: “Videnskaben om fysisk økonomi.”

Dennis Small, United States, Schiller Institute Director for Ibero-America: “LaRouche’s Legacy: Foundation of the Modern Science of Physical Economy.”

Sébastien Périmony, France, Schiller Institute representative: “When Africa Looks to the Stars.”

Phillip Tsokolibane, South Africa, leader of LaRouche South Africa.

Bob Baker, United States: “Feed the Future: Eating Is a Moral Right—A Dialogue With American Farmers.”

and other experts

Dette er LaRouches specielle felt; Lyndon LaRouche var en pioner inden for hele denne idé om fysisk økonomi. Og dette kombinerer videnskab, det kombinerer historie, det kombinerer kultur, psykologi, kan man sige, hvordan det går til, at vi kan opbygge en økonomi, der reflekterer de menneskelige væsener, som vi er.

Dette er en yderst spændende konference. Vi har talere fra hele verden. Vi håber at have deltagere fra hele verden, og jeg forventer, at mange af jer vil tage tiden til at overvinde jeres dysterhed, jeres apati, jeres frustration, jeres vrede, og tænde jeres sind og lytte til diskussionen, deltage om I vil – og for at gøre det, skal man registrere sig, så gå til Schiller Instituttets website og tilmeld dig, så du kan deltage. Det vil finde sted denne weekend, 25.-26. april, og starter kl. 16 i Europa.

Tak fordi du lyttede med. Jeg vender tilbage i næste uge med Helga LaRouche, men jeg forventer at se dig deltage denne weekend i vores konference. Tak, fordi du deltager. Farvel!

 

 

 




Appel for Beethoven året

Den følgende resolution bliver cirkuleret internationalt af Schiller Instituttet.

På et tidspunkt hvor vi er vidner til voksende og tankeløs vold, de kulturelle værdiers forfald, en næsten uhørt fordummelse af den folkelige smag, og brutaliseringen af menneskelige relationer, har vi ikke desto mindre én afgørende kilde, hvorfra en kulturel og moralsk genoprejsning kan skabes:
klassisk kunst! Det storslåede menneskesyn der er forbundet med de poetiske værker af Dante, Petrarca, Lessing eller Schiller, eller de ophøjede kompositioner af Bach, Mozart, Verdi, Beethoven, Schubert, Schumann eller Brahms er stadig et referencepunkt for den måde, hvorpå vi definerer os selv som et samfund.

Men når vi betragter kunstnerens rolle i den nutidige kultur, og anvender Schillers målestok:

Der Menschheit Würde ist in eure Hand gegeben,
Bewahret sie!
Sie sinkt mit euch! Mit euch wird sie sich heben!

Menneskets værdighed ligger i jeres hænder,
Bevar den!
Den synker med jer! Med jer, skal den hæve sig!

kommer et fornedrende billede til syne. Vores uddannelsessystem formidler næppe nogen som helst viden om klassisk kultur, vores såkaldte ungdomskultur er domineret af en grimhedskult, og selve den klassiske kultur er under massivt angreb. I årtier har efterkrigstidens teaterforeninger opfundet nye afgrundsdybe vederstyggeligheder, fremførelser af Shakespeare eller Schiller er blevet uigenkendelige, operascenen er i nogen tid blevet en slagmark, hvor diverse instruktørers perverse fantasier kan udspilles, og nu forulemper selvbestaltede moderne komponister sågar Beethovens kompositioner, tydeligvis fordi de selv er ude af stand til at skabe noget som helst.

Dette må stoppes! Tiden er inde til at iværksætte en kontraoffensiv!

Beethoven-året, hvori mange af Beethovens kompositioner vil blive fremført verden over, giver os en vidunderlige lejlighed til at mindes den vestlige kulturs bedste kulturelle tradition, og at sætte den op imod den nedadgående moralske tendens i de sidste årtier. Vi kan ikke længere overlade roret til en teater- og musikmafia, der har ødelagt klassisk kunst. Derfor kræver vi skabelsen af en renæssancebevægelse til forsvar for og genoplivning af klassisk kunst. Som Friedrich Schiller uigendriveligt beviste dette i sine æstetiske breve: Kun igennem stor kunst kan vi finde den indre kraft til at udvikle vores egen kreativitet og forbedre os selv som mennesker.

Verden befinder sig for øjeblikket midt i epokegørende forandringer, hvor igennem den tidligere æra, domineret af transatlantiske lande, er ved at få en ende, og udviklingscentret er i gang med at skifte til Asien, hvor adskillige befolkninger med rette er stolte af deres, i nogle tilfælde, 5000 år gamle civilisationer og støtter disse. Hvis Vesten har noget som helst at bidrage til udformningen af det spirende nye paradigme, i en humanistisk ånd, så er det vores fremskredne kultur forbundet med Renæssancen og den klassiske periode.

Jeg støtter denne resolution! Underskriv gerne her.

 




Fra arkivet: »Beethovens årtier lange kamp
for den Niende Symfoni«
Kun sjældent i menneskehedens historie
har der været en dialog og en syntese
mellem to, store intellekter på
Friedrich Schillers og Beethovens niveau,
endskønt de aldrig mødtes.
Resultatet heraf blev den 9. Symfoni.

Lad os begynde med Beethovens Niende Symfoni, der slutter med en overraskelse – menneskelige stemmer, der stemmer i med idéerne i Friedrich Schillers digt, Ode til glæden, indflettet i orkesterstemmerne, som dermed skaber et af historiens mest bevægende kunstværker. Lad os dernæst, ved at gå baglæns i tiden, gå igennem Beethovens tredive år lange søgen for at opnå dette og standse ved nogle af de musikalske milepæle, der førte til dette udødelige mesterværk i bevidstheden om den kendsgerning, at vi kun kan lytte til disse forløbere med deres efterfølgeres toner klingende i vore ører.

Rapporten er oversat fra engelsk. Den originale engelske rapport kan læses her. 

Download (PDF, Unknown)




Den, guderne vil tilintetgøre…

17. februar (EIRNS) – Fokuser ikke på et enkelt aspekt af de forskellige kriser, som menneskeheden står overfor, advarede Helga Zepp-LaRouche i går. Denne fremgangsmåde vil føre til en fejlagtig fortolkning af, hvad der foregår i verden, og hvad der skal gøres ved det. Spørgsmålet er: Hvorfor truer COVID-19-virusepidemien med at blive til en global pandemi, hvis den ikke begrænses? Hvorfor kan det forpurrede forsøg på rigsretssag mod præsident Donald Trump blive et endnu mere ubehageligt åbenlyst statskup? Hvorfor kan angrebet af græshoppesværme, der fejer over Afrikas Horn, blive til en fuldstændig græshoppeplage, der ødelægger fødevareforsyningen for nationer, der tegner sig for næsten 2 milliarder af klodens 7,6 milliarder mennesker? Hvorfor er den aktuelle dekonstruktion af musik og kunst på vej til at omdanne menneskehedens kultur til en satanisk sekt? Og hvorfor sker alt dette på samme tid?

Svaret er, fortsatte Zepp-LaRouche, at “vi befinder os i en ekstraordinær tumultarisk forandring af en historisk periode, hvor de fleste mennesker absolut ikke er klar over, hvor gigantisk den transformation og det sammenbrud der foregår faktisk er”. Det såkaldte ‘Vesten’ er i opløsning, det transatlantiske finanssystem befinder sig i en sammenbrudskrise, og dets regerende etablissement, centreret i City of London, er parat til at påtvinge diktatur og fascistisk nedskæringspolitik for at forsøge at holde sig oven vande. De har vist deres fuldstændige manglende evne til så meget som at overveje, hvorfor deres liberale imperialistiske system kollapser, eller se på muligheden for at det er deres egen politik, der har ført til den nuværende katastrofe.

Denne inkompetence blev udstillet til fulde på den netop afsluttede sikkerhedskonference i München, hvor talsmænd for det gamle regime, såsom den amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo og formand for Kongressen, Nancy Pelosi, forsøgte at forvandle det til et skydetelt imod Kina, netop på et tidspunkt, hvor dette land gør sit yderste for at begrænse COVID-19-virussen til fordel for hele verden.

USA og Europa skulle samarbejde med Kina og Rusland, ikke true og angribe dem, insisterede Zepp-LaRouche. Et topmøde med de fire magter, der er specificeret af Lyndon LaRouche – USA, Kina, Rusland og Indien – må arrangeres i de kommende uger for at håndtere den voksende kaskade af eksistentielle kriser, som planeten står overfor, og løse dem ved at sætte det døende Britiske Imperium ud af spillet og organisere et nyt paradigme til erstatning herfor. Det er en mission, der kun kan opnås ved at tage fat på Lyndon LaRouches politik og metode; LaRouche, hvis levende eftermæle af den grund må renses og mobiliseres.




Når skæbnen afhænger af en prognose

                ”Det egentlige strategiske formål med, og funktion af, en kompetent økonomisk prognose er ikke at forsøge at forudsige hvad der vil ske, men at få det til at ske.

                ”                ”Det er ikke igennem ren sansning, at vi er i stand til at regne ud hvilken viljemæssig kraft der, skjult for vores blik, ligger mellem disse enkelte punkter på vores sansers skærmbillede. Det er gennem vores indvirkning på universet, at vi tvinger dets hemmeligheder til at manifestere sig, ikke kun som sanseindtryk, men som en højere, autoritativ manifestation i sindet, som må teste den usete tilstedeværelse og de formodede intentioner af hvad end viljemæssige kraft, der ligger bag den handling, som ellers muligvis blot ville forblive et sanseindtryk.”

                ”                ”                                                                Hun afsluttede med at opfordre folk til at drage fordel af, at dette er året for Beethoven, og at mange mennesker, som en følge heraf, lytter til Beethovens musik. Den dybe kulturelle krise vi står midt i er en del af det samlede forfald i hele den transatlantiske sektor, sagde Zepp-LaRouche, og det at lytte til klassisk musik, især Beethoven, “er den bedste måde at få folk til at opløfte deres sind. Vi har brug for en kulturel renæssance i Vesten.”