Østafrika trues af græshoppeangreb

Østafrika trues af græshoppeangreb
image_pdfimage_print

De voldsomme græshoppesværme i Østafrika kan udvikle sig til en græshoppeplage, advarede FN-ansatte på en pressekonference den 10. februar i New York. Græshopperne har hjemsøgt Uganda, Kenya, Somalia og Ætiopien. “Der er fare for en katastrofe”, sagde lederen af FN’s koordinering af humanitære anliggender, Mark Lowcock, på pressekonferencen i New York. Fødegrundlaget for 13 millioner mennesker er truet, 10 millioner af dem i områder, der er angrebet af græshopperne, berettede The Guardian.

De røde områder på dette kort viser udbredelsen af vandregræshoppernes sværme i landene på Afrikas Horn, Yemen og andre nationer på den sydlige del af Den arabiske Halvø i januar 2020.

Dominique Burgeon, direktør for nødsituationer og modstadsdygtighed under fødevare- og landbrugsorganisationen FAO advarede om, at yderligere 20 millioner mennesker i regionen er i fare for fødevareusikkerhed. Hvis der ikke sprøjtes nok fra luften for at stoppe sværmene, kan en græshoppeplage udvikle sig, “og hvis der først er en plage, så tager det år at nedkæmpe den”. Burgeon erklærede, at den øjeblikkelige græshoppeinvasion kun er et “udbrud”; det er betegnelsen, når en hel region er ramt. Men hvis den forværres og ikke kan inddæmmes i løbet af et år eller længere, så udvikler den sig til en “græshoppeplage”. I det sidste århundrede optrådte der seks store vandregræshoppeplager, den sidste i 1987-89. Det sidste større udbrud var i 2003-2005.

I følge Associated Press har Uganda vanskeligheder med at bekæmpe det største græshoppeudbrud i årtier i denne del af Østafrika. I Kenya ødelægger svæme af milliarder af græshopper høsten, ligeledes i Somalia og Ætiopien. Det fugtige miljø efter måneders regn gør det muligt for græshopperne at formere sig hurtigt. Kenyas gesandt i FN , Lazarus Umbai Omayo, advarede også om, at græshopperne æder de planter, som hyrdesamfundene i regionen er afhængige af, og derved stiger muligheden for stedlige konflikter i græsningsområderne. Udbruddet er så alvorligt, at det endda kan ødelægge de kommende måneders høst. sagde han.

Keith Cressman, lederen af FAO’s græshoppeafdeling, erklærede i New York, at “bølger og sværme” af græshopper var trængt ind i Kenya fra Afrikas Horn siden begyndelsen af 2020 og for nylig havde nået Kilimandjaro og grænsen til Tanzania. FN-folkene sagde, at man måtte handle øjeblikkeligt, før mere regn i de kommende uger fremkalder ny vegetation, der tiltrækker nye generationer af græshopper. Hvis de ikke stoppes, kan deres antal vokse til det 500-dobbelte, før vejret bliver tørrere.

FN har bedt om  76 millioner dollars til øjeblikkelig hjælp. Indtil videre er der indkommet knap 20 millioner dollars, som Lowcock frigav fra FN’s nødhjælpsfond, og 3,8 millioner dollars fra FAO, berettede FN-folkene. De forenede Stater har ydet 800.000 dollars og EU 1 million dollars.

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*