Hvor ender det i Ukraine? Kup, borgerkrig – Tredje Verdenskrig?
Hvis søvngængerne og vore ligegyldige medborgere ville vågne op, ville de have en enestående lejlighed til at opleve live, hvordan forhistorien til Tredje Verdenskrig udspilles for øjnene af os. De ville – på en måde, der var mere spændende end i nogen krimi – kunne følge med i, hvordan det godtroende publikum får serveret den officielle version af begivenhederne gennem politik og medierne, og hvordan den betydeligt større del af begivenhederne i virkeligheden befinder sig under toppen af isbjerget, skjult under vandet, og som handler om hemmelige agenters, diplomaters og alle former for gangsteres aktiviteter.
I løbet af de seneste dage har et lydbånd, der blev udlagt på YouTube på Nettet, og på hvilket man kunne høre et godt fire minutter langt uddrag af en telefonsamtale mellem den amerikanske viceudenrigsminister Victoria Nuland og den amerikanske ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, tilladt os at få et indblik i denne snavsede bagside af politik. Der kan man høre, hvordan fru Nuland giver anvisninger på, hvordan den ukrainske oppositionspolitiker Yatsenyuk hurtigt skal gøres til ny regeringschef og den af EU og Merkel favoriserede Klitschko skal sparkes ud, og hvordan det hele skal »limes sammen« ved hjælp af FN. Med ordene, »Fuck the EU«, understregede fru Nuland sin faste beslutning om at gennemtvinge sin plan hen over hovedet på EU. Nogen, måske den russiske efterretningstjeneste, måske en ny »whistleblower« i NSA, har offentliggjort uddraget af samtalen.
Hvis der var behov for endnu et bevis, så foreligger det nu, nemlig beviset for Obamaregeringens direkte styring af kupforsøget mod Janukovitj’s retmæssigt valgte regering, en operation, som diverse amerikanske regeringer i de forgangne ca. 23. år har investeret mellem 20 og 30 mia. dollars i, og som der i øjeblikket, iflg. Sergei Glazyevs skøn, bruges ca. 20 mio. om ugen på – bl.a. til bevæbning af gadekæmperne – og som i øjeblikket kulminerer i et igangværende kup fra et helt spektrum af nazi-organisationer. Understøttelsen af op til 10.000 nazister, hooligans og terroristiske elementer, der er parat til vold, og deres aktiviteter i hele landet ud over Kiev, har ført til splittelse og til begyndelsen af en borgerkrig, hvis forprogrammerede eskalering skal provokere Ruslands snarlige indgriben og dermed selv levere påskuddet til en styrkeprøve med Rusland. Hvis man fortsætter ud ad denne vej til Helvede, kunne vi om nogle uger eller måneder ende i en tredje, nuklear verdenskrig – en krig, som efter al sandsynlighed ingen ville overleve.
Vil Rusland blot se til?
Kan og vil Rusland blot se til, mens denne borgerkrig spreder sig til Ruslands grænser og spilder over i Rusland, en tanke, som Financial Times udbredte den 2. februar? Som det, på det anglo-amerikanske særforhold baserede Britiske Imperiums drejebog om at styrte alle regeringer, der sætter sig til modværge, gennem en politik for regimeskifte, sluttelig også vil blive brugt på Rusland? Det vil Rusland med en sandsynlighed, der grænser til vished, ikke.
Putins rådgiver Sergei Glazyev, som er ansvarlig for Ruslands relationer til Ukraine, kommenterede kupforsøget, som atter er blevet bevist gennem Nuland-optagelsen, som en eklatant overtrædelse af det såkaldte Budapest-memorandum fra 1994, der blev underskrevet i forbindelse med, at Ukraine opgav det sovjetiske atomvåbenarsenal, og i hvilket USA og Rusland forpligtede sig til i fællesskab at være garant for Ukraines sikkerhed og suverænitet. Ifølge denne aftale er Rusland endda forpligtet til at gribe ind i en situation som denne. USA’s indblanding udgør derimod en klar overtrædelse af denne aftale.
Det aserbajdsjanske nyhedsagentur abc rapporterer, at Verkhovna Rada, det øverste råd, i den autonome republik Krim allerede den 19. februar kunne vedtage en lovpakke, som ville sætte republikken i stand til at bryde ud af Ukraine og tilslutte sig Rusland. Vladimir Klitschnykov, et parlamentsmedlem, har allerede forberedt en appel til den russiske præsident og den russiske Duma om at blive garanter for ukrænkeligheden af Krims status og borgernes rettighed og frihed. Klitschnykov begrundede dette skridt med den fare, som de ekstreme nationalisters magt i Kiev udgør. En anden af appellens initiatorer, Sergei Zekov, betonede den russiske nationalitet, kultur og det russiske sprog i den autonome republik, hvor repræsentanter fra mange folkeslag ganske vist lever fredeligt sammen, men som kun kan blive beskyttet af den russiske føderation.
Budapest-memorandaets bindende gyldighed og Krim-parlamentets kommende appel understreger, at en russisk intervention i Ukraine absolut har et retsligt grundlag. At den alligevel ville blive benyttet som påskud til en termonuklear styrkeprøve eller noget værre af de samme kræfter, som lancerer kuppet i Ukraine, er en del af scenariet.
Kontinuitet i politikken
Politikken for Ruslands systematiske inddæmning gennem NATO’s og EU’s udvidelse mod Øst, såvel som gennem regimeskifte, har således udgjort en kontinuitet siden Sovjetunionens opløsning. Margaret Thatcher og George Bush sen. blev dengang enige om den neo-konservative doktrin, som går ud på at regere verden som et imperium på grundlag af det særlige, anglo-amerikanske forhold. Med undtagelse af Clinton-regeringens otte år er USA siden blevet regeret af marionetregeringer under dette Britiske Imperium: først Bush senior, så otte år med George W. Bush junior og sluttelig fem år med Obama.
Victoria Nuland står eksemplarisk for denne politiks kontinuitet, hun er gift med Robert Kagan, en af grundlæggerne af tænketanken »Project for the New American Century« og dermed de neokonservatives imperiale ideologi; han var bl.a. en af propagandisterne for Irakkrigen. Nuland selv var viceudenrigspolitisk rådgiver til Dick Cheney, fra 2005-2008 var hun amerikansk ambassadør til NATO og talsmand for udenrigsministeriet under Obamaregeringen. Hendes rolle i mørklægningen af Benghasi-skandalen, hvor det bl.a. drejede sig om våbenleverancer til al-Qaeda i Syrien, undersøges for tiden.
Det er på allerhøjeste tid, at søvngængerne og de ligegyldige blandt vore medborgere benytter det uventede indblik i denne imperiale politiks virkelighed, som samtalen mellem fru Nuland og ambassadør Pyatt har forskaffet os, til at vågne op og erkende sandheden bag propagandaen. Under et arrangement fra World Affairs Council for nylig i Washington over temaet »Hvor er Ukraine på vej hen?« gav de tidl. amerikanske ambassadører John Herbst og William Courtney, såvel som vicepræsidenten for National Endowment for Democracy (NED), Nadia Diuk, så utrolige løgnehistorier til bedste, at man må formode, at de normalt rejser rundt på Baron von Münchhausens kanonkugle.
NED råder over et budget på 100 mio. dollars årligt og er en af hovedfinanciererne af de 2200 NGO’er (!), som i de forgangne to årtier har opbygget et russiskfobisk netværk i Ukraine. Fru Diuk priste Maidan som et »fysisk rum«, hvor den autoritære Janukovitj ikke havde nogen indflydelse, og hvor den »civile sektor« dominerede, hvor man kunne indånde »ånden fra Maidan«, og hvor mennesker trods kuldegraderne holder ud. Ikke et eneste ord om Svoboda og de andre neo-nazi-organisationer, om barrikader, formummede stormtropper, besættelser af ministerier og huse og bevæbnede angreb på politiet.
Som svar på en intervention desangående sagde fru Diuk, at hun var helt »uinformeret« med hensyn til muligheden for en inddæmning af Rusland. Rusland var dog så stort et land, som udgjorde en sjettedel af Jordens landmasse, at man da slet ikke kunne inddæmme det. Fra lederen af Svoboda, Tiahnybok, havde hun aldrig hørt et antisemitisk ord, og demonstranterne ville jo bare gerne have et bedre liv for deres børn i Europa. Disse mennesker lyver med en sådan ekspertise og dristighed, at det kun kan forstås som sort førkrigs-propaganda.
Forsøget på at overtage Ukraine må ses i sammenhæng med det amerikanske missilforsvarssystem og doktrinen om »Prompt Global Strike«, som, til trods for alle bedyrelser om det modsatte indeholder den utopi, at modpartens atomkapacitet gennem et atomart førsteangreb ville blive udslettet. Rusland, og ligeledes Kina, har – med hensyn til »Air-Sea-Battle«-doktrinen – gjort det utvetydigt klart, at de om nødvendigt ville anvende deres atomvåbenarsenal. Hvis ikke Tyskland og de andre europæiske nationer inden for en periode af dage eller uger skal blive trukket ind i en termonuklear konflikt, som ingen på denne planet vil overleve, så må den fascistiske karakter af kupforsøget i Ukraine kaldes ved sit rette navn.
Frem for alt må vi ophøre med at opføre os som undersåtter og vasaller af Det britiske Imperium og dets amerikanske marionetregering. Et aktuelt eksempel: Clemens Wergin skriver, vedrørende Nuland-Pyatt-uddraget, for hvilket han naturligvis gør Rusland ansvarligt, i Die Welt, at man »derfor i Europa og NATO langsomt måtte beskæftige sig med nogle Worst-Case-Scenarios«. Worst Case? Hvad med udslettelsen af den menneskelige art?
Og så kommer han frem til slutningen: »Ligesom Wikileaks-offentliggørelserne gjorde, kaster dette korte samtaleuddrag egentlig et godt lys på det amerikanske diplomati. Det viser, hvordan USA pragmatisk og målrettet fører de tråde sammen, der bringer FN med ind i spillet og bestræber sig på at forene den ukrainske opposition.«
Hvordan var det, Victoria Nuland sagde: »Fuck the EU!« Det passer åbenbart mange mennesker godt.
