Ikke korrekturlæst
12. april 2024 (EIRNS) – Dagens møde i Schiller Instituttet, “Oaseplanen: LaRouche-løsningen for fred gennem udvikling mellem Israel og Palæstina og for hele Sydvestasien” er motiveret af følgende begrebsmæssige præmis, som Schiller Instituttets grundlægger Helga Zepp-LaRouche sagde i går i sin åbningstale til det 45. fredagsmøde i træk i Den Internationale Fredskoalition: “Men det er meget klart, at medmindre vi når frem til det, vi har diskuteret lige fra begyndelsen – et nyt paradigme, hvor vi overvinder geopolitik med en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, der inkluderer alle lande på planeten – vil scenarierne, eller stederne for den potentielle krig, bare skifte fra det ene krisested til det næste, indtil vi har en helt anden tilgang til verdenspolitik.
“Så længe det ikke er tilfældet, er der fare for, at tingene kan komme ud af kontrol meget hurtigt. En højt placeret person, som vi talte med for nylig, sagde: “Ja, du har helt ret. I bedste fald er vi uger fra en eksplosion og en katastrofe. Jeg synes, at det bør give næring til vores bestræbelser på virkelig at kæmpe for en fredsløsning, som skal være retfærdig for alle parter, for læren fra Den Westfalske Fred er, at medmindre den er retfærdig, og medmindre den tager hensyn til alles interesser, kan den ikke fungere.”
Fred kan synes at være umulig for nogle, men “Et formål, som en højere fornuft har udtænkt, at menneskers lidelser presser på, ti tusind gange besejret, må aldrig opgives.” Som præsident John F. Kennedy sagde på American University den 10. juni 1963: “Vores problemer er menneskeskabte – derfor kan de løses af mennesker. Og mennesket kan være lige så storsindet, som det ønsker. Intet problem i menneskets skæbne ligger uden for menneskets rækkevidde. Menneskets fornuft og ånd har ofte løst det tilsyneladende uløselige – og vi tror på, at de kan gøre det igen.”
Optimisme er et videnskabeligt princip. JFK beviste det og sørgede for det med den bemandede Apollo-mission til Månen i 1960’erne – et uhyrligt krav til ikke bare USA, men til menneskeheden selv, men et krav, der blev opfyldt efter planen inden for det årti, hvor det blev foreslået. I dag kræver vor tids “Apollo-projekt” en optimisme, som ikke kan udledes af krig. Det kræver et, to, mange “oaseprojekter” for verden, designet som det tilsyneladende umulige, men faktisk helt gennemførlige projekt, der blev stillet for Sydvestasien. Optimisme på menneskehedens vegne er i den forstand både emnet og det organiserende princip for dagens konference.
Det 21. århundredes “Apollo-projekt” er afslutningen på kolonialismen og dens afledte sygdomme “fattigdom, hungersnød, sygdom og selve krigen.” Det er en opgave, som størstedelen af verden allerede har forpligtet sig til. Det er gennem anvendelse og frigørelse af de teknologiske kræfter og kreative videnskabelige og kunstneriske evner i verdens nationer, herunder gennem fælles missioner til Månen og Mars og på Jorden; gennem ” hurtig” fælles udvikling af kernefusionsenergi til energi, der er “for billig til at måle” og let tilgængelig for alle; og gennem bygning af nye byer og udviklingskorridorer i en verdenslandbro for første gang nogensinde, at dette kan opnås.
Dagens konference er indkaldt både på tærsklen til storhed og på kanten af udslettelse. Hvilken retning, der sejrer, vil afhænge af vores styrke til ikke bare at huske, men at legemliggøre, hvad digteren Friedrich Schiller skrev: “Et formål, som en højere fornuft har udtænkt, og som menneskers lidelser presser på for, ti tusind gange besejret, må aldrig opgives.” Spøgelserne fra mange Gazaer og verdenshistoriens øjne vil holde øje med, hvilken retning vi tager.
Foto: NASA Astronaut Kate Rubins
