versus et nyt sanktionsregime fra Storbritannien og Pompeo.
7. juli (EIRNS) – I London bekendtgjorde den britiske udenrigsminister Dominic Raab den 6. juli hendes majestæts nye “Global Human Rights Sanctions Regime”, (Globalt sanktionsregime for menneskerettigheder), for at sanktionere personer i enhver nation i verden for enhver lovovertrædelse, som London måtte identificere. Den første gruppe, der sanktioneres i henhold til den nye lov (vedtaget som et ændringsforslag for nogle måneder siden, men nu indført med fanfare), inkluderer 49 personer fra Rusland, Myanmar, Nordkorea og Saudi-Arabien. Udenrigsministeriet har udsendt beskrivelser af deres forbrydelser og alvorligheden af sanktionerne.
Forløberen for dette royale dekret fremkom i USA i 2012 som “Magnitsky-loven” under præsident Barack Obama, da en britisk efterretningsstyret operation, der brugte en lavtstående agent ved navn Bill Browder, ’fuppede’ Kongressen til at vedtage en lov baseret på at straffe russerne for en af Browders forretningsforbindelser, Sergei Magnitskys død i 2009 i Moskva, hvilket var en falsk anklage. I går, da Raab orienterede det britiske parlament om det nye skridt, var Browder til stede og erklærede, at Londons nye Globale Sanktionsregime er en “enorm milepæl”.
Denne aggression er blot det seneste tilfælde af ’imperiet-i-aktion’, og blev udført af de samme britiske efterretningsfolk, der er knyttet til de nu afslørede amerikanske netværk, der gentagne gange er blevet aktiveret imod præsident Donald Trump, allerede før hans indsættelse, for at få ham ud af embedet. Dette er de britiske kup/regimeskifte-magere. Trump udgør et mål, fordi han – selv i dagens betrængte situation – repræsenterer potentialet for succes med venskabeligt diplomati med Rusland, Kina og andre nationer, hvilket er hårdt nødvendigt lige nu for at bekæmpe pandemien og starte dialogen om et nyt økonomisk system. Retningslinjerne for denne politik er nøje beskrevet af statsmanden Lyndon LaRouche.
Idet han handler imod Trump, udsendte udenrigsminister Mike Pompeo imidlertid i dag en erklæring til fuld støtte for Storbritannien. Han fremmanede: ”Dette sanktionsregime markerer begyndelsen på en ny æra for Storbritanniens sanktionspolitik og samarbejde mellem vores to demokratier. Storbritanniens globale sanktionsregime for menneskerettigheder vil give Storbritannien et kraftfuldt nyt økonomisk værktøj til at fremme ansvarlighed vedrørende overgreb på menneskerettigheder på verdensplan”.
Schiller Instituttets formand, Helga Zepp-LaRouche, anførte i dag “imperium”-faktoren som en vigtig del af den “yderst alvorlige situation” vi nu står overfor, hvor pandemien spreder sig, og økonomien forværres. Læg dertil fortvivlelsen og den folkelige irrationalitet, og situationen er dermed eksplosiv. Hun sagde: “Alle disse situationer gør det helt klart, at vi akut, presserende, har brug for en anden tilgang”. Hun understregede dette ved at pege på den amerikanske valgsituation. Forestil jer at få en Joe Biden/Susan Rice-regering. ”Så kan man kysse verdensfreden godnat”.
Den anderledes tilgang, som Zepp-LaRouche taler om, kommer til udtryk i den diskussionsproces der nu er i gang blandt repræsentanter i forskellige dele af verden og forskellige samfundslag, i dialog gennem serien af Schiller Instituttets internationale konferencer – indtil videre tre i løbet af april, maj og juni. Føj hertil den kommende diskussion, i særdeleshed om det internationale program som blev udstedt af den amerikanske LaRouchePAC i maj, “LaRouche-planen til genåbning af den amerikanske økonomi: Verden behøver 1.5 milliard nye, produktive job.”
Denne rapport omhandler hvordan man både håndterer de øjeblikkelige og løbende behov for at bekæmpe pandemien og etablerer ny økonomisk aktivitet gennem mobilisering af menneskelige og fysiske ressourcer – ikke med store gaver til Wall Street/City of London. Behovet for denne tilgang fremgik på dramatisk vis i dag af præsident Trumps appel om at genåbne amerikanske skoler; appellen blev fremsat under en begivenhed i Det hvide Hus, hvor han tog imod bemærkninger fra guvernører, lærere og studerende. Det uudtalte spørgsmål er: Hvorfra kommer ressourcerne til at gøre dette på sikker vis?
Det er på tide, at alle bliver involveret i diskussionen og realiserer en ny tilgang.
