Ikke korrekturlæst

Nov. 11, 2023 (EIRNS)–KØBENHAVN- Hussein Askary afholdt i dag en timelang, dybdegående præsentation og diskussion på engelsk til et møde i Schiller Instituttet i Danmark i København via Zoom.

Hussein Askary diskuterede vigtige elementer i historien om den nuværende krig fra begyndelsen af 1900-tallet til i dag, herunder det Britiske Imperiums rolle i spillet på begge sider i regionen. Den amerikanske statsmand og økonom Lyndon LaRouches rolle og hans forslag til Oasis-planen, der startede i 1975, blev fremhævet, såvel som visionen om, at regionen skal tilslutte sig den Nye Silkevej/Verdenslandbroen.

Diskussionen omfattede Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, og andre medlemmer.

Hussein Askary var gæstetaler ved mødet, som blev indledt med en fejring af Friedrich Schillers fødselsdag med en tale af Feride Gillesberg og musikalske indslag (Dona Nobis Pacem, to kanoner til tekster af Schiller, Ode til glæden og Boston Schiller Institutes Cease-Fire Now-sang). Tom Gillesberg gav en international briefing efterfulgt af Hussein Askary. Mødet sluttede med en tale af Jens Jørgen Nielsen, den danske Rusland/Ukraine-ekspert, om det russiske syn på Israel-Gaza-krigen og Ruslands muligheder for at mægle i en løsning i betragtning af deres tætte relationer til israelerne, palæstinenserne og de andre arabiske nationer.

1a. Fejring af Friedrich Schillers fødselsdag, ved Feride Istogu Gillesberg, næstformand, og Schiller Instituttets kor, for at minde os om Schillers ædle menneskesyn som vi har hårdt brug for:

Følgende 5 min. video om Oaseplanen er fra 2010:



2. Følgende uddrag med Harley Schlanger fra Schiller Instituttet, som begynder 12 min. inde i den øverste video:

Lad mig give jer en kort beretning om omfanget af dette. Lige efter dette skete, bragte vi en overskrift i vores avis, hvor der stod: “Irak tilbyder Israel en fredsplan til 30 milliarder dollars.” Jeg var sammen med en gruppe mennesker, der delte den ud ved en tale, som Moshe Dayan holdt på Wake Forest University i Winston-Salem, North Carolina. Der var hundredvis af mennesker, og vi var meget bange for, at hvis vi gik derhen og sagde, at Irak ønsker at afslutte konfrontationen og tilbyder penge, ville folk blive vrede. Men det vi fandt ud af var, at de var meget interesserede i det. Vi solgte hver eneste avis, vi havde, og efter Dayans tale rejste jeg mig op blandt publikum – José Vega-style – og sagde til Moshe Dayan: “Vi har et forslag, som Lyndon LaRouche har lagt på bordet fra Irak om en udviklingsplan til 30 milliarder dollars for Israel og Palæstina. Vil du støtte det?” Jeg forventede en tirade fra ham, for han havde ry for at være lidt af en hidsigprop, en hård militærleder. Det han sagde var fascinerende. Han sagde: “Det her er meget interessant. Det kan ændre alt. Jeg er meget åben for at høre mere om det.” Det viste på det tidspunkt potentialet for LaRouches intervention – det var lige efter krigen i 1973, efter den arabiske olieembargo, efter det, der så ud til at være enden på enhver mulighed for at realisere ideen om en to-statsløsning for Israel og Palæstina.

Da LaRouche introducerede sin politik for Den internationale Udviklingsbank, sagde han følgende: “Med en IDB-politik i udsigt skulle den fredselskende fraktion i Mapai [som var et israelsk parti] snart blive herskende. Israelerne og de vigtigste arabiske stater kunne let blive enige om betingelserne for fortsatte forhandlinger om det palæstinensiske spørgsmål inden for rammerne af en øjeblikkelig fast aftale om samarbejde om udviklingspolitik.” Med den tilgang holdt LaRouche møder i løbet af de næste par år, begyndende i 1975, hvor han havde et møde med den israelske leder Abba Eban for at fremme diskussionen om denne tilgang. I 1977 skrev LaRouche en artikel, som blev offentliggjort i et Paris-baseret israelsk nyhedsbrev med titlen: “Israel and Palestine; A Future for the Middle East”. Her er, hvad han sagde i den:

“Generelt, uden direkte forhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation(PLO), kan der ikke blive nogen løsning i Mellemøsten inden for en overskuelig, umiddelbar fremtid. Vi kender alle alt for godt de underliggende forhindringer for sådanne forhandlinger. Vi burde vide, at vi hurtigt må fjerne forhindringerne for sådanne direkte forhandlinger.” Han henviser udtrykkeligt til idéen om, at man først skal have en politisk aftale og derefter gå videre. Det han siger er, at “det objektive grundlag for en løsning i Mellemøsten er den økonomiske udviklingspakke, vi har peget på. Enhver anden tilgang vil mislykkes; vil hurtigt blive nedbrudt til en farce. Men det er ikke blot materielle fordele i sig selv, der skaber grundlaget for fred. Det er det faktum, at regeringernes forpligtelse til at realisere betydelige videnskabelige og teknologiske fremskridt fremmer humanistiske holdninger i befolkningerne.”

Det var den idé, LaRouche havde om sit westfalske princip; om vigtigheden af økonomiske politikker, der viser, at hver side anerkender fordelene ved den anden, som grundlag for fred. Det var hans tema i mange andre artikler i den periode. Han gik imod strømmen, da folk sagde, at man ikke kan forhandle med Arafat, han er ikke villig til at forhandle. Hvad LaRouche skrev i december 1983: “Arafat er den etablerede leder af det, der faktisk er en eksilregering for de palæstinensiske arabere. Hvis vi skal have succes med at forhandle med det palæstinensiske arabiske folk, er det Arafats lederskab, vi skal forhandle med.” Derefter skrev han et politisk dokument, “Forslag om at begynde udviklingen af en langsigtet økonomisk udviklingspolitik for staten Israel.”

Kort tid efter, i april 1986, opfordrede Shimon Peres, som på det tidspunkt var Israels premierminister, til at afsætte en pulje på 25-30 milliarder dollars til at skabe en udviklingsfond for Mellemøsten for de næste ti år. Peres kaldte det en Marshallplan for Mellemøstens udvikling. Lyndon LaRouche bakkede op om den og skrev flere artikler, hvor han forsvarede den. Men han påpegede det utilstrækkelige i tilgangen. Hvad han sagde på det tidspunkt var, at det, der er nødvendigt, er at tage fat på det mest alvorlige problem, der findes med hensyn til økonomien. Og hvad er det? Det er manglen på vand, og forholdet mellem det og manglen på strøm eller energi. Så mens LaRouche støttede Peres’ Marshallplan, og i 1986 havde Peres øget det samlede beløb til 50 milliarder dollars, begyndte han at beskrive, hvordan man kan skabe mere vand til Mellemøsten. Dette er grundlaget for det, der senere, i 1990, blev kendt som hans Oase-Plan. Han sagde, at man var nødt til at have en menneskeskabt Jordan-flod, som kunne flyde og give mere vand til alle de områder, der grænser op til den; herunder Jordan, Israel, Egypten og Den Arabiske Halvø. For at gøre det, sagde han, har man brug for afsaltning. Man har brug for en række atomkraftværker på 300 MW, som giver strøm til afsaltningen. Det vil også give den elektricitet, der er nødvendig for industrialisering og avanceret landbrug. I 1990 skrev han et stykke med titlen: “En fredsplan i arabernes og israelernes sande interesse”. Her skrev LaRouche, at vi har brug for “geografisk ingeniørkunst” til at føre kanalerne mellem Middelhavet og Det Røde Hav, og derefter Det Røde Hav til Det Døde Hav, for at skabe vandløb, som med atomdrevet afsaltning til at levere vandkraft og transport, ville give mulighed for industriel og landbrugsmæssig udvikling.

Her er det, han sagde, som virkelig er interessant:

“Man kunne definere den rette tilgang til udviklingen af Mellemøsten, hvis der ikke boede nogen mennesker der i øjeblikket, som hvis vi for eksempel planlagde bosættelsen af Mars: en ubeboet planet, ved hjælp af kunstigt miljø, og så videre.” Han fortsatte med at skrive, at opdelingen og fordelingen af vand og strøm skal organiseres, så den gennemsnitlige kvadratkilometer jord kan udvikles til at være produktiv på de nødvendige niveauer for forskellige typer af jordbrug – græsning, afgrøder, beboelse, industri og handel.

Ideen med de to kanaler og den overordnede tilgang til industriel udvikling blev betragtet som revolutionerende. Hvordan kunne man opnå en aftale på dette grundlag? Hvad der skete på det tidspunkt var, at Bush-regeringen forsøgte at gøre præcis det, som LaRouche havde advaret dem imod at gøre. For at forsøge at få en politisk løsning holdt de en konference i Madrid med repræsentanter for palæstinenserne og israelerne, men den førte ingen steder hen. De samme gamle argumenter, de samme gamle kampe, de samme gamle modsætninger; det faktum, at der havde været en række krige siden 1948, i ’48 og ’56 og ’67 og ’73, og fortsatte træfninger og terrorisme. Hvordan kunne man få de to sider til at mødes? Mens Madrid-konferencen stod på – og på det tidspunkt var det Yitzhak Shamir, der var premierminister – var der noget andet, der blev sat i gang, da Yitzhak Rabin blev premierminister året efter i 1992. Det var en diskussion bag kulisserne i Oslo, Norge, mellem repræsentanter, der var tæt på Shimon Peres, som var kommet med ideen om en Marshallplan for Mellemøsten, og repræsentanter for Arafat.

Det førte til en aftale i september 1993, kaldet Oslo-aftalen. Det vigtigste ved Oslo-aftalen, og de fleste fokuserer på det faktum, at Arafat og Rabin gav hinanden hånden, er, at de talte om at gøre en ende på fjendskabet. Det var her, Rabin kom med sin berømte udtalelse om, at for at gøre dette, må man have modet til at ændre aksiomer. Og det afspejlede de blot ved at mødes og give hinanden hånden. Det var et meget anspændt øjeblik, indtil de to greb hinandens hænder, kiggede hinanden i øjnene og derefter gik væk og udbragte en skål for hinanden. En skål for dem, der har modet til at ændre aksiomer. Men det, der lå til grund for dette potentiale, var netop LaRouches idé om økonomisk samarbejde og udvikling i de to økonomiske bilag, der var knyttet til Oslo-aftalen.

Jeg vil lige læse et par aspekter af dette. Det økonomiske bilag nr. 3: “Protokol om israelsk-palæstinensisk samarbejde om økonomiske og udviklingsmæssige programmer.”

“De to parter er enige om at etablere en israelsk-palæstinensisk komité for økonomisk samarbejde, der blandt andet skal fokusere på følgende.

“1. Samarbejde om vandområdet, herunder et vandudviklingsprogram …

“2. Samarbejde inden for elektricitet …

“3. Samarbejde om energiområdet …

“4. Samarbejde om det finansielle område, herunder et finansielt udviklings- og handlingsprogram til fremme af internationale investeringer på Vestbredden og i Gazastriben …

“5. Samarbejde inden for transport og kommunikation …

“6. Samarbejde inden for handel …” og endelig,

“7. Samarbejde inden for industri, herunder industrielle udviklingsprogrammer, som vil sikre oprettelsen af fælles israelsk-palæstinensiske industrielle forsknings- og udviklingscentre….”

Så det var bilag 3. Bilag 4 befæster dette med ideen om: “Protokol om israelsk-palæstinensisk samarbejde vedrørende regionale Udviklingsprogrammer.” Den taler om et økonomisk udviklingsprogram for Vestbredden og Gaza, en mellemøstlig udviklingsfond og endelig en mellemøstlig udviklingsbank. Alt dette var muligt på det tidspunkt, og det ville have gjort præcis det, som LaRouche foreslog, nemlig at skabe et grundlag hvor folk i de palæstinensiske områder ville se en fordel i at samarbejde med Israel, og israelerne ville se en fordel i at samarbejde med palæstinenserne. Ikke bare for at stoppe drabene, men for at skabe et miljø med gensidigt fordelagtige produktive aktiviteter, som ville hæve levestandarden for folk på begge sider af konflikten. Og på det grundlag ville en to-statsløsning være mulig. Det er kernen i LaRouches ideer.

Hvad skete der med den plan? Tja, den blev først dræbt af Verdensbanken, for i november 1993 sagde Verdensbanken, at de ikke ville kanalisere penge eller give midler, der kom fra donorer. Præsident Clinton forsøgte blandt andet at rejse midler til dette. Der var donorer, som var parate til at give penge, men Verdensbanken sagde, at de ikke ville give pengene til palæstinenserne, fordi de ikke stolede på dem på grund af “korruption”. Især var der modstand mod, at Arafat skulle have nogen mulighed for at modtage midlerne. Som et resultat var pengene der bare ikke. Det var et stort problem for opfølgningen. To år senere, den 4. november 1995, blev Yitzhak Rabin myrdet af en mand ved navn Yigal Amir, som var en del af bosætterbevægelsen og især havde været meget aktiv i Hebron, som var et af de største konfrontationsområder mellem de palæstinensere, der boede der, og de jødiske bosættere, som brugte den israelske stats magt til at rykke ind. Mordet på Rabin, oven i lukningen af potentialet for midler, afsluttede muligheden for succes for Oslo. LaRouche har specifikt udtalt i september 1993, efter håndtrykket i Washington, at det er presserende, at de første skridt til disse nye projekter bliver taget med det samme. Ellers var der fare for, at dette forslag ville drukne i begge parters blod. Han identificerede specifikt Sharon-netværkene i bosætterbevægelsen som truslen mod det. Og det var hvad der skete; en mulighed gik tabt.

Som vi ser, er det tilstrækkeligt at se på udviklingen fra 1995 til i dag. Palæstinenserne har stadig ingen stat; faktisk er de nu delt mellem to grupper, hvoraf den ene – Hamas, som Netanyahu nu sværger at udrydde – siden 2009 har Netanyahu og Israel givet midler til Hamas for at opbygge dem som en modvægt til Det Palæstinensiske Selvstyre. Hvorfor det? Fordi Det Palæstinensiske Selvstyre er en nationalistisk bevægelse, der repræsenterer palæstinensernes interesser som nation, i modsætning til Hamas, som er en religiøs bevægelse. Så længe man har Hamas, der kæmper mod Det Palæstinensiske Selvstyre, har man ingen samlet regering at forhandle med. Det er, hvad Netanyahu sagde; han pralede af at gøre det. Det anslås, at mere end 1 milliard dollars blev kanaliseret fra Israel gennem Qatar til Hamas, som Netanyahu nu siger, at han vil udrydde og udslette.

Så løsningen her er, at man bliver nødt til at identificere, hvad problemet er. Problemet er ikke israelere og palæstinensere, selvom det måske er dem, der udfører de desperate handlinger. Men de handler ikke i egen interesse; de handler i de højere magters interesse, som ønsker at forhindre enhver form for brud med de gamle aksiomer.

Lydfilen: 

Den 16. oktober 2023 (EIRNS) – Forfatteren er formand for det franske politiske parti Solidarité et Progrès. Han har været officiel præsidentkandidat i Frankrig tre gange, i 1995, 2012 og 2017. Han er lederen af LaRouche-bevægelsen (og Schiller Instituttets samarbejdspartnere) i Frankrig.

– “Fra den stærke [kom] noget sødt.” (Dommerne 14:14)

– Bed om natten, så folk kan sove. (Hadith)

Paris, 10. oktober 2023.

Situationen i Mellemøsten er en skændsel for alle. En skam, fordi ingen virkelig har kæmpet for at afslutte den israelsk-palæstinensiske konflikt. Vi har tilladt et folk, der lever og føler sig omgivet af fjender, at omringe et andet folk, der lever i et fængsel under åben himmel. Ud af denne ondskab, som har eksisteret så længe, må vi i dag, mod alle odds, sikre, at der kommer et større gode ud af det.

Ethvert menneske kan kun blive chokeret over billederne af de israelske ofre for Operation Al-Aqsa Flood og den behandling, som palæstinenserne har været udsat for af de skiftende israelske regeringer. Ud over ofrenes forfærdelige lidelser er vores udfordring at finde en løsning, der vil sætte en stopper for dette. Det er en udfordring, der vedrører os alle, fordi denne lille del af verden er et vigtigt centrum for civilisation, som ikke kan overlades til barbari.

Det værste er gidseltagningen af alle, af Hamas, men også af de virkelige racistiske angreb på Vestbredden, og drab på civile under særligt grusomme forhold.

Det første, vi kan gøre, er at inspirere disse fjender til at tænke og til at sætte sig i den andens sted, uanset hvor smertefuldt det måtte være. Martin Luther King guider os i denne indsats ved at forklare, hvorfor vi skal elske vores fjender for at forvandle dem til venner og for at forvandle os selv.

Disse refleksioner vil utvivlsomt virke utopiske og virkelighedsfjerne for dem, der søger modsætninger uden at søge fred. På den anden side kræver denne refleksion to ting: at granske sin samvittighed og at forestille sig et større gode ud over betingelserne for den nuværende tragedie.

Denne samvittighedsundersøgelse er en opfordring til palæstinenserne. Vi kan ikke opnå fred ved at proklamere udslettelsen af jøderne og ødelæggelsen af Israel. Målet helliger aldrig midlet, og terrorismens midler ødelægger ikke kun den anden, men også en selv. Fanatisme fører til uhæmmet terrorisme. De områder, der rammes af Hamas, er således dem, hvor mange aktivister fra den sekulære israelske venstrefløj, der går ind for fred uden besættelse, bor. Det er værre end en forbrydelse at ødelægge dem, man en dag skal tale med.

Denne granskning af samvittigheden er ligeledes en opfordring til israelerne. At tillade en del af befolkningen, især bosætterne, at behandle palæstinensere som hunde, i strid med Israels egne love, er en næsten daglig forbrydelse. At gøre Gaza til en udendørs fangelejr fremprovokerer uundgåeligt vold og fortvivlelse blandt indbyggerne. Endnu værre er det, at det er en vederstyggelighed at ville belejre det fuldstændigt. Ved at hævde: “Ingen elektricitet, ingen mad, ingen gas, vi kæmper mod dyr, og vi handler derefter,” overtræder den israelske forsvarsminister Yoav Gallant, desværre i kølvandet på mange andre, de grundlæggende principper i jødedommen og menneskerettighederne. Den totale belejring af Gaza-striben (og vi må nu tilføje: intet vand!) er forbudt ifølge international humanitær lov. Ved gentagne gange at erklære, at “Den Palæstinensiske Myndighed er vores byrde, Hamas er vores mulighed”, har finansminister Bezalel Smotrich, ligesom alle israelske embedsmænd før ham, der har støttet Hamas, kynisk leget med ilden for at miskreditere de legitime repræsentanter for den palæstinensiske sag. Vi formoder, at det var disse tvivlsomme spil, der i det mindste delvist førte til, at de israelske myndigheder ikke kunne beskytte en grænse, der ikke desto mindre er fyldt med sensorer, kameraer og vagter.

En offensiv af denne art kan sammenlignes, ikke med 11. september, som mange gentager uden at tænke over det, men med ”Tet-offensiven” under Vietnam-krigen, og man må afveje de forfærdelige konsekvenser, den vil få, hvis der ikke findes rimelige kompromiser for at undslippe dilemmaet.

I virkeligheden kender vi den formelle løsning: Stop blodsudgydelserne med en retfærdig og varig fred, med oprettelsen af en palæstinensisk stat. De to folk kunne så, om ikke komme tættere på hinanden, så i det mindste respektere hinanden, om ikke institutionelt, så gennem økonomisk samarbejde i hele Sydvestasien. Men denne løsning kan ikke anvendes i en kontekst, der er begrænset til selve konfliktområdet, fordi begge parter opfatter den anden som en eksistentiel trussel. Eksterne påvirkninger forværrer konflikten mellem to folk, der betragtes som eksemplariske, men reduceres til “kort”, der skal spilles i en stedfortræderkrig. Først Storbritannien, så USA og alt for ofte Frankrig har spillet et dobbeltspil for at kontrollere regionens olieressourcer og på det seneste de tekniske færdigheder i Israels avancerede industrier. Det er derfor primært en destruktiv udenlandsk indblanding, der skal ophøre og omdannes til en katalysator for udvikling og gensidig sikkerhed, som skaber betingelserne for en løsning og garanterer, at den opnås for begge parter.

Frankrig alene kan ikke spille denne rolle. Men Kina har netop præsenteret en erklæring om et “globalt samfund med en fælles fremtid”, og præsident Putin har under Valdai-diskussionen den 5. oktober fremmet betingelserne for en “retfærdig multipolaritet: hvordan man sikrer sikkerhed og udvikling for alle i et nyt globalt system”.

Global Times, den halvofficielle kinesiske regeringsavis, påpegede, at “enhver plan med geopolitiske motiver er i sagens natur dømt til at mislykkes, når det gælder om at fremme en gensidig og fredelig udvikling i Mellemøsten. Det er muligheder, der skal gribes, især fordi de russiske og kinesiske interventioner indtil videre har udvist reel moderation.

Men vi må gå længere. Eftersom den israelsk-palæstinensiske konflikt kun er ét element i en global økonomisk krise, vil vi kun kunne løse dette blodige dilemma ved at inkludere det i en international løsning, ligesom det gælder for at afslutte krigen i Ukraine.

Landene i det Globale Syd ønsker ikke at blive trukket ind i krige, hvor de har alt at tabe, og derfor ønsker de at slippe ud af den koloniale og neokoloniale fælde.

Ved at tage et skridt i deres retning kan Frankrig spille en hidtil uset rolle i ånden fra den Alliancefri Bevægelse i Bandung, som er ved at genopstå i dag, og i ånden fra general de Gaulles afspænding, forståelse og samarbejde. En enorm opgave? Naturligvis, men uden en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur i hver nations interesse kan sammenbruddet af det nuværende vestlige finanssystem kun føre til et sammenstød mellem blokke og i sidste ende til en verdenskrig, først økonomisk og derefter militær. Operation “Al-Aqsa Flood” ville i så fald kun være den første storm.

Frankrig skal vise politisk vilje til at leve op til sin historiske rolle, og med ryggen mod muren giver det, der sker i Israel og Palæstina, os paradoksalt nok en sådan mulighed.

Det er op til os at genopdage en “borgerånd” for at ændre magtens retning herhjemme, synkront med det, der skal ændres i verden. Ved at gå sammen med andre på vejen til en kollektiv løsning. For at gøre dette må vi hver især løfte debatten ud over Mellemøsten, som er dens prøvesten.

I dag går mine tanker til min ven Maxim Ghilan (1931-2005), direktør for International Jewish Peace Union, digter og chefredaktør for Israel & Palestine, ven af Nahum Goldmann, Pierre Mendès-France og Abou Nizen.

På engelsk:

This sections starts at 24:20 in the video above:

Regarding Palestine: We have a major presentation which will be done by Hussein Askary in just a few minutes on this.

But I just want to point out the following to you concerning Lyndon LaRouche. Back in 1983, looking at and anticipating the kinds of problems that we’re seeing today in Gaza, East Jerusalem, and the West Bank, Lyndon LaRouche wrote à proposal with respect to Israel. I think we have a view of that. “A Proposal to Begin Development of a Long-Range Economic Development Policy for the State of Israel.” As I said, that was back in 1983. Subsequent to that, we’ve done much work from both Executive Intelligence Review and from the Schiller Institute to promote this conception of development that he puts forward. A bit about the subject and why this segues us into talking about the real issue of Palestine and the real issue of Israel.

We’re talking about an area which is about 27 miles long and about 7 miles wide. We’re talking about an area that has 2 million people inside of it, in which you have the borders completely controlled. Nothing can move in or out. On one side is Egypt, on the other side there’s Israel. You’re talking about 96% of the drinking water being unusable; 50% unemployment; 75% youth unemployment. 50% of the people are under 18 years old. The internet is controlled; electricity is controlled. Movement of food or any other commercial capability is controlled. And some Israeli activists have referred to Gaza in particular as the largest open-air prison in the world. Baruch Kimmelman, who is I believe deceased now, back in 1983 wrote a book called Politicide in which he talked about this as being a form of concentration camp. And he knew what he was saying; he was very clear about what he was saying. He was a professor at a university in Israel at the time when he made those statements. People found him very controversial then, but the fact of the matter is, that when you’re looking at this issue of the control of population, whether we’re talking about Mark Carney in the case of Africa, or we’re talking about the case of Palestine, or we’re looking around the world in other ways, this matter of the Great Reset so-called, the great First Global Revolution as Alexander King called it, this takes us into a different province. And it’s this province that we are going to discuss with you today concerning both the issue of Southwest Asia as a whole, not merely Israel in particular, but more importantly, this concept of the method of the Committee for the Coincidence of Opposites.

With me today are Hussein Askary, who is the Southwest Asia director of the Schiller Institute, and also Diane Sare, who is a candidate for United States Senate, running in 2022 against Chuck Schumer of New York. So, we’re going to go right to Hussein, whose presentation is called “Justice for the Nations of Southwest Asia.”

HUSSEIN ASKARY: Thank you very much, Dennis. Hello to Diane. I’m very happy to be with you, and thank you for the nice introduction you just made.

As Lyndon LaRouche said in the clip you saw, you don’t have any problem in this region especially which is not created by the British Empire. This is a classic case of geopolitical manipulation of religion and politics and geography to pit nations against each other, peoples against each other. Before the British Empire got its nose into this region in 1917, we didn’t have any problems between Jews and Arabs and Christians and so on. This is a very classic case, but also it’s a tragic situation in which, as you just mentioned, the situation in Gaza, for example, is a horrendous situation where the living conditions are similar to an open prison. Now you have the lying Western media talking about Xinjiang in China being an open-air prison and a concentration camp, which is a complete lie, but they are completely blind to the fact that what the Palestinian people—especially in Gaza—have been subjected to is prison camp or concentration camp conditions.

The thing with tragedies is that the people who are inside the tragedy are not able to solve the problem per se, because they are locked into a dead end. Both Hamas and the current Israeli government of Benjamin Netanyahu are into a game which they believe has nothing to do with anything else than their own goals. The reality is that there is a much bigger picture in which we, who are outside the tragedy so to speak, can situate this problem and find a solution to it. So, the problem does not come from the Palestinians or Jews or anybody, although they are now in the news media the major players. The Israelis are shooting rockets, so the Palestinians are shooting rockets and so on and so forth. But that’s not really the real story.

Last week on your show, Harley Schlanger did a fantastic job of explaining the historical background for this. I’m just going to touch on a very few things on that issue, because as I mentioned, there is this British game which continues up to today. The people who planned this knew it was going to continue. But the thing which is important for us today is to situate these events in Gaza of today and in Southwest Asia in the larger context. When and where these things are happening. This is something we have learned from Lyndon LaRouche, because we cannot understand any event by itself without looking at the larger context. And we won’t be able to find a solution for that. Now, these attacks, and I wrote a few weeks before this on Facebook that there are very interesting moves in the region, that can point to a different direction than what we have seen in the past six—we count the years by how many American administrations there have been—so we had two Obama administrations and one Trump administration. That’s the diary, and during these three administrations we had a terrible situation in the region, but recently we had very important developments taking place concerning countries in this region. But also it involves Russia and China. The new Biden administration, if you remember the first foreign policy declaration by President Biden is that the United States is back. Now, that was a terrifying message as I recollect when I heard it. The thing is that what Biden means is that what the Trump administration did in this region by disengaging from many issues there, for example, regime-change wars and launching new wars, that made the United States to lose its leadership in the region and in the world. And therefore, the United States should take the leadership in this region back from whom? From China and Russia, because according to the Biden administration, the vacuum created by the lack of U.S. leadership was filled by Russia and China, but it was filled by Russia and China for a good reason with a good policy.

Recently we had the possibility of the 5+1—the 5 permanent members plus Germany—reopening the negotiations with Iran for the nuclear deal, the JCPOA, the Joint Comprehensive Plan of Action. Lifting the sanctions against Iran and having Iran cooperate with the international community so to speak, on its own nuclear program to limit Iran’s possibility to produce a nuclear weapon, although Iran never had that intention. In any case, these negotiations were going well, it was also still going on in Vienna, and at the same time, Iran and China signed a very strategic and economic joint agreement for 25 years, mostly on economic development along what the Chinese now call the Belt and Road Initiative, the New Silk Road. Iran and China will work intensively to build infrastructure, develop industry, technology transfer, and other strategic and military cooperation. We had at the same time Saudi Arabia and Iran, who are rivals in this region, the big Sunni-Shi’a rivals, starting negotiations in Baghdad, the Iraqi capital to ease the tension and find ways of ending their so-called proxy wars in other parts of the region. We had the prospect of Syria re-entering the Arab League again, and ending the war there in which Russia has played a key role. We also the prospects of a possibility of having a new Yemen envoy to the UN instead of the British diplomat who has been actually playing a dirty game in Yemen in the last few years. A new envoy who will start negotiations. The Iran-Saudi negotiations will have a positive effect on solving the horrible situation in Yemen, which you have discussed many times in your shows, and Mrs. Helga Zepp-LaRouche has made an issue of lifting the blockade and sanctions on Yemen, which is genocidal. At the same time, we had the Libya situation becoming calm due to interventions by many nations, but especially Russia, Egypt, and Turkey working together to stabilize the situation. Egypt and Turkey which have been rivals for the past 10-12 years are now re-approaching each other diplomatically.

So, you had a situation in the region where things were going in the right direction, and suddenly we had the increase of tension in Palestine and Israel, with East Jerusalem first with the Sheik Jarrah neighborhood, which was about to be taken over by Israeli Jewish settlers from its Arab inhabitants. But the core decision was delayed, but then you had all the rioting and the treatment by the Israeli police of the Palestinians. And Hamas, from Gaza, intervening with its rockets. So, we had this development which everybody saw on the news.

The problem is, there are people who, if we don’t look at the general context, if we don’t look at the history of this conflict, there are certain fallacies which people push out. For example, that Israel and Palestine are treated as equal, but Israel is one of the strongest military powers in the world. It’s backed by the most advanced military power in the world—the United States. They have the most advanced weapons and intelligence and everything. The Palestinians don’t have that. The other thing is that the Palestinians don’t really have a state. So, you cannot demand from the Palestinians to take certain actions when they are living in a state-less condition and being oppressed both in the West Bank and the Gaza Strip. People say, “Why can’t the Palestinians live in peace with the Jews and the Israelis?” The problem is, the Palestinians are not treated as equals, they are not treated as humans, even. Also, what they are seeing—and this is something which Harley Schlanger discussed last week—that we have an ideology in Israel, especially in the right wing like Netanyahu’s party, the Likud and other extreme so-called Zionist political parties and religious groups, who really don’t consider the Palestinians or the Arabs as somebody whom they should live with and exist there. We remember Ariel Sharon’s old slogan that “Jordan is Palestine.” His idea was that the Palestinians should be moved, transferred to Jordan where they can have their Palestinian state, but not on the so-called Holy Land. Therefore, we have many issues that are not resolved; but solving them could become easier if we look back at the history of the situation. There are UN resolutions that can give the Palestinian people and the Arab countries a fair solution to this problem, and make sure that the moderate forces in the Arab world and in Palestine are the ones who have the upper hand, not the extremists.

Just to recall, one thing we have discussed and developed, the LaRouche movement and Executive Intelligence Review, that Hamas, for example, has its own agenda. It’s part of the international Muslim Brotherhood movement, and it does not do things just for national interest. The problem with the Muslim Brotherhood is they have been the creation of the British Empire, and have been manipulated, including by the CIA, to oppose the nationalist anti-imperialist forces in the whole Southwest Asia region and the Arab world. So, Hamas itself, and I’m making myself unpopular now in the Arab countries, has its own agenda; exactly as Benjamin Netanyahu and his people have their own agenda.

I just want to share with you a few things on the historical background to understand how the British manipulated the situation. While World War I was going on, you had young people dying on the Western Front so to speak. Germans, French, and even Americans were involved later, by the tens of thousands. The British were planning, together with the French, other things somewhere else in the world. We have described it as the Sykes-Picot Agreement. The British and the French would divide the territories of the old Ottoman Empire, which also includes what is today Palestine, Israel. It was still under control of the Ottomans, the Turks, until that point. So, they were planning that, and then they had also at the same time—November 1917—the British presenting what is historically called the Balfour Declaration. The Balfour Declaration was a letter sent by Lord Arthur Balfour, the Foreign Secretary of Britain, to Lord Rothschild, who was the head of the UK-based Zionist organization. In that letter, the British, as you see in the text, are willing to have a Jewish Zionist state in Palestine. This is an admission that there was a such a place called Palestine, but the British wanted to offer that as a homeland for the Jews in Europe.

The thing is, what the British set up is actually a trap, both for the Jews and for the nations of the region. Because prior to that—it’s a bit humorous how some of these Jewish organizations in the 19th Century and even the early 20th Century were thinking where their future Jewish state should be. And you can find it on the internet if you look for proposals for a Jewish state. There are about 10-11 proposals, none of them include Palestine. These are places in the U.S., there is a place in Uganda, there was one in Russia, Japan, Madagascar, in Guyana, Ethiopia, and so on. But the British chose to have Palestine because they had their own plans how to divide and conquer this region and also use it because it is the crossroads of the continents and the oceans. So, the British can control that region forever. Or manipulate others like the United States is being manipulated now into supporting Israel in whatever Israel does so that the conflict continues. There is no way out of such a conflict. This is one of the sinister things the British created like you have in Kashmir and so on, which is a big problem.

So, the problem is now, how to get out of that situation. We cannot get out of that problem by rolling back history. You cannot negate the existence of the Israeli state; you cannot either ask the Palestinians to leave for Jordan as Sharon wanted to do to have their own state. We should follow certain steps, make certain compromises to allow the Palestinian people to have their own state. Because without the Palestinian state, you would have this continuous problem where the Palestinians continue to lose territory and power, and they will have to resort to either rioting, or as we have seen now recently, rocket attacks on Israel. Hamas knows it cannot defeat Israel with military means, but what they want to show Israel is that they cannot be safe being there and exerting that kind of force and policy against the Palestinians. Which is correct. It’s not only the Palestinians. You cannot exist in that region where you have 100 million Egyptians, you have 40 million Iraqis, millions of Jordanians, 30 million Syrians, 5 million Lebanese, and so on. And you think you can live like an island of peace and tranquility in the midst of a hell you are contributing to create. Like Israel played a key role in the war on Syria in recent years; also in Lebanon. So, there are certain ways of getting to diplomatic ways of resolving the Palestinian issue. We have United Nations resolutions, which clearly mark where the Palestinians could have their own state, and the Israelis could have their state. There is UN Resolution 242, which came after the 1967 War, in which Israel occupied the West Bank and Gaza and Golan Heights and other parts and the Sinai Peninsula. This is a resolution which was voted unanimously by the United Nations Security Council, including the United States. But people have been dragging their feet on that.

This is an old map of the partition plan of 1947, before Israel was officially established. The first Arab-Israeli war, where in the blue you have Israel. The UN Partition Plan was supposed to solve the problem at the time. Remember, President Roosevelt was very active in the last year of his life, when he met with leaders of the region. In his discussions with the Saudi king, Abdul Aziz ibn-Saud, he suggested the king intervene with the other Arab leaders to resolve the problems created by the British in the region in this Palestinian area. Because Roosevelt was sensing that he had to stop this British game in the region, but also that there were moves inside the United States to entangle the United States into this conflict through what we saw later emerging, especially under Harry Truman; so-called election considerations forced the United States to side completely with the Israeli side. Roosevelt was trying to get the Arabs to accept a compromise to establish this so-called Two-State Solution and stop the British geopolitical manipulation. But that did not happen. Roosevelt died; the British continued to control there. But then the British pulled out and allowed the Israelis to take even more of the Palestinian land, as you see in the pink and green colors. These were taken in 1949, but also later the green zones, the West Bank and Gaza were taken in 1967, including eastern Jerusalem.

This is the United Nations demarcation plan after the war in 1967, which marks where the different territorial claims of the different parties would be. And then, what has happened since then is that the Israelis have been building illegal settlements in these occupied areas, like you have in the dark red areas. So, the Palestinians are living in these enclaves in the West Bank which are cut off by a series of settlements by the Jewish settlers, and also walled off. They had walls built between the different parts of the West Bank. The Palestinians see their land shrinking more and more, and their rights disappearing. The Palestinians are told they should stop complaining, and accept whatever they are offered. The problem is that the Palestinians having looked at this history, and their country shrinking, their water being stolen from them, and every other right. And they know that Netanyahu and his supporters have no intention of establishing a Palestinian state. Actually, even the Arab Israelis, there are Arabs inside Israel who are Israeli citizens, who are also being targetted right now. Last year the Israeli Knesset removed Arabic language from existence inside Israel; they decided there shouldn’t be any Arabic language. So, the Arabs in Israel also see themselves threatened. They are the ones who are making lots of demonstrations in the previous weeks. They are Israeli citizens, but they have Arab ethnic background.

Asking the Palestinians to stop complaining is like asking the woman who is beaten by her husband the whole time, that she should stop complaining so her husband stops beating her. The problem is, the husband continues beating her, because he’s a sociopath; he’s an insane person. Somebody comes with a statistical study like we see all the time—people like Jared Kushner is typical. The theory is that the more the woman complains, the more there is abuse. Therefore, complaining is counterproductive. So, the Palestinians should stop complaining, because that creates the problem. So, you have that enormous injustice, and the Palestinians can see that they are not being treated, that their future is threatened. There is no future in the view to see, and there are major powers who are against them, and they have no allies. That’s what creates the enormous frustration among the Palestinians who see no other way than fighting back. That’s really terrible.

The other thing which I think we should discuss, besides these diplomatic solutions I mentioned—either a two-state solution going back to the Oslo Agreement, going back to these United Nations’ solutions. We need to have a solution for the whole region, which is the issue which Lyndon LaRouche has been fighting for since the 1970s. The only way out of these wars is economic cooperation, economic development; especially in terms of water resources, transportation, power, electricity, education, and health care. I think this is the important issue to discuss now, because if we don’t take whole so-called Palestinian issue back to the big powers, as Helga Zepp-LaRouche has mentioned, we should have a summit of the major powers. LaRouche called it the Four Powers—the United States, Russia, China, and India. We can also discuss the United Nations Security Council powers and others, to have a discussion about establishing peace in this whole region with economic development. I think the best solution which we have had, which has worked, is achieving things on the ground, is what China is doing with the Belt and Road Initiative, the New Silk Road. Building infrastructure, health care, and so on. Russia is also playing a key role in providing specific technologies like nuclear power to nations in the region; to Iran, now Egypt. We have also with other African nations. So scientific and technological cooperation, economic cooperation is the solution. It has been since LaRouche announced that in the early 1970s, and it continues to be in the future. I think this is one of the big issues that has to be put on the table for people, so we don’t get entangled into these ethnic, religious matters. There was no real ethnic or religious problems between Jews and Arabs before the British Empire stuck its nose into this region.

I stop here, and I allow more matters to be discussed in the discussion period.

SPEED: Thank you a lot for that Hussein. There are going to be several questions. There’s a lot of ways we can take this.

Download (PDF, Unknown)

14. maj (EIRNS) — Søndag den 16. maj finder et møde om de israelsk-palæstinensiske stridigheder sted i FN's Sikkerhedsråd. Med Kina som formand i denne måned blev Rådet på grund af USA's forsinkelsestaktik forhindret i at mødes tidligere på ugen, eller endog at udsende en erklæring med opfordring til at stoppe de forfærdelige blodsudgydelser. Ud over antallet af dræbte under voldsomhederne, stiger lidelsen og antallet af dødsfald for hver time på grund af den udbredte ødelæggelse af midlerne til livets opretholdelse – vand, energi og mad. På søndag lukkes der for elektriciteten i Gaza, der er hjemsted for 2 millioner mennesker, efter israelsk lukning af brændstofforsyninger over grænseovergangene. Vandforsyningen, der allerede er lav og svigtende, kunne stoppe.
 
Denne kriseregion og den verdensomspændende virkning af den langvarige pandemi og den forværrede hungersnød, skriger efter samordnet handling fra stormagterne. Der er allerede institutionelle netværk til opgaverne. Nødsituationen gør det dramatisk klart, at der er behov for et møde med lederne for de fem permanente medlemmer af FN's Sikkerhedsråd (USA, Rusland, Kina, Storbritannien og Frankrig) så hurtigt som muligt, som foreslået af den russiske præsident Vladimir Putin første gang i Jerusalem den 23. januar 2020.
 
Putin og FN’s generaldirektør, Antonio Guterres, mødtes i går (online) og opfordrede til at stoppe kampene mellem Israel og palæstinenserne og til handling for at "sikre civilbefolkningens sikkerhed", som Kreml sagde. Guterres lovede specifikt under sit besøg i Moskva, at FN er "fuldt parat" til at genoptage arbejdet i Mellemøsten-kvartetten – Rusland, USA, FN og Den Europæiske Union – for at standse volden.
 
Den amerikanske modstand mod en fredsintervention er en fortsættelse af den mangeårige britiske udenrigspolitiske drejebog med at anspore permanente spændinger – vanvittigt i en tidsalder med atomvåben. Især den amerikanske udenrigspolitik med at indføre økonomiske sanktioner i hele denne region, og så mange andre steder, ødelægger bevidst midlerne til livets opretholdelse for millioner af mennesker.  I Syrien, eksempelvis, forhindrer de direkte og indirekte virkninger af amerikanske sanktioner, at syrere vender tilbage til deres hjem. En ny rapport siger: "Fra i dag at regne er 2.249.050 syriske borgere vendt tilbage til de steder, hvor de har valgt bopæl", men millioner flere – især som flygtninge i nabolandene – kan ikke gøre dette og lider meget. De mangler mad, rent vand, medicin, byggematerialer og så videre. "Alle opfordringer til at reducere de grusomme sanktioner er hidtil blevet kynisk ignoreret." (13. maj, 2021, "Erklæring fra Den russiske Føderation og den Syriske arabiske Republiks fælles koordinationsudvalg om problemerne med repatriering af de syriske flygtninge og internt fordrevne". http://eng.mil.ru/en/news_page/country/more.htm?id=12361170@egNews)
Samarbejdet mellem stormagterne for umiddelbar intervention for våbenhvile involverer samtidig humanitær nødhjælp med vand, energi og medicin og forpligtelse til udvikling. Der er allerede økonomiske programmer på dagsordenen for regionen. På Schiller Instituttets internationale onlinekonferencer, 2020-2021, blev f.eks. "Project Phoenix" for Syrien og "Project Felix" for Yemen og andre projekter præsenteret og drøftet. “Oasis Plan -perspektivet – præsenteret for årtier siden af statsmanden og økonomen Lyndon H. LaRouche, Jr. – opfordrer til storstilet økonomisk udvikling i fuld skala i hele Mellemøsten og Nordafrika (MENA), i overensstemmelse med mange specifikke projekter, f.eks. det russisk-egyptiske atom-projekt, der nu er i gang i El Dabaa.
 
I marts i år besøgte den kinesiske udenrigsminister Wang Yi seks sydvestasiatiske lande og præsenterede et fempunkt-initiativ for regional sikkerhed, der involverer økonomisk udvikling i forbindelse med Bælte- og Vejinitiativet. Han sagde udtrykkeligt, at Kina, når det overtager formandskabet for FN's Sikkerhedsråd i maj måned, vil tilskynde FN's Sikkerhedsråd til fuldt ud at drøfte spørgsmålet om Palæstina for at bekræfte tostatsløsningen. Nu er dette løfte blevet den største, mest påtrængende opgave for hele verden.
 
Her er et uddrag af en briefing, som Helga Zepp-LaRouche gav til medarbejdere mandag den 17. maj:
 
”Wang Yi fremsatte et firepunkt-forslag vedrørende konflikten mellem Palæstina og Israel, hvor forslagene først og fremmest består af våbenhvile og ophør med vold som den højeste prioritet; at begge sider straks skal stoppe militære og fjendtlige handlinger; for det andet er humanitær bistand et akut behov; at der øjeblikkelig må være en opfyldelse af forpligtelser i henhold til internationale traktater, hvilket betyder at ophæve alle blokader og belejring af Gaza så hurtigt som muligt; for det tredje skal der være fast støtte til en tostatsløsning, som på dette stadium vil kræve en større indsats; og for det fjerde, tostatsløsningen, herunder oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat, der har fuld suverænitet med Østjerusalem som hovedstad, baseret på 1967-grænserne, og realisere den fredelige sameksistens mellem Palæstina og Israel. Dette fremlægger Kina i sin egenskab af nuværende formand for FN's Sikkerhedsråd.
 
”Dette er alt sammen i overensstemmelse med eksisterende FN-resolutioner, og man vil normalt sige, at det er den oplagte løsning. Problemet er imidlertid, at der på grund af mange års tolerance af bosættelserne ikke er en tomme territorium i Palæstina, der ikke har bosætterboliger, så det vil være ekstremt vanskelig at realisere. Hvilket bringer vores grundlæggende punkt tilbage, at man ikke kan løse nogen af disse problemer isoleret. Den eneste måde, man kan have noget håb om at løse Mellemøsten-problemet er, at man udvikler hele regionen, fra Iran til Irak, til Syrien, til Egypten, til Tyrkiet, herunder Afghanistan, som en del af Silkevejen. Kun under disse betingelser kunne man udarbejde en multilateral tilgang for at få tilstrækkelige fordele for alle parter til, at de ville være enige om en sådan løsning. Og jeg tror, at dette forslag ser så godt som umuligt ud, men alternativet ville være evig krig, og i sidste ende bliver Mellemøsten en udløsende faktor for 3. verdenskrig eller i det mindste en større krig”.
 
Lad os gøre stort brug af dialogen på Schiller Instituttets konference den 8. maj om:"Det moralske sammenbrud i den transatlantiske verden skriger på et nyt paradigme". Præsentationer arkiveres og er individuelt tilgængelige. https://schillerinstitute.com/blog/2021/05/07/conference-the-moral-collapse-of-the-trans-atlantic-world-cries-out-for-a-new-paradigm/

Billede: MusikAnimal, CC BY-SA 4.0 , via Wikimedia Commons

Med formand Tom Gillesberg

Lyd: (Der er ingen lyd i et par korte udfald, hvor der blev stillet spørgsmål.)

Introduktion: I oktober måned, 2009, talte Lyndon LaRouche på Forum for Dialog mellem Civilisationer på øen Rhodos, hvor han fremlagde konceptet om, at en aftale mellem fire, ledende magter – USA, Kina, Rusland og Indien – kan danne grundlaget for at skabe et nyt, globalt kreditsystem til at erstatte det håbløst bankerotte, transatlantiske finanssystem, der på spektakulær vis krakkede det foregående år. I løbet af de seneste år er dette potentiale, under ledelse af Kinas præsident Xi Jinping, begyndt at antage konkret form. Med valget af Donald Trump til præsident i 2016, og som for en stor dels vedkommende skyldtes hans afvisning af hans forgængeres politikker for krig og finansspekulation, sås det, at han var parat til at tage skridt til at bevæge USA til at gå med i denne aftale.

Dette alene forklarer de desperate handlinger imod ham, med begyndelse i de svindelagtige Russiagate-beskyldninger, som var brygget sammen af britiske efterretningsnetværk og Obamas efterretningsfolk. Det forklarer også indsatsen for en skarpere konfrontation mellem USA og Rusland og Kina, inkl. Spripal-affæren og anklagerne om de kemiske våben i Douma, under falsk flag. De seneste, farlige handlinger fra Israels Netanyahu-regering mod Syrien, Iran, Libanon og palæstinenserne, og den fortsatte folkemorderiske krig, som saudierne fører imod Yemen, er alle en del af den samme deployering for at bruge krig til at stoppe konsolideringen af LaRouches idé om en Firemagtsalliance.

Helga Zepp-LaRouche har sagt, at det eneste, der kan stoppe denne dynamik for de Fire Magter, der har vundet frem omkring Kinas lederskab og Bælte & Vej Initiativet, er krig. Krigsfremstødet, der kommer fra Storbritannien, må nedkæmpes! Hør fr. LaRouche kommende torsdag for den seneste opdatering om denne kamp, og hvad du kan gøre for at sikre, at Imperiet og dets geopolitiske vanvid bringes til en afslutning.

Engelsk udskrift:

  British Push Mideast Wars to Derail Emerging Four-Power Cooperation

Schiller Institute New Paradigm Webcast, May 17, 2018
With Helga Zepp-LaRouche

HARLEY SCHLANGER:  Hello, I’m Harley Schlanger from the
Schiller Institute. Welcome to this week’s international webcast,
featuring our founder and President Helga Zepp-LaRouche.
Over the last weeks Helga has been emphasizing the
deployment by British Imperial geopolitical interests out to
wreck the promising potential that’s emerged in
Eurasia, and especially around the recent developments of a
potential peace agreement with North Korea.  Helga’s repeatedly
emphasized that this looks a lot like sleepwalking into World War
I and in fact, with the events that just took place in Gaza, in
the last couple of days, the massacre there by Israeli soldiers,
the threat for the situation to break out of control, obviously,
Helga, this looks like this is a potential kind of pre-war kind
of deployment to disrupt the emergence of this four power
agreement.

HELGA ZEPP-LAROUCHE:  Yes, I think what has happened around
Gaza in the last days is really a tragedy.  Obviously, it
coincided with the opening of the U.S. Embassy in Jerusalem,
which I think was an unnecessary and provocative thing to do.
But the situation in the Gaza is an open-air jail; it’s a new
Warsaw Ghetto.  If you look at what has happened there — OK, I’m
not excluding, that there are some violent Hamas elements, who used
the fact, that people are generally upset about the conditions.
Basically, you have a very tiny area, of the size of the
city-state of Bremen in Germany, which is very small, where 2
million people are crowded.  They have no money for food, they
have only a few hours of electricity, they have no clean water,
and no medical supplies, which now, after 61 people were shot and
killed, and 2,700 wounded became a real nightmare, because you
had all these wounded people who were not treated.
So people have been demonstrating, and the Israeli IDF and
special snipers shot into the crowd, which was completely
unnecessary.  If you want to dissolve a crowd, you can use water
throwers, you can use such other means — you don’t have to shoot
people dead.  So, this has inflamed the situation and as I said,
after a day of mourning and funerals, now the thing is not
stopping.  The Israelis are firing airstrikes at installations of
the Hamas in Gaza.
This could easily lead to an escalation where you have a war
between Israel and Hamas, Hezbollah, potentially Iran, and then,
from there it goes to a big war. This is a terrible situation.
And I should remind people that what is happening in this area,
even though it’s not in the spotlight of the mass media, when you
had the Oslo Agreement, which was in 1993, already at that time,
the Palestinians were supposed to get only 25% of the territory
of Palestine, and the Israelis would get 75%.  But in the
meantime, 60% of the so-called West Bank of Jordan has been
occupied by settlers, so there’s only 40% left, and this is
really becoming a very dire situation, and obviously the aim, and
several people have said that, the aim is to demoralize the
Palestinians in such a way that they give up and just quit, which
won’t happen.
You have a situation, where the Jewish population is
becoming quickly a minority and you cannot maintain a rule a
hostile population which outnumbers you in such ways:  We saw
that in other occasions, such as in South Africa, it didn’t
function, and it will not function here.
So even if you don’t have an escalation to a big war, you
have Hell!  And I have been saying this, and naturally my husband
has been saying it for decades:  You need economic development.
Because if you have a lot of young people in Gaza and elsewhere,
who are growing up, being 14, 15, 16, and already at that time
have the feeling they have no future, it is a chain of violence,
an escalation of violence is pre-programmed.
We have been making the point, the whole time, that while
you have Christian fundamentalists in the United States who think
that an early Middle East war is a good thing — I have heard
such people talking like that.  The reality is that the Middle
East, Southwest Asia, has been the playground of British
Imperialism, and at a certain point also French Imperialism,
which basically have treated this region as a region for proxy
wars for their own geopolitical interests.  This was demonstrated
in the Sykes-Picot Treaty of 1916, which carved up this region in
ways which was the seed for future conflicts.  And right now, you
can see very clear, the aim is to get a confrontation with Russia
— Iran — but, Russia, China, and that way prevent the
possibility of a cooperation in a New Paradigm.
My husband has said this many times; emphatically he has
made speeches about it at international forums, that the only way
how you can break this terrible nightmare of violence and horror
is by having a Four Power agreement among the United States,
Russia, China, and India, and that way, you have enough people
and enough military, political, and economic power to end the
British Empire and their ability manipulate the situation.
This has to be put on the agenda, because if it’s not, the
danger is, that this thing spirals out of control, and already
now it’s a terrible nightmare and a tragedy for the people who
are suffering these situations.

SCHLANGER:  You mentioned the Sykes-Picot Agreement which
was a perfect example of the British geopolitical deployment that
led to World War I, and then the immediate period afterwards
where the British were moving in, to try to replace the
collapsing Ottoman Empire and establish what the British call the
“Middle East” today, a bridge that they could control between
Asia, Africa, and Europe.
These geopoliticians are on the march, they’re threatening
— in Israel you have threats against Lebanon, Israeli strikes
on Iranian positions in Syria.  But, Helga, I think the important
thing for people to understand, is you emphasis and your
husband’s emphasis on a bigger picture agreement, which would be
that of the great powers.  None of these small states can
maneuver effectively within this.  How is this that you could get
an agreement?  Isn’t this a perfect opportunity for Trump and
Putin to get together and sit down and talk about it?

ZEPP-LAROUCHE:  Yes.  I think that that particular move.
They did agree on the telephone to have an early summit.
President Trump even invited Putin to come to the White House.
And given the extremely difficult factional situation in the
United States, and anti-Trump, Russiagate coup attempt, which is
completely falling apart, but it’s still not officially
acknowledged, and it needs to be gotten through in terms of
putting the culprits of this coup in trial instead.
Given these difficult and complex situations, I think that
if this summit between Putin and Trump would take place as
quickly as possible, and take all the time needed to discuss and
develop flanks to the situation, I think that is the one thing
which could cut through all of this and create new options.  I
think we should all wish, and speak out, that such an early
summit would occur.

SCHLANGER:  We also see the great potential on the Korean
Peninsula, somewhat set back by these comments by Bolton, the
national security advisor, comparing North Korea to Libya, which
is an unmistakable reference for anyone in North Korea that the
threat that, when Qaddafi went along with an agreement to get rid
of his nuclear weapons, less than a decade later, Obama, Cameron,
Sarkozy and Hillary Clinton went in and destroyed the country.
What’s your sense of where things stand now, following the
statement from North Korea of the cancellation of the North
Korea/South Korea summit that was supposed to take place, I think
today; what’s your sense of where this is heading?

ZEPP-LAROUCHE:  I think it is a dangerous phase.  It’s not
yet hopeless, because after this North Korea/South Korea summit
was cancelled, the State Department said the United States still
assumes that the summit between Trump and Kim Jong-un will take
place on June 12 in Singapore.  And there were rumors in the
Japanese papers that maybe even Xi Jinping would participate in
such a summit.  So this is not yet off the table.  And the Deputy
Foreign Minister of North Korea, whose name is Kim Kye-gwan, he
made a very clear distinction between the statements and the line
of Pompeo and Trump; and Pompeo was in North Korea came back and
reported very respectfully and very positively about Kim Jong-un
and Trump clearly has taken up a very respectful tone towards Kim
Jong-un as well.  However, Bolton — and this Deputy Foreign
Minister made this distinction very clearly — Bolton in, I don’t
know if it was just being unclever or deliberate, I have no way
of saying, but to tell the North Koreans that the model of the
denuclearization proposal by Kim Jong-un will following the Libya
model!–I mean, you cannot say something worse.  Because if you
remember, Libya, Qaddafi, turned over all of Libya’s nuclear
weapons and then the result was, he was overthrown and killed,
and the country has been in complete chaos ever since, basically
ungovernable to the present day.
This Deputy Foreign Minister basically said they will never
accept such a model, obviously, and that North Korea is proposing
something which is not to be taken as a weakness, but it is
actually an effort by Kim Jong-un to solve a very untenable,
terrible situation, but it’s not a sign of weakness.  And it
cannot be done by unilateral commands from the side of the United
States, but it has to occur in a trustful atmosphere of dialogue
and cooperation.  So, since I think that President Trump is
intending to do that, I don’t think it’s completely in danger,
but there clearly is a cloud over the horizon.
And obviously the events in the Middle East also have a
peripheral impact, namely the question which is being raised by
many people, if the United States can rip apart the nuclear
agreement with Iran, which was a negotiated agreement, it took 12
years, many nations were involved, the United Nations approved
it, so if you unilaterally get rid of such an agreement, you
know, it also puts a question of doubt on the reliability of the
United States in general.
All of this means we are really in a very dangerous
situation.  And, for example, there was just a new poll, where by
now, 57 % of all Russians are convinced that the crisis in Syria
will lead to a global war.  Now, I hope not, but the air is full
of worry, about war, and people who are concerned about this,
they should help us to mobilize to bring in the alternative:
Which is the cooperation among nations for a win-win cooperation
overcoming geopolitics.  And the potential clearly is there.  I
think a lot of good things have happened: The rapprochement
between China and Japan; careful steps in this direction between
China and India; clearly a good relation between Japan and
Russia; Trump clearly has stated his intention to keep, despite
all trade issues, a good relationship with “his friend Xi
Jinping,” as he always calls him; and there is the pending summit
between Trump and Putin.
So all the potentials are clearly there, but it is also
clear that as the Western financial system is in absolute mortal
danger of a new blowout, the risks to the situation cannot be
overstated, and make every intervention in the direction of
solving these problems with the Four Laws proposed by my husband,
extremely urgent.  So I would call on all of you that you should
get in contact with us, you should become a member of the
Schiller Institute, you should help us to put the Four Laws of
Lyndon LaRouche on the agenda, because they’re not only needed in
the United States, they’re equally needed in Europe and other
affected by the effects of the trans-Atlantic financial system.

SCHLANGER:  This just highlights the difficulty of existing
in between two paradigms:  On the one side you have the old
geopolitical, unilateralist paradigm, which is an imperial
paradigm, of war, of proxy wars, of false flags, of terrorism, of
bail-outs, of austerity; and that’s being rejected by the world’s
population.  But we haven’t yet seen the full consolidation of
the New Paradigm, and that’s what the work of the Schiller
Institute has been from the beginning, to bring this New Paradigm
into existence.
On that, also the Iran situation is sort of hanging between
these two paradigms; it’s not clear where that’s going.  But,
Helga, there’s been some discussion among Europeans as to whether
or not the agreement can be salvaged.  What do you know about
that?

ZEPP-LAROUCHE:  Well, the Iranian Foreign Minister Zarif
travelled to China; he travelled to Russia and then to Brussels,
because all of these countries — that, is Russia, China, Germany
France, and Great Britain, and the EU basically have stated that
they want to try with all possible means to maintain the Iran
nuclear agreement, even if the United States pulled out
unilaterally.  It is not clear if that will function.  Naturally,
the fact that Russia and China are backing it is a very important
point.
However, if the U.S. would impose secondary sanctions on
European firms that maintain business with Iran, I don’t know
what will happen:  Because the European Union foreign policy
representative Federica Mogherini said that they will pull out
some regulations which were voted in, or accepted in the ’90s,
but they were never used, to protect such firms from sanctions.
Now, I have a hard time to imagine how that will function, given
the fact that international banks are operating internationally,
so if the United States would impose these secondary sanctions,
it could cause absolute havoc in the whole situation.
The Europeans have now said that they demand additional
negotiations with Iran, this time not concerning the nuclear
program, but concerning the Iranian missile program, which is
also something which President Trump had mentioned, and he said
all the time that he would come up with a better deal — well, I
hope that this better deal is a comprehensive solution for the
whole region.
We have discussed this many times, but I want to reiterate
it: That if you want to solve the problem in the Middle East, or
in Southwest Asia, you have to take into account the security
interests of every country and every single party, and that
emphatically includes not only Israel, but it includes Iran, it
includes the Palestinians; it includes every country.  And
equally important is that you need to have economic development:
You have right now several situations which are turning into a
nightmare.  One is Yemen.  You know, you have {the} largest
humanitarian catastrophe of the planet right now taking place in
Yemen.   You have the situation in the Gaza Strip. And naturally,
you have all the areas which have been destroyed by these wars:
The situation in Afghanistan remains quite out of control, even
so, there are hopeful signs that this could be turned around.
Now, what you need, is, if you have a very complex situation
like that  — and obviously, the many things which have happened,
the terrorisms, many wars — emotions are hurt, people have an
incredible accumulated rage:  You need something big, and the
only way how you could get it, is if you had all the neighbors,
Russia, China, India, Iran, Egypt, the United States, and
hopefully European nations all agreeing that the only way how
this can be solved, is, you have to have the extension of the New
Silk Road into the region and develop every country as part one,
integrated, industrial infrastructure development program.
There are already the beginnings of that.  When President Xi
Jinping was  three years ago in Iran, he agreed already with
President Rouhani at the time, that the New Silk Road would be
extended into Iran.  You had the Afghanistan President demanding
that the New Silk Road should be applied in Afghanistan; and at
the recent Wuhan meeting of President Xi Jinping and India’s
Prime Minister Modi, they agreed that China and India would
cooperate in bringing the Silk Road into Afghanistan, by
building, as a first step, a large train connection between
Afghanistan, Tajikistan, Kyrgyrzstan, Iran, China, and that way
start to connect Afghanistan to the Silk Road.
That same approach must be taken for Iraq, for Syria, for
the situation in Yemen, and naturally Egypt will have to play a
very important role as a bridge between Asia and Africa.  I think
Egypt is absolutely thinking in this direction, already.  And
however, naturally, these are gigantic projects and they cannot
be done by any one country alone; even if China has a special
envoy for Syria, they have said they want to play a leading role
in the reconstruction of Syria.  You have the earlier commitment
of Russia to supply energy, of Iran to help in the industrial
development.  But that needs to be presented as a comprehensive
proposal.
And I’m sure that there are people in Israel, as well, who
will not agree with the present course of Netanyahu — who, by
the way, faces his own problems and may look into not such a
bright future for his own political career — but there are
people in Israel who agree, that you need to come out of this
terrible paradigm of the present configuration.  And if there
would be an agreement, between Trump, Xi Jinping, Putin and Modi,
and then other leaders joining with them, to go in this
direction, even this very difficult situation of Southwest Asia
could be approached and a solution could be found.  But it does
require an extraordinary intervention.

SCHLANGER:  And just to inform our new viewers, and as well
as to remind our regular viewers, we produced that blueprint, the
report that we’ve done on the New Silk Road coming into Africa
and West Asia, and that’s available through the Schiller
Institute. [“Extending the New Silk Road to West Asia and Africa:
A Vision of an Economic Renaissance”
http://newparadigm.schillerinstitute.com/extending-new-silk-road-
west-asia-africa/]
And it is a comprehensive picture of what the Chinese have
proposed, and what they’re actually already doing, moving the
earth, creating jobs, educating people, and doing the job
training that’s necessary.
As long as we’re continuing to review the danger spots,
there’s one other one that won’t go away, and that’s the
situation in Ukraine, where you had just this week the raid on
the offices of RIA Novosti; you have various kinds of threats
coming from Poroshenko, and the neo-Nazis in the security
agencies in Ukraine.
You also have this very interesting development of a new
bridge opening connecting Russia to Crimea, and this being a
cause for some wild Ukrainian fascists, calling for blowing up
the bridge because this is an attack on Ukrainian independence.
Helga, what’s the situation on the ground as far as you can
see in Ukraine right now?

ZEPP-LAROUCHE:  This raid on the offices of RIA Novosti is
very serious, because they arrested the office chief Kirill
Vyshinsky; they compared RIA Novosti with Goebbels — I mean,
talking about the free press, you can really say that in Ukraine
right now, the situation is quite dire.
Mrs. Merkel, the German Chancellor, will go to Sochi, Russia
to meet with Putin and this will be one of the subjects of
discussion; naturally, the other crisis spots as well.  So, I
think if one could somehow put pressure that the Minsk Agreement
is being put back on the table, which right now it is obviously
not, because Kiev is absolutely not cooperating, and you have the
law by Poroshenko to solve the situation in East Ukraine by
military means.  So this is definitely another extremely
dangerous situation.
But, because it is so dangerous, I think more people are
waking up to that, and that may be a first step to hopefully
prevent something which could easily become World War III.

SCHLANGER:  And the Ukraine issue brings up another aspect
of Russiagate.  I was just doing some review of this in the last
couple of days, and I noticed something that I had forgotten,
which is that John Brennan, the former CIA director who is at the
center of much of the operation of Russiagate against Trump, that
Brennan had made a secret trip to Kiev shortly after the
overthrow of Yanukovych, and put in motion U.S. support for the
criminal regime that came in.  So this new discussion coming up
around Brennan in the Mueller, this is quite interesting what
Sen. Rand Paul brought up.
Helga, do you think this adds to the weight against Mueller?
The judges are turning against him, there are exposés of the FBI
and overall corruption.  Where is this thing heading?  Why hasn’t
it been shut down by now?

ZEPP-LAROUCHE:  I think it could be shut down quickly,
because the latest twist is, I just read an article that Mueller
is now suspected of having had collusion with a Russian oligarch,
which I’d find a little bit humorous, if the situation weren’t so
serious.
But I think this letter by Sen. Rand Paul is really
important:  He wrote a letter to Gina Haspel, the newly nominated
head of the CIA, demanding that she should turn over all
information the CIA has, as to was there any investigation; did
the CIA bug the Presidential candidates in 2016, not just Trump
but every other candidate, as well? And did they work, given the
fact that the CIA is prohibited by law from surveilling
Americans, did they ask other intelligence services from other
countries to cooperate with them in doing that?  And I think he
hinted also to British intelligence directly.
And then, in an interview with NBC, he even went further,
and also brought up in this context, the visit by Robert
Hannigan, the then-head of GCHQ, the British equivalent of the
NSA, to the United States to brief Brennan about all of this.
So this is now coming out in the mainstream media that there
was such a collusion with British intelligence, and this is
really a very good thing, because obviously, this is completely
illegal, unconstitutional; it may be even criminal.  And the more
quickly these things are being followed up, the better.
Also Congressman Nunes, the head of the House Intelligence
Committee, basically said that it’s now 100% certain that there
was absolutely no collusion of the Trump team with Russia.  And
he said that given the fact that those who pretended that there
was such a collusion knew that it did not exist, why was this
whole operation instigated in the first place?
I think this question must be answered:  Because this was a
coup attempt against an elected President of the United States,
and it has shed light on exactly who are the forces of the Empire
— we call it the British Empire, because it is in the continuity
of the British Empire — but all the people who have come out
quickly against Trump on the side of those who accused, have also
shown their true colors.
So, if the United States should get back to its
constitutional form, there were demands that the entire FBI, and
Department of Justice must be cleaned out and reorganized afresh.
I think all of this is necessary.
And Trump must be freed from this, because this ongoing
situation is the only reason why the relationship with Russia,
with China, and naturally, in an indirect form in the Middle
East, why these situations are so dangerous.  If world peace is
supposed to be saved, the British coup must be uncovered
completely.  All the culprits must be held accountable.  And then
Trump can actually do what he promised he would do — and most of
it actually went in a good direction, and even some of the
critics have to see that.
However, the one Damocles Sword which is hanging over this
is the danger of a financial blowout. And we need to have this
debate on not only Glass-Steagall, but go to Hamiltonian
economics and apply the Four Laws of my husband, Lyndon LaRouche,
as an absolutely urgent matter of priority.

SCHLANGER:  And Helga, in conclusion, I’d like to pose
something to you, that comes back to this question of Hamiltonian
economics, which is, that as all of these war provocations are
progressing, as the British are pulling every string that they
have, the Chinese are continuing with very bold plans around the
New Silk Road.  The New Silk Road Spirit, as you called it, is
catching around the world.  And even the efforts of some who
sabotaged the U.S.-China relationship around trade, around
tariffs, and things of that sort, seems to be moving in a
potentially good direction, with the visit of another team of
Chinese officials to Washington.
How do you think this can affect the overall situation —
the Trump-Xi relationship?  Isn’t that really one of the keys to
breaking through the New Paradigm?

ZEPP-LAROUCHE:  Yes.  If the proposal by Li Keqiang, the
Chinese Prime Minister, would be taken up, that the way to
balance the trade between the United States and China is not by
imposing tariffs, but by increasing trade, by increasing
investments in third countries, that way it could be done in a
much more elegant way.  And there are plenty of opportunities:
The United States could join with China in investments in Latin
America; in, as I said already, the Middle East; other Asia
countries.  And there is a new Chinese offer now to India, that
rather than being a rival in African investment, that given the
fact that Chinese has a big expertise in building infrastructure,
where India is really lagging behind, that they should join
efforts, and India should bring in the kinds of things they can
do well, and China would provide the large-scale infrastructure
without which all of these investments don’t function.
Now, for the United States, they could also be a part of
that.  And I think that, to look at the world in a
non-geopolitical way — I know that this is almost impossible for
some people to imagine, because they are so trained that the
world is a zero-sum game, that if China rises, the United States
goes under — this is just not the case, the Chinese want to have
for the situation.  China has made many times the point that they
do not want to replace the United States as an unipolar, dominant
force, but they want to have a new type of relations among major
powers.  And that involves dramatically, the idea of joint
economic projects in third countries, joint ventures, and
re-define entirely how you go about it.
If you look at it from a longer arc of history, it is not
natural that people solve conflict with weapons or wars.  This
always what I call the infant diseases of mankind.  Like little
boys who kick each in the shins when they are four years old, or
even seven years old.  Eventually, you can become an adult, and
you have cherish the creative mind of the other person and work
together like Max Planck and Einstein; like Schiller and
Humboldt; you can have a relationship to other countries where
you address the creative potential of the other and that enriches
in turn, your own potential.
I think the future of humanity, which is after all the only
species capable of creative reason, of making fundamental
discoveries about universal principles of the physical universe,
again and again, and that way develop more knowledge about our
planet, the universe in which we are living, about the principles
of science and technology, which we then apply in the production
process which leads to an increase in productivity, which leads
to an increase in living standards, an increase in longevity, —
this is what we are!  We are not animals. We are human beings,
who are the only species, at least known so far, in the universe,
which can relate to their create power as their identity.
And if we take that approach, then, to have many nations,
and to have many cultures all based on their cultural tradition,
all based on their sovereignty, they can work together to a
higher level of reason, and that is the {only} way how mankind
will survive!  I think we are at a crossroads: If we decide to
stay with geopolitics, in this world, this will lead to World War
III, for all we know, the extinction of our species.  On the
other side, the New Paradigm is already working, 140 countries
are already cooperating, and I think we need a mass movement of
people who say, mankind has reached a new era and we must
consciously form our future, our “shared community for the future
of mankind,” as Xi Jinping always calls it.
I think we need a discussion on these.

SCHLANGER:  I think you just made a compelling case for
people to give up sleepwalking, and to instead catch the New Silk
Road Spirit.  So, Helga, until next week, thank you, and thank
you for joining us.
And take up this challenge, those you watching this:  Take
up the challenge to become active with the Schiller Institute.
Thank you, and see you next week.

ZEPP-LAROUCHE:  Yes.

Leder fra LaRouchePAC, 15. maj, 2018 – Benjamin Netanyahus israelske regering har begået en utilgivelig massakre på palæstinensere i Gaza i løbet af det seneste døgn; og de har hermed øget faren for en ny og generel krig i Mellemøsten, som allerede er rykket alt for tæt på. Den fare, som dette udgør for verdensfreden, bør ikke undervurderes – og det samme gælder for den katastrofe, det kunne blive for den økonomiske genopbygning og ditto fremskridt, der potentielt står til rådighed for Mellemøsten og Afrika, på basis af Bælte & Vej Initiativet, der spreder sig i hele Eurasien.

Netanyahu er ikke den, der primært får tingene til at ske i denne optrapning, selv ikke med sin åbenlyse aggression mod Syrien og krigstrusler mod Iran og Libanon. Det er heller ikke præsident Trump, hvis hasarderede fejltagelse med hensyn til Jerusalem kom, mens han kæmpede for sit politiske liv imod en kampagne for hans afsættelse og retsforfølgelse.

Det er britisk efterretning og eliten i den britiske regering, der er de primære aktører i krigsfremstødet, og som af Trump kræver en krigskonfrontation med Rusland samtidig med, at de anstifter og optrapper kupforsøget imod ham.

Igen i dag belærte chefen for britisk efterretnings MI5, Andrew Parker, efterretningsrepræsentanter fra den Europæiske Union om nødvendigheden af at bekæmpe Rusland på enhver tænkelig måde. Siden marts måned har den britiske regering oppisket krigssvindelnumre og anti-russiske konfrontationer – Skripal-forgiftningsaffæren; det særdeles tvivlsomme »angreb med kemiske våben« i Douma, Syrien. Britiske aktiver i Israel og Saudi-Arabien har iscenesat deres egne svindelnumre imod Iran samtidig med at angribe Syrien og føre en etnisk udrensningskrig mod Yemen.

Så rædselsslagne er britiske geopolitikere over udsigten til et samarbejde omkring den Nye Silkevej mellem Kina, Rusland, Indien og Trumps USA, sammen med også Japan, Sydkorea og andre, at de med overlæg har promoveret krige imod det.

Lige nu kan truslen om generel krig i Mellemøsten kun vendes på basis af, at præsident Trump og præsident Putin mødes og samarbejder om det, som de begge ønsker. Disse to præsidenter kan stoppe denne nedstigning. Men faren kan i virkeligheden kun fjernes gennem en omfattende plan for økonomisk udvikling fra Afghanistan til Middelhavet og fra Kaukasus til Golfen, inkl. skabelse af afgørende ny infrastruktur og ved anvendelse af Kinas metoder til bekæmpelse af alvorlig fattigdom.

Dette vil være muligt gennem Bælte & Vej Initiativets nye paradigme, hvis de fire, store hovedmagter, vi tidligere nævnte, kan samarbejde om det, assisteret af de andre asiatiske nationer. Præcis et sådant niveau af – tilsyneladende umulige – gennembrud har vist sig mulige gennem fremskridtet mod fred og genopbygning på Koreahalvøen. Det er fremkommet ud fra viljen til at samarbejde mellem Trump, Kinas præsident Xi, Putin, Sydkoreas præsident Moon og Japans premierminister Abe. Denne mulighed, inkl. Indiens afgørende bidrag, må holdes frem som eksempel for Sydasien, Mellemøsten og Nordafrika.

For USA skal der mere til. Det britiske angreb på præsidentskabet er en krig imod samarbejde med Rusland og Kina; men det er ligeledes et angreb på lederskab som sådan. Det er et halvt århundrede siden, at USA havde et præsidentielt lederskab, der blot delvist trodsede britisk geopolitik; og dette lederskab blev myrdet. I løbet af dette halve århundrede har amerikanerne i stigende grad ladet Wall Street tage over fra præsidenter og styre kongresser; de har mistet fornemmelsen for produktiv beskæftigelse og er blevet kulturelle pessimister.

»Jeg synes om denne leder, eller den leder« eller, »Jeg synes ikke om alt det kaos og al den interne strid«, vil ikke løse noget som helst. Amerikanske borgere må selv blive ledere og selvstændigt tænkende mennesker, som de engang brystede sig af. At tage deres økonomi og regering tilbage fra Wall Street er det formål, for hvilket LaRouche-bevægelsen forsyner dem med værktøjet.

Foto: Borgere i Gaza demonstrerer ved en barriere mellem Gaza og Israel 11. maj, 2018. (IDF Spokesperson Unit)

Leder fra LaRouchePAC, 15. maj, 2018 – Dødstallet efter det voldsomme, israelske angreb 14. maj mod palæstinensiske demonstranter på Gazas grænse er nu oppe på 61 dræbte mennesker, med 2.700 sårede, heraf næsten halvdelen fra åben ild. Dette fandt sted samme dag som den ceremonielle åbning af den nye amerikanske ambassade, der blev flyttet fra Tel Aviv til Jerusalem, en handling, man vidste, var en provokation, i betragtning af områdets historie.

Konfliktlinjerne blev oprindeligt trukket op i blod i Sydvestasien af britiske, geopolitiske interventioner for et århundrede siden, for at skabe vilkårlige grænser og fortsættende stridigheder. I dag fortsætter de denne praksis, i betragtning af den Londoncentrerede opposition mod drivkraften for global udvikling, der er knyttet til initiativet for den Nye Silkevej og potentialet for samarbejde mellem de »Fire Magter« – Kina, Rusland, Indien og USA, for at gøre en ende på imperiegeopolitik én gang for alle.

Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets præsident, opfordrede i dag til nødhandling i overensstemmelse med det Nye Paradigme for udenrigsrelationer, for fred og økonomisk udvikling. Hun understregede, at faren for en optrapning til generel krig er stor.

Under samtaler med medarbejdere sagde Zepp-LaRouche:

»Jeg vil blot sige, at denne situation i Mellemøsten er virkelig farlig. Jeg mener, vi absolut også må kræve, at der må komme en efterforskning af, hvad det var, der skete – for det, der synes at være sket, er, at der var disse demonstrationer. For det første, så var resultatet af at flytte den amerikanske ambassade til Jerusalem forudsigeligt, i betragtning af, at begge sider gør krav på Jerusalem, og det er nu desværre sket. Men, da der kom demonstrationer imod dette i Gaza, skød de israelske, væbnede styrker på folk og dræbte 60 og sårede over 2.000. Dette er en grusomhed.

Situationen er naturligvis superspændt og kunne fuldstændig eksplodere. Jeg mener, at dette er meget ulykkeligt. Dette er virkelig slemt, men fremgangsmåden må være den, at man får alle sider til at erkende, at dette kunne være lunten til en virkelig stor krig, hvis ikke den store krig. For, hvis dette fører til en optrapning mellem Israel, Hezbollah og Hamas, så kunne det hurtigt optrappe hele vejen.

Så dette er virkelig noget, der viser os, hvor tæt verden står ved afgrunden, eller Armageddon, for den sags skyld. Folk bør virkelig indse, at vi må have en ændring i den måde, hvorpå man fører politik, til et Nyt Paradigme, hvis verden skal reddes. Dette er virkelig en meget alvorlig situation, og vi bør gøre dette til en forstærket appel om, at vi må have en ændring af politikken, hvor de Fire Magter arbejder sammen om alle disse spørgsmål, for så ville denne form for destabiliseringer ikke kunne forekomme.«

13. maj, 2017 – Præsident Donald Trumps erklærede hensigt om at tvinge Iran ind i en »ny aftale, en bedre aftale – bedre for Iran«, løber direkte ind i Netanyahu-regeringens hensigt om at have en israelsk krig med Iran og involvere amerikanske styrker i den. Tæt samarbejde mellem Trump og den russiske præsident Vladimir Putin er sine qua non for at genoprette fred i Sydvestasien.

To artikler af israelere, og som forekommer i hhv. Ha’aretz og New Yorker, gør det klart, at, alt imens visse israelske ledere og medier er euforiske over angrebene 9. maj mod iranske styrker i Syrien, så er det større spørgsmål, som konfronterer israelerne, at dette kunne føre til en langvarig krig mod Hezbollah og kunne resultere i et helt andet udfald, end de selvsikre israelere forventer.

Hvad ingen siger, er, at det kunne være gnisten, der udløser en global atomkrig.

I Ha’aretz 12. maj anerkender Amos Harel det, som den israelske regering hidtil ikke har: At israelerne udførte bombningen den 9. april af T4-flybasen i Syrien, som resulterede i syv iraneres død, og som efterfulgtes af bombningen den 9. maj. Han siger ligeledes, at, foreløbig, »har Rusland ikke anstrengt sig for at assistere Iran«, hvilket, med præsident Trumps tilbagetrækning af Iran-atomaftalen, kan have opildnet israelerne.

Harel understreger, »det er værd at vente, før man holder medaljeceremonierne og sejrsfejringerne« og »det ville være bedre ikke at lade sig indfange af den nuværende selvsikre, arrogante spiral, der åbenlyst ses i reaktionerne fra visse fjernsynsstudier, i Knesset og på de sociale medier. Under ekstremt pres eller længere fremme kunne Teheran ikke desto mindre rulle sit tungere våben, Hezbollah, frem, i tilfælde af hvilket konflikten kunne antage en ganske anden rækkevidde«.

10. maj skriver den israelske forfatter Bernhard Avishai for New Yorker ligeledes, at dette kunne ende i en langstrakt konfrontation mellem Israel og Hezbollah, som kunne ende dårligt for Israel. Desuden er USA’s militære intimidering af Iran – en politik, som Avishai identificerer med USA’s nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton – »præcis det, Netanyahu regner med, i betragtning af muligheden af en eskalering i Syrien og Libanon, som han ikke ønsker, Israel skal konfrontere alene«.

Avishai understreger det, som Amos Yadlin, chef for Institut for Nationale Sikkerhedsstudier, sagde til han: »Situationen har et presserende behov for russiske og amerikanske ledere, der vil dæmme op for truslen om en større krig«.

Foto: Benjamin Netanyahu, der har været Israels premierminister siden marts 2009, taler i det israelske parlament, Knesset. Foto fra 2016. 

10. maj, 2018 – Kampe mellem Israel og Iran er blusset op, med Syrien, der er blevet krigsskuepladsen. Sent om natten den 9. maj anklagede Israel den iranske Revolutionsgardes Quds-styrke for at affyre 20 raketter mod de israelskbesatte Golan-højder. Talsmand for de Israelske Forsvarsstyrker (IDF), brigadegeneral Ronen Manelis, sagde, ingen af dem ramte israelsk territorium; fire raketter blev opfanget af Iron Dome-systemet, og resten landede på syrisk jord. Israel siger som respons, at det angreb 50 lokaliteter i Syrien, som det hævder, er baser for iranerne, og som Manelis definerede som »en af det Israelske Luftvåbens største operationer i det forgangne årti«.

Det Russiske Forsvarsministerium sagde, at Israel udsendte 28 fly, der affyrede mindst 60 missiler, af hvilke halvdelen blev opfanget; Den Syriske Arabiske Hær rapporterer tre mennesker dræbt. Ruslands viceudenrigsminister Mikhail Bogdanov sagde, hans land var bekymret over voksende militære spændinger mellem Israel og Iran over Syrien. »Dette er alt sammen meget alarmerende, det vækker bekymring. Der bør arbejdes på at deeskalere spændinger«, citerede TASS Bogdanov for at sige.

Manelis sagde, israelske styrker angreb køretøjet, der lancerede raketterne, såvel som også fem batterier fra det syriske antiluftskytssystem. Han sagde også, at IDF advarede den syriske hær om ikke at intervenere og informerede russerne forud for angrebet, gennem dekonfliktions-aftalen mellem Rusland og Israel.

Det Syriske Arabiske Nyhedsagentur, SANA, bekræftede, at Israel lancerede »titals« raketter, af hvilke nogle ramte deres mål og ødelagde en af deres radarstationer.

Pressesekretær for Det Hvide Hus, Sarah Sanders, sagde i et interview til Fox News, at den opblussede situation med Israel i Golan »blot er en yderligere demonstration af, at man ikke kan stole på det iranske regime og endnu en god påmindelse om, at præsidenten traf den rette beslutning om at træde ud af Iran-aftalen«.

Angrebene fandt sted få timer efter den israelske premierminister Benjamin Netanyahus tilbagevenden fra Moskva, hvor han diskuterede sine bekymringer over Syrien/Iran med den russiske præsident Vladimir Putin.

Israels forsvarsminister Avigdor Lieberman sagde om angrebet: »De [Iran] må huske på talemåden, hvis det regner på os, stormer det på dem. Jeg håber, vi har afsluttet denne episode, og at alle forstod.« Lieberman sagde, at Israel ikke ønsker en eskalering, men »ikke vil lade nogen angribe os eller bygge infrastruktur til at angribe os i fremtiden«.

Fra Frankrig blev en erklæring udstedt i præsident Macrons navn, der sagde, at »Han opfordrer til deeskalering« og at Macron ville diskutere sagen med den tyske kansler Angela Merkel, når han mødes med hende i Aachen senere på dagen.

Foto: Israel har lanceret massive missilangreb mod iranske militære mål i Syrien.

Leder fra LaRouchePAC, 1. maj, 2018 – Lad os tage et overblik: Alle bestræbelser fra briternes side på at bringe USA’s regering under præsident Donald Trump til fald er mislykkedes. MI6-agent Christopher Steeles uvederhæftige dossier er nu afsløret som det eneste grundlag for Obamas korrupte efterretningsteams lancering af Trumpgate, og gerningsmændene står nu selv over for retsforfølgelse for kriminelle handlinger; Skripal-affæren er forsvundet fra medierne, med forbindelserne til selv samme Christopher Steele, der er kommet frem i lyset; svindelen med de kemiske våben i Syrien, som blev brygget sammen af de britiskstyrede Hvide Hjelme, er nu blevet internationalt afsløret som en nazi-lignende, iscenesat hændelse, med det formål at retfærdiggøre et militært angreb. Dette angreb, hvor Trump blev narret til at tilslutte sig briterne og franskmændene, har de facto erklæret den internationale lov, folkeretten, som blev etableret efter Anden Verdenskrig gennem FN for at forhindre endnu en krig, for død.

Imperiet vil ikke tavst forsvinde i natten. Bibi Netanyahus narrestreger – hvor han hævder at have bevis for, at Iran stadig udvikler atomvåben – bliver latterliggjort af selv tidligere israelske efterretningsfolk som ’nyheder’ i ny indpakning, som allerede er kendt af IAEA, og som intet beviser. Men briterne har altid brugt den israelske højrefløj, og den saudiske kongefamilie, til at fremprovokere splittelse og, når dette var nødvendigt, anstifte krige. Med Trump, der har samarbejdet med Putin omkring overvindelse af ISIS i Syrien, og som sværger, at USA skal trækkes ud af Syrien i det hele taget og »holde op med at være verdens politibetjent«, trækker briterne nu i alle tilgængelige tråde for at trække USA ind i flere krige.

Den samme situation eksisterer i Ukraine. I dag lancerede Porosjenko sin operation »Fælles Styrker«, hvor han konsoliderer Nationalgarden, det Nationale Politi og de indbyrdes forskellige, nynazistiske militser under én centralkommando, der er helliget en militær løsning i Donbas.

En ny krig i Syrien eller Ukraine kunne hurtigt eksplodere til krig med Rusland, og en ny verdenskrig, denne gang med atomvåben.

Og dog, når USA arbejder sammen med Kina og Rusland, kan der ske mirakler, som det blev demonstreret i Korea. Den »permanente krise« i Korea, lige såvel som den »permanente krise« i Mellemøsten – både den arabisk-israelske konflikt og konflikten mellem sunni og shia – er med fuldt overlæg blevet opretholdt af briterne og deres aktiver, som ’kamphane-arenaer’ for krig mellem Øst og Vest for at holde stormagterne splittet, til fordel for Det britiske Imperium, der kontrollerer finanssystemet, centreret omkring City of London og Wall Street.

Men den Nye Silkevej er en trussel imod denne »del-og-hersk«-mentalitet. Win-win-politikken i Kinas Bælte & Vej Initiativ, som transformerer den »Tredje Verden« til moderne, agro-industrielle nationalstater gennem moderne infrastrukturudvikling, har demonstreret, at konflikter, baseret på etnicitet, religion, omstridte territorier og lignende, kan overvindes, baseret på fremme af alle nationers og alle folkeslags fælles interesser.

USA’s rolle i denne globale krise er afgørende. Med den indiske premierminister Narendra Modis historiske topmøde med Xi Jinping i sidste uge, arbejder de tre store kulturer Rusland, Kina og Indien nu sammen om skabelsen af en Nyt Paradigme for menneskeheden. Lyndon LaRouche har længe insisteret på, at »Firemagtskombinationen« Rusland, Kina, Indien og USA er nødvendig for at gøre en ende på Imperieverdenen, én gang for alle.

Præsident Trump har gentagne gange understreget, at venskab med Rusland og Kina »er en god ting, ikke en dårlig ting«, hvilket er hovedårsagen til, at britisk efterretning i det hele taget lancerede Russiagate-kupforsøget. Hvis Trump skal overleve, må det amerikanske folk identificere briternes rolle, befri Trump for det britiske kupforsøg og støtte op om hans bedste impulser for fuldt og helt at gå sammen med Amerikas naturlige allierede i Rusland og Kina, gennem fuld deltagelse i den Nye Silkevej.

LaRouchePAC-aktivister i hele USA rapporterer den stærke respons til dette krav om at gøre en ende på Imperiet, gå med i BVI og afslutte det Wall Street-kontrollerede »topartisystem«-s inddæmning af det amerikanske folk. Her har Trump vist vejen ved at angribe Republikanere og Demokrater lige energisk, når de bringer nødvendigheden af at konfrontere Rusland og Kina til torvs. Det Nye Paradigme er ikke alene inden for rækkevidde, men er også absolut nødvendigt, hvis briternes krigsplaner skal besejres.

Foto: Præsident Trump og førstedame ved en statsmiddag med Frankrigs præsident Macron og frue, 24. april, 2018. (Official White House Photo by D. Myles Cullen)

Tirsdag, 1. maj, 2018 – I en udtalelse fra det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) responderede agenturets talsmand afmålt i dag på Bibi Netanyahus vaudeville-optræden « i går med »et halvt ton dokumenter, at IAEA’s bestyrelse grundigt havde undersøgt alt dette før og var kommet til en endelig afgørelse i december, 2015, om at lukke efterforskningen af Irans atomprogram, baseret på IAEA-generaldirektør Yukiya Amanos slutvurdering, der lød, at »agenturet ikke havde nogen troværdige indikationer på aktiviteter i Iran med hensyn til udviklingen af en eksplosiv atomenhed efter 2009«.

IAEA gennemgik slutrapportens resultater. »Agenturet vurderede, at, før afslutningen af 2003, var en organisationsstruktur på plads i Iran, som var egnet til koordineringen af en række aktiviteter med hensyn til udviklingen af en eksplosiv atomenhed.«

Så meget for Netanyahus »nye information«.

IAEA’s erklæring fortsatte:

»Selv om der fandt visse aktiviteter sted efter 2003, så var de ikke en del af en koordineret indsats. Agenturets overordnede vurdering var, at en række aktiviteter i forbindelse med udviklingen af en eksplosiv atomenhed blev udført i Iran før afslutningen af 2003 som en koordineret indsats, og visse aktiviteter fandt sted efter 2003. Agenturet vurderede ligeledes, at disse aktiviteter ikke gik længere end til foreløbige og videnskabelige undersøgelser og tilegnelsen af visse relevante, tekniske kompetencer og kapaciteter. Samme rapport erklærede, at Agenturet ikke havde nogen troværdige indikationer på aktiviteter i Iran med hensyn til udviklingen af en eksplosiv atomenhed efter 2009.«

Bestyrelsen traf sin beslutning på dette grundlag.

IAEA vil ikke yderligere kommentere Netanyahus historie, fastslog agenturet. »I overensstemmelse med IAEA-standardpraksis, evaluerer IAEA al sikkerhedsrelevant information, som er tilgængelig. Det er imidlertid ikke IAEA’s praksis, offentligt at diskutere spørgsmål i forbindelse med nogen sådan information.«

Leder fra LaRouchePAC, 30. april, 2018 – For at præsident Donald Trumps præsidentskab skal overleve og opnå noget som helst af betydning for Amerikas fremtid, må de britiske angreb mod hans administration blive besejret.

Disse angreb har gentagne gange haft til formål at tvinge præsidenten ind i en konfrontation med Rusland »på britisk side«, eller også blive drevet ud af embedet af en »Russiagate«-skandale, der er opfundet af britisk efterretning.

Og britisk, geopolitisk tankegang internt i Trumps administration skubber ham væk fra enhver politik for at »gøre Amerika stort igen«, som han lovede under sin valgkampagne.

Britiske krav om en krigskonfrontation med Rusland har skabt kriser for præsidenten og den politik, han har i sinde, for samarbejde mellem stormagter for fred og økonomisk fremskridt. Men når dette samarbejde har frembragt afgørende fremskridt hen imod fred og genopbygning af Koreahalvøen, bliver Trump skubbet til at angribe Iran: igen, så er det Rusland, der er målet.

Storbritanniens »Skripal-forgiftningsaffære« og »kemiske angreb i Douma« – der forårsagede masseudvisninger af russiske diplomater og krig mod Syrien – ser nu i stigende grad ud til at have været krigs-svindelnumre, ligesom Tony Blairs »irakiske masseødelæggelsesvåben«. Så nu har den israelske premierminister »Bibi« Netanyahu pludselig hævdet, at han har »100.000 hemmelige filer«, han ikke kan afsløre, om »Projekt Amad«, hvor atomvåben fremstilles af Iran, og som USA må hjælpe Israel med at ødelægge. Fra et Israel, der i hemmelighed anskaffede og udviklede snesevis af leveringsdygtige atomvåben, og stadig lyver om dem, er dette en uhyrlighed. Men dets mål er indlysende: Trump må vælge krig, vælge briternes side imod Rusland, opgive sin politik for stormagtssamarbejde.

Amerikas økonomi får samme behandling.

Præsident Trump bliver skubbet bort fra sine erklærede hensigter – at bryde Wall Streets »gigantboble«, bygge ny, højteknologisk infrastruktur, udvide rumprogrammet og atter sætte »vore fodaftryk i fjerne verdner« – for i stedet at vedtage britiske alternativer. Disse alternativer blev udtrykt af finansminister Mnuchin på Fox Tv mandag morgen, mens han kom med totalt falske påstande om den amerikanske økonomis reelt set særdeles magre resultat. »Skattelettelser«, sagde Mnuchin; den politik for skattelettelser til styrkelse af konkurrenceevnen blandt transatlantiske nationer, som blev lanceret af Storbritannien under Margaret Thatchers regeringer i 1979-90. »Afregulering af bankerne«, lød Mnuchins slagord, og som blev opfundet af en britisk afregulering af bankerne i 1986, der var så gennemgribende, at den blev kaldt »Big Bang« og drev Amerika til at opgive Glass/Steagall-loven og dernæst til at opleve et finanskrak præcis et år senere.

Og »privatisering«, en politik, der blev udviklet i 1970’erne og 1980’erne i UK og i de britiske kolonier New Zealand, Australien og Canada, bliver nu brugt til at ødelægge det amerikanske rumprogram og Trumps forpligtelse til at bygge en ny, økonomisk infrastruktur.

Den 27. april afsværgede lederen af National Space Council, skabt af præsidenten, internationalt samarbejde om rumforskning, alt imens en anden embedsmand sagde, NASA ikke skulle udvikle noget nyt rumsystem, hvis det kunne købe et allerede eksisterende, privat system. Den amerikanske transportminister udelukkede bogstavelig talt under et besøg i Beijing samarbejde med Kina om nye infrastrukturprojekter.

Kinas globale netværk med store infrastrukturprojekter, Bælte & Vej Initiativet, udgør den største mulighed for stormagtssamarbejde – USA med Kina, Indien og Rusland – der nogen sinde har eksisteret.

Hvis USA forsætter med denne stupiditet, vil Kina, Indien, Rusland og Japan snart anføre menneskets udforskning af rummet, mens Amerika kigger frem af mudderet af økonomisk stagnation og omsiggribende narkoafhængighed.

I sit forslag fra 2014, »Fire Nye Love«, specificerede Lyndon LaRouche en »omgående genindførelse af Glass/Steagall-loven, der blev indført af USA’s præsident Franklin D. Roosevelt, [og] en tilbagevenden til et system af et topstyret og gennemgribende defineret, statsligt nationalbanksystem« med det formål at investere i produktivitet gennem højteknologisk infrastruktur, et udvidet NASA og et forceret program for opnåelse af fusionskraft.

Dét repræsenterer »det Amerikanske System«, som de britiske geopolitikere altid har søgt at ødelægge – og som kan besejre dem.

Foto: På sidelinjerne af det 25. APEC-møde for økonomiske ledere. Med USA’s præsident Donald Trump og den russiske præsident, Vladimir Putin. 11. nov., 2017. (en.kremlin.ru)               

30. april, 2018 – Siden den russiske præsident Vladimir Putin den 1. marts på nationalt Tv viste, at NATO’s »antimissil« missilinddæmning af Rusland (og Kina) var slået fejl pga. en ny generation hypersoniske våben, og i stedet opfordrede til forhandlinger, er de, der er hengivne over for britisk geopolitik, blevet sindsforstyrrede. I USA har nogle neokonservative krævet, at man overvejer at fremprovokere en krig med Kina nu, fordi en sådan krig ellers, om ti år, ikke vil kunne vindes. I UK har Royal Institute for International Affairs (Chatham House) krævet en ny, Commonwealth-centreret militær alliance bestående af »de villige« imod Rusland, til at afløse NATO.

Og siden 1. marts er to successive, britiske konfrontationer med Rusland – først over Skripal-affæren med »forgiftning på britisk jord«, og dernæst det »syriske angreb med kemiske våben« i Douma – kommet til at se mere og mere ud som krigs-svindelnumre, der atter fremkalder mindet om Tony Blairs »uvederhæftige dossier«, som udløste invasionen af Irak i 2003.

I den forgangne weekend optrappede den israelske premierminister Benjamin Netanyahu med en tredje konfrontation. Mens han på dramatisk vis aflyste en ferietale på israelsk Tv, annoncerede Netanyahu i stedet for verden, at israelsk efterretning havde stjålet »100.000 hemmelige filer, et halvt ton filer,« fra Iran. Disse beviste, sagde han, at Iran havde et program for atomvåben og løj om det, før landet underskrev Joint Comprehensive Plan of Action i 2015 (JCPOA) (Fælles omfattende handleplan 2015) med fem permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd plus Tyskland, og som blokerede Iran fra at udvikle atomvåben.

Israel havde, sagde Netanyahu, på overraskende vis netop fået denne information inden for de seneste 10 dage, og hvor der kun er 10 dage tilbage til, at præsident Donald Trump må beslutte sig for, om han vil trække sig ud af denne aftale! Han (Netanyahu) havde briefet Trump den 28. april, udenrigsminister Mike Pompeo den 29. april og europæiske regeringsfolk den 30. april; nu befandt de »belastende dokumenter, kort, præsentationer, planer og fotografier« sig på et »meget sikkert sted«.

Netanyahu syntes ikke at hævde, at Iran overtrådte JCPOA, med sit krav om at opgive aftalen. Han sagde snarere, at han beviste, at Iran havde løjet forud for JCPOA – ja, man kunne vel sige, ligesom Israel i årevis løj, og stadig lyver, om de mange leveringsdygtige atomvåben, det er i besiddelse af.

Men hans formål var tydeligvis at skabe en atmosfære for krig mod Iran, især i Syrien, og samtidig ødelægge JCPOA. Blot få timer tidligere havde ni missiler af fortsat ukendt oprindelse ramt to baser i det centrale Syrien, som Israel siger, bliver benyttet af iranske irregulære styrker.

Truslen om en stedfortræderkrig, som i realiteten sætter Storbritannien og Frankrig op imod Rusland og trækker Trumps USA med ind, er nu blevet rejst.

Foto: Den britiske premierminister Theresa May og den israelske premierminister Benjamin Netanyahu giver hinanden hånden efter Netanyahu ankom til et møde i nr. 10, Downing Street, 6. februar, 2017.

11. dec., 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putin mødtes også med den egyptiske præsident Abdel Fattah el-Sisi i Kairo i dag, for at diskutere både udvikling af de russisk-egyptiske relationer inden for politik, handel og økonomi, energi og humanitære behov, så vel som også det palæstinensiske spørgsmål i sammenhæng med USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad.

Putin sagde: »Vi anser for at være kontraproduktive, alle skridt, der foregriber resultatet af dialogen mellem palæstinenserne og israelerne«, sagde han efter samtaler med el-Sisi. »Vi mener, at sådanne skridt er destabiliserende. De skaber på ingen måde en afgørelse af situationen, men fremprovokerer tværtimod konflikten.«

De to ledere aftalte ligeledes at koordinere politik vedrørende en langsigtet afgørelse af den syriske situation; diskuterede situationen i Libyen og krævede, at man sikrede stabilitet og sikkerhed i dette land ved at genoprette landets suverænitet, enhed og territoriale integritet.

Foto: Egyptens præsident Abdel Fattah el-Sisi (højre) og Ruslands præsident Vladimir Putin på mødet i Kairo den 11. dec. 2017.

11. dec., 2017 – Den russiske præsident Vladimir Putin mødtes med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan i Ankara i dag, til deres ottende møde i år.

»Fokus lå selvfølgelig på situationen omkring afgørelsen i Mellemøsten, som er dramatisk forværret, samt på syriske spørgsmål, hvor vore lande arbejder tæt sammen«, sagde Putin til journalister efter drøftelserne, rapporter TASS. »Vi arbejder sammen for at forberede og sammenkalde til Kongressen for National Syrisk Dialog i begyndelsen af næste år«, sagde han. »Det er ingen hemmelighed, at jeg talte om dette med præsident Assad under mit besøg i Syrien i dag.«

Putin rapporterede ligeledes, at både han og Erdogan var enige om, at den amerikanske præsident Donald Trumps beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad har en destabiliserende virkning på regionen. Både Rusland og Tyrkiet mener, at denne beslutning »på ingen måde fremmer afgørelsen af situationen i Mellemøsten. Tværtimod, så destabiliserer den situationen i regionen, som allerede er spændt«, sagde han. Erdogan på sin side sagde, at de havde »aftalt fortsat at holde kontakt i denne henseende«.

Erdogan rapporterede ligeledes, at Tyrkiets køb af det russiske S-400 luftforsvarssystem skal afsluttes »i denne uge«, at handelssamarbejde mellem de to lande bliver stærkere »dag for dag«, og at »vi har et harmonisk arbejdsmiljø på det politiske plan«, rapporterede det officielle Anadolu Nyhedsagentur. Erdogan annoncerede ligeledes, at han, Putin og den iranske præsident Hassan Rouhani snart ville afholde et trilateralt topmøde om Syrien, for at følge op på det topmøde, der blev afholdt i Sotji, Rusland, i sidste uge. De tre lande er garanter for »Astana-processen«, for fred i Syrien.

Foto: Medlemmer af den russiske delegation, under ledelse af Vladimir Putin (midten), mødes med den tyrkiske delegation i Ankara, Tyrkiet, 11. december, 2017.

23. maj, 2017 – Her til aften er præsident og fr. Trump i Italien efter deres aktiviteter i Tel Aviv, Jerusalem og Betlehem. Trumps hovedtema var fred og promoveringen af en genoptagelse af de standsede israelsk-palæstinensiske forhandlinger for fred og løsningen af national status.

Her til morgen blev Trump modtaget med ceremoni i Betlehem, hvor han mødtes med præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas. Bagefter sagde Trump, at han »har store forhåbninger til, at Amerika kan hjælpe Israel og palæstinenserne med at udarbejde fred og bringe nyt håb til regionen og dens folk«. Han udtalte, at det var hans faste overbevisning, at, »hvis israelerne og palæstinenserne kan skabe fred, vil det være indledningen til en fredsproces i hele Mellemøsten«. »Det ville være en fantastisk præstation«, sagde han.

Abbas, der stod ved Trumps side, sagde, at palæstinenserne »forpligter sig til samarbejdet med Dem, for at opnå en historisk fredsaftale mellem os og Israel«. Abbas sagde også, »Vi genbekræfter over for Dem vores holdning, hvor vi accepterer en to-statsløsning langs grænserne fra 1967, med staten Palæstina med Østjerusalem som hovedstad, og som lever side om side med Israel i fred og sikkerhed.«

Søndag tilstod de israelske myndigheder palæstinenserne et par økonomiske indrømmelser, efter anmodning fra Trump. De omfatter at holde Allenby-broen åben mellem Vestbredden og Jordan, 24 timer hele ugen; at bygge to industrizoner ved Jalameh i Vestbreddens nordlige del og ved Tarqumiyeh i syd; samt en lempelse af visse restriktioner for byggeri af palæstinensiske beboelser.

Mens han var i Israel, mødtes Trump med premierminister Benjamin Netanyahu og præsident Reuven Rivlin. Han bad ved den Vestlige Mur, besøgte Holocaust-mindesmærket, Gravkirken (bygget på Golgata, hvor Jesus iflg. overleveringen skal være gravlagt), samt Israels Museum.

Leder fra LaRouche PAC, 23. maj, 2017 – Den amerikanske præsident Donald Trump, der nu er i Italien, mødtes tidligere i dag i Betlehem med den palæstinensiske leder Mahmood Abbas, hvor de talte om, hvad der ligger forude. Trump udtrykte håb om, at Amerika kan hjælpe. Han sagde: »Hvis israelerne og palæstinenserne kan skabe fred, vil det indlede en fredsproces i hele Mellemøsten … [det] ville være en fantastisk præstation«.

Det er i realiteten den Nye Silkevej – Verdenslandbroen – som udgør midlet til at opnå denne dramatiske præstation, allevegne, i ’fredsprocessen’, selv i de mest belejrede, forladte lande. Dette aspekt tages nu op, sammen med den virkelige betydning af »økonomi«, i efterfølgende diskussioner mange steder, om det historiske Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde, der fandt sted den 14.-15. maj. For eksempel kommer dagens South China Morning Post med den iagttagelse, at Japan og Kina nu med held kan komme sammen og samarbejde om Bælt & Vej-initiativet (BVI).

Helga Zepp-LaRouche fastslog udtrykkeligt denne pointe i sin fremlæggelse for BVI-forummet i Beijing i sidste uge. Hun fremlagde, hvordan BVI også må forlænges til hele det sydvestasiatiske område, som Kina allerede har foreslået; og ligeledes forlænges som en »Storslået udviklingsplan for hele Afrika«.

Helga Zepp-LaRouche og hendes mand, Lyndon LaRouche, har i årtier promoveret dette fredsprincip internationalt, for eksempel i to, internationale konferencer i 1988 og i bogen, »Udvikling er et andet navn for Fred«.

Vi befinder os i øjeblikket i kampens hede for at vinde sejr for dette koncept her i USA, hvor amerikanere ellers bliver bombarderet med propaganda og sorte, eller ’hemmelige’, operationer, der går ud på at sværte og dæmonisere Trump, dæmonisere Rusland og Kina, dæmonisere »store projekter« og dæmonisere selve livet. Kilden til alt dette er Det britiske Imperium i sine dødskvaler, der har mobiliseret i et forsøg på at bringe USA’s præsident, og USA med ham, til fald. Et nyt, dræbende anslag af videoklip, der angriber Rusland, blev i dag skabt af en høring i Husets Udvalgskomite om Efterretning, om russiske »aktive forholdsregler« mod valgene i USA i 2016.

Det er værd at gentage rådene om disse beskidte operationer fra senator Charles Grassley (R-Iowa), et seniorkongresmedlem og formand for Senatets Retsudvalg. Han sagde den 10. maj, da han af Fox News blev spurgt, hvad han mente om sammenligningen mellem Trumps fyring af FBI-direktør James Comey og så Nixon, der blev taget for Watergate. Grassley sagde, »Mit budskab er, Skråt op, og gå videre«.

Vi har en forfærdelig masse, vi skal gøre. Den geografiske vision for udviklingen af de amerikanske kontinenter blev fremlagt i sidste uge af Zepp-LaRouche i hendes fremlæggelse i Beijing. »Når vi ser på verdenskortet, så er USA ikke kun et land, der er omgivet af to oceaner og to naboer, men et land, der kan blive en central del af en infrastrukturkorridor, der forbinder sydspidsen af Latinamerika gennem Central- og Sydamerika med det eurasiske transportsystem, via en tunnel under Beringstrædet.«

En del af dette nordamerikanske billede, der har brug for omgående opmærksomhed, er New York City, hvis transportinfrastruktur er ved at bryde sammen, i hele metropolområdet – det største på kontinentet – men især i Manhattan. New Yorks guvernør sendte den 21. maj et brev til præsident Trump, hvor han bad om hjælp fra staten. I alle transportenhederne – Amtraks passagertog, Penn Station, LaGuardia Lufthavn, Metrosystemet – sker der ulykker, aflysninger og dysfunktion. Lyndon LaRouche har kommissioneret dannelsen af en aktionskomite, der skal fremlægge, hvad der må gøres, og »lave krigshyl« om det. Opstille et program; få internationalt input. »Det er fysisk muligt at gøre det.«

Præsident John F. Kennedy, der fejrer sin 100-års fødselsdag den 29. maj, rejste hyppigt princippet om fred gennem udvikling. Den 1. marts, 1961, da han underskrev sin Eksekutive Ordre, der oprettede Fredskorpset (Peace Corps), talte han om amerikanere, der var villige »til at ofre deres energi og tid og arbejde for sagen for verdensfred og menneskehedens fremskridt«. Han sagde, amerikanere »mere fuldt ud må udøve deres ansvar i den store, fælles sag for global udvikling«.

Foto: Præsident Donald Trump mødtes med præsident for det palæstinensiske selvstyre, Mahmood Abbas, i Betlehem den 23. maj, 2017.  

Leder fra LaRouche PAC, 21. maj, 2017 – I dag holdt præsident Trump en tale for et møde med 20 ledere af muslimske nationer – men ikke Iran – i Riyadh. I sin tale krævede han en universel krig mod terrorisme som basis for en forening af verden for fred og udvikling. Talen burde i det mindste afslutte ét aspekt af hysteriet og løgnene, der bruges i den ’farvede revolution’ for at ødelægge præsidenten – nemlig, at han skulle være anti-muslimsk. Han bemærkede, at 95 % af dem, der dræbes af terrorisme, er muslimer og erklærede: »Med Guds hjælp vil dette topmøde markere begyndelsen til enden for dem, der praktiserer terror og spreder dens afskyelige trosbekendelse.«

Der er helt klart problemer, der må adresseres mht. saudierne, hvis støtte til Wahhabisme har været den primære, ideologiske base for terroristsvøben internationalt, og hvor en stor del af finansieringen og bevæbningen af terroristoperationerne enten kom direkte fra saudierne eller blev kanaliseret gennem saudierne af briterne og Bush’ og Obamas administrationer. Saudierne er engageret i en grusom krig mod Yemen, med britiske og amerikanske våben, og skaber en af de alvorligste humanitære katastrofer i moderne tid.

Verden har imidlertid drastisk forandret sig i løbet af det seneste år, og især i løbet af den seneste uge. Bælt & Vej Forum for Internationalt Samarbejde i Beijing i sidste uge markerer et faseskifte i menneskehedens historie – en ny, økonomisk verdensorden er officielt blevet etableret, baseret, ikke på nulsums-, hund-over-hund-geopolitik, men derimod på fysisk-økonomisk win-win-udvikling og kulturelt samarbejde. Saudi-Arabien, De forenede arabiske Emirater og andre golfstater og arabiske nationer sendte højtplacerede repræsentanter til forummet. Som Helga Zepp-LaRouche vedvarende har fremført, og som det i stigende grad er blevet promoveret af nationerne i Mellemøsten, så er den Nye Silkevej den unikke basis for en genopbygningen af området, fra den ødelæggelse, der er frembragt af både terroristerne og de dødbringende og kriminelle ødelæggelseskrige, der blev ført af Trumps to forgængere i Det Hvide Hus.

I modsætning til Bush’ og Obamas krige for regimeskifte, der blev ført gennem en koloniherre-mentalitet med »ansvar for at beskytte« (»den hvide mands lod«), og som ødelagde regeringer og lande, når de nægtede at underkaste sig Vestens direktiver, så har Trump slået ind på en anden kurs: »Vi vil vedtage et princip om realisme, der er rodfæstet i fælles værdier, fælles interesser og sund fornuft«, sagde han i Riyadh. »Vi er ikke her for at belære. Vi er ikke her for at fortælle andre mennesker, hvordan de skal leve, hvad de skal gøre, hvem de skal være, eller hvilken trosbekendelse, de skal have. Vi er i stedet her for at tilbyde partnerskab, baseret på fælles interesser og værdier, for at forfølge en bedre fremtid.«

Der ligger en fare i Trumps blanke fordømmelse af Iran. I sin tale anklager han Iran for at yde terroristerne »sikker havn, finansiel støtte og det samfundsmæssige fundament, nødvendigt for rekruttering«. Han synes at ignorere ISIS, al-Qaeda og de andre, dødbringende Wahhabi-terrororganisationer, der er finansieret af eller gennem saudierne, når han fordømmer Hezbollah og Hamas og endda roser saudiernes krig mod houthierne i Yemen.

Men den forandrede verdenssituation giver håb om, at disse spørgsmål kan blive løst. Ved roden til ustabiliteten i den arabiske verden finder man den israelsk-palæstinensiske konflikt. Trump udgør et sjældent tilfælde, hvor en amerikansk præsident er gået op imod den britiske opsplitning af verden i den såkaldte »frie verden« i Vesten og de såkaldte »Gudløse kommunister« i Østen; og som i stedet promoverer, at de mest magtfulde nationer på Jorden – USA, Rusland og Kina – har al mulig grund til at arbejde sammen, som venner. Dette er den globale sammenhæng, i hvilken alle geopolitiske opsplitninger kan erstattes med win-win-løsninger.

I sin tale sagde Trump: »I denne ånd … vil jeg rejse til Jerusalem og Betlehem, og dernæst til Vatikanet, og således besøge mange af de helligste steder i de tre trosretninger, der nedstammer fra Abraham. Hvis disse tre trosretninger kan forenes i samarbejde, er fred i verden mulig, inklusive fred mellem israelerne og palæstinenserne.«

Denne vision om en fredelig og fremgangsrig fremtid beror på, at menneskeheden kommer sammen gennem en forståelse af, at vore kulturer har forskellige karaktertræk, men at vi er én menneskehed. Som Helga Zepp-LaRouche sagde i sin tale til Beijing-forummet den 14. maj: »Den Nye Silkevej må – ligesom antikkens Silkevej gjorde det – føre til en udveksling af de skønneste udryk for kultur i alle deltagerlandene, for at kunne lykkes. Den sande betydning af win-win-samarbejde er ikke kun de materielle fordele gennem infrastruktur og industriel udvikling, men er den frydefulde opdagelse af andre kulturers klassiske musik, poesi og malerkunst og, gennem at lære dem at kende, styrkelsen af vores kærlighed til menneskeheden som helhed.«

Dette må være vores mission.

Foto: Den amerikanske præsident Donald Trumps tale under sit besøg i Saudi-Arabien, hvor han blandt andet stærkt understregede, at ekstremisme og terorisme må udrydes i alle de muslimske lande. 

20. mrs., 2017 – I de tidlige morgentimer den 17. marts fløj fire israelske jetfly ind over syrisk luftrum og ramte mål i nærheden af Palmyra, hvor syriske tropper har arbejdet på at rydde området omkring de antikke romerske ruiner for de sidste rester af ISIS. Alt imens de israelske forsvarsstyrker har bombet mål i Syrien ved flere lejligheder siden starten af krigen i Syrien, så var det usædvanlige ved denne hændelse både det syriske luftforsvars respons – syrisk luftforsvar affyrede mindst tre missiler mod de israelske jetfly og hævdede at have skudt det ene ned – og israelernes anerkendelse af luftangrebet, som de næsten aldrig offentliggør. Israelerne hævder, at de skød efter en konvoj med våben til Hezbollah i Libanon; den syriske regering, sammen med Hezbollah-lederen Sheikh Hassan Nasrallah, anklagede, at israelerne angreb syriske hærstillinger til støtte for ISIS.

Uanset, hvad der er sandt i disse påstande, så er den underliggende sammenhæng konflikten mellem Israel og Iran, med Rusland i midten. Det faktum, at syrerne responderede, som de gjorde, og at Israel har lovet at fortsætte med at ramme våbenstrømmen til Hezbollah, har rejst et potentiale for en ny krig i Syrien, nu mellem Israel og Iran – ikke alene pga. iransk støtte til Hezbollah, men også pga. Irans tilstedeværelse i Syrien, som Israel finder utålelig. Denne udvikling kommer netop, som krigene imod jihadisterne i det nordlige Syrien og imod ISIS i det østlige Syrien, er ved at nå til vejs ende.

Den eneste magt, der befinder sig i en position, hvor den kan forhindre denne nye krig i at ske, er Rusland, der har gode relationer med begge lande. Den syriske præsident Bashar al-Assad kom med en udtalelse til den ende i et interview med russiske medier i dag, i Damaskus. Assad bemærkede, at den israelske ambassadør i Moskva blev indkaldt til det Russiske Udenrigsministerium for at forklare den israelske krænkelse af syrisk luftrum.

»Så kan de diskutere de samme spørgsmål med israelerne ud fra dette kriterium [international lov]«, sagde præsident Assad, »og de kan spille en rolle for at Israel ikke igen angriber Syrien i fremtiden.«

Bortset fra indkaldelsen af den israelske ambassadør har der endnu ikke været en officiel reaktion fra Moskva på det israelske luftangreb. En russisk, politisk forsker, Gevorg Mirzayan, sagde til Sputnik den 18. marts, at, med luftangrebet den 17., har Israel sat en uskreven, russisk-syrisk-israelsk adfærdskodeks, samt Moskvas fremtidige position i Mellemøsten, i fare. Mirzayan nævner, som også andre iagttagere har gjort, den uskrevne aftale mellem Moskva og Tel Aviv om, at Rusland kunne bombe alle de jihadister, som dets luftstyrker kunne nå, alt imens Israel fik lov at bombe Hezbollah-konvojer i Syrien, som det lystede.

»Planen virkede i lang tid«, sagde Mirzayan. »Men den 17. marts begyndte den at slå fejl.«

Eksperter har advaret om, at den konflikt, der blussede op fredag, langt fra er ovre, med begge sider, der nu sandsynligvis blot vil gøre deres holdninger hårdere. Dette problem, iflg. Mirzayan, er, at begge sider nu mener, at den regionale og globale balance nu er ved at skifte i deres favør – Tel Aviv, fordi det har en ny allieret i Det Hvide Hus, og Damaskus, pga. dets nylige række af militære sejre imod ISIS og jihadisterne. Problemet for Moskva er, at en direkte syrisk-israelsk konflikt »omgående vil vokse til en konflikt mellem dens allierede (USA og Iran, Hezbollah og Golfstaterne), og dette vil ødelægge Ruslands planer om at styrke sin tilstedeværelse i regionen efter afslutningen af krigen i Syrien.«

Til forskel fra alle andre involverede i regionen, så taler Moskva med alle parterne i den regionale konflikt. De kan således forfølge et »trekantsdiplomati« mellem to krigspartier, som en del af deres strategi for at opretholde regional balance.     

Onsdag, 1. april, 2015 – Selv om Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbanks optagelsesparagraffer blev udfærdiget i Almaty, Kasakhstan, indsender stadig flere nationer deres ansøgning om optagelse i AIIB. Den seneste er Israel, der ansøger om at blive den 47. medlemsstat. Obamaregeringen har lige fra begyndelsen gjort ophævelser mod dannelsen af AIIB og gjort sit bedste for at forhindre sine allierede i at tilslutte sig denne finansielle institution, ledet af Kina. Disintegrationen af det vestligt-ledede finanssystem, samt de større udviklingslandes voksende tyngde, anført af Kina, fik imidlertid Obamas transatlantiske allierede til at tilslutte sig AIIB i stimer, til ydmygelse for Washington.

I en artikel i Xinhua i dag sagde Zhang Zhonghai, at det hastigt voksende antal lande, der ansøger om at blive grundlæggende medlemmer af AIIB, bør ses som bevis på Kinas voksende, internationale indflydelse. »Hvis der er et budskab at høste fra antallet af ansøgere, så er det, at verden på fornuftig vis har stemt for en mere inkluderende, afbalanceret og gensidigt gavnlig, international, økonomisk orden«, sagde Zhang.

Med en påpegning af Verdensbanken-IMF-duoens fiasko sagde Zhang, at Kina havde foreslået oprettelsen af AIIB for at finansiere massive infrastrukturprojekter i Asien og imødegå det voksende krav om en mere inkluderende og afbalanceret, international, finansiel orden.

Zhang videregav et ord til formaning om, at, på trods af AIIB’s populære modtagelse, så kan udviklingen af en ny, global, økonomisk og finansiel orden ikke forventes at forløbe glat.

»Nedsættelse af standarder, lovbestemmelser og risikomanagement vil teste de store andelshaveres vilje og visdom til at afbalancere magt, koordinere interesser og søge vækst«, sagde han.