28. nov. 2014 – Den russiske viceforsvarsminister Anatoly Antonov sagde i går til en konference for forsvarschefer i Colombo, Sri Lanka, at Washingtons støtte af det forfatningsstridige kup i Ukraine sidste februar drev landet til randen af borgerkrig.
»Det seneste eksempel på dette [at forfølge USA’s dagsorden i tidligere Sovjetrepublikker] er, at Ukraine blev skubbet ud til randen ved at man støttede Maidan [protesterne] og det forfatningsstridige kup«, sagde Antonov. Han tilføjede, iflg. Sputnik News, at de igangværende protester i Hongkong meget ligner Maidan-protesterne i Ukraine og er en advarsel om faren for de såkaldte farvede revolutioner, som »destabiliserer situationen i den ene eller anden region i verden«. Han fremførte, at sådanne protester er organiseret af vestlige, politiske strateger, som udnytter »socio-økonomiske vanskeligheder, tilstedeværelsen af forskellige konflikter med baggrund i etniske og religiøse spørgsmål. Tilsløret som udbredelse af demokrati smider de populistiske slogans på den folkelige utilfredsheds bål og fremprovokerer masseprotester.«
Antomov angreb også USA’s missilforsvarsplaner for Asien. »Washington spiller på teorien om den voksende atomtrussel fra Nordkorea og trækker aktivt lande i regionen ind i gennemførelsen af deres planer for at implementere deres globale missilskjold«, sagde han. Antonov sagde, at Washingtons skabelse af militært potentiale »i væsentlig grad overskrider det niveau, som behøves for at neutralisere eksisterende og potentielle missiltrusler«. Han tilføjede, at »faktisk er USA’s globale missilforsvarssystem gearet til at underminere regional og international sikkerhed og er en alvorlig trussel mod det asiatiske Stillehavsområde.«
Antonov talte på indvielsesmødet for de Syd- og Sydøstasiatiske Nationers (SA-SEAN) Forsvarschefers Dialog, med Sri Lankas Forsvarsministerium i Colombo som vært. »SA-SEAN’s mål er at fremme regional fred og stabilitet gennem dialog og samarbejde inden for forsvars- og sikkerhedsområderne, at fremme gensidig tillid og fortrolighed gennem større forståelse af forsvars- og sikkerhedsudfordringer, gennemskuelighed og åbenhed, og at bidrage til etableringen af et SASEAN Sikkerhedssamfund«, står der at læse på indlægget på Sri Lankas Forsvarsministeriums webside. Mødet blev åbnet af den srilankanske forsvarschef, og hovedtalen blev holdt af forsvarsminister Gotabaya Rajapaksa.
»Det er vores overbevisning«, sagde Rajapaksa, »at skabelsen af en platform af denne art vil muliggøre en fri og ligefrem udveksling af synspunkter og diskussioner af spørgsmål, der har gensidig interesse. Dette vil være med til at forbedre den inter-militære forståelse og ditto samarbejde i regionen.«
Mødet begyndte i går og fortsætter i morgen (29. nov.).
Foto: Anatoly Antonov