Dennis Small

På engelsk:

Resumé:
Oct. 3, 2024 (EIRNS)–The optimism was almost palpable in the audience of over 500 students, professors, diplomats and others who gathered in the auditorium of the Central Library of San Marcos University in Lima, Peru, to discuss the role of the BRICS in “Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multipolar World.” The event, one of the nearly 200 official BRICS events organized internationally under Russia’s rotating presidency of the BRICS in 2024, was sponsored by the Russian embassy in Peru, San Marcos University, and the Schiller Institute-Peru. It was addressed in person by the ambassadors in Peru of BRICS nations Russia, Brazil, China, Egypt and India, and remotely by South Africa’s ambassador in Chile. And it featured remarks by the President of San Marcos University (the oldest university of the Americas, founded in 1551), Jeri Ruffner; Russia’s BRICS sous-sherpa, Pavel Knyazev; Viktoria Panova, the head of the BRICS Russian Expert Council; Helga Zepp-LaRouche, the founder of the Schiller Institute; and many other international experts from India, Egypt, Brazil, Italy, and Peru.

The event was a {statement}: The BRICS, which is growing in numbers of members, represents the aspirations of the Global Majority. The disorder, instability, poverty and war in the world today must be ended, and replaced with new institutions that meet the needs of our people. We represent different cultures and civilizations—but that is not a weakness; it is our strength. We are optimistic about the potential to change the world!

This was the underlying message of nearly every speech delivered at the Lima event.

“The BRICS has really become the core of the changing world order,” Dr. Panova stated. “We are doing things nobody expected us to do.” She directly addressed the hundreds of students present in the Lima auditorium, and those listening online in Spanish and in English simultaneous interpretation: “I’m speaking to you now from our ongoing [BRICS International School] that has been happening since 2017. In fact, I hope that your students, your youth will be participating in the next ones. This school now encompasses not just BRICS members, but 36 countries altogether.… There is certainly a group of countries that is very much supportive of a fair international system, and that could work together” to make that goal a reality.

China’s ambassador to Peru H.E. Song Yang also suggested there was room in the BRICS for Peru and many other countries, noting with a smile that the BRICS does not yet have a Spanish-speaking member. He emphasized that, in a world of growing disorder and conflict, the BRICS is playing a stabilizing and positive role. And he said that the needed changes include a reform of the international financial architecture, and establishing a system of security for all nations, because “security is indivisible, and no one nation has the right to seek security at others’ expense.”

Two of the Peruvian speakers—Luis Vásquez, representing Lyndon LaRouche’s {EIR} magazine; and Walter Heredia, Peru representative to the BRICS Municipal Forum—called explicitly for Peru to join the BRICS. Vásquez elaborated on the kinds of great infrastructure projects that are needed to pull nations out of poverty, such as linking Peru’s massive Chancay port project, now nearing completion with Chinese help, to other South American nations through a bi-oceanic high-speed rail corridor, connecting the Atlantic and Pacific coasts of the continent. Vásquez also emphasized that a global financial reorganization is required to rid the world of the $2.1 quadrillion speculative bubble, and identified Lyndon LaRouche’s 1975 [International Development Bank] proposal as a model to be studied.

India’s Ambassador H.E. Vishvas Vidu Sapkal emphasized that the BRICS New Development Bank is the best example of the successes the group has already achieved, with more to come. The Indian expert who later addressed the event, Nilanjan Ghosh, Director of the Center for New Economic Diplomacy, placed particular emphasis on the way India’s scientific and R&D capabilities can be of use to all the BRICS nations, at a time when innovation and technological advance is central to development.

Italy’s Michele Geraci, former Undersecretary of State at the Ministry of Economic Development and the architect of his country’s 2019 agreement to join China’s Belt and Road Initiative (which was subsequently abandoned by the current Meloni government), focused the audience’s attention on the way China’s development strategy is playing a major role in helping lift African nations out of poverty, by helping build infrastructure and investing in job-creating manufacturing enterprises there. Geraci made a sharp political point directed to European nations as well. “Instead of having poor migrants that come to our European countries and become marginalized … the role of China, and the Belt and Road in Africa, is to create those economic development opportunities so that people no longer migrate.”

But it was left to Schiller Institute founder Helga Zepp-LaRouche to present the broadest strategic challenge to the audience in Peru and beyond (Read her full speech below):

“The tension in the world affairs has never been stronger in human history,” she began. “On the one side, the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war; and on the other side, the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.”

Zepp-LaRouche noted that “the effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS members has already evoked the `Spirit of Bandung,’ meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished.” She then quoted from Indonesian President Sukarno’s historic speech at the Bandung Conference in 1955:

“What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

Other distinguished speakers at the Peru conference included: Igor Romanchenko, Russia’s ambassador to Peru; Clemente Baena Soares, Brazil’s ambassador to Peru; Ahmed Bakr, Egypt’s ambassador to Peru; George Monyemangene, South Africa’s ambassador to Chile; Marta Fernández, head of Brazil’s BRICS Policy Center; and Carlos Aquino, the Director of the Center for Asian Studies at San Marcos University.
———————————————————–

Helga Zepp-LaRouche Addresses Conference on the BRICS in Peru 

Oct. 3, 2024 (EIRNS)–“The BRICS: Development Strategies and Cooperation Mechanisms in a Multipolar World”; Conference, Lima, Peru, October 3, 2024

Helga Zepp-LaRouche: Dear conference participants, Ladies and Gentlemen:

The tension in the world affairs has never been stronger in human history: On the one side the genocide happening in front of the eyes of the world public and the terrifying threat of the possible extinction of mankind in a global nuclear war, and on the other side the concrete perspective for the creation of a new economic system, where the aspiration of the Global South nations for development, prosperity and a fulfilled life for all of its citizens is about to come true. This tension characterizes the end of the epoch of colonialism, which started about 500 years ago, and is now about to end—one way or another.

As Russian Foreign Minister Lavrov recently said: The level of conflict on Occupied Palestinian Territory and in the Lebanese-Israeli border region is unprecedented, destabilizing the entire Southwest Asia and North Africa. According to two American surgeons who just returned from Gaza, Dr. Mark Perlmutter and Dr. Feroze Sidhwa, the level of suffering surpasses that of any other war zone they have ever worked in. The defiance of the powers that be to respect the rulings of the highest courts of this world, is encouraging a war drive, aimed to engage Iran and even the U.S. into the conflict, which would rapidly expand into a world war.

Equally at the cusp of global conflict is the situation between NATO and Russia, where President Putin just announced a proposed change in the Russian nuclear doctrine, stating for the first time, that Russia could respond with nuclear weapons to an overwhelming conventional military attack coming from a non-nuclear country, if that attacking country was backed by a nuclear power. This is the Russian reaction to a long line of provocations from the West, starting with the broken promises to President Gorbachev at the end of the Cold War, never to expand NATO one inch to the East, through the Western-backed Maidan coup in 2014, and the delivery of ever-more powerful weapons to Ukraine, until the very recent threat to allow Ukraine to use these weapons for strikes “deep into the territory of Russia.” The announcement of the new Russian nuclear doctrine is literally the last warning, before the apocalypse could descend on humanity.

The effort by the BRICS and nations aspiring to become BRICS-members has already evoked the “Spirit of Bandung,” meaning a tremendous sense of optimism that economic independence can finally be accomplished. But at the same time it is more than appropriate to also remind ourselves of the warnings of President Sukarno in his historic speech at the Bandung Conference in 1955, which sounds totally prophetic for the crisis we face today:

Sukarno said: “Today the picture is more black. War would not only mean a threat to our independence, it may mean the end of civilization and even of human life. There is a force loose in the world whose potentialities for evil no man truly knows. Even in practice and rehearsal for war the effects may well be building up into something of unknown horror.

“Not so long ago it was possible to take some little comfort from the idea that the clash, if it came, could perhaps be settled by what we called ‘conventional weapons’—bombs, tanks, cannon and men. Today that little grain of comfort is denied for us. It has been made clear that the weapons of ultimate horror will certainly be used, and the military planning of nations is on that basis. The unconventional has become conventional, and who knows what other examples of misguided and diabolical scientific skills have been discovered as a plague on humanity.

“And do not think that the oceans and the seas will protect us. The food that we eat, the water that we drink, yes, even the very air that we breathe can be contaminated by poisons originating from thousands of miles away. And it could be that, even if we ourselves escaped lightly, the unborn generations of our children would bear on their distorted bodies the marks of our failure to control the forces which have been released on the world.

“No task is more urgent than that of preserving peace. Without peace our independence means little. The rehabilitation and upbuilding of our countries will have little meaning. Our revolutions will not be allowed to run their course.

“What can we do? The peoples of Asia and Africa wield little physical power. Even their economic strength is dispersed and slight. We cannot indulge in power politics. Diplomacy for us is not a matter of the big stick. Our statesmen, by and large, are not backed up with serried ranks of jet bombers. What can we do? We can do much! We can inject the voice of reason into world affairs. We can mobilize all the spiritual, all the moral, all the political strength of Asia and Africa on the side of peace. Yes, we! We, the people of Asia and Africa, 1.4 billion strong, far more than half the human population of the world, we can mobilize what I have called the Moral Violence of Nations in favor of peace. We can demonstrate to the minority of the world which lives on the other continents that we, the majority, are for peace, not for war, and that whatever strength we have will always be thrown onto the side of peace.”

These were the words of President Sukarno. That is exactly the most urgent thing you, the peoples of the Global South, who have long become the Global Majority of 7.2 billion people, which according to Chatham House represent 88% of the human population, absolutely must do: You must make your voice unmistakenly made clear, so that the populations of the collective West, who are still condoning the policies of their governments can not help but being woken up to the immediate danger we all are in.

Fortunately the way out of this present existential danger is also right in front of us. President Sukarno had warned in the same speech: “Colonialism has also its modern dress, in the form of economic control, intellectual control, actual physical control by a small, but alien community in a nation.” The BRICS nations are working to make the New Development Bank, headquartered in Shanghai, the “great development of the Global South,” as President Lula da Silva of Brazil had put it. That bank has the potential of becoming the basis for a new credit system, which eventually will be the coordination center for a system of national banks of all sovereign countries of the Global South, issuing vast, long-term credit lines and low interest rates, which can finance the development of all countries of the developing sector into modern industrial and agricultural states.

There is a major effort underway, to shape the design of the New Development Bank according to the original first proposal to replace the IMF/World Bank system with an “International Development Bank,” first proposed by the American economist and statesman Lyndon LaRouche, in 1975. After meeting a significant number of leaders of the developing sector in Bagdad, he issued this document “[How the International Development Bank Will Work](https://larouchepub.com/eiw/public/2022/eirv49n20-20220520/eirv49n20-20220520_026-how_the_international_developmen-lar.pdf),” which subsequently was studied by all governments of the Non-Aligned Movement and whose demands were expressed in the final communiqué in the summit in Colombo, Sri Lanka, in the following year. LaRouche wrote in this proposal:

“To this end, we have already identified—in consultation with some of the world’s leading professionals and relevant governmental agencies—several major specific development projects which can readily (over a five- to ten-year period of development) yield a massive increase in the output and social-productivity of world agriculture, and thereupon premise the infrastructural basis for massive industrial development. We have similarly determined the feasibility of controlled thermonuclear fusion reaction technology within the horizon of such development programs, such that no long-term `energy crisis’ could exist except through massive incompetence by leading agencies.”

At that time, there was a major backlash against the leaders of the Non-Aligned Movement, several of whom were destabilized and driven out of office. But today the existence of the BRICS and a growing number of nations aspiring to become members have the historic momentum on their side, to indeed end colonialism for good and establish a just new world economic order, which enables every country on the planet to flourish.

The effort to create a new economic system must go hand-in-hand to establish [a new global security and development architecture](https://schillerinstitute.com/blog/2022/11/30/ten-principles-of-a-new-international-security-and-development-architecture/), which takes the interest of every single country into account, in order to overcome the poison of geopolitical thinking once and for all. The historic model for this is the Peace of Westphalia, which ended 150 years of religious warfare in Europe, and which brought the warfighting parties together, who realized that nobody would enjoy a victory, because they all would be dead if they continued the fighting. And how much more this is true today in the era of thermonuclear weapons! Out of Westphalia came the principle, that peace is only possible, if one considers the interest of “the other,” and emphatically all “others”!

In order to overcome all forms of geopolitics all international relations must be based from now on, on the Five Principles of Peaceful Coexistence and the UN Charter, as well as a dialogue of civilizations aimed at the renaissance of the best traditions all of mankind has produced so far. By unleashing the creative potential of every human being on the planet, we will be able to overcome oligarchism and colonialism forever and bring forth the innate good of human nature through the development of all potentialities of all people.

We are at the ultimate crossroad of humanity. Never before have we been tested for our moral fitness to survive as just now. Let us uphold the principle of non-violence in the tradition of Mahatma Gandhi and Martin Luther King, but let us mobilize the “Moral Violence for Peace” of President Sukarno!

Let us all bring out the best in us and create a true community of the shared future of humanity!

Zoom linket er her.

Talerlisten: Col. Richard Black, Jonathan Kuttab, Imam Elahi og andre.

Invitation skrevet af Dennis Small

Ikke korrekturlæst

Den 2. oktober 2024.

Verden står nu på randen af en amerikansk-russisk atomkrig, der ikke kun udløses på det ukrainske område, men også i Sydvestasien.
Onsdag den 2. oktober mødtes det israelske kabinet for at diskutere, hvordan det vil gengælde Irans missilangreb den 1. oktober. Senere på dagen meddelte premierminister Benjamin Netanyahus kontor, at han sent onsdag ville tale med præsident Joe Biden for at koordinere de næste skridt, der skal tages. Tidligere havde USA’s nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan advaret om, at det ville få »alvorlige konsekvenser« for Iran, og at USA vil »arbejde sammen med Israel«. »Det lyder ildevarslende som en trussel om en fælles amerikansk-israelsk militæraktion mod Iran«, muligvis mod Teherans atomprogram, rapporterede Financial Times ‘ chefkommentator for udenrigsanliggender, Gideon Rachman, med tilfredshed.

Tilfredshed, fordi det i årevis har været Londons »Great Game«-politik at bruge Israel som en brik til at trække USA ind i en ildkamp mod Iran, som så ville sende hele Sydvestasien op i flammer. Den deraf følgende fare for optrapning til en fuldskala atomar konflikt mellem supermagterne burde ikke behøve nogen uddybning: Israel er selv en atomar magt, og Iran, som blev medlem af BRIKS i 2024, er også ved at underskrive en »omfattende strategisk partnerskabsaftale« med Rusland, som blev godkendt af præsident Putin personligt i midten af september i år.

Det britiske oligarki lægger ikke skjul på deres »prognose« for, hvad de forventer, der skal ske i Sydvestasien. Den 30. september rapporteredeThe Economist: “Efter halshugningen af Hizbollah kan Iran kappes om en atombombe…. Amerika og Israel har længe lovet, at Iran ikke vil få lov til at bygge en bombe. Især Israel ser ud til at have detaljerede efterretninger om udviklingen i Irans atomprogram. Hvis det opfangede tegn på, at Iran var ved at overskride en tærskel, kunne det meget vel angribe iranske atomanlæg.”

Den 1. oktober fortsatteThe Economist: »Det igangværende iranske angreb … giver Israel en begrundelse for at håndtere Irans atomare trussel.«

Og den anglofile Heritage Foundation udgav den 1. oktober en rapport med overskriften »Iran Is Inching Toward a Nuclear Weapons Breakout: What Does This Mean for the United States?«, som argumenterede for, at ›USA skal udstyre og styrke sine regionale partnere og allierede til at konfrontere Iran … og – om nødvendigt – udvikle og opretholde de kapaciteter, der er nødvendige for at ødelægge Irans atomare kapacitet.‹

Hvor fører sådanne scenarier hen? Til atomkrig.

En betydelig del af det officielle Washington er godt klar over, at den nuværende politiske kurs for Sydvestasien (for ikke at tale om Ukraine) hurtigt vil blive atomar, hvis man fortsætter. Nonproliferation Policy Education Center rapporterede om Iran-Israel-krigsspil, som de afholdt i slutningen af 2023 – med 35 deltagere fra republikanske og demokratiske kongresmedarbejdere, embedsmænd og analytikere fra den amerikanske regering, førende akademiske forskere, eksperter i national sikkerhed og mellemøstlige tænketanke samt amerikansk militærpersonale – som fandt, at alle scenarierne »hurtigt blev atomare«.

Og alligevel holder de kursen. Faktisk var det allerførste spørgsmål, der blev stillet ved vicepræsidentdebatten den 1. oktober, designet til at stille begge kandidater op bag Londons politik om at orkestrere et fælles amerikansk-israelsk angreb mod Irans atomprogram. Hverken Vance eller Walz bestred denne politik.

Det var dog ikke tilfældet for Helga Zepp-LaRouches Schiller Institut, som den 2. oktober afholdt en international onlinekonference med topeksperter fra begge sider af Atlanten for at diskutere emnet »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland er nødt til en ny sikkerhedsarkitektur.« Læserne opfordres til at se hele det ekstraordinære referat og studere Zepp-LaRouches politikker og underliggende principper for at eliminere krigsfaren, ikke ved en optrapning af en stadig mere skræmmende terrorbalance – som i Kissingers Mutually Assured Destruction (MAD)-doktrin – men med et nyt paradigme for universel udvikling.

I februar 1982 adresserede Lyndon LaRouche MAD-doktrinens vanvid i en kort artikel med titlen “An End to Mutually Assured Destruction:
»Så i et kvart århundrede har verdens befolkning levet under den evige terror af altid parat interkontinental atomar krigsførelse…. Det værste træk ved den kissingerske MADness-doktrin er den falske antagelse, at de forud kendte konsekvenser af atomar krigsførelse er tilstrækkelige til at forhindre enhver supermagt i rent faktisk at iværksætte et generelt atomart angreb. Denne besættelse af MADness er gået så vidt som til at fremme doktrinen om, at Moskva ville tolerere et begrænset, Europa-baseret atomart angreb på Rusland selv uden at udløse en generel atomar spærreild mod USA’s fastland.

»Konsekvenserne af atomar krigsførelse er en fantastisk afskrækkelse.

“Hvis USA’s regering fortsætter sin tilslutning til den økonomiske politik, der blev sat i gang i august 1971, eller endnu værre, den nuværende Volcker-monetaristiske politik, er det meste af verden allerede på vej ned i dybet af en ny generel depression, der er langt dybere, mere vedvarende og kvalitativt mere ødelæggende end den økonomiske depression, der gik forud for krigen i 1939-45….

“Medmindre USA drastisk ændrer sin nuværende penge- og militærpolitik, truer den atomare katastrofe, der er født af Kissingersk MADness, med at blive den form for krig, som ingen ønsker at tro på faktisk kan ske.

»Når vi nærmer os denne tidlige periode med akut krise, er det påtrængende, at USA’s regering er parat til at gå ud fra både pengepolitik og militærpolitik, der er fundamentalt anderledes end de politiske tendenser, der i stigende grad har domineret vores politiske beslutningstagning i de seneste 15 år.«

Foto: GPO

Den 2. oktober 2024 (EIRNS) 

Her er hovedtalen fra Helga Zepp-LaRouche og talen fra den tidligere amerikanske ambassadør Jack Matlock:

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til den ekstraordinære liste af talere, som jeg anser for at være enestående i stand til at diskutere, hvorfor vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvis vi vil undgå faren for Tredje Verdenskrig. Jack Matlock, fordi han er det vigtigste øjenvidne fra den periode, hvor det stadig ville have været meget let at etablere en ny global sikkerhedsarkitektur; Postol, som sandsynligvis er verdens førende ekspert i atomvåben; derefter Alain Corvez, som bringer et forfriskende syn på suverænister fra Frankrig, som vi desværre helt mangler i Tyskland; Mr. Effenberger, som er en meget robust historiker og forfatter til mange bøger; og Rainer Rupp, som har en biografi, der gav ham mulighed for på første hånd at opleve, hvor hurtigt man kan glide ind i en atomkrig, hvilket han vil berette om.

Så, vi har lige nu en kaskade af begivenheder, og de gør det klart, at hvis vi fortsætter, som tingene går lige nu, er chancen for, at situationen kommer ud af kontrol, ekstremt stor. Den varmeste situation lige nu er Sydvestasien, som hurtigt er ved at komme ud af kontrol.
Grundlæggende har det sidste års begivenheder, hvor Hamas angreb Israel og Israels uforholdsmæssige reaktion i Gaza, efterladt en situation, hvor der ifølge det britiske lægetidsskrift {The Lancet} er mere end 200.000 døde i Gaza. Gaza er næsten fuldstændig ødelagt. Nu, efter angrebet på Hizbollahs hovedkvarter, hvor der ifølge CNN blev brugt femten 1000 kg tunge “bunker buster”-bomber til at dræbe Nasrallah og et ukendt antal andre mennesker. Ifølge israelske Channel 12 var det 85 bunkerpenetrerende bomber på 1 ton hver, som skabte et gigantisk krater. For mig er dette krater en slags billede på stilen og politikken, at man bare bryder ind og dræber, uanset hvad konsekvenserne er.

Det førte naturligvis til, at Iran den 1. oktober sendte flere hundrede ballistiske missiler mod Israel med sigte på to luftvåbenbaser og Mossads hovedkvarter. Iran hævder, at 90 % af disse missiler ramte deres mål; Israel benægter naturligvis dette og siger, at det iranske angreb var fuldstændig ineffektivt. Under alle omstændigheder er vi nu i en situation, hvor, hvis Israel iværksætter et betydeligt modangreb, måske på olieraffinaderierne i Iran, at, hvis Iran gengælder det, så vil Israel optrappe måske mod de atomare anlæg i Iran.

Den amerikanske hangarskibsgruppe har ligget i regionen i et år sammen med mange krigsskibe. Vi har nu en situation, hvor alt er klar til at eksplodere mellem Iran, Hamas, Hizbollah og houthierne på den ene side og Israel og dets amerikanske støtter på den anden side. Dybest set, hvis det kommer til en optrapning, hvor Iran bliver ramt på en alvorlig måde, hvad vil de andre atomare magter så gøre? Rusland har en militæraftale med Iran; det er i Kinas grundlæggende interesse ikke at lade Iran blive ødelagt i betydelig grad. Så dette kunne være den udløsende faktor for tredje verdenskrig.

Den anden situation, omkring Ukraine-krigen, har nået et punkt, hvor Rusland som reaktion på en lang række begivenheder for nylig ændrede sin atomdoktrin, som hidtil havde været, at Rusland kun ville bruge atomvåben, hvis Ruslands og Den Russiske Føderations eksistens og territoriale integritet var i fare. Men nu har de ændret den til at sige, at hvis der er et betydeligt luftangreb på Rusland fra en ikke-atomar magt, og denne magt støttes af en atommagt, så vil Rusland måske bruge atomvåben først. Så situationen er stadig bagefter, at mange mennesker i Vesten stadig siger: »Åh, Rusland bluffer. Der er ingen røde linjer«, selv om vi er på nippet til, at sådanne røde linjer bliver overskredet hele tiden. Den 13. september tog den britiske premierminister Starmer til Det Hvide Hus og forsøgte at overbevise præsident Biden om at give tilladelse til, at langdistancemissiler kunne bruges til angreb dybt inde på Ruslands territorium, hvilket Biden ikke gik med til på det tidspunkt. Men mange mennesker i den strategiske diskussion – herunder naturligvis russerne – mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Biden vil gå med til det. Josep Borrell fra EU sagde netop i går: »Det er vigtigt at bruge sådanne langtrækkende missiler dybt ind i Ruslands territorium, for man skal ramme bueskytten, ikke kun pilene.«

Rusland havde allerede før ændringen i atomvåbendoktrinen gjort det meget klart, at hvis tingene optrappes, vil de ikke bare ramme F-16 og NATO-tropperne inde i Ukraine, men de vil ramme kommandocentralerne, hvor ordren gives til at indsætte disse våben. Jeg tror, vi vil høre fra Ted Postol, som har skrevet mange ekstremt vigtige artikler om forskellen mellem konventionel krig og atomkrig, og hvorfor det er logikken, at når man først begynder at bruge atomvåben, så er sandsynligheden for, at de alle bliver brugt, absolut størst.

Hvis det nu kommer til atomkrig globalt, kan det ende – og vil efter al sandsynlighed ende – alt liv på planeten; fordi det vil blive efterfulgt af en atomvinter. Der er en debat, hvor folk benægter, at det er tilfældet, og allerede Albert Einstein sagde, at han ikke ved, hvordan en tredje verdenskrig vil være, men han er sikker på, at en fjerde verdenskrig igen vil være med sten og pinde. Måske vil nogle mennesker overleve, men i en forfærdelig tilstand, og selv det er ikke sikkert.

Derfor er vi nødt til at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at stoppe det. For at finde frem til det rigtige svar må vi spørge: »Hvad gik galt? Hvordan kom vi fra afslutningen af Den kolde Krig til en situation, hvor civilisationen er på spil?« I morgen er det den 3. oktober, hvor det er 34 år siden, at Tyskland blev genforenet. Som Matlock også har sagt, sluttede Den kolde Krig faktisk to år tidligere.

Vi har udgivet en bog om dette, kaldet {The Lost Chance of 1989-90}, hvor vi præsenterer historien om den afgørende periode, afslutningen på Den kolde Krig, den tyske genforening, vores forslag, som vi havde fremsat for at udnytte den historiske chance, som under de nuværende forhold tydeligvis ikke blev udnyttet. Udenrigsminister James Baker havde i februar 1990 lovet Gorbatjov, at NATO ikke ville flytte sig en tomme mod øst. Tyskland kunne også blive forenet, svarede Gorbatjov, og være med i NATO. Det var utroligt generøst i betragtning af, at det på det tidspunkt kun var 45 år siden, at Anden Verdenskrig sluttede. I betragtning af de enorme tab, som Rusland led – formentlig 27 millioner – og som Tyskland havde en stor del af skylden for, synes jeg, at Ruslands accept af den tyske genforening under disse betingelser var utrolig generøs. Det vender sig i min mave at se, hvordan det på kun 34 år er blevet fuldstændig glemt.

Vores indgriben i situationen på det tidspunkt, bare for at nævne det kort, skyldtes, at Lyndon LaRouche – min afdøde mand – allerede i 1984 havde lavet den prognose, at hvis Sovjetunionen ville fortsætte med den økonomiske politik, de havde på det tidspunkt, hvilket grundlæggende var en form for primitiv akkumulation mod deres egen økonomi, ville de kollapse om fem år. Derfor overraskede det os ikke, at Comecons økonomiske problemer voksede massivt i 1988, og derfor holdt Lyndon LaRouche og jeg en pressekonference på Kempinski Bristol Hotel, hvor han forudsagde, at Tyskland snart ville blive forenet, et år før det skete, og at det forenede Tyskland skulle have Berlin som hovedstad og derefter fortsætte med at udvikle Polen med vestlige teknologier som en model for alle Comecon-stater, der skulle moderniseres.

Berlinmuren faldt den 9. november 1989, og vi var slet ikke overraskede. Men den 7. juli 1998 offentliggjorde den tyske regering sine »Dokumenter vedrørende tysk politik«, et dokument på 1.667 sider, som normalt har været fortroligt og hemmeligt i 30 år, men Kohl besluttede at offentliggøre det af indlysende grunde. Der stod grundlæggende, at Tyskland ikke havde nogen forberedt plan for, hvad man skulle gøre, hvis muligheden for en tysk forening opstod. I dokumentet står der: “Overraskende nok er dagen X for åbningen af grænserne kommet, og regeringen har ikke et tilgængeligt, passende begreb om, hvad den skal gøre. Ingen forberedelser, ingen procedurer eller krisescenarier til denne lejlighed.«

Vi havde dog et koncept; jeg skrev en folder, som blev udgivet den 15. november 1989 med overskriften: “Det elskede Tyskland fortsættes”, hvor jeg tog LaRouches forslag op om at udvikle Polen med vestlige midler, modernisere det og gøre det til en model for transformationen af Comecon-staterne. Det var naturligvis kun en pjece, men et par dage senere, den 28. november, offentliggjorde kansler Kohl sit 10-punktsprogram, hvor han endnu ikke foreslog en genforening af Tyskland, men blot en konføderation af to stater. To dage senere blev Alfred Herrhausen, formand for Deutsche Bank, myrdet af en meget tvivlsom »tredje generation« af Baader-Meinhof-banden, en begivenhed, som af den tidligere Pentagon-embedsmand Fletcher Prouty blev karakteriseret som lige så afgørende for den tyske situation, som mordet på John F. Kennedy var for USA. Det var et signal til Kohl og hele den tyske elite om ikke at træde ud af nogen allieret konsensus, hvor 10-punktsprogrammet havde været et lille skridt i retning af suverænitet, hvilket dybest set ikke var tilladt.

Et par dage senere på EU-topmødet i Strasbourg faldt alle over Kohl som et ton mursten, og Kohl beskrev senere dette som den mørkeste time i sit liv. Thatcher startede kampagnen om det »Fjerde Rige«, og derefter krævede Mitterrand – ifølge erindringerne – at Tyskland skulle opgive D-marken til fordel for euroen som en forudsætning for genforeningen. Alle insisterede på, at Tyskland skulle gå med til Maastricht-traktaten, som dybest set var en underkastelse af det neoliberale nedskæringsdogme og en opgivelse af enhver økonomisk suverænitet fra Tysklands side.
For Ruslands vedkommende insisterede IMF på chokterapien, som reducerede Ruslands industrielle potentiale fra 1991-94 til kun 30 %. På det tidspunkt holdt jeg mange taler, som blev offentliggjort, hvor jeg sagde, at hvis Vesten begår den fejl at pålægge det bankerotte kommunistiske økonomiske system det lige så fallerede neoliberale system, så kan man måske udskyde sammenbruddet i nogle få år, men det vil i sidste ende blive et sammenbrud, der er meget, meget, meget alvorligere end selv kommunismens endeligt. Johannes Paul II, den daværende pave, advarede på samme måde om, at Vesten ikke skulle blive triumferende og hævde, at de havde vundet Den kolde Krig, fordi der var strukturer af synd i både Øst og Vest), og hvis folk ikke ville tro på det, skulle de se på udviklingslandenes tilstand for at se, at sådanne strukturer af synd også fandtes i Vesten.

I januar 1990 offentliggjorde vi vores Productive Triangle proposal, som var en idé om at integrere området mellem Paris, Berlin og Wien: Modernisere det – det var den højeste koncentration af industriel kapacitet i verden på det tidspunkt – modernisere det ved at tilføre magnetisk højhastighedstog-teknologi, atomkraft, og så bringe denne udvikling gennem udviklingskorridorer til Warszawa, Kiev, Moskva og Balkan.
Det blev naturligvis ikke vedtaget på grund af geopolitisk modstand fra de allierede magters side. Så derfor, i 1991, da Sovjetunionen kollapsede, udvidede vi denne produktive trekant til den Eurasiske Landbro, Eurasian Land-Bridge, som i bund og grund var ideen om at forbinde befolknings- og industricentrene i Europa og Asien gennem økonomiske udviklingskorridorer. Og vi mente det udtrykkeligt som det økonomiske fundament for en fredsorden for det 21. århundrede. Gorbatjov talte på det tidspunkt stadig om et fælles europæisk hus, andre talte om en fælles sikkerhedsarkitektur fra Lissabon til Vladivostok.

»Chokterapien« sendte Rusland ind i et årti med absolut folkemord, som den russiske økonom Sergei Glazyev skrev i en bog med titlen {Genocide} . Og det transatlantiske system gik med til at deregulere markederne endnu mere, fordi der ikke var flere fjender. Så dykket ned i et neoliberalt, neomalthusiansk økonomisk system med nulvækst fortsatte, og det samme gjorde regimeskift, farvede revolutioner og så videre.
Kina var det eneste land, der tog ideen om den eurasiske landbro op. Jeg siger ikke, at de tog vores forslag direkte. Nogle gange går disse ting mange forskellige veje: Vi havde mange konferencer og seminarer på fem kontinenter i verden. Men i 2013 annoncerede Xi Jinping den nye silkevejog fremkomsten af Bælte- og Vej-Initiativet, som fuldstændig har forvandlet verden i de følgende 11 år. Som et resultat af det har man nu en genoplivning af Den Alliancefrie Bevægelse, som på grund af samarbejdet med Kinas Bælte- og Vej-Initiativ for første gang har set chancen for at overvinde kolonialisme og fattigdom, mens den vestlige verden, det transatlantiske system, grundlæggende set forsømte investeringen i fysisk økonomi til fordel for profitmaksimering. Derfor er den virkelige årsag til krigsfaren, at det Globale Syd, som er blevet den Globale Majoritet – ifølge Chatham House udgør den 88 % af verdens befolkning – er i færd med at opbygge et nyt økonomisk system, som Vesten tåbeligt nok betragter som en fjende, der skal inddæmmes og undertrykkes.

Det er grunden til, at hvis vi ikke forlader den geopolitiske idé om, at der vil være to systemer – det ene er det globale NATO, som vil undertrykke eller skal undertrykke Rusland, Kina og det Globale Syd; og på den anden side har du BRIKS+, som holder en stor konference i Kazan i Rusland i denne måned, hvor i alt 40-50 lande har ansøgt om medlemskab; ikke alle kommer med denne gang, men der vil komme bølger af tilslutning – hvis den dynamik ikke overvindes, tror jeg Tredje Verdenskrig er udfaldet.

Det er derfor vi kræver, eller i hvert fald fra Schiller Instituttets side, at der straks etableres en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur med den Westfalske Fred som forbillede, hvor krigens parter kom til den konklusion, at en vedvarende krig ikke ville efterlade nogen i live til at nyde sejren. Og de satte sig ned ved forhandlingsbordet og kom frem til principper, som er kendt som principperne i Den Westfalske Fred, og som var grundlaget for etableringen af international lov.

Jeg tror, det er meget materiale, og det er ikke sikkert, at alle er enige i min udlægning af historien, men jeg vil gerne lægge op til diskussion.

OSSENKOPP: Tusind tak, Helga Zepp-LaRouche, for denne meget stærke analyse og kronologi – især for at nævne den skandaløse udvikling, at der ikke var nogen procedure for genforening, og at mordene på Herrhausen og Rohwedder aldrig er blevet efterforsket. Så der er meget at gøre.

Hvis du undrer dig, vil vi have en diskussionsperiode efter talernes udtalelser. Bagefter vil vi kunne diskutere. Du kan så række hånden op i Zoom-konferencen, eller du kan sende dit spørgsmål i chatten. Eller du kan i mellemtiden sende os en e-mail til questions@schillerinstitute.org.

Uden yderligere omsvøb vil jeg gerne give ordet til ambassadør Jack Matlock. Han er diplomat, historiker, tidligere direktør for Kommissionen for sovjetiske Anliggender i udenrigsministeriet, ambassadør i Tjekkoslovakiet og derefter, på afgørende vis, USA’s ambassadør i Sovjetunionen fra 1987-91. Han er også forfatter til bøger som {Autopsy of an Empire} fra 1995 og {Reagan and Gorbachev: How the Cold War Ended} fra 2004. Ambassadør, før jeg giver dig ordet, vil jeg gerne med forsinkelse ønske dig tillykke med fødselsdagen, for i går var det den 1. oktober, og du blev født den 1. oktober 1929. Så tillykke med de 95 år!

Ikke korrekturlæst

AMBASSADØR JACK MATLOCK: Mange tak. Helga har beskrevet situationen så grundigt og præcist, at jeg ikke kan gøre meget andet end at uddybe nogle af hendes pointer.

Først og fremmest vil jeg blot sige, at en af vores historikere har beskrevet Første Verdenskrig som et Europa, der gik i søvne ind i krigen i 1914. Den nuværende situation minder mig om det: For mens alle disse begivenheder udvikler sig – krigen i Ukraine, hvor de vestlige magter i realiteten fører krig mod Rusland; så volden i Vestasien med det, der kun kan beskrives som et folkemorderisk angreb på befolkningen i Gaza; og nu voksende fjendtligheder mellem Iran og Israel, og Israel, der invaderer Libanon. Og så har vi ikke så meget vold i Asien, bortset fra rapporter om, at højtstående amerikanske militærfolk taler om at forberede sig på en krig med Kina, hvis der skulle komme en kinesisk invasion af Taiwan.

Jeg synes, det er en utrolig farlig situation, og jeg tror, at når jeg ser tilbage som en, der var til stede under en af vores tidligere kriser, så var jeg på den amerikanske ambassade i Moskva under Cuba-krisen. Jeg hjalp med at oversætte nogle af de beskeder, som Khrusjtjov sendte til Kennedy, og når vi ser tilbage på det, indser vi, at vi kom meget tæt på en atomkrig på det tidspunkt. Der var visse beslutninger truffet af – vil jeg sige – nogle af de lavere rangerende militære embedsmænd, som forhindrede, at atomvåben blev brugt.

Jeg vil også sige, at det diplomati, vi brugte i slutningen af 1990’erne og frem til 1991 for at afslutte den kolde krig, i realiteten er blevet vendt om siden afslutningen af den kolde krig. Vi fulgte ikke læren fra Anden Verdenskrig, hvor USA insisterede på, at Tyskland og Frankrig skulle begrave stridsøksen og begynde at samarbejde i stedet for at starte nye krige. Ved afslutningen af den kolde krig burde vi have insisteret på, at der blev opbygget en europæisk struktur, som kunne garantere [sikkerhed for] alle de nyligt uafhængige lande, inklusive Rusland. I stedet begyndte vi blot at udvide NATO.

Nu blev NATO oprettet for at modstå et muligt sovjetisk angreb på Vesteuropa. Og hvis der havde været et sådant angreb, kunne det have været en katastrofe, fordi der allerede var udstationeret taktiske atomvåben i området. Det ville være umuligt at bruge dem uden at ødelægge netop de områder, vi skulle forsvare. Så gudskelov skete det aldrig. Når man ser på de historiske optegnelser, viser det sig, at Sovjet aldrig havde til hensigt at angribe Vesteuropa. De havde planer om, at hvis vi angreb dem, ville de svare igen. Men efter atomulykken i Tjernobyl i 1986 blev det klart, selv for de sovjetiske militærledere, at en atomkrig ville være en katastrofe for alle.

På deres første møde blev præsident Reagan og daværende generalsekretær Gorbatjov enige om, at en atomkrig ikke kan vindes, ikke må udkæmpes, og at der derfor ikke kan blive nogen krig mellem os. Og de fortsatte med at forhandle: De håbede, at de kunne eliminere atomvåben. Det viste sig ikke at være muligt.

Jeg kan huske, at vi i den periode, hvor vi forsøgte at give Europa bedre beskyttelse, besluttede, at fordi Sovjet havde deres SS-20-missiler rettet mod Vesteuropa, som kunne ramme vores NATO-hovedstæder i Vesteuropa på få minutter, og Vesteuropa ikke havde noget tilsvarende, så besluttede vi, at for at få dem til at fjerne de missiler, ville vi opstille mellemdistancemissiler i Tyskland. Det var meget kontroversielt i Tyskland. Jeg kan huske, at jeg på det tidspunkt arbejdede i Det Hvide Hus med disse sikkerhedsspørgsmål, og jeg var på besøg i München, da der var demonstrationer – store demonstrationer! »{Nie wieder! Nie wieder!}« De vil ikke have atomvåben igen, men grunden til at indsætte dem var at komme af med dem alle sammen. Og det gjorde vi. Vi opstillede dem endelig, vi indgik en aftale, og så fjernede begge sider dem alle sammen, og Sovjet fjernede mange flere end os, fordi vi aldrig opstillede så mange, som de havde.

Det piner mig virkelig i dag at se, at lederen af De Grønne – på det tidspunkt var De Grønne de mest højlydte til at argumentere imod disse udstationeringer – og nu har en udenrigsminister [Annalena Baerbock], som i realiteten truer Rusland med atomvåben. Jeg kan ikke forstå en beslutning om at udstationere mellemdistancemissiler i Tyskland. Det er helt ubegribeligt, at en tysk regering går med til det. Det er ikke sket endnu, og lad os håbe, at det ikke sker. Men jeg vil gerne påpege, at hvis europæerne tror, at en amerikansk præsident vil udsætte sit land for Ruslands interkontinentale missiler for at gøre gengæld på nogen direkte måde, hvis atomvåben bliver brugt mod dem – så kan jeg bare sige: »Det ville jeg ikke regne med.« Sagen er, at når disse ting først begynder, og hvis man begynder at optrappe, vil man få den slags atomkrig, der ødelægger civilisationen. For der er ingen kendt måde, hvis den ene side svarer igen med vold mod den anden side, frem og tilbage, der er ingen måde at stoppe det på. Og jeg tror, vi er på det stadie nu.

Lad mig også sige, at det var en stor fejl, at Vesten udvidede NATO på et tidspunkt, hvor der ikke var nogen trussel fra øst. Jeg tror faktisk, at Helga har ret i, at ikke bare amerikanske, men også britiske og tyske topfolk, premierministre og udenrigsministre, forsikrede Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide mod øst, hvis den tyske genforening i det væsentlige blev besluttet på Vesttysklands betingelser. Det er simpelthen glemt, og udvidelsen fandt sted.

Og i dette århundrede begyndte USA at forlade alle de våbenkontrolaftaler, som vi havde underskrevet med Sovjetunionen, og som var afgørende for at afslutte den kolde krig. Vi startede i 1990’erne med at forlade ABM-traktaten [Anti-Ballistic Missile Treaty] og derefter andre traktater. Til sidst trak vi os under præsident Trumps regering ud af INF-traktaten [traktaten om mellemdistanceraketter] på et, vil jeg sige, meget usikkert grundlag og sagde blot, at der var russiske overtrædelser, men de definerede aldrig præcist, hvad de var.

Det blev aldrig debatteret. Og når jeg tænker tilbage på, hvordan alle disse ting under den kolde krig blev debatteret af vores offentlighed, af vores regeringer, og nu passerer de bare, og hele vores offentlighed koncentrerer sig om andre ting af meget mindre betydning.

Så jeg vil kun tilføje én ting i denne diskussion, og det er, at jeg føler, at mit land, USA, er meget overbebyrdet med de garantier, det har givet verden. Vi betaler for næsten hele vores militære indsats med gæld. Og vores gæld er nu oppe på omkring 33 billioner dollars, hvilket er langt mere end vores bruttonationalprodukt i et givet år. Desuden stiger gælden hvert år, og ingen af vores politiske partier har planer, der kan bringe budgettet i balance igen. Jeg tror, at det er uholdbart på lang sigt. Jeg mener, at vi skal finde en måde at opmuntre parterne til at handle fredeligt i stedet for at give næring til kampene. Der kunne have været en helt rimelig aftale mellem Rusland og Ukraine, hvis de to Minsk-aftaler – som faktisk også blev underskrevet af Tyskland og Frankrig – var blevet gennemført af Ukraine. Det blev de ikke! I stedet begynder de allierede simpelthen at levere militært udstyr til Ukraine for i realiteten at fortsætte kampene.

Så det synes jeg nu også er en forfærdelig ting: Krig overalt er en forfærdelig ting. Og krigen i Ukraine skader Ukraine meget mere end noget andet land.

Men en af de ting, vi hører nu, er jeg ikke enig i: Folk siger: »Hvis I ikke stopper Rusland nu, vil Rusland gå efter de baltiske lande eller Polen eller Østeuropa.« Det er noget vrøvl! Der er ingen beviser overhovedet. Og enhver, der virkelig kender områdets historie, ved, at Ruslands forhold til Ukraine og Hviderusland er meget specielt. Det er deres nabolag. Og enhver russisk regering vil betragte muligheden for en udenlandsk militæralliance og militærbaser i de to nabolande som fuldstændig uacceptabel. Vi amerikanere ville f.eks. ikke acceptere udenlandske militærbaser i Mexico. Vi ville sandsynligvis ikke engang acceptere dem i Sydamerika, og hvorfor vi ikke kan forstå det, ved jeg ikke.

Lad mig blot slutte af med at sige, at lige nu ser jeg ingen umiddelbar udsigt til, at disse ting vil vende. Men jeg har også i min levetid oplevet hurtige vendinger, som ikke var forventet, og lad os håbe, at der snart kommer nogle, der er mere opmuntrende.

OSSENKOPP: Mange tak, ambassadør Matlock. Du er virkelig et meget unikt vidne i historien og deltager i den historiske udvikling. Og du bringer de rigtige begreber ind i vores forum, så vi kan reflektere over, hvorfor vi er havnet i dette rod, og hvordan vi kommer ud af det. Så mange tak for din tid. Vi vil have dig med i diskussionerne senere.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 1. oktober 2024

Fra og med i dag er USA involveret i en varm krig i Sydvestasien – ikke i beredskab, ikke i nødstilfælde, men gennem engagement. Ved mørkets frembrud i dag, lokal tid, blev der affyret omkring 180-200 ballistiske missiler fra Iran i retning mod Israel, ifølge en erklæring fra Teheran i dag som gengældelse for Israels mord den 27. september på Hassan Nasrallah, leder af Hizbollah, og andre navngivne ledere. To amerikanske destroyere, USS Cole og USS Bulkeley, affyrede 12 interceptorer tilbage mod missilerne og sluttede sig til det israelske forsvar.

USA vil vedvarende forsvare Israel, udtalte topembedsmænd fra Det Hvide Hus og Pentagon efter episoden, og sagde at de afventer, hvad Israels næste beslutning vil være. På tidspunktet for udarbejdelsen af denne meddelelse mødtes det israelske sikkerhedsråd for at beslutte deres næste skridt. I FN i eftermiddag briefede den israelske FN-ambassadør, Danny Danon, medierne om at være forberedt på Israels næste handlinger, som »Iran vil mærke konsekvenserne af«. Han sagde: »Det vil blive bemærket. Det vil være smertefuldt.«

Talsmand for Det Hvide Hus, Jake Sullivan, den nationale sikkerhedsrådgiver, sagde, at der foregår »dybe konsultationer«. »Biden beordrede USA til at hjælpe med at forsvare Israel.« Pentagons talsmand, generalmajor Pat Ryder fra luftvåbnet, gentog: »Vi støtter fuldt ud Israels ret til at forsvare sig selv.« Han nedtonede, hvad Israel gør i Libanon, og tilføjede at »Israel ødelægger Hizbollahs begrænsede infrastruktur ved grænsen.«

Et vildt kor af amerikanske politiske stemmer – på tværs af partiskel – hepper på Israel for dets bombardementer og snigmord og hylder USA’s støtte. Vicepræsident Kamala Harris sagde om Israels drab på Nasrallah, at »jeg har en urokkelig forpligtelse over for Israels sikkerhed. Jeg vil altid støtte Israels ret til at forsvare sig mod Iran og Iran-støttede terrorgrupper som Hizbollah, Hamas og houthierne.« Jared Kushner, Trumps svigersøn og rådgiver for Trumps præsidentskab om Sydvestasien, sagde den 29. september, at dagen for Nasrallahs død var »den vigtigste dag i Mellemøsten siden Abraham-aftalens gennembrud«, med henvisning til den antipalæstinensiske falske »fredsplan«, som han selv havde promoveret.

Man må håbe, at skaderne fra dagens missilangreb ifølge de foreløbige rapporter er begrænsede. Men den optrapning, der er i spil, er mere end farlig. USA har på forhånd opstillet omfattende ildkraft og styrker i regionen. Forsvarsministeriet udsendte i går en erklæring, »DOD Enhances Middle East Defense Posture«, som beskriver de ekstra fly og det ekstra personale, der er sendt til Sydvestasien til »forskellige eventualiteter« og »for at komme Israel til hjælp«.

Storbritannien er iøjnefaldende i de diplomatiske konsultationer sammen med USA og Israel. Forsvarsminister Lloyd Austin, som talte to gange i dag med den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, konfererede med den britiske forsvarsminister John Healey i går. Den høflige amerikanske udlægning lød, at Austin og Healey »noterede sig den igangværende koordinering mellem USA og Storbritannien for at beskytte både amerikansk og britisk personale i regionen og forpligtede sig til fortsat tæt kommunikation, efterhånden som situationen udvikler sig.« I månedsvis, ja i årevis, har dæmoniseringen af Iran været et evangelium for disse dødbringende geopolitiske kredse.

Ledere i regionen og i verdens arabiske og muslimske samfund har i løbet af de sidste to dage, siden bombemordet på Hassan Nasrallah og den israelske opbygning af landstyrker mod Libanon, mobiliseret sig og opfordret til nødforanstaltninger. Irak anmodede i går om et møde i Den Arabiske Liga, hvis generalsekretær, Ahmed Aboul-Gheit, udsendte en støtteerklæring til Libanon. Golfens Samarbejdsråd opfordrede i går til en øjeblikkelig våbenhvile i Libanon. Iran indkaldte til et hastemøde i Organisationen for islamisk Samarbejde på dagen for mordet på Nasrallah, den 27. september.

Hvad sker dernæst? Deltag i mobiliseringen for at stoppe galskaben. Benyt den næste mulighed for at konferere med andre internationalt om, hvad vi kan gøre. Onsdag den 2. oktober er Schiller Instituttet vært for en international webbegivenhed: »Endnu et skridt tættere på atomart ragnarok – Tyskland har brug for en ny sikkerhedsarkitektur.«

Torsdag den 3. oktober er der et internationalt arrangement, personligt og online, med base i Peru. Konferencen har titlen: »Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multipolar World« og foregår på både engelsk og spansk.
Fredag den 4. oktober afholdes det 70. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition.

Foto: IDF website.

Politisk orientering den 1. oktober 2024 med formand Tom Gillesberg

Kontakt os: +45 53 57 00 51; si@schillerinstitut.dk
Dansk: www.schillerinstitut.dk
Præsentationsvideo: Schiller Instituttet: Fred Gennem Udvikling:
• Schiller Institut trailer: Fred genne…

Andre vigtige hjemmesider:
English: www.schillerinstitute.com
www.laroucheorganization.com
www.larouchepub.com
www.larouchepub.com/eiw

af Marcia Merry Baker (EIRNS) – 30. september 2024

Det onde krigsfremstød i Netanyahus amerikansk-støttede israelske forsvarsstyrker (IDF) i Sydvestasien er på vej ind i en fuldgyldig regional kamp, endog til atomar udslettelse, lige så dramatisk som krisen i NATOs stedfortræder-krigsførelse fra Ukraine mod Rusland. Sidstnævnte trussel er ikke blevet mindre, selv om der endnu ikke er nogen formel, offentlig godkendelse fra USA af, at Ukraine må bruge dybtgående våben i Rusland. Det er endnu ikke sket.

Et luftfoto af Libanon viser et dybt krater i centrum af hovedstaden Beirut, skabt af IDF’s bombardementer med høj tonnage i weekenden. Denne forbrydelse fulgte efter en række angreb i de seneste uger fra IDF, som myrdede Hizbollahs topledelse, mens de forårsagede voldsom død, kvæstelser og ødelæggelse. Over 1000 libanesere er døde i løbet af de sidste to uger. Over 1,2 millioner libanesere er blevet fordrevet.

Den seneste opdatering er, at IDF’s landinvasion med udstyr og soldater er i gang i det sydlige Libanon. De israelske myndigheder kalder det på eufemistisk vis for en »begrænset« indtrængen. Dette er i overensstemmelse med Eretz Israel – oprettelsen af Storisrael – på en måde, som The Jerusalem Post rapporterede om for nylig: 1) etnisk udrensning i Gaza; 2) etnisk udrensning på Vestbredden; 3) tilegnelse af land i Libanon.

Hvad er USA’s svar? I dag bekendtgjorde embedsmænd i Pentagon detaljer om at sende flere amerikanske militærstyrker til regionen.

I udenrigsministeriet meddelte udenrigsminister Antony Blinken, at verden er bedre stillet nu, hvor Israel har dræbt Hassan Nasrallah, Hizbollahs leder. »Libanon, regionen og verden er mere sikker uden ham.« Da han blev spurgt specifikt om, hvorfor Israel nu går ind i Libanon, opremsede Blinken floskler om, hvor ønskværdigt diplomati er.
Det samme synspunkt kommer fra republikansk side. For eksempel viste Fox News TV i dag generalløjtnant Keith Kellogg, tidligere militærrådgiver i Donald Trumps præsidentperiode, som roste Netanyahu for alt det, han gør nu for at »afslutte det arbejde«, han burde have gjort for mange år siden.

I mellemtiden fortsætter USA’s, Storbritanniens og NATO’s vanvid om, at det ikke vil få nogen konsekvenser at angribe dybt ind i Rusland fra Ukraine. Tv-kanalen Fox News rapporterede i weekenden om den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj, som gentog sin påstand om, at Putin bluffer, når han truer med at bruge atomvåben, hvis Rusland bliver angrebet i dybden.

Mod denne galskab og disse dyriske udsigter er der modaktioner. I dag opfordrede Tayyip Erdogan, præsident for Tyrkiet, et NATO-medlem, FN’s generalforsamling til at følge op med magtanvendelse, hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke formår at stoppe Israel i Gaza og Libanon. »FN’s Generalforsamling bør hurtigt gennemføre bemyndigelsen til at anbefale magtanvendelse, som den gjorde med Uniting for Peace-resolutionen fra 1950, hvis FN’s Sikkerhedsråd ikke formår at vise den nødvendige vilje.«

I weekenden meddelte Schweiz, at det støtter principperne og dynamikken i gruppen af nationer »Friends of Peace«, som blev grundlagt på et møde i New York den 27. september på sidelinjen af FN’s Generalforsamling, indkaldt af Kinas og Brasiliens udenrigschefer. Gruppen udsendte et fælles kommuniké som en »køreplan for varig fred« mellem Ukraine og Rusland.
I USA deltog tusindvis af amerikanere i nationale demonstrationer i løbet af weekenden – to i Washington D.C. og en i Kingston, New York, hvor de rejste mange stærke stemmer mod den amerikanske regerings krigsgalskab. Dette blev forstærket af en »søster«-demonstration den 28. september i Stockholm, Sverige, som Humanity for Peace, Schiller Instituttet og andre var medarrangører af, og som havde mange deltagere.

En af talerne i Washington var f.eks. oberst Douglas Macgregor fra USA (pensioneret). Han talte til »Rescue the Republic«-demonstrationen den 29. september og tegnede et billede af den vanvittige samling af amerikanske styrker i Sydvestasien. Han advarede om, at det med fokus på Iran kunne udløse tredje verdenskrig. Han hævdede, at krig ikke har ført til noget positivt, og sagde, at USA burde bruge penge på infrastruktur. Han sagde: »Ikke flere krige! Fred, ikke krig! Velstand, ikke fattigdom!« Macgregor sendte også en hård, forud indspillet antikrigsbesked til demonstrationen i Stockholm den 28. september.

Blandt de mange talere i weekenden i Washington var de uafhængige LaRouche-kandidater i New York, Diane Sare (til det amerikanske senat) og Jose Vega (til valgkreds 15 i Bronx), som vil være vært for en vigtig national begivenhed i New York City den 26. oktober.

I Europa ses den voksende antikrigsholdning blandt borgerne i valgresultatet i Østrig i september og tidligere i de tre østtyske delstatsafstemninger. (Desværre fik nogle af partiernes indvandrerkritiske politik også støtte).

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition i 2023, bemærkede disse og andre positive skridt som et skift »mod en vej ud af krisesituationen«, men ikke nok. Vi er nødt til at eskalere. Vi er nødt til at udvide indsatsen overalt mod den forværrede krigsfare. Måden at få folk med på det, rådede Zepp-LaRouche, er »at trænge igennem: Vi kæmper for menneskehedens eksistens.« I den rette sindstilstand kan folk finde ud af, hvad de skal gøre. Oktober måned bliver afgørende.

I denne uge er der to store internationale begivenheder og det vigtige IPC-møde på fredag – det 70. ugentlige møde i træk.
Onsdag den 2. oktober er der en international internetbegivenhed: »Another Step Closer to Nuclear Armageddon – Germany Needs a new Security Architecture«, sponsoreret af Schiller Instituttet.

Torsdag den 3. oktober er der et internationalt arrangement (personligt og på internettet) med base i Peru. På [engelsk] ( https://www.youtube.com/live/MjzHeNKwVLg) og spansk har konferencen titlen »Development Strategies and Mechanisms for Cooperation in the Multi-Polar World«.

Foto: UNICEF/Dar Al Mussawir

Jason Ross

Den 28. september 2024

Når det gælder verdens varmeste brændpunkter, kan fred ikke skabes indefra i regionen. Kun et skift i de globale forhold kan forhindre en optrapning af kriser, som ellers vil føre til udslettelse af alt liv på jorden gennem atomar krigsførelse.
Israels mulighed for at opnå fred med sine naboer gennem en række lokale dialoger er ikke-eksisterende, medmindre hele verden ændrer sig. Israel opfører sig, som om en løsning på slagmarken er mulig. USA og nogle andre NATO-lande har vist, at de ikke har nogen røde linjer for Israel, og Israel optrapper tilsvarende … og optrapper endnu mere, med en tilsyneladende landinvasion af Libanon i støbeskeen, under det bredere mål at engagere Iran og derved få yderligere støtte fra »Vesten« til at omforme regionen. Israels handlinger er selvfølgelig vanvittige, men USA’s vanvid i denne region er ikke usædvanligt.

Den angloamerikanske elite opfordrer til et militært nederlag for Rusland, mens de håber, at præsident Putins udtalelser om tærsklen for Ruslands brug af dets atomare arsenal er bluff. En fred mellem Rusland og Ukraine, betragtet som en fred mellem de to nationer, giver ingen mening, da det ikke er Ukraine, som Rusland er i konflikt med, men NATO, som bruger ukrainsk territorium og tropper i stedet for sine egne. NATO er i krig med en atombevæbnet supermagt.

Inden for halvanden time ville anvendelsen (eller den tilsyneladende anvendelse) af et enkelt atomvåben resultere i en kædereaktion af hurtige beslutninger, der ville dræbe milliarder af mennesker, både med det samme og i en meget kort periode efterfølgende, og efterlade store dele af planeten ubeboelig i århundreder eller mere.

Er den angloamerikanske elite virkelig skør nok til at risikere en global ødelæggelse af liv og kultur? »Ja«, ville de svare, ›så skøre er vi‹, mens de fastholder, at Putin er for fornuftig til at udslette verden og derfor bluffer.

Som Ungarn påpegede i FN, burde alle stille spørgsmålet: »Hvad er den hurtigste vej til fred?« Jo længere tid det tager, jo flere mennesker vil dø, og jo større vil ødelæggelsen blive. Dette er ikke den Globale Majoritets hensigt. »Fredsvennerne er i flertal i dette kammer,« sagde Ungarns udenrigsminister Peter Szijjarto.

Ungarn var observatør ved »fredens venners« møde i FN under ledelse af Kina og Brasilien den 27. september, som udsendte et kommuniké med ni punkter, der blev underskrevet af Algeriet, Bolivia, Brasilien, Kina, Colombia, Egypten, Indonesien, Kasakhstan, Kenya, Mexico, Sydafrika, Tyrkiet og Zambia. Disse nationer opfordrer ikke til et rungende militært nederlag for Rusland (som modstod Napoleon og Hitler), men snarere til »en omfattende og varig løsning fra konfliktens parter gennem inkluderende diplomati og politiske midler baseret på FN’s charter.«

(Paragraf 7, som indeholder denne tekst: »Vi opfordrer til at afstå fra at bruge eller true med masseødelæggelsesvåben, især atomvåben og kemiske og biologiske våben. Alle bestræbelser må gøres for at forhindre spredning af atomvåben og undgå en atomkrig,« bliver fejlagtigt præsenteret som et angreb på Rusland, hvilket en gennemgang af hele kommunikéet afslører er forkert).

Kan diplomatiet lykkes, er en løsning overhovedet mulig uden at ændre USA og NATO? Hvem vil fremtvinge diskussionen om en udviklingsplan for i fællesskab at bekæmpe ørkenen i stedet for at levere våben til at bekæmpe andre mennesker i Mellemøsten?

De amerikanske kandidater Diane Sare og Jose Vega tager en ledende rolle i at ændre USA til gavn for verden.

Foto: kremlin.ru

Tilmelding til mødet her.

– Ambassadør Jack Matlock, tidligere amerikansk ambassadør i Sovjetunionen, 1987-1991.

– Dr. Ted Postol, professor emeritus ved MIT, førende ekspert i atomvåben.

– Rainer Rupp, Military and Intelligence expert (Germany)

– Col. (ret,) Alain Corvez, International Strategy Consultant. Former International Relations Consultant of the Defense and Interior Ministries, Paris.

– Wolfgang Effenberger (Germany), Author, „Pax Americana“(2004) & „Die unterschätzte Macht Von Geo- bis Biopolitik Oligarchen transformieren die Welt“ (2022).

– Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet

Det virker, som om erindringen om de to verdenskriges ødelæggelser og lidelser er blevet slettet. Der leveres stadig kraftigere og mere vidtrækkende våben til krigen mod Rusland, som om der ikke var nogen røde linjer i kampen mod den russiske atommagt. Vladimir Putins tålmodighed bliver tolket som svaghed, hvilket er en potentielt fatal fejlberegning!

Hvis der gives tilladelse til at bruge amerikanske og britiske langdistancemissiler til at angribe dybt ind på russisk territorium, vil risikoen for optrapning til atomkrig være større end under Cuba-krisen. Præsident Putin har advaret om, at brugen af sådanne våben vil betyde, at NATO-landene er i krig med Rusland, og den russiske viceudenrigsminister Ryabkov har bebudet en revision af Ruslands atomdoktrin, som på nuværende tidspunkt kun foreskriver brug af russiske atomvåben i tilfælde af en trussel mod eksistensen af russisk territorium.

Den 26. august meddelte New York Times , at præsident Biden allerede havde ændret den amerikanske atomdoktrin tilbage i marts i år for at foregribe truslen om en trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea. USA’s (!) beslutning om at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026, som den tyske kansler bekendtgjorde i juli, skal ses i denne strategiske sammenhæng. Der var ingen debat om spørgsmålet i Forbundsdagen eller i offentligheden. Nu rapporteres det, at Pentagon har bestilt en undersøgelse af virkningerne af radioaktivt nedfald på det globale landbrug, og især i Østeuropa.

Hvis det kommer til krig, vil Tyskland være det primære mål for angreb, og hvis der bruges atomvåben, vil der ikke være noget tilbage af Tyskland, ingen industri, ingen byer, ingen infrastruktur – og ingen mennesker. Med andre ord er vi fanget i en militær strategi, hvor der i værste fald ikke vil være nogen overlevelse. Er det i Tysklands interesse?

Ved afslutningen af Den kolde Krig og den tyske genforening var der en mulighed for at etablere en fredsorden for det 21. århundrede. Denne store mulighed for menneskeheden blev forpasset på grund af Vestens triumferen, uden sidestykke, alle løfterne til Mikhail Gorbatjov og Boris Jeltsin blev brudt, og i dag står vi på randen af en global atomkrig, der truer med at udslette alt liv på denne planet.

En atomkrig kan ikke vindes og må derfor aldrig føres. John F. Kennedy advarede verden efter Cuba-krisen om, at en atomar supermagt aldrig måtte bringes i en situation, hvor den skulle vælge mellem »enten et ydmygende nederlag eller atomkrig«. Aldrig har det været mere påtrængende at løse en konflikt gennem diplomati end i dag.

Disse spørgsmål vil blive diskuteret i et zoom-seminar af følgende vidner og forskere, hvis livsværk og ekspertise gør dem yderst kvalificerede til at indlede den påtrængende nødvendige offentlige diskussion, som nu er fraværende i Tyskland.

Onsdag den 2. oktober kl. 17:00 CET

Tilmelding til mødet her.

Ikke korrekturlæst

27. september 2024 (EIRNS) – Mere end tusind forskere, akademikere, læger og aktivister fra hele verden mødtes i dag til det 69. ugentlige onlinemøde i Den Internationale Fredskoalition (IPC). Åbningspræsentationerne blev livestreamet og er tilgængelige online.

Helga Zepp-LaRouche talte til mødet og nævnte den mest åbenlyse fare, som kom til udtryk i den russiske præsident Vladimir Putins meddelelse den 25. september om revisionen af Ruslands doktrin om atomar afskrækkelse. Denne politikændring var et direkte modsvar til optrapningen af de åbne trusler fra USA og NATO om at give Ukraine tilladelse til at begynde at angribe steder på russisk territorium med vestligt styrede våben, som Ukraine ikke har kapacitet til at indsætte på egen hånd. Hun pegede på slagsmålet bag kulisserne i Washington, hvor tilbageholdenhed blev opfordret af militære ledere i Pentagon, som ser ud til midlertidigt at have overtalt præsident Biden til ikke at skrive under på den »målliste«, der tillader Rusland at blive angrebet med amerikanske våben – som den britiske premierminister Keir Starmer forsøgte at få fra Det Hvide Hus under sit besøg den 13. september – og også tilbageholdt enhver lignende aftale med Ukraines fungerende præsident Volodymyr Zelenskyj, da de mødtes med Biden i Det Hvide Hus den 26. september. En sådan farlig optrapning mod åben konfrontation med verdens største atommagt af de politisk ustabile amerikanske og europæiske nationer får nu følgeskab af optrapningen af Israels bestræbelser på at sprede den folkemorderiske krig mod palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden til Libanon, hvor det endelige mål er Iran.

Kina

Zepp-LaRouche kritiserede det geopolitiske vanvid hos viceudenrigsminister Kurt Campbell, som i et vidneudsagn i det amerikanske Repræsentanternes Hus kaldte Kina for den største trussel mod USA nogensinde, ikke kun militært, men også teknologisk og gennem dets forbindelser med det Globale Syd.

»Det er en løgn, som ikke må få lov til at stå,« udbrød hun, da Kina ikke er et aggressivt land, ikke er imperialistisk, men har udviklet sin økonomi og sit folk og nu gør det samme i det Globale Syd med den hensigt at afslutte den 600-årige arv fra kolonialismen ved at opbygge infrastruktur, uddannelse, sundhed, industri og landbrug – og det lykkes. Hun fortalte, at hun netop var vendt tilbage fra fejringen af »den internationale fredsdag« i Shandong-provinsen i Kina, og sammenlignede det med sit første besøg i Kina i 1971, som markerede nationens forbløffende forvandling fra ekstrem fattigdom til ekstraordinær udvikling.

»Hvis Vesten ville droppe sin unipolære følelse af verdensdominans og tilbyde samarbejde om udvikling, ville Rusland og Kina slutte sig til med det samme, og verden ville bevæge sig mod fred,« insisterede hun og tilføjede, at det ville være relativt nemt. Men i stedet forbereder Vesten sig på en global krig.

Udsigten fra Europa

Biden besøger Tyskland den 10. oktober. Zepp-LaRouche vil på en tyskbaseret Zoom-konference den 2. oktober sammen med ambassadør Jack Matlock og videnskabsmanden Ted Postol samt tyske og franske eksperter sætte fokus på faren for, at USA placerer sine mellem- og langdistancevåben på tysk jord, og på den krise, der nu bryder ud i Tyskland. »Hvis det kommer til krig, vil Tyskland være det primære mål for angreb, og hvis der bruges atomvåben, vil der ikke være noget tilbage af Tyskland: ingen industri, ingen byer, ingen infrastruktur – og ingen mennesker. Er det i Tysklands interesse?« står der i invitationen til konferencen.

Hun konkluderede: »Jeg tror, vi er nødt til at mobilisere, til virkelig at gå på gaden; få et stort antal mennesker på gaden for at protestere mod dette. Og mere grundlæggende skal vi arbejde internationalt for at få den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Det er det, vi bør diskutere her.«

Prof. Glenn Diesen, en kendt norsk strategisk analytiker, uddybede Putins nye atomdoktrin, herunder hans erklæring om, at “aggression mod Rusland fra enhver ikke-atomar stat, men som involverer eller støttes af enhver atomar stat, som deres fælles angreb mod Den Russiske Føderation”, med et passende svar – og at et angreb på nabolandet Hviderusland “som medlem af unionsstaten” ville blive behandlet på samme måde. Dette er helt klart et russisk svar på den politiske konference i USA i 2022, som konkluderede, at et atomart angreb på Rusland ville fremprovokere et atomart svar, så det var bedre at angribe Ruslands allierede Hviderusland.

Atomvåbenekspert Steven Starr advarede om, at siden Sovjetunionens sammenbrud er frygten for atomvåben gået tabt i USA, og der undervises ikke længere i faren for atomkrig i de amerikanske skoler. Han viste den russiske »Tsar-bombe«-eksplosion og scenariet med en atomar udveksling mellem atommagter, der hurtigt – på kun 72 minutter i alt – fører til drab på 85 millioner mennesker og en »atomvinter«, der skyldes, at soden fra eksplosionerne fylder stratosfæren, hvilket vil blokere for sollyset og resultere i en langvarig global nedkøling, der vil dræbe det meste liv på jorden. Dette blev af nogle kaldt en »falsk teori«, men det er et eksistentielt spørgsmål for menneskeheden.

Dr. Feroze Sidhwa, en californisk traumekirurg, som rejste med Dr. Mark Perlmutter til Gaza i foråret, rapporterede, at ud over massedøden af sult er sundheds- og sanitetsfaciliteter stort set blevet elimineret, at der var 1 toilet for hver 4.000 mennesker, 4 liter vand pr. person (15 liter betragtes som minimum i nødsituationer), og konkluderede, at hvis dette USA-sponsorerede folkemord ikke blev stoppet, er verden i alvorlig fare.

Dr. Jorge Rachid fra Argentina meddelte, at et hold argentinske læger ville tage til Gaza, og at 15 intellektuelle havde oprettet en afdeling af IPC i Argentina, og han læste organisationens stiftende erklæring op. Han udpegede general Laura Richardson, chefen for USA’s sydkommando, som personligt ansvarlig for bestræbelserne på at bryde alle sydamerikanske nationers bånd til Rusland og Kina på vegne af BlackRock og andre hedgefonde.

Mødets diskussionsdel begyndte med, at Jose Vega beskrev, hvordan hans kampagnehold i New York havde forsøgt at distribuere en rapport fra Dr. Perlmutter og Dr. Sidhwa til de delegerede i FN’s generalforsamling, men at politiet havde konfiskeret folderne fra de delegerede og censureret kirurgernes rapporter om Gaza fra de delegerede!

Jacques Cheminade, lederen af det LaRouche-associerede parti Solidarité et Progrès i Frankrig, rapporterede om et katolsk fredsforum med 3.000 mennesker i Paris med repræsentanter for forskellige religioner fra hele verden, som modtog et budskab fra pave Frans. Cheminade læste en erklæring om det globale finanssystems sammenbrud som drivkraft for krigene, som formanden, en tidligere fransk ambassadør i Vatikanet, uden held forsøgte at stoppe. Cheminade og hans medarbejdere uddelte over 1.000 foldere til deltagerne.

En spanier rapporterede, at der ville være demonstrationer i 50 spanske byer den 28. september til forsvar for Palæstina, med støttestrejker fra flere fagforeninger, der opfordrede til at afslutte diplomatiske forbindelser og våbenleverancer til Israel. Den spanske regering anerkender staten Palæstina, men har undladt at gribe ind over for Israel. En anden person fra Spanien rapporterede, at den 2. oktober, den internationale dag for ikke-vold, vil en verdensomspændende march for fred starte i San José, Costa Rica.

Demonstrationer for fred optrappes den 28. september med en Humanity for Peace-rally i Stockholm, Sverige, med solidaritetserklæringer fra flere amerikanere som Ray McGovern og oberst Douglas Macgregror (ret.), parallelt med en demonstration af Rage Against the War Machine, der finder sted i Washington, D.C. Samme dag finder Peace and Freedom Rally sted i Kingston, New York, med Scott Ritter og andre store talere. Der vil også være store fredsdemonstrationer i hele Tyskland den 3. oktober [eir].

Møde i Den Internationale Fredskoalition, 27. september 2024

27. september 2024 (EIRNS)-ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Mit navn er Anastasia Battle; jeg er jeres ordstyrer i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed, som er mine medordstyrere. Dette er det 69. møde i træk i IPC. Vi skabte dette forum for at samle folk fra mange forskellige ideologier, mange forskellige religioner og nationer for at forene menneskeheden og skabe ægte fred. Der har været for meget splittelse blandt forskellige fredsorganisationer, og hvis vi rent faktisk ønsker at stoppe atomkrig, som er det, vi er på randen af lige nu, mens vi taler, er vi nødt til at forene hele menneskeheden for at få det til at ske. Så tak igen, fordi du er med. Vi sender over flere platforme lige nu.

Vi har talere, som vil holde indledende præsentationer i den første times tid, og så har vi en generel diskussionsperiode med publikum; folk, der er en del af Zoom-mødet. Hvis du gerne vil være en del af Zoom-mødet for at diskutere med talerne, skal du tilmelde dig denne begivenhed. Du finder linket i beskrivelsen af YouTube-kanalen. Hvis du er på en anden platform – ikke YouTube eller Rumble – skal du gå til schillerinstitute.com, og det vil være det første punkt på hjemmesiden, og registrere dig der.

Tak til jer alle, fordi I er med os på dette forudseende tidspunkt, hvor vi samler alle vores kræfter. Jeg vil gerne have Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til Den Internationale Fredskoalition, til at indlede. Værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle sammen. Jeg tror, vi befinder os i en ekstremt farlig situation, som har mange elementer. Men jeg tror, at det mest åbenlyse – selv om det måske ikke er det værste – er den ændring, der er sket i de sidste par dage i den russiske atomare doktrin. Naturligvis som reaktion på NATO’s igangværende skridt i forbindelse med krigen i Ukraine og mere og mere snak om behovet for at give Ukraine kontrol over langtrækkende missiler, så de kan ramme dybt ind i Ruslands territorium, hvilket var emnet for diskussionen på et møde mellem den britiske premierminister Starmer og Biden den 13. september. Starmer var kommet med en liste over mål, som sådanne missiler skulle rettes mod i Rusland. På det tidspunkt skrev præsident Biden ikke under på dette, og det ser ud til, at der er et stort slagsmål i baggrunden af Bidens administration, hvor Pentagon forsøger at begrænse situationen. For som så mange gange før er militæret mere bevidst om konsekvenserne af visse handlinger end de såkaldte civile. Det ser ud til, at udenrigsministeriet i det mindste indtil videre har tabt denne kamp, så Biden har endnu ikke givet ukrainerne lov til at bruge amerikanske missiler til sådanne angreb dybt ind på russisk territorium. Dette blev også gentaget af [White House National Security Communications Advisor] Kirby i går, så ikke desto mindre ser det ud til, at den russiske regering ikke stoler på, at denne udtalelse fra Biden er hugget i sten, for ikke desto mindre annoncerede præsident Putin for et par dage siden en ændring i Ruslands atomdoktrin; som hidtil var, at Rusland kun ville bruge atomvåben, hvis Den Russiske Føderations territorium ville blive truet. Nu er dette ændret ved at sige, at hvis der kommer et massivt luftangreb fra et ikke-nukleart land – et stort antal droner, missiler, cyberangreb – og hvis et sådant ikke-nukleart land støttes af en atommagt, vil de betragte dette som et fælles angreb og derfor bevare retten til at bruge atomvåben mod aggressoren.

Dette er meget tydeligt et signal, hvis der kan være noget signal, om at stoppe denne ekstremt farlige vej mod ragnarok; jeg ved ikke, hvad folk ellers har brug for. Men det ser ud til, at de vestlige medier igen bare behandler det som »Åh, Putin truer med atomvåben igen«, mens de totalt underspiller den absolutte forskel i Ruslands atomdoktrin, som netop er blevet vedtaget. Det ser ud til, at også præsident Zelenskyj, som er i USA i forbindelse med FN’s generalforsamling, på en eller anden måde fortsætter med at tale, som om der ikke var sket en sådan ændring. Da han mødtes med en tværpolitisk gruppe af senatorer og præsenterede sin såkaldte »sejrsplan«, var det ikke særlig klart, hvordan den sejr skulle opnås i betragtning af Ukraines dramatiske tab på slagmarken. Det, der i bund og grund kom frem på mødet, var, at Zelenskyj kræver flere F-16-fly og retten til at bruge de angloamerikanske langdistancemissiler til dybe angreb på russisk territorium. Ifølge Zelenskyj ville denne garanti så tvinge Rusland til forhandlingsbordet senest næste år. På den måde ville krigen slutte hurtigt. Men igen er det, som om ændringen i den atomare doktrin ikke er sket.

Det er en situation, som naturligvis er ekstremt farlig, for det er ikke bare sådan, at hvis Pentagon tror, at de har situationen under kontrol, så er det én ting. Men hvor hurtigt der kan ske en fejl, en fejlvurdering, en menneskelig fejl, en teknisk fejl, en fejllæsning af situationen. Så vi bør være meget bekymrede over denne situation. Men desværre er det ikke den eneste.

Den anden er naturligvis, hvad der sker i Mellemøsten, hvor de israelske angreb på Libanon og Hizbollah har stået på i et par dage og allerede har kostet et betydeligt antal ofre. Og samtidig er der gjort forberedelser til en landinvasion af de israelske væbnede styrker i Libanon. Netanyahu, som ifølge forskellige rapporter også er ankommet til USA for at deltage i FN’s generalforsamling, antydede privat, at han måske ville gå med til det amerikansk-franske forslag om en 21-dages våbenhvile, men offentligt sagde han præcis det modsatte. Han sagde, at Israel vil angribe Hizbollah med fuld kraft og ikke stoppe, før målet er nået, hvilket giver genlyd af de forfærdelige hændelser i Gaza indtil videre.

Den nationale sikkerhedsrådgiver Jake Sullivan sagde, at USA må tage skridt til at forhindre, at situationen kommer ud af kontrol. Men hvis der kommer et fuldt angreb med det formål at udslette Hizbollah, er målet naturligvis at trække Iran ind i konflikten. Hvis det sker, er praktisk talt alle stop potentielt ude, og hvis det skulle komme til brug af atomvåben i Mellemøsten, ville det være endnu farligere end den umiddelbare situation i Ukraine. Vi talte med nogle militære kilder i Europa, som faktisk advarede om, at de anser den umiddelbare fare for brug af atomvåben i Mellemøsten for at være større end situationen i Ukraine. Det er klart, at det er endnu en ekstremt anspændt og superfarlig situation.

Desværre ikke den eneste, for den virkelige krise, eller den geopolitiske konfrontation mellem USA og Kina, er det andet ekstremt bekymrende aspekt. Udenrigsminister Kurt Campbell vidnede for et par dage siden for udenrigsudvalget i Repræsentanternes Hus, hvor han holdt en tale, som er helt utrolig; grundlæggende fordi det ikke kunne være mere forbløffende, hvordan et geopolitisk skuespil gør folk blinde for at se, hvad der faktisk foregår. Campbell sagde, at Kina er den største trussel i USA’s historie nogensinde; at den blegner i forhold til truslerne under den kolde krig. Og at truslen fra Kina ikke kun er militær, men også teknologisk og Kinas indflydelse på det Globale Syd. Han sagde også, at der er behov for langt hårdere foranstaltninger fra europæernes side over for Kina. Og han beklagede, at fokus på Ukraine og Mellemøsten forhindrer et fuldt udbygget fokus på Kina og Indo-Stillehavet.

Jeg vil gerne sige dette. Hele linjen om, at Kina er en trussel mod USA, er en løgn, som ikke må blive stående. For Kina – og Kinas historie er beviset på det – er ikke et aggressivt land; det forsøger ikke at erstatte USA som hegemon. Det er ikke en imperialistisk orientering. Kina gør, hvad der er den absolutte ret for ethvert suverænt land på planeten – det udvikler sit eget folk; det udvikler videnskab og teknologi; og det hjælper det Globale Syd med at overvinde resterne af kolonialismen. Det er en utrolig succes, for i modsætning til NATO’s fortælling, som folk er nødt til at tro på, ellers bliver de udsat for alle mulige trusler, bøder og forskellige negative ting, så hjælper Kina relativt ubemærket lande i Afrika, Latinamerika og Asien med at udvikle sig og overvinde fattigdom og underudvikling ved at forsyne dem med infrastruktur, industri, landbrug, hjælpe dem med uddannelse, sundhed og alle mulige andre ting. Og som følge heraf betragter mange lande i det Globale Syd naturligvis Kina og BRIKS som deres venner. Jeg kan bare sige, at jeg er kommet tilbage fra en tur til Shandong, hvor jeg i sidste uge deltog i Den Internationale Fredsdag, som blev arrangeret i Shandong med en stor gruppe mennesker fra hele verden. Det var en blanding af fejring af forskellige bedrifter – vi besøgte en masse fabrikker og gårde. Jeg kan kun sige, at jeg var i Kina for første gang i 1971; det var midt under kulturrevolutionen. Forskellen på fattigdommen i 1971 – som jeg så på første hånd, og jeg har ikke brug for bøger og sekundære kilder – er, at jeg har været i Kina gentagne gange siden da. Jeg har med egne øjne set, hvilket gigantisk civilisatorisk bidrag Kina har ydet ved at anvende videnskab og teknologi i deres egen økonomi og nu give det som hjælp til udviklingslandene.

Jeg har set, hvordan repræsentanter for disse lande forholder sig til Kina og betragter det som en ven. Så hele ideen om, at Kina er en trussel, er simpelthen ikke sand. Det ville være ekstremt nemt at løse hele denne situation, hvis Vesten – begyndende med USA og de europæiske lande – ville stoppe denne geopolitiske konfrontation og reagere på den kinesiske version af mit forslag om at få en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. For Kina har fremmet et Globalt Sikkerhedsinitiativ, et Globalt Udviklingsinitiativ og et Globalt Civilisationsinitiativ; hvilket egentlig bare er en anden måde at sige, at vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur og en renæssance for civilisationernes dialog. De er formuleret forskelligt, men det er præcis, hvad vi har promoveret som vejen ud af denne krise. Hvis Vesten ville sige: »Vi samarbejder, vi stopper kampen om overherredømme. Vi er enige om, at verden er multipolær, og vi går fra konfrontation til samarbejde,« så ville alle disse konflikter stort set forsvinde fra den ene dag til den anden. For hvis de store magter – USA og Kina og på samme måde Rusland – gik ind i et sådant samarbejde, ville alle regionale konflikter straks være yderst håndterbare. Så vejen ud er meget klar. Og jeg kan kun sige, at Den Internationale Fredskoalition mobiliserer for at uddanne folk i, at der er en udvej. Truslen er enorm; den er overvældende. Men vejen ud af denne situation ville være relativt let.

Lad mig lige nævne et sidste aspekt af dette billede. Det er, at der lige nu er en meget bred indsats, især i Tyskland, fra NATO og visse kredse i Bundeswehr, for grundlæggende at forberede befolkningen på den kommende krig med NATO. Som generalløjtnant Alexander Sollfrank, der er chef for NATO’s Joint Support and Enabling Command, netop udtaler dagligt, skal folk være forberedt på at transportere et stort antal sårede fra østfronten tilbage til de europæiske lande. Pistorius, den tyske forsvarsminister, ønsker at gøre det tyske samfund »krigsklart«; han prædiker det samme om, at krigen med Rusland er uundgåelig senest i 2029; og at alle institutioner i Tyskland skal være forberedt på den kommende krig, herunder Røde Kors, der skal lære at transportere disse store mængder af sårede mennesker. Dette er absolut psykose. Vi er nødt til at få befolkningen væk fra denne form for hjernevask, for det kan nemt blive en selvopfyldende profeti.

Om få dage, jeg tror den 10.-12. oktober, vil præsident Biden aflægge sit sidste besøg i Tyskland som præsident. Han vil være formand for Ramstein-gruppen, og emnet vil naturligvis være mere støtte til våben til Ukraine og lignende ting. Der er allerede mange mennesker, der er ved at vågne op til den fare, vi befinder os i; især hvis planerne om at placere amerikanske lang- eller mellemdistancemissiler på tysk territorium fra 2026, uden at tyskerne har noget at skulle have sagt. De blev ikke spurgt, om de ville have disse våben; de bliver ikke spurgt, hvordan disse våben skal placeres. Hvis de nogensinde bliver opstillet, har de ingen indflydelse på beslutningen. Folk er ved at vågne op nu. Der cirkulerer et åbent brev til Biden, og der forberedes store demonstrationer til den 3. oktober. Det er en af de ting, vi absolut skal mobilisere folk til, for problemet er, at den brede befolkning stadig ikke aner, hvilken akut fare vi befinder os i. Ellers tror jeg, vi er nødt til at mobilisere til virkelig at gå på gaden; få et stort antal mennesker på gaden for at protestere mod dette. Og mere grundlæggende skal vi arbejde internationalt for at få den nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen. Det er det, vi bør diskutere her; tak.

Bemærkninger under diskussionen

Jeg vil gerne takke alle talerne, som har bidraget med ekstremt vigtige aspekter. Jeg kan kun sige, at informationen om, hvad en atomkrig ville betyde, på nuværende tidspunkt nok er den vigtigste information at sprede rundt om i verden. For jeg er helt sikker på, at hvis folk vidste, hvilken livsfare de befinder sig i, ville de absolut ikke tolerere det. Så jeg beder alle deltagerne i dette møde om at sørge for, at I tager videomaterialet fra dette møde og får det bredt ud.

Jeg tror også, at det, der blev rapporteret om den faktiske situation i Gaza, hvis folk ved det, så er Gaza i en vis forstand næsten forsvundet fra overskrifterne, i hvert fald hvad angår det folkemord, der foregår hver dag. Så jeg hilser også idéen om at oprette IPC-afdelinger velkommen, fordi det er mere påtrængende end nogensinde før at forene fredsbevægelsen. Der er stadig en masse splittelse, som faktisk spredes af imperiets kræfter, der gerne vil have kræfterne splittet for at kunne kontrollere dem. Så jeg tror, at ideen om, at en global krig ville forårsage ødelæggelse på den sydlige halvkugle, er grunden til, at jeg mener, at landene i det Globale Syd også skal vækkes. Jeg tror, det var enten præsident Sukarno eller premierminister Nehru, der allerede på Bandung-konferencen i 1955 advarede om, at hvis det nogensinde kommer til en atomkrig, vil landene i det Globale Syd måske dø lidt senere, måske to eller tre uger senere, men de vil dø under alle omstændigheder. Det er faktisk efter min mening det eneste element, der endnu ikke er regnet med i ligningen. Hvis landene i det Globale Syd havde mulighed for at tale højere, så er de i flertal. De har helt klart taget det moralske lederskab, som det blev demonstreret af Sydafrikas handling i sagen mod Israels folkemord i Gaza i Haag. Så jeg vil bede jer alle om at hjælpe os med at sikre, at denne diskussion spredes, især i landene i det Globale Syd, og at vi bringer så mange af dem – eller deres repræsentanter – med til den næste IPC-diskussion.

Afsluttende bemærkninger:

Hvad angår debatten mellem Jeffrey Sachs og John Mearsheimer, er jeg nødt til at se på den, og måske kan jeg sige noget mere væsentligt i næste uge. Jeg er lidt overrasket, fordi Mearsheimer tidligere plejede at sige, at det var Vesten, der var ansvarlig for krigen i Ukraine; så jeg er nødt til at se lidt nærmere på det. Generelt kan jeg sige, at denne idé om, at der altid vil være en hegemon, er en bestialsk opfattelse af mennesket, som ikke svarer til menneskets potentiale som et kreativt menneske. For hvis det altid er sådan, at der skal være en toptyr, som jager de andre tyre væk, så er det ikke ligefrem en idé om menneskelighed. Jeg mener, at dette er oligarki; der er stor forskel på et oligarkisk system og et system af nationalstater og civilisationer.

I menneskehedens historie er der mange filosoffer, som har meget mere avancerede forestillinger, begyndende med Konfucius. Han havde en idé om en harmonisk udvikling af alle nationer, alle familier og alle individer. Den sande udvikling kan kun ske på en harmonisk måde. En lignende idé kan findes hos Leibniz, som endda har en forestilling om en på forhånd etableret harmoni i det fysiske univers, ifølge hvilken den politiske udvikling på Jorden bør bringes i overensstemmelse. Og naturligvis havde den store filosof fra det 15. århundrede, Nicolaus af Cusa, også den idé, at fred i universet kun er mulig, hvis alle mikrokosmosser udvikler sig for at gøre fred i makrokosmos mulig. Og at fred faktisk kræver, at hvert mikrokosmos tager de andre mikrokosmers interesser som sine egne og i gensidig form støtter den andens udvikling som forudsætning for ens egen udvikling. Jeg tror, det er en idé, som gjorde den Westfalske Fred mulig; at man er nødt til at tage hensyn til den andens interesser.

Tidligere var der nogen, der nævnte, at man skal sætte sig i russernes, kinesernes eller enhver anden kulturs sted. Det er faktisk ikke en byrde, det er en glæde. For når man først begynder at forstå, hvordan den andens sind fungerer, og hvor smuk kulturen er, bliver man beriget. Jeg tror, vi står på randen af historien og menneskehedens udvikling, hvor vi enten når frem til det synspunkt, at vi i en vis forstand er ligestillede over for retten, og at der skal være en absolut respekt for den andens suverænitet, de fem principper for fredelig sameksistens; det er ideer, som er meget bedre end ideen om, at man altid vil have en hegemon, og at alle andre skal adlyde. Det er faktisk Leviathan; det går tilbage til den britiske oplysningstid, som havde en idé om, at mennesket er ondt, og derfor er den eneste måde, man kan få fred på, at have en stærk stat, som undertrykker de andre og indfører politistatslige kontrolforanstaltninger. Det går tilbage til den britiske oplysningstid, og det er absolut en filosofi, der er forbundet med oligarki og ikke med menneskelig udvikling.

Så jeg tror, vi skal have en bred diskussion, og jeg vil opfordre alle, der deltager i Den Internationale Fredskoalition, til at begynde at oprette lokalafdelinger. I kan oprette diskussionsgrupper om spørgsmålet om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur. Den fredsbegivenhed, jeg deltog i i sidste uge i Kina, var faktisk ret interessant. De havde flere paneler om det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som er deres måde at tale om det, vi kalder en dialog mellem civilisationer. Jeg synes, vi skal begynde at kopiere det i diskussionsgrupper for virkelig at ændre klimaet for, hvordan vi forholder os til hinanden som mennesker. Hvis du vil have hjælp til det, så kontakt os; vi kan hjælpe dig med at sætte det op. Men jeg tror, vi er nødt til at udvide diskussionen om, hvad der faktisk skal til, for at menneskeheden kan nå frem til et punkt, hvor vi kan kalde os virkelig menneskelige.

I mellemtiden er vi absolut nødt til at gå hele vejen og øge disse demonstrationer i den næste periode. I morgen i USA, og den 3. oktober vil der være en stor demonstration i Berlin. Folk bør arrangere parallel- og søsterdemonstrationer, hvor de kan. Arrangementet med Jack Matlock, Ted Postol, Rainer Rupp, Alain Corvez og andre talere finder sted den 2. oktober kl. 17.00 CET, kl. 11.00 ET. Så du bør absolut også mobilisere folk til det, for der vil vi diskutere effekten af og behovet til at forhindre installationen af mellemdistancemissiler i Tyskland, og hvorfor Tyskland har en særlig rolle at spille i denne sammenhæng. Så deltag også i den diskussion.

Ikke korrekturlæst

Torsdag den 26. september 2024

HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Schiller Instituttets grundlægger og formand Helga Zepp-LaRouche. Det er torsdag den 26. september 2024. Jeg hedder Harley Schlanger, og jeg er jeres vært i dag. Du kan sende spørgsmål og kommentarer via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller sende dem til chat-siden.

Helga, en stor del af verdens opmærksomhed har de seneste dage været rettet mod FN’s generalforsamling i New York City. Spørgsmålet om krig og fred er et centralt emne, som tages op, da NATO’s krig mod Rusland truer med at udvikle sig til tredje verdenskrig, og da Netanyahu og Israel udvider deres krig til det sydlige Libanon med brutale følger. Zelenskyj holdt en sindsoprivende tale til FN’s Generalforsamling i går, hvor han krævede mere krigshjælp og frihed til at angribe Rusland. Biden er under ubarmhjertigt pres fra London for at give Ukraine grønt lys til at sende missiler dybt ind på russisk territorium, og i går udsendte præsident Putin en revideret doktrin omkring atomprogrammet. Hvilke ændringer foretog han, og hvad er konsekvenserne af disse ændringer?

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at verden er ved at få øjnene op for, hvor vi står. De facto har Putin virkelig gjort den røde linje så klar, at alle kan se, at hvis der kommer et angreb fra et land, som kun har konventionelle våben, men som støttes af et land, med atomvåben, og hvis der kommer et massivt luftangreb, så har Rusland ifølge sin nye doktrin fri ret til at besvare det med atomvåben. Det refererer meget tydeligt til Ukraine, da forskellige russiske talsmænd fra Lavrov til Peskov og jeg tror, at Putin selv har gjort det meget klart, at alle disse ukrainske angreb ikke ville være mulige uden USA’s eller NATO’s vejledning, satellitstøtte, datastøtte, og så er NATO de facto allerede på randen af at være i krig med Rusland, og at hvis dette yderligere skridt tages, at Biden kapitulerer over for kravet om, at USA giver Ukraine grønt lys til at bruge langdistancemissiler til at ramme dybt ind i Rusland, så er den betingelse opfyldt. Så vi er på kanten, og jeg kan kun sige, at disse vestlige kommentatorer, som i Tyskland, der dybest set stadig siger, at Putin »bluffer«, disse mennesker er så fuldstændig ude af deres forstand, at man kun kan sige, at vi virkelig er i fare for at blive regeret af galninge, og medierne, som er fuldstændig i sådanne galninges tjeneste.

Så det eneste svar på nuværende tidspunkt er en bred offentlig diskussion. De demonstrationer, der er planlagt for den næste periode, både i USA og især i Tyskland, skal være en klar demonstration af, at masser af mennesker, i bedste fald hundredtusinder eller millioner af mennesker, mener, at de er absolut imod dette. Og der må endelig komme den længe tiltrængte diskussion om, hvor vi står, og hvorfor denne nuværende politik med at forsøge at opretholde »overherredømme«, når dette overherredømme tydeligvis allerede er fortid, det må vendes, og vi må sætte en helt anden tilgang på dagsordenen, som f.eks. det, vi har diskuteret i næsten tre år nu: En ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som virkelig skal have en helt anden tilgang, stoppe denne geopolitiske konfrontation og gå ind i et samarbejde med den Globale Majoritet af lande, der helt klart bevæger sig i en anden retning.
Men hvis folk ikke lytter til denne alarmklokke, kan det være for sent for hele menneskeheden.

SCHLANGER: Det andet land, som er i Vestens geopolitiske søgelys, og du er lige vendt tilbage fra en hurtig rejse dertil, hvad var din fornemmelse af at være i Kina? Jeg ved, at du ikke har været der i et stykke tid. Hvordan er situationen der?

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke været der i et år, og det interessante er, at hver gang man vender tilbage til Kina, selv om der kun er gået et år, bliver man fuldstændig chokeret over forandringerne til det bedre. Anledningen til, at jeg rejste dertil denne gang, var den internationale fredsdag den 21. september, og jeg deltog i vigtige festligheder i Shandong-provinsen, i Jinan og Weifang. Og det var en ret betydningsfuld konference med folk fra mange, mange lande, som grundlæggende fejrede Kinas bidrag til en helt anden tilgang.

Det bemærkelsesværdige er, at Kina helt klart har fået et gennembrud som det førende land inden for mange, mange fakulteter – jeg har ikke det nøjagtige tal nu, men det er noget i retning af 65 områder, hvor Kina nu er førende inden for ca. 55. Så det er for længst forbi det punkt, hvor intellektuel ejendom skal beskyttes mod Kina, for i mellemtiden er Kina førende! Så Kina var det første land, der landede et rumfartøj på Månens bagside, nu to gange. De har lige afsluttet en meget vellykket mission, hvor de bragte materialer tilbage fra Månens bagside – der har ikke været nogen andre før det. Og på samme måde besøgte vi under denne flere dage lange fejring nogle af de højteknologiske virksomheder, hvor Kina er på forkant med udviklingen inden for optik og forskellige nye teknologier, men også inden for robotteknologi, automatiserede fabrikker og højteknologiske landbrug.

Og jeg kan kun sige, at jeg besøgte Kina første gang i 1971, og jeg tog også ud på landet. Der var ingen mekanisering der; folk var virkelig, ekstremt fattige, praktisk talt på niveau med landene syd for Sahara. Og nu har de et landbrug, som er fuldstændig intelligent, det er integreret med alle former for digitalisering og intelligente teknologier. Der findes absolut intet af den slags i Europa eller USA. Og folk er generelt glade.

Så ideen om, at Kina kun laver propaganda eller sælger en fortælling – Kina {gør}, hvad de siger! De forbedrer livet for deres eget folk, og grunden til, at den kinesiske model er så meget mere attraktiv, er, at de forbedrer livet for folk i hele verden, især i Afrika og de asiatiske lande, og det kommer til udtryk i en helt anden attitude. Nu er det ikke sådan, at Vesten konkurrerer med fortællingen. Vesten tænker stadig, at det er et spørgsmål om fortællingen, mens Kina gør det i virkeligheden og forbedrer livet for så mange mennesker. Så kontrasten kunne ikke være større.
Denne fredsdag, som blev arrangeret af Chinese People’s Association for Peace and Development, var en absolut demonstration af, at en anden samarbejdsmodel er mulig, og at det er vejen til fred. Og idéen om fred gennem udvikling er en realitet, som denne nye model virkelig gør synlig for folk.

SCHLANGER: Vi har lige fået en besked fra Bob van Hee; jeg tror, han stadig er folkevalgt i Minnesota, som svar på det, du sagde om Putin. Han sagde: »Putins seneste udtalelser om USA’s involvering i leveringen af våben til Ukraine er for mig en perfekt timing til at ruske op i det såkaldte amerikanske lederskabs dumhed.« Han opfordrer til, at der udarbejdes et budskab til vores folkevalgte, så folk kan få deres stemme hørt for at stoppe dette vanvid, og han sagde, at hvis vi udarbejder et sådant budskab, »vil jeg og andre sende det til vores ledere i D.C. for at stoppe dumheden i at være medskyldige i Ukraines involvering i angrebet på Rusland.« Så det er fra en tilhænger i Minnesota.

Helga, du nævnte vigtigheden af den Globale Majoritet, som ses i FN, der går imod USA’s og NATO’s politik. Der er et spørgsmål her fra en person, der sagde: »Jeg hører dig tale om det Globale Syd, men det Globale Syd er ikke rigtig forenet. Det er ikke stærkt nok. Hvordan skal de kunne tage kampen op mod City of London og NATO?«

ZEPP-LAROUCHE: Det Globale Syd er en meget forskelligartet kombination af lande. De forsøger at skabe et nyt system. Der vil være det årlige topmøde i BRIKS i Kazan i Rusland den 22.-24. oktober. Og selv om jeg ikke har kendskab til planerne for det topmøde, tyder alt på, at der vil blive taget et stort skridt fremad i bestræbelserne på at skabe et andet betalingssystem, et andet kreditsystem, og at alle bestræbelserne på at øge den økonomiske magt i landene i det Globale Syd vil blive bragt et stort skridt fremad.

Nu kunne det være en overraskelse, det kunne være et nyt Bretton Woods, som der tales om i en artikel af Pepe Escobar. Jeg har ikke noget belæg for at tro, at det vil ske; det kunne ske. Under alle omstændigheder tror jeg, at nøglespørgsmålet er, at vi skal overbevise landene i det Globale Nord, i det kollektive Vesten, i det tidligere eller nuværende NATO, om, at de skal samarbejde: Vi kan ikke have en situation, hvor verden bliver delt i to nye blokke, hvor NATO bliver til »Globale NATO« med konfrontation; Mellemøsten på randen af en potentiel regional krig, der kan komme ud af kontrol; situationen i Ukraine absolut på randen af en katastrofe; så flere provokationer i Taiwanstrædet, i Det Sydkinesiske Hav. Vi er nødt til at komme væk fra denne konfrontationskurs, ellers vil en fejltagelse – situationen er så absolut anspændt, at en lille menneskelig fejl, en teknisk fejl, en række uheld, kan gøre en ende på civilisationen! Vi er nået til det punkt.
Så jeg tror ikke, det er et spørgsmål om det Globale Syd mod det Globale Nord.

Jeg tror, at vi er nødt til at nå til et punkt, hvor vi i Vesten er nødt til at sige, at vi vil samarbejde. BRIKS-landene bevæger sig i den rigtige retning. Kina har helt klart en helt anden tilgang: De tænker på en langsigtet, harmonisk udvikling af alle nationer. De forsøger ikke at opnå overherredømme. Jeg har virkelig studeret dette i et halvt århundrede, og der er absolut ingen måde, hvorpå Kina ønsker at erstatte USA’s hegemoni – det er ikke deres hensigt. Og det ville være meget, meget nemt for landene i det kollektive Vesten bare at sige: »Vi vil samarbejde med det nye system, der er ved at opstå«, for vi har problemer nok, som vi skal løse sammen: overvinde fattigdom, underudvikling, skabe et sundhedssystem for hele verden; sørge for, at alle børn har adgang til universel uddannelse. Der er så mange problemer, som bedst løses i fællesskab. Og jeg tror, at det er det absolutte skridt, vi skal tage, og vi har valget: Vil vi have tredje verdenskrig, hvis vi holder fast i denne konfrontation mod Kina, Rusland og dermed det Globale Syd? Eller skal vi gå i retning af at tro, at vi kan løse alle problemer sammen? Og jeg tror, at det er et spørgsmål, hvor alle personligt bliver udfordret til at være med til at skabe løsningen.

SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål om BRIKS-topmødet på vej fra en supporter, der arbejder med afrikanske regeringer og ikke-statslige organisationer. Han sagde, at han har to spørgsmål om BRIKS-topmødet, der finder sted den 22.-24. oktober: »Er det muligt, at de vil være klar til at indføre en ny valuta, for jeg er bange for, at hvis de venter for længe, vil USA og briterne sabotere deres initiativ?« Og for det andet spørger han: »Vil du være der, eller vil Schiller Instituttet have repræsentanter der? Jeg synes, det er vigtigt, at Schiller Instituttet er der for at hjælpe med at forme diskussionen.«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at der er bestræbelser på at bevæge sig i retning af en ny valuta, men det er ikke et let spørgsmål. Jeg mener, tænk bare på de fejl, der blev begået i forbindelse med oprettelsen af euroen: For man kan ikke samle økonomier og lande med helt forskellige økonomiske udviklingsniveauer i én integreret økonomisk og valutamæssig zone uden at skabe massive problemer for dem, der er mindre udviklede. Så det skal være meget omhyggeligt udformet, og jeg ved, at der er nogle fremragende økonomer både i Rusland og i Kina, som lægger en stor indsats i denne opgave.
Så jeg kan kun sige, at hvis man bevæger sig for hurtigt eller for langsomt, så tror jeg ikke, at der er nogen fare på færde. Den eneste fare er, at kræfter i Vesten, som briterne har demonstreret med Keir Starmers besøg i Washington, at de forsøger at gå efter den militære konfrontation for at kompensere for svagheden i deres økonomi; at indsatsen for at dæmpe det nye økonomiske system vil være på det militære område og bringe os ind i Tredje Verdenskrig: Det er faren…
Nu tror jeg, at Schiller Instituttet, {EIR}, helt sikkert vil dække begivenheden. Jeg tror ikke, at vores indsats for at forme, hvad der sker, vil være i Kazan, fordi det vil være et regeringsmøde. Men jeg tror, at vi helt sikkert vil komme med alle mulige løsninger, især ideen om det nye niveau af den nye udviklings- og sikkerhedsarkitektur, som er det, Schiller Instituttet promoverer. På samme måde går Kina i retning af det, Xi Jinping har foreslået som det Globale Sikkerhedsinitiativ, det Globale Udviklingsinitiativ og det Globale Civilisationsinitiativ, som går i samme retning. Der er en stor samhørighed. Men jeg tror, at vores unikke bidrag er at forsøge at uddanne folk i Vesten om det utrolige potentiale, der ville være, hvis de stoppede deres geopolitiske spektakel – fjernede det fra deres næse – og tænkte i samarbejde på et helt nyt niveau: Tænke på menneskeheden, som den burde være om 100 år, og så bruge den visdom fra fremtiden til at løse problemerne i nutiden.

SCHLANGER: Helga, jeg har to spørgsmål om det delstatsvalg, der fandt sted i søndags, den 22. september, i Tyskland. En skriver: »Efter at Scholz-koalitionen blev knust af vælgerne i tre tyske delstater, hvad så nu? Vente et år på det nationale valg [planlagt til september 2025], eller kan der gøres noget for at stoppe den skade, de forvolder?« Og det andet spørgsmål var: »Hvor stærk er den ekstreme højrefløj i Europa og Tyskland?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at valgresultaterne i disse tre delstater, Thüringen, Sachsen og Brandenburg, helt klart har ændret den politiske situation i Tyskland. Jeg tror, at det bedste resultat er De Grønnes forsvinden, deres pulverisering. Nogle har sagt, at dette er {Ibykus’ kraner}, med henvisning til Schillers digt, hvor de skyldige afslører sig selv og bliver stillet for retten på grund af deres egen manglende evne til at holde forbrydelsen skjult. Nu er den forbrydelse, De Grønne har begået, den fuldstændige ødelæggelse af den tyske økonomi: De fik præsenteret lovforslaget, ledelsen trådte tilbage, og den grønne ungdomsorganisation, ikke alene trådte hele ledelsen tilbage, men de forlod også partiet og antydede, at de vil skabe et nyt parti på venstrefløjen, hvilket betyder, at De Grønne i det mindste for tiden er færdige. Og det er en god ting, for den grønne politik er det, der har været det mest ødelæggende element i ødelæggelsen af den tyske økonomi, bortset fra de geopolitiske faktorer som sabotagen af Nord Stream 2, som i øvrigt også bliver et emne igen. For den russiske efterretningstjeneste har netop udsendt en erklæring om, at de er sikre på, at Nord Stream-rørledningen blev saboteret af briterne og amerikanerne.

Men jeg tror, at med hensyn til valget kan det meget vel være, at den nuværende koalitionsregering ikke holder et år mere. Jeg tror, der er mange faktorer, der spiller ind, og alle disse partier er i oprør. Socialdemokraterne, hvis de beholder Scholz – alternativet ville være forsvarsminister Boris Pistorius, hvilket er endnu værre, fordi han ønsker at gøre Tyskland »krigsparat«. Jeg tror, at Tyskland virkelig har brug for en klar afvisning af krigspolitikken: Denne afvisning er det, der forener AfD, i det mindste delvist, med Bündnis Sahra Wagenknecht (BSW): Det er et positivt element.
Problemet er, at højrefløjen, det du sammenfatter med »højrefløjen«, er en meget blandet landhandel: Der er mange mennesker, som er ganske fornuftige, som er for alle de rigtige politikker, som afviser NATO’s krigspolitik, som er for atomkraft, som er for alle mulige ting, som man kan støtte; men jeg tror, at problemet er, at de har visse meget uhellige elementer i deres parti, som de burde smide ud, og så kunne man arbejde sammen med dem – men indtil videre har de ikke været villige til at gøre det.

Så jeg tror, vi ser en tektonisk forandring, og problemet er, at massemedierne forhindrer folk i at få en idé om alternativet. Hvis man for eksempel spørger almindelige mennesker i Tyskland, hvad de ved om BRIKS, så ved de næsten ingenting. De har ingen idé om, hvilken enorm chance for fremtiden, der opstår der. Tyskland er for eksempel en eksportnation, og det ville være det mest naturlige for Tyskland at samarbejde med voksende markeder. Hvis Tyskland ville deltage sammen med andre lande i BRIKS og forhåbentlig andre europæiske lande og endda USA for at skabe 2-3 milliarder nye produktive job i Afrika, Asien og Latinamerika, ville det være en måde at løse migrantproblemerne på, på en human måde. Afrika vil have 2,5 milliarder mennesker i 2050, og den eneste måde, hvorpå der vil være en positiv fremtid og ikke hundredtusinder af migranter, der kommer til Europa og drukner i Middelhavet eller bliver skubbet af EU’s grænsevagter i Frontex på en modbydelig måde, som det er sket indtil nu, ville være, hvis Europa vendte sig om og sagde: »Vi vil samarbejde med BRIKS om at skabe 2 milliarder nye produktive job inden 2050 og hjælpe Afrika med at modernisere sig.« Det ville kræve joint ventures mellem Kina og europæiske nationer og andre nationer rundt om i verden: Og det er den retning, vi skal skubbe det hele i, og så er der håb.

SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en professor, som sagde: »Med Ukraines beslutning om at slå til dybt inde i Rusland, hvis det sker, og om at opstille atomare missiler i Tyskland, har vi så brug for, at folk i NATO-landene strømmer ud i gaderne, som de gjorde i kampagnen mod euro-missilerne i 1980’erne?«

ZEPP-LAROUCHE: Det er helt klart, hvad vi skal opnå, for situationen lige nu er, at alle tegn tyder på krigsforberedelser. Der tales om, at det tyske samfund skal være forberedt på snart at håndtere et meget stort antal sårede, der kommer tilbage fra alle mulige fronter i øst. Røde Kors får endda at vide, at de skal integreres i et sådant system. Det er meningen, at sundhedssystemet i Tyskland skal prioritere de sårede fra de kommende krige – jeg mener, det er sindssygt!

Og heldigvis er der nu flere mennesker, der vågner op til denne fare. Jeg tror, at den næste store demonstration bliver den 3. oktober i Berlin, og det er nødvendigt, at vi virkelig sørger for, at denne demonstration bliver meget, meget stor. Så hvis du har mulighed for det, så hjælp med at opbygge den. Den 28. september vil der være en stor demonstration i USA: Det skal absolut gøres så stort som muligt. Og jeg tror, vi er nødt til virkelig at vække folk: Hvis du kender dine naboer, dine kolleger, så tal med dem om det! Tal med dem, for folk har på en eller anden måde mistet erindringen om de sidste verdenskrige i det 20. århundrede, og de yngre generationer synes at være blevet så påvirket af computerkrigsspil, at de har mistet fornemmelsen af, hvad det betyder, når byer som Dresden bliver jævnet med jorden af massebombardementer, og den elendighed, der fulgte med. På et af de sidste møder i Den Internationale Fredskoalition havde vi besøg af en professor fra Tyskland, som havde boet i Dresden som ung dreng, da bombardementerne fandt sted, og han var meget følelsesladet, da han fortalte om det. Og jeg tror, at den virkelighed skal bringes hjem til folk i dag, for hvis det kommer til en tredje verdenskrig, tror jeg, at der er mange lande, som der ikke vil være noget tilbage af. Og hvis det bliver en global krig, hvilket er meget sandsynligt, når man begynder at bruge atomvåben, vil hele civilisationen forsvinde, da atomkrigen vil blive efterfulgt af ti års atomvinter.

Og sandsynligheden for, at de mennesker, der tror, at de kan overleve det i deres bunkere, hvilket er en meget lille procentdel af de privilegerede mennesker, tror jeg vil være et mareridt, som ikke vil fungere i virkeligheden: For tanken om, at man kan leve i flere år i en bunker og så komme ud og fortsætte sit liv, er ikke et særlig realistisk perspektiv. Men det er, hvad nogle mennesker diskuterer i disse dage!

SCHLANGER: Vi har to spørgsmål mere om mediespørgsmålet og også anmodninger til dig om at give folk en bedre fornemmelse af, hvordan de skal organisere sig omkring det. Det ene er fra Storbritannien, hvor en person skriver: »Medierne stempler alle, der er imod fortællingen, som ›det yderste højre‹. Men er der virkelig en ‘yderste højrefløj’ i Tyskland? Hvad er deres politik?«
Og det andet spørgsmål er fra Pat, som skriver: »Mainstream-medierne kontrollerer en stor del af befolkningen. Hvordan kan sandheden komme til at afsløre det kvælertag? Hvad skal vi gøre for at få sandheden ud til folk?«

ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror først og fremmest, at der er en slags digt af Friedrich Schiller – det er mere som disse par eller {distichon} på tysk – hvor han siger: »Hvis du ikke kan være en helhed, så knyt dig til en.« [Og jeg tror, at det er sandt, for hvis man kun er et individ, føler man sig næsten hjælpeløs over for det, vi står over for. Derfor bør du i morgen deltage i mødet i Den Internationale Fredskoalition: Det er et forsøg på at forene den internationale fredsbevægelse, som vi har været i gang med i over et år nu – i morgen er det 69. møde i træk, hvor vi mødes hver fredag, og vi er vokset ganske støt. De sidste par møder har vi haft mere end 1.000 deltagere online, og så har tusindvis af andre set videoen bagefter. Og hver uge diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Og jeg tror, at en af de tidligere spørgere spurgte: »Hvorfor sender I ikke et budskab ud?« Måske vil vi præsentere et kort budskab i morgen, så folk har noget at bevæbne sig med, så de kan ringe til de folkevalgte, bruge sociale møder, tale med alle deres slægtninge, kolleger og venner: Få dem mobiliseret, for vi befinder os virkelig i et utroligt farligt øjeblik, og jeg tror, at til sidst – jeg er ret sikker på, at kontrollen over medierne smuldrer. Det faktum, at vi i Tyskland havde disse valgresultater, hvor to partier, FDP Liberale og De Grønne, blev pulveriseret, og dybest set udtrykker befolkningen deres bekymring med en klar erklæring mod krigen.

Så det er ikke umuligt. Men jeg vil sige, at det mest umiddelbare, du kan gøre, er at slutte dig til Den Internationale Fredskoalition (IPC) i morgen; fortæl alle dine venner om det, vi vil igen have en ekstraordinær kombination af talere. Så vidt jeg ved, er der ingen platform, som mødes regelmæssigt med udveksling af synspunkter på så højt et niveau, altid om dagens emner. Og du kan være sikker på, at vi i morgen udførligt vil diskutere konsekvenserne af, at Rusland har ændret sin atomare doktrin som reaktion på NATO’s politik. Og jeg tror, at det er noget, der vil trænge igennem til befolkningen, fordi vi nu er ved at nå et punkt, hvor der næsten ikke er nogen vej tilbage – men ikke endnu: Så der er stadig tid til at gøre noget.

SCHLANGER: I den forbindelse har vi lige fået en besked fra en person, som sagde: »Min ven sagde til mig, at jeg skulle melde mig til Den Internationale Fredskoalition i sidste uge. Jeg var skeptisk. Jeg har altid troet, at LaRouche-bevægelsen var noget marginal, og at ideen om at tage den internationale kamp op var noget håbløs. Men jeg er glad for, at min veninde blev ved. Hun har bedt mig om at komme med i ugevis. Jeg kom med: Det var utroligt!« Og hun skriver: »Jeg opfordrer alle til at deltage i opkaldet og blive aktive.«
Opkaldet finder sted kl. 11 østkysttid i morgen. Og jeg tror, at det viser, at folk bliver berørt af det, vi gør. Situationen er under forandring, der er et vakuum for reel diskussion på grund af mediernes rolle, men det er det, vi gør – vi ændrer det.
Så, Helga, har du nogle afsluttende ord?

ZEPP-LAROUCHE: Nej, men dette er helt klart det farligste øjeblik i verdenshistorien nogensinde. Og i stedet for at gemme sig og tænke, »hvordan kan jeg bevare mit privatliv«, som under Anden Verdenskrig, hvor de mennesker, der forsøgte at undgå krigen, endte med at blive ramt, fordi det endte med, at der ikke var noget sted at gemme sig. Og faren for en tredje verdenskrig er helt sikkert, at der ikke er noget skjulested! Så mobiliser det positive billede, du har af menneskeheden, og handl ud fra kærlighed til menneskeheden. For det, der motiverer mig stærkest, er tanken om, at hvis vi ikke løser dette problem, så vil alle de smukke ting, der er blevet skabt af generationer før os, gå tabt: Beethovens og andre komponisters musik; poesien fra alle de smukke digtere rundt om i verden vil være blevet komponeret for ingenting. Og det ville være en skam!
Så det er virkelig noget, man skal mobilisere i sig selv for at have styrken til at være en del af løsningen og stoppe dette og skabe en bedre verdenssituation med en ny økonomisk verdensorden ved at samarbejde med BRIKS-landene, for det ville være den nemme udvej.

SCHLANGER: Nå, Helga, jeg ved, at du er træt af jetlag og lige er kommet tilbage fra din rejse. Men tak, fordi du er med os i dag. Og igen, alle bør være med i morgen kl. 11.00 østkysttid. Du kan registrere dig og få linket på Schiller Instituttets hjemmeside. Så indtil i morgen, Helga, vi ses senere.

ZEPP-LAROUCHE: Vi ses i morgen!

Ikke korrekturlæst

Tysk, spansk og fransk tolkning tilgængelig

Af Dennis Small
Onsdag den 25. september annoncerede den russiske præsident Vladimir Putin foreslåede revisioner af Ruslands stående doktrin for brug af atomvåben, som sænker tærsklen for deres anvendelse markant – præcis i det øjeblik , hvor en ny militær aktion fra USA og NATO, der handler gennem Ukraine, er ved at overskride denne tærskel. Medmindre Washingtons politik om at søge den strategiske ødelæggelse af Rusland ændres øjeblikkeligt, står verden på randen af en global atomar krigsførelse.

»Brugen af atomare styrker er en ekstrem foranstaltning for at beskytte landets suverænitet,« begyndte Putin sin 4 minutter lange erklæring. »I dag er den atomare triade fortsat den vigtigste garanti for at sikre vores stats og borgeres sikkerhed … Samtidig ser vi, at den moderne militærpolitiske situation ændrer sig dynamisk.« Af den grund, meddelte Putin, fastslår Ruslands foreslåede nye atomdoktrin, at »aggression mod Rusland fra enhver ikke-atomar stat, men med deltagelse eller støtte fra en atomstat, bør betragtes som et fælles angreb på Den Russiske Føderation.”

Putin meddelte desuden, at Rusland vil »overveje en sådan mulighed [for at bruge atomvåben – red.], så snart der foreligger pålidelige oplysninger om et masseangreb fra luftrummet og overskridelse af vores statsgrænser. Dette omfatter strategiske eller taktiske fly, krydsermissiler, droner, hypersoniske og andre luftbårne fartøjer.«

Putin kom med denne meddelelse på et ordinært møde i Ruslands sikkerhedspolitiske råd, som blev transmitteret live. Det var planlagt til at finde sted 24 timer før det planlagte møde den 26. september mellem præsident Joe Biden og Ukraines Volodymyr Zelensky. Mødet vil fokusere på, om Washington endelig vil give grønt lys for affyring af NATO’s raffinerede langdistancemissiler (såsom Storbritanniens Storm Shadow-krydsermissiler) mod Rusland fra Ukraines territorium.

Som den tidligere FN-våbeninspektør og marineefterretningsofficer Scott Ritter gjorde det klart på sidste uges møde i Den Internationale Fredskoalition: »Så når et Storm Shadow-missil affyres mod et mål inde i Rusland, er det bogstaveligt talt et mål for NATO. NATO godkender målet og gør det lettere at bruge dette våbensystem mod målet« gennem raffinerede styringssystemer, der er baseret på krypterede GPS-signaler i realtid fra amerikanske og andre NATO-satellitter.

Affyring af sådanne våben ville nu klart falde inden for Ruslands retningslinjer for tilladte atomvåben.

Vil Biden – eller mere præcist, Kollektive Biden – skrive under på den vanvittige plan, som har sit udspring i London? Mange vestlige medier, såsom The Hill og MSN, skrev i dag, at »rapporter tyder på, at Biden er på nippet til at tillade Ukraine at affyre de langtrækkende våben.«

Amerikanere og europæere skal lade deres stemmer høre så hurtigt som muligt. Og resten af verden, som er samlet til FN’s generalforsamling i New York, og som er forfærdet over de krige, der fejer hen over planeten, må med stor kraft kræve en forhandlingsløsning på krisen i Ukraine – og også på krigen mellem Israel og Palæstina – baseret på at opnå fred gennem fælles udvikling.

Der er forslag på bordet om at gøre netop det. Kina og Brasilien har indkaldt til et møde i FN fredag den 27. september, hvor de vil invitere 20 førende nationer til at diskutere deres fredsplan for en forhandlingsløsning på krigen i Ukraine.

Som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche understregede i dag: »Det ville være så let for Vesten at tilslutte sig, som ligemænd, til det, Kina og BRIKS foretager sig for at gøre verden til et bedre sted.«

Den Internationale Fredskoalitions 69. ugentlige møde afholdes fredag den 27. september kl. 11.00 ET. Talerne vil snarest blive annonceret.

Deltag i mødet på Zoom på kl. 17 dansk tid

af Dennis Speed (EIRNS) – 25. september 2024

Tirsdag den 24. september blev der fremsat usædvanligt vigtige erklæringer og taler ved åbningen af den 79. session af FN’s Generalforsamlings debat. (Det omfattede ikke præsident Bidens pinlige bemærkninger). Selv om truslen om atomkrig tydeligt var til stede under FN-drøftelserne, krævede det en strategisk omvæltning af »krigens mestre« for at italesætte denne virkelige trussel og  få det moralske overtag, før det »kollektive Zelenskyj/kollektive Biden«-show kunne få fodfæste.

På den første dag, hvor stats- og regeringscheferne talte til FN, blev »NATO-fortællingen« forstyrret og udmanøvreret. I bemærkningerne fra Brasiliens præsident Lula, Tyrkiets præsident Erdogan, Sydafrikas præsident Ramaphosa og Jordans kong Abdullah II blev NATO’s »israelske« befolkningskrig mod det palæstinensiske folk klart identificeret som den egentlige, centrale uretfærdighed, som verdens opmærksomhed skal koncentreres om, og som straks må løses – ikke NATO/Ukraines »moralske korstog mod Rusland«.

Integriteten blev i dette øjeblik udvist af flere af de nationale ledere. Tyrkiet, et NATO-medlem, vidste, at det kritiserede NATO’s støtte til massemordet i Gaza, da Erdogan sagde: »Og de, der ubetinget støtter Israel! Hvor længe vil I fortsætte med at bære skammen over at se på denne massakre, over at være dens medskyldige?« Dette viste, at der kan trækkes en linje, som viser den klare forskel mellem det Globale Flertals moralske såvel som strategiske prioriteter og NATO-verdenens.

Det »moralske korstog i Ukraine« er naturligvis det ønskede NATO-fokus for »public relations«. Hensigten er at bruge Zelenskyjs kommende tale om »sejrsplanen« som udløsende faktor for USA’s »endelige beslutning« om at godkende udstationeringen af langtrækkende missiler i Ukraine, som skal bruges til at angribe dybt ind i Rusland. Det er netop det, som Biden-administrationen sagde var forbudt i 2022, fordi det ville »føre til en atomkrig med Rusland«. Rusland har faktisk gjort det klart, hvad dets svar vil være, hvis og når en sådan beslutning træffes. Fornuftige mennesker i Tyskland ønsker ikke at være en del af »NATO’s sejrsplan«, som det fremgik af det nylige delstatsvalg i Brandenburg.

Absurd nok har en sådan opstilling af missiler heller ingen chance for at føre til en sejr for Ukraine, som ikke har soldaterne; landets befolkning er gået fra 52 millioner mennesker i 1992 til 36 millioner i 2023. Det er blevet affolket med 30 % i løbet af de seneste årtier, og især siden 2022. Den malthusianske politik mod Gaza og den malthusianske politik i Ukraine er den samme. Den mørke tidsalders »moralske syn« på begge krige er også det samme. Det, der må stå i kontrast til begge, er en anden vision for menneskeheden, og den vision, som bedst kommer til udtryk i Helga Zepp-LaRouches Ti principper for en ny international strategisk og udviklingsmæssig Arkitektur, skal manifestere sig i demonstrationer, valg og dialoger, der involverer millioner og derefter snesevis af millioner, så hurtigt som muligt.

Der er en vigtig amerikansk intervention, som kan give en ekstra flanke til menneskehedens forsvarere, der beslutter sig for at få FN til at handle. To læger, Mark Perlmutter og Feroze Sidhwa, der for nylig er vendt hjem fra Gaza, forsøger at blive hørt af de delegerede i FN, efter at medlemmer af den amerikanske kongres og andre amerikanske embedsmænd har ignoreret kirurgernes sønderlemmende rapport om den sataniske karakter af krigen mod børn i Gaza. Med Dr. Perlmutters ord: »Jeg var på Ground Zero den 11. september. Jeg var ved jordskælvet den dag, det ramte Haiti, og tog tilbage fire gange mere. Jeg var ved Katrina den dag, orkanen ‘ramte jorden’, og jeg har udført 40 kirurgiske missioner i barske miljøer på fire kontinenter. Når man kombinerer al den erfaring, kan intet af det måle sig med det, jeg så i Gaza….«

Ligesom dr. Perlmutter og Sidhwa må det globale flertal kræve, at drabet på, hvad der sandsynligvis svarer til mere end 200.000 palæstinensere i en befolkningskrig – hvor målet ikke er »Hamas«, men kvinder i den fødedygtige alder og deres afkom, i Gaza, på Vestbredden og snart i Libanon – straks stoppes med alle mulige etiske midler.

I forbindelse med præsident Erdogans bemærkninger var der en hentydning til den mulige påberåbelse af FN-resolution 377, som »beslutter, at hvis Sikkerhedsrådet på grund af manglende enstemmighed blandt de permanente medlemmer ikke udøver sit primære ansvar for opretholdelse af international fred og sikkerhed i ethvert tilfælde, hvor der ser ud til at være en trussel mod freden, fredsbrud eller aktiv aggression, skal Generalforsamlingen straks overveje sagen med henblik på at fremsætte passende henstillinger til medlemmerne om kollektive foranstaltninger, herunder, i tilfælde af fredsbrud eller aktiv aggression, brug af væbnet magt, hvis det er nødvendigt, for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed. «

At påberåbe sig resolution 377 ville ikke kun bringe spørgsmålet op i Gaza. Det kunne også gøre en ende på praksis og det (u)moralske påskud i NATO-doktrinen om »retten til at beskytte«, som Tony Blair lancerede i 1999 som »afslutningen på den Westfalske Fredstraktat«, og som Blair og den britiske efterretningstjeneste brugte til at starte krigsforbrydelsen i 2003, der er kendt som den anden Irak-krig, og som dræbte over en million mennesker. En tilbagevenden til
den Westfalske Fred fra 1644-48 og dens princip om »den andens fordel« er emnet for Zepp-LaRouches »ti principper«. Det er også det perspektiv, som de uafhængige kandidater i New York, Diane Sare og Jose Vega, i deres respektive kampagner til det amerikanske senat og kongressen har bragt ind i den amerikanske valgsæson 2024. Tiden er nu inde for alle dem, der tror på én menneskehed, til at gøre denne ene menneskehed gældende i magtens korridorer verden over.

Foto: UN Photo/Shareef Sarhan

af Jason Ross (EIRNS) – 23. september 2024

Netanyahus mål ser ud til at være at trække Iran og Hizbollah ind i en optrapning af konflikten ved at få dem til at reagere gennem en række stadig mere provokerende angreb, herunder mord , ødelæggelse af diplomatiske faciliteter, personsøger-eksplosioner, der forårsagede mange vilkårlige skader og dødsfald, og nu en række angreb på det sydlige Libanon, der har efterladt hundredvis af døde og over tusind sårede på én dag. (Angrebet blev hurtigt fordømt af Brasilien).

Vil Iran eller Hizbollah reagere, som Israel håber, de vil? Hizbollah har sagt, at terrorhandlingen med at få tusindvis af personlige elektroniske apparater til at eksplodere ikke vil få dem til at holde op med at støtte befolkningen i Gaza. Dets egne angreb på steder i Israel fortsætter og gennemhuller ideen om israelsk usårlighed. Men det er ikke gennem vold, at vi opnår fred.

Vejen frem går gennem det ændrede globale miljø: Den faldende magt, indflydelse og moralske status hos de grundstødte lande i det angloamerikanske NATO står i modsætning til Ruslands suverænitet, Kinas økonomiske succes og BRIKS’ optimisme. Israels barbariske handlinger ødelægger landets internationale status og dets økonomi. (Mange købere vil nu tænke sig om en ekstra gang, før de køber israelske højteknologiske produkter og tjenester).

Og hvad sker der i USA? Den siddende (eller sovende) amerikanske præsident var til stede ved det første møde i sit kabinet i et år, men fik sin kone til at lede det fra bordenden. I weekenden, da han blot skulle præsentere Indiens premierminister Narendra Modi, mistede han besindelsen og skældte vredt ud på sine medarbejdere.

Kollektivet Biden har nu fløjet Volodymyr Zelenskyj til USA i et militærfly og bragt ham til svingstaten Pennsylvania. I mellemtiden dukker der nye detaljer op om det seneste attentatforsøg mod Trump, herunder flere års tilsyneladende ignorerede advarsler.

I Europa har de seneste dage afsløret kontraster:
Ved delstatsvalget i Brandenburg i Tyskland mistede det forfærdelige grønne parti alle sine pladser. Hvorfor er det sådan? Ikke nok med at »energiomstillingspolitikken« driver energipriserne i vejret og ødelægger industrien, men det grønne parti i Tyskland er også en rabiat krigstilhænger. Det relativt antikrigsorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD) kom ind på en meget tæt andenplads efter SPD, og antikrigsgruppen BSW, der er grundlagt af Sahra Wagenknecht, kom ind på en tredjeplads.

I Danmark insisterer statsministeren dog på, at Ruslands røde linjer skal ignoreres fuldstændigt. »Det har været en fejl under denne krig at have en offentlig diskussion om røde linjer,« siger hun. At gøre det er »simpelthen at give russerne for gode kort på hånden.«

Den nuværende militære kurs, som drives frem af den angloamerikanske insisteren på at være verdens hersker, fører uundgåeligt til en civilisationsødelæggende atomkrig. At erkende denne grundlæggende kendsgerning er ikke at give russerne et trumfkort; det er at anerkende, at der er en virkelighed hinsides de »fortællinger« og den ønsketænkning, som er kommet til at dominere de gamle medier og »tænketanke« i det angloamerikanske NATO.

Vi må også erkende, at den menneskelige økonomi er underlagt universelle principper, i lighed med dem som videnskabsmænd har opdaget. Det er ved at vedtage en mission for den videnskabelige, økonomiske og kulturelle udvikling af befolkningen i hver nation og verden som helhed, at den store overflod, der kunne være vores, kan realiseres.

Det er kun under indflydelse af et sådant paradigme, at de flammer, der truer med at opsluge Sydvestasien helt, kan slukkes, og en ny fremtid skabes, som det opfordres til i LaRouches Oase-plan.

Foto: Netanyahu Facebook page

MARCIA BAKER

Den 21 september 2024, EIRNS

Ugen med højprofilerede begivenheder i og omkring New York, der involverer stats- og regeringschefer og andre i FN, er allerede begyndt. FN’s Generalforsamlings generaldebat med talsmænd for 134 nationer løber fra tirsdag den 24. september til og med den 30. september. FN’s i forvejen planlagte Summit for the Future løber af stablen 22.-23. september. FN’s Sikkerhedsråd har tre særlige samlinger.

Sideløbende møder omfatter særlige BRIKS-møder, bl.a. om energi og udenrigspolitik. G20-gruppen mødes for første gang sammen med FN’s Generalforsamling. I dag mødtes de nationale ledere fra Indien, Japan, Australien og USA til et Quad-møde i Delaware.

Uanset emnet for møderne eller deltagernes rang i og omkring New York, står det øverst på verdens dagsorden at træffe nødforanstaltninger for sikkerhed, hvilket betyder at nedtrappe krigsførelse og faren for atomar udslettelse.
Dette fredsmandat har været fokus for Den Internationale Fredskoalition (IPC) i 68 ugentlige møder. Det sidste møde den 20. september havde mere end 1.000 direkte deltagere, og siden da har tusindvis deltaget i dialogen for at blive klogere på situationen og drøfte, hvad der kan gøres.

I USA er deltagere i IPC direkte involveret i begivenheder i New York i denne uge for at stoppe fremstødet for atomkrig. Lørdag den 28. september i Kingston, New York, 95 miles nord for New York City, er der en demonstration arrangeret af Scott Ritter, som talte på IPC-mødet den 20. september. Han er tidligere FN-våbeninspektør og udøver nationalt lederskab for at gøre et stop for krigsdriften til det vigtigste emne i det nuværende amerikanske valg.

Grupper fra kampagnerne for de uafhængige LaRouche-kandidater i New York, Diane Sare (USA’s senat) og Jose Vega (Bronx CD 15), er aktive i New York City under alle de nuværende internationale konferencer.

Et eksempel på valgpres kommer fra Tyskland, hvor delstaten Brandenburg søndag den 22. september stemmer om et nyt delstatsparlament. Det forventes, at vælgerne massivt vil dumpe de krigspartier, der styrer forbundsregeringen i Berlin, som det blev set ved delstatsvalgene i de nærliggende delstater Thüringen og Sachsen den 1. september. De Grønne – en del af Berlins trepartsregeringskoalition og ultra-pro-krig – får måske ikke engang stemmer nok til at forblive repræsenteret i delstatsparlamentet.

Den tyske kansler Olaf Scholz gentog i en tale i Brandenburg i går, at Tyskland ikke vil sende langtrækkende Taurus-missiler til Ukraine for at angribe inde i Rusland. »Selv om mange mennesker lægger pres på mig, vil jeg ikke levere krydsermissiler, der kan nå helt til Moskva. Jeg kan forsikre jer om … her på dette sted, at jeg vil holde fast i denne holdning.«

Det tværnationale »krigsparti« i USA, Storbritannien og NATO er på krigsstien for at få præsident »Kollektiv« Biden til at godkende brugen af amerikanske langdistancemissiler fra Ukraine mod Rusland og direkte og vanvittigt afvise præsident Putins klare advarsel om, at det vil gøre det officielt, at NATO er i krig med Rusland. På FN’s generalforsamling den 27. september vil den britiske premierminister Keir Starmer tale, og han har sagt, at han vil meddele Storbritanniens beslutning om dette spørgsmål i forbindelse med generalforsamlingen. Ukraines præsident Zelenskyj sagde i går aftes i Kiev, aftenen før han kom til USA, at han skal have godkendelse fra USA og Storbritannien. Han vil tale på FN’s topmøde for fremtiden mandag den 23. september og på FN’s generalforsamling den 25. september; han vil mødes den 24. september med præsident Biden og vicepræsident Kamala Harris, og et møde med tidligere præsident Trump er på tale.

Søndag den 22. september tager Zelenskyj til Pennsylvania, den største kampagnestat i præsidentvalget, for personligt at føre kampagne for amerikansk hjælp til Ukraine ved at besøge Scranton Army Ammunition Plant i Scranton/Wilkes-Barre, som fremstiller 155 mm. artillerigranater. Det militær-industrielle-finanskompleks har planlagt et arrangement på fabrikken med deltagelse af Pennsylvanias guvernør Josh Shapiro og Pentagons øverste ansvarlige for våbenkontrakter, Will Plante. Zelenskyj siger, at han vil takke de amerikanske arbejdere. Er dette udenlandsk indblanding i amerikanske valg, eller hvad?

Hvem og hvor er fornuftens stemmer? På scenen i og omkring FN i New York vil der være begivenheder og personer til støtte for det egentlige grundlag for sikkerhed og fred: økonomisk udvikling. For eksempel vil Kina være vært for et møde om sit globale udviklingsinitiativ (Global Development Initiative – GDI), hvis venner nu tæller 80 nationer. Titlen på mødet er »GDI’s støtte til det Globale Syd: Vi agerer.” Lørdag den 28. september vil den kinesiske udenrigsminister Wang Yi tale til FN’s Generalforsamling. Den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov vil også tale på det tidspunkt.

Det er helt åbent for enkeltpersoner og nationer rundt om i verden, både at slå alarm og udvise lederskab. Indiens premierminister Narendra Modi taler den 23. september på Summit for the Future. Han kom med den bemærkelsesværdige pointe i sin erklæring ved afrejsen fra Indien til USA: Indien repræsenterer en sjettedel af hele verdens befolkning, når det deltager i internationale dialoger. Det indiske udenrigsministerium sagde i denne uge, at når det drejer sig om at fremme fred i modsætning til den krigsførelse, der finder sted, har Indien løbende »samtaler« med alle parter om dette. Det er et »igangværende arbejde«, og Indien vil fortsætte disse samtaler.

Der er ingen tid at spilde. Krigsførelsen tager til. Ukraine rettede i går aftes droner mod flere ammunitionsdepoter i Rusland, bl.a. i det føderale Tver-distrikt 250 km nordvest for Moskva. Rusland brugte præcisionsvåben mod Kharkov og andre steder.

Israels forsvarsstyrker (IDF) ramte i dag 180 mål i det sydlige Libanon.

Tag imod mandatet for fred. Slut dig til Den Internationale Fredskoalition for at fremme handling overalt.

UN General Assembly. Credit: UN

21. september 2024 (EIRNS) -{Solidarité & Progrès’ partikongres i Paris samlede i dag folk til præsentationer og drøftelser under ledelse af landsformand Jacques Cheminade. Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, gav et forudindspillet videobudskab med titlen »Ideernes kraft kan ændre historien«. Den fulde udskrift er her:}

{Bonjour mes amis français} [smiler],
Mine damer og herrer,

Jeg vil gerne tale til jer i dag om idéers magt til at ændre historien. Der er ingen tvivl om, at vi sandsynligvis befinder os i den farligste periode i historien nogensinde. Lørdag den 14. september rapporterede {Le Monde}, at franske regeringsmedlemmer frygter tredje verdenskrig, fordi de er bange for, at konflikten mellem Ukraine og Rusland er ved at komme ud af kontrol.

Det kan være en god ting, for det er kun, hvis befolkningen vågner op – og forhåbentlig vågner regeringerne op – at vi forhåbentlig kan ændre dette i tide. De næste fem-seks uger er de farligste. For »inside the Beltway«, som man siger – det vil sige i etablissementet i Washington – taler folk om, at USA, og dermed NATO, snart bliver nødt til at udkæmpe en mulig trefrontskrig mod Rusland, Kina og Nordkorea, og for den sags skyld kan man tilføje Iran.

Se, hvad der ligger bag, er, at der blandt disse personer fra etablissementet er en frygt for, at USA er ved at miste sin dominerende position i verden, fordi Rusland, Kina – det er et synonym for BRIKS – vil holde deres årlige topmøde i oktober i Kazan i Rusland. Og på det tidspunkt vil det stå klart, at de allerede vil udgøre langt størstedelen af verdens befolkning, og at mange flere medlemmer vil komme til på det tidspunkt. Det er derfor, Dick Cheney, som vi alle mindes med gru, støttede Kamala Harris, fordi han sagde, at Trump repræsenterer “den største fare for det amerikanske demokrati”.

De frygter, at NATO vil tabe til den »Globale Majoritet«, som BRIKS repræsenterer, og derfor vil de have en krig for at ødelægge Rusland.

Det ville være tredje gang, det blev forsøgt. Napoleon var første gang. Jeg tror, at folk i Frankrig er smerteligt klar over, hvor det endte. Anden gang var Hitler, og Europa er endnu ikke kommet sig over konsekvenserne af det storhedsvanvid. Og nu er det tredje gang, at NATO, eller “Anglosfæren” med deres kontrol over NATO, vil gøre det samme. Anglosfæren ofrer allerede Europa uden nogen nævneværdige bekymringer. EU, som er det bureaukrati, der styrer de europæiske vasaller, er i færd med at ødelægge Europa indefra. »Godtroende fjolser« udkæmper anglosfærens krig, ukrainerne i Ukraine, men også lejesoldater, franske, britiske og andre soldater.

Der er dog stor forskel på fortællingen og den virkelige historie. Hvis man ser på det fra overfladen lige nu, ser det ud til, at NATO og EU har styr på det hele. Men når man ser på den virkelige historie, er {ideer}, selv om de måske ikke lykkes i øjeblikket, nødvendigvis succesfulde på mellemlang og lang sigt. Se på følgende eksempler.

I 1975 kom Lyndon LaRouche, min afdøde mand, tilbage fra en rejse til Irak, hvor han havde diskuteret med ledere af Den Alliancefrie Bevægelse og foreslået at erstatte IMF med Den Internationale Udviklingsbank (IDB) for at få en kreditfacilitet til udviklingslandene, som ville gøre det muligt at udvikle dem. Vi spredte den idé blandt alle de alliancefrie lande, og i 1976 meddelte de, at det var Den Alliancefrie Bevægelses hensigt at få en ny økonomisk verdensorden. På det tidspunkt lykkedes det ikke, fordi der var en utrolig modreaktion. Mange lande blev destabiliseret: Indira Gandhi (Indien), fru Sirimavo Bandaranaike (Sri Lanka). Zulfikar Ali Bhutto (Pakistan) blev endda myrdet.

Men hvis man ser på BRIKS i dag, i 2024, er de lige nu den mest magtfulde økonomiske blok, der opstår. De har begyndelsen på det, som Brasiliens præsident Lula kalder Sydens Store Bank, Den Nye Udviklingsbank (NDB), som er fuldstændig udformet efter Lyndon LaRouches IDB.

Se på en anden ting. Oligarkiet besluttede at påtvinge verden deres malthusianske ideologi i 1972 ved at udgive skriftet Grænser for vækst {Limits to Growth}. Det havde gjort stor skade, fordi det skabte en verdensomspændende »økologisk« bevægelse. Men Lyndon LaRouche skrev en bog, der hed Der er ingen grænser for vækst; og det tog ganske vist kun et par årtier, men ikke desto mindre opgav Kina til sidst sin »etbarnspolitik«, som havde været resultatet af Romklubbens idé om, at ressourcerne er begrænsede. De overtog filosofien fra den gamle kinesiske filosof Sun Bin (død 316 f.Kr.), som allerede på det tidspunkt havde erklæret, at der ikke findes noget mere værdifuldt i universet end mennesker. Kineserne opdagede, at hvert barn er et enormt bidrag i form af det kreative potentiale, det tilfører verdens befolkning.

Tag et andet eksempel. Mellem 1989 og 1991, da Den kolde Krig endelig sluttede, og den tyske genforening kunne finde sted, blev Vesten, på trods af advarsler fra pave Johannes Paul II om, at der var “syndens strukturer” i både øst og vest, de neokonservative i anglosfæren, dybest set triumferende og hævdede, at de havde vundet Den kolde Krig. Og de begyndte at fortsætte med etableringen af en unipolær verdensorden, “regimeskift”, “farvede revolutioner”, interventionskrige, op til den nuværende krise.

Men samtidig udviklede Lyndon LaRouche og vores internationale bevægelse allerede en modplan, “Productive Triangle“, som var ideen om at forbinde Paris-Berlin-Wien, et område på størrelse med Japan, gennem tilførsel af moderne teknologier, og derefter bringe “udviklingskorridorer” ind i Comecon, ind i Polen, Warszawa, Kiev, Moskva og Balkan. I 1991 udvidede vi det til at blive »Verdenslandbroen«. I den forbindelse arrangerede vi, vil jeg sige, hundrede seminarer og konferencer. I 2013 annoncerede præsident Xi Jinping Kinas politik for den Nye Silkevej i Kasakhstan.

Siden da er Bælte- og Vej-Initiativet (BVI), som afspejler disse ideer, blevet til det, der helt klart er i færd med at blive Verdenslandbroen. Derfor vandt de ideer, der går i retning af global udvikling, åbenlyst.

Endnu et eksempel. Den 3. januar 2001 kom Lyndon LaRouche med en profetisk forudsigelse, hvor han sagde, at den nye Bush-regering ville blive konfronteret med så mange problemer i finanssektoren, at de ville gå efter en »ny rigsdagsbrand«. Præcis ni måneder senere, den 11. september, fandt angrebet på World Trade Center og Pentagon sted. Det var begyndelsen på det, der skulle blive til en amerikansk politistat og bestræbelserne på at opnå global dominans og en unipolær verden.

Hvis man ser på det nu, 23 år senere, i Sydvestasien, hvor USA har foretaget mange interventioner – Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen osv – er USA’s indflydelse ved at smuldre.

Se på situationen i Afrika. I Frankrig tror jeg, at folk er meget bevidste om, at den kolonialistiske politik er ved at blive forkastet.

Så hvad er Europas muligheder i denne situation? Vi oplever »tektoniske«, jeg vil endda sige »intergalaktiske« forandringer, hvor de fleste mennesker ikke er klar over, hvad det betyder i form af forandringer!

Så for Frankrig er der helt klart en mulighed for en »gaullistisk« impuls. Jeg tror, at Frankrig i den næste periode kunne tage initiativ til at forlade NATO’s integrerede kommando, ligesom de Gaulle gjorde, og tilslutte sig BRIKS. Selv Tyskland, som ser ud til at være helt i lommen på Anglosfæren lige nu, kan ændre sig dramatisk. Den tyske økonomi er i frit fald. Det vigtigste bilfirma i Tyskland, VW, lukker fabrikker, selv i Tyskland! Det har resulteret i et fuldstændigt sammenbrud i støtten til den nuværende koalitionsregering. Fireogfirs procent af befolkningen i Tyskland er utilfredse med denne regering.

Nu er det ikke nok bare at blive medlem af BRIKS. Jeg tror, vi er nødt til at foretage et mentalt spring og tænke på et helt nyt paradigme i de internationale relationer. Vi har brug for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager højde for alle landes sikkerhedsinteresser på planeten, præcis som det skete med den Westfalske Fred (1648).

Vi er nødt til at tænke over, hvilken rolle Europa, de europæiske suveræne nationer, vil spille i den kommende verdensorden, som vil blive styret af Asien, som meget tydeligt vil blive domineret af det “Globale Syd”, den “Globale Majoritet”. Så Europa vil ikke længere blive styret af arrogante mennesker, der sidder på en høj hest og tror, at »Europa er en have, og resten af verden er en jungle« [sagt af[EU’s udenrigsrepræsentant Josep Borrell, og vi skal bare sørge for, at junglen ikke kommer ind i vores smukke have.

Nej, vi er nødt til at tænke helt anderledes. Vi er nødt til at tænke, at Europas identitet skal være at hjælpe alle steder på planeten med at blive en have, det vil sige helt konkret: Vi skal bruge vores videnskabelige og industrielle potentiale til at hjælpe med at skabe 2 til 3 milliarder produktive job i det Globale Syd. Kan vi gøre det?

Sergei Glazyev, en meget vigtig, måske den vigtigste russiske økonom, sagde i et smukt budskab til Lyndon LaRouches 100-års fødselsdag, at de lande, der følger Lyns økonomiske, videnskabelige metode, har succes. Og de, der ikke gør det, fejler.

Måske vil de europæiske nationer på grund af den dybe degeneration af vores kultur være de sidste på planeten, der forstår det. Men jeg tror, at hvis vi griber modigt ind i denne situation og »følger Lyndon LaRouches kloge ord« [sagde den mexicanske præsident José López Portillo] og Jacques Cheminade, så kan vi gøre det.

Foto: SI

Ikke korrekturlæst

ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen, tak fordi I er kommet i dag. Dette er Den Internationale Fredskoalition. Dette er vores 68. møde i træk. Mit navn er Anastasia Battle, og jeg vil være jeres ordstyrer i dag. Jeg har også Dennis Small og Dennis Speed med. Vi har et godt program til jer, som jeg lægger ud i chatten. Vi co-streamer dette på tværs af mange forskellige platforme. Hvis man gerne vil deltage i denne diskussion, er man nødt til at registrere sig og komme på Zoom.

Grunden til, at vi skabte dette forum for ægte fred, er at bringe folk med mange forskellige ideologier sammen, som faktisk ønsker at stoppe atomkrig; som ønsker at forhindre drab på mennesker over hele planeten, og at bringe alle disse forskellige organisationer sammen på trods af vores ideologiske forskelle, gennem vores mange forskellige kulturelle aspekter af vores nationer og sprogkulturer for at opnå det. Så vi har indtil videre haft en meget succesfuld periode på 68 uger. Forhåbentlig bliver vi ikke lukket ned – det er en meget vigtig dialog. I sidste uge havde vi 1000 deltagere, hvilket er et meget flot spring. Endnu engang tak til jer alle for at deltage i denne dialogproces.

Jeg vil give ordet til Dennis Small, som er fra Schiller Instituttet. Han er en af mine IPC-ordstyrere, og han vil holde åbningstalen.

DENNIS SMALL: Tak, Anastasia. Tak til alle for at deltage i denne diskussion. Jeg vil gerne begynde med at bemærke, at det er en klar mulighed, at på tidspunktet for den Internationale Fredskoalitions næste, 69. møde om en uge, er det faktisk muligt, at NATO’s langtrækkende præcisionsstyrede missiler allerede kan flyve fra ukrainsk territorium i retning af Rusland. Det er en meget klar mulighed. I sidste uge var der et møde i Det Hvide Hus mellem den britiske premierminister Keir Starmer og præsident Joe Biden (undertiden kendt som »kollektiv Biden«), hvor dette emne blev diskuteret. Aftalen på forhånd mellem USA og Storbritannien var, at de ønskede at bevæge sig i retning af at bruge disse NATO-missiler, men at det skulle organiseres yderligere, presses internationalt, og at de forventede at have nogle meddelelser i løbet af det kommende møde i FN’s Generalforsamling i næste uge. Der er især planlagt et møde torsdag den 26. september mellem præsident Biden og Ukraines præsident Zelenskyj. Zelenskyj skal efter planen præsentere sin »sejrsplan«, som eftertrykkeligt omfatter brugen af langtrækkende præcisionsstyrede missiler affyret fra ukrainsk territorium dybt ind på russisk territorium.

Til at begynde med vil jeg gerne understrege, og det er virkelig et af fire hovedpunkter, som jeg vil tage op i mine korte indledende bemærkninger, hvad vi taler om her med hensyn til faren for krig. Aspektet med missilernes lange rækkevidde, som er vigtigt, er ofte blevet fremhævet, mens man ikke har taget højde for, at præcisionsstyringen måske er den mest betydningsfulde funktion. Det vil sige, at disse tingester ikke kan flyve forbi, gennem, rundt om, under og over russiske luftforsvarssystemer uden realtids, meget raffineret vejledning, der kun er tilgængelig gennem USA og andre NATO-aktiver; især amerikanske satellitter. Når man taler om at »tillade« ukrainerne at skyde disse tingester af, taler man derfor om, at beslutningerne om vejledningen og om selve missionerne ikke træffes i Ukraine, men i London og Washington. Russerne er udmærket klar over dette; de har sagt det gentagne gange. Præsident Putin har sagt det i løbet af denne uge. Der har været gentagne udtalelser om det fra bl.a. lederen af Dumaen Vyacheslav Volodin, som har gjort det helt klart, at hvis dette sker, så taler vi om at gå ind i en atomar krigsførelse.

I løbet af de sidste par dage, hvor trommerne er begyndt at rulle og bevæge sig i retning af en sådan proces, kan man se forberedelserne til dette på forskellige måder. For det første angrebet på Toropets-depotet i Rusland. Uanset den faktiske militære betydning af dette – og jeg ved, at der er mange forskellige versioner af dette, der flyder rundt, og vi kender ikke de militære fakta. Men den egentlige hensigt var at skabe en hændelse, som kunne bruges til at opbygge idéen om, at dette skulle fortsætte og blive langt mere alvorligt; dybere ind på russisk territorium og så videre. Også aspektet med at tjekke, hvad det russiske luftforsvarssystem er; profilere det og forberede sig på, hvad der kommer bagefter. Det er en meget vigtig udvikling.

En anden meget vigtig udvikling er den hurtige optrapning af krigen på Libanon-fronten; Israels angreb på Libanon. Det er en del af den samme globale kamp. Vi kan komme nærmere ind på det i resten af diskussionen, men de samme mennesker, som står bag dem, der forsøger at provokere Rusland og fremprovokere en krig mellem NATO og Rusland ved hjælp af Ukraine, er de samme mennesker, som bruger Israel til at forsøge at udvide krigen der. De forsøger at få Iran og andre involveret, og ud fra det synspunkt også Rusland. Denne åbenlyse terrorhandling, som fandt sted med personsøgerne og de håndholdte radioer og så videre, er simpelthen en åbningssalve i den optrapning mod Hizbollah og ind i Libanon.

Et tredje punkt, som jeg gerne vil nævne, er en udtalelse fra Europa-Parlamentet i går, hvor de opfordrede alle medlemslande til at ophæve alle begrænsninger på de våben, som Ukraine har lov til at bruge. Det er en meget stærk erklæring; den siger også udtrykkeligt, at Tyskland skal tillade, at Taurus-missilerne bruges. Det er noget, som kansler Scholz har sagt gentagne gange – hvilket er ret utroligt for en person, der har udvist så lidt mod som ham – »Nej, nej, nej, vi ønsker ikke at bruge Taurus-missilerne.« Europa-Parlamentet opfordrede til det; det kan godt være, at Europa-Parlamentet ikke har beslutningskompetence. Men russerne ved præcis, hvad det betyder, og de har reageret på det. Volodin igen, som er leder af Dumaen, personligt meget tæt på Putin og desuden sidder i Ruslands nationale sikkerhedsråd, reagerede på Europa-Parlamentets afstemning ved at sige, at det, de gør, åbner vejen for en atomkrig i verden. Moskva har stærkere våben; ingen bør have nogen illusioner om dette; Statsdumaen insisterer på dette.

Timingen omkring dette og insisteren i den retning har alt at gøre med to relaterede udviklinger. Den ene er, hvad der sker omkring valget i USA; og den anden er, hvad der sker i den Globale Majoritet – især opbygningen af BRIKS.

Med hensyn til valget vil jeg gerne citere, hvad Jake Sullivan sagde tidligere på ugen i et budskab, som han leverede via videolink til en konference i Kiev, Yalta European Strategy Conference. Diskussionen handlede om, hvor meget hjælp USA kan og vil give Ukraine; det særlige spørgsmål var disse langtrækkende præcisionsstyrede missiler. Sullivan sagde, at de forstår, at der kun er fire måneder tilbage, før en ny amerikansk præsident tages i ed. »Vi vil behandle hver eneste af de dage kostbart, når det handler om at støtte Ukraine.« Han sagde: »Jeg tror, at vi befinder os i et afgørende øjeblik, ved en korsvej.« Det er sandt. Vi befinder os i et afgørende øjeblik; vi står ved en skillevej. Når du planlægger, hvad du skal lave i næste uge, bør du måske overveje det, jeg sagde i begyndelsen. Nemlig at vi om en uge kan befinde os i en varm krig, medmindre vi handler og mobiliserer for at sikre, at det ikke sker.

Den anden pointe, jeg gerne ville have frem, er, at der er en krigscensurproces, der breder sig over hele planeten, og som ville gøre Goebbels misundelig. Det er en del af krigsmobiliseringen; det er ikke adskilt fra den. Den er især rettet mod de områder, hvor der kunne være en vis modstand mod denne politik, og hvor de, der er imod den, bliver bragt til tavshed. Målet er at bringe dem til tavshed. Der er forskellige måder at bringe folk til tavshed på. En måde er at eliminere dem, og jeg mener, at de to mordforsøg på præsident Trump skal ses på præcis den måde af en grund, som jeg vil forklare om et øjeblik. Dette er ikke et spørgsmål om valgpolitik; dette er et spørgsmål om atomkrig. Begge angreb inden for en periode på to måneder peger i en bestemt retning. Begge viser stærke antydninger af sikkerhedsnedskæringer, og det er et meget alvorligt spørgsmål om, hvordan Secret Service fungerer. Routh, som er anklaget for mordforsøget, kan spores direkte til netværk i Ukraine og gennem Ukraine til London i Azov-bataljonen, CCD – Centers for Countering Disinformation – og folk, som har erklæret deres politik om, at de vil lukke munden på (eller, deres ord er »afslutte«) enhver, som er imod den ukrainske (dvs. den vestlige) fortælling, og enhver, som synes, at krig er en dårlig idé. Mange af jer, der deltager i dette opkald, er blevet sat på CCD-listen. Helga Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet står øverst på den; den næste taler i dagens program, Scott Ritter, er en af de mest fremtrædende på CCD-listen. Der er en klar CCD-forbindelse til dette andet attentatforsøg gennem Routh.

Det skal også bemærkes, at CCD er direkte involveret – CCD, Myrotvorets, Molfar – det er alt sammen den samme udenrigsministerium-finansierede, britisk-finansierede hitliste-operation. Deres erklærede formål er, at alle, der er imod deres synspunkter, er informationsterrorister, som skal bringes til tavshed og udryddes. Men deres engagement er også tydeligt i forbindelse med mordforsøget på Fico [15. maj] i Slovakiet for nogle måneder siden, og den nye udvikling omkring præsident Lukashenko i Hviderusland peger i samme retning.

Som en del af denne tavshed om enhver modstand mod krigsmobiliseringen skal vi se på den åbenlyse censuroperation, der var i gang for en uge siden, fredag den 13. Udenrigsministeriet annoncerede de nye direktiver som en del af den eksisterende bekendtgørelse, der ikke kun sanktionerer RT og Sputnik og en masse andre russiske medier, men stort set alle, der har nogen som helst forbindelse med dem. Hvis du har læst det med småt – og det har vi – er det en blankocheck til McCarthy-lignende og andre former for censur. Der er et gammelt ordsprog i den juridiske verden, som siger, at man kan få en storjury til at anklage en skinkesandwich. I dette tilfælde har du en situation, hvor du med disse nye regler faktisk kan dømme en ingenting-burger. Og det er, hvad de er i færd med at gøre. Det er en del af krigsmobiliseringen, og sammen med det tager briterne med CCD direkte skridt til at udbrede mulighederne for at lukke munden på folk. Konkret rejste Ian Patterson, som er vicedirektør for Ruslandskontoret i det britiske udenrigsministerium, den 17. september til Kiev, hvor han mødtes med lederen af CCD, Andriy Kovalenko, og de kortlagde en fælles indsats for at lukke munden på enhver stemme, der er imod NATO’s krig mod Rusland. De sagde, at de var blevet enige om at intensivere koordineringen, og det var en udløber af den foregående uges tætte strategisk dialog mellem Storbritannien og USA i London. Det særlige forhold mellem briterne og USA står bag udvidelsen af krigene på forskellige fronter, herunder situationen i Sydvestasien.

Den tredje pointe, jeg gerne ville have frem, er, at det, der foregår i den amerikanske præsidentvalgproces nu, er nyt. Spørgsmålet om atomkrig er, takket være mange af jer i denne samtale og det arbejde, vi har gjort, samt situationens alvor, faktisk brudt ud i kampagneprocessen. Det er ikke et partipolitisk spørgsmål. Trump har tre gange i løbet af den sidste uge nævnt faren for atomkrig. Uanset hvad man mener om Trump, så nævner han faren for atomkrig alvorligt. Det var først i debatten med Kamala Harris, så ved et møde i Las Vegas og så i Flint, Michigan. Ved mødet i Las Vegas talte Tulsi Gabbard, og hun var veltalende i spørgsmålet om atomkrig. Bobby Kennedy har udtalt sig om atomkrig. Dennis Kucinich, som er demokrat – han stiller op som uafhængig kongreskandidat nu, men han var demokratisk kongresmedlem fra Ohio. Han har talt på IPC’s platform. Han kom med en meget stærk udtalelse om atomkrig. Så selv om der er mange bestræbelser i gang for at sikre, at dette ikke bryder ud i offentligheden, er det absolut derude og meget vigtigt for vores bestræbelser på at stoppe det.

Mit fjerde og sidste punkt har også alt at gøre med at stoppe dette. Det er den ekstraordinære udvikling på FN’s generalforsamling i denne uge med afstemningen om Palæstina-spørgsmålet. Det var en overvældende stemme for fornuft, en overvældende stemme for menneskelighed i lyset af et af de værste folkemord i vores liv – mit liv i hvert fald – som vi har været vidne til. Det var en afstemning med 124 stemmer for, 14 imod og 43 hverken for eller imod. {The Economist – jeg så lige en overskrift i morges – skrev: »En FN-afstemning om Palæstina understreger USA’s svækkede indflydelse.« Det er faktisk tilfældet. Det er den første direkte præsentation af den palæstinensiske ambassadør, repræsentanten der, af en resolution. ICJ’s 19. juli konklusioner var en del af denne resolution. Dette viser, at den Globale Majoritet faktisk har fået nok. Det er bare et mikrokosmos af det faktum, at den Globale Majoritet har fået nok af dette bankerotte, kollapsende system, og den er i oprør. Antydet af det samme erklærede Indien hurtigt, at de ikke ville have noget at gøre med udenrigsministeriets sanktioner mod RT; de er ikke interesserede. Medlem af BRIKS; stort land. Brasiliens præsident Lula svarede Zelenskyj, at nej, vi vil ikke støtte jer i denne krig med Rusland. Ligesom Brasilien ikke ville støtte krigen mod Irak på det tidspunkt, fordi vi vidste, at det var en falsk operation. Vi vil ikke være en del af det her.

Så med BRIKS-mødet den 22.-24. oktober er det et middel til at udtrykke modstand mod hele dette paradigme, som fører os til krig. Vi har udviklingen i den amerikanske præsidentvalgkamp, som åbner døre og muligheder.

Det sidste punkt, jeg vil nævne, er, at det krakkede finansielle system, som er det, der ligger bag krigsdriften i første omgang, er i meget dårlig form. Federal Reserves rentenedsættelse på 50 basispoint i denne uge er ikke et tegn på styrke; det er et tegn på systemets enorme svaghed. De forsøger desperat at pumpe likviditet ind i en derivatboble på 2 billioner dollars, og det kommer ikke til at virke. Det vil føre til yderligere massive strømme frem og tilbage i den ene og den anden retning, som med overførselshandel og omvendt overførselshandel i en situation, hvor der ikke er nogen måde at holde det finansielle system flydende på.

Alt dette sætter blot vores grundlæggende spørgsmål på dagsordenen, nemlig at vi må have en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur for at trække os tilbage fra randen af krig og for at give menneskeheden retten til udvikling og sikkerhed tilbage til alle mennesker overalt. Jeg vil gerne takke jer.

{Afsluttende bemærkninger

Morgan spurgte, hvad forskellen er i dag, og hvad vi kan gøre; hvordan vi kan tackle disse forskelle? Vi befinder os i et systemisk sammenbrud af hele systemet. Det er meget forskelligt fra noget, som nogen af os har oplevet, medmindre du måske var med i 1454. Nogle af deltagerne i dette opkald lyder måske, som om de levede dengang, men det er ikke tilfældet, eller i perioden med den Westfalske Traktat. Dette er et system, som er ved at bryde helt sammen. Og det er både den store fare og den store fordel, vi har. Vi har nødvendigvis fået en krise af et sådant omfang, at den ikke kan løses med andet end fundamentale løsninger. Ideen om BDS – boykot, frasalg og sanktioner – er jeg enig i; men jeg mener, at den skal tages alvorligt. Vi er nødt til at boykotte, frasælge og sanktionere hele det kriminelle, kræftsyge, spekulative finanssystem, som har ødelagt planeten, ødelagt de fleste nationer på planeten, og som har skabt betingelser for krig. Vi kan ikke have, at menneskeheden fortsætter med at eksistere og dette nuværende system; de kan ikke sameksistere længere. Hvis vi skal tage tanken om at træffe foranstaltninger mod organiseret ondskab alvorligt – hvilket vi bør – så er vi nødt til at tage Lyndon LaRouches opfordring til os alle gennem 50 års organisering op, nemlig at vi skal tage fat på de underliggende problemer. Vi er nødt til at organisere en situation, hvor vi kommer ud af denne unipolære verden. Unipolær i forsvaret af en kræftsvulst; i forsvaret af 2,1 kvadrillioner dollars i spekulative interesser, og hvis man forsøger at forsvare dem – hvilket er det, der sker nu – vil man ødelægge alle. Og det er det, de gør. Vi har et massivt folkemord i gang i Afrika; vi har et massivt folkemord i gang i Iberoamerika. Vi har en anden form for massivt folkemord i gang i Gaza; det er bare mere synligt og forfærdeligt, men det er det samme. Dette er et system, hvis forsvarere siger, at jordens befolkning skal reduceres fra 8 milliarder mennesker til omkring 1 milliard mennesker.

Jeg spørger dig, hvad er det andet end folkedrab? Og de tilskriver det planetens såkaldte bæreevne. Planetens eneste bæreevne er grænserne for menneskets sind. Hvis vi rent faktisk er i stand til at udvikle nye teknologier og anvende dem gennem økonomisk udvikling, gennem videnskabelige fremskridt og ved at nå helt ud i solsystemet og videre endnu, så er der helt klart ingen grænser for de ressourcer, vi har til rådighed. Begrænsningerne er dem, der pålægges af dette bankerotte banksystem og de ideer, det pålægger os; hvilket igen er et menneskesyn, der benægter den grundlæggende eksistens af kreativitet og derfor af agape. De to ting er det samme.

Så den nuværende situation er anderledes, for i tidligere mobiliseringer, selv om krisen var meget stor, og faren for atomkrig bestemt var stor omkring Cubakrisen, er vi nu nået til vejs ende. Der er ingen mulighed for, at dette finansielle system, hvis centrum er London, og en af dets vigtige grene er Wall Street – og jeg vil gentage det for effektens skyld: Hvis centrum er London, og en af dets vigtige grene er Wall Street. Det er London, der er centrum for handelen med derivater; det er London, der er centrum for al hovedhandel med alle råvarer. Vigtigst af alt er det London, hvor de ideer, der lænker os til dette bestialske menneskebegreb, har deres oprindelse. Det er det, vi er nødt til at gøre noget ved.

Så da der ikke er nogen anden vej ud af dette end at skabe et helt nyt system, hvilket var spørgsmålet i forbindelse med den Westfalske Traktat, var det spørgsmålet omkring renæssancen. Den eneste vej ud af den sorte død var renæssancen. Og noget af det mest forfærdelige, jeg læste i dag, var nyheden om, at man i Ukraine planlagde at vælte statuer af store russiske kulturpersonligheder. Det er virkelig grundlæggende spørgsmål om, hvad der gør os i stand til at løse disse problemer.

Men jeg slutter med en opfordring til virkelig at gå i retning af LaRouches økonomiske og globale løsninger. Vi kan ikke tillade, at verden deler sig i to lejre. Vi er nødt til at finde et grundlag, hvor både Vesten og Østen, Nord og Syd, kan samles om et højere, anderledes menneskesyn. Måden at gøre det på er, at vi bliver nødt til at være aktive. Jeg synes, at Ann Reynolds’ forslag var i den rigtige ånd. Vi skal ud og gøre noget, så vi ikke, når vi mødes igen i næste uge, trækker os tilbage og siger: »Åh gud! Godt, at en anden trykkede på pauseknappen.« Vi er nødt til at trykke på pauseknappen; vi er nødt til at trykke på løsningsknappen. Hver eneste person her er nødt til at komme ud og være aktiv. Vi har meget lidt tid til rådighed, og det gælder især om at udvide omfanget og rækkevidden af dette opkald og de diskussioner, der præsenteres her, og hvad Helgas præsentation af de ti principper er, især som et løsningsforslag. Det er ikke det sidste ord. Der er ikke noget endeligt ord; der er kun en diskussionsproces.

Sandheden ligger ikke i påstande. Sandheden ligger i en diskussionsproces for at opdage menneskets evne til at finde stadig højere løsninger. Det er det, vi skal sørge for faktisk udvikler sig her.

Ikke korrekturlæst

Israel bomber Libanon med landstyrker klar til at invadere

[DMS]

19. september 2024 (EIRNS) – Israels militær (IDF) hamrede løs på det sydlige Libanon med luftangreb i dag omkring kl. 15.30 IST. The {Jerusalem Post} rapporterede fra »forskellige kilder«, at Israels militær er blevet instrueret om, at jordaktioner i Libanon afventer Israels nuværende provokationer, der opfordrer til et militært modsvar fra Hizbollah. I en erklæring om luftangrebene hævdede IDF, at Hizbollah har »forvandlet Sydlibanon til en krigszone« og skjult våben i civile hjem. Optagelser på de sociale medier viser, at mindst ét angreb så ud til at ramme et boligområde i Deir Qanoun al-Nahr, omkring 20 km nord for grænsen mellem Israel og Libanon.

I dag var der allerede annonceret en tale af lederen af det Libanon-baserede Hizbollah Hassan Nasrallah, som adresserede Israels sprængning af tusindvis af personsøgere over hele Libanon. Han kaldte det en »massakre« uden hensyn til civile og »en krigserklæring…. Dette er ren og skær terrorisme…. Det er krigsforbrydelser eller i det mindste en krigserklæring.« Han rapporterede, at nogle af anordningerne var detoneret i skoler, hospitaler og beboelsesejendomme og havde krydset »alle restriktioner og røde linjer«. Nasrallah tilføjede: »Der er ingen tvivl om, at vi har lidt et stort sikkerhedsmæssigt og humanitært slag, som er uden fortilfælde i vores modstands historie. Vi er blevet hårdt ramt, men sådan er krigstilstanden, og vi forstår, at fjenden har teknologisk overlegenhed.«

Ethvert forsøg fra Israels side på at invadere det sydlige Libanon vil give Hizbollah en »historisk mulighed« og få »frygtelige konsekvenser« for IDF, har Nasrallah sagt. Uanset om IDF sender tropper ind i Libanon, »vil der være en retfærdig straf« for Israels seneste angreb. »Jeg vil ikke sige hvornår, hvor eller hvordan. Det vil I få at vide, når tiden er inde.«

Mens Nasrallah talte fra Beirut, fløj israelske jagerfly ind over byen, kastede nødblus og skabte høje lydbrag i et forsøg på at forstyrre Nasrallahs tale. Libanons sundhedsministerium udtalte, at de sidste to dages angreb havde såret over 3.000 og forårsaget 37 dødsfald, herunder mindst 2 børn.

The {New York Times} rapporterede i dag med henvisning til anonyme kilder, at Israels Mossad producerede de fjernstyrede personsøgere i et falsk firma, som de oprettede i Ungarn, og at de indsatte PETN-sprængstoffer indeni. I 2022 blev personsøgerne så sendt til Libanon, hvor de ventede på at blive aktiveret af Israel.

Hvis Hizbollah ikke udfører gengældelsesaktioner mod Israel, bliver Libanon åbenbart kun bombet fra luften; men hvis de forsøger sig med modforanstaltninger, er det signalet til en israelsk landinvasion i Libanon.

Israel signalerer krigsforberedelser mod Libanon

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – AP rapporterede i morges, at alt tyder på, at Israel forbereder sig på en optrapning til en større krig mod Hizbollah i Libanon. »Mens de daglige kampe mellem Israel og Hizbollah er blevet optrappet ved flere lejligheder, har de bitre fjender været omhyggelige med at undgå en total krig,« bemærker AP. »Det ser ud til at ændre sig – især efter at personsøgere, walkie-talkies, solcelleudstyr og andre enheder eksploderede i Libanon tirsdag og onsdag og dræbte mindst 20 og sårede tusindvis i et raffineret angreb, som Hizbollah gav Israel skylden for.«

»Man gør ikke sådan noget, rammer tusindvis af mennesker og tror, at der ikke kommer krig,« siger den pensionerede israelske brigadegeneral Amir Avivi, som leder Israel Defense and Security Forum, en gruppe af høgeagtige tidligere militære kommandanter, til AP. »Hvorfor gjorde vi det ikke i 11 måneder? Fordi vi ikke var villige til at gå i krig endnu. Hvad sker der nu? Israel er klar til krig.«

Ikke alene er IDF’s 98. division blevet flyttet mod nord, men militæret siger også, at det har afholdt en række øvelser langs grænsen i denne uge. »Missionen er klar,« sagde generalmajor Ori Gordin, som leder Israels Nordkommando. »Vi er fast besluttet på at ændre sikkerhedssituationen så hurtigt som muligt.« Den mission stammer fra premierminister Benjamin Netanyahus besked til sikkerhedsministerierne den 12. september om, at det nu var et krigsmål at få de omkring 60.000 israelere, der var blevet evakueret fra det nordlige Israel som reaktion på Hizbollahs raketangreb, til at vende tilbage til deres boliger.

Den israelske veteranjournalist Ronen Bergman, som skriver for både {New York Times} og {Yedioth Ahronoth}, fortalte i et interview med Channel 12 News, at den slags angreb som dem, der er rettet mod Hizbollahs kommunikationsudstyr, normalt er »sidste udvej«, af den slags, der ville blive brugt i forbindelse med et påbegyndt angreb eller for at forhindre et overraskelsesangreb fra Hizbollah, som ikke kan stoppes med andre midler, rapporterede Times of Israel. »Det faktum, at nogen trykkede på de knapper, viser, at den, der gjorde det, føler et stort behov for at bevise den dybe skade [som Hizbollah er blevet påført],« tilføjede han.

Han mindede også om, at han sent mandag havde skrevet en artikel i {Yedioth}, hvor han citerede højtstående israelske sikkerhedskilder, som advarede om et fejltrin, der kunne føre til en optrapning på den nordlige front. Når man lægger det hele sammen, sagde Bergman, kan det være, at højtstående israelske sikkerhedsfolk var bekymrede for, at et nært forestående planlagt angreb på Hizbollah ikke nødvendigvis ville tjene det nyligt udpegede formelle krigsmål om at muliggøre en sikker tilbagevenden for indbyggerne i nord.

Libanesiske og jordanske udenrigsministre taler imod Hizbollah-Israel-krig

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – En omfattende israelsk krig mod Hizbollah ville være meget dårlig for både Libanon og Jordan, men især for Libanon. Libanons udenrigsminister Abdallah Bou Habib advarede om, at Hizbollah uundgåeligt vil reagere på de to bølger af angreb. I et interview med CNN’s Christiane Amanpour påpegede topdiplomaten, at »Hizbollah har fået et hårdt slag, og derfor er et svar uundgåeligt,« og tilføjede, at den libanesiske regering efter de seneste israelske angreb »ikke kan kommunikere med Hizbollah nu på samme måde, som vi gjorde tidligere,« rapporteret  i {Al Mayadeen}.

Bou Habib advarede om, at de dødbringende eksplosioner kunne være en advarsel om en bredere krig i den vestasiatiske region. Han understregede også hændelsens alvor, »fordi den kommer efter israelske trusler om at udvide fokus for krigen med Libanon, hvilket vil kaste regionen ud i en større voldscyklus og signalere en større krig.«

»Det er et skræmmende øjeblik, og vi er bange for at komme i krig, for vi ønsker ikke en krig,« understregede han.

Jordans udenrigsminister Ayman Safadi beskyldte Israel for at skubbe Mellemøsten »ud i afgrunden af en regional krig« på grund af dets farlige optrapning på flere fronter, rapporterede. I en tale efter et møde i den islamiske og arabiske ministerkontaktgruppe i Amman, som havde til formål at presse på for en våbenhvile i Gaza, understregede Safadi, at fred ikke ville være mulig uden en tostatsløsning. I et indlæg på X sagde han desuden: »Vi understregede behovet for, at det internationale samfund tager praktiske skridt til at bremse den israelske aggression, herunder indfører sanktioner mod den og stopper leveringen af våben til den.«

FN-embedsmand kalder hensynsløse personsøgerangreb i Libanon for krænkelse af menneskerettighederne

[CJO]

19. september 2024 (EIRNS) – FN’s højkommissær for menneskerettigheder, Volker Türk, fordømte den 17. september bølgen af eksplosioner af personsøgere i Libanon i en erklæring i går. »Samtidige angreb på tusindvis af personer, uanset om de er civile eller medlemmer af væbnede grupper, uden viden om, hvem der var i besiddelse af de målrettede enheder, deres placering og deres omgivelser på tidspunktet for angrebet, krænker den internationale menneskerettighedslovgivning og, i det omfang det er relevant, den humanitære folkeret,« sagde han. »Der skal være en uafhængig, grundig og gennemsigtig undersøgelse af omstændighederne ved disse masseeksplosioner, og de, der beordrede og udførte et sådant angreb, skal stilles til ansvar.«

Türk udsendte sin erklæring før runden af detonationer rettet mod kommunikationsradioer i går, men hans kritik gælder i lige så høj grad for den.

Foto: Wikimedia Commons

Deltag i Den internationale Fredskoalitions møde 
20. september 2024, kl. 17
Via Zoom

Tilmeld dig her for at modtage et Zoom link

Talerlisten:

Join us with former Scott Ritter, former UN Weapons Inspector; 
Jonathan Kuttab, Co-Founder of Non-violence International and Executive Director of the Palestinian Christian Friends of Sabeel North America; 
Mossi Raz, former Member of the Knesset, and former Director General of Peace Now; 
Fernando Garzon, writer, UN consultant, and professor at 5 universities in Ecuador. “From Hiroshima to Gaza.”

Invitation skrevet af DENNIS SMALL

Den 18 september 2024, EIRNS

I 67 uger i træk har Den Internationale Fredskoalition (IPC) advaret, organiseret og holdt møder om den altoverskyggende og umiddelbare fare for atomkrig, som hele planeten står over for – en fare, der er mest smerteligt åbenlys i områderne Ukraine og Sydvestasien. I 67 uger har IPC-initiativtager Helga Zepp-LaRouche peget på sammenbruddet af det »unipolære« system i City of London og Wall Street som den underliggende årsag til denne krigsfare og systematisk udarbejdet en løsning på den eksistentielle krise: en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur baseret på de principper, der ligger til grund for Den Westfalske Fred i 1648.

Det centrale spørgsmål om atomkrig eller fred, som med al tydelighed gør det klart, at vi er én menneskehed med fælles interesser, er endelig brudt markant ud på den amerikanske politiske scene i slutspurten af præsidentvalgkampen – og ikke et øjeblik for tidligt.

Tidligere præsident Donald Trump sagde ved et valgmøde i Flint, Michigan, den 17. september: »For mig har vi én stor trussel: den hedder atomvåben…. Det er den største enkeltstående trussel mod verden, ikke kun Michigan, [men] mod verden, og du vil ikke være så interesseret i at lave biler, hvis det begynder at ske.«

Det er tredje gang på en uge, at Trump har understreget faren for atomkrig. Den 10. september advarede Trump i sin debat med Kamala Harris om, at Rusland »har atomvåben, (men) det er der aldrig nogen, der tænker på.« Tre dage senere, den 13. september, ved et valgmøde i Las Vegas, advarede Trump igen publikum: »I kommer til at ende i tredje verdenskrig. I får et atomart Holocaust, hvis vi ikke er forsigtige.«
Prøv ikke at feje disse advarsler til side som parti- og valgpolitik.

Det er ikke kun Trump, der er begyndt at slå alarm. Den 13. september udtalte det tidligere demokratiske kongresmedlem og nuværende uafhængige kongreskandidat Dennis Kucinich:

Ingen regering, hverken demokratisk eller republikansk, har ret til at føre os ind i en krig, som har kapacitet til at ødelægge ikke bare vores land, men hele verden.«

Også den 13. september advarede det tidligere demokratiske kongresmedlem Tulsi Gabbard, da hun talte ved Trumps kampagnemøde i Las Vegas: »Vi er tættere på kanten af tredje verdenskrig og atomkrig i dag, end vi nogensinde har været før, og det skyldes direkte Harris-Biden-regeringens udenrigspolitik.«

Og den tidligere præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Jr. udsendte en kort video den 13. september, hvor han var bekymret over »glidebanen mod atomkrig…. [De neokonservative] presser på for maksimal konfrontation med Rusland. Har du nogen idé om, hvor farligt det er? Rusland er verdens største atommagt…. Hvis Rusland bliver desperat, vil de bruge atomvåben.«

Hvorfor dækker de store medier ikke disse vigtige udsagn – med nogle få hæderlige undtagelser? Enten fordi de er direkte ejet af de samme globale finansielle interesser, som bevidst forsøger at provokere Rusland til en atomar udveksling; eller fordi de bliver terroriseret til tavshed og underdanighed af Gestapo-lignende censur og trusler om fængsling – eller det, der er værre – af enhver, der vover at sige sin mening.
Udenrigsministeriets meddelelse den 13. september om, at RT, Sputnik og andre russiske medier – og alle, der arbejder med dem – er underlagt nye sanktioner; efterfulgt af Meta og YouTubes udelukkelse af disse medier fra alle deres platforme internationalt, er kun toppen af isbjerget. Bagved ligger etablissementets politik om at lukke munden på alle afvigende stemmer, der protesterer mod atomkrigskampagnen – ved hjælp af alle metoder, uanset om de er retfærdige eller ej.

Nogle bliver udset til at blive myrdet, selv når de angiveligt har Secret Service-beskyttelse. Andre, som Scott Ritter, får deres hus ransaget af FBI under »mistanke« for at være agent for russisk misinformation. Atter andre, herunder Schiller Instituttet, bliver sat på den ukrainske CCD-Molfar-Myrotvorets-hitliste og udråbt som »informationsterrorister«, der burde »likvideres«.

Så sent som i denne uge rejste souschefen for Ruslandskontoret i det britiske udenrigsministerium til Kiev den 17. september og mødtes med lederen af CCD (Center for Countering Disinformation), Andriy Kovalenko, for at kortlægge en »fælles indsats« for at håndtere »informationsterrorister«. Og Hillary Clinton gik i æteren hos Rachel Maddow den 16. september for at argumentere for, at amerikanere, der »efterplaprer Kreml-propaganda«, ikke bare bør retsforfølges civilt, men »endda i nogle tilfælde anklages strafferetligt«, fordi »det ville være en bedre afskrækkelse«.

Hvor hurtigt skal vi handle for at stoppe galskaben og faren for atomkrig?

Den 14. september rapporterede Bloomberg, at Det Hvide Hus’ nationale sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, via et videolink til den årlige Yalta European Strategy-konference i Kiev, sagde: »Jeg mener, at vi befinder os i et afgørende øjeblik, ved en korsvej.« Der er kun lidt mere end fire måneder til, at en ny amerikansk præsident bliver taget i ed. »Vi vil behandle hver eneste af disse dage med stor omhu, når det drejer sig om at støtte Ukraine,« svor Sullivan. Biden og Ukraines Zelenskyj skal mødes på FN’s generalforsamling i New York, som begynder den 22. september, og britiske diplomater har officielt udtalt, at de forventer, at USA og Storbritannien på generalforsamlingen vil bekendtgøre en beslutning om at begynde at affyre NATO’s langtrækkende præcisionsstyrede missiler fra Ukraine dybt ind på russisk territorium.
Det vil, har Ruslands Putin advaret om, » betyde, at NATO-landene – USA og de europæiske lande – er i krig med Rusland. Og hvis det er tilfældet, vil vi i betragtning af ændringen i konfliktens karakter træffe passende beslutninger som svar på de trusler, der vil blive fremsat mod os.”

Så uanset om du har deltaget i nogle eller alle de sidste 67 IPC-møder eller ej, må du være enig i, at det giver rigtig god mening for dig at deltage i IPC #68.

Foto: Former Congressman Dennis Kucinich said the Biden administration is using Ukraine for a WWIII proxy. Credit: Sare for Senate Campaign

Ikke korrekturlæst

[REF] [DMB]
18. september 2024 (EIRNS) – FN’s Generalforsamling vedtog en resolution introduceret af Palæstinas ambassadør i FN, Riyad Mansour, som fastslår, at »staten Israels vedvarende tilstedeværelse i de besatte områder er ulovlig«, og at Israel skal afslutte »sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder« inden for 12 måneder. Resolutionen blev vedtaget med 124 stemmer for, 14 imod og 43 hverken for eller imod.

Mansours resolution, som blev støttet af mindst 30 andre lande, inkorporerer og er baseret på Den Internationale Domstols rådgivende udtalelse fra 19. juli om dette spørgsmål, som fandt sagen om israelsk folkemord i Gaza sandsynlig og krævede, at den stoppede sine aktiviteter.

Ved mødets begyndelse sagde Camerouns FN-ambassadør Philémon Yang, formand for FN’s Generalforsamling: »Uden retfærdighed og retsstatsprincipper vil både israelere og palæstinensere ikke opnå det, de længes mest efter: fred og sikkerhed.« Forsamlingen må »ikke glemme de mange tabte liv, de svimlende humanitære udfordringer og den ødelæggelse af infrastrukturen, som fortsat finder sted, især i Gaza i de seneste måneder«.

Da han præsenterede resolutionen, sagde Mansour (i en kort omskrivning): »Ingen må tro, at palæstinenserne vil forsvinde som følge af begivenhederne i de sidste 11 måneder. Deres ånd vil forblive fri og tro mod deres identitet. De ønsker kun at være underlagt deres Gud. … I luften er der nu børn, som er døde på den mest forfærdelige måde. To millioner mennesker er blevet bombet, sultet og flyttet fra sted til sted. Hvor meget længere kan det fortsætte?! Verden må tage stilling og reagere på det!

»Domstolen (ICJ) støttede Palæstinas anmodninger om selvbestemmelse og retten til ikke at blive besat. Domstolen opfyldte sit ansvar, og nu skal alle stater sikre, at den historiske udtalelse overholdes. Nu er det tid til, at Generalforsamlingen opfylder sit mandat. …. Jura er ikke kun en målestok for krænkelser, men for at sikre retfærdighed. Hvis vi ikke stopper Israel, vil det kun betyde mere død og elendighed…. Ingen besættelsesmagt kan have vetoret over de umistelige rettigheder for de mennesker, der er underlagt dens besættelse.

»Nogle stemmer siger, at det ikke er det rigtige tidspunkt. Men udsættelse af retfærdighed er uretfærdighed. Det rigtige tidspunkt for retfærdighed er altid nu…. Uden denne løsning forstår vi alle risikoen for en altomfattende konflikt i hele regionen.”

En vigtig passage i resolutionen, afsnit 5b, opfordrer alle stater til at »tage skridt til at standse importen af produkter med oprindelse i de israelske bosættelser samt levering eller overførsel af våben, ammunition og relateret udstyr til Israel, besættelsesmagten, i alle tilfælde, hvor der er rimelig grund til at mistænke, at de kan bruges i de besatte palæstinensiske områder.«

Hvis denne bestemmelse blev håndhævet, ville det betyde, at især Biden-Harris-administrationen samt Storbritannien, Tyskland og andre nationer ikke kunne sælge eller sende våben til Israel. Det ville stoppe Israels evne til at fortsætte krigen.

Resolutionen er ikke bindende, men den sætter fokus på kriterierne for at afslutte krigen og etablere retfærdighed.

Den israelske FN-ambassadør Danny Danon, som er pro-Netanyahu, begyndte at rase: »Lad os kalde det, hvad det er: Denne resolution er diplomatisk terrorisme, hvor diplomatiets værktøjer ikke bruges til at bygge broer, men til at ødelægge dem.« USA’s ambassadør Linda Thomas-Greenfield hævdede også, at det var »en resolution, der selektivt fortolker indholdet af ICJ’s udtalelse.«

Samtidig udsendte U.S. Sen. J.D. Vance, det republikanske partis vicepræsidentkandidat, og 28 andre republikanske senatorer et brev, hvori de skrev: »I stedet for at foreslå partiske og kontraproduktive initiativer, som ikke vil gøre noget for at fremme en varig fred mellem israelere og palæstinensere, må det internationale samfund fokusere sin energi og sine ressourcer på at sikre, at Hamas og andre terrorgrupper bliver fuldstændig udslettet.«

Sammen med Israel og USA stemte Argentina, Tjekkiet, Paraguay og Malawi nej sammen med mindre nationer i Stillehavet.

Foto: Wikimedia Commons

The Schiller Institute NYC Chorus was back in the historic Little Italy district in the Bronx on September 15, 2024, to present the
9/11 Memorial Concert

Tragedy & Hope- Restoring the Classical Tradition in America. 

The inspiring commemoration of the tragedy of September 11, 2001, Tragedy & Hope, took place at Our Lady of Mt Carmel RC Church, and was addressed by FDNY Chaplain Msgr. Jamie Gigantiello with the FDNY Ceremonial Unit Color Guard. Please take a look at the concert program attached below as you watch this phenomenal event which presented the world dialogue of cultures that formed the American Classical Tradition.

Links: 
https://www.sinycchorus.com/past_events

YouTube

PROGRAM (PDF)

American music itself is very much what people brought to these shores from diverse circumstances around the world. Alongside native melodies, it was all brought together into a new classical school of music by the courageous efforts of Jeanette Thurber who created the National Conservatory of Music of America with the crucial role of Antonín Dvořák as director in the early 1890s and his collaboration with H.T. Burleigh. 

You’ll hear for the first time a new arrangement for America’s anthem, My Country ‘Tis of Thee, by Schiller Institute music historian Fred Haight, originally composed by Dvořák to replace the music for the American anthem from the British anthem, God Save the King.

You’ll also see the theme for another anthem, Battle Hymn of the Republic, which made its way from an early 19th century Slavonic church composition of the 26th Psalm by Ukrainian-Russian composer Dmitry Bortniansky, to the tune of abolitionist camp song, John Brown’s Body, and finally to the words of Julia Ward Howe during the Civil War.

The program includes the works of Brahms, Dvořák, H.T. Burleigh, Hall Johnson, Verdi & more.

Special guest artists: 

The NEO String Quartet, led by Jungwon Yoon
Elvira Green, soprano
Everett Suttle, tenor
Linda Childs, contralto
Michelle Erin, soprano
Dura Jun, pianist

Program

Greetings Jennifer Pearl, Chair, Schiller Institute NYC Chorus 

Opening narrative Dennis Speed, International Schiller Institute
FDNY Ceremonial Unit Color Guard Invocation and remarks:  
FDNY Chaplain Msgr. Gigantiello  
Litanei   Linda Childs, alto; Dura Jun, piano  Franz Schubert (1797-1828) 
Narrative: Elvira Green  
 African-American Spirituals ~  Schiller Institute Chorus, Diane Sare conducting
My Lord What a Mornin’
Lord, I Don’t Feel No-Ways Tired Everett Suttle, tenor arr. H. T. Burleigh (1866-1949)  
African American Spiritual,  arr. Hall Johnson (1888-1970)
Narrative: Elvira Green
Concerto No. 22, The Lord is my Light and my Savior  Dmitry Bortniansky (1751-1825) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Luleborë: Traditional Albanian Folk Song  Michelle Erin, soprano; Dura Jun, piano
Dem dunkeln Schoβ Simon Gjoni (1925-1991) Johannes Brahms (1833-1897) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative: Elvira Green
Soon Ah Will Be Done arr. William L. Dawson (1899-1990) Schiller Institute Chorus; Diane Sare conducting
 —-   Intermission  —-
Part 2
Narrative: Dennis Speed String Quartet No. 12, “American”, Op. 96, B. 179: Antonín Dvořák (1841-1904) 1st movement: Allegro ma non troppo; 4th movement: Finale, Vivace ma non troppo NEO String Quartet ~
Traditional American Folk Songs ~
Poor Wayfarin’ Stranger: Traditional  Linda Childs, Alto;  
At the River: Aaron Copland (1900-1990): Old American Songs, Set II, No. 4 Everett Suttle, tenor
Long Time Ago: Aaron Copland: Old American Songs, Set I, No. 3 Everett Suttle, tenor
Narrative:  Elvira
Green Goin’ Home: arranged by William Arms Fisher (1861-1948), from Antonín Dvořák: Symphony No. 9, From the New World, Opus 95, B. 178 – Largo Schiller Institute Chorus; Dura Jun, piano; Megan Dobrodt conducting
Va, Pensiero: from the Opera Nabucco by Giuseppe Verdi (1813-1901) Schiller Institute Chorus; Megan Dobrodt conducting
Narrative:  Elvira Green
My Country ‘Tis of Thee: arranged by Schiller Institute music historian Frederick Haight from  Antonín Dvořák: String Quintet, Op. 97, Burghauser 180- Larghetto (A flat minor/B flat Major) NEO String Quartet; Schiller Institute Chorus, Nancy Guice conducting

Foto; SI

af Dennis Speed (EIRNS) – 17. september 2024

»Kaptajn Ahab! Det er den hvide hval! Moby Dick! Han har kurs direkte mod os!«

»Forkert, hr. Starbuck! Jeg er på vej lige mod ham – og det er De også, sir!«

Hverken styrmand Starbuck eller det skib af tåber, der havde påmønstret for at sejle ud på det, der skulle blive deres sidste rejse med kaptajn Ahab, var klar over, at et andet navn for Moby Dick var Helvede, og et andet navn for Ahab var Satan – tåbernes såvel som mørkets fyrste. I dag er den vildledte Starbucks åndelige efterkommere, hvoraf mange selvtilfredse nipper til specialfremstillede drikkevarer til fem dollars i de kirker, der i dag bærer hans navn, uvidende om, at de i dette øjeblik er på vej mod et atomart helvede som tilhængere af et fiktivt »kollektivt Biden«-præsidentskab, som Kaptajn Ahabs wanna-be, Dick Cheney, »vicepræsidenten for mørkets fyrste«, nu entusiastisk støtter.

Findes der noget sted en fornuftig stemme?

Den tidligere præsidentkandidat Robert F. Kennedy, Jr. har sammen med Donald Trump, Jr. skrevet en kronik: »Forhandl med Moskva for at afslutte Ukraine-krigen og forhindre atomar ødelæggelse.« Den begynder således: » New York Times rapporterede torsdag, at Biden-administrationen overvejer at tillade Ukraine at bruge NATO-leverede langtrækkende præcisionsvåben mod mål dybt inde i Rusland. En sådan beslutning vil udsætte verden for større risiko for atomar ødelæggelse end på noget tidspunkt siden Cuba-krisen.« Kronikken påpeger nyttigt, at: »Det er på høje tid at nedtrappe denne konflikt. Det er vigtigere end nogen af de politiske spørgsmål, som vores nation diskuterer. Atomkrig ville betyde enden på civilisationen, som vi kender den, måske endda enden på den menneskelige art.«

Et glimt af fornuft? Ja, men endnu ikke en ændring af politikken. Der også, lige på rette tidspunkt, dukket en Mefistofeles-lignende skabning op fra den sorte lagune i det perfide Albion (England –red.) ved navn Lord Ashcroft for at formane de amerikanske kolonister. Ashcroft, livslangt medlem af Overhuset, medlem af den fornemste orden af St. Michael og St. George, og med en personlig formue på 1,6 milliarder dollars, har som repræsentant for Hans Sataniske Majestæt og kongerigets interesser nedladt sig til at tale. Han har proklameret, at »Vesten endelig må finde modet til at stå fast over for tyranni«. Ukraine bliver »tragisk nok holdt tilbage af de selvsamme partnere, som erklærer deres støtte til landets sag. Det mest grelle eksempel på denne tilbageholdenhed kommer fra USA, et land, der kalder sig selv ‘de modiges hjemland’. Alligevel har Washington vedvarende tøvet, når det gælder om at give Ukraine lov til at angribe mål dybt inde i Rusland…. Putins regime kan affyre missiler, bombe byer og terrorisere ukrainske civile, men når Ukraine forsøger at gøre gengæld mod de ansvarlige, får det at vide, at det skal holde sig tilbage. Det er ikke sådan, man vinder krige, og det er ærligt talt skammeligt.«

»Hvide Hus, vis noget mod! Gå direkte mod den hvide hval!« Dette er det britisk-babylonske præsteskabs krav til sin nuværende politiske vasal, USA. Det kan være sandt, at der faktisk har været et midlertidigt stop for amerikansk udstationering af langtrækkende missiler på området mellem NATO og Rusland. Det kan også være sandt, at det vrag, der kaldes det »britiske militærindustrielle kompleks«, producerer missiler af tvivlsom effektivitet. Den større sandhed er imidlertid, at NATO’s verdenskrig mod »resten«, herunder det Globale Syd, BRIKS-Plus-nationerne, Bælte- og Vej-Initiativet, den Eurasiske Økonomiske Union osv. er en tvangsmæssig, malthusiansk befolkningskrig, som i Gaza, baseret på et håbløst selvdestruktivt menneskesyn. Den er drevet af en ubetalelig gæld med et uholdbart monetært system, som skulle have været afsluttet sammen med Den kolde Krig i 1989. I stedet overlevede det, ikke som et reelt økonomisk system, men som en fælles folkelig massevildfarelse, der stadig forekommer virkelig – som Moby Dick.

Hvad er »følgeskaderne« af NATO’s dødsmærkede bestræbelser? I en præsentation mandag aften for tilhængerne af de uafhængige kandidater til USA’s senat og kongres, Diane Sare og Jose Vega, beskrev Dr. Mark Perlmutter, tidligere præsident for International College of Surgeons(https://icsglobal.org/) og nuværende præsident for World Surgical Foundation(https://worldsurgicalfoundation.org/about-wsf/), sin nylige mission til Gaza, sponsoreret af Palestinian American Medical Association i samarbejde med Verdenssundhedsorganisationen. Dr. Perlmutter, som var på Manhattans Ground Zero i 2001, i Louisiana under orkanen Katrina i 2005 og i Haiti under jordskælvet i 2010, sagde, at ingen af disse oplevelser eller noget andet i hans mere end 36 år lange praksis forberedte ham på det, han mødte i de uger, han tog til Gaza. En kvart million døde, sagde han, vil være tættere på skønnet over, hvor mange mennesker der faktisk blev dræbt, når sandheden endelig bliver fortalt.

Hvorfor vil Linda Thomas-Greenfield, USA’s FN-ambassadør, ikke tale med ham? I dag skal »FN’s Generalforsamling efter planen debattere og stemme om en resolution om, at Israel skal afslutte ›sin ulovlige tilstedeværelse i de besatte palæstinensiske områder‹ inden for seks måneder,« rapporterer medlem af Den Internationale Fredskoalition, forfatter og akademiker Oliver Boyd-Barrett. »Hvis vi antager, at Israel vil ignorere et sådant krav, og at USA nedlægger veto mod en resolution i Sikkerhedsrådet om at håndhæve ICJ’s (Den internationale Domstols) afgørelse af 19. juli, som fastslår, at israelske bosættelser opretholdes i strid med international lov, og at Israel skal betale erstatning til alle dem, som den ulovlige besættelse har skadet, kan Generalforsamlingen indkalde til et hastemøde for at tage en såkaldt Uniting for Peace-resolution op«, kendt som resolution 377, som Schiller Instituttet og IPC har ført kampagne for i nogen tid.

USA, den transatlantiske verden, har et stævnemøde med sandheden, som de ikke kan undgå længe. Det vil enten være vores utrættelige stræben efter en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der vil sejre, eller NATO’s utrættelige stræben efter selvdestruktion vil kaste menneskeheden ud i et utænkeligt hav af blodbad, som Gaza og Ukraine blot er optakten til.

Foto: Sgt. Bill Boecker/U.S. Army

af Jason Ross (EIRNS) – 16. september 2024

Hvorfor nøjes med én snigmorder, når man kan have snesevis eller hundredvis?

Det overdrevne, følelsesladede, dobbelttydige sprog, der angriber os fra regeringer, førende medier, tænketanke, den akademiske verden, NGO’er og andre kilder, skaber et miljø, der giver grobund for terrorister og nidkære særlinge, der er villige til at begå vold for at nå deres mål. Sagen om Ryan Routh – den besynderligt inkompetente, men berejste og bredt ambitiøse aktivist for Ukraine og andre sager, som lurede i buskene uden for Donald Trumps golfbane i 12 timer, før han blev fanget af en opmærksom Secret Service-agent – er kommet op til overfladen.

Hvor mange lurer stadig nedenunder?

Er han den eneste person, der er modtagelig for (eller fremmer) de fordærvede synspunkter hos … [dem], der er fast besluttet på at give det atombevæbnede Rusland et sviende nederlag?

Situationen er alvorlig og nærmer sig et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Det britiske etablissement fortsætter sin ledende rolle i at fremme en optrapning af direkte NATO-fjendtligheder mod Rusland, i form af et halvt dusin tidligere udenrigsministre og en tidligere premierminister der kræver, at premierminister Keir Starmer straks sender langtrækkende Storm Shadow-missiler mod Rusland. Selv hvis et sådant missil blev affyret fra Ukraines territorium, ville NATO helt klart selv være aggressoren, fordi våbnene ikke kan bruges uden satellit- og anden løbende teknisk støtte fra deres leverandører, hvilket den russiske ledelse har udtalt ganske klart. (Rusland har også meddelt, at de øger størrelsen på deres hær).

General Harald Kujat (»pensioneret«) fra Tyskland, tidligere stabschef for landets væbnede styrker og formand for NATO’s militærkomité, og nu en førende kritiker af vestlige strategier for optrapning, siger: »Hvis der leveres vidtrækkende våben nu, vil Ukraines evne til at angribe mål, der er af eksistentiel betydning for Rusland, øges – og dermed risikoen for, at denne krig vil sprede sig.« Angreb på militære anlæg dybt inde i Rusland kan ved at ramme russiske advarselsradarer og relaterede systemer udløse et ødelæggende atomart modsvar.

Hvordan får man støtte til en politik, der er så vanvittig som at lægge madding ud til den russiske bjørn? At terrorisere politiske og sociale modstandere er en teknik, som har været velkendt siden 1960’erne. At forbyde udbredelsen af alternative synspunkter er populært i dag, som det ses i den lovgivning, der nu foreslås i Australien. Det er også effektivt at drive folk til vanvid ved at ødelægge den klassiske kultur og fremme et »kritisk« syn, der vender op og ned på selve idéen om en erkendelig sandhed til fordel for alle mulige identiteter, ved at afskære tænkningen, mens man stimulerer følelserne. Vi bør ikke blive overraskede over at høre nærmere om, hvordan de mange undersøgelser i New York City mod borgmester Eric Adams og hans administration er et udtryk for en form for kontrol.

Men denne kontrol er ved at blive svækket. Indien, eksempelvis, ignorerer  de indtrængende krav fra USA og Storbritannien om sammen med dem at undertrykke rapporteringen fra Russia Today, sådan som disse såkaldte frihedsbastioner har gjort det. Og Chile har tilsluttet sig Sydafrikas sag mod Israel ved FN’s Internationale Domstol.

Det stærkeste redskab til at overvinde de angloamerikanske kræfter, der driver menneskeheden mod dens potentielle udslettelse, er skabelsen af et nyt paradigme for internationale og sociale relationer, baseret på vores smukke menneskearts unikke kreative evner.

Denne tilgang er blevet demonstreret i mange måneder på møderne i Den Internationale Fredskoalition. Den er blevet omsat til handling i koncentreret form i Schiller Instituttets NYC Community Chorus’ 9/11-mindekoncert »Restoring America’s Classical Tradition«.

Foto: Schiller Institute NYC Community Chorus 9/11 memorial concert “Restoring the Classical Tradition in American.”

London sætter alle sejl til for at lade langdistanceraketterne flyve ind i Rusland

DENNIS SMALL

Den 15. september 2024

Den britiske udenrigsminister David Lammy vendte tilbage fra sine møder med den amerikanske udenrigsminister Tony Blinken for at gå i æteren den 15. september og opfordre begge lande til at begynde at affyre NATO-våben dybt ind i Rusland fra ukrainsk territorium. Over for BBC nægtede Lammy »at bekræfte, om Storbritannien og dets allierede planlagde at tillade, at missiler blev brugt mod mål i Rusland. Men han tilføjede: »Dette er under nøje drøftelse med ukrainerne, da vi vurderer, hvad de har brug for, når de går vinteren i møde. Lammy sagde, at Storbritannien og andre allierede ville møde præsident Zelenskyj ved FN’s generalforsamling i New York om mindre end 12 dage, og foreslog at spørgsmålet ville blive diskuteret da.«

Lammy afviste også præsident Putins skarpe advarsel den 12. september om konsekvenserne af en direkte krig mellem NATO og Rusland. Han beskyldte Putin for at » kaste støv op i luften« og tilføjede: »Der er en masse brovten – det er hans modus operandi.«

Ifølge Londons Sunday Times opfordrede fem tidligere britiske konservative forsvarsministre – Grant Shapps, Ben Wallace, Gavin Williamson, Penny Mordaunt og Liam Fox – samt tidligere premierminister Boris Johnson alle premierminister Keir Starmer til at »tillade Ukraine at bruge langtrækkende missiler på russisk territorium, selv uden USA’s støtte«, ifølge en Reuters-tråd, og advarede Starmer om, at »enhver yderligere forsinkelse vil opmuntre præsident Putin. «

Den tidligere premierminister Boris Johnson rejste sågar til Kiev i weekenden for at sætte trumf på, mødtes med Zelenskyj og krævede, at Storbritannien og USA lod Ukraine bruge begge nationers langdistancemissiler, Storm Shadow, SCALP og ATACMS, mod mål på russisk territorium.

Tysklands Scholz om at sende Taurus-missiler til Ukraine: Nej, og »sådan vil det forblive

CARL OSGOOD

Den 15. september 2024 . Den tyske kansler Olaf Scholz, som næppe er kendt for sin politiske rygrad, nægter at rokke sig fra sin offentlige holdning om, at Tyskland ikke vil sende Taurus-missiler til Ukraine. I en tale til en forsamling den 14. september i byen Prenzlau i Brandenburg, gentog han sit afslag om at forsyne Ukraine med langtrækkende Taurus-missiler, på grund af bekymring for at det kunne føre til en alvorlig optrapning af situationen. »Det sagde jeg nej til,« sagde Scholz ifølge TASS, som citerer det tyske nyhedsbureau DPA. Brandenburg er den tredje østtyske delstat, der afholder lokalvalg i denne måned, og det sker den 22. september.

Ifølge kansleren ville det være et problem, hvis Ukraine fik tilladelse til at angribe dybt inde i Rusland, og det vil han ikke tillade. »Det gælder også andre våben, hvis vi skulle levere dem, som kunne ramme på så lang afstand,« sagde Scholz. »Sådan vil det blive ved med at være…. Derfor holder jeg fast i min holdning, selv om andre lande beslutter noget andet. Jeg vil ikke gøre det, fordi jeg anser det for at være et problem.«

Foto: Wikimedia Commons

NATO-vampyrerne hyler: Helga Zepp-LaRouche taler til Den Internationale Fredskoalitions møde

Ikke korrekturlæst

13. september 2024 (EIRNS) – Her er bemærkningerne fra Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche, der taler til det ugentlige fredagsmøde i Den Internationale Fredskoalition, nr. 67, den 13. september 2024:

ANASTASIA BATTLE: Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er vores 67. møde i træk. Vi bringer alle de forskellige fredsorganisationer sammen så meget som muligt fra hele verden for at opnå ægte fred; på tværs af vores ideologier, på tværs af vores forskellige kulturelle baggrunde. Vi bringer alle sammen om denne meget vigtige mission i dag.

Mit navn er Anastasia Battle, jeg har to medordstyrere i dag – Dennis Small og Dennis Speed. Vi har en redegørelse til jer i dag, fordi vi har nået et alvorligt niveau af stress og fare for atomkrig. Vi samler en række eksperter i dag for at gennemgå, hvordan den fare ser ud. Derefter vil vi have en dialog om, hvad vi kan gøre med alle vores forskellige fredsorganisationer; vi har en række demonstrationer på vej, som vi vil tale mere om. I chatten kan du se dagsordenen og de forskellige personer, som vi har samlet i dag. Vi byder velkommen til alle de nye mennesker, der er med for første gang. Du bedes præsentere dig selv i løbet af diskussionsperioden, hvilken organisation du tilhører, og hvor du kommer fra. Med det vil jeg gerne give ordet til Helga Zepp-LaRouche, som er grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. Tak, fordi du kom, og værsgo at gå i gang, Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Tak. Velkommen til jer alle sammen. Det berømte dommedagsur tikker tydeligvis, og det er et godt spørgsmål, hvor mange sekunder der er tilbage til midnat. I dag, mens vi mødes her på IPC, mødes Storbritanniens premierminister Starmer med præsident Biden i Washington i løbet af dagen. Det formodes, at de måske eller måske ikke vil annoncere den »tilladelse«, som Ukraine vil få til at bruge amerikanske og britiske langdistancemissiler til angreb dybt inde på russisk territorium. Den beslutning kan allerede være truffet, den kan være annonceret eller ej; men under alle omstændigheder kom præsident Putin allerede med en ekstremt skarpt respons og sagde, at Vesten allerede bruger droner inde på russisk territorium og andre våben, men hvis denne beslutning træffes vedrørende langdistancemissiler, som har høj præcision og meget stor rækkevidde, vil det være en helt, helt anden sag. Han sagde, at fordi langdistancemissilerne ikke kan bruges af ukrainerne, fordi de ikke har den satellitrekognoscering, som kun USA og NATO-landene har, har de også brug for NATO-uddannede specialister til målretning, fordi ukrainerne ikke har den kapacitet, og derfor er det ikke et spørgsmål om, at NATO skal give Ukraine »tilladelse«, men at dette vil være en beslutning, hvis NATO direkte kommer i en militær konflikt åbent med Rusland. Putin sagde, at det ville betyde en ændring i selve konfliktens karakter, og at Rusland ville reagere på passende vis.

Det er klart, at det summer i alle verdens hovedstæder, og Sergey Karaganov, som ikke er den samme som Putin og ikke den samme som den russiske regering, men han er en talsmand, som nærmest er citeret som en slags advarsel om, hvad der kan komme til at ske. Han sagde, at Rusland nu helt sikkert skal signalere sin vilje til at bruge sine atomvåben meget tydeligt, for med den stadig eksisterende russiske atomdoktrin – nemlig at Rusland kun vil bruge atomvåben, hvis Den Russiske Føderations territorium er direkte truet – ville det tydeligvis ikke afskrække Ruslands fjender tilstrækkeligt, og derfor ville det være selvmorderisk at holde fast i det. Med andre ord, at Rusland skulle bruge et taktisk atomvåben mod et NATO-land som en besked til verden om, at de mener det alvorligt.

Den russiske senator Aleksej Pusjkov sagde, at han tror, at denne beslutning allerede er truffet; at der vil være for mange antydninger og for mange diskussioner, og derfor tror han, at det er et spørgsmål om dage, før det vil stå klart. At den offentlige mening er ved at blive forberedt på en sådan ændring.

Udenrigsminister Blinken holdt en pressekonference, hvor han blev spurgt af Michael Birnbaum fra Washington Post, om dette ikke repræsenterer en meget farlig optrapning. Blinken sagde i et helt uhørt ordvalg: Ja, men det er ikke en afgørende faktor. Bag denne mærkelige formulering er budskabet meget klart, at det er værd at tage risikoen for en generel atomkrig, hvis det forbedrer udsigten til at give Rusland et strategisk nederlag.

Nu sagde Karaganov også, at det er klart for alle, at USA aldrig ville risikere New York eller Washington for Paris eller Berlin. Tanken er, at hvis der bliver brugt atomvåben, vil det altid være begrænset til Europa. Udenrigsminister Lavrov sagde, at han er overbevist om, at beslutningen om at bruge disse langdistancemissiler blev truffet for længe siden, og at allerede ukrainernes nylige angreb på civile mål i Rusland, som Kursk og andre områder, var styret af vestlig militær assistance. Alexander Bartov fra Academy of Military Science sagde, at hvis de træffer en sådan beslutning om brug af langdistancemissiler, vil det ikke ændre begivenhedernes gang. De har allerede brugt ATACMS, og det har ikke givet dem nogen væsentlig fordel. Men han sagde også, at de har flere mål: For det første at studere det russiske luftforsvars funktion, hvilket giver dem mange data, som senere kan analyseres med henblik på et mere generelt angreb; og for det andet, at de forsøger at forårsage så meget skade som muligt, og det er meget tydeligt, at Moskva vil stoppe denne taktik.

Generalløjtnant Koshkin fra Plekhanov-universitetet latterliggjorde grundlæggende ideen om, at Storbritannien og USA skulle give Ukraine tilladelse til at gøre det. Det ville være som at lade halen logre med hunden. Den russiske FN-ambassadør Vassily Nebenzia talte til et møde i FN’s Sikkerhedsråd den 10. september, hvor han bekræftede, at angrebet på Poltava faktisk var rettet mod Ukraines kritiske infrastruktur i forbindelse med ukrainske militære kapaciteter, og at det ramte specialiserede folk inden for radar og elektronik, et træningssted for sådanne folk, et hotel i nærheden, hvor disse folk boede, brændstofdepoter, arsenaler med vestlige fly, lagerpladser osv. Og specialister fra det amerikanske, britiske, franske, polske og svenske militær blev også ramt. Det var alle mennesker, som den russiske analyse tidligere havde kvalificeret som legitime mål, da de er aktivt og direkte involveret i den militære konflikt.

Jeg synes desværre, at det er en ekstremt alarmerende situation. Jeg tror, vi er nået til et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Jeg synes, det er en helt anden sag end alt det, vi har set indtil nu. Det bringer faren for en atomar optrapning så tæt på som muligvis dage derfra. Det bekræfter, hvad vi sagde på tidligere IPC-møder, hvor vi på en eller anden måde fremsatte den påstand, at perioden mellem nu og det amerikanske valg i november, og i sidste ende, hvis den næste præsident tiltræder i januar, er den farligste periode i menneskehedens historie nogensinde: For det, der er på spil, er kampen mellem en unipolær verden eller foregivelsen af at opretholde den unipolære verden over for flere lande i det Globale Syd, som repræsenterer den Globale Majoritet, der forsøger at etablere et nyt system, som ikke er eksklusivt. Faktisk kunne Vesten meget nemt beslutte at slutte sig til den Globale Majoritet, men de ønsker tydeligvis at opretholde ordenen, som den har været indtil nu.

Det betyder, at vi er nødt til at mobilisere, advare folk, advare offentligheden. For problemet er, at den almindelige befolkning ikke har nogen anelse om, hvor tæt vi i værste fald er på at udrydde hele menneskeheden og alt liv på planeten. Så jeg synes, at det er noget, folk skal spørges om, for jeg finder, at den politiske ledelse slet ikke har ret til at foretage handlinger, som potentielt truer alt liv på jorden!

I det lys ligger selv kansler Scholz’ beslutning om at placere amerikanske mellemdistancemissiler i Tyskland fra 2026 og fremefter langt ude i fremtiden, men den skal også blokeres. Heldigvis er der nogle grupper af mennesker, fredsbevægelsesgrupper af forskellig art, der er ved at få øjnene op for denne fare i Tyskland. Det ville naturligvis skabe en permanent, akut fare, fordi advarselstiden ville være ekstremt kort, og det ville gøre Tyskland til et hovedmål i enhver konflikt, som Tyskland ikke kunne overleve som nation. Der er også en større diskussion i baggrunden om, at uanset hvem der bliver den næste præsident, vil USA trække sig ud af Europa, enten med et ordentligt brag, med en isolationistisk MAGA-politik, eller på en mere underfundig måde, hvor man trækker sig ud af Europa og lader Europa betale meget mere for deres forsvar. Vicepræsidentkandidat J.D. Vance har netop sagt i et interview, at Tyskland under alle omstændigheder skal betale for genopbygningen af Ukraine, efter at Trump angiveligt har opnået fred. Så det er en helt utrolig situation.

Hvad angår de langtrækkende missiler, tror jeg, at vi er nødt til at få folk, enkeltpersoner og grupper til at sige »Nej!« til det og gå på gaden. Der er planlagt flere demonstrationer den 28. og 29. september i USA og den 3. oktober i Tyskland, og den 21. september er det den internationale fredsdag. Alt dette skal absolut bruges til at mobilisere folk til at gå på gaden og gøre opmærksom på deres hensigt: at de fuldstændig afviser det, og dermed de regeringer, der presser sådanne beslutninger igennem. Men jeg tror, at vi har brug for noget meget mere påtrængende og endda grundlæggende, og det er, at vi er nødt til at komme med en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som løser denne konflikt. Den geopolitiske konflikt mellem Vesten og Rusland og Kina skal overvindes ved at etablere en ny sikkerhedsarkitektur, som tager hensyn til hvert enkelt lands interesser, ellers vil den ikke fungere.

Jeg tror, at det er emnerne for i dag. Jeg har ikke nævnt krisen i Mellemøsten, men det er der en anden taler, der vil komme ind på. Det var, hvad jeg ville sige indledningsvis.

Ved afslutningen af præsentationerne:

Jeg vil gerne takke alle talerne for at have bidraget til denne diskussion. Jeg vil især gerne takke professor Postol for denne meget skræmmende, men ekstremt vigtige præsentation, som jeg lover, at vi med alle midler vil forsøge at få ud til så mange mennesker som muligt – især i Tyskland – så folk vågner op. Jeg takker dig mange gange. Hvis Tyskland skal overleve, vil du spille en stor rolle i at få det til at ske. Det vil jeg gerne takke jer for.

Under diskussionen:

Meget kort mener jeg, at der ikke må være en modsætning mellem fornuft og følelser; det er hele pointen med Schillers uddannelse af følelserne gennem æstetisk uddannelse; at man kan uddanne sine følelser til at være på niveau med fornuften. Jeg synes, at det, professor Postol gjorde i sin præsentation, var præcis det. For på den ene side var han meget rationel og på niveau med fornuften, men enhver, der ikke er en følelsesmæssig idiot, vil få en meget stærk følelsesmæssig reaktion på det, han skildrede. Så jeg er ikke enig i, at følelser alene vil virke, for det kan også meget hurtigt blive meget irrationelt.

Og med hensyn til spørgsmålet om krig vil jeg gerne sige, at det ikke er sociale spændinger, der opbygges og derefter fører til krig, som om det skulle være en slags historisk materialistisk automatisme. Det er altid oligarkiet, der skaber krige og får folk til at blive brugt som kanonføde, som det sker i Ukraine lige nu. Men det er aldrig folket; hvis man på noget tidspunkt i historien spurgte folket som folk: »Vil I i krig?«, ville de sige: »Nej.« Det er altid nogle oligarkiske interesser, som instrumentaliserer [manipulerer?] folket til at gøre det beskidte arbejde for dem. Og for det meste er soldaterne i alle krige, som de værnepligtige i Ukraine; folk, der er 18, 19 år gamle – eller andre krige – hvis du spørger dem: »Ved du, hvem der gør det, hvad er det strategiske formål? Hvorfor sker det her?« De fleste af dem ville være fuldstændig uvidende. For ikke så længe siden talte jeg med en ung soldat fra den tyske Bundeswehr-hær, som sad i toget, og jeg faldt i snak med ham. Jeg spurgte ham: »Hvilken slags uddannelse får du? Hvad er din udstationering?« Han var helt uforstående. Han sagde: »Jeg får bare en lille smule mere i løn, end jeg ellers ville få.« Det er derfor, han er i hæren. Jeg siger ikke, at det er sådan for alle soldater, men det er en god del af det.

Jeg vil gerne understrege, at krig kommer fra oligarki og ikke fra spændinger blandt soldaterne. Stop oligarkiet, hvis du vil stoppe krigen.

Afsluttende bemærkninger:

Jeg tror, ligesom Anastasia Battle, at man heller ikke kan opfinde den dybe tallerken. »Nomen est omen.« [»Dit navn er din skæbne.«] Jeg vil gerne takke Ted Postol for, at du hjælper Tyskland. Jeg vil forsøge at sætte noget sammen så hurtigt som muligt, og jeg tror, vi har en chance for at vække folk. Især når amerikanerne taler ud, er tyskerne så vant til at lytte til mesteren, at de straks vil lytte. Og hvis de hører ægte amerikanske patrioter, vil det være ekstremt vigtigt. Så hold øje med alle jer, der ser med, for vi annoncerer det sandsynligvis ret snart – for tiden er afgørende. Og Ray, du har i meget lang tid sagt, at Tyskland kunne gøre en forskel. For hvis Tyskland sagde »nej«, ville det få det hele til at tippe. Så jeg er meget glad for, at du også allerede er gået med til at være en del af dette. Det går jeg ud fra.

Nu, hvor jeg har rost dig så meget, vil jeg bare være uenig med dig i din optimisme med hensyn til holdbarheden af den beslutning, du nævnte, og som blev annonceret af Reuters. For jeg tror, at de af tekniske årsager føler, at det ikke er det rigtige tidspunkt at gøre det på. Men årsagen til denne konflikt er den underliggende årsag, og det er forsøget på at bevare en unipolær verden, når den verden ikke længere eksisterer. Verden har allerede bevæget sig ind i multipolaritet, og jeg har altid sagt, at jeg heller ikke bryder mig om multipolaritet, fordi den stadig har kimen til geopolitik i sig. Men jeg tror, at de problemer, der er, stadig er bestræbelserne på at opbygge et Globalt Nord, at opbygge en blok mod Rusland og Kina, at have en ny ondskabens akse bestående af Rusland, Kina, Iran og Nordkorea. Og at bevæge sig meget hurtigt for at opdele verden i blokke, som bare vil tage en anden form.

Jeg tror ikke, at folkedrabet i Gaza vil blive påvirket en tøddel af udsættelsen af disse langtrækkende missiler, eller aflysningen, hvis du har ret; hvis jeg har ret, vil de forsøge at udsætte det. Jeg tror, det er derfor, vi virkelig skal arbejde på at overvinde den underliggende aksiomatiske modsigelse og bevæge os fra geopolitik til et nyt paradigme, hvor menneskeheden kommer først. Nationale interesser, civilisatoriske interesser er gode; de har en plads. Nationale kulturer er vidunderlige. Men jeg tror, vi er nødt til at flytte menneskeheden fra et historisk synspunkt til ideen om, at vi skal være én menneskehed. Jeg tror ikke, at det er en utopi. Hvis vi skal overleve som menneskeart på denne planet, bliver det nødt til at være sådan. Hvis man tænker på historiens lange bue, vil vi ikke engang nå dertil, hvis vi om 100 år er som små drenge, der sparker hinanden imod knæet.

Jeg tror, vi er nødt til at have menneskehedens fælles mål; vi er nødt til at sætte vores identitet som den eneste art i universet, der indtil videre er kendt for at være i stand til at tænke – det må være det samlende element. Vi er nødt til at have et system, der er baseret på FN’s charter, de fem principper for fredelig sameksistens.

I næste måned afholder BRIKS deres årlige topmøde i Kazan. En masse nye medlemmer vil blive annonceret, og hvis vi tillader os selv at være modstandere af det nye økonomiske system, der er ved at opstå, så er krig uundgåelig. Derfor mener jeg, at vi skal gøre alt, hvad der er muligt, for at den idé om, at vi skal have fjender bare for at gøre det militærindustrielle kompleks og deres profitrater glade, skal forsvinde. Vi er nødt til at omstille den industrielle kapacitet, som lige nu går til spilde i den militære produktion, ellers overlever vi ikke. Jeg tror, det kræver et mentalt spring. Vi er nødt til at tænke på menneskeheden og menneskehedens historie i universet på en helt anden måde. Det er et emne, som vi sandsynligvis bør tage op på et af de næste IPC-møder på en meget mere dybtgående måde om, hvordan et sådant nyt økonomisk og verdenssystem kunne se ud, baseret på freden i Westfalen, alles sikkerhedsinteresser, behovet for udvikling for alle.

Så jeg takker jer alle sammen. Hold øje med det snart annoncerede arrangement om især den tyske situation. Hjælp os med at udbrede IPC hver uge. Vi har de vigtigste to måneder foran os i menneskehedens historie. Det er min dybeste overbevisning, så endnu en gang tak til jer alle for jeres deltagelse. [hzl/ssu]

Den Internationale Fredskoalition: Fornuften må sejre over krigsgalskaben

13. september 2024 (EIRNS) – På det 67. ugentlige møde i træk i Den Internationale Fredskoalition (IPC) var der i dag over 1.000 mennesker fra næsten 40 lande, som advarede om den alvorlige krise, menneskeheden står over for. Helga Zepp-LaRouche åbnede diskussionen med at sige, at vi er ved »et punkt uden tilbagevenden«, at beslutningen om at give Ukraine »tilladelse« til at bruge USA’s og NATO’s langtrækkende missiler til at ramme Rusland, og Putins klare erklæring om, at hvis dette gøres, vil Rusland vide, at det ikke er Ukraine, men USA og NATO, der angriber Rusland, og vil »reagere passende«, viser, at vi er i det farligste øjeblik i historien, muligvis dage eller uger væk fra atomar krigsførelse.

Dr. Ted Postol, MIT-professor emeritus og en af verdens førende eksperter i atomvåben, sagde, at det faktum, at udenrigsminister Antony Blinken overhovedet ville foreslå at overveje »brugen af taktiske atomvåben«, betyder, at han ikke ved, hvad det er. Blinkens »letsindige« holdning til den »overvældende sandsynlighed for ødelæggelse af den moderne civilisation, som vi kender den«, viser hans uvidenhed og næsten utrolige hensynsløshed. »Jeg er klar over, at det er et meget stærkt sprog, men det er bare svært at forstå, at nogen kan være så hensynsløs, især en person, der er i en position, hvor de beslutninger, han træffer, har alvorlige konsekvenser for sikkerheden i – faktisk i den moderne verden. Så slemt er det.«

Ukraines krig mod Rusland er tabt, sagde Postol, og invasionen af Kursk, som mislykkedes, har gjort det endnu værre for Ukraine. At trække deres elitetropper og luftforsvar væk fra frontlinjen i Donbas for at invadere Kursk har resulteret i, at de russiske styrker rykker frem efter forgodtbefindende, da de ukrainske styrker, der er tilbage, »for det meste er uvillige og utrænede«, og mange af dem »flygter eller overgiver sig og er tæt på at bryde sammen«.

Dr. Postol viste derefter en række kort og grafer, som han sagde, at han »havde udarbejdet på opfordring af Helga Zepp-LaRouche«, og som viste størrelsen på de radioaktive paddehatteskyer fra atomvåben, der bliver blæst af vinden og taber deres radioaktive affald undervejs. Han viste et kort over Tyskland, der viste virkningen af 10 (et tilfældigt valgt antal) russiske atomvåben på 75 kiloton og deres potentielle effekt, hvis Tyskland fortsætter med den vanvittige amerikanske politik om at opstille langtrækkende atommissiler i Tyskland i 2026, som det i øjeblikket er planlagt. Denne underkastelse af den amerikanske plan er en »bjørnetjeneste for det tyske folk og den tyske økonomi«, sagde Dr. Postol, som allerede er ved at kollapse, primært på grund af ødelæggelsen af Nord Stream-rørledningerne. Det tyske folk »har ret til at forhindre dette«, konkluderede han og opfordrede dem til at vise ledelsen, hvad de mener om denne vanvittige politik.

Larry Johnson, pensioneret CIA-agent og medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), sagde, at to positive skridt i denne ekstremt farlige tid for det første var, at Putins klare udtalelse havde fjernet enhver tvivl om den russiske holdning, og at den i det mindste var nået ud til nogle i Vesten. En anden udvikling var det falske opkald den 12. september fra to russiske spøgefugle, Vovan og Lexus, som udgav sig for at være den tidligere ukrainske præsident Petro Poroshenko i et opkald til den rabiate krigshøne Radoslaw Sikorski, Polens udenrigsminister, som indrømmede, at al hans bravado om at besejre Rusland og sabelraslen til krig var til pynt, at Europa ikke virkelig ønsker en krig med Rusland, og da slet ikke en atomkrig. Johnson tilføjede, at Vesten fejlberegner, når de »tolker Putins tålmodighed som svaghed.«

Dr. Mubarak Awad, grundlægger af Nonviolence International og adjungeret professor ved American University, sagde, at de mennesker, der taler afslappet om atomvåben, »ikke har nogen viden om virkningen af disse våben.« Han sagde, at mange mennesker hævder, at demokrati er en bedre styreform, men mindede om, at det var USA, der kastede atomvåben over civilbefolkningen i Japan, og som har undermineret enhver våbenkontrolaftale. Ud over de milliarder af dollars, der er spildt på at opbygge atomarsenalerne, bemærkede Dr. Awad de svagheder, der blev vist i vores sundhedssystemer under pandemien, og at verden ville være helt uforberedt på den sundhedskatastrofe, der ville blive resultatet af en atomar udveksling. Han fordømte USA’s afvisning af at overveje aftaler om våbenkontrol og opfordrede kirker og andre institutioner til ikke at tie stille, og til at folk mobiliserer sig og handler, så krigsgalskaben stoppes.

Ray McGovern, en tidligere CIA-embedsmand og medstifter af VIPS, var enig med Putin i, at USA’s »tilladelse« til Ukraine til at bruge amerikanske våben til at angribe Rusland er et bedrageri, da sådanne fremføringssystemer ville blive styret af NATO-styrker og i realiteten ville være en NATO-krig mod Rusland. På spørgsmålet om, hvorvidt Blinken og Sullivan rent faktisk ville bruge atomvåben, sagde han, at deres primære bekymring var at »ikke tabe« – ikke tabe krigen, ikke tabe valget og ikke miste deres egen frihed. De er helt klart skyldige i alvorlige forbrydelser, og hvis de taber krigen og valget, kan de meget vel også miste deres frihed. Han gennemgik USA’s og Storbritanniens løgne, som blev brugt til at starte krigen mod Irak i 2002, og advarede om muligheden for et »falsk flag«-angreb nu, selv før valget i november.

Tony Chaitkin, historiker og forfatter til bogen Who We Are: America’s Fight for Universal Progress, gennemgik den historiske kamp i USA mellem fortalere for industriel og videnskabelig udvikling på den ene side og de finansielle klasser på den anden, helt tilbage til de slavegængere og tory-bankierer, som forsøgte at knuse den amerikanske revolution. Han pegede på John F. Kennedy, som havde haft modet til at sætte sig op mod Wall Street og krigspartierne og forsvare udvikling og videnskab for USA og for verden. Han sagde, at »Wall Street ikke byggede nogen industrier« og stadig i dag modarbejder andre nationers fremgang, mens de forgifter vores egen udvikling. Det er USA’s ældgamle fjender, sagde han, som nu vil stoppe Ruslands, Kinas og den Globale Majoritets fremgang.

Carl Osgood, en EIR-analytiker og militærhistoriker, præsenterede historien og udviklingen af den militære forsvarsaftale (MDA) fra 1958 mellem USA og Storbritannien, som Biden og premierminister Starmer nu forsøger at ændre, så den ikke behøver at blive fornyet hvert tiende år. Osgood advarede om, at dette ville forhindre enhver fremtidig præsident eller politisk bevægelse i at ændre den – kendt som »Trump-sikring« af nogle i den britiske efterretningstjeneste, men mere præcist beskrevet som »nationalstatssikring«, der sætter alt under overnational kontrol.

Diskussionsperioden omfattede forskellige ideer om, hvordan FN’s Generalforsamling, som begynder sin debatperiode i 2024 i næste uge, kan gribe ind over for faren for atomkrig og over for folkemordet i Palæstina. En deltager sagde, at vi skal tage fat i følelserne, da mange mennesker ikke reagerer på fornuft, og advarede om, at social uro fører til krig. Zepp-LaRouche svarede, at der »ikke er nogen modsætning mellem fornuft og følelser«, og at Friedrich Schiller viste, at følelserne kan løftes op på niveau med fornuften. Hun bemærkede også, at krige skabes af oligarkiet, ikke af spændinger i befolkningen, som drives til at udkæmpe krige normalt mod deres egne bedste intentioner.

Zepp-LaRouche takkede alle talerne, »især Ted Postol«, og tilføjede, at hvis Tyskland overlever, vil det have stor indflydelse på den globale krise, og at Postols indgriben, med fornuft og følelser, vil fortjene betydelig kredit for det.

Foto: EIRNS

Ikke korrekturlæst

af Dennis Small (EIRNS) – 12. september 2024

Mens du læser disse ord, er pistolen ved at blive spændt for at starte en direkte atomkrig mellem NATO og Rusland før valget den 5. november i USA. Hvis det får lov til at ske, vil verden være et øjebliks afstand fra en global atomkrig.

Måske er tiden inde til endelig at lytte til LaRouche og handle nu, før missilerne begynder at flyve.

Tror du, at vi overdriver eller måske er lidt apokalyptiske? Tror du på mediernes vrøvl om, at LaRouche er en »ekstremist«, som trygt kan fejes til side, i hvert fald i øjeblikket? Så tænk dig om en ekstra gang og bliv aktiv – mens du stadig kan.

Læs venligst følgende rapporter fra de sidste 24 timer:

Den amerikanske udenrigsminister Blinken og den britiske udenrigsminister Lammy mødtes med Ukraines Zelenskyj i Kiev den 11. september og brugte derefter Londons The Guardian til at lække, at de havde fået USA’s »godkendelse« på plads til opstilling af langtrækkende NATO-missiler med høj præcision i Ukraine for at kunne ramme dybt ind på russisk territorium. Aftalen skal besegles, hvis ikke annonceres, på præsident Bidens møde med den britiske premierminister Starmer i Det Hvide Hus den 13. september. Blinken indrømmede, at dette indebar en risiko, men proklamerede, at risikoen – eksempelvis for en atomkrig – “ikke nødvendigvis er en dispositiv faktor”, et juristudtryk for udslagsgivende eller afgørende. Med andre ord: Fanden tage torpedoerne, vi fortsætter for fuld kraft.

Den russiske præsident Putin svarede, at det ukrainske militær hverken kan tildele missioner eller styre så raffinerede præcisionsvåben på egen hånd, og derfor, hvis det besluttes at bruge dem, “vil det betyde deres [USA’s og NATO’s] direkte involvering i konflikten, og det vil helt klart ændre selve kernen, selve karakteren af konflikten dramatisk. Det vil betyde, at NATO-landene – USA og de europæiske lande – er i krig med Rusland. Og hvis det er tilfældet, vil vi i betragtning af ændringen i konfliktens væsen træffe passende beslutninger som svar på de trusler, der vil blive stillet os.”

Samtidig med at den vanvittige London-Washington-akse forsøger at få Putin til at kaste sig ud i et nukleart skræmmespil, rejser der sig stemmer i Rusland, som kræver, at Putin bruger atomvåben som den eneste måde at overbevise Vesten om, at Rusland mener det alvorligt. »Det er på høje tid, at vi erklærer, at ethvert massivt angreb på vores territorium giver os ret til at svare igen med et angreb med atomvåben,« udtalte veteranstrategen Sergey Karaganov til bladet Kommersant. Den meget læste Karaganov er æresformand for Præsidiet for Rådet for Udenrigs- og Forsvarspolitik, og han har gentagne gange opfordret til at vende tilbage til den uansvarlige Kissingerske doktrin om Mutually Assured Destruction (MAD) ved at true med at anvende en atombombe og endda rent faktisk bruge den, hvis Vesten tror, at Rusland bluffer.

Modstanden mod den vanvittige London-Washington-krigspolitik vokser i både USA og Europa – som det fremgår af fremskridtene på de ugentlige møder i Den Internationale Fredskoalition (IPC), der organiseres af Schiller Instituttets Helga Zepp-LaRouche – men det er stadig for lidt og for langsomt. Rusland, Kina og den Globale Majoritet i almindelighed, herunder dem, der samles omkring BRIKS-processen på vej mod topmødet i Kazan den 22.-24. oktober, overvejer, hvordan de kan gribe ind for at stoppe marchen mod global krig. De kigger nøje på USA og Europa for at finde tegn på fornuft og vilje til at drøfte en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur med dem.

IPC holder sit 67. ugentlige møde fredag den 13. september kl. 17

Tilmeld dig her for at deltage.

Foto: Flickr/Kelly Michals