
KØBENHAVN, 21. januar 2025 (EIRNS) – Den diplomatiske krise mellem USA, Grønland og Danmark er ikke overstået. De grønlandske og danske folkevalgte og befolkningerne ventede spændt på, om præsident Trump i sin indsættelsestale ville omtale sit krav om, at USA skal overtage Grønland, som han gjorde det med Panama-kanalen. Det gjorde han ikke, men han talte om territorial ekspansion.
Under den efterfølgende ceremoni i Det Ovale Kontor, hvor bekendtgørelserne blev underskrevet, spurgte en journalist imidlertid om Grønland, og Trumps svar fik alarmklokkerne til at ringe i Grønland og Danmark.
Præsident Trump sagde: »Grønland er et vidunderligt sted. Vi har brug for Grønland af hensyn til den internationale sikkerhed, og jeg tror, at Danmark vil rette ind. Det koster dem mange penge at vedligeholde det, at holde det. Det grønlandske folk er ikke tilfredse med Danmark. Jeg tror, de er glade for os. Vi havde repræsentanter – min søn og repræsentanter var deroppe for to uger siden, og de kan godt lide os.
»Men Grønland er nødvendigt, ikke for os. Det er nødvendigt for den internationale sikkerhed. Der er russiske fartøjer overalt. Kina har skibe over det hele, krigsskibe, og de kan ikke opretholde det.”
Lederen af Grønlands selvstyre, som er en del af Kongeriget Danmark, Múte B. Egede, sagde: »Det er vores land og vores befolkning, der bestemmer, hvad der skal ske. Andre kan ikke bestemme, hvad vi gør,« og han opfordrede til ro. Et af de grønlandske medlemmer af det danske folketing, Aaja Chemnitz, opfordrede til en diplomatisk løsning.
Den danske udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen sagde bagefter, at han ikke ville afblæse krisen, men at der var forskel på, om Trump talte om den under sin tale eller til en journalist bagefter. »Vi kan selvfølgelig ikke have en verdensorden, hvor lande, der er stærke nok, uanset hvad de hedder, bare kan tage, hvad de vil have.«
Foto: Barni1, Pixabay