Mandag, 1. juni 2015 – Da Schiller Instituttet i november 2014 udsendte sin nu berømte, internationale appel, »USA og Europa må have modet til at afvise geopolitik og i stedet samarbejde med BRIKS«[1], var der meget lidt debat i det transatlantiske samfund om BRIKS eller Kinas Nye Silkevejsprojekt, og den debat, der var, var generelt fjendtligsindet. Schiller Instituttets grundlægger, Helga Zepp-LaRouche, insisterede på, at denne censur skulle smadres, og det blev den.

Det danske Schiller Institut, der stiller op med 4 kandidater uden for partierne, har på mindre end en uge gjort BRIKS-alternativet til et hovedemne i debatten i forbindelse med det danske folketingsvalg.

Planlægningen af den sydamerikanske økonomi er blevet ændret gennem de aftaler, der i sidste uge blev underskrevet sammen med den kinesiske premierminister Li Keqiang om konstruktion af et netværk af transkontinentale jernbanelinjer for at opkoble Sydamerika til Verdenslandbroen.

AlBawaba Egypten-nyhedsportalen offentliggjorde et kort indlæg i går og citerede chefen for Al-Ahram Afdeling for Internationale Anliggender, Ossama Al Dalil, for at sige, »der foreligger ingen trussel mod Egypten fra den nye, kinesiske Silkevej«.

Robert Berke fra Oilprice.com rejste spørgsmålet om USA’s tilslutning til »over en tredjedel af menneskeheden« i den Nye Silkevej, i del II af sin serie om den Nye Silkevej. Første del af serien, »Ny Silkevej kunne ændre global økonomi for altid«, der blev refereret af magasinet Time (22. maj), efterfulgtes den 26. maj af seriens anden del, »Kunne den Nye Silkevej gøre en ende på gamle, geopolitiske spændinger?«

Berke indrømmer, at det »indtil for nylig var en udbredt antagelse, at USA ville anføre sine vestlige allierede i en politisk kampagne imod den russisk/kinesiske aftale om at udvikle den Nye Silkevej, men begivenhederne er vendt omkring med bemærkelsesværdigt tempo.«

Forsigtig, som han ellers er, om det, der allerede er i gang, indrømmer Berke en vis entusiasme, hvis dette skulle lykkes:

»Hvis Indien vælger at gå i partnerskab med Kina om den Nye Silkevej, så vil Kina i resten af dette århundrede være i gang med at bygge på et projekt, der ville forbinde verdens mest folkerige nationer, med flere end 2,6 mia. mennesker. Med Rusland, der allerede er en partner, og med Iran, der venter på sidelinjen for at blive det, kunne projektet tilføje yderligere en kvart mia. mennesker og således samlet omfatte over en tredjedel af den globale befolkning.  Det vil være vanskeligt at finde et bedre design.«

Han kalder [den amerikanske udenrigsminister] John Kerrys besøg i Moskva for »en holdningsændring i den amerikansk/russiske dynamik« og konkluderer, at det »fortsat er et åbent spørgsmål« om denne ændring »er forspillet til amerikansk støtte til projektet med den Nye Silkevej«.

[1] Læs hele brochuren: »Hvorfor USA og Europa må gå med i BRIKS – En ny, international orden for menneskeheden«

31. maj 2015 – Kina er i færd med, i en bjergtagende skala, at skitsere store projekter til forøgelse af 60 landes videnskabelige platform i planen for Ét bælte, én vej, og som indledningsvis kunne beløbe sig til over $1 billion.

Ifølge China Daily fra 28. maj annoncerede den kinesiske viepremierminister Zhang Gaoli, at Kina har planer om at investere $900 mia. i planen for Ét bælte, én vej, som vil udvikle nationerne langs med og imellem ruterne. Zhang kom med denne meddelelse den 27. maj ved åbningsceremonien for en todages konference i Asien-Europa-mødet (ASEM), der blev afholdt i Chongqing med titlen, Dialog i industrien om konnektivitet.  ASEM repræsenterer 53 europæiske og asiatiske nationer og organisationer.

Zhang sagde, iflg. China Daily, at Kina overvejer at udvikle op til seks store korridorer: Kina-Mongoliet-Rusland; Nye Eurasiske Landbro; Kina-Central- og Vestasien; Kina-Indokinesiske Halvø; Kina-Pakistan; og Bangladesh-Kina-Indien-Myanmar. Disse korridorer ville stråle ud i flere retninger og frembringe en enorm, økonomisk transformation. Iflg. artiklen vil Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og den Nye Silkevejsfond, der er i færd med at blive skabt, blive tappet som en kilde til finansiering. AIIB vil tilsyneladende bruge en stor del af sin kapital til finansieringen.

Kinas handelsvolumen for varer med de 64 lande langs med de afstukne ruter, hvoraf mange er udviklingslande, har været voksende med gennemsnitligt 22 % hvert år siden 2001.

Ifølge World Industrial Reporter den 29. maj, »vil Kinas Udviklingsbank sandsynligvis også spille en mere aktiv rolle i Ét bælte, én vej, og bankens viceguvernør Li Jiping har erklæret, at banken har etableret en database med over 900 projekter i 60 lande, der involverer investeringer for over $890 mia., rapporterede 21st Century Business Herald torsdag.« EIR undersøger i øjeblikket, om Kinas Udviklingsbanks forventelige portefølje af potentielle investeringer i 60 lande er adskilt fra de projektlån, som vicepremiermin. Zhang forestiller sig, at den kommende AIIB og Nye Silkevejsfond vil finansiere, eller om der er nogen, eller en del, overlapning.

Men som sagt har Kina til hensigt at indledningsvist investere sandsynligvis $1 billion eller mere i planen for Ét bælte, én vej, med yderligere betydelig finansiering fra den fremvoksende BRIKS’ Nye Udviklingsbank, der kunne danne kernen i et nyt, økonomisk verdenssystem.

 Kinas officielle plan over det ‘Nye, økonomiske Silkevejsbælte’.     

29. maj 2015 – Femogfyrre personer deltog i gårsdagens ADECAEM-konference om »BRIKS-alternativet og Udviklingen af Peru og Sydamerika«, som var arrangeret i fællesskab med LaRouches Executive Intelligence Review, og som inkluderede private erhvervsfolk, pensionerede militærpersoner og andre. Konferencen, der havde to paneler, varede i fem timer, med livlig diskussion efter hvert indlæg.

Arrangørerne af begivenheden var begejstret for resultatet og ville omgående drøfte udbredelsen af videooptagelsen, og hvilke nye aktiviteter, man skulle gå i gang med. Andre var tilskuere fra hele verden, fra Spanien til Frankrig, og i Latinamerika.

Efter dr. Liu Youfa og Helga Zepp-LaRouches hovedtale foreslog Dennis Small, at peruvianerne anskuede deres fremtid, som Lyndon LaRouche havde gjort i 1987, da han personligt sagde til dem under en tale ved en stor, St. Augustine-konference i Lima, at der, hvor andre ser fattigdom, ser han potentiale; at en ung pige, som da levede i slummen, meget vel kunne blive den første, kvindelige astronaut til at sætte foden på Mars. I denne ånd foreslog Small, at Peru bestemt kunne fortsætte med at være et »mineland«, som kolonialmagterne altid har sagt, men at de skulle være det på Månen ved at tilslutte sig Kina i udvinding af helium-3 – en idé, der blev modtaget med latter og klapsalver fra tilhørerne.

De korte åbningsbemærkninger fra pensionerede general Juan Luis Autero Villagarcia, den nyligt etablerede præsident for ADECAEM, indfanger det skift, der er ved at finde sted i Peru, et af de fire latinamerikanske lande, der stadig deltager i Obamas vordende TPP, og hvis regering indtil for få måneder siden har været over-underdanig over for minekartellerne, der dominerer økonomien. Her følger gen. Auteros fulde erklæring (minus formaliteter):

»Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika: BRIKS tager den historiske udfordring op om morgendagens fremtid. En gruppe lande, der udgør, og er i færd med at bygge, en ny bestemmelse, en ny verdensorden med fremskridt. Men de gør det, efter min mening, ikke for at være imod det, der hidtil har været de vestlige landes – USA’s og Europas – vækst og økonomiske udvikling, og hvad dette har betydet. Det står over dette, en demonstration af nye, virkelige kapaciteter i lande, der er gået sammen for med kraft at udgøre en ny akse, som er de nye poler for udvikling på tre kontinenter: Asien, de amerikanske kontinenter, især Sydamerika, og Afrika, der allerede repræsenterer, gentager jeg, en ny, økonomisk verdensorden, en virkelig udfordring for menneskeheden i dag, som også betyder fremskridt og social og menneskelig udvikling. Det er opkomsten og udviklingen af de fremvoksende lande, der betyder en ny verdensdynamik, en fødsel mellem dem og deres voksende relation til resten af verden, som vil bringe stor rigdom.

Og det er i lyset af dette perspektiv, at Peru føler sig nært forbundet med denne fælles indsats og gør en indsats for at deltage; at det har brug for at skabe den nødvendige infrastruktur for at blive indbyrdes forbundet, og blive Sydamerikas hovedadgangsvej til Stillehavet: det nye panorama, der nu vil materialisere sig med konstruktionen af jernbane mellem to oceaner, fra Peru til Brasilien, der forceres fremad af en økonomisk overenskomst med Den kinesiske Republik.

Denne begivenhed, som, via teknologiens fremskridt, giver os mulighed for at bringe forskellige, eminente talere fra forskellige lande i hele verden sammen for at tale om aktuelle spørgsmål af stor betydning, er af dybtgående betydning i dag, idet … San Martin Instituttet i Peru har givet os mulighed for at samle denne udvalgte tilhørerskare.

Sammenslutningen af tidligere elever fra den Højere Militærskole træder atter frem med præsentationen af denne vigtige konference om BRIKS-alternativet og udviklingen af Peru og Sydamerika …«

Wiesbaden, 30. maj 2015 – De kommende to uger vil ændre den strategiske situation på en fundamental måde, som de fleste borgere i Europa pga. de kontrollerede medier ikke har den ringeste anelse om. I tilfælde af, at Den europæiske Centralbank, ECB, Den internationale Valutafond, IMF, såvel som frem for alt, den tyske og franske regering, fastholder deres hårde linje over for Grækenland, og Grækenland bliver tvunget ud af Eurozonen, så truer ikke blot et umiddelbart forestående kollaps af den europæiske banksektor, men også det transatlantiske finanssystems krak. Dette truende kollaps er hoveddynamikken bag den voksende krigsfare, som det internationale finansoligarki står bag. Den største chance for at overvinde denne fare ligger i de kommende, dramatiske begivenheder i USA, der fuldstændigt vil ændre den strategiske situation. Lørdag, den 30. maj, vil den tidligere guvernør for Maryland, Martin O’Malley, annoncere sit kandidatur til præsidentvalget for det Demokratiske Parti på et stort, offentligt møde i Baltimore, et kandidatur, der pga. begivenhederne i de efterfølgende dage vil udvikle sig til at blive den førende kampagne på den demokratiske side.

Natten til søndag forventes den republikanske kandidat til præsidentvalget, senator Rand Paul, at blokere for forlængelsen af den såkaldte »USA PATRIOT«-lov, og dermed fjerne retsgrundlaget for NSA’s totale udspionering af amerikanerne, hvilket selvfølgelig omgående vil sætte en afslutning af det skandaløse samarbejde mellem USA’s efterretningstjeneste NSA (National Security Agency) og Tysklands efterretningstjeneste, BND (Bundesnachrichtendienst), og dermed den totale udspionering af den tyske befolkning, samt udspioneringen af andre europæiske regeringer, på dagsordenen.

På førstkommende tirsdag vil senatorerne Rand Paul og Ron Wyden, såvel som også kongresmedlemmerne Walter Jones, Stephen Lynch og Thomas Massie, med støtte fra den tidligere formand for den officielle Kongreskomité til undersøgelse af 11. september 2001, tidligere senator Bob Graham, i en pressekonference offentliggøre et lovforslag (Transparency for the Families of 9/11 Victims Act, ’Lovforslag om gennemskuelighed for pårørende til ofrene for 11. september’), om den omgående offentliggørelse af de 28, hidtil hemmeligstemplede sider af denne kommissionsrapport, og deres støtte hertil. Disse 28 sider handler, iflg. Grahams fremstilling, om, hvem der finansierede 11. september-terrorangrebet, og om, at siderne indeholder stærke tilkendegivelser af, at Saudi-Arabien var hovedfinancier bag angrebet.

Kravet om offentliggørelse af dette højeksplosive materiale er, gennem den militære efterretningstjeneste DIA’s nyligt offentliggjorte dokumenter om den virkelige baggrund for angrebet på den amerikanske ambassade i Benghasi, Libyen, den 11. september 2012, blevet til en krudttønde med en kort, antændt lunte. For det fremgår af disse DIA-dokumenter, at Obamaregeringen af valgtaktiske grunde bevidst løj, da den gjorde en »spontan protestdemonstration imod en anti-islamisk video« ansvarlig for dette angreb. Faktisk forelå der, iflg. disse DIA-dokumenter, allerede den 12. september 2012 informationer, der afslørede, at 1. en gruppering med forbindelse til al-Qaeda (der igen har saudiarabisk baggrund) var ansvarlig, at 2. våbenleverancer fra Benghasi til de syriske oprørere spillede en rolle, og at 3. det allerede dengang stod klart, at oprørerne havde til hensigt at etablere et islamisk kalifat i Syrien og Irak. Og det er, i betragtning af IS’ seneste overtagelse af byerne Palmyra i Syrien og Ramadi i Irak – ligeledes med støtte fra Saudi-Arabien – en skandalehistorie.

Hermed truer ikke alene Obamaregeringens medansvar for fremkomsten af terrororganisationen IS, såvel som også Bush/Cheney- og Obamaregeringens mørklægning af baggrunden for 11. september 2001, med at nå frem til offentlighedens kendskab; denne baggrund betyder også enden for Hillary Clintons præsidentambitioner, idet hun begik den fejl mod bedre viden offentligt at forsvare løgnene om angrebet i Benghasi. Hun ofrede sig herved på lignede måde for Obama, som daværende udenrigsminister Colin Powell i sin tid ofrede sig for George W. Bush, da Colin Powell for FN’s Sikkerhedsråd angav Tony Blairs løgne om Saddam Husseins angivelige masseødelæggelsesvåben som begrundelse for Irakkrigen. Hvis Hillary Clinton ønsker at gå over i historien med nogen grad af integritet, har hun egentligt kun tilbage at sige sandheden. Alle disse udviklinger hen over de kommende par dage kan og må føre til, at præsident Obama af forfatningsmæssige grunde fjernes fra embedet.

Alt dette er ikke politiske opponenters byzantinske manøvrer, men er blot toppen af isbjerget; under denne, den tilsyneladende daglige politiks overflade befinder sig de 99 % ’s intriger og operationer til fordel for politiske, militære og økonomiske interesser, hvis aktiviteter sædvanligvis først senere bliver udforsket af historikere. Under overfladen skjuler sig en forbitret kamp om krig of fred, om at fjerne den umiddelbare fare for en krig mellem USA og NATO på den ene side og først og fremmest Rusland og Kina på den anden side.

I Washington cirkulerer der sammenligninger mellem situationen i Ukraine – hvor præsident Poroshenko, uagtet Minsk-processen, gentagent understreger, at Ukraine allerede befinder sig i krig med Rusland – og Sarajevo 1914; begge, både Ukraine og Sarajevo, ikke som årsag, men derimod blot som udløser for en verdenskrig. Den amerikanske militære analytiker John Schindler har netop cirkuleret en privat e-mail, han havde fået af en europæisk NATO-repræsentant: »Der vil sandsynligvis udbryde krig i denne sommer. Hvis vi er heldige, bliver det ikke en atomkrig.« I de forgangne uger har få, men betydningsfulde kræfter talt offentligt og advaret om den umiddelbare fare for en atomkrig – overlagt eller ved et uheld –, som f.eks. den fælles erklæring fra general James Cartwright, tidligere næstformand for USA’s Generalstabschefer, og pensionerede generalmajor Vladimir Dvorkin, tidligere chef for de Russiske Strategiske Missilstyrkers Forskningsinstitut, og som advarede om den akutte fare for verdenskrig, som er et resultat af, at USA’s og Ruslands strategiske atomstyrker befinder sig i et permanent, højeste alarmberedskab, det såkaldte »launch on warning«.

Kendsgerningen er, at, kombinationen af:

Optrapningen af Ukraine-krisen, der støttes af Victoria Nuland;

NATO’s manøvrer langs med den russiske grænse, samt den fremskudte udstationering af NATO-tropper og tungt udstyr;

Den i sidste ende af USA forårsagede, og af Saudi-Arabien støttede, optrapning af IS-terrororganisationen, som er rettet imod at fremprovokere en modreaktion fra Iran, og dermed fremprovokere en storkrig, der udgår fra Sydvestasien;

Samt USA’s og Japans provokerende manøvrer i Stillehavet,

har bragt verden faretruende tæt på en global atomkrig.

Det er hos de fleste mennesker et populært selvbedrag at indbilde sig, at denne krig ikke vil ske – at »de« ikke vil lade det komme dertil. Kendsgerningen er, at der blandt militærfolk på begge sider Atlanten er en sjældent udtalt, men panikagtig bevidsthed om, hvor tæt vi befinder os på udslettelsen af den menneskelige art. For, hvis det kommer til krig, så vil det ikke blive en konventionel krig mellem NATO og Rusland, og det vil ikke blive en begrænset atomkrig i Europa, men derimod en global, atomar krig, der vil udslette den menneskelige art.

En svækkelse af Obama gennem de skitserede skandaler og udsigten til hans snarlige rigsretssag, såvel som også tilsynekomsten af en troværdig kampagne for en præsidentkandidat som O’Malley, der som centrum for sit politiske program har at bryde Wall Streets magt gennem en genindførelse af Glass/Steagall-bankopdelingsloven, udgør de absolutte forudsætninger for at standse krigsfaren.

En virkelig sejr over denne eksistentielle fare for menneskeheden vil kun indtræffe, hvis USA og Europa tager imod Kinas og BRIKS-staternes tilbud om i fællesskab at virkeliggøre Den nye Silkevejs og et nyt finanssystems projekter, sådan, som det er skabt i Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), BRIKS’ Nye Udviklingsbank og lignende nye banker. Udelukkende kun, hvis vi kan befri den transatlantiske verden fra sin selvskabte, geopolitiske faldgrube og bringe den til et nyt paradigme for menneskehedens fælles interesser, vil vi have en fremtid.

For os her i Europa betyder det, at Grækenlands illegitime gæld må afskrives under en europæisk gældskonference, nøjagtigt, som det skete for Tyskland under Gældskonferencen i London i 1953, og bruge O’Malley’s præsidentkampagne som anledning til også her i Europa at vende tilbage til et kreditsystem i traditionen efter Alexander Hamilton, Franklin D. Roosevelt og f.eks. Kreditanstalten for Genopbygning (KfW) under genopbygningsfasen i Tyskland efter Anden Verdenskrig.

Situationen er ekstremt farlig, men de objektive løsninger er til rådighed. Det vil afhænge af modige mænd og kvinder, der tør forsvare disse løsninger.

29. maj 2015 – I en videooptagelse talte Helga Zepp-LaRouche den 28. maj til Sammenslutningen af gamle elever fra Perus Center for Højere Militærstudier, i Lima, Peru, om »Silkevejen bliver til Verdenslandbroen«.

For et overblik over hele konferencen, læs »Peru hosts BRICS Seminar, Featuring Helga Zepp-LaRouche«.

Her følger en dansk oversættelse af hendes tale:

Kære konferencedeltagere,

Lad mig begynde med mine helhjertede lykønskninger i anledning af den nylige beslutning om at bygge en transkontinental jernbane, hvor, efter den kinesiske premierminister Li Keqiangs besøg, et forståelsesmemorandum netop er blevet underskrevet af Peru, Brasilien og Kina om at foretage en forundersøgelse til den 3.300 mil lange, transkontinentale jernbane. Dette vil forbinde Perus Stillehavskyst med Brasiliens Atlanterhavskyst, og det betyder, at denne meget vigtige infrastrukturforbindelse vil transformere hele det sydamerikanske kontinent og forøge produktionsprocessens, og hele Latinamerikas befolknings, produktivitet og således øge befolkningens levestandard og bygge en håbefuld fremtid. Og dette bliver blot det første skridt.

Det betyder, at Peru nu vil være koblet til den betagende, optimistiske transformation af store dele af verdensøkonomien, der i realiteten begyndte fra det tidspunkt, hvor præsident Xi Jinping annoncerede en politik for Den nye Silkevej i september 2013 i Kasakhstan, og som begyndte at træde i kraft i fuldt omfang med BRIKS-topmødet i Fortaleza, Brasilien, sidste juli.

Siden da er et fuldstændigt parallelt, økonomisk og finansielt system begyndt at vokse frem, som er baseret på totalt anderledes principper, end det nuværende, endnu dominerende, transatlantiske finanssystem; IMF/Verdensbanken, Wall Street og City of London. Den nye Silkevej, eller Det 21. århundredes Maritime Silkevej, er blevet synonymt med det, som Bevægelsen af Alliancefri Nationer for mange år siden kaldte en ny, retfærdig, økonomisk verdensorden, hvor mennesket, og befolkningens almene vel, og ikke profit for de få, atter er sat i centrum for økonomien.

Denne nye udvikling er virkelig noget stort. Efter at alle de vestlige, etablerede medier totalt har mørklagt denne nye udvikling i næsten to år, så er der nu en pludselig erkendelse af, at dette er i færd med at blive til en realitet i verden, og der er en strøm af artikler, såsom en artikel for nylig i magasinet Time, som har skabt en del postyr, med titlen: »Nye Silkevej kunne ændre global økonomi for evigt«; »Kina og en stor del af verden har til hensigt at udvikle historiens største udviklingsprojekt«.  Og det er sandelig lige præcis, hvad det er.

For, Den nye Silkevej og Den maritime Silkevej er slet ikke begrænset til Eurasien. Schiller Instituttet og EIR har for ikke så længe siden udarbejdet en 370-siders rapport med titlen »Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, og fra hvilken rapport man ser et kort her bag mig. Det er faktisk en detaljeret plan for de næste årtier, og den omfatter mange, mange infrastruktur-korridorer, der forbinder alle kontinenterne. Det vil sige, at man meget snart vil kunne rejse med maglev-tog (magnetisk levitation, -red.), eller med et andet system for højhastighedstog, fra Punta Arenas i Chile, eller fra Ushuaia i Argentina, og hele vejen nordpå, via jernbaneforbindelsen mellem Syd- og Nordamerika, gennem Central- og Nordamerika, krydse over Beringstrædet via en tunnel, hele vejen over Eurasien, videre gennem en tunnel over Gibraltarstrædet fra Spanien til Afrika og hele vejen til Sydafrika og Kap Det Gode Håb.

Jeg tror, de fleste af os kunne tænke sig at foretage en sådan rejse meget, meget snart.

Der er allerede nu, med det kinesiske lederskab og BRIKS, en enorm bevægelse med infrastruktur-korridorer, nye kanaler, som Nicaragua-kanalen, den sekundære Panama-kanal gennem Nicaragua, tunneler, broer, store vandprojekter; samt samarbejde inden for atomkraft- og rumfartsteknologi. Men sammen med alt dette er et nyt finanssystem ligeledes ved at vokse frem, med BRIKS’ Nye Udviklingsbank, AIIB, der allerede har 58 grundlæggende medlemmer – heriblandt 12 NATO-medlemslande; dernæst er der Den Nye Silkevejs-Udviklingsfond; Shanghai Samarbejdsbanken; SAARC-banken, dvs. banken for de sydasiatiske lande. Som Sergei Glazyev, der er rådgiver til præsident Putin, for nylig sagde under BRIKS’ Syvende Akademiske Forum, der netop har fundet sted i Moskva:

»Den Nye Udviklingsbank er ikke et alternativ til IMF og Verdensbanken, den er et supplement, fordi den imødegår de udfordringer, som er blevet ignoreret af de vestlige finansinstitutioner. IMF har udelukkende arbejdet for spekulanternes interesser, og den enorme mængde af dollar, euro, pund og yen, der kommer fra seddelpressen, kommer nu i bølger til BRIKS-landene og destabiliserer deres økonomier. Det er derfor nødvendigt, at BRIKS udvikler deres egne finansinstitutioner for at finansiere langsigtede udviklingsprojekter. En del af dette nye finanssystem er Contingent Reserve Arrangement (valutareservefond), der kort fortalt drager lektien af krisen i Asien i 1997, hvor asiatiske landes valutaer i løbet af en enkelt uge blev spekuleret ned med 80 %, eller som også er svaret på de nylige ondsindede angreb på latinamerikanske lande fra hedgefonde.«

Dette parallelle system kunne også meget hurtigt blive en redningsbåd for det kollapsende, transatlantiske finanssystem, for dette kunne krakke når som helst, og blive meget større end i 2008 under Lehman Brothers-krisen. Et sådant krak kunne blive udløst af den såkaldte »Græxit«, altså EU-Trojkaen (EU-kommissionen, Den europæiske Centralbank, IMF -red.), der sparker Grækenland ud af euroen, hvilket dernæst ville kollapse hele det europæiske og sandsynligvis også det amerikanske banksystem; det kunne udløses af Ukraines bankerot; eller bare af en nedsmeltning af derivatboblen, der i øjeblikket har en udestående gæld på 2 billarder dollar, en gæld, der aldrig vil kunne betales.

Så BRIKS-landene skal tage sig i agt. Selv om det er godt, at AIIB har fået tilslutning fra 58 grundlæggende medlemmer, så mener jeg, at folk virkeligt må tage sig i agt for ikke at tillade højrisiko-spekulationen eller derivatboblen at trænge ind i det nye system.

Men denne Nye Silkevej og denne Nye Maritime Silkevej er ikke blot et økonomisk og finansielt system. Det er i realiteten den eneste politik til at undgå krig, og på nuværende tidspunkt er vi meget tæt på krigsfaren, pga. Ukraine-krisen og NATO’s fremskudte udstationering til Østeuropa og til Ruslands grænser.

Præsident Xi Jinping har skabt en politik, der er opskriften på at overvinde geopolitik ved at inkludere alle parter: Han kalder det en »Win-win«-politik. Kinas kritikere siger, »Jamen, det er bare et forsøg fra Kinas side på at erstatte den anglo-amerikanske imperialisme. Det bliver bare et nyt, kinesisk forsøg på at overtage verden. De må have en hemmelig dagsorden. De må ønske at få fat i råmaterialer.«

Men jeg kan sige til jer, »Nej!« Det, som »win-win« betyder, er, at begge parter vil få et udbytte, og som man ser i Afrika, så vil Kina selvfølgelig på sin side få forsyninger af råmaterialer til en langsigtet råmaterialesikkerhed, som landet har brug for, eftersom en sjettedel af verdens befolkning er kinesere. Men de udvikler samtidigt infrastruktur for Afrika; dæmninger, jernbaner og andre ting. Hver eneste afrikaner, jeg har talt med, fortalte mig, at de meget hellere vil have dette »win-win«-samarbejde og få gavn af det, end de vil have repræsentanter for EU, der kommer og holder søndagsprædikener og taler om menneskerettigheder, men som ikke giver nogen infrastruktur.

Det følgende spørgsmål stilles ofte: Kan man stole på Kina? Jamen, døm selv: Hvordan tror man, det var muligt for Kina at realisere en økonomisk udvikling på 30 år – det verdensberømte kinesiske, økonomiske mirakel – som det tog normale lande i Vesteuropa og USA 150-200 år at opnå? Hvordan tror man, det var muligt for Kina at gå fra ekstrem fattigdom under Kulturrevolutionen og til at transformere livet for 600 eller endda 800 millioner mennesker til at få en relativt anstændig levestandard? Med Den nye Silkevej er det Kinas plan også at overvinde den tilbageværende fattigdom i Kinas interne regioner.

Nøglen hertil er den konfucianske tradition i Kina. Jeg kan ligesom forbinde dette med mit eget livs historie, eller min livserfaring, for jeg rejste til Kina første gang i 1971, og det var midt i Kulturrevolutionen, og jeg har derfor en førstehåndsviden om, hvor fattig den kinesiske befolkning var. Under Kulturrevolutionen var der et ondsindet angreb på konfucianisme.

Så rejste jeg tilbage til Kina 25 år senere, i 1996, med forslaget til en Eurasisk Landbro og Den nye Silkevej, og jeg deltog i en konference i Beijing. Og allerede dengang kunne man begynde at se resultatet af reformerne, indført af Deng Xiaoping, der var begyndt at genintroducere konfucianismen, som trods alt havde været Kinas statsfilosofi i 2.500 år. Og for nylig, sidste år, rejste jeg atter to gange til Kina, og jeg var totalt forbløffet over de seneste 20-30 års endnu større udvikling, hvor folk simpelt hen var ekstremt optimistiske og glade og virkeligt havde en god idé om deres egen fremtid.

Idéen i den konfucianske filosofi, som jeg for øvrigt mener nu må være i det kinesiske folks gener, er den, at samfundet må have en harmonisk udvikling. Samfundet må baseres på nøglebegrebet ren, som man ville oversætte til det engelske »benevolence« (godgørenhed), eller agape (fra oldgræsk; kærlighed til medmennesket, -red.), hvilket vil sige, at samfundsstyrelsen må rettes imod hele befolkningens almene vel. Og det må være baseret på li, hvilket betyder, at hver nation og hver person bør opfylde sin rette plads på bedst mulig vis, og udvikle sit fulde potentiale. Og hvis alle nationer og alle mennesker udvikler deres bedste kapacitet, så har man harmoni i samfundet som helhed.

Regering må finde sted ved de mest vise og mest moralske personer. Det er idéen om Himlens Mandat, hvilket betyder, at regeringen må følge love på et højere plan end blot opfyldelsen af almindelige daglige behov, men må være ledet af en form for idé om kosmos. Og hvis regeringen ikke længere har Himlens Mandat, må den erstattes af de vise, Chun-Tzu, de ædle vismænd.

Med Xi Jinping mener jeg, at Kina i særdeleshed har en leder, hvis politik er fuldstændigt baseret på konfucianisme, og jeg kan kun tilskynde jer til at læse hans taler, som er fuldstændigt fascinerende; taler, som han holder, når han rejser til Indien eller andre lande, til Europa, Frankrig, Tyskland, og hvor han altid ikke alene fremmaner Kinas konfucianske tradition, men også relaterer til de bedste traditioner i det land, han besøger.

Nogle citater fra hans taler genspejler en enorm optimisme.

»Folk skabte historie og arbejde skaber fremtiden. Arbejde er den fundamentale kraft, der driver fremskridtet i samfundet. Lykken daler ikke ned fra himlen, ej heller går drømme automatisk i opfyldelse, men det sker gennem arbejde, flittigt, ærligt og skabende arbejde. Arbejde er det mest ærefulde, ophøjede, storslåede og skønne. Det udløser det skabende potentiale til at skabe en bedre fremtid for alle. Innovation er sjælen i en nations fremskridt. Videnskab og teknologi er den primære, drivende kraft. Det er grunden til, at Kina er ved at uddanne et så stort antal skabende videnskabsmænd og ingeniører på så højt et niveau af ekspertise. Vi er stolte af at have de fleste videnskabsfolk og ingeniører i hele verden.«

Så jeg mener, at det kinesiske begreb, ’Fremstillet i Kina’ i den aktuelle periode erstattes af ’Skabt i Kina’, hvilket skal sige, at Kina ikke kun producerer, men at Kina er innovativ; Kina udvikler nye teknologier og forvandler dem til de mest avancerede produkter i verden. Kina befinder sig i en proces, hvor det går i retning af at blive en totalt innovationsbaseret økonomi, og det er idéen om, at den eneste, virkelige kilde til rigdom er landets egen befolknings skabeevne. Den kinesiske Drøm er idéen om at skabe en bedre fremtid for hele samfundet, baseret på den mest optimale udvikling af hvert eneste samfundsindivids skabende potentiale.

Efter at have arbejdet sammen med min mand, Lyndon LaRouche, i over 40 år, kan jeg sige, at Kina i øjeblikket er nærmest til at repræsentere det, hr. LaRouche kalder »fysisk økonomi, baseret på menneskehedens identitet som den eneste, skabende art«. Den Nye Silkevej betyder simpelt hen at gøre det kinesiske, økonomiske mirakel opnåeligt for alle andre nationer, der deltager i denne kinesiske drøm ved at udvikle deres eget potentiale, i deres egne, gensidige interesser og til deres egen, gensidige gavn.

Xi Jinping sagde på et tidspunkt,

»selv om der er vidtstrakte oceaner mellem Kina og Latinamerika, så er de stadigt forbundne i hjerte og sjæl, og de bør have deres fælles stræben efter deres skønne drømme sammen.«

Det er præcist det, som nu er på dagsordenen med den transkontinentale jernbane. Og ligesom admiral Zhou Man i det 15. århundrede bragte sin flåde til Perus kyster og bragte vigtige teknologier til Peru, så lad i dag hele det peruvianske folk inspireres af bygningen af den transkontinentale jernbane som begyndelsen til transformationen af hele det latinamerikanske kontinent.

Lad mig slutte med et citat af Konfucius, der altid opmuntrede især unge mennesker til at have modet til at være innovative. Han sagde:

»Unge mennesker burde have viljestyrken til at skære passager gennem bjergene og bygge broer over floderne.«

Og det er netop den ånd, der vil oplyse bygningen af den transkontinentale jernbane, og det vil blive løftet om en ny æra for hele menneskeheden.  

København, 28. maj 2015 – »Win-win med BRIKS, ikke kollaps og krig«, med et billede af Verdenslandbroen og kandidaten, lyder vore valgplakater, der sættes op i Danmark (se: www.sive.dk), efter at statsminister Helle Thorning Schmidt i går udskrev valg til Folketinget. Valget finder som bekendt sted om tre uger, den 18. juni.

Fire aktivister fra Schiller Instituttets Venner, med Schiller Instituttets formand, Tom Gillesberg, i spidsen, stiller op som kandidater uden for partierne. I Københavns Storkreds stiller Tom Gillesberg op, i Københavns Omegns Storkreds Christian Olesen, i Østjyllands Storkreds Poul Gundersen og i Nordjyllands Storkreds Hans Schultz. I går og i dag blev der hængt 750 valgplakater op i København, og i hver af de to jyske storkredse kommer der 200 plakater op.

Dette vil direkte sætte Schiller Instituttets/LaRouche-bevægelsens kampagne for at få Europa og USA til at gå med i BRIKS, i stedet for finansielt og økonomisk sammenbrud og krig, på den politiske dagsorden i Danmark. Allerede i dag blev Tom Gillesberg kontaktet af et af de større medier, der bad om et interview.

Stay tuned på www.sive.dk for dækning af vores valgkamp.

Download (PDF, Unknown)

Wiesbaden, 23. maj 2015 – Modsætningen kunne næppe være større: BRIKS-nationerne, og her især Kina, såvel som de stater, der flokkes omkring dets nye økonomiske system og finanssystem, koncentrerer sig om opbygning, udvikling og forbedring af befolkningens livsbetingelser. De transatlantiske regeringer forsumper derimod i et morads af skandaler og begår oven i købet den eneste synd, der selv i de skrupelløses rige er utilgivelig: De bliver taget i deres intriger – som præsident Obama i affæren om attentatet i Benghasi i 2012, drabet på Bin Laden eller NSA-affæren med forbundskansler Merkel, eller storbankerne med deres bedragerier.

Præsident Putins rådgiver Sergei Glasjev kom med en præcis opsummering den 22. maj på BRIKS’ VII. Akademiforum i Moskva: BRIKS’ Nye Udviklingsbank er ikke et alternativ til IMF og Verdensbanken, men et supplement til dem; BRIKS-banken tager de udfordringer op, som i øjeblikket bliver ignoreret af de vestlige finansinstitutioner. IMF fremmer udelukkende spekulanternes interesser, idet barriererne for spekulativ kapital bliver afskaffet. Den enorme mængde af spekulativ kapital, der via seddelpresse for dollar, euro, pund og yen når frem til BRIKS-staterne i form af spekulative bølger, destabiliserer disse nationaløkonomier snarere, end de gavner deres tilbagestående udvikling. Derfor måtte BRIKS-staterne slå deres finansinstitutioner sammen for at finansiere deres langsigtede udviklingsprogrammer.

I mellemtiden er Kina, inden for rammerne af politikken for Den nye Silkevej, i færd med at investere de enorme valutareserver, som det pga. en restriktiv eksportpolitik frem for alt fra USA’s side – og her især vægringen ved at eksportere den såkaldte »Dual-Use-Teknologi« – har samlet sammen, i sammenhæng med multilaterale aftaler. Sammen med Pakistan investerer Kina 46 mia. dollar i en fælles udviklingskorridor; under den indiske premierminister Modis seneste besøg afslørede Kina projekter i størrelsesordenen 32 mia. dollar, og under premierminister Li Keqiangs besøg i Brasilien, projekter i størrelsesordenen 73 mia. dollar, efterfulgt af andre projekter med andre latinamerikanske stater. Især var den kinesiske premierminister Lis besøg i stand til, på få dage, at neutralisere storangrebet på præsident Dilma Rousseff, som havde til formål at brække Brasilien ud af BRIKS-alliancen og sabotere Brasiliens deltagelse i den Nye Udviklingsbank, og i stedet for dette, at intensivere det kinesisk-brasilianske samarbejde.

Kinas og BRIKS-staternes politik viser vejen til fremtiden; det er tydeligvis også den tyske ambassadør i Beijing, Michael Clauss’ mening. Til South China Morning Post erklærede han, under AIIB’s, Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbanks, tredages stiftelsesmøde i Singapore, at Tyskland ville være medlem af bestyrelsen for AIIB, og at Frankfurt skulle være hjemsted for den europæiske AIIB-filial.

Hvor let ville det ikke være for Tyskland og de andre europæiske nationer at overvinde den umiddelbart truende detonering af euroen! I stedet for at holde fast på, at Grækenland fortsat skal massakrere sin egen befolkning for at betale sin gæld, som for 97 % ’s vedkommende har vist sig at være til gavn for de europæiske banker, kunne de, efter en gældsnedskrivning som den, der blev aftalt for Tyskland under Gældskonferencen i London i 1953, udstede lignende kreditter til Grækenland til udvikling af landets realøkonomi, som Kina i øjeblikket gør det til dusinvis af nationer. Men, så længe den tyske regering ser sig selv som statholder for det anglo-amerikanske imperium (med EU som dette imperiums regionale udtryk), vil den i stedet holde fast ved sin politik, der risikerer at styrte os ud i kaos.

Med en noget forsinket reaktion hidser den amerikanske finansanalytiker Robert Berke i magasinet Time sig nu op over Kinas to år lange Silkevejspolitik, der kunne føre til et »revolutionært skift« mht. det globale, økonomiske landkort og til en alvorlig øst-vest-konfrontation. Han fremfører dernæst, så det ikke er til at tage fejl af, som talerør for den britiske imperie-faktion, den trussel, at det store skakspil mellem øst og vest om overherredømmet i Eurasien fortsætter, og at geopolitiske konflikter over det Nye Silkevejsprojekt kunne igangsætte en ny Kold Krig, hvis udgang er helt åben.

Deutschlandrundfunk har tilsyneladende også stået på sidelinjen i to år mht. betydningen af den Nye Silkevej. Men nu har Duetschlandrundfunk samtidigt med artiklen i Time bragt en udsendelse, der absolut ikke står tilbage for denne mht. geopolitisk ophidselse. I stedet for at begribe den chance, der med Xi Jinpings inkluderende »win-win-politik« netop består i overvindelsen af en geopolitik, der har beskåret det 20. århundrede to verdenskrige, opremser denne udsendelse de samme, gennemtyggede påstande, som Det britiske Imperium til enhver tid tygger drøv på, om, hvorfor Silkevejen angiveligt ikke vil fungere. Samtidigt bliver de virkeligt nye elementer, der vækker begejstring, om en vision for fremtiden, og den strategiske forståelse, som er uden fortilfælde, mellem BRIKS-staternes statschefer, fuldstændigt udeladt – en for massemedierne desværre så typisk tilsløring gennem udeladelse og vildledende sammensætning af kendsgerninger.

I mellemtiden finder der i USA’s regeringsinstitutioner et oprør sted imod Obamaregeringen, der meget hurtigt kunne ændre den strategiske situation. Fra Seymour Hersh’ højeksplosive artikel, der præsenterer omstændighederne ved Osama Bin Ladens mord, som står i diametral modsætning til Obamaregeringens officielle version, og til den militære efterretningstjeneste DIA’s, Defense Intelligence Agency, frigivne dokumenter om de faktiske hændelser i forbindelse med angrebet på den amerikanske ambassadør Stevens og tre medarbejdere i Benghasi i Libyen den 11. september 2012, er der nu kommet fakta på bordet, der kun tillader den ene konklusion, at Obama har løjet. Disse dokumenter afslører, at der allerede en dag senere, den 12.9.2012, forelå beviser for, at 1. angrebet foregik for al-Qaedas regning og altså på ingen måde var en »spontan protest« over en anti-islamisk video; at 2. det drejede sig om våbenleverancer fra Libyen til de syriske oprørere; og at 3. man allerede på det tidspunkt vidste, at disse oprøreres mål var at oprette et islamisk kalifat. I betragtning af IS’ nylige, »overraskende« successer i Ramadi og Syrien er denne vurdering fra 2012 højeksplosiv.

Alle disse baggrundsomstændigheder, der nu er blevet kendt, undersøges af formanden for Den amerikanske Kongres’ Benghasi-komite, republikaneren Trey Gowdy, så vel som også daværende udenrigsminister Hillary Clintons rolle i affæren, der vel burde høre til hendes største bekymringer med hensyn til hendes ambitioner om at blive præsidentkandidat. Forfatteren Ed Klein har i sin bog om konflikten mellem Obama-parret og Clinton-parret hævdet, at Obama lagde pres på Hillary, til fordel for hans daværende præsidentvalgkamp, for at hun skulle lyve om Benghasi.

Bag dette oprør i regeringsinstitutionerne skjuler der sig endnu mere end disse skandaler, hvor oprørende de end i sig selv er. I virkeligheden drejer det sig om USA’s identitet: Handler USA, militært og som finansmagt, som Det britiske Imperiums udøvende organ, hvilket bl.a. kommer til udtryk i konfrontationsstrategien over for Rusland og Kina, og som fremmaner en umiddelbar fare for en atomar verdenskrig, udløst gennem Ukraine – eller kan USA atter bringes tilbage til den vej, hvor det begyndte sin historie, nemlig som en republik, der var forpligtet over for det almene vel? Bevarelsen af verdensfreden afhænger af udfaldet af denne debat.

Det var ligeledes i Richard Nixons tilfælde, hvor det rent overfladisk drejede sig om noget helt andet i Watergate-affæren, slutteligt en beslutning i regeringsinstitutionerne om at stille ham en rigsretssag i udsigt, der dernæst bevægede ham til at træde tilbage. På samme måde blev det nu, efter offentliggørelsen af DIA-dokumenterne, for første gang heftigt diskuteret at stille Obama for en rigsret, og det i begge de politiske lejre.

Hele krisen – fra Grækenland, Ukraine, finanssystemet og til skandalerne i USA – der tilspidses frem til beslutningstidspunktet, reduceres ned til det altafgørende spørgsmål, om menneskeheden i rette tid kan præstere det spring at befri sig fra geopolitikkens selvdestruktive dynamik og hæve sig op på menneskehedens fælles måls højere plan. Til dette formål byder Kinas og BRIKS-staternes tilbud om at samarbejde om virkeliggørelsen af den Nye Silkevej på en gylden – og eneste tilgængelige – lejlighed.

Det er en uigendrivelig kendsgerning, at Schiller Instituttet i 25 år har foreslået og grundigt udarbejdet denne politik med Den eurasiske Landbro eller Den nye Silkevej; den blev for nylig atter aktualiseret i form af en omfattende rapport på 370 sider, The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge (»Den nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«)[1]. Programmet for overvindelsen er der altså – det, vi har brug for, er modige medkæmpere, der hjælper med at bringe de europæiske nationer om bord!

[1] http://schillerinstitut.dk/si/?p=3777

20 maj 2015 – Direktøren for Internationale Sikkerhedsstudier ved Royal United Services Institute (RUSI), med hjemsted i Storbritannien, og det britiske monarkis førende tænketank for militære efterretninger, er gået med på holdet for at samarbejde med Kinas Nye Silkevej snarere end at forsøge at tilbageholde det uundgåelige tidevand.

Idet han måske gav udtryk for en »realistgruppe« i Europa, fremførte Rafaello Pantucci i et interview, han gav til det russiske nyhedsagentur Sputnik, at »der fejer en økonomisk kraft langs med Silkevejen, der bringer Kina stadig tættere på de europæiske markeder«, og at det er en »dynamik, der under alle omstændigheder vil finde sted, og som allerede er i gang«, hvad enten man kan lide det eller ej. Så i stedet for at bekæmpe det, bør Europa overveje de »potentielle muligheder«, det tilbyder, argumenterede Pantucci. Herefter opsummerede Sputnik hans argument: »Det kinesiske tiltag med Den nye Silkevej kan blive en udvej for EU, der lider under sin langvarige, økonomiske tilbagegang, og kunne styrke magterne på det eurasiske kontinent både politisk og økonomisk.«

Et lignende perspektiv blev præsenteret af Vasilis Trigkas fra Carnegie-Tsinghua-Centret for Global Politik i en artikel, der fremfører: »Dette initiativ [Kinas Nye Silkevej] tilbyder Grækenland i særdeleshed en mulighed for at genvinde de seneste tyve års tabte, økonomisk rum og blive en teknologisk fremskreden og serviceorienteret [! -red.] økonomi. Dette strategiske deus ex machina[1] er blevet endnu mere afgørende nu, da Grækenland oplever en langvarig depression med en arbejdsløshedsrate på 27 %, pr. december 2014.«

[1] Udtrykket Deus ex machina er latin og betyder løst oversat »gud fra en maskine«. Med maskine henvises i dette tilfælde til de kraner, der i skuespil i det gamle Grækenland blev brugt til at sænke skuespillere ned på scenen fra oven. (Wikipedia)

Titelbillede:

Schiller Institut Specialrapport:

Et økonomisk mirakel for Sydeuropa, Middelhavsområdet og det afrikanske kontinent.

19. maj 2015 – I dag erkendte Gideon Rachman fra Londons Financial Times, talerør for City of London, at TPP (Trans Pacific Partnership) ikke har noget med handel at gøre og har alt at gøre med at konfrontere Kina, men han advarede også om, at det ikke er tilstrækkeligt, og at strategiske forholdsregler også vil være nødvendige.

Rachman begynder med at angribe den i stigende grad overflødige Barack Obama: »Hvorfor er Barack Obama så desperat for at sikre en TPP-handelsaftale? Den langtrukne, officielle forklaring er, at den amerikanske præsident mener, at det ville nedbryde barriererne mellem 12 førende økonomier i Stillehavsområdet og således øge rigdommen. Den korte, sande version er: Kina … hr. Obamas og den japanske premierminister Shinzo Abes underliggende motivationer er strategiske.«

Rachman siger, at Obama i realiteten indrømmede dette, da han sagde: »Hvis vi ikke skriver reglerne [gennem TPP], så gør Kina«, alt imens Abe indrømmede det i sin tale til Den amerikanske Kongres ved at sige, at TPP handlede om »demokrati og frihed«, og at »dets strategiske værdi er ærefrygtindgydende«.

Det mest afslørende er dog Rachmans indrømmelse af, at det virkelige mål er Den nye Silkevej: »Amerikas nylige mislykkede forsøg på at forhindre vigtige allierede i at tilslutte sig en Kina-sponsoreret Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank udviklede sig til en ydmygelse for USA. Det frygter nu, at AIIB kunne blive instrumentalt i promoveringen af Kinas politik med ’Et bælte, En vej’ – indsatsen for at bygge nye infrastrukturnetværk i hele det asiatiske Stillehavsområde, centreret omkring Kina.«

Men, klynker Rachman, »det er for sent til at forhindre Kina i at blive hjertet i den asiatiske økonomi«, og han antyder, at militærmagt vil være en nødvendighed: »Men alt imens USA stadig er den dominerende militærmagt i det asiatiske Stillehavsområde, så er Kina nu den fremherskende, økonomiske magt. En TPP-aftale vil gøre for lidt, og komme for sent, til at ændre dette.«

Billede: TPP-kort

Mit dilemma stammer fra den kendsgerning, at jeg … med det samme må fortælle jer … , at verden er langt tættere på en ny, global krig, end de fleste mennesker har nogen anelse om. Denne nye politik for Den nye Silkevej … , er den eneste politik til at undgå krig, der er til rådighed.  

Download (PDF, Unknown)

8. maj 2015 – Vladimir Putin og Xi Jinping erklærede i dag, i kølvandet på deres møde, deres forpligtelse over for at forhindre en genkomst af fascisme. »Rusland og Kina led de største tab under Anden Verdenskrig og har derfor størst grund til at modsætte sig forsøg på at rehabilitere nazisme og militarisme«, sagde Putin efter mødet med Xi Jinping, rapporterer RT.

»I morgen vil vi, med andre verdensledere, deltage i fejringen af 70-året for sejren i anden Verdenskrig, og i september vil vi i Beijing markere afslutningen af Anden Verdenskrig. Vi vil mindes dem, der stod side ved side imod det militaristiske Japan«, sagde Putin. Han sagde, at Kina og Rusland havde betalt den højeste pris i form af tab af liv i krigen, og at »vi nu står samlet imod alle forsøg på at rehabilitere nazisme og militarisme og forsøg på at forfalske historien.«

Xi inviterede Putin til at deltage i mindehøjtideligheden den 3. september i Kina og sagde, at begivenheden tilsigter »at ære mindet af de mistede helte og ikke tillade denne krigs tragiske historie at gentage sig, og sammen at skabe verdensfred. Den hårde lektie efter Anden Verdenskrig siger, at menneskehedens sameksistens ikke regeres af jungleloven. Fredens politik er diametralt modsat den aggressive, eneherskende magtpolitik. Menneskets vej frem mod udvikling ligger ikke i princippet, vinderen tager det hele, ikke i nulsums-spil.«

Moskva-parade til minde om sejr under Anden Verdenskrig

– En spektakulær opvisning med international deltagelse

8. maj 2015 – Moskva-paraden den 9. maj til minde om de allieredes sejr i Anden Verdenskrig bliver en hele vejen igennem spektakulær forestilling. Statsoverhoveder fra flere end 20 nationer vil være til stede. Militære enheder fra 12 nationer vil deltage, omfattende f.eks. Indien, der aldrig tidligere har deltaget i en sådan begivenhed. Brasilianske tropper vil marchere i Moskva. Som en af de få, sydamerikanske nationer, der sendte soldater til Anden Verdenskrig, udsendte Brasilien i dag en enhed af sine marinesoldater til at bære Ruslands flag – for at mindes Sovjetunionen blandt de allierede – på den nationale sejrsdagsparade i Rio de Janeiro.

USA vil, sammen med en række europæiske og andre nationer, gøre sig bemærket ved deres fravær. Et arrangement, der afviger herfra, er fra Tysklands ledere. Den 11. maj vil kansler Angela Merkel mødes med præsident Putin i Rusland. Den 7. maj deltog den tyske udenrigsminister, Frank-Walter Steinmeier, sammen med sin russiske modpart, Sergei Lavrov, i en kranselægning i Volgograd (Stalingrad).

Gårsdagens forpremiere på paraden i Moskva var imponerende og blev transmitteret bredt. General Sergei Shoigu, forsvarsminister, overværede den godt timelange øvelse, der bestod af rækkevis af soldater i tæt kadence, 200 stykker udstyr, inkl. T-34-tanks, den nye ICBM og 120 fly.

Ligeledes i dag ankom kinesiske flådeskibe – krigsskibe og escort-skibe, inkl. Linyi og Weifang, til Sortehavet til den russiske flådebase Novorossiysk. Skibene vil blive her til den 12. maj, hvor de fortsætter til Middelhavet for at deltage i fælles øvelser med russiske flådeskibe.

Putin i russisk Tv-dokumentar om fælles russisk-kinesiske interesser;

Yakunin i kinesisk interview om russisk-kinesisk Silkevejs-jernbane

8. maj 2015 – Der er stærk medieopmærksomhed på mange aspekter af de igangværende aftaler om russisk-kinesisk partnerskab, når de respektive præsidenter mødes i Moskva i dag og i morgen.

På den russiske Tv-kanal 1 i dag blev en TV-dokumentar i anledningen vist. Produceret af Alexei Denisov gennemgår filmen Ruslands og Kinas historie tilbage fra 1600-tallet.

Præsident Vladimir Putin havde på forhånd indtalt erklæringer om samarbejdet mellem de to nationer. Han sagde: »Vor to staters interesser er sammenfaldende for de fleste holdningers vedkommende, og det er netop dette, der danner basis for vore relationer i dag. I området for internationale relationer koordinerer vi vores arbejde på FN’s Sikkerhedsråds niveau og inden for rammerne af FN. Og denne koordinering er en meget vigtig del af skabelsen af en mere fair, mere demokratisk verdensorden i dag.« Han nævnte begge landes medlemskab af Shanghai Samarbejdsråd og BRIKS.

Ligeledes i dag interviewede CCTV Vladimir Yakunin, chef for Russiske Jernbaner, om udsigterne for og betydningen af udviklingen af jernbanenettet mellem de to lande. Yakunin understregede vigtigheden af Silkevejsbæltet. »Strategien giver os løsningen på aktuelle problemer.« Yakunin gennemgik det specifikke projekt – jernbanelinjen fra Chonqing til Duisburg på 11.800 km. CCTC gav interviewet titlen, »Russiske Jernbaner synes om samarbejdet med Kina«.

Foto: Den kinesiske præsident Xi Jinping modtages i Kreml af den russiske præsident Vladimir Putin, i anledning af Moskva-paraden den 9. maj m.m. til minde om de allieredes sejr over nazismen under Anden Verdenskrig. 

Download (PDF, Unknown)

Fredag, 1. maj 2015 – Den altafgørende faktor for, at Grækenland bliver et knudepunkt for Kinas politik, ’Et Bælte, En Vej’, er udvikling af landets infrastruktur, der vil forbinde havnen i Piræus, hvor Kinas COSCO Skibsfartsselskab har leaset containerterminalen, til resten af Europa.

Den græske journalist Yannis Palaiologos skrev i dagens udgave af Politico, at, i Kinas politik for ’Et Bælte, En Vej’ »er Piræus på det seneste blevet et afgørende vigtigt punkt for denne strategi – og især for Kinas planlagte ’21. århundredes Maritime Silkevej’, der tilstræber at forbinde Kina med Europa via Det indiske Ocean og Suezkanalen«. Siden Kina leasede to af havnens containerterminaler og foretog afgørende investeringer i dens infrastruktur, har Kina firedoblet antallet af containerskibe, der passerer igennem Athen, siden 2010.

»Det er min vurdering, at der kan blive et strategisk partnerskab med Kina for udvikling«, sagde vicepremierminister Yannis Dragasakis til Politico. »I forbindelse med politikken for den Nye Silkevej er der infrastrukturprojekter, der har fælles interesse«, sagde han. »En afgørende vigtig del af Grækenlands økonomiske genrejsning i de kommende år må komme fra forøgede investeringer i infrastruktur.«

Med hensyn til privatisering af myndigheden over havnen i Piræus påpegede Dragasakis, at det ikke drejede sig om privatisering som sådan, men om, hvordan denne privatisering struktureres. Det generelle spørgsmål, sagde Dragasakis, er, at »kineserne har en klar strategi« for havnen som et kommercielt omdrejningspunkt, hvorimod grækerne »aldrig har udviklet deres egen, fuldt udviklede strategi«. Grækenland har behov for en klar politik inden for tre afgørende sektorer: jernbanetransport, logistik og skibsreparation.

Der er meget specifikke projekter, der må udvikles inden for disse tre områder. Med hensyn til transport, så drejer det sig om at færdiggøre moderniseringen og etableringen af tovejs spor på landets nord-sydgående jernbanelinje. Artiklen nævner ikke, at det største problem har været, EU ikke har været imødekommende mht. finansiering til jernbaneprojektet på trods af den kendsgerning, at Grækenland er kvalificeret til at modtage sådanne lån iflg. EU-reglerne.

»Vi har en enestående chance for at gøre Grækenland til et internationalt omdrejningspunkt for handel, men landet har brug for en fællesaktion fra regeringens side«, sagde Thanasis Ziliaskopoulos, præsident for TrainOSE, det statskontrollerede jernbanegodsselskab, der allerede er i færd med at udvide sine tjenester fra Piræus til Centraleuropa. »Med den rette politik kunne Grækenland overtage noget af den varefremstilling«, der i øjeblikket finder sted i Centraleuropæiske lande, iflg. Ziliaskopoulos.

Med hensyn til logistik er det af afgørende betydning at udvikle Thriasio Fragtcentret, et 59 hektar stort område vest for Athen, der endnu mangler at blive færdiggjort. Med sin placering direkte på Grækenlands nord-sydgående jernbanekorridor, og med direkte forbindelse til Piræus via den nyligt åbnede 17,5 km lange jernbanelinje, er kineserne meget interesseret i at udvikle centret.

Med hensyn til skibsreparation, så ligger der et skibsværft, der ikke længere er i brug, i Perama-regionen ved siden af Piræus, der ejes af Piræus Havnemyndighed, og som Athen ønsker at genoplive som et skibsreparationscenter. Ifølge Drakasakis har COSCO antydet, at de var interesseret, da han rejste spørgsmålet under sin seneste rejse til Kina.

Foto: COSCO-Containerterminal i Piræus

I en helt ekstraordinær uge, hvor Helga Zepp-LaRouche talte ved tre, betydningsfulde »Ny Silkevejs«-konferencer i Europa, indledte hun sin tale til Cultural-Business Dialogue i Baden-Baden den 25. april på følgende måde: »Rent strategisk må vi tage to fuldstændigt forskellige systemer i betragtning.«

»Det ene system er baseret på geopolitisk ekspansion og på maksimering af profit for de få. Skulle dette system blive det fremherskende, kunne det føre til den menneskelige arts udslettelse.

Lykkeligvis, … er et fuldstændigt parallelt, økonomisk og finansielt system vokset frem siden sidste juli, et system, der bestemt ikke er uproblematisk, men som har en radikalt anderledes orientering; og som rent faktisk er baseret på fremtiden og på menneskelig kreativitet.«

Dette er BRIKS’ og deres allierede landes system. Det oligarkiske system domineres af City of Londons finansielle imperialister og truer med global affolkning og atomkrig. Se på situationen i Yemen – det seneste udbrud af krig med folkemord til følge, som er støttet af præsident Obama, i Mellemøsten og Nordafrika – hvor Røde Kors rapporterer, at 12 millioner af de i alt 20 millioner yemenitter, der nu udsættes for bombardementer og total blokade af Saudi Arabien, Qatar og Den amerikanske Flåde, mangler »sikkerhed for fødevarer«, eller mangler mad i det hele taget. De fleste mangler nu også vand, som ikke engang kan pumpes op, da der hverken er brændstof eller elektricitet. Dette sker samtidig med, at mange tusinde mennesker drukner i Middelhavet, mens de forsøger at flygte til Europa fra terroroperationer, der er sat i gang af Obamas og Camerons krige i Libyen, Syrien og Irak.

Se dernæst på den storstilede, næsten omgående og fuldt ud samarbejdende respons fra Kinas og Indiens side – BRIKS – til jordskælvskatastrofen i Nepal, en respons, der omfatter den kombinerede udsendelse af hærenheder fra begge BRIKS-magter for genopbygning, og Indiens ekstraordinære løfte om 10 mia. dollar til genopbygning af infrastruktur i et lille land.

Sammenlign Obamas Trans-Pacific Partnership (TPP) – der i den grad er et svindelnummer fra Wall Street, at det er blevet en grundsten for den næste præsidentkandidat fra hans eget parti – med de seneste ti års serier af faktiske handelsaftaler mellem Kina, ASEAN-landene og Sydkorea. Det har resulteret i ekstraordinær vækst i den interne, asiatiske handel med varer i løbet af dette tiår.

Eller betragt engang den bolivianske præsidents ekstraordinære forpligtelse over for sin nation til at »frembringe idéer, eksportere idéer og skabe et videns- og videnskabssamfund«. Bolivia har omgående orienteret sig mod BRIKS-alliancen og har været blandt de lande på kontinentet, der har oplevet den hurtigste, økonomiske vækst.

Vi bekæmper to af det London-centrerede, oligarkiske systems fascistiske marionetter i USA, præsident Barack Obama og Californiens guvernør Jerry Brown. »Brunskjorte« (»Brownshirt«) konfronteres med modstand fra kommuner og selskaber i hele Californien mod hans påbudte nedskæring af vandforbruget på 25 %; nu har han anmodet om, at lovgivningsmyndigheden udsteder bøder til indbyggere eller erhvervsforetagender på 10.000 dollar pr. dag for ikke at opgive deres forbrug af ferskvand – når der er et helt ocean fuld af vand ud for statens kyster. Når LaRouche-bevægelsens politiske aktivister meget ligefremt mobiliserer indbyggerne til at »sætte denne nazist [Brown] i spjældet«, har disse aktivister fået en dynamisk respons fra Californiens borgere.

Obama er gået i en fælde med sit planlagte »TPP«-angreb på Kina og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som har udviklet sig til et angreb på hans eget parti på vegne af Wal Street. Der er en intern revolte imod ham og planetens ressourcer generelt, for at besejre ham. Tiden er inde til at tvinge denne Londons marionet bort fra embedet.

Titelbillede: Dr. Liu Chunrong og Helga Zepp-LaRouche

Schiller Instituttets seminar fandt sted på Copenhagen Business Confucius Institute under Copenhagen Business School.

The Schiller Institute seminar was held at the Copenhagen Business Confucius Institute, Copenhagen Business School.

Hr. Li Xiaoguang, kinesisk meddirektør for Copenhagen Business Confucius Institute, holdt en velkomsttale.

Mr. Li Xiaoguang,  the Chinese co-director of the Copenhagen Business Confucius Institute, welcomed the participants to the Institute.

H.E. Ambassador Liu Biwei (right)

HE hr. Liu Biwei, Den kinesiske Folkerepubliks ambassadør til Kongeriget Danmark holdt åbningstalen.

His Excellency Mr. Liu Biwei, Ambassador of the People’s Republic of  China to the Kingdom of Denmark delivered opening greetings to the seminar.

Helga Zepp-LaRouche, stifter og formand for det Internationale Schiller Institut, holdt en tale om ‘Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen, med introduktion v/Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Helga Zepp-LaRouche, founder and president of the international Schiller Institute spoke about The New Silk Road becomes The World Land-bridge. Introduced by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark:

Video af Zepp-LaRouches tale, med dia-billeder; en dansk oversættelse følger lige under videoen.

(Video of Zepp-LaRouches speach, with the slides included. An english transcript can be found further down the page)

Download (PDF, Unknown)

Audio:

Hr. Liu Chunrong, PhD., associeret professor, School of International Public Affairs, Fundan Universitetet; eksekutiv vicedirektør for Fundan-European Centre for China Studies, Københavns Universitet, præsenterede Kinas “En Bælte, En Vej” politik.

Dr. Liu Chunrong, PhD, Associate Professor, School of International Relations and Public Affairs, Fudan University, and Executive Vice Director Fudan-European Centre for China Studies, NIAS,  University of Copenhagen, presented China’s One Belt, One Road policy.

Video:

Audio:

Discussion period:

Video:

Audio:

(See English report below.)

Stor succes for Københavner-seminar om Kinas politik for »Et Bælte, En Vej«

København, 27. april 2015 – Omkring 80 mennesker deltog i dag i et seminar, som blev holdt på Copenhagen Business Confucius Institute under Copenhagen Business School.

Følgende personer var talere på seminaret:

Velkomsttale: Hr. Li Xiaoguang, kinesisk meddirektør for Copenhagen Business Confucius Institute.

HE hr. Liu Biwei, Den kinesiske Folkerepubliks ambassadør til Kongeriget Danmark – åbningstale.

Fr. Helga Zepp-LaRouche, grundlægger af og international præsident for Schiller Instituttet og en betydningsfuld medforfatter af »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«; mangeårig leder i LaRouche-bevægelsen og gift med den amerikanske statsmand, økonom og filosof Lyndon LaRouche; forkvinde for det tyske politiske parti Bürgerrechtsbewegung Solidarität (Borgerrettighedsbevægelsen Solidaritet), BüSo. Introduktion v/Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark.

Hr. Liu Chunrong, PhD., associeret professor, School of International Public Affairs, Fundan Universitetet; eksekutiv vicedirektør for Fundan-European Centre for China Studies, Københavns Universitet.

De ca. 80 deltagere inkluderede fem ambassadører samt diplomater fra seks andre ambassader, mange medlemmer og kontakter af Schiller Instituttet, og andre interesserede som har specielle tilknutning til Kina.

Denne konference er den tredje i rækken af ’Manhattan-projekt’-konferencer i København siden januar, som Schiller Instituttet har arrangeret. En mere udførlig rapport vil følge, inkl. links til video- og audiooptagelser.

English:

Very Successful Copenhagen Seminar on “China’s ‘One Belt,
One Road’ Policy”

The Schiller Institute in Denmark held a very successful seminar about China’s “One Belt, One Road” policy, at the Copenhagen Business Confucius Institute, attended by approximately 80 people. Video and audio recordings can be found at:  http://schillerinstitut.dk/si/?p=6387

Li Xiaoguang, the Chinese co-director of the Copenhagen Business Confucius Institute, welcomed the speakers and attendees.

The seminar participants had the honor to have opening remarks by His Excellency Mr. Liu Biwei, Ambassador of the People’s Republic of China to the Kingdom of Denmark.

The next speaker was Helga Zepp-LaRouche, founder and president of The Schiller Institute, and a major author of the EIR Report “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge.” She was introduced by Tom Gillesberg, chairman of The Schiller Institute in Denmark. Mrs. Zepp-LaRouche presented the world land-bridge policy and the new BRICS paradigm, as the alternative to the danger of economic and financial collapse, and nuclear war. One area of special emphasis was the growing crisis of fresh water scarcity, counterposing the lack of action in the U.S., with the great infrastructure project approach in China.

The Chinese point of view of the “One Belt, One Road” policy was presented by Dr. Liu Chunrong, PhD, Associate Professor, School of International Relations and Public Affairs, Fudan University, and Executive Vice Director Fudan-European Centre for China Studies, NIAS, University of Copenhagen.

Among the audience were: five ambassadors, plus diplomats from another six other embassies; people who have a special connection to China representing a Danish think tank, academia and businesses; plus many Schiller Institute members and contacts.

This seminar was the third in a series of Manhattan project-style Schiller Institute conferences held in Copenhagen since January.

English transcript of Helga Zepp-LaRouche’s speech, and Tom Gillesberg’s introduction:

HELGA ZEPP-LAROUCHE ADDRESSES “CHINA’S ‘ONE BELT, ONE ROAD’
POLICY’ SEMINAR IN COPENHAGEN, April 27, 2015

Here is the transcript of Helga Zepp-LaRouche’s address to the
Schiller Institute seminar in Copenhagen, which was held
Copenhagen Business Confucius Institute, Copenhagen Business
School. Click her for the audio and video from Helga Zepp-LaRouche’s speech and the other speeches from the seminar.

TOM GILLESBERG: I have the great honor of introducing Helga
Zepp-LaRouche, who has come here from a rather busy schedule both
in Germany and the United States, but also the whole world she’s
intervening to. Just as a short introduction, Mrs. Zepp-LaRouche
has been since 1977 the wife and very close collaborator of
Lyndon LaRouche in the United States, the economist, philosopher,
statesman who is giving leadership in the U.S., for the U.S. to
return to the intentions of its founders, to be a promoter of
sovereign nations that can collaborate on an equal footing to
secure the benefits for all nations and peoples.
And Helga has a very, I think, close connection to China.
As a young journalist she traveled to China in 1971, in the
height of the Cultural Revolution as one of the first Western
journalists and actually saw on the spot what was going on. She
then became politically active with the LaRouche movement and
embarked on a life-long battle for a new just world economic
order, for the possibilities of development for all nations and
peoples.
She then founded, among many other things, the Schiller
Institute, in 1984. She is presently the chairwoman of the
German political party, the BüSo — the Bürgerrechtsbewegung
Solidarität, or Civil Rights Soliarity Movement. She was vry
active after the Fall of the Berlin Wall and one of the authors
of the Schiller Institute program for the development of the
world after the Iron Curtain had fallen of the program the
Paris-Berlin-Vienna Productive Triangle, a Locomotive for the
World Economy. And when that did not materialize, she was very
active in extending that program to the program for the Eurasian
Land-Bridge, going from China and Asia to Europe and having a
development of the whole region. And as part of that, she then
became a visitor many times to China to speak on the need for a
New Silk Road and actually earned her nickname in China as the
“Silk Road Lady,” for her efforts to have China embark on this
policy.
And since then, she has been also the driving force in
holding many scores of conferences in Europe and the United
States on the need for creating a paradigm shift, to get the
Western world out of its long-term economic, strategic, and
cultural crisis. And, over the last couple of years, she has
been one of the architects of this report, “The New Silk Road
Becomes the World Land-Bridge.” She has also been leading the
campaign to stop the present geopolitical games that threaten to
detonate thermonuclear war and instead get the United States and
Europe to accept the offer of the BRICS countries to join forces
in an inclusive world order, where all nations of the world, on
an equal footing, collaborate to secure the peace and development
of all nations.
So I think it’s very appropriate that you are here to
directly lay what’s going on, so please, welcome. [applause]

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Thank you, Tom, for these kind words of
introduction.
Well I have a certain dilemma, because I want to present to
you the potential, which lies in this program, and given the fact
that the Western media have reported very little about it, I have
a dilemma, that I need to tell you, that this is {the} most
important political initiative on the planet right now. The
dilemma comes from the fact that, by introducing this idea, have
to tell you immediately why this is the case, and that is the
reality, that the world is much more close to a new global war,
than most people have an inkling of. And this New Silk Road
initiative, which comes from China, but which in the meantime has
been joined by many countries, is the only available
war-avoidance policy.
Now there was just on the April 18- 19 in Moscow the Fourth
Moscow International Security Conference, and the main subject of
this conference was the danger of nuclear war. And this is a
reaction to the fact that NATO has been expanding eastward, up to
the borders of Russia. You have a whole bunch of strategic
doctrines which Russia regards as a threat to their security
interests, and naturally you have the horrendous situation in
Ukraine, which contrary to what the Western media have been
reporting on — or not reporting actually — is it’s really
something which the West must make up. I just participated in the
last two days, or Friday and Saturday in a conference in
Baden-Baden in Germany, the German-Russian Cultural Days. It’s an
annual conference, and there was a large gathering of German
industrialists and Russian speakers and Russian people. And we
had the fortune to have a videoconference connected to this
conference, which brought in a live program from the former Prime
Minister of Ukraine, Mr. [Mykola] Azarov. And he gave an
absolutely hair-raising report about the conditions in Ukraine,
the fact that the country is being torn apart. Political leaders
are either forced to go into exile or are threatened to be
assassinated; journalists are being killed openly in the street;
trenches are being built; and, as you know, American soldiers are
now training the National Guard, which has a lot of Nazi
components in it. And for the Russians this is extremely severe,
because we are shortly before the 70th anniversary of the end of
Nazism and the end of the Second World War, and the mood of the
people were really horrified to see this endorsement of Nazis 70
years after the Second World War.
Now, I don’t want to go into this in depth, we can do that
in the discussion if people have questions about it, but I think
this crisis, in Ukraine in particular, I could also point to the
Middle East, which is in a similar horrible condition, makes
very, very clear, that if we as humanity cannot move away from
geopolitics — geopolitics was the reason for two world wars in
the 20th century, and right now the continuation of geopolitics
is threatening a new global war. I just want to mention an
article in {New York Times} from 19th April, where two generals,
Gen. James Cartwright, who is former head of the U.S. Strategic
Command, and Gen. Vladimir Dvorkin, who is the chief of
intelligence of the Russian Strategic Nuclear Forces, they penned
together an article, In which they said that the world has never
been so close to the danger of nuclear war globally, and
therefore extinction, as right now. And the reason is obviously
that even the normal code of behavior among nations, which
existed in the Cold War, that you had a red telephone between
Kennedy and Khrushchev, this no longer exists; and you have the
two nuclear forces, from NATO and the West and Russia, all the
time on launch on warning. And launch on warning means there are
only a few minutes time, if one side perceives a launch, either
by intention or by accident, they have a few minutes, actually
it’s estimated three minutes’ time, to respond or be eliminated.
So that shows you how extremely close we are to the danger
of a global extinction of civilization. Because if this would
happen, we would not exist as humanity. And I’m saying it with
that gravity, to say that this calls all the more urgently, for a
different approach. And the different approach must be to move
away from geopolitics and move in the direction of the common
aims of mankind.
And it just happens to be, that the policies which are
proposed by President Xi Jinping, which he calls a “win-win”
policy, is exactly that. It’s the idea, that with the New Silk
Road, you have a policy where every country which participates in
it, will have a benefit for it. The New Silk Road, Maritime Silk
Road policy by China is {not} a new imperial policy replacing the
Anglo-American imperial policy, but it is a completely new model
of the nations among nations, where the enormous example of the
Chinese economic miracle, which China was able to develop in the
last 30 years — you know, where China in {30 years}, developed
as much as most industrial nations needed 100 or 200 years to
develop — and China is now offering to export that model and
have other countries benefit in a similar way from that kind of
economic miracle, which China did.
Can you move to the first slide?
So the world has changed since July last year, the summit of
the BRICS countries in Fortaleza in Brazil. And this is a
picture which was made at this occasion, showing the leaders of
Russia, India, Brazil, China and South Africa. And they basically
concluded a new strategic alliance — economic alliance, which
Prime Minister Modi characterized in the following way: He said,
“This is the first alliance of nations, which are not defined by
their current capacity, but by their future potential of
development.” And at another occasion, Modi said that the biggest
potential of India is, that 60% of its people are below 30 years
of age, and therefore, if they are well-educated and developed,
they can come to the help of other nations, which has demographic
problems, like Germany, for example.
What these countries did, is they concluded an enormous
amount of economic treaties, of economic cooperation, including
peaceful development of inherently safe nuclear energy, the
development of fusion energy, joint space projects, space travel,
and numerous other high-tech cooperation areas.
Then, the next day, they met with the leaders of South
America, the organizations of CELAC [Community of Latin American
and Caribbean States] and Unasur [Union of South American
Nations]. Then a little bit later they also had meetings with
countries of ASEAN [Association of Southeast Asian Nations] and
actually you have now a completely parallel system of economics,
which is really going to be the infrastructure development of the
world.
Now this here is an official picture of the New Silk Road
and the Maritime Silk Road, which shows you the old Silk Road
from Xi’an, actually it goes even farther to the west,
Lianyungang, where the end of that Silk Road is on the China Sea,
all the way through Urumqi, then Central Asia into Europe; and
then Maritime Silk Road is actually connecting even Africa and
much of the Pacific also into Europe. And this is modelled on the
famous Maritime Silk Road of the 15th century, which connected
the nations of the world already at that time.
Now, I want to very quickly say that this made us very
happy, when Xi Jinping announced the New Silk Road in Kazakhstan
in 2013, we jumped that high — you know, in the Schiller
Institute — because we had promoted this idea. This was our
proposal when the Berlin Wall came down, in ’89, and the wall no
longer was there. So we said let’s connect Paris with Berlin and
Vienna, which is a triangular area of the size of Japan, and has
the highest concentration of industrial capacity in the world;
and let’s make corridors to Warsaw, to Kiev, to the Balkans. And
it would have been a perfect way to intervene.
Unfortunately at that time, despite the fact there was a
very good resonance, you had Bush Sr., you had Margaret
Thatcher, and they had completely different ideas: They wanted to
reduce Russia from a superpower to at Third World, raw
materials-exporting country, and therefore they introduced the
shock-therapy, instead, which dismantled the Russian industrial
potential between ’91-’94, to only 30% left.
But then, when in ’91, the Soviet Union collapsed, we
connected this triangle, Paris-Berlin-Vienna, and we said: OK,
now the Iron Curtain is gone, now we can have development
corridors connecting the population and industrial centers of
Europe with those of Asia, through corridors. And then we looked
at the best geographical conditions. I should say, we were
inspired very much by the railway program of Sun Yat-sen, the
founder of modern China, who had developed a whole network of
Chinese railways, and that went into this program. So, at that
time we said let’s look at the best geographical preconditions,
and we found, not so accidentally, that the old Trans-Siberian
Railroad and the old Silk Road, the ancient Silk Road, had the
best geographical conditions to build such infrastructure.
So at that point the shock therapy started to destroy
Russia’s economy, but we kept holding seminars — we had hundreds
of seminars, in Europe, in United States, and then, eventually,
in Warsaw, in Budapest, in Moscow. And in ’96 even in Beijing,
where the Chinese government had responded to our proposal to all
the governments, to hold a big conference promoting the regions
along the Silk Road. And I was there as a speaker, but then came
the Asia Crisis in ’97, and China, at that conference said, that
this will be the long-term strategy for China until 2010. But
then the Asia crisis brought chaos and then the Russian GKO
crisis [in ’98].
So in the mean time we kept working on this initial proposal
which grew. And the latest of this, is this report: It’s a
370-page study which is really the idea of connecting the world
through infrastructure corridors.
Now, here you see some of these projects, which are already
being built, by the BRICS, by some of the other countries — for
example China is now building a transcontinental railroad from
Brazil to Peru, this is letter A [on the map]. This has already
started — you know, Latin America does not have an
infrastructure network! It is still in the colonial condition,
where you have little railroads from the iron ore mountain to the
coast, but if you want to travel from Peru to Brazil, you have to
go via Miami. So this is the idea, to develop a continental
railroad system.
Then number 1 there is the canal built in Nicaragua, it will
be the second Panama Canal, which obviously is an extremely
important project, which will mean that Nicaragua has a very good
chance to become an industrial country, with improving living
standards of its population. Naturally the Greenies are going
crazy and they say there are two fishermen who have to be
resettled. But, first of all, these people will be compensated,
and secondly without infrastructure, there is {no} industrial
development; without infrastructure there is not even
agriculture, because without infrastructure you cannot transport
and process food.
So then, naturally you have the Bering Strait, this number
2. This has been recently announced by Vladimir Yakunin, who is
the head of Russian Railways. And he proposed (I don’t think I
have that slide), a fast train connection from London all the way
through the Bering Strait to New York. A couple of years ago, Mr.
LaRouche and I participated in a conference in Moscow where the
fathers of the Bering Strait Project were present. These were all
older men over 80, and they said: “Oh, in 20 years, we can go
with a maglev train from Acapulco through the Bering Strait to
Mumbai, and this will be much faster than you can go by ship
today,” and they had a very pioneering spirit.
So this is very important because this connection not only
would connect the transport lines of North America with those of
Eurasia, but it would be absolutely crucial to open up the Arctic
Region. In the Far East of Russia you have all the raw materials
which are in the periodic table of Mendeleyev, and they represent
for the next 100 years a very important raw-material potential
which will be important not only for Russia, but for Europe, for
the United States, for China, for Japan, for Korea. So this will
be the way to develop it, because these raw-material are in
permafrost conditions, and you have to build, you have to build
cities, which have a dome, because people have to live — you
cannot live in permanfrost conditions like that, you have to have
a special way of developing it.
Now, I could go into many other projects — the Seikan
tunnel between the Japanese islands does already exist, it
connects the two important islands in Japan. Then the Bohai
Tunnel will connect two Chinese cities and shorten the transport.
The brown line there, this is the actual Silk Road [Silk Road
Economic Belt], which is now being promoted by China; this larger
gray line is the [21st-Century] Maritime Silk Road; but as you
can see, it stretches all the way to Europe and into Africa.
Prime Minister Li Keqiang was several times last year in Africa,
and he proposed to connect all African capitals through a fast
train system. And I know from many Africans, leaders and leading
politicians, they are very happy about that, because Africa right
now urgently needs development. And I think, if you look at the
horrendous refugee crisis, the people drowning by the thousands
in the Mediterranean, it makes it {so} clear that to bring
development to Africa is the only way how you can overcome this
unbelievable tragedy. And if Europe would have a right mind, they
would join! You know, rather than sending the Triton boats to
chase the refugees back, which is a complete moral bankruptcy of
Europe.
Now this is very interesting, because the big question
always comes, “who should finance all of this?” As you know,
already at the Brazil Fortaleza summit, the BRICS countries
agreed, together with some of the other countries, to create new
financial institutions: the New Development Bank of the BRICS,
the AIIB [Asian Infrastructure Investment Bank] was already
founded in last October, but also a whole set of other banks.
And it came from the idea, that when the Asia crisis happened in
’97, in which speculators like George Soros speculated against
the currencies of countries like Korea, Philippines, Thailand, in
one week up to 60-80% downward, and these countries had no
defense; so they concluded, “OK, we have to protect ourselves,”
so they created the Contingency Reserve Arrangement [CRA], which
is a pool of currencies of a $100 billion, which will defend all
of the participating countries against speculative attacks.
Now, the AIIB, the New Development Bank, the New Silk Road
Fund, the Maritime Silk Road Fund, the bank of the Shanghai
Cooperation Organization [SCO Development Bank], and the SAARC
[South Asian Association for Regional Cooperation] Development
Fund, are all new banks which follow a completely different
principle than Wall Street and the City of London, or Frankfurt,
for that matter. They say, we do not participate in speculation,
but we will use these funds only for investment in the real
economy, into these projects. And this is urgently needed,
because as you know, despite all of the quantitative easing of
the Federal Reserve, and now [ECB President] Mr. Draghi, who are
printing money as if there would be no tomorrow, the money does
not arrive at the industries! Because the banks, the speculators
prefer to keep the casino going, and this is actually reaching a
point where at the IMF annual spring meeting which just took
place in Washington, the IMF itself put out a report saying that
we are facing a collapse {bigger} than 2008 with the collapse of
Lehman Brothers. And several economists from J.P. Morgan and
other banks warned that you could have a simultaneous stock and
bond crisis, causing a meltdown of the system; or, if the Federal
Reserve would increase the interest rate only by a tiny, tiny
amount it could blow up the whole derivatives bubble of $2
trillion. And if the Troika and the ECB are pushing Greece out
of the Eurozone, that could also trigger a collapse, because it
would not so much hurt Greece, but it would blow up the European
banks.
So therefore, the existence of these banks are de facto a
lifeboat in the face of the immediate danger of a collapse.
Now, as you probably have noticed, when the question came,
who would be a founding member of the Asian Infrastructure
Investment Bank, which was already constituted last October, but
the date until which countries could join as founding members was
end of March [2015]. And the United States put a lot of pressure
on the allies, not to join; they didn’t want Korea to join;
naturally, they didn’t want Europe to join, and they put maximum
pressure on Asian countries not to join. But then, it just so
happened, that the best ally of the United States, Great Britain,
was the first European country to join, and that caused a kind of
a dam break, and then Germany, France, Italy, Switzerland,
Austria, and all the Scandinavian countries joined. And the
actual founding members included 57 countries. And they
basically participate in different degrees in this new bank,
which obviously people realize that what China is offering with
the economic cooperation in these projects, is much, much more
attractive than to participate in more speculative bubbles which
eventually will pop. So, this was from the founding meeting in
October, already, but in the meantime, it become many more
states.
Now, this is also very interesting, because this is a
proposal which my husband made in 1975. It was called the
International Development Bank, and it was basically the same
idea as the AIIB, today, saying that the IMF and the World Bank
do not provide enough credit for Third World development. This
was a proposal he made in ’75, and it went into the final
resolution of the Non-Aligned Movement in 1976 in Colombo, Sri
Lanka, and it had the same idea as the AIIB.
The World Bank only spends per year $24 billion for
projects. But the actual requirement of the developing
countries, is about $8 trillion in the next years! So there is
no way the World Bank can manage that, and this bank, on the
other side, the AIIB, and the other banks will grow and will
become more productive.
Now, this is very important because what the AIIB and the
New Development Bank and this new economic system which is
emerging represent, is something completely different than
monetarism. Monetarism is the idea that you have to have maximum
profit, the real economy doesn’t count; as a matter of fact, you
all know, that if you have an industrial firm which lays of
10,000, the stock goes up! It doesn’t make any sense. In the
realm of monetarism, this is explained by the idea that the firm
becomes “more productive” because fewer workers work more, and
therefore the profit is greater; but from the standpoint of the
real economy this makes no sense at all.
And it is exactly that philosophy which has caused the
Troika to destroy Greece. What they managed to do is to reduce
the Greek economy by one-third, to increase the youth
unemployment to 65%, and people are extremely unhappy, not only
in Greece, but also in Italy, in Spain, Portugal and so forth.
What we propose, both the IDB and these new banks, is really
going back to a completely different model. It’s based on the
idea of this man, whom you all recognize, I’m sure — he is
Alexander Hamilton, the first Secretary of the Treasury of the
United States. And he created, actually, the United States, by
creating the National Bank and the credit system, because, what
he did, was after the War of Independence, the different states
in the United States were totally indebted. So he unified the
United States by taking over the debt obligations of these
states, and basically saying, it’s no longer your business, we’ll
take these debts as a Federal state, as a national state, and we
will transform that into a credit mechanism, only aimed at areal
production.
And that was really the actual founding of the United
States. And this idea of a credit system which is not
monetarism, but it is the idea that credit can only be given for
future production in the real economy, not for speculation, that
model was what made the United States a great industrial power.
Because, despite the fact that some following Presidents then
tried to dismantle it, the United States went back to it, again
and again. It was the policies of John Quincy Adams; it was the
policy of Abraham Lincoln with the greenbacks; it was the policy
of Franklin D. Roosevelt. This is how Roosevelt brought the
United States out of the Depression of the ’30s by building the
Reconstruction Finance Corp. which financed the New Deal, and
that’s how America got out of the Depression. And, also, it was
the basis for the German Kreditanstalt für Wiederaufbau, the
state bank, which help to finance the reconstruction and the
economic miracle of Germany in the postwar period — which was
modeled on the Reconstruction Finance Corp.
So this is therefore, not something new. It’s a tested
model, it has always been the basis when there was progress in
the real economy, as compared to the financial markets. I’m not
talking about the financial markets, I’m talking about real
production for the livelihood and the common good of the people.
So the first step there, we have called for — Tom
mentioned it — that we think it is an absolute matter, actually
of war and peace, if we succeed to get the European nations {and}
America to join with this “win-win,” all-inclusive,
non-geopolitical system. And, as I said, the financial system of
Wall Street and the City of London {is} about to blow up, bigger
than 2008, and the only way how that can be avoided from leading
to a chaotic collapse, is by going back to the Glass-Steagall
legislation which was introduced by Franklin D. Roosevelt in
1933, which was his answer to the collapse of ’29-’33 period.
And he separated the banks, by making the commercial banks
separate from the investment banks, so that the investment bank
could not have access to assets of the commercial banks.
And this exist from 1933 until 1999 in the United States,
and in Europe you had practically the same thing, because you had
a very regulated banking sector. But the Wall Street forces did
not like it, because naturally it reduced their profit, so they
worked very hard to eliminate it, which they were able to do in
1999, and the whole super-expansion of the speculative area only
occurred after this law was eliminated. And the good news, is
that there is a right now a Presidential candidate in the United
States, who has said that his first act if he would move into the
White House, would be to reintroduce this Glass-Steagall law: And
that is the former Maryland Gov. Martin O’Malley, about whom many
papers are writing that he has a very good chance to take the
Democratic nomination, because many people think Hillary Clinton
has made too many compromises with bad policies, when she was
Secretary of State. But, O’Malley is not alone, but you have a
whole bunch of people around him, who say the United States must
go back to being a Republic; it must go back to putting the
common good above the interests of Wall Street. And that is
really the “to be or not to be” question of the whole world.
Now, if this reorganization would take place, then, the
United States could easily join with the BRICS countries in such
efforts as the AIIB and other such things. And, as you know, the
Greek government has also demanded that there is no way how they
can pay their debt, because as you know, of all the rescue
packages which went to Greece, only 3% of that money remained in
Greece, while all the rest really went to the European banks.
And therefore, to demand that Greece should pay back these debts,
it’s just impossible! And the Greek government has made the
point that they want to have a European Debt Conference, like
Germany in 1953, without which the German economic miracle would
never have taken place. So if this all happens, and that could
happen in the short term, Europe could easily participate in
that.
Now, I just want to say, the ancient Silk Road was not only
an exchange of silk, and porcelain, and paper, printing,
gunpowder, and many, many other goods, but much more important
than that, it was an exchange of ideas and technologies: Silk
making is more important than silk; how to print books is more
important than the book. So the ancient Silk Road was an
extremely important exchange of goods and culture, and ideas, and
understanding among people — and so will be the New Silk Road,
just with modern means.
Now, if you go back to the picture, this is why we have
said, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” where we
have the camels, sort of symbolizing the old Silk Road, and here
you see a maglev train, and here you see a rover on the Moon, to
give you an idea that the exchange of technologies and goods in
the modern world will be the most advanced technologies to the
benefit of all of mankind.
So going back to the problem here, is, obviously, if you
look at that map, you see, these are the deserts of the world: A
very broad desert band which goes from the Atlantic coast of
Africa, through the Sahara-Sahel zone, the Arab Peninsula, the
Middle East, all the way to China. And that desert is growing.
It’s expanding. And then you have the desert in the West of the
United States, which is right now ruined by a big drought in
California, in Texas, in all the states west of the Mississippi;
and naturally, Brazil has a drought.
In the United States this is very severe. Here you have a
global water scarcity map; here you have the water stress
indicator. In the United States, just to mention that, Governor
Brown of California has just announced that the water consumption
will be cut by 25% up to 36%! Now that is the death to
Californian agriculture; in the south of California, for example,
in the Central Valley, in this region, 40% of the entire
agriculture of the United States is produced, and this is now
being completely destroyed. Here you see, this is a former
reservoir, which is almost dried up. This is the snowpack: in
2013, it was relatively, a lot of snow, and last year, no snow,
so the drought is expanding, and obviously, to cut consumption
means you kill people. I mean, you cannot cut water — where
should these people go? There are already cities and towns where
people are — it’s not just not watering their lawn — it’s
taking public showers, of getting water rations, and then
eventually people have to move away, because if there is no water
there is no life. There were already herds being transformed, of
hundreds of thousands of head of cattle, and the idea to just
accept that, and as Governor Brown said, “California historically
has only a carrying potential of 400,000 people,” is ridiculous,
because there are presently 39 million people living in
California! And the idea to say there’s only room for 400,000 is
completely ahistorical about what is the role of human beings,
who differentiate themselves from animals by being able to
increase the living capability for more people by improving
productivity, by transforming the industry, the infrastructure,
and in that way, developing the planet.
So obviously, China has taken a completely different
approach. Here you see, China is actually the only country which
has taken a very big water diversification: There is on the one
side, the Three Gorges Dam, which is now producing, I think 22
gigawatts of electricity per year, and it has eliminated flooding
which killed many thousands of people in the past; and even more
important, is the water diversification project from the southern
area of the Yangtze River through a Northern Route into the
Yellow River and the desert area of China; and the Middle Route
to the region around Beijing.
So this is actually a model which is now being followed by
Narendra Modi for India, who just agreed to make gigantic water
projects to tame the water coming down from the Himalayas, and
also making canals out of 101 Indian rivers.
Now, what most people don’t consider is, that water is not a
natural resource like iron ore, or gold, or whatever: You can’t
use up, because water is organized in global cycles, where 90% of
the precipitation rains down over the ocean, only 10% rains down
over the land. And that water, the Sun causes evaporation, this
leads to cloud formation, and then the water rains down, and it
is human activity, which can make these cycles more efficient.
It’s not just, that it rains down over land and then flows back
into the ocean. You can use it in agriculture, you can use it in
industrial production, you can use it in other urban activities,
and it is actually the ability of man to make that more
efficient.
Here you see a very interesting comparison — you see here
the water diversion of the United States. Even though the water
diversion of China has started much more recently, it’s almost
double, which shows you the completely different philosophy.
This is a very important project, which is part of the
approach to fight the desert, and this is the Lake Chad Transaqua
project, which is the idea, that you could eliminate a lot of the
drought in the Sahel zone and around Lake Chad by bringing some
of the surplus water from the headwaters region of the Congo on
the one side, through rivers and canals into Lake Chad, which has
been reduced to less than 10% right now; and also through a
second canal along the Nile to increase the agricultural land in
Africa tremendously. And also now to bring real development to
these countries, without which you will have more people running
away from Boko Haram, which is now at Lake Chad and Nigeria. And
without a real development perspective, there is no way how you
can contain these projects.
Human beings are the only species, which can improve the
conditions of mankind again and again and again, and the last
10,000 years, or 20,000 years since the last Ice Age, just think,
what an enormous development mankind has made. We have increased
the population potential of the Earth from about 5 million at
most, to presently around 7 billion. This is due to the fact that
man, unlike animals, can make new discoveries, discovers the
universal principles of our physical universe, and think things,
which have never been thought before.
Therefore, the attack on the water crisis is not just a
question of using the aquifers, because the aquifers can — they
replenish, but this goes much too slowly. It’s not only
re-diverting the rivers, dams, but it’s especially influencing
the global cyclical process of water. There is a relationship
between what happens in our Solar System and the rain. Because
the Sun, which shines on the oceans, causes evaporation, but the
Sun is not the only solar impact on the weather; it’s also the
cosmic radiation, which comes from our galaxy, which leads to
cloud formation, ionization of moisture, and therefore to rain.
That is not just something where we have to wait passively until
it happens, but we can study, for example, what is happening in
our galaxy, which influences the weather, and then understand
better, how we can create more water.
Here, you see our Solar System in a 32 million year cycle,
moving along the Milky Way. The Milky Way is basically a flat
plateau, in which our Solar System is moving up and down in
cycles, and you have a complete change in the weather patterns,
which comes from the position of our Solar System in our galaxy.
I’m not saying, that we know everything about that yet. We
know, that there is a lot of connection between the Solar System,
the galaxy and the weather patterns on our Earth, and I can
assure you, that if you look at the long-term changes in our
weather patterns, then {these} things are a lot more important,
than whatever you use in your little car as CO2 production.
Because these are forces, which are of a completely different
magnitude, and naturally, the climate is changing, but galactic
processes are really what is the cause of it.
Anyway, the idea of using cosmic rays and ionization of
moisture is already successfully being done by Israel and by some
of the Gulf States; Russia is doing a lot of research on this,
and this is, what we have to do. The reason, why I’m saying this,
is, the Silk Road is not just building railways from Dunhuang to
Lisbon or wherever; it’s not just building roads, it’s not just
building canals. The modern Silk Road, the New Silk Road is,
exactly as the old Silk Road was, {an exchange of ideas, of
technology, for the common good of all.}
Obviously, today the big challenges are world poverty, are
the danger of war, are the danger of water scarcity, which could
become the reason for new wars. So the New Silk Road — and this
is what we understand with it, and I’m sure that our Chinese
friend will show his perspective — but that is the philosophy,
which we have taken as a basis in our approach, that the New Silk
Road is {a vision}, of how humanity can move away from
geopolitics and the stupid idea that we have to fight over scarce
resources, that we have to create wars because we don’t like
another system, that we have to eventually self-destruct, but
that we have to make the evolutionary jump to the idea of the
common aims of mankind and to define the next phase of evolution
in the interest of all.
If you look at this, the Deputy Prime Minister Dmitry
Rogozin of Russia just two days ago, pointed to the fact, that
the BRICS countries are all space travelling nations. China is
the leader in space travel. When China in December 2013 landed
the Yutu rover on the Moon, with was the idea, that in a few
missions later, I think it was in 2017, this Yutu — “Jade
Rabbit” — that they will bring back helium-3. Helium-3 is an
isotope, which is actually a fuel for fusion power. It’s much
more efficient than deuterium or tritium, because with this heavy
deuterium and tritium in the fusion process, you are still using
turbines, and you use turbines to create electricity in the old
way. But with helium-3 you can directly gain electricity from the
physical process of fusion power, and therefore, naturally, the
energy efficiency is much, much higher. And once we have fusion
power, for example, this will create for the first time energy
and raw materials security for the Earth. Energy security,
because on the Moon, you have several tons of helium-3, which
will be sufficient for many tens of thousands of years of energy
security on the Earth; and raw materials security, because with
the high heat of the plasma torch, you can take any waste,
including nuclear waste, including waste in your household, and
turn it back into isotopes, which you then can reconstruct and
make new raw materials.
So this is the vanguard of where mankind must go, and China
has made that its national pride. And China, contrary to Germany,
which is very stupid with respect to energy — you know, this
stupid exit from nuclear energy without having an alternative, is
completely crazy — but China has basically created a situation,
where they are in the right position to solve this problem, and
Rogozin, the Deputy Prime Minister of Russia, has said, that the
BRICS countries will cooperate in space to solve these problems.
So this is extremely important, because if mankind makes
that jump to not have war as a conflict resolution, which in a
time of nuclear energy, it should be obvious that we must move to
a different regime, that we must define the common aims of
mankind, that which is, — if you have seen these pictures with
astronauts and cosmonauts and taikonauts, they all report the
same: When they are in space and look at our little planet, this
blue planet, they realize that there are no borders. They also
realize that our planet is extremely small in a very big Solar
System, in an even bigger galaxy, and there are {billions} of
galaxies. So, there are dangers from space, like cosmic
radiation, like asteroids; there are all kinds of dangers, which
we don’t manage right now. But if we don’t want to have the same
fate as the dinosaurs, who became eliminated 65 million years
ago, because probably a meteorite hit the Earth and created so
much cloud cover, that all the vegetation stopped, and then the
dinosaurs, and 96% of all other species were eliminated; if we
as a creative species, {are} really the creative species, we
should put our efforts together and defend against common dangers
to our planet, common dangers to our civilization, and unite.
And there is no better image for that than space collaboration.
This whole question also has a philosophical dimension.
Because people think, China is just doing an imperial expansion,
they want to have their interests. Well, I have the deepest
conviction that what is working in China right now, especially
with President Xi Jinping, {is} the 2,500-year-old Confucian
tradition in China. And I go even so far to say the Chinese
people have Confucius in their genes. Confucius was a
philosopher, who reacted to a historical period in China, which
was characterized by war, by great unrest, by turmoil. And he
developed the Confucian philosophy, which is beautiful. I can
only advise you, in case you are not doing it, study Confucius.
Because Confucius has this idea that there must be harmony in the
world, on the planet. And that, for example, the best way to
have harmony is, there is one key notion, which is {li}, which is
the idea, that each person, each nation, should take its proper
place, and develop in the best possible way, and then you have
harmony. Because if everybody develops their creative potential
and their best maximum capacity, and takes the development of the
other as their own interest, and vice versa, then you have peace.
And that should also be based on the other notion of {ren}.
{Ren} basically means the same thing as love, or {agapë}, or the
Christian idea of charity.
And it happens to be that these ideas are also in the
European best tradition. There is a very important philosopher of
the 15th century, called Nicolaus of Cusa, who was the founder of
modern science, the founder of the modern nation-state, and he
was very important: He broke through the barrier from the Middle
Ages to modern times. Because he was actually the person, who
brought the Council of Florence into being by first finding
handwritings in Byzantium, which were then the basis for the
unification of the Orthodox Church with the Roman Church; but
when he brought the Orthodox delegation in 1453 to the Council of
Florence, he had a stroke of genius: He said, now, I am thinking
something, which no human being has ever thought before. He then
wrote his {De Docta Ignorantia}, and he developed this notion of
the coincidence of opposites, the {coincidentia oppositorum},
which was the idea, that the One has a higher quality than the
Many, and that the human mind is capable of synthesizing some
hypothesis, which gives you a deeper insight into the laws of the
universe, into Classical art — in other words, it’s the
creativity of the human mind, which is the driving force in the
development of the universe. And that’s for example, what the
Russian philosopher Vladimir Vernadsky called, that the
creativity of man is a geophysical force in the universe. Now,
what he did basically, is to say — he didn’t say it in this way,
but the effect of it was — that in order to move away from the
Middle Ages, from the Scholasticism, from the Neo-Peripatetics
and the Aristotelean ideas, you had to basically break with the
axioms of the Middle Ages thinking, and that you had to create
something basically completely new, a new method of thinking.
And I’m saying, that with the New Silk Road, we have to do
exactly that: We have to break away from money, greed,
monetarism, all of these things, which really are a decaying
culture. If you look at the European, American, Western culture,
it {is} a decaying culture. Just look at the youth culture. Look
at what our young people watch in terms of pop music, video
games, the violence, just the popular entertainment has become
really degenerate. And we have to break with that, and we have to
combine the New Silk Road economic model — which I did not go
into so much today, because I already spoke about it two months
ago here in Copenhagen — but we have to break with the whole
axiomatic of globalization and basically go for a New
Renaissance, a new cultural renaissance of thinking, which will
build on the best traditions of each country: on Confucianism,
on Vedic tradition of India, on Avicenna [Ibn Sina], and other
thinkers, Al-Farabi, Abu Al-Kindi in the Arab world; in Europe,
the great Classical music tradition, the Italian Renaissance, the
German Classical music. We just have to take the high points of
all civilizations, and study that, and start to love the culture
of the other countries, and then we will create out of this a
completely New Renaissance, which will bring mankind into a
completely new phase of evolution.
Because I do not believe, that the present condition of
mankind is, what we are here for! We are not here to kill each
other; we are not here to eat caviar, until we have it coming out
of our ears. We are here to be creative! We are here to discover
the laws of the universe, to write beautiful poems, to write
beautiful music, to celebrate the creativity of civilization. And
I think, that the idea of man in space, man going into the next
phase of the evolution of man, is really what will get us out of
this crisis. So that is, what the New Silk Road is all about.
[ovation]

Slides from the presentation (click to enlarge):

Ironisk nok er den nuværende renæssance, der finder sted i Kina, på afgørende vis influeret af den »interessernes harmoni«, der karakteriserede det oprindelige Amerikanske System for Politisk Økonomi, der blev introduceret til Kina af dets måske største landsmand, Sun Yat-sen (1866-1925), fader til Den republikanske Revolution i 1911, der væltede det kejserlige Qingdynasti og bragte Alexander Hamiltons Amerikanske System til Kina. Sørgeligt nok er dette Amerikanske System systematisk blevet ødelagt i Bush-familiens og Obamas Amerika, alt imens det er i live og har det godt i Kina.

Download (PDF, Unknown)

17. apr. 2015 – Ved et EIR-arrangement i New York City i går, udstedte Helga Zepp-LaRouche, stifter og forkvinde for Schiller Instituttet, en opfordring til, at USA og Europa allierer sig med BRIKS for udvikling på verdensplan. Hendes budskab blev rapporteret i dag af Xinhua nyhedstjeneste og er blevet udsendt over hele verden. I dagens udgave af China Daily har Xinhuas artikel titlen: »Amerika og Europa får besked på at arbejde sammen med BRIKS«.

Xinhua-artiklen er bevet bragt i Indien af Hindustan Times Syndicate og Asia Pacific Daily News India; i Afrika af Namibias Presseagentur (NAMPA) og mange andre steder. Den cirkulerer på fransk. Den blev bragt på russisk i on-line-publikationen Ftimes, der har base i Kazan. Artiklen havde et fotografi fra et møde den 16. april i Washington, D.C. mellem officielle repræsentanter fra BRIKS, med titlen, »Finansministre fra BRIKS og Centralbankchefer mødes«.

Gårsdagens EIR-seminar på Manhattan med titlen »BRIKS-processen skrider frem: Dannelsen af en ny, international orden for menneskeheden«, sammenbragte repræsentanter fra erhverv og fagforeninger, universiteter i området og de skønne kunster, og fra 13 konsulater og missioner fra mange kontinenter. Foruden hovedtalen af Helga Zepp-LaRouche talte også Benjamin Deniston om videnskaben om at løse ferskvandskrisen i verden.

Teksten til Xinhuas artikel fra 17. april lyder i sin helhed:

Amerika og Europa fik besked på at arbejde sammen med BRIKS

Et fuldstændigt nyt økonomisk system, initieret af BRIKS, er ved at vokse frem med ekstrem høj fart, sagde en international tænketank torsdag og tilskyndede indtrængende USA og Europa til at skrotte geopolitik og arbejde sammen med dem.

»BRIKS-nationerne, nemlig Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, er gået sammen for at forfølge en politik med økonomisk udvikling, ikke alene for deres individuelle lande, men til gavn for folk i alle nationer«, sagde Schiller Instituttet, en tænketank, der har hovedkvarter i både Tyskland og USA, i en rapport, der blev udgivet her på et seminar.

I modsætning til Trans-Pacific Partnership (TPP), som Obamaregeringen er fortaler for, og som ekskluderer Rusland og Kina, så er de BRIKS-relaterede initiativer, inklusive det kinesiske forslag om et Frihandelsområde for Asien og Stillehavsområdet, inkluderende, sagde tænketanken.

På seminaret talte Helga Zepp-LaRouche, tænketankens stifter, i meget rosende vendinger om BRIKS og sagde, at den markedsblok, der var ved at vokse frem, »har initieret et helt nyt, økonomisk system«, der i sin natur er et win-win-system.

Ved vidt og bredt at udbrede en rute for opbygning af den nye, økonomiske verdensorden arbejder BRIKS-nationerne hen imod reel, økonomisk udvikling, komplet med nye kreditinstitutioner og store, højteknologiske projekter for at hæve alle de deltagende landes velfærd, sagde stifteren.

Hun brugte også sin magt og indflydelse til støtte for andre initiativer, som Kina har foreslået, inklusive Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og oprettelsen af en Silkevejs-Udviklingsfond. Disse initiativer tilsigter at søge resultater, der er til gensidig gavn, og er ikke af geopolitisk natur, sagde hun.

I stedet vil de skabe et opsving i realøkonomien gennem at finansiere opbygning af infrastruktur, som er af særlig stor betydning i betragtning af, at den nuværende kasinoøkonomi skaber en masse bobler og øger svælget mellem de rige og fattige i hele verden, anså hun.

»Den amerikanske regering foretog et enormt fejlskøn og lagde pres på allierede og udviklingslande for under ingen omstændigheder at blive en del af AIIB«, sagde hun.

Tænketanken opfordrede USA og Europa til at forlade fortidens destruktive politik, der førte til de to Verdenskrige, og gå med i det win-win-perspektiv, som BRIKS præsenterer. »Det er et spørgsmål om liv og død«, sagde Zepp-LaRouche.

Executive Intelligence Reviews 370 sider lange rapport med titlen »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen« blev i mellemtiden også præsenteret på seminaret, sponsoreret af EIR.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre, at alle lande respekterer hinanden og behandler hinanden som ligeværdige. Lande kan have forskellig størrelse, styrke eller udviklingsniveau, men de er alle ligeværdige medlemmer af det internationale samfund, med ligeværdige rettigheder med hensyn til at deltage i regionale og internationale anliggender. Vi bør i fællesskab drøfte spørgsmål, der angår os alle, og sammen søge en løsning. At være et stort land betyder at bære et større ansvar for regional, og global, fred og udvikling, i modsætning til at søge et større monopol over regionale og globale anliggender.

29. mrs. 2015 – Følgende er uddrag af den hovedtale, som den kinesiske præsident Xi Jinping holdt den 28. marts på den årlige konference, Boao Forum for Asien. Hele talen kan læses på http://news.xinhuanet.com/english/2015-03/29/c_134106145.htm.

»Der er visse historiske anledninger, der er tilbøjelige til at minde folk om, hvad der skete i fortiden og få folk til at reflektere over dem. I år markerer 70-året for afslutningen af den Anti-fascistiske Verdenskrig, sejren for det kinesiske folks Modstandskrig mod japansk aggression, samt grundlæggelsen af De forende Nationer, FN. I år er også det 60. jubilæumsår for Bandung-konferencen, og i år vil fuldstændiggørelsen af ASEAN-fællesskabet finde sted. Som sådan er det et vigtigt år at mindes, så vel som også et afgørende tidspunkt til at reflektere over fortiden og se fremad mod fremtiden.

I løbet af de forgangne 70 år har verden som aldrig før gennemlevet dybtgående forandringer, som har ændret menneskehedens skæbne. Nu, hvor den globale kolonialismes og den kolde krigs dage for længst er forbi, er lande i stigende grad indbyrdes forbundet og afhængige. Fred, udvikling og win-win-samarbejde er blevet den herskende trend i vor tid.

Vi har kun den samme planet, og lande deler den samme verden. For at have det godt, kan Asien og verden ikke undvære hinanden. Konfronteret med de hastigt skiftende, internationale og regionale landskaber, må vi se hele billedet, følge vor tids trend og i fællesskab bygge en regional orden, der er mere favorabel for Asien og verden. Vi bør, gennem bestræbelser hen imod et sådant fællesskab for Asien, fremme et fællesskab baseret på fælles interesser for hele menneskeheden. Jeg ønsker at benytte denne lejlighed til at dele med jer min tanker om denne vision.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre, at alle lande respekterer hinanden og behandler hinanden som ligeværdige. Lande kan have forskellig størrelse, styrke eller udviklingsniveau, men de er alle ligeværdige medlemmer af det internationale samfund, med ligeværdige rettigheder med hensyn til at deltage i regionale og internationale anliggender. Vi bør i fællesskab drøfte spørgsmål, der angår os alle, og sammen søge en løsning. At være et stort land betyder at bære et større ansvar for regional, og global, fred og udvikling, i modsætning til at søge et større monopol over regionale og globale anliggender.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi søge win-win-samarbejde og fælles udvikling … Den gamle nulsums-tankegang må vige for en ny fremgangsmåde med win-win samarbejde for alle. Andres interesser og fælles udvikling må fremmes, samtidig med, at man forfølger sine egne interesser, og fælles udvikling må fremmes samtidig med, at man søger sin egen udvikling. Visionen om win-win-samarbejde gælder ikke kun for det økonomiske område, men også for det politiske, sikkerhedsmæssige og kulturelle område, og mange andre områder. Det gælder ikke blot for lande inden for regionen, men også for samarbejde med lande uden for regionen …

Vi vil energisk fremme et system med regionalt, finansielt samarbejde, udforske en platform for udveksling og samarbejde mellem asiatiske finansinstitutioner, og fremme en komplementerende og koordineret udvikling mellem Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) og sådanne multilaterale finansielle institutioner som Asiatisk Udviklingsbank og Verdensbanken …

Kina foreslår, at der udarbejdes planer med hensyn til at opbygge muligheden for forbindelser i Østasien og Asien som helhed for at fremme den fulde integration af infrastruktur, politik og institutioner og en fri bevægelighed af personalestaben …

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi forfølge en fælles, omfattende, samarbejdende og bæredygtig sikkerhed. I verden af i dag betyder sikkerhed meget mere en tidligere, og dens implikationer går langt ud over en enkelt region eller tidsramme. Alle mulige faktorer kunne have indflydelse på et lands sikkerhed. I takt med, at alle lande deler en fælles bestemmelse og i stigende grad bliver gensidigt afhængige, kan intet land have garanti for sin egen sikkerhed uden de andre landes, eller den større verdens, sikkerhed. Den kolde krigs mentalitet bør virkelig kastes bort, og nye sikkerhedskoncepter næres i takt med, at vi udforsker en vej for Asien, der garanterer sikkerhed for alle, ved alle og af alle.

– For at opbygge et samfund baseret på vor fælles bestemmelse må vi sikre en inkluderende [politik] og gensidig læring mellem civilisationerne. Historien har i det forgangne årtusind været vidne til, at antikke civilisationer er dukket frem og trivedes langs Den gule Flod og Yangtze-floden, floderne Indus, Ganges, Eufrat og Tigris, såvel som i Sydøstasien, og de har hver især føjet deres egen pragt til den menneskelige civilisations fremskridt. I dag har Asien stolt bevaret sin distinkte forskelligartethed og nærer stadig alle civilisationerne, de etniske grupper og religionerne i denne store, asiatiske familie.

Mencius, den store filosof i det gamle Kina, sagde, »Ting fødtes til at være forskellige«. Civilisationer er blot unikke, og ingen er den anden overlegen. Der må være mere udveksling og dialog mellem civilisationer og udviklingsmodeller, så hver af dem kan trække på den andens styrke, og alle kan trives og få fremgang gennem gensidig læring og fælles udvikling. Lad os fremme udveksling mellem civilisationer for at bygge venskabsbroer for vore folk, fremme menneskelig udvikling og bevare fred i verden.

Kina foreslår, at der afholdes en konference for dialog mellem asiatiske civilisationer for at skabe en platform, på hvilken interaktion mellem de unge, folkegrupper, lokalsamfund og medierne kan fremmes, og for at danne et netværk af samarbejde mellem tænketanke, for således yderligere at bidrage til asiatiske folks rige, kulturelle liv og bidrage til et mere levende, regionalt samarbejde og en mere levende udvikling.

Den kinesiske økonomi er nu gået ind i en tilstand af ny normalitet. Den er i færd med at skifte gear, fra højhastigheds- til middel-til-højhastighedsvækst, fra en ekstensiv model, der lagde vægt på omfang og hastighed, til en mere intensiv model, der lægger vægt på kvalitet og effektivitet, og fra at være drevet af investering i produktionsfaktorer til at være drevet af innovation … Det er rimeligt at sige, at den kinesiske økonomi er højst spændstig og har stort potentiale, hvilket giver os plads til at bruge en række politiske redskaber til at øve indflydelse. Når dette er sagt, vil Kina fortsat respondere til den nye trend og tage initiativer til at forme den nye norm til vores fordel … Vi vil tage flere initiativer til at udløse folkets kreativitet og opfindsomhed, være mere effektive med hensyn til at bevare ligeværdighed og social retfærdighed, hæve folks levestandard og sikre, at Kinas økonomiske og sociale udvikling er både solid og stabil.

Det, Kina behøver mest, er et harmonisk og stabilt nationalt miljø og et fredeligt og roligt internationalt miljø. Uroligheder eller krig er i modstrid med det kinesiske folks fundamentale interesser. Den kinesiske nation elsker fred og har, fra gammel tid, højagtet sådanne filosofier som »harmoni er det mest værdifulde«, »fred og harmoni bør herske« og »alle mennesker under himmelen er brødre«. Kina har lidt under uroligheder og krig i mere end et århundrede i moderne tider, og det kinesiske folk ville aldrig ønske at påføre andre lande eller folkeslag den samme tragedie …

Nære naboer er bedre end fjerne slægtninge. Dette er en enkel sandhed, som det kinesiske folk lærte at kende i gamle tider. Det forklarer Kinas faste forpligtelse til at bygge venskab og partnerskab med sine naboer for at nære et venligt, sikkert og fremgangsrigt nabolag …

I 2013 fremlagde jeg, under mit besøg i Kasakhstan og Indonesien, initiativet for opbygningen af et økonomisk Silkevejsbælte og det 21. århundredes Maritime Silkevej. Initiativet med »Bæltet og Vejen«, der imødekommer Kinas udviklingsmæssige behov og de udviklingsmæssige behov hos landene langs ruterne og i regionen som helhed, vil tjene de relevante parters fælles interesser og besvare vor tids krav om regionalt og globalt samarbejde.

Med promoveringen af dette initiativ vil Kina følge princippet om udstrakt konsultation, fælles bidrag og fælles gavn. Udviklingsprogrammerne vil blive åbne og inkluderende, ikke ekskluderende. Det vil blive et virkeligt kor, der omfatter alle lande langs ruterne, ikke en enegang kun for Kina. Udviklingen af Bæltet og Vejen skal ikke erstatte eksisterende mekanismer eller initiativer for regionalt samarbejde. Tværtimod, vi vil bygge på det eksisterende grundlag for at hjælpe lande til bringe deres udviklingsstrategier ind i gensidig overenskomst og skabe en komplementerende situation … Både »Bæltet og Vejen« og AIIB er åbne initiativer. Vi indbyder alle lande langs ruten og i Asien, såvel som også alle vore venner og partnere i hele verden, til at tage aktivt del i disse bestræbelser.

Initiativet til »Bæltet og Vejen« skal ikke opfattes som retorik. Det repræsenterer virkeligt arbejde, der kan ses og føles at bringe virkelig gavn til landene i regionen. Takket være relevante parters samlede indsats, er visionen og handleplanen for initiativet blevet udviklet. Betydeligt fremskridt er blevet gjort med etableringen af AIIB. Silkevejsfonden er blevet lanceret, og konstruktioner på flere af projekterne for infrastrukturforbindelser går fremad. Denne tidlige høst har virkelig peget fremad mod de brede udsigter, som initiativet med »Bæltet og Vejen« vil bringe.

Kære Venner,

Fredens sag og udviklingen af menneskedens sag er lige så ophøjet, som den er udfordrende. Farten, der ligger foran os, vil ikke blive sejlads i smult vande, og succes kommer måske ikke let. Uanset, hvor lang og vanskelig, rejsen måtte være, så vil de, der arbejder sammen og aldrig giver op, slutteligt sejre. Det er min overbevisning, at så længe, vi holder fast ved vore mål og gør en stor indsats, vil vi i fællesskab skabe et samfund baseret på vor fælles bestemmelse og indvarsle en ny fremtid for Asien.«

31. mrs. 2015 – Den tyske, internationale broadcastingsorganisation Deutsche Welle har endelig indset, at Grækenland arbejder på et økonomisk alternativ med Silkevejen. I en kommentar til vicepremierminister Yannis Dragasakis’ og udenrigsminister Nikos Kotzias’ nylige besøg i Kina, skriver DW’s kinakorrespondent Frank Sieren, der ikke kan lade være med at være kynisk, at mens »sloganet for besøget var ’året for maritimt samarbejde’ mellem Grækenland og Kina … kort sagt: Det handlede om penge«.

Efter at skrive en gang nonsens om hårde forhandlinger mellem Kina og Grækenland, fortsætter Sieren, »Grækenlands adgang til Middelhavet er en vigtig del af det Nye Silkevejsprojekt, initieret af Xi Jinping … da det frembyder et vigtigt omdrejningspunkt, der garanterer en kinesisk-europæisk forbindelse mellem land og vand.«

»Det drejer sig om mere end blot havnen: Det er et alternativ til Europas finansielle støtte – på bedre vilkår. For grækernes vedkommende er Kina nu mere med i spillet end nogen sinde før, og de spiller en større rolle i Europas fremtid end nogen sinde før. Heldigvis er Beijing interesseret i et stærkt Europa som en stærk modpart til USA.«

Foto: En græsk regeringsdelegation, ledet af vicepremierminister Yannis Dragasakis og udenrigsminister Nikos Kotzias, mødtes fredag med repræsentanter fra den kinesiske regering, ledet af en af Kinas vicepremierministre, Ma Kai.

Det globale skift hen imod en ny, økonomisk verdensorden baseret på opbygning af fysisk økonomi, ikke finansbobler, gjorde slående fremskridt i sidste uge, da først Storbritannien og dernæst fem andre europæiske nationer anmodede om at blive grundlæggende medlemmer af Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), som Kina har taget initiativ til. I skrivende stund har 34 nationer anmodet om at blive en del af institutionen, som kineserne har erklæret vil blive kapitaliseret på et niveau, der ligger på 100 mia. dollar, og er helliget finansiering af store infrastrukturprojekter i Asien og andetsteds. Sidste frist for at søge optagelse som grundlæggende medlem er 31. marts. (Se brev til regering og Folketing)

Disse dramatiske skridt blev taget i sammenhæng med LaRouche-bevægelsens globale mobilisering omkring en appel, der opfordrer de transatlantiske lande til at gå med i BRIKS-AIIB-processen, og konfronteret med sabotage fra Obamaregeringen.

Download (PDF, Unknown)

23. marts 2015 – Kinas viceudenrigsminister Zhang Yesui har endnu engang inviteret USA til at være med i Silkevejen og AIIB, idet han således går i fodsporene på præsident Xi Jinping, der den 12. nov. 2014 gav en kraftfuld invitation til USA under den fælles pressekonference med præsident Obama under APEC-topmødet i Beijing, hvor han indtrængende opfordrede USA til at tilslutte sig udvikling i Det asiatiske Stillehavsområde.

Avisen Global Times rapporterer den 23. marts, at den kinesiske viceudenrigsminister Zhang Yesui til Kina Forum for Udvikling i Beijing sagde, med en parafrase i Global Times, at »Kina og USA deler mange fælles interesser og samarbejdsmuligheder i Det asiatiske Stillehavsområde, der bør blive et prioriteret område for opbygning af en ny model for stormagtsrelationer mellem de to lande.«

Dette var et ekko af præsident Xis forslag under en fælles Xi-Obama pressekonference – under APEC-topmødet i november 2014 – om kinesisk-amerikansk kapitalintensivt samarbejde i Asien og i hele verden. Præsident Xi sagde: »Jeg introducerede Kinas initiativer om etablering af den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank og Silkevejen for præsident Obama. En underudviklet infrastruktur er den væsentligste flaskehals, der hindrer den økonomiske udvikling i Asien … Vi byder USA’s og andre relevante landes aktive deltagelse velkommen, så vi sammen kan fremme og være fælles om velstand og fred i Det asiatiske Stillehavsområde.«

Nu, da Obama over hele verden får lussinger for at nægte at give USA lov til at gå med i AIIB, udstrækker Kina atter sin invitation. Desuden sagde viceudenrigsmin. Zhang: »Kinas ’Bælt-og-Vej’-initiativer vil fremme økonomisk samarbejde og vil ikke optræde som et geostrategisk redskab … Initiativerne angriber ikke særlige lande eller internationale organisationer. Det økonomiske Silkevejsbælte og Det 21. århundredes Maritime Silkevej, som Kina foreslog i 2013, følger principperne for fælles rådslagning, opbygning og fællesskab. Det vil blive en åben og inkluderende platform for regionalt samarbejde, der fuldt tager højde for alle parters position, interesser og nytte.« »Den planlagte Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB) vil finansiere opbygning af infrastruktur langs med bæltet og vejen«, bemærkede Zhang.

Foto: 2010: Kinas daværende nyudnævnte ambassadør til USA, Zhang Yesui, modtages i Det Hvide Hus af præsident Barack Obama.

19. mrs. 2015 – En lederartikel i den officielle, kinesiske avis Global Times i går genfremførte meget stærkt Kinas bestræbelse på at få USA til at tilslutte sig, ikke bekæmpe, initiativerne om Silkevejen og den Asiatiske Infrastruktur-Investeringsbank, AIIB.

»Det kinesiske AIIB-initiativ har lige fra begyndelsen mødt modstand fra USA … Men Kina vil ikke forvandle spørgsmålene omkring AIIB til et væddeløb mellem Kina og USA. Kina vil ikke respondere til sådanne spekulationer om, at dets ’Et bælte, En vej’-initiativ er en modforholdsregel mod USA’s ’Omdrejningspunkt Asien’-strategi. En fremgangsmåde, der gør USA til en modstander, er i modstrid med Kinas doktrin.«

Lederartiklen bemærker, at AIIB

»er i de fleste landes interesse. USA forsøger at holde det tilbage med en geopolitisk tankegang, men deres sag står svagt … Så længe, Kina søger fælles udvikling, og dette ikke er møntet imod USA, vil verden sluttelig forstå det og samarbejde med os. De favorable nyheder omkring AIIB peger på en lovende fremtid for ’Et bælte, En vej’-initiativet … USA vil måske en dag blive medlem af AIIB. I takt med, at det går glat med Kinas udvikling, er dette ikke en umulighed.«

Ligeledes i går publicerede Xinhua en artikel med overskriften: »So, Washington, What are You Waiting For?« (Hvad venter I på, Washington?). Artiklen begynder:

»Velkommen Tyskland! Velkommen Frankrig! Velkommen Italien! På trods af et gnavent og kynisk Washington besluttede de tre, ledende, europæiske magter tirsdag at tilslutte sig AIIB, med hovedkvarter i Beijing.«

De skriver, at dette sender et

»klart signal til hele verden, og i særdeleshed til USA, der forsøger at sammensmede en anti-AIIB-front blandt sine allierede«,

alt imens USA’s holdning med

»at holde sure druer over AIIB får Amerika til at se isoleret og hyklerisk ud.«

Artiklen konkluderer:

»Til forskel fra TPP-forhandlingerne, der ledes af USA og udelukker Kina, er AIIB åben for alle interesserede parter, inkl. USA. Så hvad venter I på, Washington?«

17. mrs. 2015 – China Daily refererer til en artikel i den franske business-avis L’Echo Républicain af tidl. premierminister Dominique de Villepin, i hvilken han fremstiller det kinesiske Nye Silkevejsinitiativ som en ægte mulighed for Frankrig og Europa. Præsident Xi Jinpings strategi har ikke blot til hensigt at imødegå de nationale udfordringer, Kina står overfor, på en fleksibel måde, skrev de Villepin, men den tjener også til at internationalisere den kinesiske økonomi og forøge den kinesiske valuta, renminbi’ens rolle i den globale handel. Det vil gavne selve Kina, men også Europa, Mellemøsten og Afrika, sagde han.

Europas politikere burde gribe denne mulighed, gentænke deres traditionelle, politiske idéer og udarbejde flere opgaveorienterede planer for at give klare direktiver til de europæiske virksomheder, skrev de Villepin og tilføjede, at nationale og regionale regeringer, virksomhedssammenslutninger og tænketanke i Europa burde tilslutte sig Kinas Silkevejsinitiativ.

Foto: Dominique de Villepin

The following article was published in the March 20, 2015 issue of Executive Intelligence Review. www.larouchepub.com/eiw

Download (PDF, Unknown)

China’s “Economic Belt along the Silk Road” and

“Maritime Silk Road of the 21st Century.”

Speech by a Chinese diplomat.

This speech was held at the EIR and Schiller Institute’s diplomatic seminar in Copenhagen on January 30, 2015. The Russian Cultural Center was the venue for the seminar entitled, “Economic development, and cooperation among nations, or, economic collapse, war and terror? The New Silk Road Becomes the World Land Bridge.” Mrs. Helga Zepp-LaRouche held the keynote speech [see http://schillerinstitut.dk/si/?p=4818 ], and diplomats from two other BRICS countries, Mr. Alexey Kolesnikov from Russia, and Mr. Machiel Renier van Niekerk from South Africa [see EIR…], also gave speeches.

In 2013, President Xi Jinping of China called for joint development of an “Economic Belt along the Silk Road” and a “Maritime Silk Road of the 21st Century.” The “Belt” and the “Road” are two major initiatives that China has made to deepen reform, and open up and advance its neighborhood diplomacy. They have been written into the documents of the Third Plenum of the 18th CPC Central Committee, the Meeting on Neighborhood Diplomacy, and the Central Economic Work Conference, and have been enthusiastically received both at home and abroad.

1. The “Belt” and the “Road” initiatives are the continuation and development of the spirit of the ancient Silk Road.

Over 2000 years ago, the industrious and brave people on the Eurasian continent opened several trade routes connecting major civilizations across Asia, Europe and Africa. Together, they are referred to as the “Silk Road” by succeeding generations. Despite repeated strife and wars in Eurasia, traffic on the Silk Road never completely stopped. Such links of mutual emulation via the Silk Road made exchanges of goods, know how, people and ideas possible, promoted the economic, cultural and social progress in the various countries, facilitated dialogue and integration of different civilizations, and left behind brilliant pages in human history.

Moving into the 21st century, an era that is dominated by the themes of peace, development and cooperation, but continues to feature a complex international and regional landscape, the Silk Road has become all the more important and precious as a symbol of peace, cooperation, openness, inclusiveness, mutual learning and resilience.

2. Working jointly for the “Belt” and the “Road” initiatives meets the trend of the times for regional cooperation.

Asia, known as the engine of global growth, and a key driver for world multi-polarization and economic globalization, plays a critical and increasing role in the shaping of the international landscape. Meanwhile, Asia faces multiple challenges, old and new, including mounting pressures to stay vibrant. The “Belt” and the “Road” initiatives linking the past with the present, and covering China and other countries, have a highly inclusive scope that bears witness to the history of great glory in Asia, provide an important source from which Asians draw confidence and pride for their history and cultures, and stand as a banner of Asian unity and commitment to cooperation.

Regional integration is an unavoidable phase towards economic globalization. The flourishing cooperation in Asia has boosted peace and development in the region. The “Belt” and the “Road” initiatives, by linking Central Asia, South Asia, Southeast Asia and West Asia, will contribute to greater connectivity and complementarity across the sub-regions, and help the establishment and improvement of Asia’s supply chain, industrial chain and value chain, thus bringing Pan-Asian and Eurasian regional cooperation to a new level.

The “Belt” and the “Road” initiatives foresee infrastructure development and systemic innovation, which is conducive to an improved business environment in relevant countries and the region as a whole, to an orderly and unimpeded flow of production factors and their improved distribution, to the development of landlocked countries and the remote areas of various countries, to lowering costs and trade and investment barriers, and to providing greater drive for reform and opening-up in the various countries.

3. The “Belt” and the “Road” initiatives are for open and inclusive economic cooperation.

Both the “Belt” and the “Road” initiatives have been anchored on economic cooperation, and built on cultural and people-to-people exchanges. They foresee no interference in the internal affairs of the countries involved, nor do they seek to dominate the regional affairs or secure spheres of influence in the region.

The “Belt” and the “Road” initiatives look at ideas and suggestions for cooperation and development. They are not about building an entity or creating new mechanisms. The initiatives will rely on existing bilateral and multilateral mechanisms between China and other countries, and use existing platforms of regional cooperation that have proven effective. They will not overlap or compete with existing cooperation mechanisms of the Shanghai Cooperation Organization, the Eurasian Economic Community or ASEAN plus China. If anything, they will enrich and enliven those mechanisms. We should open our mind and heart for the various cooperation initiatives and mechanisms, take a more pragmatic approach, and make them more effective and mutually reinforcing.

The “Belt” and the “Road” initiatives foresee complete openness in geographical and country-specific reference. They may trace, but not be limited, to the past Silk Road, and all countries along the land and the maritime Silk Roads, as well as all friendly neighbors of China, can get involved. Central Asia, Russia, South Asia and Southeast Asia will be the priority direction. So will the Middle East and East Africa, since they are where the Belt and Road join. Countries in Europe, CIS and Africa may also be included in the long run. What is more, the initiatives, as they make progress in the future, may involve a lot more projects, countries or entities, which can only ensure their increasing openness.

4. The “Belt” and the “Road” initiatives feature “links” and focus on result-oriented and project-based cooperation, all aimed at bringing tangible benefits to the people in the region.

The first of the “five links” is policy. Countries can discuss strategies and policies on economic development and in the spirit of seeking common ground while shelving differences, harmonizing their positions through consultation, formulate corresponding plans and measures for cooperation, and give regional economic integration their policy and legal “green light”.

The second Link is road. We have a saying in China that goes “if you want to get rich, start by building roads.” There is need for China and its neighboring countries to improve their cross-border transportation infrastructure, put in place a transportation network linking Asia’s sub-regions and connecting Asia with Europe and Africa, and effectively address the existing inadequacies of connectivity and transportation in regions targeted by the project.

The third Link is trade. We should study issues of trade and investment facilitation while making proper arrangements accordingly, remove trade and investment barriers, promote economic circulation and improvement in the region, unleash still greater trade and investment potential of participating countries and make the regional cooperation “pie” still bigger.

The fourth Link is currency. We should promote greater trade settlement in local currencies and more currency swap schemes, strengthen bilateral and multilateral financial cooperation, set up financial arms for regional development, bring down transaction costs, enhance capacity to fend off financial risks through regional arrangements that make the region’s economy more competitive globally.

The fifth Link is people. Amity between peoples holds the key to sound relations between states. China and the neighboring countries need to shore up popular support for their state-to-state relations, promote inter-civilization dialogue, enhance exchanges, understanding and friendship among different peoples, especially those at the grassroots level.

Throughout this process, China will follow the right approach of upholding justice first and pursuing justice and interests simultaneously, providing developing countries and friendly neighbors with assistance as their abilities permit, and earnestly help them to achieve speedier growth. China will step up its input in the neighborhood, actively enhance connectivity there, explore the establishment of a regional infrastructure investment and financing platform, and strive to turn the neighboring land and sea areas into those of peace, friendship and harmony. Not only will China upgrade its own economy, it will go for an upgraded version of opening-up through such schemes as the “Belt” and the “Road” initiatives, and expand its mutually-beneficial cooperation with all countries, neighboring countries in particular.