Ikke korrekturlæst
ANASTASIA BATTLE: Velkommen alle sammen. Dette er Den Internationale Fredskoalition; dette er det 48. møde – jeg er næsten ved at miste overblikket over alle møderne, vi har haft så mange og gjort en masse fremragende arbejde. Jeg vil gerne takke alle, der har deltaget regelmæssigt i alt det arbejde, I har udført i løbet af de sidste 48 uger. Også velkommen til nye deltagere, som er med for første gang. Jeg ser en række nye personer, der har sluttet sig til os i dag. Vi har en diskussionsperiode, hvis du gerne vil præsentere dig selv og fortælle os, hvilken organisation du kommer fra, og hvilken type organisering du laver, vil vi hilse det hjerteligt velkommen. Tak igen, fordi I vil være med.
Mit navn er Anastasia Battle, og jeg er moderator i dag sammen med Dennis Small og Dennis Speed. Vi har en række mennesker, der skal tale i dag, herunder en meget vigtig udtalelse fra Dr. Awad, som er grundlægger af Nonviolence International og koordinator for Freedom Flotilla. Han havde desværre utroligt travlt, men har sendt os en besked til IPC i dag i betragtning af vigtigheden af alt det, der er foregået. Vi får også en rapport fra Coleen Rowley på stedet samt andre rapporter fra hele verden. Med det vil jeg inkludere dagsordenen i chatten om et øjeblik, men jeg vil gerne åbne op for Helga Zepp-LaRouche, grundlæggeren af Schiller Instituttet og initiativtageren til International Peace Coalition. Så værsgo at gå i gang, Helga.
HELGA ZEPP-LAROUCHE: Lad mig først hilse på jer alle. Situationen er naturligvis ekstremt dramatisk. Jeg synes, det er meget vigtigt, at studerende på omkring 90 eller 100 universiteter i USA og nu også i stigende grad i Europa og andre byer rundt om i verden begynder at udtrykke deres absolutte uenighed med den politik, der fører til folkedrabet i Gaza. Det er klart, at hele verden ser det som et tegn på, at menneskeheden endnu ikke er gået tabt, især i det såkaldte kollektive Vesten, og jeg synes, at det mest rørende udtryk for det var beskeden fra børnene eller nogle af børnene fra Gaza, der udtrykte deres absolutte taknemmelighed for støtten fra de amerikanske studerende. Det er meget, meget vigtigt, men jeg vil gerne placere dette studenteroprør i den strategiske situation, for det er meget tydeligt, at menneskehedens skæbne kan blive afgjort i løbet af de næste par måneder, i perioden op til det amerikanske valg. Jeg tror, det er vigtigt for Den Internationale Fredskoalition, at vi altid holder øje med den strategiske situation, hvor Gaza netop er et element, og Ukraine og Stillehavet er andre elementer i dette opgør mellem NATO og Rusland og Kina, men implicit også den nye økonomiske orden og den Globale Majoritet, der er ved at opstå.
Mens de studerendes protester selvsagt er meget håbefulde, har det på den anden side også vist sig på den mest utrolige måde, da politiet blev indsat på forskellige universiteter, at ordet “demokrati” er blevet fuldstændig hult, og at det første forfatningstillæg og ytringsfriheden faktisk ikke længere eksisterer.
Desværre har Repræsentanternes Hus i USA netop vedtaget en lovgivning med stemmerne 320-91 med en ny definition af, hvad antisemitisme angiveligt er, hvilket er et klart forsøg på at undertrykke enhver form for ytringsfrihed. Lad mig give jer en britisk journalist, Jonathan Cooks, syn på sagen: Han har skrevet en artikel med titlen ” Israels og USA’s plan for Gaza stirrer os lige i ansigtet”. I lyset af, hvad der er sket indtil nu, synes jeg, det er værd at overveje, hvad han siger. Han siger, at Biden kun lader, som om han er hård ved Netanyahu, og at han ikke bør gribe ind i Rafah. Hvis Hamas nu efter Blinkens rejse til regionen går med til “aftalen” om at holde våbenhvile i seks uger for at udveksle nogle gidsler og fanger, bliver hungersnøden i mellemtiden værre, og flere palæstinensere dør. Hvis Hamas nægter, vil de blive beskyldt for at fortsætte den såkaldte krig, selv om man næppe kan tale om en krig i et besat område. Under alle omstændigheder ville Israel i så fald starte interventionen i Rafah, alle kvinder og børn ville få besked på at komme ud, men mændene og de resterende kvinder og børn ville blive behandlet som væbnede fjender. Rafah ville blive ødelagt, og hungersnøden ville blive værre. I mellemtiden tager det ICJ, Den Internationale Domstol, meget lang tid at komme med konklusioner, og det er under alle omstændigheder for sent for palæstinenserne. I mellemtiden, når Rafah er færdig, vil Israel rykke ind på Vestbredden, og der vil det hele gentage sig.
Det bør motivere os til at kræve en fuldstændig ændring: nemlig Oase-planen, som er det, vi hele tiden bør fremføre, indtil vi får den accepteret som en løsning.
Med hensyn til Ukraine vil jeg gerne citere fra en ny artikel af tidligere general Kujat, tidligere generalinspektør for det tyske Bundeswehr, som også her kommer med en meget nøgtern vurdering. Han gennemgår grundlæggende, hvordan krigen er gået, at modoffensiven er slået helt fejl, og at situationen bliver værre dag for dag. Ukrainerne har mistet evnen til enhver offensiv operation, og efter råd fra USA forsøger de bare at reducere tabene og få organiseret et strategisk forsvar. De er ekstremt sårbare i forhold til deres luftforsvar, deres mangel på ammunition og det meget store underskud af uddannede soldater. Selv den seneste lovgivning om, at ukrainske mænd ikke længere kan få pas til at rejse til udlandet, er et åbenlyst forsøg på at få alle de mange mænd, der har forladt landet, tilbage. Men det, man skal fokusere på, er, at en nylig meningsmåling i Ukraine gør det helt klart, at langt størstedelen af befolkningen ønsker at afslutte krigen, at de ønsker en fredsforhandling; og i mellemtiden forsøger Ukraine at kompensere for tabet af soldater på slagmarken ved at ramme mål dybt inde i Rusland i form af infrastruktur og energi. Rusland modarbejder det ved at ødelægge ukrainsk infrastruktur og energisystemer. Og dybest set er Ukraines mål om at genoprette landet inden for grænserne af 1991 ikke realistisk. Dette er blevet anerkendt i USA, men i betragtning af, at dette nu er et emne i den amerikanske valgkamp, med det perspektiv, at Trump kan blive genvalgt som præsident, at den eneste måde er at forhandle hurtigt. Det erkendte den daværende amerikanske chef for generalstaben, general Milley, allerede i november 2022. Men da Vestens mål var at svække Rusland permanent, militært, økonomisk og politisk, fortsætter den forkerte politik på trods af massive fejlvurderinger. CFR-magasinet {Foreign Affairs} anerkender det, og de har lige haft en artikel om, at de samtaler, der kunne have afsluttet krigen i Ukraine – med henvisning til forhandlingerne i marts-april 2022.
Så Kiev er i en situation, hvor spørgsmålet er, hvad der vil ske nu. Stoltenberg fra NATO har foreslået, at de 61 milliarder dollars fra USA skal suppleres med 100 milliarder dollars fra NATO over fem år, hvor NATO ville erstatte Ramstein-gruppen med hensyn til at forhandle om hele operationen. Men hvad ville det gøre? De 61 mia. dollars, som USA har sendt, har nemlig næsten ingen effekt på den militære situation, fordi 33,2 mia. dollars allerede er til våben, som allerede er produceret og leveret. Yderligere 13,8 milliarder dollars er allerede produceret og bliver nu leveret, hvilket kun efterlader 10 milliarder dollars til nye våben. Så det er meget tydeligt, at de 61 milliarder dollars kun er tænkt som en bro for Biden-administrationen for at nå frem til november, for at købe tid. Men det har russerne også bemærket, for som Merkel, Poroshenko og Hollande har indrømmet, var Minsk II-aftalerne kun til for at købe tid og for at snyde russerne; på samme måde som da forhandlingerne i april 2022 fandt sted i Istanbul, og begge sider – Rusland og Ukraine – var klar til at forhandle, meddelte NATO Rusland, at hvis I trækker jeres tropper tilbage fra Kiev, så kan vi få en aftale i stand. Men i mellemtiden overtalte Boris Johnson Zelenskyy til at fortsætte krigen, så russerne blev snydt for anden gang. Og de vil helt sikkert ikke blive snydt en tredje gang.
På grund af USA’s tilslutning til den såkaldte “21st Century Peace through Strength Act” er der allerede forslag i gang om at bruge 5 milliarder dollars af de konfiskerede russiske aktiver, som befinder sig i amerikanske banker, og sende dem til Ukraine til våben og andre forsyninger. Da Europa har 260 mia. dollars af de 300 mia. dollars, er det meningen, at hvis USA sætter disse 5 mia. dollars ind i den britiske forsvarsfond, og overførslen finder sted, skal det danne præcedens for, at Europa sender de øvrige 260 mia. dollars. Som gengældelse vil Rusland konfiskere det samme beløb af europæiske og amerikanske aktiver, og så eskalerer det hele.
Men det vigtigste sideaspekt er, at alt dette bliver observeret af det Globale Syd, som vil komme til den konklusion, at deres aktiver ikke længere er sikre i dollarsystemet. Hvis der bliver gjort en indsats for dette, i lyset af at der er dette store BRIKS-møde i oktober i Rusland i år, hvor man allerede har BRIKS 10, og man har de 40 lande, der også har ansøgt om at blive BRIKS-medlemmer, er det sandsynligt, at reaktionen på en sådan konfiskation vil være et afgørende skridt til at erstatte det amerikanske SWIFT-system med en alternativ global finansiel ramme.
Det skal alt sammen ske, eller vil ske på den ene eller anden måde, fra nu af og frem til november. Hvis hele denne udvikling får det vestlige finanssystem, som allerede er i en tilstand af akut bankerot, til at bryde sammen, kan det betyde en absolut strategisk krise lige før det amerikanske valg. Det er derfor, jeg mener, at alt er på spil, og derfor faren for, at dette er den vigtigste og farligste periode i historien nogensinde, og behovet for at skabe en ændring i den overordnede politik. Selvfølgelig skal vi stoppe folkedrabet i Gaza; vi skal have den humanitære hjælp dertil; vi skal have en våbenhvile; vi skal have en tostatsløsning; vi skal have en samlet mellemøstkonference, hvor Oase-planen kommer på bordet. Men jeg tror, at hvis vi ikke løser denne overordnede geopolitiske konfrontation, som kommer i form af det, der sker i Gaza, men som også involverer Ukraine og nu det globale NATO, så tror jeg, at vi er nødt til at gøre det, jeg har sagt lige fra begyndelsen, efter at denne særlige militære operation startede: Vi er nødt til at ændre paradigme; vi er nødt til at erstatte geopolitik med ideen om samarbejde i stedet for konfrontation; og vi er nødt til hurtigst muligt at få en ny international sikkerheds- og udviklingsarkitektur, som tager hensyn til interesserne i hvert eneste land på kloden. For hvis man ser på alle disse forskellige kriseområder, er de for langt væk, og de er alle en del af et strategisk billede, som skal afhjælpes i sin helhed, ellers er der risiko for fuldstændigt kaos. Det var det, jeg ville fortælle jer.
Bemærkninger under diskussionen
Jeg vil gerne sige tillykke til Coleen [Rowley] og dr. Awad for deres mod, og at vi virkelig er fast besluttet på at støtte deres operation på enhver måde, vi kan, ved at sprede nyheden om den og sørge for, at verden ved, hvad de gør.
Som svar til Cliff tror jeg, at det desværre er meget sandt, for samspillet mellem det religiøse højre, som opfordrer til Amalek i Gaza, og samarbejdet med Christian Scientists i USA er en meget uhellig dynamik, som kan føre til Tredje Verdenskrig. For hvis du har en ideologi, der tror, at du er det udvalgte folk, og at hvis der kommer et ragnarok, så er det dig, der vil sejre, enhver form for sådan tænkning – og desværre havde vi i Tyskland noget, ikke det samme, men noget lignende med hensyn til at tro, at man er de udvalgte, og derfor bliver jeg altid ekstremt bekymret, når nogen tror, at de er bedre end andre, fordi det i sidste ende fører til den slags konsekvenser.
Jeg synes, at det, vi har hørt fra Cliff, gør det endnu mere klart og understreger, hvad jeg har sagt lige fra begyndelsen, nemlig at selve begrebet geopolitik er noget, vi er nødt til at overvinde. For så længe man tænker i termer som Palmerston, der var mester i manipulation, hele Great Game-politikken i Mellemøsten, Sykes-Picot, ideen om, at man trækker grænserne op, så man kan manipulere enhver fremtidig konflikt: Enhver sådan tankegang, som kommer fra dette giftkøkken, skal overvindes. Og vi er nødt til at erstatte den med principper, som først og fremmest starter med ideen om, at den menneskelige art er begavet med fornuft; at den fornuft er noget gennemsigtigt. Man kan lære om den, man kan finde ud af sandheden, og at vi er nødt til at fremkalde denne guddommelige billedlignende karakter hos mennesker i forhold til Skaberen. Det er en økumenisk idé, som findes i alle store religioner og endda i nogle af de andre filosofier, buddhismen, hinduismen – alle har denne idé om menneskets hellighed. Vi er nødt til at forholde os til hinanden på det niveau.
Jeg tror, at det vigtigste er at hæve den nuværende diskussion til, hvad menneskeheden er? Hvorfor er vi her? Hvad er formålet med menneskeheden i universet som helhed? Jeg har allerede nævnt, det er mere end et år siden, ideen om Nicholas af Cusa og dialogen mellem de store religioner – De Pace Fidei – det er det, vi bør tale om, hvis vi taler om religion. Og ellers mener jeg, at vi er nødt til at gå i retning af at adressere menneskers eksistentielle behov, hvilket inkluderer at spise, mad, vand, overvinde fattigdom, et sundhedssystem, uddannelse: Det er de materielle betingelser, som gør det muligt for mennesker at udfolde det potentiale, som Skaberen har givet dem. Derfor handler Gaza-projektet ikke kun om disse materielle ting, men det er en ægte fredsplan, fordi den tager fat på det i mennesker, som gør os til mennesker. Intet dyr vil nogensinde komme på sådan en idé. Æslerne og aberne kan godt lide god mad, men de producerer den ikke. Men mennesker kan skabe rigeligt til alle deres medmennesker. Jeg tror, vi er nødt til at flytte diskussionen og øge antallet af rationelle mennesker. For jeg tror, at det er menneskehedens endelige test, om vi kan komme ud af en eksistentiel krise som denne ved at tage det mentale spring til at tænke på et højere niveau.
Afsluttende bemærkninger
Jeg synes, at det, Jack lige har foreslået, er meget værdifulde forslag, og jeg er helt enig i dem. Men jeg vil med eftertryk sige, at det, IPC siger, også er meget konkret. Det lyder måske lidt sværere, men Oase-planen er efter min mening den eneste måde, hvorpå man på kort sigt kan afbryde denne dynamik. Da vi afholdt Oase-plan-konferencen den 13. april for ca. tre uger siden, havde vi flere palæstinensiske ambassadører og diplomater fra flere lande til stede. Fire af dem støttede Oase-planen, og den 8. maj holder vi en opfølgningskonference i København, igen med flere ambassadører fra regionen, men også fra andre lande. Vi planlægger at holde dette som en mobilisering. Det er meget tydeligt, at de mennesker, der er i Gaza, eller som befinder sig i den umiddelbare situation, har en tendens til at sige: “Vi kan godt lide jeres plan, men først må vi stoppe folkemordet. Først skal vi have den humanitære hjælp” – alt det er sandt. Men hele idéen med Oase-planen er at give alle i regionen en vision for, hvordan man kommer ud af denne situation, hvordan man bryder cirklen af vold og terrorisme ved at give en smuk vision for en fælles fremtid for hele regionen, fra Indien til Middelhavet, fra Kaukasus til Golfregionen.
Vi taler nu med mange enkeltpersoner, institutioner, firmaer, ingeniørfirmaer, universiteter og institutter: For den eneste måde, vi kan gøre os håb om at få gennemført Oase-planen på, er ved at få et kor af stemmer, som i sidste ende vil påvirke nogle af regionens regeringer til at sætte den på dagsordenen. Så Oasis-planen er ikke bare et stykke papir, som man læser én gang, og så er det slut, men det er en kampagne! Jeg beder jer faktisk alle om at tage det materiale, vi har på vores hjemmeside, nemlig den 14 minutter lange indledende video af Jason Ross; så har vi de 7 timers Oaseplan-konference, og vi har lavet en kort version på ca. 1,5 time og endda en kortere version på ca. 8 minutter. Så du kan tage alle disse videoer og sende dem rundt; lægge dem ud på de sociale medier, kontakte institutioner, som du mener har noget med vand eller afsaltning at gøre, eller diplomatiske kontakter. Og vær med til at skabe momentum for realiseringen af Oasis-planen. Jeg synes, det er meget vigtigt. Hvis alle på denne konference hjælper med at gøre det, kan vi gøre det til et stærkt apparat og en maskine, der kæmper for dette. Det samme gælder for den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur, hvor det naturligvis er noget for intellektuelle, universiteter, tænketanke og naturligvis lande. Men for at få gang i diskussionen, som vi havde med de nicaraguanske professorer for et par måneder siden, vil den nok blive mest accepteret af intellektuelle, akademikere, diplomater og den slags mennesker, som ikke er involveret i den umiddelbare kamp på daglig basis, men som har tid og fritid til at tænke og til at hjælpe med at lægge planer for, hvordan vi kommer ud af denne situation.
Jeg synes, at ideen om at finde løsninger er virkelig vigtig. Man skal naturligvis gøre alle de andre ting, men i sidste ende skal vi overvinde dette, og jeg tror, at den eneste måde at overvinde det på er ved at sætte disse ideer i hovedet på mange mennesker, som indser, at hvis vi ikke ændrer paradigmet, er det hele måske ikke nok, for på grund af tidsplanen med det amerikanske valg, sammenbruddet i det finansielle system, reaktionen og modreaktionerne fra det Globale Syd på det, de opfatter som et forsøg på at underkue dem og fortsætte kolonialismen. Vi befinder os i en tidsplan, som ikke er endeløs. Hvis man ser tilbage i historien, kan man altid identificere, hvornår det var for sent at stoppe Første Verdenskrig, hvornår det var for sent at stoppe Anden Verdenskrig, og hvorfor man ikke ved præcis, hvornår man lever hver dag i historien, fordi der er så meget information, man ikke kender. En historiker kan altid se tilbage og sige: “Åh, der var denne diplomatiske handling, der var denne indgriben fra efterretningstjenesten”, der var dette og hint, og det var på det tidspunkt, det var for sent. Så med tilbagevirkende kraft kan man identificere det øjeblik i historien, hvor det var for sent.
Men vi kan med sikkerhed sige, at vi befinder os i en periode, hvor mulighederne for at redde menneskeheden fra afgrunden bliver mindre og mindre, og beslutningspunktet er virkelig meget, meget tæt på. Så det er derfor, jeg beder dig om – det kræver en lille indsats at tænke det hele igennem – men vi har brug for det nye paradigme, vi har brug for den nye internationale sikkerheds- og udviklingsarkitektur; og som en konkret regional komponent af det, har vi brug for realiseringen af Oase-planen. Så vær venlig at hjælpe med at få det på plads såvel som de andre ting, Jack foreslog.
