17. november 2014 – Flere end 200 yderligere kinesiske sundhedsarbejdere rejste fra Beijing mod Liberia og Sierra Leone den 14. nov. og bragte således det totale antal kinesiske sundhedsarbejdere, der nu opererer i de tre vestafrikanske nationer, som udgør epicentret for Ebolaepidemien, op på 300. Kina skal efter planen have flere end 1.000 sundhedsarbejdere og eksperter i folkesundhed i Vestafrika ved årets slutning, har Xinhua rapporteret den 5. nov. og citerede et dokument fra den Nationale Sundheds- og Familieplanlægningskommission.
Det nye team på 160 personer, som er sendt af sted til Liberia, og som for en stor dels vedkommende kommer fra Det Tredje Militære Sundhedsuniversitet i Chongqing, vil bemande et behandlingscenter med 100 sengepladser, som Kina er i færd med at bygge i Monrovia. Centeret skal stå færdigt og være operationelt den 25. nov. – bygget og bemandet blot en måned efter præsident Xi Jinpings meddelelse den 24. okt. om en fjerde runde af Ebola-hjælp til Afrika, rapporterer Xinhua.
Ud over selv direkte at levere sundhedspleje bliver et betydeligt fokus for teamets indsats at uddanne lokalt sundhedspersonale, der kan begynde at opbygge et offentligt sundhedsvæsen i landet.
Samtidig sendte det andet kraftcenter i BRIKS, Rusland, to gigantiske Antonov 124 transportfly, fyldt med mere end 150 tons læge- og specialudstyr, til Guinea den 16. nov., iflg. talsmand for det russiske Forsvarsministerium, generalmajor Igor Konashenkov. Lasten inkluderede alt det specialudstyr, som kræves for at opstille et felthospital, der kan behandle 200 mennesker med særdeles smitsomme sygdomme, inkl. intensiv behandling og intensivafdelinger, laboratorier til specialdiagnosticering, desinfektionskabiner, mobile elværker, et mekanisk vaskeri og specialfeltkøkkener og biler til sikker transport af patienter.
Felthospitalet blev afsendt få dage efter, at præsident Vladimir Putin bad forsvarsministeren om det, på en anmodning fra Guineas regering. Rusland donerer hospitalet gratis. Tass-telegrammet fra 16. nov., som rapporterede om udsendelsen, bemærker, at Putin også beordrede russiske fly til at stå klar med faciliteter til i nødstilfælde at transportere patienter med høj smitterisiko.
Effektiviteten af disse operationer i militær stil demonstrerer, hvad man hurtigt kunne udstationere i området, hvis den koordinerede, globale operation i militær stil, som LaRouchePAC krævede i sin »Nødplan til besejring af Ebola« fra 25. oktober, blev vedtaget. Planen specificerede, blandt andre forholdsregler, »etableringen af en styrelseskommission, under ledelse af amerikanske og russiske militære planlæggere og specialister i inddæmning af biologiske agenter, til at koordinere en global, topstyret indsats, der benytter alle til rådighed stående, internationale ressourcer for at inddæmme og besejre Ebolaudbruddet«, hvor en af de omfattede opgaver er at gennemføre en »nødluftbro, med luftbroen til Berlin i 1948 (men endnu større) som model, for at levere lægeudstyr, uddannet personale og tilstrækkelige fødevareforsyninger til at behandle den relevante befolkning på stedet.«
Foto: Russisk transportfly med felthospital lander i Guinea