Ikke korrekturlæst
18. april 2024 (EIRNS) – Medmindre den grundlæggende modsigelse, der manifesterer sig i konflikter som den mellem NATO og Rusland eller drabene i Gaza, bliver adresseret, er en varig fred umulig. En smule “gode nyheder” kan dukke op fra dag til dag, og de kan udgøre et omdrejningspunkt for at ændre historiens gang, men grundlæggende er situationen præget af en voksende fare.
Breaking: Israel har her til morgen angrebet en militærbase i Isfahan i det centrale Iran med tre droner. Isfahan er hjemsted for en del af Irans militær- og atomfaciliteter.
Mens afstemningen i Sikkerhedsrådet om palæstinensisk medlemskab af FN overraskende nok mislykkedes (på grund af et amerikansk veto), afspejler det faktum, at tolv nationer stemte for resolutionen på trods af intens amerikansk lobbyisme, potentialet for en grundlæggende forandring i verden. Rusland hyldede de tolv støttende stemmer (Storbritannien og Schweiz undlod at stemme) som udtryk for et historisk niveau af global støtte til det palæstinensiske folk, men advarede om, at USA’s veto øgede risikoen for krig. Brasilien rejste spørgsmålet om økonomisk udvikling som en nødvendig forudsætning for en varig fred. I mellemtiden nedgjorde Israel skamløst Sikkerhedsrådet som et “terroristråd” og takkede USA’s præsident Joe Biden for at anerkende “sandheden”.
Israel fortsætter med at planlægge sin reaktion på Irans reaktion på Israels bombning af Irans diplomatiske faciliteter i Damaskus. Iran har advaret om, at hvis Israel angriber Irans atomanlæg, vil Israels egne atomanlæg blive et direkte mål. Israels foretrukne kurs, optrapning for at undgå politisk og følelsesmæssig konfrontation med deres dystre militære og moralske fiasko i deres seks måneder lange krig, bringer verden til afgrundens rand og øger risikoen for en bredere regional konflikt, der endda kan føre til indsættelse af Israels uerklærede, men meget reelle atomvåben.
Man kan håbe, at det ikke kommer så vidt. Men kan man stole på, at Netanyahu vil reagere fornuftigt? Kan Joe Biden (eller hvem der nu fører USA’s politik)?
Et nødvendigt skridt for at opnå politisk modenhed er at indse, at der på de højeste ledelsesniveauer i den udvidede transatlantiske verden simpelthen ikke er nogen voksne i lokalet.
Det faktum, at vi drukner i et morads af ” vildledere” som Joe Biden, Mike Johnson, Ursula von der Leyen, Olaf Scholz og David Cameron, skyldes, at borgerne ikke selv tager ansvar for at udarbejde – og realisere – en vision for de næste halvtreds års liv på denne planet og videre frem. Hvor meget mental energi er blevet spildt på smålige og irrelevante sidespørgsmål, mens økonomierne i NATO-land er blevet mere finansialiserede, mere grønne og mindre produktive? Hvordan er sekundære sociale spørgsmål blevet brugt til at splitte folk og optage vores tanker, mens løftet om Sovjetunionens fald gik tabt i bestræbelserne på at opretholde det anglo-amerikanske hegemoni, selv på bekostning af atomkrig?
Mod denne tendens til snæversynet tænkning har LaRouche-bevægelsen fastholdt et fokus på de mest nødvendige begreber, uanset om de overhovedet blev anerkendt som tidens problemer. I dag er Verdenslandbro-konceptet, som Schiller Instituttet promoverer, allerede ved at blive en realitet. I dag viser Oasis-planen, som Lyndon LaRouche promoverede for et halvt århundrede siden, vejen frem for Mellemøsten. I dag må LaRouche-bevægelsens betoning af det moderne angloamerikanske finansimperium som drivkraften bag konflikter, herunder at sætte scenen for endeløse kampe i Mellemøsten, finde større forståelse i verdenssamfundet. Det kollapsende transatlantiske finanssystem er den førende drivkraft bag konflikter. Vil det blive reorganiseret, og på hvilket grundlag?
I dag arbejder LaRouche-kandidaterne Diane Sare og Jose Vega sammen med hold af frivillige på at samle underskrifter for at få sig selv og disse ideer på stemmesedlen.
Vil du tage ansvar for fremtiden? Vil du være den voksne i lokalet?
U.S. Representative Robert A. Wood vetoes the UN Resolution on Palestine. UN Photo/Manuel Elias
