25. november 2015 – Den tyske vicekansler, Sigmar Gabriel, har udtrykt sin bekymring over Tyrkiets nedskydning af et russisk militærfly og sagde i Berlin i går: »For det første viser denne hændelse, at vi her har med en spiller at gøre, der, iflg. erklæringer fra forskellige steder i regionen, er uberegnelig: det er Tyrkiet, og således ikke russerne.«
Gabriel tilføjede: »Det faktum, at russerne nu udløser konfrontationen gennem en krænkelse af luftrummet, må ikke få os til at glemme, at også Tyrkiet spiller en vanskelig rolle i denne konflikt.« Han sagde, at han ikke ville udelukke, at planen om en anti-IS-koalition, der inkluderede Rusland, er blevet beskadiget. Samme bekymring gav også udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier udtryk for, da han i går aftes sagde, at »man må frygte, at den lille spire af håb om en diplomatisk løsning nu er blevet knust.«
Formanden for Sikkerhedskonferencen i München, Wolfgang Ischinger, sagde, at hændelsen atter engang viser, at der ikke er nogen koordinering af alle skridt imod IS. Det, der skete i går, kunne forventes før eller senere, sagde han, og krævede intensiveret direkte kommunikation mellem NATO og Rusland for at deeskalere situationen.
Mere kritiske over for Tyrkiet var bemærkningerne fra Harald Kujat, tidl. generalinspektør for de tyske bevæbnede styrker, der i et interview til Bremen Radio her til morgen sagde, at selv om der stadig henstod mange ubesvarede spørgsmål om denne hændelse, så viste de optagelser, der allerede var tilgængelige, klart, at der aldrig var noget angreb på Tyrkiet, og at nedskydningen af flyet derfor var »unødvendigt og kunne have været undgået«. Affæren gør blot situationen langt mere kompliceret, end den allerede er, tilføjede Kujat og opfordrede kraftigt til direkte kommunikation i samme øjenhøjde mellem USA og Rusland, inklusive genindkaldelse af NATO-Ruslandsrådet.
Foto: Tysklands udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier: »Man må frygte, at den lille spire af håb om en diplomatisk løsning nu er blevet knust.«