Morgen – og sorg – i Gaza:
Palæstinenserne kan endelig begynde det vigtige arbejde med at sørge
af Dr. Izzeldin Abuelaish

Read the English original below the Danish translation.
Ikke korrekturlæst

Meget bevægende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish en dag efter våbenhvilen i Gaza

22. januar 2025 (Schiller Instituttet) – Følgende kronik af den gazansk-canadiske Dr. Izzeldin Abuelaish blev offentliggjort i The Globe and Mail i Toronto den 21. januar 2025, en dag efter at våbenhvilen mellem Israel og Hamas begyndte. Forfatteren har givet sin tilladelse til, at vi offentliggør den. Dr. Abuelaish er forfatter til bogen Jeg Skal Ikke Hade, som han skrev, efter at tre af hans døtre og en niece blev dræbt i et israelsk angreb i 2009. Schiller Instituttets interview med ham i marts 2024 er tilgængeligt her:

Den førende palæstinensiske læge og fredsaktivist Dr. Izzeldin Abuelaish
interviewet af Schiller Instituttet i Danmark: “Jeg vil ikke hade”

Udskrift af interview: Palæstinensiske Dr. Izzeldin Abuelaish:
Jeg vil ikke hade. Stop volden. Vælg håb og sameksistens

Han talte også på Schiller Instituttets Oasis Plan-konference i april 2024. Se linket nedenunder.
——————————-

Morgen – og sorg [Morning and mourning] – i Gaza: Palæstinenserne kan endelig begynde det vigtige arbejde med at sørge

af Izzeldin Abuelaish

Izzeldin Abuelaish er palæstinensisk-canadisk forfatter, menneskerettighedsforkæmper og professor emeritus ved University of Toronto.

I mange år er sorgen i Gaza blevet undertrykt, begravet under vægten af bombardementer og frygt, som om det at udtrykke smerte er en slags privilegium.

Og derfor står palæstinenserne i dette skrøbelige og paradoksale øjeblik – starten på en våbenhvile i Gazastriben – foran en længe ventet scene: en chance for at sørge i fred.

Under en krig bliver øjeblikke til levende vidnesbyrd om smerte, rædsel, drab og ødelæggelse. Krig opleves ikke af mennesker som en kamp om magt, men som en test af menneskelig vilje over for den hårdeste vold og uretfærdighed. Og denne krig har stjålet folks drømme, deres mest grundlæggende rettigheder til et værdigt liv. Hvert ødelagt hus var engang et fristed, og hver ødelagt gade var engang en passage til håb. Selv om krigen slutter helt, vil dens indvirkning aldrig forlade sjælene.

Men håbet er stadig den skjulte kraft, der kan give livet ny mening.

Våbenhvilen er en mulighed for, at dette håb kan slå rod i Gaza, et land, der aldrig har kendt til fred, hvor hver dag begynder og slutter med lidelse, og som er tynget af sår fra både fortid og nutid. Denne by fortjener en chance for at sørge uden frygt og for at leve fri af dødens skygge. Selv om fuldstændig fred kan synes langt væk, giver denne våbenhvile plads til at begynde på en frisk. Det er et desperat tiltrængt pusterum for de afdøde sjæle, for hjerterne hos dem, der holder ud, for et land, som en dag fortjener varig ro.

Der er nu en chance for, at håbet for alvor kan slå rod i hjertet på den enke, der er blevet mor, det forældreløse barn, den sørgende far og søsteren, der klamrer sig til minderne. På trods af deres enorme tab har de styrken til at overleve.

I et land, der har kendt til uretfærdighed, undertrykkelse og besættelse, mere end det har kendt til fred, bliver sorgen en modstandshandling. At sørge betyder at anerkende sit tab, at anerkende, at man er et menneske, der er tynget af smerte. Men at sørge over mistede kære uden frygt for at møde samme skæbne har været en uopnåelig drøm for Gaza. I dag, i den fredelige stilhed i gader, der i går var fyldt med en anden slags stilhed – en, der er svanger med rædslen for mulig ødelæggelse – giver sorgen mulighed for den fordybelse, der er nødvendig til at forfølge ny mening og nyt liv.

Selvfølgelig er sorg ikke enden på vejen. Det er det første, afgørende skridt mod at genopbygge sjælen, mod at respektere mindet om dem, der er gået bort, mod at give sårene plads til at trække vejret. Sorg er den eneste måde at forblive menneske på i lyset af hadet.

Efter mere end 15 måneders bombardementer vender folk tilbage til murbrokkerne – ikke for at finde ly, men for at udføre den hjerteskærende opgave at finde ligene af deres kære. Blandt murbrokkerne ligger smertefulde minder. Hvor dyb er denne smerte – at finde lig, hvoraf nogle er blevet gnavet i af herreløse hunde.

Børnenes drømme – om at lære i skolen, om at finde forsvundne venner eller legetøj – ligger også under murbrokkerne. Men sorgen giver dem mulighed for at finde en verden, hvor sikkerhed og uskyld kan trives igen. Disse drømme, der nægter at blive begravet, minder verden om, at selv i krig er børns håb i stand til at overleve.

De, der har levet i en cyklus af konstant terror, kan nu endelig finde den længe ventede søvn. Det vil stadig ikke være en almindelig søvn, men en, der er tynget af minder og smerte, en, der blotter sårene. Og selv når våbenhvileaftaler annonceres, forbliver ventetiden på fred smertefuld. Timerne bliver på en eller anden måde tungere end årene, mens folk lever på en knivsæg mellem frygten for det sidste bombeangreb og det at turde håbe på frelse. Hvert øjeblik, der er gået i løbet af de sidste 15 måneder, har bragt muligheden for tab med sig; nu er det blandet med den skrøbelige mulighed for fred – og potentialet for en anden slags smerte.

Smerte i Gaza bliver til energi til vedholdenhed. Et blødende sår bliver et symbol på styrke. Men tab, på trods af dets grusomhed, planter i hjerterne en vilje til at leve. Palæstinenserne er ikke kun ofre for krig; de er et eksempel på ukuelig vilje, der legemliggør, hvad det vil sige at rejse sig fra asken. Selve landet fortæller historier om dette modstandsdygtige folks lidelser. De huse, der blev ødelagt, var engang fyldt med latter, og de gader, der blev reduceret til murbrokker, var engang korridorer med liv – men på trods af alt dette står palæstinenserne oprejst og gør smerte til en lektie og standhaftighed til en livsstil.

I dette land er der noget, der er værd at leve for. Gaza er ikke bare en by, men et symbol på beslutsomhed og håb. Under murbrokkerne går palæstinenserne nu i gang med at skabe liv ud af død. Nederlaget ligger ikke i ødelæggelsen, men i tabet af troen på frihed og værdighed; det er det, Gazas befolkning afviser. Det er derfor, palæstinenserne stadig er håbefulde. Det er ikke kun, fordi de fortjener liv, men fordi de tror på, at friheden kommer, og at den smerte, de oplever i dag, vil være kimen til at skabe en mere retfærdig og fredelig fremtid.

Fra Gazas smerte kommer der dybe menneskelige lektioner. Palæstinenserne lærer os, at krige kan ødelægge hjem, men de kan ikke udslette troen. De lærer os, at håb, når det bliver en livsstil, er bedre end noget våben eller nogen begrænsning.

Det er derfor, Gaza ikke bare er en lidende by, men et symbol på modstandskraft. Så dens befolkning, som forvandler enhver tragedie til styrke og enhver ødelæggelse til opbygning, sender nu et budskab til verden: Livet sejrer altid. Palæstinenserne er styret af håb, bevæbnet med vilje og tror på, at frihed, retfærdighed, lighed og værdighed er essentielle og afgørende for fred.

Hvem ved, hvor længe denne våbenhvile vil vare? Men rejsen mod fred kan nu begynde.

———————–

Mere om Dr. Abuelaish:

Dr. Izzeldin Abuelaishs tale til Schiller Instituttets konference
om Oase-Planen den 13. april 2024

Palestinian Dr. Izzeldin Abuelaishs artikel i anledning af 76 år efter “katastrofen” for palæstinenserne
————————
English original:

Foto: Creator: Libertinus, Copyright: Creative Commons: Atribución – Compatir por igual