19. august 2015 – ”Dommedagsuret for et globalt krak slår et minut i midnat”, var overskriften på den finansielle advarsel i tirsdagens Londonavis Telegraph; mens en russisk presseinterviewer spurgte en leder af Tysklands LaRouche-bevægelse, ”hvor mange minutter viser uret til en amerikansk-russisk varm (atomar) krig?”
Det finansielle krak er faktisk lige over Wall Street og City of London; det skaber deres ”kløe” for sågar en global krig, der pudser marionetten Obama op mod Rusland og Kina. Obamas præsidentskab har været gift for de transatlantiske økonomier siden krakket i 2008, og han har gennemtvunget den ene krig efter den anden, der opbyggede en atomar konfrontation med Rusland og Kina. Hans fjernelse fra embedet er det eneste, der fjerner denne trussel.
Den centrale chance, som USA og Europa har for at overleve både Obama og Wall Street-krakket, er LaRouches og EIR’s styrkers mobilisering omkring erklæringer, der kræver, at Obama omgående fjernes fra embedet, og at dialog og økonomisk samarbejde genoprettes med BRIKS-nationerne. Det betydningsfulde interview om at stoppe krigstruslen med en LaRouche-BüSo partileder i Tyskland var et vigtigt skridt.
Denne mobilisering er centreret i New York City, i Manhattan, med det, som vi gør der, som vejleder og inspirator for resten af nationen. Den række begivenheder dér den 16. august, med mødet med stiftende redaktør af EIR Lyndon LaRouche og en klassisk koncert lørdag aften, udgjorde en betydningsfuld udvikling ved at rekruttere de aktivister, der er kulturelt optimistiske, og som vil gøre dette muligt og stoppe atomkrigen på stregen.
Som LaRouche kommenterede ved disse begivenheder, så er Wall Street død. På trods af dets dødsgreb om Obama og nogle Republikanske ledere, er det dødt og færdigt. Alexander Hamiltons ægte Manhattan er ved at komme til live. Mobiliseringen involverer også Glass/Steagall-princippet.
”Alle ved, at denne nation er ved at dø under Obama”, sagde han. ”Landets fremtid under den aktuelle regering er håbløs.” Vi må smide ham ud for at redde det. Nationens fremtid afhænger af koncentrationen af intellektuelle kræfter og kulturel entusiasme i Manhattan, for at lede mobiliseringen for at forme et nyt præsidentskab. ”Den form for ånd, jeg ikke har set i årevis”, sagde LaRouche.

Fidelio, Op. 72, Ludwig van Beethoven

Festaften, Schiller Instituttets Konference 18.-19. oktober, 2014, i Frankfurt, Tyskland.

I hvert fald, jeg vil komme frem til den pointe, at vi har en civilisationskrise, der virkeligt er altomfattende. Vi har nu nået et punkt i menneskehedens historie, hvor vi enten kan foretage et kvalitativt spring ind i et fuldstændigt nyt paradigme – og et nyt paradigme, det kan man finde historiske eksempler på, som man kan studere. Eksempler, hvor man havde en sammenbrudskrise, som i det fjortende århundrede i Italien, i hele Europa, faktisk.

Download (PDF, Unknown)

Mennesker som Mikis Theodorakis er sjældne. For det hellenske folk findes der ingen person, der er mere elsket. Og han er kommet til at repræsentere, og stadig føre, kampene for det græske folk imod det, det har været århundreders krige, først imod ottomanerne, og siden imod Det britiske Imperium.

Download (PDF, Unknown)

See Appendix I & II below the main article.

Læs den danske oversættelse her: Ny Specialrapport: Beethovens årtier lange kamp for den Niende Symfoni

The main article was published in Executive Intelligence Review, June 26, 2015, Vol. 42, No. 26.
Michelle Rasmussen is Vice President of The Schiller Institute in Denmark. E-mail: mich.ras@hotmail.com

The Schiller Institute in the U.S. has also published an html version of the main article. Read it here.

Download (PDF, Unknown)

N.B.: There is a mistake at the end of the main article as published in EIR. The following quote is from Schiller, and not Beethoven:

There is something mysterious in the effect of music, that it moves our inner self, so that it becomes a means of connection between two worlds. We feel ourselves enlarged, uplifted, rapt—what is that called other than in the domain of Nature, drawn to God? Music is a higher, finer language than words. In the moments, where every utterance of the uplifted soul seems too weak, where it despairs of conceiving more elegant words, there the musical art begins. From the outset, all song has this basis.

Appendix I & II:

Download (PDF, Unknown)

Discussion:

Listen to an hour-long response to the article by Fred Haight of the Schiller Institute in Canada. He discusses how Beethoven must have written the first three movements of the 9th Symphony with the last, choral, movent in mind. He makes an analogy to Mozart’s Ave Verum Corpus, Brahm’s Four Serious Songs, and a Bach fugue, before presenting his musical evidence regarding the 9th Symphony.

Links to other  articles on music by the author:

Bach, Mozart and the “Musical Midwife” 

The Musical Offering: A musical pedagogical workshop by J.S. Bach, or, The musical geometry of Bach’s puzzle canons

Robert and Clara Schumann, and their teacher J.S. Bach

– For dette er ikke en akademisk konference. Dette er en reel indsats for at intervenere på et tidspunkt, hvor det er meget tydeligt, at de ledende institutioner i G7, for eksempel, og som netop har afholdt et topmøde, er totalt mislykkedes i at løse disse for civilisationen eksistentielle farer.

Download (PDF, Unknown)

Se hele konferencen her.

Teksten forekommer på konferenceindbydelsen.

(Se Program for konferencen her.)

Der er afgørende øjeblikke i historien, hvor en renæssance er nødvendig for at redde menneskeheden.

I dag har BRIKS-landene (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika) forpligtet sig til at lancere en renæssance. De har grundlagt den Nye Udviklingsbank (NDB), og Asiatisk Infrastruktur-Investeringsbank (AIIB), og flere andre fonde til finansiering af det »Nye, økonomiske Silkevejsbælte«, både til lands og til vands, og promoveret af den kinesiske regering. De er i færd med at etablere en valutareservefond (Contingent Reserve Arrangement, CRA) for at beskytte deres valutaer, og de forbereder en ny, international, økonomisk og finansiel orden, i hvilken yuan vil være drivkraften. Sluttelig er de i færd med at etablere et universelt kreditvurderingsagentur som alternativ til de tre store, vestlige agenturer.

Deres store projekter er baseret på transformationen af menneske og natur, en ambitiøs rumforskningspolitik, en offentlig sundhedspolitik for alle, skabelsen af ’smartbyer’, samt tilplantning af »store, grønne mure« før at gøre ørkenen grøn. I løbet af de seneste 30 år har Kina løftet flere end 1,35 mia. mennesker ud af fattigdom, og Indien er nu i færd med at gøre det samme for 1,25 mia. mennesker.

Det er tydeligvis her, alternativet til et Transatlantisk Imperium, hvis finansoligarki sår krigens sæd, som stormskyer bringer stormen, ligger.

Vores konference vil være anledning til at mobilisere kræfter for dette alternativ, der afviser destruktive, geopolitiske magtspil og placerer os i fortroppen for kampen for menneskehedens fælles mål. Den vil således markere endnu et afgørende skridt i kølvandet på Schiller Instituttets konferencer i Frankfurt, 18.-19. oktober, 2014, samt konferencerne afholdt på Manhattan fra begyndelsen af 2015. Det er i realiteten en international mobilisering, du deltager i, ikke en engangsforsamling af ’whistleblowers’.

Vi vil først høre fra repræsentanter fra BRIKS og deres allierede, der vil fremlægge de store projekter, de planlægger, eller som de allerede er i færd med at gennemføre i deres lande. Dette er ikke en samling forskellige projekter, men udgør en verdensanskuelse, der er meget anderledes end den, der nu i over fyrre år har domineret Europa.

Medlemmer af Lyndon LaRouches videnskabsteam vil fremlægge den nye tilgang, der er nødvendig for at overkomme den tørke, der er i færd med at ødelægge Californien, ved at styre og skabe vandcyklusser ved at arrangere anlæg til afsaltning af havvand, og ved at arbejde på de lovende perspektiver, som ionisering af atmosfæren tilbyder for at skabe nye, mere effektive cyklusser.

Det kinesiske program for udvinding af helium-3 på Månen som brændstof til produktion af fusionsenergi på Jorden, eksemplificerer en ny identitet for mennesket, der strækker sig ud i en skala, der omfatter Solsystemet, og videre endnu, galaksen, med det formål at forstå og beherske virkningen af kosmisk stråling på vort klima, så vel som også den fare, asteroider udgør for vor planet.

Over for dem, der indvender, at en sådan måde at tænke på er »u-praktisk«, er det på høje tid at svare, at deres væren praktisk fører til alles krig mod alle.

Det er præcist her, vi må gentænke den nuværende opfattelse af, eller begreb om »økonomi«. Ægte økonomi handler ikke om at udføre finansielle udplyndringsoperationer for at opbygge hurtig, monetær rigdom, men snarere om at organisere midlerne til at finansiere de store projekter, der vil forme vores fremtid.

Vi må derfor bringe nationer sammen omkring en politik for statskredit til at finansiere opdagelser og udviklingsplatforme. At nedlægge det eksisterende monetære system i Vesteuropa og USA er ikke i sig selv et økonomisk spørgsmål, men et politisk valg: ønsker vi en fremtid eller ej? Ønsker vi at blive fri for en verden, hvor fascister og neonazister, såsom Dmytro Yarosh, promoveres i Ukraine med Victoria Nulands støtte? Ønsker vi at gå med i det »win-win«-system, som den kinesiske præsident Xi Jinping gentagne gange har foreslået?

At svare »ja« til disse spørgsmål kræver, at man forlader euroens og NATO’s Europa, der tjener City of Londons og Wall Streets system, og etablerer samarbejdsformer mellem suveræne nationalstater, der har fælles kapaciteter og projekter, og bryder fri af deres monetære og finansielle lænker. Det betyder at vende tilbage til en kultur for fremtiden, inspireret af værkerne af Nicolaus Cusanus, Johannes Kepler og Vladimir Vernadskij, der i os atter vækker håb og optimisme, når vi tager del i det menneskelige sinds kreative processer.

Samtidigt må vi, som europæere og amerikanere, ikke længere frygte, at andre kulturer vil udfordre os, men snarere med glæde opdage, hvordan vi kan tage del i skabelsen af verdenslandbroen.

Dette er ikke en Ønske-ø, men en sammenkomst for at imødekomme kravene fra Veda’ernes Indien, Konfutses Kina eller vor jødisk-kristne tradition, for at skabe fundamenterne til det, Victor Hugo kaldte den »Universelle Republik«.

Konferencen sponsoreres af L’institut Schiller, 101 rue Mouffetard, 75005 Paris.

2.49.50

SPØRGSMÅL (parafrase): … man ser vores ungdoms uvidenhed, det samfundsmæssige forfald, som vi er vidne til … jeg læste, at, i nogle områder underviser de, at vi får vores rettigheder fra regeringen; skræmmende ting. Jeg spekulerer på, hvordan vi skal vende noget af omfanget af dette omkring. Jeg mener, at dagsordenen for at vende tilbage til de grundlæggende principper er så magtfuld og vidunderlig, men det virker som en hård række at hakke, med den uvidenhed og det samfundsmæssige forfald, vi ser i dag. Hillsdale College har talt om de grundlæggende fædre og landets grundlæggelse, og jeg undrer på, om LaRouche-bevægelsen arbejder sammen med Hillsdale, som ikke vil modtage statstilskud, så de er uafhængige af den politiske proces og regeringen. Har De nogen tanker omkring dette?

(Helga besvarer spørgsmålet generelt):

2.52.00

ZEPP-LAROUCHE: Idéer er en sjov ting, for man kan ikke købe dem i en forretning, man kan ikke veje dem, de har ingen dimensioner; de er immaterielle. Men de er alligevel det mest magtfulde, der findes i universet. For de kan ændre historiens gang; og hvis de krydser historiske korsveje, hvor det er de rigtige idéer for netop det øjeblik, så kan de flytte bjerge. De kan fuldstændigt ændre paradigmer, og det er sket mange gange i historiens løb.

Og jeg mener, at vi netop nu befinder os i en utrolig afslutning på en epoke, og folk, der under normale omstændigheder ikke tænker så meget på historie, og det er grunden til, at vi ønsker at gå tilbage til historiske kampe, for at lære af dem. Men folk lever som regel deres liv, de ser på, hvad deres plan er, men de tænker ikke rigtigt på tidsepokernes lange buer. Men hvis man ser på universel historie fra dette synspunkt, så kan man faktisk se, at der i historiens løb har været et par gange, hvor paradigmerne blev fuldstændigt udskiftet. Mit yndlingseksempel er: Hvordan kom vi fra det 14. århundredes Mørke Tidsalder til Italiens Gyldne Renæssance, som dernæst kom til at udgøre grundlaget for de næsten 600 års efterfølgende historie? Og det var, fordi man havde et sammenfald: For det første brød det gamle paradigme sammen; man havde den Sorte Død, man havde flagellanter, heksebrændinger – virkeligt et samfund i forfald. Men så kom der en genoplivelse, fordi der var en håndfuld mennesker – Dante, Petrark, Padua-skolen, Jeanne d’Arc, Nikolaus af Kues, [kardinal] Bessarion, Plethon – det var virkeligt en håndfuld mennesker, der passede, og der kom en renæssance, der gik tilbage til den store, klassiske, græske periode, som kom i form af den delegation, som Nikolaus af Kues bragte ud af Konstantinopel, efter at byen var faldet i hænderne på muslimerne på den tid; og han førte en delegation fra den græsk-ortodokse kirke til Koncilerne i Firenze og (Cirenza?), og de medbragte Platons værker, der havde været glemt i Europa i 1700 år; der var ingen, der vidste noget om Platon længere. Og dette samt et par andre indflydelser medførte en sådan forandring, at den nye tid, der i realiteten defineredes af især Nikolaus af Kues, fuldstændigt ændrede paradigmet. Nikolaus af Kues sagde helt bevidst, at vi må afvise skolastikken, vi må afvise peripatetikerne, eleverne af Aristoteles’ tænkemåde, og alt, der har med det at gøre, og han udviklede en ny metode for tænkning. Han sagde helt bevidst, nu siger jeg noget, som hidtil i historien aldrig har været sagt af noget menneske. Dette var De Docta Ignorantia (Om Lærd Uvidenhed), og der var især tænkningen med Coincidentia Oppositorum (modsætningernes sammenfald), idéen om, at det Ene er af en højere kvalitet, en højere orden, end de Mange. Det er en metode til konfliktløsning, for når ens sind først er i stand til at tænke på fornuftens niveau; ikke kun på niveauet for at forstå, eller ratio, intellektets niveau, hvor man altid er fanget i konflikter, modsigelser, paradokser, man ikke kan løse, men at man kan lære at tænke på et højere niveau, ved at hoppe op til fornuftens niveau. På denne måde kan man udvikle en helt anden måde at tænke på, og det er, hvad vi prøver at gøre, for det er tydeligt, at hvis vi forbliver i området for geopolitik, såkaldte nationale interesser, såkaldt gruppeinteresse, så vil vi få Tredje Verdenskrig, og vi vil ikke alle sammen være her til at reflektere på det. Dette er blevet forstået blandt et voksende antal nationer omkring BRIKS, omkring det kinesiske lederskab, hele »win-win«-idéen. Dette er blevet mere attraktivt. Hvorfor tror man, at så mange lande allierer sig med BRIKS netop nu – hele Latinamerika er med BRIKS, hele Asien er med BRIKS; Afrika ser kun hen til Kina og Indien for at få hjælp, ikke til Europa eller USA.

Man kan se sådan på det: der er to modeller. Den ene er at have krige, konflikter, og det er USA-NATO-Europa-modellen; og så er der modellen med at gå med i store projekter, at få gavn af samarbejde om teknologi, videnskab, rumforskning. Overrasker det jer virkeligt, når de fleste lande siger, vi ønsker at være en del af den anden model?

Så jeg ser ikke bare på forandringen internt i USA, internt i Europa, for der er mange forskellige dynamikker, der kommer ind på nuværende tidspunkt. Jeg ser på dette som en periode med meget, meget pludselige forandringer, med pludselige skift. Hvis det europæiske system kollapser, så vil det omgående bringe spørgsmålet om Glass/Steagall på banen. Og derfor er hele spørgsmålet om et nyt præsidentskab [i USA] ikke blot et spørgsmål om 2016 eller 17, men spørgsmålet om, hvilken opsætning kan der blive mellem O’Malley – der er mange organisationer, der netop nu kæmper for aspekter af det. TPP – der er mange spørgsmål, som folk mobiliserer omkring, for folk indser, at, nu er det slutspillet.

Vores fremgangsmåde er ikke blot at fokusere på eksisterende netværk, selv om det alt sammen er vigtigt og bør være inkluderet, men man må have en slags forudanelse om, hvor historien vil være om et par uger, en måned, et par år eller et hundrede år fra nu af. Og hvis man har de rigtige idéer, der kan komme ind i disse dramatiske forandringer, kan man fuldstændigt ændre begivenhedernes gang.

(Spørgeren: Tak, De har inspireret mig.)

3.13.10

SPØRGSMÅL: Godaften, hvordan har De det? Jeg har et par spørgsmål. De har nævnt noget om højhastighedstog (eksprestog), som er en god idé. Hvordan ville De fremme dette spørgsmål, og hvor vil De få pengene fra? Det er et spørgsmål.

Mit andet spørgsmål: Jeg er enig med Dem i spørgsmålet om den måde, vores børn opdrages på, om medierne og det, vores børn ser på Tv. Noget af det, der kommer ud af radioen, er oprørende. Hvad er Deres dagsorden mht. at øge kendskabet/bevidstheden og forbedre præsidentskabet og øge bevidstheden omkring den måde, forældre opdrager deres børn på og det, der vises i Tv!

3.14.25

ZEPP-LAROUCHE: Jeg har ikke noget Tv-apparat, men i går så jeg lidt amerikansk Tv – jeg zappede rundt på kanalerne, og jeg var fuldstændigt forfærdet! Når man ikke har set Tv længe, og man så tænder for det, kan man næsten ikke tro, at det kunne blive værre i forhold til for 10 år siden. Jeg må lige korrigere: Jeg ser tysk Tv, russisk Tv, kinesisk Tv og andre programmer, der har dokumentarer; men jeg mente især de almindelige, amerikanske, populære kanaler. Det er rædselsvækkende; det er så dumt, så banalt, så fuldstændigt designet til at gøre folk frygteligt dumme, og det har en metode. For nogle år siden sagde min mand, vi burde smide fjenden ud af vores stue ved at sparke deres Tv ud af vinduet på lossepladsen; det er måske det bedste, man kan gøre.

Jeg kan kun være enig med Confucius i, at man ikke kan regere ved dekret, men kun ved sit eksempel. I øjeblikket befinder vi os ved en sådan korsvej. For at sige meget klart, hvad jeg mener: Jeg mener, at vi inden for de næste par uger sandsynligvis vil se det transatlantiske finanssystem bryde sammen. Vi vil se en forhøjet fare for krig. Vi vil sandsynligvis se forandringer i USA’s regering. Min mand har mange gange sagt, at, med mindre Obama fjernes fra embedet, ved forfatningsmæssige metoder, så vil denne verdenskrig komme, simpelt hen, fordi Obama er et redskab for denne imperiefraktion. Og hvor det er vanskeligt at se, hvor dette skulle komme fra – historien forløber ikke, som aviserne siger det. Hvis man ser på Første og Anden Verdenskrig, kan man se, at det, der stod i aviserne, blot var 1 %, lige som et isbjerg, hvor man ser 1 % over vandet, og resten er under. Der er i øjeblikket et oprør i institutionerne. Walter Jones [kongresmedlem, R] talte om de 28 sider [hemmeligstemplede, fra den officielle Kongresrapport om begivenhederne omkring 11. september, 2001], og det er utroligt, at man mørklægger begivenhederne omkring 11. september – alene det er utroligt! Men så har DIA for nyligt offentliggjort disse dokumenter, som gør det meget klart, at regeringen løj om Benghasi. De fortalte en historie, som de vidste ikke var sand, om, hvem der dræbte ambassadør Jack Stevens; de vidste, at de libyske våben skulle til de syriske oprørere; de vidste, at disse oprørere ville bygge et kalifat, hvilket er ISIS netop nu i Irak og Syrien. Disse dokumenter var kendt af Benghasi-komiteen, men nu er de deklassificeret, og de kan bruge dem. Der var også Hersh-afsløringerne og mange andre spørgsmål, som er en forfatningsmæssig grund til at undersøge, om denne præsident bør forblive i embedet.

På den anden side er O’Malley fortaler for Glass/Steagall, og Glass/Steagall er første skridt; men derefter må man have et kreditsystem. Måden, hvorpå vi får maglev-tog eller eksprestog eller andre højteknologiske højhastighedstog er ved at anvende Alexander Hamiltons principper, for at fjerne kasinoøkonomien, vende tilbage til et kreditsystem, vende tilbage til en Nationalbank, udstede kreditlinjer. Hver gang, man i historien har anvendt dette Amerikanske Økonomiske System, såsom under Meiji-genoprettelsen, Tysklands genopbygning efter Anden Verdenskrig, hvor Kreditanstalt für Wiederaufbau brugte samme metode, som Roosevelts Reconstruction Finance Corporation til finansiering. Det var sådan, Tyskland blev genopbygget fra en ruinhob og til det tyske, økonomiske mirakel. Så finansieringen er ikke noget problem, for man kan bevise, at i hvert eneste tilfælde, hvor dette blev anvendt, var fordelen større, selv skatteindkomsten var større end den oprindelige kredit, der blev udstedt, simpelt hen fordi det er hemmeligheden ved menneskelig arbejdskraft, at den skaber mere, end den bruger til at arbejde med. Den skaber en merværdi i forhold til det, som råmaterialerne, værktøjet osv. oprindeligt repræsenterede. Så hemmeligheden ved et kreditsystem er, at det betaler sig selv. Man betaler ikke noget for det, man anvender bare den rigtige metode. Hvis dette sker, tror jeg, at der vil komme en opstand i hele verden, og folk vil kræve bedre uddannelse. De vil se tilbage på perioder i historien, hvor USA var storslået. Det er derfor, det er så vigtigt at gå tilbage til USA’s oprindelse og studere, hvordan republikken rent faktisk blev dannet; men også at se på andre lande. Jeg har længe sagt, at vi kun vil komme ud af denne krise, når vi får en ægte dialog mellem civilisationerne, hvor hver kultur og hver nation relaterer til den bedste tradition i den andens kultur. Tyskland er ikke 12 års nationalsocialisme; Tyskland har sandsynligvis også det største antal store videnskabsmænd, opfindere, digtere. Hvis man genopliver dem, og dernæst relaterer til Kina, den fem tusinde år gamle nation med Konfucius, Mencius; med mange perioder, hvor Kina var verdens førende nation, faktisk helt frem til det 15. århundrede. Vi relaterer til Indien, ikke ud fra standpunktet om den nuværende fattigdom i nogle egne af Indien, men som en at de største civilisationer; de vediske skrifter, Upanishaderne, Gupta-perioden, den indiske renæssance i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, Tagore. Det samme med Rusland. Rusland har en storslået historie, med ikke blot Pusjkin og andre store digtere, men også med videnskab. Vi må simpelt hen fokusere på hele menneskehedens store præstationer, og så kommunikere dette og bygge en ny renæssance ud fra det. Jeg mener, at det er lige så meget inden for rækkevidde, som at den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen. Hvis vi kommer igennem den kommende periode, som altså er krakket, genindføre Glass/Steagall, vende tilbage til politik efter Hamiltons principper, gå med i BRIKS, få en gældskonference for Grækenland og hele Europa, og så gå med i den Nye Silkevej; hvis vi gør det, så vil vi, om et par år, se tilbage på denne periode og sige, hvor var vi dumme, at vi ikke foretog dette spring noget før. Nu læser folk, de studerer, de nyder at være skabende, de distribuerer det og viderekommunikerer det til deres børn.

Det beror alt sammen på den aktuelle periode, det er ligesom en prøve for civilisationen; vi kunne miste alt, det kunne ske, at vi ikke mere vil eksistere. Men hvis vi arbejder sammen for denne eksisterende plan, der allerede er i færd med at blive virkeliggjort af mere end halvdelen af menneskeheden, kunne vi få en ny renæssance, der er skønnere end nogen af fortidens renæssancer. Og jeg ønsker, at I virkelig skal have forestillingsevne; hvordan ønsker I, at verden skal se ud om hundrede år? Og så hjælpe os med at kæmpe for at virkeliggøre det.

SPØRGEREN: Blot et tillægsspørgsmål: er det korrekt at sige, at vi er i krig inden for et år?

ZEPP-LAROUCHE: Faren er der lige nu. Det er derfor, min mand bliver ved med at sige, at Obama må fjernes fra embedet ved forfatningsmæssige midler. Grunden til, at jeg nævnte isbjerget, at man kun ser den øverste del, og ikke den nederste; hvis man ser tilbage på historien, og man skriver Anden Verdenskrigs historie, så ser man, at der var en stor del, der lå under vandet, som var diplomati, efterretninger, hemmelige efterretningstjenester, alle mulige processer, som man ikke ser; og jeg har en klar mistanke om, at der bag alle disse skandaler, der nu rammer Obamaregeringen, er et engagement fra nogle institutionelle kræfter i USA, der ønsker at stoppe 3. verdenskrig. Det er min [overbevisning] – jeg har ikke bevis for det, men jeg tror, at hvis man ser tilbage på, hvordan historien fungerer, så bruger folk undertiden en skandale til at standse noget, som de ikke har modet til at sige højt og ligeud. Jeg ser i øjeblikket en stor uro – f.eks. pressekonferencen om de 28 sider, som Rand Paul afholdt sammen med kongresmedlemmerne Walter Jones, Massey og Lynch, og familierne til ofrene for 11. september, og så Bob Graham, senatoren, den tidligere leder af Kongresundersøgelseskomiteen for 11. september var der også; det fik pressedækning over hele USA og internationalt. Når det først begynder at ske, så kan det ikke stoppes. Hvorfor er det så vigtigt? Fordi man så kommer frem til de virkelige årsager til terror, finansieringen af terror. Man må genoverveje hele den aktuelle politik, som f.eks. Irak, baseret på løgne; Afghanistan, baseret på løgne; Libyen, totalt løgn; Syrien, totalt løgn. Alt dette vil blive undersøgt, og folk vil sige: Vent lige et øjeblik. Var disse krige, baseret på løgne, virkeligt fremmende for amerikanske interesser? Eller var de det modsatte? Forårsagede halshugningen af én terrorist ved magt ikke, at der opstod 30 nye? Burde vi ikke have en helt anden fremgangsmåde, og hvis USA ville gå med i BRIKS og den Nye Silkevej, kunne vi gå sammen med Rusland, Kina, Indien, Iran, Egypten, Syrien, og så kunne vi udvikle Mellemøsten, og så ville man udtørre terroren. Hvis man blot fortsætter med at bombe, vil det skabe mere kaos og mere … Så man må have et komplet overblik over det hele, og det kunne ske i de næste uger og måneder.

SPØRGER: Om sandsynligheden for 3. Verdenskrig: USA sendte en militærenhed ind i Ukraine for at være rådgivere for de ukrainske nazister, der har magten, og denne militærenhed var 173. Luftbårne, ’De skrigende ørne’. Rent historisk sender man ikke ’De skrigende ørne’ ind, med mindre man har til hensigt at kæmpe. Sidst, de blev sat ind, var i den sydvietnamesiske republik for at rådgive dem, og I ved, hvad det førte til. Dette er blot en kommentar til sandsynligheden for 3. Verdenskrig; det er en reel trussel.

3.35.15

ZEPP-LAROUCHE: Jeg mener, at denne idé med en win-win-strategi, som Kina har sat på dagsordenen, virkeligt er måden at overvinde det på, for når man først har – det er derfor Schiller Instituttet og EIR udgav denne nye rapport, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, som virkeligt er idéen om den fælles interesse for alle. Det er sådan, man overvinder geopolitik, og jeg mener, at det faktisk er konceptet, at hvis man begynder med menneskehedens fælles interesser, kan man reorganisere alle institutioner til at tilpasse sig til det. Når man først har en Verdenslandbro, vil man få en ny sikkerhedsarkitektur, som slutteligt vil have til følge, at forsvar bliver unødvendigt. For hvis man arbejder sammen – vi skulle være i stand til at blive atomvåbnene kvit ved enten at fjerne dem eller gennem våben, der bygger på nye, fysiske principper, hvilket var SDI (Strategisk Forsvarsinitiativ), som Lyndon LaRouche promoverede, og næsten fik gennemført, for nogle og tredive år siden.

Jeg er fuldt og fast overbevist om, at vi har nået et punkt i menneskehedens historie, hvor vi enten foretager dette spring, eller også vil vi ikke eksistere. Der bliver ikke endnu en lille krig … jeg tror, at vi er ved et punkt, hvor vi enten foretager et evolutionært spring til det nye paradigme for menneskehedens fælles mål, eller også er det efter al sandsynlighed ikke værd at diskutere, hvad der bliver tilbage.

…

(Helga om princippet om én menneskehed)

Jeg taler faktisk ikke om en ny organisation; jeg taler om et nyt princip. Et princip, som på en vis måde er idéen om, at man har nationale interesser imod andre nationers, eller grupper af nationers, interesser. Det er en udlevet idé. Vi må gå over til den idé, at der kun er én menneskehed, og at denne ene menneskehed kun har én interesse. Vi må se på det, lige som astronauterne, som den blå planet ude fra rummet, uden for planeten, og de siger alle det samme, kosmonauter, taigonauter, astronauter; de kommer alle sammen hjem med den samme oplevelse, de siger: Min Gud, vores planet er så lille i det enorme Solsystem, i en endnu større galakse, og der er milliarder af galakser der ude, som vi næsten intet ved om. Så hvorfor ikke arbejde som én civilisation og forsvare denne blå planet i dette ekstremt store univers og forsøge at forstå, hvordan vi som art kan overleve? For den menneskelige civilisation er skrøbelig. Geofysikere fortæller os, at, i universets historie opstod mennesket blot ét sekund før midnat, og det vil forsvinde ét sekund efter midnat. For når Solen ophører med at fungere, om to milliarder år, eller vi rammes af asteroidenedslag, så er det farer, der kunne eliminere os pga. farer fra rummet. Vi fastholder, at dette er en tåbelig idé, for argumentet imod disse mennesker er, at det ville betyde, at Beethoven har komponeret forgæves, eller Schubert eller Schumann, Bach, Mozart; og det er en uacceptabel idé. For hvordan kan man have en sådan skønhed i musik, der forsvinder? Så vi må tænke på, at vi skal være den udødelige art. Vi skal være den første art – og vi ved jo ikke, om der er andre arter et sted, vi har ikke mødt dem – men på nuværende tidspunkt er vi den eneste, skabende art. Vi må sørge for, at vi nu gør det rigtige, så vi kan eksistere om to milliarder år, ti milliarder år, eller i al evighed. At tænke sådan; tænk ikke på små spørgsmål, tænk på store spørgsmål. Det er det, der gør os til mennesker; intet dyr har nogen som helst idé om fremtiden. Hvis man siger til sin hund, at i morgen vil vi gå en tur, så vil hunden løbe hen til døren og ’sige’ gå en tur! Den har intet begreb om, at, i morgen er i morgen. Den hører ’gå tur’, og så vil den gå tur nu. Hvis man siger til sin hund, at man vil give den en dejlig steg til dens fødselsdag om tre måneder; det er bare ærgerligt!

…

(Helga om en positiv bevægelse for fremtiden)

3.44.00

Jeg vil gerne sige, at det, vi har brug for i USA, og de fleste andre steder i verden, er en massebevægelse for udvikling.  De fleste mennesker har et spørgsmål, som de kan lide at kæmpe IMOD – det er nyttigt, og det bør ske – men jeg mener, at det, vi virkeligt har brug for, er en massebevægelse for fremtiden. En massebevægelse for en kulturel renæssance, for en global genopbygning af økonomien, for kun, hvis man har en positiv løsning, at man kan løse kriminaliteten, ungdomskriminalitet, pornografi, alle mulige perversioner; man må have en positiv idé.

…

(Helga om betydningen af historie som videnskab)

3.51.20

Jeg vil gøre det ganske kort: Det, der er så fascinerende ved historie, er, at det er en videnskab. De fleste mennesker mener ikke, at historie er videnskabelig. Beviset er, at f.eks. at Friedrich Schiller var i stand til at gennemskue Habsburg-imperiets forkerte rapporter om Wallenstein og uden historiske optegnelser kunne nå frem til en korrekt vurdering af, hvem Wallenstein var, hvilket først blev bevist af historikere 150 år senere. Med andre ord, så var han i stand til at erkende den nødvendige idé, baseret på den idé, at han allerede havde mistanke om, at kildematerialet var forkert, baseret på, hvem der havde videregivet det. Det er for mig et meget godt eksempel på en evne til forudanelse, som gør Lyn i stand til hele tiden at give et begreb et navn, en ny udvikling, hvor han siger, det er dette, og så siger folk flere måneder senere, nå ja, LaRouche var den første til at give det et navn. Der er en enestående overensstemmelse med sindets skabende evner, og så, hvordan historien udvikler sig, hvilket er en videnskab. For mig er der en stor overensstemmelse med Friedrich Schillers skrifter, ’Hvorfor bør vi studere universalhistorie’, som jeg virkeligt vil anbefale alle at gå hjem og læse, ’Hvorfor, og til hvilket formål, studerer vi universalhistorie?’. I slutningen siger han, at hvis man forstår den rigdom, vi har arvet fra tidligere generationer, bør det opmuntre og inspirere os alle til at bidrage med noget, således, at når vi forlader livets scene, har vi tilført en rigdom til de kommende generationer. Og det kan vi alle sammen gøre. Det inspirerer os. Det forbinder os med den kæde af generationer før os, der er døde, og det er forbindelsen og broen til fremtidens generationer, hvis vi organiserer vores liv på en rig måde, så vi bidrager til civilisationens fremskridt. Det er i realiteten meningen med historie på en ikke-akademisk måde.

…

Med formand Tom Gillesberg

HELGA ZEPP-LAROUCHE ADDRESSES “CHINA’S ‘ONE BELT, ONE ROAD’
POLICY’ SEMINAR IN COPENHAGEN, April 27, 2015

Here is the transcript of Helga Zepp-LaRouche’s address to the
Schiller Institute seminar in Copenhagen, which was held
Copenhagen Business Confucius Institute, Copenhagen Business
School. Click her for the audio and video from Helga Zepp-LaRouche’s speech and the other speeches from the seminar.

TOM GILLESBERG: I have the great honor of introducing Helga
Zepp-LaRouche, who has come here from a rather busy schedule both
in Germany and the United States, but also the whole world she’s
intervening to. Just as a short introduction, Mrs. Zepp-LaRouche
has been since 1977 the wife and very close collaborator of
Lyndon LaRouche in the United States, the economist, philosopher,
statesman who is giving leadership in the U.S., for the U.S. to
return to the intentions of its founders, to be a promoter of
sovereign nations that can collaborate on an equal footing to
secure the benefits for all nations and peoples.
And Helga has a very, I think, close connection to China.
As a young journalist she traveled to China in 1971, in the
height of the Cultural Revolution as one of the first Western
journalists and actually saw on the spot what was going on. She
then became politically active with the LaRouche movement and
embarked on a life-long battle for a new just world economic
order, for the possibilities of development for all nations and
peoples.
She then founded, among many other things, the Schiller
Institute, in 1984. She is presently the chairwoman of the
German political party, the BüSo — the Bürgerrechtsbewegung
Solidarität, or Civil Rights Soliarity Movement. She was vry
active after the Fall of the Berlin Wall and one of the authors
of the Schiller Institute program for the development of the
world after the Iron Curtain had fallen of the program the
Paris-Berlin-Vienna Productive Triangle, a Locomotive for the
World Economy. And when that did not materialize, she was very
active in extending that program to the program for the Eurasian
Land-Bridge, going from China and Asia to Europe and having a
development of the whole region. And as part of that, she then
became a visitor many times to China to speak on the need for a
New Silk Road and actually earned her nickname in China as the
“Silk Road Lady,” for her efforts to have China embark on this
policy.
And since then, she has been also the driving force in
holding many scores of conferences in Europe and the United
States on the need for creating a paradigm shift, to get the
Western world out of its long-term economic, strategic, and
cultural crisis. And, over the last couple of years, she has
been one of the architects of this report, “The New Silk Road
Becomes the World Land-Bridge.” She has also been leading the
campaign to stop the present geopolitical games that threaten to
detonate thermonuclear war and instead get the United States and
Europe to accept the offer of the BRICS countries to join forces
in an inclusive world order, where all nations of the world, on
an equal footing, collaborate to secure the peace and development
of all nations.
So I think it’s very appropriate that you are here to
directly lay what’s going on, so please, welcome. [applause]

HELGA ZEPP-LAROUCHE: Thank you, Tom, for these kind words of
introduction.
Well I have a certain dilemma, because I want to present to
you the potential, which lies in this program, and given the fact
that the Western media have reported very little about it, I have
a dilemma, that I need to tell you, that this is {the} most
important political initiative on the planet right now. The
dilemma comes from the fact that, by introducing this idea, have
to tell you immediately why this is the case, and that is the
reality, that the world is much more close to a new global war,
than most people have an inkling of. And this New Silk Road
initiative, which comes from China, but which in the meantime has
been joined by many countries, is the only available
war-avoidance policy.
Now there was just on the April 18- 19 in Moscow the Fourth
Moscow International Security Conference, and the main subject of
this conference was the danger of nuclear war. And this is a
reaction to the fact that NATO has been expanding eastward, up to
the borders of Russia. You have a whole bunch of strategic
doctrines which Russia regards as a threat to their security
interests, and naturally you have the horrendous situation in
Ukraine, which contrary to what the Western media have been
reporting on — or not reporting actually — is it’s really
something which the West must make up. I just participated in the
last two days, or Friday and Saturday in a conference in
Baden-Baden in Germany, the German-Russian Cultural Days. It’s an
annual conference, and there was a large gathering of German
industrialists and Russian speakers and Russian people. And we
had the fortune to have a videoconference connected to this
conference, which brought in a live program from the former Prime
Minister of Ukraine, Mr. [Mykola] Azarov. And he gave an
absolutely hair-raising report about the conditions in Ukraine,
the fact that the country is being torn apart. Political leaders
are either forced to go into exile or are threatened to be
assassinated; journalists are being killed openly in the street;
trenches are being built; and, as you know, American soldiers are
now training the National Guard, which has a lot of Nazi
components in it. And for the Russians this is extremely severe,
because we are shortly before the 70th anniversary of the end of
Nazism and the end of the Second World War, and the mood of the
people were really horrified to see this endorsement of Nazis 70
years after the Second World War.
Now, I don’t want to go into this in depth, we can do that
in the discussion if people have questions about it, but I think
this crisis, in Ukraine in particular, I could also point to the
Middle East, which is in a similar horrible condition, makes
very, very clear, that if we as humanity cannot move away from
geopolitics — geopolitics was the reason for two world wars in
the 20th century, and right now the continuation of geopolitics
is threatening a new global war. I just want to mention an
article in {New York Times} from 19th April, where two generals,
Gen. James Cartwright, who is former head of the U.S. Strategic
Command, and Gen. Vladimir Dvorkin, who is the chief of
intelligence of the Russian Strategic Nuclear Forces, they penned
together an article, In which they said that the world has never
been so close to the danger of nuclear war globally, and
therefore extinction, as right now. And the reason is obviously
that even the normal code of behavior among nations, which
existed in the Cold War, that you had a red telephone between
Kennedy and Khrushchev, this no longer exists; and you have the
two nuclear forces, from NATO and the West and Russia, all the
time on launch on warning. And launch on warning means there are
only a few minutes time, if one side perceives a launch, either
by intention or by accident, they have a few minutes, actually
it’s estimated three minutes’ time, to respond or be eliminated.
So that shows you how extremely close we are to the danger
of a global extinction of civilization. Because if this would
happen, we would not exist as humanity. And I’m saying it with
that gravity, to say that this calls all the more urgently, for a
different approach. And the different approach must be to move
away from geopolitics and move in the direction of the common
aims of mankind.
And it just happens to be, that the policies which are
proposed by President Xi Jinping, which he calls a “win-win”
policy, is exactly that. It’s the idea, that with the New Silk
Road, you have a policy where every country which participates in
it, will have a benefit for it. The New Silk Road, Maritime Silk
Road policy by China is {not} a new imperial policy replacing the
Anglo-American imperial policy, but it is a completely new model
of the nations among nations, where the enormous example of the
Chinese economic miracle, which China was able to develop in the
last 30 years — you know, where China in {30 years}, developed
as much as most industrial nations needed 100 or 200 years to
develop — and China is now offering to export that model and
have other countries benefit in a similar way from that kind of
economic miracle, which China did.
Can you move to the first slide?
So the world has changed since July last year, the summit of
the BRICS countries in Fortaleza in Brazil. And this is a
picture which was made at this occasion, showing the leaders of
Russia, India, Brazil, China and South Africa. And they basically
concluded a new strategic alliance — economic alliance, which
Prime Minister Modi characterized in the following way: He said,
“This is the first alliance of nations, which are not defined by
their current capacity, but by their future potential of
development.” And at another occasion, Modi said that the biggest
potential of India is, that 60% of its people are below 30 years
of age, and therefore, if they are well-educated and developed,
they can come to the help of other nations, which has demographic
problems, like Germany, for example.
What these countries did, is they concluded an enormous
amount of economic treaties, of economic cooperation, including
peaceful development of inherently safe nuclear energy, the
development of fusion energy, joint space projects, space travel,
and numerous other high-tech cooperation areas.
Then, the next day, they met with the leaders of South
America, the organizations of CELAC [Community of Latin American
and Caribbean States] and Unasur [Union of South American
Nations]. Then a little bit later they also had meetings with
countries of ASEAN [Association of Southeast Asian Nations] and
actually you have now a completely parallel system of economics,
which is really going to be the infrastructure development of the
world.
Now this here is an official picture of the New Silk Road
and the Maritime Silk Road, which shows you the old Silk Road
from Xi’an, actually it goes even farther to the west,
Lianyungang, where the end of that Silk Road is on the China Sea,
all the way through Urumqi, then Central Asia into Europe; and
then Maritime Silk Road is actually connecting even Africa and
much of the Pacific also into Europe. And this is modelled on the
famous Maritime Silk Road of the 15th century, which connected
the nations of the world already at that time.
Now, I want to very quickly say that this made us very
happy, when Xi Jinping announced the New Silk Road in Kazakhstan
in 2013, we jumped that high — you know, in the Schiller
Institute — because we had promoted this idea. This was our
proposal when the Berlin Wall came down, in ’89, and the wall no
longer was there. So we said let’s connect Paris with Berlin and
Vienna, which is a triangular area of the size of Japan, and has
the highest concentration of industrial capacity in the world;
and let’s make corridors to Warsaw, to Kiev, to the Balkans. And
it would have been a perfect way to intervene.
Unfortunately at that time, despite the fact there was a
very good resonance, you had Bush Sr., you had Margaret
Thatcher, and they had completely different ideas: They wanted to
reduce Russia from a superpower to at Third World, raw
materials-exporting country, and therefore they introduced the
shock-therapy, instead, which dismantled the Russian industrial
potential between ’91-’94, to only 30% left.
But then, when in ’91, the Soviet Union collapsed, we
connected this triangle, Paris-Berlin-Vienna, and we said: OK,
now the Iron Curtain is gone, now we can have development
corridors connecting the population and industrial centers of
Europe with those of Asia, through corridors. And then we looked
at the best geographical conditions. I should say, we were
inspired very much by the railway program of Sun Yat-sen, the
founder of modern China, who had developed a whole network of
Chinese railways, and that went into this program. So, at that
time we said let’s look at the best geographical preconditions,
and we found, not so accidentally, that the old Trans-Siberian
Railroad and the old Silk Road, the ancient Silk Road, had the
best geographical conditions to build such infrastructure.
So at that point the shock therapy started to destroy
Russia’s economy, but we kept holding seminars — we had hundreds
of seminars, in Europe, in United States, and then, eventually,
in Warsaw, in Budapest, in Moscow. And in ’96 even in Beijing,
where the Chinese government had responded to our proposal to all
the governments, to hold a big conference promoting the regions
along the Silk Road. And I was there as a speaker, but then came
the Asia Crisis in ’97, and China, at that conference said, that
this will be the long-term strategy for China until 2010. But
then the Asia crisis brought chaos and then the Russian GKO
crisis [in ’98].
So in the mean time we kept working on this initial proposal
which grew. And the latest of this, is this report: It’s a
370-page study which is really the idea of connecting the world
through infrastructure corridors.
Now, here you see some of these projects, which are already
being built, by the BRICS, by some of the other countries — for
example China is now building a transcontinental railroad from
Brazil to Peru, this is letter A [on the map]. This has already
started — you know, Latin America does not have an
infrastructure network! It is still in the colonial condition,
where you have little railroads from the iron ore mountain to the
coast, but if you want to travel from Peru to Brazil, you have to
go via Miami. So this is the idea, to develop a continental
railroad system.
Then number 1 there is the canal built in Nicaragua, it will
be the second Panama Canal, which obviously is an extremely
important project, which will mean that Nicaragua has a very good
chance to become an industrial country, with improving living
standards of its population. Naturally the Greenies are going
crazy and they say there are two fishermen who have to be
resettled. But, first of all, these people will be compensated,
and secondly without infrastructure, there is {no} industrial
development; without infrastructure there is not even
agriculture, because without infrastructure you cannot transport
and process food.
So then, naturally you have the Bering Strait, this number
2. This has been recently announced by Vladimir Yakunin, who is
the head of Russian Railways. And he proposed (I don’t think I
have that slide), a fast train connection from London all the way
through the Bering Strait to New York. A couple of years ago, Mr.
LaRouche and I participated in a conference in Moscow where the
fathers of the Bering Strait Project were present. These were all
older men over 80, and they said: “Oh, in 20 years, we can go
with a maglev train from Acapulco through the Bering Strait to
Mumbai, and this will be much faster than you can go by ship
today,” and they had a very pioneering spirit.
So this is very important because this connection not only
would connect the transport lines of North America with those of
Eurasia, but it would be absolutely crucial to open up the Arctic
Region. In the Far East of Russia you have all the raw materials
which are in the periodic table of Mendeleyev, and they represent
for the next 100 years a very important raw-material potential
which will be important not only for Russia, but for Europe, for
the United States, for China, for Japan, for Korea. So this will
be the way to develop it, because these raw-material are in
permafrost conditions, and you have to build, you have to build
cities, which have a dome, because people have to live — you
cannot live in permanfrost conditions like that, you have to have
a special way of developing it.
Now, I could go into many other projects — the Seikan
tunnel between the Japanese islands does already exist, it
connects the two important islands in Japan. Then the Bohai
Tunnel will connect two Chinese cities and shorten the transport.
The brown line there, this is the actual Silk Road [Silk Road
Economic Belt], which is now being promoted by China; this larger
gray line is the [21st-Century] Maritime Silk Road; but as you
can see, it stretches all the way to Europe and into Africa.
Prime Minister Li Keqiang was several times last year in Africa,
and he proposed to connect all African capitals through a fast
train system. And I know from many Africans, leaders and leading
politicians, they are very happy about that, because Africa right
now urgently needs development. And I think, if you look at the
horrendous refugee crisis, the people drowning by the thousands
in the Mediterranean, it makes it {so} clear that to bring
development to Africa is the only way how you can overcome this
unbelievable tragedy. And if Europe would have a right mind, they
would join! You know, rather than sending the Triton boats to
chase the refugees back, which is a complete moral bankruptcy of
Europe.
Now this is very interesting, because the big question
always comes, “who should finance all of this?” As you know,
already at the Brazil Fortaleza summit, the BRICS countries
agreed, together with some of the other countries, to create new
financial institutions: the New Development Bank of the BRICS,
the AIIB [Asian Infrastructure Investment Bank] was already
founded in last October, but also a whole set of other banks.
And it came from the idea, that when the Asia crisis happened in
’97, in which speculators like George Soros speculated against
the currencies of countries like Korea, Philippines, Thailand, in
one week up to 60-80% downward, and these countries had no
defense; so they concluded, “OK, we have to protect ourselves,”
so they created the Contingency Reserve Arrangement [CRA], which
is a pool of currencies of a $100 billion, which will defend all
of the participating countries against speculative attacks.
Now, the AIIB, the New Development Bank, the New Silk Road
Fund, the Maritime Silk Road Fund, the bank of the Shanghai
Cooperation Organization [SCO Development Bank], and the SAARC
[South Asian Association for Regional Cooperation] Development
Fund, are all new banks which follow a completely different
principle than Wall Street and the City of London, or Frankfurt,
for that matter. They say, we do not participate in speculation,
but we will use these funds only for investment in the real
economy, into these projects. And this is urgently needed,
because as you know, despite all of the quantitative easing of
the Federal Reserve, and now [ECB President] Mr. Draghi, who are
printing money as if there would be no tomorrow, the money does
not arrive at the industries! Because the banks, the speculators
prefer to keep the casino going, and this is actually reaching a
point where at the IMF annual spring meeting which just took
place in Washington, the IMF itself put out a report saying that
we are facing a collapse {bigger} than 2008 with the collapse of
Lehman Brothers. And several economists from J.P. Morgan and
other banks warned that you could have a simultaneous stock and
bond crisis, causing a meltdown of the system; or, if the Federal
Reserve would increase the interest rate only by a tiny, tiny
amount it could blow up the whole derivatives bubble of $2
trillion. And if the Troika and the ECB are pushing Greece out
of the Eurozone, that could also trigger a collapse, because it
would not so much hurt Greece, but it would blow up the European
banks.
So therefore, the existence of these banks are de facto a
lifeboat in the face of the immediate danger of a collapse.
Now, as you probably have noticed, when the question came,
who would be a founding member of the Asian Infrastructure
Investment Bank, which was already constituted last October, but
the date until which countries could join as founding members was
end of March [2015]. And the United States put a lot of pressure
on the allies, not to join; they didn’t want Korea to join;
naturally, they didn’t want Europe to join, and they put maximum
pressure on Asian countries not to join. But then, it just so
happened, that the best ally of the United States, Great Britain,
was the first European country to join, and that caused a kind of
a dam break, and then Germany, France, Italy, Switzerland,
Austria, and all the Scandinavian countries joined. And the
actual founding members included 57 countries. And they
basically participate in different degrees in this new bank,
which obviously people realize that what China is offering with
the economic cooperation in these projects, is much, much more
attractive than to participate in more speculative bubbles which
eventually will pop. So, this was from the founding meeting in
October, already, but in the meantime, it become many more
states.
Now, this is also very interesting, because this is a
proposal which my husband made in 1975. It was called the
International Development Bank, and it was basically the same
idea as the AIIB, today, saying that the IMF and the World Bank
do not provide enough credit for Third World development. This
was a proposal he made in ’75, and it went into the final
resolution of the Non-Aligned Movement in 1976 in Colombo, Sri
Lanka, and it had the same idea as the AIIB.
The World Bank only spends per year $24 billion for
projects. But the actual requirement of the developing
countries, is about $8 trillion in the next years! So there is
no way the World Bank can manage that, and this bank, on the
other side, the AIIB, and the other banks will grow and will
become more productive.
Now, this is very important because what the AIIB and the
New Development Bank and this new economic system which is
emerging represent, is something completely different than
monetarism. Monetarism is the idea that you have to have maximum
profit, the real economy doesn’t count; as a matter of fact, you
all know, that if you have an industrial firm which lays of
10,000, the stock goes up! It doesn’t make any sense. In the
realm of monetarism, this is explained by the idea that the firm
becomes “more productive” because fewer workers work more, and
therefore the profit is greater; but from the standpoint of the
real economy this makes no sense at all.
And it is exactly that philosophy which has caused the
Troika to destroy Greece. What they managed to do is to reduce
the Greek economy by one-third, to increase the youth
unemployment to 65%, and people are extremely unhappy, not only
in Greece, but also in Italy, in Spain, Portugal and so forth.
What we propose, both the IDB and these new banks, is really
going back to a completely different model. It’s based on the
idea of this man, whom you all recognize, I’m sure — he is
Alexander Hamilton, the first Secretary of the Treasury of the
United States. And he created, actually, the United States, by
creating the National Bank and the credit system, because, what
he did, was after the War of Independence, the different states
in the United States were totally indebted. So he unified the
United States by taking over the debt obligations of these
states, and basically saying, it’s no longer your business, we’ll
take these debts as a Federal state, as a national state, and we
will transform that into a credit mechanism, only aimed at areal
production.
And that was really the actual founding of the United
States. And this idea of a credit system which is not
monetarism, but it is the idea that credit can only be given for
future production in the real economy, not for speculation, that
model was what made the United States a great industrial power.
Because, despite the fact that some following Presidents then
tried to dismantle it, the United States went back to it, again
and again. It was the policies of John Quincy Adams; it was the
policy of Abraham Lincoln with the greenbacks; it was the policy
of Franklin D. Roosevelt. This is how Roosevelt brought the
United States out of the Depression of the ’30s by building the
Reconstruction Finance Corp. which financed the New Deal, and
that’s how America got out of the Depression. And, also, it was
the basis for the German Kreditanstalt für Wiederaufbau, the
state bank, which help to finance the reconstruction and the
economic miracle of Germany in the postwar period — which was
modeled on the Reconstruction Finance Corp.
So this is therefore, not something new. It’s a tested
model, it has always been the basis when there was progress in
the real economy, as compared to the financial markets. I’m not
talking about the financial markets, I’m talking about real
production for the livelihood and the common good of the people.
So the first step there, we have called for — Tom
mentioned it — that we think it is an absolute matter, actually
of war and peace, if we succeed to get the European nations {and}
America to join with this “win-win,” all-inclusive,
non-geopolitical system. And, as I said, the financial system of
Wall Street and the City of London {is} about to blow up, bigger
than 2008, and the only way how that can be avoided from leading
to a chaotic collapse, is by going back to the Glass-Steagall
legislation which was introduced by Franklin D. Roosevelt in
1933, which was his answer to the collapse of ’29-’33 period.
And he separated the banks, by making the commercial banks
separate from the investment banks, so that the investment bank
could not have access to assets of the commercial banks.
And this exist from 1933 until 1999 in the United States,
and in Europe you had practically the same thing, because you had
a very regulated banking sector. But the Wall Street forces did
not like it, because naturally it reduced their profit, so they
worked very hard to eliminate it, which they were able to do in
1999, and the whole super-expansion of the speculative area only
occurred after this law was eliminated. And the good news, is
that there is a right now a Presidential candidate in the United
States, who has said that his first act if he would move into the
White House, would be to reintroduce this Glass-Steagall law: And
that is the former Maryland Gov. Martin O’Malley, about whom many
papers are writing that he has a very good chance to take the
Democratic nomination, because many people think Hillary Clinton
has made too many compromises with bad policies, when she was
Secretary of State. But, O’Malley is not alone, but you have a
whole bunch of people around him, who say the United States must
go back to being a Republic; it must go back to putting the
common good above the interests of Wall Street. And that is
really the “to be or not to be” question of the whole world.
Now, if this reorganization would take place, then, the
United States could easily join with the BRICS countries in such
efforts as the AIIB and other such things. And, as you know, the
Greek government has also demanded that there is no way how they
can pay their debt, because as you know, of all the rescue
packages which went to Greece, only 3% of that money remained in
Greece, while all the rest really went to the European banks.
And therefore, to demand that Greece should pay back these debts,
it’s just impossible! And the Greek government has made the
point that they want to have a European Debt Conference, like
Germany in 1953, without which the German economic miracle would
never have taken place. So if this all happens, and that could
happen in the short term, Europe could easily participate in
that.
Now, I just want to say, the ancient Silk Road was not only
an exchange of silk, and porcelain, and paper, printing,
gunpowder, and many, many other goods, but much more important
than that, it was an exchange of ideas and technologies: Silk
making is more important than silk; how to print books is more
important than the book. So the ancient Silk Road was an
extremely important exchange of goods and culture, and ideas, and
understanding among people — and so will be the New Silk Road,
just with modern means.
Now, if you go back to the picture, this is why we have
said, “The New Silk Road Becomes the World Land-Bridge” where we
have the camels, sort of symbolizing the old Silk Road, and here
you see a maglev train, and here you see a rover on the Moon, to
give you an idea that the exchange of technologies and goods in
the modern world will be the most advanced technologies to the
benefit of all of mankind.
So going back to the problem here, is, obviously, if you
look at that map, you see, these are the deserts of the world: A
very broad desert band which goes from the Atlantic coast of
Africa, through the Sahara-Sahel zone, the Arab Peninsula, the
Middle East, all the way to China. And that desert is growing.
It’s expanding. And then you have the desert in the West of the
United States, which is right now ruined by a big drought in
California, in Texas, in all the states west of the Mississippi;
and naturally, Brazil has a drought.
In the United States this is very severe. Here you have a
global water scarcity map; here you have the water stress
indicator. In the United States, just to mention that, Governor
Brown of California has just announced that the water consumption
will be cut by 25% up to 36%! Now that is the death to
Californian agriculture; in the south of California, for example,
in the Central Valley, in this region, 40% of the entire
agriculture of the United States is produced, and this is now
being completely destroyed. Here you see, this is a former
reservoir, which is almost dried up. This is the snowpack: in
2013, it was relatively, a lot of snow, and last year, no snow,
so the drought is expanding, and obviously, to cut consumption
means you kill people. I mean, you cannot cut water — where
should these people go? There are already cities and towns where
people are — it’s not just not watering their lawn — it’s
taking public showers, of getting water rations, and then
eventually people have to move away, because if there is no water
there is no life. There were already herds being transformed, of
hundreds of thousands of head of cattle, and the idea to just
accept that, and as Governor Brown said, “California historically
has only a carrying potential of 400,000 people,” is ridiculous,
because there are presently 39 million people living in
California! And the idea to say there’s only room for 400,000 is
completely ahistorical about what is the role of human beings,
who differentiate themselves from animals by being able to
increase the living capability for more people by improving
productivity, by transforming the industry, the infrastructure,
and in that way, developing the planet.
So obviously, China has taken a completely different
approach. Here you see, China is actually the only country which
has taken a very big water diversification: There is on the one
side, the Three Gorges Dam, which is now producing, I think 22
gigawatts of electricity per year, and it has eliminated flooding
which killed many thousands of people in the past; and even more
important, is the water diversification project from the southern
area of the Yangtze River through a Northern Route into the
Yellow River and the desert area of China; and the Middle Route
to the region around Beijing.
So this is actually a model which is now being followed by
Narendra Modi for India, who just agreed to make gigantic water
projects to tame the water coming down from the Himalayas, and
also making canals out of 101 Indian rivers.
Now, what most people don’t consider is, that water is not a
natural resource like iron ore, or gold, or whatever: You can’t
use up, because water is organized in global cycles, where 90% of
the precipitation rains down over the ocean, only 10% rains down
over the land. And that water, the Sun causes evaporation, this
leads to cloud formation, and then the water rains down, and it
is human activity, which can make these cycles more efficient.
It’s not just, that it rains down over land and then flows back
into the ocean. You can use it in agriculture, you can use it in
industrial production, you can use it in other urban activities,
and it is actually the ability of man to make that more
efficient.
Here you see a very interesting comparison — you see here
the water diversion of the United States. Even though the water
diversion of China has started much more recently, it’s almost
double, which shows you the completely different philosophy.
This is a very important project, which is part of the
approach to fight the desert, and this is the Lake Chad Transaqua
project, which is the idea, that you could eliminate a lot of the
drought in the Sahel zone and around Lake Chad by bringing some
of the surplus water from the headwaters region of the Congo on
the one side, through rivers and canals into Lake Chad, which has
been reduced to less than 10% right now; and also through a
second canal along the Nile to increase the agricultural land in
Africa tremendously. And also now to bring real development to
these countries, without which you will have more people running
away from Boko Haram, which is now at Lake Chad and Nigeria. And
without a real development perspective, there is no way how you
can contain these projects.
Human beings are the only species, which can improve the
conditions of mankind again and again and again, and the last
10,000 years, or 20,000 years since the last Ice Age, just think,
what an enormous development mankind has made. We have increased
the population potential of the Earth from about 5 million at
most, to presently around 7 billion. This is due to the fact that
man, unlike animals, can make new discoveries, discovers the
universal principles of our physical universe, and think things,
which have never been thought before.
Therefore, the attack on the water crisis is not just a
question of using the aquifers, because the aquifers can — they
replenish, but this goes much too slowly. It’s not only
re-diverting the rivers, dams, but it’s especially influencing
the global cyclical process of water. There is a relationship
between what happens in our Solar System and the rain. Because
the Sun, which shines on the oceans, causes evaporation, but the
Sun is not the only solar impact on the weather; it’s also the
cosmic radiation, which comes from our galaxy, which leads to
cloud formation, ionization of moisture, and therefore to rain.
That is not just something where we have to wait passively until
it happens, but we can study, for example, what is happening in
our galaxy, which influences the weather, and then understand
better, how we can create more water.
Here, you see our Solar System in a 32 million year cycle,
moving along the Milky Way. The Milky Way is basically a flat
plateau, in which our Solar System is moving up and down in
cycles, and you have a complete change in the weather patterns,
which comes from the position of our Solar System in our galaxy.
I’m not saying, that we know everything about that yet. We
know, that there is a lot of connection between the Solar System,
the galaxy and the weather patterns on our Earth, and I can
assure you, that if you look at the long-term changes in our
weather patterns, then {these} things are a lot more important,
than whatever you use in your little car as CO2 production.
Because these are forces, which are of a completely different
magnitude, and naturally, the climate is changing, but galactic
processes are really what is the cause of it.
Anyway, the idea of using cosmic rays and ionization of
moisture is already successfully being done by Israel and by some
of the Gulf States; Russia is doing a lot of research on this,
and this is, what we have to do. The reason, why I’m saying this,
is, the Silk Road is not just building railways from Dunhuang to
Lisbon or wherever; it’s not just building roads, it’s not just
building canals. The modern Silk Road, the New Silk Road is,
exactly as the old Silk Road was, {an exchange of ideas, of
technology, for the common good of all.}
Obviously, today the big challenges are world poverty, are
the danger of war, are the danger of water scarcity, which could
become the reason for new wars. So the New Silk Road — and this
is what we understand with it, and I’m sure that our Chinese
friend will show his perspective — but that is the philosophy,
which we have taken as a basis in our approach, that the New Silk
Road is {a vision}, of how humanity can move away from
geopolitics and the stupid idea that we have to fight over scarce
resources, that we have to create wars because we don’t like
another system, that we have to eventually self-destruct, but
that we have to make the evolutionary jump to the idea of the
common aims of mankind and to define the next phase of evolution
in the interest of all.
If you look at this, the Deputy Prime Minister Dmitry
Rogozin of Russia just two days ago, pointed to the fact, that
the BRICS countries are all space travelling nations. China is
the leader in space travel. When China in December 2013 landed
the Yutu rover on the Moon, with was the idea, that in a few
missions later, I think it was in 2017, this Yutu — “Jade
Rabbit” — that they will bring back helium-3. Helium-3 is an
isotope, which is actually a fuel for fusion power. It’s much
more efficient than deuterium or tritium, because with this heavy
deuterium and tritium in the fusion process, you are still using
turbines, and you use turbines to create electricity in the old
way. But with helium-3 you can directly gain electricity from the
physical process of fusion power, and therefore, naturally, the
energy efficiency is much, much higher. And once we have fusion
power, for example, this will create for the first time energy
and raw materials security for the Earth. Energy security,
because on the Moon, you have several tons of helium-3, which
will be sufficient for many tens of thousands of years of energy
security on the Earth; and raw materials security, because with
the high heat of the plasma torch, you can take any waste,
including nuclear waste, including waste in your household, and
turn it back into isotopes, which you then can reconstruct and
make new raw materials.
So this is the vanguard of where mankind must go, and China
has made that its national pride. And China, contrary to Germany,
which is very stupid with respect to energy — you know, this
stupid exit from nuclear energy without having an alternative, is
completely crazy — but China has basically created a situation,
where they are in the right position to solve this problem, and
Rogozin, the Deputy Prime Minister of Russia, has said, that the
BRICS countries will cooperate in space to solve these problems.
So this is extremely important, because if mankind makes
that jump to not have war as a conflict resolution, which in a
time of nuclear energy, it should be obvious that we must move to
a different regime, that we must define the common aims of
mankind, that which is, — if you have seen these pictures with
astronauts and cosmonauts and taikonauts, they all report the
same: When they are in space and look at our little planet, this
blue planet, they realize that there are no borders. They also
realize that our planet is extremely small in a very big Solar
System, in an even bigger galaxy, and there are {billions} of
galaxies. So, there are dangers from space, like cosmic
radiation, like asteroids; there are all kinds of dangers, which
we don’t manage right now. But if we don’t want to have the same
fate as the dinosaurs, who became eliminated 65 million years
ago, because probably a meteorite hit the Earth and created so
much cloud cover, that all the vegetation stopped, and then the
dinosaurs, and 96% of all other species were eliminated; if we
as a creative species, {are} really the creative species, we
should put our efforts together and defend against common dangers
to our planet, common dangers to our civilization, and unite.
And there is no better image for that than space collaboration.
This whole question also has a philosophical dimension.
Because people think, China is just doing an imperial expansion,
they want to have their interests. Well, I have the deepest
conviction that what is working in China right now, especially
with President Xi Jinping, {is} the 2,500-year-old Confucian
tradition in China. And I go even so far to say the Chinese
people have Confucius in their genes. Confucius was a
philosopher, who reacted to a historical period in China, which
was characterized by war, by great unrest, by turmoil. And he
developed the Confucian philosophy, which is beautiful. I can
only advise you, in case you are not doing it, study Confucius.
Because Confucius has this idea that there must be harmony in the
world, on the planet. And that, for example, the best way to
have harmony is, there is one key notion, which is {li}, which is
the idea, that each person, each nation, should take its proper
place, and develop in the best possible way, and then you have
harmony. Because if everybody develops their creative potential
and their best maximum capacity, and takes the development of the
other as their own interest, and vice versa, then you have peace.
And that should also be based on the other notion of {ren}.
{Ren} basically means the same thing as love, or {agapë}, or the
Christian idea of charity.
And it happens to be that these ideas are also in the
European best tradition. There is a very important philosopher of
the 15th century, called Nicolaus of Cusa, who was the founder of
modern science, the founder of the modern nation-state, and he
was very important: He broke through the barrier from the Middle
Ages to modern times. Because he was actually the person, who
brought the Council of Florence into being by first finding
handwritings in Byzantium, which were then the basis for the
unification of the Orthodox Church with the Roman Church; but
when he brought the Orthodox delegation in 1453 to the Council of
Florence, he had a stroke of genius: He said, now, I am thinking
something, which no human being has ever thought before. He then
wrote his {De Docta Ignorantia}, and he developed this notion of
the coincidence of opposites, the {coincidentia oppositorum},
which was the idea, that the One has a higher quality than the
Many, and that the human mind is capable of synthesizing some
hypothesis, which gives you a deeper insight into the laws of the
universe, into Classical art — in other words, it’s the
creativity of the human mind, which is the driving force in the
development of the universe. And that’s for example, what the
Russian philosopher Vladimir Vernadsky called, that the
creativity of man is a geophysical force in the universe. Now,
what he did basically, is to say — he didn’t say it in this way,
but the effect of it was — that in order to move away from the
Middle Ages, from the Scholasticism, from the Neo-Peripatetics
and the Aristotelean ideas, you had to basically break with the
axioms of the Middle Ages thinking, and that you had to create
something basically completely new, a new method of thinking.
And I’m saying, that with the New Silk Road, we have to do
exactly that: We have to break away from money, greed,
monetarism, all of these things, which really are a decaying
culture. If you look at the European, American, Western culture,
it {is} a decaying culture. Just look at the youth culture. Look
at what our young people watch in terms of pop music, video
games, the violence, just the popular entertainment has become
really degenerate. And we have to break with that, and we have to
combine the New Silk Road economic model — which I did not go
into so much today, because I already spoke about it two months
ago here in Copenhagen — but we have to break with the whole
axiomatic of globalization and basically go for a New
Renaissance, a new cultural renaissance of thinking, which will
build on the best traditions of each country: on Confucianism,
on Vedic tradition of India, on Avicenna [Ibn Sina], and other
thinkers, Al-Farabi, Abu Al-Kindi in the Arab world; in Europe,
the great Classical music tradition, the Italian Renaissance, the
German Classical music. We just have to take the high points of
all civilizations, and study that, and start to love the culture
of the other countries, and then we will create out of this a
completely New Renaissance, which will bring mankind into a
completely new phase of evolution.
Because I do not believe, that the present condition of
mankind is, what we are here for! We are not here to kill each
other; we are not here to eat caviar, until we have it coming out
of our ears. We are here to be creative! We are here to discover
the laws of the universe, to write beautiful poems, to write
beautiful music, to celebrate the creativity of civilization. And
I think, that the idea of man in space, man going into the next
phase of the evolution of man, is really what will get us out of
this crisis. So that is, what the New Silk Road is all about.
[ovation]

Ironisk nok er den nuværende renæssance, der finder sted i Kina, på afgørende vis influeret af den »interessernes harmoni«, der karakteriserede det oprindelige Amerikanske System for Politisk Økonomi, der blev introduceret til Kina af dets måske største landsmand, Sun Yat-sen (1866-1925), fader til Den republikanske Revolution i 1911, der væltede det kejserlige Qingdynasti og bragte Alexander Hamiltons Amerikanske System til Kina. Sørgeligt nok er dette Amerikanske System systematisk blevet ødelagt i Bush-familiens og Obamas Amerika, alt imens det er i live og har det godt i Kina.

Download (PDF, Unknown)

LaRouche: En konfuciansk mentor. 

Til slut vil jeg, som en kinesisk lærd, gerne hylde hr. LaRouche og hans hustru. Jeg ved, at forbindelserne mellem Kina og hr. LaRouche og hans hustru går 20 år tilbage, da et meget populært, kinesisk tidsskrift publicerede en artikel af hr. LaRouche. I denne artikel forudsagde hr. LaRouche, at Kina måtte gøre noget mere på det tidspunkt; i modsat fald ville den kinesiske velstand overflyttes fra landbrugs-hovedområderne til kystområderne, og dernæst eksporteres til andre lande. Hr. LaRouche mindede os om, at der var meget dårlig tænkning i Kina på det tidspunkt: han sagde, at det ville være farligt for Kinas moralske system, og det ville være farligt, skadeligt for de mennesker, denne elite, der kan bestemme, hvad der er den rigtige retning for Kina som et stort land.

Download (PDF, Unknown)

Vi bringer her den danske oversættelse af den åndrige invitation til Schiller Instituttets konference i New York i går. Noteapparat tilføjet af redaktionen.

Kære ven af Schiller Instituttet,

Der findes i øjeblikket to systemer i verden. Det første lover kaos, økonomisk fattigdom, slaveri og krig; det andet lover harmoni, økonomisk velstand, frihed og fred. Det første er Londons og Wall Streets system; det andet er det system, der nu foreslås af BRIKS-nationerne – Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Den eneste sikre vej for at standse det aktuelle, accelererende mudderskred ind i global krig, inklusive atomkrig, er, at De forenede Stater tilslutter sig BRIKS-udviklingen.

Download (PDF, Unknown)

Se også: Video af hele konferencen

Foto: Jeanne d’Arc, glasmosaik

10. mrs. 2015 – Under diskussioner med kolleger i søndags understregede Lyndon LaRouche, at den eneste måde, hvorpå vores nutidige historie kan forstås og en politik for fremtiden kan fastlægges, er at begynde ved Jeanne d’Arc som referencepunkt, og den Renæssance, der, som respons på hendes helligelse til sandheden, blev skabt af Nicolaus Cusanus og hans efterfølger, Johannes Kepler.

Den amerikanske Revolution, Den amerikanske Forfatning og Hamiltons Amerikanske, økonomiske System er alle produkter at denne dybtgående transformation af det menneskelige liv, det menneskelige, mentale liv, der indledtes af Jeanne d’Arc.[1]

Den eneste måde, hvorpå verden kan reddes i dag, er ved at gå tilbage til denne Renæssance og fuldføre den mission, som Jeanne d’Arc påbegyndte.

Hvis man ikke forstår Keplers princip, ved man intet om, hvordan det menneskelige sind virker. Det er ikke et spørgsmål om at reformere det eksisterende system, eller erstatte noget inden for dette system; man må skabe noget nyt. Og for at gøre dette må man fuldstændigt gå tilbage til Keplers mentale grundlag.

Som Lyndon LaRouche erklærede lørdag, 7. marts, er der meget få mennesker i USA, der kender denne historie og dette princip.

I denne sammenhæng identificerede han det faktiske problem i Washington, D.C., og hvorfor de fleste kongresmedlemmer er så korrupte og feje.

»De fleste kongresmedlemmer har ingen viden om, hvad principperne er. De fleste kongresmedlemmer har ingen forståelse af, hvad menneskehedens mission er. De har ingen evne til at forså den mission, som de skal udføre. Man må rense ud, eller udrense det meste af Kongressen, hvis man vil redde USA, redde civilisationen. Jeanne d’Arcs eksempel er en af de mest gavnlige og effektive måder at formidle dette på.«

Som LaRouche fortsatte:

»Selve meningen med eksistensen af vores Forfatning er baseret på Jeanne d’Arc som præcedens. Det er Den amerikanske Forfatning! Det er den sande Forfatning for De forenede Stater. Og det er, hvad folk burde være mere opmærksomme på, og det haster. For de ved ikke, hvad meninger med det menneskelige liv er. De ved ikke, hvad formålet med det menneskelige liv er, med mindre de forstår det, der udgår fra historien om Jeanne d’Arc.«

Som LaRouche påpegede:

»En anden måde at sige det på; Jeanne d’Arc-historien, som ikke er Jeanne d’Arc-historien. Det er et bestemt øjeblik i historien, der har en fuldendelse. Det er Den amerikanske Revolution, faktisk, det er det samme.«

Tidligere havde LaRouche henvist til, at hendes rolle i historien var uafsluttet. Det er denne manglende afslutning, der må definere vores mission i dag.

Det er vores mission at fuldende det ufuldendte i Jeanne d’Arcs mission. Det er den mission, der, som LaRouche erklærede,

»implicit er givet os gennem sådanne eksempler som Jeanne d’Arc.«

Lyt også til: Webcast 9. marts:

LaRouchePACs Komite for Politisk Strategi diskuterer Jeanne d’Arcs fortsatte mission i vores politiske arbejde i denne, for verden så alvorlige tid …

Se også:

Schiller Instituttets Specialrapport, juli 2013: Helga Zepp-LaRouche: ‘En hyldest til Nicolaus af Cusa – En dialog mellem kulturer’

Nyhedsorientering, juli 2013: Lyndon LaRouche: Hvad er et ægte geni? Cusanus, Kepler og Shakespeare 

LaRouchePAC: Johannes Keplers ‘Harmony of the World’ 

LaRouchePAC: Johannes Kepler’s ‘Astronomia Nova’ 

[1]  Se: 10. marts: »Hvad er meningen med det menneskelige liv? Hvad var Jeanne d’Arcs og Nicolaus Cusanus’ mission?« 

… For det er kun gennem erkendelsen af det oligarkiske princip som en virkelig, ond kraft, samt forpligtelsen til ikke at tillade dette at ske, at civilisationen er blevet reddet før, i fortiden, og som kan redde civilisationen nu, igen. Det eksempel, som hr. LaRouche har nævnt en del på det seneste, er forbindelsen mellem Jeanne d’Arc og Nicolaus Cusanus. Hr. LaRouche har understreget, at, på trods af drabet på Jeanne d’Arc for hendes fjenders hænder, så var det denne begivenhed, der i betydelig grad bidrog til udkrystalliseringen af det, vi nu kender som Den europæiske Renæssance, der fødtes ud af Nicolaus Cusanus’ indsats.

Download (PDF, Unknown)

Download (PDF, Unknown)

Specialrapport juli 2013: Grunden til, at denne særlige mand er så usædvanlig vigtig, er, at det var hans idéer, der gav den skønne, Italienske Renæssance, Firenzes Gyldne Renæssance, et endnu mere ophøjet udtryk, fordi han var det største af alle de genier, der fandt sammen på den tid. Det var denne utrolige, fantastiske eksplosion af menneskelig kreativitet, der kom frem i denne Renæssance, der formåede at besejre det fjortende århundredes mørke tidsalder. Og mere end nogen sinde tidligere er det presserende nødvendigt at studere dette eksempel fra Den gyldne Renæssance for at finde nøglen til at besejre nutidens mørke tidsalder. 

HZL En Hyldest til Nicolaus af Cusa pdf

16. feb. 2015 – Under diskussioner søndag aften fremhævede Lyndon LaRouche Schiller Instituttets arrangement på Manhattan søndag, den 14. feb.[1], som en total succes og understregede, at det er af afgørende betydning, at materialet præsenteret ved begivenheden, med hovedtale af Helga Zepp-LaRouche, cirkuleres i sin helhed i USA og internationalt.

For det andet understregede han, at alt for mange mennesker befinder sig en drømmetilstand til, at de er i stand til at tænke seriøst. Folk må se at stå ud af sengen og holde op med at gå søvne.

I den kommende uge konfronteres menneskeheden med to kriser, som det er dårligt forberedt til gennem den kendsgerning, at for mange mennesker ser på menneskelige væsener som dyr, snarere end at se på menneskelige væsener sådan, som Johannes Kepler så på menneskeheden, nemlig, at de har missionen og evnen til at udvikle Solsystemet, af hvilket menneskeheden samtidigt er afhængig.

Fra og med midnat den 15. februar trådte en våbenhvile i kraft i Sydøstukraine. Hvis denne våbenhvile ikke holder, står verden og vakler på kanten af atomar udslettelse. På trods af Barack Obama og Victoria Nuland, hvis nazister – som Sektor Højre og Azov-battaljonen – har forpligtet sig til at overtræde våbenhvilen, talte Hollande, Merkel, Putin og Poroshenko med hinanden søndag og har planlagt at fortsætte diskussionen mandag, fordi de ved, at Minsk-aftalen måske er menneskehedens sidste chance.

Mandag vil også repræsentanter fra Grækenland mødes med Eurogruppen i Bruxelles. Med opbakning fra mere end 60 % af den græske befolkning vil de stå fast på modstanden mod en fortsættelse af nedskæringspolitikken, der medfører folkemord, og som blev påtvunget den græske befolkning af Trojkaens EU, ECB og IMF.

Søndag aften demonstrerede flere end 20.000 grækere i Athens gader foran parlamentet med temaet: »Det græske folk imod nedskæringspolitik.«

Disse to kriser er blot de mest umiddelbare, der konfronterer menneskeheden. Kriserne, der truer menneskeheden, vokser med hastigt tempo.

Lyndon LaRouche understregede, at vi er kommet til afslutningen af dette øjeblik i historien, og at fylde den sidste sprække af denne historie op er en fejltagelse. Det, der behøves, er et nyt koncept, som de fleste ikke er fortrolige med, fordi de fleste menneskelige væsener ikke ved, hvad forskellen på dyr og mennesker er.

Intet dyr ville nogensinde kunne mestre Solsystemets love. Intet dyr har nogen idé om, at dets blotte eksistens er afhængig af Solsystemet, eller at det har et ansvar for at udvikle Solsystemet. Udelukkende kun mennesket er i stand til at have en sådan idé, og det har evnen til at udøve et sådant ansvar.

Når man ser på det fra dette standpunkt, hvordan kunne da noget menneske tolerere oprustningen af nazister i Ukraine? Hvordan kan noget menneskeligt væsen støtte det folkemord, som gennemføres af Trojkaen imod Grækenland og andre steder? Hvordan kan noget menneskelig væsen tolerere, at Victoria Nuland ikke omgående bliver fyret for de forbrydeler, hun har begået i Ukraine, for ikke at tale om Libyen? Hvordan kan noget menneskeligt væsen tolerere, at Barack Obama har præsidentembedet i USA? Hvordan kan noget menneskeligt væsen tolerere vekselererne i Wall Streets tempel for Mammon?

Mennesket er ikke et dyr. Mennesket har en guddommelig mission om at opbygge en massebevægelse for udvikling, ikke blot på denne planet, men i Solsystemet som helhed.

Som LaRouche understregede søndag, så har vi ikke meget tid. Civilisationen kunne befinde sig på randen af udslettelse. Vi må inspirere folk til niveauer, de aldrig før har berørt, og det kan gøres.

I dette lys påpegede LaRouche, at nøglen til ikke alene menneskehedens fortsatte eksistens, men også til opfyldelsen af dens natur og mission som menneske, og ikke dyr, er Johannes Keplers forståelse af Solsystemet. Følgende bemærkninger fra LaRouche tirsdag, den 10. februar, går direkte til sagen:

»Man må tænke på Nicolaus Cusanus, implicit, som opdageren af princippet om Solsystemet, og før ham var der ingen, som vi er bekendt med, der har forstået princippet for Solsystemet. Solsystemet er det system, som vi lever under. Vi er afhængige af Solsystemet, fuldstændigt, og derfor må vi have en menneskelig forståelse af, hvad Solsystemet betyder. For Solsystemet har visse egenskaber, som normalt ellers ikke findes i Solsystemet! Og det denne egenskab ved Solsystemet, Keplers forståelse af Solsystemet, som er nøglen til forståelsen af menneskeheden. For muligheden af en menneskehed er afhængig af denne faktor. Det er et princip om Solsystemet, det er princippet om Solsystemets blotte eksistens, sådan, som Kepler selv definerede det. Og derfor definerer det princippet om menneskeheden, som findes i definitionen af Solsystemet, som Kepler definerede det. Menneskeheden lever nu i et Solsystem, og Solsystemet udvikler sig under alle omstændigheder, vi ved, at det udvikler sig; vi forstår ligeledes, hvis vi forstår problemet, så forstår vi, at vores eksistens afhænger af dette princip, af Keplers princip. I modsat fald fungerer det ikke.

Spørgsmålet er, hvad er menneskehedens evne – individets evne og menneskehedens evne generelt – til at skabe en forandring i Solsystemet i overensstemmelse med Keplers principper. Dette er det eneste, der gør, at Solsystemet har nogen værdi. Menneskets succes med hensyn til at håndtere spørgsmålet om Solsystemet er den eneste sandhed, der findes for noget som helst i Solsystemet.

Menneskeheden er den afgørende institution, af hvilken selve meningen med Solsystemet afhænger. Uden princippet om Solsystemet, som vi kender det i dag, ud fra standpunktet om fysisk videnskab og relaterede ting, så vel som andre ting, hvis menneskeheden ikke udøver funktionen som menneskehed, som en skabende kraft, så er de ingen kraft, der gør Solsystemets eksistens umagen værd.«

[1] Helga Zepp-LaRouche begynder ved ca. 36 min.

»Hvis menneskeheden bliver knust, hvis meningen med menneskeheden bliver knust, så er der ingen mening med planeten. Og det, man derfor må sige, er, »Hvilken taktik, hvilken strategi, hvilke krav er der?« For at sige det ligeud: Wall Street og alt, hvad Wall Street repræsenterer, er et oligarki, et internationalt oligarki, der er centreret omkring Det britiske Imperium. Det er det eneste, det er. Det er en stinkende, ond skiderik!« – Lyndon LaRouche, 3. feb. 2015.

Tirsdag, den 3. februar 2015, holdt Lyndon LaRouche, under et møde med sine medarbejdere, en bemærkelsesværdig tale, der identificerede menneskehedens essentielle mission i dag. Her følger et udskrift af uddrag af hans bemærkninger.

Hvad drejer det sig om her? Hvad står kampen om? Den essentielle kamp foregår omkring det oligarkiske og finansielle systems magt og grådighed; det er, hvad det handler om. Wall Street. Hvad er Wall Street? En bunke tyveknægte; mordere og tyve. Og folk føler ærefrygt for dem. »Åh, Wall Street; de skal betales.« Man må gøre dit; man må acceptere dat. Det er, hvad man fortæller os, og fåre-menneskene derude siger, »Hmm, hmm, vi kan ikke lide det, men vi bliver nødt til at æde det.« Vi må underkaste os; man må jo være praktisk. Man må lære sig, hvad autoriteterne vil tillade én at gøre; hvad de vil tillade én at tænke. Og det gør man så, man siger, »Jeg må være praktisk; jeg har en familie at forsørge.«

Men disse menneskers familier bliver ikke godt forsørget. Faktisk går forsørgelsesfaktoren i det her nedad med accelererende hast. Så hvad handler alt postyret om? De er alle sammen bekymrede over faktorer i den internationale økonomi, som er det, der er drivkraften bag krigene, som er baseret på grådighed. Hvordan kan Wall Street og slige steder redde sig selv ud af den dårskab, som de har skabt for sig selv. Og for hvis skyld de er villige til at dræbe alle mennesker på planeten, i bogstavelig forstand; eller anstifter krige, som vil gøre jobbet for dem, i stedet for at se fremtiden. For de kiggede på nutiden, magten i Wall Street, de finansielle ’stjernetegn’; det er her, problemet ligger. Der findes imidlertid en omgående løsning; men folk taler ikke om løsningen, for de siger, »Man må være praktisk. Wall Street behøver pengene.« Og hvis Wall Street ikke får pengene, slår de alle mennesker ihjel, eller æder dem levende eller sådan noget. De tænker ikke på den virkelige løsning; de tænker på, hvad de må gøre for at formilde menneskeæderne, børneæderne.

…

Det er meget simpelt. Vi behøver ikke redde Wall Street ved statslige redningspakker; vi behøver ikke at underkaste os. Det eneste, vi behøver at gøre, i stedet for at beklage os over, at Wall Street forfølger os, er at fjerne Wall Street. Og man må også eliminere lignende institutioner. Man må eliminere det saudiske kongedømme, man må eliminere andre pestilenser, der er pestilenser. Og man må vide, hvordan man skal gøre det. Man må oprette institutioner, der ikke eksisterede før; institutioner, der hidtil ikke har eksisteret!

Man tager råmaterialet fra sin egen erfaring, og det kombinerer man med den viden, man har, og så tilføjer man noget, som ikke er en kopi af andres adfærd. Og hvordan gør vi det? Ja, for det første må vi sige til folk, at de skal holde op med at være dumme. Nu siger man jo ikke bare til folk, at de skal holde op med at være dumme, det vil ikke blive vel modtaget. Det kan de ikke lide. Der er måske nogle dumme mennesker, der kan lide at blive anset for at være dumme; det giver dem måske en slags trøst. Men de kan ikke lide det.

Men man må have modet til at være en lærer, og ikke eleven. Og for at være lærer må man være kvalificeret som lærer. Hvad gør vi så? Altså, Wall Street og alt, hvad det repræsenterer, er bankerot. Hvorfor er Wall Street bankerot? Fordi det fik lejlighed til at stjæle alting, og nu er spisekammeret tomt! Wall Street er bankerot!

Og det vil sige, at vi må skabe kampe for at tage magten ud af oligarkernes hænder. Vi forhandler ikke med oligarker, vi klæder dem af, og så … [sniffer] vender vi hovedet bort.

Menneskeheden er ikke en slave. Menneskeheden er ikke en grådig person. Menneskeheden er ikke en rig mand. Menneskeheden er intet af dette. Menneskeheden er fortsættelsen af de naturlige karakteristika hos medlemmerne af den menneskelige art, ikke af en dyreart, og ikke oligarkerne.

Jeg stadfæstede denne pointe i mandags, og jeg tror, at vores team blev enige om dette, og vi tilføjede yderligere noget. Vi tilføjede den kendsgerning, at vi må organisere omkring skabelsen af den myndighed, som bør være den eneste myndighed for menneskeheden, den kendsgerning, at menneskeheden er karakteriseret ved en evne, som intet dyr har, og som ingen dyreart nogen sinde vil få, nemlig den menneskelige ånds skabende – kreative – evne. Og det er det eneste, der er noget værd. For det er det eneste, som gør en forskel.  Hvis vi kommer af med alle gangsterne, kommer af med alle dyrene, kan vi ikke miste menneskeheden.

Hvis menneskeheden bliver knust, hvis meningen med mennesket bliver knust, giver denne planet ingen mening. Og det, man derfor må sige, er, »Hvilken taktik, hvilken strategi, hvilke krav er der?« For at sige det ligeud: Wall Street og alt, hvad Wall Street repræsenterer, er et oligarki, et internationalt oligarki, der er centreret omkring Det britiske Imperium. Det er det eneste, det er. Det er en stinkende, ond skiderik!«

Hvad gør man så? Ja, det falder således, at Wall Street er bankerot. Det britiske Imperium er bankerot. Alt det her vrøvl er bankerot, rent økonomisk. Og vi har alle disse store huller, der skabes i USA, i stedet for at producere noget af betydning, så laver de disse drænende afløb, også kaldet stinkende afløb, og det er, hvad industrien i USA er. Det er den industri, på hvilken oligarkiet baserer sin magt. De er bankerot! De er i færd med at kollapse!

Problemet er, at alt imens fjenden kollapser, så kollapser befolkningen i det store og hele hurtigere end fjenden. Vi har magten! Hvad er magten? Magten er den skabende evne, som mennesket besidder gennem sit skabende arbejde, det skabende arbejde, som er unikt for menneskearten. Og det eneste, vi skal gøre, er at skabe dette system, og sige, de mennesker er affaldet, de er ubrugelige, de er af dårlig kvalitet. Vi, menneskeheden, har i vores skabende evne kapaciteten til at skabe ting, som disse dyr aldrig ville kunne skabe.

Og når man derfor begynder at vise respekt for Wall Street, og kapitulere til Wall Street, i stedet for at sige, »Hej, dumme, se på den dumme mand: Hvordan ved man, at han er dum? Han kører i Cadillac.« [latter] Eller sådan noget.

Og det er, hvad det drejer sig om. Det er indbegrebet af, hvad jeg her præsenterer, som et tema. Det eneste vi behøver at gøre – de er alle bankerot, alle disse institutioner er bankerot, i alle dele af verden; disse oligarkiske institutioner er finansielt og økonomisk bankerot! De kommer alligevel til at dø! Jamen, så lad os udfri dem af deres elendighed. For menneskeheden, og menneskehedens skabende evner – hvorfor har vi så mange mennesker, hvor børnene, den ene generation efter den næste, er mere og mere dumme, mere moralsk korrupte end den foregående. Og vi tillader det at ske, vi tillader folk at blive uddannet, eller fejluddannet, og blive til elendige skabninger, til folk, der ikke er andet end prostituerede, der er på udkig efter en profession? Vi ødelægger den ene generation, så den blive værre end den foregående. Og vi sidder bare der, og vi accepterer det; vi siger, dette er virkeligheden, dette er den menneskelige erfaring? Det er det ikke. Og derfor må vi hævde den autoritet, vi har.

Men problemet er, at folk så let bliver bange. De bliver bange for, at nogen måske slår dem ihjel, især nogen, der fornærmer oligarkiet, der fornærmer Obama, eller et eller andet tilsvarende modbydeligt menneske, og de er bange. De siger, at de må købslå, at de må forhandle med de mennesker, der ellers vil ødelægge dem, hvis de tillader det.

Svaret er, at vi nu må organisere den internationale proces, der fuldstændiggør det, man gør i Asien og dele af Sydamerika. Det, vi ganske enkelt må gøre, er at tage over. Og tage over for enhver pris.

Når man vedtager en sådan fremgangsmåde, og en sådan politik, er der en risiko involveret. Man risikerer sit fysiske liv. Men hvis man ikke kæmper, har man en dårlig moral, og ens dødelighed [dvs., det, at man lever!] forsvinder.

Slutbemærkninger

Der er én ting, man må forstå, og det er, at folk tænker på deres ego, og de tænker på deres kødelige ego. De tænker, at de vil nyde et behageligt liv, og så glide stille og roligt ind i livslede. Og pointen er, at dette ikke er den faktor, der definerer vores mission. Det er ikke kilden til vores styrke i kampen for denne mission. Mennesket dør, i sagens natur, som individ. Ethvert menneske dør, og vil dø, som individ. Så hvis man derfor kæmper for at forsvare et individ, som et individ pr. definition, hvad er da dine handlingers virkelighed? Hvad har du opnået? Hmm?

Kendsgerningen er, hvis man forstår historie, og jeg har specialiseret mig i historie, jeg tænker på alt i historiske rammer, den forgangne, den nutidige og den fremtidige historie; og heri må man finde sin identitet, på det rette sted. Ikke, fordi man kommer til at vinde kampen rent personligt. Det er ikke det, det drejer sig om. Mange mennesker, der har udkæmpet striden, har fortjent dens frugter, men de kommer som en del af frugten, og ikke som noget, de kan drage bort med. Og ser man tilbage på menneskehedens, og hele civilisationers og samfunds historie, ser man, at det er tingenes natur. Så det drejer sig ikke om, hvor længe, man kan leve, rent biologisk; spørgsmålet er, hvad lever man for? Og det er ikke som at kaste sig på bålet for at blive levende brændt, eller sådan noget; det er ikke det, vi taler om. Vi taler om, at i et almindeligt, normalt livsforløb er der et stort spektrum af forskelligheder; det sker på den ene eller anden måde. Et barn fødes, og dør. Hvad betyder det? Ja, forældrene er de eneste, der ved noget om det, eller forældrene som [kan ikke høres] folk ved det. Så hvad er det, de ved? De ved, at eksistensen af det barn, så længe, barnet lever, kan vise os et produkt, der bidrager til menneskehedens triumf, i dets skænderi.

Der findes måder, hvorpå individuelle mennesker får store belønninger. Det handler ikke om at få betalt. Det er et spørgsmål, om man indser – jeg mener, selve essensen af kristendommen som doktrin, med hensyn til spørgsmålet om Kristus, er præcis, hvad dette er. Romerne dræbte ham. De myrdede ham! De forsøgte at myrde alle, der arbejdede sammen med ham. De ødelagde – hvor mange ødelagde romerne i deres had mod kristendommen? Hvad var deres forbrydelse? Alle ledere, bogstaveligt talt, i hele indsatsen for at besejre Det romerske Imperium, døde før tiden, så at sige, hmm? Og dog, hvorfor levede de så? Hvad er motivet for at leve i sådanne tilfælde? Motivet er menneskeheden som sådan.

Menneskeheden er ikke et dyr. Menneskeheden er kødelig og sådan noget, men det er forhindringen, og forhindringen har tendens til at blive nedslidt efter en tid. Jeg holder ligesom fast i ikke at være en forhindring, fordi jeg har et job at gøre.

Men pointen er, at krigen vindes ved at forsætte kampen for at eliminere det, der aldrig burde have eksisteret. Alt drejer sig om menneskehedens skabende evne, hvad mænd og kvinder har gjort for at få samfundet ud af den ondskab, som har domineret det, mennesker, der har udkæmpet krige for at forsvare menneskeheden, der har lidt for at besejre tyrannen, Zeus. Og det er sådan, man besejrer Zeus! Zeus bekæmpes af menneskelige kræfter, der bekæmper ham. Og vi finder, at denne kraft, som vi kan samle sammen mht. at forstå dette princip, er et princip, som vi alle – et par stykker blandt os, vel – gennemlevede under Anden Verdenskrig, og derefter. Jeg gennemgik denne proces; jeg var ikke en stor helt i biologisk forstand. Men da jeg forlod militærtjenesten, skabte jeg revolutioner, indtil jeg blev udskibet fra Mellemøsten, og derfor måtte jeg finde en anden måde at få mit job tilbage på. For det var mit job at skabe revolutioner. Det var, hvad jeg gjorde i Indien, mens jeg var der. Jeg var leder i en krig mod de britiske kræfter, der begik massemord mod inderne.

Og jeg har tilbragt det meste af mit liv med at arbejde i forskellige nationer og blandt forskellige mennesker, og det har i løbet af mit liv været min glæde at gøre det. Jeg er ikke ude efter en belønning. Jeg er ude efter glæden ved at opnå ting, der må opnås. Det er det, det handler om.

Og problemet er, når folk ikke klarer denne forskel, på at forsøge at vinde den gyldne et eller andet og tage den med hjem og sætte på hylden; det er tåbeligt! Det er ikke sejrens magt. Sejrens magt består i den udødelige evne til at forårsage fremkomsten af det, der må skabes. Og det er det, der udgør forskellen mellem mennesket og dyret. Og denne skelnen er den eneste skelnen mellem mennesket og dyret. Ulykkeligvis er der ikke ret mange mennesker, der forstår dette.

Hvis man har levet, har man, på en vis måde, aldrig rigtigt levet. For når man faktisk dør, er det blot den åbenbare død, og der er ikke meget at sige om det spørgsmål. Når folk dør som unyttige mennesker, er det ikke til nytte for menneskeheden som helhed, de er ikke meget værd. Og man må leve op til denne standard. Jeg har været der. Det har ikke været det største i verden, at gennemgå det, men jeg har været der, og jeg har altid forstået, at man kæmper for sagen, ikke for sin egen fordel. Ens fordel er, at man gør det, man må gøre. Og at føre andre mennesker til at gøre, hvad de må gøre. Og det er måden, den eneste måde, hvorpå man sejrer i frygtelige krige. Selv uden frygtelige krige, som om det er en prøvelse, og det er undertiden hårdt at gennemleve det. Men ens evne til at gennemleve det, for at kunne få det til at ske, som må ske, er det eneste, der er vigtigt.

Se engang på os, vi befinder os i USA; og USA er ret så ødelagt, rent moralsk, nu om stunder. Vi ser på, hvad BRIKS gør, og vi charmeres undertiden af den kendsgerning, at BRIKS nu gør ting, som vi under alle omstændigheder burde have gjort. Vi ser nu frugterne af BRIKS, af BRIKS’ arbejde, og det er en forbedring for hele menneskeheden, hele menneskehedens håb afhænger af Asien og Asiens og Afrikas folk, nogle mennesker i Afrika. Nogle mennesker i Sydamerika. Ikke fra USA, ikke fra Vesteuropa, som kolonier, de er ikke heltene! De er de dårlige mennesker, det er dem, der spiser en anden mands frokost.

Man må derfor gå ned på dette dybere niveau. Det er ikke idéen om at blive det store offerlam. Det er simpelt hen idéen om menneskehedens normale forløb, at det menneskelige individ lever for, hvad det kan bidrage med til menneskehedens fremtid og denne mission, og den pris, der måtte være ved denne mission, er målet for forståelsen af, hvad menneskeheden må blive til.

Jeg har ikke noget at skamme mig over i mit liv. Jeg kæmpede kampen, og ofte har jeg vundet et par kampe. Jeg har været i forskellige dele af verden, ikke i alle dele af verden, men jeg har nogen erfaring med det. Og vi har haft nogle triumfer, ikke i den betydning, at jeg har triumferet, jeg har aldrig tragtet efter personlig triumf; jeg søgte triumfer mht. ting, der måtte opnås. Og Helga og jeg har kæmpet denne kamp helt ud. Og vi gør det rigtige nu. Jeg vil snart dø, hvad så? Spørgsmålet er, hvad jeg gør, mens jeg lever, og hvad virkningen af det, jeg gør, vil være?

Og når man begynder at spekulere over, hvordan man skal vinde krigen og nyde triumfen, er det er stor fejl, og det er denne fejl, der gør de fleste mennesker til krystere. De ønsker ikke at opgive egoets frugt.

Jeg har ikke kæmpet i krige i den forstand, at jeg har været en dræber, men jeg kæmpede krige alligevel, og jeg har brugt mange anstrengelser på at kæmpe krige, inklusive at kæmpe mod vore egne fjender i USA. Jeg har kæmpet krige, der bestod i, at jeg så mennesker, der faktisk var martyrer i USA, og jeg har set de skiderikker, der overtog deres jobs. Og de opportunister, der vil sælge hvad som helst, for at købe hvem som helst. Og det er spørgsmålet, der er det, man kommer til sagens kerne, det er testen. Om man er gammel eller ung, er det samme: menneskeligt liv defineres af hvad? Af det unikke i det ikke-animalske, menneskelige individ, det menneskelige liv. For det menneskelige liv bærer med sig idéen om en mission, en mission, der er udødelig, at det, som det menneskelige liv på en måde er, er, at det spiller en rolle, der er udødelig. Det er denne evne, denne indsigt, denne forståelse, der gør det muligt at vinde store krige, når det er nødvendigt. Jeg har gjort det. Jeg klarede det temmelig godt; jeg fik et par ørefigner her og der, men jeg har aldrig haft store problemer. Jeg har altid nydt, hvad jeg gør, jeg har nydt, hvad jeg har opnået. Jeg bekymrer mig ikke så meget om de andre ting.

Og det er i den ånd, man må leve, hvis man ønsker at vinde krigen mod ondskabens kræfter. Og spørgsmålet om kristendommen er blot et eksempel på dette. Der er andre tilfælde med samme virkning: Menneskeheden helliger menneskeheden til menneskehedens fremtid, ikke i kødet, men i konsekvenserne, i udviklingen af livets evne i ethvert individ til at bidrage til menneskehedens fremtid. Og mister man det, mister man alt. Så længe, man holder sig til det, har man en mission.

Så der er ingen lette genveje, ingen nemme forklaringer. Vi er menneskelige. Vi er den individuelle legemliggørelse af princippet om betegnelsen menneske. Vi er herre, den retmæssige herre over Solsystemet. Og de kinesiske forskere, der arbejder med rumforskning, gør et ret troværdigt arbejde med at forsøge at bringe Månen og Solsystemet under menneskets kontrol, og det er et ret godt bevis på en ret god præstation. Menneskeheden, der lever og dør for fremtiden, for menneskehedens mission, og som fryder sig over at deltage i denne mission.

Det er, hvad man må forstå! Man må fatte dette, der er ingen surrogater, der er ingen alternativer.

Hvem ejer din kultur? Du gør ikke. Du ejer ikke engang din egen sjæl. Du har solgt din sjæl billigt.

Hvem bestemmer, hvad du lytter til? Du tror, det er dit eget valg? Du er totalt kontrolleret.

http://bitcast-a.v1.sjc1.bitgravity.com/larouche/videos/20110423_classical-revolution-featurette.mp4

Den klassiske revolution.

Af vore kolleger i Schiller Instituttet i Tyskland

Del I: Hvem ejer din kultur?

Harley Schlanger: Hvem ejer din kultur? Du gør ikke. Du ejer ikke engang din egen sjæl. Du har solgt din sjæl billigt.

Hvem bestemmer, hvad du lytter til? Du tror, det er dit eget valg? Du er totalt kontrolleret.

Raymond Björling: De lader nogle unge mennesker, der arbejder på en computer og laver nogle sange på computer, de lader dem tage over, og de er afhængige af disse fyre – de investerer bare nogle penge. Lav noget god musik, siger de, som jeg kan tjene penge på. Det er de store kanoner bag det hele, man ser dem aldrig, men det er de store kanoner, og de tjener milliarder af dollar på det.

Harley Schlanger: Kombinationen af organiseret kriminalitet og britiske finansinteresser vælger et par psykopater til at udvikle deres kultur. Og man vader lige ind i det, går lige lukt i en fælde – ligesom et dyr, ligesom en rotte, der ser et stykke ost i en musefælde, og når denne fælde først klapper, siger man, »Dette er min kultur«. Og man indser ikke, at et usynligt, elektrisk hegn er blevet sat rundt om én, som former den måde, man tænker på.

Helga Zepp-LaRouche: Kongressen for Kulturel Frihed havde frem til sin afsløring, så at sige, i 1967, 120 kulturtidsskrifter i Europa. De spillede en massiv rolle i skabelsen af ’Regiteater’, og jeg føler meget stærkt, at denne totalt bevidste kulturelle krigsførelse må standses og vendes, hvis befolkningen skal blive forsonet med sine kulturelle rødder.

Schlanger: Dette er et overlagt angreb på det menneskelige samfund – denne rock/sex-modkultur. Den blev til kulturen, den er ikke længere modkulturen. Og det har ingen mening for folk, så at gennemtæve et menneske på gaden, eller at vende ryggen til sult i Afrika eller sult i Los Angeles – medfølelsen for menneskeheden er der ikke.

Helga: Folk har slet ingen medfølelse mere. For eksempel siger mange unge mennesker: »Afrika? Hvad har det med mig at gøre? Der tager jeg ikke hen.« Medfølelse i denne sammenhæng vil sige at have medfølelse, intellektuelt og emotionelt, med hele universet og planeten, som den er. Og hvis man ikke kan føle det, så er der noget i dig, som ikke er udviklet. Unge mennesker, i overvejende grad unge mennesker, har en tendens til at forspilde deres liv. Mange fødes, lever og dør uden nogensinde at smage det, som Nicolaus Cusanus kaldte »sandhedens sødme«, blot en enkelt gang. Nogle opdager den ret sent, og begynder så at dyrke en eller anden kreativ aktivitet i en alder af 70; men det er selvfølgelig lidt for sent til virkelig at kunne opnå noget stort.

Derfor er mit råd til unge mennesker, at de skal gøre ligesom Moses Mendelsohn gjorde. Han kom fra en baggrund, der ikke ligefrem opmuntrede til et intellektuelt liv. Moses Mendelsohn tog til Berlin og mestrede inden for ganske kort tid alle områder af viden: musik, historie, filosofi og mange andre ting; og det lykkedes ham snart at blive det 18. århundredes Sokrates, som mestrede alle felter af viden. Det er, efter min mening, en vidunderlig model for unge mennesker at følge, unge, der ikke har haft adgang til disse ting. At de blot siger: »Jamen, jeg er lige så vel i stand til at uddanne mig inden for musik, klassisk musik; jeg kan studere bel canto sang, stor poesi, skuespil, arkitektur og videnskab. Alle disse ting ligger åbent for mig, men kun, hvis jeg er opsat på at gøre det. Jeg ønsker at opdage mit kreative potentiale og fremme det.« Og jo tidligere i livet, man gør det, desto bedre; desto mere tid vil man have til at udvikle det fuldt ud.

Del II: At lancere renæssancen

Helga: Schiller sagde: Hvad skal man gøre, når staten er korrupt, og masserne er apatiske? Hvor kommer forandring egentlig fra? Og Schiller fandt dette virkelig fantastiske svar: at det kun kan ske gennem klassisk kunst. Grundlæggende set er det ved at arbejde med klassisk kunst, at mennesket bliver frit i sit indre; for hvis man studerer komponisters, digteres og skuespilforfatteres kreativitet, så eftergør man det, eller man kan lære at eftergøre det; og dette muliggør denne frie borger, som tydeligvis ikke var til stede under Den franske Revolution. Derfor mener jeg, at det er kombinationen af begge, men især at arbejde med klassisk kunst, er et meget vigtigt skridt i retning af at besvare dette spørgsmål.

Bel canto: Kunsten at synge skønt

Björling: Vi fødes med det. Alle er født med det. Se bare på et lille barn, det tager en dyb indånding, brystkassen udvides, og så er det stille … tænker næsten, hvad foregår der; og så kommer stemmen. Den eksploderer. Det er samme måde at tænke på, den samme måde.

Bel canto-teknikken har til hensigt at opbygge eleven til at holde hele livet. Og en god bel canto-teknik giver muligheden for at synge hele sit liv og ens stemme bliver aldrig gammel. Jeg har mødt mennesker, der er omkring 80, og når man taler i telefon med dem, så lyder de stadig, som om de var tyve. Deres stemme bliver yngre og yngre.

Magien i musik og kontrapunkt

Lyndon LaRouche: Det, vi kalder musik, er baseret på to ting: den menneskelige sangstemme, det, som den menneskelige sangstemme kan være, og samtidig på basis af evnen til at kunne give udtryk for den form for idéer, som intet dyr er i stand til at udtrykke, og som er menneskelig skabeevne. Menneskeheden er den eneste art, der kan forandre sin adfærd på en skabende måde. Og det, der er skønt og godt for menneskeheden, er at være menneskelig. Det er at være skabende, hellere end at gøre det samme hele tiden.

Daniel Lipton: Musik er naturligvis en reproduktion af den menneskelige stemme, og alle disse stemmer går fuldstændig i forening hos Bach. Beethoven nåede højden af sine følelser, og da han ikke kunne komme videre i komposition, prøvede han fugaen, for fugaen var indbegrebet af alle disse følelser.

Schlanger: Det, vi må gøre, er at udvikle menneskers kapacitet til at tænke på måder, der ikke er lineære. Og det er, hvad kontrapunkt, er, når man begynder at føje stemmer til, når man har to stemmer, eller tre, fire, fem eller seks stemmer, der skaber en forøget evne til at fremkalde omskiftelighed, eller forandring, eller et enkeltstående indlæg, om det er anvendelsen af ’lydian interval’ i ’cross voice’ (at skifte til en anden stemme), i en kanon eller noget tilsvarende, hvor hjernen er nødt til at gå ud over blot at følge en enkel linje.

LaRouche: Og det bedste eksempel på dette er selvfølgelig Bach. Og hvis man vil bruge Bach, ville man tage ting som præludierne og fugaerne, som det bedste eksempel på en skabende kunstner, de har udviklet en idé om veltemporeret musik, som er skabt for at gøre det muligt for folk at blive skabende. Og hvis man ser på, hvordan kompetente mennesker opfører Bachs præludier og fugaer, får man en fornemmelse af, hvad kreativitet er.

Lipton: Dette, at det er nødvendigt, at man lærer dette krævende, det mest krævende, som er fugaen, er væsentligt for enhver musikers udvikling. Og mere endnu for en komponist.

Genopdagelsen af ’Motivführung’

LaRouche: Mozart har altid været et geni, og han havde to faser; der var denne fase før han tog til salonen om søndagen, og efter. Han havde en revolution, da han tog til van Swietens saloner, som Haydn havde gjort. Haydn havde komponeret sin række af kvartetter, baseret på van Swietens indflydelse. Mozart kom ind i billedet, og han gjorde det samme, og skabte sine kvartetter, som et modsvar til Haydn, dedikeret til Haydn, fordi Haydn havde bibragt ham en forståelse for dette højere element.

Norbert Brainin: Det ligger mig meget på hjerte, jeg har længe båret på det, og det har aldrig rigtig fundet genklang med andre; og den eneste person, som omgående forstod det, var Lyndon LaRouche.

LaRouche: Han demonstrerede noget, som jeg havde som et begreb, men ikke som udtryk. Og det var en ting, at man hørte et begreb, når man hørte noget. Og så dernæst forstå, hvordan man skabte dette udtryk, hvordan man skabte sit eget sind, genererede sit eget sind; det er noget andet. En stor musiker, som har en fornemmelse for motivführung, som han havde, og det vidste jeg på forskellige måder, åbner faktisk, ved at opføre for dig, noget, der kommunikerer denne idé, så man nu ved det.

Brainin: De nuværende Mozart- og Haydn-forskere forstår det overhovedet ikke. De ved, at det eksisterer, og har også skrevet om det, men bortset fra det beskæftiger de sig slet ikke med det.

Kunstnerne: At bringe menneskeheden fremad

Schlanger: Det er frygteligt at se, når professionelle musikere begynder at se det, de laver, som et job, i modsætning til en del af en mission om at bringe disse skønne idéer til folk.

Lipton: Hvorfor udfører man denne profession? Det ansvar, man har over for musik i selv samme øjeblik, som man har påtaget sig dette; det må være et spørgsmål om liv eller død, at udføre denne profession.

Helga: Netop, fordi kunstneren som ingen anden har evnen til bevæge tilhørerne, må denne evne ikke misbruges til lavere motiver; men snarere, før kunstneren vover at bevæge tilhørerne, må han først have forædlet sig selv til at være det idéelle menneske. Det er jo en stor udfordring, og det betyder, at kunstneren ikke bare kan komme fra sin daglige rutine og pludselig stå foran publikum. Han må derimod være bevidst om sin opgave, og forædle publikum, menneskene. Schiller har hundredevis af gange sagt, at han havde dedikeret alle sine kunstværker med det formål at forædle menneskeheden. Og jeg mener, at vi ikke alene må kæmpe for opførelsen af klassiske værker, men også for, at kunstneren går bag om stykket og fremstiller et kunstværk sådan, som det var tænkt. Kun da kan det have en virkning.

William Warfield: Og jeg så op, og maestroen havde en tåre i øjet, som trillede ned ad kinden, og han sagde, er vi ikke heldige, at vi er musikere? Jeg har aldrig glemt det øjeblik, for han skitserede for os, at den profession, som vi var i, er en profession, som er et kald, som er en kunst, og en profession, som, når man er i den, så er man nærmest Gud, mener jeg, når man opfører; man er et medie for den vidunderlige ting, som vi får fra noget højere og som går igennem os, og gør os til større mennesker, og gør os til medier for at overføre dette til andre mennesker.

Bag noderne

LaRouche: Vi mennesker tror, vi har fem sanser. Faktisk har vi flere. Hvis vi er tilstrækkelig intelligente, lærer vi, hvad nogle af disse kommunikationsformer er. De fleste mennesker er ikke bevidste om dem. De er måske påvirket af dem, men de er faktisk ikke bevidste om dem. De er påvirket af noget, som for dem, bevidst, synes blot at være kaos. Og dog, som Shelley indikerer i de sidste afsnit af sin »Forsvar for poesien«, så kunne dette være det vigtigste af det hele. Og man finder, at i kompositionen af poesi, i kompositionen af musik, er det præcist dette aspekt, af resonans, af genklang, som er den essentielle kommunikation. Og vi gør det bedst i opførelse af klassisk musik.

En ny, klassisk renæssance for verden

Helga: Nicolaus Cusanus talte om, at overensstemmelse i makrokosmos kun er mulig, hvis alle mikrokosmosser kan udvikle sig. Samfundet af folkeslag må sikre, at ethvert folk, enhver nation, udvikler sit maksimale potentiale, og at det er i alles interesse at hjælpe denne nation, og omvendt. Hvis dette sker på verdensplan i historien, så mener jeg, at vi vil have opfyldt forudsætningerne for at drage fordel af studiet af de mest ophøjede idéer, som menneskeheden hidtil har fostret, og indlede en virkelig kulturel renæssance for hele menneskeheden.

Del III: En tilbagevenden til Verdi-stemningen, A = 432 Hz

– eller en Ny Mørks Tidsalder for musik.

’Det, der står på spil, er den klassiske musiks fremtid’

Liliana Gorini: LaRouche sagde: »Jeg er ligeglad med, om man må tape fagotter og oboer til; man må sænke stemningen af orkestret. I modsat fald vil man ødelægge stemmerne, og hele meningen med operaen vil gå tabt.«

LaRouche: Jeg vidste, hvad der behøvedes, fordi jeg kendte musikken. Jeg vidste, hvad der måtte ske, fordi musikken er baseret på den menneskelige sangstemme.

Gorini: Sjovt nok fandt jeg et brev fra Giuseppe Verdi fra 1884, hvor han skriver nøjagtig det, som LaRouche siger. Han skrev: Der er videnskabelige grunde til, at vi må gå tilbage til det, han kaldte A = 432 Hertz.

LaRouche: De fleste af de førende sangere på det tidspunkt, tilsluttede sig vores forsvar for denne afstemning, imod den højere afstemning, som faktisk er meget ødelæggende.

Gorini: Da hun kom ind, var publikum selvfølgelig meget spændt, da hun var så berømt.

Renate Tebaldi: Jeg kæmper meget for dette spørgsmål, for det er ikke rigtigt for unge sangere, som ikke kan fortsætte fremad med denne høje stemning. Efter års skoling og undervisning, kastes de pludselig ud på operascener, som La Skala i Milano, eller operaen i Wien, hvor de finder en meget høj stemning, og de er fortabt.

Gorini: Det samme skete med Piero Cappuccilli

Cappuccilli: Jeg må sige, at hvis stemningen på Verdis tid var A = 432 Hz, og han skrev sine operaer til dette toneleje, var Verdi elvfølgelig en meget intelligent mand, og han kendte stemmerne meget godt, og han skrev for stemmerne. Skal vi give et eksempel?

Gorini: Det bliver i det andet stemmeleje. Stemmens farve er også en anden.

Cappuccilli: Det er en helt anden historie!

Gorini: Det er en af grundene til, at denne kampagne blev støttet, især af Verdi-sangere.

Antonella Banaudi: Jeg må sige, at da jeg prøvede A = 432 tonehøjden, var det for mig en behagelig opdagelse. Jeg prøvede Aidas arie, »Oh cieli azzurri«, som normalt er meget vanskelig, eftersom melodistemmen er overalt på sopranens stemmeregister. For mig er det, at gå tilbage til en lavere tonehøjde end den, der er blevet anvendt i de seneste 20-30 år, et spørgsmål om respekt. Respekt for komponistens kunstneriske vilje, for hans idé om farve, om lyd, stemmens lød, og også respekt for stemmen som instrument.

Lipton: Det var forbløffende, hvor stor forskellen var, og hvor meget mere rund, musikken var med Verdi-stemningen. Dette er måden, disse kompositioner blev komponeret på, og det var meningen, at de skulle være i den stemning. Vore moderne orkestre stemmer hele tiden højere og højere – i Wien har fløjterne været nødt til at høvle noget af deres instrumenter, fordi de ikke kan stemme dem højere. Det er ikke naturligt, og jeg ved, at strengeinstrumenterne lyder mere fremragende, når de stemmes højere, men er det kun storhed, vi søger, eller er det essensen af den måde, musikken blev skrevet på?

Foto: Operasangerinden Antonella Banaudi har holdt flere foredrag på Schiller Instituttets konferencer

Se også: Antonella Banaudi: Skønhed er universets sprog

»Den danske hjælp til Schiller«

af Tom Gillesberg

Relaterede artikler:

»Friedrich Schiller – Alle landes frihedsdigter«

af Tom Gillesberg

Uddrag af Friedrich Schillers skuespil »Don Carlos«, 3. akt, scene 10

»Timoleon og Immanuel«

af Tom Gillesberg

»Schiller og Historiens Dynamik«

af Michelle Rasmussen

»Vi behøver Schillers æstetiske breve i dag«

af Feride Istogu Gillesberg

Links til Schillers foredrag: »Hvad er, og til hvilken formål studerer vi universalhistorie?«:

 På originalsproget på det tyske Schiller Instituts side:

klik paa “antrittsrede” på venstre side for at komme til

“Was heisst und zu welchem Ende studiert man Universalgeschichte?“

På engelsk på det amerikanske Schiller Instituts side:

“What is, and to what end, do we study Universal History?”

Artikler om Friedrich Schiller på Schiller Instituttets hjemmesider i andre lande:

Svensk: 

»Vårt behov av Schiller i dag«, af Helga Zepp-LaRouche

Svensk oversættelse af Schillers udvalgte værker

Tysk side

Amerikansk side

Friedrich Schiller på dansk:

Udvalgte Skrifter, oversat af Frederik Schaldemose (1833).

Indeholder :

Kabale og Kærlighed side 1 (13) og

Maria Stuart side 147 (159)

Schillers udvalgte værker bind 3, oversat af Johannes Magnussen (1896).

Indeholder:

Jomfruen fra Orleans

Schillers udvalgte værker bind 8, oversat af Johannes Magnussen (1896).

Indeholder:

Wallenstein-trilogien.

10 digte oversat af Uffe Birkedal (1906).

Indeholder bl.a. Ibykus’s Traner.

12. dec. 2014 – Sammen med Kinas initiativ for at skabe en »Ny Silkevej« er landet engageret i en intensiv opbygning af videnskabelige kapaciteter i det vestlige Kina gennem skabelsen af nye universiteter og videnskabs- og teknologiinstitutioner, repatriering af kinesiske forskere, der er blevet uddannet i udlandet, og ved at tiltrække udenlandske forskere til at komme til Kina. En omfattende artikel i Science-magasinet af Kevin Holden beskriver nogle specifikke tilfælde, som giver fingerpeg om kvaliteten af dette meget fokuserede initiativ fra den kinesiske regerings side.

»Kinas bemærkelsesværdige økonomiske fremvækst driver også fremskridt inden for videnskaberne frem«, noterer Holden, »og disse sammenflettede tendenser er i færd med at transformere de vestlige dele af landet«.

En stor del af finansieringen kommer gennem Kinas Nationale Naturvidenskabelige Stiftelse. I et interview fra 2013 med Science forklarede lederen af stiftelsen, Yang Wei:

»Kina må foretage en overgang fra at være et økonomisk kraftcenter til at være et teknologisk kraftcenter, og dernæst til at blive et videnskabeligt og kulturelt kraftcenter. For at opnå dette mål har vi brug for mange forskere.«

Holden nævner som et eksempel Lanzhou i Kinas nordvestlige provins Gansu, »en del af den antikke Silkevej«, hvor Lanzhou Universitetet har henved 20.000 bachelor-studerende og flere end 10.000 bachelors, der koncentrerer sig om fysik, kemi og de såkaldte informationsvidenskaber. Chengdu, hovedstaden i provinsen Sichuan i det sydvestlige Kina, forklarer han, har nogle af Kinas nyeste universiteter, inklusive Det teknologiske Universitet, der har flere end 32.000 studerende og flere end tre dusin forskningsinstitutter. Begge regioner er vært for rumopsendelsescentre og er naturlige magneter for udvikling af rumteknologier.

Forskere, der er født i Kina og uddannet i udlandet (hovedsageligt i USA), og som er repatrieret i Kina, ser muligheder for forskning, som de ikke har i vesten. Det Kinesiske Videnskabsakademis program for Hundrede Talenter-prisen er i færd med at bringe respekterede videnskabsfolk tilbage til Kina. I Miljø- og Ingeniørforskningsinstituttet for Kolde og Øde Egne i Lanzhou er der flere end 40 udenlandske eksperter, der er gæsteprofessorer, eller som gør tjeneste i rådgivende komiteer, rapporterer Holden.

Han konkluderer, at den Antikke Silkevej skabte forbindelse mellem andre kulturer og

»hjalp den vestlige sektor af det kinesiske imperium med at skabe nogle af de mest avancerede byer og uddannelsescentre i menneskets historie … Det vestlige Kinas indsats i dag for at skabe en ’Ny Silkevej’, der sammenkobler hele Eurasien, og indsatsen for at tiltrække videnskabslærde fra hele Kina og hele verden, kunne samtidig transformere regionen til at blive en ekspanderende oase for akademisk og videnskabelig viden.«

Foto: Lanzhou Universitetet

Se Også: Radio 24/syv’s interview med Tom Gillesberg om Kinas Nye Silkevej 

13. dec. 2014 – Henved 140 mennesker var samlet på Columbia Universitetet i dag for at deltage i Schiller Instituttets arrangement om Alexander Hamilton og BRIKS. Begivenheden blev åbnet af repræsentant for Schiller Instituttet Dennis Speed, der bemærkede, at den 13. dec. 1790 var den dag, da Hamilton indgav sin Rapport om Nationalbanken, et af hoveddokumenterne i definitionen af Det amerikanske System, som BRIKS-landene nu gennemfører på deres egen måde.

Efter yderligere bemærkninger fra Dennis Speed blev en video med Helga Zepp-LaRouche vist (oversættelse og video kommer snarest på denne side, -red.).

Dernæst holdt EIR’s Michael Billington hovedtalen, »Den Nye Silkevej bliver til Verdenslandbroen«, EIR’s nyligt udgivne rapport i bogformat.

Han efterfulgtes af professor Ann Lee, professor i finans og økonomi ved New York Universitetet, som talte om »At skabe en bedre verden i fællesskab; hvad USA kan lære af Kina«.

Dernæst talte prof. Clyde Magarelli, tidl. direktør for krigsstudier ved Paterson College, om »En positiv tilgang til en Rusland-Kina-Indien-alliance, den sande West Point-efterretningstradition«.

Den sidste taler var Lynn Yen fra Organisationen for Genoplivning af Klassisk Kultur (http://www.fftrocc.org), der talte om »Husk Isaac Stern i Kina, BRIKS og Klassisk Kultur«.

I intervallerne mellem talerne var der fire korstykker og to solooptrædener. Begivenheden afsluttedes med en entusiastisk version af ’The Battle Cry for Freedom’.

Deltagerne var tydeligt inspirerede til handling og tog ivrigt 900 kopier af brochuren »Why the U.S. Must Join the BRICS« 

til uddeling. Der blev også indsamlet underskrifter på Schiller Instituttets resolution af 22. nov., »USA og Europa må have modet til at afvise geopolitik og samarbejde med BRIKS«.

Se også: Radio 24/syv’s interview med Tom Gillesberg om Kinas Silkevejspolitik 

Se også: Schiller Instituttets Foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg den 2. dec.