Hvorfor du skal lære Schiller Instituttet at kende!

I takt med, at man afregulerede finansverdenen og de finansielle markeder, så voksede de finansielle værdier eksplosivt på bekostning af den fysiske realøkonomi. Under finanskrisen valgte man så at ofre den fremtidige, monetære stabilitet til fordel for finanssystemets umiddelbare overlevelse gennem at pumpe penge ind gennem bail-out, dvs. statslige hjælpepakker til finansverdenen, og lav rente og kvantitative lempelser, der sikrede rigelig likviditet i finansverdenen, så man undgik et kollaps af finansværdierne.

Nu forberedes så bail-in, dvs., at bankerotte banker får lov til at bruge bankkundernes penge til at redde sig selv, og det vil medføre et sammenbrud af alle tre kategorier: Tiltroen til pengenes værdi, finansværdierne og realøkonomien, der er grundlaget for befolkningens ve og vel. Den amerikanske økonom Lyndon LaRouche beskriver den proces, som bail-in sætter i gang, som at sidde på 70. etage i en elevator, der får kablet skåret over.

Det er nu alt sammen blevet optrappet ved, at NATO kræver en større troppe-tilstedeværelse i Polen, i de Baltiske Stater, og det er meget tydeligt, at vi befinder os på en kurs, som kunne føre til Tredje Verdenskrig på kort sigt.

Grunden til, at jeg siger dette, er, som vi tidligere har offentliggjort, at man ikke kan se på indsatsen for at udvide NATO mod øst op til Ruslands grænser, inklusive udvidelsen af EU op til Ruslands grænser, som en isoleret kendsgerning. Det er faktisk en kendsgerning, at for blot et par dage siden bekræftede ambassadøren for De forende Stater, hr. Matlock, som var ambassadør på dette afgørende tidspunkt, at der forelå et løfte fra Bush i 1990-91 om, at der ikke ville blive tale om en udvidelse af NATO. Dette løfte blev også givet til Yeltsin, det blev givet til Kohl, til Genscher, og dette løfte blev, grundlæggende set, helt åbenlyst fuldstændig brudt, og NATO udvidede grundlæggende set ind i alle mulige østeuropæiske lande og omringede skridt for skridt Rusland.

Dette standpunkt er man selvfølgelig fuldstændig modstander af: Jeg mener, hvis man henvender sig til forskellige tænketanke i Washington, vil de sige, at alt dette ikke er sandt. Men det er en kendsgerning: Hvis man ser på kortet, så er den kendsgerning, at NATO har ekspanderet, og da det kom til Ukraine og faren for, at Ukraine ville blive inkorporeret i NATO, og hvorved eksistensen af den russiske flåde i Sevastopol, og russernes adgang til Sortehavet og derfor til Middelhavet var truet, var dette blevet et punkt, hvor selv vestlige tænketanke indrømmede, at hvis Ukraine var kommet inden for NATO’s omkreds, ville det, de facto, været blevet umuligt at forsvare Rusland. Og det er derfor, Rusland handlede, som de gjorde. For den idé, at Rusland bare ville opgive og kapitulere, var tydeligvis en total fejlberegning.

Vi har eftertrykkeligt understreget, at faren for krig stammer fra et par kendsgerninger. En af disse er den kendsgerning, at NATO-strategien er totalt ændret. Hvis man husker tilbage til begyndelsen af 80’erne, da vi havde krisen med mellemdistancemissilerne mellem SS-20 og Pershing 2, hvor NATO og Warszawa-pagten hele tiden befandt sig i en »affyring ved varsel«-tilstand, og der kunne være opstået en termonuklear krig ved et uheld, fordi varslingstiden for disse to missilsystemer, der var gensidigt rettet mod hinanden i Centraleuropa, simpelt hen var for kort! Hvis den ene side så et missil på deres radar, ville deres eneste chance have været at affyre hele arsenalet! Og på dette tidspunkt fik vi MAD-doktrinen (Mutual Assured Destruction, Gensidig Garanteret Ødelæggelse), som var idéen om, at man aldrig kunne anvende termonukleare våben, for hvis man brugte dem, ville alle blive udslettet som resultat.

På dette tidspunkt advarede Helmut Schmidt og mange andre om, at vi var på randen af Tredje Verdenskrig. Der var hundreder af tusinder af folk, som protesterede i gaderne i Tyskland, og der var en klar bevidsthed om, at vi befandt os på randen af potentiel udslettelse.

I mellemtiden er der sket en masse ting, og der har været en udvikling i militærdoktrinerne. For eksempel har der været offentliggjort mange artikler om den virkelige betydning af det amerikanske missilforsvarssystem i Østeuropa, at det i virkeligheden er en førsteangrebs-doktrin – det har man naturligvis ikke indrømmet offentligt, for officielt er dette missilsystem imod iranske missiler, men hvis man ser på kortet, hvorfor skulle man så opstille det i Polen og Tjekkiet, eller snarere Rumænien, nu; og der blev grundlæggende set publiceret artikler fra, mener jeg, Det amerikanske Flyvevåben, Press og Lieber, som ganske klart indrømmede, at det pga. udviklingen af moderne teknologier ville være muligt at tilintetgøre enhver modstanders atomarsenal uden risiko for radioaktivt nedfald, og at man derfor de facto har en førsteangrebsdoktrin.

I Rusland var der for omkring to år siden en stor konference i Moskva, hvor generalstaben præsenterede videoanimationer, som meget klart viste russernes fortolkning af det amerikanske missilforsvarssystem i Polen og Rumænien, og af komponenten med Aegis-systemet ombord på krigsskibe, at dette skal opfattes som en førsteangrebsdoktrin, og at Rusland ikke vil acceptere dette, men har kontra-systemer, såsom opstillingen af Iskander-missiler i Königsberg – i Kaliningrad – og de har en ganske udmærket kapacitet til at levere en modangreb. På dette tidspunkt sagde generalstabschefen general Nikolaj Makarov endda, at det kunne komme til et førsteangreb lanceret af Rusland, i Centraleuropa, hvis det amerikanske missilforsvarssystem blev færdigbygget ud over et vist stadium, efter hvilket det ikke længere ville være muligt at forsvare Rusland.

En anden doktrin, som kaldes »Prompt Global Strike«, går i samme retning, og den er, grundlæggende set, idéen om at installere ICBM’er (interkontinentale ballistiske missiler) og andre missilsystemer, konventionelle våben, som også ville være i stand til at tilintetgøre Ruslands og andre styrkers evne til at levere et modangreb, grundlæggende ved at anvende cyber-krig, dvs. ved at eliminere kommando- og kontrolenhederne, meget hurtigt, som det allerede er blevet demonstreret i lille skala i de to Irakkrige. Og den samme logik dominerer »Asia pivot«-politikken, politikken med Asien som omdrejningspunkt, Air-Sea-Battle-doktrinen, (Luft-Søslags-doktrinen) imod Kina, som igen indeholder idéen om, at pga. udviklingen af moderne teknologier ville det være muligt at tilintetgøre atomarsenalet af, i dette tilfælde Kina. Som et modsvar til dette præsenterede Kina engang i oktober sidste år i alle førende, kinesiske offentlige udgivelser (aviser o.lign.) dokumentation for, at, i betragtning af, at Kina er i besiddelse af 70 strategiske ubåde i Stillehavet, er enhver sådan idé fuldstændig latterlig, og at Kina ville være i stand til at reagere på et førsteangreb med et modangreb, som ville tilintetgøre hele USA’s Vestkyst, og desuden, med en anden angrebslinje via Nordpolen, tilintetgøre Østkysten.

Dette er, hvad vi har at gøre med: Man har praktisk taget en verdensomspændende udstationering, hvorved, som en del af denne NATO-udvidelse og hele spørgsmålet om inddæmningen af Rusland og Kina, USA nu har udviklet flere end 1000 baser over hele verden, og det er på en vis måde en total udløsermekanisme, hvorved hele verden kunne eksplodere. Hvis man tænker sig, prøv bare at forestille Jer, hvor mange atomvåben, som er på plads, parat til at blive affyret, affyring på en varsling, ubåde af Ohio-klassen i det Indiske Ocean og Stillehavet – vi sidder på et potentielt Ragnarok, som kunne udslette civilisationen.