20. sept., 2016 – I en tale, der ikke fik nogen applaus, bortset fra den høflige respons til slut, fokuserede massemorderen Barack Obama på sit eftermæle – og rablede om sine otte embedsårs præstationer og beskrev sig selv som, at han levede op til Martin Luther Kings opfordring til menneskeheden om at være »Guds medarbejdere«.
Narcissisten Obama sagde, at, siden afslutningen af den Kolde Krig for 25 år siden, er verden blevet »mindre voldelig og mere fremgangsrig end nogensinde før«. Han sagde, at »principperne om åbne markeder og ansvarlig styrelse, om demokrati og menneskerettigheder og international lov, som vi har skabt, er fortsat det mest solide fundament for menneskeligt fremskridt i dette århundrede«, hvorefter han hævdede, at det er denne globalisering og politikken med farvede revolutioner, der er ansvarlige for det faktum, at »antallet af mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, er blevet skåret ned fra næsten 40 % af menneskeheden til under 10 %«. Han kom ikke med nogen henvisning til Kina, der har løftet 700 millioner mennesker ud af fattigdom, og heller ikke til Silkevejen, de nye, finansielle institutioner eller til andre aspekter af det nye paradigme, der nu er i kraft.
Denne marionet for det Britiske Imperium angreb Rusland to gange: »I en verden, der har ladt imperiernes tidsalder bag sig, ser vi Rusland forsøge at genvinde sin tabte storhed gennem magtanvendelse«; og, »Hvis Rusland fortsætter med at gribe ind i sine naboers anliggender, er det måske nok populært på hjemmefronten, og det opflammer måske nok en nationalistisk lidenskab for en tid, men over tid vil det også formindske landets status og gøre dets grænser mindre trygge.«
Han lo, mens han sagde, at nogle mennesker påstod, at »det ukrainske folk« var gået på gaderne »pga. en eller anden plan, der var påtvunget fra udlandet«, når sandheden var den, at folket så, hvor fremgangsrige vesteuropæere var og ønskede at tilslutte sig EU (han undlod at nævne den nuværende elendighed i Ukraine, for ikke at tale om de $10 mia., som USA har brugt for at skabe en anti-russisk bevægelse, der var i ledtog med nynazister).
Mellemøsten befandt sig, indrømmede han, i en tilstand af sammenbrud, og han »forklarede« hvorfor – ikke, som den britiske Chilcot-rapport og det britiske Underhus’ rapport om Libyen har gjort det klart, at de kriminelle Bush/Obama-aggressionskrige havde drevet dem ud i en mørk tidsalder, men snarere pga. deres dårlige ledere, der »forfulgte politisk opposition eller dæmoniserede andre religiøse sekter«.
Og det mest oprørende, så beskrev Obama USA, ikke som den døende imperiemagt, som hele verden erkender det for at være, men som »en sjælden supermagt i menneskets historie, for så vidt som, at det har været villigt til at tænke længere end til snæver egeninteresse … Og følgelig mener jeg, at vi har været en kraft for det gode«.
Som ovenfor anført, så var der ingen klapsalver, der afbrød denne smædetale.
