»Dette gamle system er dødt, og det er
vores ansvar at bringe menneskeheden
over tærsklen til en helt ny æra«

»Dette gamle system er dødt, og det er
vores ansvar at bringe menneskeheden
over tærsklen til en helt ny æra«
image_pdfimage_print

Lyndon LaRouche:

»… Det er os, der skal få dette til at ske. Der findes intet andet alternativ. Hvorvidt Kongressen vil handle eller ej er højst usikkert, for der er intet forudsigeligt i dette politiske system. Det, der må ske, er, at der må være en massiv bevægelse, der må have et lederskab, og som må gennemtvinge denne forholdsregel (Glass-Steagall, -red.), og som vil medføre, at visse kendsgerninger kommer for dagens lys – dvs., systemets totale bankerot.«

Glass-Steagall er imidlertid kun det første skridt. Jeg mener, at vi har sagt dette gentagne gange, men det vil blive aftenens store debatemne: Den form for initiativ, som hr. LaRouche har taget mht. Deutsche Bank, med et krav om en tilbagevenden til arven efter Alfred Herrhausen, den sidste, fornuftige bankier i Deutsche Bank, og som blev myrdet i koldt blod den 30. november 1989, netop på det tidspunkt, hvor den fremtidige verdenshistorie stod over for en kæmpe chance.

Uddrag af LaRouchePAC Internationale fredags-webcast, 29. juli 2016:

Virkelighed er, om folk i dag har modet til at indrømme, at LaRouche har ret!

Matthew Ogden: Jeg mener, at vi bestemt kan sige, at vi står ved afslutningen af en gammel æra. Vi har et helt, paradigmatisk system, der er i færd med at kollapse totalt omkring os, og vi kan forhåbentlig sige, at vi står på tærsklen til en ny æra. Vi stirrer direkte ind i ansigtet på det transatlantiske finansielle systems totale opløsning. Dette ses ikke tydeligere end gennem den kendsgerning, at man har disse såkaldte ’stresstests’, som finder sted i dag i alle de større europæiske banker. Resultatet af disse stresstests skal efter planen offentliggøres senere i aften; men, som hr. LaRouche har sagt, »Man behøver ikke at teste disse banker. Man ved, at hele banksystemet er totalt bankerot«.

Især to af disse banker har fået meget udstrakt mediedækning. Den ene er Monte dei Paschi-banken, der er verdens største og ældste, uafbrudt fungerende bank, og den største bank i Italien, og de vil næsten med sikkerhed dumpe til stresstesten, sammen med praktisk talt alle andre banker i Italien, som samlet set rapporteres at sidde på gæld, der ikke betales på, for mellem 210 – 360 milliarder euro, som umuligt kan reddes gennem bailout (statslig redning; ’bankpakke’ med skatteborgermidler, -red.) af Italiens bankerotte økonomi, eller af EU’s ditto, for den sags skyld.

På den anden side har vi Tysklands største bank, Deutsche Bank, der af IMF er blevet beskrevet som den mest risikobelagte, mest sårbare bank i hele systemet. Vi har på det seneste dækket Deutsche Banks bankerot med den forbløffende statistik, at Deutsche Banks nettoprofit nu vitterligt er nede på næsten nul, med et af Deutsche Bank rapporteret 97 % ’s kollaps i nettoprofitten blot det seneste år. Deutsche Banks eksponering til derivater er massiv. Hver eneste større bank i verden er indviklet i Deutsche Bank som en modpart (i derivatkontrakter, -red.). Hvis Deutsche Bank går ned, vil man få en smitteeffekt, der er langt, langt større end i september 2008. Bare fra i onsdags er Deutsche Banks aktier faldet med 8 %. Merrill Lynch har nu nedgraderet banken, og det samme har Frankfurts aktiebørs.

Som det ses, så kan både den ene og den anden af disse banker dumpe til stresstesten. Stresstest eller ej, så kan hele dette system gå op i røg, hvornår, det skal være, og alene dét kan udløse en massiv panik i hele den transatlantiske verden. Det kan ikke understreges tydeligere. Det her er langt, langt værre end den situation, vi befandt os i, i dagene før krakket i 2008.

Det må siges højt og tydeligt, at dette er den drivkraft, der ligger bag truslen om en verdenskrig på dette tidspunkt. Som Helga Zepp-LaRouche gentagne gange har understreget i de seneste uger, så findes der ingen garanteret strategi for at afværge en sådan krig, med undtagelse af at tage roden til denne krigstrussel under behandling, hvilket vil sige en total, systemisk reorganisering af hele det transatlantiske finanssystem. Dette betyder en reorganisering fra øverst til nederst sådan, som Franklin Roosevelt gjorde det i sit embedes allerførste dage, som præsident for USA.

Det afgørende, første skridt i denne totale reorganisering er selvfølgelig en genindførelse af Franklin Roosevelts Glass/Steagall-lov, i sin helhed, fra 1933, ikke blot i USA, men i hele den transatlantiske verden. Dette er faktisk emnet for det spørgsmål, vi har fået fra institutionelt hold i aften, og som hr. LaRouche kort kommenterede. Spørgsmålet lød:

»Kære hr. LaRouche, kravet om en genindførelse af Glass-Steagall er nu inkluderet i både det Republikanske og Demokratiske partis valgprogram. Hvor sandsynligt er det, efter Deres mening, at Kongressen vil vedtage Glass-Steagall?«

Lyndon LaRouche:

»Ja, vi satser selvfølgelig ikke alt på denne sandsynlighed. Det er os, der skal få dette til at ske. Der findes intet andet alternativ. Hvorvidt Kongressen vil handle eller ej er højst usikkert, for der er intet forudsigeligt i dette politiske system. Det, der må ske, er, at der må være en massiv bevægelse, der må have et lederskab, og som må gennemtvinge denne forholdsregel (Glass-Steagall, -red.), og som vil medføre, at visse kendsgerninger kommer for dagens lys – dvs., systemets totale bankerot.«

Glass-Steagall er imidlertid kun det første skridt. Jeg mener, at vi har sagt dette gentagne gange, men det vil blive aftenens store debatemne: Den form for initiativ, som hr. LaRouche har taget mht. Deutsche Bank, med et krav om en tilbagevenden til arven efter Alfred Herrhausen, den sidste, fornuftige bankier i Deutsche Bank, og som blev myrdet i koldt blod den 30. november 1989, netop på det tidspunkt, hvor den fremtidige verdenshistorie stod over for en kæmpe chance.

Denne form for aktion, som hr. LaRouche har krævet – interventionen i Deutsche Bank – er paradigmatisk for den absolut nødvendige tankegang. Hvad betyder det for os her, i dag? Det er, mener jeg, den form for diskussion, som er blevet genoplivet med ideen om De Fire Love [til USA’s (og verdens!) omgående redning] for en reorganisering af finanssystemet. Dette er ikke blot en samling opskrifter, eller en vasketøjsliste over skridt, der må tages, men, som folk også har erkendt, så udgør De Fire Love sådan, som hr. LaRouche har udtænkt det, en enkelt, sammenhængende principerklæring, der bygger på en enkel, fundamental sandhed om den virkelige videnskab om fysisk økonomi. Denne enkelte, fundamentale forudsætning er den, at mennesket er en art ulig nogen anden. Mennesket er fuldstædigt unikt blandt alle andre levende væsener deri, at udelukkende kun mennesket er i stand til at skabe fuldstændigt nye måder for eksistens, der ikke har nogen forudgående manifestation, ingen afledningseffekt, der stammer fra tidligere erfaringer, men som er en fuldstændig ny, menneskelig adfærdsform. Udelukkende kun mennesket har evnen til viljemæssigt at skabe fremtiden.

Denne, menneskets absolut unikke egenskab, eksemplificeres i en meget destilleret og dybtgående form gennem nogle meget betydningsfulde personligheder, der stadig findes i mands minde hos mange nulevende personer: Albert Einstein er én af dem; og den store, visionære rumforsker, raketingeniøren Krafft Ehricke, er en anden. Jeg tror, dette vil være optakten til, og ligesom skabe en ramme for, aftenens fortsatte diskussion. Men lad mig blot gentage: Jeg tror, vi med sindsro kan sige,

»Dette gamle system er dødt, og det er vores ansvar at bringe menneskeheden over tærsklen til en helt ny æra.«

(Se det engelske udskrift af hele diskussionen her: http://schillerinstitut.dk/si/?p=13902)

                        

 

0 Kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*