John McDonnell som finansminister
14. sept. 2015 – Til finansoligarkiets bestyrtelse har den nye leder af Storbritanniens Labour-parti Jeremy Corbyn placeret John McDonnell øverst i sin skyggeregering (dvs. oppositionens ’regering’), som skygge-finansminister: i Det forenede Kongeriges regering er denne ’Chancellor of the Exchequer’ chef for Finansministeriet. McDonnell er ikke alene Corbyns nærmeste medarbejder, men også en udtalt tilhænger af Glass/Steagall-bankopdeling.
I en profil skrev dagens Financial Times, at Corbyn-McDonnell-teamet vil gå ind for et mere effektivt reguleringsregime for banker, med et »komplet Glass/Steagall-system« for at opdele kommercielle banker og investerings-’banker’.
»Tilsynsmyndigheden vil blive rusket op, og en ny skat på finansielle transaktioner vil blive vedtaget for at genskabe en balance i økonomien til fordel for varefremstilling. Den nye skyggefinansminister har også lovet at fremme en bred vifte af ejerskab og kontrol over selskaber og foretagender, inklusive for offentlige og kooperative selskaber og interessentselskaber.«
Avisen The Guardian påpegede, at Corbyn havde tidl. græsk finansminister Yanis Varoufakis ved sin side under festen for Labour-partiets sejr. Nogle mennesker forsøgte at sammenligne ham med Varoufakis pga. hans anti-nedskærings-anskuelser, med et citat fra Corbyn, »Der var nogen, der spurgte mig: ’Skal du være Storbritanniens Yanis Varoufakis?’ Og jeg svarede: ’Jeg kunne aldrig være så cool’«, hvilket trak latter blandt tilhørerne.
Guardian skrev, at mange MP’er vil finde udnævnelsen af McDonnell »meget svær at sluge«. Blair-tilhængerne og establishment-typerne i Labour-partiet er ikke glade for valget af McDonnell, da de har støttet Angela Eagle, der havde været i regeringen både under Blair og hans efterfølger Gordon Brown. Charles Clarke, en fhv. indenrigsminister, sagde i dag, at han var »forfærdet« over McDonnells udnævnelse og sagde til BBC’s Radio 4 »Today«, at midtsøgende Labour-MP’er sandsynligvis ville begynde at danne deres egen skyggefinanspolitik.