LaRouche kræver Wall Streets nedlukkes, før dets kollaps udløser atomkrig
I en omfattende diskussion med kolleger tirsdag 27. jan. krævede Lyndon LaRouche omgående handling, på et niveau, der svarer til præsidentskabet, for at erklære Wall Street konkurs og omgående erstatte det med et overgangssystem med statslig kredit til igangsætning af presserende nødvendig, kapitalintensiv infrastruktur- og jobskabelse. LaRouche understregede, at uden sådanne omgående handlinger, vil det allerede igangværende kollaps af Wall Street-boblen udløse en atomkrig med Rusland, der vil blive en udslettelseskrig for hele menneskeheden.
LaRouche opfordrede sine kolleger til at handle som alle store, amerikanske præsidenter, der alle lancerede en politik, der aldrig før var blevet iværksat.
»Vi behøver omgående, passende forholdsregler for at lukke Wall Street ned. Alexander Hamilton-princippet er vores model«, erklærede LaRouche og tilføjede, at »Hastigheden, hvormed Wall Street går bankerot, øges. Det er derfor, vi omgående må have hasteforanstaltninger.«
»Alternativet er en atomkrig med Rusland. (fremh. red.) Vi må få kontrol over Obama ved at indføre et nyt, økonomisk system. Enten indfører vi en politik i tradition efter Hamilton, eller også er situationen håbløs«, sluttede LaRouche.
Wall Street er håbløst bankerot og må ikke få lov til sænke, hvad der er tilbage af den amerikanske realøkonomi. De seneste statistikker over salget af varige forbrugsgoder viste, at december 2014 var den fjerde, konsekutive måned med slagsnedgang, hvilket er en indikation på, at realøkonomien befinder sig i en tilstand af kollaps, drevet frem af Wall Streets hasardspil, som for-store-til-at-lade-gå-bankernes massive spekulationsorgie i skiferolie og -gas, der er ved at oppustes til et 20 billiondollar-krak, er et typisk eksempel på.
LaRouche stillede følgende spørgsmål til det amerikanske folk og til de mentalt raske elementer i regeringsinstitutionerne:
»Er I parate til at gå bankerot sammen med Wall Street, eller er I parate til at sætte Wall Street under konkursbehandling og i stedet indføre et alternativt Hamilton-system?«
LaRouche tilføjede, at så sent som under Clintonregeringen eksisterede midlerne til at gennemføre en sådan omstrukturering – minus Wall Street-parasitterne.
Hvis der ikke kommer en sådan omgående handling for at fremtvinge Wall Streets konkurs ved at genindføre Glass-Steagall og indføre et statsligt kreditsystem, vil Wall Street krakke og dernæst kræve en bailout (redning gennem statens penge).
»Det vil blive den lunte, der lancerer en ny verdenskrig«, understregede LaRouche. »Vi må nedlukke Wall Street nu som den eneste måde til at afværge en termonuklear udslettelseskrig.«
LaRouche forklarede, at en midlertidig, statslig kreditmekanisme omgående må etableres for at yde kredit til realøkonomien, mens man etablerer en mere permanent, ny Nationalbank og relaterede institutioner.
LaRouche bemærkede, at, ironisk nok, så vil det nylige gennembrud med søndagens græske valg, der afviste Trojkaens massemord, ligeledes accelerere driften hen mod et termonukleart opgør, fordi det vil tjene som endnu en udløser for Londons og Wall Streets desperation over, at deres system er i færd med at eksplodere.
»Vi må gøre det, der er nødvendigt, når alle andre er lammet af en klump i halsen. Og det begynder med den enkle, men dødbringende sandhed, at Wall Street allerede er død, og det er den eneste årsag til, at verden står helt ude på randen af termonuklear udslettelse.«