Download (PDF, Unknown)

9. november (EIRNS) – »Hvert menneske forventer rigtignok fra indbildningskræfternes kunst en vis befrielse fra virkelighedens grænser… Men den sande kunst har ikke blot en midlertidig leg for øje; den tager det alvorligt, ikke blot at hensætte mennesket i en øjeblikkelig drøm om frihed, men at gøre det frit i virkelig og i, og dette derved, at det vækker, øver og uddanner en kraft i det, at rykke den sanselige verden, der ellers kun tynger os som rent stof, der trykker os som en blind magt, ud i det fjerne, at forvandle den til vores ånds frie værk og at beherske det materielle gennem idéer.« – Om brugen af koret i tragedien

Med offentliggørelsen om at Frankrig har for øje at bygge et nyt kernekraftværk for første gang siden flere årtier, og at Holland og Sverige nu er blevet en del af »atomklubbens« ti (og nu tolv) lande, vender erinyerne hjem for at høste stormen ved den stadigt-komposterende COP26’s »gruppe-flop«. Om Glasgow kan vi gøre brug af Sir Winston Churchills ord: »Sjældent har så mange sagt så meget om så lidt«. Spot og spe om Flop 26 er opblomstret på verdens sociale medier, med adskillige lister af fejlslåede klimaforudsigelser udgivet i forskellige versioner og satirer.

Hvad vil skæbnen blive af Glasgows fjollesæson, som opfordrer til 130 billioner dollars i udgifter til et problem, der ikke eksisterer? Husker du Paul »Befolkningsbombe« Ehrlichs famøse forudsigelse i august 1969, som blev udgivet i New York Times? »Bøvlet med næsten alle miljøproblemer er, at til den tid, hvor der er nok beviser til at overtale folk, er du allerede død. Vi må indse, at medmindre vi er ekstremt heldige vil alle være forsvundet i en sky af blå damp indenfor 20 år.«

Vi forsvandt ikke i 1989, men det gjorde Berlinmuren den 9. november det år. Det var en begivenhed, som oversteg fantasien hos stort set alle, særligt malthusianerne. Det syntes, selv imens det skete, at være umuligt, undtagen for én statsmand, som havde »visualiseret det komplekse domæne« af verdens strategiske situation. Lyndon LaRouches tale den 12. oktober 1988 på Kempinskihotellet fremlagde nødvendigheden for en forenet amerikansk-sovjetisk tilgang med en »komité for modsætningernes sammenfald« til den daværende strategiske krise i Sovjetunionens og Warszawapagtens utilstrækkelige fødevareforsyninger. Genforeningen af Tyskland blev placeret i konteksten af et fælles, multinationalt fredsprojekt – Fødevarer for fred – hvis omdrejningspunkt var et projekt for den moderne industrialisering af Polen:

»Lad os sige at USA og Vesteuropa vil samarbejde om, at opnå en succesfuld genopbygning af Polens økonomi. Der vil ikke være nogen indgriben i regeringens politiske system, men kun en slags Marshallplan-understøttelse til at genopbygge Polens industri og landbrug. Hvis Tyskland er indforstået med dette, lad en proces, som tilsigter genforeningen af Tysklands økonomier, begynde, og lad dette være begyndelsespunktet for vestligt samarbejde i at hjælpe med at genopbygge Polens økonomi. Vi, i USA og Tyskland, bør sige til den sovjetiske blok, lad os vise hvad vi kan gøre for folk i Østeuropa, med denne test, som koster jer intet. Så kan i bedømme resultaterne, om dette er en lærdom I ønsker at gentage i andre tilfælde… Verdens tilstand, som vi kender den i efterkrigstiden er slut. Det eneste spørgsmål er, om en ny æra vil blive bedre eller værre end den æra vi befinder os i nu.«

Det eneste spørgsmål i dag er, som det var på det tidspunkt, hvad der kan gøres for at forandre den nuværende histories tragiske retning, en »nuværende historie« vis formål blev beskrevet af Dante Alighieri for over 700 år siden:

»Men fæst dit Blik paa Dalen, thi nu møde
Vi snart Blodfloden, i hvis Væld det varme,
de koges, der med Vold mod andre brøde.
O blinde Graadighed, vanvittige Harme,
Der i det korte Liv os saadan jager,
Og koger i det evige os Arme!«
– Inferno, Canto XII, oversat af Chr. K. F. Molbech

En relativ håndfuld af individer, sammenmødt som patrioter og verdensborgere, som ikke skyer tilbage fra at genkende storheden af bidragene fra alle kulturer til alle andre, og klare til at udfordre alle falske ideologiske lænker til fordel for udvidelsen af teknologisk fremskridt til hver del af planeten, har nu muligheden for at fravriste kontrollen fra »nattens hære«. Selv på sidelinjerne af »fjolletopmødet« finder anvendelsen af kernekraft et momentum, selvom det er gennem den fejlagtige fordrejning om at »reducere CO2-udledningen«.

Som vi bevæger os ind i de afsluttende dage i mobiliseringen for konferencen, »Alle menneskehedens moralske ressourcer skal samles: Menneskeheden må være den udødelige art!«, lad os nævne, om det er i Afghanistan med operation Ibn-Sina, eller Haiti med vores udviklingsprogram, eller med Verdenssundhedsplatformen for at overvinde pandemien, at Schiller Instituttet, som en anti-malthusiansk modstandsbevægelse, må lade en moralsk klar trompet lyde.

»Det er ikke sandt, som man normalvis hører dette påstået, at publikum nedværdiger kunsten; kunstneren nedværdiger publikummet, og til alle tider hvor kunsten nedværdigedes, faldt den på grund af kunstnerne«, fortæller Schiller os. Vi må skabe en ny, optimistisk kulturel kraft i den trans-atlantiske verden, ved at opretholde en standard for sandhed, ikke den offentlige mening. For eksempel, når det fremhæves at 1,1 milliarder mennesker i Afrika syd for Sahara har de samme kapaciteter for energiproduktion som 83 millioner mennesker i Tyskland, bør vi gøre opmærksom på, at Tyskland er energi-fattigt, fordi det ødelagde 11 ud af sine 17 kernekraftværker. Afrikas energibehov kan kun opnås, hvis der igen er et klart engagement i verden, særligt fra Tyskland og andre tidligere, progressive nationer, for at skrue op for alle nationers industrier i stil med Apollo-programmet for at udfylde verdens energiknaphed. Dette indebærer den øjeblikkelige konstruktion af hundredvis af kernekraftværker (måske tusind eller mere med SMR-design) over de næste 10-20 år.

Tragedie er ikke menneskehedens naturlige tilstand. COP 26’s parade af cirkusnumre kunne ikke bestå eksamenen. Vi er frie til at skabe det samme »faseskifte«-mirakel, som fandt sted den 9. november 1989, men kun ved brugen af metoden af fysisk økonomi lært af Lyndon LaRouche, manden som så vejen til at forene nationer, og at gøre det uden krig til fordel for alle mennesker.
 

In her weekly dialogue, Schiller Institute Founder Helga Zepp-LaRouche evoked the principle of statecraft as developed by Friedrich Schiller as the means by which the present dominant global paradigm can be swept away. She reviewed how that paradigm is threatened by a systemic collapse, but as long as the method of the thinking imposed by the oligarchy remains hegemonic, we face a worsening world situation of pandemics, famine and war.

The alternative requires a new idea of politics, in which citizens elevate the quality of thinking to a new level. Zepp-LaRouche said that Schiller provided the means to achieve this, in his Aesthetical Letters, in which he argues that “true political freedom is the highest form of art.” In the battles ahead, including that of reversing the election theft of the 2020 election, the defense of the ideals of a constitutional republic requires that citizens come to distinguish between the real enemies of the U.S., centered in the City of London, and potential allies, such as Russia and China.

She concluded by urging that to accomplish this essential goal of elevating the level of thinking of the citizenry, the “Beethoven Year” should be extended, until a majority of people are able to “Think like Beethoven.”

Download (PDF, Unknown)

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Goddag! Formålet med dagens begivenhed er, at gøre mange unge mennesker i hele verden bekendte med Lyndon LaRouches navn og personlighed og ideer. Hans ideer er absolut nøglen, hvis verden skal komme ud af den nuværende krise. I betragtning af, at han var min mand i 41 år, og jeg i cirka et halvt århundrede var hans politiske allierede – en af mange – så er det følgende ikke bare noget jeg siger, men noget jeg er dybt overbevist om i min sjæl og mit sind. Han var, og fordi han på en vis måde er udødelig, er stadig den smukkeste sjæl og den mest kreative person i sin tid. Der er en meget stor uoverensstemmelse mellem hvem Lyn virkelig var og er, og det billede der tegnes af ham.

Set fra et universalhistorisk synspunkt, hvis man bedømmer et enkelt menneske ud fra hvor meget de bringer udviklingen af menneskeheden frem, mener jeg han er en af de mest enestående personer i hele historien. På den anden side, den næsten uovertrufne vold – og det siger en del, især i nutidens USA – med hvilken hans modstander angreb ham, tilsmudsede ham, dæmoniserede ham, giver jer en ide om hvor skrækslagne de var for ham.

En af de store tyske naturretsfilosoffer, Friherre von der Heydte, sagde, at LaRouche-sagen mindede ham om Dreyfus-affæren i Frankrig. Og tidligere rigsadvokat i USA, Ramsey Clark, udtalte til en kommission, som undersøgte LaRouche-sagen i 1994, at “LaRouche-sagen repræsenterer et bredere omfang af overlagt, beregnende og systematisk retskrænkelse over en længere periode, med misbruget af den føderale regerings magt, end nogen anden retsforfølgelse af den amerikanske regering i min tid, eller efter min viden.”
Det, eller de, der stod bag dette, er hvad folk i dag kalder “Deep State”, eller rettere, det angloamerikanske efterretningsapparat; det samme slags apparat som har stået bag kupforsøget mod præsident Trump siden 2016, bag Russiagate, bag dæmoniseringen af præsident Putin of Xi Jinping, og bag de folk som nu presser voldsomt på for at få gang i en krig; måske endda før det amerikanske valg, eller i det mindste drive inddæmningen af Rusland og Kina så langt, at det kunne gå helt galt, og vi kunne have den 3. Verdenskrig.

Herunder følger resten af talen på engelsk:

The effect of these people having been relatively “successful” — and naturally, I’m saying that in an ironic way — is the reason why we are now on the verge of World War III; that we have an out-of-control pandemic; that we are still threatened with the danger of a financial collapse of the entire system, and that we have famine especially in the developing countries which could quickly reach Biblical dimensions.

If we want to overcome these dangers, it is — even at this very late stage of affairs — it will depend; and we can discuss, but it is my deepest conviction, it will depend on our ability and your help to free Lyn’s name from the lies, slanders, and distortions, and to implement Lyn’s solutions which really have practically taken care of every single problem which is an existential threat to humanity today. In a very beautiful paper called, “The Historical Individual,” which I would urge you to read, he defined that he saw two major missions for himself. One, he said, I want to get you safely through the worst of the presently onrushing world and national crises. And secondly, to foster a new leadership from among the ranks of our young people, which will understand the systemic features of history, and therefore, will be much less likely to make the same mistakes as the foolish members of the recent two adult generations have made until now.

That fostering towards you. You are the young people who are the future. Therefore, it is up to you to develop out of your ranks the kinds of leaders who will make a difference in history. So, Lyn said, in that same paper, when every nation, every culture is in a tragic moment of great crisis, it is “gripped by the need for a sudden and profound change in the quality of its leadership.” Then the survival depends upon its “willingness to choose a new quality of leadership,” and not leave the fate of humanity to those narcissistic leaders who occupy leading positions now, who are only concerned about their performance, but not about the well-being of their nations or the world. You have to have the aspiration to become, all of you, true great statesmen. You have to take as your examples, according to whom you want to orient your life, such people as Benjamin Franklin, or Abraham Lincoln, Franklin D. Roosevelt, Jeanne d’Arc, or Martin Luther King; and I would like to add Lyndon LaRouche.

We have now the greatest danger that the world is run by leaders around the world — there are very few exceptions — who are mediocrities; who are really not fit to lead the world out this crisis. This is at a moment when you would need intellectual and moral giants. So, the indispensable leaders for such times as these, Lyn says in this paper, are those people who succeeded practically from childhood to let themselves be taken over by the natural potential for the sublime. The sublime — that is, that quality described by Friedrich Schiller where a human being attachés his or her identity to higher values than even our physical existence; and becomes not physically safe, but morally safe. Such a person rejects the banality of popular culture and taste. Such a person rejects the world of sense certainty; the pleasure in the here and now, and develops that innate power of that quality which is described in I Corinthians 13 — agapē. A profound passionate love for mankind, without which, the world will not get out of this crisis.

Those relatively free souls among us, Lyn says, are the “ugly ducklings,” those who are mistakenly called “eccentrics” because they don’t fit the mainstream popular accepted taste of the social clubs of that kind of paradigm which got us into this crisis. Lyn jokingly, but not so jokingly, called himself many times an “ugly duckling.” But I can assure you, his mind was the most beautiful swan you ever could see.

As a young man, Lyn studied all on his own the ideas of Leibniz, and he listened to Classical music. He rejects Kant — especially his ideas about aesthetics — that there was no meaning in beauty, and that beauty was arbitrary. He rejected Kant’s idea that there was no knowable universal truth. Lyn then joined the Second World War, participating in the India-Burma theatre. He told us many times his experiences in the Calcutta riots of 1946. This was a very decisive moment in his history, because he saw firsthand the brutish character of the British Empire in action. It was clear in his mind from that point on that the natural course of affairs would be that after the Second World War, the Americans would return back and develop India and other developing countries, as was the intention of Franklin D. Roosevelt to develop the developing countries with American technology.

Lyn was absolutely shocked when he heard that Truman would replace Roosevelt, and already told his contemporaries in India that a great man had been replaced by a very little man. And he was completely appalled when he then returned to the United States and saw how people who had developed a certain greatness in fighting Nazism and in fighting fascism and being in World War II, how they really became petit bourgeois; going into the suburban life of American cities. Lyn developed a healthy contempt for that kind of lifestyle. Then, in his function as a business consultant, he came across the theories of Norbert Weiner and John von Neumann. He studied information theory and systems analysis, and immediately recognized that these systems were not capable of describing real economic processes of physical economy, which he had started to develop into his own system based on the ideas of Leibniz.

He developed this idea of physical economy, which became the basis for him to become the most successful economic forecaster of the recent period. His love for Classical music — Bach, Beethoven — had given him very early the appreciation for the importance of the cognitive potential of each individual. From that standpoint, he was one of the very few people in the 1960s, when everybody was mesmerized by the hippies, by flower power, he immediately recognized that this paradigm shift — which was induced by the oligarchy, but people naturally didn’t know that — would destroy the cognitive potential of the population in the long term. He started an endless campaign against the danger of drugs and the combination of the rock-drug-sex counterculture. Then, I think the most important point in this early period was that Lyn recognized, having been familiar with Franklin D. Roosevelt, with the principles of the Bretton Woods system as it was intended by Roosevelt, as compared to what it would become with Churchill and Truman. He recognized in an absolutely prophetic way, what it meant that Richard Nixon, on August 15, 1971, decoupled the dollar from the gold standard, and introduced the floating exchange rates. Lyn said prophetically, that if that monetarist tendency would be continued, it would inevitably lead to the danger of a new depression, a new fascism, the danger of a new world war, or it would be replaced by a just, new world economic order.

Immediately following this in 1973, Lyn constituted a biological taskforce, whose job it was to study the impact of the austerity of the IMF and the World Bank on the developing sector; the infamous conditionalities of the IMF which prevented the developing countries from investing in infrastructure, health, and forced them to pay their debt instead. Lyn said, if you continue to do that, it would inevitably lead to the outbreak of old diseases and new pandemics. He had an absolute foresight for the epidemics and pandemics which developed since AIDS, SARS, MERS, Ebola, and now the coronavirus. All of this would have been not necessary if Lyn’s policies for the development of the developing countries would have been implemented.

From that perspective, Lyn also immediately recognized the absolute devastation of the implementation of the Malthusian policies of the Club of Rome, and how the paradigm shift occurred at the beginning of the 1970s. The idea that it was a natural question that eventually all developing countries would develop, which was expressed in the development decades of the 1950s and ’60s of the United Nations. And how that was replaced by the infamous theories of the Club of Rome; the idea that there are limits to growth, the idea that population is not a good thing. That the population bomb is the greatest threat to humanity; that there is overpopulation. Basically, Lyn obviously knew that was completely wrong; that this was completely against the laws of the actual physical universe. He developed one of his most important conceptions, which was the idea of relative potential population density. Meaning that it is a law of the universe that people must increase; the number of people must increase; they must develop more abilities to have longevity in order to be able to have more people be able to develop more skills which requires longer education. And that the effect of this would be limitless development. He also knew that the premise of the Club of Rome was completely ridiculous. The Earth is not a closed system; the whole assumption of the Malthusians is wrong. Naturally, his image of man was that man is not an accountant who manages the limited resources, and for sure not a parasite as the Greenies today day. But that the discoveries of man, which can again and again show him new physical principles which are part of the development of the universe. As a matter of fact, the most developed part of it.

Lyn, because he saw the danger these ideas would represent for humanity, he decided, as an individual, as somebody who was not backed by Wall Street or the City of London, he decided for President of the United States. He did that first on the Labor Party ticket, a party which he founded in 1973. And basically, he was in this Presidential campaign in 1976, fighting against the Trilateral Commission and all their rotten ideas, the danger of nuclear war, and the urgent need for the industrialization of the developing sector. This was a very bold idea. Lyn meant it; he went in for winning the Presidency. The U.S. Presidency is probably the most powerful institution in the present world; this is due to the American Revolution, the idea of the Declaration of Independence, that life, liberty, and the pursuit of happiness is the inalienable right of all human beings, given to them by the Creator. This Constitution of the United States defined it as the task of the government to protect those inalienable rights of all human beings. Therefore, it was the first time that there was actually a form of government which was the complete opposite of the oligarchical model which existed with the monarchies and other forms of government in Europe, where the idea was that the purpose of the government was to protect the privileges of the elite and keep the mass of the population backward.

So Lyn, as in independent, decided to go against this plutocracy, the control of the Democratic and Republican Parties by Wall Street. And actually fulfill the promise of the Declaration of Independence and the American Constitution. Lyn ran for President eight times, from 1976, and then from 1980 to 2004 as a Democrat. He had the concept that he had to wage this battle to turn the United States into a force for good, as it was intended by the Founding Fathers. Already in year before he started the first campaign, in 1975, he developed a revolutionary conception — the International Development Bank. It was the idea that it should replace the IMF; that it should be an incredible credit institution for technology transfer to industrialize the so-called Third World. He developed also in 1975, the Oasis Plan, which was the idea to develop Southwest Asia; develop new water, green the deserts. He developed with his associates, a plan for the industrialization of Africa.

Naturally, immediately, the establishment regarded Lyn as the greatest threat to their system. Because what became known only later, in 1974, Kissinger had developed a paper called NSSM 200 [National Security Study Memorandum 200: Implications of Worldwide Population Growth for U.S. Security and Overseas Interests], which was a blueprint for population reduction. It quite brazenly defined the raw materials in some of the most populous of the developing countries — actually 13 countries — as belonging to the strategic interest of the United States. Therefore, the population should be reduced, because too many people in these countries would consume too much raw materials. This scandalous paper was only made public in the 1990s, but obviously every word Lyn was saying went completely against these ideas. Then, we published these proceedings of the Africa Development; we had a conference in 1976 in Paris, and also in 1976 when Lyn’s Presidential campaign was already in full gear, I was in Paris organizing a one-week diplomatic seminar with a whole bunch of Arab ambassadors who had planned to invite Lyn to come to Paris and give them a one-week course on the Oasis Plan, on his economic theory. This was really a major event. But what happened was, on the day when the seminar was supposed to start, Lyn had just arrived from the United States. I got a phone call from the Iraqi ambassador, who said, unfortunately, I have to tell you that Mr. LaRouche has to develop a “diplomatic flu.” He must basically say he’s sick and therefore cannot participate in the seminar. Even so, he was supposed to be the main speaker, the main teacher. As it turned out, Henry Kissinger had flown himself personally into Paris that day, making pressure on the French government and all the ambassadors to cancel this event all together.

In 1976, we had already organized for one full year in many countries around the world, to implement the International Development Bank. We had talked to many embassies of the Non-Aligned sector, of Africa, of Latin America. In the fall of 1976, the Non-Aligned Movement adopted practically that plan for a New World Economic Order at the Colombo conference in Sri Lanka. So, we were extremely happy. I called up all the media in Germany and asked, “When are you reporting this?” They said, completely arrogantly, “We are not reporting this, because this is not newsworthy.” I said, “What? Three-quarters of the human species want a New World Economic Order, and you say this is not newsworthy?” Well, that was the first major lesson about the control of the media. Then, what happened was a tremendous backlash, where leaders of the Third World like Indira Gandhi, Mrs. Bandaranaike, Prime Minister Bhutto, were all destabilized, and also Gen. Juan Velasco Alvarado from Peru already in 1975, he was one of the leaders of this movement. They all were ousted or killed. But Fred Wills, the Foreign Minister of Guyana already in 1976, introduced the IDB conception to the UN General Assembly. This all happened on the orders of the IMF and the State Department.

In 1976, Lyn was running for President in the United States, and I was running for Chancellor in Germany. I thought that was necessary because the alternatives were Helmut Kohl and Helmut Schmidt; Kohl being your typical mediocre conservative, and Schmidt, who had some good features, but he had also endorsed Hjalmar Schacht, the Finance Minister of Hitler, or his policies. So, I thought it was absolutely necessary to fight for an alternative. That double candidacy brought us also closer, Lyn and myself. So, in 1977, we got married. This was then the beginning of a truly very beautiful marriage, which is obviously very precious to me. Immediately, death threats started. The so-called Red Army Faction, Bader-Meinhof groups. The Red Army Faction is RAF, which happens to also be short for the Royal Air Force of Great Britain. So, one has to think, because some of the third generation of the RAF actually were probably enemies of Lyn’s conception, and were determined that they would suppress these ideas.

Lyn continued his Presidential campaigns. In 1980, he campaigned against Bush, Sr. and ruined his Presidential ambitions at that time, which got him the lifelong hostility of the Bush family. But it also made him an acquaintance of President Reagan, which turned out to be very fruitful later on.

In 1982, we did an enormous amount of things. López Portillo, the President of Mexico, who had gotten to know our youth movement in Mexico, was completely intrigued by the fact that there would be young people who would fight for such ideas. So, he wanted to find out about LaRouche. When the peso was under massive attack, and there was a huge capital flight organized out of Mexico, he invited us to come to Mexico City. He asked Lyn to help him defend the sovereignty and the currency of Mexico. Lyn immediately wrote a program, not just for Mexico but for all of Latin America. This was called Operation Juárez. It was the idea of an infrastructure development plan, a debt reorganization, and basically developed credit mechanisms for long-term real development of the entire Latin American continent. At that time, Latin America had a $200 billion debt. They had paid that debt many times over; this is what we call “banker’s arithmetic,” but $200 billion — which is now proverbial peanuts in terms of all these quantitative easing trillions being pumped into the system. But $200 billion in 1982 was regarded to be enough to bring down Wall Street and the City of London. When López Portillo implemented that policy on September 1, 1982, it just happened to be that Lyn and I, on the same day, were in Germany in Frankfurt meeting with the management of the credit institution for reconstruction. And at 11 a.m., we just were standing there, talking. One of the biggest currency traders rushed into the room and said, “This is it! Wall Street is finished! This is a debt bomb by the Latin American countries. This is the end of the system!” Lyn just smiled and said, “No, don’t worry.” It’s just a way to save these banks; because if you reorganize them in an orderly fashion, that’s the only way they can actually be saved. So, well, that was really a very interesting moment, but the establishment thought that was the end of their system. It increased the resolve to go after Lyn.

In the same year, we went to India, and we met with Indira Gandhi. We worked with her on a development plan for 40 years for the development of India, which also was part of Lyn’s conception to develop the whole world. The programs together, the Mexico program, the India program, Latin America, Asia, Africa; it basically would have meant that the entire Malthusian order as it was then developed, would have been undone.

The same year, Lyn started to work on another grand design for the change of the world, which was that since the end of the 1970s, we had found out that the Soviet scientists were developing beam weapons. They had developed a point defense system for the city of Moscow. Lyn was actually convinced that the biggest danger of nuclear war would arise when one side — either NATO or the Warsaw Pact — would be able to develop new weapons systems based on new physical principles, making nuclear weapons obsolete. In that moment then, the one side would feel encouraged to use nuclear weapons while they are still usable. You also had the development of the medium-range missile crisis, where in Europe you had both the Pershing II and SS-20 missiles directed against each other, with only three or four minutes until they would hit their target. They were always launch on warning, and at that time, you had a gigantic peace movement of people who knew that we were on the verge of World War III. So, Lyn developed a conception how the two superpowers — the United States and the Soviet Union — would not try to out-develop themselves, but develop these new systems jointly. To develop them, to implement them, and for the first time, make nuclear weapons technologically obsolete. Because also the defense would be less costly than the offensive; it was really an absolutely incredible design. It was not what the media made out of it, who called it Star Wars; but it was an absolutely incredible conception of how to technologically make nuclear weapons obsolete. So, for one full year, we organized conferences — in Rome, in Paris, in Bonn (at that time, Bonn was the capital of Germany), in Warsaw, in Washington. Out of that developed negotiations between Lyn and the representatives of the Soviet Union in a so-called “back channel” discussion, where the Soviet Union seriously studied to adopt that policy. After one year, in February 1983, they sent the message from Moscow that this is rejected, because it would give the West more advantages. Later we found out the reasons — namely that the Ogarkov plan had completely different objectives, and therefore rejected it. But, on the 23rd of March, President Reagan announced that very policy to be the official U.S. strategic policy; the SDI, the Strategic Defense Initiative. A little bit later, Lyn developed what that policy could have been. Namely, in a protocol for the superpowers, he described how the development of these new technologies based on new physical principles would lead to a science driver in the military field. And that if they would be applied in the civilian sector, they would lead to an incredible increase of the productivity of the economy. Then, if the two superpowers would work together, they could dissolve the military blocs of the Warsaw Pact and NATO, and jointly make a technology transfer to the developing sector; ending the character of these countries as proxies in a superpower confrontation, and really go in the direction of overcoming poverty and the development of the Third World.

President Reagan had adopted that policy. He wrote two official letters to the Soviets, offering American help to apply these technologies in the civilian sector. That is generally not being discussed at all, but we were very close to establishing a completely human world order. At that time, the determination of the oligarchy to really go after Lyn escalated. Because Lyn was not only able to define conceptions which would have changed the world for the better, but he got heads of state to implement these ideas — López Portillo, Indira Gandhi, President Reagan. So, then when the Soviet Union rejected that in 1984, he said if the Soviets keep their existing policy, they will collapse in five years. Now, they did, as you know. In 1989, when the [Berlin] Wall came down, his prediction was fulfilled.

In 1982, when all of this became very clear, that Lyn was having this impact, Henry Kissinger, in May, made an infamous speech in the Chatham House in London, where he admitted that he always was following the orders of the British Empire much more closely than that of the United States government. Kissinger, in August 1982, wrote a letter to the FBI Chief of that time, William Webster, and demanded that there should be an investigation of Lyndon LaRouche as a Soviet agent of influence. Nothing was further from the truth, but that is where basically the entire apparatus which was completely upset, after Reagan started to put the SDI on the agenda, went completely wild. Bush, Shulz, that faction. However, this was a period when we did so much. In 1984, we started the Schiller Institute. It was my idea, but Lyn was completely supportive. Very quickly, the Schiller Institute, which had the idea that you needed to replace the present policy with a foreign policy based on statecraft, and that nations should relate to each other by referring always to the best of the other. The best culture, the best traditions. That you needed to fight for a new world economic order and a renaissance of Classical culture. So, in the 36 years since, the Schiller Institute has become a very influential institution on five continents. Also in 1985, we had a beautiful conference for the honor of Krafft Ehricke, one of the great space visionaries and rocket scientists, who had not only developed beautiful conceptions about colonizing the Moon and the development of Mars, he developed the idea of the extraterrestrial imperative. The idea that mankind would completely transform its nature through space travel. He was a very good friend of Lyn’s and mine.

In all of these years, Lyn was incredibly productive. He had already developed in the 1970s key conceptions about the fundamental laws of the universe. He had developed the Riemann-LaRouche economic model, which was based on the physical principles of the real universe, and not on the sense certainty perception of the mere shadows, which was one of his ways to absolutely be the best forecaster on the planet. He absolutely made clear the fundamental difference between the Plato and Aristotle traditions in European history. He initiated a beautiful campaign for the protection of the principles of Classical music, the so-called Verdi tuning, which was signed by all major singers of that time, and many instrumentalists. Lyn developed out of this a close friendship with Norbert Brainin, who was the first violinist of the famous Amadeus Quartet. After Norbert spent one time two days in our house in Virginia, he and Lyn spoke for hours and hours; two full days about music. At the end of which, Norbert said, “Well, you know so much more about music than I do.” I think this was an absolutely correct characterization. Lyn also developed beautiful friendships with such singers as William Warfield and Sylvia Olden Lee; with Piero Cappuccilli, with Carlo Bergonzi.

Lyn already in 1974 had founded the Fusion Energy Foundation, which was a scientific institution fighting for the frontiers of science. Life sciences engaged in development projects. We had assembled around us in the 1980s, more than 100 top scientists who agreed with us to build three private universities. One in Peru, one in America, one in Germany, to teach Lyn’s scientific method.

Obviously, that was all interrupted with the infamous raid of our house in Leesburg, our offices, and the prosecution which followed. The life of this organization has completely changed. Up until 1986, we were building, we were optimistic, we were only engaged in productive concepts of how to make the world better. But after this raid, we had to really defend ourselves, and obviously with the prosecution of Lyn and him being innocently in jail, this organization had really to fight for our existence. They wanted to get rid of us all together.

But before the jailing of Lyn happened, he already in 1987, again completely prophetically, wrote an article in 1987, in which he said, if I become President in 1989, I will make sure that there will be a unification of Germany with Berlin as the capital. That idea that Germany should be unified and that Germany should have a peace treaty, was also part of our wedding agreement. We had said that Lyn would be President of the United States for eight years, and then I would be Chancellor of Germany for eight years. So, this was sort of joke, but not totally. It was also meant seriously.

Then, in 1988, Lyn made the famous press conference in the Kempinski Hotel in Berlin, where he predicted that Germany would be soon unified, and Berlin would be soon the capital of Germany. Again, as Lyn’s prognosis that the Soviet Union would collapse, which he said in 1984. In 1988, nobody thought that Germany would be unified. But when the Wall came down one year later, therefore, we were the only ones who had a conception of what to do. Lyn was already sitting innocently in jail, but we immediately worked together on the Productive Triangle, the idea to develop Eastern Europe with the help of modern technology. When the Soviet Union collapsed in 1991, we immediately prolonged that to become the Eurasian Land-Bridge; the idea to connect the population and industrial centers of Europe with those of Asia through development corridors. We promoted that conception in literally hundreds of seminars and conferences. I’m absolutely sure that whole effort very much influenced what then became the Chinese New Silk Road, the Belt and Road Initiative.

The most important thing Lyn contributed however, was a method of thinking. He opened the access to ideas which had been completely forgotten, pushed aside, by the rewriting of history and the history of ideas through the oligarchy. He again made it possible for people to understand the spiritual power of the mind for hypothesis. A method which, if it would be applied by young people all over the world, would simply mean — and it has to mean — that many of the young people of the world will have a way to access how to become a genius. Many of you will also become outstanding leaders, who can change the world for the better.

So, what is the lesson of all of this? Will we give up just because Lyn’s opponents have made such a mess of the world? They have the questionable success that they succeeded; this is why we are on the verge of World War III, famine, epidemic, and general collapse. But I think if we think — and we will hear about that for the rest of this event — if Lyn’s idea would have been implemented for the past 40 years, we would have Africa to be a blossoming garden. We would have Latin America completely developed. You would have many countries who would be not less developed than China is today. You would have Europe not being the culturally relativistic mess it is right now; but Europe would have revived the beautiful culture of the Golden Renaissance and the German Classical period of Schiller and Beethoven. The United States would be a force for the good, where people would be happy to be friends of that great country.

I think history will, for sure if there is going to be a history, write that Lyn’s enemies were the worst scoundrels, on a match with all the previous scoundrels in the world; among them, Hitler and others. And that the world would have been such a much more beautiful place if Lyn’s ideas would have been implemented. That task is now yours. You will be those people who have to design a new era of mankind. If you think that job is too big, I think you should be confident. The entire history of mankind is the proof that Leibniz’s conception that we are living in the best of all possible worlds is actually true. Every great evil will generate an even greater good. I think that that is exactly what we can do, and it absolutely depends on if there are enough people who have the potential to be truly great leaders. That is what I want you to become.

A Three-Fold Anniversary
Address by Helga Zepp-LaRouche (Se afskriftet nedenunder)

Excerpt from video: “The Lost Chance of 1989”
Schubert/Schiller: Die Hoffnung
Michelle Erin, soprano – Margaret Greenspan, piano – Elliot Greenspan, speaker

Schubert/Schiller: An Emma
John Sigerson, tenor – Margaret Greenspan, piano

Shakespeare: Luciana’s Monologue from Comedy of Errors, Act 3, Scene 2
Leah DeGruchy

Max Caspar on Kepler as a Philosophical Mind
John Sigerson

Schiller: “Die Teilung der Erde”
Frank Mathis

Schubert/Schober: “An die Musik”
Lisa Bryce, soprano – Richard Cordova, piano

Download (PDF, Unknown)

Det er generelt tilfældet, at folk i både Østen og Vesten ofte har accepteret ideen om, at der findes en eller anden fundamental forskel mellem den kinesiske tankegang og den vestlige tankegang, og at dette er et uoverstigeligt svælg. Som Rudyard Kipling, den britiske imperialist, grundlæggende set sagde, »Øst er Øst, og Vest er Vest, og aldrig skal de tvende mødes«. Som jeg altid har sagt, så er dette ikke en konstatering af fakta, men er derimod en politik – dette er den britiske imperiepolitik, der sørger for, at der eksisterer en opdeling, for det er gennem at holde verden opdelt, at de kan fortsætte med at herske imperialt over de opdelte nationer.

Men vi har altså, både her i USA og i Vesten og i Kina, at folk accepterer denne idé om, at der skulle være en eller anden fundamentalt anderledes tankegang. Der er selvfølgelig forskellige karaktertræk i vestlig kultur og i kinesisk kultur – det er der ingen tvivl om. Men folk, der fremfører dette som et argument, er tilbøjelige til at sige, at deres side er den overlegne, og de andres side er underlegen; og dette ser man for øvrigt i Kina såvel som her.

Det, jeg vil gøre i dag, er grundlæggende set at tilbagevise denne opfattelse og forsøge at vise, at det, der er fundamentalt for mennesker overalt, er kampen mellem en humanistisk opfattelse af mennesket og så den oligarkiske anskuelse af mennesket som i heldigste fald en eller anden slags avanceret dyr; og at dette er arten af hele den vestlige kulturs historie og af hele den kinesiske kulturs historie.

Download (PDF, Unknown)

Leder fra LaRouche PAC, USA, 11. dec., 2017 – Dette er et enestående øjeblik. Det gamle, geopolitiske paradigme smuldrer, selv om det stadig sparker og er farligt, som det er tilfældet i det aktuelle kaos omkring Jerusalem. Men det nye paradigmes gensidige fordelagtighed vinder hastigt grund; og den potentielle alliance mellem Kina, Rusland og USA betyder et muligt, episk fremskridt for menneskeheden. Vi bør holde os sejren for øje.

I USA hører vi nu hyleri fra imperieslænget i Washington og London om, at deres Mueller/Russiagate-komplot ikke har held til at bringe Trump og det amerikanske præsidentskab til fald. Washington Post og Londonavisen Guardian stønner, at Robert Mueller og hans team ikke længere er »respekteret« og ikke ses som værende en »legitim myndighed«.

Det, der sker med Robert Mueller, viser »Ibykus-princippet« i kraft, med henvisning til Friedrich Schillers berømte digt, Ibykus’ traner. I dag påpegede Schiller Instituttets præsident, Helga Zepp-LaRouche, denne kendsgerning. Mueller slap længe godt fra sine forbrydelser – fængslingen af Lyndon LaRouche og hans medarbejdere, medskyldighed og mørklægning af Saudi-Arabiens involvering i 11. september. Men nu kredser Ibykus’ traner om ham. Mueller står for fald.

I Sydvestasien er der positive udviklinger, der giver håb for fremtiden, på trods af de af USA- og U.K.-støttede, saudiske grusomheder med angreb på Yemen. I dag var den russiske præsident Vladimir Putin på en russisk flybase i Syrien, hvor han takkede russiske soldater for deres indsats i Syrien og annoncerede, at kontingenter og udstyr nu er beordret hjem. »Vi vil aldrig glemme de dødsfald og tab, vi har lidt i anti-terrorkampen, både her i Syrien og i Rusland … mindet herom vil give os yderligere styrke til at udrydde denne absolutte ondskab – international terrorisme …« Den syriske præsident Bashar al-Assad takkede personligt Putin for at hjælpe Syrien. Dernæst mødtes Putin i Kairo med den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sisi, hvor økonomiske aftaler blev underskrevet, inklusive aftaler om, at Rusland kunne gå videre med byggeri af kernekraftværket med fire reaktorer på kysten, og om at samarbejde om Suezkanalens industrizone.

Samtidig er regionen i oprør over meddelelsen fra 6. dec. om, at USA vil flytte sin ambassade i Tel Aviv til Jerusalem. Trumps erklæring om dette – som senere blev modereret af udenrigsminister Rex Tillerson, kommer midt i en månedlang hyperaktivitet på vegne af fjernsynsprædikanter, såkaldte kristne, fundamentalistiske netværk, der kræver, at vi »står side om side med Israel«. Disse netværk er gamle kapaciteter for beskidte, britiske operationer, som går årtier tilbage i tiden. Vicepræsident Mike Pence, der er dybt involveret i disse kredse, og USA’s FN-ambassadør Nikke Haley, gik ind for, at Trump skulle tage dette provokerende initiativ før Pences planlagte rejse til Israel (17.-18. dec.) og Egypten (19.-20. dec.). Denne rejse – der tidligere var programmeret som en måde til at fremme Trumps ønske om en fredsproces, ligger nu i ruiner, endnu før den er begyndt. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas har aflyst et planlagt møde med Pence, og det samme har den egyptiske, koptiske patriark, pave Tawadros II og Egyptens øverste, muslimske klerikale repræsentant, Ahmed Al-Tayeb.

Denne form for handlinger for at skabe konflikt – hvor man sætter Israel op imod Palæstina, jøder op imod muslimer, sunnier op imod shi’iter samt andre geopolitiske spil, er det gamle paradigme i arbejde. Der er ingen mulighed for sikkerhed for nogen – inklusive Israel – i dette system af orkestrerede stridigheder. Den eneste løsning er gennem en ny æra for win-win-relationer mellem nationer, i den »Nye Silkevejsånd«. Dette forklares på smukkeste vis i Schiller Instituttets nye rapport, »Udvid den Nye Silkevej til Sydvestasien og Afrika: En vision om en økonomisk renæssance (vil snart kunne bestilles i USA).

LaRouche-medarbejdere i USA går nu frem mod målet om at opnå et skifte i politikken frem til 30. januar, 2018, Trumps Tale om nationens tilstand. Som det blev sagt i dag i LaRouche PAC’s mandags-opdatering: »50 dage til at forme de næste 50 år«.

Præsident Trumps underskrivelse af »Direktiv 1 for Rumpolitik« under en ceremoni i Det Hvide Hus er et skridt hen imod netop denne fornødne ændring. Vi vil »løfte vort blik mod himlene« og »turde drømme store ting«, erklærede præsidenten.

Foto: Præsident Trump får en pilotjakke fra NASA i Det Hvide Hus, marts, 2017. (Whitehouse Photo)          

Så der er mange punkter, hvor vi kan sige, »Lad os gå tilbage til vore bedste traditioner, og så vil vi finde ud af, at Europas klassiske perioder, og Kinas konfutsianske tradition og andre landes klassiske perioder virkelig skaber grundlaget for en ny renæssance.

Jeg mener, vi befinder os ved et utroligt, historisk øjeblik, og vi bør erindre os Friedrich Schillers ord, »Et stort øjeblik bør ikke finde et lille folk«. Så lad os forsøge at løfte vort folk op til at tænke stort, tænke smukt, blive skønne sjæle, skabe grundlaget for, at alle børn kan få mulighed for at blive genier. Og at det ligger inden for vores viljes mulighed at gøre det, og derfor er Toms kampagne og de andre medlemmer af Schiller Instituttet så absolut vigtig, og at vi bør være glade for, at Schiller Instituttet eksisterer i Danmark og skaber en mulighed for alle danskere til at gå med i dette utrolige, historiske øjeblik og skabe en bedre verden for os alle.

Download (PDF, Unknown)

Tom Gillesberg: … Hvis Schiller var her i dag, hvad mener du så, han ville bidrage med, og hvad kan vi bruge Schiller til i dag?

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at Schiller ville være meget glad, for grunden til, at Schiller Instituttet hedder Schiller Instituttet …  jeg har altid ment, at Friedrich Schillers menneskebillede var det mest ædle: Ideen om, at alle mennesker kan blive skønne sjæle.

Leder,  Schiller Instituttet og LaRouche PAC, 11. nov., 2017 – Følgende er et svar, Helga Zepp-LaRouche gav på et spørgsmål, stillet af formand for Schiller Instituttet i Danmark, Tom Gillesberg, under diskussionen, der fulgte efter Helgas briefing til Schiller Instituttets Venners valgarrangement i København, 10. nov.

Hendes svar udgør hendes lykønskningsbudskab til festlighederne 11. nov. i anledning af Schillers fødselsdag.

Tom Gillesberg: Da vi begyndte mødet, Helga, kommenterede jeg det faktum, at det i dag er Friedrich Schillers fødselsdag [10. nov. 1759 – 9. maj 1805]. Så jeg mener, det er meget passende at tænke over dette. Og jeg vil gerne spørge dig, Helga: Hvis Schiller var her i dag, hvad mener du så, han ville bidrage med, og hvad kan vi bruge Schiller til i dag?

Helga Zepp-LaRouche: Jeg mener, at Schiller ville være meget glad, for grunden til, at Schiller Instituttet hedder Schiller Instituttet – jeg kunne have en indsats for at etablere en bedre relation mellem relationer; jeg kunne have fundet en anden tænker: Leibniz, Cusanus, der er mange, der har gjort utrolige ting. Men jeg har altid ment, at Friedrich Schillers menneskebillede var det mest ædle: Ideen om, at alle mennesker kan blive skønne sjæle.

Som jeg for nylig skitserede i en tale, jeg holdt i New York, så er ligheden mellem konfutsiansk æstetisk opdragelse og Friedrich Schillers æstetiske opdragelse, forbløffende stor. Konfutse, der trods alt levede for 2.500 år siden, og Friedrich Schiller, der levede for over 200 år siden, kom imidlertid begge på den samme idé. Nemlig, at ethvert menneske har potentialet til ubegrænset selv-fuldkommengørelse; til at blive et geni. Og Schillers definition af geni var en skøn sjæl. Hermed mente Schiller, at man finder frihed i nødvendighed, og man gør sin pligt med passion. Ikke som én, der følger Kant, og som siger, »jeg må gøre min pligt« og ser rasende ud, og man er moralsk, men man hader det. Men derimod, at man glæder sig over at gøre det gode.

Jeg finder, at Xi Jinping er i besiddelse af denne egenskab. Jeg har studeret ham, studeret hans taler, hans bog med taler, The Governance of China, som I bør læse, som er udgivet dér; men man kan også finde alle hans taler på Google. Jeg kom til den konklusion, at han er en filosof; at han er et konfutsiansk renæssancemenneske. Og jeg mener, at Schiller ville have været utrolig glad over, at et sådant menneske er statsoverhoved, og at han har strømlinet hele det kinesiske samfund i overensstemmelse med disse ideer.

Jeg er meget optimistisk med hensyn til dette. Jeg mener, den vestlige propaganda er selvfølgelig flippet ud som bare pokker. De siger, »Åh! Xi Jinping er en ny Mao Zedong, endda en ny Stalin. Han koncentrerer al denne magt i sine egne hænder.«

Men undersøger man dette, ser man, at det ikke er tilfældet. Vist er det et meget centraliseret system, men det er et meritokrati; det er helliget folkets almene velfærd, og ikke kun det kinesiske folks, men udtrykkeligt også alle de deltagene landes [i Bælte & Vej]. Så jeg mener, Schiller ville genkende denne idé med at have en vision om en bedre verden, for, når man læser hans Æstetiske Breve, siger han: Man må give sine samtidige mennesker det, de har brug for, og ikke det, de begærer.[1] Man må være en tjener for sit århundrede, men ikke dets slave. Og andre, lignende begreber. Jeg mener, man må have en vision for, hvor man ønsker, menneskeheden skal være i fremtiden.

Det er ideen om, at den menneskelige art har muligheden for at blive forædlet, og dette var en udbredt idé hos Konfutse, og det var ligeledes absolut Friedrich Schillers idé.

Jeg mener, at dette er to meget gode udgangspunkter for at starte en debat om, hvad der er galt med den nuværende liberalistiske kultur, hvor »alt er tilladt«. [i modsætning til] ideen om, at kunst må være skøn. For kun, hvis kunst er skøn, kan den bevæge hjertet og forædle mennesket. Jeg mener, vi har et presserende behov for dette, for, ser man på vore samtidige mennesker, så har de et presserende behov for en æstetisk opdragelse. Og jeg mener, at det er, hvad Schiller Instituttet forsøger at gøre, og man kan ikke nægte, at det, vi hørte i begyndelsen, denne arie, der blev sunget [af Lena Malkki], er skønnere end det, man kan høre af Madonna. Hun er faktisk det modsatte af det, hendes navn siger; men det vil jeg overlade til jeres bedømmelse.

[1] Se også: »Vi behøver Schillers Æstetiske Breve i dag«, af Feride Istogu Gillesberg.

24. maj, 2017 – I en tale for et publikum på mellem 100 og 200 mennesker i forlaget Phoenix Press Publishing Groups hovedkvarter i Nanjing, Kina, gav Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets præsident, en tilbagemelding om sin deltagelse i Bælt & Vej Forum i Beijing.

»Bælt & Vej har indsprøjtet optimisme i mange lande«, sagde Zepp-LaRouche, »og dette momentum kan ikke standses«, men at bringe det til at bære den fulde frugt »bliver ikke let«. Umiddelbart efter topmødet, fortsatte hun, optrappedes angrebene mod Bælt & Vej, kombineret med angreb mod præsident Trump, der havde sendt en delegation på højt niveau til BV-topmødet. »Angrebene var baseret på de absurde anklager om aftalt spil med Rusland i valget«, sagde hun.

»Efter den Kolde Krig, ønskede briterne og deres amerikanske allierede at skabe en unipolær verden«, sagde hun. »Og i deres bestræbelser herpå, har de ødelagt Mellemøsten og efterladt det i ruiner.« Dette fremskyndede flygtningekrisen, den generelle reaktion imod »globalisering« og fremvæksten af højrefløjsbevægelser. »Bælt & Vej«, sagde hun, »vil virkeliggøre skabelsen af Verdenslandbroen, som vil forbinde alle kontinenter. Dette er noget, vi har kæmpet for i over 40 år«, sagde hun.

Dernæst beskrev hun den kamp, som hun og hendes mand, Lyndon H. LaRouche, jr., har ført for at bygge en ny, økonomisk verdensorden: LaRouches forslag om en International Udviklingsbank, kampen for den afrikanske udviklingsplan og det latinamerikanske initiativ med samme formål, med samarbejdet med den mexicanske præsident, José López Portillo [1976-82], samt de hundredevis af seminarer på fem kontinenter, som Schiller Instituttet har afholdt, med krav om en Bælt & Vej-udvikling.

»Transformeringen af Bælt & Vej til at blive til en Verdenslandbro vil for første gang rent politisk virkeliggøre en reel fremtid for alle mennesker, der lever på denne planet, og vil etablere former for regeringsførelse for verden.« Men, for fuldt ud at realisere dette, sagde hun, »må man også studere min mands ideer med hensyn til spørgsmålet om økonomi«.

Fr. Zepp-LaRouche gennemgik dernæst de altafgørende kulturelle aspekter af Bælt & Vej og behovet for, at alle de forskellige kulturer bringer alle deres bedste præstationer frem, med det formål at bruge disse til at skabe en dialog mellem kulturer blandt nationerne i Bælt & Vej. Dernæst gennemgik hun betydningen af Friedrich Schiller i tysk og vestlig kultur, og betydningen af Konfucius i kinesisk kultur, idet hun foretog en konkret sammenligning mellem Schillers og Konfucius’ værker, hvor hun viste den nære lighed i disse to, store tænkeres ideer, der var skilt af næsten 2000 år.

Efter fr. Zepp-LaRouche havde Bill Jones, chef for EIR’s Washington-kontor, en fremlæggelse, hvor han viste en power point-præsentation, der beskrev LaRouche-organisationens kamp fra tidspunktet for Nixons ophævelse af Bretton Woods-systemet. Han beskrev Romklubbens angreb i 1970’erne og udgivelsen af bogen »Grænser for vækst«, der havde til hensigt at transformere en fremskridtskultur til en dødskultur, med den internationale indsats for Økonomisk Nulvækst og Befolknings-nulvækst. Han skitserede Lyndon LaRouches og LaRouche-organisationens reaktion på Nulvækst-bevægelsen, LaRouches krav om den Internationale Udviklingsbank (IUB) og det efterfølgende krav om IUB og en Ny, økonomisk Verdensorden ved den Alliancefri Bevægelses Colombo-møde i 1976, og gennem Guyanas udenrigsminister, Fred Willis, i FN’s Generalforsamling.

Jones beskrev den kamp, som LaRouche førte for at bringe præsident Ronald Reagan, der havde vedtaget LaRouches idé om Strategic Defense Initiative, SDI (Det strategiske Forsvarsinitiativ) som et fredsforslag sammen med Sovjetunionen, ind i en arbejdsrelation med de progressive ledere i udviklingssektoren, såsom den mexicanske præsident López Portillo og den indiske premierminister Indira Gandhi. Disse bestræbelser førte dernæst til en reaktion fra vicepræsident George H.W. Bush, der intrigerede for at få LaRouche og flere af hans medarbejdere fængslet på falske anklager. Valget af præsident Bill Clinton bragte LaRouche ud af fængsel og tilbage i en rådgivende rolle, med præsident Clintons forsøg, om end mislykket, på at gå i retning af en ny finansarkitektur. Skabelsen af Bælt & Vej-initiativet (BVI) og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) repræsenterer således den type strukturer, som LaRouche og hans bevægelse har forsøgt at frembringe i over fire årtier, forklarede Jones.

Dernæst fulgte professor Bao Shixiu, professor i militærvidenskab, der skitserede Bælt & Vejs strategiske betydning for Kina og viste, hvordan det vil gøre det muligt for landet at overvinde de traditionelle vanskeligheder, det har haft med andre lande, inklusive Indien og Japan. Professor Bao understregede LaRouche-parrets skelsættende rolle med at bringe dette initiativ frem i forreste front, og Lyndon og Helga LaRouches fortsatte kamp for at overvinde modstanden mod det, fra finanseliten i London og New York. Professor Bao fremlagde også både Bælt & Vejs økonomiske og strategiske implikationer for Kina, som ville være med til at sikre et harmonisk klima i området og i verden, der igen ville gøre det muligt for Kina og alle andre lande at fortsat udvikle sig.

Tilhørerne viste stor interesse, især for Helga Zepp-LaRouches forslag om en dialog mellem kulturer og en større grad af interesse i Friedrich Schillers værker blandt personalet i Phoenix-forlaget, af hvilke nogle syntes at have fået et ret stort kendskab til den tyske kulturs værker.

Foto: Som præsident for Schiller Instituttet var Helga Zepp-LaRouche inviteret til at deltage i det netop afsluttede Bælt & Vej Forum i Beijing, den 14.-15. maj, hvor hun deltog i rundbordsdiskussioner mellem tænketanke. Her ses hun som tilhører under forummet.

Lige fra begyndelsen havde Schiller
Instituttet den idé, at vi måtte have en
retfærdig, ny økonomisk verdensorden;
men at det aldrig ville fungere, hvis det ikke
blev forbundet med en renæssance af
klassisk kultur. 

Det, jeg vil tale om, er ideen om den højeste menneskehed, det fælles filosofiske grundlag for vestlig og asiatisk kultur … Præsident Xi Jinpings håbefulde vision for det, han altid kalder et fællesskab for menneskehedens fælles fremtid … er blevet vedtaget som en resolution i FN’s Sikkerhedsråd. … Med dette koncept er et strategisk initiativ, som kan erstatte den krigsskabende geopolitik med idealet om en forenet menneskehed, sat på dagordenen

Download (PDF, Unknown)

En af de ting, som Friedrich Schiller skriver i sine Breve om Menneskets Æstetiske Opdragelse, er, at man bør indgive i verden kursen mod det gode, og han fremfører, at, selv om vi lever i vort århundrede, så bør vi ikke være skabninger af vort århundrede – at det, vi må give til menneskeheden, er det, menneskeheden har brug for, og ikke det, menneskeheden lovpriser. Jeg mener, at dette i særlig grad er passende for de omstændigheder, vi i dag konfronteres med, hvor der er en mulighed for at forme fremtiden; men det er en mulighed, som vi meget hurtigt må gribe, og den eneste måde, hvorpå vi kan gribe fremtiden, er ved at operere på et meget højere plan, end de fleste mennesker gør.

Download (PDF, Unknown)

I anledning af årsdagen for den tyske digter og ’frihedsfilosof’ Friedrich Schillers (10. november, 1759 – 8. maj, 1805) fødsel, efter hvem Schiller Instituttet naturligvis er navngivet, holder vi en lille sammenkomst på vores kontor i aften med kunstneriske indslag, hvor vi samtidig vil høre formand Tom Gillesbergs analyse af de seneste politiske begivenheder og, ikke mindst, hans marchordrer til alle aktivister og andre interesserede for, hvordan vi bedst fremmer Danmarks vedtagelse af en Glass/Steagall-bankopdeling og en opbygningsplan for realøkonomien efter LaRouches Fire love, så vi også her i Danmark kan være med til, at håbet (se Schillers digt) om en bedre fremtid, fri for krig og fattigdom og andre plager, kan virkeliggøres for os selv og vore efterkommere.

Kom ind på vores kontor, alle, som kan, og vær med til at gøre denne dag til en festdag.

(Du kan også være med over Skype, ring 53 57 00 51). 

Håb

Af Friedrich Schiller (1797)

Menneskets drømme og tale sig smykke, 

med kommende, bedre dage;

mod fremtidens gyldne mål og lykke,

ser man det rende og jage.

Ældes, forynges, slig verden går,

Dog til forbedring dets håb alt står!

Til livet vier håbet ham ind,

muntre dreng af håbet omsvæves,

en yngling begejstrer dets trylleskin,

det med oldings grav ej ophæves;

slutter end graven hans trætte rend,

sit håb dog han planter på graven end.

Det er intet blændværk og indholdsløs smiger,

som i dårers hjerne er født;  

Men fra hjertet det kommer, og højlydt siger:

Til noget bedre er vi født!

Hvad stemmen i hjertet således forklarer,

den håbende sjæl slet ikke bedrager.

(Inspiration til ovenstående poetiske gendigtning er hentet fra denne prosaoversættelse)

Originale tyske digt:

Hoffnung

Es reden und träumen die Menschen viel

Von bessern künftigen Tagen;

Nach einem glücklichen goldenen Ziel

Sieht man sie rennen und jagen.

Die Welt wird alt und wird wieder jung,

Doch der Mensch hofft immer Verbesserung!

Die Hoffnung führt ihn ins Leben ein,

Sie umflattert den fröhlichen Knaben,

Den Jüngling begeistert ihr Zauberschein,

Sie wird mit dem Greis nicht begraben;

Denn beschließt er im Grabe den müden Lauf,

Noch am Grabe pflanzt er – die Hoffnung auf.

Es ist kein leerer schmeichelnder Wahn,

Erzeugt im Gehirne des Thoren.

Im Herzen kündet es laut sich an:

Zu was Besserm sind wir geboren,

Und was die innere Stimme spricht,

Das täuscht die hoffende Seele nicht.

Se også: Oversigt over danske artikler om Schiller / Schiller på andre sprog / Schiller på dansk 

Krafft Ehricke var en nær ven til os, og især i de seneste år af hans liv havde jeg mange samtaler med ham, om relationen mellem videnskab og kultur. Han var absolut overbevist om, at Schiller Instituttets bestræbelser var absolut afgørende, for han sagde, at vi må tilføje menneskets æstetiske opdragelse til videnskabeligt fremskridt, eftersom teknologi aldrig er god eller ond. Det er mennesket, der anvender den til et godt eller ondt formål. Det afgørende spørgsmål er derfor, sagde han, at vi forædler menneskeslægten, hvilket netop er spørgsmålet om den æstetiske opdragelse.

Det er grunden til, at vi lægger så megen vægt på skønhed, og at kunst må være skøn, for kun da opfylder det denne forædling af den menneskelige sjæl. Skønhed, siger Schiller, er meget vigtigt, fordi det både er en egenskab af sanserne, fordi sanserne opfatter skønhed, men det findes også inden for fornuftens rige, fordi skønhed ikke er et spørgsmål om oplevelse, men er derimod et spørgsmål om intellektets, om fornuftens, definition.

Download (PDF, Unknown)

Hæftet blev skrevet af William C. Jones fra Schiller Instituttet for mange år siden.

Download (PDF, Unknown)

Med næstformand Michelle Rasmussen.

Links:

Vores side om klassisk musik.

Er skønhed en politisk nødvendighed? Interview med Helga Zepp-LaRouche.

»Beethovens årtier lange kamp for den Niende Symfoni« af Michelle Rasmussen.

Skønhed er nødvendigt, ikke praktisk, for menneskeheden.

Download (PDF, Unknown)

Det var en anden af Schillers ideer, hvor han sagde, »Hvert menneske har et ideelt menneske i sig, og det er hans eller hendes store opgave i livet at opfylde dette store potentiale og gøre dette ideelle menneske, der potentielt set findes i enhver, identisk med det faktiske menneske.« Jeg finder også, at dette er et meget smukt svar på ideen om, hvorfor er vi her? Hvorfor er vi på planeten Jord? Hvad er formålet med vores eksistens?

Download (PDF, Unknown)

Hvordan udvikler vi i et folk en afsky for fordærv og en sand forædling af evnen til at føle?

Schiller siger, at midlet hertil er kunsten, den skønne kunst. Han siger: ”Kunsten er, ligesom videnskaben, uafhængig af alt praktisk og af alt, hvad menneskelige konventioner har indført, og begge kan glæde sig over en absolut immunitet over for menneskenes vilkårlighed. Den politiske lovgiver kan afspærre deres område, men herske inden for det kan han ikke. Han kan bandlyse hver ven af sandheden, men sandheden selv bliver stående; han kan ydmyge kunstneren, men ikke forfalske kunsten.”

Download (PDF, Unknown)

De fleste mennesker er så bebyrdet med at sørge for deres elementære livsfornødenheder, at de ikke ønsker, og ikke kan klare den yderligere byrde, det er, at tænke. De er derfor tilbøjelige til at overtage deres meninger fra en eller anden gruppe, som de tilhører, det være sig kirke, præst, klub, deres samfundsklasse, medier eller en hvilken som helst anden gruppe. For at være i besiddelse af visdom, være klog, og for at elske visdom, må man allerede være i besiddelse af visdom for at påskønne den.

»Den danske hjælp til Schiller«

af Tom Gillesberg

Relaterede artikler:

»Friedrich Schiller – Alle landes frihedsdigter«

af Tom Gillesberg

Uddrag af Friedrich Schillers skuespil »Don Carlos«, 3. akt, scene 10

»Timoleon og Immanuel«

af Tom Gillesberg

»Schiller og Historiens Dynamik«

af Michelle Rasmussen

»Vi behøver Schillers æstetiske breve i dag«

af Feride Istogu Gillesberg

Links til Schillers foredrag: »Hvad er, og til hvilken formål studerer vi universalhistorie?«:

 På originalsproget på det tyske Schiller Instituts side:

klik paa “antrittsrede” på venstre side for at komme til

“Was heisst und zu welchem Ende studiert man Universalgeschichte?“

På engelsk på det amerikanske Schiller Instituts side:

“What is, and to what end, do we study Universal History?”

Artikler om Friedrich Schiller på Schiller Instituttets hjemmesider i andre lande:

Svensk: 

»Vårt behov av Schiller i dag«, af Helga Zepp-LaRouche

Svensk oversættelse af Schillers udvalgte værker

Tysk side

Amerikansk side

Friedrich Schiller på dansk:

Udvalgte Skrifter, oversat af Frederik Schaldemose (1833).

Indeholder :

Kabale og Kærlighed side 1 (13) og

Maria Stuart side 147 (159)

Schillers udvalgte værker bind 3, oversat af Johannes Magnussen (1896).

Indeholder:

Jomfruen fra Orleans

Schillers udvalgte værker bind 8, oversat af Johannes Magnussen (1896).

Indeholder:

Wallenstein-trilogien.

10 digte oversat af Uffe Birkedal (1906).

Indeholder bl.a. Ibykus’s Traner.

For at fejre Friedrich Schillers 255. fødselsdag (10. november, 2014), og 30-års jubilæet for grundlæggelsen af Schiller Instituttet (SI), anførte grundlæggeren af Schiller Instituttet, Helga Zepp-LaRouche, en lidenskabelig diskussion om Schillers unikt skabende intellekt og Schiller Instituttets historiske betydning. Idet hun indledte med en opdatering af den strategiske situation, sagde Helga, at verden i dag »hænger mellem Himmel og Helvede«, med truslen om en akut fare for krig (Ukraine og ISIS), men med BRIKS-nationernes nye »dynamik med maksimal økonomisk integration« på dagsordenen.

Hvad er nødvendigt for at vippe balancen over i vores favør? Dette spørgsmål førte til en meget fascinerende diskussion, som startede med en meget personlig rapport fra Helga om den store lykke, hun havde, da hun som skolepige opdagede Schiller. Hos Schiller mødte hun det skønneste billede af mennesket og idéen om, at man, gennem udviklingen af skønne sjæle, kan opnå et skønt samfund. Hun havde lejlighed til at genlæse Schillers værk i 1978, hvor den strategiske spænding mellem USA og Tyskland blev mere intens pga. atompolitikken; i begyndelsen af 1980’erne stiftede hun Schiller Instituttet for at skabe et nyt grundlag for relationerne mellem nationer.

I løbet af de forgangne 30 år har vi, i mange landes øjne, gjort Schiller Instituttet til en modsætning til den nuværende verden, som den domineres af imperiet. En betydelig del af denne indsats for at organisere folk har været at få folk til at lære Schillers intellekt at kende, at udvikle et niveau af tænkning som hans og at »opøve følelserne«.

Under denne diskussion benyttede hun lejligheden til at tale om Schillers poetiske metode og hans brug af tragedien som midler til at opløfte et publikum. Frem for alt, sagde hun, kommer behovet for at kæmpe for skønhed. Forespurgt om, hvad der kunne gøres for at reformere den dystre uddannelsesproces i USA, svarede hun, at det måtte begynde med at genindføre klassisk musik i skolerne. Hun sammenlignede Marion Andersons skønne værdighed, når hun sang nationalhymnen, med Beyonces skammelige læbe-synkroniserede version, som et eksempel på forskellen mellem de ægte følelser, som en klassisk opførelse fremkalder, med Hollywoods degenererede forlorenhed.

Det var en meget indholdsrig, livlig fremstilling, som tog sigte på den almene befolknings smålighed, og som opmuntrede folk til at hæve sig op til det niveau for statsmandsskab, som er nødvendigt for at gå ind i æraen efter Obama – en meget passende måde at ære Schiller på, i den sarte alder af 255 år!

Der vil senere komme et udskrift af hele diskussionen.

(Billede: Statue af Friedrich Schiller, Belle Isle, Detroit, Michigan, USA. Denne statue af den tyske poet og skuespilforfatter blev bestilt af Detroits tysk-amerikanske samfund i 1908 til en pris af 12.000 dollars; kunstneren er Herman Matzen.) 

Schiller Instituttets 30-års Jubilæumskonference i New York, 15. juni 2014.

Den store betydning, som Schiller Instituttet tillægger klassisk kultur, har alt at gøre med håbet om at komme ud af denne civilisationskrise, for vi har ikke blot en finanskrise, en politisk krise og en militær krise, men vi har i bund og grund en kulturkrise, og hvis vi ønsker at komme ud af den, må vi sørge for, at befolkningen i almindelighed får adgang til klassisk musik og klassisk poesi, for det er den eneste måde, hvorpå vi kan sørge for, at mennesker får adgang til deres indre kilde til deres egen skabende evner, og der er næsten intet andet ud over klassisk musik og klassisk poesi, som kan gøre dette.
De fleste mennesker har ingen idé om, hvad klassisk vil sige. De tror, klassisk musik er Rolling Stones eller noget andet gammelt, og faktisk er den klassiske kunst, som den udvikledes i Tyskland i den Klassiske periode, og naturligvis også i andre lande, men den tyske Klassik repræsenterede faktisk den højeste standard af både musik og poesi, og havde den højeste standard af, hvad der hører til det.
Det klassiske digt, Nänie, som vi skal høre nu i en komposition af Brahms, er et fuldkomment digt. Det har alle de bestanddele, som Göethe, Schiller og nogle af de andre store digtere, som fastlagde universelle, æstetiske love, definerede. Det har en skøn, poetisk idé. Denne idé er gennemkomponeret, og det har en transformation til en højere idé, som man ikke kan udtrykke i et prosastykke, og der er ikke ét ord for meget, og det ville kræve, at jeg sagde endnu mere, men jeg lader det være godt med det.
Jeg vil gerne læse digtet Nänie først på tysk for Jer, og dernæst vil John Sigerson læse det på engelsk, og dernæst vil jeg komme med et par kommentarer om digtet, for de fleste mennesker har glemt, hvordan man ’åbner’ digte. De læser noget, der er skrevet af Shakespeare eller andre digtere, Shelley; og de siger, at de ikke synes, det giver nogen mening, men de gør sig ikke den anstrengelse, ord for ord, linje for linje, strofe for strofe faktisk at erobre digtet, og på denne måde komme ind i, hvad det betyder; og når de gør det, vil man se, at det giver adgang til den mest blide, den mest lyriske del af sjælen.
Poesi er faktisk den absolut mest nødvendige måde at få adgang til kreativitet på, at den kendsgerning, at kunst er gået så meget tabt, har alt at gøre med den aktuelle krise, som vi befinder os i. Så jeg vil læse digtet »Nänie« for Jer:

Nänie

Auch das Schöne muß sterben! Das Menschen und Götter bezwinget,

Nicht die eherne Brust rührt es dem stygischen Zeus.

Einmal nur erweichte die Liebe den Schattenbeherrscher,

Und an der Schwelle noch, streng, rief er zurück sein Geschenk.

Nicht stillt Aphrodite dem schönen Knaben die Wunde,

Die in den zierlichen Leib grausam der Eber geritzt.

Nicht errettet den göttlichen Held die unsterbliche Mutter,

Wann er am skäischen Tor fallend sein Schicksal erfüllt.

Aber sie steigt aus dem Meer mit allen Töchtern des Nereus,

Und die Klage hebt an um den verherrlichten Sohn.

Siehe! Da weinen die Götter, es weinen die Göttinnen alle,

Daß das Schöne vergeht, daß das Vollkommene stirbt.

Auch ein Klagelied zu sein im Mund der Geliebten ist herrlich;

Denn das Gemeine geht klanglos zum Orkus hinab.

Naenie på engelsk

Even the beautiful must perish! It vanquishes men and Gods alike,

yet it moves not the steely breast of the Stygian Zeus.

Only once did love make The Lord of Shadows relent,

But, still on the threshold, he sternly withdrew his gift.

Aphrodite failed to stanch the beautiful boy’s wound,

which the wild boar had gruesomely gashed into his delicate body.

The divine hero could not be saved by his immortal mother,

when, dying at the Scean gate, he fulfilled his fate.

And yet, she rises from the sea with all Nereus’ daughters,

and lifts her voice in lament over her glorified son.

Look! The Gods are weeping, all the Goddesses are bemoaning

that the beautiful must pass away, that the perfect must die.

Even to be a song of lament in the mouth of she, who is loved, is glorious,

because the tawdry goes down to Orcus unsung.

(Translation: John Sigerson)

Nänie på dansk (blev naturligvis ikke læst op på konferencen)

End må det skønne dø! Hvad mennesker og guder besejrer,

ej den stygiske Zeus’ pansrede hjerte bevæger.

En gang kun kærlighed gjorde Skyggernes Hersker blød,

Og endnu på tærsklen, nådesløs, trak han tilbage sin gave.

Ej kan Afrodite hele den skønne ynglings sår,

som i det sarte liv så grusomt ornen flåede,

Ej redde den guddommelige helt kan den udødelige moder,

Da, døende ved den Skæiske port, han opfylder sin skæbne.

Men af havet med alle Nereus’ døtre hun stiger,

Og over den herliggjorte søn en klage opløfter.

Se! Da guderne græder, da græder alle gudinder,

at det skønne forgår, at det fuldkomne dør.

Men herligt en klagesang på de kæres læber at være;

Thi ubesunget det tarvelige ned til Orcus går.

(Oversættelse: astj)

Lad os tage den første reference til græsk mytologi, som Schiller bruger, myten om Orfeus og Eurydike: Dette er en meget smuk mytologisk fortælling, hvor Orfeus af guden Apollon fik evnen til en smuk sangstemme, og også til at spille så kraftfuldt på lut, at han ikke blot bevægede mennesker til tårer, men også træer og sten bevægedes. Han forelskede sig i Eurydike, som var en flodnymfe, og de giftede sig, men hun døde kort efter, og Orfeus var så fuldstændig fortvivlet, at hverken bøn eller sang eller noget som helst kunne få ham ud af sorgen, eller bringe hende tilbage.
Så han tog en beslutning, som intet andet menneske før havde taget. Han besluttede at tage ned i de dødes rige for at bringe hende tilbage, ind i Tartaros, og der taler han med Hades, Underverdens Hersker. Og han sang for ham om sin udødelige kærlighed og sin smerte, som var stærkere, end han kunne bære. Så han kaldte på Hades om mindede ham om, at han var blevet forelsket i sin hustru Persefone, som han havde røvet fra en eller anden udenlandsk by og dernæst ægtet. Og noget sådant var aldrig før sket, så alle Underverdens skygger, alle de mytologiske skikkelser, samledes om ham og lyttede til hans skønne sang. Og selv Eumeniderne, hævnens gudinder, var rørt til tårer af hans udtryk for skønhed og kærlighed. Selv den dystre Underverdens Hersker var rørt, og dernæst kalder hans hustru, Persefone, på Eurydikes skygge og siger til Orfeus, at deres store kærlighed har rørt dem, og at de vil opfylde hans bøn, og at hun kan følge ham, men kun på én betingelse: Han må ikke se sig tilbage, for ser han sig tilbage én gang, så har han mistet Eurydike for altid.
Så går Orfeus, og Eurydike følger ham naturligvis, men eftersom hun er en skygge, kan han ikke høre hende. Så på et tidspunkt går der fuldstændig panik i ham, og han ser sig tilbage og ser, at hun virkelig er der. Og hun ser på ham et øjeblik, sorgfuld, meget ømt, og i samme øjeblik, hvor han vil omfavne hende, forsvinder hun i intetheden. Fuldstændig ude af sig selv kaster han sig i Styx, som er den flod, der adskiller Underverden fra den jordiske verden, og han græd i syv dage og syv nætter, men forgæves – Guderne forblev uberørte.
Se, Naenie er navnet for en klagesang, som var et meget almindeligt fænomen i græsk filosofi, i græsk mytologi; hver gang en stor, mytologisk skikkelse døde, var der en klagesang, en naenie, og denne naenie, denne klagesang, blev til en selvstændig kategori af poesi.
Digtet Nänie begynder tydeligvis med en meget følelsesmæssig erklæring, som giver mening for alle mennesker, for alle oplever det en eller flere gange i deres liv: Selv det skønne må dø. Hvor tit har vi ikke sagt, hvorfor dør det skønne? Det er en universel, menneskelig følelse, men Schiller taler imidlertid ikke om tabet af en person, han taler om tabet af skønhed, og han kommer med tre eksempler. Det første er eksemplet med Eurydike og Orfeus, som jeg nævnte, og som er kærlighedens skønhed. Det andet er myten om Afrodite, gudinde for skønhed, og hendes elsker, den smukke yngling Adonis, som såres af en vild orne og dør. Og det tredje refererer til Akilleus’ død i Troja. I den græske mytologi var Akilleus søn af Thetis, der igen var datter af Nereus og hustru til Peleus.
Schiller kalder Akilleus den guddommelige helt, og hans skønhed er karakter, dyd og mod. Han kæmpede, men selv hans udødelige moder kunne ikke redde ham. Men så rejser hun, den udødelige moder, sig af havet med alle Nereus’ døtre, og de synger naenien, klagesangen, over Akilleus. Og så sker der noget meget smukt; der er et skift i digtet. Det siger, se, alle guderne græder, og alle gudinderne begræder, at skønhed forsvinder, at det fuldkomne må dø.
Se, de tre eksempler, som Schiller giver os i dette digt, begynder alle sammen med et ’ej’ i den tyske version; det går tabt i den engelske oversættelse, for der skal en poet til at oversætte et klassisk digt lige så smukt på et andet sprog; og jeg siger ikke, at John ikke er en poet, jeg siger bare, at han ikke havde tid nok (latter) til det, og ønskede, at folk skulle have adgang til en relativt vanskelig tekst; men på tysk er sætningerne ’nicht die eherne Brust’, ’nicht stillt Aphrodite’, ’nicht errettet den göttlichen Held’ kunstneriske greb, med hvilke man sikrer sig, at tilhørerne forstår, at det faktisk er det samme emne.
Så er der også i det tyske digt meget skønne former, som rytmerne, som er en sekvens af heksameter og pentameter, og på tysk har ordet ’Dichtung’ (digtning) en helt speciel betydning; ’dicht’ betyder ’tæt’ eller ’intens’, så ’Dichtung’ betyder fortætning, så man fortætter prosaen på en sådan måde, at man kommer til et højere niveau.
Så i det første tilfælde, selv det skønne må dø, og alle guderne og gudinderne græder; det skønne er ikke død, for, og her er det, transformationen opstår, for i klagesangen bliver det skønne udødeligt. Så digtets emne er ikke tabet af skønhed, for skønheden er i klagesangen, i naenien, i poesien, for det gemene, det tarvelige, forsvinder ubesunget i Orcus.
Se, det, digtet her siger, er, at skønheden i kunst er udødelig. Selv, hvor døden ødelægger det skønne, kommer skønheden atter til syne i kunsten, og det er selvfølgelig også sandt for enhver, der i sit liv bidrager med noget til menneskeartens udødelighed og fremskridt.
Se, Nikolaus fra Kues sagde, at sjælen er det sted, hvor al videnskab og al kunst skabes; at den skabte videnskab, den skabte kunst, er udødelig. Det betyder samtidig, at det er det absolutte bevis på, at sjælen er udødelig, for selvfølgelig er det, som skaber, af en højere orden end det skabte. Så når sjælen først skaber udødelige ting, er sjælen udødelig.
Se, skønhed i alt dette er ekstremt vigtigt, for i adskillige digte og skrifter taler Schiller om konflikten mellem begæret, nydelsen her og nu, sansernes nydelse, og så sjælens skønhed, som er forbundet med universelle principper og udødelighed. Og han stred, og gjorde denne strid kendt, at for at være en universel sjæl, for at være en filosofisk sjæl, for at være en skøn sjæl, for at være et geni, så må man løse denne konflikt, for din sjæl kræver en ting, og dine følelser siger noget andet; man kan ikke løse det, og hvis man blot adlyder pligten, så ender man som Emmanuel Kant, man bliver til en af disse kantianske typer, som gør deres pligt, men er fuldstændig glædesløse.
Så dette løser Schiller ved at sige, at skønhed er det domæne, hvor konflikten mellem de sanselige glæder og de sjælelige glæder overvindes. For det er hævet over enhver tvivl, at skønhed hører til sansernes domæne, man kan føle det, man kan se det og nyde det med sine følelser, men det er også noget, der påvirker ens sjæl.
Og det er derfor det, som løser konflikten, og det har alt at gøre med behovet for civilisationens æstetiske opdragelse, og det har været Schiller Instituttets fuldstændige overbevisning, og en af årsagerne til dets grundlæggelse, at vi må opdrage menneskeheden æstetisk, for den barbarisme, som vi ser i verden i dag, er simpelt hen en total mangel på denne form for æstetiske opdragelse.
Og derfor beder jeg Jer alle: Hjælp os med at udbrede klassisk kultur, for kun, hvis man elsker klassisk kultur, er mennesker virkeligt menneskelige.

Af Michelle Rasmussen

Om Friedrich Schillers indledende foredrag som historieprofessor på universitetet i Jena i 1789.

Menneskeheden er i dag nået frem til en historisk korsvej: Vil den igangværende globale økonomiske sammenbrudskrise, som har været under opbygning gennem flere årtier, ende i en tragedie, eller vil den anspore os til at gennemføre de politiske forandringer, der er nødvendige for at sikre os en lys og bedre fremtid? Skal vi have held med det sidste, er det en forudsætning, at vi forstår historiens dynamik, herunder det paradoksale forhold mellem den måde hvorpå historien bestemmer vort nuværende samfund, og det enkelte individs evne til, viljemæssigt, at forandre historien. Til det formål er Friedrich Schillers allerførste forelæsning, da han i 1789 tiltrådte stillingen som historieprofessor ved universitetet i Jena, en pragtfuld og rig inspirationskilde. Tiltrædelsesforelæsningen bar titlen: »Hvad er, og til hvilket formål studerer vi universalhistorie?«, og den giver ikke alene en bedre forståelse af begrebet »historisk dynamik«, men styrker også den enkeltes personlige identitet som et bindeled mellem fortiden og fremtiden.

Indledningsvis udfordrer Schiller sine studenter, og studenter til alle tider, ved at stille spørgsmålet: »Hvorfor ønsker I egentlig at uddanne jer?« Er det for at skaffe jer en stilling, der kan sikre jer mad på bordet? Schiller kaldte denne kategori af studerende for »de brødlærte«, og han advarede om, at med en sådan identitet og indstilling følger automatisk misundelse og jalousi over for andres viden og kunnen. For den »filosofiske student« derimod, for hvem lærdom og ny viden bærer belønningen i sig selv, vil andres gennembrud i stedet vække en følelse af taknemmelighed, fordi sådanne nye ideer vil bane vejen for en større tankemæssig harmoni og enhed. Schiller vil inspirere sine studenter til selv at hæve deres identitet op på et højere niveau.

Schiller beskriver, hvorledes historien skaber den kultur, som den enkelte gennemlever i sin samtid. Han gør historien levende ved at lade alle de paradoksale og modstridende processer, der fører til menneskehedens fremadskriden, væve et historisk billedtæppe, gennem hvilket han påviser nødvendigheden af at tage hele menneskehedens samlede historie som udgangspunkt, hvis man eksempelvis skal forklare og forstå, hvorledes ham og de studerende med deres sprog og religion, er samlet for at diskutere disse begreber på dette givne historiske tidspunkt.
Hvordan har menneskeheden været i stand til at udvikle sig fra bestialske samfund, kendetegnet ved slaveri, menneskeofringer og »alles krig imod alle«, til en samfundsorden, der inden Den franske Revolutions blodbad, syntes at åbne sig, hvor love og den indre moral syntes at gøre det muligt for folkeslag og nationer at leve i fred og fordragelighed med hinanden? Hvor det enkelte individ syntes at have friheden til at opdage nye videnskabelige principper, der kunne ændre naturen omkring dem, og skabe bevægende kunst til glæde for samfundet som helhed. Svaret skal findes i universalhistorien.

Universalhistorikeren stiller sig selv spørgsmålet: »Hvilke begivenheder og processer har skabt dette historiske øjeblik?« Derfra går han tilbage i tiden for at afdække en lang række af årsager og virkninger. Den enkelte historiske begivenhed kan nemlig ikke forstås isoleret fra andre begivenheder og processer. Man er nødt til at undersøge, hvad der skabte den, og hvad den ledte til. Men Schiller advarer også om, at historien på ingen måde er lineær. Et eksempel er Kristendommen, hvis fulde historiske effekt først viste sig flere århundreder efter den historiske begivenhed, der ledte til dens opståen. Eftersom der er mange huller i de historiske overleveringer, må universalhistorikeren også gøre brug af sin forestillingsevne, baseret på naturlov og den menneskelige sjæl, i forsøget at forklare menneskehedens fremskridt, selv om det ikke er helt præcist. Men så kommer man tættere på at »løse problemet med verdens ordning, og møde den Højeste i Hans Skønneste effekt.«

At gribe ind i historien
Men de enkelte individer i et samfund kan desværre sagtens svigte deres forpligtelse til at møde samtidens udfordringer. Samme år som Schiller holdt sin indtrædelsesforelæsning brød Den franske Revolution ud, og det efterfølgende blodbad fik Schiller til at betegne begivenhederne som »et stort øjeblik«, der havde fundet »et lille folk«. Med det i baghovedet kan man fristes til at spørge, om det egentlig er muligt for den enkelte at forandre samfundet i tide, så en tragedie kan undgås?

I en række artikler gennem de seneste måneder har Lyndon LaRouche med Schiller, Shakespeare og Percy Shelley som udgangspunkt beskæftiget sig med historiens dynamik. Her har han forklaret, at det er helheden, der bestemmer de enkelte bestanddele – at de enkelte samfund er formet af den kultur, de har arvet, som igen er tilvejebragt gennem sammenstød mellem modstridende kulturelle verdensanskuelser. Men, i epoker med alvorlige eksistentielle kriser, som den vi gennemlever netop nu, kan enestående individer finde styrken til at rejse sig op over samtidens dekadente kultur. I direkte modsætning til Shakespeares tragiske Hamlet, der aldrig fandt hverken mod eller mandshjerte til at hæve sig over det faktum, at der var »something rotten in the state of Denmark«.

Det enkelte individ er faktisk i stand til både at udpege og derefter kæmpe imod de dele af tids-åndens kultur, som vil lede til samfundets tragiske endeligt. Individer kan opdage og blive bevidste om, at mange af de forestillinger og meninger de engang troede, de selv havde formet og dannet, i virkeligheden er noget, de uden at have tænkt over det, har tilegnet sig gennem tidens medier, populærkultur, toneangivende personligheder og indlærte teorier. Når det så står klart, at samfundet står overfor et afgørende vendepunkt eller en dyb tragedie, tvinges det enkelte individ til at stille spørgsmålstegn ved de forestillinger og antagelser, man hidtil har taget for givne, og i en sådan situation vil man være i stand til at fralægge sig de holdninger, som man nu indser, har ført til krisen. Her, og kun her, opstår muligheden for en fredelig revolutionær forandring, der kan redde civilisationen. Og så, som var det en gnist, der antændte en omfattende brand, kan millioner af mennesker pludselig, og på én gang, reagere imod det, de nu finder forkert og uretfærdigt og rejse sig med ordene: »Vi er folket, og vi har fået nok«.

Den store engelske digter Percy Shelley skrev i sit essay Til digterkunstens forsvar, at i historiens store øjeblikke bliver det enkelte individ så at sige »større end sig selv«. Og hvad digterne angår, skrev Shelley, bliver de nærmest »forundrede over deres egne opdagelser, for det er mindre deres egen end tidsalderens ånd«. Tidens revolutionære ånd har kraft til at befri mennesker fra deres fastlåste tankegang og til at udløse en intens epoke med skabelse af nye opløftende ideer.

Som afslutning på sin tiltrædelsesforelæsning fremlægger Friedrich Schiller løsningen på historiens paradoks ved at vise, at det faktisk er muligt for det enkelte individ, formet af den forgangne tid, at ændre det som kommer, altså fremtiden. Han udvikler den smukke forestilling om, at man kan tilbagebetale den gæld, vi alle har til tidligere tiders generationer, til alle dem, der har måttet lide afsavn for at skabe vort historiske øjeblik, ved at gøre noget helt særligt i vor egen tid, som vil øge det, vi har arvet og yde et udødeligt bidrag til de kommende generationer. Læs Schillers egene ord:

Afslutning af Schillers foredrag

»Alle forudgående tidsaldre har – uden at vide det eller opnå det – anstrengt sig for at skabe vort menneskelige århundrede. Alle skatte, som flid og geni, fornuft og erfaring i løbet af verdens lange historie efterhånden har frembragt, tilhører os alle. Først via historien vil De lære at værdsætte de goder, som vane og følelsen af selvfølgelighed gør os utaknemmelige overfor: kostbare, dyrebare goder, som de bedste og ædleste mennesker har udgydt deres hjerteblod for, og som har måttet tilkæmpes gennem mange generationers møjsommelige arbejde. Og hvem blandt Dem, som besidder en vågen ånd og et følsomt hjerte, kan være bevidst om denne høje forpligtelse, uden at der hos ham opstår et ønske om at afvikle den gæld til de kommende generationer, som han ikke længere kan betale til de allerede svundne. Et ædelt ønske må flamme op i os om – så godt vi kan – at bidrage til den rige arv af sandhed, moral og frihed, som vi har modtaget fra de forrige generationer og rigt forøget atter må videregive til de kommende og dermed give vort bidrag til den uforgængelige kæde, som snor sig gennem alle menneskeslægter og derigennem styrke vor flygtige tilværelse.

Hvor forskellig den bestemmelse end er, som venter Dem i det borgerlige samfund – et eller andet kan De alle bidrage med! Enhver fortjenstfuld indsats åbner en vej til udødeligheden – den sande udødelighed, mener jeg – hvor handlingen lever og forplanter sig, selv om dens ophavsmand skulle forblive ukendt.«

Med den nuværende krise har vi for alvor nået et historisk øjeblik, hvor alt, hvad tidligere genrationer har opbygget, står på spil. Lyt derfor nøje efter. Kan du også høre fortidens stemmer bønfalde dig om handling og aktivt ansvar, der kan sikre, at deres ofre og afsavn ikke var forgæves? Kan du høre dem fremlægge deres modige gerninger som inspiration, så vores generation også vil gøre det muligt for fremtidens kvinder og mænd at give deres bidrag til menneskehedens videre udvikling?

Historien selv har til fulde vist, at det enkelte individ kan forandre historiens gang. Schiller gjorde i hvert fald. Med sine store poetiske, dramatiske, filosofiske og historiske evner bidrog han til udannelsen af mennesker, så de kunne modstå og undgå den tragedie, som Den franske Revolution udviklede sig til og samtidig forme de kommende generationer, så de engang i fremtiden vil blive i stand til at skabe ægte frie republikker i Europa:

Er du klar til at tage imod Schillers udfordring?

Læs Schillers tale på: schillerinstitut.dk/schiller250

Foto: Buste af Schiller foran Jenauniversitetets hovedbygning 

af Tom Gillesberg

Efter Den amerikanske Revolution (1776-1783) var blevet kronet med succes i form af USA’s forfatning i 1789, og Den franske Revolution (1789-1791) havde udviklet sig til et jakobinsk blodbad fulgt af kaos og krig, arbejdede en gruppe af højtstående danskere energisk på at redde Danmark fra en dobbelt fare: Kaos og anarki, som man havde fået det i Frankrig, på den ene side; et tilbagefald til tyrannisk enevælde på den anden.

Det projekt for at redde frihedspoeten Friedrich Schiller og få ham til Danmark, som vi vil beskrive i denne artikel, ledte til en omfattende brevveksling mellem Schiller og den danske prins Frederik Christian af Augustenborg. Disse breve om menneskets æstetiske opdragelse og den danske elites intensive engagement i Schillers ideer var i høj grad medvirkende til at skabe en reform af det danske uddannelsessystem og en opblomstring i det intellektuelle liv i Danmark – centreret omkring en genoplivning af ideerne i den græske klassik, ideen om det Sande, det Skønne og det Gode, og det heraf følgende positive menneskesyn.
Trods »statsbankerotten« i 1813 og det smertelige tab af Norge oplevede vi i Danmark en renæssance, den såkaldte Guldalder, fra 1800-tallets begyndelse, med en mangfoldighed af store ånder indenfor kunst, filosofi og videnskab, alt imens det øvrige Europa sank ned i en åndelig stenalder under Wienerkongressens tunge åg.

H.C. Andersens metaforiske eventyr, de indsigtsfulde filosofiske skrifter fra Kierkegaards hånd, de græsk-inspirerede statuer af Bertel Thorvaldsen, de fængslende malerier af C.A. Jensen, Constantin Hansen og Kristian Købke, de humoristiske kompositioner af Frederik Kuhlau, de yndefulde balletter af August Bournonville, Brønsteds genopdagelse af det virkelige klassiske Grækenland og H.C. Ørsteds banebrydende videnskabelige opdagelser er blot nogle få eksempler på Guldalderens overflod af menneskelig kreativitet og skaberkraft.

Denne artikel lader det danske Guldaldereventyr begynde med historien om, hvorledes danske verdensborgere frelste Friedrich Schiller fra en ulykkelig skæbne.

Der kommer en tid, hvor ethvert ungt menneske må spørge sig selv: »Skal jeg handle ud fra de normer og værdier, jeg har fået fra traditionen, min familie, min position og samfundet – nutidens aksiomatiske grundsætninger – eller er der nogle højere principper, som nødvendiggør, at jeg ikke blot dvask flyder med tidens strømninger?«

Spørgsmålet kunne også formuleres: »Skal jeg gøre, hvad min tid og mine omgivelser kræver af mig, eller skal jeg handle ud fra de kommende generationers behov?« Svaret afgør, om man vælger at være en tragisk figur eller en ophøjet personlighed på verdenshistoriens skrå brædder.

I det følgende vil vi beskæftige os med en konkret historisk begivenhed, hvor en stor tænker med et stort hjerte, Friedrich Schiller (1759-1805), ved hjælp af sine magtfulde ideer var i stand til at bevæge frugtbare sind og hjerter hos sin tids unge, og formå dem til at droppe smålig, selvcentreret egoisme, og i stedet se sig selv som verdensborgere. Denne ungdomsbevægelse, der var kaldet til handling af tidens dramatiske omvæltninger og Schillers ideer, inspirerede andre jævnaldrende unge og genvakte ungdommens brændende sandhedssøgen hos mange i den ældre generation.

Vor tids politisk engagerede mennesker og bekymrede medborgere vil i det følgende blive mindet om, at politiske mirakler kun finder sted, hvis man bliver ved med at kæmpe for at uddanne, opløfte og inspirere sig selv og sine medmennesker, uanset rang og status. Man må være villig til, som De forenede Staters grundlæggere så smukt udtrykte det, at dedikere sit liv, sin formue og sin ære til sikringen af de kommende generationers vé og vel. Og de kommende generationer refererer ikke nødvendigvis til ens egen familie, ens eget land eller ens egen tid. Som det bliver præsenteret i Schillers skuespil Don Carlos, og genspejlet i denne historie fra det virkelige liv, kan de handlinger i nuet, som har størst betydning for menneskeheden, for vores land og vores nuværende og tilkommende familie, sagtens ligge i et engagement i en international politisk forandring, som påvirker fremtiden for os alle.

På menneskehedens vandring gennem årtusinderne har der været mange mørke tidsaldre. Disse er blevet overvundet af små håndfulde målbevidste mennesker, som satte sig for at skabe lys i mørket, en renæssance. Og en sådan renæssance, den eneste redning for et ellers dekadent og degenereret samfund, har aldrig været begrænset til en simpel genoplivning af gamle skrifter og glemt kundskab. Den glemte kundskab må have nyt liv. Individer må levendegøre den og forfine den.

Det krævede, og kræver, tilstedeværelsen af et geni, der fra et højere standpunkt kan genskabe en forståelse af menneskets sandere, dybere natur. En natur, der sjældent får udtryk i almindelige menneskers normale dagligdags aktiviteter, men som findes i forestillingen om, hvad menneskene kan og bør blive til. Geniet må være i stand til at fastholde og videreudvikle dette positive ophøjede menneskesyn, uanset hvor skuffende og frustrerende samtidens mennesker måtte optræde og handle. Med udbredelsen af det positive menneskesyn forandres den sørgelige nutid til en bedre, lysere fremtid. Friedrich Schiller var sin samtids enestående geni, som Lyndon LaRouche er det for vor tid.

Det var lignende dybe overvejelser, der satte scenen for de begivenheder i 1791, vi skal beskrive i det følgende. To højtstående personer i det danske politiske liv, den fungerende konges svoger og finansministeren, begge medlemmer af det danske statsråd, brød med traditionen og omgivelsernes pres. De valgte bevidst at spendere en anseelig del af deres formuer og sætte deres politiske positioner på spil for at støtte rebellen Friedrich Schiller.

Den danske digter
I slutningen af 1780’erne kom den unge digter Jens Baggesen (1764-1826) til København, fattig på guld men rig på ånd. Han blev hurtigt en yndet gæst i den tids fineste selskab: De sociale sammenkomster hos finansminister grev Ernst Schimmelmann (1747-1831), medlem af statsrådet og en af de rigeste personer i Det danske Kongerige. Det var grevinde Schimmelmann, der arrangerede selskaberne, og hun kastede sig med stor iver over opgaven med at hjælpe den unge danske poet, som tryllebandt selskabet med sine entusiastiske oplæsninger. Og det er ved disse sammenkomster, at Baggesen møder sin fremtidige velgører, Frederik Christian af Augustenborg, prins af Danmark og arvehertug til Slesvig-Holsten. Efter sit giftermål med kronprins Frederiks søster, Louisa Augusta, i 1786 var Frederik Christian, i en alder af bare 20 år, trådt ind i det danske statsråd. På grund af kong Christian VII’s sindssygdom var kronprins Frederik landets faktiske regent, og prinsen af Augustenborg blev den næsthøjeste rangeret i statsrådet.

Trods sin unge alder var Frederik Christian en yderst belæst herre. Han var kun 13 år, da giftermålet med kronprinsens søster blev arrangeret, og gennem hele sin tidlige ungdom kastede han sig med energisk iver over al kundskab, der kunne blive nyttig i hans fremtidige virke for det danske rige. Udover at tale og skrive flydende tysk, dansk og fransk, læste han engelsk og latin, og mestrede en del italiensk. Han fik en omfattende skoling i statskundskab, historie, jura, økonomi m.m., dels af privatlærere på slottet i Augustenborg, dels under et studieophold i Leipzig. I 1788 blev Frederik Christian så udnævnt til protektor for Københavns Universitet og indledte en livslang kamp for at forbedre de højere uddannelser i Danmark.

For Frederik Christian af Augustenborg er Jens Baggesen en talentfuld ung mand, der kan blive til god nytte for Danmark. Men den unge digter er fysisk og psykisk slidt ned, så prinsen arrangerer et statsbidrag på 800 rigsdaler, så Baggesen kan tage på en større udlandsrejse, slappe af og få helbredet bragt i orden igen.

I 1790 er den 26-årige Baggesen i Schweiz. Her gør han ivrigt kur til Sophie von Haller, barnebarn af den berømte forfatter Haller, og under kurmageriet falder han over Schillers skuespil Don Carlos. Baggesen har selvfølgelig læst andre tidligere værker af Schiller, men Don Carlos gør et særligt dybt indtryk, og han bliver en begejstret Schiller-fan. »Schiller er uden tvivl den fremste blandt Shakespeare-sønnerne – Josef blandt sine dramatiske brødre«1, skriver han i sin dagbog.

I Schillers drama forsøger den unge fritænker markis de Posa at mobilisere sin barndomsven, den spanske kronprins Don Carlos, til at forlade sit fædreland og kæmpe for Flanderns frihed – en tydelig reference til de mange unge europæere, der forlod Europa for at deltage i den amerikanske befrielseskrig og rejse »frihedens tempel« på den anden side af Atlanterhavet. Det er i Don Carlos, vi finder markis de Posas berømte, storladne appel til kong Fillip om at tillade tros- og tankefrihed. Netop, hvad alle datidens frihedselskende europæere håbede for deres egne kongeriger: At de ville blive omdannet til moderne, frie stater, hvor man kunne tænke og tale frit.

Da Den franske Revolution brød ud i 1789, græd Europas unge af glæde. Nu skulle det amerikanske mirakel gentages i Europa – troede og håbede man. Senere græd man af rædsel, da håbet blev gjort frygteligt til skamme under det jakobinske terrorregime.

Ved alle sociale lejligheder læste Baggesen op af Don Carlos. Og dramaet var ham en stor hjælp i kurmageriet, for Sophie så markis de Posas »ædle gestalt« i den unge danske digter. Baggesen får sin Sophie – med lidt hjælp fra grev Schimmelmann, der indvilger i at garantere Sophie en enkepension. Det havde Sophies far forlangt for at give sin datter til en fattig digter.

På turen tilbage til Danmark besøger de nygifte først den tyske Shakespeare-oversætter og digter Christoph Martin Wieland (1733-1813), inden de tilbringer et par uger i Jena hos Wielands svigersøn, Kant-professoren Carl Leonhard Reinhold (1777-1851), en god ven til Schiller. Reinhold arrangerer et besøg hos Schiller. Desværre lider den store digter af en gevaldig tandpine, så besøget bliver kort. Ikke desto mindre styrker det Baggesen i sin beslutning om, at Schiller er et enestående geni, der på alle måder må støttes.

Den 31-årige Schiller, der ni måneder forinden var blevet gift med Charlotte von Lengefeld, led af alvorlige kroniske helbredsproblemer. I halvandet år havde han været professor ved universitet i Jena, og han havde da også fået den fine titel af hofråd. Desværre fulgtes de fine titler ikke af en løn, han kunne leve af. I sin professorstilling, hvor han holdt flere udødelige forelæsninger, som f.eks. Hvad er, og hvorfor studerer man universalhistorie?, som stadig studeres den dag i dag, modtog han sølle 200 thalers om året, rundt regnet en sjettedel af det, der behøvedes, for at han kunne forsørge sin familie.

Schiller var derfor tvunget til at arbejde dag og nat. Han producerede et utal af skrifter, der blev solgt for at brødføde digteren og hans familie. Men trods sin heroiske indsats var han ved at tabe kampen. Hans helbred svækkedes lige så hurtigt, som gælden voksede. Don Carlos’ stolte fader, som inspirerede unge over hele Europa til at kæmpe for frihed og genskabe den nyligt vundne amerikanske frihed overalt i verden, var ved at lide samme sørgelige skæbne, som håbene om en fri fransk republik led i den efterfølgende tid.

Da Baggesen holder sit indtog i København, er han blevet en »Schiller-aktivist«. Overalt hvor han kommer, snakker han om Schiller, Schiller og Schiller. Uheldigvis er hans velgører, Frederik Christian, ikke just Schiller-fan. Baggesen fortæller selv: »Prinsen af Augustenborg var forudindtaget mod Schiller og mente slet ikke, at han havde geni. Med meget besvær fik jeg i stand, at han tillod mig at læse Don Carlos højt for ham. »Jeg tvivler meget på«, sagde han, »at vi vil læse bogen til ende; men – da De har væddet på det« – Jeg læste. Jeg havde på forhånd krævet, at han i det mindste måtte høre første akt til ende. Han blev revet fuldstændigt med – jeg læste ikke blot Don Carlos færdig – men dagen efter, da jeg skulle læse igen, havde han i løbet af natten læst resten. Nu kunne han de fremste scener udenad. Så læste vi alt, vi havde af Schiller igen og igen. Hvad er mere naturligt? Hvilke salige stunder har ikke Don Carlos,Historien om Nederlandenes Frafald osv. fremtryllet for os!«2
Frederik Christian, der, som andre unge, havde grædt af glæde ved nyheden om Den franske Revolution i sommeren 17893, blev rekrutteret til Schiller-projektet. Baggesen skriver til Reinhold: »Hvis ikke vi kan vinde denne prins for os, så kan alle Posa’er i det nuværende og kommende århundrede godt begive sig til galehuset; for en sjæl som hans gentager naturen sjældent blandt millioner, og måske aldrig blandt hundreder. – Men hvornår var verdensborgeren, der ihærdigt elsker frihed og lighed, oplysning og lykke for alle mennesker, veltilpas ved et hof?«4

Gennem denne opdagelsesrejse ind i Schillers skrifter, genspejlet i lyset fra Don Carlos, omdannes forholdet mellem Frederik Christian og Baggesen, fra et forhold mellem en fyrste og en fattig digter til et venskab, inspireret af det tilsvarende mellem Don Carlos og markis de Posa. De to har forskellig social rang, men som frihedselskende mennesker, der er fast besluttet for at handle til menneskehedens bedste, er de ligeværdige.

I sommeren 1791 tager Frederik Christian sammen med sin hustru på et kurophold i Karlsbad, blandt andet i håb om at træffe Schiller. Denne havde meddelt, at han også vil tage på kur i Karlsbad, men er endnu ikke ankommet, da Frederik Christrian når frem. Men prinsen møder flere af Schillers venner, heriblandt Dora Stock, hvis søster er gift med Schillers gode ven Körner. Der opstår mange intense diskussioner om Schiller, hans ideer, og hans sørgelige helbredsmæssige og økonomiske omstændigheder. På vej hjem til Danmark besøger Frederik Christian så Jena, men uheldigvis er Schiller netop rejst, med kurs mod Karlsbad. I stedet for at møde digteren personligt, bliver prinsen under tre møder med Reinhold grundigt sat ind i alle detaljer angående Schillers situation.

Sørgefesten

I mellemtiden har Baggesen vakt ægteparret Schimmelmanns begejstring for Schiller. Det begyndte med en uskyldig sommerudflugt til Schimmelmanns sommersted i Hellebæk. Greveparret havde inviteret Baggesen og Sofie samt grevindens svoger Schubart, der var Danmarks gesandt i Haag, og dennes kone. Baggesen blev bedt om at forberede nogle oplæsninger i tilfælde af dårligt vejr. Dagen inden udflugten nåede den sørgelige nyhed imidlertid København, at den store tyske digter Friedrich Schiller var afgået ved døden. Baggesen var totalt knust, men i sin rastløse sorg overtalte han Schimmelmann til at gennemføre udflugten alligevel – nu som en sørgefest for Schiller.

I tre dage fejrede de tre ægtepar (selvfølgelig med hjælp fra tjenestefolk) Schiller. Gennem tårer af sorg og glæde oplæste de dele af Don Carlos og andre af hans skuespil, reciterede Schillers digte og diskuterede hans opløftende filosofi. Baggesen havde arrangeret en overraskelse som festens højdepunkt. Da de sang Schillers digt Ode an die Freude, Hymne til Glæden, lød pludseligt musikinstrumenter, og tjenestefolkenes børn kom dansende, klædt som yndefulde græske gratier. Baggesen havde tilføjet et ekstra vers til Schillers digt:

Unser todte Freund soll leben!
Alle Freunde stimmet ein!
Und sein Geist soll uns unschweben
hier in Hellas Himmelhain. 
Tutissimi:
Jede Hand emporgehoben!
Schwört bei diesem freien Wein:
Seinem Geiste treu zu sein
Bis zum Wiedersehn dort oben!5

På dansk (egen oversættelse):

Vores døde ven skal leve!
Alle venner stemme i!
Og hans ånd skal os omsvæve
her i Hellas himmerige. 
Alle:
Hver en hånd som er opløftet!
Sværger ved den frie vin:
Tro at være mod hans ånd
til vi atter ses deroppe!

Efter de tre dages sørgefest skrev Baggesen et brev til Reinhold, i hvilket han, blandt sorgfulde ord om Schiller, fortalte i detaljer om sørgefesten. Rystet skrev Reinhold tilbage, at Schiller endnu ikke var død, blot syg og bekymret. Ingen medicin havde kunnet forbedre hans tilstand.

Ifølge Reinhold, var beskrivelsen af sørgefesten i Hellebæk faktisk den eneste opmuntring og kilde til glæde og lindring, den store digter havde oplevet i meget lang tid. Schiller var blevet meget bevæget, da han hørte, at så fornemme folk så langt borte, var så begejstrede for hans ideer. Og det havde givet ham ny energi til at fortsætte kampen. Men han var stadig meget syg og i en håbløs situation.

En plan sættes i værk

Ved modtagelsen af brevet i København, skrider Baggesen og Augustenborg til handling med en plan, der har simret et stykke tid. Schiller må reddes. Hvis ingen af hans egne landsmænd er villige til at hjælpe ham, så må verdensborgere udefra træde hjælpende til. Denne ledestjerne for menneskeheden må ikke gå tabt. Frederik Christian tænkte endda videre: Hvis Schillers landsmænd ikke forstår at påskønne hans geni, hvorfor skulle han så blive der? Hvorfor skulle han ikke komme til Danmark? Så skulle han nok se til, at Schiller kunne genvinde sit kostbare helbred.

Når først Schiller er bosat i Danmark, hvad kan man så ikke udrette? Prinsen har i sit eget hjerte og sind følt den enorme kraft i Schillers ideer. Hvad nu hvis Schiller bliver det intellektuelle samlingspunkt i København? Er der en bedre måde, at omdanne et enevældigt Danmark til en moderne nation, som reflekterer de høje principper, der er udtrykt i De forenede Staters forfatning?

Frederik Christian af Augustenborg sender brev til Schiller. Efterfølgende skriver prinsen til sin søster: »Jeg vil lade Schillers digt [Die Künstler] afskrive til dig… I dag om otte dage venter jeg svar fra ham på invitationen, der er sendt til ham, om at komme til Danmark og her pleje sin sundhed i uforstyrret ro.«6

Selv om Frederik Christian brændende ønsker, at Schiller skal komme til Danmark, er han meget påpasselig med ikke at lade det stå som en egoistisk betingelse for den hjælp, han tilbyder ham. »Men vi er ikke så småligt egennyttige at gøre denne ændring i Deres opholdssted til en betingelse. Det overlader vi til Deres eget frie valg. Vi ønsker, at menneskeheden skal beholde en af sine lærere, og dette ønske må gå frem for alle andre betragtninger«, står der i brevet til Schiller.

Prinsen har truffet sin beslutning. Schiller skal hjælpes, men spørgsmålet er hvordan. Normalt ville en person, der var værdig til at få understøttelse, blive støttet af den danske stat. Frederik Christian ville så gå til kronprinsen og argumentere for, hvorfor det er vigtigt og nødvendigt. Men det er helt utænkeligt i denne sag. For det første er Schiller ikke dansk, og i kølvandet på den såkaldte »tyskerfejde« i København i 1789 var det let at falde i folkets unåde, hvis man fremstod som alt for »tyskervenlig«. For det andet er Schiller i manges øjne en farlig revolutionær, og efter Den franske Revolution betragtede man sådanne revolutionære personligheder som en dødelig trussel mod et enevældigt monarki som det danske (af samme årsag blev ingen af Schillers skuespil opført i Danmark før 1817. Det første var Marie Stuart. Røverne blev først opført i 1823 og Don Carlos i 1831. Man sagde åbent, at det skyldtes Schillers farlige revolutionære ideer).

Selv om Frederik Christian havde en høj position og var en hårdtarbejdende tjener for den danske stat, havde han ikke nogen privat formue af betydning. Efter giftermålet med prinsesse Louise Augusta, var de nødt til at flytte ind hos kronprins Frederik på Christiansborg. Frederik Christian havde simpelthen ikke midlerne til at opretholde en selvstændig husholdning i København. Kronprinsen måtte endda betale lønningerne for sin søsters tjenestefolk, så hun kunne leve standsmæssigt.

Prins Frederik Christian kan altså ikke på egen hånd klare at finansiere Schiller. Han og Baggesen må få andre med i projektet. De bliver hurtigt enige om en indlysende kandidat; en person, der både moralsk og finansielt er velkvalificeret til at deltage i projektet: Deres gode ven greve Ernst Schimmelmann. Nok er Schimmelmann både greve og finansminister, men han er også en veluddannet humanist, filantrop og forkæmper for det almene vel. Han var en af nøglepersonerne i ophævelsen af stavnsbåndet og forbuddet mod slavehandel (vel at mærke som den største slaveejer på de Dansk-vestindiske Øer. En ubehagelig arv fra faderen, han var glad for at slippe af med). Men Schimmelmann er også en loyal undersåt til kronprins Frederik og bange for at fremstå som en revolutionær og en tyskerven, hvilket utvivlsomt vil underminere hans position ved hoffet og hos folket. Så kan Schillers venner få Schimmelmann med i projektet?

Frederik Christian skriver til Baggesen: »Efter grundige overvejelser mener jeg, at det er bedst, hvis De Baggesen vil være Schillers fortaler i det schimmelmannske hus. Schiller må sikres en sådan indkomst, at han kun behøver at udføre et rimeligt stykke arbejde dagligt for at have sit udkomme. Jeg ser ingen mulighed for, at netop nu at give ham en offentlig stilling, staten kan altså intet bidrage; hvad der sker, må ske gennem privatpersoner. Vil Schimmelmann for en bestemt årrække bidrage med noget årligt? Det er spørgsmålet, som jeg ønsker, De får svar på.«7

Baggesen arbejder hårdt for at få hvervet Schimmelmann, men beklager i et brev til Frederik Christian den 11. november, hvor umulig opgaven virker. Han har allerede mindst 20 gange nævnt Schillers umulige omstændigheder, og alt greveparret gjorde, var at fortælle, hvor dårlige tiderne var, og hvorledes de, af den årsag, var tvunget til at holde igen med udgifterne. »Jeg venter på en belejlig dag, hvor jeg kan få Schimmelmann med på i det mindste at stå for halvdelen – for at få noget gjort ved sagen. Hos hende [grevinden -red.] er der intet at gøre. Hun finder, at alle nødlidende her i landet må hjælpes først«.8

Grevinden vil ikke støtte Schiller, da han er en udlænding, og Schimmelmann er, udover at beklage sig over det økonomiske, bange for de politiske konsekvenser, hvis han deltager i projektet. På trods af disse vanskeligheder, lykkes det Baggesen, med sin unge entusiastiske ihærdighed, at opløfte greveparret til at medvirke i det vigtige projekt. Schimmelmann går med til at finansiere halvdelen af underholdet til Schiller, på betingelse af at hans identitet ikke bliver røbet.9 (Trods deres oprindelige tøven blev greveparret nære personlige venner med Schiller-familien for resten af livet. Schimmelmann blev tilmed gudfader for Schillers anden søn Ernst. Alt, der blev publiceret fra Schillers hånd, blev sendt til greveparret, og grevinden takker hver gang med et personligt brev til Schiller eller hans kone Charlotte. Denne korrespondance fortsatte efter Schillers død i 1805, hvorefter Schimmelmann sendte en årlig støtte til Charlotte på 300 thaler.)

Den 27. november 1791 kan det historiske brev fra Frederik Christian og Schimmelmann sendes til Friedrich Schiller:

To venner, der som verdensborgere er knyttede til hinanden, sender Dem denne skrivelse, ædle mand! De kender dem ikke, men begge ærer og elsker Dem. Begge beundrer Deres genis høje flugt, som har præget forskellige af Deres nyere værker som de mest ophøjede af alle menneskelige. I disse værker fandt de den tænkemåde, det sind, den begejstring, som knyttede deres venskabsbånd, og vænnede sig, da de læste dem, til den ide, at betragte forfatteren af disse som et medlem af deres venskabsforbund. Stor var derfor også deres sorg, da de hørte nyheden om hans død, og de fældede ikke færrest tårer blandt det store antal af gode mennesker, der kendte og elskede ham.

Denne levende interesse, som De, ædle og højtærede mand, vækker i os, forhindrer, at De skulle anse os for at være ubeskedne og påtrængende. Den må fjerne enhver misforståelse af hensigten med dette brev. Vi affatter det med den ærbødige tilbageholdenhed, som Deres finfølelse vækker hos os. Vi ville i så henseende tilmed være bekymrede, hvis vi ikke vidste, at der også er sat en vis grænse for ædle og fintdannede sjæles dyd, som det ikke går an at overskride, uden at fornuften modsætter sig det.

Deres helbred, som er blevet ødelagt af alt for stor anstrengelse og arbejde, fordrer, har man fortalt os, at få absolut hvile et stykke tid, så det kan genoprettes, og så den fare, der truer deres liv, kan afværges. Alene Deres omstændigheder, Deres nuværende skæbne, forhindrer Dem i at tillade Dem denne hvileperiode. Vil De gøre os den glæde, at gøre dette muligt for Dem? Vi tilbyder Dem de næste tre år en årlig gave på et tusinde thaler.

Tag imod dette tilbud, ædle mand! Lad ikke synet af vore titler forlede Dem til at afslå det. Vi kender disses værd. Vi kender ingen anden stolthed end den at være menneske og borger i den store republik, hvis grænser omfatter mere end enkelte generationers liv og mere end en klodes grænser. De har her kun mennesker, Deres brødre, foran Dem, ikke indbildte stormænd, som ved en sådan anvendelse af deres rigdomme kun nyder en noget ædlere slags hovmod.

Det afhænger af Dem, hvor De vil nyde denne ro. Her hos os ville De ikke savne tilfredsstillelse for Deres sjæls behov i en hovedstad, der både er regeringssæde og en stor handelsplads og har meget kostbare bogsamlinger. Højagtelse og venskab fra mange sider ville konkurrere om at gøre Deres ophold i Danmark så behageligt som muligt, for vi er ikke de eneste her, der kender og elsker Dem. Og hvis De, når De atter er rask, skulle ønske at få en statsansættelse, så ville det ikke falde os svært at opfylde dette ønske.

Men vi er ikke så småligt egennyttige at gøre denne ændring i Deres opholdssted til en betingelse. Det overlader vi til Deres eget frie valg. Vi ønsker, at menneskeheden skal beholde en af sine lærere, og dette ønske må gå frem for alle andre betragtninger.

København den 27. november, 1791
Frederik Christian, prins af Slesvig-Holsten
Ernst Schimmelmann10

Schiller blev tilbudt en årlig understøttelse på 1000 thaler, en understøttelse, som vil sætte ham i stand til mageligt at brødføde sig selv og sin familie. Det blev tilbudt uden nogen form for betingelser i tre år. Alt Schiller skal gøre, er at genvinde sin sundhed. Han kan anvende pengene og sin tid, som han finder bedst. Men han får også tilbuddet om at komme til København med det samme, genvinde sin sundhed i Københavns behagelige omgivelser, og efter de første tre år få en fast statsansættelse med en god løn.

Dette bliver tilbudt Schiller, ikke som velgørenhed fra et par rige danskere, der har ondt af en fattig digter, men som et indskud fra to danske borgere »i den store republik«. De så det selv som deres bidrag til verdens og menneskehedens opblomstring, hvor Schillers geni har sin egen helt unikke rolle. Frederik Christian håber så også, at Schiller kan komme med det afgørende anstød, der vil omdanne Danmark fra et enevældigt monarki til en moderne nation; et hjemsted for frihed og fornuft.

Schillers svar

I et brev til Jens Baggesen, han skriver tre dage efter, at han har modtaget det storslåede tilbud, beskriver Schiller det overvældende brev, han just har modtaget, og den enorme betydning, det har for ham og hans mission:

Jena den 16. december 91.

Hvordan skal jeg begynde, min dyrebare og højt skattede ven, med at beskrive de følelser, der siden modtagelsen af disse breve er blevet levende i mig? Så bedøvet og overrasket, som jeg blev over indholdet og stadig er det, skal De ikke forvente meget sammenhængende fra mig. Kun mit hjerte kan stadig tale, og selv det finder kun ringe støtte i et hoved, der stadig er så sygt, som mit endnu er det. Et hjerte som Deres kan jeg ikke belønne smukkere, for den kærlige interesse, som det har i min sjæls ve og vel, end ved at jeg ophøjer den stolte fornøjelse, som Deres fortræffelige venners ædle og enestående handlemåde i sig selv må berede Dem – i glad overbevisning om en fuldstændig opnået hensigt – til den lifligste glæde. Ja, min dyrebare ven, jeg tager imod tilbuddet fra prinsen af H. og grev S. med taknemmeligt hjerte – ikke, fordi den smukke måde, hvorpå det blev fremsat, overvinder alle mine betænkeligheder, men fordi en forpligtelse, der er hævet over enhver mulig betænkelighed, byder mig det. At yde og være alt, som jeg med de mig tildelte kræfter kan yde og være, er for mig den højeste og mest uundværlige af alle pligter. Men mine ydre omstændigheder har desværre indtil nu gjort det aldeles umuligt, og kun en fjern og stadig uvis fremtid giver mig større forhåbninger. Den storslåede hjælp fra Deres ophøjede venner sætter mig pludselig i stand til at udfolde alt, hvad der slumrer i mig, at gøre mig til det, som jeg kan blive til – hvilket andet valg har jeg altså? …

[Schiller forklarer i det følgende udførligt om de store kvaler han pga. sin uafklarede økonomiske situation har måttet gennemlide i de seneste ti år, og den ubeskrivelige glæde og taknemmelighed, han derfor føler over det indtrufne -red.]

Tilgiv mig, dyrebare ven, denne udførlighed om mig selv; jeg vil derved blot sætte Dem i stand til at forestille Dem det indtryk, som prinsens og grevens ædelmodige tilbud har haft på mig. Jeg ser mig derved pludselig sat i stand til at realisere den plan, som min fantasi i sine lykkeligste stunder forudbestemte. Jeg opnår endelig den længe og hedt begærede åndens frihed, det fuldkomment frie valg for mit virke. Jeg får ledige stunder, og gennem dem vil jeg måske generobre min mistede sundhed; og hvis ikke, så vil sindets nedtrykthed for fremtiden ikke længere give næring til min sygdom. Jeg ser lyst på fremtiden – og selv om det skulle vise sig, at mine forventninger til mig selv blot var skønne illusioner, hvormed min kuede stolthed hævnede sig på skæbnen, så skal det i det mindste ikke skorte på min udholdenhed for at retfærdiggøre de forhåbninger, som to af dette århundredes fortræffelige borgere har næret til mig. Da min skæbne ikke tillader mig at virke velgørende på samme måde som dem, så vil jeg dog forsøge det på den eneste måde, som er mig tilstået – og måtte det frø, som de såede, folde sig ud i mig til en smuk blomst for menneskeheden.11

Schiller slutter brevet med at beklage, at han ikke kan opfylde Baggesens ønske om, at han kommer til København. Hans helbred tillader det ikke, og af samme årsag regner han med at tilbringe sommeren i Karlsbad. Han har også stadig sine forpligtelser ved universitetet. Men han håber snart at kunne komme til København, og møde disse fantastiske mennesker, der har gjort så meget for ham.

Den 19. december 1791 sender Schiller så sit svar til Frederik Christian af Augustenborg og grev Ernst Schimmelmann. Han skriver:

Tillad, I mest tilbedelsesværdige, at jeg sammenfatter to ædle navne i ét, nemlig i dét, som De selv i hensynet til mig har forenet Dem i. Anledningen til, at jeg tager mig denne frihed, er allerede i sig selv en så overraskende undtagelse fra alt almindeligt, at jeg må frygte, at jeg skulle komme til at nedværdige det rent ideale forhold, hvorunder De har henvendt Dem til mig, gennem enhver hensyntagen til tilfældige forskelle.

På et tidspunkt, da en sygdom stadig omtågede min sjæl og truede mig med en dyster og sørgelig fremtid, rækker De mig, som to beskyttende genier, en hånd fra skyerne. Det storsindede tilbud, som De kommer med, opfylder ja overgår mine dristigste ønsker. Den måde, De gør det på, befrier mig for frygten for at vise mig uværdig til Deres godhed, idet jeg accepterer dette bevis på det. Jeg måtte rødme, hvis jeg ved et sådant tilbud kunne tænke på andet end på den skønne humanitet, som det udspringer fra, og på den moralske hensigt, som det skal tjene. Sådan som De giver – rent og ædelt – mener jeg at kunne modtage. Deres hensigt med dette er at fremme det gode; hvis jeg kunne føle skam over noget, så var det, at De har taget fejl mht. redskabet i den forbindelse. Men den bevæggrund, med hvilken jeg tillader mig at tage imod det, retfærdiggør mig over for mig selv og lader mig – selv i den højeste forpligtelses lænker – fremstå for Dem med følelsens fuldstændige frihed. Ikke over for Dem, men over for menneskeheden skal jeg afdrage min skyld. Dette er det fælles alter, hvorpå De nedlægger Deres gave og jeg min tak. Jeg ved, I meget ærede, at kun overbevisningen om at være forstået af mig, fuldender Deres tilfredshed; derfor og kun derfor tillod jeg mig at sige dette.

Men den nære deltagelse, som en alt for hildet velvilje i Deres storsindede beslutning kommer til udtryk over for mig, det fortrin, som De frem for så mange andre tildeler mig, idet De mener, at jeg skal være et redskab for Deres skønne hensigter, den godhed hvormed De kommer en fremmed verdensborgers små behov i møde, pålægger mig de mest personlige pligter over for Dem og fylder mig – foruden med ærefrygt og beundring – med den inderligste kærligheds følelser. Hvor stolt gør De mig, at De forestiller Dem mig i et forbund, som det ædleste af alle formål helliger, nemlig entusiasmen for det gode, for det store og skønne har forbundet. Men hvor langt er den begejstring, som ytrer sig i handlinger, ophøjet over den, som må begrænse sig til at have vakt handlinger. At udruste sandhed og dyd med den sejrende kraft, hvormed de underkaster sig hjerter, er alt hvad filosoffen og den fremstillende kunstner formår – hvor meget anderledes er det at realisere begges idealer i et skønt liv. Jeg må her svare Dem med ordene, hvormed han affærdiger en kunstners stolthed: »De har gjort, hvad jeg blot kunne male!«

Men selv om jeg skulle kunne glemme, at det er mig, der er genstand for Deres godhed, at det er Dem, jeg kan takke for den skønne udsigt til at kunne fuldende mine skitser, så ville jeg stadigvæk være Dem megen tak skyldig. En åbenbaring, som De har været for mig, genopretter troen på den rene og ædle menneskehed, en tro, som så talrige eksempler på det modsatte nedslår i den virkelige verden. Usigelig vellyst er det for meneskehedens maler i det virkelige liv at møde træk af det billede, som lyser klart i hans indre og må ligge til grund for hans skildringer. Men jeg føler, hvor meget jeg mister ved at tage den store forbindtlighed på mig, som De pålægger mig. Jeg mister via den søde frihed, det er at give min beundring udtryk og at forherlige en så uegennyttig og skøn adfærd med en lige så uegennyttig følelse.

Muligheden for at fremstille den som person for Dem, som De har forpligtet så dybt, vil blive resultatet af Deres storsindede understøttelse. Via denne vil jeg se mig i stand til efterhånden at genvinde mit helbred og at udholde en rejses besværligheder og skiftet i levemåde og klima. For øjeblikket er jeg stadigvæk udsat for tilbagefald til en sygdom, som forringer nydelsen for mig ved de reneste livsglæder, og som kun meget langsomt – ligesom den kom – vil kunne bringes til ophør. Blandt de mange afsavn, som De pådrager mig, er dette ikke et af de ringeste, nemlig at De udskyder det lykkelige tidspunkt, hvor syn og omgang vil knytte mig med tusind ubrydelige bånd til to hjerter, som allerede nu – ligesom guddommen – henrykker fra det usynlige fjerne, og ligesom denne er uopnåelig for min tak. At leve i denne skønne fremtid og ile forud for dette tidspunkt med sine ønsker og drømme vil indtil da være den kæreste beskæftigelse for Deres dybt forpligtede og evigt taknemmelige

Friedrich Schiller12

Schillers danske eftermæle

Schiller lever op til sit løfte. I løbet af de næste seks år (den oprindelige støtte til Schiller bliver forlænget yderligere tre år, den sidste pengeoverførsel finder sted i november 1796), hvor han er finansieret af Frederik Christian og Schimmelmann, genvinder han ganske vist ikke fuldt sit helbred, men så meget desto mere sit poetiske og filosofiske geni. Han når aldrig til Danmark, men i februar 1793 skriver Schiller det første af en række breve til prins Frederik Christian, der, brev for brev, cirkulerer i hele den danske elite.

Brevene tager udgangspunkt i den fejlslagne franske revolution, hvor de store forhåbninger er endt i et bestialsk blodbad. Schiller skriver, at »et stort øjeblik fandt et fordærvet folk« og at årsagen til den franske katastrofe er at finde i de franske hjerter, ikke i de veluddannede, oplyste hoveder.

Derfor er medicinen, der kan sikre en mere lykkelig udgang på senere revolutioner her i Europa, menneskenes æstetiske opdragelse. Der må vækkes en trang i hjerterne efter det sande, det skønne og det gode. Det er, for digteren Schiller, kunstens formål. Borgerne må også uddannes ved at leve sig ind i den klassisk-græske filosofiske og politiske verden, vænne sig til at leve og virke med udgangspunkt i hele menneskeheden og i hele dens historie. Oplysningstidens kynisme må erstattes af græsk idealisme. Sådan lægges grunden for fremtidig succes.

I en renæssance, som den efterfølgende danske guldalder, søger de ledende personer at genoplive og forbedre det sande, det skønne og det gode fra tidligere tider, i deres kamp for det almene vel – med en ungdommelig, idealistisk tro på det gode i mennesket, og det positive bidrag vi hver for sig kan yde.

Ideerne, der bliver udviklet i Schillers breve til prins Frederik Christian, bliver siden omskrevet og publiceret som Schillers afhandling: Om Menneskets Æstetiske Opdragelse. Andre dele af diskussionen i brevene genspejles i andre af Schillers æstetiske skrifter, som f.eks.: Om Faren ved æstetiske vaner, Om skønhedens nødvendige begrænsning, specielt når det gælder filosofiske sandheder, Om det ophøjede, Tanker over brugen af det gemene og nedrige i kunsten og Om det Naive.13

I sidste øjeblik fik en svækket Schiller hjælp fra Jens Baggesen, prins Frederik Christian af Augustenborg og greve Ernst Schimmelmann. Han blev bevaret som en lærer for menneskeheden. I slutningen af 1791 skriver Schiller til sin gode ven Körner: »Nu har jeg endelig mulighed for at lære og for at samle og arbejde for evigheden.«14

Trods sit dårlige helbred, har Schiller endnu 14 meget produktive år til gode, inden han i 1805 dør alt for tidligt, 45 år gammel. Foruden sine æstetiske skrifter, var han i stand til at skrive dramatiske mesterværker som Wallenstein,Maria Stuart, Jomfruen fra Orleans og Wilhelm Tell, digte som Dykkeren ogIbykus’ Traner og mange andre smukke poetiske værker. Værker, der både på tysk og i dansk oversættelse, fandt et stort og trofast publikum i alle dele af det danske rige.

Tænk, hvor meget fattigere vi ville have været, hvis ikke hjælpen fra Danmark var nået frem i tide!

Fodnoter:
1. Schiller und der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz. Jena, 1905, s. 6.
2. Ibid s. 9-10.
3. Ibid s. 10.
4. Ibid s. 10.
5. Ibid s. 18.
6. Briefwechsel des Herzogs Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg mit König Friedrich VI von Dänemark. Herausgegeben von Hans Schulz, Leipzig, 1908, s. 34.
7. Timoleon und Immanuel. Dokumente einer Freundschaft. Briefwechsel zwischen Friedrich Christian zu Schleswig-Holstein und Jens Baggesen. Herausgegeben von Hans Schulz. Leipzig, 1910, s. 69.
8. Ibid s. 70.
9. Schillers gode ven Körner, som ikke var informeret om, at bidragsydernes identitet skulle holdes hemmeligt, fortæller pressen den glade nyhed. Frederik Christian kan derfor, til sin store overraskelse, læse om tilbuddet til Schiller i de tyske aviser samtidigt med, at han får Schillers svar. Da Schiller bliver klar over brøleren, skynder han sig at skrive til Baggesen, og beder ham beklage det skete og undskylde mange gange. Det gør Baggesen med stor succes. Det hjælper nok også, at offentligheden tog godt imod nyheden om prinsens og grevens hjælp til Schiller.
10. Schiller und der Herzog von Augustenburg in Briefen. Mit Erläuterungen von Hans Schulz. Jena, 1905, s. 24-26.
11. Ibid s. 34-38
12. Ibid s. 41-44
13. Ibid s. 138-139.
14. Ibid s. 33.