Videnskaben om at gøre en ende
på fattigdom og geopolitik

Leder fra LaRouchePAC, 25. marts, 2018 – I det aktuelle, globale miljø, med undertiden hektiske diskussioner om geopolitiske forholdsregler og modforholdsregler, om handelssanktioner og gengældelse, om udskiftninger af personer og personel i ledende regeringer i verden – side om side med det klare potentiale for dramatiske ændringer, som præsident Trumps nylige, improviserede opringning til præsident Putin var et bevis på – er det nyttigt at træde et skridt tilbage og vende tilbage til nogle grundlæggende spørgsmål, som begynder med et halvt århundredes fundamentale opdagelser af Lyndon LaRouche, især inden for videnskaben om fysisk økonomi.

Denne eneste måde, hvorpå vi kan gøre en ende på det nuværende, geopolitiske mareridt, som er Det britiske Imperiums system, og etablere det politiske fundament for en varig fred, skrev Lyndon LaRouche tilbage i marts 1984 (»LaRouche-doktrinen: Udkast til aftalememorandum mellem USA og U.S.S.R.«), er ved at sikre: »a) Alle nationalstaters ubetingede suverænitet, og b) Samarbejde mellem suveræne nationalstater med henblik på promovering af ubegrænsede muligheder for at blive delagtig i fordelene ved teknologisk fremskridt, til gensidig fordel for hver enkelt nationalstat, og alle nationalstater.«

Et afgørende spejlbillede af et sådant fremskridt er udryddelse af fattigdom og inkludering af voksende befolkningslag i teknologisk progressive former for produktion. Her har Kina i løbet af de seneste 35 år været ledende i verden og har reduceret sin fattige befolkning fra 875 million i 1981 til i dag 30 million. Tilbage i 1981 husede Kina 46 % af verdens fattige inden for landets grænser; i dag er denne procentsats mangefold reduceret, til 5 %.

Denne udvikling accelererede med begyndelse i 2008, da politikken med at bygge et netværk af højhastigheds-jernbanekorridorer blev sat i gang i Kina og bragte industrialisering og teknologisk fremskridt til alle hjørner af landet. Et resultat har været, at fattigdom i Kina blev reduceret med ikke mindre end 85 % mellem 2008 og 2017 – under et årti.

Med præsident Xi Jinpings lancering i 2013 af Bælte & Vej Initiativet, er denne samme drivkraft for udvikling begyndt at stråle ud over hele planeten – spredningen af den Nye Silkevejsånd, som Helga Zepp-LaRouche så ofte refererer til.

Lad os overveje Kinas præstationer i lyset af de indledende bemærkninger i Lyndon LaRouches artikel, »Om LaRouches opdagelse«, fra 21. november, 1993 (genudgivet i EIR, 11. aug., 2017):

»Det afgørende indhold af mit originale bidrag til Leibniz’ videnskab om fysisk økonomi, er skabelsen af en metode til at behandle det kausale forhold mellem, på den ene side, enkeltpersoners bidrag til aksiomatisk revolutionerende fremskridt inden for videnskabelige og analoge former for viden og, på den anden side, de heraf følgende forøgelser af den potentielle befolkningstæthed i de tilsvarende samfund.«

En lignende fremgangsmåde – om end uden den dybtgående, videnskabelige og filosofiske stringens, LaRouche har skabt – er i realiteten grundlaget for Kinas præstationer. Som præsident Xi Jinping præsenterede sine marchordrer for økonomien i en tale 9. juni, 2009:

»Udløs i størst mulig grad videnskabens og teknologiens enorme potentiale som den primære kraft for produktion … og udvikling, støttet af videnskab og teknologi, og som er rettet mod fremtiden, og fremskynd tempoet for opbygning af et innovativt land.«

Man kunne således udmærket karakterisere Kinas fremgangsmåde i dag som anvendelsen af det Amerikanske Økonomiske System med kinesiske karaktertræk, en fremgangsmåde, der har ført til en succes uden sidestykke i udviklingen af Kinas relative befolkningstæthed, og på det seneste, med Bælte & Vej Initiativet, hele verdens.

Tiden er inde til, at USA atter vedtager denne politik som sin egen og herved omsider gør en ende på fattigdom over hele planeten, og samtidig driver en pæl i hjertet på britisk geopolitik.

Foto: Kinesiske børn hilser præsident Trump med flag under hans besøg i Kina, november, 2017.