Gaza har ikke brug for tomme ord.
Det har brug for mad, værdighed, retfærdighed og handling – nu.
af Dr. Izzeldin Abuelaish.

Følgende kronik blev offentliggjort i Toronto Star den 5. august 2025. Her er linket til begyndelsen af artiklen på Toronto Stars hjemmeside. Forfatteren har givet os tilladelse til at offentliggøre den.

Gaza doesn’t need empty statements. It needs food, dignity, justice and action — now

By Izzeldin Abuelaish, Contributor

Izzeldin Abuelaish, a Palestinian Canadian medical doctor, was born and raised in Jabalia Refugee Camp in the Gaza Strip and is an author and professor emeritus, clinical public health at the Dalla Lana School of Public Health, University of Toronto.

The images of Gaza tell us everything we need to know: charred children, weeping mothers clutching lifeless infants, fathers burying their children in plastic bags and entire families erased in a single airstrike have been shown repeatedly alongside the long lines of thirsty and hungry people waiting for what will never come.

What more must Gaza show for the world to act? It’s what countless experts, and a UN special committee have named a genocide. And it’s happening in real time, livestreamed on the internet. The world knows and the response from the international community has failed a moral test.

The destruction of Gaza is a deliberate and direct policy of the Israeli government, which is being enabled by the silence, indifference, or endorsement from the many governments that fund, arm, or politically shield Israel from accountability.

For nearly two years, Gaza has been dying in slow motion and burning. And before that, for many years, it has been suffocating. Today, many people in Gaza are closer to death than to a loaf of bread.

Gaza is a moral mirror. It reflects the fragility of international law, the hypocrisy of global diplomacy and the dangerous elasticity of human empathy. When children are starving to death in full view and are still not being rescued, we must ask: What have we become?

The people of Gaza are not statistics, they are human beings, students, doctors, musicians, mothers, people who dream. They are trapped by an international order that sees their lives as expendable.

What is happening in Gaza today is an engineered humanitarian collapse executed in full view of the international community. This is not war — it is annihilation; an unarmed, captive population being erased.

The most unbearable aspect is global inaction. The world is failing every day when it settles for another statement calling for calm, or “we are monitoring the situation,” “expressing concern,” or “urging restraint.” Gaza doesn’t need monitoring. It needs mercy, food and an end to impunity. The gap between Gaza’s suffering and the world’s response is no longer just injustice, it is complicity.

Far too many people no longer have water, medicine, electricity of shelter. The people there are not asking for the impossible. They simply want food and water, a moment of peace to bury their dead, a chance to sleep without fear of bombardment. They want to survive.
What Gaza needs is an immediate lifting of the siege. It needs open crossings. It needs unrestricted access to food, water, medicine and fuel. It needs protection — not just from airstrikes, war crimes, but from the slow, daily violence of hunger, disease and despair.

What Gaza needs most off all from the international community is accountability. The Israeli government’s deliberate policies of destruction must not be rewarded with silence, weapons, or diplomatic cover. Those responsible must be named, investigated, and tried under international law — not applauded or excused.

Canada, as a country that claims to uphold human rights and international law, must stop enabling this injustice through political complicity. It must support binding mechanisms of accountability, including referrals to the International Criminal Court and advocate for immediate humanitarian access, protection of civilians, and an end to impunity.

The people of Gaza are not asking for your pity. They are demanding your action. They are calling not just for life — but for a life with dignity.

History is watching. So are the survivors. And so are the children who remain — not yet buried, not yet starved, but still waiting for the world to choose justice over delay and humanity over politics. History will remember not only the atrocities, but also the apathy. Not only the bombs, but the indifference and silence.

Gaza will rise — not by miracle, but by the unbreakable will of its people. And even if Gaza must start from zero, let that zero not be seen as emptiness, but as possibility.

Gaza’s rebirth must be global in solidarity and Palestinian in spirit. It must honour the lives lost, uplift the survivors, and proclaim that never again is now — and it applies to every child, every mother, every dream buried beneath the ruins.

Gaza will rise because it must. Because its people still breathe, still believe and still belong to a future where they are no longer caged, starved, or erased — but free.




I anledning af 150-året for H.C. Andersens død: Poesiens Californien:
H.C. Andersens videnskabelige optimisme

Oprindeligt udgivet den 24. marts 2013
I Poesiens Californien taler Andersen lidenskabeligt for videnskab som den gyldne kilde til poetisk inspiration, en lampe, der kaster lys  på vejen til fremtiden, holdt højt af digteren, »Lysbæreren for Tider og Slægter.«

Download (PDF, Unknown)

 

English versions:

Complete version:

Download (PDF, Unknown)

 

Abridged version as published in EIR, Executive Intelligence Review on April 19, 2013:

Download (PDF, Unknown)




Livmoderne i Gaza vil bære arrene fra krigen.
Artikel af Dr. Izzeldin Abuelaish

Følgende artikel af Dr. Izzeldin Abuelaish blev offentliggjort i Toronto Globe and Mail den 1. august 2025. Dr. Abuelaish er gynækolog og fertilitets ekspert, der er født i Gaza og nu er professor ved Toronto University’s Dalla Lana School of Public Health. Forfatteren har givet os tilladelse til at offentliggøre debatartiklen.

Dansk resumé: 

Denne krig udkæmpes ikke kun med bomber og kugler, den udkæmpes i kroppene af kvinder, der bærer liv, mens de er omgivet af død, hvor den endda kan ændre, hvordan gener udtrykkes…
Gennem sult, fordrivelse, frygt og vold forankrer den sig i livmoderen og siver ind i de ufødte børns gener…

Hvor er den globale erkendelse af, at hvert missilangreb ikke kun kan dræbe nutiden, men også skade fremtiden?

Verden må huske, hvad Gazas børn ikke kan glemme. De fortjener mere end blot at overleve. De fortjener retfærdighed, lighed, frihed, at stå til ansvar og en fremtid uden arvelig sult og frygt.

Download (DOCX, 1.18MB)




POLITISK ORIENTERING den 24. juli 2025 med formand Tom Gillesberg
i dialog med Jens Jørgen Nielsen og Mrutyuanjai Mishra:
Schiller Instituttets Berlin-konference og BRIKS topmøde viser vejen mod et nyt paradigme.
Klik her for 2. del.

2. del: 26 min.

Diskussion i dialog med Jens Jørgen Nielsen (historiker, forfatter, journalist, lærer), og Mrutyuanjai Mishra (fra Indien, journalist og lærer.)

Se videoerne fra Schiller Instituttets Berlin-konference her:

Video links (4), talerlisten og invitation til Schiller Instituttets internationale konference i Berlin og online den 12.-13. juli 2025:
»Mennesket er ikke en ulv for mennesket«
For et nyt paradigme i internationale relationer!

Læs og del gerne Schiller Instituttets udtalelse:

Oase-planen for Palæstina og Israel: Fred gennem gensidig udvikling!
Ny Schiller Institut erklæring i forbindelse med FN konference om en to-statsløsning for Israel og Palæstina




Tale af H.E. Dr. Naledi Pandor, Sydafrikas fhv. udenrigsminister ved
Panel 1 ved Schiller Instituttets Berlin-konferencen den 12. juli 2025

12. juli 2025 — H.E. Dr. Naledi Pandor var Sydafrikas udenrigsminister fra 2019 til 2024. Hun var også medlem af parlamentet (MP) for African National Congress (ANC) fra 1994 til 2024.

Dr. Zepp LaRouche, medarbejdere i Schiller Instituttet, ærede talere og paneldeltagere, deltagere, mine damer og herrer:

Godmorgen. Mange tak, formand. Jeg er også den nuværende og nye formand for Nelson Mandela-fonden. Jeg vil gerne minde alle delegerede tilstede på mødet om, at den 18. juli er ’Den Internationale Nelson Mandela Dag.’ Det er dagen, hvor Nelson Mandela bad hver enkelt af os om at bruge en time på at gøre noget for en anden person eller et samfund i nød. Så jeg håber, at I alle har planer for den 18. juli, hvor I vil ære den afdøde præsident Nelson Mandelas ønske, som kun bad os mennesker om denne ene ting.

Lad mig begynde med at takke Dr. Zepp-LaRouche og teamet i Schiller Instituttet for at have inviteret mig til at deltage i denne meget vigtige konference i Berlin. Jeg beklager, at jeg ikke kan være tilstede, da jeg i øjeblikket befinder mig i USA. Jeg mener, at dette møde i Berlin er yderst vigtigt. For afrikanere kan ideen om en Berlin-konference, som i sikkert ved, være en skræmmende påmindelse om vores koloniale fortid, og den rolle Berlin spillede i sanktionen af kolonialisme i det 19. århundrede.

Jeg bifalder derfor Schiller Instituttet for at bringe en stemme for frihed, retfærdighed, fred og sikkerhed til Berlin. Og jeg håber, at Berlin vil tage føringen i at skabe betingelser i verden, der kan udgøre en modvægt til det nuværende fjendtlige miljø, som er skabt af de mest magtfulde i verden.

Schiller Instituttet har påtaget sig den meget vigtige opgave at skabe nye og velinformerede samtaler om vores verden i dag. Alle tilstede her er klar over, at vi som globalt samfund befinder os ved eller nær et vendepunkt, især med hensyn til det mulige udbrud af en ukontrollabel global konflikt og global krig eller en faktisk handelskrig, der vil forårsage enorme skader, især for udviklingslandene.

Instituttets initiativ til oprettelsen af en international fredskoalition vil være et vigtigt bidrag til udviklingen af et nyt globalt partnerskab og en frisk tilgang til multilateralisme. Jeg vil gerne stadfæste, at Sydafrika og mange lande på det afrikanske kontinent fuldt og fast tror på en multipolær verden. Og vi mener, at multilateralisme bedst støttes gennem et effektivt, velfungerende og reformeret FN – især Sikkerhedsrådet, som skal spille sin rolle i at sikre fred og sikkerhed.

Det afrikanske kontinent støtter alle initiativer for fred. Fred er godt, og fred er tæt forbundet med udvikling. Vores kontinent, Afrika, er fortsat udfordret af dårlig eller utilstrækkelig infrastruktur, lavt niveau af industrialisering, lav produktionskapacitet og mangel på teknologisk innovation, der kan tilføre værdi til Afrikas rige naturressourcer.

Derudover lider Afrika under interne konflikter, manglende demokrati i mange lande og utilstrækkelige menneskerettighedspraksisser samt offentlige institutioner, der ikke kan udføre deres offentlige servicefunktioner effektivt. Alt dette bidrager til de betydelige problemer Afrika har.

Men heldigvis er Afrika begyndt at fokusere på løsninger. Digitale teknologier og innovation er ved at slå rod i afrikanske økonomier som Kenya, Nigeria, Rwanda og Sydafrika. Øgede investeringer i landbrug og fundamentale sociale ydelser inden for sundhed og uddannelse understøtter også betydelige fremskridt.

Efter min mening er det vigtigste led i udviklingen Den Afrikanske Unions ‘Agenda 2063’ med henblik på det Afrika, vi ønsker i 2063. Agenda 2063 tilbyder en struktur for udviklingen af Afrika, som er implementerbar, til et Afrika, som alle afrikanere ønsker sig i 2063. Den Afrikanske Union styrer og leder implementeringen af af denne dagsorden og søger partnerskaber med internationale samarbejdspartnere for at sikre, at vi gennemfører de 17 prioriterede initiativer, der er fastlagt i Agenda 2063.

Konflikten i Sudan samt en forsinket tilbagevenden til demokrati i flere vestafrikanske stater har forsinket bemærkelsesværdig fremskridt med Agenda 2063. Men på trods af dette er det en plan, der nyder bred tilslutning på det afrikanske kontinent.

Oase-planen, som er blevet offentliggjort af Schiller Instituttet, supplerer Afrikas ambitioner, og der bør være samarbejde om gennemførelsen af disse udviklingsplaner. Efter vores opfattelse kan Europa spille en yderst vigtig rolle i et sådant samarbejde.

Desuden hænger både Oase-planen og Agenda 2063 meget fint sammen med FN’s mål for bæredygtig udvikling. Alle disse udviklingsplaner bør stå i centrum hos det globale samfund, og det er meget bekymrende, at den aktuelle globale diskurs slet ikke refererer til udvikling. Den aktuelle diskurs er meget maskulin, meget konfliktorienteret og står i skarp kontrast til FNs mål for bæredygtig udvikling (SDGs), Afrikas Agenda 2063 og Oase-planen. Det er afgørende, at deltagerne på denne konference finder måder at nå ud til verdens ledere, ledere, der er en del af G7, en del af BRIKS og en del af G20, og med én stemme bør vi skabe tilstrækkelig fremdrift til at overbevise disse ledere om, at vi vil opnå mere vækst, mere udvikling og mere sikkerhed, hvis disse planer udgør kernen i en globale indsats.

Vi er nødt til at gøre det klart for verdens ledere, at vi forventer, at de bevæger sig væk fra den nuværende kurs og dedikerer deres opmærksomhed til global udvikling. Det negative og giftige geopolitiske miljø, hvor militær magt og økonomisk mobning er dominerende, kommer aldrig til bidrage til opbygningen af en bedre verden. Indsatsen for at sikre globalt samarbejde skal intensiveres; øget opmærksomhed på at opbygge respekt for multilateralisme og respekt for international lov er de eneste veje til at skabe en verden, hvor ulighed, fattigdom og eksklusion kan adresseres. Disse tre problematiske områder er de centrale fokusområder, som det globale samfund bør forene sig om.

Den konference I afholder i dag, er nødt til at nå frem til Berlin-konference konklusioner, der stadfæster samarbejde, som støtter investeringer i de sårbare og marginaliserede, og som kraftigt afviser konflikt og øget militarisme.

Jeg håber, at de drøftelser i har i dag, vil sætte en ny dagsorden for det globale samfund og indlede en proces, der vender lande væk fra en tilgang, hvor man søger at ødelægge hinanden.

Vi har oplevet tilbageskridt på grund af det konfliktfyldte miljø med hensyn til fremskridt indenfor ligestilling mellem kønnene, samt fremskridt inden for bekæmpelsen af racisme og fremskridt inden for udvikling. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi alle i det globale samfund går sammen om at skabe en mere retfærdig og fredelig verden, der fokuserer på at sikre, at alle lever i velfærd og kan nyde godt af udvikling. Jeg er sikker på, at det er muligt at forfølge disse mål. Sydafrikas historie med bekæmpelsen af apartheid har bevist uden tvivl, at det globale samfund kan stå sammen i international solidaritet for at bekæmpe et onde, en forbrydelse mod menneskeheden, for at sikre, at alle mennesker nyder frihed og retfærdighed. Verden hjalp Sydafrika i den internationale anti-apartheidbevægelse med at opnå frihed efter mange årtier. Verden kan i dag gå sammen om at skabe et fundament for at sikre fred, retfærdighed og udvikling for dem der ikke nyder disse rettigheder. Vi er nødt til at ændre verdens fokus i en positiv retning. Verden bliver ledt af Dr. Zepp-LaRouche såvel som teamet i Schiller Instituttet og giver os et klart grundlag for at forfølge de mål, jeg har nævnt. Jeg håber, at i vil slutte jer til Schiller Instituttet i denne vigtige indsats, og jeg ser frem til at se konklusionerne for en massiv vækst i Den Internationale Fredskoalition og vi vil – fra land til land – definere, hvordan vi vil handle for at sikre, at vi får en positiv indflydelse på verdensbegivenhederne i dag.

Jeg vil gerne sige tak for jeres opmærksomhed, og ønsker jer held og lykke med jeres drøftelser under konferencen.

 Mange tak.




På Nelson Mandela-dagen – Vi er ved et “Punctum Saliens”.
Helga Zepp-LaRouches tale ved Den Internationale Fredskoalition møde #111 den 18. juli 2025

Helga Zepp-LaRouches tale er på dansk.

ANASTASIA BATTLE: Hello everyone! It’s been a real joy at the various conferences in the United States and in Germany. This is the International Peace Coalition, this is our 111th consecutive meeting. Thank you for joining us. We’re coming off a very exciting conference that was held in Berlin, where there were many top speakers from around the world. I also got to meet many of you who have been participating in these meetings over the last two years.

Today is a very special day. Today is the birthday of the late South African President Nelson Mandela. It’s officially the Nelson Mandela International Day. He declared that on this day, people should devote at least one hour to doing something for another person or a needy community. I’m sure I do not need to tell all of you to go and do that; I’m sure all of you are already doing those things. But you should encourage other people to do those things, especially in honor of Nelson Mandela’s birthday; it’s really a wonderful day to bring everyone together.

I like to remind people why we created this forum 111 weeks ago, in order to bring the peace movement together from around the world. People of many different philosophies, they could differ; many different languages, cultures, religions. But we’re all coming together around the concept of one mission: That we want to create true peace in the world, and we’re going to accomplish that with the collaboration of our organizations and our joint efforts. So thank you to everyone who has been participating in this, and welcome to new people who have joined this week.

To start us off, I’d like to have Helga Zepp-LaRouche, who is the founder of the Schiller Institute and the initiator of the International Peace Coalition. Please, go ahead Helga.

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Velkommen til jer alle. Vi er netop kommet fra en yderst vigtig konference i Berlin, arrangeret af Schiller Instituttet. Først vil jeg gerne opfordre alle, der endnu ikke har lyttet til det, til at tage sig tid i weekenden eller om aftenen til at lytte til alle paneldeltagerne. For dette skulle ikke bare være en engangs-konference, men vi forsøgte – og jeg tror det lykkedes – at præsentere et alternativ til den nuværende geopolitiske konfrontation. Jeg synes, at vi ud over at have haft fremragende talere fra alle dele af verden – virkelig top-talere, der hjalp os med at advare verdensbefolkningen, eller dem vi kan nå, om den umiddelbare fare for 3. verdenskrig. Men vi præsenterede også et alternativ til samarbejde ved at appellere til landene i Vesten – hovedsageligt Europa og USA – om at gå sammen med landene i det Globale Syd, den Globale Majoritet, for at engagere sig i reel udvikling; industrialiseringen af Afrika, Mellemøsten og andre dele af det Globale Syd. Og vi præsenterede en rapport, som I kan få adgang til sammen med konferencens dokumenter. Jeg vil bede jer alle om måske at gøre det til jeres Nelson Mandela-gode gerning, som Dr. Naledi Pandor har bedt os om. Hun er tidligere minister for internationale relationer i Sydafrika.

Grundlæggende ønsker vi at gå ind i en kampagne for at sige, at der virkelig er et alternativ til 3. verdenskrig, at vi er nødt til at overvinde geopolitik og begynde at samarbejde om udvikling. For det nye navn for fred er udvikling. Det kunne ikke komme på et mere presserende tidspunkt, for det ser ud til, at nogle af de vestlige ledere er fast besluttede på at føre verden ind i en atomar katastrofe. Da dette ikke kommer fra én stemme, men fra alle hjørner – fra massemedierne, mange politiske hjørner – er der ingen tvivl om, at der i baggrunden, eller ikke længere så meget i baggrunden, er en aktiv plan for et opgør. Næstformanden for den ældste britiske tænketank, Royal United Services Institute (RUSI), Malcolm Chalmers, havde allerede i maj 2022 foreslået, at NATO skulle overtage Krim og på den måde forårsage en atomkrise med Rusland og få det, han kaldte en cubansk missilkrise på steroider. Derefter, på højdepunktet af en sådan atomopgør, ville det forhåbentlig skabe betingelser, hvor Rusland kunne tvinges til at forhandle. At have en sådan tankegang er yderst bekymrende.

Den samme herre foreslog i marts 2025 i et interview med The Economist endnu en sådan bravado-operation ved at foreslå, at der skulle affyres en atomraket fra en britisk ubåd, ikke mod en stor russisk by, hvor det ville medføre for mange tab. Nej, målet skulle blot være en militærbase, som skulle angribes med en atombombe. Ikke en rigtig stor bombe, siger han nådigt, bare en lille bombe på størrelse med den, der blev kastet over Hiroshima, det ville være nok. Og han håber, at det ville have samme effekt og få Rusland til endelig at forhandle. Det ville alt sammen bare være en akademisk luftboble, men desværre forlader denne samme person, Malcolm Chalmers, nu sin stilling i RUSI-tænketanken for at blive strategisk rådgiver for den britiske forsvarsminister John Healey. Så det ville bare være en bekymrende begivenhed, hvis man ikke havde en meget ildevarslende opgradering af den såkaldte koalition af villige. Det er et udtryk for den kendsgerning, at der indenfor NATO, selv om ikke alle medlemmer af NATO er enige i den nuværende kurs med optrapning, såsom at sende landtropper til Ukraine og forsyne Ukraine med alle former for langtrækkende våben, imidlertid er denne koalition af villige, som nu anføres af Storbritannien, Frankrig og Tyskland.

I sidste uge var der et møde mellem Macron og Starmer, hvor de aftalte at koordinere deres atomarsenaler bedre, for de er trods alt de to atommagter i Europa. I går var kansler Merz også i London, hvor han sammen med Starmer underskrev det, de kalder en tysk-britisk venskabstraktat – den såkaldte Kensington-traktat. Kensington er en henvisning til et palads og dronning Victorias rolle. Merz nævnte hende faktisk ved navn, hvilket viser, at denne kansler ikke er ved sine fulde fem. Victorias regeringstid var den tid, hvor briterne aktivt planlagde 1. verdenskrig, hovedsageligt mod Tyskland blandt andre. At henvise til dette viser helt klart, at kansler Merz har en forkærlighed for det

Britiske Imperium, som han nu gladeligt underkaster sig. Men det er også en yderst bekymrende udvikling.

Jeg mener derfor, at artiklen i Times of India, der beskriver vores konference i Berlin, hvor der står: »Er Europa ved at blive slagmarken for den kommende konfrontation med Rusland?«, er en præcis beskrivelse.

Desværre er dette, som jeg sagde, ikke den eneste yderst bekymrende udvikling. Samtidig havde man den amerikanske hærchef for Europa og Afrika, Christopher Donahue, der for blot et par dage siden holdt en konference i Wiesbaden, hvor Donahue stolt meddelte, at NATO nu er parat til fuldstændigt at afskære den russiske enklave Kaliningrad, hvilket er en snubletråd. Der er ingen tvivl om, at russerne har gjort det meget klart, at de har Iskander-missiler udstationeret i denne region for at imødegå at afskære denne region Kaliningrad i form af en blitzkrieg. Så jeg kan kun sige, at hele diskussionen om at fortsætte med at optrappe på denne måde, fortsætte med at sende langdistance-missiler til Ukraine til brug langt inde på russisk territorium, betyder, at vi er på en meget kort vej mod en optrapning til 3. verdenskrig, hvis dette ikke stoppes.

Nu vil vi senere høre om situationen i Mellemøsten. Situationen i Gaza er fortsat et symbol på Vestens moralske forfald, og hvis der ikke gøres noget ved det, tror jeg, det er et tegn på, at al folkeret er ved at bryde sammen. Heldigvis mødtes Haag-gruppen af udviklingslande i Bogotá, Columbia, og de har en handlingsplan for, hvad der skal gøres. Jeg kan kun håbe, at der i FN på kort sigt kan findes passende støtte til denne aktion.

Der er andre vigtige udviklinger, der går i den modsatte retning. Det er sikkert, at Rusland sender aktive signaler og tager skridt til at genoplive RIC-formlen – Rusland, Indien, Kina. Det var ideen, at disse tre atommagter, en gruppe, der blev oprettet af premierminister Primakov i 1990’erne, skulle genoplive denne kombination. Jeg synes, det er et meget godt skridt. Min afdøde mand, Lyndon LaRouche, havde på tidspunktet for Primakovs forslag foreslået, at USA skulle være en del af denne kombination, og at alle problemer så kunne løses. Det synes ikke at være den retning, præsident Trump går i lige nu, men det er den mulighed han har, hvis han ønsker at blive kandidat til Nobels fredspris, ikke blot som en symbolsk gestus, men i den virkelige historie.

Præsident Lula da Silva fra Brasilien er stærkt imod det, Trump nu kommer med i form af en 50-dages frist for at indføre en told på 50 % mod Rusland og sekundære mål, men også mod alle andre lande. Det er stadig den samme form for økonomisk krigsførelse, som kun kan føre til et tidligt sammenbrud af det finansielle system. Lula mindede også Trump om, at han ikke er blevet valgt til verdens kejser, men til præsident for USA, og afviste dermed sådanne forslag.

Vi har også til hensigt at bruge tiden mellem nu og den 28. og 29. juli, som er meget kort, til at genoptage vores kampagne for Oase-planen. For den tostats-(Palæstina og Israel)-konference, der blev aflyst i juni, skal nu finde sted i slutningen af denne måned. Jeg vil opfordre alle tilhængere af Oase-planen til at genoptage jeres bestræbelser på at bruge alle de kanaler I har i FN, i denne tostats-konference, til at sige, at den eneste måde, hvorpå der kan være håb om fred, er en kombination af det, som Bogotá-Haag-gruppen foreslår, og Oase-planen som den virkelige plan for fred og udvikling.

Jeg tror, vi har meget arbejde foran os. Dr. Pandor opfordrede alle i forbindelse med vores Berlin-konference til at gøre IPC til den største organisation nogensinde. Få folk til at melde sig ind; det er mere presserende end nogensinde før. Krigsfaren stiger praktisk talt for hvert minut, og selve civilisationens eksistens står på spil som aldrig før. Men gør det med den pakke vi har, for at få de

vestlige lande til at samarbejde med den Globale Majoritet om at sætte reel udvikling på dagsordenen for Afrika. Vi har fremlagt et udkast til forslag om industrialisering af Afrika, vi har Oase-planen. Begge disse planer er i overensstemmelse med den afrikanske dagsorden for 2063, og det er den vej, vi skal gå. Vi må lægge geopolitik bag os og gå efter reel udvikling som grundlag for fred. Det var det, jeg ville sige til jer i begyndelsen.

Remarks during the Discussion:

På engelsk:
[1] I think the description of the conference we had was quite accurate in different aspects. I think the organizing from Paris also gives people an idea that we are not talking about academic presentations, but we really want to engage many institutions and also so-called ordinary people. Because the more you look at how the world is going, we are in such an unprecedented danger of civilization, and therefore my appeal to you, and obviously what other speakers have said is, become active! Don’t look at the IPC process as a thing to just watch. Become active, because the world is more in need of peace activists. I can only repeat what Dr. Pandor said. We have to work to make the IPC the most powerful peace organization on the planet by uniting everybody. The problem is that there are many groups even in Germany—I say even in Germany because Germany is still one of the most controlled and occupied places. There are many people who are really so absolutely frightened and concerned. When they realize that they are not the only ones, that there are many co-thinkers, it gives them courage to speak out. I think we need to change the policy. I think what Chancellor Merz is proposing in Germany is really going in the wrong direction. I am really calling on all people in France, Macron being in a similar orientation. But let’s really move Europe in the direction of cooperation with the Global South. Then all the problems could be solved very easily. The United States has their 250th anniversary next year, and America could go back to its own anti-colonial tradition of the American Revolution, the American War of Independence which was the first anti-colonial war in history. All problems would be easily solved, and that is not an empty promise. I know the BRICS countries would receive Europe and even the United States with open arms if they would just say we want to stop this insane geopolitical confrontation. So, contact Anastasia after the call, and let’s broaden our outreach by several orders of magnitude.

[2] I want to pick up on what Dmitri Trenin said in his conference presentation. That was actually mentioned in the Times of India article. He is one of the eminent spokesmen of Russia; a strategic thinker. He used to be with the Carnegie Foundation; he’s now in all kinds of important think tanks and positions. He said that Russia will react to the present NATO provocations, and he said it will not happen in the Far East, it will happen here in Germany. There are many other analysts now who say, “When is the Oreshnik moment for Russia coming?” I think there is a general discussion among analysts around the world as to what will be the appropriate reaction coming from Russia. It is generally estimated that Russia, and Putin in particular will try everything possible to not go into the trap of being entangled in something which could get out of control and end civilization. But Russia will be reacting in a very measured way. The Oreshnik moment would be the moment when they are sending the equivalent of an Oreshnik missile, however without a nuclear warhead because that could be put on the Oreshnik. But just by the kinetic energy of this new type of hypersonic missile, they could demonstrate that there are new physical principles at work. Such a reaction has to be expected soon.

Now, I think this will happen, because if the West is continuously upping the ante, as with the Malcolm Chalmers appointment to be strategic advisor to the British Defense Minister, this should get everybody alarmed. Because these people are in a Cuban Missile Crisis on steroids mindset; or breaking the emergency glass, just break the rules and go completely out of control. That will be the moment when we have really the existence of civilization at stake. So, I would really urge people to get active now. We are in that very short window of opportunity where something still can be done. For Merz to go to London and make this Kensington Treaty is a demonstration of the absolute lack of any historical instinct. If you know what the role of the British was in bringing about the two world wars—which would require a whole other discussion—it is just unbelievable. It is one thing to be the slave of the United States and the underling and colonial entity of the United States, but to go like that into the den of the lion and submit to policies which have already led to two world wars, is either a complete lack of political instinct, or it is what Merz also did. He had a meeting in the Chancellor’s office a couple of days ago, where the content of the discussion was not revealed, but after much pressure by journalists, they got the spokesman of the government to admit that one of the key individuals meeting there with Merz was a key representative of BlackRock. Maybe that’s the answer to the whole mystery, because BlackRock is in weapons companies all over the world. Maybe that is the connection which makes this whole thing tick.

But we need an active response to that by increasing the peace movement and many demonstrations of it.

Re comment: “The internet is not enough; we need outreach together with all parties who stand for peace, left or right, confessional or atheistic.” And Q from Denise Ham: “Please address the idea that evil is not a force, but the problem is the lack of the good. What is needed is to get people to do the good. That is what people need to do: Wake up and act as world citizens.”

I think concerning the comment, I can only agree, and we need activists. I think we made a big step forward with the Berlin conference, because people realized that as Stephan mentioned in the beginning, the Schiller Institute has demonstrated over the decades that we can bring forces together from all over the world. That is not a miracle; we didn’t go and pluck a rabbit out of a hat, and bring all these people together. The reason why the Schiller Institute can do that is because it is a reflection of our work for half a century. We have organized in Africa, in Latin America, in Asia since the early part of the 1970s, but in earnest since 1975. The fact that we have worked with the Non-Aligned Movement, with Indira Gandhi on a 40-year development plan; with López Portillo, President of Mexico, on Operation Juárez, which was a plan for the economic integration of all of Latin America. We have worked on a 50-year plan for the Pacific Basin; the Oasis Plan, the Africa development plan, the Eurasian Land-Bridge. We published “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” We had literally hundreds of conferences and seminars over the decades on five continents. So, that is why people trust the Schiller Institute; why we are much more known to people internationally than let’s say in Germany where the mass media is really not at all our friend. In fact, if they ever did publish something, it was a calumny, a slander, or some idiotic description which had nothing to do with our work.

Fortunately, as I keep telling my German associates, Germany is not the navel of the world, and I absolutely refuse to look at the world picture from an inner German point of view, because you get depressed. If you look at Germany as Germany, it looks almost hopeless—or many people think so—and then people get depressed. So, the best thing is to really try to see the world dynamic as it is developing right now and take that as your starting point.

Therefore, I call on people listening and watching to get in contact with us. We are prepared to amplify the impact of this recent conference many-fold. I’m absolutely certain that what we are saying in terms of the perspective of cooperating with the countries of the Global South, is in the real interest of Germany. It’s in the interest of the German industry, the German mittelstand, the German trade unions, the German civil organizations. Is it in the interest of Germany that the health budget gets cut? No, it’s in the interest that we bring a health system to every country on the planet.

Anyway, all I’m saying is, there are a zillion things we can do. Everything really depends on whether we can multiply our efforts in the very short term. I think there is hope.

Now to Denise, I want to say, I fully agree naturally with you. Evil is not a force, because in the tenth of my proposed Ten Principles for a New International Security and Development Architecture, I maintain that man is good by nature, and that evil is the result of a lack of development, and therefore can be overcome by development. It is my experience that there is a very small percentage of human beings who have decided to be evil, to be a force of evil. Depending on how old they are, you can’t do much about it because they are set in their ways. But they are just a tiny percent, and the reason why it is good to be optimistic about the Global Majority is because while naturally if you have a country of several hundred million inhabitants, not everybody is on the same line, but look at the trajectory. The trajectory of a country is what counts. If a country is moving upwards, it tends to pull its citizens in a positive direction.

I give you one example. I don’t know if I mentioned it here in this program, but when I grew up it was in the postwar period. And I played with my fellow children many times on rubblefields; because Trier, my hometown, was pretty much bombed out due to General Patton—who I still hold a grudge against. In any case, there were many rubblefields. But we played, and because the general direction of the country was characterized by the German Economic Miracle, we all felt it was going forward. So, we all thought we had a great time, even if the environment was maybe a rubblefield.

Likewise, the countries of the Global South, who have the feeling that things are going forward because of China, because of the BRICS, their general outlook is positive. While if you go to Europe or the United States, it’s more in the opposite direction because people have the sense that the future of their children and grandchildren will be worse than that of themselves; and therefore the trajectory is going downward. Subsequently, people are pessimistic.

I think it is very important that we really have the idea to turn this around by a mass movement: Optimists of the world unite! Then we can beat the evil.

Re Q on how can I contribute to this struggle as an African since Africa is somewhat removed from international conflicts; instead we face terrorism, etc. within our community. I think we have a lot to contribute though not directly affected like the Middle East.

I’m very happy about this question, because it allows me to elaborate a little bit more of what we plan to do. We have presented at the conference a short report, a work-in-progress, in which we outline certain absolutely necessary investments and parameters for the development of Africa, starting with electrification. Some 600 million people in Africa have no access to electricity. That can be remedied not in one day, but maybe in a few years if we really get our act together. We have defined certain game-changer projects like the Grand Renaissance Dam in Ethiopia, which is a very fine example of Chinese-Italian-African cooperation. It is providing water and electricity. Likewise the Inga Dams for the Congo, and the Transaqua project also starting with some water from the Congo River; bringing it through a system of canals and rivers to Lake Chad, to refill Lake Chad and provide water for the Sahel zone. This Transaqua project was already agreed upon by six governments of the Lake Chad Commission in Abuja. There was such a conference, and right now, that would be something which could be started and transform 12 countries along the route of these waterways.

I would suggest that you immediately download our report and if you have contacts among engineers and scholars and various such people, we can fill out the details. This is just the beginning of a report. We have to think about a transcontinental infrastructure plan for all of Africa, where you start with the idea that you want to have an integrated continental infrastructure which integrates roads, railways, high-speed rail, waterways, with energy production and distribution, with communication. And you look at the map of Africa as a whole, and think if you would forget all the difficulties and political obstacles, but just say this map of Africa would be like Europe. The European transport ministers meet at least once a year, and they always discuss how to have an integrated infrastructure grid. We need to do the same thing for Africa, because then we can start building different parts of this continental grid simultaneously, and it all will grow together nicely; especially if we put it on the agenda.

Now, I can only very roughly say that the idea of it is to overcome any poverty and under-development in Africa within really a few years, and make every African nation a middle level income country; providing for new cities, new science centers, education, universities, just everything you need to transform the population. By the year 2050, Africa will have 2.5 billion people, most of whom will be young. That’s a tremendous asset. Africa is the only continent which has demographic growth of significant percentages, which will be an enormous advantage; provided we can create a billion or more productive new jobs. That is what this program is all about.

So, we have to fill out this program; we already have published many previous plans which we can integrate with our present approach. Part of the World Land-Bridge is the transformation of Africa. Then we have to get discussions in universities, in think tanks, in academies like yours, across the entire continent and get everybody inspired. The Chinese economic miracle has inspired not only China, but the rest of the world. Many years ago, 70, 80 years ago, the German economic miracle inspired many people around the world. They said, Germany could rebuild from the rubblefield; that has unfortunately been gone for a long time, but there was a period when people were admiring the German economic miracle. Likewise, I think if you put this development perspective on the table and have it discussed in universities, in conferences, in think tanks, and get especially the young people as a fighting force to get that kind of program, we can turn the whole world around and make it happen.

So, I would suggest you download this report and then we have a follow-up discussion on what we can do between your academy, the Schiller Institute, and other such organizations. But it is something which is now a complete game-changer on the table.

Closing Remarks:

I can only support what President Ramotar just said about this money thing. These people who have dollar signs in their eyes when you look at them; one of them is clearly Ursula von der Leyen. She just came out with a new budget for the European Union for seven years from 2028 to 2034 or ’35. She wants to have a budget of $2 trillion, so even the German government—which is on the same trajectory—said no, that’s too much. All the German industry associations came out and said, “How can you put up such an armaments budget when the industries are already collapsing?” These people have no sense of reality, and I think the contradiction between what their greed demands and what people in the real world can do, that gap is becoming bigger by the day.

Now, let me conclude with again reminding ourselves that today is Nelson Mandela Day, and the call that today everybody should spend one hour today doing something for somebody else. I think this is very important. The Schiller Institute likes this approach because of aesthetic education—a method developed by Friedrich Schiller about how people can self-improve their own emotions to be on the same level as reason by educating your emotions. You can will yourself to be loving. Lessing said that; Confucius said that; Schiller said that. I think you think you should, as part of your own self-perfection, decide that you will be a loving person for at least one hour today, and do it with some good deed, whatever you feel like, but do it. If you make that a habit every day, you will see that in a very short period of time, you will have gained a whole world. Because whatever you love, you gain; and whatever you hate, you lose. So, the more loving you are, the more rich you become, in a true, human sense. 




Oase-planen for Palæstina og Israel: Fred gennem gensidig udvikling!
Ny Schiller Institut erklæring i forbindelse med FN konference om en to-statsløsning for Israel og Palæstina

22. juli 2025 — I dag har Schiller Instituttet i Frankrig udsendt følgende erklæring til bred international distribution:

Den 28.-29. juli 2025 indkalder Frankrig og Saudi-Arabien til en konference i FN i New York om en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Denne konference er nødt til at skabe rammerne for fred mellem palæstinensere og israelere ved denne gang at nå frem til konkrete initiativer i overensstemmelse med de humanistiske principper i de abrahamitiske traditioner (islam, jødedommen og kristendommen), med folkeretten og FN’s charter.

I dag er menneskeheden i den virkelige verden, som den formidles af verdensmedierne, direkte vidne til et forfærdeligt skue: en israelsk regering, der i navnet af retten til at »forsvare sig mod terrorisme« begår krig mod menneskeheden og barbariske handlinger, der kan sammenlignes med folkemord. Denne regering holdes kunstigt i live af regeringerne i Washington og London gennem tilførsel af milliarder af dollars og stadig mere dødbringende våben.

I den sammenhæng er det absolut nødvendigt at anerkende og oprette en palæstinensisk stat. At give den suverænitet over sine vand- og energiressourcer vil være en af de uundværlige søjler for at gøre en drøm til virkelighed. Det er vores forslag til en »Oase-plan« for gensidigt fordelagtig udvikling.

Dette perspektiv må vedtages til gavn for alle deltagere i Sydvestasien, som skal definere dets modaliteter og midler til dets gennemførelse.

Allerede i 1975 havde den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche (1922-2019) foreslået Oase-planen for at håndtere de geologiske realiteter for befolkningerne i Israel, Palæstina og Jordan, der bor i en tør region, hvor tre kontinenter mødes. Den essentielle udvikling af vandinfrastruktur for at få ørkenerne til at blomstre og transportforbindelser for at muliggøre voksende handel og produktion var centrale elementer i hans vision for de økonomiske udviklingsplaner, der er nødvendige for at nå frem til politiske løsninger.

En sådan plan er i strid med britisk geopolitik og kolonimagter. Oase-planen definerer et udviklingsperspektiv, der går ud over Verdensbankens planer, de franske forslag og forslagene fra Den Arabiske Liga, hvilket er nødvendigt.

Den er inspireret af den forsoningskommission, som Nelson Mandela oprettede for at overvinde apartheid.

Schiller Instituttet opfordrer til

• øjeblikkelig våbenhvile

• frigivelse af gidsler og fanger

• øjeblikkelig genoptagelse af humanitær hjælp og forsyning af vand og elektricitet

• øjeblikkelig anerkendelse af en palæstinensisk stat som fuldgyldigt medlem af FN.

Oase-planen er hjørnestenen i skabelsen af et nyt paradigme for »détente, entente og samarbejde«.




Resumé af Schiller Instituttets Berlin konference

YouTube link til panel 1: Klik her. 

YouTube link til panel 2: Klik her.

YouTube link til panel 3: Klik her.

YouTube link til panel 4: Klik her.

12. juli 2025 (EIRNS) – Schiller Instituttet holdte en to dage lange internationale konference, »Mennesket er ikke en ulv for mennesket: Et nyt paradigme i internationale relationer!«

Panel 1: Samarbejde mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen for Sydvestasien og Agenda 2063 for Afrika

Panel 1 åbnede i Berlin i morges med en koropførelse af African National Congress’ hymne »N’kosi sikelei« i en firestemmig bearbejdelse af Benjamin Lyloff.Stephan Ossenkopp fra Schiller Instituttet introducerede derefter temaet for den nye dynamik for skabelsen af en ny global økonomisk og sikkerhedsmæssig arkitektur som vejen til at overvinde Vestens inkompetence og dets neokoloniale aggression, en aggression, der, hvis den ikke stoppes, vil eskalere til atomkrig.

Hovedtalen blev holdt af Schiller Instituttets præsident Helga Zepp-LaRouche, der fremhævede Friedrich Schillers begreb «punctum saliens», det historiske vendepunkt, der rummer potentialet for alle aktiviteter, der skaber betingelserne for et nyt paradigme. Dagens situation er resultatet af årtier med forværring af den strategiske situation siden 1971, fortsat med NATO’s udvidelse mod Sovjetunionens grænser, på trods af løfter fra vestlige politikere om ikke at gøre dette. Sovjetunionen stolede på disse løfter, men de blev forrådt. Jeltsin-æraen, hvor den russiske økonomi blev indskrænket af IMF’s »chokterapi«, Maidan-kuppet i Ukraine og dets udvikling til krig mod Rusland, i overensstemmelse med det vestlige dogme om, at Rusland skal ødelægges, at Rusland skal tabe krigen mod Ukraine, eller for at citere den daværende amerikanske formand for Joint Chiefs of Staff, general Mark Milley, der i slutningen af 2022 sagde, at der ville være krig i mange år fremover … Det tyske folk må indse, at deres egen overlevelse ikke er en prioritet, at den vil blive ofret, hvis denne politik ikke stoppes. Og ideen om en begrænset atomkrig fungerer ikke, som Theodore Postol har påpeget: Den vil straks blive til en generel krig – 80 år efter Anden Verdenskrig, hvor »Aldrig mere krig« blev proklameret. Tyskland er udsat for en eksistentiel trussel om at blive ofret af den anglo-amerikanske fraktion.

Aldrig før har det været så presserende at skabe en ny global arkitektur, og det, der blev erklæret på Bandung-konferencen i 1955 af Den Alliancefrie Bevægelse, nemlig afslutningen på 500 års kolonialisme og krige, må nu blive til virkelighed. Kina har givet et lovende eksempel på, at et nyt paradigme er muligt: Det har løftet 800 millioner kinesiske borgere ud af ekstrem fattigdom og har konsekvent udviklet sin økonomi, så det i dag ifølge en australsk undersøgelse er førende inden for 57 ud af 63 globale banebrydende teknologier. Bælte- og Vej-Initiativet, der blev søsat i 2013, samarbejder i dag med 150 nationer. Dets økonomiske aktivitet involverer mere end halvdelen af menneskeheden, og intet af dette er rettet mod Vesten; i stedet er det rettet mod at overvinde underudvikling – hvilket Vesten bør samarbejde om.

Schiller Instituttet er i gang med en rapport, der tager fat på potentialet i et euro-kinesisk-afrikansk samarbejde om store projekter for økonomisk udvikling, efter eksemplerne fra nogle projekter, der allerede er foreslået for Afrika: Grand Ethiopian Renaissance Dam, Transaqua-projektet og Grand Inga Hydroelectric Project. Europa har ekspertisen til sådanne projekter. Parallelt hermed skal Oase-planen realiseres for at give Sydvestasien en fredelig og produktiv fremtid. I modsætning til Vestens konfrontationsmetoder er det nye paradigme et tilbud til alle nationer om samarbejde.

Igen: Som Friedrich Schiller skrev i 1786, befinder verden sig ved et punctum saliens, der rummer potentialet for en overgang til frihed, hvor menneskets eksistens bliver større end omstændighederne. Dette er et revolutionært øjeblik i menneskehedens historie, hvor sværdet erstattes af ønsket om at forbedre tingene, ikke kun for sig selv, men tillige for andre.

Den anden taler var professor Zhang Weiwei (Fudan Universitet, Kina), der præsenterede aspekter af »Vestens relative tilbagegang og resten af verdens fremgang, især BRIKS-landene«, hvis BNP allerede overstiger G7-landenes. Hvad angår udviklingen i Afrika, handler Kina, mens Europa taler. Derfor er den kinesiske tilgang relevant for Afrika. Kinas projekt for at opdyrke Taklamakan-ørkenen er en model for Afrikas kamp mod ørkenerne. I modsætning til Vestens »hårde magt« er Kinas tilgang »at diskutere sammen, bygge sammen, drage fordel sammen«. I stedet for Vestens »del og hersk« tilbyder Kina »enhed og velstand«. En sådan tilgang giver mulighed for et optimistisk blik på fremtiden, og det er yderst gode nyheder for verden.

Dernæst var der en videopræsentation af Dr. Naledi Pandor, tidligere minister for internationale relationer og samarbejde i Sydafrika, der understregede, at denne konference i Berlin ville være begyndelsen på noget helt andet end Berlin-konferencen om Afrika i slutningen af det 19. århundrede. Det ville være begyndelsen på en bevægelse, der, mens verden står på randen af atomkrig og handelskrig, ville skabe et nyt system. Pandor henviste til Schiller Instituttet og dets aktiviteter i den Internationale Fredskoalition som vigtige bidrag til dette nye system. Afrika står over for betydelige problemer, men også betydelige fremskridt. For eksempel er Kenya, Nigeria, Rwanda og Sydafrika på vej til at realisere Agenda 2063 – udviklingspotentialer, som suppleres af Oase-planen. Efterhånden som den internationale diskurs bliver mere bekymrende, må disse planer blive fokus for den globale diskurs. Det er muligt, sagde Pandor, da der engang blev skabt en international solidaritet for at bringe apartheid til ophør, at en sådan ny solidaritet kan gøre disse planer til virkelighed.

På baggrund af sine 27 års tjeneste for FN, bl.a. som assistent for FN’s generalsekretær, talte Hans-Christoph von Sponeck fra Tyskland om »De strategiske udfordringer og den nye verdensorden, der er ved at opstå«. Nu, hvor vi befinder os i den største geopolitiske krise, bør man huske drømmen fra Jalta, drømmen om oprettelsen af FN, om at der efter afslutningen af Anden Verdenskrig ville begynde en æra med samarbejde. Denne drøm var meget kortvarig og blev afløst af et mareridt af frygt og konfrontation, men FN-pagten fra 1944 er stadig et tilbud til en menneskehed på 8 milliarder mennesker. FN har brug for reformer: FN’s Sikkerhedsråd er en fiasko, USA’s unilateralisme lammer FN, mindretallet i FN’s Sikkerhedsråd underminerer Generalforsamlingens flertals vilje, og FN’s institutioner skal gøres uafhængige af indblanding. Manglende respekt for folkeretten må have konsekvenser. Der må ikke længere være en vestlig centreret verden, men et system bygget på en multilateral holdånd, der afspejler viljen hos FN’s 193 medlemsstater, som det blev udtrykt på et særligt topmøde i september 2024 med en »pagt for fremtiden«. Den nuværende geopolitiske situation antyder, at vejen til en ny, retfærdig verdensorden er lang, med mange forhindringer, huller og landminer, men det er muligt at opnå noget i overensstemmelse med denne pagt. Alle nationer bør acceptere denne pagt, ikke af geopolitisk pragmatisme, men af humanitære årsager. »At skabe noget nyt betyder at yde modstand. At yde modstand er at skabe noget nyt,« citerede Von Sponeck den store franskmand Stéphane Hessel.

Den næste taler i panelet var Dmitri Trenin, akademisk leder af Institut for militær verdensøkonomi og Strategi, Higher School of Economics University, Moskva. Trenin gav en nøgtern vurdering af de dybtgående forandringer, som Europa og især Tyskland har gennemgået. Europa er fast besluttet på at blive frontlinjen i den militære kamp mod Rusland. Denne konfrontation tjener som en samlende faktor for Europa, der vil erstatte USA som strategisk aktør mod Rusland, mens USA fokuserer på Kina som sin næste fjende. Alt dette sker under den latterlige påstand, at Rusland planlægger at angribe NATO, en påstand, der skal retfærdiggøre militære forberedelser til et angreb på Rusland i løbet af de næste fem år. Fokus på langtrækkende systemer og planer om at sende tropper til den ukrainske front er baseret på illusionen om, at Rusland ikke vil gøre gengæld. Situationen er nu farligere end under Cuba-krisen i 1962, men der er stadig håb om, at det værste kan forhindres ved relevante handlinger i denne 11. time, sagde Trenin.

I en videooptagelse præsenterede Daqi Fan, vicepræsident for Academy of Contemporary China and World Studies, et uddrag af en rapport udarbejdet i samarbejde med Schiller Instituttet. Arbejdstitlen på rapporten, der udkommer i september, er: »Kina-EU’s økonomiske og handelsmæssige samarbejde«. Rapporten er baseret på vurderingen, at Kina og Europa, som er hinandens vigtigste handelspartnere, kan bidrage meget til skabelsen af en ny multipolær arkitektur og dermed yde et stort bidrag til verdensfreden og stabilitet, udvikling og velstand. Dette sker med henvisning til de nu 50 års diplomatiske forbindelser mellem EU og Kina. Partnerskabet mellem dem bør karakteriseres som et partnerskab, der har samarbejde som hovedtræk, uafhængighed som en nøgleværdi og win-win som retningslinje for de næste 50 år.

Den tidligere CIA-analytiker Ray McGovern (USA), medstifter af Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS), var den næste taler, som fortalte konferencen de »gode nyheder« om det personlige møde mellem den amerikanske udenrigsminister Rubio og den russiske udenrigsminister Lavrov, der drøftede en interessant køreplan for Ukraine. Selv om detaljerne fra mødet naturligvis ikke er blevet offentliggjort, må man gå ud fra, at fokus var på at forhindre en stor krig – og det er en god ting. USA må indse, at verden har ændret sig, at en unipolær verdensorden ikke længere er mulig, at der er to andre magter – Rusland og Kina – på scenen, hvor kineserne spiller en særlig rolle. Det står nu 1 mod 2, og kineserne ved, at hvis Rusland taber, bliver Kina Vestens næste mål.

Problemet er, og det indrømmer de russiske ledere, at Rusland stolede på de amerikanske løfter om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst – et løfte, der blev givet mundtligt, men ikke skriftligt. Så NATO udvidede sig mod øst. Var sovjetrusserne naive, som Putin har sagt? I det mindste kan man stole på, at Trump ønsker at forhindre en stor krig. McGovern fortalte en anekdote om en kirke i Tyskland, der blev genopbygget efter 2. verdenskrig, men hvor Kristusstatuen ikke havde hænder. Statuen blev alligevel sat på sin plads, og præsten sagde: »Nu er der ingen andre hænder end dine …«

Denne præsentation blev efterfulgt af et indlæg af professor PLO Lumumba, tidligere direktør for Kenya School of Law, der påpegede, at Afrika består af 54 stater, der alle lider under kolonialisme og efter Anden Verdenskrig under USA’s overherredømme. Afrika er stadig en legeplads for andre magter; der er i bedste fald smukke ord, men virkeligheden er en anden. Afrikanerne må overvinde deres egne svagheder, som er udviklet i dette system; de må styrke deres svage institutioner, det er kampens realitet. Der findes løsninger, men diplomati består af høfligheder, som ikke svarer til virkeligheden, som f.eks. de sanktioner, USA netop har indført mod fem afrikanske stater. Afrikanerne har brug for regeringsførelse, ikke nogen urealistiske demokratiske ordninger, hvor andre bestemmer deres skæbne. De stærkeste må ikke få lov til at bestemme, og grusomheder som Tony Blairs ”numre” i Gaza må ikke accepteres. Afrika skal sidde med ved bordet, hvor beslutningerne træffes, og ikke acceptere at blive udelukket. Der skal træffes beslutninger i Afrikas interesse, herunder om gældsspørgsmålet. Vil BRIKS-landene arbejde sammen med en ny overherre, eller uden?

Den sydafrikanske journalist Abbey Makoe var næste taler, som berettede, at han havde lært meget af George Bizos, Mandelas juridiske forsvarer, der reddede Mandela fra at blive hængt under apartheid og i stedet fik ham og hans kammerater idømt livsvarigt fængsel. Journalistikken har gennemgået en dybtgående forandring siden tiden med den amerikanske præsident George W. Bush og den britiske premierminister Tony Blair, hvor »fastlåst« journalistik tjente invasionen af Irak og dens iscenesættelse gennem løgne. Tendientiøse journalister følger reglen: Hør intet ondt. Se intet ondt. Sig intet ondt. Derfor er der ingen rapporter om, at Netanyahu er ond, at Hamas er ond, men at selv efter Israels ødelæggelse af Hamas vil krigen fortsætte.

Ægte journalistik er forpligtet til at følge sandheden. Dette er også netop blevet italesat af Brasiliens præsident Lula på BRIKS-topmødet: »International lov eksisterer kun på papiret.« Hvad angår LaRouches »genopbygning af den globale økonomi« og de »næste 50 år«, synes det at være langt væk, på grund af det faktum at Europa ønsker krig, at det for NATO »er lettere at investere i krig end i udvikling«, som Lula netop har anklaget. Når Lyndon LaRouche (1922-2019) ser på tingene fra himlen, er han måske modløs, gættede Makoe.

Resten findes på engelsk her:

Download (PDF, Unknown)

Og her:
Panel 2: Voices of Sanity from the Western World

The second panel, moderated by Claudio Celani, editor of the {E.I.R. Strategic Alert Service}, began with a musical offering: Tenor John Sigerson, accompanied by pianist Martin Kaptein, presented two songs by Robert Schumann, {Belsazar} (to a text from Heinrich Heine), and {Der Himmel hat eine Träne geweint} (to a text from Friedrich Rückert).

Then, Jacques Cheminade from France, President of Solidarité et Progrès, discussed “A new beginning to avoid human annihilation”. He started out quoting Helga Zepp-LaRouche’s “tenth principle”, that man is fundamentally good. “This has to be the position, from which to meet the strategic challenge. No way to hide, no place for romantic despair. In such a world, to take refuge in the coward comfort of pessimism would amount to cooperate with the evil.” We have to confront the worst danger in human his tory, he said, because it is based on its control of the most ad vanced technology deployed worldwide, “to rule the world with digital weapons.” But, their policy is self-de structive, “like a casino player who continues betting against the reality principle.” Their system is “doomedtodrownfor lack of energy,” and the devel opment of the generative artifi cial intelligence (AI) has reached its limit: “To steal data from the web andonline human activity has reached its limit, and to face this scarcity in the real world, the tech masters are issuing artificially generated data by the algorithms from … AI itself!… Of course this creates the conditions of a model collapse: increase of biases, loss of diversity and amplification of mis takes and errors.”

“From Intel Officer to Peace Activist,” was the theme of Elizabeth Murray, former U.S. Deputy National Intelligence Officer for the Middle East. Since retiring, she has become an activist and taken part in several protests, including one at a Raytheon facility which manufactures nuclear weapons. She faces charges of criminal trespassing for entering this facility on Ash Wednesday with a sign that said “Raytheon nu clear weapons will turn all of us into ashes.” She organized at another military base, as part of an action that had been going on for 40 years, respectfully planting seeds of doubt. “Never underestimate who will be influenced with your actions,” she ended.

Ali Rastbeen, president of the Académie de Géopolitique de Paris, France, which co-sponsored the conference, described the frontlines of the conflicts in the Middle East, since 1970: “On the one hand, a pro-Western axis formed by Israel, Saudi Arabia, the United Arab Emirates and Egypt; on the other, an ‘Axis of the Resistance,’ composed of Iran, Syria, Hezbollah, the Houthis, and Hamas, often backed by Russia.” In this context, he raised the question, “What theoretical and practical perspectives allow us to think about peace in the Middle East today?” He answered: “Peace cannot be thought of without law, without justice, without the sovereignty of peoples. It can only exist if the balance of power is governed by common, universal rules that are applied fairly. It requires a rebuilding of trust, based not on domination, but on cooperation and mutual recognition.” He warned: “Multipolarity, if not accompanied by shared norms, will only result in disordered chaos. It will only become an opportunity for peace if it allows for the emergence of a cooperative, non-conflictual balance.”

Donald Ramotar, former President of Guyana (2011 2015), stated that U.S. and European policies “are based on wars and threats of wars,” including sanctions “against countries and international organizations, and even against individuals…. There is a genocide taking place, in the plain sight of the world, but no attempt to stop it is being done.” The United States and NATO members in particular, he said, “are not just complicit in this barbarism, they are participants and facilitators. They have even moved to destroy inter national law and international institutions.” But there is hope, he said, because of “the rise of the Global South,” as a result of the decisions taken by Brazil, Russia, India, China and South Africa, to come together, in order to create a more fair and more equitable system and prosperity. “This win-win philosophy of mutual benefit is what we have to look forward to. New institutions are being created, like the BRICS bank, and hopefully other institutions that look for justice and prevent wars, by creating development.” But: “We have to continue to be on guard against the machinations of the West.

Italian trade unionist Alessia Ruggeri, a representative of the Southern Italy Party, read a short message supporting the Schiller Institute’s call for a new international security and development architecture.

Diane Sare, president of The LaRouche Organization and former independent candidate for one of New York’s seats in the U.S. Senate, asked: “We have been accustomed to measure our success with arbitrary standards, like number of votes, numbers of social media likes.… But how does the universe measure ‘success’?” “Why does this matter?” she asked. “Because we are up against an enemy that believes it can disregard the principles of the creation of the universe, including the nature of man.” But “the controller of the narrative does not win the war. The Truth always has the final say, even if we can’t predict the precise moment that will occur.” Here lies the importance of what is happening in Gaza. “For the last year and a half, I have been saying that the children of Gaza will save the United States.… Because a mass strike isn’t just when people protest an injustice which has been done to them. The change occurs when people are moved to risk their own safety and security for another.… This is what is moving the young people who are protesting the murderous policies of their governments throughout the world. The power of the children of Gaza is located in their physical weakness.” She concluded: “So, speaking here as an American, I would like to propose that instead of emulating the barbarian hordes of the Crusaders, the Spanish Inquisition, the fascist scourge we defeated 80 years ago, or the Modern ‘Global Britain’ of King Charles III, that we … swallow our unjustifiable arrogance, and join forces with the Global Majority, whose dedication to the advancement of the human species is in perfect harmony with our true ideals.”

Dr. Jérôme Ravenet, professor of philosophy and sinologist from France, gave a very thought-provoking speech on “Lyndon LaRouche as a Precursor.” His basic thesis was LaRouche`s placing of human creativity at the heart of a productive physical economy. This is the way to overcome a concept of the economy where man becomes a wolf against man, while according to the logic of the dominant paradigm of economic “reason,” the possession of a good by some implies its deprivation for others. LaRouche, he stressed, opposes the paradigm of rivalry with the promise of creativity. He underpins his hope with a rereading of ancient, Re naissance and post-Renaissance authors ranging from Plato to Schiller and Nicholas of Cusa. LaRouche used the idea and concept of potency “to philosophically ground his approach, for example through the concept of ‘successful survival’ developed in his text In Defense of Common Sense [1989].… LaRouche never ceased to criticize empiricism and logical-deductive reason as inferior or limited modes of knowledge, to emphasize the superior fruitful ness of a ‘creative reason’ placed at the service of a ‘common sense’:he exalted this intelligence capable of seeing with the eyes of the future, of immediately grasping the arrangements or compositional relationships likely to help life prosper.”

He was followed by Achim Bonatz, vice president of the East German Board of Trustees of Associations (Ostdeutsches Kuratorium von Verbänden, OKV), which was a co-sponsor of the conference, speaking on “5% of GDP for the Defense Industry: A Redistribution of National Wealth—Too Great a Demand on Society.” He started his speech, quoting from Friedrich Schiller that “The best merchant is war. It turns iron into gold.” He referred to the latest June 25 NATO summit. This summit decided on bypassing national parliaments to spend 5% of NATO countries’ GDP on armaments. He stated that his math teacher often said that you cannot compare apples with oranges. “This is done deliberately here to deceive the population. Five percent of GDP can account for almost 50% of a country´s national budget. This puts massive pressure on all other budget items, especially social spending.” Five percent of Germany’s GDP is €215 billion. In 2024, the German national budget amounted to €476.8 billion. The calculation for the cost of the planned reintroduction of military service ended up at €500 billion, which is more than the entire budget of 2024. Mr. Bonatz went on to calculate the cost of rearma ment, with more and more shocking figures, showing that even with massivecuts, the state will still be unable to meet its obligations. The armaments and interest payments are eating up all other budgets.

Cornelia Pretorius, of the Mothers against War Berlin-Brandenburg, reported about their affiliated peace groups in different townships in Berlin. Some groups have as many as 30 youths participating. These youths are very well-informed when they join. That is a cause for optimism, she said.

Then, a number of former German and French military officers addressed the audience. Wolfgang Effenberger, a former officer of the German Bundeswehr, who has published books on the pax Americana, among others, discussed “International Law and the so-called ‘Values-Based Order’ of the U.S.A.” He started out presenting core concepts from Immanuel Kant’s Perpetual Peace: A Philosophical Sketch (1795): that no unjust peace should be concluded that contains the seeds of future conflicts (such as the Treaty of Versailles after the First World War); that national territories cannot be exchanged or ac quired; that standing armies must be disbanded; and that no state debts should be incurred in relation to external state affairs. Then, Effenberger listed the numerous wars the United States has begun, during the recent 30 years, in violation of international law, with the intent to gain perpetual advantage over Russia, China, and anyone else. “This is precisely why we should remember Kant’s principles,” Effenberger concluded. “A unipolar world will always end in des potism. Respect among states allows only a multipolar world order.”

Major (ret.) Florian D. Pfaff, a representative of the Darmstädter Signal, an association of active duty and former soldiers who are active in the peace movement, reported on how school administrations invite Bundeswehr recruiters to address school classes, but try to keep him and other opponents of war away from the students. 

Colonel (ret.) Jacques Hogard, a former officer of the French Foreign Legion and the French Special Forces, reported on how he, a career officer coming from a military family, resigned his commission when he recognized, during the Kosovo War, “that the U.S. were our ‘best enemy’.… We were in a false position since we were coming to help an Albanian rebellion … [that] was considered until 1997 as a terrorist movement, included on the list of terrorists by the United States of America, and strangely suddenly passed into the camp of our best allies.” He called for a return to General Charles de Gaulle’s concept of a “Europe from the Atlantic to the Urals.… That Europe would make sense. Because it would be a balanced Europe, between two poles. To the West, one pole would be France, and to the East, Russia.” He then quoted Chateaubriand: “When Russia and France are allies, are close, well, Europe does well. And when they are divided, Europe
does badly.”

The following has not been edited:

Concert: A Musical Dialogue of Classical Cultures

A highlight of the conference was the concert on Saturday night, titled „The Beauty of Cultural Diversity“. The performers were professional musicians, as well as members and friends of the Schiller Institute, from many countries and ages from 25 up to 90 years. The combination really radiated cultural diversity, with a Swedish-Finnish soprano, an Albanian-Danish-German soprano, an American tenor, a Chinese baritone, a young Dutch-Russian-German pianist and the Schiller-Institute chorus bringing together singers from Paris, Copenhagen, several German cities and the U.S., directed by a French as well as a German member. A professional conductor from Berlin who had years ago led one of our performances helped in the preparation and joined the chiors.

The concert was a little over an hour long, beginning and concluding with the chorus, whose members were excited to sing together again after a long pause.

We got many positive reactions from the audience. Two of the professionals praised the „profound sound“ of the chorus. Three contacts from France, with no acquaintance with Classical music ever before, were enthusiastic, and one of them expressed the wish to learn to sing.

There was an arc between the opening, with the 2nd movement of Haydn’s great work „The Creation“, ending on beautiful harmonies to the words „A New World Sprang Up“, and the end, with two songs about freedom, the spiritual „Oh, Freedom“ and the famous German song „Thoughts Are Free“ (Die Gedanken sind frei). The audience thanked with great applause.

 

—– Box —–

The program:

 

Joseph Haydn – From “The Creation”:

Nun schwanden vor dem heiligen Strahle … Und eine neue Welt

(Now vanish before the holy beams … A new created world)

Choir of the Schiller Institute, conducted by Werner Hartmann,

John Sigerson, tenor, Martin Kaptein, piano

 

Lola A. Gjoka – Eja Vashe (“Come, girl”), Albanian song

The Brocade Lute, Chinese song

Kanding Love Song, Chinese duet

Feride Gillesberg, soprano, Fan Xu, baritone, Martin Kaptein, piano

 

Robert Schumann – From the Heine Songs, Op. 24

Es treibt mich hin, es treibt mich her (“It drives me here, it drives me there“)

Schöne Wiege meiner Leiden (“Beautiful cradle of my sorrows“)

Anfangs wollt’ ich fast verzagen (“At first I almost despaired“)

Mit Myrten und Rosen (“With myrtle and roses“)

John Sigerson, tenor, Martin Kaptein, piano

 

Alexander Siloti – Prelude in B minor after J.S. Bach

Sergei Rachmaninoff – Prelude in G major, Op. 32,5

Martin Kaptein, piano

 

Franz Schubert – Die Götter Griechenlands (“The Gods of Greece“)

Peter I. Tchaikovsky – Adieux Forets (“Farewell, Mountains”), Aria of Johanna

Giuseppe Verdi – Ave Maria from “Othello”

Leena Malkki, soprano, Werner Hartmann, piano

 

Oh Freedom, Negro Spiritual

Die Gedanken sind frei (Thoughts Are Free), German folksong

Choir of the Schiller Institute, conducted by Johanna Clerc

—–

Panel 3: The Scientific Challenges in the New Paradigm

The third panel of the conference, on Sunday morning, began with a presentation of Franz Schubert’s song, {Ganymed}, by Leena Malkki (Soprano) and Werner Hartmann (pianist). Moderated by Michael Gründler of the Schiller Institute, the panel addressed Lyndon LaRouche’s conception of what a scientific method of inquiry should be. The panel also presented a challenging and humorous critique of current policies that are driven by false scientific dogma, especially in the field of energy.

Jason Ross, the keynote speaker, went through evidence of the uniqueness of the human species pathway of evolution compared to all other forms of known life. Humanity has been able to increase its demographic potential exponentially, through the use and development of fire, sciences such as chemistry, and the developing mastery of electricity and nuclear power. Ross outlined a few fields where the new frontiers of science are, such as fusion energy; a solution to the Plank-Einstein contradiction; understanding how galaxies move and the universe expands, etc. He then quoted from Lyndon LaRouche on how “information theory,” precursor to modern AI, has replaced scientific teaching in schools and destroyed education, and on the subject of “metaphor,” which LaRouche adopted from the field of poetry as a “crucial feature of those thought-processes bearing upon the geometrical fundamental of physical science.” Ross then announced a series of classes, starting next week, to learn how to think scientifically, going through the thought-process of Plato, Kepler, Fermat, Leibniz, Gauss and Riemann.

He was followed by Prof. Franco Battaglia, former professor of physical chemistry at the University of Modena, who was connected from Italy. Prof. Battaglia showed how “No energy transition is occurring, or is going to occur.” First, Battaglia showed that solar energy is the energy of the past, when, before fossil energy sources were discovered, humanity depended on the sun and most were slaves. He said that the dream of 100% non-fossil fuels, pursued by the EU, is a chimera. Battaglia showed a chart of daily energy demand in an Italian city, which is representative of all cities in the world. Energy demand peaks at 7 PM, when solar panels produce zero electricity. This peak demand must be satisfied with fossil and nuclear sources, and to some extent with hydroelectric. He then showed that the costs of solar energy per kWh produced, is much higher than nuclear power. Finally, he compared solar and fossil energies with the bicycle and the car. People like to use the bike, which consumes no gasoline, but it works only for short distances, with good weather and good physical condition. The car, in contrast, can always be used. Battaglia’s proposal was that governments should scrap all subsidies to solar plants.

Prof. Carl-Otto Weiss, speaking also in the name of his colleague Horst-Joachim Luedecke, demolished the fiction of climate emergency. He demonstrated that 1. Climate change depends on the activity of the sun, and 2. it is impossible to decrease CO₂ amounts in the atmosphere. He also warned against the “time-bomb” represented by CO₂ storage schemes.

Prof. Weiss contended that current climate emergency claims are supported by no scientific measurement. Out of 3000 papers based on measurement, zero of them have found any evidence of significant influence of CO₂ on climate. The atmosphere is a recipient that tends to constantly balance inflows and outflows. If CO₂ is taken away, it will be recovered from the oceans. As to CO₂ storage projects, called “carbon capture and storage,” the high pressure needed to store CO₂ is of 200-300 bar, such that no stone could resist. In case of a pipeline leak, CO₂ would come to the surface and build a 7 meter high layer which could kill every form of life. CO₂ storage is such a weird idea, that Prof. Weiss raised the suspicion that perhaps someone has pushed it as the best way to achieve population reduction.

From nuclear fission to nuclear fusion: Dr. Robert Lechner-Schobel, from Austria, ran a slide-show as a quick introduction to fusion power, the energy of the future that fulfills LaRouche’s concept of energy flux-density. He said there are two kinds of fusion energy: the “hot one’ and the ”cold one.” Whereas there are 45 projects worldwide on the former, the latter, also called Low Energy Nuclear Reactions, exists already, but must be further explored.

Lyndon LaRouche’s scientific discovery in economics was presented by Dennis Small of the Ibero-America desk of EIR. Dennis listed several of LaRouche’s major economic forecasts, starting from the one on August 15, 1971, to Lyn’s famous “Typical Collapse Function” curve, or “Triple Curve,” which prophetically forecast the collapse of the financial system in 2008. He then went on to compare Nicholas of Cusa’s demonstration of the “subjectivity” of science, and LaRouche’s correlation of applied creativity in scientific discoveries with the increase of relative potential population-density. LaRouche’s “Triple Curve” function is still useful today to explain why the system has taken a path of self-destruction recently, with the

decision to expand a bubble of privatized money into unprecedented dimensions. The system must be urgently put into bankruptcy reorganization, as LaRouche demanded.

The last speaker in the panel was a young farmer from Kenya, Jusper Machogu, who has founded an organization called Fossil Fuels For Africa. Jusper explained why Africa needs to use its fossil resources to develop agriculture, and won’t allow anyone to prevent that. African farmers need fertilizers, as they use them much less than their colleagues in Europe or in China. This is the key reason for the lower yield of African crops. Then, an increase in water use, mechanization, and industry is required in order to process their own food products. Finally, there is a need to produce cement, steel, etc. for other industrial activities required to support a self-sufficient agriculture. He praised the Schiller Institute for its fight in defense of African interests.

In the remaining short time for the discussion, the question on the safety of nuclear power was raised from the audience, to which both Weiss and Lechner-Schobel answered. Whereas the latter emphasized fusion as the solution to radioactive waste, Weiss pointed to advanced methods for significantly reducing the waste, mentioning as an example Bill Gates’ natrium reactor project.

Professor Battaglia was asked by the moderator to comment on the fact that, whereas Europe tries to reduce CO₂ emissions, in the rest of the world they grow. Battaglia exposed the insanity of the EU target for zero emissions, which will never be achieved.

Finally, Ross had a few words on the damage done to science by climate ideologues and activists, who claim they speak “in the name of science.” To remedy that, we should not be defensive and react by referring to “traditional” science, as tradition can be good or bad, but rather resume “classical” science, about which he will have more to say in the upcoming international seminar series that begins next week.

Panel 4: The Beauty of the Diversity of Cultures…

If humanity is to establish continuity, then it is crucial that its future be put up for serious consideration and deliberation. This has been the central theme to Lyndon and Helga LaRouche’s life work. This is why Helga Zepp-LaRouche, who moderated this panel, started off the fourth panel, by stressing the importance of the return to Classical European Culture, and the role of the youth in rediscovering the classical culture and developing the necessary milieu, a seed crystal of a dedicated youth cadre, to execute such a feat, which is admittedly very difficult in the present situation in the West. Helga posed this as a challenge and a necessity to escape the current crisis.

To that, the floor was passed off to Harley Schlanger, who noted that we are dealing with a British oligarchy that harbors a disdain toward humanity, promoting geopolitics and dividing humanity into warring nations and parties. The oligarchy also pushes pessimism onto populations to make them believe in the alleged futility to take on the oligarchy, despite the emergence of a global rebellion against the oligarchical establishment.

Humans are, Schlanger stressed, created with a unique quality of creativity, by being the image of that creator. However, because of the gross cultural decadence, many of us lost that knowledge of innate creativity and the universality of humanity.

Now it is the time to completely put aside and discard any laws or axioms that were arbitrarily formed from some “authority”. Instead, the State has to respect and follow provable universal laws that can be applied to humanity as a whole. Unless it follows that criteria, and serves the general welfare of the people, the state is illegitimate.

Therefore, we need a liberation struggle – a Third American Revolution – to liberate the American people from their status as herded cattle, who are slowly walking into butchery by the oligarchy. Harley posed the challenge for us, the harbingers of a new Renaissance, to revive humanity and move us away from mass slaughter.

He then showed a video of Lyndon LaRouche, on how he created the Youth Movements of the 1970s and the 2000s, and a caution on how cultures are destroyed by Dark Ages, and the necessity of creating a new Youth Movement.

In the era of the New Silk Road, which the Schiller Institute supports Western integration into, Helena Chang from SINOpress brought up a critical point of the Old Silk Road: The most important aspect of the Old Silk Road was not the fact that it facilitated trade of goods between civilizations, but its importance for the transfer of ideas and technologies. If the Old Silk Road proved to be a vector of ideas and technology from East to West, what could a New Silk Road with paved roads for motorized vehicles, rail lines, sea ports, new airports be like in that regard, at the current level of technology we enjoy today?

We have to break from the current lattice of endless wars and geopolitics to move to a new and less familiar system, where harmony between the Civilizations can easily be fostered. She brought up the problem of persisting Western bias towards the non-western parts of the World. But the natural inclination between human civilizations is to interact, rather than to clash. The insistence towards “The Clash of Civilizations” is artificial, and predicated on a top-down intellectual canonization of geopolitics.

Then, Maurizio Abbate, President of the National Institute for Cultural Activities (ENAC), Italy, brought to light, in passionate terms, the problem with the ubiquity of war on our planet, as well as the systemic economic and financial crisis that, to this day, has remained unresolved. Governments have cut funding to hospitals, schools and programs that are supposed to help people, instead have decided to commit more resources to war. The institutions established for the purpose of mediation, such as the United Nations, are now dead, and we must move beyond them and adopt alternatives to a dead, or necrotic system.

Jens Jorgen Nielsen, of the Russian-Danish Dialog organization talked about the importance of dialogue with Russia, with lines of dialogue between heads of state of the two nations. He also gave an overview of the religions of Russia, focusing on Orthodox Christianity and a view that is more critical of the Renaissance.

… and the Role of Young People in Shaping the Earth’s Next 50 Years

The final part of this panel brought a number of representatives of the youth to the podium, to add their take on what is needed to create a future for all of humanity.

Pianist Martin Kaptein gave a presentation on how the piano in particular plays a key role in uplifting the mind. He gave an interesting presentation on the melody and the harmony from the piano, and that a competently composed piano piece is like a well-designed architecture, and not merely a collection of notes. The piano is key in helping a free people find their balance and organize their thoughts.

Anastasia Battle, editor of the Leonore cultural magazine and co-initiator of the International Peace Coalition, gave a presentation on how to educate a moral citizenry. Starting out by a quote from Lyndon LaRouche’s article “The Death-Agony of Olympus”, she explained why an understanding of Classical tragedy is key to the transformation of the population, from a mere rough existence to being shaped into citizens that can contribute to republican society. Beethoven’s opera, Fidelio, was used as an example. At the end of the opera, Florestan, despite his hardships, found his strength and continued to persist.

Carolina Dominguez reported on her organizing with the LaRouche Youth Movement on University Campuses in Mexico, and their interventions and the proposals they have made at BRICS events. She ended her segment with the statement: “If we are part of something really big, DO THE WORK, become a magnet.”

Kynan Thistlethwaite posed the question: “Why do people get suckered into believing the lies that lead nations into catastrophes, such as wars based on lies?” As an answer, he pointed to the importance for the citizenry to improve their capacity of imagination, as opposed to acting upon sense perception. He used the example of the “Muse of Fire” prologue from the Life of King Henry the Fifth”, as well as excerp

the problem of Venetian Society in that play and how Portia demonstrated the principle negating sense perception through the lead casket, was able to bring to light the quality of mercy in the play to Shylock in the court scene.

Ashley Tran discussed the problems facing Germany: the lackluster, or even absence of recognition, toward Germany’s classical cultural heritage, particularly of Friedrich Schiller. She asked: “Where did Schiller’s Germany go?” She described how Schiller was forbidden, by the Duke of Württemberg, to write any more theater plays, and decided to rather leave Württemberg than his calling as an author. She then discussed Schiller’s famous “Ode to Joy”, which was was inspired by the inception of the American Republic after the Revolution and would later be used to invoke the same American revolutionary spirit in the European people.

Cherine Sultan from France then had an enticing segment titled “Schiller, a non-academic teacher”, where Cherine tears into the academia and reported how the obligation in French schools, to read Balzac, Moliere, and Madame de Lafayette, stymied free inquiry into books or authors that may be more interesting to a young mind. But with a little curiosity and patience, one can find non-academic teachers. As an example for that, she chose Friedrich Schiller, who at 30 gave his inaugural lecture as a professor of history. Schiller had a very unique style. He did not allow himself to be shackled by “facts” and the opinions of academia of his style. She then called on the youth who are to build the next 50 years, “to nourish themselves with the great authors, to pursue great historical and philosophical research. Like Schiller, as long as you draw on the impatient gaze of future generations, no academician or other expert will be able to tarnish your enthusiasm with their ‘benevolent’ corrections of your ‘errors’ and ‘ approximations’.

Daniel Burke gave the final speech, on where he identified Vox Populi, or “The Voice of the People”, or more accurately, manipulation of public opinion through mass psychology to control the population to achieve the oligarchs’ aims and desires. Daniel then posed the question: “Will we transform and uplift the world, or abandon our powers of discovery, thereby becoming a shrunken people, so easily devoured by the seemingly giant and mighty green oligarchs? Or as human cattle being led to genocidal slaughter through the designs the oligarchs have for us?

This will be an effort for all of humanity. Helga ended the conference with this statement. Germany alone will not solve the crisis, and I do not believe the U.S. alone will either. But they are centers of the crisis, and it will take an effort for all of humanity to avert it, and turn the crisis into opportunity.

(Contributions to this report came from Alexander Hartmann, Rainer Apel, Christine Bierre, Christine Schier, Ulf Sandmark, Claudio Celani and Harrison Elfrink.)




Times of India bringer en artikel om Schiller Instituttets Berlin konference

Her er linket til artiklen i Times of Indias netversion den 18. juli 2025.

Times of India er det tredjestørste avis i Indien målt på oplag og det mest solgte engelsksprogede dagblad i verden.

af Mrutyuanjai Mishra
(Forfatteren kom til Schiller Instituttets konference i Berlin den 12.-13. juli 2025. Han er fra Indien, men bosat i Danmark. See mere under artiklen.)

The 18th of July holds deep significance for human rights activists across the world. It is Nelson Mandela International Day: his birthday. Had he been alive today, Mandela would have turned 107. He passed away at the age of 95, but his legacy continues to inspire global conversations about justice, dignity, and reconciliation.

Mandela was the first black head of state in South Africa and the first to be elected through a fully democratic process, after spending 27 years in prison for opposing apartheid. He was deeply inspired by Mahatma Gandhi. South Africa’s long, painful journey toward freedom mirrors India’s own decades-long struggle for independence, finally achieved in 1947.

Mandela once urged each of us, regardless of nationality, race, or background, to dedicate at least one hour on this day to doing something meaningful for someone else or for a community in need.

Those who admire his values and wish to honor his legacy can always find a way to help, even in small acts of kindness. These gestures, however modest, reflect a deeper commitment to our shared humanity. And yet, today, that very humanity is under increasing strain.

After attending a peace conference in Berlin on July 12–13, I left with a sobering realisation: Europe is in urgent need of clarity, courage, and political sanity.

Participants from across the globe had gathered to voice growing concern about the escalating political and military tensions in Europe and beyond. The conference brought together peace activists, academics, students, former diplomats, politicians, military officials, economists, musicians, and other professionals. Hundreds more joined virtually.

The opening session bore a striking title: “Man Is Not a Wolf to Man: For a New Paradigm in International Relations.”

In her keynote address, Helga Zepp-LaRouche, founder of the Schiller Institute, traced the historical forces that have led us to this dangerous precipice. She warned that we are at a “punctum saliens”, a critical inflection point in history, comparable to the years preceding the First and Second World Wars.

The message is clear: we must act. We can draw strength from the South African philosophy of Ubuntu, which teaches: “I am because you are.” This simple but profound truth reminds us that our fates are intertwined. Peace in one region fosters peace everywhere. Conflict in one region sends tremors throughout the entire world.

It was deeply moving to see American peace activists standing shoulder to shoulder with others from around the world, united by the conviction that a more cooperative and just global order is still within reach.

One of the most powerful voices at the conference was Ray McGovern, former senior CIA analyst and co-founder of Veteran Intelligence Professionals for Sanity (VIPS). Now in his eighties, McGovern spoke with the authority of someone who has witnessed generations of geopolitical shifts. He asserted that the United States had fundamentally betrayed Russia after the Cold War.

Recalling a conversation with Mikhail Gorbachev’s secretary, McGovern recounted asking, “Why didn’t you get it in writing from U.S. Secretary of State James Baker that NATO wouldn’t expand an inch?” The response was tragic in its naivety: “We trusted you all.”

Mandela Day reminds us that trust, once broken, is extraordinarily hard to rebuild. Today, Russia views American military intentions with profound suspicion. One emerging flashpoint is Denmark. The Danish government has invited the US to build military bases on its territory, without holding a referendum or even consulting the public.

Many Danes now fear that their country could be compelled to accept nuclear weapons and relinquish control over what the U.S. military does on Danish soil.

Who would have imagined, just a few years ago, that Denmark could be transformed into a frontline state in a major war, one that might spiral into a third world war? Critics argue that Danish politicians have all but surrendered their national sovereignty.

This brings us to one of Russia’s leading strategic thinkers: Dmitri Trenin, Academic Leader at the Institute for Military World Economy and Strategy, Higher School of Economics, Moscow. Speaking from Russia at the Berlin conference, Trenin delivered a stark warning about the direction into which Europe is heading.

“Europe is intent on becoming the frontline of the military battlefield against Russia,” he said.

Trenin argued that this confrontation is being used to create a new cohesion in Europe, positioning the continent as a replacement for the United States in the strategic standoff with Russia, while Washington shifts its focus to containing China. According to Trenin, the justification for this military escalation is built on a false premise: that Russia is preparing to attack NATO.

He warned that this narrative is being used to rationalize a long-term military buildup, including long-range weapons systems and the deployment of troops to the Ukrainian front, based on the dangerously misguided assumption that Russia will not retaliate.

“The current situation,” he said, “is even more dangerous than during the Cuban Missile Crisis of 1962. But there is still a narrow window of hope, if meaningful action is taken at this eleventh hour.”

So, what can we do for humanity on this Mandela Day?

Perhaps we can begin by urging more Europeans to choose dialogue over confrontation, cooperation over coercion, and peace over militarization. Europe must not allow itself to become a vassal state of the United States, nor should it attempt to pressure nations like India, China, or Brazil into adopting a unipolar vision of world order.

Instead, Europe should reclaim its independent voice, one rooted in diplomacy, dignity, and balance. It must help shape a multilateral world where all nations are heard and respected, and where the Global South is finally given the space and justice it needs to heal from centuries of colonialism, exploitation, and racism.
—————
Times of Indias beskrivelse af forfatteren:
Mrutyuanjai Mishra is a commentator with Politiken, Denmark’s largest newspaper. He also comments on Asia on Danish TV and radio channels. He has authored many analytical articles on Asia and India in several Danish newspapers. He has studied anthropology at Copenhagen University and has specialized in human rights and democratization. Mrutyuanjai Mishra has spent half of his life in India and the other half in the Scandinavian countries Denmark and Sweden. Mrutyuanjai Mishra is also a consultant lecturer on issues related to India and Asia at institutions of higher education. He is currently working on a book on India to be used for higher educational purposes in Scandinavian countries.




Helga Zepp-LaRouches hovedtale ved
Schiller Instituttets internationale konference i Berlin den 12. juli 2025:
Tredje verdenskrig eller en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur?

Schiller Instituttets grundlægger og leder Helga Zepp-LaRouche holdt åbningstalen ved instituttets to-dages internationale konference i Berlin, Tyskland, den 12.-13. juli 2025. Det første panel havde titlen »Samarbejdet mellem BRIKS og Europa om at gennemføre Oase-planen og Agenda 2063 for Afrika.«

Kære konferencedeltagere, kære venner af Schiller Instituttet, her på stedet og overalt i verden, hvor I end måtte se med, kære venner af menneskeheden!

Vi er samlet her, fordi vi ønsker at vise en vej ud af en meget truende strategisk situation og modvirke den udbredte pessimisme – ja, fatalisme. Det er faktisk muligt at gribe ind i historien, forudsat at man har en god plan og kan mobilisere tilstrækkelige kræfter til at gennemføre den! Jeg vil derfor gerne indlede vores konference med dette citat fra Friedrich Schillers værk om »Historien om det nederlandske oprør«:

“Stor og trøstende er tanken om, at der trods fyrsternes trodsige formodninger stadig findes et middel, at deres mest beregnede planer vil blive gjort til skamme af menneskets frihed, at hjertelig modstand kan bøje selv en despots udstrakte arm, at heroisk udholdenhed til sidst kan udtømme hans frygtelige ressourcer.” Lad os give et ”nyt og ubestrideligt eksempel på, hvad mennesker kan vove for en god sag, og hvad de kan opnå gennem enhed.”

For at gøre dette må vi imidlertid først vække vores samtidige fra deres tilsyneladende søvngang, som de synes at være faldet i, især her i Tyskland. Verden har aldrig været tættere på et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, på et potentielt slutpunkt i historien, hvor den endelige katastrofe i form af en global atomkrig bliver uundgåelig.

I mange af sine værker brugte Friedrich Schiller udtrykket punctum saliens, som i drama og historie beskriver det øjeblik, hvor alt begynder at bevæge sig ubønhørligt. I sit »Fjerde brev om Don Carlos« skriver han: »Enhver handling har sit punctum saliens, hvor den springer fra mulighed til virkelighed.« I relation til historien kan vi udpege disse punkter, hvor der ikke er nogen vej tilbage – f.eks. da det var for sent at forhindre 1. og 2. verdenskrig. I relation til den nærmeste fremtid er denne indsigt imidlertid overskygget af mange usikkerhedsfaktorer – når det bliver sikkert, at en tredje og denne gang endelige verdenskrig, denne gang en atomkrig, vil bryde ud, vil det være for sent. Menneskeheden og dermed vores historie vil blive udslettet.

Sammenbruddet af verdensordenen

Vi er i øjeblikket vidne til sammenbruddet af den verdensorden, der opstod efter Anden Verdenskrig og derefter igen i en modificeret form efter afslutningen af Den kolde Krig. En af de mest betydningsfulde

milepæle i denne udvikling var den 15. august 1971, da den amerikanske præsident [Richard] Nixon indledte den fatale vej mod dereguleret monetarisme med indførelsen af fleksible valutakurser, hvis konsekvenser Lyndon LaRouche profetisk forudsagde ville føre til en ny depression, en ny fascisme og en ny verdenskrig, medmindre der i tide blev skabt et helt nyt verdensøkonomisk system. Det er præcis, hvor vi står i dag!

For at forstå, hvordan vi kunne nå hertil kun 35 år efter den tyske genforening, skal vi se tilbage! I en kort periode mellem Berlin-murens fald og genforeningen oplevede vi en guldalder for menneskeheden, et af de sjældne øjeblikke i historien, hvor kursen kan nulstilles fuldstændigt: Den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Jack Matlock, understregede på en nylig konference i Schiller Instituttet, at Sovjetunionen allerede før sin opløsning i 1991 ikke længere udgjorde en trussel, så der var ikke længere nogen fjende. Det ville derfor have været fuldstændig muligt at etablere en ny fredsorden for det 21. århundrede med afslutningen af Den kolde Krig. Lyndon LaRouche foreslog oprindeligt det økonomiske grundlag for denne fredsorden med sit program: »Den produktive trekant Paris-Berlin-Wien« og derefter med Eurasian Land Bridge (den Eurasiske Landbro). Dengang kæmpede vi for vores ret til suverænitet, som også er nedfældet i To plus Fire-aftalen om [Tysklands genforening], men vi er blevet fuldstændig snydt for denne suverænitet, ikke kun i de nye delstater, men i hele Tyskland!

Amerikanske, russiske, tyske, britiske og franske dokumenter, der siden er blevet frigivet og nu er tilgængelige i de amerikanske nationalarkiver, i udenrigsministeriet, Pentagon, præsidentbiblioteker og forskellige nationale arkiver og universitetsbiblioteker, beviser ikke blot én, men en veritabel strøm af sikkerhedsløfter mod NATO’s udvidelse mod øst, som blev givet til [Sovjetunionens præsident Mikhail] Gorbatjov og [sovjetisk udenrigsminister Eduard] Shevardnadze af [amerikansk udenrigsminister James] Baker , [amerikansk præsident George H.W.] Bush, [tysk udenrigsminister Hans-Dietrich] Genscher, [tysk kansler Helmut] Kohl, [fransk præsident François] Mitterand, [den britiske premierminister Margaret] Thatcher, [den britiske udenrigsminister Douglas] Hurd, [den britiske premierminister John] Major og [NATO’s generalsekretær Manfred] Wörner.

Disse dokumenter viser klart, at løftet om ikke at udvide NATO en tomme mod øst var så centralt, at de russiske klager over at være blevet bedraget er helt berettigede.

Udenrigsminister Hans-Dietrich Genschers hovedtale på en konference i det protestantiske akademi i Tutzing den 31. januar 1990 spillede en afgørende rolle. Genscher understregede: “Vi ønsker ikke enhed på bekostning af tredjeparter … Det er NATO’s ansvar at gøre det klart: Uanset hvad der sker i Warszawa-pagten, vil der ikke ske nogen udvidelse af NATO’s territorium mod øst, dvs. tættere på Sovjetunionens grænser. Disse sikkerhedsgarantier er vigtige for Sovjetunionen og dets adfærd.” Det er bemærkelsesværdigt, at Genschers tale stort set er forsvundet fra internettet og kun kan findes med en vis teknisk indsats.

»Tutzing-formlen« udløste en storm af vigtige diplomatiske forhandlinger i de følgende ti dage, der kulminerede i det afgørende møde mellem Kohl og Gorbatjov den 10. februar, hvor Gorbatjov gav sin principielle tilslutning til den tyske genforening.

I betragtning af omfanget af disse løfter kan der ikke være tvivl om, at de spillede en afgørende rolle i at overbevise den russiske ledelse på det tidspunkt om at udvise enorm generøsitet i forbindelse med den tyske genforening – og det var kun 45 år efter afslutningen af Anden Verdenskrig! Det gør det desto mere forståeligt, at Rusland betragtede Vestens efterfølgende politik som et enormt tillidsbrud.

Neokonservative sejrer

Motivet for denne kursændring lå i, at neokonservative og deres Wolfowitz-doktrin sejrede i USA, som havde til formål at konsolidere USA’s førende rolle i en ny unipolær verdensorden. Ifølge denne doktrin forbeholder USA sig retten til alene at beslutte, hvornår og hvor der skal interveneres militært, herunder forebyggende angreb mod opfattede trusler. På trods af skiftende regeringer fastlagde de politikken som et udtryk for et permanent bureaukrati. Det, der fulgte, var [den britiske premierminister Tony] Blairs afvisning af det westfalske fredssystem i sin tale i Chicago i 1999, erstattet af politikken om »ansvar for at beskytte«, de »humanitære interventionistiske krige«, der fandt sted efter 11. september 2001 – som LaRouche profetisk havde forudsagt som den kommende Rigsdagsbrand den 3. januar – der blev ført under banneret »krigen mod terror« i Afghanistan, Irak, Libyen, Syrien samt farverevolutioner og regimeskift sammen med NATO’s udvidelse mod øst, ledsaget af ensidig ophævelse af alle våbenkontrol- og nedrustningsaftaler: ABM, INF, Open Skies og KSE [traktaten om konventionelle væbnede styrker i Europa].

Mens de amerikanske regeringer ikke havde noget problem med [den russiske præsident Boris] Jeltsin, der villigt underkastede sig IMF’s chokterapi og dermed tillod, at Ruslands industrielle kapacitet blev reduceret til kun 30 % mellem 1991 og 1994, stod [den russiske præsident Vladimir] Putins bestræbelser på at genoprette Ruslands status som verdensmagt i vejen for visionen om en unipolær verdensorden. Maidan-kuppet i 2014 [i Ukraine], hvor [assisterende udenrigsminister] Victoria Nuland spillede en uforglemmelig rolle, markerede den alvorlige begyndelse på en stedfortræderkrig fra NATO mod Rusland. Tysklands forbundskansler Angela Merkel og den franske præsident François Hollandes indrømmelse af, at Minsk-aftalen kun havde tjent til at [give tid til] at træne ukrainske styrker efter NATO-standarder, har bidraget væsentligt til det nu totale tab af tillid.

Vestlige militæreksperter har påpeget, at den relativt lille russiske troppeudstationering i februar 2022 beviser, at Putin ikke havde til hensigt at angribe hele Ukraine, men ønskede at komme den russisktalende befolkning i det østlige Ukraine til undsætning. Den 31. marts i år offentliggjorde New York Times en 13.000 ord lang artikel, der præsenterede resultaterne af en etårig undersøgelse baseret på 300 interviews, som dokumenterede, at USA havde ledet krigen i Ukraine direkte fra Clay Barracks i Wiesbaden [Tyskland] siden mindst midten af april 2022 – praktisk talt samtidig med [den britiske premierminister] Boris Johnsons intervention i Kiev, der saboterede den diplomatiske løsning, der var nået i Istanbul mellem Rusland og Ukraine.

Mens den officielle fortælling om en »uprovokeret aggressionskrig« fortsat er det dogme, som selv NATO-kritiske politikere føler sig forpligtet til at indlede deres taler med, er NATO’s fulde involvering i denne konflikt overvældende dokumenteret. David Ignatius, det berygtede talerør for det permanente bureaukrati i USA, afslørede allerede i 2022 i en række artikler i Washington Post, hvor overbevisningen kommer fra hos politikere, der trods alle beviser på slagmarken og i økonomien uophørligt gentager, at »Rusland vil blive ødelagt« eller, som den tyske kansler [Friedrich] Merz siger, »Putin må tabe«. Bag dette ligger troen på, at den nye revolution inden for krigsførelse, der har fundet sted i Ukraine, hvor skyttegravskrigen fra 1. verdenskrig kombineres med »de mest moderne våben i det 21. århundrede«, nemlig brugen af AI til at spionere på fjenden, har sat Rusland skakmat.

Alex Karp, administrerende direktør for Palantir, ser det sådan: “Kraften i de mest avancerede algoritmiske krigsføringssystemer er nu så stor, at det svarer til at have taktiske atomvåben mod en fjende, der kun har konventionelle våben. Den brede offentlighed undervurderer dette. Det gør vores fjender ikke længere.» Og den amerikanske general Mark Milley, formand for Joint Chiefs of Staff, sagde

i slutningen af 2022: «Vi er i øjeblikket vidne til, hvordan krige vil blive udkæmpet og vundet i mange år fremover.”

Er Tyskland undværlig?

Vi er en del af en militæralliance med NATO, hvor Tysklands overlevelse ikke er en prioritet. Den 20. november 2024 erklærede admiral Thomas Buchanan fra det amerikanske STRATCOM ved en begivenhed i Washington med titlen »Report Launch: Project Atom 2024«, arrangeret af Center for Strategic and International Studies (CSIS), at USA ville være parat til at indlede en atomkrig, hvis USA’s globale lederskab stod på spil. Hans eneste forbehold var, at USA skulle sikre, at det beholdt nok atomvåben til at opretholde USA’s overherredømme bagefter.

Admiral Buchanans bemærkninger var ikke en fejl i talen; de blev bakket op af »Nuclear Posture Review« (NPR) 2022, hvor præsident Biden (eller den, der havde ansvaret i de sidste år af Biden-administrationen) forbeholder sig retten til at bruge atomvåben præventivt, hvis USA’s eller dets allieredes »vitale interesser« trues, selv om anerkendte eksperter som Dr. Ted Postol [professor emeritus i videnskab, Teknologi og International Sikkerhed ved MIT], samt deltagere i NATO-manøvrer, påpeger, at Tysklands overlevelse ikke ville blive taget i betragtning i en nødsituation.

Ellers er Buchanans opfattelse om, at taktiske atomkrige kan finde sted og vindes, ren fantasi. Postol har overbevisende påvist, hvorfor en sådan »begrænset« brug ville føre til brug af alle atomvåben. I øvrigt, kun en dag efter Buchanans foredrag, demonstrerede Putin med opsendelsen af det første Oreshnik-hypersoniske missil i Dnipro [Ukraine], at Rusland nu har et ikke-atomart atomvåben – der udelukkende bruger kinetisk energi på grund af sin høje hastighed (op til Mach 10-11) – som der ikke findes noget forsvarssystem imod, mens Karp og Milleys forudsigelser på det tidspunkt ikke var blevet bekræftet på slagmarken.

Det er utænkeligt: Kun 80 år efter nationalsocialismens sammenbrud i Tyskland og afslutningen af Anden Verdenskrig, og under indtryk af ruinerne og det dengang ganske alvorlige slogan »Aldrig mere!«, skal dette land igen gøres »krigslignende« på alle niveauer i samfundet. Og det mest skræmmende ved dette er, at en stor del af det tyske samfund enten synes at have accepteret den fortælling, som mainstream-medierne har spredt om årsagerne til dette, eller føler sig lammet. Mellem EU’s »ReArm Europe«-program og den såkaldte »forsvars- og modstandsdygtighedsklausul« (også kendt som »sikkerheds- og forsvarsundtagelser«), som er en slags bemyndigelseslov, er vi nu på vej mod et våbenkapløb, der tillader ubegrænset låntagning til forsvarsudgifter.

Dermed ofres det tyske folks eksistensinteresser, som alle regeringsmedlemmer har svoret i embedsed at beskytte mod skade, fuldstændigt på alteret for transatlantisk underdanighed.

Formålet med vores konference er at vise en vej ud af denne blindgyde. Vi må i god tid sætte en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur på dagsordenen, som tager hensyn til alle staters sikkerheds- og økonomiske interesser på denne planet.

Og det er absolut muligt, for den geopolitiske opfattelse, at man absolut har brug for en fjende, har for længst fundet et alternativ. Forsøget på at etablere en unipolær verdensorden har i nogen tid lidt et alvorligt tilbageslag, fordi nationerne i det Globale Syd efter 500 års kolonialisme på ingen måde var parate til at underkaste sig en unipolær verdensorden. Erfaringerne med ensidige sanktioner mod mange stater, brugen af dollaren som våben, kredit- og handelsvilkår, der opfattes som uretfærdige, og meget mere har alt sammen bidraget til at aktivere Bandung-ånden, en milepæl i historien om Den Alliancefrie Bevægelse.

Kinas hidtil usete økonomiske fremgang, der har løftet 850 millioner af landets borgere ud af fattigdom på omkring 40 år og udryddet ekstrem fattigdom inden udgangen af 2021 – hvilket betragtes som uden fortilfælde i historien om global fattigdomsbekæmpelse – samt Kinas kometagtige fremgang inden for videnskab og teknologi – som ifølge den australske tænketank ASPI har gjort landet til verdens førende inden for 57 af 64 banebrydende teknologier – har gjort det til den største trussel i øjnene hos de angloamerikanske neokonservative, men har vist sig at være en sand velsignelse for landene i det Globale Syd.

Siden præsident Xi Jinping i 2013 erklærede Den Nye Silkevej for at være Kinas officielle politik, et program, der havde stor affinitet med vores Eurasiske Landbro fra 1991 og i stigende grad konvergerer med vores Verdenslandbro-program fra 2014, arbejder Kina nu sammen med næsten 150 nationer om Bælte- og Vej-Initiativet. Kina havde en samhandel med landene i det Globale Syd på ca. 2,5 billioner euro i 2023, og selv det er kun en brøkdel af potentialet i de projekter, der er iværksat.

BRIKS’ fremkomst

BRIKS, som nu omfatter ti medlemsstater og ti partnere, der repræsenterer mere end halvdelen af menneskeheden, har netop afsluttet [den 7. juli] sit årlige topmøde i Rio de Janeiro, Brasilien. Og alle talere, herunder mange fra gæstelande, udtrykte entusiastisk og fast deres intention om at opbygge et retfærdigt økonomisk system, der giver alle deltagende nationer udsigt til endelig at overvinde fattigdom, opbygge deres økonomier og udvikle sundheds- og uddannelsessystemer samt deltage i menneskehedens videnskabelige og teknologiske fremskridt på grundlag af arbejdsdeling og lighed. BRIKS-landene ser udtrykkeligt ikke sig selv som et alternativ til NATO og bestemt ikke som en blok; de er åbne for samarbejde med alle lande i verden. Præsident Trump tager derfor fejl, når han hævder, at BRIKS blev grundlagt for at skade USA; de blev grundlagt for at overvinde den Globale Majoritets underudvikling!

Tro ikke et ord af det man læser i de vestlige medier om BRIKS! Angiveligt er de splittede, fordi Xi og Putin ikke deltog i det seneste topmøde, og at momentum er gået tabt. Det modsatte er tilfældet: Selvom alle BRIKS-landene er under enormt pres og reagerer på dette pres på meget forskellige måder, er tendensen mod en ny æra for menneskeheden uafvendelig. Nationerne i det Globale Syd er fast besluttede på at realisere deres ret til lige økonomisk udvikling, ikke længere at være leverandører af råvarer, men at opbygge værdikæden i deres egne lande, udvikle industri og landbrug og blive mellemindkomstlande i den nærmeste fremtid.

Schiller Instituttet har udarbejdet en undersøgelse til denne konference, som er under udarbejdelse, om, hvordan Europa sammen med Kina og andre BRIKS-lande kan støtte landene i Afrika og Sydvestasien, især gennem joint ventures i denne udvikling. Vi har i første omgang fokuseret på de tre nøglelande, Tyskland, Frankrig og Italien, og de øvrige lande vil følge efter, for at vise, at et sådant samarbejde ikke kun hjælper Afrika og Mellemøsten, men at disse joint ventures også kan blive drivkraften til at overvinde den dybe økonomiske krise, som Europas økonomi i øjeblikket befinder sig i.

I stedet for at hælde billioner af euro i oprustning, som ødelægger produktionskapaciteten set ud fra realøkonomiens synspunkt, bør vi gå sammen med Kina om at investere i områder, der altid har været i front med en vellykket industrialisering: udbredt energiproduktion og -distribution, grundlæggende kontinental infrastruktur og derudover investeringer i nogle såkaldte »game changer«-projekter, såsom Grand Ethiopian Renaissance Dam, som er et udstillingsvindue for samarbejdet mellem Afrika, Europa og Kina, der tager fat på to af de mest presserende problemer – vand og elektricitet. Desuden er der Transaqua-projektet, der muliggør vandforvaltning, vandkraft, transport og agroindustrielle udviklingsprojekter for 12 lande i hjertet af Afrika, og endelig Grand Inga-vandkraftprojektet, der vil generere mere end en tredjedel af den elektricitet, der i øjeblikket produceres i hele Afrika.

Trods den økonomiske krise har de europæiske lande stadig den videnskabelige og teknologiske knowhow, som der er så stort behov for i Afrika. Europa vinder stadig flere markeder med stadig mere velhavende kunder og løser flygtningekrisen på den eneste humane måde, nemlig ved at skabe gode grunde til, at især unge mennesker bliver i deres egne lande i stedet for at drukne i Middelhavet eller vegetere i lejre, som pave Frans har beskrevet som koncentrationslejre. For Sydvestasien foreslår vi Oase-planen, der begynder med kanaler mellem Middelhavet, Det Røde Hav og Det Døde Hav, afsaltning af store mængder havvand til kunstvanding i ørkenen, og i sidste ende en grøn omstilling og økonomisk udvikling af hele Sydvestasien som centrum for den gamle Silkevej mellem Asien, Afrika og Europa. Også her kan samarbejde mellem Kina og andre BRIKS-lande med Europa og landene i regionen gennemføre pave Paul VI’s mandat: »Det nye navn for fred er udvikling.« Pave Leo taler også om »udvikling som et våben« for varig fred i regionen.

Dagens konference i Schiller Instituttet er starten på en kampagne i hele Europa, Afrika og Asien for at gennemføre dette program for joint ventures som en motor til at overvinde den økonomiske krise og som et perspektiv for fred. Og jeg er særlig glad for, at vi har fået samarbejde med det kinesiske akademi for studier af det moderne Kina og verden (ACCWS), hvis vicepræsident, Daqi Fan, vil tale til os i en videobesked.

Denne form for samarbejde om at løse de mest presserende problemer, som menneskeheden står over for, svarer også til den tankegang, vi er nødt til at lægge til grund for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle landes interesser på Jorden. Kun ved at realisere et sådant nyt paradigme i de internationale relationer kan vi undslippe konsekvenserne af det vidtrækkende sammenbrud i folkeretten og de internationale relationer, som er resultatet af tolerancen over for folkedrab i Gaza og de nylige angreb på Iran, nemlig en generel nedsynken i anarki.

Et Punctum Saliens i historien

Vi er nået til et punctum saliens i historien, men intet kunne være længere fra Schillers tankegang end at forstå dette udtryk fatalistisk; tværtimod. Meget tidligt, i sine Filosofiske breve, »Julius til Raphael«, skrev han i 1786: »Der er et vist punctum saliens i fornuften, hvor alle planer vendes på hovedet, hvor sjælen flyver ud over sansernes data …« Det er overgangen fra frygt til frihed.

Jeg, og sikkert mange andre, har ofte spurgt mig selv, hvordan det tyske folk, der har frembragt så mange fremragende digtere, tænkere og opfindere, kunne tillade sig at blive frataget sin suverænitet på denne måde. Schiller viste vejen ud med sin plan om det »sublime«. I »Om det sublime« (1793) skriver han: »Der er et kritisk punkt, hvor naturens kraft undertrykker ånden lige netop nok til, at den redder sig selv med et pludseligt spring ind i frihedens sfære.« Dette øjeblik er punctum saliens, hvor mennesket kæmper sig ud af lammende frygt til moralsk selvhævdelse.

Gennem hele sit liv beskæftigede Schiller sig med dette spørgsmål om det sublime, om hvordan mennesket gennem æstetisk uddannelse lærer at agere større, end omstændighederne synes at tillade det. I et brev til Goethe den 7. januar 1795 skrev han: »Der er et punctum saliens i enhver kunst, hvor det mekaniske forvandles til det frie, og dette punkt skal findes af geniet«. Og i »Om nåde og værdighed« siger han, at mennesker viser værdighed, når de finder det afgørende øjeblik af selvkontrol i konflikten mellem pligt og tilbøjelighed. Punctum saliens er det revolutionære øjeblik i historien, hvor vi erkender vores menneskelighed.

Vi vil derfor gøre alt, hvad der står i vores magt, for at ære vores navnebror og vise os værdige til det smukke billede, han havde af menneskeheden: Jeg vil gerne afslutte med et par linjer fra hans fragment kaldet »Tysk storhed«:

Det er ikke den tyske storhed

At erobre med sværdet

At trænge ind i åndens rige

At kæmpe mandigt mod vildfarelse

Det er hans iver værdig.

Han har opnået en større sejr

Han, der svingede sandhedens lyn

Han, der befriede ånderne selv.

At kæmpe for fornuftens frihed

Betyder at kæmpe for alle folkeslag

Værdigt for evigheden.




Overblik: Schiller Instituttets internationale konference i Berlin <br»Mennesket er ikke en ulv for mennesket:
For et nyt paradigme i internationale relationer«

Denne artikel er bragt i 18. juli 2025-udgaven af Executive Intelligence Review.
af Marcia Merry Baker
12. juni — Schiller Instituttet afholdt en magtfuld international konference den 12.-13. juli i Berlin, både fysisk og online, hvor publikum og talere kom fra alle kontinenter og repræsenterede et bredt spektrum af ledelseserfaring, alle med det samme mål: at styre verden væk fra krig og hen imod fred. Begivenheden med titlen »Mennesket er ikke en ulv for mennesket: For et nyt paradigme i internationale relationer« var den anden i en række, efter Schiller Instituttets internationale konference i New York City-regionen Memorial Day-weekenden den 24.-25. maj med titlen »En smuk vision for menneskeheden i tider med stor uro!«

To europæiske organisationer var medsponsorer af konferencen i Berlin sammen med Schiller Instituttet. Fra Frankrig var Akademiet for Geopolitik i Paris (Académie de Géopolitique de Paris), hvis præsident Ali Rastbeen talte på konferencen den første dag, medvært. Den tredje medarrangør var det østtyske forbund af foreninger (Ostdeutsches Kuratorium von Verbänden e.V.), hvis næstformand Achim Bonatz også talte på konferencens første dag.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger og leder af Schiller Instituttet, holdt hovedtalen ved åbningspanelet. Den fulde udskrift af hendes tale følger under titlen »Tredje Verdenskrig eller en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur?« EIR vil bringe mere om konferencen i Berlin i kommende udgaver.

Konferencens formål, forløb og program
Formålet med disse to konferencer og den igangværende proces med at organisere kræfter internationalt blev beskrevet i en række erklæringer fra Schiller Instituttet, skrevet af Helga Zepp-LaRouche, der blev offentliggjort i foråret. Hun skrev i april: »Den strategiske situation gennemgår i øjeblikket ikke én, men flere tektoniske forandringer … Den største udfordring, som verden som helhed står over for, er endelig at skabe en retfærdig, ny verdensøkonomisk orden og at anvende begrebet om fred gennem udvikling …«

»Vi er nødt til at katapultere hele verden ud af den nuværende elendighed med geopolitisk konfrontation, ud af den barbariske opfattelse, at alt er et nulsumsspil, og at man altid har brug for en fjende. Vi er nået til et punkt i historien, hvor vi absolut er nødt til at nå frem til et nyt paradigme, der tager udgangspunkt i idéen om én menneskehed først og derefter samler alle nationers interesser med den ene menneskeheds interesser.

»Vi må skabe en ny æra i menneskehedens historie, baseret på helt nye aksiomer, ikke dem fra den gamle orden, som netop er imploderet. Til det har vi brug for en ny global sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der tager hensyn til alle nationers eksistentielle interesser på kloden. Det er kulturens forringede eller ophøjede karakter, der bestemmer, hvordan vi tænker. Det nødvendige nye paradigme kræver, at vi erstatter den nuværende uvidenhed, ligegyldighed og direkte chauvinisme over for andre kulturer med nysgerrighed, interesse, viden og endda kærlighed til de forskellige kulturer på planeten.”

Berlin-konferencen var udformet med dette formål for øje. I løbet af de to dage var der fire paneldiskussioner med præsentationer og diskussioner, som alle blev indledt med musik. Den første aften var der koncert. Titlerne på de enkelte paneldiskussioner angiver fokus:

• Panel 1: Samarbejdet mellem BRIKS og Europa om gennemførelse af Oase-planen og Agenda 2063 for Afrika
• Panel 2: Strategiske udfordringer og den nye verdensorden, der er ved at opstå
• Panel 3: Videnskabelige udfordringer i det nye paradigme
• Panel 4: Skønheden i kulturel mangfoldighed og ungdomens rolle i udformningen af de næste 50 år af menneskeheden

Tusinder fulgte konferencen live online på internationalt plan, og der var kun ståpladser tilbage til de omkring 250 tilhørere, der mødte op på konferencestedet i Berlin. De fire paneler, to hver dag, havde 34 talere på listen, der repræsenterede 10 lande fra Europa, Afrika, Asien og Amerika. Talerne omfattede videnskabsfolk, ingeniører, faglærte arbejdere, diplomater, højtstående embedsmænd, strategiske analytikere, unge fredsaktivister, musikere og andre med særlige specialer.

John Quincy Adams Brigade
Op til konferencen var der en bemærkelsesværdig international indsats. Fra midten af juni rejste et team på omkring 15 frivillige fra Nordamerika, der var præget af en stærk ungdomsgruppe, til Berlin og Paris for at hjælpe med at organisere i disse byer i nedtællingen til begivenheden i Berlin den 12.-13. juli.

Delegationen, der omfattede repræsentanter fra et halvt dusin amerikanske stater samt Mexico og Canada, kaldte sig John Quincy Adams Brigade med det formål at genoplive de bedste traditioner for transatlantisk samarbejde i modsætning til de imperiale tendenser, der for nylig er kommet til udtryk.

Momentum i Mandelas ånd
Dr. Naledi Pandor, tidligere sydafrikansk minister for internationale relationer og samarbejde (maj 2019-juni 2024) og nuværende formand for Nelson Mandela Foundation, talte (via internet) i det første panel og opfordrede i diskussionen på rørende vis folk til at skabe momentum og handle i »Mandelas ånd«. Den 18. juli er Nelson Mandela International Day, og Dr. Pandor opfordrede folk til at ære hans liv og arv ved at handle, som han sagde, vi skulle gøre.

En deltager spurgte hende: »Hvad er din motivation for at udtrykke håb på denne konference?« Dr. Pandor sagde, at vi alle må bidrage til momentum for positive forandringer. »Jeg er kommet væk fra at give skylden.« Vi må rekruttere og tiltrække mennesker og »uddanne aktivister.«

Dr. Pandor roste Schiller Instituttets arbejde og sagde, at det »bringer stemmen for frihed, retfærdighed, fred og sikkerhed til Berlin.« Det lederskab, som Zepp-LaRouche og Schiller Instituttet udviser, »giver os et klart grundlag for at forfølge de mål, jeg har nævnt. Jeg håber, at du vil slutte dig til Schiller Instituttet i denne vigtige indsats, og jeg ser frem til at se konklusionerne for en massiv vækst i Den Internationale Fredskoalition.«



En tostatsløsning for Israel og Palæstina, ikke en endelig løsning

Følgende erklæring er skrevet til det kommende FN-møde om tostatsløsningen for Israel og Palæstina.

Den 28.-29. juli 2025 afholder Frankrig og Saudi-Arabien en konference om en tostatsløsning for Israel og Palæstina. Konferencen var oprindeligt planlagt til midten af juni, men blev udsat på grund af modstand fra pres fra modstandere.

Den franske præsident Emmanuel Macron, der har udtalt sig til fordel for tostatsløsningen og ladet rygter cirkulere om, at Frankrig måske endda vil benytte konferencen til endelig at anerkende staten Palæstina, har nu efter sigende besluttet ikke at deltage.

I 1975 foreslog den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouche sin Oase-plan for at adressere de fælles geologiske realiteter for befolkningerne i Israel og Palæstina, der bor i et tørt område, hvor tre kontinenter mødes. Den væsentlige udvikling af vandinfrastruktur for at få ørkenerne til at blomstre og transportforbindelser for at muliggøre blomstrende handel og produktion var centrale elementer i hans vision for de økonomiske udviklingsplaner, der var nødvendige for at nå frem til politiske løsninger.

Det folkemord, som den israelske regering begår mod det palæstinensiske folk, finder sted på baggrund af en bredere konflikt. NATO fører krig mod Rusland og bruger Ukraines territorium som slagmark og Ukraines befolkning som “brug og smid væk”-redskaber til at besejre Moskva. Anglo-amerikanske militærplanlæggere og »tænke«-tanke kræver, at konflikten med Rusland afsluttes hurtigt, så de kan rette blikket mod Kina.

Det Britiske Imperium, i sin seneste form af finansiel og social imperialisme støttet af amerikansk militær magt, fører en politik med generel krigsførelse og puster til konflikter rundt om i verden, fordi det er rædselsslagen over det enorme potentiale for forandring, der vil følge med det allerede længe ventede sammenbrud af det transatlantiske finansielle system.

Hvilke handlinger kan der iværksættes for at standse Israels væmmelige forbrydelser og bringe verden på rette spor mod en ny æra med fredeligt win-win samarbejde, i stedet for den nulsumstænkning, der i øjeblikket dominerer den udbredte europæiske tankegang?
Israel – sammen med dets medskyldige, såsom USA og Storbritannien – må stilles til ansvar for sine forbrydelser. FN’s Sikkerhedsråd har vist sig ude af stand til at handle, men det internationale samfund, herunder Generalforsamlingen, har magten til at tvinge Israel til at standse sit morderiske rasen.

FN’s Generalforsamlings resolution 377 (V) fra 1950 om »Enhed for fred« [ESS] giver mulighed for at indkalde særlige hastesessioner i Generalforsamlingen for at behandle sikkerhedsspørgsmål, som FN’s Sikkerhedsråd ikke har været i stand til at adressere. 11 sådanne møder har været indkalt, hvoraf fem har fokuseret på Israels handlinger, herunder det første ESS om Suez-krisen i 1956. FN’s Generalforsamling opfordrede direkte til militære foranstaltninger for at bringe konflikten til ophør.

Overvej den rolle, FN spillede i afskaffelsen af apartheidstaten Sydafrika:

I 1962 vedtog FN’s Generalforsamling resolution 1761, der skarpt kritiserede Sydafrikas regering for dens afvisning af at opgive sin racepolitik, krævede, at den efterkom Generalforsamlingens og Sikkerhedsrådets resolutioner om at gøre dette, og formelt anmodede FN’s medlemsstater om at træffe foranstaltninger for at tvinge Sydafrika til at opgive sin racistiske politik.

Kravene var omfattende: Landene blev opfordret til at afbryde de diplomatiske forbindelser med Sydafrika, lukke deres havne for skibe under sydafrikansk flag og forbyde deres egne skibe at anløbe sydafrikanske havne, boykotte varer fra Sydafrika, indstille al våbensalg til landet og nægte sydafrikanske fly tilladelse til at flyve i deres luftrum.

Den 30. september 1974 stemte FN’s Generalforsamling med overvældende flertal for at afvise den hvide sydafrikanske delegations akkreditiver. Generalforsamlingen bekræftede dette den 12. november, da den igen stemte med stort flertal for at opretholde beslutningen.

Den 4. november 1977 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 418, som gjorde det obligatorisk for alle medlemsstater at indføre våbenembargo mod Sydafrika.

Den historiske succes for den internationale kampagne for boykot, disinvestering og sanktioner mod Sydafrika – som afsluttede sin racepolitik og blev et demokrati i 1990’erne – har ført til opfordringer til at lægge samme pres på Israel under akronymet BDS.

Sydafrika er ikke det eneste historiske præcedens for at betragte Israel i dag. Vi må også se på Tyskland fra 1930’erne til 1945.

Ehud Olmert, tidligere premierminister i Israel (2006-2009), reagerede på israelske planer om at etablere en »humanitær by«, som palæstinensere ville få lov til at komme ind i, men ikke forlade (undtagen til andre lande): »Det er en koncentrationslejr.«

»Hvis de [palæstinenserne] bliver deporteret til den nye ›humanitære by‹, kan man sige, at det er en del af en etnisk udrensning,« sagde han til The Guardian. »Når de bygger en lejr, hvor de [planlægger at] ›rense‹ mere end halvdelen af Gaza, så er den uundgåelige forståelse af strategien [at] det ikke er for at redde [palæstinenserne]. Det er for at deportere dem, skubbe dem og smide dem væk. Det er i hvert fald den eneste forståelse, jeg har.«

»Jeg kan ikke lade være med at beskylde denne regering for at være ansvarlig for begåede krigsforbrydelser,« tilføjede han.

Den 15. juli 2025 offentliggjorde New York Times en kronik skrevet af Dr. Omer Bartov, en forsker i folkedrab og Holocaust, under titlen »Jeg er folkedrabsforsker. Jeg ved det, når jeg ser det.« Bartov, der er født i Israel, underviser nu på Brown University. Han skriver:

Min uundgåelige konklusion er blevet, at Israel begår folkedrab på det palæstinensiske folk. Da jeg er vokset op i et zionistisk hjem, har boet den første halvdel af mit liv i Israel, har tjent i IDF som soldat og officer og har brugt det meste af min karriere på at forske i og skrive om krigsforbrydelser og Holocaust, var det en smertefuld konklusion at nå frem til, og en konklusion, som jeg modsatte mig så længe jeg kunne. Men jeg har undervist i folkedrab i et kvart århundrede. Jeg kan genkende det, når jeg ser det.

Den 18. juli blev etableret i 2009 af FN som »Nelson Mandela International Day«, og arrangørerne opfordrer alle i verden til at markere fødselsdagen for den store sydafrikanske statsmand og præsident ved at tage skridt til at bekæmpe fattigdom og ulighed.
Sydafrika har stået op for verdens moralske samvittighed ved at anklage Israel for folkemord ved Den Internationale Domstol, hvis dommere anser påstandene i henhold til folkemordskonventionen for at være »plausible« og har krævet gennemførelse af midlertidige foranstaltninger til beskyttelse af det palæstinensiske folk.

Lad os alle handle for at skabe den så nødvendige økonomiske udvikling gennem Oase-planen for Israel og Palæstina og de ti principper for en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche har foreslået.

Handling, og handling nu
Vi kræver

1. At FN og det internationale samfund handler for at tvinge Israel til at standse folkemordet, ligesom de handlede for at tvinge forandringer igennem i den sydafrikanske apartheidstat.

2. At der ydes massiv humanitær hjælp til Gaza gennem effektive organisationer, herunder en genoprettet UNRWA.

3. At regeringerne støtter en regional udviklingsplan, som f.eks. LaRouches Oase-plan, og ikke den forkastelige »humanitære by«, som Israel har foreslået.

4. At Palæstina anerkendes af FN’s Generalforsamling og bliver fuldgyldigt medlem af FN.



POLITISK ORIENTERING med formand Tom Gillesberg den 8. juli 2025:
BRIKS-topmødet i Brasilien på vej mod Schiller Instituttets konference i Berlin næste weekend.

Schiller Instituttets Berlin konferencen har titlen:

»Mennesket er ikke en ulv for mennesket«
For et nyt paradigme i internationale relationer!

Se Schiller Instituttets Berlin konference live eller senere her på vores danske hjemmeside: link

eller her på Schiller Instituttets engelske YouTube kanal: link




Menneskets overlevelse er ikke uundgåelig, men det er udryddelse heller ikke

af Jason Ross (EIRNS) — 26. juni 2025

I dag, den 26. juni 2025, er det 80 år siden, at FN-pagten blev underskrevet i San Francisco. Vil der være en 90-års jubilæum? I præamblen, indledningen, til FN’s pagt angives formålet med oprettelsen af FN: »at frelse kommende generationer fra krigens svøbe, som to gange i vor levetid har bragt usigelige lidelser over menneskeheden; på ny at bekræfte troen på fundamentale menneskerettigheder, på menneskets personlige værdighed og værd, på mænds og kvinders såvel som store og små nationers lige rettigheder; at skabe vilkår, hvorunder retfærdighed og respekt for de forpligtelser, der opstår ved traktater og andre kilder til mellem folkelig ret, kan opretholdes; og at fremme sociale fremskridt og højne levevilkårene under større frihed«.

For at nå disse mål blev De Forenede Nationer enige om »at udvise fordragelighed og leve sammen i fred med hverandre som gode naboer; at forene vore kræfter til opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed; at sikre, ved anerkendelse af grundsætninger og fastlæggelse af fremgangsmåder; at væbnet magt ikke vil blive anvendt undtagen i fælles interesse; og at anvende mellemfolkelig organisation til befordring af økonomiske og sociale fremskridt for alle folkeslag.«

Disse forpligtelser blev indgået i kølvandet på to verdenskrige, der kostede millioner af menneskeliv og omfattede unødvendig brug af masseødelæggende atomvåben mod mål i Japan.

I hvilke lande, i hvilke samfund, er forpligtelser som dem, der inspirerede udarbejdelsen af FN-pagten, aktive i dag?

Vil vi som global civilisation handle på grundlag af lovgivning, der er udviklet gennem kreativ fornuft, eller som barbarer, der handler på grundlag af (flygtig) magt?

I diskussionen om retfærdighedens natur, der udspiller sig i Platons Staten, fortæller sofisten Thrasymachus Sokrates, at retfærdighed »ikke er andet end fordelen for den stærkeste«. Han mener, at moralske værdier er socialt konstruerede traditioner snarere end principper, der er opdaget gennem fornuft. Han tror kynisk, at magt giver ret.

Det er den situation, verden befinder sig i dag. På trods af Israels og USA’s påstande om, at deres angreb på Iran og dets atomanlæg var selvforsvar, krænker de faktisk international ret. De to nationers angreb på atomanlæg, der overvåges af Det Internationale Atomenergiagentur, sætter spørgsmålstegn ved hele traktaten om ikke-spredning af kernevåben. EU og det anglo-amerikanske NATO fordømmer højlydt Rusland for at »krænke Ukraines territoriale integritet«, men er tavse, ja endda støttende, når Iran bliver angrebet ulovligt.

Hvor fører dette hen? Er det muligt at krænke naturloven for at hævde magt i tjeneste for ens egne mål? Kan et sådant samfund overleve? For at omskrive og derefter citere Lyndon LaRouche i hans artikel fra 28. maj 1998, »The Substance of Morality«: Et demokrati, hvor overbevisninger holdes fast i (eller i det mindste tilsluttes) af frygt, hvor den folkelige opinion bliver grundlag for tænkning, hvor “sandheden ikke længere er standarden for udformningen af politik. Således er tilstanden i et samfund, der har mistet den moralske egnethed til at overleve, tilstanden i et demokrati, der ikke længere enten fortjener at overleve eller vil overleve …

»Hvor er de mænd og kvinder, der er egnede til at føre os ud af denne fare?« afslutter LaRouche. »Hvor er de, der vil lede os på vejen mod sikkerhed, vejen mod et styre baseret på principperne om sandhed og retfærdighed, ikke ›folkelig opinion‹?« Man vil finde nogle af »de mænd og kvinder, der er egnede til at føre os ud af denne fare« i Den Internationale Fredskoalitions møde den 27. juni, som vil omfatte Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, CIA-veteranen Graham Fuller, den israelske fredsaktivist og tidligere Knesset-medlem Mossi Raz samt flere.

Billede: Vil FN kunne fejre sin 90-års fødselsdag? Credit: UN Photo/Rick Bajornas




Sammenbruddet af den internationale retsorden

25. juni 2025 (EIR Strategic Alert, Wiesbaden) — Hvordan den akutte krise omkring Iran vil udvikle sig, er på nuværende tidspunkt stadig meget usikkert. Præsident Trump proklamerede sent på dagen den 23. juni (Washington-tid), at Israel og Iran havde indgået en våbenhvile, og at krigen snart ville slutte. Men som vi ved, er hans udtalelser ikke pålidelige. I virkeligheden kan situationen hurtigt eskalere til global krigsførelse med den deraf følgende fare for brug af atomvåben (jvf. Schiller Instituttets erklæring Vil der være atomart fyrværkeri den 4. juli? International flyveblad), og i hvert fald med enorme ødelæggelser og tab af menneskeliv i hele det sydvestlige Asien.

Det er dog sikkert, at de hidtil usete amerikanske angreb med bunkerbusters mod uranberigelsesanlæg i Iran, som blev beordret af præsident Trump og udført midt om natten den 22. juni i Iran, betyder et fuldstændigt sammenbrud af den internationale retsorden, som vi kender den. Der kan ikke være nogen tvivl om, at denne aggression – selv om Teheran og alle de vigtigste aktører på forhånd var blevet informeret om, hvad der ville ske, og selv om skaden var mere symbolsk end reel – ikke havde noget grundlag i den internationale ret eller i FN-pagten. Dette var naturligvis ikke det første tilfælde af denne art, men det var det mest vidtrækkende. De amerikanske angreb følger i kølvandet på den ulovlige aggressionskrig, som Israels vanvittige regime har indledt mod Iran, og det forfærdelige folkemord, som det internationale samfund har tolereret i Gaza i 18 måneder.

Beslutningen fra Trump-administrationen var så meget mere svigefuld, da Donald Trump netop havde givet de iranske ledere en frist på to uger til at genoptage forhandlingerne, som de kun havde afbrudt efter de massive overraskelsesangreb, som Israel havde iværksat en uge tidligere (med Washingtons grønne lys), og efter at israelerne havde dræbt en af de ledende iranske forhandlere!

Men man må ikke glemme europæernes og Det Internationale Atomenergiagenturs ansvar. Det var Storbritannien, Frankrig og Tyskland, der den 12. juni tog initiativ til en resolution i IAEA, som derefter blev støttet af USA, og som beskyldte Iran for ikke at overholde sine atomare forpligtelser, for at retfærdiggøre de israelske angreb, der blev iværksat dagen efter. Som IAEA’s chef, Rafael Grossi, senere indrømmede den 18. juni, har hans agentur »ingen beviser« for, at Iran har udviklet en atombombe. (Ifølge insideren Alastair Crooke er den software, som IAEA bruger til at vurdere atomtrusler, et AI-program leveret af Palantir, selskabet ejet af krigshøgen Peter Thiel, som blev finansieret af CIA.)

Ikke desto mindre er der diplomatiske bestræbelser i gang for at sætte en stopper for optrapningen, både fra nogle medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, nemlig Kina, Rusland og Pakistan, og fra Organisationen for islamisk Samarbejde med sine 57 medlemslande.

I USA selv er modstanden mod krigspolitikken fra Det Demokratiske Partis pampere rent opportunistisk, men folkelige protester, forudsat at de vokser, vil have større sandsynlighed for at overbevise Donald Trump om at gennemføre sit løfte om at afslutte USA’s engagement i evige krige, især hvis det kommer fra hans MAGA [Make America Great Again]-bevægelse.

Det kaos og sammenbrud af den nuværende orden, som nu er åbenlyst for alle, har én positiv side, nemlig at det kan fremskynde fremkomsten af en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur.




Eneste løsning på krigsoptrapning:
Indgriben for en ny verdensøkonomisk, sikkerhedsmæssig arkitektur

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 23. juni 2025

Sidste nyt – Den amerikanske præsident Donald Trump udsendte omkring kl. 18 lokal tid i Washington en Truth Post, hvor han meddelte, at Israel og Iran har indgået en våbenhvile. Han indledte med ordene »TILLYKKE TIL ALLE!« og skrev, at våbenhvilen ville træde i kraft om seks timer, og at »krigen vil blive betragtet som afsluttet« om 12 timer. Den følgende opdatering, der blev skrevet før denne meddelelse, er stadig relevant.

I timerne siden USA’s bombning af Iran den 22. juni er optrapningen af krigsførelsen taget til. Tidligt i morges gennemførte Israel bølger af angreb for at slå det, de kalder »regimemål« i nationen med 92 millioner indbyggere, ud af drift, mens Iran affyrede missiler mod Israel. I dag affyrede Teheran omkring 14 missiler mod den amerikanske militærbase Al Udeid i Qatar som gengældelse for USA’s weekendangreb på Iran. Dette er hovedkvarteret for det amerikanske centralkommando i regionen. Søndag aften den 22. juni vedtog det iranske parlament, at regeringen vil lukke Hormuz-strædet, hvor 20 % af verdens oliehandel passerer. Præsident Trump truede Iran med konsekvenser, hvis det blev gjort. Og således går det.

Detaljerne om de militære udvekslinger er grimme. Israels angreb var rettet mod adgangsveje til Fordow-komplekset, Evin-fængslet i Teheran og steder, der er forbundet med den iranske revolutionsgardes funktion. Israels forsvarsminister Israel Katz glædede sig over, at angrebet ramte »Irans hjerte«, og kommentatorer roste det for at give det iranske folk frihed til at skifte regering. I Qatar rapporteres det, at alle iranske missiler blev ødelagt eller faret vild, så ingen amerikanske soldater kom til skade, og præsident Trump kunne ligeledes hovere over, at Teheran er på vej til at kapitulere. Efter et møde med sit nationale sikkerhedsråd om eftermiddagen skrev han, at Iran på forhånd havde informeret USA om sit gengældelsesangreb, og at de nu måske »har fået det hele ud af deres ›system‹«. I mellemtiden udsendte det amerikanske udenrigsministerium søndag aften en verdensomspændende sikkerhedsadvarsel til alle amerikanske borgere på grund af »potentielle demonstrationer mod amerikanske borgere og interesser i udlandet.«

I virkeligheden er tre træk ved denne krise dramatisk tydelige: Den igangværende proces kan eskalere til global krigsførelse. For det andet er den internationale orden i opløsning. Enhver form for undskyldning eller beskyldning bruges til at begå grusomheder mod andre folk og nationer. For det tredje er der nu en åbenlys splittelse mellem på den ene side USA, Israel, Storbritannien og et par andre europæiske nationer og på den anden side resten af verden.

Der er hektiske diplomatiske bestræbelser i gang. På søndagens ekstraordinære møde i FN’s Sikkerhedsråd den 22. juni talte ledere fra mange nationer imod USA’s og Israels krigsførelse. Et udkast til en resolution, der opfordrer til våbenhvile, blev sat i omløb af Kina, Rusland og Pakistan, og det er i dag åbent for ændringsforslag, og der forventes en afstemning snart. Organisationen for islamisk Samarbejde, der har 57 medlemslande, udsendte en 33-punkts erklæring, der bl.a. indeholdt en fordømmelse af angrebene på Iran og en opfordring til våbenhvile og nedtrapning. I går offentliggjorde Brasiliens præsident Lula da Silva en erklæring fra Brasiliens udenrigsministerium, hvori han udtrykte »alvorlig bekymring over den militære optrapning i Mellemøsten« og videre fremhævede »krænkelsen af Irans suverænitet og folkeretten. Et væbnet angreb på atomkraftanlæg er en åbenlys overtrædelse af De Forenede Nationers pagt og reglerne i Det Internationale Atomenergiagentur.«

Den iranske udenrigsminister Abbas Araghchi rejste fra OIC-mødet i Istanbul til Moskva, hvor han i dag mødtes med præsident Vladimir Putin. Det russiske udenrigsministerium udsendte i dag en erklæring, hvor det ikke kun »fordømmer aggression« fra USA og Israel, men også sætter fokus på verdenssituationen. »Der er tale om en farlig underminering af den globale og regionale sikkerhed med langsigtede, yderst skadelige konsekvenser, herunder for handel og økonomiske forbindelser, for luft-, sø- og anden kommunikation og sidst, men ikke mindst, for ikke-spredningsregimet.«

Helga Zepp-LaRouche, leder af Schiller Instituttet, sagde om denne krise, at det eneste middel er en ny sikkerhedsarkitektur. Hvis man ser på »helheden« af de nuværende kriser, hvor vi befinder os i en situation, hvor visse nationer og ledere tager ensidige skridt, der håner selve begrebet om international adfærd, der respekterer retsstatsprincippet, står vi over for kaos og en optrapning mod en atomar holocaust. Dette må stoppe.

I går tog den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov også dette punkt op. Han talte om, hvordan en nation, der hævder retten til selvforsvar uden hensyntagen til FN-pagten, fører til sammenbrud. »Hvis alle lande fortolker retten til selvforsvar, fastsat i FN-pagten, som ›jeg bestemmer selv, hvornår jeg bruger denne ret, og jeg vil ikke se på pagten‹, vil der naturligvis ikke være nogen verdensorden, men fuldstændig kaos,« sagde han til VGTRK-journalisten Pavel Zarubin. Schiller Instituttet har den 22. juni udsendt en advarselserklæring med titlen: »Vil der være atomart fyrværkeri omkring den 4. juli?«, som nu cirkulerer på mange sprog og steder over hele verden. Deltag i mobiliseringen!




Vil der være atomart fyrværkeri den 4. juli? International flyveblad

22. juni 2025 — (LaRouche-organisationen) Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet, udtalte: »Da det uprovokerede angreb på Iran, først fra Israel og derefter fra USA, ikke kun ødelægger det internationale retssystem, men også har sat os på kurs mod 3. verdenskrig, opfordrer jeg alle mennesker med god vilje over hele verden til at offentliggøre og udbrede denne erklæring fra LaRouche-organisationen i USA i enhver mulig form og hjælpe os med at mobilisere en international, forenet fredsbevægelse i alle lande på kloden.«

Dit liv kan på få dage eller uger ende i en »utilsigtet atomkrig«, udløst af nedkastningen af et taktisk atomvåben over Iran, enten af et rebelsk Israel eller af USA eller af Israel med USA’s samtykke.

Hvad der kommer til at ske [efter USA bombede Iran den 21. juni -red.], vil afhænge af rapporterne om, hvorvidt anlæggene er blevet ødelagt eller ej.

Her er et spørgsmål: Hvis anlæggene ikke blev ødelagt, eller hvis Iran meddeler, at det er i stand til at genopbygge dem, hvad vil der så ske? Vil anvendelsen af taktiske atomvåben være det næste skridt?

Drivkraften bag disse begivenheder ligger ikke i »Mellemøsten«. Den ligger i den globale forskydning af den økonomiske magt væk fra de fallerede transatlantiske NATO-lande i ›Anglosfæren‹, der er beboet af de »gyldne milliarder«, til de syv milliarder andre mennesker i verden, som BRIKS-landene er typiske eksempler på. Iran, der er medlem af BRIKS, ønsker atomkraft, ikke atomvåben. Krigspartiets hensigt er at bruge USA, der engang var en antiimperialistisk nation, som en rambuk mod BRIKS-landene, begyndende med Iran.

Med sit angreb på Iran har USA afvist det, som landets største diplomat, præsident John Quincy Adams [1767–1848], karakteriserede som dets egentlige natur:

»(Amerika) drager ikke ud i verden for at søge monstre at tilintetgøre… Den ved udmærket, at hvis den en gang indrullerer sig under andre faner end sine egne… vil den indblande sig i alle interessekrige og intriger, som den ikke kan frigøre sig fra… De grundlæggende principper i dens politik vil umærkelig ændre sig fra frihed til magt… Den kan blive verdens diktator. Den vil ikke længere være hersker over sin egen ånd.«

Ved at bryde sit løfte om at holde USA ude af enhver krig er præsident Donald Trump nu faldet i kløerne på krigspartiet.

Hvis du tror, det betyder »israelerne«, tager du fejl. De er tændstikken, men hvem tænder ilden? Er det den rolle, Tony Blair, Jonathan Powell, Sir Richard Dearlove, Sir Peter Mandelson og andre fra City of London spiller i Washington lige nu?

Er vi vidne til en gentagelse af Londons rolle i starten af Irak-krigen, især ved at give George Bush hans berygtede seksten ord – »Den britiske regering har erfaret, at Saddam Hussein for nylig har forsøgt at skaffe sig betydelige mængder uran fra Afrika« – når der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben i Irak? Er dette lignende den rolle, som det britiske forsvarsministerium gennem sit Project Alchemy har spillet i angrebene dybt inde på russisk territorium, som også truer med atomkrig?

Israel har atomvåben og termonukleare våben og har haft dem i over 60 år. Den grimme, åbne hemmelighed er grunden til, at nationer som Iran, uanset hvad man måtte mene om deres politik, har handlet, som de har. Hvis de iranske anlæg faktisk ikke blev ødelagt, er faren, at en eller anden galning fra Pentagons indre nu vil foreslå, at »den eneste ›sikre‹ vej frem er at bruge ›taktiske‹ atomvåben«.

Stop og tænk over, hvad følgende rapport fra Newsweek den 20. juni faktisk betyder. »Trump-administrationen har ikke taget noget ›af bordet‹, herunder brugen af taktiske atomvåben, hvis den beslutter at iværksætte militære aktioner mod det iranske underjordiske atomanlæg i Fordow, rapporterede Fox News med henvisning til en embedsmand i Det Hvide Hus.« Som svar på disse rapporter sagde Kremls talsmand Dmitry Peskov det eneste ansvarlige: »Der har været mange spekulationer. Det ville være en katastrofal udvikling, men der er så mange spekulationer, at det faktisk er umuligt at kommentere dem.«

Uanset hvad man får at vide af Det Hvide Hus, Pentagon eller nogen anden, findes der ikke noget sådant som brug af et »taktisk« atomvåben. Med ordene fra Annie Jacobsen, forfatter til Nuclear War: A Scenario: »Hvis der udbryder atomkrig, slutter den ikke, før der er sket en atomholocaust. Og det sker så hurtigt. Der er ikke tid til at løbe til din hemmelige bunker.«

Hvad gør Rusland, hvis USA eller Israel affyrer den første atombombe siden Hiroshima og Nagasaki for 80 år siden? I sidste uge skrev den amerikanske ambassadør i Israel, Mike Huckabee, til præsident Trump: »Ingen præsident i min levetid har været i en position som din. Ikke siden Truman i 1945.«

Lad det være klart: Præsident Trumans nedkastning af atombomben i 1945 var ikke afgørende for at afslutte krigen. Nedkastningen af bomben på et allerede kapitulerende Japan var nødvendig for at indlede den næste verdenskrig, som var planlagt af Storbritanniens Winston Churchill en måned efter Franklin Roosevelts død i april 1945. I maj foreslog Churchill »Operation Unthinkable«, en plan om straks at atombombe Sovjetunionen med amerikansk-fremstillede bomber for at »påtvinge USA’s og det Britiske Imperiums vilje«, som det hedder i selve planen.

Brug af atomvåben har altid været forkert, har aldrig været nødvendigt og er aldrig andet end et redskab for imperial magt. Vi, folket i USA, og vi, verdens befolkning, må stoppe regeringernes og fanatikernes vanvid. Nationerne i den Globale Majoritet, og især BRIKS-nationerne, som Iran er medlem af, må få deres stemmer hørt. Nationer bør ikke bringes til den konklusion, at den eneste måde at bevare og forsvare deres suverænitet på er at bygge atomvåben.

I Sydvestasien har vi brug for et konsortium af regionale lande, der samarbejder med USA, Rusland og Kina om at skabe en atomvåbenfri zone, som skal omfatte Israels tiltrædelse af IAEA [Det Internationale Atomenergiagentur] og underskrivelse af ikke-spredningstraktaten, som Iran har gjort. Et hasteprogram for fredelig anvendelse af atomkraft som energikilde, til afsaltning af vand og andre formål, må omfatte alle nationer i regionen. En ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur baseret på diplomati, ikke attentater og krig, må være resultatet af de handlinger, der træffes i de kommende timer og dage.

Den kommende periode er farligere end tiden under Cuba-krisen. Nu er det tid til at handle. Send denne besked videre. Diskuter den på alle mulige måder. Ring til Kongressen og gå hen til deres kontorer. Læs og del de Ti principper for en ny sikkerheds- og Udviklingsarkitektur, som Helga Zepp-LaRouche har foreslået.

Det er op til folket at redde sig selv og civilisationen ved at sige fra og handle. Verden har brug for at høre frie borgere sige: »Nej til attentater, regimeskift og atomkrig!« Det er på tide at ændre vores verden, før der ikke er nogen verden tilbage at ændre.




Ægte borgere i alle nationer kræver fred:
Den Internationale Fredskoalitions møde nr. 107, fredag den 20. juni 2025

Helga Zepp-LaRouches åbningstale:

Lad mig først byde jer alle velkommen. Jeg tror, vi alle deler den absolutte rædsel over, at vi stadig sidder på randen af det, der kan blive 3. verdenskrig. Jeg overdriver ikke faren det mindste. Det er meget svært at være rolig, når man har USA’s præsident, præsident Trump, der siger: “Jeg vil måske slutte mig til Israel i bombningen af Iran; måske gør jeg det ikke. Ingen ved, hvad jeg vil gøre.” Det ved han åbenbart ikke selv. Hvis man tænker over, hvad konsekvenserne af dette ville være, og hvor skrøbeligt det, der er tilbage af verdensfreden, er, kan jeg kun fortælle, at mange mennesker, vi har talt med de sidste dage, er fuldstændig usikre og forfærdede. Vi har modtaget flere e-mails til vores kontor fra mennesker, der siger, at de tager på ubegrænset ferie; de tager til et område, der geopolitisk set ikke er i fare for at blive inddraget i denne konflikt. Men som de relevante eksempler fra Anden Verdenskrig viser, er der ingen sikre steder, når man først er kommet ind i denne krigsdynamik.

Den umiddelbare fare ville være, hvis USA blev trukket ind i bombningen af Iran. USA har disse bunkerbuster-bomber, meget tunge bomber, som trods deres størrelse endnu ikke er tilstrækkelige til at eliminere Irans atomfaciliteter, som ligger 80 meter under jorden i bjergene forskellige steder. De er heller ikke lette at ramme, fordi den nøjagtige placering ikke er kendt, da de kan ligge et stykke fra indgangen i en vinkel til siden. Så det er en meget farlig situation. Hvis man kommer ind i denne dynamik, vil den endelige fase naturligvis være, at Israel kan bruge en atombombe eller flere atombomber til at eliminere de iranske atomanlæg. Nu eskalerer det også, fordi den israelske forsvarsminister Katz har fremsat en åben trussel om at myrde den øverste leder [Ali Khamenei] og sagt, at han har mistet sin ret til at eksistere, hvilket er et sprog, der allerede er hårrejsende. Hvis man ser på det store billede, følger det der sker i Mellemøsten, gamle drejebøger. Uanset hvad præsident Trump tror, han gør, er det ikke hans egen beslutning. Lige nu følger alle begivenhederne drejebogen for politikken, som oprindeligt blev skrevet af Richard Perle og Douglas Feith under titlen »Clean Break«, der var de neokonservatives svar i 1996 på præsident Clintons Oslo-aftaler. Desuden nævnte vi i sidste uge en rapport fra Brookings Institution fra 2009, en 170-siders rapport, der detaljeret beskriver alle de forskellige faser, der har ført til den nuværende krise, herunder indgåelsen af atomaftalen med Iran, JCPOA, som Obama indgik, som præsident Trump ensidigt har opsagt. Det fremgår også af Brookings Institution-rapporten, at dette ville føre til et påskud for at angribe Iran, hvilket er det, vi ser lige nu.

Det er også meget klart, at briterne har en særlig interesse i at holde denne konflikt i gang. Vi har ikke kun set briternes rolle i krigen i Ukraine, men også her. Premierminister Starmer har sat de britiske styrker i beredskab, og de forskellige tidligere chefer for MI6 er klart tilhængere af en optrapning. Det bør minde os om, at det umiddelbare mål med hele denne operation ikke kun er det, der sker i Mellemøsten, hvor man i »Clean Break«-scenariet havde udpeget syv nationer, hvor der skulle ske et regimeskifte: Det var Irak, Syrien, Iran, Libanon, Saudi-Arabien, Libyen og de palæstinensiske besatte områder. Man kan se, hvor de fleste af disse lande – med undtagelse af Saudi-Arabien – ligger; Iran ville være det sidste på listen. Libyen er en fuldstændig mislykket stat, Syrien lider den dag i dag, og Libanon er naturligvis i en forfærdelig tilstand.

Så dette var en politik for fuldstændig ødelæggelse. Men regimeskiftet i regionen var ikke det eneste mål. Vi skal naturligvis huske, at det britiske Overhus havde sagt, at de ville gøre alt for at forhindre der nogensinde kom en anden Trump-regering [»U.K. Foreign Policy in a Shifting World Order«, december

2018 –red.] Da de ikke kunne forhindre det, forsøger de naturligvis at undergrave det så hurtigt som muligt. Desværre er hele denne operation allerede kommet langt i den retning, hvilket man kan se i lyset af, at halvdelen af præsident Trumps vælgerbase nu næsten vender ham ryggen. MAGA-basen mener, at dette er et forræderi, fordi Trump havde lovet, at han ville afslutte alle krige og ikke starte nye. Nu er han ved at føre USA ind i en krig, der kan blive atomkrig.

Desuden ser Trump ikke ud til at lytte til de mennesker i sit kabinet, som han havde udnævnt til at modarbejde neokonservative. Hans første regering havde i vid udstrækning fejlet, fordi han ikke kunne besejre de britiske bestræbelser på at destabilisere ham med Russiagate-operationen, som viste sig at være en komplet forfalskning, hovedsageligt på grund af det faktum, at hele Trump-apparatet var inficeret med neokonservative på alle mulige niveauer. Trump forsøgte at modsætte sig det denne gang ved at udnævne personer som Tulsi Gabbard, Kash Patel og J.D. Vance, der synes at være på hans side. Men der er stadig den neokonservative fraktion, der bevæger sig i den anden retning. Så da Tulsi Gabbard i februar orienterede om efterretningstjenesternes rapport, at der ikke er nogen tilkendegivelser af, at Iran er ved at forberede sig på at bygge en atombombe – og hun gentog det for nylig – var Trump meget afvisende og sagde, at han ikke tror, hun ved, hvad hun taler om. Det er meget bekymrende, og det sætter også en anden vinkel på den video, som Tulsi Gabbard lavede, da hun kom tilbage fra sin rejse til Hiroshima, hvor hun på den mest barske måde og med fremragende optagelser viste, hvad en atomkrig ville medføre. Nemlig at den ville brænde alle borgere og udslette alle byer i USA og resten af verden. Jeg synes, vi absolut skal fortsætte med at bruge hendes video samt tidligere videoer, vi har vist på den Internationale Fredskoalitions møder, om konsekvenserne af en atomkrig, for medmindre folk forstår, at vi taler om civilisationens undergang, hvis denne konflikt eskalerer, forstår de ikke rigtig, hvad det handler om.

Jeg synes ikke, det er for meget at sige, at vi befinder os i nogle absolut skæbnesvangre uger, for i næste uge er der NATO-topmøde. Oprindeligt havde NATO til hensigt at gå videre med sin globale NATO, at fortsætte med at opbygge NATO-blokken ved at trække alle mulige lande ind, der naturligvis er imod tanken om en multipolær verden. Det går ikke så godt, simpelthen fordi Trump er en usikkerhedsfaktor. Han har tidligere truet med, at USA måske vil trække sig ud af NATO; det ser ikke særlig sandsynligt ud lige nu. Men det er helt klart en uforudsigelig faktor, som vi netop har set på G7-topmødet i Canada. Trump rejste tidligt og viste dermed sin foragt for denne gruppe. Det kan ske igen på NATO-topmødet, men NATO vil helt sikkert styrke og bekræfte sin politik om, at der er disse permanente fjender, en direkte trussel, som nævnes i det dokument, der er ved at blive udarbejdet til topmødet, nemlig at Rusland er en sådan trussel. Derefter vil den fjendtlige holdning over for Kina helt sikkert blive opretholdt. Det er den slags geopolitisk tænkning, der er den virkelige trussel. For hvis det ikke er krigen i Ukraine, der løber løbsk, eller situationen i Iran, kan det meget vel blive den kommende krig med Kina, som vi ved, at nogle af disse mennesker er fast besluttede på at få i stand.

Situationen i Mellemøsten er i sig selv forfærdelig. Efter en uges bombardementer – missiler, droner, bomber – fra både Israel og Iran er der sket store ødelæggelser i Iran. Nogle af atomreaktorerne er blevet ramt. Den israelske side ser helt forfærdelig ud. Ifølge Scott Ritter er skaderne i form af ødelæggelse af infrastruktur, der allerede er sket, på mere end en halv billion dollars – det er 500 milliarder dollars. Og for et relativt lille land med kun 9,7 millioner indbyggere er det et stort slag for økonomien. Det viser meget tydeligt, at Israel risikerer sin egen eksistens med det, det gør; nogle siger faktisk, at det er en selvmordsmission.

Andre, som den tyske kansler Merz, støttede og bakkede op om den uprovokerede aggressionskrig, som Israel har indledt mod Iran. Han var meget hurtig til at sige, (at hvis det kommer til Rusland og

Ukraine, hvor der klart er en forhistorie, og hvor der i dette tilfælde absolut ikke var nogen provokation fra Irans side, der kunne have forårsaget det). Ikke desto mindre støttede kansler Merz det [det israelske angreb imod Iran] og brugte endda den utrolige formulering, at »Israel gør det beskidte arbejde for os«. Da jeg hørte denne formulering, sagde jeg: »Hvordan kan en civiliseret person, en tysk kansler, bruge et så fordærvet sprog, hvor tusinder af mennesker dør, hele menneskers eksistensgrundlag ødelægges; hvilken tankegang kan frembringe sådanne sætninger?« Det mindste, man kan sige, er, at det afspejler en meget tvivlsom, kolonial tankegang, at det bare er nogle lavere mennesker, som ikke er på samme niveau som os i Europa, mens man selv lever i den smukke have, som Josep Borrell udtrykte det for noget tid siden. Men russerne finder meget hårde ord til at karakterisere Merz, og siger direkte at dette er ånden i Tyskland for 80 år siden. Det er stærke ord, men jeg tror, det er den vej det går.

NATO-topmødet (24.-25. juni) er i næste uge, og den 6.-7. juli er der BRIKS-mødet i Rio de Janeiro. Der har netop været en telefonsamtale mellem præsident Trump og præsident Putin, hvor de drøftede situationen i Mellemøsten. De konkluderede, at de har identiske synspunkter, at de begge fordømmer Israels aggression, og at de begge gentager, at en diplomatisk løsning stadig er absolut mulig. Putin sagde især, at han er sikker på, at der kan findes en diplomatisk løsning, hvor både Irans legitime ret til at udvikle sin fredelige brug af atomkraft kan garanteres, så vel som Israels sikkerhed. Det er meget klart, at det der styrer Kina og Rusland er det som viceudenrigsminister Pankin netop udtrykte meget dramatisk. Han sagde, at det vigtigste i denne konflikt er at undgå en optrapning til 3. verdenskrig, fordi det ville være menneskehedens undergang.

Så jeg tror, at de fornuftige kræfter i verden bevæger sig i retning af den idé, at det vigtigste er at undgå 3. verdenskrig, for efter den ville der ikke være nogen tilbage til at reflektere over, hvorfor den fandt sted. Alle de smukke ting, menneskeheden har skabt siden sin begyndelse, ville være ugyldige. Der ville ikke være nogen til at lytte til Beethoven, ingen til at lytte til Shakespeare, fordi vi alle ville være døde. Jeg tror, vi virkelig må have en grafisk, realistisk fornemmelse af, at det er det vi taler om. Forhåbentlig vil BRIKS-topmødet komme med et tilbud, som jeg er sikker på, at de vil arbejde på. Hvis jeg skulle komme med et forslag, ville jeg helt klart sige, at BRIKS-topmødet skal fremsætte et tilbud om en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur i traditionen fra Den Vestfalske Fred, der indeholder en plan, som tager hensyn til alle landes interesser på kloden. Jeg tror, at hvis et sådant forslag kom fra BRIKS, ville det have de bedste muligheder for at blive taget op, fordi der er mange mennesker, der er ved at indse, at vi har nået et punkt, hvor der ikke er nogen vej tilbage, hvis vi ikke stopper.

Det er, hvad jeg kan sige foreløbig.

Læs Helga Zepp-LaRouches bidrag til diskussionen nedenunder på engelsk.
——————

Remarks During the Discussion:

ZEPP-LAROUCHE: I definitely want to thank Professor Siqueira, because I have been saying the whole time that the people from the Global South have to speak out loudly, because I’m absolutely certain that if the normal population in Germany, France, Italy, the United States would know that there is this tectonic change going where the countries of the Global South are fighting to over neo-colonialism forever and that they are in a position to do that because of the rise of China and the development of the alternative system represented by the Belt and Road Initiative, which happens to be in complete cohesion with what my late husband Lyndon LaRouche, and our movement have been fighting for. Not only fighting for, but we were among the architects of the Eurasian Land-Bridge; that was our proposal for a peace order for the 21st century after the end of the Cold War, when the Soviet Union disintegrated. So, I also think this call for a broad international peace movement, not just against nuclear war and war in general, but for development. I think if we could convince many people to get out in the streets and fight for a peace plan, like the Oasis Plan, but also for the development of Africa, of Latin America; I think that would be the real counter to the effort by the oligarchs to keep control. I know it’s much more difficult for people to conceptualize a beautiful vision of what the world could look like; for some reason, it seems to be much easier to go in the streets and say, “I’m against this; I’m against that.” But I think the real step to victory would be if people say, “No, the countries of the Global South have the right to have the same potential unfolding like we have enjoyed for so long in the Global North.” If people would recognize that that is the key issue of our time, I think then we would break the control of those, who are trying to manipulate and set people against each other all the time. So, I’m really calling for support of what you said in this respect.

Q: How do we keep the U.S. from joining in the strikes and get it to end all weapons exports, and instead, convert its defense plants to the purpose of building new industrial capacity and infrastructure for the American people?

ZEPP-LAROUCHE: I think the only way I can think of to immediately get out of this present crisis would be if the United States and European nations would just declare that they want to cooperate with the BRICS countries in developing the industrial infrastructure and agriculture in the Global South. If they would join hands and say, “Let’s have joint ventures,” all these problems would vanish.

Now, it’s clear that the present establishments are so hooked to their privileges which they think are married to the present system that you can’t expect them to do it. But I think given the fact that the United States is really falling apart if you look at the infrastructure, the living standard, the cultural situation, the mass shootings. I think there are now every four hours mass shootings in the United States, at least over last weekend. That means more than four people shot dead, not including the shooter, every four hours. If that is not a cultural collapse, then I don’t know what is. Likewise in Germany, the economy is just collapsing. This will accelerate because, unless the bubble of the monetarist financial system is corrected, this will get worse and worse.

I think the idea of a peace movement for development, which then would demand that the United States should engage in the same kind of industrial development program as we are proposing for the Middle East with the Oasis Plan, or the Africa development program. I think we need a movement for development, and I really want to put this out as a challenge to the participants of this peace coalition to start thinking that way. One very good place is, indeed, the upcoming Schiller Institute conference in Berlin at the beginning of July (6-7). There we will present an absolute blockbuster breakthrough program for development, which will exactly show that perspective and how the countries of the West can participate. So, I really would like you to make that mental jump. Not just fight against the war danger, but fight for the right for development of the Global South and the Global Majority. Let’s make a peace movement around that.

re Pedro Rubio question on presenting Iranian culture and history:

ZEPP-LAROUCHE: I think what people have to recognize is that Iran is not Iran; it’s actually Persia. Persia is one of those Asian nations that is very proud that they have a many thousand-year history with many poets, philosophers, and many technological discoveries. Persia was a leading nation along the ancient Silk Road. I fully agree with your approach that we absolutely need to make the culture of all of these nations known. If people know that there is an incredible wealth of poetry, painting. For example, Persian miniature painting is extremely beautiful; it’s one of the outstanding contributions to universal history. Once you start to know that, your whole perspective changes. I think one of the most urgent questions is the exchange and dialogue of cultures. Every nation should bring in their best traditions, the best that they have produced over the millennia. They should present it so others get to know it.

I think right now, we have a terrible cultural deprivation. The people who are only living in the here and now believe in whatever internet atrocity, pornography, violent videos and so forth that are being presented. But they know nothing about the at least 5,000 years of history of China, of India, of Persia, many other countries, Babylonia. The ancient Silk Road went through Syria; Damascus was a very important hub. All of these things are not known; and I fully agree that that is something which will bring down prejudices and stupidity which causes hostility. That will be one feature of our upcoming conference (July 6-7) in Germany. We will have an effort to portray the dialogue of civilizations through music and poetry. I think we will also keep talking—especially to our Chinese friends, because Xi Jinping has, from his own perspective, proposed the Global Civilizational Initiative. That is very much in tune with what we have been calling for, since the Schiller Institute came into existence. I will make sure this becomes much more prominent in the international discussion; along the line of a positive vision of what kind of a world we do want. Most people do not have the imagination to imagine it themselves; so I think we will go in the next period into a massive video production to be shared all over the world. It’s so rich; but it’s not accessible under the present circumstances.

Closing Remarks:

ZEPP-LAROUCHE: I think that there are two important ideas which are really one which came out of the discussion today. One was emphatically what Professor Siqueira was saying. Because the one thing which really would make a difference in the world, right now, is if the people in the North—the trade unionists, the businessmen, the pharmacists, the hairdressers, ordinary people—who have no idea what is going on in the world; that we are experiencing unprecedented change right now. Probably it has never happened in history like that before, because history used to move much more slowly. It took months before people would even know there was a collapse of a government in one part of the world. It would take half a year by ship to travel, and then people say, “Oh, there was a change in the government in such and such a country.” You have no idea how slow moving history was until very recently. Now, we are experiencing it almost every day; you listen to the radio, you turn on the TV—which you should be very careful about; always thinking how they are trying to manipulate you. Every news item is an effort to do so. Or, you turn to your alternative media or whatever. Every day, there are breaking developments, new changes in the world. That is a reflection of the fact that we are experiencing a collapse of the so-called “rules-based order” which had rules which were only bent in the direction of the privileged, so they could keep their privileges accessible. But that order is disintegrating, and that has a lot to do with the fact that the countries of the Global South, which have been at that for decades; they were at it at the Bandung Conference in 1955, and the Non-Aligned Movement had many years and decades of fighting for a new world economic order. Our LaRouche movement has been an integral part of that struggle from the very beginning. My late husband, Lyndon LaRouche, already in 1975 wrote a proposal for a new credit system—the International Development Bank. We convinced the Non-Aligned Movement in 1976 to adopt that proposal as their own. But then there was a gigantic counter-reaction, blow-back. Indira Gandhi, Sirimavo Bandaranaike, Zulfiqar Ali Bhutto all got destabilized—in the case of Bhutto even killed. Henry Kissinger said at the time, “We will make a bloody example of you” to Bhutto, because Bhutto dared to raise the issue of a debt cancellation for the Global South. So, for a long time, these countries were on the defensive; they didn’t play a big role because they were too weak.

But in the last period, in the 11 years since China’s Belt and Road Initiative was put on the table—and that was really a continuation of what we had proposed at the latest in 1991 as a reaction to the collapse of the Soviet Union. That has become the dominant dynamic for development in the world. Now we have the situation in which, short of World War III, nothing in my view will stop the desire of the countries in Africa, Latin America, and Asia from fulfilling their right—[internet loss].

DENNIS SMALL: I think we can all finish off Helga’s thought. Nothing short of nuclear war is going to stop this drive for ending colonialism for good, once and for all. By far, the best thing for the nations of the West—Europe, the United States—is to join that effort, rather than go to nuclear war to try to stop it on orders from the British Empire….

ZEPP-LAROUCHE: Maybe I just try to finish the thought I was interrupted at. I was just saying that the countries of the Global South are now on the move. And short of a Third World War, I’m absolutely certain that nothing will stop them.

Coming back to what Sharon had said earlier, therefore, I want to encourage that Eduardo should keep saying what he’s saying, and we should invite many more people from the Global South to speak out. I think that is what people need to know in Europe and the United States in particular.

Coming back to what Sharon had said that we must organize with a positive outlook, because people are already freaked out enough about the danger of World War III, at the conference in Berlin, we will present a revolutionary new proposal, and we will make visions of it, like in the form of videos. You have seen our short video about the Oasis Plan, which is a 20-minute video, which shows how the entire Middle East could look very differently once you start building new canals, building irrigation with desalinated ocean water to create green fields, agriculture, forests, orchards, new cities. You have to have a vision that the Middle East, which is now almost entirely desert, can be transformed to have an infrastructure network in a few years—maybe 20 years or so—which will be as dense as the infrastructure in Germany. If you have an idea of how integrated German infrastructure is, coming from a time when Germany was still functioning—which is not any longer. But having waterways, highways, trains, all integrated into a very tight network which is the precondition for industrial development and urban civilization.

We will produce some videos to show that, because most people cannot imagine how you transform an entire desert into a beautiful blooming landscape. But we will try to produce such videos so that people have a sense of what it can look like. I think we have to build a peace movement for development; a world where there is no man, woman, or child hungry or without education or healthcare. I always invite people to sit down and think for themselves, what do you want the world to look like when you die one day? What world do you want to leave behind you? Do you want a world, where only a nuclear rubble field is left? Or, do you want a world, where every child can learn and study and develop their minds?

I think we are on the verge of accomplishing that, because the Global Majority is called that, because they are that. They want this kind of development, and that is the key to overcoming the present oligarchical outlook which dominates the so-called West. So, I just want to invite you to think out your own personal vision of what you want the world to look like. I think once you start to think earnestly like that, then you will recognize the beauty of what we have already produced in terms of a global development network of infrastructure, where poverty will practically be eradicated. Not only that, but we will replace it with lots of science, lots of science centers, lots of science cities, beautiful landscapes where the famous garden Borrell thinks is only inside the EU, will be the normal condition for everybody on the planet to live in. That’s the topic we will discuss in Berlin.




Vil vi bringe menneskeheden tilbage fra afgrunden?
Schiller Instituttets webcast med Helga Zepp-LaRouche den 18. juni 2025

Onsdag den 18. juni 2025
 
HARLEY SCHLANGER: Velkommen til vores ugentlige dialog med Helga Zepp-LaRouche. Hun er grundlægger og formand for Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition. I dag er det den 18. juni 2025. Jeg hedder Harley Schlanger og er jeres vært. I kan sende jeres spørgsmål og kommentarer til Helga via e-mail til questions@schillerinstitute.org eller skrive dem på chat-siden.
 
Helga, på baggrund af begivenhederne i den forløbne uge har IPC fået en stor opgave. Krigshøgene samledes til G7-konferencen i Canada uden nogen synlig succes, men deres efterretnings- og operationsteams var aktive og saboterede fredsinitiativer for Ukraine og Iran. Møder om begge kriser i Istanbul og Oman blev aflyst, og det bliver stadig sværere at vide, hvad præsident Trump har gang i. På G7 kritiserer han gruppen for at have udelukket Rusland, men når det gælder Israels angreb på Iran, er der tilkendegivelser om, at USA kan blive involveret i krigen, hvis det ikke allerede er tilfældet, med Nimitz-hangarskibsgruppen på vej til regionen og en fortsat troppeopbygning. Trump opfordrer nu Iran til betingelsesløs overgivelse.
 
Vores samtale i dag har titlen: »Vil vi bringe menneskeheden tilbage fra afgrunden?« I betragtning af at vi står over for et potentielt tragisk udfald, hvordan kan vi så trække menneskeheden tilbage fra afgrunden?
 
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, det kræver, at almindelige borgere begynder at opføre sig som rigtige statsborgere. Med andre ord skal antallet af mennesker, der forsøger at være fornuftige, stige, og folk skal udvikle den civile mod til at rejse sig og kræve en fredelig løsning på alle disse konflikter, hvilket er fuldt ud muligt. På det sidste IPC-møde fredag havde vi en meget frugtbar diskussion og udarbejdede bagefter en pressemeddelelse eller en folder, hvor vi tog et bidrag fra en af deltagerne i denne dialog op – hr. Bhadrakumar, redaktør af Indian Punchline, som er en blog i Indien, der læses meget over hele verden. Bhadrakumar er tidligere diplomat, og han kom med et meget produktivt forslag, nemlig at man for at afdramatisere situationen omkring det såkaldte iranske atomprogram kunne danne et konsortium, der sammen kunne udvikle fredelig atomkraft og på den måde binde Iran til et sådant konsortium, hvilket ville være en garanti for, at der ikke er planer om at fremstille en atombombe. Dette forslag er i overensstemmelse med noget, som præsident Putin foreslog, før hele denne sag udviklede sig til et israelsk angreb på Iran, nemlig at Rusland ikke kun ville hjælpe med ideer og konkrete forslag, men også ved at tage en del af det iranske uran, der er beriget ud over det niveau, som Den Internationale Atomenergiorganisation tillader, og hjælpe Iran med at udvikle berigelsen til den civile del af atomprogrammet.
 
Det forslag blev så vidt jeg ved gentaget i dag, for heldigvis var der trods de forfærdelige udtalelser fra Trump, som De nævnte, alligevel endnu en femte telefonsamtale mellem Trump og Putin. Begge karakteriserede den som meget produktiv og nyttig, og tilsyneladende gentog præsident Putin Ruslands forslag om at mægle i processen. Så jeg tror ikke, at alt er tabt endnu, men vi har brug for en mobilisering af befolkningen. Det kan gå helt galt, og vi kan ende i 3. verdenskrig om få dage, hvis denne sag eskalerer.
 
Jeg tror, vi har brug for en markant styrkelse af fredsbevægelsen, og vi har brug for en ændring af politikken. Geopolitikken må stoppe. De underliggende principper for det, der foregår i forhold til Iran – og det er mange eksperter enige om – har meget lidt at gøre med atomprogrammet; det er bare påskuddet. Den virkelige grund er regimeskifte. De ønsker at erstatte – eller nogle kræfter ønsker at erstatte – den nuværende iranske regering med en vestlig regering. Målet er meget klart, for hvis man har en vestlig regering i Iran, vil det næste være, at NATO vil være i de fjerneste hjørner af øst og vest, og derfor vil offensive våbensystemer være meget tæt på grænserne til Kina og Rusland. Det ville være endnu et skridt i hele den globale NATO-idé om, at man i sidste ende vil slippe af med de nuværende regeringer i Rusland og Kina, og Fukuyamas drøm, som han nævnte efter afslutningen af den kolde krig, om at hele verden ville blive styret efter det Britiske Imperiums model, det vestlige liberale system, ville gå i opfyldelse. Det vil aldrig ske, fordi det er umuligt at gennemføre. Man kan forsøge så mange regimeskifter, man vil; det vil føre til 3. verdenskrig. Så jo hurtigere vi erkender det og kommer til den konklusion, at geopolitik er en mental sygdom, fordi det ikke er legitimt for et land eller en gruppe af lande at forsvare deres interesser mod en anden gruppe af lande med militære midler. Man må finde menneskehedens fælles mål og derefter omlægge vores anliggender i overensstemmelse hermed.
 
SCHLANGER: Du lytter til Helga Zepp-LaRouche, og vi tager imod dine spørgsmål og kommentarer på questions@schillerinstitute.org.
 
Helga, nu vi taler om geopolitik, ser det ud til, at der er en voksende erkendelse af, at mindst en af de vigtigste partnere i den såkaldte Koalition af Villige allerede er involveret i kinetisk krigsførelse. Russerne er meget fokuserede på briterne. Der er for eksempel afsløringer om Project Alchemy. Sir Richard Dearlove, der er kendt for den berømte bluff om masseødelæggelsesvåben i Irak, praler af, at de vil slå russerne ud af Sortehavet. Men den russiske faste repræsentant ved FN, ambassadør Vasily Nebenzy, talte om beviser for, at briterne huser israelske bombefly på Cypern. Så det synes klart, at briterne er dybt involveret i krigen. Hvad med CIA i USA?
 
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at det folk generelt kalder Deep State – det Ray McGovern kalder MICIMATT; det militærindustrielle kompleks plus Kongressen, efterretningstjenesterne, medierne, den akademiske verden, tænketanke – det apparat, som præsident Eisenhower advarede imod som det militærindustrielle kompleks, man skulle holde øje med, er blevet som et monster. Det er det, der er allieret med briterne, baseret på det anglo-amerikanske særlige forhold; og det er meget klart, at de europæere, der er med i Koalitionen af Villige, ikke er en koloni af Amerika. De er en koloni af netop det Deep State- eller MICIMATT-apparat. Så jeg tror, det er den struktur, der forårsager alle problemerne, og det er disse mennesker, der er interesseret i deregulering af markederne. De mener, at deres model for profitmaksimering kan forsvares med alle midler. Jeg tror, vi er kommet ind i en vågen form for regeringsførelse. Jo mere man ser på det, jo mere er det det system, der er blevet det monster, John Quincy Adams advarede imod, bortset fra at monsteret ikke befinder sig i fremmede lande, men har overtaget en stor del af Vestens institutioner.
 
SCHLANGER: Jeg har et spørgsmål fra en journalist i Tyskland, der skriver, at den russiske viceudenrigsminister Ryabkov i dag advarede Washington mod at blive militært involveret i krigen i Iran. Han sagde: »I betragtning af den uberegnelige karakter af det, der kommer fra Trump og andre amerikanske embedsmænd som Rubio eller Lindsey Graham, hvor farligt er det, når den tillid, der er opbygget mellem Trump og russerne siden hans tilbagevenden til Det Hvide Hus, går tabt?« Du nævnte, at der var endnu et telefonopkald i dag. Er det muligt at bevare den tillid, når der kommer så uberegnelige politikker fra Washington?
 
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at tabet af tillid er enormt. Jeg tror, at Trump virkelig hænger i en tynd tråd, fordi hans egen base, MAGA-basen, er i oprør. Trumps støtte i USA er splittet; de neokonservative er glade for at bringe apokalypsen over Mellemøsten, fordi de tror, at de er den udvalgte stamme, der vil drage fordel af det hele. Men flertallet af dem, der stemte på Trump, MAGA-basen, er ved at blive virkelig frustrerede, og nogle af dem taler endda om forræderi.
 
Hvad skal resten af verden nu tro? Trump foregiver, at han støtter den diplomatiske proces mellem Iran og USA og diskussionerne med Oman. Samtidig tolererer eller støtter han det israelske angreb på Iran. Jeg tror, at Vesten risikerer at miste tilliden hos størstedelen af verdens befolkning, fordi Vesten allerede har tolereret det, som FN’s domstole – Den Internationale Domstol og Den Internationale Straffedomstol – længe har kaldt folkemord i Gaza. I Tyskland har medierne først i de seneste dage ændret deres rapportering og indrømmet, at der foregår grusomheder. Men det er for sent, og skaden er allerede sket. Trump, der startede med stor opbakning fra mange mennesker rundt om i verden, som troede, at hvis Trump kunne skabe fred med verdens største atommagt – Rusland – så var det grundlaget for at løse alle andre problemer. Nu tror jeg, at folk er ved at blive meget frustrerede og mener, at Trump ikke er til at stole på. Han siger det ene det ene øjeblik og det andet det næste. For eksempel begyndte han at kritisere Tulsi Gabbard. Alle fredselskende mennesker i verden så på Trumps udnævnelser til kabinettet, og folk sagde, at der var nogle mennesker, der håbede at denne hvepserede ville blive ryddet ud. Tulsi Gabbard er helt sikkert en af dem, og hvis Trump begynder at vende sig mod hende, tror jeg, at den kredit, folk har givet Trump, vil blive mindre. Man kan kun håbe, at de mere fornuftige mennesker i hans omgivelser får ham på rette spor på det punkt.
 
SCHLANGER: Nu vi taler om det, har vi et spørgsmål fra en Make America Great Again Trump-aktivist, der skriver, at hun er ved at blive meget frustreret. Men hun undrer sig over, om den uenighed, der rapporteres mellem direktøren for den nationale efterretningstjeneste, Gabbard, og Trump om spørgsmålet om atomvåben, er reel, eller om det muligvis er noget, medierne har fundet på?
 
ZEPP-LAROUCHE: Du kan stille mig et lettere spørgsmål; i denne verden er det næsten umuligt. Jeg er tilbøjelig til at tro, at det er reelt, fordi Tulsi Gabbard gjorde noget, som jeg synes fortjener den største respekt. Hun lavede en video på cirka tre minutter, hvor hun fortalte om sit nylige besøg i Hiroshima. Og så advarede hun i de stærkeste vendinger om, hvad der vil ske, hvis USA bliver trukket ind i en atomkrig. De fleste mennesker har ingen anelse om, hvor ødelæggende atomvåben er. Hun gjorde det naturligvis i sammenhæng med at advare om, hvor tæt vi er på at bruge sådanne våben. Jeg ved ikke, om Trump vidste, at hun ville offentliggøre det. Jeg tror, at hun for nylig er begyndt at karakterisere sine egne udtalelser som personlige udtalelser og ikke som udtalelser i sin egenskab af direktør for National Intelligence. Det tyder altså på, at hun gør en vis indsats for at nå ud til Trump og især til det amerikanske folk, som ikke er på linje med det, der kommer fra Trumps kabinet i øjeblikket. Så jeg er tilbøjelig til at tro, at denne splittelse er reel.
 
SCHLANGER: Vi har et spørgsmål fra en pensioneret bankmand, der nu bor i Costa Rica. Han siger, at han forsøger at følge det internationale økonomiske forum i Skt. Petersborg (SPIEF), der i dag er åbnet i Rusland med tusindvis af gæster. Han skriver, at han finder det ”ironisk, at mens regeringerne i det kollektive Vesten sprænger deres budgetter for at ruste sig til krig, lægger Rusland, Kina og det Globale Syd planer for udvikling af innovative teknologier, der vil tilføre deres lande reel velstand. Det ser ud til, at vi i Vesten ikke har nogen fornemmelse for økonomisk historie. Er der en nem måde at give politikerne et crashkursus?”
 
ZEPP-LAROUCHE: Jeg synes, de bør se på St. Petersborgs Økonomiske Forum, for der er 170 nationer repræsenteret; der er 20 eller 25, der ikke er der, mod 170. Så er Rusland isoleret? Sandsynligvis ikke! Det er en gigantisk begivenhed; de har 150 arrangementer og en hel masse andre fora oven i det. Der er mange emner; det er meget vidtrækkende og bredt. Så jeg tror, at hovedparten af momentum er hos det Globale Syd, den Globale Majoritet, BRIKS-landene. Vi har sagt i nogen tid nu, at den nemmeste måde at stoppe alle problemerne på ville være, at landene i Vesten sagde: »Måske skulle vi rette op på vores politikker og stoppe denne geopolitik og tilbyde at samarbejde.« Jeg er 100 % sikker på, at svaret fra BRIKS-landene og alle de andre institutioner, der er ved at blive dannet og vokser, ville være med åbne arme og velkommen til landene i Vesten. For Brasilien, Indonesien, Kina, Egypten, Nigeria, Sydafrika – alle disse lande ønsker ikke overherredømme i verden. De ønsker et nyt system baseret på de fem principper for fredelig sameksistens. De ønsker at overvinde fattigdom og underudvikling. De ønsker at skabe mellemindkomstforhold i alle deres lande. De ville byde samarbejdet velkommen.
 
Hvis menneskeheden ikke er i stand til, i det mindste i sine førende institutioner, at erkende, at vi har været på vildspor, og derefter sige: “Okay, vi har begået en fejl; vi vil justere kursen og vende tilbage til den politik, der er baseret på dialog og diplomati, som Helmut Schmidt, Kennedy og de Gaulle førte. Der var så mange politikere i efterkrigstiden, der havde et helt andet syn på tingene, også med hensyn til Sovjetunionen og den kolde krig. Så tanken om, at man er nødt til at have fjender, at dæmonisere Rusland, Kina, Iran, Nordkorea, er helt forkert og en sikker vej til selvudslettelse. Vi har derfor brug for flere mennesker, der bare siger: »Nej, lad os ændre kurs.« De gør noget rigtigt, og vi må på en eller anden måde erkende, at hele denne idé fra tiden efter 11. september – bare for at starte et sted – hvor de interventionistiske krige begyndte, som alle var baseret på løgne, som vi nu ved. Irak-krigen i 2003 var baseret på løgne; historien omkring Ukraine var helt anderledes. Vi har ikke glemt Maidan-kuppet og Victoria Nulands ord om, at man havde brugt 5 milliarder dollars på ngo’er i Ukraine alene for at forberede Maidan.
 
Vi er idioter; nogle af os har fulgt historien dag for dag. Bestræbelserne på nu at kontrollere fortællingen retrospektivt fungerer måske for nogle mennesker, men det fungerer ikke for alle. Så opgiv det.
 
SCHLANGER: Med hensyn til spørgsmålet om et crashkursus vil jeg sige til min ven i Costa Rica, at det er stort set det, du gør hver uge med Den Internationale Fredskoalition, og han kan deltage i telefonmøderne, hvor man har meget fremtrædende personer med til at diskutere dette. Desuden har vi en international konference i Berlin den 12.-13. juli. Så det er en mulighed for folk at komme til en live-konference og deltage i denne form for crashkursus. Men det virker kun, hvis man bringer disse ideer ud til andre.
 
Jeg har en e-mail fra en kontakt, der siger, at hun har 30 års erfaring med at arbejde for mainstream-medierne. Hun siger, at hun håber, at den voksende indflydelse fra internettet, podcasts og sociale medier kan udnyttes bedre til at opbygge en fredsbevægelse. Hun sagde: »Jeg hører Harley, Helga, Diane, Dennis Speed og andre hele tiden. Men den samlede rækkevidde er stadig lille i forhold til, hvad den burde være. Er der en måde at danne en koalition af alternative medier for at koordinere aktiviteterne og øge indflydelsen?«
 
ZEPP-LAROUCHE: Det er helt klart en idé, hvis tid er kommet. Jeg tror faktisk, at det er præcis, hvad der er nødvendigt. Hvis alle disse alternative medier ville sige, at vi for den fælles sag vil overvinde vores egoer og vores individuelle rettigheder og arbejde sammen, ville vi allerede være i flertal. Så jeg kan kun støtte din idé. Du bør kontakte os og hjælpe, for du kan hjælpe med at opbygge netop det. Så jeg venter på dit opkald.
 
SCHLANGER: Her er et spørgsmål fra en økonomisk analytiker, der spørger, om du vil kommentere GENIUS-loven. Han siger: »For ikke så længe siden advarede Trump om, at BRIKS-landene ikke må gå imod dollaren. Nu ser det ud til, at hans allierede med kryptotopmødet og spekulanternes pres for møntbaserede og andre digitale strategier er dem, der truer dollaren. Kan du kommentere det?«
 
ZEPP-LAROUCHE: Det er faktisk en lektion i økonomi, at folk på en eller anden måde bør sikre sig, at de kommer i nærheden af præsident Trump. Som du korrekt sagde, sagde han, at han ville føre krig mod ethvert land, der ønsker af-dollarisering. Så tillader han denne krypto-Bitcoin, Stablecoin-bande, fordi det er den sikre vej til af-dollarisering. Det er faktisk en ny boble, der vil ødelægge dollaren. Så jeg er helt enig, men jeg tror, at Trump sandsynligvis ikke er klar over det. Nogen må gøre ham opmærksom på det.
 
SCHLANGER: Det tror jeg lige, du gjorde, men vi må sørge for, at andre også gør det. Nu er der et spørgsmål fra John i chatrummet, der lyder: »Det forekommer mig, at der er to lande, der handler langt uden for internationale normer – Israel og USA. Nogle siger, at de er det samme. Hvad er det egentlige forhold mellem Israel og USA?«
 
ZEPP-LAROUCHE: Jeg tror, at min afdøde mand, Lyndon LaRouche, når folk bragte spørgsmålet op om, at den zionistiske lobby i høj grad kontrollerer politikken i USA, ville sige: »Nej, se det på den anden måde. Israel er blevet brugt som en håndgranat af angloamerikanerne, som de kan kaste ind i enhver konflikt, de ønsker at detonere.« Hvis man især ser på den rolle, som briterne spiller lige nu i at styre Israels angreb på Iran, den specifikke rolle, som Sir Richard Dearlove, tidligere chef for MI6, spiller, eller hvad Keir Starmer siger, som tilskynder til det. Han indrømmede praktisk talt, at han har beordret, at en stor del af det britiske luftvåben og andre dele af hæren skal indsættes i regionen, ligesom USA nu også har gjort. Jeg tror, at forholdet mere er et redskab. Det betyder ikke, at Israel ikke har sine egne, til tider meget vanskelige at forstå, religiøse konstruktioner om, hvordan verden skal fungere. Der er nogle kristne fundamentalister i USA, der deler disse særlige overbevisninger, idéen om, at Armageddon kan være en god ting, fordi det favoriserer nogle mennesker. Det er meget vanskeligt at forstå, hvis man ikke er en del af denne tro.
 
Men jeg tror, at forholdet er et, der virkelig har skadet USA mere end noget andet, hvis man ser på tabet af troværdighed ved at tolerere det, der sker i Gaza, og nu tolerere det, der helt klart er en uprovokeret aggressionshandling fra Israels side mod Iran. Man skal altid huske, at landene i den Globale Majoritet har deres egne erfaringer med kolonialisme; de ved, hvem disse aktører er. Når de ser denne form for adfærd, tror jeg, at det kan være hele Vestens undergang. Hvis vi ikke tager os sammen, tror jeg, at den moralske skade, som de vestlige lande har påført sig selv, kan være begyndelsen på slutningen for dette imperium.
 
SCHLANGER: Vi har endnu et spørgsmål fra Steve, der tog fat i det, De sagde om muligheden for et regimeskifte i Iran; at NATO ville være i stand til at rykke ind og overtage magten. Han siger, at det for ham ser ud, som om regimeskiftet i Iran er en del af en aktion mod Bælt – og Vej-Initiativet og BRIKS. Han vil gerne have Dem til at kommentere på det.
 
ZEPP-LAROUCHE: Det er helt sikkert, fordi Iran er blevet fuldt medlem af BRIKS; det er en del af Shanghai Cooperation Organization. Hvis man ser på landets geografiske placering, ligger Iran midt i den øst-vestlige Silkevejsforbindelse mellem Kina og Europa; det ligger midt i den nord-sydlige korridor fra Rusland til Indien. Hvis der ville være et vestligt regime, og NATO ville være infiltreret i Iran, ville det være en del af optakten til 3. verdenskrig. Det er ikke noget nyt fænomen. Nogle alternative medier er begyndt at cirkulere denne rapport fra Brooking Institution, som først blev offentliggjort i 2009. Titlen er noget i retning af »U.S. Policy Towards Iran« (USA’s politik over for Iran), den er længere end det. Det er et yderst vigtigt dokument. Det er 170 sider langt og indeholder hele kronologien. Hvis man ser på, hvad der er sket mellem Vesten og Iran siden 2009, kan man se, at den amerikansk-britiske politik følger denne Brookings-rapport som et manuskript.
 
For eksempel står der, at man først skal skabe en international atomaftale for at kontrollere Irans fredelige atomproduktion. Det blev gjort under Obama med JCPOA-traktaten. I det næste kapitel står der, at den skal opsiges ensidigt, hvilket Trump gjorde. I det næste kapitel står der, at dette skal bruges som påskud for angreb på Iran, hvilket er det nuværende scenarie, og det samme gælder mange andre aspekter. Det peger altså på, at det, der sker lige nu, er, at politikken er den langsigtede politik for USA som den dominerende magt i verden, der udøver ensidig kontrol. Det var det, viceadmiral Buchanan sagde på denne utrolige konference i CSIS i november sidste år. Det var mod slutningen af Biden-administrationen. Buchanan holdt denne utrolige tale, hvor han sagde, at vi betragter brugen af taktiske atomvåben som en mulighed; vi skal bare være opmærksomme på, at USA bevarer sin dominerende position bagefter for at kunne føre nye taktiske atomkrige og altid bevare en dominerende position i verden. Dette blev ikke tilbagevist af Biden eller nogen anden af rang. Det er åbenbart en del af den langsigtede tænkning, ligesom denne idé om regimeskifte mod ethvert land, der ikke underkaster sig den unipolære verdensorden.
 
Jeg tror, at det er det, der virkelig skal ændres, og derfor ønsker vi at opretholde traditionen fra den amerikanske revolution. Næste år er det 250-året for den amerikanske revolution, og amerikanerne bør huske, at de kæmpede den første antikoloniale krig mod det Britiske Imperium. Ved at huske dette vil de finde det perfekte grundlag for dialogen med det Globale Syd, som også er involveret i den samme antikoloniale kamp som den unge amerikanske republik. Amerika bør vende tilbage til John Quincy Adams’ udenrigspolitik og hans berømte tale i 1821, hvor han sagde, at det ikke er USA’s formål at gå ud og bekæmpe fremmede monstre, men at arbejde fredeligt sammen med andre lande for alles fælles bedste. Det er det, vi skal få USA til at bevæge sig i retning af. Det var Trumps impuls, og derfor stemte MAGA-tilhængerne på ham. Men han risikerer nu at miste deres støtte, hvis han ikke vender tilbage til denne politik.
 
SCHLANGER: For dem af jer, der ønsker at deltage i denne slags crashkursus, skal I sørge for at videresende denne video i dag og hver uge. Deltag også på fredag. Helga, hvad er der på programmet for Den Internationale Fredskoalition denne fredag, den 20. juni?
 
ZEPP-LAROUCHE: Naturligvis krisen i Mellemøsten. Forhåbentlig vil den igen gå i retning af diplomati. Der er rapporter om, at der i dag er set tre iranske fly på vej til Oman. Forhåbentlig var det diplomater, der vendte tilbage til forhandlingsbordet. Jeg har ingen garanti for det, men det faktum, at Putin og Trump talte i telefon i dag, giver et vist håb. Vi er ikke ude af farezonen endnu, for Israel har naturligvis sagt, at de ikke vil underkaste sig nogen betingelser.
 
Jeg tror, vi får Ray McGovern og andre eksperter fra Mellemøsten. IPC er det rette sted for alle, der hver uge ønsker at høre vurderinger og ekspertise fra mennesker, der virkelig taler sandt, og som gennem deres liv har udviklet en indsigt, man aldrig får fra mainstream-medierne, i hvert fald ikke i disse dage. Så hvis du vil være fuldt informeret og endda være en del af en bevægelse, der forsøger at stoppe det, der kunne blive civilisationens undergang – nemlig 3. verdenskrig – så kom med hver uge og tag dine naboer og kolleger med. Lad os få IPC til at vokse, indtil vi er den dominerende kraft i hele denne sag.
 
SCHLANGER: Helga, tak fordi du var med os igen i dag. Vi ses på fredag.
ZEPP-LAROUCHE: Ja, vi ses på fredag.



Brev med erklæring fra otte biskopper om krigen i Gaza:
Krigen i Gaza har for længst passeret alle rimelige proportioner

English version below the Danish.
Pressemeddelelse den 18. juni 2025. Linket findes her.

Vi ser med forfærdelse på den forværrede situation i Gaza og Israels tiltagende fremfærd på Vestbredden. 

Vi opfordrer derfor den danske regering til at lægge pres på den israelske regering til at efterkomme de mange internationale krav om at indstille krigshandlingerne i Gaza øjeblikkeligt og samarbejde om at få mere nødhjælp ind i Gaza. 

Vi støtter de kraftige protester mod de fortsatte og ulovlige bosættelser i de besatte områder og støtter bestræbelserne på, at forskellige befolkningsgrupper – herunder kristne – der har en lang og legitim tradition for at leve i Israel og de besatte palæstinensiske selvstyreområder, kan leve fredeligt sammen. 

Vi opfordrer til, at alle nødhjælps- og civilsamfundsorganisationer samarbejder om at afhjælpe den akutte nød og på længere sigt for fred og forsoning, og vi opfordrer til, at Hamas straks frigiver de kidnappede gidsler.

Vi afviser den såkaldt kristne zionisme, der bruges som religiøs understøttelse af illegale bosættelser og fordrivelse af ikke-jøder fra de palæstinensiske områder. 

Vi appellerer til, at vores egen og andre landes regeringer anerkender palæstinensernes ret til frihed og retfærdighed og retten til at blive inddraget i opbygningen af en varig fred med staten Israel, så både palæstinensere og israelere kan leve et værdigt liv. 

Vi tager på det kraftigste afstand fra ethvert misbrug af religion til at begrunde overgreb på mennesker – herunder krigsforbrydelser. Vores tanker og forbøn går til alle ofre i denne konflikt – herunder det kristne palæstinensiske mindretal, som i årevis har arbejdet for forsoning, retfærdighed og fred. 

 

Underskrevet 17. juni 2025 af [Otte ud af de ti biskopper i Danmark. Biskopperne fra Ribe og Roskilde mangler.-red.]

Peter Skov-Jakobsen, biskop Københavns Stift 

Marianne Christiansen, biskop Haderslev Stift 

Henrik Stubkjær, biskop Viborg Stift 

Peter Birch, biskop Helsingør Stift 

Mads Davidsen, biskop Fyens Stift 

Marianne Gaarden, biskop Lolland-Falster Stift 

Henrik Wigh-Poulsen, biskop Aarhus Stift 

Thomas Reinholdt Rasmussen, biskop Aalborg Stift

——————
English:

Danish Bishops Denounce the Israeli War in Gaza and Actions In The West Bank

[MR_]

June 20, 2025 (EIRNS)–COPENHAGEN— The institutional silence is beginning to be broken in Denmark against the Israeli genocide in Gaza. 

  1. The following press release was issued on June 18, 2025. The signers include eight of the ten Danish bishops from the Lutheran state church.

    Headline: “Letter with statement from eight bishops on the war in Gaza

    The war in Gaza has long since passed all reasonable proportions”

    Text: “We view with horror the deteriorating situation in Gaza and Israel’s escalating actions in the West Bank.

    We therefore urge the Danish government to put pressure on the Israeli government to comply with the many international demands to immediately cease hostilities in Gaza and to cooperate in getting more emergency aid into Gaza.

    We support the strong protests against the continued and illegal settlements in the occupied territories and support efforts to enable different population groups—including Christians—who have a long and legitimate tradition of living in Israel and the occupied Palestinian territories, to live together in peace.

    We call on all humanitarian and civil society organizations to cooperate in alleviating the acute need and, in the longer term, for peace and reconciliation, and we call on Hamas to immediately release the kidnapped hostages.

    We reject so-called Christian Zionism, which is used as a religious justification for illegal settlements and the expulsion of non-Jews from the Palestinian territories.

    We appeal to our own and other countries’ governments to recognize the Palestinians’ right to freedom and justice and their right to be involved in building a lasting peace with the State of Israel, so that both Palestinians and Israelis can live a dignified life.

    We strongly condemn any misuse of religion to justify assault against people, including war crimes. Our thoughts and prayers go out to all victims of this conflict, including the Christian Palestinian minority, which has worked for years for reconciliation, justice, and peace.”

    Signed on June 17, 2025, by Peter Skov-Jakobsen, Bishop of the Diocese of Copenhagen; Marianne Christiansen, Bishop of the Diocese of Haderslev; Henrik Stubkjær, Bishop of the Diocese of Viborg; Peter Birch, Bishop of the Diocese of Helsingør; Mads Davidsen, Bishop of the Diocese of Fyn; Marianne Gaarden, Bishop of the Diocese of Lolland-Falster; Henrik Wigh-Poulsen, Bishop of the Diocese of Aarhus; and Thomas Reinholdt Rasmussen, Bishop of the Diocese of Aalborg.



Ægte borgere i alle nationer støtter diplomati for det fælles bedste.
Invitation til Den Internationale Fredskoalitions møde 108 den 20. juni 2025 kl. 17 eller senere.

Talerlisten: Ray McGovern (USA), John Steinbach, Amb. (ret.) Dr. Abderahman Salaheldin (Egypten)

Du kan se de indlædende præsentationer her på YouTube.

Zoom link for at være med til hele mødet inkl. diskussionen. 
Brug venligst hele navnet når du logger ind.

af Marcia Merry Baker (EIRNS) — 18. juni 2025

Det er nu næsten en uge siden, at Israel den 13. juni indledte sit angreb på Iran. Luftkampene mellem de to nationer fortsætter, og situationen kræver en kraftig indgriben for at standse den. Der er udtrykt vilje til dette fra centrale nationer som Kina og Rusland, og der er fremsat forslag til en fælles diplomatisk indsats. Alt er ikke tabt. Det er afgørende, at ægte borgere i alle nationer tager affære for at skabe betingelser for en positiv vending.

Denne tilgang vil være på dagsordenen fredag 20. juni på det ugentlige møde, det 107. møde i Den Internationale Fredskoalition. I sidste uge, i de allerførste timer af det israelske angreb, blev der fremsat konkrete forslag imod det, for eksempel ideen om at nøglelande danner et konsortium, der skal samarbejde med Iran om sikker udvikling af civil atomkraft – en ret, som alle nationer har. Dette og andre forslag er sammenfattet i den hasteerklæring, som Schiller Instituttet har udsendt med overskriften: »Det er ikke for sent at undgå et ›dommedagsscenario‹ i Mellemøsten«, som nu cirkulerer internationalt. På fredagens Internationale Fredskoalitions program er der en briefing af en egyptisk ekspert om hovedtrækkene i Kairos forslag fra marts om genopbygning af Gaza og LaRouches Oaseplan for hele regionen, der strækker sig fra Maghreb over Iran til den vestindiske ørken.

Denne erklæring fra Schiller Instituttet blev omdelt ved en gadedemonstration foran Det Hvide Hus i Washington i aftes, som en af de mange demonstrationer, der er blevet organiseret i de seneste dage i omkring 50 amerikanske byer. I New York City afholdt Schiller Instituttet i dag en demonstration nær FN med det formål at nå ud til hele verden gennem udenlandske diplomatiske repræsentanter.

Død og fordrivelse i Iran tager til, samtidig med at de ubeskrivelige lidelser fortsætter i Gaza. Udenlandske statsborgere evakueres af mange lande fra nationer i hele regionen, fra Tyrkiet til Egypten. Den amerikanske ambassade i Israel er nu lukket for resten af ugen. Flere amerikanske styrker bliver sendt til regionen. Der er rapporter om, at den amerikanske flådes nyeste og største hangarskib, USS Gerald R. Ford, skal sendes til Middelhavet, hvilket vil betyde, at der vil være tre amerikanske hangarskibsgrupper stationeret i regionen.

Præsident Donald Trump, der i dag afholdt det andet møde i træk i Det Nationale Sikkerhedsråd/Situationsrummet i Det Hvide Hus, gentager fortsat sin holdning med militante udflugter, da journalister i morges spurgte, hvad han vil beslutte om at indsætte amerikanske styrker mod Iran, enten direkte eller gennem Israel. Hans to offentlige muligheder er 1) at modtage Irans »ubetingede overgivelse« eller 2) at bombe Fordow og andre atomare infrastrukturmål.

Dette er to klassiske britiske geopolitiske tankekonstruktioner af »muligheder«, som i virkeligheden knap nok skjuler den Trump-britiske intention om regimeskifte. Begge er forbundet med den centrale løgn, at Iran har en atombombe eller snart vil have en. I den forbindelse kom den store indrømmelse i dag fra Det Internationale Atomenergiagentur IAEA’s direktør, Raphael Grossi, at Iran ikke har en sådan bombe og ikke har mulighed for at få en i den nærmeste fremtid!

Det er betegnende for den britiske imperiale måde at skabe løgne og fortællinger, at den russiske strategiske ekspert Elena Panina i denne uge dækkede EIR ugemagasins advarsel om den britiske imperiale herkomst i dagens konfliktsituationer, som blev bragt i lederen af Dennis Small. Panina skrev på sin Telegram-konto, at Small “tilbage i april advarede om, at et ‘halshuggende‹ angreb på Iran ville være en britisk fælde for Trump. Angrebet fandt sted, omend ikke ved hjælp af USA – men nu skal

Trump ifølge planerne fra dets arkitekter involvere den amerikanske hær i eventyret, hvilket er selvmord for hans politiske fremtid.”

Amerikanske kongresmedlemmer slutter sig til nogle af de andre stemmer på den internationale scene, der fordømmer USA’s krigsførende politik og tilslutter sig flertallet af deres vælgere, der stemte på Trump for at stoppe krige og i stedet opbygge økonomien. I de seneste timer har f.eks. senator Chris Murphy (D-CT) opfordret til at afstå fra ethvert angreb på Iran. Senator Tim Burchett (R-TN) sagde, at USA ikke bør angribe Iran. Senator Peter Welch (D-VT) udtalte, at USA må stoppe med at støtte Netanyahu og politikken for regimeskifte i Iran. USA bør føre forhandlinger med Iran, ikke føre krig.

I næste uge vil der være et lukket møde i Det Hvide Hus med Senatet om, hvilke muligheder USA har over for Iran og Israel. Dette blev planlagt på anmodning af den amerikanske senator Chuck Schumer (D) fra New York, der dog er en af de få bløde krigsforkæmpere, der ønsker at være sikker på, at de amerikanske bunkerbusting-bomber vil virke, ødelægge Iran og forsvare alt, hvad den vanvittige israelske premierminister Benjamin Netanyahu ønsker at gøre.

En skarp advarsel kom i dag fra Ruslands viceudenrigsminister, Sergej Ryabkov, der sagde: »Vi advarer Washington mod selv spekulative, teoretiske muligheder for direkte militær bistand til Israel. Et sådant skridt ville radikalt destabilisere hele situationen.« Ryabkov talte i forbindelse med det Internationale økonomiske Forum i Skt. Petersborg (SPIEF), der åbnede i dag med 20.000 deltagere fra 170 lande. Han sagde til Interfax, at Rusland og USA er i kontakt vedrørende konflikten mellem Israel og Iran.

Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af Schiller Instituttet og initiativtager til Den Internationale Fredskoalition, besvarede i dag spørgsmål om den strategiske krise i ugentlige webcast for Schiller Instituttet. Hun påpegede, hvordan amerikanerne nu gennemgår et dybt »tab af tillid« til deres regering, i betragtning af at deres valgte præsident har svinget til den britiske model, og hun opfordrede det amerikanske folk og folk overalt til at udbrede fredsbevægelsen og gøre alt for at ændre politikken. »Den Internationale Fredskoalition er det rette sted for alle, der hver uge ønsker at få adgang til vurderinger og ekspertise fra mennesker, der virkelig taler sandt, og som gennem deres livsværk har opnået en indsigt, som man aldrig får fra mainstream-medierne, i hvert fald ikke i disse dage … [for] at være en del af en bevægelse, der forsøger at stoppe hvad der kunne blive civilisationens undergang – nemlig 3. verdenskrig …« Den 12.-13. juli afholder Schiller Instituttet i Berlin en international konference, hybrid, online og fysisk, med titlen: »›Mennesket er ikke en ulv for menneskeheden‹ – for et nyt paradigme i internationale Relationer!«

Billede: Foran Det Hvide Hus ca. den 18. juni 2025, Stuart Lewis (EIRNS)




NYHEDSORIENTERING december 2024-juni 2025: ¨
En smuk vision for menneskeheden i en tid med voldsom turbulens!

Indhold:
Det er ikke for sent at undgå et ›dommedagsscenario‹ i Mellemøsten, side 1

Schiller Instituttets internationale konference, 24.-25. maj 2025 i USA: En smuk vision for menneskeheden i en tid med voldsom turbulens! – side 2

Alle seks videoer kan ses her.

Panel 1: Strategiske udfordringer og den nye verdensorden, der er ved at opstå – side 3

Panel 2: Skønheden i kulturernes mangfoldighed – side 6

Panel 3 på Schiller Instituttets konference præsenterede LaRouches Oase-plan: »Videnskab som drivkraft« for 3 milliarder nye produktive arbejdspladser – side 7

Panel 4: LaRouche Legacy Foundation om realiteterne i LaRouches ideer – side 9

Panel 5 med unge organisatorer: »At forme Jordens næste 50 år« – side 10

Panel 6: Fornuftens magt til at ændre universet – side 11

Invitation til Schiller Instituttets internationale konference i Berlin og online den 12.-13. juli 2025: Mennesket er ikke en ulv for mennesket. For et nyt paradigme i internationale relationer! (bagsiden)

Filen kan downloades her.

Download (PDF, Unknown)




POLITISK ORIENTERING den 17. juni 2025 med formand Tom Gillesberg:
Hvis USA går fuldt ind i krigen imod Iran venter storkrig.
Deltag på Schiller Instituttets konference i Berlin eller online den 12.-13. juli 2025

Klik her for invitationen til Schiller Instituttets konference i Berlin den 12.-13. juli 2025.

Livestreamningsvideoer kommer også på den samme side, som også vil kunne ses senere.




Målet er din chance for en fremtid: Lad os vælte deres skakbræt

af Megan Dobrodt (EIRNS) — 14. juni 2025

På engelsk:
The target of the bombs now exploding on the stage of world events is and always has been the formation of a new world system to supplant the evil, inhuman order of geopolitics, empire, and war. In that light, it should have come as no surprise that as the prospect for a peaceful solution to the conflict in Ukraine grew, the breakaway ally hand grenade of Israel was detonated against Iran.

Not only has Iran been a long-term target of geopolitical manipulation, including the MI6/CIA operation to overthrow the Shah in 1979 and more recently, the series of still-ongoing post-9/11 regime change operations, it committed the major “crime” of becoming a full member of the BRICS, one of the leading targets of the morally vacant unipolar elites.

Regarding the Israel-Iran situation, Russian President Vladimir Putin called U.S. President Trump on Saturday, June 14, to discuss the unfolding crisis. This is crucial. Just as after 9/11, when Putin’s immediate phone call to then-President George W. Bush prevented what might have been an escalation between nuclear weapons powers, the discussion between the two presidents is an important intervention into what otherwise threatens to escalate—or be escalated—out of control. Though the situation is far from resolved—especially concerning whether Trump will rise to the occasion and break from the imperial policy—the discussion resulted in positive readouts from both sides, including Putin’s continuing offer to mediate a solution to the nuclear issue and Trump’s assertion that the U.S. is ready to resume negotiations with Iran. Afterwards, Trump posted on Truth Social: “[Putin] feels, as do I, this war in Israel-Iran should end, to which I explained, his war should also end.”

Helga Zepp-LaRouche has called for an urgent intervention into the entire situation to force a solution on a higher level—the only type of solution that will work:

“This is the kind of situation where a completely different approach is required. If you look at the larger context, we have seen in the recent period massive targeting of the Global South, namely the BRICS countries, who are trying to form a new economic system which is based on economic justice and equal chances for every country to develop…. I think the motive behind a lot of these crises is the fact that there is an attempt to stop the rise of a new system—the BRICS+ and so forth.… I’m absolutely certain that if it’s not Ukraine, then it will be Iran or Israel, or tomorrow Taiwan or China. [This will continue] as long as we are not resolving the underlying conflict and going in the direction of establishing a new security and development architecture which, in the tradition of the Peace of Westphalia, takes into account the interests of every single country.”

The 1648 Treaty of Westphalia, which succeeded in ending 150 years of religious war in Europe by supplanting an endless cycle of revenge with a dedication of each party to forget all past wrongs and to promote the advantage of the other, was the revolutionary and courageous intervention which made possible the creation of the nation state system, the founding salvo of which was the successful American War of Independence against the British Empire.

It is urgent that such an approach be put on the world stage—now—as the solution, not merely to any of the individual conflicts which threaten humankind, but to all potential conflicts of the sort.

The Schiller Institute’s statement, “It Is Not Too Late To Avoid a ‘Doomsday Scenario’ in the Middle East” must be read, understood, circulated, and the solutions therein must become the intention at the highest levels of government. We don’t have much more time.




Det er ikke for sent at undgå et ›dommedagsscenario‹ i Mellemøsten

14. juni 2025 (Erklæring fra Schiller Instituttet) – Mens Iran i dag gennemførte et massivt modangreb med missilangreb mod Tel Aviv, som svar på Israels angreb tidligt om morgenen den 13. juni mod Irans atomprogram og videnskabelige og militære kommandostruktur, foregik der en presserende og omfattende politisk diskussion blandt førende amerikanske og internationale strategiske analytikere på det 106. ugentlige møde i International Peace Coalition (IPC).

IPC blev oprettet for over to år siden af Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche. Blandt dagens deltagere var M.K. Bhadrakumar, pensioneret ambassadør og diplomat med 30 års karriere i den indiske udenrigstjeneste, herunder i Moskva; Dr. Theodore Postol, professor emeritus i videnskab, teknologi og international sikkerhed ved MIT; Larry Johnson, tidligere CIA-officer og frittalende medlem af Veteran Intelligence Professionals for Sanity, VIPS (Erfarne efterretningsofficerer for Fornuft ); Ray McGovern, tidligere senioranalytiker for CIA og stiftende medlem af VIPS; samt Helga Zepp-LaRouche.

Der var en bred diskussion af Zepp-LaRouches opfordring til etablering af en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der sikrer sikkerhed og udvikling for {alle} nationer, ikke kun nogle. Vi har brug for en helt ny tilgang for at skabe et nyt paradigme, der kan erstatte det døende system baseret på britisk geopolitik, sagde hun. Det er den eneste holdbare politik for at undgå krig.

M.K. Bhadrakumar foreslog, at hele spørgsmålet om uranberigelse – den påståede grund til Israels ulovlige aggressionskrig mod Iran – kunne løses ved at oprette et regionalt konsortium af lande, der beriger uran og giver alle lande, herunder Iran, adgang til fredelig anvendelse af nuklear teknologi. Dette kunne ske under streng international kontrol for at sikre, at der ikke finder berigelse til våbenformål sted. Den russiske præsident Vladimir Putin har tilbudt sit lands gode tjenester til at fremme en sådan ordning. Og da Putin talte med præsident Donald Trump den 4. juni, på højdepunktet af krisen skabt af Ukraines provokerende droneangreb på Ruslands strategiske bombeflyflåde, tilbød han faktisk at hjælpe Trump med at finde en forhandlet løsning på Iran-krisen på denne og andre måder.

Hvis Trump og Putin ville arbejde sammen om dette, understregede Bhadrakumar, ville det stadig være muligt at undgå et »dommedagsscenario« i Mellemøsten.

Zepp-LaRouche tilføjede, at hvis Kinas præsident Xi Jinping også blev inddraget i et sådant projekt gennem sine samtaler med præsident Trump, kunne der opstå et bredere samarbejde med USA og regionale magter som Saudi-Arabien om at tilføje transport-, vand- og andre energiinfrastrukturprojekter til blandingen. På denne måde ville begyndelsen på den nødvendige nye sikkerheds- og udviklingsarkitektur for regionen falde på plads.

Zepp-LaRouche placerede den bredere sammenhæng for krisen og dens løsning i sine bemærkninger:

“Vi står lige nu på randen af 3. verdenskrig. Den er måske allerede begyndt, og det er ikke en overdrivelse, for vi er nu i fare for en eskaleringsspiral, som, hvis den ikke ændres ved en eller anden form for intervention, på relativt kort sigt kan føre til en global atomkrig, hvor hele menneskeheden vil blive udslettet…

“Dette er den slags situation, hvor der er behov for en helt anden tilgang. Hvis man ser på den større sammenhæng, har vi i den seneste periode set en massiv modstand rettet mod det globale Syd, nemlig BRICS-landene, der forsøger at danne et nyt økonomisk system baseret på økonomisk retfærdighed og lige muligheder for alle lande til at udvikle sig. Vi har set modstand rettet mod Sydafrika, Egypten, Brasilien, Argentina (som sandsynligvis er det mest fremskredne tilfælde) og

naturligvis Rusland og Kina. Det underliggende problem er, at det globale syd forsøger at få et nyt økonomisk system…

“Jeg tror, at motivet bag mange af disse kriser er, at man forsøger at stoppe fremkomsten af et nyt system – BRICS+ og så videre… Jeg er helt sikker på, at hvis det ikke er Ukraine, så bliver det Iran eller Israel eller i morgen Taiwan eller Kina. [Dette vil fortsætte], så længe vi ikke løser den underliggende konflikt og går i retning af at etablere en ny sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der i tråd med Den westfalske Fred tager hensyn til alle landes interesser.”