9. juli (EIRNS) – I onsdags mødtes USA’s præsident Donald Trump med den mexicanske præsident Andrés Manuel López Obrador i en diskussion præget af venskab og respekt, hvilket López Obrador opsummerede på den fælles pressekonference med Trump, hvor han talte direkte til det amerikanske folk: ”Jeg er her, for over for befolkningen i USA, at udtrykke, at deres præsident har opført sig med venlighed og respekt over for os. Du har behandlet os som det, vi er: et værdigt land og folk; en fri, demokratisk og suveræn befolkning. Længe leve venskabet mellem vore to nationer”. Planlægningen af mødet fremkaldte mindelser om forholdet mellem præsidenterne Abraham Lincoln og Benito Juárez, som det blev afspejlet af López Obradors kransenedlægning ved både Lincolns og Juárez’ monumenter under hans besøg.
Det afspejlede også forholdet mellem [daværende] præsidentkandidat Lyndon LaRouche og den mexicanske præsident José López Portillo; et forhold der strakte sig over årtier. Som opfølgning på mange års politiske forslag til skabelse af en ny verdensøkonomisk orden mødtes LaRouche i maj 1982 med præsident López Portillo, med hvem han drøftede sine forslag til Mexico om at samarbejde med andre latinamerikanske lande for at danne et debitorlandes kartel, til etablering af valutakontrol, samt behovet for at López Portillo skulle nationalisere bankerne for at muliggøre en hastig industrialisering af nationen. Efter mødet udsendte LaRouche en rapport, Operation Juárez, der skitserede en vision for udviklingen af Mexico og for internationalt samarbejde. Den 1. september 1982 gav López Portillo sin sidste tale om ‘nationens tilstand’, hvori han meddelte, at han havde gennemført en af komponenterne i Operation Juárez – han havde nationaliseret bankerne og etableret valutakontrol og indsat militæret til opsyn af bankerne.
Derefter talte López Portillo den 1. oktober til FN’s generalforsamling: ”Men den mest konstante bekymring og aktivitet fra Mexicos side på den internationale arena er overgangen til en ny økonomisk orden… Vi har insisteret på, at hele spektret af økonomiske og sociale relationer i udviklingslandene og den industrialiserede del af verden må omdannes. Reduktionen af tilgængelig kredit til udviklingslande har alvorlige konsekvenser, ikke kun for dem, men også for produktion og beskæftigelse i den industrialiserede verden. Lad os ikke fortsætte i denne onde cirkel. Det kunne være begyndelsen på en ny middelalderlig, mørk tidsalder uden mulighed for en renæssance”. Han krævede, at pragmatismen skulle give plads for retfærdighed: ”Lad os gøre det der er muligt indenfor fornuftens grænser. Lad os huske på de tragiske omstændigheder, hvorunder vi oprettede denne organisation, og de forhåbninger der blev lagt i den. Stedet er her, og tiden er nu”.
López Portillo – og LaRouche – havde ret!
Den vellykkede diskussion mellem Trump og Obrador, nedgjort af de fleste medier, er den form for samarbejdsvillige drøftelser, der må holdes mellem lederne af USA, Rusland, Kina og Indien – en diskussion i overensstemmelse med Trumps valgkampagne i 2016, hvor han gentagne gange påpegede, at et godt forhold til Rusland og Kina ”er en god ting”. Et sådant topmøde er en bydende nødvendighed for at muliggøre den slags storstilede, produktive (snarere end ”grønne”) projekter til at udvikle infrastrukturen, industrien, videnskabelige og politiske platforme, der kunne bringe økonomien til et højere produktivt niveau. Dette ville i sig selv kræve en erkendelse af og en oprydning i de uhyrligt oppustede finansielle værdier, der næsten øjeblikkeligt ville kollapse, hvis den vedvarende pengestrøm fra centralbankerne blev afbrudt.
Nødvendig handling kan ikke vente til valget i USA i november.
Forslaget fra præsident Vladimir Putin om et topmøde med lederne af de fem faste medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er en øjeblikkelig levedygtig mulighed for at skabe den form for diskussion, der er nødvendig. Det igangværende angreb mod præsident Donald Trump i USA må besejres, og topmødet må finde sted så hurtigt som muligt!