Men kun ved at fjerne Obama fra magten kan freden sikres
Leder, 17. september 2015 – Præsident Obamas fremstød for at fremprovokere en atomar konfrontation med Rusland er blevet forpurret gennem en række træk for at forhindre krig, der fuldstændigt har ændret det globale, strategiske landskab.
Det initiativ, der var det væsentligste slag imod Obamas indsats, var den russiske præsident Vladimir Putins fremragende flankemanøvre i Syrien. Det er nu generelt bekræftet, at Rusland har etableret en dybere, militær tilstedeværelse i selve Syrien. En ny, russiskbygget flyvebase nær Latakia på Middelhavskysten i det nordlige Syrien vil stå færdig om nogle få uger. Offensiven fra Islamisk Stat og Nusra Front for at vælte præsident Bashar Assad er blevet trængt tilbage af de russiske handlinger. Putin har gjort fælden for Obama dybere ved at presse på for at få den amerikanske præsident til at gå med til et møde på tomandshånd senere denne måde i New York City, i forbindelse med FN-generalforsamlingen. Putins tale til Generalforsamlingen vil fremsætte et forslag om global krig mod Islamisk stat og andre allierede terrorister.
Selv før Putins handlinger i Syrien, blev forstandige kræfter i Vesteuropa skræmt til at handle gennem den erkendelse, at Obama presserede på for en konfrontation med Rusland, og at en sådan konfrontation hurtigt kunne udvikle sig til en atomkrig. Da Putin gennemførte denne beslutsomme handling i Syrien, samtidig med, at han pressede på for gennemførelsen af Minsk-aftalerne for at afslutte krisen i det østlige Ukraine, foretog europæiske regeringer, med Tyskland i spidsen, en betydningsfuld ændring i deres politik. Tyskland, og nu Frankrig, har hilst det russiske initiativ i Syrien velkommen og opfordret til en bred koalition mellem Vesten og Rusland for at løse krisen, der har oversvømmet Europa med krigsflygtninge fra Obamas og briternes krige i Mellemøsten og Nordafrika.
Internt i USA er et oprør brudt ud blandt militært efterretningspersonale, der tjener i Centralkommandoen, og som har indgivet formelle klager over, at Obamas højtplacerede regeringsfolk har presset dem til at »være kreative« mht. efterretningerne om Islamisk Stat for at skabe en illusion om succes, når den USA-ledede krig, efter alle forstandige mål, har været en total fiasko. Faktisk følger Obama og direktøren for national efterretning, general James Clapper, der anklages for at lede kampagnen med at lægge pres på analytikerne, i fodsporene af vicepræsident Dick Cheney under opløbet til invasionen af Irak i marts 2003. Årtier tidligere blev de samme »tabstalsargumenter«, der blev påtvunget Centcom-analytikere, brugt til at forlænge den dødsdømte Vietnamkrig.
Disse kombinerede handlinger har svækket Obamas fremstød for krig med Rusland – for indeværende. Der kan ikke blive nogen slækkelse i kravet om Obamas fjernelse fra embedet, enten gennem en rigsretssag, tvungen tilbagetræden eller påkaldelse af det 25. forfatningstillæg. Så længe Obama forbliver i embedet, selv, hvis han bliver holdt tilbage af en forlænget indsats til forhindring af krig, vil faren være til stede. Vurderingen er, at Obama er dømt til undergang af sin egen, fejlslagne politik, men hans fjernelse er den eneste garanti for, at hans undergang ikke også vil blive menneskehedens undergang som helhed.
