
af Marcia Merry Baker
10. marts 2025 (EIRNS) – Forandringer i alle retninger sker dag for dag i verdens strategiske situation og i folks hverdagsliv. Et historisk mønster, som man skal være opmærksom på, er fjendtligheden mellem USA og Europa. Det dramatiske træk ved dette er det vanvittige hastværk i Europa for militarisering – udført i Ukraines navn og for at forberede sig på at forsvare sig mod krig fra Rusland.
Helga Zepp-LaRouche, Schiller Instituttets grundlægger og leder, bemærkede dette i dag og kaldte bruddet mellem USA og Europa for »bekymrende og farligt«. Men hun talte ikke ud fra et synspunkt om at anbefale en tilbagevenden til den overensstemmelse mellem nationerne på begge sider af Atlanten, som er foregået i årtier under forfærdelig britisk geopolitik. Hun talte i dag ud fra et synspunkt om at gøre en ende på denne [geopolitik] for altid. Den 8. marts udsendte Zepp-LaRouche en erklæring om principper og handling gennem Schiller Instituttet med titlen: »I stedet for at opruste til den store krig, er vi nødt til at skabe en global sikkerhedsarkitektur .« Hendes appel advarer Europas nationer om, at »de er ved at begå en katastrofal historisk fejltagelse. Hvis de så også forsøger at finansiere den enorme mangel på militær kapacitet ved at skabe penge uden for de almindelige budgetter, gentager de den tyske rigsbankchef Hjalmar Schachts politik med Mefo-sedler fra 1930’erne.«
Zepp-LaRouches erklæring sluttede med otte punkter til handling, der begynder med: »Vi opfordrer de europæiske politikere til at komme til fornuft! Gentag ikke fejlene fra 1930’erne!«
…. I morgen mødes EU-funktionærerne Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen, og Antonio Costa, formand for Det Europæiske Råd, med Europa-Parlamentet i Strasbourg for at forsøge at opmuntre dem til den vanvittige EU-plan »Rearm Europe«, der kræver 860 milliarder dollars i ny våbenfinansiering til Europa og Ukraine for at stå imod Rusland. Den 20.-21. marts skal lederne af 27 EU-lande holde deres andet møde om denne milliardforpligtelse i Bruxelles, sandsynligvis med Volodymyr Zelenskyj, Ukraines fungerende præsident, til stede.
Denne fremrykning sker samtidig med, at sammenbruddet af de ukrainske styrker i felten hurtigt forværres. I Kursk-regionen har russiske styrker omringet omkring 6-10.000 indtrængende ukrainske soldater i en »gryde« ved Sudzha. Russerne gennemførte et overraskende træk for at komme ind gennem 15 km tomme underjordiske gasrørledninger.
Et møde finder sted i morgen, den 11. marts, i Jeddah, Saudi-Arabien, mellem ukrainske og amerikanske delegationer. USA’s udenrigsminister Marco Rubio leder amerikanerne. Den fungerende ukrainske præsident Zelenskyj vil blive ledsaget af Andrij Jermak, leder af præsidentembedets kontor.
Schiller Instituttets opslag om Zepp-LaRouches erklæring fra den 8. marts om »Det Globale Sikkerhedsinitiativ« har en underskriftsside til støtte, og byder også alle andre initiativer, der handler i samme ånd og efter samme principper, velkommen. For eksempel blev der den 9. marts i Frankrig udsendt en erklæring af tidligere militærofficerer og af suverænister, der er imod den udvidelse og deling af Frankrigs atombombestyrke, som den franske præsident Emmanuel Macron foreslår. Deres erklæring har titlen: »Atomar afskrækkelse er i bund og grund udtryk for en national vilje og kan ikke deles.«
Schiller Instituttets opslag introducerer fru LaRouches erklæring som »til øjeblikkelig og udbredt international cirkulation. Den udsendes på et tidspunkt, hvor Europa står ved en historisk skillevej, hvor et andet alternativ må lægges på bordet omgående, hvis en katastrofe skal undgås. Vi opfordrer til underskrifter fra alle samfundslag for at tvinge dette spørgsmål ud i den offentlige debat så hurtigt som muligt.«
Foto: Schiller Instituttet